Om Stampemøllen i St. Pederstræde.

Indsenderen som bor lige for Stampemøllen i St. Pedersstræde og som har et meget svageligt helbred, kan ikke undlade at påanke at han hvilket i hans sygelige forfatning er meget hårdt og beklageligt, på grund af oven nævnte mølles stampen som finder sted både dag og nat, ja! endog om søndagen under prædikenen, hvilket ifølge vores love er helligbrøde og altså en strafbar handling, ikke har  haft lukket et øje i 14 dage og nætter. Han gør herved politidirektøren opmærksom på denne uskik og ønsker at det må påbydes ejeren ikke at stampe undtagen om dagen og kun på hverdagene.

(Politivennen nr. 1389, Løverdagen, den 13de August 1842. Side 522). 

Om Vægternes Nattesang paa Gaden.

I Kingos vægtersange er der unægteligt for det meste meget god poesi. Og når vores vægtere forstod at synge dem, om ikke så smukt som den vægter i Gothersgade for mange år siden der havde en stemme som lignede forhenværende skuespiller Carl Bruuns, så dog tåleligt, ville ingen have noget at indvende mod deres sang som da endog kunne more dem der må ligge mange timer vågne. Men da de fleste vægtere brøler i stedet for at synge, er der vist mange af Københavns beboere der ville være vores udmærkede politidirektør meget forbundet om han snart eller i det mindste til næste vinter, kunne afskaffe den afskyelige vægtersang om natten.

Der er skrevet adskillige gange mod denne brølen om natten. Man har anført at syge mennesker som var sengeliggende af nervefeber, derved er blevet ængstede på det ynkeligste, og at barselskoner har fået mange farlige tilfælde ved at tilbringe flere søvnløse nætter om vinteren på grund af den hver time gentagne vægterbrølen. Man indser sandelig ikke nødvendigheden af at vægterne synger lange vers på gaden om natten på den tid da de fleste søger og bør have ro og hvile. Den eneste antagelig grund hvorfor denne skik er blevet indført, var vel for at forebygge at vægterne ikke skulle sove på deres post, og ved denne sang tilkendegive at de var årvågne. Men kunne man ikke fordoble vægternes antal så at hver vægter kunne afløses en gang om natten, da han altså kun måtte have halvt så stor løn som han nu har, og tillige blot som det er skik i andre hovedstæder, lade ham råbe hver time om natten hvad klokken, og om man vil da København er en søstad, hvad vinden er. 

Anmelderen ønsker inderligt og han ved at såre mange nærer det ønske, at vores virksomme politidirektør til næste vinter, eller om muligt var før, ville sørge for at den afskyelige vægterbrølen kunne blive afskaffet.

(Politivennen nr. 1378, Løverdagen, den 28de Mai 1842. Side 345-346).

Nattestøi.

Natten mellem den 22. og 23. omtrent kl 2.30 blev anmelderen vækket ved en tummel og støj på gaden. I den tanke at der var ildløs i nærheden, eller spektakel, stod han op af sengen og nærmede sig et vindue ud til gaden. Her så han da at vægterne fra Vimmelskaftet, Klosterstræde og Hyskenstræde stod forsamlet i krydset i krydset af nævnte gader og at en 8 til 10 lystige personer under jodlen og højrøstet tale nærmede sig vægterne, hilste dem ved at byde dem hånden og være særdeles fidele mod dem. De tog vægterne under armen og indbød dem til at følge med sig for at drikke kaffe, hvilket vægterne dog ikke samtykkede i, men anviste dem på spørgsmålet om hvor der var et kaffehus, et sted så vidt kunne høres på Vandkunsten. En af selskabet tog et "penge"stykke, holdt det i vejret og spurgte "er det nok, vægter?", og da dette blev modtaget af en af vægterne, gik endelig selskabet syngende ned ad Hyskenstræde. Det er højst ubehageligt således om natten at blive forstyrret i sin ro, og da vægterne efter deres instruks ikke må samle sig udenfor deres poster, men skal forblive på samme, og sørge for at orden og ro vedligeholdes der, anmeldes dette for vægternes foresatte i håb om derved at bevirke at sådanne støjende optrin ikke oftere vil finde sted.

(Politivennen nr. 1278, Løverdagen, den 27de Juni 1840. Side 407-408) 

Ærbødig Bøn til General-Postdirektionen.

Den ærede generalpostdirektions udmærkede virksomhed og sjældne takt for at imødekomme publikums ønsker lader indsenderen håbe at disse linjer ikke vil blive upåagtede.

