Taksigelse og Anmodning til Hr. Overgraveren ved Holmens Kirke

Endelig er det da kommet så vidt at det der i mands minde har fundet sted i de fleste kirker her i staden, nu også er blevet indført i Holmens Kirke, idet nemlig to bænke der i 4 til 5 søndage har været hensat til folks benyttelse. At hr. overgraveren skyldes særdeles megen tak derfor er lige så vist - som at den profit "der kommer sent" er bedre "end aldeles ingen"! - og at mange gamle og svage hvis lod det som oftest er på stående fod at høre prædiken, uden tvivl længe har næret det beskedne ønske at den overordentlige omsorg som vises de besøgende på Holmens Kirkegård her i byen ved at skaffe dem en så rig lejlighed til at sidde, på  grund af de bænke der er hensat til behagelighed og nytte - også måtte strække sig til helligdommens indre hvor der vel ikke kan være 2 meninger om at det er langt ubehageligere at stå sammenstuvet  blandt en masse mennesker, end at kunne gå omkring i den frie luft, selv om ikke et eneste sæde der blev nogen til del.

Tager man i øvrigt hensyn til at der netop i Holmens Kirke i de sidste tre år er bortlejet en så overordentlig mængde pladser - så turde det vel ikke synes urimeligt at håbe og vente at den kirke der Gud ved hvorfor således i indkomst favoriseres, frem for så mange andre kirker her i byen, hvor udmærkede prædikanter altid høres - også ville yde og afgive nogle flere frie siddepladser til dem der enten ikke har råd til at betale samme - eller ikke lyst til at binde sig til en udgift der af og til når folkemængden er stor, og man ikke kan komme ind fra korets side, ikke engang kan skaffe adgang til de betalte pladser, og til disse sidste har indsenderen især kunnet henregne sig.

Dernæst vil man henlede hr. overgraverens opmærksomhed og gode omhu til et sted på skibskirkegården udenfor Østerport der så overordentlig egner sig til ikke at blive så stedmoderligt behandlet - og det er den høj hvorunder så mange faldne helte hviler. Ville hr. overgraveren med høje vedkommendes tilladelse bekoste en bænk ovenpå samme, eller blot anbringe en af de på kirkegården værende bænke der - da tør man bestemt love at han selv kunne drage den reneste stille glæde deraf - for just fra det sted vil hans eget blik kunne dvæle, overskuende den plet hvor levningerne af de for ham dyrebare mænd hviler, der bidrog til hans nutids og fremtids held og lykke - mange ensomme vandrere ville da kunne takke ham for den frie ophøjede udsigt man siddende kunne nyde der.

(Politivennen nr. 1227, Løverdagen, den 6de Juli 1839. Side 419-421) 

Redacteurens Anmærkning.

Glæden varede dog kun kort. I Politivennen n. 1259, 15. februar 1840, s. 108-109 oplystes at bænkene nu var flyttet op i koret hvor ingen benyttede dem.

Holmens Kirke, begravelse. Illustreret Tidende 1862. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sammenligning imellem Holmens og Trinitatis Kirkegaarde her i Staden, og ærbødigst Spørgsmaal til høie Vedkommende i denne Anledning.

Man har erfaret den herlige og følgeværdige skik som har fundet sted hele sommeren, at porten til Holmens Kirkegård her i staden har været åben om eftermiddagen til fri adgang for alle og enhver der vil bringe sine kære afdøde et eller andet offer eller fryde sig ved at gå omkring på dette sted, der som en skøn have, må fremkalde sand agtelse for den mand, der selv holder denne kirkegård i en sådan stand at den søger sin Lige. 

Det vides ikke om man for denne adgang skylder kirkens højtærede værge, S. T. hr. etatsraad Viborg, sin første tak, eller dens ligeså dristige som fordringsløse overgraver hr. Gerdtzen. Men hvem af disse to (hvoraf den sidste under adgangen personlig er nærværende, så at der umulig nogen som helst misbrug eller uorden kan finde sted) der har krav på almen taknemmelighed – men især af sognets beboere–  for denne indretning, bringes denne af en, der her må søge lidt erstatning for hvad der blev den nægtet på Trinitatis Kirkegård, til hvis sogn man hører: frit at kunne dvæle ved de tuer, hvorunder de hviler som man har at takke for alt: og til hvilke den derimod må nøjes med et skelende blik at titte ind gennem det gitterværk - til hvis forskønnelse, i forening med selve kirkens, den dog i sin tid bidrog sin skærv efter opfordring, selv i et tidsrum hvor dens egen ejendoms mangler lodes upåagtede!

