Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samosvej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

Fra "Karens Minde". (Efterskrift til Politivennen)

Fedtebrød i Grøden og Soya i Sødsuppen

Et mærkeligt Pigebarn.

Gamle hæderkronede Madam Mangor - Opfinderen af Nellikerne i Flæskestegens Sprækker og andre smaa kulinariske Rariteter, vilde have vendt sig i sin Grav, hvis hun havde hørt, hvorledes der blev skiftet Ord om Kogekunst i Byrettens 4. Afdeling hos Dommer Friis i Lørdags.

Der stod Nelly Henriksen, Tjenestepige fra Optagelseshjemmet "Karens Minde" anklaget.

Dommeren spærrede Øjnene op, da han hørte, at Nelly havde kommet Fedtebrød i Gryderne, naar der blev kogt Risengrød og Soya, naar der blev kogt Sødsuppe.

- Nu har jeg aldrig hørt Mage til Skarnsstreger, sagde Hr. Friis, 

Men videre blev der læst op, at Nelly havde klistret Smør og Grød op ad Væggene, havde hældt Kakkelovnene over med Øl og paa forskellig Maade ødelagt inventaret.

- Men er den Pige da gal!  udbrød Dommeren.

Nellys Moder var mødt og vilde gerne have sin Datter med Hjem, men saa kom det frem, at Nelly ogsaa havde stjaalet Penge, Smykker og rede Penge fra de andre Tjenestepiger derude, endda ved ligefrem at brække deres Kufferter op.

Saa sagde Dommeren Nej, og Nelly bliver nu anbragt paa Optagelseshjemmet "Engelsborg", indtil der foreligger en Afgørelse fra Justitsministeriet. Men i hvert Fald, Gryderne faar Nelly ingen Adgang til foreløbig.

(Aftenbladet (København) 6. december 1920).

Optagelses- og Iagttagelseshjemmet Engelsborg, Bagsværdvej 39, Lyngby, blev oprettet af Fængselshjælpen 1907 og drives for Dansk Forsorgsselskabs regning. Hjemmet blev anerkendt 25/9 1923 (fornyet 28/10 1953). Hjemmet optager kun piger. I dag er det et udslusningsfængsel for dømte der afsoner den sidste del af deres straf, eller som er i tilsyn. Der er plads til 22 beboere, samt fem familier i udslusningsfængslets familiehusprojekt.

Aandssvag Pige føder i Dølgsmaal.

En uhyggelig Sag i København.

Københavns Politi arbejder i disse Dage med en uhyggelig Sag, hvor en 18-aarig, aandssvag Pige, Lisa Andersen, Saksogade 77, er Hovedpersonen.

Den stakkels Pige, der gennem flere Aar har haft Ophold paa Aandssvageanstalten "Karensminde", maatte ved Juletid sendes hjem derfra, fordi hun var gravid. Hvem der er Fader til Barnet, ved man ikke, - og den aandssvage Stakkel sikkert heller ikke.

For faa Dage siden konstateredes det, at hun maatte have født Barnet, og ved nærmere Undersøgelse er Barnet fundet som Lig paa et Pulterkammer. Det menes, at Barnet har været dødfødt, saaledes at der ikke foreligger Barnemord, men kun Fødsel i Dølgsmaal.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. april 1922).

Fejø-Sagen (1): 1883 - Forhør og Dom. (Efterskrift til Politivennen)

14. August 1882 blev Carl Anton Freuchen (1835-1915) som da havde været prokurator ved underretterne i Sjællands Stift, beskikket birkedommer og skriver i Fejø Birk. Som prokurator i Faxe havde han optrådt som tilhænger af Højre og Estrup. Muligvis havde han politiske ambitioner, men blev i stedet birkedommer på Fejø. I maj 1881 blev der under hans forgænger Harry Lund fundet et barnelig på kirkegården, men han kunne ikke opklare sagen. Freuchen genoptog nu sagen, og baseret på løse rygter og sladder fandt han frem til to han mente var de skyldige.

Fotograf Heinrich Johan Barby (1858-1930): Carl Anton Freuchen (1835-1915). Barnet er formentlig sønnen Peter Anton Wilhelm Freuchen (1870-?). Barnets mor Anna Margrethe Freuchen (1842-1870) døde 2 dage efter sønnens fødsel. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Forbrydelser i Feiø Birk. Af et Brev fra Lolland meddele vi følgende: I det lille Feiø Birk, der bestaaer af de smaa Øer: Feiø, Femø, Veirø, Lilleø og Askø, under Maribo Amt, har det i den senere Tid vist sig, at der tidligere er begaaet og endnu begaaes forbrydelser af den groveste Art, og at saadanne kun komme for Dagen ved den nye Birkedommer Hr. Freuchens Virksomhed. Hr. Freuchen, der tidligere var Prokurator paa Vemmetofte, blev ansat som Birkedommer paa Feiø i Sommeren 1882; kort Tid efter hans Ankomst døde en Barselkones 8 Dages gamle Barn under mistænkelige Omstændigheder, idet Lægens Erklæring gik ud paa, at Barnet var død af Kvælning. Barselkonens Mand og hendes Svigermoder, et gammelt berygtet Fruentimmer, som havde været nærværende ved Barnets Død, og som paastod, at Barnet var død en naturlig Død - bleve belagte med Arrest. Begge disse Arrestanter vedbleve deres Forklaring, idet de paastod at have seet Barnet drage sit sidste Suk i Moderens Arme, og at Barnet var død en naturlig Død, hvorhos de vilde benægte Rigtigheden af den legale Lægeerklæring. Den 30aarige Barselkone, med 8 levende og alle smaa Børn omkring sig, havde Alles Medynk; man følte sig nemlig overbevist om, at hendes Barn var blevet myrdet af Svigermoderen. Paa Grund af sin Tilstand blev Barselkonens videre Afhøring stillet i Bero; hun, der tilsyneladende var sygelig, havde nemlig kun forklaret, at hendes Barn var død en naturlig Død, og denne Forklaring havde hun afgivet paa Sengen. Da de to Arrestanter imidlertid vedblivende holdt paa deres Udsagn, lod Birkedommeren omsider Barselkonen bringe paa Dommergaarden, hvor hun, efter at have varet et Par Timer i Forhør, tilstod, at hun selv havde dræbt sit Barn uden hendes Mands og hendes Svigermorders Vidende, og det viste sig, at disse virkelig havde seet Barnet i Moderen Arme drage sit sidste Suk, men de havde ikke seet, at den naturlige Moder, der i Dødsøieblikket havde sin venstre Haand under Nakken paa Barnet, hemmelig med denne Haand sammensnørede Skjortelinningen om Barnets Hals, og at det var denne Omstændighed, som frembragte barnets sidste Suk. Forbrydersken udsoner nu sin Straf med 9 Aars Indespærring i Tugthuset.

I Mai 1881 blev der paa Feiø Kirkegaard - skjult under noget Løv - fundet et Barnelig, som skjønnedes at have ligget der i et halvt Aars Tid, men forbrydelsen var og forblev uopdaget. Da Hr. Freuchen ved Nytaarstid iaar begyndte at søge op i denne Sag, kom forskjellige Personer i Arresten: vel viste det sig, at det rette Spor ikke strax var truffet, men de sigtede Personer havde dog ikke rent Brød i Posen, idet de dømtes til Forbedringshusarbeide og Fængsel paa Vand og Brød for fosterfordrivelse og Meddelagtighed i denne forbrydelse. En Arrestant, en tidligere Handelskommis, som nn havde forretning i Kjøbenhavn, blev løsladt mod Kaution, fordi han under Sagen ægtede den unge Pige, som han havde forført og senere forledet til Fosterfordrivelse. Imidlertid lod Hr. Freuchen søge efter Pigen Anna - Søster til den oven fornævnte Barnemorderske som allerede strax, da Barneliget blev fundet, var anseet for mistænkelig, men overfor hvem der dengang ikke blev foretaget Noget idet man da havde ladet sig nøie med en Erklæring fra Jordemoderen, hvor Anna da havde hjemme, hvilken Erklæring gik ud paa, at Anna formentes ikke at have født. Anna blev imidlertid nu funden paa Lolland i Juli d. A . og samme Dag hun blev anholdt, vedgik hun sig skyldig i den foreliggende Forbrydelse. Hun, som i Mai kun var 20 Aar gl., forklarede nu, at da hun i Sommeren 1880 følte sig svanger, gjorde hun sin Moder bekjendt med sin Tilstand, og Moderen foreholdt hende da, at det for hendes fremtids Skyld var aldeles nødvendigt, at hendes Barn ved Fødslen blev bragt afveien; hun vilde ellers komme under Fattigvæsenet. Moderen trøstede hende med, at hun kunde komme til hende, naar Tiden nærmede sig, saa vilde hun hjælpe hende. I December f. A.. en streng Vinter, da Anna følte sin Nedkomst nær, gik hun til sin Moder, og denne lod sig om Aftenen sammen med hende færge over paa Feiø. Her gjorde Moderen hende bekjendt med, at hvis hun fødte et levende Barn, maatte det nødvendigvis dræbes og bringes ud paa Feiø Kirkegaard. I den mørke og meget kolde Nat passerede de nu skjulte omkring paa Øen, indtil de kom i Nærheden af Kirkegaarden; de gik saa ind paa en Mark og satte sig paa en Grøftevold, og her fødte Anna et Drengebarn, som hun paa Moderens Forlangende strax dræbte, hvorefter Moderen tog Barnet og forsvandt med det. Efter 1½ Times Forløb kom hun tilbage og meddelte, at nu var Barnet forsørget og henlagt paa Kirkegaarden, og da hun havde siddet endnu i nogen Tid, spadserede de til Færgestedet og bleve om Morgenen seilede over til Femø, hvor Anna strax maatte gaa i sin Kondition. Da Barnet senere, i Mai 1881, blev fundet, maatte Anna, paa Moderens forlangende, for derved at aflede Mistanken fra hende selv, skrive anonyme Breve til den daværende Birkedommer, hvorefter en hæderlig Pige blev sigtet for Forbrydelsen. Birkedommer Freuchen lod selvfølgelig nu den for Anna saa omhyggelige Moder, et ugift Fruentimmer, 60 Aar gl., Christiane Gotfredsen, bringe tilstede. Dette Fruentimmer, der stærk minder om de bekjendte Hexebilleder, sidder nu i Saxkjøbing Arrest, og har først nylig afgivet en aaben Tilstaaelse om sin Gjerning. Hun er skinhellig, har hidtil kaldet Gud til Vidne paa sin Uskyldighed, og uagtet Anna i Retten paa sine Knæ har bønfaldet hende om at sige Sandheden, har hun stadig stødt Datteren fra sig med Ordene: "Du lyver, Du vil styrte Din Moder i Ulykke og Du vil derfor blive brændt op i Helvede" osv., og til Dommeren er hun fremkommen med Yttringer som: "Grav mig levende ned i Jorden til Halsen, og lad mig raadne saaledes levende hen, hvis jeg er skyldig. I den senere Tid havde Hr. Freuchen afhørt hende baade Dag og Nat, og endelig er det lykkedes ham at saa dette forstokkede Fruentimmer til at tilstaa. Vi have her i Saxkjøbing et usselt Raadhus, vistnok enestaaende her i Landet; naar der, som skeet i den senere Tid, holdes Forhør ved Lys, saa standse de Forbigaaende, idet baade Dommerens og den vedkommende Arrestants Udtalelser høres fuldstændig ud paa Gaden. Der findes kun et lille Forhørslokale i Stuen til Gaden, og det skeer da ogsaa, for at afværge formegen Nysgjerrighed, at de udenfor forsamlede Grupper maa anmodes om at passere videre.

