Krigsfange-Begravelse paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Englændergraven på Vestre Kirkegård vokser. I går eftermiddags jordedes her atter fem engelske krigsfanger, således at der nu i alt hviler ti i den store fællesgrav bagved kirkegårdens store kapel. Men allerede i dag til formiddag øges tallet med tre - der er påny begravelse, og andre af krigstidens ofre finder hvile i fremmed jord.

De har ikke meget modstandskraft, disse krigsfanger, der kommer hertil, siger lægerne. Lungerne er svage, og støder der så forkølelse og lidt sygdom til, så har de vanskeligt ved at stå imod. De fem, der jordedes i går, var døde af lungesygdom. Tre af dem døde ombord på "Formosa" på overfarten hertil, de to døde på "la Cour". En af dem var korporal og hed J. Thompson, en anden hed William Raynor og havde tjent i dronningens "West Sussex", den tredie - ved navn F. Murphey - var skotsk højlænder, den fjerde hed Arthur Pooly og havde tjent i Yorkshire Regimentet. Den femte endelig hørte til The Kings royal Riffles og hed Thomas Banks.

Der var en sjette engelsk soldat, som skulle have været begravet i går. Han var imidlertid muhammedaner, og hans kiste blev i sidste øjeblik holdt tilbage, for at der kan blive foretaget visse muhammedanske ceremonier, før han jordes, Nu står hans kiste i kapellet med påskriften: "Bhodor KIow, ca. 50 Aar, indisk Soldat - fra "Formosa","

Den femdobbelte begravelse i går over væredes af den engelske chargé d'affaires Lord Kilmannock, chefen for Hjemtransport Organisationen, Oberst Hazard, kaptajn Davidsen, der repræsenterede den danske regering, og oberstløjtnant With, kommandanten i Barfredshøjlejren, og overintendent Kyhl, der repræsenterede den kommanderende general.

En afdeling af 23. bataljon under Kommaor, Kbhvn. og 1. regiments musikkorps tog opstilling udenfor kapeliet, og kort efter ankom 200 engelske soldater fra Barfredshøjlejren under kommando af major Cunliffe. Englænderne marcherede ind i kapellet og indtog alle stolepladserne. Dette hav af vissengrønne krigs-uniformer var et uvant syn på dette sted. Mindre afdelinger af de forhenværende krigsfanger placerede sig for enderne af de fem kister, der stod dybest inde i kapellet, smykkede med Union Jacks farver og med kranse fra engelske officerer og underofficerer.

Så stod pastor Storm frem mellem de fem kister og talte på engelsk:

- Jeg ved, at min genløser lever...." Disse ord passer på jer. I jeres fangenskab tænkte I på genløserne, jeres brødre, som I håbede ville komme og banke på jeres fængsels port. Og befrielsens time slog. Men der er en anden befrier, som råder over liv og død - det er ham, der tog disse fem til sig i sin favn....

Pastoren slutter med at sige, at de engelske grave vil blive plejede af kærlige hænder, og han sigter her til en damekomité, som er under dannelse med det formål at frede om den engelske krigsfangegrav på Vestre Kirkegård.

Pastor Storm følger i øvrigt det engelske begravelsesritual, og han støttes af det udmærkede drengekor fra den engelske kirke. Den hele ceremoni virker gribende. Mange af de engelske soldater - som den meste tid står ret op - er bevægede, og en enkelt føler sig svag og må søge udenfor. Så sætter ligtoget sig i bevægelse mod graven. Engelske og danske soldater skiftes til at bære kisterne, medens tonerne af Chopins sørgemarch fylder den stille vinterluft. Endelig sænkes kisterne i jorden, en efter en, medens drengekoret istemmer en engelsk salme. Præsten kaster jord på og to geværsalver fyres af henover graven.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 8. januar 1919).

Britiske krigsfanger i Barfredshøjlejren. Holger Damgaard (1870-1945). Det Kongelige Bibliotek. Licenseret under en Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens. 

Barfredshøjlejren blev opført vinteren 1916/17 på Barfredshøj i Ishøj. I november 1917 var der "mytteri" i lejren. Roen blev dog hurtigt genoprettet. I januar 1918 deserterede 20 soldater fra lejren, men vendte dog tilbage. 

Efter krigen blev lejren brugt til de engelske krigsfanger. Derefter blev den brugt som installationsrum og værksteder. Den blev nedrevet 1919/20. De engelske krigsfanger opholdt sig endvidere i Sandholtlejren og Grevelejren. I slutningen af december afrejste 800 fra Barfredshøjlejren, 1.000 fra Grevelejren og 250 fra Sandholmlejren. Samme dag ankom et par tusinde. I begyndelsen af januar blev 900 engelske soldater fra Barfredshøjlejren sejlet hjem med den australske transportdamper "Willochra", sammen med 650 englændere fra Amagerlejrene. Forinden var fire danske dampere ankommet med 1.100 engelske krigsfanger. Disse blev sendt til Amager. 

Et Monument for de engelske Soldater.

En smuk Afsløring-Høitidelighed paa Vestre Kirkegaard.

På Vestre Kirkegård i København fandt lørdag eftermiddag en smuk afsløringshøjtidelighed sted af et monument, der er rejst til ære for de her i landet døde engelske krigsfanger. Monumentet er rejst af en dansk komite med professor Mygind i spidsen.

Rundt om graven havde et dansk æreskompagni og et sammensat engelsk marine- og artillerikompagni taget opstilling, og efterhånden indfandt der sig en talrig og repræsentativ forsamling. Vi nævner: den engelske charge d'affaire mr. Grant Watson, den franske minister Paul Elaudel, den italienske minister D'Carobbio, den russiske charge d'affaire Meyendorff, generalerne Ellis Wolff, Nyholm, Knudsen og Ulrich og endvidere medlemmerne af de herværende  legationer.

Professor Mygind mindede om de fyrretyve tusinde britiske soldater, der efter våbenstilstanden vendte hjem fra krigsfangenskabet, og som på deres vej hjem passerede Danmark, men ikke alle nåede hjem til fædrelandet, for disse mand og den britiske hær og flåde, der havde kæmpet for frihed og retfærdighed, hvorved det håb, som vi havde næret gennem mange år i vore hjerter, gik i opfyldelse.

Efter professor Myginds tale, der blev holdt på engelsk, faldt dækket for den smukke 17 fod høje sten, hvorpå generalløjtnant Ellis Wolff rettede en tak til bidragyderne og en tak til prinsesse Margrethe, der havde været protektrice for indsamlingen, og som også overværede afslørings-højtideligheden. Han overgav derpå mindesmærket til mr. Watson, der i den engelske nations navn takkede, og han tolkede Englands varme følelse for Danmark.

Ved højtideligheden blev der sunget et par engelske salmer, ligesom et dansk musikkorps spillede: God save the King og Kong Christian. Højtideligheden sluttede med, at et par engelske hornblæsere over graven blæste en sørgemarch.

Mindestenen er en høj granitsten, der bærer følgende inskription: This monument has been erected by Danish friends of the British empire. To the glory of Good and in loving memory of neintheen British soldiers.

(Holstebro Dagblad, 23. august 1920).

Monumentet for de engelske krigsfanger, 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Rainals Reise til Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

- Den i Kjøbenhavn som storbritannisk Konsul fungerende Mr. Rainals foretager for Tiden en Rundreise i Slesvig for at gjøre sig bekjendt med Stemninger og Tilstande i denne Landsdeel og for at indberette Resultaterne af sine Iagttagelser. De holsteenske og slesvigske Blade have bragt en Række Meddelelser angaaende denne Rundrejse, der for endeel laborerer ad Urigtigheder. Naar der saaledes er blevet sagt, at Konsul Rainals næsten udelukkende har søgt Oplysninger hos tydsksindede Personer, at han næsten stedse har logeret hos Tydskere, samt at han har udtalt sig skarpt med Sprogreskrivtet, saa kunne vi af god Kilde forsikkre, at disse Beretninger ere ligesaa urigtige som i flere Tilfælde Forudsætningerne, de ere byggede paa, ere urimelige. Mr. Rainals har hidtil kun besøgt Sydslesvig og den vestlige Deel af Mellemslesvig. Han har opholdt sig i Rendsborg, Slesvig, Husum, Oldensworth, Bredsted, de frisiske Egne, Joldelund, Tønder etc., og er fra sidstnævnte By reist til Flensborg, hvor han har opholdt sig i de sidste 5 til 6 Dage. De omtalte Meddelelser i Bladene omfatte ikke hans Ophold i sidstnævnte By. Konsul Rainals har paa denne Tour ikke alene besøgt de bekjendte Deputerede Hansen-Grumby, Thomsen Oldensworth og Hamckens, samt en stor Deel af de mest anseet tydsksindede Mænd i de nævnte Byer, men ogsaa, hvor han kunde - og Leiligheden dertil kunde under den første Deel af hans Reise kun være sjelden - ivrig dansksindede og dansktalende Mænd, saavel en af de nyvalgte Deputerede (Diemer i Tønder) som Landmænd, Borgere og Geistlige. At ville bebreide ham, at han kun i faa Tilfælde har henvendt sig til Regjeringens Embedsmænd, synes og noget strengt, forsaavidt hans egen Opfattelse af disses Stilling eller hans Instruktioner ikke kjendes. At ville holde sig op over, at han har boet hos bekjendte Slesvigholstenere og i tydske Værtshuse, forekommer os næsten urimeligt, da valget paa den største Deel af nævnte Tour ikke var givet ham, og det vel neppe kunde forlanges, at han af dette Hensyn skulde forsage enhver lettelse og Beqvemmelighed paa en særdeles besværlig Reise. Det er os bekjendt, at han i saa Henseende har bestræbt sig for at holde sig saa neutral som mulig, saa at han f. Ex. i Flensborg hverken har indqvarteret sig i "Stadt Hamburg", de Tydsksindedes Samlingssted, eller i "Rasch's Hotel", hvor Reisende fra Danmark helst søge hen, og hvor "Kongens Klub" har sit lokale, men i den mere neutrale Postholdergaard, skjøndt denne i andre Retninger staaer en heel Deel tilbage for hine. Det er vist ogsaa af denne Aarsag, at Konsul Rainals har afslaaet flere Indbydelser, deriblandt til en Fête, som vore Hjemmetydskere, der med deres sædvanlige Snuhed paa alle mulige Maader have søgt at drage ham til sig, havde paatænkt at arrangere for for ham i Flensborg. Morsomt lyde forøvrigt flere holsteenske Blades Meddelelser, efter hvilke nævnte engelske Konsul skildres som den, der paa sin Reise har erhvervet sig en god, nøiagtig og "upartisk" Dom over Forholdene i Slesvig, naar det erindres, at det var de samme Blade, der for kun faa Maaneder siden frakjendte en Mand (Prof. P. Hjort), der i længere Tid end en Menneskealder har beskæftiget sig med slesvigske Anliggender, navnlig med Sprogsagen, en berettiget Dom, da han, der var mødt med ganske anderledes rige Forkundskaber end Konsul Rainals, efter omtrent en Maaneds Ophold i Angel, som var anvendt til nøie Undersøgelser af de nuværende Skole- og Kirkeforhold, vilde udtale sig derom.

