Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samoavej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

Fødsel i Dølgsmaal og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 26de August.

- For nogen Tid siden tildrog der sig heri Egnen en Begivenhed, som vi ikke tidligere have villet omtale for ikke at komme til at gribe forstyrrende ind de optagne Forhører. Sagen dreier sig nemlig om Intet mindre, end om et fuldbyrdet Forsøg paa Fosterfordrivelse, en Forbrydelse, som vel desværre neppe foregaaer saa ganske sjeldent, om den end sjeldent foreligger saa aabenlyst, at vedkommende kunne drages til Ansvar derfor. I dette Tilfalde er det en Tjenestepige, som, efterat være bleven besvangret af sin Huusbond, har søgt og faaet Raad for saadan Fordrivelse af et heri Egnen velbekjendt Fruentimmer, som efter hvad der siges skal have "hjulpet" Mange i lignende Omstændigheder. Pigen fulgte det givne Raad, og kort efter nedkom hun med et neppe Maaneder gammelt Foster, hvilket hun og Barnefaderen nedgravede etsteds paa en Mark. Hvorvidt der ved Fødselen har været Liv i Fosteret, og hvor stor en Andeel det omtalte Fruentimmer har havt i Forbrydelsens Udførelse vides endnu ikke med Vished; men forhaabentlig vil dette, ligesom hele Forholdet, blive nærmere bekjendt, naar Forhørerne ere sluttede. Foreløbig kunne vi meddele, at baade Pigen og Manden, der er frasepareret sin Hustru, have aflagt fuldstændig Bekjendelse, og at det omtalte Fruentimmer vil blive gjort uskadeligt idetmindste for en Tid.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 26. august 1868).

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

I Mandags Morges fandtes i Kanalen i Frederiksberg Have Liget af et spædt Barn, der imidlertid var i en saa forraadnet Tilstand, at der ikke kunde foretages nogen Obduktion. Liget var imidlertid indsvøbt i et graat og blaatærnet uldent Tørklæde, og de Undersøgelser, som af søndre Birks Politi bleve anstillede for at udfinde Eieren af Tørklædet og derved mulig komme paa Spor efter Gjerningsmanden til den begaaede Forbrydelse, have allerede igaar ledet til det Resultat, at en i Smallegade tjenende 20aarig Pige har tilstaaet, at hun, efterat hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. havde født et levende Pigebarn i Dølgsmaal, havde, da dette begyndte at skrige, kvalt det med egne Hænder, hvorefter hun beholdt Liget under Dynen indtil om Morgenen, da hun, medens hendes Husbond med Familie drak The i et tilstødende Værelse, bar Liget op paa Loftet og lagde det i Tørklædet op under Taget, hvor det blev liggende, indtil hun for omtrent 1 Maaned siden, da hun skulde hente Vand i Kanalen i Frederiksberg Have, tog det med sig og kastede Barnet i Kanalen. Hun har yderligere forklaret, at hun for at skjule sin Skam, strax da hun følte sig svanger, besluttede at føde i Dølgsmaal og at ombringe Barnet, hvis det var levende; uden dog at have lagt nogen bestemt Plan herfor.

(Dags-Telegraphen (København) 1. juli 1868)

P. E. Klæstrup: Smørrebrødsplainen i Frederiksberg Have Pintsemorgen. Illustreret Tidende nr. 453. 31. maj 1868.

Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætligt Barnemord. Under en ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret i Torsdags paakjendt Sag var Arrestantinden Maren Kirstine Hansen, som er født den 10de April 1847 og ikke tidligere er tiltalt eller straffet, ved egen med de øvrige oplyste Omstændigheder stemmende Tilstaaelse overbeviist om at have gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætlig at have dræbt sit uægte Barn strax efter Fødselen. Efter at hun i forrige Sommer havde følt sig besvangret udenfor Ægteskab, besluttede hun nemlig for at skjule sin Skam, at føde i Dølgsmaal, og hvis hun fødte et levende Barn, da at aflive dette. Hun vedblev derpaa at holde sin Tilstand skjult for Enhver, og da hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. i sin Kondition paa Frederiksberg blev angreben af Fødselssmerterne, og hendes Madmoder, som havde hørt hende jamre sig, gik ned til hende for at spørge, hvad der festede hende, foregav hun at have Mavesmerter. Da Fødselen noget efter indfandt sig, og hun nu hørte Barnet skrige og derved forvissede sig om, at det havde Liv, tog Arrestantinden, som ikke tidligere havde fattet nogen Beslutning om Maaden, paa hvilken hun vilde dræbe dette, Barnet med den høire Haand om Halsen og kvalte det, medens det endnu laae under Dynen. Efterat Barnet var hørt op at skrige, og Arrestantinden deraf sluttede, at det var dødt, forblev hun dog, da det endnu var mørkt, efter hvad hun antager, i flere Timer, liggende, og da det omsider var blevet lyst, tog hun Liget op, saae, at det var et Drengebarn, og benyttede derefter Lejligheden, medens hendes Huusbond og Madmoder drak Thee, til at bringe Liget op paa Loftet, hvor hun skjulte det indsvøbt i et Stykke af et uldent Tørklæde. Der lod hun det blive liggende indtil begyndelsen af forrige Maaned, da hun en Aften, paa hvilken hun blev sendt til Frederiksberg Have for at hente Vand, kastede det i en af Kanalerne, hvor det om Morgenen den 29de s. M. blev fundet indsvøbt i det ommeldte Tørklæde, men i en saa forraadnet Tilstand, at det efter Lægens Erklæring var umuligt at opducere det. Arrestantinden blev saaledes at dømme efter Straffelovens § 120, sidste Deel, og § 194. sammenholdt med § 62, og Straffen blev med Hensyn til, at det var blevet oplyst, at hendes Aandsevner vare meget indskrænkede, at hendes tidligere Opførsel havde været god, samt hun, der er født udenfor Ægteskab, har nydt en meget forsømt Opdragelse, fastsat til 4 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 3. august 1868).

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Under en imod el ugift Fruentimmer for Barnefødsel i Dølgsmaal anlagt Sag blev det ved hendes egen Tilstaaelse oplyst, at hun strax efter sit barns Fødsel i den Hensigt at skjule denne havde, da hun ikke, som hun har paastaaet, hørte det give noget Livstegn fra sig, men uden at anstille nogen Undersøgelse, om Barnet var levende eller dødt, kastet det over et Plankeværk ned i en bag Skydebanens Have værende Grøft, hvor der ogsaa efter anstillet Undersøgelse af Politiet fandtes Liget af et nyfødt Pigebarn liggende i Mudderet. Ved den over samme optagne legale Obductionsforretning maatte det ansees konstateret, at Barnet havde været fuldbaaret og levet efter Fødslen, ligesom ogsaa de obducerende Læger have udtalt det som sandsynligt, at Barnet var død ved Druknings i den omtalte Grøft, idet der ikke fandtes Spor af ydre Vold paa Legemet, med Undtagelse af et Brud paa de Hjernen omgivende Dele, hvilket, dersom det er opstaaet i levende Live, maa være skeet umiddelbart forinden Henkastningen i Vandet, da Barnet ellers neppe vilde have kunnet foretage saa krastige Respirationsbevægelser, som Mudderets Indtrængen i Luftrørets finere Forgreninger synes at forudsætte.

For det saaledes udviste Forhold blev Arrestantinden, der er 22 Aar gl., ved Criminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovenes § 194 med 2 Aars Forbedringshussarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. april 1867)

Barnefødsel i Døgsmaal. Ved Criminal- og Politirettens Dom af 7de dennes blev en svensk Tjenestepige, 22 Aar gl., for Barnefødsel i Dølgsmaal anseet efter Straffelovens § 194 med 2 Aars Forbedringshuusarbeide, idet hun der var bleven besvangret udenfor Ægteskab, havde ifølge sin afgivne Tilstaaelse, efterat have om Natten Kl. 12 bragt et Pigebarn til Verden, blandt Andet ladet dette blive liggende skjult under Dynen indtil den paafølgende Morgen uden at forvisse sig om det var levende. 

Ifølge den over Barnets Lig optagne Obductionsforretning vare de obducerende Læger kommen til det Resultat, at Barnet, der ikke antages at være fuldstændig fuldbaaret, havde levet efter Fødselen og været istand til at fortsatte Livet, og at Dødsaarsagen, forsaavidt et paa Barnets Issebeen forefundet Brud, frembragt ved Vold, ikke maatte være opstaaet før Døden, fornemlig maatte søges i Kvælning ved Henliggen under Dynen, uden at Obductionsfundet gav tiæstrækkelig Holdepunkt til i Eet og Alt at kunne constatere kvælningsdøden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. maj 1867)

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Søndagen den 6te ds. blev det meldt til Forpagteren paa Avlsgaarden Mariendal i Falkonerallen at Retiraden var funden stærkt tilsølet med Blod, og at der var Formodning om, at en paa Gaarden tjenende Pige Karen Olsen havde født i Dølgsmaal. Forpagteren kaldte hende derefter ind til sig, og efter lang Tids Benegtelse tilstod hun omsider for ham, at hun havde aborteret i den 10de Uge af sit Svangerskab. Hun bad ham om ikke at gjøre hende ulykkelig, hvilket han ogsaa lovede paa den Betingelse, at det forholdt sig, som af hende anført, og ikke, som Mistanken var om, at hun havde født et fuldbaaret Foster. Pigen begav sig derefter ned i Stalden for at malke, hvorpaa han i al Stilhed sendte en Vogn efter Distriktsjordemoderen. Ved dennes Ankomst var Karen imidlertid ingensteds at finde, og først efter lang Søgen fandtes hun liggende livløs i en Andepark dag Gaarden. Efterat være trukken op, bragtes hun dog ved Anvendelse af de sædvanlige Oplivelsesmidler tillive igjen og blev derefter kjørt til Hospitalet, hvor hun ved et over hende optaget Forhør fastholdt sin Forklaring, uagtet det blev hende foreholdt, at der ikke paa det af hende angivne Sted var fundet Tegn til noget Foster. I Tirsdags indbragtes imidlertid til Politikammeret af en Snedkersvend et nyfødt Barn indbundet i en Særk og et Tørklæde, hvilket han havde fundet flydende i Ladegaardsaaen midtveis mellem Falkoneralleen og den over Aaen anlagte Jernbanebro. Ved en af Professor Immanuel Schiøtte og Krigsraad Prieme foretagen Obduktionsforretning viste det sig, at Barnet havde været fuldbaaret, havde aandet og været istand til at føre et selvstændigt Liv; derimod fandtes intet Spor af udvortes Vold paa Liget. Karen blev nu atter gjentagende forhørt om det senere Fremkomne og vedgik da ogsaa Fredagen den 4de ds. paa det nævnte Sted at have født dette Barn, som hun vedblivende paastaaer af hende antoges for dødt, hvorfor hun ikke heller underbandt Navlestrengen. Hun gik derpaa strax op paa sit Kammer, idet hun skjulte det døde Barn med sit Forklæde, og lagde først Liget i Sengen, men lidt efter i sin Kommodeskuffe. Den næste Dag forrettede hun sin Gjerning som sædvanlig, fik om Aftenen Tilladelse til at gaa bort for at kjøbe et Par Tøfler og tog da det døde Barn ud af Skuffen, indsvøbte det i de førnævnte Klædningsstykker, hvorefter hun gik bort med det for at kaste det i Aaen, hvilket hun ogsaa udførte, efter i nogen Tid at være gaaet frem og tilbage langs Aaen, inden hun kunde beslutte sig til at kaste det ud, uden at hun kan forklare, hvad der saaledes holdt hende tilbage, og Barnet allerede var dødt. Betræffende hendes Tilstand før Fødslen, forklarer hun at da den af hende opgivne Barnefader paa hendes Spørgsmaal om han vilde ægte hende, havde givet et bestemt Nei (hvilket han dog benegter) til Svar, var hun bleven meget ulykkelig, og hendes Tanke har derefter, som hun selv udtrykker sig, været "rent død" Som Følge heraf har hun ingen Betragtninger gjort sig om, hvad det skulde blive til med Barnet, eller hvad hun vilde gjøre ved dette, naar det blev født. Paa Børnetøl tænkte hun heller ikke Da hun skulde føde, gjorde hun sig ligesaa lidt nogen Tanke om, hvordan det vilde gaa med Barnet, men søgte blot at skjule dette. Hun er født i Byen Smeerup i Stevns Herred Aaret 1836 og er endvidere under den anstillede Undersøgelse bleven overbevist om at have gjort sig skyldig i nogle Smaatyverier.