(Folkets Avis - København 24. oktober 1883).

Hvad der ikke kom frem i aviserne var, at forhørene var foregået under torturlignende forhold. Ting- og Arresthuset i Saxkøbing var oprindelig opført 1811 som privat bolig. I 1836 blev det indrettet til ting- og arresthus. I 1869 blev indrettet tre enkeltceller og en fællescelle til tre fanger. Byfogden oplyste 1886 at bygningen var meget forfalden. Et nyt blev indviet i 1888.

Aviserne pointerede Freuchens fyldige og omfattende sagsakter, og måske netop af denne grund også opfattet som grundige. Få havde taget sig den ulejlighed at kigge på indholdet. Højesteret i oktober 1884 stadfæstede dommene på 5 års tugthus til Ane og Christiane Gotfredsen dødsstraf der i december 1884 blev forvandlet til livstidsdom. Dermed var sagen dog ikke forbi, for i tugthuset på Christianshavn kom en læge i 1885 til et andet resultat end distriktslægen på Fejø. Se herom i næste afsnit om genoptagelsen af sagen.

Marie Vinter. (Efterskrift til Politivennen)

En unaturlig Moder. Der hengaaer for Tiden i Arresthuset paa Blegdamsveien under Kjøbenhavns Amts nordre Birk et 40aarigt Fruentimmer ved Navn Marie Vinter, født i Värmland Lehn i Sverig, der i disse Dage har tilstaaet, at hun, der har havt 7 Børn udenfor har ombragt de 1 af sine Børn omtrent lige efter Fødselen.

Efter at Marie Vinter havde havt Ophold i sit Fædreland indtil sit 30te Aar og i Sverig havde født 2de Barn, om hvilke hun har forklaret, at det ene, der var født i October Maaned 1862, kun blev 8 Dage gammelt, medens det andet, der kom til Verden i November var dødfødt, kom hun her til Landet i August Maaned 1871 og havde efterhaanden forskjellige Tjenester omkring paa Landet og i Nakskov. Den 1ste Novbr. 1873 forlod hun denne By, hvor hun i et halvt Aar havde tjent hos en Værtshuusholder og været forlovet med en derboende Mand. Efter at have tjent et Par Maaneder i Nærheden af Præstø, kom hun i Januar Maaned 1874 til at tjene hos den daværende Arrestforvarer paa Thing- og Arresthuset paa Blegdamsveien, Møller, og senere hos dennes Efterfølger Høster. Den 15de Marts 1874 forlod hun efter Aftale med sin Husbond Thinghuset og tog Logis hos nogle Folk i Vognmagergade, hvor hun samme Dag fødte et fuldbaaret Drengebarn. Strax efter Fødselen blev hun bragt til Fødselsstiftelsen, hvor hun forblev til den 1ste April, da hun blev udskreven og med Barnet, som imidlertid var bleven døbt med Navnet Carl Gustav Petersen, vendte tilbage til Thinghuset.

Da hun imidlertid ikke kunde vedblive at beholde Barnet i sin Condition hos Arrestforvareren, bestemte hun sig til at anbringe Barnet i Pleie i Sverig, hvor hun i Nærheden af Malmø kjendte nogle Folk, hos hvem hun formodede at kunne faae det billigt anbragt i Pleie, og den 2den April 1874 om Morgenen forlod hun med sin Huusbonds Tilladelse Thinghuset for at reise til Sverig med Barnet. Da hun nu gik paa Gaden, kom hun, som kun havde 8 Kr. i maanedlig Løn, til at tænke over, at det vilde falde hende besværligt at udrede Pleiepengene for Barnet, og nu opstod den Tanke hos hende at befrie sig for denne Byrde ved at ombringe Barnet. Hun begav sig derefter ud paa Christianshavn og ned ved Stadsgraven ved Amagerport, og efterat være gaaet over Broen, gik hun ned til Vandet paa et Sted, hvor der staaer nogle Maleriske skure. Klokken var da mellem ti og 7 om Aftenen. Hun aftog nogle af Barnets Klæder, hvorefter hun holdt Barnet under Vandet, indtil det var dødt. Efter at Barnet var dødt, forlod hun Stedet, efterladende Barneliget i Vandet, idet hun kun medtog de Klæder, hun havde afført Barnet, forinden hun dræbte det. 

Derpaa gik hun til Byen igjen og logerede om Natten paa en Gjæstgivergard. Den paafølgende Dag indfandt hun sig atter i sin Tjeneste hos Arrestforvareren, hvem hun fortalte, at hun nu havde faaet Barnet anbragt i Pleie hos Folkene ved Malmø. Barnets Fader har hun, siden hun forlod Nakskov, aldrig nogensinde hørt noget fra. Den 1ste Juli 1874 forlod Marie Vinter Arrestforvarer Høsters Tjeneste, og efterat have havt flere forskjellige Tjenester i Brøndshøi Sogn, og været forlovet med en Medtjener, der senere er rejst til Amerika, flyttede hun den 1ste Januar 1876 hertil Staden, hvor hun havde forskjellige Logier. Den 21de Januar 1876 havde hun saaledes Logis paa en Gjæstgivergaard, og Kl. 12 om Natten gik hun derfra og ud til Ladegaardsaaen i Nærheden af Grøndalsbroen. Hun antager, at Klokken var mellem 2 og 3 om Natten, da hun fødte et Drengebarn, som hun umiddelbart efter Fødslen, hun mener ikke et Minut derefter, puttede ned i Vandet, hvor hun holdt det indtil det var dødt. Da tog hun det op af Vandet og svøbte det ind i noget gammelt Tøi, hun havde bragt med sig. Hun tog nu Barneliget med sig og gik tilbage til Byen, hvor hun drev omkring med det indpakkede Barnelig til det var blevet mørkt, hvorefter hun begav sig ned til Langebro og kastede Liget i Vandet, hvorefter hun tog Flugten. Tanken om at ombringe dette Barn opstod først hos hende samme Nat som hun fødte det, nogle faa Timer forinden hun ombragte det.

Tvende Dage efterat hun havde begaaet dette Barnemord, tog hun Tjeneste hos Forpagter Prahl paa Petersminde ved Næstved, hvor hun blev forlovet med en der tjenende Karl, men den 1ste Juli f. A. (1876) forlod hun atter Petersminde og, efter at have havt forskjellige andre Tjenester her paa Sjælland, kom hun til at logere nogle Dage i Begyndelsen af Marts 1877 i Farvergaarden paa Vestergade her i Staden. Den 10de Marts f. A., om Aftenen, deelte hun Værelse med en hende ubekjendt Pige, der imidlertid gik tilsengs og faldt isøvn. Om Natten Kl. omtrent 11 fødte Arrestantinden, uden at kalde paa den anden Pige, der laa og sov, et levende født, fuldbaaret Pigebarn, med hvilket hun gik ned i Gjæstgivergaardens Gaard, hvor hun havde bemærket at der stod flere Ballier og Spande med Vand. Hun mærkede at Barnet var levende derved, at det bevægede sig, hvorimod det ikke skreg. Hun gik nu hen til ca under en Post staaende Ballie, der var fuld af Vand, og heri nedlagde hun Barnet, idet hun holdt det med sin Haand ned under Vandet indtil det var kvalt. Derefter gik hun op i Værelset igjen med Liget, som hun indsvøbte i noget Linned og gjemte i Sengen hos sig. Den Pige, med hvem hun deelte Kammer, sov fremdeles, og om Morgenen stod hun først op og gik sin Vei, medens Marie Vinter blev liggende hele Dagen i Sengen i Værelset. Om Aftenen, efterat det var blevet mørkt, stod hun op og gik bort, medtagende Barneliget, og hun gik nu lige ned til Langebro og kastede her Barneliget i Vandet. 

Marie Vinter havde nu en Mængde Tjenester, saavel paa Landet som heri Byen, bl. A. i Studenterforeningen, indtil hun den 18de Febr. 1879 om Aftenen seent i Sneeveir og streng Frost, medens hun, der intet Logis kunde faae, gik paa Gaden paa Christianshavn, fødte et Barn, med hvilket hun gik omkring paa Gaden, indtil hun blev antastet paa Østergade af en patrouillerende Betjent, der forlangte at see, hvad det var hun gik med. Barnet havde hun forinden pakket ind i noget Tøi. Da hun nægtede at vise Betjenten Pakkens Indhold, blev hun ført paa Stationen, hvor der i Pakken viste sig at være kun Liget af det nyfødte Barn, idet Barnet antoges at være dødt af Kulde og Mangel paa Pleie under Marie Vinters hjælpeløse Omstreifen paa Gaden. Arrestantindens Forhold i Anledning af denne Fødsel blev nemlig i sin Tid gjort til Gjenstand for Undersøgelse ved Kjøbenhavns Criminal- og Politiret, hvor hun sad arresteret indtil Slutningen af October Maaned f. A., da hun blev løsladt, efterat være bleven frifunden ved Høiesteretsdom.

Endelig har Arrestantinden tilstaaet i Juni d. A., medens hun tjente i Farvergade, at have født et Barn, som hun, indpakket i noget Sækketøi m. v., havde kastet i Ladegaardsaaen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. august 1881. 2. udgave).

En unaturlig Moder og syv unaturlige Fædre.

I denne Tid strømmer Dagspressen over af alenlange Beretninger om "En unaturlig Moder". Det er en stakkels svensk Kvinde ved Navn Marie Vinter paa 40 Aar, som i Løbet af en Snes Aar har født 7 Børn, hvert med sin Fader. Hun har født i Dølgsmaal, og alle Børnene er døde; om de fire af dem har hun tilstaaet, at hun har dræbt dem.

Naturligvis, det er en forfærdelig Forbrydelse her oprulles, man tænke sig søde 7 Børn og dræbe de fire; men lad os betragte Sagen nøjere, lad os gennemgaa alle nærmere Omstændigheder, Morderskens sociale Stilling, hendes økonomiske Udkomme, hendes Karaktor, og de Mænd, hun har staaet i Forhold til.