Hvad forresten det Hverv angaaer, Konsul Rainals har paataget sig, ansee vi det for et saare vanskeligt, vi ere næsten fristede til at sige for et fortvivlet. Har det ved Befolkningens indesluttede og mistroiske Charakteer i forholdsviis rolige Tider, været en overordenlig vanskelig Sag for Mænd, der i Aarrækker have beskæftiget sig med Slesvigs politiske og nationale Anliggender, eller selv vare fødte og i lang Tid bosatte i denne Landsdeel, der vare i Besiddelse af udstrakt Personalkjendskab og de Sprog mægtige, som den egentlige Befolkning talte i de nationale Grændsedistrikter, at komme til en klar Kundskab om Stemninger, Forhold og Tilstande, saa maa dette, med Hensyn til mangfoldige Punkter og Spørgsmaal, endnu i langt høiere Grad være Tilfældet, naar enkelte og væsentlige af disse Forkundskaber mangle. Dobbelt vanskelig bliver naturligviis en saadan Undersøgelse, naar den, som i foreliggende Tilfalde, maa afsluttes i en kort Tid, foretages aldeles aabenlyst samt udføres i en Tid, hvor Gemytterne ere agiterede i høi Grad, og de vrangeste Forestillinger ved en fjendtligsindet Presses uophørlige Bestræbelser have faaet Indpas hos en stor Deel af Befolkningen i Hertugdømmets sydlige Halvdeel.

Under den første Halvdeel af sin Reise har Konsul Rainals vel neppe faaet at høre synderlig Andet end et Stykke isoleret Historie, end en Række Klager over Forhold, hvis Tilblivelse de Adspurgte have fundet det beqvemmest at fortie, hvis Sammenhæng, man har søgt at forvanske for ham, eller selv ikke har kjendt. Har han, der skal være en intelligent Mand, med varme Sympathier for det engelske Folkfrie Institutioner, af disse Beretninger og af dem, han har kunnet indhente paa sit nuværende Opholdssted, kunnet finde den Ariadnetraad, han søger, maa han have varet mirakulens heldig. Har han formanet ved sin Dom at tage de tilbørlige Hensyn til Danmarks hele Stilling og de eiendommelige Forhold, der have udviklet sig i Slesvig, saa vil han næsten have præsteret det Umulige. Men med al Agtelse for Konsulens Intelligents og Skarpsindighed kunne vi neppe troe, at han har seet Forhold og Tilstande aldeles uhildet eller været i Besiddelse af en tilstrækkelig Kundskab til den historiske Udvikling og den politisk og historisk tvingende Nødvendighed, der har frembragt saadanne Tilstande. Hvad han i Løbet af nogle faa Uger ikke har kunnet see eller erfare, det er de mange kunstige Indflydelser, den lange Række af historiske Aarsager, der førte saa mange Slesvigere bort fra den loyale, patriotiske Vei. Har han, som næsten maa formodes, anlagt den engelske Maalestok paa vore Forhold, paa et Land, der i mere end en Menneskealder er bleven bearbejdet af talrige tydske "Wühlere" i Ord og Skrift, ved Emissairer og Embedsmand, et Land, hvorefter det erobringssyge Tydskland har fisket fra dette Aarhundredes Begyndelse, et Land, som nylig ved Preussernes Machinationer blev ophidset til Oprør og endnu er opfyldt af Oprørets Tilhængere, saa kan han ikke have seet Tilstandene anderledes end i en falsk Belysning. At den danske Regjering har samme Berettigelse og Forpligtelse som den engelske og preussiske, at sørge for Rigets Integritet og Konsolidation, det synes mange Frihedsmænd, som bekjendt, ikke at kunne fatte. Om Herr Rainals hører til dissse, ville vi ikke paastaae, uagtet mange af hans Udtalelser, der ere komne os for Øre, synes at begrunde en saadan Formodning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. januar 1861).

Se også indslaget Engelske Rapporter om Slesvig, januar 1859.

Flagnedrivning i London. (Efterskrift til Politivennen)

I en artikel "Af et Brev fra London af 6te Januar" noteredes bl.a. følgende episode i London hvor danskere rev det slesvig-holstenske flag ned fra tre skibe fra Blankenese og rev dem i stykker. De henvendte sig efterfølgende til de engelske havnemyndigheder, der dog ikke gjorde noget ved sagen:

--- Da Blankeneserne saaledes saae sig al Udsigt til Bistand fra hin Kant berøvet, valgte de en langt klogere Vei; de henvendte sig til den danske Konsul. - Efter denne korte Indledning, der vil sætte Dem istand til at fatte en Dom i Sagen, skal jeg nu blot tilføie et Udtog af Retsforhandlingerne, hvilket jeg har taget af "Morning-Chronicle" af 4de Jan., og som vel altsaa kan ansees som authentisk: "For Magistraten mødte 3 fremmede Skibscapirainer, ledsagede af Hr. Bonom af det danske Consulatcomptoir (office) og klagede over en skjændig Forhaanelse, der var tilføiet det schleswigholsteinske Flag, under hvilket de seilede. Hr. Bonom erklærede, der var 3 Skibe, nemlig "Lucia", "Elbe" og "Par", alle hjemmehørende i Blankenese, i Hertugdømmet Schleswigholserin, og seilende under dettes Flag, som i en ringe Grad afveeg fra det danske Flag. - Capitainen og Folkene fra nogle danske Skibe paa Floden fandt en Fornærmelse i at see tydsk Flag heiset paa schleswigholsteinske Skibe, kom ombord og befalede Mandskabet at stryge; da dette vægrede sig, halede de dem selv ned, ødelagde Flagene og medtoge Stumperne. Magistraten: Gik de fra Skib til Skib og gjorde det Samme? Hr. Bonom bekræftede dette og tilføiede, at de Danske gjorde en god Deel Støi (noise), nedreve det schleswigholsteinske Flag og mishandlede alle dem, som modsatte sig. En Mand ombord i "Elbe", der vilde beskytte der Flag, under hvilket han hører, og forsøgte at forhindre de Danske i at udføre deres Hensigt, smede de overende og gave ham et blaat Øie. Flaget nedhaledes dernæst under de Danskes Hurra. Det schleswigholsteinske Folk og det danske vare ligeberettigede (equally) under konsulatet, da Hertugdømmet fremdeles var en Deel af Kongeriget Danmark, og Konsulen maatte være ivrig bekymret (anxious) for, at en saadan Forhaanelse ikke skulde taales ustraffet. Magistraten var forundret over, at det danske og schleswigholsteinske Folk udstrakte deres Stridigheder til en neutral Havn. Hr. Bonom var ligesaa forundret som "His worsip" over de Danskes Fremgangsmaade, der handlede under den fejlagtige Indskydelse, at de schleswigholsteinske Skibe burde høre under det danske, istedetfor det Flag, der tilhører Hertugdømmet; men hvad enten dette var saa eller ikke, saa havde Ingen Ret til at blande sig deri, og Klagerne vare, efter hans Mening, fuldkommen berettigede til at Heise hvilketsomhelst Flag de lystede. Capt. Bomholdt bemærkede: at havde han været ombord, saa vilde han for have mistet sit Hoved (Uh !) end sit Flag og der vilde bleven Blodsudgydelse (hvilket Held, at Capt. B. ikke var ombord !) Magistraten henviste nu Hr. Bonom og de schlesw.-holst. Capitainer til Themse-Politiet, hvorhen man strax begav sig. Superintendenten vægrede sig imidlertid ved at gaae ind paa Sagen, "paa Grund af, at ingen Officecr havde seet noget til Angrebet, og der var Grund til at antage, at de Danske ikke havde bortført Flagene i noget forbryderisk Øiemed, men blot for al lægge deres nationale Følelse i denne Sag for Dagen." Blankeneserne have nu, da selv Konsulens Bistand ikke har kunnet skaffe dem Satisfaktion, henvendt sig til en Advocat, for at faae Sagen videre forfulgt, og jeg frygter for, ar det omsider lykkes dem under konsulatets fremtidige Medvirkning at faae Hævn over Anførerne, som de ialt have angivet til tre. Hvor uendelig harmeligt det er for os at see vor Sag ikke alene ikke forsvaret, men formelig angrebet fra den Kant, hvor vi nærmest skulde vente Bestyrtelse, kan De tænke; jeg afholder mig idag imidlertid fra hver Bedømmelse af vore Autoriteters Færd. Tingen vil være saa public, ar Regjeringen umulig kan oversee den, og maaskee vil man dog endelig give de fornødne Instruxer til vore Konsuler i Udlandet. Snurrigt nok er det at see den danske Consul bestandig nævne Hertugdømmet Schleswig-Holstein, give dette sit eget Flag og endelig fremsætte, at dette ikkun i en ringe Grad afviger fra det danske. Vi ere alle forvissede om, at det ikke er Mangel paa god Villie, men at det dog maa skorte noget paa Kjendskab til Forholdene, ja selv til Flagene. Magistraten har nu lovet, Intet at dømme, inden den har hørt Dokmesterens Skudsmaal over de Danske ialmindelighed og i dette Tilfælde isærdeleshed, og da vi staae os særdeles godt med hele Havnevæsenet, der af ganske Hjerte ønske Schlesw.-Holst. alt Godt, saa haaber jeg, at Sagen skal falde taaleligt nd. Ingenlunde vil jeg i Et og Alt forsvare, hvad vore "Gutter" have foretaget , og dog er der noget Smukt i at see denne nationale Følelse fremtræde: Det er i Hull, Leith og London, kort sagt, overalt de samme Yttringer, og lad derfor Sagen ende som den vil, vor Sympathie kunne vi neppe nægte den. (Fyens Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. januar 1849)

