Rainals Reise til Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

- Den i Kjøbenhavn som storbritannisk Konsul fungerende Mr. Rainals foretager for Tiden en Rundreise i Slesvig for at gjøre sig bekjendt med Stemninger og Tilstande i denne Landsdeel og for at indberette Resultaterne af sine Iagttagelser. De holsteenske og slesvigske Blade have bragt en Række Meddelelser angaaende denne Rundrejse, der for endeel laborerer ad Urigtigheder. Naar der saaledes er blevet sagt, at Konsul Rainals næsten udelukkende har søgt Oplysninger hos tydsksindede Personer, at han næsten stedse har logeret hos Tydskere, samt at han har udtalt sig skarpt med Sprogreskrivtet, saa kunne vi af god Kilde forsikkre, at disse Beretninger ere ligesaa urigtige som i flere Tilfælde Forudsætningerne, de ere byggede paa, ere urimelige. Mr. Rainals har hidtil kun besøgt Sydslesvig og den vestlige Deel af Mellemslesvig. Han har opholdt sig i Rendsborg, Slesvig, Husum, Oldensworth, Bredsted, de frisiske Egne, Joldelund, Tønder etc., og er fra sidstnævnte By reist til Flensborg, hvor han har opholdt sig i de sidste 5 til 6 Dage. De omtalte Meddelelser i Bladene omfatte ikke hans Ophold i sidstnævnte By. Konsul Rainals har paa denne Tour ikke alene besøgt de bekjendte Deputerede Hansen-Grumby, Thomsen Oldensworth og Hamckens, samt en stor Deel af de mest anseet tydsksindede Mænd i de nævnte Byer, men ogsaa, hvor han kunde - og Leiligheden dertil kunde under den første Deel af hans Reise kun være sjelden - ivrig dansksindede og dansktalende Mænd, saavel en af de nyvalgte Deputerede (Diemer i Tønder) som Landmænd, Borgere og Geistlige. At ville bebreide ham, at han kun i faa Tilfælde har henvendt sig til Regjeringens Embedsmænd, synes og noget strengt, forsaavidt hans egen Opfattelse af disses Stilling eller hans Instruktioner ikke kjendes. At ville holde sig op over, at han har boet hos bekjendte Slesvigholstenere og i tydske Værtshuse, forekommer os næsten urimeligt, da valget paa den største Deel af nævnte Tour ikke var givet ham, og det vel neppe kunde forlanges, at han af dette Hensyn skulde forsage enhver lettelse og Beqvemmelighed paa en særdeles besværlig Reise. Det er os bekjendt, at han i saa Henseende har bestræbt sig for at holde sig saa neutral som mulig, saa at han f. Ex. i Flensborg hverken har indqvarteret sig i "Stadt Hamburg", de Tydsksindedes Samlingssted, eller i "Rasch's Hotel", hvor Reisende fra Danmark helst søge hen, og hvor "Kongens Klub" har sit lokale, men i den mere neutrale Postholdergaard, skjøndt denne i andre Retninger staaer en heel Deel tilbage for hine. Det er vist ogsaa af denne Aarsag, at Konsul Rainals har afslaaet flere Indbydelser, deriblandt til en Fête, som vore Hjemmetydskere, der med deres sædvanlige Snuhed paa alle mulige Maader have søgt at drage ham til sig, havde paatænkt at arrangere for for ham i Flensborg. Morsomt lyde forøvrigt flere holsteenske Blades Meddelelser, efter hvilke nævnte engelske Konsul skildres som den, der paa sin Reise har erhvervet sig en god, nøiagtig og "upartisk" Dom over Forholdene i Slesvig, naar det erindres, at det var de samme Blade, der for kun faa Maaneder siden frakjendte en Mand (Prof. P. Hjort), der i længere Tid end en Menneskealder har beskæftiget sig med slesvigske Anliggender, navnlig med Sprogsagen, en berettiget Dom, da han, der var mødt med ganske anderledes rige Forkundskaber end Konsul Rainals, efter omtrent en Maaneds Ophold i Angel, som var anvendt til nøie Undersøgelser af de nuværende Skole- og Kirkeforhold, vilde udtale sig derom.

Hvad forresten det Hverv angaaer, Konsul Rainals har paataget sig, ansee vi det for et saare vanskeligt, vi ere næsten fristede til at sige for et fortvivlet. Har det ved Befolkningens indesluttede og mistroiske Charakteer i forholdsviis rolige Tider, været en overordenlig vanskelig Sag for Mænd, der i Aarrækker have beskæftiget sig med Slesvigs politiske og nationale Anliggender, eller selv vare fødte og i lang Tid bosatte i denne Landsdeel, der vare i Besiddelse af udstrakt Personalkjendskab og de Sprog mægtige, som den egentlige Befolkning talte i de nationale Grændsedistrikter, at komme til en klar Kundskab om Stemninger, Forhold og Tilstande, saa maa dette, med Hensyn til mangfoldige Punkter og Spørgsmaal, endnu i langt høiere Grad være Tilfældet, naar enkelte og væsentlige af disse Forkundskaber mangle. Dobbelt vanskelig bliver naturligviis en saadan Undersøgelse, naar den, som i foreliggende Tilfalde, maa afsluttes i en kort Tid, foretages aldeles aabenlyst samt udføres i en Tid, hvor Gemytterne ere agiterede i høi Grad, og de vrangeste Forestillinger ved en fjendtligsindet Presses uophørlige Bestræbelser have faaet Indpas hos en stor Deel af Befolkningen i Hertugdømmets sydlige Halvdeel.

Under den første Halvdeel af sin Reise har Konsul Rainals vel neppe faaet at høre synderlig Andet end et Stykke isoleret Historie, end en Række Klager over Forhold, hvis Tilblivelse de Adspurgte have fundet det beqvemmest at fortie, hvis Sammenhæng, man har søgt at forvanske for ham, eller selv ikke har kjendt. Har han, der skal være en intelligent Mand, med varme Sympathier for det engelske Folkfrie Institutioner, af disse Beretninger og af dem, han har kunnet indhente paa sit nuværende Opholdssted, kunnet finde den Ariadnetraad, han søger, maa han have varet mirakulens heldig. Har han formanet ved sin Dom at tage de tilbørlige Hensyn til Danmarks hele Stilling og de eiendommelige Forhold, der have udviklet sig i Slesvig, saa vil han næsten have præsteret det Umulige. Men med al Agtelse for Konsulens Intelligents og Skarpsindighed kunne vi neppe troe, at han har seet Forhold og Tilstande aldeles uhildet eller været i Besiddelse af en tilstrækkelig Kundskab til den historiske Udvikling og den politisk og historisk tvingende Nødvendighed, der har frembragt saadanne Tilstande. Hvad han i Løbet af nogle faa Uger ikke har kunnet see eller erfare, det er de mange kunstige Indflydelser, den lange Række af historiske Aarsager, der førte saa mange Slesvigere bort fra den loyale, patriotiske Vei. Har han, som næsten maa formodes, anlagt den engelske Maalestok paa vore Forhold, paa et Land, der i mere end en Menneskealder er bleven bearbejdet af talrige tydske "Wühlere" i Ord og Skrift, ved Emissairer og Embedsmand, et Land, hvorefter det erobringssyge Tydskland har fisket fra dette Aarhundredes Begyndelse, et Land, som nylig ved Preussernes Machinationer blev ophidset til Oprør og endnu er opfyldt af Oprørets Tilhængere, saa kan han ikke have seet Tilstandene anderledes end i en falsk Belysning. At den danske Regjering har samme Berettigelse og Forpligtelse som den engelske og preussiske, at sørge for Rigets Integritet og Konsolidation, det synes mange Frihedsmænd, som bekjendt, ikke at kunne fatte. Om Herr Rainals hører til dissse, ville vi ikke paastaae, uagtet mange af hans Udtalelser, der ere komne os for Øre, synes at begrunde en saadan Formodning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. januar 1861).

Se også indslaget Engelske Rapporter om Slesvig, januar 1859.

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn d. 7 Juli. I Anledning af de hertil ankomne Efterretninger om de af de allierede Armeer vundne betydelige Seire, hvorved alle Staters Rolighed paa ny kan ansees at være befæstet, lode samtlige herværende fremmede Gesandre i Aftes deres Vaaninger paa det smagfuldeste illuminere; ved denne Leilighed var især udenfor den engelske Gesandts Bolig sammenstimlet endeel Pøbel, som raabte og støiede paa en høist uanstændig Maade, hvilket foranledigede Politiet til at arrestere tre eller fire af disse Anstiftere af Uorden, som ikke ville undgaae den fortjente Straf. (St. Tid.)

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 54
Løverdagen den 8 Juli 1815
Spalte 855

Slaget ved Waterloo, Napoleons definitive nederlag, stod den 18. juni 1815.