[Her følger en fremstilling lig den ovenfor i Berlingske Tidende]

Saaledes er Gangen i denne strækkelige Række Forbrydelser, og kun Forbrydersken, den direkte Udøver, rammes af den haardeste Fordømmelse. Hun kaldes en unaturlig Moder, men nu Fædrene. En Del af Fordømmelsen burde ogsaa ramme dem, som lader hende i Stikken, og mest den, som nægter hende Hjælp til i deres fælles Barn. Den strænge Dom over hende maa væsenlig mildnes, naar der erindres, at hun jo blev forraadt og forladt af dem, hvis mindste Pligt det havde været, at yde hende en øjeblikkelig Hjælp og senere Understøttelse til Barnet. Hun, som maatte tjene for sit Livsophold, hvor skulde hun have Raad og Midler til alene at bestride alle Udgifterne, og saa blev hun jo altid udstødt af sit Erhverv, naar hun mest trængte. Nogen Tid før Fødslerne maatte hun forlade sit Arbejde, og var arbejdsløs, uden Midler, fattig, forladt, uden Tilflugtssted, uden Udsigt til tilstrækkelig Fortjeneste; alt dette maa man huske.

Pigens fortrykte sociale Stilling paa Samfundets nederste Trin, - ti de Tjenende er jo ved Tyendeloven sat nederst, - hendes mangelfulde Opdragelse, hendes Fattigdom, hendes usle Løn, hendes Forladthed og saa disse hjerteløse Fædre maa ikke lades ude af Betragtning, naar man vil dømme. Men ogsaa Samfundet bærer sin Part af Brøden. Hvorfor findes der ikke et offenligt Sted, hvor fattige, forladte Mødre kan anbringe deres Børn, til bedre Tider stunder for dem? Hvorfor synes man, at det er bedre, at der findes Hittebørn paa aaben Gade, i Porte, Gadedøre. Kældere osv.? Hvorfor synes man, at der mellem Aar og Tag findes en hel Del saavel levende som dræbte Børn, hvis Forældre mangen Gang ikke findes, ti Udøverne af de mange Børnedrab og Børneudsættelser opdages som oftest ikke?

Hvor forrykt er dog egentlig ikke vort Samfund; man generer sig for kommunevis eller gennem Staten at oprette Hittebørnshjem, fordi man tror delte vil fremme Usædeligheden, men det andet fremmer jo Misgerninger. Hvor forskruet er Opfattelsen; man danner Selskaber for at brænde de Døde, men et Selskab for at indrette et Hittebørnshjem, tør Ingen tænke paa.

Der er maaske dem, som siger, at hun havde kunnet vare sig. Kærlighedsforholdet er imidlertid et Tillidsforhold, naar Kærlighedsforholdet er naturligt. Den umiddelbare Kærlighed byder sig ikke mod haandfaaet Pant, men paa Tro og Love. Svigtes Nogen, skulde Bedrageren dele Skammen og Skaden med. Den ovennævnte Kvinde er bleven bedraget, derfor bør i det Mindste hendes Bedragere dele Prædikatet "unaturlig" med hende, omen maaske Loven ikke har nogen Dom. Men ogsaa Samfundet, som aldrig kender nogen Hjælp, naar der trænges, men kun Straf, naar selv de mest undskyldelige Omstændigheder fører til Brøde, skal modtage sit Navn af "et uretfærdigt, hjerteløst Samfund".

(Social-Demokraten 7. august 1881).

Farvergården i Vestergade 22 (nu en del af Politikens Hus) blev opført efter ildebranden 1728. Den ejedes i 1800-tallet af farver Lars Bjørn. Den nedbrændte under idebranden 1795 og blev genopført af Bjørn. Andre farvere overtog senere gården. Berømtheder som Anders Sandøe Ørsted boede i huset. På artiklens tidspunkt var det formentlig ejet af brødrene Baumgarten. I bygningen lå Johan Ludvig Sivertsens Bog- og Stentrykkeri.

Under forhørerne kom der enkelte yderligere oplysninger frem. I 1866 havde Marie Vinter i Karlstad fået 5 års tugthusstraf for at have dræbt sit barn. Og om barnet på Christianshavn i 1879 som retten i første omgang troede var død af kulde:

- Under den nu senere ved Nordre Birk fortsatte Undersøgelse har Marie Vinter i disse Dage for Forhørsdommeren, Kancelliraad U. Schow vedgaaet ogsaa at have dræbt dette Barn med frit Forsæt og efter foregaaende Beslutning, samt at hendes tidligere afgivne Forklaring i Kriminal- og Politiretten i det Væsenlige har været usandfærdig. - Efterat Marie Vinter bemeldte Aften, den 18. Februar 1879, havde været i Besøg i et Hus i Vildersgade paa Kristianshavn, forlod hun, der forinden vidste, at Fødselen var nær forestaaende, omtrent ved Midnat Huset og vilde begive sig herind til Byen, men efterat have gaaet et kort Stykke ned ad Gaden, fødte hun et Barn. Hun tog straks Barnet, der laa i Sneen, og havde faaet Hoved, Næse og Mund overstrøet med Sne, op fra Jorden og svøbte det ind i et af sine Skjørter, som hun afførte sig. men hun svøbte Skjørtet fast om Barnets Hoved i den Hensigt at berøve det Livet, og da Skjørtet var vaadt, var det i det stærke Frostvejr et Øieblik efter stivfrosset omkring Barnet. Hun mærkede forinden Drabet, at Barnet bevægede sig og havde Liv, ligesom det ogsaa udstødte et svagt Skrig. Hun havde nogle Dage i Forvelen havt den Tanke at ombringe Barnet, naar det blev levende født, og Grunden var den, at hun ikke saa sig i Stand til at ernære det, men den endelige og faste Beslutning om at dræbe Barnet fattede hun dog først, da hun havde født det. Samme Dag eller Dagen før hun fødte havde hun endog afslaaet en hende af en Frue her i Staden tilbudt Gave af Børnetøi til Brug ved hendes forestaaende Fødsel, da hun selv Intet Tøi havde syet eller anskaffet, og Grunden til hendes Afslag om Tilbudet om Gaven var den, at hun allerede den Gang omgikkes med Tanken om at ombringe Barnet.

Med Barneliget indsvøbt i det vaade Skjørt vankede hun nu i flere Timer efter Fødselen omkring paa Kristianshavn. Hun var bl. a. ude ved Amagerport, hvor hun, som af os tidligere meddelt, syv Aar tidligere, nemlig den 2. April 1874, havde i Stadsgraven druknet og henkastet et af sine nyfødte Børn, men hun gik dog nu atter bort derfra med Liget og begav sig omkring i Gaderne i den indre By, fordi hun intet Logis havde og ingen Steder kunde komme ind, da der allevegne var lukket paa den Tid af Natten, og med Bevidstheden om det af hende forøvede Mord og med Liget i Armen turde hun ikke henvende sig til Politiet om Bistand og Nattely. Det stod hende klart, at hun maatte se paa en eller anden Maade at blive af med Liget, og hun kunde ogsaa med Lethed have skilt sig ved det, da der næsten ingen Folk færdedes paa Gaderne, og hun enkelte Steder ved at passere Broer og langs Kanalerne saa aabent Vand, uagtet det var stærk Frost, men da hun omsider blev anholdt paa Østergade, havde hun dog endnu Barneliget hos sig. Fra Politistationen blev hun bragt til Fødselsstiftelsen, hvor hun henlaa nogle Dage, hvorefter hun blev afgivet til Kjøbenhavns Politiarrest. Grunden til, at hun under den derpaa følgende Politiundersøgelse vedblivende fastholdt sin Uskyldighed, var Frygten for, at en Tilstaaelse ikke alene skulde paadrage hende Straf, men ogsaa Frygten for, at hendes Forhold overfor hendes andre tidligere dræbte Barn ligeledes skulde blive undersøgt, hvilket hun selvfølgelig nødig ønskede og for enhver Pris ville undgaa. Dommen over Marie Vinter vil formentlig falde snart, maaske allerede i næste Maaned.

(Nationaltidende 12. september 1881. Uddrag).

Marie Vinter blev ved underretten dødsdømt den 22. november 1881. Hun blev dømt efter straffelovens § 192, 2. led. Retten bestod af forhørsdommeren, kancelliråd og birkedommer Schow, samt meddomsmænd: kammerråd, sognerådsformand Vilhelm Nielsen af Ordrup og sognefogderne og gårdejerne Hans Kristian Kristensen i Ballerup, Niels Niels i Husum og Niels Andersen af Bringe. 

Den sidste Uges alvorligste Begivenhed er den over Barnemordersken Marie Vinter fældede Dødsdom.

Hun har enten umiddelbart efter Fødslen eller efter nogle Dages Forløb dræbt 5 af hende fødte Børn. Det er gruopvækkende Forbrydelser, og der er vel ingen Tvivl om, at den hende idømte Straf er juridisk retfærdig. Men hvilke forfærdelige Billeder af de bestaaende Samfundsforhold er ikke blevne afslørede efterhaanden som Tilstaaelserne er vristede fra hende.

Da den første Kærlighedsforbindelse, hun her i Landet indlod sig paa, medførte hendes Svangerskab, rejste ikke alene vedkommende Mandfolk til Amerika og lod hende tilbage uden Hjælp, men den Husbond, hos hvem hun tjente, viste hende tillige ud af sit Hus, ved den Tid, da Fødslen ventedes. Omtrent 3 Aar efter blev hun atter forladt i sit Svangerskab, og det samme skete, da hun i 1876 ventede en ny Nedkomst. Denne Gang vistes hun ud af en Gæstgivergaard, fordi man havde Formodning om hendes Tilstand. I de to derefter følgende Tilfælde blev hun ligeledes forladt af dem, der havde  Forsørgelsespligt mod de af hende fødte Børn.

Men ikke alene det, at hun blev forladt og forstødt, er betegnende for Samfundsforholdene; der gør sig endvidere med Hensyn til hendes Brøde en anden medvirkende Omstændighed gældende. Det Indtryk, man modtager af hende og af hendes gentagne Forbrydelser, er det, at hun er i højeste Grad uvidende. Kun den, der paa alle Punkter er holdt nede i det tykkeste Mørke, og hvis Forstand og Følelse er kvalte i Stedet for opelskede, kunne som hun, Gang efter Gang, vise den samme Mangel paa Moderkærlighed.