Foranlediget af affæren fastslog Palmerston overfor skatkammerlorderne at der ikke fandtes traktater som regulerede det kommercielle samkvem mellem Storbrittanien og hertugdømmerne Slesvig og Holsten, med undtagelse af dem som var sluttede mellem kronen af England og kongen af Danmark. Men i betragtning af den daværende situation mellem Danmark og de to hertugdømmer mente man ikke at kunne drive denne formalitet for vidt, dog således at kun hvis skibene henholdt sig til de med Danmark sluttede traktater kunne gøre krav på toldforrettigheder osv. Som altså ikke gjaldt hvis de erklærede sig for tyske, idet der ikke faktisk fandtes nogen stat Tyskland, og at England havde afsluttet traktater individuelt mellem Preussen, Østrig, hansestaterne osv, men ikke under navn af tyske skibe. Om danske skippere så havde ret til at håndhæve eventuelle engelske love, forholdt man sig tilsyneladende ikke til i denne erklæring.

I modsætning til den engelske regering tillod den nordamerikanske regering at slesvig-holstenske skibe som ankom dertil at blive behandlede efter de mellem Danmark og de Forenede Stater bestående traktater, uanset hvilket flag de førte og hvilke skibspapirer de bragte med sig.

Edward Wilson Landor: Copenhagen. (Efterskrift til Politivennen)

 CHAPTER III.

COPENHAGEN.

ABOUT four miles from Frederiksburg is the town of Friedenburg, remarkable for its clean and inviting appearance; and, indeed, cleanliness and neatness may be considered the characteristics of most of the Danish towns. At Friedenburg is a royal castle, which, except for that dignity, I had not thought worthy of mention. Behind the town is a most picturesque lake, which winds for a long distance through woods that slope down to its edge: it is a delightful scene, and well deserving a visit.

The peasantry of Zealand are remarkable for their respectable appearance, and the invariable civility of their demeanour. Their low-built, whitewashed cottages are comfortable and tidy, and generally cleaner than those of our own labouring classes. I was informed that each labourer is allowed a plot of land, which usually adjoins his house, and provides him with many of the luxuries of life, or what to him, at least, appear such.

I like the country inns of Denmark; the traveller is uniformly treated with civility and respect, and yet is not required to pay exorbitantly for those attentions. Animal food is very cheap, and house-rent very moderate, and the best wine St. Julian, or what is called such commonly a rix dollar a bottle, that is, a little more than two shillings and four-pence.

I travelled from Frederiksburg to Copenhagen by the post, or royal diligence - a kind of open waggon on low springs, containing four seats, which accommodate twelve persons, including the driver. That individual, robed in a scarlet coat, with a horn slung round his neck, which he takes care to blow not unfrequently, devotes his utmost abilities to urging four long-tailed horses into a trot.

When the passengers are numerous, inferior carriages are provided, which are drawn by two horses, and respectfully keep in the wake of the royal mail; -for, in arbitrary countries, the doctrine of precedence is very strictly observed; and in Denmark, as throughout Germany, it is thought extremely incorrect for the subsidiary vehicle to pass the principal, though the fares of each are alike.

The road to the metropolis lies through frequent woods and over dreary wastes, which, for miles, are without the shelter of a single tree. There is also, at least, one very noble lake, surrounded with beautiful woods, among which it winds and is lost. Upon the banks is sometimes seen a large mansion, the residence of a great landed proprietor.

Long avenues of trees lead up to the several gates which give entrance to Copenhagen; but every one of these trees, which seem to be commonly elm, is cut down to about ten or twelve feet from the ground; and it is singular that the Danes, who are very proud of their gardens, and really have a taste for flowers, should make a point of mutilating in this manner all the trees which they mean to be ornamental. The tops thus deprived of their branches, in which consisted all their beauty, are reduced to mere sprouts, that in winter have the appearance of besoms, and in summer of magnified cabbages.

Copenhagen is a fortified town, surrounded by a moat, and walls or mounds of earth. I could not help thinking that rather an arbitrary edict which caused the luggage of all the passengers of the diligence to be searched, though we had not come from a foreign country, nor even from a frontier town.

Copenhagen is an agreeable and handsome town, the streets are wide, the houses lofty and well-built, and generally painted of a stone colour. Some of the squares-which, by the bye, are rather oval than square-have a fine appearance; and in the best of them the king resides.

The king has also a new, and very large, though not very handsome palace, called Christiansborg it contains a museum of ancient arms, and other curiosities that are usually placed in museums. The royal stables behind this palace are worth visiting; they contain about a hundred of the king's horses-noble animals, though small. The finest building in the town is the Exchange, which was erected in the reign of Christian the Fourth. That monarch also built a curious tower, called the Round Tower, in the which there is no staircase, but a gradual ascent, paved with brick, that runs spirally to the summit. It is so wide that a carriage may be driven up it; and one of the kings, it is said, actually drove his chariot and six horses to the very top. The library is in this tower, and the royal observatory on it. The Palace of Rosenberg, situated in a garden within the walls of the town, is a small and deserted building, erected, at the command of Christian the Fourth, by Inigo Jones: it is not, however, particularly to the credit of that architect. There is one room that contains the portraits of the original owner and his seven mistresses; in another, the king himself, his queen, and several of his children, are represented in full dress, each adorned with a profusion of red hair. It is a curious proof of the eccentricity of fashion, that, about an hundred and seventy years ago, red hair was esteemed, in the Danish court at least, one of the most attractive features, and they who had not the good fortune to be born with that natural advantage were fain to dye their locks, or powder them with a red pulvilis. This fashion was not introduced out of compliment to the king, whose hair was naturally jet black. Christian the Fourth was one of the most celebrated of the Danish monarchs; he flourished in the middle of the seventeenth century, and was not more celebrated as a warrior than as a wise and patriotic prince. He encouraged the arts, patronised talent, and founded or promoted several public institutions; but he was of a stern, unfeeling disposition, and of a native ferocity and brutality of temper that generally distinguish the half-reclaimed barbarian. His forbidding features were rendered still more repulsive by the loss of an eye, which was struck out in a naval engagement.