Krigsfange i Skotland. (Efterskrift til Politivennen)

Hr Kapt. Bumann, som har været 13 Maaneder i Engelsk Fangenskab i Prisonet Greenlow i Skotland, er lykkelig og paa en behændig Maade undsluppen fra sit Fangenskab og i disse Dage ankommen i sin Families Skjød i Hovedstaden. Han beretter, at vore krigsfangne Landsmænds tyranniske Behandlingsmaade i Engelland overgaaer al Forestilling. Den Føde Fangerne faaer, bestaaer hele Ugen igjennem, Onsdag og Fredag undtagne, af intet andet end en Suppe, som til 600 Md. koges i en eneste stor Gryde. I Suppen for hver Md. kommes et halvt Pd. Engelsk gammelt Kokjød og en smule Gryn. Hver Md. faaer 1 1/4 Pd. Engelsk blødt Brød om Dagen, som, for at svare til Vægten, er saa raat, at kun Sulten kan tvinge tik at spise det. Hveranden Onsdag faaer hver Fange to raadne Sild, og dertil 3 Kartofler til Middagsmad, og hver 8de Dag et Pd. salt Klipfisk af samme Beskaffenhed. Alle Klager over Leverandørerne ere frugtesløse. Det var aldeles ikke Fangerne tilladt at faae stærke Drikke, det være Brændeviin eller Øl. Uden Forskjel paa Stand eller Alder bleve 40 til 60 Fanger kastede ind i et eneste Rum paa neppe 10 Qvadrat Alens Størrelse, hvor der var anbragt 3 høider med Hængekøier. Om Natten bliver hvert Rum lukket med Bolt og Laas, og ingen Fanger tør have Lys hos sig. Men hvad der gjør dette skjændige Fængsel aldeles utaaleligt for de ulykkelige Fanger, er den Omstændighed, at en stor Balje, hvori alle maae forrette deres Nødtørft, staaer her om Natten, og udbreder en pestagtig Lugt over hele det indknebne Rum. Forseer nogen Fange sig i mindste Henseende, saa bliver han pisket i det saakaldte Blach Hole, et mørkt og fugtigt Hul, hvori han maa sidde to til tre, ja vel ofte ti Dage. Da nogle af Fangerne i Julii Maaned d. A. forsøgte at underminere Fængselet, for paa denne Maade at faae deres Frihed, og deres Foretagende blev opdaget, satte man alle Fangerne, uden Forskjel, i hele 3 Uger paa halv Kost, hvilket foraarsagede en saa stor Nød, at en Deel af dem maatte af Sult spise Kartoffelskaller, som laae omkring i Gaarden. De Danske Krigsfangers Tal i Greenlows Prison var omtrent sex Hundrede og nogle og Tredive. Efter bestemmelse skulde Fangerne have hver niende Maaned Klæder, men de fleste faae dem kun hver attende, og overhovedet uddeles de ulige. I en Skrivelse fra en Dansk Krigsfange i Greenlow klages ogsaa over vore fangne Landsmænds Mishandling i England, men at der er ingen Muelighed i at befries fra dette Fordømmelsessted uden ved en Fangeudvexling.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 20. september 1810.

Redacteurens Anmærkning

Omkring 7.000 matroser (5.000 fra Norge, 2.000 fra Danmark) tilbragte krigsårene som krigsfanger.

Krigsfanger i England. (Efterskrift til Politivennen)

Af Danske Krigsfanger opholde sig i England paa følgende Steder: I Reading paa Parol 9 Søeofficierer 240 Skippere og Styrmænd og 33 Drenge; I Ashbucton 242 Skippere og Styrmænd og 26 Drenge; Moreton Hampstead 44 Skippere og Styrmænd og 3 Drenge; I Predles i Skotland 32 Skippere og Styrmænd og 6 Drenge; I Bristol 2 Skipere og Styrmænd og 1 Dreng; I Yarmouth 1 Skipper; I Charam i Prison 4 Skippere og 1,404 Søemænd; I Plymouth 914 Søemænd; I Grandsand i Skotland 57 Skippere og 311 Søemænd. Deraf nyde 9 Officierer a 28 Sh. pr. Uge, 12 Pd. 12 Shl.; 612 Skippere og Styrmænd a 5 Sch. 3 Pens pr. Uge, 12 Pd. 12 Scl.; 41 Skippere og Styrmænd i Prison a 3 Shl. 6 Pens pr. Uge, 7 Pd. 3 Shl. 6 Pens; 2,813 Søemænd i Prison a 1 Schl. 2 Pens pr. Uge, 154 Pd. 1 Shl. 10 Pens, som udgiør 357 Pd. 2 Chl. 4 Pens. Desuden nyde Agenterne i Provision for at udbetale samme a 2½ Procent, som udgiiør 8 Pd. 18 Shl. 6 Pens. Samtlige Udgivter pr. Uge 366 Pd. 10 Pens.

Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 4. september 1809.

Atter Ulempe af Beenindustrien.

Det har i den senere tid hyppigt været tilfældet at betydelige transporter af ben hvoraf en del end ikke er fuldkommen tørre, bliver på begge sider af Nyhavn indladede i skibe der formodentlig afgør med denne vare til England. Hvorvidt udførelsen af en artikel der i pulveriseret tilstand i England efter rygtet indbringer uhyre fordel, i almindelighed burde tillades, vover indsenderen ikke at bedømme, men må overlade sådant til statsøkonomernes omdømme. Kun for så vidt det rimeligvis bør befrygtes at en udførselsartikel der ved sine mephiske uddunstninger forpester luften i nabolaget (en sandhed hvorom ikke blot de i Nyhavn boende, men selv den røg der opstiger af sådanne ladninger til fude kan overbevise) måtte foranledige farlige sygdomstilfælde i den omegn hvor sådan finder sted, bringer anmelderen til at henvende sundhedspolitiets opmærksomhed på en genstand der synes at være af særdeles vigtighed. At der ligeledes i Kvæsthusgade eksisterer et oplag af sådanne til udførsel bestemte ben, tror indsenderen så meget mere at burde gøre opmærksom på som han af flere i nærheden boende har hørt klagemål over den derved forårsagede stank. At sådanne oplag o i almindelighed udførsel af ben ikke fremdeles bliver tilladt i beboede distrikter, men henvises til åbne og ubeboede pladser, hvorpå København ikke skønnes at være mangel, tør man sikkert forvente, da de giftige uddunstninger som nu i en koldere tid allerede har været til besvær, vil ved den nærmende sommers tid blive aldeles utålelig. Og drage uberegnelige følger efter sig.

(Politivennen nr. 486. Løverdagen den 23de April 1825, s. 9634-9636)

Ønske til Bestyrerne af den danske Porcelænsfabrik

(Efter indsendt)

Nordamerikas uafhængighed begyndte med at en del af deres patriotiske borgere tog en fast beslutning om ikke at ville drikke te. Og med enigt borgersind overholdt de det, da England pålagde en forhøjet told på samme. Hvor megen afhængighed kan de mindre nationer ikke forskaffe sig imod de større, når man bestemt kunne enes om ikke at bruge visse overflødighedsartikler, og hvor megen velstand kunne man ikke tilvejebringe i sit eget land, ved at fremstille det hos sig selv, som man nu betaler skat til andre nationer for. 

Denne sætnings udvikling er ligeså overflødig som vidtløftig. Jeg vil straks gå til den genstand jeg ville tale om.

Vores forfædre, og det for ikke så længe siden, spiste på tin, og almuen på ler og til dels træfade, fabrikerede i ladet. Tinnet fik vi vel for en dels vedkommende fra England. Men imidlertid havde det den store fordel at vare evigt. Og arbejdslønnen til at forme det til skåle, fade, tallerkener osv. blev alt sammen tjent i landet. For nuværende kan ingen såkaldte skikkelige folk længere spise på tin. Ja kommer man ud på landet hos bønder og den mindre almue, har det engelske stentøj såvel fordrevet det mere simple lertøj som det varigere tintøj hos de fornemmere.

Man kan ikke forlange at velklædte personer skal spise af tin, i hvert fald ikke min kone, og min pige vil ikke holde det rent. Forskelligt service af tin, kobber og porcelæn fra Politivennens tid (Eget foto. Nationalmuseet)

Man har vel gjort adskillige forsøg på at anlægge fajancefabrikker i Danmark. Men de er alle som så mange andre fabrikker døde på grund af den høje arbejdsløn hos os. Og den mangel på patriotisk ånd ikke at ville det indenlandske så længe det ikke har nået den fuldkommenhed som udenlandske fabrikker kan lave på grund af deres længere drift og kraftigere understøttelse af nationalrigdom osv. Og derfor bliver vi evige slaver af at købe det fremmede.