Indsenderen spørger fremdeles: Om det er for at frede om det en halv alen høje græs, ukrudt og jord som man må vade i på Trinitatis Kirkegård for at komme til de grave man søger hen til - at denne vise tillukken finder sted? Dette synes sandelig latterligt. For enhver kan overbevise sig om, at intet græsstrå findes udenfor gravene på Holmens Kirkegård, og at alt netop der står og er holdt i beundringsværdig orden - uagtet fra adgang dertil tilstedes.

Man vil måske svare at enhver, der vil ind, kan henvende sig til ”enten graveren eller graverkarlen,” for da at blive indladt! – Men behøver jeg sige: at den der først skal løbe hjem til en af kirkebetjentene, for at tiltrygle eller tilkøbe sig denne gunst, vel ikke ret tit vil prøve de menneskelige luners magt; og ikke altid har man evne til at gribe i lommen for hver gang man vil besøge de grave der årlig betales for - men som indesluttes for de dem tilhørende under strenge lås og lukke, lig skatte, ingen må nærme sig, uden stor ulejlighed, den man ugerne mere end én gang udsætter sig for. 

Og hvorfor bør ikke kirkegården daglig fra og til et vist klokkeslæt være åben under opsigt? Skulle Trinitatis Kirkes gravere stå mere tilbage i at ville fremme en sand og tilbørlig bekvemmelighed for deres sognefolk, end de ved Holmens Kirke, der ikke engang kræver noget bestemt for graves oplægning, men lader det bero på enhvers evne og forgodtbefindende?

Ifølge ovenstående håber man vist at S. T. hr. Grosserer Borgen, ”Værge for Trinitatis Kirke;” vil være ligeså redebon til at indføre den heri påpegede gode skik, som hin høje veltænkende embedsmand, og manges oprigtige tak vil han høre derfor, i særdeleshed deres, hvis kærlighed til de forevigede ikke ophører. Man betvivler iøvrigt, at Trinitatis Kirkegård vil blive besøgt af andre end sådanne, der har interesse for de der begravede; for derfor er dens elendige tilstand en sikker borgen.

(Politivennen nr. 1137, Løverdagen, den 14de Oktober 1837, s.  623-625)

Velmeent Anmodning til S. T. Hr. Major v. Hellesen, Exerceerinspecteur for det borgerlige Infanterie.

Når borgerkorpsene eller afdelinger af samme, udfører en eller anden tjenstforretning, omgives og iagttages de sædvanligvis af en mængde tilskuere af alle stænder. Desto ubehageligere er det når der da indtræffer noget der synes at støde an imod den orden og disciplin der bør finde sted ved ethvert militært dannet og veløvet korps. Således var det tilfældet ved den agtede og alment yndede kaptajn Mandras begravelse på Holmens Kirkegård, torsdag den 12. dennes at adskillige af det paraderende mandskab efter at  geværet var ladet til første salve, ugenert tog sig en frokost af spise-og drikkevarer som deres civilklædte bekendte tilbragte dem. Da man aldrig ser sådant hos det kongelige militær, måtte det betragtes med mishag, såvel af militære som ikke militære tilskuere, og det så meget som sådant foregik ved en ligparade og midt under præstens tale over den afdøde. Det er derfor man henvender sig til Dem, hr. major! hvis iver for at skaffe den unge borger færdighed i sit våbens brug er almindelig kendt og påskønnet, med anmodning om at De tillige ville underrette ham om hans andre militære pligter når han er under gevær eller i tjenstforretninger - at De ville indskærpe ham at når han i tjenesten eller på sin post fordrer samme magt og myndighed som soldaten, bør han også vise en soldaterlig opførsel - og endelig at gøre ham begribeligt at god orden og disciplin ikkenedværdiger den subalterne, men tværtimod hædrer såvel ham som hele det korps til hvilket hans majestæt ikke sjældent betror sit palæs bevogtning og på hvilket stadens indbyggere håber trygt i farens stund.

Som en for ikke-militære minde betydelig, men dog påfaldende uorden, bemærkes at enkelte infanterister tog patronerne op af deres bukselommer, i stedet for at patrontaskerne hvori de egentlig bør bæres.