The present king, Frederick the Sixth, is very plain in appearance, and homely in his manners; he is frequently to be met walking about the town, where he attracts no particular attention. It is a great misfortune to his people, and a serious drawback to his popularity, that he almost entirely neglects the interests of commerce, and devotes his chief attention to the provision of an useless army, to which all his abilities and anxiety cannot give a respectable appearance. The Danish soldiers are no doubt as brave as other military characters; but they have an innate awkwardness of manner, and meanness of aspect, that no drilling seems able to remedy: it is like hammering cold iron. Their slouching gait, bent knees, squat figure, and diminutive size, move to laughter rather than inspire respect; and yet, as the position of their country and its political interests deny them even the chance of greater honours than may be acquired at a review, it is rather surprising that they should not be more worthy of those private laurels which their king very liberally bestows. I one day saw a collection of these heroes at drill. When ordered to sheathe bayonets, there were only a few men skilful enough to go through that intricate manœuvre without assistance, and to the great derangement of their ranks; the others were fain to apply for the aid of their neighbours, and good-naturedly assisted each other.*)

I would not be thought to sneer at mere want of skill, nor from national pride seek to censure inferiority; but I would reprehend all vain and idle follies that are indulged by the whim of one to the prejudice of many. A large and useless army is not unfrequently the foible of an absolute king, and in the hands of the king of Denmark it is the worst of all foibles, as being the cause of much injustice and much evil. The whole thoughts of the monarch seem to be centred in his army; all his rewards, honours, and patronage, are confined to its members. It is not state policy, nor the tranquillity of his empire, that demands this engrossing interest; which arises solely from the lust of pride, and the weakness of vanity.

The geographical position of Denmark renders her essentially a maritime power; and whatever importance she once possessed, was acquired by the influence of her navy, and the extent of her The king has withdrawn his favour and encouragement from these sources of power and affluence; and the navy lies dismasted in the dock-yards, whilst commerce has sunk into insignificance and decay. In our own country it is matter of much indifference whether the king pay attention or not to particular branches of polity; but in the dominions of an absolute monarch the case is far otherwise:- he is there the centre of all power, the key-stone of all stability; the sun, as it were, of a system that looks to him for life and warmth, and whose rays, extending through all the ramifications of empire, are felt in every department, and have an influence on every grade of society. When the beams of the monarchy are averted from an object that has grown up and flourished under its genial warmth, we may well imagine that it is left to wither and decay.

Where formerly fifty sail of ships used to trade betwixt Denmark and the East, there now, I was informed, are not more than ten: the traffic of the country is almost entirely carried on by foreigners.

The navy, at present laid up in port, consists of sixteen or eighteen vessels-ships of the line and frigates.

There is only one theatre at Copenhagen, and it is very small, and generally crowded to excess; it is usual to perform only one piece in an evening. I witnessed an opera and a comedy; the latter I did not understand sufficiently to admire, and the former wanted at least good voices to make it agreeable. In order to give some effect to the stage, the chandelier is drawn up during the performance, and the spectators sit in obscurity.

I went one evening to the Circus, having heard that Prince Christiern, the king's nephew and heir presumptive, and several others of the royal family, intended to be present. It is a wooden building outside the gates, and on that evening was so crowded that I had difficulty in obtaining a seat.

Prince Christiern is a plain, inoffensive-looking individual, something under the age of fifty. He wore a blue coat and star, with a white neckerchief. His only son married a daughter of the king (who has another daughter, but no son) but it was much against the inclination of the young man, who yielded only to policy and the commands of his sovereign. The match turned out as unhappily as might have been expected; the prince soon quarrelled with his wife, and was even of a temper sufficiently brutal to inflict upon her actual chastisement. Whether she really deserved that treatment is, to this day, a subject of refined speculation with the ladies of Copenhagen, many of whom seem inclined to espouse the cause of the young prince, who is possessed of an attractive person, and, though impetuous, is said to be engaging.

The king resented the ill-usage his daughter had received, and banished the husband to Iceland, whence he was, some time afterwards, removed to Jutland, where he still remains; but there is a rumour of his intended recall. He is now divorced from the princess.

The performance at the Circus was such as would have done no honour to a company of vagabonds at a village fair in England; half-adozen gentlemen cantered round the ring in military costume; one contrived to fling himself through a hoop, and a lady managed to sit on horseback in the male fashion, and occasionally diversified the scene by turning her face to the tail. I never was so tired of any thing in my life, and was glad to make my escape, long before the performance concluded; not a little envying Prince Christiern the power to derive amusement from a subject apparently so devoid of interest. That good prince, indeed, on his part, seemed to take the highest pleasure in the matter; his attention was never removed from the riders, and he frequently clapped, applauded, grinned with every appearance of satisfaction,

Though the Danes, in general, do not seem to ride much themselves, yet they entertain great respect for horsemanship, and take pleasure in beholding it. I believe they consider the English to be the finest horsemen in the world.

When I reflected upon the scene I had witnessed at the Circus, I could not help thinking that it, in some measure, marked the intellectual attainments of the people, to find the highest of the land attending, and deriving gratification from, such miserable exhibitions. That nation cannot be very far advanced in refinement, whose upper and most cultivated classes take delight in witnessing spectacles in which no mental talent is exercised, and but very little even of physical dexterity displayed. Those men take greatest pleasure in brutal feats of strength, in the pranks of a rope-dancer, or the contortions of a mountebank, whose finer perceptions have never been awakened to the the subtleties of wit, the graces of eloquence, or the harmony of poetry; who have never been conscious of those more elegant pleasures, which refinement affords, and cultivated reason teaches to appreciate.

*) Perhaps these were the awkward squad; and I must in justice admit, that there are two good regiments in the whole army-one the horse-guards. I believe there is but one more regiment of cavalry, and the other a picked regiment, that does duty before the king's palace.

(Edward Wilson Landor: Adventures in the North of Europe. 1836)

- Iblandt de Reisende, som i den senere Tid have besøgt vort Land, er en Englænder Eward Wilson Landor, der i sine "Adventures in the North of Eurnpe" omtaler sit Ophold her paa en Maade, som vilde gjøre os ondt, hvis man ikke tydeligt kunde skjønne, at han kom hertil uden at kjende vor Nationalitet. Iblandt andet, som han omtaler ufordeelagtigt, er vor Armee, der, "uagtet Handelen for dens Skyld forsømmes i Danmark", og uagtet Kongen skjænker den sin Opmærksomhed, alligevel ei kan faae et ordenligt Udseende." Forfatteren vil indrømme os ligesaa meget "Mod," som andre Tropper; men han finder vore Soldaters Manerer "medfødt forkeerte" og deres Udseende "lavt", og at al Exersits intet hjælper: "Det er ligesom at hamre paa koldt Jern." Deres "slæbende, skjødesløss Gang", "krumme Knæe", "fiirskaarne Figur" og "ringe Høide", bringe En snarere til at lee, end til at føle Agtelse for dem." Forfatteren erklærer, at han ei ønsker at finde eller jage efter Feil; og efter hans Mening skulde vi blot stole paa vort Søværn og opmuntre Handelen. Den bedste Opdagelse, Forfatteren gjør, er dog denne, at de Danske, hvis alvorligere Uroligheder skulde udbryde, ifølge Sagkyndiges Mening, vilde befindes at være: meget vilde Barbarer!!

(Dannevirke. Et Ugeblad for Hertugdømmet Slesvig 28. marts 1839).

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn d. 7 Juli. I Anledning af de hertil ankomne Efterretninger om de af de allierede Armeer vundne betydelige Seire, hvorved alle Staters Rolighed paa ny kan ansees at være befæstet, lode samtlige herværende fremmede Gesandre i Aftes deres Vaaninger paa det smagfuldeste illuminere; ved denne Leilighed var især udenfor den engelske Gesandts Bolig sammenstimlet endeel Pøbel, som raabte og støiede paa en høist uanstændig Maade, hvilket foranledigede Politiet til at arrestere tre eller fire af disse Anstiftere af Uorden, som ikke ville undgaae den fortjente Straf. (St. Tid.)

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 54
Løverdagen den 8 Juli 1815
Spalte 855

Slaget ved Waterloo, Napoleons definitive nederlag, stod den 18. juni 1815.

Krigsfange i Skotland. (Efterskrift til Politivennen)

Hr Kapt. Bumann, som har været 13 Maaneder i Engelsk Fangenskab i Prisonet Greenlow i Skotland, er lykkelig og paa en behændig Maade undsluppen fra sit Fangenskab og i disse Dage ankommen i sin Families Skjød i Hovedstaden. Han beretter, at vore krigsfangne Landsmænds tyranniske Behandlingsmaade i Engelland overgaaer al Forestilling. Den Føde Fangerne faaer, bestaaer hele Ugen igjennem, Onsdag og Fredag undtagne, af intet andet end en Suppe, som til 600 Md. koges i en eneste stor Gryde. I Suppen for hver Md. kommes et halvt Pd. Engelsk gammelt Kokjød og en smule Gryn. Hver Md. faaer 1 1/4 Pd. Engelsk blødt Brød om Dagen, som, for at svare til Vægten, er saa raat, at kun Sulten kan tvinge tik at spise det. Hveranden Onsdag faaer hver Fange to raadne Sild, og dertil 3 Kartofler til Middagsmad, og hver 8de Dag et Pd. salt Klipfisk af samme Beskaffenhed. Alle Klager over Leverandørerne ere frugtesløse. Det var aldeles ikke Fangerne tilladt at faae stærke Drikke, det være Brændeviin eller Øl. Uden Forskjel paa Stand eller Alder bleve 40 til 60 Fanger kastede ind i et eneste Rum paa neppe 10 Qvadrat Alens Størrelse, hvor der var anbragt 3 høider med Hængekøier. Om Natten bliver hvert Rum lukket med Bolt og Laas, og ingen Fanger tør have Lys hos sig. Men hvad der gjør dette skjændige Fængsel aldeles utaaleligt for de ulykkelige Fanger, er den Omstændighed, at en stor Balje, hvori alle maae forrette deres Nødtørft, staaer her om Natten, og udbreder en pestagtig Lugt over hele det indknebne Rum. Forseer nogen Fange sig i mindste Henseende, saa bliver han pisket i det saakaldte Blach Hole, et mørkt og fugtigt Hul, hvori han maa sidde to til tre, ja vel ofte ti Dage. Da nogle af Fangerne i Julii Maaned d. A. forsøgte at underminere Fængselet, for paa denne Maade at faae deres Frihed, og deres Foretagende blev opdaget, satte man alle Fangerne, uden Forskjel, i hele 3 Uger paa halv Kost, hvilket foraarsagede en saa stor Nød, at en Deel af dem maatte af Sult spise Kartoffelskaller, som laae omkring i Gaarden. De Danske Krigsfangers Tal i Greenlows Prison var omtrent sex Hundrede og nogle og Tredive. Efter bestemmelse skulde Fangerne have hver niende Maaned Klæder, men de fleste faae dem kun hver attende, og overhovedet uddeles de ulige. I en Skrivelse fra en Dansk Krigsfange i Greenlow klages ogsaa over vore fangne Landsmænds Mishandling i England, men at der er ingen Muelighed i at befries fra dette Fordømmelsessted uden ved en Fangeudvexling.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 20. september 1810.

