I søndags forefaldt et optrin på beværtningsstedet Bellevue ved Strandvejen, der fortjener at komme til almindelig kundskab. Værten på Bellevue, en hr. Bagge, er ved siden af andre solide og glimrende egenskaber, også i besiddelse af en talisman, der gør ham uimodståelig i alle de sager, der afgøres ved stokkeprygl. En bevisførelse hvori han har sin force. Denne talisman består i et politiskilt som er betroet denne sin gæsters ærbødige vært i egenskab af politikommissær eller lignende. De gentile gæster får ikke denne hr. Bagges dekoration at se. Det glædestrålende åsyn han viser dem, er langt fra at lade formode hvad han skjuler under sin vest. Men hvem kan indestå for, at det ikke engang midt under de champagnedrikkende gæsters jubel skulle lade sig se som et medusahoved? Hvilken magt det giver ham og hvorledes han anvender den derpå, afgav det optrin et advarende eksempel.
Det var i middagsstunden. Alle værelser og den duftende have var opfyldte af glade gæster, hvis nydelser var en nydelse for hr. Bagge selv. Han syntes at være den gladeste blandt de glade. Man hørte kun latter og spøgefuld tale mellem klirren af knive og gafler og glassenes hulde kling-klang, da med et tonerne af en cylinderlire ville lade sig høre. Det var en omrejsende italiensk virtuos der var kommet inden for Bellevueværtens enemærker i den hensigt at byde hans gæster til afveksling en musikalsk nydelse. Men enhver sådan afveksling må være en vederstyggelighed i værten Bagges øjne. Han har vel gjort sig til princip at forebygge at hans gæster besværes med uvedkommende udgifter i hans hus. Den rejsende musikant blev derfor vist ud af hotellet. Men på en måde der vist aldrig vil udviskes af hans hukommelse, om også sporene deraf forsvinder af hans legeme.
Da han som italiener ikke forstod den ivrige kommando og skælden, hvormed hr. Bagge ledsagede ham, tøvede han noget i den yderste gård med en forundret spørgende mine, og gjorde endog nogle beskedne forestillinger der imidlertid kom ham dyrt til at stå. For efter en ny stigende strøm af skældsord besvarede Bellevueværtens stærke arm disse forestillinger med et par drøje stokkeslag over den del af virtuosens ryg og skuldre, der ikke var beskyttet af instrumentet som han bar på ryggen. Men da fornægtede italienerens blod ikke sin oprindelse. For da han i det samme i vognskuret fik øje på et mægtigt slagtræ, sprang han til for at gribe det som et gengældelsesvåben, men snublede og faldt under vægten af sit andet instrument. Således fik denne kamp nogen lighed med det berømte slag på Anholt, mens hr. Bagge triumferede i den tililende mængdes påsyn. Da Italieneren endelig kom på benene og endnu gjorde mine til at sætte sig til modværge, da var det at hr. Bagge pludselig fremtrak sit forstenende politiskilt, hvis betydning formodentlig ikke har været mere forståelig for Italieneren end skældsordene. Men dog, da han så sig forladt og uden håb om nogen bistand, bragte han til at fortrække så godt han kunne.
Hos tilskuerne må derimod hr. Bagge med sit skilt vel have gjort regning på at fremkalde tilstrækkelig overbevisning om hans berettigelse til på sådan måde at behandle et aldeles sageløst menneske. Det vil da vel også være blevet indlysende for mange, at denne gæstvenlige mand er i besiddelse af middel, der kan anvendes som sidste argument på en frygtelig måde. Os forekommer det at det er to temmelig modstridende bestallinger; at være politibetjent og gæstgiver tillige - i det mindste vil enhver kunne tilskrive sig selv følgerne af at indtage forfriskninger hos en sådan mand.
v. B.
Hotel Gl. Bellevue, 1865. Set fra dampskibsbroen. Public domain - Københavns Museum.