(Politivennen nr. 937, Løverdagen, den 14de December, 1833. Side 841-843) 

Ønske paa Skibskirkegaarden.

Da indhegningen omkring Holmens Kirkegård ud til Farimagsgade er aldeles sønderbrudt, så at flere slet tænkende mennesker går over grøften og ind på kirkegården for at plukke blomsterne på gravene, og passerer samme vej tilbage for ikke at falde i graverens hænder, ville de ansvarlige glæde flere familier som har lig derude ved at afhjælpe denne uorden hvilket ikke vil være forbundet med stor bekostning.

(Politivennen nr. 804, Løverdagen den 28de Mai 1831, s. 383-384)

Hvo er Værge for Monumentet over 2den Aprils Helte?

Efter at jeg søndag den 22. august havde beskæftiget mig med historisk læsning om bataljen på Københavns red den 2. april 1801, besluttede jeg samme dags eftermiddag at foretage en enlig spadseretur ud til den gravhøj under hvilken de på den Danmarks hædersdag faldne helte hviler.

Med hellig alvorsfølelse nærmere jeg mig dette sted, og levende var min sjæl opfyldt af taknemmelig erindring om disse herlige mænd der modigt og uforsagt ofrede deres hjerteblod for konge, fødeland og den gode sag. Men, retfærdige Gud! Hvorledes blev jeg stemt da jeg måtte sig mig selv: Nu står du jo der på det sted du fra barndommen af har lært at kende som dyrebart! Jeg måtte næsten frygte at sære ædel følelse ved at beskrive hvorledes dette gravminde for øjeblikket ser ud. Ikke vil jeg omtale at gangene der fører derhen, er så aldeles tilgroet med græs og ukrudt, at de for spadserende næsten er utilgængelige. Jeg vil blot holde mig til stedet selv, og desto værre har jeg her mere end tilstrækkeligt stof for min anke. Selve højen er bevokset med det mest gemene ukrudt, og dette er skudt op så højt og så frodigt som om det voksede på en ....... - Navnene! Disse hædersnavne hvorved enhver dansk borger må blusse, hvis hans hjerte ikke er af sten, er til dels skjult af græs og kåde grene. Træerne er aldeles henvisnede i toppen, og ser så sørgelige ud at man næsten må tro dem forladt både af Gud og mennesker. Kort sagt! Det hele bærer præg af en skødesløsheds ånd hos de ansvarlige som for ingen domstol og ved ingen argumenter kan forsvares. Mismodig og forstemt vendte jeg atter hjem for at nedskrive disse linjer. Og jeg spørger nu offentligt: Hvad er årsagen til denne åbenbare ligegyldighed for en national helligdom? Det er en herlig ting at vi kan sige og skrive: God være lovet, at vi lever i det lykkelige lille Danmark! Men velan da, så lad os også ved enhver lejlighed vise at vi moralsk erkender og taknemmelig påskønner såvel de nærmere som de fjerne årsager til denne vor nationallykke. Sørgeligt er det i det mindste at gravmindet over 2. aprils helte skal bære præg af at danske borgere kunne tænke som så: "Lad dem ligge! De er døde og borte!"

(Politivennen nr. 765, Løverdagen den 28de August 1830, s. 548-550)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen 767, 11 september 1803 bekendtgjordes at ukrudtet nu var fjernet. 

Anmodning til Vedkommende, i Anledning af det, over de den 2den April 1801 faldne Søhelte, satte Monument paa Skibskirkegaarden.

Indsenderen heraf blev ved for få dage siden at besøge Skibskirkegården udenfor Østerport, opfyldt af en rimelig uvilje ved at se den tilstand i hvilket det over 2. aprils helte satte minde for nærværende tid befinder sig. Dette for enhver dansk så bemærkelsesværdige monument er nemlig i særdeleshed på den ene side ganske overgroet med en skov af nælder og tidsler af en størrelse langt over mandshøjde. Tillige er de fleste af de ved højens fod satte bautastene ganske usynlige på grund af overhængende grønt. Det er i sandhed i høj grad nedslående at se de i kamp for fædrelandet faldne mænds hvilested i en sådan tilstand. Man er derfor fuldkommen overbevist om snart at se dette onde afhjulpet, især da det kan ske med så ringe umage og uden nogen som helst bekostning. Ved at betragte vores kirkegårde ser vi de skønneste beviser på hvorledes de efterlevende lader det være sig magtpåliggende at frede om de elskede afdødes hvilested. Hvor meget mere kan dette sted da ikke gøre krav på en sådan omhu, da det indslutter benene af de mænd som faldt i kampen for vort land, og som på den mest glimrende måde viste hele menneskeheden at dansk kraft og tapperhed aldrig uddør. Her træder det offentlige eller med andre ord, nationen i familiens sted. Og det bør derfor være den vigtigt at se et den så dyrebart sted fredet på det omhyggeligste. Efter indsenderens uforgribelige mening har man også ladet den foran højen stående hæk alt for megen rådighed. Den synes i høj grad at kunne trænge til saksens tvang.