Redacteurens Anmærkning

Omkring 7.000 matroser (5.000 fra Norge, 2.000 fra Danmark) tilbragte krigsårene som krigsfanger.

Krigsfanger i England. (Efterskrift til Politivennen)

Af Danske Krigsfanger opholde sig i England paa følgende Steder: I Reading paa Parol 9 Søeofficierer 240 Skippere og Styrmænd og 33 Drenge; I Ashbucton 242 Skippere og Styrmænd og 26 Drenge; Moreton Hampstead 44 Skippere og Styrmænd og 3 Drenge; I Predles i Skotland 32 Skippere og Styrmænd og 6 Drenge; I Bristol 2 Skipere og Styrmænd og 1 Dreng; I Yarmouth 1 Skipper; I Charam i Prison 4 Skippere og 1,404 Søemænd; I Plymouth 914 Søemænd; I Grandsand i Skotland 57 Skippere og 311 Søemænd. Deraf nyde 9 Officierer a 28 Sh. pr. Uge, 12 Pd. 12 Shl.; 612 Skippere og Styrmænd a 5 Sch. 3 Pens pr. Uge, 12 Pd. 12 Scl.; 41 Skippere og Styrmænd i Prison a 3 Shl. 6 Pens pr. Uge, 7 Pd. 3 Shl. 6 Pens; 2,813 Søemænd i Prison a 1 Schl. 2 Pens pr. Uge, 154 Pd. 1 Shl. 10 Pens, som udgiør 357 Pd. 2 Chl. 4 Pens. Desuden nyde Agenterne i Provision for at udbetale samme a 2½ Procent, som udgiiør 8 Pd. 18 Shl. 6 Pens. Samtlige Udgivter pr. Uge 366 Pd. 10 Pens.

Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 4. september 1809.

Englændere. (Efterskrift til Politivennen)

I Söndags Aftes havde to Engelskmænd, som sad imellem Tilskuerne paa 2den Plads paa det helsingörske Theater, faaet isinde at opholde sig over Komedien, Tilskuerne og alt hvad der var dansk. Til Ulykke sad en Færgemand nær dem, som forstod engelsk, og uden videre Omstændighed gik lös på dem, paa Nazionens Vegne og slæbede derefter den ene ud af Huset efter den anden.

(Dagen, 13. december 1803)

Det er usikkert hvilket teater der er tale om. Helsingør Theater blev opført senere, i 1817 og lå på hjørnet af Bjergegade og Groskenstræde. Helsingør Theater kan i dag ses i Den Gamle By hvortil det blev flyttet i 1961. 

John Diston (1729-1804). (Efterskrift til Politivennen)

Fra en australsk læser og 6 x oldebarn af John Diston, Jan Perry har Politivennens Redacteur modtaget en mindeartikel, formentlig skrevet af Distons nevø. Artiklen er ifølge Jan nok pyntet lidt. Ikke desto mindre var John Diston en kendt person i sin samtid:

At Lowestoft, on 24th of July, aged 75, Mr. John Diston, an active and intelligent mariner, author of several useful nautical works; among other "The Seaman's Guide", which has ever since been used by seamen, Charts of the Swin, North Sea, &c. made from surveys by himself, and esteemed the best of their kind. He was a native of Lowestoft, where he resided the early part of his life; after which he removed to London, and had the command of various ships. He was particular noticed by the late Earl Howe in the affair in Cancille-bay, in the year 1758, for the spirited and judicious manner in which he laid the transport he commanded on shore, amidst the fire of the enemy, to land the troops he had on board. About 25 years of the latter part of his life, he was a merchant at Elsineur, in Denmark, during which time he rendered many important services to his countrymen, in venturing in open boats, in gales of wind, to them in distress. He was perfectly master of the navigation of most parts, and of the Baltic and Cattagat Seas especially; the latter of which he surveyed in a vessel he fitted out at his own expence to explore the fisheries, in which he furnished the Danes with important information, and proved how easily an advantageous fishery might be established at the Sound, had the inhabitants sufficient public spirit for such undertaking. The government of Denmark saw the importance of Mr. Diston's discoveries, and granted him the privilege (which no other subject of Denmark ever had) of carrying his fish directly into Copenhagen, without being stopped by the custom-house. His advice in nautical affairs was often asked by persons of the first eminence in that kingdom. He was particularly noticed by the minister Guldberg, and Admiral Count Moltke frequently visited him for information. He was very assiduous in getting the Danish government to improve the navigation of those parts; and was anxious in procuring the establisment of a light upon the north end of Bornholm, the want of which has caused the lofs of many lives; and had, at last, the satisfaction of seeing it fixed. He left Denmark about two years ago, to return to his native country; and, latterly, fixed his residence at his native place, where he ended a long and vigorous life, devoted always to the benefit of mankind, and preferring, at all times, the welfare of others to his own. All who thoroughly knew him will acknowledge this, and that they held him in the highest estimation. He has also left behind him a most valuable manuscript on the English fisheries.

(August 1804, The Monthly Magazine,pag. 180).

1775 fik John Diston bevilling til at holde skipperhus. 1787 købmand i kompagni med Carsten Meulengracht i "Diston & Meulengracht", senere med sønnen i "John Diston & Son".

John Diston stod sammen med 6 andre britiske borgere i Helsingør 1780 bag en ansøgning til kongen om at briterne måtte blive begravet med samme ceremonier som de lutherske. De reformerte kunne nemlig ikke blive begravet med præken og jordpåkastelse, ligesom forbrydere blev begravet. Ansøgningen blev imødekommet og underskrevet af kongen 8. marts 1780.

Briterne var henvist til at høre den tysk-reformerte præst. 12 briter heriblandt J. Diston fik derfor oprettet et stipendium, så den britiske koloni kunne forsørge en præst, John Graham (Colinsburgh, Edinburgh) fra 1781. I 1784 var John Diston med til at ansøge om at præsten kunne få tilladelse om at administere sakramenter og forrette dåb på engelsk uden at fornærme den danske kirke. Det blev bremset af sognepræst ved St. Olai Kirke, Alexander Scheby som godt mente at hans engelske rakte til at kunne varetage det. Efter flere trakasserier rejste Graham i 1784 til Stockholm. 

John Smith Diston var med til i 1792 at søge om at få oprettet en kirke. William Jackson var blevet ansat som præst fra 1791. Igen blev den modarbejdet af Scheby, som dog måtte bøje sig i 1793. John (Smith) Diston blev sammen med Daniel Belfour kirkeværge. Kirken blev officielt indviet 17. juli 1793. Efter interne stridigheder trak han sig i 1795.

John Diston havde datteren Elizabeth Diston (f. 1775) og gift med Thomas Williams. Sønnen John Smith Diston (f. 1762), gift med Elizabeth Roman

Oplysninger fra J. W. G. Norrie: De britiske menigheder i Helsingør. Personalhistorisk Tidsskrift, 1940. 77-106.

Det omtalte værk findes i adskillige udgaver på internettet, fx den fra 1779: "The Seaman's Guide: (collected Chiefly from the Experience of the Author: ...) Containing the Courses by the Compass, ... With the Addition of a New and Correct Tide-table, ... By John Diston, ..."  På denne side gives følgende oplysninger om John Diston:

Han udgav omkring 1785 værket The seaman's guide : chiefly the experience of the author : ... The courses by the compass, and distances from place to place ... By John Diston, ... Some very useful additions will be found in this book, besides many unaccountable errors corrected from the former editions. Publiceret og solgt i Liverpool og hos Mr Norton's i London. Dette værk kan fra Det Kgl. Bibliotek ses elektronisk fra Br. Library's base.