Indsenderen er også blandt dem som ved det engelske bombardement har fået meget sønderslået, blandt andet tallerkner, fade osv. Nu vil jeg gerne være patriot og ikke købe engelsk stentøj. Men jeg er på ingen måde i stand til at få andet at spise på, med mindre jeg skulle købe det alt for kostbare porcelæn, og det har jeg ikke råd til. Tintøj er ikke at få, og om jeg havde kunnet få det, så kan min kone ikke lide det. Og mine pige ville ikke holde det rent. Hvorledes vil det gå os dersom omstændighederne blev sådan at der slet ingen tilførsel blev af engelsk stentøj? Dette giver mig anledning til et forslag.

Unægteligt har den danske porcelænsfabrik gavnet landet uendelig meget. Og lad være det koster regeringen mere end det indbringer, så er dets produkt dog unægtelig en meget betydelig nationalvinding. Og dets nytte tror jeg er langt større på de almindelige og simplere sorter end på de fine og kostbare varer.

I betragtning af forestående tror indsenderen at kunne gøre et for landet såre vigtigt forslag til direktørerne for porcelænsfabrikken: Det var om samme ville lægge en plan, og iværksætte den, til at fabrikere et slags meget simpelt, om man ville så kaldte det, nationalporcelæn. Det blev naturligvis dyrere end fajance. Men det måtte være meget lettere køb, end som porcelænet er nu. Tallerkenerne kunne være mindre og ikke så massive. Måske massen ikke behøvede at være så fin. Der måtte anbringes mindst muligt malning derpå. Kort sagt, alt anvendes der kunne gøre det kønnere.

For nuværende koster en meget skrøbelig engelsk stentøjstallerken 10 skilling. Når fabrikken kunne levere sådant gods som omtalt for 12 skilling, ja var det også noget mere, 1 mark eller dyrere, så kan der ingen tvivl være om at det ville fortrænge det fremmede. Og ved den stærke afsætning som fabrikken ved dette uforbigængellige ville få, kunne det måske med tiden levere det for et bedre køb.

Ser vi alene på artiklerne kaffe- og tetøj, så har den mest simple slags af disse næsten over hele Danmark fordrevet det kinesiske, uagtet at danske tekopper er noget dyrere. Men det ligger i andre omstændigheder, at når man slår enkelte stykker itu, så kan man nemmere holde det komplet, fordi mønstret er ens eller at man kan få enkelte stykker af det mønster man vil have.*)

Porcelænsbordstel til stads har endog for det meste fordrevet det kinesiske. Men det er kun for de formuende.

*) De engelske fajancefabriker begyndte at købe kopper i samme smag som porcelænet. Og skønt de er meget ringere i godhed, så på grund af deres lette køb, begyndte de fra neden af at fordrive såvel kinesisk som dansk porelæn. Kulørt fajance er vel forbudt at indføres og skulle være smuglervarer. Men hvilke af disse slags love overholdes?

(Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7960-7965. Sidetallet er fejlagtigt angivet til 7947)

Redaktørens Anmærkning

Christian den 7. brød sig ikke om porcelæn, men blev overbevist af enkedronning Juliane Marie om at udstede et privilegium til Frantz Henrich Müller om at fremstille porcelæn i 1775. (Et stel er opkaldt efter hende). Til porcelænsfremstilling behøvede man feldspat og kvarts fra Norge og kaolin fra Tyskland og Frankrig. Det blev til den senere kongelige Porcellænsfabrik der startede på Købmagergade i 1795. 

Ludvig Manthey var i 1800 efter kongelig befaling sendt til udlandet for at studere porcelænsfabrikation. Han var adminstrator for fabrikken 1796-1812. Bombardementet beskadigede fabrikken uden at ødelægge den. Efter Müllers død i 1820 forfaldt fabrikken noget. Først da tyskeren Gottfried Garlieb blev administrator begyndte for alvor en dansk fabrikation. Den senere administrator Carl Wilhelm Bergsøe var ophav til Velhelm Bergsøe, men det er en anden historie.

Spørgsmaal i Anledning af den i Dagen No. 95 ommeldte danske Matros, som undløb fra de Engelske paa Skibbroen i Helsingør.

Hvis det skulle ske at flere sådanne matroser som kunne være pressede i England, ankom med andre engelske i Helsingør Havn og skønt de måtte blive i båden og ikke komme i land, erklærede højt at de som pressede ikke havde lyst til at sejle videre med sådant engelsk armeret skib - må og tør da ikke den officer fra det i sundet liggende vagtskib som har inspektion på broen, tage en sådan eller sådanne danske matroser i bestyrelse, og løsfri dem fra det fremmede åg og tvungne tjeneste.

Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4306-4307)

Opkøbere paa Landet.

Der er indløbet mangfoldige efterretninger om det overhåndtagende opkøb på landet allevegne fra. Hvoraf her kun følgende fremsættes:

Lille Næstved den 12. august
-- Her på egnen kører en 15 til 16 valbyere omkring. De opkøber alt smør, æg og overhovedet alle mulige føde- og spisevarer, hvoraf efter deres eget sigende den mindste del kommer (endog således på anden hånd) til torvs i København. Herremændene, forvalterne og forpagterne opkøber på kap. Ærøboerne stripper også om i samme henseende eller lejer bønder til det. Kort sagt, det synes som om der var kommet et almindeligt raseri over alle folk efter at købe for landmandens dør de varer af ham som det var så ønskeligt at han selv bragte til torvs.

Fra egnen mellem Kalundborg og Korsør.
-- Købmændene i Kalundborg, Holbæk og Korsør opkøber alt det som de kan overkomme, til meget høje priser. For nu at man ikke skal tro at disse under påskud af at føre dette korn til Norge sender det til England (helst vi endnu ikke ved om vi får fred) måtte man ønske at ligesom kongen for en del år siden lod små fartøjer krydse ved Lübeck, nu nogle måtte stationeres i Skagerak for at forhindre kornets bortførsel til andre steder end det udklareredes til.

---

Udgiveren er øm over at indlade sig med noget i en materie hvorom hans landsmænd selv er så højst uenige. Næsten alle landbrugerne, fra den laveste til den højeste, ser intet hellere end at kornvarerne steg til det umådelige. De handlende tror at kornet er som en anden handelsvare, og henbringer det hvor det koster mest. Købstadsindbyggerne ser uden misundelse deres lykkeligere medborgere berige sig, men syntes kun at så meget af landets afgrøde som fortæres i landet, burde sælges till tålelige priser.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2763-2765)

Kjøbenhavns Brændevinsbrænderier.

Der er dog en fabrikationsgren som synes at have slået så dybe rødder i Danmark og i selve København at den trodser den ved toldforordningen åbnede fremmede konkurrence, mens så mange andre af vores fabrikker og næsten alle vores håndværk ses dagligt at tabe ved den. Vi har den herlige trøst at når vi engang går klædt fra top til tå i klæder der ikke alene er fabrikerede, men endog syet i England, ville vi dog kunne drikke vores gode hjemmelavede finkel!

I Deutsches Museum findes en opgivelse af alt det korn som årligt forbrændes i København: "I året 1800 har Københavns 316 brændevinsbrænderier (hvoraf 261 ugentligt brændte tre, 40 to, 10 een, og 5 sex gange) i 46956 brændinger, hver beregnet til 4 tønder, forbrugt 187.824 *) tønder kornvarer, som når tønden endog kun giver 50 potter, udgør 9.391.200 potter brændevin eller i penge omtrent 2 millioner, 347.550 rigsdaler."

Selv om desværre en meget stor del af dette fabrikat forbruges i landet selv, kan man dog antage at omtrent det halve udføres til fremmede. Denne fabrikation har derfor tildraget sig regeringens opmærksomhed i den grad at en kommission af meget kyndige mænd er nedsat for ved Københavns brænderier at indføre den nyopfundne destillationsmåde der skal kunne spare 1/3 af det materiale der skal forbruges, kornet.

*) Såvel brændingernes som tøndernes tal er urigtigt i Museum.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 171, 1 August 1801, s. 2728-2729)

Den sorte Lovgivning

Ingen europæisk regering har gjort så meget for vores sorte brødre i Guinea og Vestindien som den danske. Ingen har gjort så meget for dem i Europa som den engelske. I England er en neger fri så snart han betræder landet. I Danmark mangler vi endnu love, der kunne hindre tildragelser som følgende:

En ejer ved navn Abestee af en neger fandt sig bevæget til at frigive sin neger som han havde medbragt fra Østindien. Denne lod sig antage ved et her i København liggende regiment, og det med skriftlig indvilligelse af sin forrige herre. Seks år efter kommer et fruentimmer rejsende fra Vestindien hertil, kræver denne neger udleveret til sig som slave, og beviser, at han tyve år har tilhørt hende, at hun havde lånt ham til en østindisk kaptajn, at denne var død i Østindien, at negeren var solgt på hans auktion, købt af Abestee, og således kommet hertil. Lovene havde ikke sat grænser for så stærk en anvendelse af det ene menneskes ejendomsret over det andet. Negeren havde forgæves opført sig til sin herres tilfredshed, havde forgæves fået sin frihed af denne, havde forgæves tjent kongen af Danmark i 6 år. Han blev ifølge Højesterets dom udleveret som slave.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9. maj 1801, s. 2541-2542)

Om Kjøbenhavns bombardement.