(Politivennen nr. 765, Løverdagen den 28de August 1830, s. 546-548)

Om Hovedstadens Kirkegaarde.

Blandt de flere offentlige spadseresteder som er denne hovedstads indbyggere til del, synes de dødes have på Nørrebro at udmærke sig. Her hvor så mange kære slumrer i fred, stemmes sindet til alvor, og skønt blomsten med vemod plantes p den hensovedes grav, blidnes dog ofte sorgen ved håbet om gensyn, og ved tanken om de brave mænd og kvinder der hviler her, fri for livets sorg og møje. Megen skønhed og pragt fængsler øjet. Men også det simple minde er kært og dyrebart fordi det fattes af erkendtlighed. Holmens Kirkegård på Østerbro ejer fædrelandets erkendtlighedskrans som aldrig visner på falden krigers grav. For resten har denne kirkegård ikke mange gravminder at fremvise. Men dertil er grunden nok for størstedelen at der for tilladelsen til at nedsætte et simpelt ligbræt må til værgen for Holmens Kirke betales 3 rigsbankdaler i sølv, uagtet der til andre kirker og navnlig på Runde Kirkegård, kun betales 4 mark i Tegn. Ønskeligt ville det være om denne uoverensstemmelse måtte møde høje vedkommendes opmærksomhed! Da ville her måske også snart fremstå en mængde om ikke stolt prunkende, dog om erkendtlighed vidnende minder om hæderlige, hensovende dannemænd og kvinder.

(Politivennen nr. 762, Løverdagen den 7de August 1830, s. 500-502)

Commandeur i Søetaten og Waterschout P. N. Sølling, Ridder af Dannebroge.

Født på Christianshavn den 13. september 1758

Død i København den 7. februar 1827.

Jeg var så uheldig at blive forkert underettet om den forevigede afdødes begravelsesdag, så at jeg ikke kunne vise ham den sørgelige pligt at ledsage ham til hans hvilested. Imidlertid søgte jeg efter inge evne at hædre hans minde ved nedenstående strofer som jeg besluttede at tilsende Dagens redaktør, med anmodning om at samme måtte blive indrykket. Men da jeg af Dagen nr. 39 så at redaktøren ikke ville modtage mere til erindring om denne hædersmand, og jeg ikke skøttede om fyr dyr betaling at tilkøbe mit ringe kvad en plads i Adresseavisen, aftrykkes det her. De ærede læsere vil sikkert tilgive mig denne lille afvigelse fra bladets plan, og det så meget mere som den agtede afdøde ofte har fremsat nyttige vink i bladet, og tillige beæret mig som dets udgiver med sit hædrende venskab.

Lad, Æol! nu dine storme bruse!
Stræk din fork, Neptun! fra havets skød!
Han hvis mod ej uvejr kunne knuse:
Peter Norden Sølling er nu død.

Nora gav ham liv; på moderarme
Vugged Dana ham, og gav ham brød
Derfor elskede han med lige varme
Begge tvillingsøstre til sin død.

Tidligt alt på himmelhøje bøge
Tumledes han tit til fjerne kyst;
Danskes vej til ros og magt at følge,
Var hans ungdoms ønske, manddoms lyst.

Afrikas og Indiernes stæder
Hilsed' dannebroge fra hans stavn
Hævde flagets ære var hans hæder;
Derfor agted' fremmede hans navn.

Rørt han så den norske sømands farer
I den åbne båd på oprørt hav;
- Døden ej sit visse bytte sparer.
Mangen fandt i bølgerne sin grav.

Dog hans snilde snart udfandt at dæmpe
Havets magt og barske stormes stød
Søllings snekker kunne dem bekæmpe,
Redde liv og skaffe mange brød.

Men han så affældig sømand vanke
Trøstesløs og lide bitter nød:
Og hans ædle hjerte greb den tanke:
"Du må frelse ham fra hungersdød".

Og hvad virked han? - Hans trøstebolig
Vidner mer derom end præget guld;
Her den gamle sømand hviler rolig,
Til han bytter den med gravens muld.

Ja, hans død har oprejst ham et minde
I hver brav og ærlig sømands bryst,
Varigt, evigt, vil det først forsvinde
Med den sidste båd på Thules kyst.

Egeløv spred, Dana! om hans båre!
Plant ved graven, Nora! Granen grøn!
Ofrer begge ham en vemodståre;
For han var jo eders fælles søn

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 581. Løverdagen den 17de Februar 1827, s. 107-109).

Peter Norden Søllings gravsted på Holmens Kirkegård i København. Foto Erik Nicolaisen Høy, kbhbilleder.

Ønske fra Skibskirkegaard.

Nolite violare sepulera mortuorum (I skal ikke krænk de dødes gravsteder).  Næppe skulle man tro at denne selv af hedningerne overholdte regel ville blive overtrådt i en kristelig stat. Men at det desværre dog ofte er tilfældet, vil nedenstående sandfærdige beretning kunne godtgøre.

En enke havde anbragt et monument af støbt jern på sin hedengangne ægtefælles gravhøj. Søndag den 10. dennes lod hun sine børn gå ud på kirkegården for at dvæle ved deres elskede fars grav, og de fandt da kl. 3.30 om eftermiddagen alt i bedste orden. Men da de atter kl. omtrent 4.30 forinden de fik hjem, ville se til graven, var monumentet oprykket, og henlagt ved hækken ud mod Farimagsgade hvorfra det da rimeligt skulle have været bortført den efterfølgende nat.

Foranlediget heraf kan man ikke tilbageholde det ønske at rette ansvarshavende ville lade det være sig magtpåliggende at finde midler til at forebygge sådanne skammelige tyverier.

(Politivennen nr. 572. Løverdagen den 16de december 1826, s. 829-830)

Et Par Ord i Anledning af Anken over Garnisonskirkegaard.

I et offentligt blad har der været indrykket en artikel under overskriften "Om adskillige mangler og uordener ved Holmens og Garnisonskirkegård", hvori forfatteren idet han omtaler sidstnævnte siger at det har været ham påfaldende mellem disse forskønnelser at se store jordstrækninger benyttet til haveurter, såsom ræddiker, kørvel, charlotteløg, kartofler osv. Ved at læse sådant må man virkelig finde det påfaldende at et menneske der dog vil gøre fordring på at besidde sund forstand, kan klage over at omhandlende jordstrækninger, hvori endnu intet lig er begravet, føres til nytte, i stedet for at prange med tidsler og ukrudt, hvilket var tilfældet før nuværende graver tiltrådte sit embede. Tværtimod fortjener såvel graveren som hans foresatte både menighedens og det offentliges tak for de forskønnelser og forbedringer denne kirkegård i den seneste tid har fået. 

"Mellem disse forskønnelser ser man store jordstrækninger benyttet til haveurter, såsom ræddiker, kørvel, charlotteløg, kartofler osv.". På Holmens Kirkegård er der ikke mange ledige pladser. Men måske var der her langs gangen anlagt køkkenhave. (Eget foto, 2015)

At jorden holdes bedst ren ved at dyrkes, er velkendt for enhver der kender til landbrug. Og at graveren tilsår den med de urter han bedst kan afsætte og som bedst kan skaffe ham en lille godtgørelse for hans udførte arbejde og udgifter, er vist ikke at undres over, da hans smalle indkomster nøder ham til at arbejde af alle kræfter for at ernære sig og familie. Dette ville blive indlysende når man ved at han kun har 24 rigsbankdaler til husleje og 6 skilling for et soldaterligs begravelse, og meget af menigheden udenfor militærstanden, hvorfor man kunne vente en højere betaling, lader deres afdøde familie jorde her, men benytter hellere Garnisonskirkegården i staden enten af fordom eller for at spare vognleje.