Undersøgelser over John Diston

I 1970'erne søgte Louis H. Heydeman oplysninger om Distonfamiliens forbindelser med Danmark og danske farvande. Heydeman skrev nogle gange til den daværende byarkivar i Helsingør herr S. K. Petersen, der døde i sommeren 1975. En del af korrespondancen endte på H&S, og fra det dokument, som jeg har læst, har Heydeman bedt om oplysninger ud fra nogle citater, som jeg bringer her:

   "He surveyed the Kattegatt Straights, in a vessel, which he fitted out at his own expense, to explore the fisheries, in which he furnished the Danes with important information, and proved how easily an advantageous fishery might be established at the Sound, had the inhabitants sufficient public spirit for such undertaking."

   "The Government of Denmark saw the importance of Mr. Diston's discoveries, and granted him the privilege, (which no other subject of Denmark ever had), of carrying his fish directly into Copenhagen, without being stopped by the Customs House."

   "His advice in nautical affairs was often asked by persons of the first eminence in that Kingdom. He was particularly noticed by the Minister, Guldberg, and Admiral Count Moltke, frequently visited him for information."

   "He was very assidious in getting the Danish Government to improve the navigation of these parts; and was anxious in procurring the establishment of a light, upon the north end of Bornholm, the want of which, had caused the loss of many lives, and had last, the satisfaction of seeing it fixed."

   "He was a merchant at Helsinore, during which time, he rendered many important services to his countrymen [English] in venturing in open boats, in gales of wind, to them in distress."

   "He was perfectly master of the navigation of most parts, and of the Baltic and Kattegatt."

De ovenstående citater er fra nekrologen over John Diston, * 1729, † 1804. Han var født i Lowestoft og opholdt sig i Helsingør fra ca. 1775 til ca. 1802. John Diston havde en søn ved navn John Smith Diston, der omkring 1795 sad i gældsfængsel i Danmark, hvorfra han blev frigivet ved kongelig beslutning af 23/04 1795 [optrykt Sjællandske Registre p.657].

Ifølge Helsingør Leksikon er der følgende oplysninger om John Diston og englænderne i Helsingør:

En lang række englændere løste borgerskab i Helsingør i sidste halvdel af 1700-tallet. Blandt disse kan nævnes John Beckett (1741), Thomas Baildon (1752), John Diston (1775), John Chapman (1777), John Good (1783), John Daniel Belfour (1787) og Arthur Howden (1788). De var alle med til at præge byens udvikling. De fleste af dem boede i det fornemme kvarter omkring Strandgade eller på Stengade, bekvemt i forhold til deres forretninger. De drev købmandshuse og klarerervirksomhed, men enkelte af dem tog også andre initiativer.

John Diston handlede med kinesiske og ostindiske varer, men drev også et herberg, hvor han kunne indlogere skippere, som var i land for at handle. Han anlagde en køkkenhave på bakken ved Rosenkilde. Der dyrkede han grønsager og tyrkisk hvede. Han opbyggede en produktion af kaniner ved Sadelmagerleddet, og han startede et silderøgeri. Han påtog sig at holde torvet frit for dyrenes efterladenskaber - vel med den tanke, at det var nyttig gødning til køkkenhaven.

John Diston boede i 1801 i Stengade 42. Han var da 70 år gammel og registreret som købmand og ugift, hvilket må betyde enkemand. I huset boede også hans søns svigermor Elisabeth Romums på 50 år og i husstanden var tre tjenestefolk samt to indkvarterede soldater. Diston ejede også en ejendom på Gl. Hellebækvej, som blev udlejet til beboelse og hvor der derudover var lo, lade, stald og vognskur.

1787 boede John Diston på Stengade 139 (Dansk Demografisk Database). Det må ifølge leksikaet være nr. 42. Bygningen er fra 1736. Andre kilder mener det er nr. 68.

Der findes en artikel i Personalhistorisk Tidsskrift 1939, 10. rk bd. 1, side 61-72 hvor Diston nævnes. Gordon Norrie: Briterne i Helsingør omkring 1801. Heraf et lille uddrag her. John Good er også nævnt da han optræder i en af de omtalte retssager:

"Omkring 1801 bestod den britiske Koloni i Helsingør af ca. 100 Sjæle, i og for sig kun en lille Del af Byens godt 5000 Indbyggere, men paa Grund af deres Sammenhold, de førende Slægters Rigdom og deres Fastholden ved engelsk Sprog og Skik spillede de en meget stor Rolle i Byens Liv. 

---

I den nordligste Del af Stengade boede John Good, der næst Fenwick paa denne Tid var den mest ansete, og som tog Ledelsen, da Krigsbruddet nærmede sig. Hans Forretning hed John Good & Søn, idet han havde optaget sin ældste Søn, William Cadday Good som Kompagnon.

---

En Købmand af en anden Type var John Diston, der i hvert Fald manglede Evnen til at slaa igennem. Han var oprindelig begyndt som Skibskaptajn og havde derefter drevet et Skipperhus. Efterhaanden som denne Forretning gik godt, udvidede han den med en Købmandshandel og optog sin Søn, John Smith Diston, desuden forpagtede han et Stykke af Byens Overdrev for at drive et Gartneri, der skulde forsyne Skibene med Grøntsager. Det var sikkert energiske og foretagsomme Folk, men rigtig Hold har der næppe været i dem, thi midt i Halvfemserne endte det med et Krak, hvorunder den ældre Diston flygtede til Udlandet, medens Sønnen blev arresteret. Da Sagen var bragt i Orden, forlod den yngre Landet, medens Faderen fortsatte Forretningen paa Stengade, hvor han handlede med alt muligt fra bedste engelske Knappenaale, Dag- og Natkikkerter til pommerske Bjælker, Krydderier og Stentøj, tilbød Gamle og Børn Arbejde ved at pille Værk og i 1801 forsøgte at oprette en bekvem Forbindelse med København 2 Gange om Ugen med en lukket Vogn forspændt med fire gode Heste.

---

Briterne tog ikke i nogen højere Grad Del i det offentlige Liv i Byen, dog sad John Good og Arthur Howden i Bestyrelsen for Øresundsselskabet, og deltog derigennem i Bespisningen m. m. af Byens fattige om Vinteren, ligesom den engelske Koloni gav et Tilskud til Oprettelsen af Øresunds Hospital i 1796, og hver britisk Skipper, der passerede Kronborg, betalte 1 Rigsdaler til dets Drift, saaledes at syge britiske Søfolk kunde blive indlagt der.

Ifølge Højstrupgårds hjemmeside overlod kongen i 1790 "området til den engelske købmand John Diston som fæstegods. Her dyrker han indiansk korn, altså majs, og opretter en kaninfarm. Købmanden bygger Distongård på grunden. Grunden omdøbes senere til Godthåb."

Gennem Mediestream er det muligt at stykke et brudstykke-billede sammen af John Diston og søns virke i Helsingør: 

Første gang er i "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender" (26. marts 1781) hvor der omtaltes "Høyeste Rets paadømte Sager i forrige Uge: ... No. 35. General-Consul Fenvik, contra Meulengracht og Diston."

Herefter følger en lind strøm af annoncer for Distons varer: "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (26. november 1784): 

Friske røgede Sild efter den bedste engelske Maade ere at bekomme i Helsingøer hos Hr. Diston og i Kiøbenhavn i Porcelains-Boden i Viingaardsstræde No. 180, a 100 Stkr. 1 Rdlr. eller Td. 8 Rdlr hos E. C. Weise. "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (2. december 1785): "I D Hos mig undertegnede er at bekomme et Partie engelsk røgede Sild, a 100 Stkr. 1 Rdlr. i Helsingøer
John Diston"

Han udtalte sig også om forædling af varerne, i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (5. december 1786): 

"Da Jordæbler eller Kartofler ere vel bekiendt at være den nyttigste Rod, som Jorden frembringer, har jeg underskrevne, som haver dyrket bemeldte Rod i mange Aar, og fornemmer, at Sæden eller Jordæbler af gamle Vexter udarter meget ved Tidens Længde, og giver ikkuns liden Fremvext, hvilket beviser, at Styrken af de gamle Urter er bortsvækket, til en Hielpemiddel udi en Tid af 4 Aar forvaret Æblerne af Stilkerne, og saaede Frøet deraf, og nu haver en stor Mængde baade af røde og hvide Kartofler fra Frøet, som er af en overmaade god Slags, ey allene for Tilvext, men ogsaa af meget behagelig Smag. Skulde derfor nogen finde Fornøyelse i at prøve af disse nye Arter, kan de af samme bekomme hos mig.
John Diston i Helsingør."

I Politivennen 11. januar 1800 omtales han fordi han (formentlig i 1791) havde opfundet en vogn med en brønd/hyttefad så han kunne bringe levende fisk til fisketorvet i København. Denne var dog blevet så voldsomt overfaldet at fiskekonerne at han havde opgivet foretagendet. 

Ligeledes i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (8. september 1794): 

"Da Tiden begynder nu at man planter Frugttræer, saa kan bekommes hos John Diston Sin i Helsingøer alle Sorter unge Stikkelsbærtræer, saasom grønne, røde, gule, sorte og graae, som ere overmaade store og ere af beste Smag, sælges for 24 sk Busken; ligeledes kan bekommes Planter af Lombardiske Nødder, som ere af største og beste Sort, alle Sorter Haugeerter, saasom Ronsewals, Marrowsats og tidlige Ærter for 12 sk. Pd." og i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (2. februar 1796): "De Hrr, som skulde behøve Kartofler til at lægge som er groet i forrige Aar, fra Frøet udtaget af Æblerne af Størrelse fra en Ært til en Valdnød, som giver en bedre Afgrøde end de sædvanlige Kartofler, kan dermed blive forsynede, en Skp. koster 2 Rdlr. Ligeledes meget tidlige Ærter til samme Priis for Skieppen i Helsingøer hos John Diston."
 
Se også "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (8. februar 1788), "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender" (22. februar 1788 og 17. august 1789). I sidstnævnte omtaltes at han var blevet papegøjeskydnings-fuglekonge: 

"Helsingøer, den 17de August. Onsdagen den 5te August h. a. foretog Helsingøers Kongeligt allernaadigst privilegerede Skydeselskab paa dets Skydebane Papegøjeskydningen for indeværende Aar ... og da man formedelst indfaldende Regnveir maatte udsætte Skydningen til næste Dags Formiddag, blev Brystpladen atter nedskudt af Fuglekongen St. T. Hr. Krigsraad og Regimentsqvarteermester Petersen for Hr. Kiøbmand Diston jun., der altsaa blev Fuglekonge, og bekom en meget ziirlig forarbeidet Sølv-Kaffekande ... Dernæst blev den nye Fuglekonge, Hr. Kiøbmand Diston jun., under Musik og Kanonernes Lyd, af hele Selskabet ledsaget til sit Hiem ..." Og det følgende år for at deltage i skydningen, hvor han dog ikke kunne beholde kronen, "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (17. august 1790).

I "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender" (29. august 1791) fremgik det at han opbevarede gods efter et skibsforlis: 

"Da Skipper Jean Andersen af Tønsberg i Norge sidst i Aaret 1788, hans førende Skib Ebbenezer kaldt, forulykkedes her ved Helsingøer, blev udi et os tilhørende Pakhuus her i Byen indlagt endeel gammel Tougværk, Seil og Blokke af bemelte Skib, og hvorfor os skulde betales udi Pakhuusleie maanedlig 10 Rdlr, saalænge samme der var liggende, men da vi til Dato hverken har kunnet blive Varene qvit eller bekommet nogen Pakhuusleie, saa bliver bemelte Skipper Jean Andersen, hans Commissionairer og andre Vedkommende, herved advaret inden 14 Dage fra Dato at afhente disse Skibsredskaber fra vores Pakhuus, og derfor betale den forfaldne Leie; thi i Mangel deraf bliver samme Vare strax ved offentlig Auction bortsolgt til Leiens Betaling saavidt tilstrække kan, og for det manglende reserveres vores Ret.
John Diston Son & Compagnie."

Herefter synes det at være gået ned ad bakke for firmaet, for i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (2. marts 1796) annonceres den første auktion over hans huse i Sudergade og Bjergegade. Dem er der mindst 6 af, fx anden auktion "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (15. juli 1796): 

"Mandagen den 18 Julii, Kl. 3, holdes Anden Auction over Kiøbmand John Diston seniors Opbudsboes tilhørende og i Sudergaden i Helsingøer under No. 303 beliggende Huus, der bestaaer af 8 et halvt Fag Huus til gaden af Muur og Bindingsværk med Kielder under, en Etage høi og en Quist af 3 Fag, Værelserne med Paneel, Lærred og Papiir betrukne, deri en 2 Etage Vindovn og en Bilægger, herforuden er der Kiøkken og Spisekammer. Et Gaardsrum hvorfra er afdeelt en liden Hauge. I Gaarden er en steensat Brønd med Opstander og Pomperedskab, samt et aabent Skuur og et Lokum. Over indbemeldte Gaard bliver holdet Tredie Auction den 8 Aug. kl. 3". Og i Bjerggade: "Onsdagen den 20 Juli, Kl. 3, holdes Anden Auction over Kiøbmand John Diston seniors Opbudsboes tilhørende og i Biergegaden i Helsingøer under No. 221 beliggende Gaard, der er bestaaende af en Bygningen til Gaden ...." (nærmere beskrivelse)

I "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (27. marts 1797" er tredje auktion, "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (3. april 1797) femte auktion og i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (10. april 1797) sjette auktion 

"Onsdagen den 19 April bliver efter Omvurdering foretaget Siette og om antagelig Bud skeer sidste Auction, om Eftermiddagen Kl. 4, over Kiøbmand John Diston seniors Opbudsboes tilhørende og i Biergegaden i Helsingøer under No. 221 beliggende Gaard, som efter den over samme tagne Syns- og Vurderingsforretning er bestaaende 1) Af en Bygning til Gaden af 11 Fag Muur og Bindingsværk med Kielder under, en Etage høi med Heeltag, indrettet til Beboelse" (herefter følger nøjebeskrivelse af sidehus og andre bygninger)

Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis 13. juli 1798:

Løverdagen den 16de Junii

193)

Klingberg } John Diston, senior, contra

Haagen } John Good & Komp.

(Nærværende Sag havde reist sig af Citantens til John Good & Komp. den 18de Julii 1792 givne Forskrivning paa Capital 10,000 Rdlr, under den Betingelse at blive samme tilbageleverete inden Aarets Udgang, m. v.)

Dom: De ergangne Domme (hvorved John Good & Komp. er frikendt for John Distons Tiltale i denne Sag, men derimod forbeholdet dem deres lovlige Ret efter Skadesløsbeviset Quæstionis af 18 Julii 1792, samt ophævet Processens Omkostninger) bør ved magt at Stande. Til Justits-Cassen betaler John Diston senior som Tabende 5 Rdlr.

Helsingøersbladet den 11. februar samt 15. februar 1799 har følgende avertissement:

John Diston tager herved den Frihed at bekiendtgiøre for sine Venner og Velyndere, at han er henflyttet i den forhenværende Friskole paa Steengaden, hvor han har aabnet sin Boutik, og sælger alle sorter engelsk Steentøi, fra et complet Stel til een enkelt Kop, ostindisk Porcelain, alle Sorter Flasker, Glas, Tobaker, Thee m.m., Skaaren Bøgebrænde, 16 Mk. een Favn, 8 Mk. en halv , og 4 Mk. en qvart Favn. Fattige Folk og Børen kan erholde arbeide med at plukke Værk, og derfor blive betalt 20 Sk. Lpd. En tro og skikkelig Pige, som kan regne og skrive og pakke Boutiken, kan hos ham faae Condition.

Han brugtes dog stadig som ekspert, i "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender" (7. februar 1800, uddrag:) 

"- Og desformedelst ville giøre Fordelen af dette Anlæg tvivlsom, maae det tillade mig her at anføre hvad min Compagnon Hr. John Diston i Helsingøer, der just, tildeels ogsaa som Medinteressent, faaer den executive Bestyrelse ved Hav- og Kystfiskerie; har meddeelt mig i Giensvar paa denne ham tilmeldte Anmærkning, nemlig: "Ikke et eneste Lands Kyster, siger han, ere bedre forsynede med Fisk af Sild, Makrel, Lax, Kabliau, Langer Hvillinger, Kuller, Helleflynder, Tunger, Rødspetter, Flynder, Krabber, Hummer, Østers, Cockles & Scallops (2de i Dansk ubenævnt Skielfisk) Muslinger etc. etc., end de Kyster, som hører til Hans Danske Majestæts Herredømme, og hvori ingen Næringsveie ere fordeelagtigere og tillige forskaffer flere dristige Søemænd, end de ved Fiskerierne." ... Forbemeldte Hr. Diston imodtager tillige Subscription i Helsingøer og omliggende egn ... Kiøbenhavn i Frideriksborggaden No. 92 d. n. 28. Januarii 1800. J. With,Kammerrraad."

Helsingøers Kongelig priviligerede inden- og udenlandske Efterretninger 29. marts 1800:

Unge Drenge, som have Lyst til at lære Fiskeriet i alle dens forskjellige Grene, kunne, naar deres Slægtninge eller Venner ville lade dem gaae med paa en vis Tiid, efter deres Alder, finde god Opmuntring hos Undertegnede. To stedse skikkelige unge Mennesker, som kunne forrette, hvad der udkræves paa store Baade, og som forstaae lidt af Fiskeriet, kunne ligeledes finde Opmuntring, naar de henvende sig til

John Diston, i Helsingøer.