Traktør J. Bagge var distriktskommissær i Kystpolitiet, Københavns nordre hoveddistrikt, 2. distrikt. Bellevue blev opført i 18723 som en lille ejendom på Christiansholms jorders nordøstlige hjørne. I 1734 blev den købt af en restauratør. I 1819 havde ejeren af Bellevue Kro og Gl. Bellevue Johan Bagge anlagt en anløbsbro hvor dampskibet Caledonia sejlede i rutefart til København hver søndag. Han fik også bygget badehuse 1824. Restaurationen blev i Bagge-familien indtil 1874. Kroen lå nogenlunde hvor Bellevueteatret ligger i dag.
(Kjøbenhavnsposten, 25. juni 1847).
Når dampskibene går til Bellevue søndag eftermiddag samler sig i Kvæsthusgade og omegn i almindelighed et langt større antal passagerer end dampskibet kan rumme, og i det øjeblik dette ligger til bliver der en frygtelig trængsel, idet ingen gerne vil blive tilbage. Det er meget uhyggeligt at være vidne til den råhed og brutalitet, som her får anledning til at vise sig, at høre disse skrig og denne råben af dem der blive trykkede, stødte eller står i fare for at falde i vandet; at desuden en del hatte bliver fordærvede, nogle parasoller brækkede og kjoler sønderrevne, samt en del skældsord og stokkeslag uddelt, falder af sig selv.
Det par politibetjente, som er nærværende, kan ingen nytte gøre, da massen af mennesker
er for stor, men for deres samvittigheds skyld uddeler de dog almindeligvis nogle af deres sædvanlige meget fattelige bevisgrunde, der dog kun kommer de bageste af sværmen til gode og ingenlunde bidrager til at frembringe større orden.
Man må virkelig undre sig over den mangel på omsorg for deres medmenneskers liv og sikkerhed, entreprenørerne eller førerne af disse dampskibe viser ved ikke inden afgangstiden at uddele billetter, hvorved hele denne ulempe ville være afhjulpet. Sker dette ikke, bør vedkommende drages til ansvar for ethvert uheld, som måtte indtræffe. For det er virkelig forbundet med livsfare, at man må gå ombord i dampskibet på et smalt bræt uden gelænder, og det er næsten umuligt for de forreste, som hele massen trykker på, at undgå at falde i vandet.
I fjor sommer var det samme tilfældet og det er er yderligere bevis på den sløvhed, som her hersker, såvel hos den ene som hos den anden, at der ikke forlængst er rådet bod på en ubehagelighed der er så let at afhjælpe. C. P.
(Kjøbenhavnsposten, den 7. juli 1847)
Det var i middagsstunden. Alle værelser og den duftende have var opfyldte af glade gæster, hvis nydelser var en nydelse for hr. Bagge selv. Han syntes at være den gladeste blandt de glade. Man hørte kun latter og spøgefuld tale mellem klirren af knive og gafler og glassenes hulde kling-klang, da med et tonerne af en cylinderlire ville lade sig høre. Det var en omrejsende italiensk virtuos der var kommet inden for Bellevueværtens enemærker i den hensigt at byde hans gæster til afveksling en musikalsk nydelse. Men enhver sådan afveksling må være en vederstyggelighed i værten Bagges øjne. Han har vel gjort sig til princip at forebygge at hans gæster besværes med uvedkommende udgifter i hans hus. Den rejsende musikant blev derfor vist ud af hotellet. Men på en måde der vist aldrig vil udviskes af hans hukommelse, om også sporene deraf forsvinder af hans legeme.