Vil forfatteren anstille en sammenligning mellem Garnisons- og Holmens kirkegårds graveres indkomster, da vil han finde at denne sidste er bedre aflagt. For han har for et lig af den ringeste klasse 40 skilling sølv og mere for lig af højere charger, 150 rigsbankdaler til en karl, godtgørelse for redskaber, fri bolig og betaler ikke skat.

Men antager man endog at graveren på Garnisonskirkegård ikke af nødvendighed dyrkede den jord det ikke blev benyttet til begravelse, så kan dog ingen fornuftig finde det uskønt eller upassende at sådan jord frembringer noget der tjener til menneskenes gavn og nytte, i stedet for at yde ukrudt og tidsler.

I henseende til anken over kirkegårdens åbning, da er samme også uden grund. For den åbnes ifølge den kongelige anordning fra kl. 8 til 12 formiddag og fra kl. 4 til 8 eftermiddag.

(Politivennen nr. 448. Løverdagen den 31de Julii 1824, s. 9048-9050)

Malersynder og Sprogurigtigheder.

At man endnu vedbliver at synde imod sproget og dets retsskrivning, viser følgende eksempler:

1) På et skilt over kælderen i gården Pilestræde nr. 125 læses:

Her bekomes Fien
Tillaved Bolleday.

2) Kælderen nr. 32 i Skindergade følgende skilt:

Udsalig af Melk og Flöde
som dalig inkomer Fra
Landet.

3) I Møntergade nr. 129.

Her opvartes med Varmdt spiisning
Medag og Aften.

4) I Møntergade nr. 49.

Her Beværtes
Med varm Spiise
Middag og om Aftenen.

5) I vognmagergade nr. 77

H. v. Lippert
Skræder Mester.

6) Inspektionen for Tugt- og Forbedringshuset har i dens segl følgende:

INSPECTIONEN
FOR TUGT RASP
OG FORBEDRINGS
HUUS'S SEGL

7) På hjørnet af KAttesundet og Vestergade.

Her OPvartes Med Spiisning MIdag og Aften

8) På Garnisonskirkegård udenfor Østerport findes følgende gravskrifter.

Fra Spede Ungdoms förste
dage Har det behaget gud
Igennem Surt: og södt at: drage
Min Schiæl fra Verdens 
Laster ud -
Jeg mit i al min
Nöd blev Var
at Gud selv Om-
huue for mig bar.

9) Her underhviler
det gængelige- af
N.N.N.
hvad hjordens er Leveres her
til Laans meney til eye
din siæl frimodig flöy til gud
Fra Smertens Land
med dödens bud
til Jösu födepleje.

10) På Holmens Kirkegård udenfor Østerport:

Herunder Wiiler
Min brave Mann
Niels Madsen Baadsmand
Hans Livets Lys blev tændt d -
og slugt den -
+ +
Ruh sampt du braver Man
som her im Grabe slimrer
Och nun slet igge meer auf stoltzen
Bölge schwimmer.
Men haber du sowohl dein Lebens
Lauf vollbracht.
So wünsche ich dich nun ein 
gut gerulich nat.

(Politivennen nr. 444. Løverdagen den 3die Juli 1824, s. 8067-8070)

Om Skibskirkegaard

Den krands, som fædrelandet gav,
Den visner nu på faldne helte grav,

fristes man til at sige når man betragter monumentet for 2. aprils faldne krigere. Græs og ukrudt tilhylder de ved foden af samme oprejste bautasten og skjuler dem for tilskuernes øjne. Skarn og mos opfylder de i stenene udhuggede navne og gør dem ganske ulæselige. Trappegangen som fører op til kronen af monumentet, er tilintetgjort da de fleste trin er taget bort hvorimod drenge og pøbel har gjort sig en anden utilladelig op- og nedgang. Således er dette monument som sattes af taknemmelige borgere til et minde om en af Danmarks hædersdage og som synes at burde trodse tiden allerede efter 22 års forløb sin undergang nær. Dog rejstes det på offentlig bekostning, bør offentlig omhu vel vedligeholde det.
Også en el private begravelsessteder er meget forfaldne, fx kommandør Rosenvinges. 

"Skarn og mos opfylder de i stenene udhuggede navne og gør dem ganske ulæselige. Trappegangen som fører op til kronen af monumentet, er tilintetgjort da de fleste trin er taget bort hvorimod drenge og pøbel har gjort sig en anden utilladelig op- og nedgang." (Monumentet for 1801 fremstår i 2015 vel istandsat. Holmens Kirkegård. Eget foto).

Ligsten ligger halvt sunket ned i jorden, og mange ligtræer findes hvorpå inskriptionen er helt udslettet. Da sådant meget vansirer denne i øvrigt smukke kirkegård, burde det borttages når vedkommende efter påmindelse ikke vil istandsætte eller vedligeholde samme.

Det stykke som sidst er udlagt til kirkegården og som sædvanligt kaldes den nye kirkegård har slet ingen indhegning. Fra marken kan derfor enhver til alle tider skaffe sig adgang til kirkegården og det er således umuligt for den mest påpasselige graver at frede om gravstederne eller sikre dem for plyndring og beskadigelse hvilket man for kort tid siden har haft eksempler på. 

Det ville også være til megen gavn hvis der her på kirkegården blev gravet en brønd ligesom på Garnisons assistenskirkegård. For de som vil vedligeholde og beplante deres grave kan nu ikke få vand nærmere end fra posten ved Peblingesøen. 

Af fejlfulde og lattervækkende inskriptioner findes her en stor del, endog fra nyere tid. Anmelderen vil fremsætte nogle til prøve.

Her under hviler
di Jordiske Levninger af
Min uforglemmelige Mand
Adam Brock Mann.
født d. 16. fedr. 1785 og
Henfor i Heeren d. 10 Septbr. 1820
Efter 14 Aars Lykkelige Ægte-
skab. Hans död Begrædes,
Af Kone og 1 Baren og -
3 Börn omfavner Ham
i evigheden.
fred Med dit Stöv.

Höyen Gemmer
stövet af Maren Jensdatter
skib Mandt Palle Tomsens
Enke, föd d. 10. Septbr. Aaret 1745
og Död 29 August Aaret 1820.
O venlige Grav i Din Skygge Boer Fred,
Din tause Indbygger af Sorger ei ved
Vi samles Engang
Viil med Fred.

Her under hviler
Stövet af en Elsket Sön
Jens Hansen
Föd den 14. Junii 1783.
Död den 8. Decbr. 1820.
Han Ud fra Verdens Möye Gik
hen til Glædens fryd og bolig
hvor han hviler tryg og rolig udi Gravens Sköd.
Forældre og 2 Brödre begræder hans bortgang
der han bort fra dem maa Gange
til en bedre fryd og fred hvor
han troner i det höye
Fri fra denne Verdens Möye
Fred Omhylde
Dette stöv.

Her. Under. hviler. Stövet
af min god retskafne og
Virksomme. Mand. Joh. Frid. Möller.
som efter 4 dag: haarte Lidelser
Ingik I dit Evige den 15 Juii 1821.
I sit Alders 34 Aar fr sin dyb-
Sörgende Egtefeelde og 4 Smaa Bör

Saa Brat den frome Maatt Segne.
Wed Dödens Redselfulde. Bud.
för Klaret. Nu. i Lysets. Egne.
sig. Aanden hævet. har. til gud.
Nu over graven Engle. Smiler.
De Engle. Ere, Tröst og Dyd.
Nu. Södt Min Elskte Mand han hviler,
Mens Vi Istemmer. Klagelyd.
Fred. Med, Dit stöv.

Af Hans Efterladte. Kone. Sat
Ham. Ditte Minde. Marie Möller
födt Petersen

Sov da vel For uden
Trængsel. da var her en Taa
lig Siel. Himlen saae forud
din længsel. derfor undte den dig
vel. vi vil sörgelig begrave. og dit
legme eftertadt. og i haabet os
begave. at din siel er Engle sat

(Politivennen nr. 399. Løverdagen den 23de August 1823, s. 6459-6463)

Redacteurens Anmærkning

Mindehøjen findes på Holmens Kirkegård. Opfordringen synes at være forgæves, for i

(Politivennen nr. 765, lørdag den 28. August 1830 findes to indlæg om forsømmelse af gravstedet: "Anmodning til Vedkommende, i Anledning af det, over de den 2den April 1801 faldne Søhelte, satte Monument paa Skibskirkegaarden" (s. 546-548) og "Hvo er Værge for Monumentet over 2den Aprils Helte?" (s. 548-550).

Mindehøjen er udformet som en oldnordisk gravhøj med en antik obelisk, se foto. Den udtrykker således borgerskabets hyldest til sig selv og sine faldne.

Den Krands som Fædrelandet gav, den visner ej paa Heltens Grav.

Således lyder indskriften på gravmindet for de krigere der faldt i slaget den 2. april. der er rejst på skibskirkegården udenfor Østerport. I forrige sommer syntes nælder og tidsler med egne øjne at ville overbevise sig om sandheden af denne sætning. Men man håber at de i denne sommer vil bringes til at være mere beskedne.

(Politivennen nr. 75, Løverdagen den 7de Juni 1817, s. 1279)

"I forrige sommer syntes nælder og tidsler med egne øjne at ville overbevise sig om sandheden af denne sætning". (Det gør de så ikke længere. Nu er stenen igen nydeligt frilagt og efeu slynger sig om stenet. Den omtalte tekst står i det hvide, halvmåneformede område midt i stenen. Eget foto, 2015)

Spørgsmaal paa Skibskirkegaard.

Er der ingen vis tid hvor snart at en grav skal være i stand når et lig er begravet, især da der er blevet betalt hvad ret og rimeligt er? Jeg var med til ligbegængelse på Holmens Kirkegård den 19. marts, og den 26 forrige måned gik jeg derud for at bese graven, men fandt at den kun var halvt opfyldt med jord. Jeg gik til graveren som har opsigt med det og spurgte hvor det kom at den endnu ikke var gjort i stand. Han svarede mig at jorden var frossen.

Juul.
Helsingørsgade nr. 325

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 311, 7. april 1804, s. 4949)

Noget om Skibs Kirkegaarden uden for Østerport.

(Efter indsendt.)

For at bese det skønne mindesmærke efter de i slaget den 2. april 1801 faldne kække stridsmænd, var lørdag den 2. og søndag den 3. april mangfoldige agtværdige folk af staden gået ud, og jeg vil tro enhver har yndet dette af ædle borgere bekostede minde som gør såvel disse som de faldne ære. Men så hæderligt dette minde er, så påfaldende er den orden der bemærkes på dette sted. Det lader som om denne kirkegård, der lige såvel som hvert andet hvilested burde fredes, lå på alfare veje uden alt for stort opsigt og tilsyn. For ikke at tale om det kostbare minde der i nogle dage bestiges af børn af begge køn som ved denne omgang ruinerer det hele, om der ikke sørges for et godt hegn om samme, som man dog vil håbe bliver anbragt. Imidlertid da en så stor mængde af folk forsamledes her i disse dage, kunne der dog været opsyn af en eller to herved for at styre disse børns selvrådighed.

Men mere faldt det i øjet at denne kirkegård hist og her er bestrøet med de afdødes ben som ved omgravning bliver opkastet og således liggende til skue. Forfatteren så en halv nedsunken grav hvori det meste af skelet, hovedet, ribben, lårben mm., nogle ryggesløse drenge tog hele hovedskallen besat med tænder og beså den, tog så et af lårbenene og slog hovedet med det i mange stykker. Dette forargelige syn opvakte en sand harme. Efter en lille advarsel som var alt der kunne gøres ved det for ikke at drage disse drenges vilde udladelser på sig, måtte man overlade disse døde bens behandling til disse selvrådiges forgodtbefindende. Disse uting som falder i øjnene, kunne have været afværget når som før sagt, nogle mænd havde stået til opsyn. Og nu betænker man at graven er et hvilested og forestiller sig tillige at for staten og søfarten har disse virker, i det større såvel som mindre, på en hæderlig måde i deres liv. Og da nu døden gør ende på al forskel, burde da den ringere ikke lige såvel som den højere hvile i fred, som en udsæd til den store høstdag da de igen skal fremgå til uforkrænkelighed.

Man vil hermedbringe vedkommende som har denne kirkegård under inspektion i forslag om ikke der burde indrettes et såkaldt benhus hvor alle opkastede afdøde mennesker bed kunne henlægges som muligt kunne opsamles? Jeg tilstår disse ville snart eller i kort tid opfylde huset, men da kunne man lade grave en grav i hvilke disse ben blev begravet, og da blev igen plads i huset til flere. *)

*) Hvad her er sagt, er ene og alene sagt for at få kirkegården ommuret og bevogtet. I øvrigt er man forsynet med vidner. 

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 259, [9 April 1803], s. 4132-4135)