(Dags-Telegraphen (København) 31. maj 1866).

Gårdanlægget fra 1770 er i dag fredet. Det danner en trelænget gård. Bygningerne hører til Villa Rolighed og bruges af institutter under Det biovidenskabelige fakultet, KU Life. En generalauditør Andreas Bruun drev landbrug og producerede blegede vokslys her i 1757-1763, da ejendommen hed Mariendal. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den 5. juli 1866 blev Karen Olsen ved Søndre Birks extraret dømt til forbedringshusarbejde i 1 år. Det blev vurderet at hun ikke forsætligt havde dræbt barnet. Denne straf absorberede også en straf for ulovlig omgang med hittegods.

Barnefødsel. (Efterskrift til Politivennen)

En Moders uforsvarlige Behandling af sit spæde Barn og Forsog paa at unddrage sig sammes Forsørgelse. Et Bybud blev en Dag i sidstafvigte Mai Maaned paa Vesterbro af en velklædt Dame anmodet om at bringe en Torvekurv, som hun bar, hen til en navngiven Mand i Aabenraa idet kun bad ham om at bære Kurven forsigtigt. Efterat Bybudet havde fuldført dette Ærinde og bragt Kurven til den opgivne Mand i hans Butik i Gothersgaden, og Manden havde modtaget Kurven og ikke lagt Mærke til at der var Andet i den end Pjalter, oa derfor troede, at den ikke var til ham, eller at man drev Spas med ham, leverede han den tilbage med den Besked, at han ikke kunde modtage den. Bybudet bestemte sig derfor til at aflevere den til Politiet. Medens han var i Begreb hermed, hørte han pludselig et Barneskrig fra Kurven, hvorfor han, efterat have overbevist sig om at der virkelig laa et levende Barn i samme, hurtigst muligt bragte dette og Kurven til den nærmeste Politistation, hvorfra Barnet foranstaltedes anbragt paa Fødselsstiftelsens Ammestue. Det efter den herom anstillede Eftersøgelse opdagede Fruentimmer befandtes at være en forhenværende Tjenestepige, der ernærede sig ved Haandgjerning, under det optagne Forhør tilstod hun, at hun i Begyndelsen af Mai Maancd havde bragt et Pigebarn til Verden; men da hun frygtede for, at det Ægteskab, hun stod i Begreb med at indgaa med sin daværende Kjæreste, ikke skulde finde Sted, hvis denne, der ikke var Fader til bemeldte Barn, kom til Kundskab om dets Tilværelse, havde hun, for at skjule denne, og for at befri sig for den hende paahvilende Forsørgelsespligt, afhentet Barnet, der var 14 Dage gammelt, fra den Jordemoder, hos hvem det beroede, idet hun indbildte denne, at hun vilde bringe det til en Familie i Fredensborg og der sætte det i Pleie; men da Jordemoderen, der fulgte hende ud til Jernbanen, forlod hende, inden Toget afgik, vendte hun tilbage og gik ud paa Vesterbro, hvor hun, efterat have laant en Torvekurv af en hende bekjendt, der boende Kurvemager, gik ind i en Port, lagde Barnet indsvøbt i noget gammelt Tøi i Kurven og overleverede denne, som anført, til Bybudet for at bringes til den opgivne Mand. Da hun nemlig havde hørt, at denne Mands Hustru, der var barnløs, oftere skulde have ytret, at hun ønskede at tage et fremmed Barn til sig, ventede hun sikkert, at denne vilde antage Barnet som sit eget. Forsaavidt den Tiltalte under Sagen for dette Forhold var aktioneret for uforsvarlig Behandling af sit spæde Barn, fandtes der ikke tilstrækkelig Anledning til at paalægge hende Strafansvar, idet hendes Forklaring, at hun ikke har tilsigtet Noget til Skade for Barnet eller i saa Henseende næret nogen Frygt, bestyrkedes ved de Omstændigheder, at hun, da hun lagde Barnet i Kurven, omhyggelig havde sikret det imod Luftens Paavirkning, derhos, som anført, paalagt Bybudet at bære Kurven forsigtigt og var fulgt efter ham, saalænge hun turde, ligesom Barnet ikke heller har lidt nogen Skade ved den omhandlede Transport i Kurven. Derimod kunde den Tiltalte ikke undgaa Ansvar for hendes Forsøg paa at unddrage sig den hende paahvilende Forsørgelsespligt, hvorfor hun, der er 24 Aar gammel, ved Kriminal- og Politirettens Dom blev anseet med 14 Dages Fængsel.

(Dags-Telegraphen 23. august 1865).

Plougstrup Enge: Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Ribe den 20. Novbr. I Tirsdags indberettede Sognefogden i Jernved til Herredsfoged Borch i Ribe Herred, at der Dagen iforvejen i Plougstrup Enge var funden Liget af et spædt Barn, indsvøbt i et stort Tørklæde. Ved det igaar optagne Forhør lykkedes det Herredsfogden at opdage den Skyldige, nemlig en Gaardmandsdatter fra Taabøl, som tilstod, at hun havde født i Dølgsmaal og derefter kastet Fosteret, som hun paastaaer var dødfødt, i Aaen. Den foretagne Obduktionsforretning har imidlertid ikke bekræftet hendes Paastand, og der er Sandsynlighed for, at den fortsatte Undersøgelse, som tilkommer Herredsfogden i Gjørding-Malt Herred, i hvis Jurisdiktion Forbrydelsen er begaaet, vil godtgjøre, at her foreligger et Fostermord.

(Ribe Stifts-Tidende 20. november 1862)

- Om det i Plougstrup Enge ved Kongeaaen den 17de f. M. fundne Lig af et spædt Barn, som en Gaardmandsdalter i Tobøl havde tilstaaet at have født i Dølgsmaal, giver Ribe Avis følgende nærmere Oplysninger: Arrestantinden, den omtalte Gaardmandsdatter, en Pige paa 25 Aar, har nu, efteral være bragt til Arresten i Holsted og efterat være underkastet flere Forhør, i hvilke hun fastholdt sin første Forklaring, endvidere tilstaaet, at hun har ombragt sit Barn, som hun fødte levende, umiddelbart efter Fødselen ved Kvælning; at hun Dagen derpaa har set Lejlighed til al lægge det i en Skuffe i sin Dragkiste, hvorfra hun, 3 Dage efterat have født, ligeledes ubemærket har borttaget Liget og begivet sig med samme til den tæt forbi hendes Faders Gaard løbende Kongeaa, hvori hun sænkede det. Motivet til Gjerningen angiver hun at have været Frygt for den Skam, som det at føde et uægte Barn vilde paadrage ikke alene hende selv, men ogsaa hendes Forældre og øvrige Familie, af hvem hun bestandig har været anset for en ordentlig og sædelig Pige. Hun nægter at have nogen Medskyldig.

(Jyllands-Posten 17. december 1862)

Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. De nærmere Omstændigheder ved en af Kriminal- og Politiretten den 23de Sepbr. paakjendt Aktionssag , hvorunder en tiltalt Tjenestepige -  der er født den 27de Juli 1840 og ikke funden førhen straffet - sigtedes for Barnefødsel i Dølgsmaal, eller uforsvarlig Omgang med sin Barnefødsel, vare, ifølge den af Tiltalte afgivne Forklaring og de iøvrigt tilvejebragte Oplysninger i det Væsentlige følgende. Da Tiltalte i Oktober Maaned f. A. antog, at hun var frugtsommelig, underrettede hun strax sin Kjæreste om sin Tilstand, og han lovede at yde hende al den Hjælp, hvortil han var istand, ligesom de i Forening aftalte hvorledes hun skulde forholde sig, naar Fødselen, som hun ventede i Midten af Juli Maaned, forestod, men forøvrigt omtalte hun ikke sin Tilstand for Nogen forinden i April Maaned d. A. , da hun henvendte sig til en Jordemoder. Da hun derpaa den 1ste Mai kom til at tjene hos R. R., og dennes Hustru havde fattet Mistanke om, at hun var frugtsommelig, vedgik hun sin Tilstand, og blev det hende tilladt at forblive i Tjenesten indtil videre. Tiltalte, der allerede havde begyndt at tilberede Børnetøi, følte sig ilde Løverdagen den 17de Mai d. A., i hvilken Anledning der, da hun fortalte sin Madmoder dette, blev af denne gjort hende det Spørgsmaal, om det ikke var Fødselen, der forestod, hvortil Tiltalte dog bemærkede, at hun ikke antog, at det var saa nær, og efterat Tiltalte derpaa var gaaet tilsengs om Aftenen Kl. 10½ i sit Kammer, hvor hun laa alene, men som forøvrigt kun var adskilt fra hendes Herskabs Soveværelse ved en smal Gang, vaagnede hun efter omtrent en Times Forløb med heftige Smerter over Lænderne, som dog kun varede ganske kort. Hun stod da upaaklædt op af sin Seng, itet hun endnu ikke vil have tænkt sig. at det var Fødslen, der forestod; men da hun kom ud paa Gulvet, sank hun i Knæ, og i det Samme gik der Noget fra hende, som hun i Mørket ikke kunde see, men som ganske blev adskilt fra hende, uden at hun følte synderlig Smerte derved. Tiltalte, der har erkjendt, at hun var ved sin Bevidsthed, tændte derpaa Lys og saae nu, at det var et Barn, hun havde født, hvorhos hun tog Barnet, hvis Legemsdele hun kunde see, vare fuldt udviklede, men hos hvilket hun intet Liv kunde spore, og som hun derfor ansaa for dødfødt, op til sig indsvøbte det i noget Linned og lagde det i Sengen hos sig, saa at det frit kunde drage Aande, i den Tanke, at Barmen muligen kunde bringe det tillive, men derimod foretog hun sig Intet for at skaffe sig og Barnet Hjælp, og tilkaldte navnlig ikke sin Madmoder, og da hun den følgende Morgen stod op, lod hun Barnet ligge i Sengen, Indtil hun om eftermiddagen ikke længer kunde tvivle om, at Barnet var aldeles dødt, lagde det ned i en Potte, hvor det senere fandtes i en krumbøiet stilling, efterat Tiltalte der ikke havde omtalt det Passerede, hvortil hun har angivet som Grund, at hun ikke kunde faae Leilighed til at tale med sin Madmoder - først den paagælgende Mandag Formiddag af denne var bleven spurgt om hendes Tilstand, og da havde fortalt, hvad der var foregaaet. Tiltalte har vedblivende paastaaet, at det ikke har været hendes hensigt at føde hemmeligt eller at holde fødselen skjult og endnu mindre at foranledige Barnets Død, hvorimod Fødselen paakom hende, der ikke tidligere har født noget Barn, og antog, at hun endnu havde et Par Maaneder tilbage af sit Svangerskab, aldeles uventet, samt at Grunden til, at hun ikke strax tilkaldte Hjælp, var, at hun intet Tegn til Liv kunde spore hos Barnet, og derfor antog det for dødfødt, saa meget mere, som hun i de sidste 3 a 4 Dage for Fødselen - heller intet Liv havde sporet hos Fosteret. Medens der ikke kunde blive Spørgsmaal om at ansee Tiltalte for Barnefødsel i Dølgsmaal efter D. L. 6-6-8, da Betingelserne for Anvendelsen af dette Lovsted ikke vare tilstede, fandtes hun dog ikke at kunne undgaae Ansvar for at have undladt at tilkalde Hjælp, hvortil hun efter sin egen Forklaring vel havde været istand ialfald strax efter Fødselen, og hvorved Barnet muligen kunde have været kaldt til Live, og blev Tiltalte herfor anseet med en efter Lovgivningens Analodi lempet arbitrair Straf, der efter Omstændighederne fandtes at burde bestemmes til Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, hvorhos hun tilpligtedes at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salair til de beskikkede Sagsførere med 5 Rd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1862)