Det bestaaende Samfund gør sig til af sin Civilisation; men denne Civilisation monopoliseres af nogle forholdsvis Faa, og det er ikke disse Enkeltes Skyld, naar Affaldet af Nutidens betydelige Viden, naar Brudstykker af Kundskab og ligesom et tyndt Lag af Kultur kommer en Del af Folket tilgode. Denne Del ejer selv en indre Erhvervsdrift, ved hvilken den tilegner sig en større eller mindre Part i Civilisationens Velsignelser. Men hvor denne Erhvervsdrift mangler, der bliver der kun Uvidenhed og Stupiditet tilbage, saaledes som vi sporer den hos Marie Vinter; thi Samfundet gør Intet eller kun forsvindende lidt for at hæve og udvikle det Menneskelige hos disse Ulykkelige; de er stillede lige saa langt bort fra al Kultur, fra al Dannelse som om de var fødte paa en uopdaget Ø i det stille Ocean.

Men Marie Vinter repræsenterer ikke alene den Uvidenhed og Aandssløvhed, for hvis Almindelighed det nuværende Samfund bærer Ansvaret, hun viser tillige hen paa den fattige Kvindes sørgelige Lod under de bestaaende Forhold. Den ene efter den anden af de Mænd, til hvem hun har hengivet sig, forlader hende og lader hende staa ene med Ansvaret for det fælles Fejltrin og ene med Forsørgelsespligten. Loven beskytter hende ikke mod at blive forladt, og naar hun som et Dyr føder sine Børn paa Gader og Veje, slæber sig under Vinterens Kulde og Sne ved Nattetid gennem Byen, uden Støtte, uden at turde paaregne Hjælp fra et eneste Sted, da er dette i hele sin Uhyggelighed og Hæslighed kun et Billede af den fattige Kvindes Stilling, saa snart hun forbryder sig mod de gængse Sædelighedsbegreber. Man maa ikke misforstaa os. Vi ved godt, at Marie Vinter søgte Ensomhed for at føde i Dølgsmaal; men den fattige, ugifte og forførte Kvinde er selv i sit Hjem og under Iagttagelse af alle Lovens Forskrifter for Barsel, lige saa forladt og lige saa hjælpeløse som den nu dømte Forbryderske var det paa Gaden.

For at spare Udgifterne til et Hittebørnshospital, for ikke at udrede passende Understøttelser til Børn, hvis Fædre unddrager sig Forsørgelsespligten, ved i det Hele taget at nægte de Ulykkelige Hjælp, paatager Samfundet sig det frygtelige Medansvar for Forbrydelser som Marie Vinters.

Ved Domfældelsen tages intet Hensyn til dette Medansvar. Dødsdommen fældes under alle "gode" Borgeres Tilslutning, og i den hele Skare hæver sig ikke en Røst for at kaste den Brønd til, i hvilken saa mange er druknede.

(Social-Demokraten 30. november 1881. Uddrag).

Overretten stadfæstede underrettens dom den 21. februar 1882 og Højesteret stadfæstede dommen den 22. maj 1882. Et flertal af højesteretsdommerne indstillede hende til benådning. Social-Demokraten brugte en forside til at kritisere samfundsforholdene der ledte forbrydelserne den 2. juni 1882. Ved kongelig resolution blev hun i juli 1882 benådet og straffen ændret til tugthus på livstid.

Hun blev løsladt på kongens fødselsdag i 1898. Hun boede efterfølgende på en række adresser: 1. maj 1899 Ny Østergade 10, 3. Bådsmandsstræde (kasernen) marketenderen 3. oktober 1899, 15. februar 1900 Valkendorfsgade 222, st. hos Kreschschau, 1. maj 1902 Teglgårdsstræde 6, kvisten 1. maj 1902. Efter andre oplysninger boede hun før 19. maj 1900 i Valby. Hun var herefter tjenestepige hos forskellige: 1901 hos Jørgen Hansen i Nørregade 6. Egen lejlighed 5. oktober 1901 Borgergade 106 - kvisten.

Se også serien: Dansk kriminalreportage 1988: "Barnemordersken fra Fryksände"

Siliane Marie Christensen. (Efterskrift til Politivennen)

Den 6. november 1878 afsagde Øster og Vester Herreders Extraret for at have skilt sit barn ved livet til forbedringshusarbejde i 2 år. Den 16. december 1878 afsagde landsoverretten i Viborg dom over Siliane Marie Christensen med forbedringshusarbejde i 5 år. Højesteret nedsatte den 17. marts 1879 dommen til 2 år. Sagens akter som følger:

Højesteretsdom Nr. 74.
Mandagen den 17de Marts.
Etatsraad Buntzen

contra

Siliane Marie Christensen (Defensor Levinsen), der tiltales for Overtrædelse af Straffelovens § 194, eventuelt tillige af § 192.

Øster- og Vester Herreders Extrarets Dom af 6te November 1878: Arrestantinden Siliane Marie Christensen bør hensættes til Forbedringshusarbeide i 2 Aar, samt udrede. alle af sin Arrest og denne Sag samt hendes Henbringelse til Straffeanstalten lovligt flydende Omkostninger, hvorunder i Salair til Actor, Sagfører Vorck, og Defensor, Procurator Smith, 10 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 16de December 1878: Tiltalte Siliane Marie Christensen bør hensættes til Forbedringshusarbeide i 5 Aar. Saa udreder hun og Actionens Omkostninger og derunder i Salair til Actor for Underretten 12 Kr., til Defensor sammesteds 10 Kr., samt til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Isaacsen og Fasting, 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen og Advocat Levinsen for Høiesteret betaler Tiltalte 40 Kroner til hver. 

I den indankede Doms Præmisser hedder det: „Under denne Sag tiltales Siliane Marie Christensen for Overtrædelse af Straffelovens § 194 og eventuelt tillige § 192.

Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger maa det anses tilstrækkelig godtgjort, at hun, der efter sin Forklaring en Dag i Ugen efter Helligtrekongersdag d. A. havde havt Samleie med en hende iøvrigt saagodtsom ubekjendt Karl, og som senere saavidt hun troer i Februar Maaned havde mærket, at hun var frugtsommelig, ligesom hun i den paafølgende Tid oftere følte, at Fosteret var levende, har fattet den Beslutning uden at hun har kunnet opgive, naar Tanken herom først opstod hos hende at dølge sit Svangerskab, saagodtsom hun kunde, samt at skjule Fødselen og lade Barnet, saafremt det maatte komme levende til Verden, døe af Mangel paa fornødne Livsbetingelser, medens hun ikke vil have dannet sig nogen bestemt Plan for, hvorledes hun, naar Tiden kom, da hun skulde føde, nærmere vilde bære sig ad hermed. I Overensstemmelse med denne Beslutning, som hun senere uforandret fastholdt, nægtede Tiltalte, der i Marts Maaned d. A. kom til at tjene i Lundtang Kro, paa sin Madmoders Spørgsmaal desangaaende, at hun var frugtsommelig, og aabenbarede ikke sin Tilstand for Andre end for sin Moder og en i Kroen tjenende Karl, med hvem hun fra Pintsetid d. A. jevnlig har pleiet legemlig Omgang, idet hun dog for begge disse gav det Udseende af, at hendes Svangerskab var en Frugt af hendes Forbindelse med den Sidstnævnte.

Tiltalte vil ikke have ventet sin Nedkomst førend 8 Dage efter Mikkelsdag, men Natten mellem den 25de og 26de September henimod Kl. 2, medens hun og en anden Tjenestepige, med hvem hun delte Natteleie i Pigekammeret, laae til Sengs, mærkede hun, at Fødselsveerne indfandt sig, og da det som meldt, var hendes Hensigt at føde i Dølgsmaal, og at Barnet ikke skulde leve, undlod hun at kalde paa den i Sengen ved Siden af hende liggende Pige, der sov, ligesom hun for ikke at vække denne afholdt sig fra at skrige, og efter 1 a 1% Times Forløb fødte hun, liggende paa Ryggen i Sengen med Dynen over sig, et Pigebarn, som hun efter Fødselen, der foregik hurtigt og let, lod blive liggende under Dynen imellem sine Laar. Et Øieblik efter Fødselen satte Tiltalte sig op i Sengen og overrev med sine Fingre Navlestrengen, hvorpaa hun, da hun kunde mærke, at Efterbyrden vilde komme, flyttede Barnet længere ned imellem sine Ben, idet hun tog det med Hænderne om Livet, og efterat hun derpaa var bleven skilt ved Efterbyrden, som hun lagde fra sig paa Gulvet ved Siden af Sengen, lagde hun sig igjen tilbage i Sengen, idet hun fremdeles lod Barnet, som hun efter sit Udsagn ikke ønskede at see, men vilde lade passe sig selv, forblive liggende mellem sine Ben. Tiltalte har vedgaaet, at hun vel vidste, at Barnet der iøvrigt efter hendes Udsagn hverken har rørt sig eller givet nogen Lyd fra sig, saa at hun ikke af egen Erfaring vidste, om det har levet efter Fødselen ved at forblive liggende under Dynen nødvendig maatte døe, hvis det var levende født, men at hun desuagtet ikke noget Øieblik tænkte paa at tage Barnet op til sig for mulig at redde dets Liv, idet det netop var hendes Ønske og Villie, at Barnet ikke skulde leve, medens hun paa den anden Side ikke selv vilde tage Livet af det. Efter nogen Tids Forløb som Tiltalte antager Kl 5 a 5½ stod hun ubemærket af den anden Pige, der vedblev at sove, op af Sengen, i hvilken hun laae yderst, tog Barnet, der da var dødt, men endnu varmt, frem af Sengen og indbandt det i et Skjørt og et Tørklæde samt lagde Pakken med Barnet ned ved Fodenden af Sengen, og efterat hun derpaa havde baaret Efterbyrden udenfor paa Marken og dækket den til med noget Jord, gik hun atter til Sengs. Da hendes Medtjenerinde noget efter var staaet op og gaaet ud i Stalden for at malke, fik Tiltalte Leilighed til at bringe Pakken med Barnet over i et Kammer ved Bageriet og gjemme den i sit der staaende kab, hvor det hen paa Formiddagen efter hendes Anvisning blev fundet af hendes Madmoder og Jordemoderen, hvem det var lykkedes at faae Tiltalte til at tilstaa, hvad der var foregaaet.

En af Fysikus og Distriktslægen, der den 28de September d. A. obducerede det heromhandlede Barnelig, afgiven Beskrivelse af Obductionsfundet, gaaer blandt Andet ud paa, at Barnet var fuldbaaret og altsaa levedygtig, at det har aandet og altsaa været levende født, og at Døden maa antages indtraadt suffocativt paa Grund af Mangel paa tilstrækkelig Luft, da Barnet efter Fødselen henlaae i flere Timer under Dynen mellem Moderens Ben.