Da han som italiener ikke forstod den ivrige kommando og skælden, hvormed hr. Bagge ledsagede ham, tøvede han noget i den yderste gård med en forundret spørgende mine, og gjorde endog nogle beskedne forestillinger der imidlertid kom ham dyrt til at stå. For efter en ny stigende strøm af skældsord besvarede Bellevueværtens stærke arm disse forestillinger med et par drøje stokkeslag over den del af virtuosens ryg og skuldre, der ikke var beskyttet af instrumentet som han bar på ryggen. Men da fornægtede italienerens blod ikke sin oprindelse. For da han i det samme i vognskuret fik øje på et mægtigt slagtræ, sprang han til for at gribe det som et gengældelsesvåben, men snublede og faldt under vægten af sit andet instrument. Således fik denne kamp nogen lighed med det berømte slag på Anholt, mens hr. Bagge triumferede i den tililende mængdes påsyn. Da Italieneren endelig kom på benene og endnu gjorde mine til at sætte sig til modværge, da var det at hr. Bagge pludselig fremtrak sit forstenende politiskilt, hvis betydning formodentlig ikke har været mere forståelig for Italieneren end skældsordene. Men dog, da han så sig forladt og uden håb om nogen bistand, bragte han til at fortrække så godt han kunne.
Hos tilskuerne må derimod hr. Bagge med sit skilt vel have gjort regning på at fremkalde tilstrækkelig overbevisning om hans berettigelse til på sådan måde at behandle et aldeles sageløst menneske. Det vil da vel også være blevet indlysende for mange, at denne gæstvenlige mand er i besiddelse af middel, der kan anvendes som sidste argument på en frygtelig måde. Os forekommer det at det er to temmelig modstridende bestallinger; at være politibetjent og gæstgiver tillige - i det mindste vil enhver kunne tilskrive sig selv følgerne af at indtage forfriskninger hos en sådan mand.
v. B.
Traktør J. Bagge var distriktskommissær i Kystpolitiet, Københavns nordre hoveddistrikt, 2. distrikt. Bellevue blev opført i 18723 som en lille ejendom på Christiansholms jorders nordøstlige hjørne. I 1734 blev den købt af en restauratør. I 1819 havde ejeren af Bellevue Kro og Gl. Bellevue Johan Bagge anlagt en anløbsbro hvor dampskibet Caledonia sejlede i rutefart til København hver søndag. Han fik også bygget badehuse 1824. Restaurationen blev i Bagge-familien indtil 1874. Kroen lå nogenlunde hvor Bellevueteatret ligger i dag.
(Kjøbenhavnsposten, 25. juni 1847).
Når dampskibene går til Bellevue søndag eftermiddag samler sig i Kvæsthusgade og omegn i almindelighed et langt større antal passagerer end dampskibet kan rumme, og i det øjeblik dette ligger til bliver der en frygtelig trængsel, idet ingen gerne vil blive tilbage. Det er meget uhyggeligt at være vidne til den råhed og brutalitet, som her får anledning til at vise sig, at høre disse skrig og denne råben af dem der blive trykkede, stødte eller står i fare for at falde i vandet; at desuden en del hatte bliver fordærvede, nogle parasoller brækkede og kjoler sønderrevne, samt en del skældsord og stokkeslag uddelt, falder af sig selv.
Det par politibetjente, som er nærværende, kan ingen nytte gøre, da massen af mennesker
er for stor, men for deres samvittigheds skyld uddeler de dog almindeligvis nogle af deres sædvanlige meget fattelige bevisgrunde, der dog kun kommer de bageste af sværmen til gode og ingenlunde bidrager til at frembringe større orden.
Man må virkelig undre sig over den mangel på omsorg for deres medmenneskers liv og sikkerhed, entreprenørerne eller førerne af disse dampskibe viser ved ikke inden afgangstiden at uddele billetter, hvorved hele denne ulempe ville være afhjulpet. Sker dette ikke, bør vedkommende drages til ansvar for ethvert uheld, som måtte indtræffe. For det er virkelig forbundet med livsfare, at man må gå ombord i dampskibet på et smalt bræt uden gelænder, og det er næsten umuligt for de forreste, som hele massen trykker på, at undgå at falde i vandet.
I fjor sommer var det samme tilfældet og det er er yderligere bevis på den sløvhed, som her hersker, såvel hos den ene som hos den anden, at der ikke forlængst er rådet bod på en ubehagelighed der er så let at afhjælpe. C. P.
(Kjøbenhavnsposten, den 7. juli 1847)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar