Bør Politiet uden Nødvendighed forstyrre Folks Nattero?

I en dansk købstad anmeldte et kræmmerlaugs repræsentanter for nogle uger siden til politiet at en udenbys marskandiserenke benyttede sit ophold i købstaden til blandt andet at tilliste sig brugte klæder og husgeråd for nye kramvarer, og ved at omsætte disse agerede omløberske efter anordningernes udtryk. Hvad enten anmeldelsen herom skete sent på dagen eller man frygtede for at gå glip af byttet næste dag, begyndte undersøgelsen herom i enkens logi henved kl. 10 om aftenen. Efter at nogle stykker og tøjstykker alenvarer var bragt til stede, opgav enken en besiddende handlende som en slags hjemmelsmand til varerne. For nu at forebygge konference mellem enken og den handlende, tog politimesteren ikke i betænkning at lade den vitterligt i flere år sygelige mand vække mellem kl. 12 og 1 om natten, og ved en politiofficer at modtage hans foreløbige forklaring fra vinduet i anden etage. For manden kunne på grund af upasselighed ikke straks forlade sit værelse.

Ved offentligt at omtale denne passage er det som overskriften viser, ikke hensigten at berøre videre det mindre værdige for et handelslaug - som i påtale af laugsindgreb synes idet hele taget at være strengere mod andre end mod dets egne medlemmer - at fremstå som klager eller angiver af et forhold der i de menneskelige forseelsers række sikkert hører til de ikke meget betydende. Endnu mindre vil vi anke over at politiet så nær natten anstillede husundersøgelse hos enken. For omstændighederne bød muligvis ikke at opsætte denne, og hjemmel for det havde man i al fald i anordningernes bogstav. Derimod anser vi og vist flere med os, det for urigtigt i et tilfælde som det nærværende midt om natten at afkræve oplysning af en mand som ved at nævnes af den egentlig pågældende, inddrages under sagen.

Den samme autoritet der skal våge over den offentlige ro, bør næppe uden påtrængende nødvendighed forstyrre denne. Det følger både af sagens natur og af hvad lovene i andre tilfælde foreskriver. Den tid og de dage som er bestemt til hvile og vederkvægelse, må i reglen ikke gå tabt ved ubehageligheder. Ingen mand af nogen opdragelse kræver sin skyldner sent om aftenen, endsige om natten. Og hvad søn- og helligdage angår, da behøver vi blot at anføre den endnu gængse fordom hos almuen at det tilgodehavende er tabt som kræves betalt på disse dage. Af samme humanitets hensyn forbyder lovene at optage vekselprotester før kl. 8 om morgenen eller efter kl. 8 om aftenen, at forkynde stævninger efter solnedgang og kun som undtagelse for København er det bestemt at sådan forkyndelse der kan ske senere på dagen.

Vi tilstår gerne at politiet ofte vil forfejle hensigten for sin virksomhed ved alt for vidtdreven delikatesse. Men vi kræver blot at man skal skelne mellem de forskellige tilfælde. I det her opgivne gjaldt undersøgelsen intet brud på de strengt menneskelige rettigheder, men kun på de såkaldt borgerlige. Vel skal politiet så længe næringsfriheden er begrænset af laugstvang også håndhæve sådant. Men dog skal denne håndhævelse ikke ske på de første menneskelige goders bekostning. I stedet for i det her omtalte tilfælde at ulejlige ved midnatstid den sygelige mand op af sin seng, at ængste hans familie, at foranledige andre husbeboeres dårlige omtale og formodninger - for politibesøg især om natten hører hverken til de behagelige eller umistænkelige - havde intet været simplere end ved midler som vi ikke behøver nærmere at opgive, at hindre enken fra at komme i tale med manden indtil man selv om morgenen havde indhentet hans erklæring. Større nidkærhed for sine rettigheders overholdelse kunne det pågældende laug så meget mindre forlange som det selv havde forsømt tiden og ventet til sidste øjeblik med sin angivelse. Også embedsiver bør have sine grænser, og man glemmer for alting ikke at så stor end myndighed er, lovene har tillagt politiet, har dette dog en særdeles væsentlig støtte i de bedresindedes gode omdømme. 

(Politivennen nr. 1023, Løverdagen den 8de August 1835, s. 517-521).