Dødsstraffe. (Efterskrift til Politivennen)

I afvigte December Maaned har Højesteret dømt ikke mindre end 7 Personer fra Livet, nemlig en svensk Pige, Charl. Ångman, for at have forsøgt paa at ombringe sit udenfor Ægteskab fødte Barn, to andre Fruentimmer for Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord og 4 Personer for Blodskam (en Svigersøn med sin Svigermoder og to Halvsødskende). Ingen af disse Dødsdomme vil imidlertid blive fuldbyrdet, da de vedk. Forbrydelser alle høre til dem, der nu betragtes paa en anden Maade end i gamle Dage; hvor, for de i Loven fastsatte urimelige Straffe, som Domstolene jo maae idømme, altid efter Høiesterets Indstilling ved kgl. Resolution formildes til offentligt Arbeide i kortere eller længere Tid. Gjennemsnitsviis kan man regne 14 Dødsdomme, men kun 1 Henrettelse aarligt. Det er iøvrigt ikke alene ved de her nævnte og andre Dødsforbrydelser, at der er et saa stort Misforhold imellem den Straf, som en forældet Lov fastsætter, og den, som i og for sig maa ansees for at være retfærdig og passende; der er tværtimod mange flere Tilfælde af denne Art, hvor den kongelige Benaadning ikke har Praget af Naade, men ligefrem er en Retfærdighedshandling, og nogle af de vedk. Lovbestemmelser ere endog fra den nyere Tid, f. Ex. Frdng. 11te April 1840 § 12 (den mindste Straf for Indbrudstyveri 2 Aars offentligt Arbeide) og § 13 (den mindste Straf for 2den Gang begaaet nok saa ubetydeligt Tyveri 1 Aars Arbeide). Men naar Benaadningsretten maa gjøres gjældende i et saa stort Omfang, for at ikke Statsmagten skal begaae ligefremme Uretfærdighedshandlinger, vænnes Befolkningen let til at ansee Straffelovens Trudsler for tomme Lyd. Hertil kommer endelig, at naar Sagen paa Grund af den høie Straf appelleres lige til Høiesteret, derefter til Justitsministeriet som den 4de Instants, og derfra endelig til Statsraadet som den 5te, bliver Retsplejens iforveien sene Gang end mere langsom og besvarlig, ligesom ogsaa Omkostningerne ved Salairer til 3 Sæt Sagførere, den langvarige Arrest m. v. bestandig voxe. Det vilde allerede af disse Grunde vare meget ønskeligt, om det Udkast til en ny Straffelov, hvorpaa der nu har været arbejdet siden 1850, snart maatte være færdigt til at forelægges Rigsdagen. (Eft. Fdl )

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. januar 1861)

Ved Høiesteret er den 9de ds. Huusmand Lars Ped. Husbond og hans Steddatter Kirst. Marie Larsdatter, Begge af Staun ved Løgstør, for Blodskam dømte til at miste deres Liv. Efter Kirkebogens Udvisende vare de egentlig Fader og Datter, men da de selv bestandigt havde betragtet hinanden som Stedfader og Steddatter, og der var fremkommen temmelig stor Sandsynlighed for Rigtigheden af denne deres Formening, blev det ved alle Instanser antaget, at denne Betragtningsmaade ogsaa burde lægges til Grund for Bedømmelsen af deres Forholds Strafbarhed, hvorfor der i Dommen ikke tilføiedes noget om, at deres Kroppe efter Henrettelsen "skulde kastes paa en Ild for der at opbrændes". Det fremgaaer iøvrigt af Sagen, at denne Forbrydelse allerede er bleven begaaet paa en Tid, da Steddatteren kun var 11-12 Aar gammel og Moderen endnu levede. Dødsdommen hører dog, efter Fdrl., til dem, der efter Høiesterets Indstilling ved kongelig Resolution formildes.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. januar 1861)

Benaadning for Dødsstraf. Ved Høiesterets Dom ar 3die f. M.. der stadfæster Viborg Landsoverrets Dom af 6te August næstforhen, er Arrestantinden Charlotte Engmann eller Ångmann, som tiltaltes for at have forsøgt at ombringe sit Barn, dømt til at have sit Liv forbrudt. - Vi give herrer efter "Departtid." et Uddrag af de nærmere Omstændigheder ved denne Sag: Arrestantinden, der er svensk af Fødsel og tiente hos en Bager i Randers, forlod paa Grund af Svangerskab sin  Tjeneste først i April f. A. og fik Logis hos Skræder Voldum, hvor hun samme Dag, som hun var kommen der, fødte et Barn. Efter hendes Udsagn lader det til, at hun har havt Grund til at antage, at Barnets Fader ikke vilde vedkjende sig Paterniteten, og da hun stod i den Formening, at hun som Fremmed i Kommunen ikke vilde erholde Understøttelse til Barnets Forsørgelse af Fattigvæsnet og ikke selv saae sig istand til af sin Løn at udrede, hvad dertil udfordreres, besluttede hun at aflive Barnet. Dette forsøgte hun ved om Morgenen den 24te April at indgive det en halv Spiseskefuld Poleervand. Barnet blev derefter meget sygt, men ved tilkaldt Lægehjælp redderes dets Liv, og den 29de var vel saa meget bedre, at Lægen kunde erklære, at det ved længere Tids omhyggelig Pleie kunde ventes at ville gjenvinde sit Huld og sine Kræfter. For Voldums Kone, som tilspurgte Arrestantinden, om hun ikke havde givet Barnet Noget ind, benegtede denne dette og gjentog senere denne Benegtelse. Som Grund hertil har hun angivet Frygt for Følgerne af en saadan Tilstaaelse og Haab om, at Barnet vilde overstaae Sygdommen, uden at hun angav Aarsagen dertil; ligeledes har hun forklaret, at hun i allerhøieste Grad fortrød sin Gierning, saasnart hun saae dens Virkninger paa Barnet. Da hun den 26de April bragtes i Forhør, aflagde hun strax en fuldstændig Bekjendelse, som hun senere fastholdt.

Da Tiltalte efter sin egen, ved Sagens øvrige Oplysninger bestyrkede Tilstaaelse, var tilstrækkelig overbeviist om at have efter foregaaende Overlæg forsøgt at ombring sit Barn med Gift, maatte det af Høiesteret billiges, at hun ved den indankede Viborg Landsoverets Dom af 6te August 1860, der stadfæster Randers Kjøbstads Extrarets Dom af 5te Juni næstforhen, i Henhold til frd. 4de Oktober 1833 § 14, 2det Membrum, var dømt til, overeensstemmende med L. 6-6-22, at have sit Liv forbrudt.

Men skjøndt Tiltalte saaledes ikke kunde undgaae at idømmes Livsstraf, formeente dog samtlige i Sagen voterende Assessorer at burde indstille hende til ved Hans Majestæts Naade at eftergives denne Straf, i hvilken Henseende blev anført: 1) at Tiltalte, efter sin Forklaring, er motiveret til Gjerningen derved, at hun ingen Udsigt havde til al kunne forsørge Barnet; 2) at den indgivne Gift, efter Sagens Oplysninger, maa antages ikke at ville have skadelige Følger for Barnets Helbred; og 3) at man ikke tør forkaste Tiltaltes forklaring om, at hun strax efterat have udført Gjerningen har angret denne, hvilket hun i Retten strax tilstod.

Paa disse Grunde indstillede de Voterende, at Tiltalte allernaadigst maatte forskaanes for at lide efter Dommen, imod at hensættes, efter fire Voterendes Indstilling, til Tugthuusarbeide i 8 Aar, og efter de øvrige Voterendes Indstilling til Forbedringshuusarbeide i 6 Aar.

Da Justitsministeriet ligeledes maatte holde for, at der var Anledning til at eftergive den idømte Livsstraf, og med Pluraliteten af Høiestereis Tilforordnede maatte ansee den høieste Grad af Forbedringshuusstraf, nemlig i 6 Aar, som en passende Formildelse, nedlagde Ministeriet i Overeensstemmelse hermed en allerunderdanigst Forestilling, og efterat Sagen derpaa har været foretaget i det Geheime Statsrad, har det behaget Hs. Maj. Kongen ved allehøieste Resolution af 16de Januar sidstleden allernaadigst at eftergive Domfældte den hende tilfundne Livsstraf, imod at hun hensættes til Forbedringshuusarbeide i 6 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. februar 1861).

Hittebarn i Hjørring. (Efterskrift til Politivennen)

"Hjør. Av." meddeler følgende nærmere Omstændigheder om det der i en Vogn fundne Barn og dets Moder: Pigen, som er Moder til det, tjente hos en Værtshusholder der i Byen; men midt i forrige Maaned blev hun bortvist af Tjenesten paa Grund af sit fremrykkede Svangerskab og havde fra den Tid af intet blivende Opholdssted. I den første Tid turde hun vel om Dagen opholde sig hos sin Søster, der er Sypige, men om Natten vilde eller kunde denne ikke beholde hende. Hun gik da omkring paa Gaderne indtil alt blev stille, hvorpaa hun listede sig ind i Madame H.'s Stald paa Østergade. I de Dage hun sad hos Søsteren, syede hun paa Børnetøi. I Løverdags fjorten Dage kjørte hun med en Bonde til sine Forældre i Hørmested; men Faderen var opbragt paa Grund af hendes Frugtsommelighed og nægtede at beholde hende i Huset, hvorfor hun maatte begive sig tilbage til Hjørring. Hun fik nu Ophold hos en gammel Kone, der boer udenfor Byen, men blev efter et Par Dages Forløb ogsaa bortvist herfra paa Grund af Mangel paa Plads. Dette var i Tirsdags. Uden at vide, hvor hun skulde begive sig hen, drev hun igjennem Gaderne og ankom i Mørkningen til Indgangen af Plantagen, og da hun her begyndte at føle Smerter og ikke vidste noget Sted, hvor hun kunde ty hen i sin Nød, gik hun ind i Anlæget og satte sig ned ved et Træ. Her blev hun siddende i flere Timer, indtil hun mellem Kl. 10-11 fødte Barnet. Da hun mærkede, at det havde Liv, tog hun det op til sig, for saa godt hun formaaede at holde det varmt, og samtidig grov hun med Hænderne i Jorden, for at udslette Sporene af, hvad der var foregaaet. Saasnart hun for Udmattelse og Kulde kunde reise sig, forlod hun Plantagen med Barnet, hvilket hun havde indsvøbt i et Stykke Linned og sit Halstørklæde, og begav sig med del til Madame H.'s Stald; men ad Daggry maatte hun atter forlade dette Tilflugtssted. Hele denne Dag tilbragte hun med Barnet i er lille Krat Øst for Hjørring; men da det atter var begyndt at blive mørkt, gik hun ind i Byens Plantage. I de sidste otteogfyrretyve Timer havde hun lidt skrækkelig af Smerte, Kulde og Udmattelse ligesom ogsaa af Mangel paa Føde, og da hun frygtede for, at Barnet, som hun ingen tilstrækkelig Næring havde til, skulde dø for hende, fik hun i sin Fortvivlelse den pludselige Indflydelse at skille sig ved det og overlade det til Andres Forsørgelse ved at henlægge det i en Vogn, som hun saa holde udenfor et Hus lige ved Indgangen til Plantagen, og til den Ende lagde hun ogsaa Barnet, der var indsvøbt i det omforklarede stykke Linned og Tørklæde op i Vognen foran Sædet, til den ene Side, for at Vognens Eier ved Opstigningen skulde blive det vaer og ikke træde paa det. Hun turde ikke oppebie, at det blev fundet, men begav sig umiddelbart derefter til den gamle Kones Bopæl, hvor hun tidligere havde havt Ophold, og her blev hun siddende udenfor til langt hen paa Natten, da hun omsider blev lukket ind og fik Tilladelse til at tilbringe Resten af Natten siddende paa en Stol. Om Morgenen maatte hun igjen forlade dette Opholdssted og drev i nogen Tid omkring i Gaderne og paa Veiene udenfor Byen, indtil hun hen paa Dagen kom tilbage til den gamle Kone, som imidlertid havde været i Byen, og ved sin Hjemkomst fortalte, at et Barn var blevet fundet i en Vogn. Af Frygt for ar blive opdaget turde hun ikke længere blive hos denne Kone, og uden at aabenbare Noget for hende, forlod hun nu atter hendes Hus og gik nu igjen omkring i Gaderne indtil Aften, da hun søgte Ly mod den voldsomme Regn i en Værtshusholder B. tilhørende Stak paa Marken, hvor hun var bleven aldeles gjennemblødt; da hun ikke kunde udholde det længere for Kulde, søgte hun paany Ly i Madame H.'s Stald, hvor hun forblev til Daggry, hvorefter hun atter, drivvaad som hun var, gik omkring, indtil hun omsider samme Dag (1ste Juledag) begav sig tilfods til Rakkebo for at søge Tilflugt hos Kjærestens (en Smedesvend) Forældre. Her blev hun underrettet om, at hun var eftersøgt af Politiet som mistænkt for Barnefødsel i Dølgsmaal, og da hun strax tilstod Alt, fulgte hun med Manden næste Dag til Hjørring, hvor hun blev afgiven til Politiet. Hun forsikrer, al det aldrig har været hendes Agt at føde i Dølgsmaal, ei heller har hun havt til Hensigt at skille Barnet ved Livet ved at henlægge det i den omforklarede Vogn, tvertimod for at redde dets Liv, da hun i sin Fortvivlelse og uden nærmere Eftertanke pludselig greb til dette Middel. Det maa bemærkes, at Barnet, trods dets tynde Beklædning, fandtes aldeles sundt. - Enhver, som gjennem denne Skildring har fulgt den stakkels Moder paa hendes Lidelsers Vandring, vil vist af Hjærtet ynkes over hende og haabe, at den strenge Retfærdighed ved Bedømmelsen af Handlingen tager Hensyn til det Overmaal af Kval, der nødvendig maa have indvirket paa denne Ulykkeliges Sjælstilstand, da hun i Fortvivlelsens yderste Øieblik troede sig forladt af Alle og greb den Udvei, der pludselig viste sig for hende til at blive af med Barnet, ikke ved at volde dets Død, men ved at redde dets Liv.

(Ribe Stifts-Tidende 12. januar 1858)

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord. Af Overretten blev den 24de dennes afsagt følgende Dom i en Justitssag: Under nærværende ved Vallø Stifts Birks Extraret den 4de Decbr. f. A. af Underdommeren med tiltagne Meddomsmænd paadømte Sag, under hvilken Forbedringshuusfange Maren Kirstine Christensdatter eller Christensen tiltales for Barnemord og Arrestantinden Karen Andersdatter, ogsaa kaldet Karen Sophie Andersdatter, for Barnefødsel i Dølgsmaal og derpaa følgende Deelagtighed i at aflive sit nyfødte Barn, er der ved egen Tilstaaelse og Sagens Omstændigheder tilstrækkeligt oplyst, at Karen Andersdatter, der er langt over criminel Lavalder og tidligere er straffet for Løsgængeri, gjentaget Betleri, samt 1ste Gang begaaet Tyveri, har en Nat i Slutningen af Marts Maaned 1851 paa Marken født et Drengebarn, dog uden at hun kan ansees overbeviist at have havt til Hensigt at føde i Dølgsmaal. Nogle Timer efter at have født Barnet, som, efter hvad hun har forklaret, kom levende til Verden, begav hun sig bort med det, som hun havde svøbt ind i sit Forklæde, uden at have nogen Bestemmelse enten for sig eller Barnet, og du hun kom til Landsbyen Lille Soldby mødte hun tilfældigviis Maren Kirstine Christensdatter, hvem hun aabenbarede hvad der var skeet, og hvem hun, efterat denne først havde nægtet at modtage og sørge for Barnet, bevægede til at skille det ved Livet ved Løfte om 10 Rd., af hvilke hun dog strax kun udbetalte nogle Mark. Bemeldte Christensdatter søgte da først at qvæle Barnet, der efter hendes Forklaring hele Tiden bevægede sig og gav Smaalyd fra sig, ved at stikke Haanden ind i Forklædet, hvori Barnet laae; men da det ikke vilde lykkes at tage Barnet af Dage paa denne Maade, tog hun det ud af Forklædet og kastede det ud i Kettinge Aa, som de vare komne hen til, paa et Sted, hvor der var omtrent 1½ Alen Vand. Da Barnet faldt i Vandet, gav det en Lyd fra sig, og efter Sagens samtlige Omstændigheder staaer det ikke til at betvivle, at det Barn, der den 2den April s. A. fandtes ved Bredden af Aaen, for en stor Deel fortæret, formodentlig af Rovfugle, og i en saadan Tilstand, at det ikke ved Obduction knude afgjøres om det var levende født, er det af Karen Andersdatter fødte og paa den ommeldte Maade dræbte Barn.

For dette Forhold vil Maren Christensdatter, der er født i 1831, tidligere flere Gange har været straffet og navnlig ved Bregentved Grevskabs og Gisselfeld Birks Extrarets Dom af 6te August 1852 er for Tyveri, Bedrageri og 4de Gang begaaet Løsgængeri og Betleri dømt til 3 Aars Forbedringshuusarbeide, være at ansee efter Fdg. 4de October 1833 § 10 cfr. § 6, sammenholdt med L. 6-9-1 og Fdg. 24de Sept. 1824, og Karen Andersdatter, der efter det Oplyste og den af det kgl. Sundhedscollegium afgivne Betænkning ikke kan antages at være enten i Almindelighed eller med Hensyn til den begaaede Forbrydelse, psychisk utilregnelig, efter samme §'er i Fdg. af 1833, cfr. 26 og L. 6-6-7.

Underretsdommen, hvorved Christensdatter kun er anseet efter L. 6-6-1 og Fdg. 4 Oct. 1833 § 11 med at miste Livet, vil altsaa forsaavidt være at forandre, hvorimod denne Dom, hvis Bestemmelse med Hensyn til Andersdatter, der er dømt til at miste sin Hals og hendes Hoved at sættes paa Stage, samt med Hensyn til Actionens Omkostninger bifaldes, iøvrigt bliver at stadfæste.

I Salair til Actor og Defensor ved Overretten ville begge de Tiltalte have in solidum at udrede 8 Rd. til Actor og 6 Rd. til Defensor. Forsaavidt Behandlingen i 1ste Instants hører under Rettens Bedømmeise, attesteres, at den har været forsvarlig, hvilket ogsaa gjælder om den befalede Sagførelse ved begge Retter.

Thi kjendes for Ret: Forbedringshuusfange Maren Kirstine Christensdatter eller Christensen bør miste sin Hals og hendes Hoved sættes paa Stage. Iøvrigt bør Underretsdommen ved Magt at stande. I Salair til Actor og Defensor her ved Retten, Cancelliraad Procurator Dahl og Proc. Nyholm, betale bemeldte Christesdatter og Arrestantinden Karen Andersdatter, ogsaa kaldet Karen Sophie Andersdatter, Een for Begge og Begge for Een, til Actor 8 Rd. og til Defensor 6 Rd. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. august 1855. 3. udgave)

Sagen står i Juridisk Ugeskrivt, 1855, bd. 16, s. 823-826. Den 30. april 1857 faldt Højesteretsdommen blev Karen Sophie Andersdatter dømt til at miste sin hals og sit hoved sat på en stage, mens Maren Kirstine Christensdatter dømt til at have sit forbrudt. Efter behandling i Justitsministeriet benådede kongen den 19. juni 1857 begge, mod at hensættes til tugthusarbejde på livstid. Justitsministeriet indstillede til kongen i 1870 at Karen Sophie Andersdatter blev løsladt fra straffeanstalten på Christianshavn, hvilket også skete.

Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Overretten afsagde den 28de Juli d. A. følgende Dom i en Justitssag: Under nærværende i 1ste Instants inden Korsør Kjøbstads Extraret den 15de Juni sidstleden paakjendte Sag tiltales Ane Margretha Andersen eller Andersdatter af Taarnholm for Barnefødsel i Dølgsmaal eller i alt Fald for uforsvarlig imgang med sit Foster. Ved de optagne Forhører er det oplyst, at, efterat nogle af Tjenestepigerne paa Taarnholm den 18de Marts d. A. havde under Dynen i Tiltaltes Seng fundet, indsvøbt i Klude, Liget af et Foster, 6 Tommer langt, i en stærk forraadnet Tilstand, vedgik Tiltalte at have født samme, efter hendes første Opgivende i Slutningen af Januar eller Begyndelsen af Februar d. A., men efter hvad hun senere forklarede omtrent 14 Dage efter sidstafvigte Juul. Med Gensyn til Fødselen har Tiltalte, der er 33 Aar gammel og tidligere 4 Gange har født - sidste Gang en Abort i 5te Maaned - paastaaet, at denne foregik ganske uformærkt, idet Fosteret, da hun en Nat til den ovennævnte Tid var staaet op af Sengen for at lade Vandet, var faldet fra hende uden at give mindste Livstegn, hvorpaa hun havde henlagt det i Sengen hos sig, indtil hun den næste Dag ved at overklippe Navlestrengen var bleven skilt fra det, samt derefter skjult det i Sengen, i den Hensigts naar indtræffende Tøveir tillod det, at grave det ned paa Kirkegaarden. Ligesom hun ingensinde vil have bemærket noget Liv hos Fosteret, saaledes har hun erklæret, først ved en Læges Yttringer, som tilsaae hende under en hende i Slutningen af Decbr. Maaned paakommen Sygelighed, at være bleven opmærksom paa, at hun mulig var frugtsommelig, hvilket hun derefter vll have meddeelt den Karl, fra hvem hendes frugtsommelige Tilstand maatte hidrøre. Efter den af Tiltalte afgivne Forklaring ansaae hun Fosteret for en Abort, født i Svangerskabets 4de Maaned, hvilket stemmer med det under Sagen afgivne Lægeskjøn. Men, naar det saaledes lægges til Grund ved Paadømmelsen, at der kun er Tale om et Foster i en saa tidlig Svangerskabs Periode, at Fosteret ikke kunde have Liv, vil Tiltalte ligesaa lidt kunne drages til Ansvar for at have havt til Hensigt at føde i Dølgsmaal - hvad der forøvrigt heller ikke efter de oplyste Omstændigheder er Grund til at antage - som for at have udviist uforsvarlig Omgang med sit Foster.

Idet Overretten saaledes maa tillægge Tiltalte Frifindelse, til den indankede Dom, som har idømt hende en arbitrair Straf af 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for uforsvarlig Omgang med sit Foster, være at forandre, medens dens Bestemmelse i Henseende til Actionens Omkostninger, som det er paalagt Tiltalte at udrede, samt Underretssagførerens Salair blive at stadfæste. 

I Salair til Actor og Defensor ved Overretten betaler Tiltalte 5 Rd. til hver.

Behandlingen i 1ste Instants saavelsom den befalede Sagførelse ved begge Retter har været lovlig.

Thi kjendes for Ret: 

Tiltalte Ane Margretha Andersen eller Andersdatter af Taarnholm bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være. I Henseende til Actionens Omkostninger bør Underrettens Dom ved Magt at stande. I Salair til Actor og Defensor ved Overretten, Procuratorerne Kammerraad Nyegaard og Schack betaler Tiltalte 5 Rd. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. juli 1855. 2. udgave).

Tiltale for Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

En Tjenestepige, der var 18 Aar gl. og hjemmehørende i Sverrig, hvorfra hun ankom hertil i forrige Aars Foraar, actioneredes under en af Criminalretten ben 20de Septbr. paadømt Justitssag for Barnefødsel i Dølgsmaal. Den Forklaring, som hun under Sagen har afgivet herom, gik iblandt andet ud paa, at hun, som med sin Madmoders Tilladelse den 26de Jan. d. A. var gaaet tilsengs paa sit Værelse i Qvistetagen, da hun følte Ildebefindende, uden at hun dog troede, at Fødselen var nær forestaaende, dersteds kort efter fødte uden Nogens Hjelp og uden at Nogen bemærkede det. Hun holdt derpaa Barnet noget i sine Hænder, uden at kunne mærke Livstegn hos det, hvorfor hun antog at det var dødt og undlod at anstille noget Oplivelsesforsøg, men lagde det fra sig, tildækket med et Skjørt. Da hendes Madmoder strax efter kom ind i Værelset og spurgte om hendes Befindende, erklærede hun, at hun nok troede sig istand til at forrette sin Gjerning den paafølgende Dag, og efterat denne var gaaet bort, stod hun flere Gange op af Sengen og følte til Barnet, men fandt intet livstegn hos det. Den følgende Dags Morgen, omtrent Klokken 7, kastede hun Barnet ned i en ved Enden af Huset værende Gjødnings-Kasse , i hvilken det ved en den 15de Juni sidstleden iværksat Udrensning fandtes næsten opløst af Forraadnelse. Næst vedholdende at benægte, at det har været hendes Hensigt at føde i Dølgsmaal, har hun forklaret, at forskjellige, under Dagen nærmere omhandlede Omstændigheder vakte i Begyndelsen af Septbr. Maaned f. A. den Tanke hos hende, at hun mulig var frugtsommelig, men hun holdt sig aldrig forvisset om at hun var det, og haabede altid, at det ikke var Tilfældet. Dette har hun angivet som Grund til at hun ikke talte til Nogen om sin Tilstand eller forskaffede sig Børnetøi, eller gjorde nogen Forberedelse til den muligt indtrædende Fødsel, idet hun dog derhos har indrømmet, at hun i den sidste Tid for hendes Nedkomst ikke nærede synderlig Tvivl at den forestod, og da hun vidste, at 9 Maaneder er den almindelige Svangerskabstid, havde hun tænkt sig, at hun, saafremt hun var frugtsommelig , vilde komme til at føde i Slutningen af Januar eller Februar Maaned. I Forbindelse hermed har hun vedgaaet, at hun havde paatænkt at tale med sin Madmoder herom, men undlod det, fordi hun søgte at skjule sin Tilstand saa længe som muligt, navnlig da hun indsaae, at hun maatte forlade sin Condition, uden at hun havde Slægtninge eller Bekjendte, til hvem hun kunde tage sin Tilflugt, hvorfor hun havde paatænkt, naar Tiden kom, da hun skulde føde, at tage lige fra sin Condition til Fødselsstiftelsen. Da hun gik tilsengs den 20de Januar, antog hun, som ovenmeldt, at Fødselen endnu ikke var forhaanden. Efter de oplyste Omstændigheder skjønnedes der ikke at være tilstrækkelig Føie til at antage, at Tiltalte havde havt til Hensigt at føde i Dølgsmaal, men derimod antog Retten, at hun, der forøvrigt havde forklaret, at hun ikke vilde have undladt at sørge for Barnet, hvis hun havde havt Formodning om, at der var Liv i det, havde gjort sig skyldig i et strafbart Forhold derved, at hun ikke havde foretaget sig noget, for at tilvejebringe Vished om hvorvidt Barnet virkelig var dødt, og for ikke at have anvendt Midler, ved hvilke det muligen kunde være bleven frelst. Straffen for hende, om hvem det ikke var oplyst, at hun førhen havde været tiltalt eller straffet, fandtes efter Lovgivningens Analogi paa hende at kunne bestemmes til 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, hvorhos hun tilpligtedes at udrede Actionens Omkostninger, heriblandt Salair til Actor og Defensor, 5 Rbd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. september 1853. 2. udgave).

Fødsel i Dølgsmaal i Silkeborg. (Efterskrift til Politivennen)

Skanderborg, d. 28de Sept, (Aarh. A.) Ved Estafette fra Silkeborg blev i Løverdags anmeldt, at en ung Pige, der som Huusjomfu tjente en Kjøbmand paa Silkeborg, efterat have født sit barn i Dølgsmaal, har nedgravet det i Kjøbmandens Have, hvor det er fundet og opgravet. De nærmere Omstændigheder skulle være følgende: Da Fruentimmeret i Fredags Middag befandt sig ilde, gik hun ind i sit Værelse, uden at ane sin nære Nedkomst; men en Time derefter fødte hun Barnet uden Andres Hjælp. Da hun ikke bemærkede Liv i Barnet, lagde hun det i Sengen, i hvilken hun ogsaa selv lagde sig til Hvile. Uden at være røbet af Husets Folk eller at forlange deres Bistand, blev hun her liggende indtil henved Midnat, da den Idee at begrave Barnet i Haven pludseligt opstod hos hende. Hun lagde Barnet i et Stykke Linned og gravede et Hul, hvori hun nedlagde det og tildækkede det med Jord. Da man næste Dags Morgen fattede Mistanke om det Passerede, blev Sagen anmeldt for Politiassistenten eller, som han paa Silkeborg kaldes, Politi-Inspecteuren, for hvem hun først denegtede Alt. indtil man fandt Barnet og hvorefter hun forklarede som ovenanført. Idag optages Forhør paa Stedet af Herredsfogden, hvorved tillige Stiftsphysicus og Distriktslægen ere tilstede med Hensyn til Obductionen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. oktober 1852, 2. udgave).

Sigtet for Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Sigtet for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit nyfødte Barn, eller i alt Fald for ved uforsvarlig Behandling af have bevirket dettes Død, afgav Arrestantinden Margrethe Elise Jensdatter under en af Criminal- og Politiretten den 17de dennes paakjendt Justitssag følgende Forklaring. Da hun - der i Mai Maaned f. A. mærkede, at hun var frugtsommelig, hvorom hun vil have underrettet den af hende opgivne Barnefader, der forøvrigt har benegtet saavel dette som at have havt legemlig Omgang med hende - den 22de Decbr. f. A. om Aftenen gik tilsengs, befandt hun sig fuldkommen vel, men om Morgenen Kl. omtr. 4 følte hun heftige Smerter. Hun antog strax, at de indtraadte Smerter vare Fødselssmerter og forsøgte at klæde sig paa for at kalde paa Bødkermester Sørensens Hustru - i hvis Tjeneste hun var og som laae i et Værelse ved Siden af Arrestantindens og flere Gange havde paalagt denne at kalde saasnart hun fik ondt, for at hun strax kunde blive kjørt ude paa Fødselsstiftelsen - men efter at hun havde faaet en Kjole paa og var kommen op paa Gulvet, tiltoge Smerterne saa stærkt, at hun saae sig nødsaget til igjen at lægge sig i Sengen, hvor hun kortester fornam, at Barnet kom frem, hvorved Smerterne tildeels standsede. Arrestantinden har fremdeles udsagt, at hun strax følte Bevægelse hos Barnet , men at den snart ophørte, og at Barnet begyndte at blive koldt, hvisaarsag hun tildækkede det saa godt hun kunde, og da Barnet desuagtet blev koldere, søgte hun for det Tilfælde, at det endnu skulde have Liv, at holde det saa varmt som muligt og løftede dets Hoved op over sine Been. Hun følte sig imidlertid meget svag og formaaede ikke at staae op for at tilkalde Hjælp, og da hun eiheller saae sig istand til at kalde saa høit, at hun kunde høres, forblev hun liggende indtil Sørensens Hustru kom ind til hende omtrent Kl. 6. Der hentedes da en Gjordemoder, hvis Forklaring gaaer ud paa, at hun ved sin Ankomst omtrent Kl. 7 fandt Arrestantinden liggende paaklædt paa Sengen, og at Barnet, som endnu ikke var skilt fra Moderen, var dødt og aldeles koldt. Ved Obductionsforretningen er det fundet, at Barnet har været fuldbaaret og at det har begyndt et selvstændigt Liv, men at Aandedrættet kun er kommet høist ufuldstændigt i Gang og maa have været overmaade kort. Angaaende Aarsagen til at Aandedrættet ikke er kommet fuldstændigen i Gang og saa snart er ophørt, have Obducenterne bemærket, at der i Liget ikke forefandtes Tegn til nogen tilstedeværende Sygdom, som det kunde tilskrives, og at Mangel paa Svulst af Barnets Hoved og de ubetydelige Sugillationer under Hovedhuden røber en saa let Fødsel, at man ikke i denne kan søge Aarsagen til Barnets Død, men at der fandtes nogle Symptomet, som pleie at ledsage Suffocation. Idet Obducenterne derhos paa den ene Side have bemærket, at der ikke fandtes nogetsomhelst Spor af anvendt Vold og paa den anden, at Qvælning, som Erfaring viser, kan finde Sted ved udvortes Vold uden at efterlade sig Spor paa Liget, have de erklæret, at de ikke tør yttre nogen afgjørende Formening om Aarsagen til Barnets Død i nærværende Tilfælde, og det kongl. Sundhedscollegium har erklæret sig enigt med Obducenterne i de af dem uddragne Conclusioner. Forsaavidt nu først betræffer den Deel af Actionen, som gik ud paa, at Arrestantinden har født i Dølgsmaal og ombragt sit nyfødte Barn, da var der ikke mod hendes Benegtelse tilveiebragt Beviis mod hende, i hvilken Henseende hvad specielt den hende paasigtede Barnefødsel i Dølgsmaal bemærkes, deels at Sørensens Hustru har afgivet en Forklaring, hvorefter det forholder sig rigtigt, at Arrestantinden ikke for hende har lagt Skjul paa at hun var frugtsommelig, i hvilken Anledning Førstnævnte gav hende det ovenfor omtalte Paalæg, deels at der ikke var tilstrækkelig Føie til at forkaste hendes Anbringende om at hun ved de tiltagende Smerter hindredes i at søge Hjælp, og med Hensyn til Sigtelsen for at have ombragt sit Barn, releveres, at der ifølge Obducenternes, af det kongl. Sundhedscollegium tiltraadte Erklæring, ikke haves nogen Vished om Aarsagen til Barnets Død. Eiheller skjønnedes det, naar hensees til den af Arrestantinden afgivne Forklaring om den Tilstand, hvori hun befandt sig efter at Fødselen var foregaaet, at kunne ansees ophøiet over al Tvivl, at hun har gjort sig skyldigt i noget saadant tilregneligt Forhold, der kunde paadrage hende Strafansvar fra det Synspunct der laa til Grund for den Deel af Actionen, hvorunder hun sigtedes for ved uforsvarlig Behandling at have bevirket Barnets Død. Som Følge af det Ovenanførte blev Arrestantinden, der er 24 Aar gammel, frifunden, dog paa Grund af de Omstændigheder, der med Hensyn til det sidst omhandlede Punct talede imod hende, ikkun for Actors videre Tiltale, hvorhos hun tilpligtedes at udrede alle af Sagen flydende Omkostninger, og deriblandt Salair til Actor, Prokurator Waag, 5 Rbd. og til Defensor, nu afdøde Prokurator, Justitsraad Weidemanns Bo, et Iige Beløb.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. juni 1851, 2. udgave)