Støj på gaden er vel et uundgåeligt onde for beboere af en hovedpassage i en stor stad. Ikke desto mindre ønsker sikkert mange af dem at befris fra unyttig eller overflødig støj, især når denne finder sted om natten.

Uden tvivl går det Kultorvets og Frederiksborggades beboere således med hensyn til den helsingoranske brevpostrytters øreskærende hornmusik både aften og især morgen på den tid da man endnu har adskilligt at sove. De som endelig vil vækkes tidligt, har desuden til sådant den bedste anledning i vægternes højst utidige banken på døre og vinduessprodser. Indsenderen ved vel ikke hvortil denne blæsen tjener, men tror den overflødig for en post som denne der hele året igennem må kunne gå og komme på minutten. Sker det for at avertere vagten, kan sådant jo ske i nærheden af porten ved et kort signal som skik er i andre kristne lande. Eller blæser han efter befaling udenfor nogen mands hus, kan det ske på samme måde, og i hvert tilfælde med halv tone som i nattens stilhed vil være stærk nok. Frygtende allerede at have været for vidtløftig, slutter indsenderen sin ærbødige p. m. og lever med flere i håbet om snart at befris fra denne øreskærende tuden!

(Politivennen nr. 1153, Løverdagen, den 3die Februar 1838. Side 73-74)

Velmeent Advarsel til Vægteren i Adelgaden imellem Helsingørs- og Dronningens Tvergade.

Gode mand! tænk på dette strøgs beboere og forskån os for den fatale banken om morgenen på døre og porte der vækker og forstyrrer os alle som ligger til gaden, så at vi ikke mere igen kan falde i søvn for den gang, og tænk da også på de uro derved forvoldes patienter!  - Se derfor at indrette hos vedkommende der absolut skal vækkes, noget der ikke kan forurolige andre. For hvis dette ikke sker, da må en del af nabolaget indgive klage til hr. kancelliråd Knudsen, og da tvivler man ingenlunde på at der vil ske forandring da man over år og dag tålmodigt har fundet sig i denne uorden.

En beboer af nævnte strøg i Adelgade.

(Politivennen nr. 1089, Løverdagen, den 12te November 1836. Side 733-734) 

Tvende Vink til Politiet.

1) I en tid af noget over et halvt år har Nyhavn på byens side været hjemsøgt af en sand plageånd i skikkelse af en tiggerkælling der stadigt hver søndag formiddag tager post på en af trapperne mellem nr. 9 og 12. Hun fremviser til de forbigående en nøgen vanskabt fod, idet hun i tiggeriets sædvanlige hjertebrækkende jammersang overhænger dem om at være barmhjertige. Med et sandt falkeblik spejder hun til alle sider, og aldrig så snart ser hun mistænkelige personer før foden er skjult under klæderne og bliver der indtil krydserne er ude af sigte. På denne måde er det lykkedes for hende i en meget lang tid uforstyrret at vedblive en entreprise der uden tvivl kaster godt af sig. - Vel kunne man indvende at søfolkene hvem hunjævnligst brandskatter, ingen fattigskat betaler, og derfor ikke forurettes derved. Men de bosiddende borgere i nabolaget forulejliges desto mere ved hendes tryglen, for ikke at tale om det stødende - ja vel endogså for visse af det andet køn - farlige skue af hendes vanføre fod. På fleres vegne anmoder man derfor politiet at skaffe Nyhavns beeboere denne ubudne og besværlige gæst fra halsen.

Hun er almindeligvis iført lyserødt skørt, lys trøje og hvid kappe.

2) I huset nr. 227 i Åbenrå har nogle personer i lang tid holdt ved at synge, skændes og slås om natten indtil langt ud på morgenstunden, til stor uro og ulempe for husets øvrige beboere der når de har påtalt sådant, har måttet tåle uartigheder af dem der skal påse orden i huset. Det var derfor ønskeligt om disse personer måtte blive mindede om selv at holde og lade andre nyde nattefred.

(Politivennen nr. 1068, Løverdagen, den 18de Juni 1836. Side 393-394).

Redacteurens Anmærkning.

Nyhavn 9 (Lille Strandstræde 9) er nutidens Nyhavn 17 (Lille Strandstræde1). Huset er fra før år 1700. Nyhavn 12 er nutidens Nyhavn 23. Huset er fra 1803.

I Politivennen nr. 1073, 23. juli 1836. Side 483 bekendtgjordes at tiggersken ved politiets hjælp var sat under bevaring.