Der udspredes i disse dage rygter som kan forøge frygten for et bombardement fra en stolt og overmodig fjende. Nogle siger at kyndige krigsmænd har forsikret at der ikke skal være noget sted eller noget hus i København som er sikker for de engelske bomber. Der cirkulerer et manuskript hvori distancerne i alen fra batteriet Quintus er anført. Uagtet der aldeles ingen noter findes til dette distancetert, uagtet man ikke bør formode at hensigten dermed har været at opvække frygt, så hører man dog at de fleste forklarer disse distancer som om de var udsatte for bombardement. Flere sådanne udspredte rygter og efterretninger har formodentlig frembragt den paniske skræk at endog nogle beboere i Frederiksberggade, ved Vester- og Nørrevold flytter deres varer og bohave. For at gå disse fordomme i møde og for at berolige mine medborgere for en ubegrundet og utidig frygt, er det at jeg skriver disse linjer.

Allerførst må man afgøre det spørgsmål hvor langt en bombe kastes når den afskydes under en vinkel af 45 grader hvorved den kastes allerlængst. Belidors erfaringer herudi er de mest pålidelige. Han har fundet at 

en 12 tommers morter med pæreformigt kammer og 4½ pund ladning kaster bomben 2.298 alen
en 12 tommers morter med kegleformet kammer og 6 pund ladning 2.718 alen
en 12 tomemrs morter med sfærisk kammer og 8 pund ladning 3.600 alen
en 12 tommers morter med sfærisk kammer og 12 pund ladning 4.200 alen
en 12 tommers morter med sfærisk kammer og 18 pund ladning 5.400 alen

Morterer med sfæriske kamre kaster deres bomber allerlængst fordi hele ladningen i dem antændes mere fuldstændigt end i de pæreformede og cylindrisk kamre, og ladningens virkning mere samles efter direktionen af bombes aksel, derimod er reaktionen eller drønet ned ad så stærkt at man ikke kan betjene sig af sådanne morterer på bombardergalioter hvis indvendige fortømring og forflytning derved ville lide alt for meget. Man kan kun bruge morterer som har et konisk eller pæreformet kammer hvorved skudviden eller bombekastningens længde formindskes betydeligt. Man kan ikke tillægge 12 tommers morterer, hvilke sædvanligvis bruges på bombardergalioter, nogen større virkning end at de kunne kaste deres bomber på en distance af 4.000 alen.

Viserskudene under en grads elevation og altså de meget kraftige og virksomme skud af de på Quivtus, på Christianshavns Vold og i den bedækkede vej neden under voldene opstillede 36, 24 og 18 punds kanoner kan ved et middeltal antages for at være i det allermindste 1.000 alen. Fjenden tør næppe vove at lægge sine bombardergalioter så nær, da han udsætter dem for at blive skudt i grund eller i brand af vores brave og kyndige militære og borgerlige artilleristers kanoner. Desuden forsikrer kyndige sømænd at de uden om Christianshavns Volde liggende grunde ikke tillader at bombardererne kan komme voldene og byen nærmere end 1.500 alen. Dersom man antager at fjenden kan lægge sine bombarderfartøjer i en afstand af 1.200 alen fra den bedækkede vej ud af mod søen fra Quintus hen ad imod Prøvestenen i en mod samme bedækkede vej parallelle linje, dersom man fra de punkter hvor bombarderfartøjerne kunne stationeres, på en grundtegning over København betegner punkter i 4.000 alens afstand og gennem alle disse punkter drager en krum linje, da bestemmer denne linje bombardementets grænser, og den falder 200 alen østen for den østre ende af Reberbanen på Chrsitianshavn, omtrent 120 østen for Knippelsbro, derfra til Gjethuset på Kongens Nytorv, derfra ind i Store Kongensgade 410 alen nord for samme gades søndre hjørne på Kongens Nytorv, derfra udenom Rosenborg Have, men tæt forbi den og gennem Nyboders sydlige del op til volden. Den del af København som er vest for denne linje, og som er den mest folkerige og tættest bebyggede del af byen, har intet at frygte for de fjendtlige bomber. De kvarterer af byen som er østen for denne linje, nemlig en del af Christianshavn, af nye København og hele Amalienborg er udsat for bombardementet. Når man regner efter hele arealet inden for voldene, er det på det nærmeste en fjortendel kvadratmil. Men når man fraregner vand og ubeboede pladser er alene den halve del beboet. Denne fjerde eller i det højeste tredjedel af staden har mange åbne pladser, mange brede gader og meget vand, hvilket formindsker bombernes frygtede virkninger.

Så vidt man ved har englænderne 8 tremastede bombarderfartøjer, hver med to 12 tommers mørsere. Ethvert bombarderfartøj kan næppe kaste mere end 10 bomber i timen, og tilsammen 80 bomber. På den fjerdedel kvadratmil som kan bombarderes, er der da kun 80 punkter som kan træffes. Mange af bomberne vil falde i vand eller kanaler eller på torve, de brede gader og rummelige gårdspladser. Nogle vil springe i luften osv. så at der af disse 80 bomber i timen måske ikke var 20 som kan gøre virkelig skade.

Ved det blodige slag den 2. april, hvilket gør vores søkrigere så megen sand ære, lærte man at bomber kastet i en afstand af 500 til 600 alen længere uden end vores forsvarslinje, ikke kunne række længere end Quintus og noget ind på Nyholm hvor dog ingen af dem har gjort nogen skade. Englænderne har bombarderet Genua og Kadir uden nogen virkning. Man finder ingen steds i krigshistorien eksempel på at nogen by blot ved bombardement fra søsiden er blevet afbrændt og ødelagt.

Vel er et søbombardement aldeles ikke noget glædeligt eller ønskeligt slag. Men på den anden side er det dog ikke så meget frygteligt og ødelæggende at en tapper og til forsvar beredt nation skal trygle sig til fred på ydmygende vilkår. Har Københavns indbyggere mod og standhaftighed til så vidt muligt at forhindre bombernes eksplosion og til straks at slukke den deraf komne ild, så vil nogle bomber indkastet i byen vel ikke være så farlige som man i disse dage udspreder dem at være. Når enhver person som bør, forbliver i sit hus og hjem, og med redebonhed efterfølger og med nøjagtighed udfører de foranstaltninger og befalinger som regeringen herom allerede har givet, så skal man kunne tilintetgøre enhver fjendes hensigt som vil sættes flåden i brand og forvandle staden til en askehob.

København den 6. april 1801.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 155, 11 April 1801, s. 2465-2472)

Redacteurens Anmærkning

Bernard Forest de Bélidor (1698-1761), fransk ingeniør, som var med til at udvikle læren om hydraulik og ballistik. 

Krigs-Korrespondent

Det er ikke i denne tid hvor hver mand føler, tænker, ønsker, håber for fædrelandet, at undres over om da også ethvert blad der udkommer, det være ad hvad indhold som helst, ser sig ligesom inspireret af fædrelandets genius, og hendraget i dette store, al deltagelse opslugende emne. Også disse blades samler finder sig fra alle kanter overvældet med breve og bidrag angående vores krig, hvoraf nogle hidtil har været og herefter bliver mere udførligt udviklet. En meget stor del, dem han ikke tror at burde indrykke, henligger til afhentelse. De øvrige følger her under et. er de end ikke af stort værd, vil deres anførelse her dog have den nytte at man ser hvorledes den opvågnende entusiasme begynder at omfatte alt hvad der står eller synes stå i forbindelse med vores forsvar.

Nr. 1

Min herre!
I en tid hvor staten bruger så mange raske hænder og dog nødig vil skille borgeren ved de arbejdere som er nødvendige til familiens ophold, vil De nok gøre vel i at avise i Deres blade en 10 til 12 personer som på andres pung, uden derved at gavne dem eller sig selv, hensidder ørkesløse, jeg mener gældsarrestanterne, hvoraf de fleste sidder for meget ubetydelige summer. Hav den godhed at udvikle sagen noget højere.

Deres osv.

Nr. 2

Hr. Udgiver!
Var det ikke godt, om de i Deres blad gjorde opmærksom på at man i krigstider i andre lande har lovet de ikke alt for slemme forbrydere deres frihed, mod at foretage sig et eller andet halsbrækkende arbejde mod fjenden. Vær så god at foreslå noget sådant i deres blad, for jeg har ikke tid selv at sætte noget sammen om det.

Deres osv.

Nr. 3

Hr. Udgiver!
Det er faldet mig ind at fjenden kan ved en eller anden underkøbt forræder let lade stadens vandrender save over ude ved de ferske søer hvor ingen vagter er, om ikke for andet end blot at opvække indbyrdes mistillid. Brug den tanke hvis De kan
Deres osv.

Nr. 4

Hr. Udgiver!

Aviserne fortæller os om hele flåder med korn som går fra Lybeck og Rostock her forbi til England. Er det ret at lade sin fjende uhindret få sådan tilførsel?

Nr. 5

Min Herre!
Jeg hører mange af mine medborgere forundre sig over at lybeckerne og rostokkerne går uhindret med mad til britterne. Jeg er vis på at det er Deres tanke lige såvel som min, at vores regering ikke kan handle stormodigere og mere konsekvent, og at Danmark bør lade lybeckere og rostokkere nyde den neutralitetsret det selv vil vove det yderste for. Jeg ønsker De ville skrive noget derom til oplysning for de gode medborgere der af misforstand ivrer derimod.

Deres osv.

Nr. 6

Hr. Udgiver!
Jeg hørte idag disputere for og imod lybeckernes og rostockernes fri sejlads til dem der tager vores skibe (jeg gider ikke nævne dem) og faldt derved på noget som jeg tror var en middelvej, nemlig at tilbyde at give disse godt folk det samme for kornet som de kan få der. Hvis Dem synes jeg har ret, så indryk dette i bladet.

Deres osv.

Nr. 7

Min Herre!
Ingen kan have mere tillid til vore landsforsvarere end jeg. Imidlertid er forsigtighed sogoså en god ting, og godt at følge dens bud, endog før noden er der.

Dersom vores sejlads i lang tid standsede, ville vi da ikke til sidst komme til at købe salpeteret dyrt fra svenskerne om han ellers kan producere nok. I Frankrig blev alle og enhver opfordrede til at avle det rå salpeter, og forskrifter desangående gratis uddelt. Kunne man ikke gøre det samme her, og det rå produkt leveres mod en fastsat pris til enhver amtmand som igen besørgede det til regeringens salpeterværk eller krudtfabrikkerne for at renses og videre forarbejdes som krudt til vores fjenders ødelæggelse. Landet vandt tillige en ny flidsgren.

Deres osv.

Nr. 8.

Hr. Udgiver!
Dersom englænderne mener det virkelig fjendtligt, er det da ikke troligt at alle fartøjer i vores åbne havne, vil blive bortslæbte elleer stukne i brand af hans kuttere eller både? Jeg tænker, siden fartøjerne dog ikke kan bruges, at det var bedst at pumpe dem fulde af vand og sænke dem i havnene, så kan de ikke så let bortføres eller brændes, men når faren er ovre, straks pumpes læns og gøres brugbare igen. Indryk dette om De vil med hvad forandring Dem synes godt.

Deres osv. 

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2438-2443)

Redacteurens Anmærkning

Det er interessant at man anker over korneksporten til England. Under revolutionskrigen krævede den dansk-norske regering at købmændene respekterede en effektiv blokade og ikke fragtede krigskontrabande til Frankrig. Det gjorde man så alligevel, ikke bare våben og krudt, men også massive mængder korn og fødevarer. 

Noget om befængte Sengeklæder

Det er gyseligt at tænke på den dristighed som folk i almindelighed, høj som lav, betjener sig af sengeklæder eller sengesyld som de har anskaffet sig, enten ved auktioner eller på hvad anden måde, ubekymrede om de har ligget under sunde og friske folk, eller under sådanne der kan være døde af ondartede, mere eller mindre pestagtige sygdomme. Eller under sådanne der kan have andre fængende sygdomme såsom fnat, radesyge, venerisk syge og lignende. Ja hvor ligegydige de endog er ved at lægge sig på sådanne klæder på hvilke folk i deres egen familie er døde af en ond sygdom (og man kan vel ikke kalde nogen sygdom god, når man dør af den) før de med største omhyggelighed har på nok så bekendte måder fået dem rensede og sig selv således sikret mod smitten. Og uden hensyn til de ulykker sådan ligegyldighed kan forårsage enten i en lille cirkel eller i en større, ligesom årstid og liften kan være mere eller mindre behjælpelig. 

Hvad fnat og dets værdige pårørende angår, da vil jeg ved denne lejlighed gøre vedkommende opmærksomme på de sengeklæder som årligt om sommeren afleveres og derefter tilbageleveres til en del senge, jeg mener at vedkommendes helbred risikerer meget ved denne fremgangsmåde, og det er mig ikke vanskeligt at understøtte denne min mening. Nær havde jeg skejet for langt ud fra mit egentlige forsæt, som er ved et udtog af en af mine sørejsedagbøger at afskrække mine læsere og de igen andre fra ligegyldighed i sengeklæders brug, før de er overbeviste om at de er fri for eller rensede fra en fængende smitte. Uden tvivl har flere bemærket ulykkelige følger af befængte sengeklæder, jo, desværre. Ikke desto mindre vil jeg her kundgøre en sandfærdig begivenhed der ved at kalde den i erindring, bringer min hånd til at sitre, og vil uden tvivl gøre et gysende indtryk på en og anden begavet læser, til eftertanke.

I året 1770, 71 og 72 var jeg ansat som overkirurg på den kongelige orlogs fregat Christians Ø under kaptajn H. Ahrenfeldts kommando, bestemt til Algier og flere steder i Middelhavet. Som alt for bekendt blev vi lige fra 1. januar 1770 tumlet hist og her af den mægtige is mellem København, Skåne og Helsingør indtil den 16. marts da vi endelig kom til at stå fast på en grund kaldet Stubben hvorfra vi blev indisede ved hjælp af nogle hundrede mand fra Holmen indtil den 30. da fregatten blev fortøjet på Østre Vallen.

I al denne tid havde jeg hele tiden mange syge som ved lejlighed blev indsendt til søhospitalet, imod at vi fik andre igen, tildels rekonvalescenter der lidt eller ingen gavn kunne gøre, men snarere ondt værre. Den 27. tog vores kahytsekretær Berg syg i land, dog ikke hårdere angrebet end at han kunne ganske godt gå fra skibet på isen til Toldboden og derfra til hjørnet af Hummer og Ulkegade i logement. Nogle dage derefter udviklede hans sygdom sig, og han kom på Frederiks Hospital hvor han snart på grund af koldbrand mistede den ene fod og kreperede. I denne Bergs sted fik vi en meget ferm, sund og stærk person ved navn Peder Bondesen. Den 3. maj sejlede vi da endelig fra København i eskadren til vores bestemmelse. Samme dag blev Bondesen syg og måtte efter en meget hård kamp bukke under for den den 18 samme måned. 

Jeg rekvirerede straks af den registrerende officer at hans køjeklæder med mere måtte smides over bord, da vores proviantsforvalter Lund uventet fremstod med den indvending at de køjeklæder Bondesen havde lagt på, var de samme som hans forgænger Berg havde haft, at denne ved Lunds kaution have lejet dem af en jomfru i København og at Bondesen havde beholdt dem i samme aftale, og at når de nu blev kastet over bord, kom han, nemlig Lund, til at betale dem. Men alt dette bragte mig mindre fra min påstand, hvorpå Lund gik i en hast op til skibschefen og beklagede sig. Kaptajnen lod sig overtale til bistand, og jeg blev kaldt da jeg samtykkede det forslag at klæderne skulle pakkes i en sæk, forsegles af mig, og opbevaret i en krog i brændevinskælderen til ekspeditions eller rejsens ende. 

Dagen før vi nåede Kadir eller den 30. maj blev både kaptajnen og jeg syge. Vi fik da sendt en skibskirurg fra flagskibet Prints Frederik for at forrette hvad han i mit sted kunne, da min underkirurg også var syg. Den 4. juni sejlede vi fra Kadir og kom til Gibraltar hvor min brave skibschef straks blev bragt i land på det store engelske taverne under engelske lægers tilsyn. Den 10. juni så snart jeg kunne krybe op, tog jeg i land for at opvarte min chef, der lå yderst elendig af den gyseligste forrådnelsesfeber med brand i underlivet, og som redningsløs forladt af sine læger, den ene af navn dr. Meetnell. Han levede under heftige smerter til den 24 samme måned. 

Jeg forblev nu i Gibraltar i samme propre og kostbare taverne dels for at gøre hvad jeg kunne til min brave chefs redning, og dels for bedre der at restituere mig selv, end på et af sygdom befængt skib, indtil den 20. juni da jeg tog om bord, såsom vi alle den dag gik under sejl til Algier. I hr. kaptajn Ahrenfeldts sted havde vi fra flagskibet fået som skibschef kaptajn (nu admiral) J. P. Wlengel, en mand under hvis kommando enhver kan gøre sin pligt med fornøjelse. Den 21. juni døde proviantforvalter Lund, som var blevet syg nogle dage efter mig, hvilket jeg næppe vidste af da han i mit fravær var blevet betjent af den fremmede skibskirurg. I den afdøde mands sted fik vi fra flagskibet en underskriver ved navn Jørgen Windstrup. Denne blev snart syg og døde den 20. juli om natten efter at vi var ankommet fra Algier til Port Mahon på Minorca. Jeg har aldrig ved nogen iblandt mangfoldig syge udstrået så græsselig en stank som ved denne, uagtet han tillige med andre flere syge daglig blev båret op på dækket og lagt på gamle sammenlagt sejl for at trække frisk luft mens der blev stænket, toet og røget overalt om læ og i hans kammer. 

Samme nat som Winstrup døde, kreperede også overkonstabel Christian Johansen, et meget skikkeligt menneske, begge af putride febere. Jeg blev straks af min oppasser vækket og underrettet om Winstrups død da jeg forføjede mig til den officer der skulle overvære registreringsforretningen efter den afdøde, dels for at rekvirere alle hans klæder på kroppen og i køjen overbord sænkede og dels for at se at det virkelig skete, lige som jeg ville entre ned af forlugen hørte jeg at anden proviantskriver Helsner bandede på at den og den dyne ikke måtte kastes over bord, for de tilhørte jomfruen i København og afdøde proviantforvalter Lund havde efter Bondesens død fået tilladelse af salig kaptajn Ahrendelt til at beholde dem i skibet til aflevering ved endt rejse til jomfruen (meningen var at de skulle bleve for at gøre endnu flere ulykker). Jeg blev herover helt forskrækket, og forlangte denne sag nærmere belyst samt alle køjeklæderne tilligemed gangklæderne uden nogen indvending overbord og sænkede, hvilket straks skete. Helsner fortalte derpå at proviantsforvalter Lund havde taget køjeklæderne op af brændevinskælderen og lagt sig på nogle af dem. At Winstrup, hans efterfølger i embedet og i kammeret, havde lagt sig på den samme, og lånt de øvrige til den nu samme nat afdøde overkonstabel, hvis køjeklæder mv. jeg ligeledes lod sænke. 

Således døde på kort tid, omtrent 3 måneder fem før raske og unge mennesker og som ingen slags arbejde eller anden besværlighed havde været udsat for, på disse samme køjeklæder, og til at formode at disse køjeklæder har været befængte før de kom i skibet er der en god grund da kahytsekretær Berg ikke lå syg på dem, men vistnok efter mine tanker er blevet inficeret af dem. At drage argumenter af denne historie, vil jeg overlade til enhver fornuftig læser. Men dertil berette at i Gibraltar blev, så snart kaptajn Ahrenfeldt var død, ikke alene hans meget gode seng- og gangklæder, men endog madrasser, sengestedet med omhæng samt stole og borde mm som havde stået i hans værelse, brændt. Ja handelskommissær Lynch kunne ikke få anden ligprofession til denne hæderlige og kække mand end denne: Han blev båret til jorden af nogle få af garnisonens soldater og følgeparret bestod af handelskommissæren og hans egen tjener, hvilken sidste tillige med en matros vi efterlod han til opvartning i hans sygdom. Således gjorde man i Gibraltar vel meget af det som man hos os gør alt for lidt af. 

Foranlediget af den nye karantæne forordning har jeg fået det indfald at gøre denne historie bekendt og adresserer samme til udgiveren af bladet Politivennen, hvor jeg mener at den kan få et passende sted.

P. J. Hunæus

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 148, 21. februar 1801, s. 2356-2365)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen affødte en anden i nr. 157.

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

De vide m. V. at en stats beliggenhed såvel den politiske som hvad man kunne kalde dens klodestilling har ofte ikke mindre indflydelse på dens politiske løb og dens indvortes lykke, end dens øvrige naturbeskaffenhed.

Danmarks politiske stilling har i historiens sekler undergået mange slags omskiftelser. Som stolt bolværk imod saksers og frankers magt gjorde Danmark sin stilling æret, og afholdt afhængigheden fra Norden. Steg selv derpå ved sine erobringer til en truende højde, faldt, men blev dog den farligste anstødssten for vendernes alting overfarende barbari. Som stat af anden rang, imod Norge, Sverige, England og hansestæderne, var det den der holdt ligevægten i Norden, og den som hansernes forstørrelsesplaner fornemmelig var stillet imod. Og indtil denne epokes ende var Danmark ubestridt den første sømagt i Europa. Hansernes kabaler og statskunst hindrede Danmark fra at glimre eller trives i den tid det ved foreningen til Kalmar var steget til en stat af første rang, og forestillede i sig det hele forenede Norden. Denne forenings sønderbrydelse, hansernes fald, Hollands opkomst, den østrigske magts tilvækst, Englands og Skotlands forening var tildragelser der fulgte hinanden hurtigt, og Danmarks politiske stilling forværredes således at det skønt forenet med Norge blev en stat kun af tredje rang, og fik mægtige medbejlere til den ypperste søhæder i England, Holland, Frankrig, Spanien, Sverige. Af frygt for Sverige hjalp Danmark kraftigt til at frembringe Brandenborgs frodige vækst. Sveriges bugnen for den russiske vælde, Ruslands store landmagt og Englands uhyre sømagt, den hollandske, franske og spanske sømagts tilintetgørelse, har gjort Danmarks stilling mellem to over al sammenligning større stater, særdeles kritisk, mens dens sømagt blev den betydeligste næst efter den seksdobbelt talrigere engelske.

Danmarks klodestilling kan ikke tages i betragtning uden at opvække forundring. To mægtige stykker af staten ligger på to ved et stort hav fra hinanden kløvede fastlande af Europa, uden at de hos det ene liggende øer hjælper til at lette forbindelsen og samkvemmet mellem dem. En uhyre kyst af Amerikas polarlande, en ø i Ishavet af Irlands størrelse, men af Wights befolkning, nogle klipper nær ved Skotland, og en lille ø ved Sveriges kyst udgør resten af den danske stat. Hovedstaden beliggende på en ø af middelmådig størrelse, udsat i fire måneder af året for ved is at tabe al forbindelse med det øvrige statslegeme, for angreb fra søsiden af enhver overlegen sømagt, i tre miles afstand fra fremmed kyst, og i to hundrede miles afstand fra den nordlige grænse af Danmarks europæiske lande. En forandring af klima fra det milde tempererede ved Elbens bredder indtil Nordkaps og Upernaviks næsten uimodståelige kulde, fra den sydligste grænse hvor den længste dag er 17 timer lang, indtil den nordligste hvor solen ikke går ned i tre måneder. En befolkning fra 5.000 mennesker på kvadratmilen indtil den af 3 kvadratmile på et menneske.

(Fortsættes)

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350)

Redacteurens Anmærkning

Bemærk at i opremsningen af del af konglomeratriget nævnes kolonierne ikke med et eneste ord. Artiklen er en fortsættelse af artikler fra nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318 og nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334. Den afsluttes i nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398)

Gloende Kugler.

Jeg erindrer at have læst i en journal at den hollandsk-franske befæstnings kommandant i jeg tror det var Vlissingen, var underrettet om at en engelsk flåde blot ventede på isens optøning for at bombardere havnen. Kommandanten belavede sig til deres modtagelse på det bedste. Der manglede ovne til at gøre kanonkugler gloende, og han besluttede i den frist som frosten undte, at gøre dem færdige. Nogle af hans officerer troede at dette var umuligt. Kalken fryser jo, sagde de. Jorden er jo så frossen sagde de, at det er umuligt at arbejde sig dybt nok ned for at lægge grundvolden til ovnen. 

Men kommandanten lod sig ikke gøre rådløs. Han lod gøre underlag af tømmer der blev lagt oven på den frosne jord efter at denne først var jævnet noget. På disse underlag lod han ovnene opføre med kalk som med varmet vand var tillavet og som ved et over hver ovns byggested opført og hedet træskur hindredes fra at fryse. Skulle jeg vente, sagde han, med mine ovne til efter den tø som bringer fjenden herhen? En eneste dag forsømt kan måske være alt forsømt.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2344-2345)

Redacteurens Anmærkning

Vlissingen lå strategisk ved udmundingen af Schelde som er den vigtigste passage til Antwerpen og var ydermere et centrum for den hollandske slavehandel. Den blev besat af franskmændene 1795-1814,og fik derfor en hård medfart under napoleonskrigene gennem angreb fra England. Byens efterfølgende deroute kan ikke være skribenten bekendt. 