Idet det nu efter alt, hvad der saaledes er fremkommet, maa antages, at det af Tiltalte fødte Barn er kommet levende til Verden og derefter er bleven kvalt ved at blive liggende under Dynen mellem Tiltaltes Ben, maa Tiltalte der som meldt har tilstaaet, at hun ifølge en forud fattet Beslutning om at lade sit Barn, hvis det blev levende født, døe af Mangel paa fornødne Livsbetingelser, har i dette Øiemed ladet Barnet blive i Sengen under Dynen, og at hun var sig bevidst, at Barnet, hvis det ikke var dødfødt, nødvendig maatte blive berøvet Livet ved denne Fremgangsmaade anses forsætlig at have skilt bemeldte Barn ved Livet, uden at navnlig den Omstændighed, at hun ikke vil have vidst, om Barnet var levende, da det kom til Verden, vil kunne komme i nogen videre Betragtning, og hun, der er født i Aaret 1852 og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, vil for dette sit Forhold være at ansee efter Straffelovens § 192, 2det Led, hvorefter der ikke bliver Spørgsmaal om at idømme hende en særlig Straf for Barnefødsel i Dølgsmaal efter § 194. Den Straf, som Tiltalte efter det Anførte har forskyldt, findes efter Sagens Omstændigheder passende at kunne bestemmes til Forbedringshusarbeide i 5 Aar, hvorhos Tiltalte vil have at udrede Actionens Omkostninger og derunder i Salair til Actor for Underretten 12 Kr., til Defensor sammesteds 10 Kr., samt til Actor og Defensor for Overretten 15 Kr. til hver."

(Højesteretstidende. Højesteretsåret 1879-1880)

Lundtang var på daværende tidspunkt sognets materielle midtpunkt og samlingssted: Ejeren Søren Chr. Carstensen (gården Lundtangvej 50) fik krobevilling, byggede mølle, drev købmandshandel og indrettede bageri – alt sammen i eller på gården. Her blev holdt møder, licitationer og afholdt valg til kommune og rigsdag. Det kaldtes også ”Lille København”. Kroen flyttede i 1903 pga. jernbanen og blev til Lunde Kro.

Barnefødsel i Dølgsmaal og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Frederiksborg Birks Ekstraretsdom af 27de f. M. er Arrestantinden Ane Kristine Hansen for den nævnte Forbrydelse idømt Straf af 6 Aars Forbedringshusarbejde. Arrestantinden har forklaret, at hun Tirsdagen den 19de Marts, Dagen efter at hun var kommen hjem hos sin Fader, der var misfornøjet i med hendes Forhold og ikke vilde beholde hende hjemme, gik fra Kikhavn til Frederiksværk, hvorfra hun rejste videre til Hillerød, idet hun tilbagelagde noget af Vejen til Vogns. Efter at være kommen hertil og efter forgæves at have søgt Natlogis i Holsterhuset i Nærheden af Hillerød, og efter at hun under sit Ophold her havde mærket, at Fødslen forestod, forlod hun Huset og gik i Præstevangen i den Hensigt der at udføre sit Forsæt at føde i Dølgsmaal. Hun maatte flere Gange sætte sig ned, og efter at hun var kommen temmelig langt ind i Skoven til en Bakke, hvor der var en Del Grantræer, fødte dun i her staaende et Drengebarn, om hvilket hun har forklaret, at det bevægede i baade Arme og Ben, ligesom ogsaa, at det trak Vejret og gav nogen Lyd fra sig. Da Barnet havde ligget noget paa den bare Jord, bøjede hun sig ned og puttede dels Svælg fuld med Løv og andet Affald af Træer, og Barnet var derefter hurtigt kvalt og gav intet Livstegn fra sig. Hun tildækkede derefter Barneliget med Løv og Jord og gik derpaa ud af Skoven over Marken til Stationsbygningen og tog med Middagstoget til København, hvor hun paa Foranledning af hendes Farbroder, der laa ved Gl. Strand med Kartofler, fik Nattelogis bos en Værtshusholder ved Gl. Strand, hvor hun fra 1ste April skulde have haft Tjeneste og hos hvem hun opholdt sig, da hun blev anholdt.

Vi tillader os atter at spørge Avtoriteterne om man ikke tænker paa at oprette et Hittebørnshospital? det kan da ikke være kostbarere at bygge Hittebørnshospitaler end at bygge Tugthuse.

(Social-Demokraten 3. maj 1878).

Tiltale for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit Barn. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat en herværende i Anledning af ovennævnte Forbrydelser arresteret Tjenestepige var bleven besvangret ved en Haandværkssvend og var kommen til Vished om sin frugtsommelige Tilstand, erklærede han ved en senere Sammenkomst med hende, at han ikke var Fader til hendes Barn. Herover blev hun meget ulykkelig, men tænkte dog ikke da eller senere før Fødselen paa at føde i Dølgsmaal eller paa at ombringe Barnet, hvorimod hun havde gjort de foreløbige fornødne Forberedelser til Fødselen. Først da den Tanke under selve Fødselen paatrængte sig hende, at hun vilde være ude af Stand til at forsørge Barnet, besluttede hun at dræbe det, hvis det bragtes levende til Verden, I denne Hensigt tog hun - efter at have ladet Barnet ligge ved Siden af sig omtrent '½ Time efter dets Fødsel, i hvilket Tidsrum hun hørte det græde - med sin venstre Haands Tommel- og Pegefinger foran om Barnets Hals og trykkede lidt, hvorefter Barnet hørte op med at græde og med at trække Vejret. Hun svøbte derpaa Barnet ind i noget Linned og lagde det under Dynen i sin Seng, hvor hun lod det ligge, indtil en senere tilstedebragt Jordemoder var kommen. Morgenen efter Fødselen stod hun op og begyndte paa sine daglige Sysler, men gik paa Grund af Mathed med sit Herskabs Tilladelse igjen i Seng, og da hendes Søster samme Dag indfandt sig hos hende, tilstod hun for denne, at hun havde født et Barn og kvalt det, hvorfor Søsteren fik en Jordemoder bragt tilstede, ved hvis Foranstaltning Arrestantinden og Barnets Lig blev bragt til den kongelige Fødsels- og Plejestiftelse. I Følge den legale Obduktion af Barnets Lig maatte det antages godtgjort, at Barnets Død var bevirket ved Arrestantindens Tryk paa dets Hals og at hun saaledes maatte betragtes som den forsætlige Aarsag til dets Død. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden idømt 2 Aars Forbedringshusarbejde.

(Folkets Avis - København 26. maj 1877)

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Et skrækkeligt Eksempel hvilke Forhold vor Samfundstilstand kan udvikle, findes i en over Bodil Kirstine Andersen for Barnemord afsagt Dom. Da Arrestantinden, der i Begyndelsen af Juni Maarted f. A. kom hertil Staden fra Holsten, hvor hun havde havt Tjeneste, besluttede hun straks at føde hemmeligt og at ombringe Barnet, hvis det blev født levende, i hvilken Hensigt hun dels nægtede lige over for flere Personer paa Forehold om hendes Tilstand, at hun var frugtsommelig, dels for at forebygge at blive forhindret i sit anførte Forsæt undlod i den sidste Tid at skaffe sig Bopæl, men derimod, medens hun om Dagen havde Arbejde paa en Fabrik, havde tilbragt Nætterne i et Lysthus paa Nørrebro. Eflerat Arrestantinden var bleven antruffen her om Morgenen den 6te Oktober sidstleden af Politiet, fik hun Bopæl hos en Arbejdsmands Kone, hos hvem hun tidligere havde været. Medens Arrestantinden samme Dags Aften efter endt Arbejde ventede uden for denne Kones Bopæl for at oppebie hendes Hjemkomst, mærkede hun, at Fødselen nærmede sig. Hun gik derfor straks bort og forføjede sig for at bringe sin Hensigt til Udførelse ud i en Grusgrav paa Lammefælleden ved Jagtvejen, hvor Arrestantinden omtrent Kl. 10 samme Aften i oprejst Stilling fødte et Barn, der bevægede Arme og Ben og som hun saaledes mærkede var levende. Om dette Barns Hals bandt hun straks for at kvæle det er Silkebaand, og indsvøbte dets Krop og Hoved i sit Skørt, for at der ikke skulde kunne drage Aande. I denne Stilling lod Arrestanten Barnet blive liggende, medens hun samtidig tilbragte hele Natten i Grusgraven, indtil det blev Morgen. Hun tog da Skørtet af Barnet, og da hun nu saae, at det var dødt, lagde hun dets Lig i nogle Nælder i Grusgraven og begav sig hen til en Kone, hvor hun drak en Kop Kaffe, hvorpaa hun gik sin Vej. Da Arrestantinden imidlertid umiddelbart derefter blev urolig over, at Barnets Lig skulde blive fundet for hurtigt paa det Sted, hvor hun havde gemt det, gik hun tilbage til Grusgraven og bragte Barnets Lig derfra til Nørrefælled, hvor hun lagde der i et Hul i en af Militæretaten opkastet Jordvold og tilstoppede Hullet med Græstørv. Her blev det den 8de næstefter fundet af nogle Drenge, der anmældte det for Politiet. Ved den foretagne legale Obduktionsforretning blev det oplyst, at Barnet, der var en fuldbaaren Dreng og havde levet 1 a 2 Timer efter Fødselen, var død ved Kvælning, bevirket ved den strangulerende Snor. Arrestantinden, der er 25 Aar gl., tidligere har været straffet og under Sagen desuden var overbevist skyldig i Tyveri, blev ved Kriminal- og Politirettens Dom anset efter Straffelovens § 192 sidste Led og § 231 1ste Led med 6 Aars Forbedringshusarbejde. 

(Social-Demokraten 1. april 1877).

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. Sorø, den 4de Januar (B. Av.) En Gaardmandsfamilie her i Jurisdiktionen, bestaaende af Mand, Kone, Datter og Svigermoder, hensidder for Tiden i den herværende Arrest, Datteren som mistænkt for Fødsel  i Dølgsmaal og Barnemord, og de Øvrige for Meddeelagtighed i disse Forbrydelser. Foranlediget ved de Rygter, som gik i Egnen i den sidste Tid, satte Politiet sig i Bevægelse, og da der ved den foreløbige Undersøgelse fremkom begrundet Mistanke, bleve alle de nævnte Personer i Torsdags anholdte omtrent samtidig, hvilket skete paa de forskjellige Steder, hvor de i Øieblikket opholdt sig, og videre Undersøgelse strax anstillet. Det lykkedes ogsaa samme Dag at bringe tilstede Liget af et nyfødt Barn, der blev fundet nedgravet nogle Tommer under Steengulvet i Gaardens Mælkekjælder i en temmelig opløst Tilstand, og Gårdmandsdatteren skal igaar have tilstaaet i Retten, at hun i Slutningen af November Maaned f. A. har født dette Barn og har ombragt det strax efter Fødselen, dog efter et før Fødselen fattet Forsæt.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 7. januar 1873).