Spørgsmaal i Anledning af Natteuorden paa Christianshavn.

Er vægterne der har post i nærheden af værtshusholder og dansebodvært P. Sørensens, eller P. Sørensen Bagsværds bopæl i Torvegade beordrede af deres foresatte til at tjene denne mand til sikkerhedsvagt når der indtræffer uordener hos ham?

Til dette spørgsmåls fremsættelse er indsenderen anmodet af flere af Christianshavns beeboere der har fundet det højst påfaldende jævnligt at se en del vægtere stå udenfor den oven nævnte mands bopæl som jævnlig er tumleplads for nattekommers og urdener, hvilke som oftest foranlediges af ham selv. På Christianshavn bor ingen politiofficiant, og når vægterne skal være bestemt til at beskytte en dansebodvært, hvem skal da varetage disses poster mens de flere timer står udenfor denne mands bopæl? Og hvem garanterer Christianshavns fredelige beboeres liv og ejendom når vægterne der om natten er sat til at våge over folks sikkerhed, tør forlade deres poster.

Foranlediget heraf indstilles til vores højagtede og driftige politidirektørs modnere overvejelse:

1) Bør det for fremtiden ikke forbydes Christianshavns vægtere at forlade deres poster for at tjene den nævnte dansebodvært til sauvegarde, og var det ikke rimeligere at denne i påkommende tilfælde ligesom andre henvendte sig til den nærmeste vagt, samt 

2) Da rettighed til at holde dans beror på en special tilladelse af politiet, bør da en sådan meddeles en mand hos hvem jævnlig uorden finder sted?

Disse vink håber indsenderen ville blive modtaget med velvilje af høje vedkommende.

Hansbild.
Maler.

(Politivennen nr. 1057, Løverdagen, den 2den April 1836. Side 215-216)

Ufred paa Kleinsmedeherberget paa Østergade.

Natten mellem den 5. og 6 i denne måned var et så oprørende slagsmål mellem en stor del svende som kom fra smedeherberget, og nogle skomagersvende fra det tilstødende skomagerherberg, at samtlige beboere i gården nr. 63. på Østergade blev vækket af deres søvn. Da det ikke er første gang at sådant slagsmål har fundet sted mellem svende der komme fra smedeherberget, så var det at ønske at øvrigheden ville pålægge krofatteren, værtshusholder C. Jørgensen at lukke sit beværtningssted og sin keglebane kl. 11 om aftenen, til hvilken tid alle sådanne udsalgssteder skal være lukket. Så vidt det er indsenderen bekendt, skal alle værtshusholdere og krosteder have deres lejlighed til gaden hvor politiet kan føre tilsyn med de urolige personer der kommer på sådanne steder, og ikke til en baggård eller have som tilfældet er med klejnsmedesvendenes og skomagersvendenes herberger. Da der i øvrigt i gården nr. 63 på Østergade kun bor honnette familier foruden at Adressekontoret med dets tilhørende betjente og det dramatiske litterære selskab har lokaler der, så forventer en del af Østergades beboere at ejeren af stedet om ikke til denne, så dog til april flyttetid næste år, vil give slip såvel på klejnsmedesvendenes som snedkersvendes herberger.
 
(Politivennen nr. 1032, Løverdagen den 10de October 1835, s. 681-682).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i nr. 1033, 17. oktober 1835.

Krak 1836 oplyser om værtshusholder Jørgensen og kontorist C.A. Bindseil, begge Østergade 63. Denne adresse er nutiden Kristen Bernikows Gade 1/Østergade 32-34. Adressen har tidligere været omtalt i Politivennen i forbindelse med det oven nævnte Litterære Selskab.

Bør Politiet uden Nødvendighed forstyrre Folks Nattero?

I en dansk købstad anmeldte et kræmmerlaugs repræsentanter for nogle uger siden til politiet at en udenbys marskandiserenke benyttede sit ophold i købstaden til blandt andet at tilliste sig brugte klæder og husgeråd for nye kramvarer, og ved at omsætte disse agerede omløberske efter anordningernes udtryk. Hvad enten anmeldelsen herom skete sent på dagen eller man frygtede for at gå glip af byttet næste dag, begyndte undersøgelsen herom i enkens logi henved kl. 10 om aftenen. Efter at nogle stykker og tøjstykker alenvarer var bragt til stede, opgav enken en besiddende handlende som en slags hjemmelsmand til varerne. For nu at forebygge konference mellem enken og den handlende, tog politimesteren ikke i betænkning at lade den vitterligt i flere år sygelige mand vække mellem kl. 12 og 1 om natten, og ved en politiofficer at modtage hans foreløbige forklaring fra vinduet i anden etage. For manden kunne på grund af upasselighed ikke straks forlade sit værelse.

Ved offentligt at omtale denne passage er det som overskriften viser, ikke hensigten at berøre videre det mindre værdige for et handelslaug - som i påtale af laugsindgreb synes idet hele taget at være strengere mod andre end mod dets egne medlemmer - at fremstå som klager eller angiver af et forhold der i de menneskelige forseelsers række sikkert hører til de ikke meget betydende. Endnu mindre vil vi anke over at politiet så nær natten anstillede husundersøgelse hos enken. For omstændighederne bød muligvis ikke at opsætte denne, og hjemmel for det havde man i al fald i anordningernes bogstav. Derimod anser vi og vist flere med os, det for urigtigt i et tilfælde som det nærværende midt om natten at afkræve oplysning af en mand som ved at nævnes af den egentlig pågældende, inddrages under sagen.

Den samme autoritet der skal våge over den offentlige ro, bør næppe uden påtrængende nødvendighed forstyrre denne. Det følger både af sagens natur og af hvad lovene i andre tilfælde foreskriver. Den tid og de dage som er bestemt til hvile og vederkvægelse, må i reglen ikke gå tabt ved ubehageligheder. Ingen mand af nogen opdragelse kræver sin skyldner sent om aftenen, endsige om natten. Og hvad søn- og helligdage angår, da behøver vi blot at anføre den endnu gængse fordom hos almuen at det tilgodehavende er tabt som kræves betalt på disse dage. Af samme humanitets hensyn forbyder lovene at optage vekselprotester før kl. 8 om morgenen eller efter kl. 8 om aftenen, at forkynde stævninger efter solnedgang og kun som undtagelse for København er det bestemt at sådan forkyndelse der kan ske senere på dagen.

Vi tilstår gerne at politiet ofte vil forfejle hensigten for sin virksomhed ved alt for vidtdreven delikatesse. Men vi kræver blot at man skal skelne mellem de forskellige tilfælde. I det her opgivne gjaldt undersøgelsen intet brud på de strengt menneskelige rettigheder, men kun på de såkaldt borgerlige. Vel skal politiet så længe næringsfriheden er begrænset af laugstvang også håndhæve sådant. Men dog skal denne håndhævelse ikke ske på de første menneskelige goders bekostning. I stedet for i det her omtalte tilfælde at ulejlige ved midnatstid den sygelige mand op af sin seng, at ængste hans familie, at foranledige andre husbeboeres dårlige omtale og formodninger - for politibesøg især om natten hører hverken til de behagelige eller umistænkelige - havde intet været simplere end ved midler som vi ikke behøver nærmere at opgive, at hindre enken fra at komme i tale med manden indtil man selv om morgenen havde indhentet hans erklæring. Større nidkærhed for sine rettigheders overholdelse kunne det pågældende laug så meget mindre forlange som det selv havde forsømt tiden og ventet til sidste øjeblik med sin angivelse. Også embedsiver bør have sine grænser, og man glemmer for alting ikke at så stor end myndighed er, lovene har tillagt politiet, har dette dog en særdeles væsentlig støtte i de bedresindedes gode omdømme. 

(Politivennen nr. 1023, Løverdagen den 8de August 1835, s. 517-521).

Gadepatrol.

1) Ved det gamle bindingsværkshus på hjørnet af Farver- og Gåsegade står en afviser på fortovet i sidstnævnte gade. Da fortovet her er meget smalt, og afviseren er til ingen nytte, men tværtimod kan bevirke mange farlige fald på mørke aftener, ønskes den borttaget.

2) Det skilderhus som er placeret på hjørnet af gennemgangen i Domhusbygningen (før kaldet Slutterigade) og Kattesundet, findes næsten dagligt at være besudlet med ækle ekskrementer og vil snart oprådne da det synes som om mængden har valgt den krog hvori det står, til urinsted. Skildvagten som har sin post inde i gangen, kan i regnvejr ikke søge ly i skilderhuset hvor det nu står, da han ikke derfra kan have tilbørlig opsyn med arrestvinduerne. Det synes derfor mere rigtigt om det flyttedes ind i gangen selv, hvorved de her nævnte ulemper ville forebygges.