Rygter om krig måtte være naturligt i betragtning af krigene i Europa. I Helsingøers Kongelig alene privilegerede inden- og udenlandske Nyheder, 16. august 1799 kunne man læse om et rygte fra København:

Kjøbenhavn, d. 15de Aug. - Her taler man meget om, at vi skulle have Krig; men med hvem, vides ikke. Tvende Skibe, en Brig og en Skonnert, som tiltakkles her paa Holmen, sætter den almindelige Mands Hoved i fuld Gjæring, og giver ham Stof til mange politiske Betragtninger og Samtaler, der ere lige saa modsigende som urimelige. - Det Rygte gaaer her, at Lillienskjøld, men en Skonert paa 18 Kanoner, skal have skudt en engelsk Kaper isænk.

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

Lige så gammel stat som søsterstaten i Gotlands dale, så Danmark aldrig fremmede folkeslag bortrane provvinser eller bosætte sig på serjherrevis i dets skød. Dansk, norsk og svensk ager frembar kun sine frugter for daner, nordmænd og sveer, mens hele det øvrige Eruopa så folkevandringer og landeribringer fra Obys is til Tagusflodens vande, fra Hebriderne til Veneris Cypern. Tyskland måtte tjene romerne, skælve for hunnerne, overlade en tredjedel af sit land til de barbariske vender. Frankernes vindruer bortranedes af burgunder, britter, vestgoter, franker, normanner og undgik med møje saraceneren. Spanien adlød ham i lang tid efter at have måttet hylde vandalen og goten. Italien var hunners, grækeres, longobarders, saraceners, normanners vold. England og Skotland adlød romeren, saksen, danen, normanden og franskmanden, og først sent har Britannien fået den øbosikkerhed den praler af. *) Det danske og svenske navn nævntes med hæder før man kendte spanier, franker, englænder. Som gæstfri husherre eller væbnet med fældende stål, kun disse to måder kendte vore forfædre at tage imod fremmede på, inden deres egne grænser.

*   *   *

Ikke er det landestrækningers erobring, ikke er det søslag, hvormed andre nationer nu storpralende pukke. I Valdemar Sejrs tid blev Danmark adlydt fra Veseren indtil Nevafloden af undertvungne fyrster. Knud den Store lagde England og Norge under Danmark. Margrethe den Snilde erobrede Sverige med guld og kabaler. Men var folket lykkeligt? Ja! hvis det er lykke at nævnes med gysen i fremmed land af trøstesløse møer og enker, hvis det er lykke at ynglingen forlader sin bølgende ager for at afmeje hoveder der ikke med en tanke havde fornærmet ham, hvis det er lykke at hedde havets herrer mens trællelænker smedes hjemme, hvis det er lykke at opofre fædre, brødre, ægtemænd, venner for at en regent kan omringes af falsk glimmer for at slette statshusholdere kan have flere skatte at forvanske - Ja, da nød Danmark storhedens lykke i den herligste glans, trods den som omskumrer havets nærværende herrer.

Oh, men mærkjer det, I mægtige! som boblens er storhedens skæbne. Den erobrende stat vokser til en tid og styrtes da ned af dem som nylig syntes de foragteligste af fjender. Og det udviste overmod overskærer da enhver støtte for den faldende. Misfornøjede engelske og norske undersåtter hist, strejfende vender her, rev England og Norge løs, Knuds søstersøn havde møje med at værne om Danmark selv. En tysk småfyrste fængslede erobreren Valdemar, og havets herre blev et rov for adelsmænd og ridefogeder. Købmændene i Lybeck, puslingegreverne i Holsten og nogle bønder i Sveriges dale nedstyrtede Margrethes unyttige bygning i gruset.

(fortsættes)

*) Alle flere familier i England er endnu i vore dage af dansk eller fransk herkomst.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsættes i nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334, nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350 og nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398)

Forestillinger tilegnde Oekonomie- og Kommers-Kollegium, General-Toldkammeret og Magistraten

Ege- og birkebark er et uundværligt materiale til garverierne. Men det begynder at skorte på det efterhånden som skovene mindskes. Denne mangel er ikke kun her, men allevegne i Europa, garveriernes største forhindring. Derfor er det forbudt at udføre bark både i England, Preussen og Sverige. Hos os er der derimod ikke et forbud, og som følge af det udføres en mængde af vores bark. Især fra Norge til England og andre steder.

Den yndest som hans majestæt gennem forskud og andre måder har vist garverierne, lader håbe at det ikke vil være forgæves at landets garvere ønsker barkens udførsel til fremmede steder provisorisk enten forbudt eller besværet gennem forhøjet told når det kollegium under hvis pleje og forsorg fabriksfliden er henlagt, bedre end det er undertegnede muligt, måtte ville udvikle hvor meget mere fordelagtigt det er for landet at gøre indførsel af fremmed læder unødvendig eller vel endog for den forædlede vare, tilberedt læder, at indløse penge fra de fremmede selv, end - at give udlændingen en daler for læder for at kunne indlæse en skilling for rå huder og en ditto for det rå materiale, bark.

Det kongelige Generaltoldkammer vil bedst af alle kunne understøtte dette andragende ved at meddele kollegiet beløbet af barkens og de rå huders udførsel, og af forarbejdet læders indførsel for nærværende tid.

Man kan frygt at adskillige garverier til vinter må holde op med at arbejde af mangel på bark. 

Efter her kort men som jeg håber tilstrækkeligt har berørt en for alle danske staters garveriers fælles interesse, må det være mig tilladt at omtale et særegent anliggende for de københavnske garverier.

Den usundhed som garveriernes uddunstninger truer med, når de er anlagt midt i en tæt bebygget og folkerig stad, har foranlediget det ønske hos regeringen, at disse garverier efterhånden måtte forlægges uden for staden, enten i forstæderne eller længere borte.

Hvor en regering udmærker sig ved kærlighed og omsorg for borgerne, der går disse med glad opofrelse ethvert ønske fra regeringen i møde. Adskillige garverier er forlagt og anlagt udenfor voldene og det indses let at sådant ikke sker uden stort tab. Men sikkert vil vores hovedstads magistrat være enig med mig i at sådanne gavnlige foretagender på inden måde bør møde større eller flere forhindringer end sagens natur selv uomgængelig medfører.

Transportens tidsspilde, rettere fordobling, og dens store omkostning forenet med folkelønnens større dyrhed og den nødvendighed stadig at have et udsalg i staden, er vanskeligheder som ingen kan borttage fra ethvert fabriksanlæg i forstæderne.
Men de hindringer som Generaltoldkammeret og Magistraten kan afhjælpe, og som de sikkert vil afhjælpe på min anstændige forestilling er følgende.

1) Portpengene hvorfra nu ikke engang de fabriksejere er fritaget der før h har haft fri passage. Denne udgift tynger fabriksejerne uden at være nogen stor genstand for stadens indtægter. Ligesom den synes mig hård, når man betænker at en sådan på stadens broer bosat fabrikant dog svarer alle stadens ordinære byrder.

2) Konsumtionen. en rå hud giver 4 skilling i konsumtion. Disse 4 skilling godtgøres vel fabrikanten på den rå til forarbejdelse udførende hud. Men når den forarbejdet igen indføres, må han betale 18, 20 til 22 skilling igen (10 2/3 skilling af lispundet) herved sættes forstadens fabrikant tilbage, da han taber 10 til 12 procent og må dog holde pris med den indenbys garver.

Dersom det på denne min forestilling måtte besluttes at fritage forstadens garvere fra denne byrde, tror jeg at sådant meget godt uden tab eller svig kunne ske på følgende måde: I konsumtionskontoret kunne være et stempel af skarpe spidser fx med de ord: Ind og Udførselsstempel til forarbejdelse. Hermed stempledes hver rå udført hud i skilten, og nød da ingen godtgørelse. Når den forarbejdet igen indførtes, og bar sit stempel, var den igen fri for afgift. Til sikkerhed for svig kunne i samme kontor være en bog hvori hver fabrikant havde en folio som vist antallet af det ind- og udførte.

Dersom det fra højere steder måtte lægges mærke til det her ytrede, vil sådant i tiden sikkert bevæge flere til at flytte ud, og således opfylde fornufts-, sundheds og regerings ønske.

Kildevæld på Østerbro d. 10. dec. 1800.
M. Bresselau
Kongelig privilegeret læderfabrikant.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 138. 13de december 1800, s. 2194-2197)

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1800 står opført Læderfabrikør Breslau, Lille Strandstræde 100.

Offentlige og private Foranstaltninger

Den 14. november har kongen i overensstemmelse med de grunde, på hvilke han den 1. august forbød udførsel af alle slags kornvarer og deraf tilvirket brød, gryn og lignende, fundet det nødvendigt at udstrække dette forbud til indenlandsk brændevin.

Ved et ældre opslag af 7. november er udførsel af kartofler fra hertugdømmerne blevet forbudt, og tillige de ældre forordninger mod opkøb af smør samme sted på ny indskærpet.