Om der er tale om samme sag eller ej:

Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord. Ved Sorø Birks Extraret er der, ifølge "Sorø Avis", den 3die dS. afsagt Dom i en tidligere omtalt Sag, hvorunder en Gaardmandskone i Fjenneslev tiltaltes for Drab, hendes Datter for Fostermord eller Forsøg derpaa i Forbindelse med Fødsel i Dølgsmaal, og en Tjenestekarl for Utugt mod et Pigebarn samt Anvendelse af Trusler for at forskaffe sig Adgang til Utugt. Det er under Sagen oplyst, at da Datteren i afvigte November Maaned havde født et fuldbaaret Pigebarn, lagde hun strax dette i et til Sand bestemt Rum og dækkede lidt Sand over det. Moderen kom lidt senere ud og hørte Barnet græde under Sandet, og da i det Samme en Huusmand kom gaaende, dækkede hun, for at skjule Gjerningen, mere Sand over det, hvorved Barnet blev kvalt, og en halv Time efter bar hun Barnet op paa Loftet og skjulte det i en der staaende Kiste. Det er altsaa Moderen og ikke Datteren, der har dræbt Barnet, men af Datterens Forklaring fremgaaer det, at dette ogsaa vilde være omkommet ved den af hende brugte Fremgangsmaade, og at hun forud havde fattet det Forsæt at dræbe Fosteret, hvis dette blev født levende. Hvad Tjenestekarlen angaaer er det oplyst, at han stadig har staaet i utugtig Forbindelse med Datteren lige siden hun var 7 Aar gammel (hun er nu 19), og at han tildeels har brugt Trusler for at vedligeholde denne Forbindelse. Ved Dommen blev Moderen anseet med Tugthuusarbeide i 8 Aar, Datteren og Karlen med Forbedringshuusarbeide hver i 4 Aar.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 21. april 1873).

Fødsel og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at det var kommet Politiet for Øre, at der paa en Fabrik her i Byen var opstaaet Mistanke om, at en der arbejdende Pige havde født i Dølgsmaal, blev denne Pige igaar Middags anholdt og afgav derefter følgende Tilstaaelse om den hende paasigtede Forbrydelse. Hun er svensk af Fødsel og ankom her til Landet for henved 5 Aar siden. Efter at have født 2 Børn (af hvilke dog det ene var dødfødt) uden for Ægteskab, traadte hun i et utugtigt Forhold til en Skrædersvend, ved hvem hun blev frugtsommelig. Forholdet imellem hende og hendes "Kjæreste" var imidlertid ikke altid det bedste. Han var jævnligt beruset og truede hun ham da ofte med, at hun, hvis han vedblev at behandle hende slet, vilde dræbe det Barn, hvormed hun var frugtsommelig, selv om hun derfor skulde  paadrage sig Straffearbeide. Han lod imidlertid ikke til at tage sig denne Trudsel nær og hun meente den da heller ikke alvorligt. Først da "Kjæresten" i August Maaned f. A. havde forladt Byen og var ophørt med at skrive til hende, besluttede hun sig til at ombringe sit Foster, idet hun, der ingen Hjælp fik til det Barn, hun allerede havde til Forsørgelse, og nu maatte forudsee, at hele Byrden af det Barn, hun ventede at nedkomme med, ogsaa vilde falde paa hende alene, forudsaae, at hun ikke vilde kunne bære den saaledes forøgede Byrde. Hun hemmeligholdt derfor sit Svangerskab baade overfor de andre Huusbeboere og hendes Medarbejdere paa Fabrikken og begav sig, da hun i Torsdags Morges følte sig ilde tilpas, hjem uden at omtale for Nogen, hvad hun ventede. Hun gik strax tilsengs og modtog kort efter Middag Besøg af en Bekjendt, men uagtet Veerne allerede da paakom hende, betvang hun sine Smerter, saaledes at den Fremmede Intet mærkede, og fødte hun sit Barn til Verden ½ Time efter at den Fremmede havde forladt hende. Barnet gav en klagende Lyd fra sig, men da hun lod det forblive liggende under Dynen, forstummede Lyden snart, og da hun kunde skjønne, at det var qvalt, viklede hun det, efter at være kommen til Kræfter, ind i et Stykke Linned og lod det blive liggende i Sengen hos sig. Den paafølgende Morgen stod hun op, lod Barnet blive liggende i Sengen og tilbragte hun den paafølgende Nat udenfor sit Hjem hos en Veninde. Dagen efter, om Løverdagen, bandt hun 2 Muursteen ved det indsvøbte Barneliig, viklede et Stykke graat Papir om hele Pakken og bar den derpaa gjennem Byen ud til Hasseriisaaen, hvor hun kastede Barnet fra sig. Efter hendes Paaviisning blev Liget af et fuldbaaret Drengebarn fundet i Aaen igaar Eftermiddags og vil nu blive underkastet en legal Obductionsforretning for at prøve Rigtigheden af den afgivne Tilstaaelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. januar 1873).

Hasseris Å løber lidt vest for Aalborg.

Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

- Under en af Høiesteret idag paakjendt Justitssag var Arrestantinden Dorthea Cathrine Schøtt, Damms Enke, der i flere Aar havde staaet i Forhold til en herboende Grosserer, overbeviist om deels gjentagne Gange - efter hendes Paastand fra først af tilskyndet dertil af den paagjældende Grosserer - at have gjort sig skyldig i Forsøg paa Fosterfordrivelse, deels at have, da hun skammede sig ved at bringe et udenfor Ægteskab avlet Barn til Verden, besluttet, da hun mærkede at være frugtsommelig, at føde i Dølgsmaal og at dræbe Barnet, hvis det maatte blive født levende, hvilket sidste Forsæt hun ogsaa udførte ved under Fødselen at snøre et Seglgarn fast om Barnets Hals for at qvæle det og forhindre, at det skreg. Hun indsvøbte derpaa Barnets Liig i Paklærred, og saasnart hun kunde gaae ud, skaffede hun sig en Steen, lagde denne ind i Pakken, hvori Barnets Liig laa, og kastede derpaa samme en Aften ud i Peblingesøen, hvor det blev fundet af en Politibetjent. Skjøndt Sundhedscollegiet havde udtalt, at Aarsagen til Barnets Død ikke af de foreliggende Oplysninger kunde paavises, formeente dog Criminal- og Politiretten, at disse ikke have Føie til at betvivle, at Barnet, der af Sundhedscollegiet antoges at have været født fuldbaaret og at have levet og aandet, var afgaaet ved Døden paa Grund af Arrestantindens Anbringelse af Seglgarnet om dets Hals. Ved Criminal- og Politirettens Dom var Arrestantinden for begge fornævnte Forbrydelser anseet med Straf af Tugthuusarbeide i 6 Aar, hvilken Straf Høiesteret stadfæstede. (Drl. Td.).

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. oktober 1872).

Et Forslag. (Efterskrift til Politivennen)

Da det har vist sig, at "Socialisten" er det eneste Organ, der, som virkeligt humant, tør behandle de Æmner, som det skinhellige Samfund støder fra sig, tillader jeg mig at henlede dels Opmærksomhed paa et Forhold, der noksom godtgør, hvilken Andel det "sædelige Samfund" har i den Foragt der vises Proletariatet.

Medens der fremkommer Opfordring paa Opfordring om at oprette endnu flere Kirker, uagtet de nuværende staar lukkede de 6 Dage om Ugen, og altsaa vilde kunne gøre 7 Gange saa megen Tjeneste som nu, saafremt der var nogen virkelig Trang tilstede, er der endnu aldrig gjort noget Skridt henimod at saa de ulykkelige Børn, hvis Forældrene ikke vil vedkende sig, ordentlig opdragne til nyttige Verdensborgere.

Det vilde være interessant at undersøge "Samfundets" humane Anskuelser angaaende Begrebet "Fødsel". I gamle Dage kendte man ikke til anden Fødsel end den, der var bleven en Adelsmand til Del, og Borgerne havde ikke haanlige Ord nok til at betegne den Uforskammethed, der dikterede den adelige Opfattelse.

Den fine Borgerstand i Nutiden er ikke en Smule mindre uforskammet, naar Spørgsmaalet angaar ægte eller uægte Fødsel, og de kaster den mest knusende Foragt over den Ulykkelige, der ikke har begaaet anden Forbrydelse end den, at han har ladet sig føde udenfor Ægtestab.

Jeg har hørt ansete Folk, der i andre Henseender var humane nok, fremkomme med den latterlige og skændige Udtalelse, at det vilde være at befordre Usædeligheden, hvis man lempede Vilkaarene for dem, hvis Tilværelse ikke er begrundet i et efter Kunstens Regler etableret Ægteskab.

Det er især disse Kirkeopbyggere, der udmærker sig ved denne Inhumanitet, idet de her som overalt gør sig Umage for at fremstille deres egen farisæiske Renhed, og desværre er det Skindyden og Skinhelligheden, der terroriserer Masserne. Samfundet har en uafviselig Pligt, saavel fra Humanitetens som fra Fornuftens Stade betragtet, til at gøre ethvert af dets Medlemmer saa nyttigt og saa lykkeligt som mulig, og det maa navnlig ikke skyde dette Hensyn til Side lige over for dem, der ingen Arvelod har modtaget efter Forældrene med Undtagelse af den Haan og Foragt, som vises dem paa Grund af deres Fødsel. Ellers er Samfundet medskyldig i den Bitterhed, Forurettelsen fremkalder, og medansvarlig for de Forbrydelser, der mulig bliver Følgen af den stadige Forurettelse og Foragt.

Der maa rejses en Appel ikke til Præster og ikke til Kirkegængere - de vil i deres Hovmod bare trække paa Skulderen - men til Fritænkerne, det vil sige til dem, der har saamegen Selvagtelse, at de ikke lader sig foreskrive nogen Tro, som strider mod deres Overbevisning, om end hele det tungerappe Præsteskab med al sin hule Pathos prædiker løs for dem; der maa rejses en Appel til Fritænkerne - Bærerne af sand Humanitet - om at stifte en Opdragelses-Anstalt for Børn, der har det Uheld at være stødte ud i Verden uden Forældre! og jeg nærer ingen Tvivl om, at Planen vil lykkes, naar al religiøs Humbug holdes ude fra Opdragelsen, saaledes at de næsten utallige Timer i "Balle" og "Balslev" bliver afløst af fornuftig Kundskab til Uddannelse af sand Forædling af de Smaa.

Det er tit blevet paastaaet, og jeg tror aldrig modbevist, at de saakaldte naturlige Barn hvad Evner og fysisk Kraft angaar staar fuldkomment saa højt som Ægteskabsbørnene, og det er da saare sandsynligt, at. nogen Omhu i Opdragelsen kunde formindske Antallet af Ladegaardens og Fængslernes Indbyggere, der jo faktisk rekruteres af dem, der har nydt godt af den kommunale Opdragelse med Salmesang og Bibellæsning.

A.-Q.

(Socialisten 2. februar 1872).