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødsel i Dølgsmaal. De nærmere Omstændigheder ved en den 1ste dennes af Criminal- og Politiretten paakiendt Justitssag, under hvilken et 29-aarigt Fruentimmer, der, efter at have conditioneret, senere ernæret sig ved Syning, af H. var antaget til at forrette nogen Huusgierning - tiltaltes for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit nyfødte Barn, eller i alt Fald for ved uforsvarlig Behandling at have bevirket dettes Død, ere i det Væsentlige Følgende: Tiltalte, der i forrige Vinter ved Juletider mærkede at hun var frugtsommelig, henvendte sig i den Anledning til Jordemoder W, med hvem hun, der tidligere havde født to uægte Børn, hvoraf det ene lever og opholder sig hos hende, havde stiftet Bekendtskab, og blev det da aftalt mellem dem, at W. skulde, naar Fødselen indtraf, hvilket antoges at ville skee i Slutningen af August Maaaed sidstl., være hende behiælpelig ved samme, eller i alt Fald følge hende ud paa Fødselsstiftelsen. Da Tiltalte senere, som ommeldt, kom i Huset hos H., betroede hun sin Tilstand til en ligeledes der boende Kone, L., hvorimod hun søgte at holde den skjult for Andre, navnlig for H., idet hun antog at denne Sidste vilde være tagen paa Landet forinden, Fødselen indtraf, og at hun da vilde kunne føde i al Stilhed. Den 24de Juli følte Tiltalte sig imidlertid ilde, og da hun antog, at Fødselen muligen kunde være fremskyndet ved et Arbeide, hun havde foretaget samme Dag, henvendte hun sig om Aftenen paa Jordemoder W.'s Bopæl, men uden at træffe denne, hvorpaa hun gik hiem og forblev alene i sit Værelse, efter at Konen L. - der, efter hendes Anmodning, under hendes Fraværelse havde indkøbt hvad der, for det Tilfælde at hun kom til at gjøre Barsel om Natten, behøvedes, men hvis Tilbud om enten at hente en anden Jordemoder, eller at blive hos hende, hun dog ikke modtog, havde forladt hende for at gaae op i sit Kammer, med Yttring, at hun efter nogen Tids Forløb i vilde sti til Tiltalte. Omtrent en Time efter bleve Smerterne heftigere, og da hun lagde sig ned paa Knæ for at udtage noget Børnetøi af en Commodeskuffe, besvimede hun, og fandt, da hun igjen kom til sin Bevidsthed, Barnet liggende ligefor hendes Fødder, hvorved hun først kom til Kundskab om at hun havde født. Hun tog da Barnet op, uden at spore noget Livstegn hos det, men forøvrigt uden at vide med Vished om det var dødt eller ikke, medens hun, paa Grund af at hun troede dunkelt at kunne erindre at have hørt det give et eller nogle smaa Qvæk , antog, at det havde levet ved Fødselen, og efter at have tørret det af, samt indsvøbt det i et Skiørt, lagde det paa en Stol ved Siden af Sengen, men uden at tage det med i denne, da hun selv lagde sig den, hvorfor hun har angivet som Grund, at hendes ældre Barn allerede laae i Sengen, ligesom hun ogsaa har paaberaabt sig, at han, som hun har udtrykt sig, ikke havde Sands derfor. Hun har derhos indrømmet, at H., der imidlertid var kommen hiem  kort efter fødselen to Gange indfandt sig ved hendes Kammer og den sidste Gang tog et i samme staaende Lys, samt at hun begge Gange vexlede nogle Ord med ham men uden at giøre ham bekendt med sin Tilstand eller anmode ham om at skaffe hende Hjælp, angiveligt føde hun frygtede hans Vrede, og derhos antog, at Konen L. snart vilde komme igjen. Da denne efter længere Tids Forløb indfandt sig og erfarede, at Tiltalte havde født, ilede hun til Jordemoder W., og, da denne ved en Forretning var forhindret sta at følge med, til en anden Jordemoder, som ved sin Ankomst forfandt Barnet, som anført, liggende paa Stolen, kun ufuldkomment tildækket og forøvrigt i en saadan Tilstand, at hun maatte ansee der for unyttigt at tilkalde nogen Læge, da der efter hendes Formening ingen Tvivl kunde være om, at det var dødt. Ved den over Liget afholdte Obductionsforrelning, hvilken ikke udviste udvortes Beskadigelser, medens derimod Lungerne, skjøndt forøvrigt i normal Tilstand, befandtes næsten overalt besatte med smaae Blodudtrædninger, ere Obducenterne komne til det Resultat, at Barnet har været fuldbaaret, eller i det mindste nær derved, at det har begyndt at aande og saaledes at føre et selvstændigt Liv efter Fødselen, men at Aandedrættet imidlertid ikke er kommet fuldstændigt i Gang og kun kan have været meget kort, og at derved, i Forbindelse med de anførte Blodudtrædninger, unægtelig vækkes Mistanke om en ved Vold frembragt Standsning af Blodets Kredsløb i Brystorganerne eller Suffocation. Imidlertid har Stadsphysicus, Professor Hoppe, i sin om Sagen senere afgivne Erklæring yttret, at det - forudsat at Tiltaltes Forklaring om den Maade, hvorpaa Fødselen er foregaaet, var sand - formeentlig ikke var utænkeligt, at Barnet kunde være blevet qvalt ved at blive liggende mellem Moderens Been, under de Klæder, hun dengang var iført, og som maae formodes ved denne Leilighed at være blevne vaade, samt at Muligheden af, at Tiltalte under selve Fødselen paa den af hende opgivne Maade er besvimet, ingenlunde kan negtes, om Tilfældet end hører de sieldne, og denne Erklæring, saavelsom de af Obducenterne af Obductionsfundet uddragne Conclusioner, ere tiltraadte af det kgl. Sundhedscollegium. Ligesom der, efter det saaledes Anførte, ikke kunde blive Spørgsmaal om at ansee Tiltalte som skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal - hvorved endnu bemærkes, at hun, efter hvad der er oplyst, havde truffet Foranstaltninger til at blive forsynet med det Børnetøi, hun manglede - saaledes fandtes der heller ikke oplyst Noget, som berettigede til at antage, at hun forsætlig skulde have skilt sit Barn ved Livet; men derimod fandt Retten, at hun havde udviist et Forhold, som maatte paadrage hende Strafansvar, derved at hun, efter at have gjenvundet sin Bevidsthed, ikke havde foretaget noget Skridt for at faae anvendt Midler til at frelse Barnet, i hvilken Henseende bemærkes, at hun, ifølge hendes egen Forklaring, havde Tvivl om Barnet var dødt eller ikke, og navnlig endnu havde den, da H. som ovenmeldt, kom tilstede. Den Straf, som Tiltalte, der ikke førhen havde været straffet, herfor havde forskyldt, fandt Retten at kunne fastsættes til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, hvorimod hun tilpligtedes at tilsvare samtlige af Actionen flydende Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. marts 1851, 2. udgave).

Uforsvarlig Omgang med en Børnefødsel. (Efterskrift til Politivennen)

Domme afsagte i Criminal- og Politiretten Tirsdagen den 1ste Februar. 

Justitssag. (Uforsvarlig Omgang med en Børnefødsel.) Procurator Baastrup Actor, contra Arrestantinden Johanne Marie Jachariasen (Procurator Beyer Defensor). Af Sagens Acter og Dommen udhæve vi: Efterat en i Fiolstræde boende Brændeviinsbrænder den 16de September f. A. om Formiddagen havde anmeldt for Politiet, at der uden Tvivl var foregaaet en Barnefødsel paa et Locum i hans Gaard blev der anstillet Undersøgelse, hvorved Liget af et nyfødt Drengebarn fandtes i Locumskassen sammesteds. Da Mistanken for at have født dette Barn mest faldt paa Arrestantinden, der tjente hos Brændeviinsbrænderen, blev hun i den Anledning underkastet Forhør, og herunder erklærede hun da strax til den af vedkommende Politiassistent optagne Raport, at saafremt nogen Fødsel var foregaaet paa det nævnte Locum, maatte det være hende, der havde født, hvorhos hun yderligere forklarede, at hun lige til den sidste Tid havde været i Uvished om, hvorvidt hun var frugtsommelig, hvorimod hun havde tænkt paa saafremt det skulde vise sig, at hun virkelig var der, da at komme i et Logis, indtil hun skulde føde, i hvilken Henseende hun dog ikke havde foretaget noget Skridt, da hun, som stedse havde hørt, at Fødselen først foregik efter et Svangerskab af 10 Maaneder, antog, at hun i alt Fald havde en Maanedstid tilbage. Ligesaalidt havde hun anskaffet Børnetøi, idet hun havde tænkt at ville faa Tid nok hertil, naar hun først var kommet i Logis. Natten mellem den 15de og 16de September var hun vaagnet op og havde følt heftige Smerter i Maven, hvorefter hun, der endnu ikke anede, at hun skulde føde, var gaaet ned paa Locumet, hvor hun havde tilbragt en halv Times Tid, og medens hun sidder, havde hun pludselig født et Barn, som var faldet ned i Locumet. Lige til det Øieblik, da hun fødte, havde hun været uvidende om, hvad der var paa Færde, og skjøndt hun vel i selve Fødselsøieblikket begreb Sammenhængen, havde hun dog ikke haft Besindelse nok til at gribe Barnet, idet hun desuden havde tænkt, at det var dødt, da det ikke gav nogen Lyd fra sig. Hun var derefter bleven siddende i nogle Minutter, hvorpaa hun havde begivet sig til Sengs, idet hun havde bestemt at lade Barnet ligge til op ad Dagen, da hun vilde see at faae Nogen til at tage det op, for ar det kunde blive begravet. Denne Forklaring blev af Arrestantinden, der strax var bleven udlagt paa Almindeligt Hospital, ratihaberet i det paafølgende ved Retten optagne Forhør, dog saaledes, at hun nu erklærede, at hun vel ved den omhandlede Leilighed havde antaget, at en Fødsel var foregaaet, men hun havde dog ikke været fuldkommen vis derpaa, da hun altid havde troet, at en saadan ikke kunde overstaaes saa let, hvorhos hun, idet hun benegtede at have tænkt paa at føde hemmeligt, tilføiede, at den Omstændighed, at hun lige indtil det Sidste havde følt sig saa særdeles vel og været istand til at udføre enhver hende paahvilende Gjerning (hun havde nemlig været brugt til at malke Brændeviinsbrænderens Køer og bære Mælk ud i Byen, hvilket hun ogsaa havde gjort livligt om Morgenen efter Fødselen, da hun havde baaret 40 Potter Melk hen til en Bager i Skindergade og 12 Potter til en anden paa Nørregade) havde gjort hende uvis om, hvorvidt hun virkelig var frugtsommelig, samt at hun, der havde modtaget en Indbydelse til den 19de Septbr. at besøge sin i Holte boende Stedmoder, havde besluttet at tale om sin Tilstand til denne, hvis Raad hun da vilde have fulgt. I de senere Forhører forklarede hun yderligere, at først da hendes Huusbonde om Formiddagen efter Fødselen havde spurgt hende, hvorledes det var fat med hende, og yttrede, at man sagde, at hun havde født et Barn om Natten, var hun kommet til nogen Vished herom, hvorimod hun tidligere ikke havde vidst eller tilfulde indseet dette, skjøndt hun vel i Fødselens Øieblik havde antaget saadant for rimeligt, ligesom hun ogsaa først efterat disse Yttringer vare faldne, havde tænkt paa at faae Barnet optaget og begravet, hvori hun imidlertid ved Politiets Ankomst var bleven forhindret. Tillige erklærede hun nu, at hun ikke med sin Forklaring til Rapporten havde forbundet nogen anden Mening end den der laae i hendes for Retten afgivne Forklaringer. En af Overmedicus ved almindelig Hospital meddeelt og af det kongelige Sundhedscollegium tiltraadt Erklæring gik ud paa, at Arrestantinden havde født nogle Timer, førend hendes Indlæggelse i Hospitalet, og den af Stadsphysicus i Forening med en Amtschirurg over det paagjældende Liig afholdte Obductions-Forretning, i hvis Conclusioner Sundhedscollegiet ligeledes var enigt, ledte til det Resultat, at Barnet havde været fuldbaaret og aandet efter Fødselen, samt at den sandsynlige Aarsag til dets Død I havde været Suffocation. Skjøndt nu Arrestantinden vel ikke kunde ansees overbeviist om at have gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal, idet de fremkomne Omstændigheder gjorde det antageligt, at hun, der som anført benægtede at have havt til Hensigt at føde hemmeligt, var bleven overrasket af Fødselen, saa maatte dog antages at have udviist et strafbart Forhold derved, at hun ikke, uagtet den hos hende strax efter Fødselen opstaaede Formodning om at have født, havde draget Omsorg for, at Foranstaltninger bleve føiede, ved hvilke Barnet, saafremt hendes Formodning maatte stadfæste sig, kunde blive frelst. For dette Forhold ansaaes Arrestantinden, der var 23 Aar gl. og ei førhen straffet, med en arbitrair Straf af 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Actor og Defensor tillagdes hver 8 Rbd. i Salair.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1848, 2. udgave)