Fra århundredskiftet er der flere meddelelser om at han er gået fallit, fx i "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender" (1. oktober 1800) hvor der er aftrykt en dom:

No. 246.
Schønheider. - Consulerne Lilliendahl og von Aller som Skiftecommissairer i John Diston seniors Fallitboe, contra
Ingen mødt. - Helsingøers Magistrat og de eligerede Mænd.
Denne Sag betræffer, hvorvidt Distons Boe er berettiget til at afhænde et Diston af bemeldte Magistrat tilfæstet Stykke Overdrevsjord. Ved Siellands Landstings Dom af 20 Martti 1799 ere Citanterne friekiendte for de Indstævntes Tiltale i denne Sag, men de derimod være berettigede til, i Overeensstemmelse med Fæstebrevet af 17. Maji 1790, paa saa lang Tid, som endnu er tildage af det i samme fastsatte Aaremaal, og John Diston, samt son John Smith Diston imidlertid maatte være i Live, til andre at overlade paa John Distons Boes Vegne og til dets Fordeel Brugen af det John Diston senior og Søn tilfæstede Stykke af Helsingøers Byes Overdrev. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves. Derimod var ved Helsingøers Byetings Dom af 16 Julii 1798 kiendt: at naar det omtvistede Stykke Overdrevsjord, som af Byen er bortfæstet paa 40 Aar til John Diston den Ældre, eller efter hans Død til hans Arving John Smith Diston, ikke bruges af John Diston senior, eller han paa Brugen af samme for sig og den i Leie-Contracten denominerede Arving, hans ældste Søn, renuncerer, bør den omquæstionerede Jord uden Godtgiørelse til Distons Boes Creditorer, falde tilbage til Byen, og ikke komme hans Udbudsboe eller Creditorer til Fordeel i nogen Maade: Saa bør og Boes Commissarier betale til Byens Magistrat og eligerede Mænds befalede Sagfører Procurator Gamst i Salario 12 Rdlr. Processens Omkostninger i deenne Sag ophæves.
Dom: Landstingsdommen bør ved Magt at stande. Til Justitskassen betaler Citanterne som Tabende 5 Rdlr.

Og senere i "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender" (1. februar 1801):

No. 245
Ingen mødte. - Kiøbmand Christian v. Mehren,
contra
Ingen mødte. - Consulerne Fritz de Lilliendahl og Just Jacob v. Aller, som Skiftecommissarier i John Distons seniors Fallitboe.
Nærværende Sag vedkom: om bemeldte Boes Commissarier bør hiemle Citanten een ham ved Auction den 18 April 1797 solgt Hauge. Ved Siellands Landstings Dom af 20 Marcii 1799 er den foregaaende Helsingørs Bytings Dom af 19 Martii 1798 stadfæstet, ved hvilket John Diston seniors Boes Commissarier er friekiendt for von Mehrens Tiltale i denne Sag.
Dom: Citanten, som hverken selv møder eller ved Fuldmægtig lader melde til bestemte Tid for Høiesteret, bør betale 80 Lod Sølv til vor Frelsers Kirke paa Christianshavn, førend det tillades ham med denne Sag at gaae i Rette; og, saafremt han ikke inden 3 Uger melder sig med Qvittering, ar bemeldte 80 Lod Sølv er betalte, bør han aldeles have tabt Sagen og ei tillades videre derpaa at tale.

Alligevel ser det dog ud til at Distons handelsvirksomhed på en eller anden måde er fortsat, for i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (12. august 1801) stod han for en auktion af master mm.: "Mandagen d. 17. August om FormiddagenKl. 9, bliver i Helsingøer ved Auktion bortsolgt 100 a 130 Stkr Mastespire 20 a 25 Al lange og ???? Tommer tykke, hvilke forinden Auctionen kan blive Liebhabere foreviste af John Diston Sammesteds."

Helsingøers Kongelig priviligerede inden- og udenlandske Efterretninger 30. juli 1802:

Commissarierne i J. Diston Søn & Comps. Boe bekjentgjøre herved, at Mandagen d. 9de August føstkommende om Eftermiddagen Kl. 4 bliver i Consul Frid. de Lilliendahls Gaard paa Steengaden i Helsingøer holdet offentlig Auction over en Deel for uvis anseet regningskrav (ongefær 2800 Rd.) paa Udenrigske, af hvem Betaling hidtil ikke har været erholdelig, efter de Conditioner, som paa Aukttionsstedet meddeles og forkyndes.

Helsingøer d. 31te Juli 1802.

I Helsingøers Kongelig priviligerede inden- og udenlandske Efterretninger 11. december 1802 fremgår at der for november måned fra Hamborg er et uindløst brev fra J. Diston.

Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende 8. august 1825:

Fredagen den 26de dennes, Eftermiddag Kl. 3, bliver i Enkefru v. Aller's Huus heri Byen holdet Skiftesamling i Fallitboet af det forrige Handelshuus hersteds John Diston Søn & Comp., hvor en Status af dette boe vil vorde fremlagt og bestemmelse taget med hensyn ttil dets Behandling til Slutning.

Helsingøer, den 7de August 1825. C. B. Rogert.

Et Par Bemærkninger ved Bazaren.

Bazaren er nu lukket. Den har efter sigende udholdt prøven til sælgernes og besøgernes tilfredshed. men tager man hensyn til nyheden og til tiden hvori den var åben, nemlig jule- og nytårstiden, da mange køber presenter til familie og venner, samt dertil at mange indfandt sig af nysgerrighed, så ville man sikkert gøre sig alt for sangvinske forhåbninger hvis man ville vente at bazaren ville få samme held hvis den stod åbenhele året igennem. Hvis dette skulle være planen, vil man tillade sig at fremsætte nogle bemærkninger som man ønsker må tildrage sig vedkommendes opmærksomhed.

Vi har fremmede luksusvarer nok til salg på Østergades bazar og på flere steder i staden så at man ikke havde ventet at finde sådanne i en bazar for danske industrifrembringelser. Således solgtes der ægte havannacigarer, franske parfumer og engelske sæber. Indsenderen heraf købte et stykke skægsæbe der havde følgende påskrevet: Naval & Military Shaving Tablet, by J. & T. RIGGE, 65 Cheapside, London, og betalte 20 skilling for samme, mens lignende sæbe kun koster 1 mark på Østergade. Man har vel hørt påstå at denne sæbe som blev udsolgt i bazaren, var en dansk frembringelse, hvorpå der var sat engelsk signatur for at fremme afsætningen. Men forholder dette sig så, da fortjener det dadel. For at udgive og sælge varer for det de ikke er, er mildest talt en ureel handel. Og denne vil og bør forstanderne for indretningen ikke fremme. Desuden, viser man så lille tillid til egne frembringelser, hvorledes skal skal man da tro at andre ville finde behag deri, og ved at lade disse gå under fremmed firma, vækker man vist næppe sans eller lyst for dem, men snarere at den os ejendommelige forkærlighed for alt fremmed ikke aftager, men endnu mere forøges. Englænderne handler ganske modsat. De anser intet for godt uden hvad der er engelsk. Denne nationalstolthed eller nationalegenkærlighed har hos dem bragt industrien på det høje standpunkt hvorpå den nu står. Er endog vore danske industrifrembringelser ikke så fuldkomne, at de kan måle sig med fremmedes, så vil dog patrioten eller den tænkende danske, foretrække at købe disse, når de på nogen måde nærmede sig disse, og tillige glæde sig over at hans landsmænd stræbte efter at befri sig fra fremmede bånd.

At der betaltes for adgangen til bazaren, kan man ikke misbillige da en del pøbel og andre uordenstiftere derved holdtes borte, men man kan ikke billige at der kun godtgjordes dem som købte en eller anden ting det halve af indtrædelsesgebyret, nemlig 8 skilling. Efter et offentligt blad har bazaren besøgendes antal været mellem 11 til 12.000 individer. Indtægten for samme har altså nå rman endog regner at alle har købt en ubetydelighed, været mellem 900 og 1.000 rigsbanksdaler, og man tør vel spørge hvortil denne sum er blevet anvendt? Der menes vel at bazarens belysning og opvarmning derfor skulle anskaffes, men burde denne udgift ikke erstattes af de i bazaren handlende hvis de respektive 3 og 7 % som de gav ikke kunne opveje de udgifter som bazarens indretning medførte. Ni hundrede til tusinde rigsbankdaler ville dog næppe medgå til de nævnte udgifter, i en så kort tid som bazaren var åben om end prisen på brændsel, belysning og materialer var dyrere end de er for nuværende tid. I alt fald mener vi at køberne burde have været godtgjort alt hvad de havde betalt ved indtrædelsen da bestyrerne vel ikke ville lukrere noget ved dette forsøg, især da priserne på adskillige ting var nok så høje som i de mest brillante butikker hvor man kan gå ind, bese mange ting, og forlade samme uden at købe noget eller give nogen erstatning for lys og varme.

Der kan vist ingen mere end indsenderen ønske vor danske industri lykke og fremgang, men han ønsker også at man ikke ville sælge fremmede varer for egne, eller udgive egne for fremmede, samt at man ville lette adgangen til beskuelse af danske præstationer så meget som muligt. Skulle en bestående bazar derfor blive oprettet, så var det at ønske at dette måtte ske på Børsen der før havde butikker for alle slags varer og besøgtes hyppigt af fremmede såvel som af stadens indbyggere, men nu næsten kun tjener til pakhus eller møbelmagasin.

(Politivennen nr. 1359, Løverdagen, den 15de Januar 1842. Side 33-37). 

Annonce for bazaren i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 29. december 1841.

Redacteurens Anmærkning

Politivennen nr. 1391, 27. august 1842, s. 544-548 meddelte at Industriforeningens generalforsamling havde besluttet at gentage arrangementet. Politivennen nr. 1396, 1. oktober 1842, s. 639-642 meddeltes at man nu kunne se planen i Industriforeningens lokaler (Østergade mat. 63, 2. over gården). Hvor Politivennen mest kom med forslag til hvordan det skulle gøres, skrev andre aviser om hvordan det gik til i praksis, herom er der lavet et specielt efterskrift til Politivennen.