3) Så vidt vides er det befalet at de handlende eller andre som vil have at vægteren skal vække dem tidligt om morgenen, skulle anskaffe sig en klokke i deres værelse for at vægteren ikke ved støjende banken skal forstyrre syge eller andre der bor i nærheden, og som ikke behøver at være så tidligt på færde, i deres morgensøvn. Er dette sådan, da overtrædes denne befaling af nogle handlende i Adelgade neden for Dronningens Tværgade hvor vægteren ved stærk banken på vinduesskodder og kælderdøre om morgenen kl. 5 vækker mange som på den tid ønskede at sove.

4) Landkadetakademiet der i det hele taget trænger til afpudsning, mangler påmalingen af begge gadernes navne. En sådan mangel burde mindst finde sted ved en offentlig bygning.

5) I den senere tid har natvognskuskene behaget at holde med deres skidne vogne straks indenfor Amagerport indtil kl. 6 om morgenen mens de efter endt nattefart, tager sig frokost i en kælder der findes der. Dette synes ikke at burde tillades, da disse vogne afgiver en væmmelig stank, hvormed Christianshavns indbyggere desuden plages fra mere end en side.

6) De skure som er anbragt over lærredsbutikkerne ved Helligåndskirken, er i en sådan tilstand at de skæmmer kirken og mispryder gaden. De som er halvt oprådnede, burde fjernes og nye, smagfuldere anskaffes, hvis sådant findes nødvendigt. Man mener butikkerne afgiver så meget i leje at dette nok kunne ske uden videre udgift for den i andre henseender ret godt doterede kirke.

(Politivennen nr. 999, Løverdagen den 21de Februar 1835, s. 124-126)

Redacteurens Anmærkning.

Skilderhuset blev borttaget og et nyt placeret samme sted ifølge en bekendtgørelse i Politivennen nr. 1000, 28. februar 1835, s. 143.

Vægtere med Træsko.

I denne vinter har indsenderen erfaret at adskillige vægtere om aftenen og om natten går med træsko. Skønt det vel ikke kan nægtes at disse især i frost og snevejr holder fødderne varmere end læderfodtøj, så vides det dog ikke om det er vægterne tilladt at bære dem såsom den støj som derved i nattens stilhed forårsages, forstyrrer folks nattero og især er ubehagelig for syge, hvoriblandt indsenderen der bor i Bådsmandsstræde på Christianshavn, må tegne sig. Han mener også at vægterne lønnes således at de på deres poster må kunne vise sig i samme anstændige mondur som den er hvori de møder ved parolen, samt at de hvis det af økonomi eller af anden årsag tillades dem at bære træsko, bør indskærpes at forsyne disse med et underlag af læder eller andet der kan forebygge den højst ubehagelige klapren som denne slags fodtøj ellers forårsager.

(Politivennen nr. 998, Løverdagen den 14de Februar 1835, s. 111)

Ønske om Indskrænkning i Vægtenes høie Natraab.

Skønt det sikkert må anses for en uskik at kællinger og sjovere om dagen støder folks ører med deres til væmmelse ækle skrigen på gaden, vil indsenderen dog lade dette være upåtalt, da det har en grund. Nemlig den at gøre folk opmærksomme på varer til salg. Men at vægterne (som et fortrinligt eksempel kan nævnes vægteren i Vognmagergade) skulle have en slags privilegium på at forstyrre folks ro om natten ved deres undertiden lige så hæslige råben idet de ofte synes at anstrenge sig for at overråbe hinanden, er et uvæsen af den natur at det må forundre enhver at samme ikke for længe siden er standset, da det ikke alene er hensigtsløst, en endog skadeligt.

Den eneste tænkelige hensigt skulle vel være denne at vægterne ved sin råben skulle tilkendegive sin årvågenhed. Men det ubegrundede heri indses let når man betænker at man derved på en måde gør alle byens indbyggere til opsynsmænd over vægterne, og således ligefrem modarbejdet hovedhensigten af vægtervæsnet, der sikkert er den at flertallet betrygget ved enkeltes årvågenhed, kan nyde en uafbrudt hvile.

At denne skrigen på den anden side endog er skadelig, vil lige så let indses, når man betænker hvor ofte en syg derved forstyrres i den ham styrkende søvn eller hvor ofte den arbejdende mand derved kan blive afbrudt i sin hvile og således næste dag følge sig mindre skikket til sit arbejde.

(Politivennen nr. 944, Løverdagen den 1ste Februar 1834, s. 67-69) 

Anmodning til Eieren af Sukkerraffinaderiet i Admiralgaden.

I sukkerraffinaderiet i Admiralgade stampes det ler som bruges ved raffineringen, i den øverste loftsetage. Dette arbejde på et sådant sted forårsager en yderst ubehagelig og gennemtrængende lyd der overmåde meget besværer alle i nærheden boende, især syge, så meget mere som arbejdet foretages om natten. De syge og svagere i nabolaget ville derfor være ejeren særdeles tak skyldig hvis han ville flytte dette arbejde til et andet sted i gården hvor det lyder mindre, og især om han ville lade det foretages om dagen i stedet for om natten.

(Politivennen nr. 941, Løverdagen den 11te Januar 1834, s. 24-25) 

Uordener.

2) En fæl, natteroen forstyrrende støj gøres overalt i staden af de folk som udfører natrenovationen som med vedkommende vægter, trampen med træsko, og en voldsom banken med baljen på vognfjælens kanter, vækker såvel syge som sunde i huset samt hos naboer og genboer. Denne uorden kunne om ikke ganske hæves, dog betydelig formindskes når det alvorligt pålagdes karlene at fare mere lempeligt afsted, og især ved at befale dem at væde baljerne før de bruges. Herved vilde de lettere slippe deres indhold og den stærke banken på gaden ved nattetid undgås. Hvilket atter måtte være til besparelse på redskaberne der må lide meget ved sådan voldsomhed.

(Politivennen nr. 937, Løverdagen, den 14de December, 1833. Side 850) 

Ingen Opvartning i store Kro.

Fredag den 25. kørte jeg om aftenen fra mit hjem og kom henimod morgen til Lyngby hvor jeg tyede hen til Store Kro for at få mine heste fodret og selv nyde nogen forfriskning. Efter at have fået hestene fraspændte og bragt til krybben, gik jeg til kroens gæstestue, men fandt samme lukket. Jeg vendte derfor tilbage til stalden og bad karlen at vække pigen for at jeg kunne få en portion kaffe og noget brød. Men han svarede at det vovede han ikke eftersom hr. Rasmussen have forbudt ham at vække pigen fordi en enkelt person forlangte en portion kaffe eller et glas punch, men kun i det tilfælde at der kom et selskab med damer, og henviste mig til den simple krostue hvor jeg kunne få øl og brændevin. Jeg fortalte ham da at jeg ikke var vant til sådant, og at jeg var af den mening at man i en priviligeret kro burde til enhver tid kunne få opvartning for betaling. Men han indvendte derimod at det var ingen priviligeret kro, og at folk som vilde have logi og opvartning, plejede at tage ind på Postgården. 

Store Kro lå siden 1660 over for vandmøllen. Den er brændt flere gange, og de viste bygninger er fra 1875 og 1891 (nu Hotel Lyngby). Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2016.

Gennemfrossen af nattekulden ønskede jeg ikke at tilbringe den tid hestene bedede i stalden, og måtte derfor begive mig ind i den almindelige krostue hvor jeg erfarede at kl. var halv fem. Her tilbragte jeg ½ time blandt nogle halvt berusede tørvebønder der godtede sig med det kære finkel under just ikke opbyggelige samtaler, og det faldt mig underligt at man her, hele natten villigt udskænkede denne vist nok ikke nektar-lignende drik, mens en rejsende ikke kunne få en nødvendig og styrkende forfriskning. 

Jeg har troet at burde bekendtgøre dette mit uheld for at hr. Rasmussen, hvis karl har forebragt mig en usandhed, kunne give ham en irettesættelse, eller hvis karlen har sagt sandt, andre kan advares ved mit eksempel. 

(Politivennen nr. 892, Løverdagen den 2de Februarii 1833, s. 90-92)

Løser af!

Kongens Nytorvs beboere bliver ofte forstyrret i deres nattero ved at to skildvagter som står for gevær ved Hovedvagten hver anden time råber eller rettere brøler af alle kræfter: Løser af! Og det så stærkt at det høres i en utrolig afstand, især om natten hvorved de tillige trækker disse få ord så langt ud at råbet varer flere sekunder og vedbliver undertiden uagtet vagten dog ses allerede at være trådt i gevær.

Indsenderen som ikke er militær, kan ikke skønne hvorvidt denne del af tjenesten udfordrer denne forfærdelige larm og skrigeri. Men i fald sådant ikke er aldeles nødvendigt, så ville vores humane kommandant erhverve sig de i nærheden af vagterne boendes tak ved velvilligt heri at befale en lille forandring.

(Politivennen nr. 834, Løverdagen den 24de December 1831, s. 888)

Hovedvagten på Kongens Nytorv. Ophav og årstal ukendt, men før nedrivningen af bygningerne bag bygningen. Public Domain, KBHbilleder.

Bøn on Ro ved Midnat.

Indsenderen som er en gammel, svagelig mand og hvis første søvn er ham den bedste, blev pludseligt natten mellem fredag den 11. og lørdag den 12. d. m. omtrent kl. 12 vækket af sin gode søvn ved en skænden og banden på gaden. Han fattede da den tanke at det muligvis var nogle berusede mennesker som gik gennem gaden, og hvis støj snart ville ophøre. Men tværtimod blev den ved jo længere jo værre. Indsenderen stod derpå op, gik til vinduet og så til sin store forundring at det var to vægtere. Den ene som råber ved Frederiksholms Kanal og den anden som råber i Magstræde. Hvilke så vidt indsenderen kunne forstå, var kommet i klammeri af smålig jalousi over vægterens kone i Magstræde. Indsenderens mening er at da vægterne er for at holde ro på gaden ved nattetid bør de selv allermindst udøve noget som forstyrrer den. Til slut skal han ikke undlade at takke vægterne i Rådhusstræde og på Vandkunsten der så omhyggeligt søgte at styre de to førstnævnte, hidsige vægtere til ro.

(Politivennen nr. 829, Løverdagen den 19de November 1831, s. side 810-811)

Bøn fra Didrikbadskjærsgang.

Allerede for 2 år siden blev i nærværende blad gjort opmærksom på den uorden med slagsmål, rædselsskrig osv. der dengang herskede i en kælder i Didrik Badskjærs Gang. Ved politiets kraftige bistand standsedes straks denne uorden, og alle beboerne glædede sig over at have fået ro i gaden. For nyligt omtaltes fra Antonistræde den uorden der forårsagedes ved

- "den mængde tøjter, der står på pinde straks når en Josias fløjter" 

og, inden man vidste et ord deraf, var huset nr. 205 i den ulykkelige Didrik Badskjærs Gang aldeles opfyldt med disse skabninger. Man har således udsigter til de samme uordener som for 2 år siden, så meget mere som ejeren ikke bor i huset selv, og altså ingen kan hæmme de uordener der opstår, når de såkaldte glædespiger der egentlig er sorgens døtre, ville løbe durch.

At en mand blot af interesse kan genere en hel gades beboere, er virkelig hårdt. For hvilken honnet kone eller pige vil vove at åbne et vindue eller blot opholde sig i nærheden, når hun risikerer af forbigående at sættes i sammenligning med de ulykkelige faldne af hendes køn. Hvilken fader vil vove at lade sine ærbare, dydige døtre komme til vinduet eller tage frisk luft når de altid har et sådant skuespil for øje. For ikke at tale om den skade andre husejere lider ved ikke at kunne få deres værelser udlejede til anstændige familier. Dog - ejendomsretten gælder, og man vil derfor blot ærbødigst bede Københavns hæderlige og humane politi om at have et vågent øje med Didrik Badskjærs Gang, for at ikke gamle uordener skal fornys, og at i alle tilfælde vægteren i gaden bliver forsynet med en durabel blyantspen til at male de fornødne beter med, for aftenbakkerne begynder allerede slemt at flyve i gaden.

(Politievennen. Nr. 780. Løverdagen den 11te December, 1830. Side 806-808)

Mere fra Antonistrædet.

I dette blads nr. 778 er rimeligvis fra nogle af Antonistrædes beboere, ført anke over de uordener og den ulempe det medfører at et antal skøger der på den seneste tid har opslået deres bopæl i denne gade. Allerede var det anmelderens beslutning at klage over dette, for også han har som der i mange år bosat, ofte haft god grund til at klage over de ubehageligheder man som følge heraf hele tiden ser sig udsat for, da han i dette blad så sig forekommet, men uagtet måske enhver videre anke for øjeblikket er unødvendig, tror han det dog, skønt ganske enig med indsenderen af stykket: "Ønske om en lille renselse i Antonistrædet", ikke overflødigt, endnu desangående her at tilføje nogle bemærkninger.

Ikke fem ejere som det i den annonce er anført, har Antonistræde at takke for alle disse onder. For ejeren af hjørnehuset ved Kristen Bernikows Gade har også for ikke længe siden indkvarteret i sit hus en slump af disse fruentimmer, ja næsten flere end nogen anden af sine kolleger, og således tæller da Antonistræde nu seks sådanne offentlige anstalter. Vel har ejeren af dette hus hidtil forskånet gadens øvrige beboere for illumination og røde gardiner, men om han endnu besidder så megen humanitet at han, af agtelse og skånsel mod sine mangeårige medbeboere i denne gade, vil ophøre med en fremgangsmåde som han mindre end måske nogen af gadens øvrige husejere har trang til at anvende og så lidt anstår ham, vil tiden vise.