Bagerne i København, som havde erklæret sig ude af stand til inden november måneds udgang at forsyne sig med det, ved regl. af 5. juni 1771, befalede forråd af rug, har ved reskript af 31. oktober fået tilladelse at udbøde manglen med andre til brødbagning tjenlige kornsorter, såvel som ærter og kartofler, således at værdierne bliver lige.

Det er pålagt de danske konsuler i England at være opmærksomme på om dansk korn skulle blive indført der, og derom indgive beretning.

En subskription går omkring hos de rige i staden hvorpå enhver kan tegne hvor meget han vil tabe ved et indkøb af korn, som for nedsat pris kunne sælges til de trængende.

Fattigvæsenets bestyrelse har bekendtgjort, at den besidder et ikke ringe forråd af fødevarer hvoraf den, ved hjælp af subskriptionsbidrag, vil besørge brødbagning og madlavning for de fattige.I garderstaldene er der lavet en indretning til at koge rumfordsk suppe til 100 personer. Kedlen dertil er lavet efter en meget god og besparende indretning hos blikkenslager hr. Løser.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 135. 22. november 1800, s. 2148-2150)

Betragtninger over den nærværende store og endnu større truende Dyrtid.

Næsten overalt i Europa *) høres høje klager over den overhåndtagende dyrtid. I det England hvis stigende lyksalighed prises i hver ministerens tale, er dyrheden steget så højt at den fattigere almue i de fleste stæder, men allermest og i stærkest grad i hovedstaden London selv, har grebet til det yderste, men fordærveligste middel at forstyrre handlens gang ved at plyndre torvene og egenmægtig at tømme slagteres, melhandleres, kornhandleres og bageres forråd. Og kun med den største anstrengelse af militær magt er disse yderligheder for det første standsede.Imidlertid er lovene mod landprangere og opkøbere sat i fuld virksomhed. På mange stæder har øvrigheden nedsat priserne. Og det er dyrhedens afhjælp der beskæftiger den londonske magistrats hele opmærksomhed.

I Holland har man ligeledes måttet gribe til et uvant middel mod durheden ved at forbyde udfrslen af ost og smør.

I Preussen og Rusland er kornudførslen forbudt. Øvrigheden i Berlin har vi selig og tidlig arbejdet imod mangel og dyrhed.

 Norge og Sverige er dyrheden på kornvarer overmåde høj. Men dette er naturligt for lande der ikke selv kan brødføde sig, og i tider dakornlandene lukker deres udførsel.

I Danmark er dyrheden uhyre stor og har nu været sådan i et års tid uden betydelig forandring. Mange familier forarmes. Vinskibelige borgere går til grunde. De fattiges antal forøges. Og de klasser på hvis skuldre armodens understøttelse falder tilbage, ser deres kræfter til at bære denne byrde dagligt mere svækket. De fastlønnede embedsmand **) ser sig på en gang ved de første fornødenheders ddyrhed, ligesom nedsat på halv eller vel endog tredjedels lønning. Håndværkeren og kunstneren er næsten lige så meget at beklage. Agerdyrkeren og handelsmanden råber mod udførslesforbudet som andre velsigner. Det nys så lykkelige Danmark sulter.

Og al denne elendighed i så mange lande finder sted efter en i det ringeste god høst!

Deet danske folk der altid har udmærket sig ved sindig adfærd, afskyr de optrin som andet steds vanærer nationen, mens de svækker de lovlige autoriteter og bryder på ejendomsretten. Det danske folk lider, men det nøjes med tavs at vende øjet på dets styrere.

Men et sådant tårefyldt, stirrende, mindende øje er mere gennemtrængende end klager, end støj, end oprørsdåd. Danmarks opmærksomme regering ilede at bøde på en landeulykke som den ikke kunne forudse, for ellers havde den forebygget den. Skønt mod hidtil yndede grundsætninger fulgte den blot almentarvets vink. Først forbødes kornudførsel. Da dette ikke hjalp, blev rugen forbrug til brændevinsbrænden standset. Endelig udgik forbud mod fødevarernes (smør undtaget) udførsel. Kun alt forgæves.

Den 24. september holdtes licitation over de til kongens magasiner fornødne mængder af rug, havre og byg. Denne fremgangsmåde varbrugt i en del år siden kornleveringen i naturblev afskaffet. Stedse havde priserne ved disse licitationer været høje, men denne gang var de det mere end nogensinde, ja på en del gaves ikke engangbud. Det ringeste bud (jeg gentager, hvad i offentlig blad er sagt) var for rug 7 rigsdaler 3 mark og for byg 3 rigsdaler 5 mark.

Denne lærereige licitation skønt den knuste alt håb om bedre priser for vinteren, havde dog den vigtige følge at regeringen atter gik tilbage til naturalleveringen ***) Der, skønt den giver lejlighed til exactioner og svig, dog er langt at foretrække for lcitationsleveringer der foruden at føde kornspekulanten på landets bekostning, har samme jo endog større fare for uredelighed og svig. ****) Efter al anseende står en vinter for hånden hvis dyrhed på de første fornødenheder vil overgå hvad vi hidtil har oplevet. Bedrøvelig er udsigten for utallige af stædernes beboere! Men når et onde er størst er hjælpen nærmest, er det gamle sagn. Vi bør tiltro vores regering at denne krise vil gå over til det bedre. Nødens storhed skal blive en lutrende ild hvori de svigtende principper vil bortdampe som røgen og kun de sande fremstå skønnere og mere uomtvistelige. Disse principper som man desværre hører i mange agtværdige mænds munde skal bortryge enten ganske eller til dels:

• Jo højere pris landets rå produkter står i, endog i landeet selv, jo bedre.
• Dyrtid er et kimære, for må borgeren købe dyrt af bonden, må denne igen købe dyrt af den anden.
• Handelen må have sig fuldkomne frihed.

To midler tilbyder sig den vise regering til for fremtiden at forebygge sådan en landeplage som dyrtid virkelig er: Det ene eat have magasiner af korn til indbyggernes fornødenhed fra høst til høst. Det andet at indskrænke, om ikke afskaffe de 4.0000 *****) landprangere der findes i Sjælland, Fyn og Jylland. En klasse af mennesker der intet frembringer eller forædler til landets vel, der driver en omsætning for ikke behøves, men som skader uendelig, hvis børn opdrages til forældrenes vandbie-metier og hvis hele id går ud på at pine og udsulte deres medborgere i staten.

K. H. Seidelin.

*) At Frankrig nu i en fem år har haft lettere priser på fødevarer end det øvrige Europa, uagtet krigen og dens følger; at det især i år da armoden allevegne i dets fjenders og venners lande må sulte, har lette priser på levnedsmidler, er et særsyn hvis årsager fortjener at efterforskes og overvejes af alle statshusholdere.

**) Man betænker blot en lille embedsmands kår der med kone og 4 til 5 børn behøver til 7 tønder rug a 8 rigsdaler, 2 fjerdnger smør a 16 rigsdaler, og 6 favne brænde a 8½ rigsdaler, det vil sige til blot tre af de føste nødvendigheder 139 rigsdaler. Hvorledes skal den forholdsmæssig dyre føde, klæde, husly og børneundervisning blive udredt af resten af den ringe, endda med pålæg besværede lønning?

***) De priser der ved denne naturalle (ca 4 tegn ulæselige)ces påbud af 26. september er satte, vil vil man ikke finde for høje når man betænker at mange bønderallerede forinden havde solgt hvad de kunne sælge, og nu må købe det som de skal levere. Dette vil ikke være tilfældet hvis regeringen for fremtiden bestandig tager kornskatten i natur (det enhver redelig patriot vil takke den for), for da sælger bonden ikke det leverende korn. Da turde måske rugens pris rimeligvis sættes til 20 mark.
Den glæde man så ofte har følt ved at have set retfærdigheden lægge skatterne lige, om ikke mere, tungt på det frie hartkorn, er årsag til at man i denne forordning savner de vigtige grunde regeringen har haft til her at handle anderledes. 

****) Ved skarp retfærdighed kan man forebygge exactioner, underslæb og svig ved naturalleveringer. Ved samme middel kan leveranten hindres fra at levere dårlige varer. Men ved hvilket middel oprejses den skade staten muligvis kan tage når en leverant ikke kan opfylde sit bud? Fuld oprejsning kan kautionisten ikke altid give. Eksempler behøves vel ikke til at oplyse dette, men altså har naturalleveringen også fra denne side betragtet en fordel frem for licitationsleveringen.

*****) I enhver by i Sjælland er en og i mange to, tre og flere gårdmænd, oftere købmænd som driver landprang. Liderlighed, drik og dovenskab er særkender ved de allerfleste af disse skadelige mennesker. I Fyn er landpranget næppe mindre, og i Jylland har det også taget overhånd.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 130. 18 October 1800, s 2065-2073)