Fødsler i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødseler i Dølgsmaal. Under de Forhør, som ere blevne optagne i Anledning af, at en Pige i Tommerup Sogn den 8de d. M. fødte et Barn i Dølgsmaal og derefter kastede det i en Vanddam, er det. ifølge "Fyens Stifts-Tid.", endvidere lykkedes Herredsfogden i Odense Herred, Amtmand Dahlerup, at drage endnu en Forbrydelse frem for Dagens Lys, idet den samme Pige har tilstaaet og afgivet fuldstændig Forklaring om, at hun tidligere, nemlig i 1867, ubemærket en Aften har født et fuldbaaret Barn, som hun kvalte ved at indbinde det i sit Skjørt, og, efter at have ladet det ligge i sit Kammer om Natten, den næste Morgen nedgravede i Haven ved Huset, hvor hun tjente. Den samme Pige har tillige tilstaaet adskillige Tyverier, som hun har forøvet hvor hun har tjent.

- En Tjenestepige i Kjøbenhavn har i forrige Uge gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal og skjult Fosteret, som efter hendes Udsagn var dødfødt, i en Skuffe paa sit Kammer. Her fandtes Liget, og Pigen blev overgivet i Politiets Hænder. (Dgs. Nhdr.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 28. april 1870)

Ane Kirstine Marie Christensen. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Højesterets Dom af 11te Novbr. f. A. er Ane Kirstine Marie Christensen, der tiltaltes for at have skilt sit Barn ved Livet, dømt til at straffes paa Livet. Barnet - et Pigebarn - , der var født den 28de Septbr. 1868, aflivede hun efter nogen Vaklen den 6te October f. A. i sit Hjem i Skarrild, Hammerum Herred, ved at kvæle det med et Tørklæde, hvorefter hun nedgravede Liget i nogen Afstand fra Huset. Som Motiv til Gjerningen angav hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde forsørge Barnet, og hun ikke ønskede det anbragt under Fattigvæsenet, da de under dettes Forsorg værende Pleiebørn have det saa daarligt. Samtlige de i Sagen voterende Tilforordnede i Højesteret have imidlertid indstillet hende til Eftergivelse af Livsstraffen, mod et hun hensættes til Tugthuusarbeide paa Livstid Som Grund herfor have de anført, at hun maa ansees, da hun besluttede sig til Gjerningen, at have befundet sig i en stærkt nedtrykt Sindsstemning, fremkaldt navnlig ved, at hun havde Grund til at ansee sig for forladt af Barnefaderen, og ved hendes Bekymring med Hensyn til Barnets fremtidige Forsørgelse. Justitsministeriet har sluttet sig til denne Indstilling, hvilken Hs. Maj. Kongen derefter ved Resolution af 11te December f. A har taget til Følge.

(Fyens Stiftstidende 24. januar 1870).

Dølgsmaal i Silkegade. (Efterskrift til Politivennen)

Fødsel i Dølgsmaal. En i et Sted i Silkegade i Kjøbenhavn boende Mand bemærkede i Torsdags Morges Kl. 5, at der var Nogen inde paa et af Latrinerne i Gaarden, idet Nøglen sad i, men da Ingen kom ud derfra, antog han, at Vedkommende var falden i Søvn, og gik derfor ind i en tilstødende Retirade. Et Øieblik efter hørte han, at et Fruentimmer gik ud og lige op i Stedet, og strax derpaa hørte han Barneskrig derinde. Han ilede derfor til og fik Lys tændt, men da Barnet laae nede i Kulen omtrent 2 Alen under Dækket, var det ham ikke muligt at naae det. Han tilkaldte derfor Politiet, ved hvis Foranstaltning Barnet blev udtaget og underkastet Behandling af en strax tilkaldt Jordemoder, men desuagtet afgik det strax efter ved Døden. Det oplystes at Barnet var født af en Pige paa 31½ Aar, som i nogle Dage havde logeret i Huset, og hvis Kjæreste, som var Fader til Barnet, i Februar var reist til Amerika. Den ulykkelige Pige blev ved Politiets Foranstaltning indlagt paa Fødselsstiftelsen.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. maj 1869).

Nyfødt dræbt. (Efterskrift til Politivennen)

Tiltale imod en Moder for at have dræbt sit uægte, nyfødte Barn. En Dag i afvigte Vinter blev en praktiserende Læge tilkaldt af en herværende Grosserer for at se til dennes Tjenestepige, Arrestantinden Johanne Bøøk, der for sin Husbond havde foregivet at være angreben af kopper. Efterat Lægen var kommen op til hendes Værelse, fandt han Døren aflaaset, og da den efter gjentagen Anmodning endelig blev aabnet, saa han Arrestantinden liggende paa Sengen og en Spand Vand staaende paa Gulvet, der bar Spor af betydelige Blodpletter, hvoraf Lægen strax formodede, hvad der var passeret; han spurgte da, hvor Barnet var. Efterat Arrestantinden først havde negtet at have noget Barn, pegede hun hen paa et Skab, hvor man endelig fandt Noget indsvøbt i en Avis, der viste sig at være et nyfødt, men dødt - skjøndt endnu ganske varmt - Drengebarn. De sædvanlige Oplivningsmidler bleve strax forsøgte, men uden Virkning. Under det i den Anledning foretagne Forhør tilstod Arrestantinden, at hun, der den 21de September f. A. var kommen hertil fra Sverige for at søge Tjeneste, og hvis Kjæreste boede i Malmø, var, efter at hun var kommen til Kundskab om sin Frugtsommelighedstilstand, men ikke havde omtalt denne for Nogen her, den 21de December sidstleden om Morgenen Kl. 5½ i sin Tjeneste staaet op i det Værelse, hvor hun laa alene. Da Fødselen nu pludselig paakom hende, og hun havde født et Drengebarn, der efter Fødselen gav Lyd fra sig, svøbte hun det ind i sin Klokke og søgte derpaa forgæves Hjælp i Huset, men fandt alle Døre lukkede. I Fortvivlelse herover opstod den Tanke hos hende, da hun atter kom tilbage til Værelset, at skjule Fødselen. Efterat hun derpaa havde seet til Barnet og fundet det levende, svøbte hun det paany ind i Klokken i den Tanke, at det mstder vilde dø, og at hun saa vilde skjule Fødselen. Da hun omtrent 10 Minuter derefter igjen saa til Barnet, fandt hun, at det nu var dødt, hvorfor hun tog det ud af Klokken og lagde det indsvøbt i et Stykke Papir ind i et Skab under Vinduet. Ifølge den foretagne Obduktionsforretning har det omhandlede Barn været fuldbaaret, levedygtigt og nyfødt, har trukket vejr og har altså levet efter Fødselen; dets Død var antaget bevirket ved Kvælning, hvorhos den vedkommende Læge efterat Arrestantinden i Retten havde paavist, hvorledes hun navnlig anden Gang havde indsvøbt Barnet i Klokken, havde erklæret, at dette ved en saadan Indsvøbning upaatvivlelig af Mangel paa Luft omsider har maattet dø. Arrestantinden, der er 20 Aar gammel og ikke før straffet, blev ved Kriminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovens § 192, 1ste Led, med 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen_(København)_20. april 1869).

Fødsler i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalstatistikken 1856-1865 viste at antallet af domfældte for forsætligt drab og fostermord, barnefødsel i dølgsmål, vold og mishandling, voldtægt, blodskam og bigami steg fra 81 til 116. I samme periode blev 176 dødsdømt, heraf for forsætligt drab og fostermord 42 % og barnefødsel i dølgsmål 17 %. De idømte dødsstraffe blev dog kun 14 reelt eksekveret. Formildelse og fuldstændig eftergivelse af de idømte straffe (undtagen tugthusarbejde) var langt hyppigere end i det foregående årti. Nedenfor følger eksempler på fødsler i Dølgsmål:

Barnefødsel i Dølgsmaal. El kun 18 Aar gammelt Fruentimmer, svensk af Fødsel, ved Navn Inger Martensson, har if. "D. N." i Fredags gjort sig skyldig i denne Forbrydelse under Omstændigheder, der lade formode, at der tillige foreligger et Fostermord. Hun blev ifjor paa Objerggaard i det sydlige Sjælland besvangret af en Karl og har siden Efteraaret arbeidet som Væverske paa Dampvæveriet paa Rolighedsvejen ved Kjøbenhavn. I Fredags Morges gik hun under Frokosttiden fra sit Arbeide til sit Hjem i Falkoneeralleen for at gjøre reent for en Arbejdsmand, der boer i Stuen under hendes Værelse. Medens hun opholdt sig i haus Værelse, fik hun ondt, gik tilsengs og fødte strax efter et Barn til Verden uden at give en Lyd fra sig, saa at en Familie, som opholdt sig i det tilstedende Værelse, ikke mærkede Noget. Da hun formodede, at Barnet var dødfødt, saae hun ikke til del, og først da hun efter en halv Times Forløb stod op, tog hun det frem fra Dynen, hvorunder det havde ligget. Hun gik derpaa op paa sit eget Værelse og lagde sig med Barnet i Sengen, hvor hun blev liggende, indtil hun den næste Morgen som sædvanlig gik paa Fabrikken, efterat hun først havde gjemt Barnet i en Kasse, hvori hendes Klæder laae. Først om Eftermiddagen lagde de andre Fabrikspiger Mærke til hendes forandrede Udseende og anmeldte Sagen til Politiet. Den i Søndags Eftermiddags afholdte Obduktion gav til Resultat, at Barnet har været fuldbaaret, er kommet levende til Verden, og at Døden er fremkaldt ved Kvælning under Dynen af Mangel paa frisk Luft.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. marts 1869)

I en artikel om justitsråd Saxild i Koldings embedsførelse skrev Fædrelandet:

En Pige fra Starup Sogn havde under krigen 1864 født et Barn i Dølgsmaal i Kolding og kastet det i Slotssøen, hvor det blev fundet af østerrigske Soldater. Pigen blev da straffet, om jeg husker ret, med Vand og Brød. For to Aar siden lod den samme Piges Fader , som da laa paa sit Yderste, Sognepræsten og en anden Mand i Sognet kalde, og aabenbarede for dem, at hans Datter havde født et Barn i Dølgsmaal og nedgravet det i et Tørvehus, hvor det ogsaa blev fundet. Præsten sendte Barnets Lig til Justitsraad Saxild med den udtrykkelige Begjæring, at han vilde komme hurtig for at høre Mandens Forklaring, da denne ikke kunde leve længe. Men Justitsraaden udeblev i flere Dage, og kom først til Stedet to Dage efter Mandens Død. Pigen blev nu rigtignok taget i Forhør, men da hun der haardnakket erklærede, at hendes Faders, eller rettere de 2 Mænds, Udsagn var usandt, saa lod Justitsraaden hende gaae igjen. Herover blev Starup Sogneraad saa oprørt, at det indgav en klage til Justitsministeriet, og dette paalagde nu Hr. Saxild at optage nye Forhører. Dette skete, men med det selvsamme Resultat som forrige Gang, ja denne Pige, paa hvem en saa stærk Mistanke for gjentaget Barnemord hvilede, om hvis Skyld fuld moralsk Vished maa siges at have været tilstede, blev ikke engang fængslet!