Ikke alene ser man sig udsat for de i Antonistræde egentlige hjemmehørende skøgers excesser, men også fra Pilestræde såvel som Kristen Bernikows Gade begiver disse væsener sig for det meste til Antonistræde der allerede har mere end nok, og alt for meget i sin egen del. Ikke nok med at disse ligesom de i Antonistræde hjemmehørende, besætter fortovet og uden forskel, enten selv eller ved deres trøjeklædte hjælpere hvorpå det sædvangvis ikke fattes dem, forhåner og støder ethvert forbipasserende fruentimmer i rendestenen, ligesom også ethvert mandfolk der ikke vil føje sig efter deres ønsker. Men disse indvandringer forårsager også da så manges interesse ikke vel lader sig forenes på et sted, nedsættelse i prisen, og dette giver igen anledning til indbyrdes klammerier og slagsmå mellem disse fruentimmer, hvilke ofte indtræffer midt om natten, og i forening med den hvinen og skrigen hvorpå det ved sådanne optrin sjældent mangler, ikke tillader beboerne at nyde nogen nattero. At Antonistræde skal lide så meget af de der hjemmehørende skøger, er allerede hårdt nok, men at andre gaders skulle forøge disse lidelser, synes anmelderen dog at være for hårdt, og såre ønskeligt ville det derfor være, og disse fruentimmer blev tilholdt at forblive i de gader hvor de hører hjemme og fritage Antonistræde for deres besøg.

At forlange af sexumviratet der så grumt har belagt Antonistræde med en så slem indkvartering at det af skånsel imod deres medborgere, skulle ophøre i denne gade med en fremgangsmåde der i så mange henseender medfører så megen ulempe for disse, vil anmelderen ikke engang kræve, da han ikke formoder humanitet nok hos dem til at føje sig efter hans, og sikkert et ønske fra enhver der er bosat i denne gade. Men rimeligvis tror han at kunne kræve af dem at de ved at tilholde de i deres huse værende logerende fruentimmere fred og rolighed, nogenlunde letter de ubehageligheder deres adfærd har bragt over andre, ligesom han for øvrigt forener sin bøn med de ham ubekendte indsendere af de foregående stykker om denne genstand, til høje ansvarlige om i nåde at se ned til det så slemt medtagne Antonistræde.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 789-792) 

Foto fra Antonistræde. Meget senere end de beskrevne begivenheder, men husene giver måske, måske ikke et visuelt indtryk af strædets udseende.

Ønske om Nattero i Trompetergangen.

Det er anmelderen såvel som fleres ønske at kældermændene i husene nr. 115 og 116 i Trompetergangen ikke vil misbruge tilladelsen (om de har nogen) til at holde dans og spil hele natten igennem, hvorved husbeboerne der må arbejde om dagen, forstyrres i deres nattero. For det står nu ofte på, og den trampen og støj der finder sted, lader formode at de enten danser med træsko på  eller forårsager denne larm mere for at forstyrre folks ro end for morskab. Såvidt vides har disse kældermænd ikke borgerskab på nogen slags handel eller næringsvej, men holder sådanne baller alene for fortjenestens skyld. Det vides ikke om sådant er meldt for øvrigheden. Men det er vist at enhver, hvad enten han bor oven over eller ved siden, ønsker at en indskrænkning i samme måtte finde sted.

(Politivennen nr. 693, Løverdagen den 11te April 1829, s. 224)

"Den trampen og støj der finder sted, lader formode at de enten danser med træsko på  eller forårsager denne larm mere for at forstyrre folks ro end for morskab." (Niels Hemmingsens Gade 23, eller Trompetergangen, som det hed dengang. Det orange hus til venstre for det røde. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Trompetergangen er det stykke af Niels Hemmingsens Gade som forløber mellem Gråbrødretorv og Skindergade. Nr. 115 blev i 1881 til Niels Hemmingsens Gade 21 og findes ikke længere. Nr 116 til Niels Hemmingsens Gade nr. 23. For- og sidehuset er fra mellem 1730 og 1734. Måske boede forlæggeren og boghandleren C. A. Reitzel (1789-1853) her. Det gjorde han omkring 1822 og omkring 1824.