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødsel i Dølgsmaal. Dom, afsagt i Criminal- og Politiretten. Et Fruentimmer, der tidligere havde avlet 4 uægte Børn, havde en Nat i Juni Maaned Kl. 2, medens hun var indlagt som Patientinde paa almindeligt Hospital for et Saar paa det ene Skinnebeen, født et Pigebarn, som hun uden at aabenbare det Passerede for Nogen havde ladet blive liggende under sit Sengetæppe, idet hun kun for at stille det ved Efterbyrden selv havde vendt det, saaledes at det, der laae med Næsen paa Sengemadratsen, nu kom til at ligge paa Ryggen, hvorpaa hun efter en halv Times Forløb ligeledes selv havde overskaaret Navlestrengen med en Sax, som hun havde i sin ved Sengen staaende Syæske, og da hun derefter fandt Barnet dødt, havde hun indsvøbt det i et Lærreds Tørklæde og lagt det paa Sengemadratsen under Hovedpuden. Da hun derpaa Dagen efter blev flyttet over i en anden Seng, havde hun taget Liget med og efter endnu at have svøbt en gammel Nattrøie udenom Tørklædet, havde hun gjemt det paa samme Maade. Saaledes havde hun havt Liget forvaret i 7 Dage, men da det nu var høi Grad forraadnet, havde hun lagt det i en Papkasse og efterat have faaet Tilladelse til at gaae ud af Hospitalet, baaret det ud i Esplanaden ved Østerport, hvor hun tog det ud af Æsken, aftog Nattrøien og en Blee, der vare viklede udenom og henlaae det, alene indbundet i et Tørklæde ved et Træ, i hvilken Tilstand det 2de Dage senere fandtes. Den optagne Obductionsforretning gav til Resultat at Barnet havde været fuldbaaret, men at Aandedrættet i al Fald kun kan have været meget ufuldstændigt og snart maa være ophørt. Det paagjældende Fruentimmer, der aktioneredes for Barnefødsel i Dølgsmaal eller i alt Fald for uforsvarlig Omgang ved Fødselen af det af hende avlede Barn og under Sagens Drist var bleven arresteret, ansaaes ved den idag i Criminal- og Politiretten afsagte Dom med en arbitrair Straf af 2 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. november 1847)

Om Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Om Fødsel i Dølgsmaal hedder det i "Loll.-Falst. Av." af 27de ds.: Efterat Politiet var kommet til Kundskab om, at et Fruentimmer i Idestrup Sogn mistænktes for at have født i Dølgsmaal, og hun paa engang var bleven saa syg, at der tvivledes om hendes Liv, blev den fornødne Undersøgelse anstillet, og et Barn, nedlagt i en Kasse, fundet i en Have i Tjæreby, hvor det var nedgravet. En Konge i bemeldte By blev arresteret, og under en af Fuldmægtig Wilcken hos den Syge optagen Rapport tilstod denne, at have født Barnet, og ved Hjælp af den Arresterede skjult det i Haven. Hun tilstod tillige, at bemeldte Kone havde været hende behjælpelig med at fordrive Fosteret, idet hun havde tillavet hende en Drik, som hun i dette Øiemed havde nydt og som havde fremskyndet hendes for tidlige Nedkomst, da Barnet var dødfødt. Der anstilledes nu yderligere Undersøgelse, og den Arresterede har tilstaaet, at have tillavet bemeldte Middel, som hun vidste var probat, da hun selv ved det har fordrevet 6 Fostere, som hun har følt sig svanger med, og som alle have været avlede i en Tid af 10 Aar med hendes egen Stedfader.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. august 1846, 2. udgave).

To Sider af en Distriktslæges Liv (Efterskrift til Politivennen)

Mens Politivennen beskæftigede sig med livet i København, skete der en masse ude på landet. Artikler fra Kjøbenhavnsposten giver to sider af en distriktslæges liv som samtidig fortæller glimt af hverdagslivet på landet. 

Den ene foregår på Rømø hvor der blev klaget over ham. Det var ellers mest strandinger og havsnød som var emnet for datidens artikler om øen. Den anden er fra hans senere virke i Nordjylland hvor han var involveret i en sag om en kvinde som havde aborteret. 

Det drejer sig om distriktslæge Hans Melchior Bartholin Gad (f. 29. jan. 1808, d. 1. juli 1893). Hans forældre var Hejno Gad og Christiane Hoffmann, og han blev født i Bindslev Præstegård ved Hjørring. I 1826 tog han farmaceutisk eksamen og i 1832 kirurgisk eksamen. Han praktiserede i Frederikshavn 1833—39. Her blev han også gift 27. sept. 1833 med Caroline Margrethe Boétius (1802-1867). De fik 3 børn. Gad praktiserede i Helsingør 1839—40, og som eskadronskirurg i Næstved i 1 år. Så var det han blev distriktslæge på Rømø den 12. maj 1841. 

Efter denne historie flyttede han til Aalborg Stifts sønderfjordske lægedistrikt fra 28. Juli 1847 med bolig i Gudumlund, senere i Terndrup. Her praktiserede han i årtier, indtil han blev ridder af dannebrog den 23. April 1881, og få måneder efter afskediget "I Naade" i Aalborg 1. Juli 1893. 

Rømø-boerne fik den tidligere distriktskirurg tilbage. Peter Michelsen Jochimsen (1807-1879) - havde været distriktskirurg på Rømø 1836-1840. Han blev nu først som konstitueret distriktskirurg 1847-58, senere fast udnævnt til distriktslæge 1858-1879. Så ham må de have været tilfredse med.

Gads ansættelse på Rømø blev annonceret, og på både tysk og dansk:

Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis, 26. oktober 1839:

Bekjendtgjørelser
At jeg har nedsat mig som practiserende Læge og Fødselshjælper i Hillerød, det tillader jeg mig herved at bekjendtgjøre for Byens og Omegnens ærede Beboere
Hillerød d. 23de Octbr 1839. H. M. B. Gad
Cand. Chirurgiæ
boende i Slotsgaden Nr. 23
hos Bager Ments.

Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 20. maj 1841:

Udnævnelser
Under 8 Mai er Cand. chir. & pharm. H. M. B. Gad beskikket til Districtschirurg paa Romø

Schleswig-Holsteinische Anzeigen, 31. maj 1841:

Unterm 12ten d. J. haben  Se. Majestät der König den Candidaten der Chirurgie und Pharmacie, Hans Melchior Bartholin Gad, zum Districtschirurgen auf Romø allergnädigst zu ernennen ... 

Syv år efter lander følgende klage fra Rømø-boerne på Kjøbenhavnspostens bord:

Kjøbenhavnsposten, 17. juni 1846:

Opfordring til det kgl. Sundhedscollegium fra nogle 

Romøboere 

På Rømø har ligesom på de andre øer i Vesterhavet til alle tider hersket indbyrdes orden, fred og fordragelighed iblandt indbyggerne. De har selv vidst at opretholde en sådan tilstand uden dertil at behøve hårde tvangsmidler eller fremmed opsyn; de have altid sat en ære i at gælde i deres fædrelands og den øvrige civiliserede verdens øjne for et sædeligt og oplyst folk, og deres bestræbelser efter at fortjene et sådant navn har hidtil været så heldige, at vist ingen grundet klage over deres forhold og opførsel i nogen henseende nogensinde er fremkommet fra dem, der har haft lejlighed til at blive nøjere bekendt med dem og med tilstanden i deres afsides hjem. 

Vi sige grundet klage, for i nyere tid har en på vor fædreneø ansat embedsmand ikke undset sig ved at fremkomme med en lige så løs og ugrundet som nedsættende og krænkende beskyldning om den iblandt os herskende sædelige tilstand. Det er hr. distriktslæge Gad, der har påtaget sig at angive og skildre os som et til drukkenskab henfaldet folk i en beretning til det kgl. Sundhedskollegium, som denne autoritet, mildest talt, har været ubetænksom nok til at lade aftrykke som et utvivlsomt aktstykke i dets i fjor udgivne forhandlinger. Vi kunne vel for vort gode navns og rygtes skyld have ventet at der før en enkelts mands beskæmmende anklage mod os på sådan måde blev offentliggjort, anstilledes nøje undersøgelse om hvorvidt den virkelig var grundet på sandhed og i hvad forhold de deri fremsatte angivelser og anklageren selv stod til de stedfindende omstændigheder. Men intet af dette er sket; man har antaget den enkelte mands udsagn for tilstrækkeligt, formodenligt fordi han var embedsmand. Og derpå støttet en offentlig anklage imod os, der siden er gået over i flere af landets tidender. 

En sådan nedsættelse kan ikke være os ligegyldig, skønt vi ikke behøver at frygte for nogen indflydelse deraf bos dem der kender Romø og Romøboerne. Vi er som øboerne i Vesterhavet sømand med liv og sjæl. Men uden selv at besidde skibe må vi søge vor erhverv som skibsførere, styrmænd og matroser hos fremmede redere, og efter at vi og vore forfædre i så mange levealdre har bevaret et uplettet navn både som ædruelige og pålidelige søfolk, vil ikke en ubevist og ubeviselig sigtelse kunne stække den tillid vi i så henseende hidtil har kunnet glæde os ved såvel i Danmark som i udlandet. Skibsrederne er ikke folk der går efter løse rygter. Vi kunne derfor vel uden egentlig skade have ladet hr. Gads beskyldning hengå uænset, ligesom de af vore landsmænd der tidligere har fået kundskab om den, vel ikke har anset det for umagen værd at tage til genmæle derimod. Men da vi undertegnede nu dog er blevet gjort opmærksomme derpå, skal vi ikke undlade herved at protestere derimod, idet vi tillige opfordre det kgl. Sundhedskollegium til, hvis det ikke vil tro os lige så godt som hr. Gad, at lade forholdene nøjere undersøge ved upartiske mænd, og når resultatet bliver som vi tør vente, give os oprejsning ved at berigtige eller tilbagekalde det fornærmelige i den omhandlede beretning. Vi kunne så meget mere ønske en sådan undersøgelse, som det derved tillige vil kunne opklares i hvilket forhold hr. distriktslæge Gad efter et flerårigt ophold på Romø har vidst at sætte sig til den største del af øens Beboere, og at dette ingenlunde er således som vi ønske det, eller således at det kunne give ham adkomst til at optræde enten som vort mønster eller som den selvbeskikkede dommer over vor moralske og intellektuelle tilstand, hvis kendelse uden videre skulle stå til Troende. 