(Fædrelandet 30. marts 1869. Uddrag).

Barnefødsel i Dølgsmaal. Et i en Eiendom i Silkegade siden sidste Flyttedag boende ældre Fruentimmer har i Onsdags Morges født i Dølgsmaal paa Stedets Retirade og har kastet det levende, nyfødte Barn ned i Latrinkulen. En i Huset boende Mand opdagede strax efter, hvad der var skeet, og vil have hørt Barnet give Lyd fra sig, men inden det lykkedes at faa det op, var det dødt. Den unaturlige Moder, som da kom til, ytrede strax Anger over sin Gjerning og tilstod sin Forbrydelse. Hun blev af Politiet indlagt i Fødselsstiftelsen.

(Dags-Telegraphen 7. maj 1869.)

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Varde Av ) For et Par Dage siden blev man i Kristen Jeppesens Gaard i Vestterup, Starup Sogn, opmærksom paa, at en Hund fra Gaardens Mødding havde opskrabet en større Gjenstand, som den slæbte omkring med sig i Gaarden. Ved at undersøge denne Gjenstand opdagede man med Forskrækkelse, at det var et Barnelig. Mistanken før at være den, der havde født i Dølgsmaal, henlededes strax paa en i Gaarden tjenende Pige, som i et Par Dage havde foregivet Upasselighed og holdt Sengen, hvorfor Gaardens Ejer sendte Bud til Jordemoderen, for at saa den nævnte Pige undersøgt, hvilken Undersøgelse ogsaa stadfæstede den vakte Mistanke. Pigen tilstod nu, at hun Natten til Tirsdag havde født et velskabt levende Pigebarn, som hun havde dræbt og derefter begravet i Møddingen, hvilken Tilstaaelse bestyrkedes ved, at det fundne Lig havde flere Huller i Hovedet. Den sørgelige Begivenhed meldtes strax til Herredsfogden, som har taget den ulykkelige Pige, der kun er lidt over 18 Aar gammel, i Forvaring.

(Bornholms Tidende 14. august 1869).

Fødsel i Dølgsmaal og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 26de August.

- For nogen Tid siden tildrog der sig heri Egnen en Begivenhed, som vi ikke tidligere have villet omtale for ikke at komme til at gribe forstyrrende ind de optagne Forhører. Sagen dreier sig nemlig om Intet mindre, end om et fuldbyrdet Forsøg paa Fosterfordrivelse, en Forbrydelse, som vel desværre neppe foregaaer saa ganske sjeldent, om den end sjeldent foreligger saa aabenlyst, at vedkommende kunne drages til Ansvar derfor. I dette Tilfalde er det en Tjenestepige, som, efterat være bleven besvangret af sin Huusbond, har søgt og faaet Raad for saadan Fordrivelse af et heri Egnen velbekjendt Fruentimmer, som efter hvad der siges skal have "hjulpet" Mange i lignende Omstændigheder. Pigen fulgte det givne Raad, og kort efter nedkom hun med et neppe Maaneder gammelt Foster, hvilket hun og Barnefaderen nedgravede etsteds paa en Mark. Hvorvidt der ved Fødselen har været Liv i Fosteret, og hvor stor en Andeel det omtalte Fruentimmer har havt i Forbrydelsens Udførelse vides endnu ikke med Vished; men forhaabentlig vil dette, ligesom hele Forholdet, blive nærmere bekjendt, naar Forhørerne ere sluttede. Foreløbig kunne vi meddele, at baade Pigen og Manden, der er frasepareret sin Hustru, have aflagt fuldstændig Bekjendelse, og at det omtalte Fruentimmer vil blive gjort uskadeligt idetmindste for en Tid.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 26. august 1868).

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

I Mandags Morges fandtes i Kanalen i Frederiksberg Have Liget af et spædt Barn, der imidlertid var i en saa forraadnet Tilstand, at der ikke kunde foretages nogen Obduktion. Liget var imidlertid indsvøbt i et graat og blaatærnet uldent Tørklæde, og de Undersøgelser, som af søndre Birks Politi bleve anstillede for at udfinde Eieren af Tørklædet og derved mulig komme paa Spor efter Gjerningsmanden til den begaaede Forbrydelse, have allerede igaar ledet til det Resultat, at en i Smallegade tjenende 20aarig Pige har tilstaaet, at hun, efterat hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. havde født et levende Pigebarn i Dølgsmaal, havde, da dette begyndte at skrige, kvalt det med egne Hænder, hvorefter hun beholdt Liget under Dynen indtil om Morgenen, da hun, medens hendes Husbond med Familie drak The i et tilstødende Værelse, bar Liget op paa Loftet og lagde det i Tørklædet op under Taget, hvor det blev liggende, indtil hun for omtrent 1 Maaned siden, da hun skulde hente Vand i Kanalen i Frederiksberg Have, tog det med sig og kastede Barnet i Kanalen. Hun har yderligere forklaret, at hun for at skjule sin Skam, strax da hun følte sig svanger, besluttede at føde i Dølgsmaal og at ombringe Barnet, hvis det var levende; uden dog at have lagt nogen bestemt Plan herfor.

(Dags-Telegraphen (København) 1. juli 1868)

P. E. Klæstrup: Smørrebrødsplainen i Frederiksberg Have Pintsemorgen. Illustreret Tidende nr. 453. 31. maj 1868.

Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætligt Barnemord. Under en ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret i Torsdags paakjendt Sag var Arrestantinden Maren Kirstine Hansen, som er født den 10de April 1847 og ikke tidligere er tiltalt eller straffet, ved egen med de øvrige oplyste Omstændigheder stemmende Tilstaaelse overbeviist om at have gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætlig at have dræbt sit uægte Barn strax efter Fødselen. Efter at hun i forrige Sommer havde følt sig besvangret udenfor Ægteskab, besluttede hun nemlig for at skjule sin Skam, at føde i Dølgsmaal, og hvis hun fødte et levende Barn, da at aflive dette. Hun vedblev derpaa at holde sin Tilstand skjult for Enhver, og da hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. i sin Kondition paa Frederiksberg blev angreben af Fødselssmerterne, og hendes Madmoder, som havde hørt hende jamre sig, gik ned til hende for at spørge, hvad der festede hende, foregav hun at have Mavesmerter. Da Fødselen noget efter indfandt sig, og hun nu hørte Barnet skrige og derved forvissede sig om, at det havde Liv, tog Arrestantinden, som ikke tidligere havde fattet nogen Beslutning om Maaden, paa hvilken hun vilde dræbe dette, Barnet med den høire Haand om Halsen og kvalte det, medens det endnu laae under Dynen. Efterat Barnet var hørt op at skrige, og Arrestantinden deraf sluttede, at det var dødt, forblev hun dog, da det endnu var mørkt, efter hvad hun antager, i flere Timer, liggende, og da det omsider var blevet lyst, tog hun Liget op, saae, at det var et Drengebarn, og benyttede derefter Lejligheden, medens hendes Huusbond og Madmoder drak Thee, til at bringe Liget op paa Loftet, hvor hun skjulte det indsvøbt i et Stykke af et uldent Tørklæde. Der lod hun det blive liggende indtil begyndelsen af forrige Maaned, da hun en Aften, paa hvilken hun blev sendt til Frederiksberg Have for at hente Vand, kastede det i en af Kanalerne, hvor det om Morgenen den 29de s. M. blev fundet indsvøbt i det ommeldte Tørklæde, men i en saa forraadnet Tilstand, at det efter Lægens Erklæring var umuligt at opducere det. Arrestantinden blev saaledes at dømme efter Straffelovens § 120, sidste Deel, og § 194. sammenholdt med § 62, og Straffen blev med Hensyn til, at det var blevet oplyst, at hendes Aandsevner vare meget indskrænkede, at hendes tidligere Opførsel havde været god, samt hun, der er født udenfor Ægteskab, har nydt en meget forsømt Opdragelse, fastsat til 4 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 3. august 1868).

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Under en imod el ugift Fruentimmer for Barnefødsel i Dølgsmaal anlagt Sag blev det ved hendes egen Tilstaaelse oplyst, at hun strax efter sit barns Fødsel i den Hensigt at skjule denne havde, da hun ikke, som hun har paastaaet, hørte det give noget Livstegn fra sig, men uden at anstille nogen Undersøgelse, om Barnet var levende eller dødt, kastet det over et Plankeværk ned i en bag Skydebanens Have værende Grøft, hvor der ogsaa efter anstillet Undersøgelse af Politiet fandtes Liget af et nyfødt Pigebarn liggende i Mudderet. Ved den over samme optagne legale Obductionsforretning maatte det ansees konstateret, at Barnet havde været fuldbaaret og levet efter Fødslen, ligesom ogsaa de obducerende Læger have udtalt det som sandsynligt, at Barnet var død ved Druknings i den omtalte Grøft, idet der ikke fandtes Spor af ydre Vold paa Legemet, med Undtagelse af et Brud paa de Hjernen omgivende Dele, hvilket, dersom det er opstaaet i levende Live, maa være skeet umiddelbart forinden Henkastningen i Vandet, da Barnet ellers neppe vilde have kunnet foretage saa krastige Respirationsbevægelser, som Mudderets Indtrængen i Luftrørets finere Forgreninger synes at forudsætte.

For det saaledes udviste Forhold blev Arrestantinden, der er 22 Aar gl., ved Criminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovenes § 194 med 2 Aars Forbedringshussarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. april 1867)

Barnefødsel i Døgsmaal. Ved Criminal- og Politirettens Dom af 7de dennes blev en svensk Tjenestepige, 22 Aar gl., for Barnefødsel i Dølgsmaal anseet efter Straffelovens § 194 med 2 Aars Forbedringshuusarbeide, idet hun der var bleven besvangret udenfor Ægteskab, havde ifølge sin afgivne Tilstaaelse, efterat have om Natten Kl. 12 bragt et Pigebarn til Verden, blandt Andet ladet dette blive liggende skjult under Dynen indtil den paafølgende Morgen uden at forvisse sig om det var levende. 

Ifølge den over Barnets Lig optagne Obductionsforretning vare de obducerende Læger kommen til det Resultat, at Barnet, der ikke antages at være fuldstændig fuldbaaret, havde levet efter Fødselen og været istand til at fortsatte Livet, og at Dødsaarsagen, forsaavidt et paa Barnets Issebeen forefundet Brud, frembragt ved Vold, ikke maatte være opstaaet før Døden, fornemlig maatte søges i Kvælning ved Henliggen under Dynen, uden at Obductionsfundet gav tiæstrækkelig Holdepunkt til i Eet og Alt at kunne constatere kvælningsdøden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. maj 1867)