Hvad nu selve hr. Gads beretning angår således som den er offentliggjort af det kgl. Sundhedskolleglum, da er de deri indeholdte talangivelser - skønt vi meget betvivler deres rigtighed - ingenlunde således at deraf skulle kunne udledes det resultat, hvortil hr. Gad kommer, idet han taler om "umådeligt og frygteligt misbrug af brændevin" og deraf udgående "sløvhed i de åndelige evner". Men endnu mindre kan hr. Gad eller nogen anden være beføjet til af sådanne talangivelser at udlede den åbenbart falske beskyldning at hele befolkningen, "af begge køn, i enhver alder", altså kvinder og børn, skulle være henfaldne til nydelsen af brændevin, så at man som Hr. Gad siger, "måtte være berettiget til at antage, at drankergalskab hørte til dagens orden" blandt dem, hvilket han dog indrømmer "ikke er tilfældet". Nej, det er vistnok ikke tilfældet; men hvorfor ikke? Hr. Gad angiver ingen grund herfor, men synes snarere at forundre sig over at han ingen sådanne patienter har. Men grunden er den, at hele hans beretning er en usandfærdig overdrivelse, og den forundring, han i så henseende lægger for dagen, kan derfor kun være påtaget. 

Man kender på Romø i virkeligheden lige så lidt til drukkenskab som til drankergalskab, for endog ved de største bryllupper og gilder sker det sjældent, for ikke at sige aldrig, at nogen drikker således at det kan kaldes uanstændigt, og hverken kroer eller andre offentlige steder bliver søgt til drikkeselskaber. Man holder sig i almindelighed hjemme hos familien og i familiekredse og beskæftiger sig med hussysler og børneundervisning. Den måde, hvorpå spiritus i almindelighed nydes på Romø, og som hr. Gad skildrer så forfærdelig, er den samme som er brugelig i en meget stor del af Jylland, d. e. de såkaldte tevandsknægte, hvorved man kommer et glas rom eller brændevin i en passende kvantitet te eller kaffe. Det er muligt at en sådan drik gerne kunne undværes, men romøboerne har hidtil ved en i øvrigt mådeholden nydelse, befundet sig ret vel derved, og når om vinteren stormen oprører Vesterhavet og den hjemkomne familiefader sidder i kredsen af sine frænder og venner, vil vist ingen retsindig misunde dem en drik, hvorved de føle sig oplivede under den barske naturs omgivelser og indflydelse, og heller ikke deraf tage anledning til at afmale dem som et drankerfolk. 

Men Hr. Gad lader det ikke engang bero derved. Han er endog så uforskammet at påstå at "en uovervindelig ulyst til at beskæftige sig med noget, der på nogen måde kan anstrenge den ædlere del af mennesket, er umiskendelig" på vor ø. Hvorledes kan en embedsmand, der selv ingenlunde har erhvervet sig den agtelse og tillid som menneske, andre af hans forgængere har nydt, vove at fremkomme med en så åbenbar usandfærdig fornærmelse mod en hel øs befolkning? Hvis hr. Gad havde nogen rimelighedsfølelse, ville han vel snarere have bevidnet det modsatte. Vi skulle i så henseende kun anføre, hvad der er kendsgerninger. Mens der blandt romøboerne for tiden tælles 36 skibsførere, som farer for skibsrederier i København, provinserne og Hamborg, men alle på et par nær, har deres familier bosiddende på deres fædreneø, og vel dobbelt så mange styrmænd, samt en del bevante folk, der deltager i fiskerierne under Island og Grønland, er det så godt som uden undtagelse hele den yngre slægts attrå fra drengeårene af, at nå samme mål, og til den hensigt samler de kundskaber, der behøves til at kunne tage styrmandseksamen, når de har faret nogle år til søs. Det er som oftest deres egen erhverv som først skal åbne dem adgang hertil. Men idet enhver familiefader indser hvad dertil udfordres, søger han allerede tidligt når han er hjemme at give sine børn den vejledning, han formår. Og deraf kommer det, at uagtet skoleundervisningen, især i den jyske del af øen, langt fra er således som indbyggerne ønsker den, så står dog vist ungdommen på Romø på et meget højere trin end almindeligt i den største del af landet. 

Det bedste bevis i denne henseende, og tillige for usandfærdigheden af hr. G's oprørende beskyldninger, afgiver indbyggernes mangeårige bestræbelser for at få skolevæsenet på øen forbedret. Men at deres andragender til skoledirektionen og til Kancelliet ikke har frugtet synderligt, er ikke deres skyld, hvorvel vi dog endnu hverken har opgivet håbet eller iveren til at stræbe efter at opnå en sådan forbedring, hvis nødvendighed vi bedst selv kunne indse.

Når nu nogen ville spørge hvad der da kan have bevæget vor distriktslæge, der har været ansat henved ti år på øen, til at give dens befolkning et så nedsættende skudsmål, så kunde vi måske lede til forklaring heraf ved at vise, hvor lidt hr. Gad har stræbt efter at sætte sig i god forståelse til indbyggerne. Men vi skulle i så henseende kun anføre det enkelte bevis, at da hr. Gad for tre år siden skulle have en anden beboelseslejlighed, var der ingen af øens husejere, der ønskede al have ham til lejer, hvorfor der måtte købes et sted til ham. For et par år siden foreslog han oprettelsen af en mådeholdsforening. Men at den ikke kom i stand måtte nærmest tilskrives indbyggernes utilbøjelighed til at indlade sig med indbyderen. Ikke desto mindre er romøboerne ikke et folk af hvem hr. G. skulle behøve at frygte nogen personlig overlast. Vi tror i så henseende at kunne indestå for vore landsmænd fredelige og humane adfærd, så at det rygte som, efter sigende, i vinter skal have cirkuleret i København, at der skulle soldater over til Romø for at bevogte Gads person, er lige så latterligt som det sikkert var ubegrundet. Derimod kunne vi ikke andet end ønske, at den tid måtte komme, da hr. G. fandt en anden og bedre virkekreds end på vor ø, og vi en anden og billigere læge.
Nogle Romøboere.

Man hører ikke om noget gensvar fra Gad. Men et år efter flyttede han til Nordjylland:

Bibliotek for Læger, 1847:

28. juli distriktslæge på Romø siden 1841, H. M. B. Gad (kirurgisk eksamen 1832 med 2. karakter) udnævnt til distriktslæge i det søndenfjordske landdistrikt i Aalborg Amt. 

Her hører offentligheden så ikke så meget til ham, udover at han var involveret i en sag om fødsel i dølgsmål, hvilket var strafbart:

Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1848., s. 68-70:

I 46 indsendte Stiftamtmand Stemann Udskriften af et Forhør, optaget i Anledning af, at E. M. H.s datter formentes at have aborteret i Dølgsmaal, og udbad sig Kollegiets Betænkning over samme.

Tjenestepigen E. M. H.s datter, der er 23 år gammel og i december 1847 endnu ikke var menstrueret, fik d. 14. december, efter at hun de to næstforegående dage havde følt smerter i underlivet, lår og ben, en afgang af blod fra kønsdelene, hvorved tillige udskiltes "noget hindeværk," og hvorefter hun fandt sig lettet. Man var allerede tidligere blevet opmærksom på, at hun tilsyneladende blev førere, hvilket hun da foregav at hidrøre fra den manglende menstruation; men da man nu dagen efter syntes at bemærke, at denne førhed var aftaget, efterså man hendes seng som fandtes at være blodig. Hun påstod at dette kom deraf, at hendes menstruation nu endelig var indtruffen. Den Forklaring troede man dog ikke at turde stole på og desårsag lod hende undersøge, først af jordemoderen og, da denne erklærede, at hun ikke kunde påstå, at pigen have født, siden efter også af distriktslægen. Pigen ved ikke med vished om hun har været frugtsommelig. Men har det været tilfældet, må svangerskabstiden efter hendes udsagn regnes fra slutningen af sidste høst. 

Det fra kønsdelene udskilte, som blev kastet ud for svinene, har ikke været at finde. Distriktslæge Gad der undersøgte hende d. 16. december, fandt underlivet slapt og foldet, således som det i almindelighed viser sig efter en foregående fødsel. Fremdeles de udvendige fødselsdele svulne og hævede, modermunden åben og slap og spor af en mælkeagtig væske i brysterne. Da han atter foretog en undersøgelse d. 22., var de ydre kønsdele ikke svulne eller hævede, Modermunden fandtes tilsluttet, fra kønsdelene udflød en slimet rødagtig væske, og af brysterne, der var noget fyldige, uden egentlig at være svulne, udtrykkedes med lethed mælk. Distriktslæge Gad erklærer, at han, skønt afgangen af den månedlige renselse, når denne i længere tid har været holdt tilbage, kan foranledige de oven beskrevne tilfælde, og skønt mælk kan findes i brysterne på fruentimmer, der aldrig har født eller været frugtſommelige, dog in casu, hvor så mange kendetegn på en foregående fødsel i forening er til stede, anser det for sandsynligt at pigen har været svanger i 8—10 uger og har aborteret, ligesom det derhos ikke er uantageligt, at pigen, der ikke tidligere har født, ej heller har haft den månedlige renselse, kan have stået i den opfattelse, at den omhandlede afgang af blod m. m. har været noget, som hørte til menstruationen. 

Kollegiet svarede, at det i overensstemmelse med den af distriktslæge Gad under 22. decbr. 1847 afgivne erklæring måtte antage at den ommeldte tjenestepige havde været frugtsommelig, uden at det dog lod sig afgøre til hvilken tid i svangerskabet fødslen havde fundet sted. Imidlertid måtte man dog bemærke at de af distriktslæge Gad ved undersøgelsen forefundne tegn tyder på, at svangerskabet har været betydelig videre fremrykket end som af E. M. P.s datter angivet, 8–10 uger. Med hensyn til hendes påstand om at have været uvidende om sit svangerskab, da kunne sandsynligheden af denne påstands rigtighed under de forhåndenværende Omstændigheder ikke benægtes.

Ellers ser det ud til at Gad førte et stille og roligt liv, bl.a. optræder han på mange slægtsforskningssider som den læge der vaccinerede, typisk som dette eksempel:

Vaccineret 14 Juli 1848 af Distriktslæge Gad, Sønder Kongerslev
Skørping 1852-54
Vaccineret den 19 August 1856 af Distriktslæge Gad, Sejlfjord

I 1867 mistede han så sin kone:

Dagbladet (København), 5. marts 1867:
Min fromme, kjærlige Hustru Caroline født Boëtius, døde imorges efter faa Dages Sygeleie.
Gudumlund, den 28de Februar 1867
H. M. B. Gad
Distriktslæge.

Han praktiserede 1875-1877 sammen med nevøen Peter Vilhelm Gad (1846-1915)

Nationaltidende, 27. april 1881, 2. udgave:

Under 23. April ere .... Distriktslæge i Aalborg Amts søndenfjordske Lægedistrikt H. M. B. Gad udnævnte til Riddere af Dannebrog.

Nationaltidende, 24. maj 1881:

Afskedigelse. Under 21. Mai er Distriktslæge i Aalborg Amts søndenfjordske Landlægedistrikt H. M. B. Gad, R. af D., efter Ansøgning afskediget med Pension fra det nævnte Embede.

De sidste 12 år af sit liv levede han formodentlig et stille liv som olding.