Efter at jeg søndag den 22. august havde beskæftiget mig med historisk læsning om bataljen på Københavns red den 2. april 1801, besluttede jeg samme dags eftermiddag at foretage en enlig spadseretur ud til den gravhøj under hvilken de på den Danmarks hædersdag faldne helte hviler.
Med hellig alvorsfølelse nærmere jeg mig dette sted, og levende var min sjæl opfyldt af taknemmelig erindring om disse herlige mænd der modigt og uforsagt ofrede deres hjerteblod for konge, fødeland og den gode sag. Men, retfærdige Gud! Hvorledes blev jeg stemt da jeg måtte sig mig selv: Nu står du jo der på det sted du fra barndommen af har lært at kende som dyrebart! Jeg måtte næsten frygte at sære ædel følelse ved at beskrive hvorledes dette gravminde for øjeblikket ser ud. Ikke vil jeg omtale at gangene der fører derhen, er så aldeles tilgroet med græs og ukrudt, at de for spadserende næsten er utilgængelige. Jeg vil blot holde mig til stedet selv, og desto værre har jeg her mere end tilstrækkeligt stof for min anke. Selve højen er bevokset med det mest gemene ukrudt, og dette er skudt op så højt og så frodigt som om det voksede på en ....... - Navnene! Disse hædersnavne hvorved enhver dansk borger må blusse, hvis hans hjerte ikke er af sten, er til dels skjult af græs og kåde grene. Træerne er aldeles henvisnede i toppen, og ser så sørgelige ud at man næsten må tro dem forladt både af Gud og mennesker. Kort sagt! Det hele bærer præg af en skødesløsheds ånd hos de ansvarlige som for ingen domstol og ved ingen argumenter kan forsvares. Mismodig og forstemt vendte jeg atter hjem for at nedskrive disse linjer. Og jeg spørger nu offentligt: Hvad er årsagen til denne åbenbare ligegyldighed for en national helligdom? Det er en herlig ting at vi kan sige og skrive: God være lovet, at vi lever i det lykkelige lille Danmark! Men velan da, så lad os også ved enhver lejlighed vise at vi moralsk erkender og taknemmelig påskønner såvel de nærmere som de fjerne årsager til denne vor nationallykke. Sørgeligt er det i det mindste at gravmindet over 2. aprils helte skal bære præg af at danske borgere kunne tænke som så: "Lad dem ligge! De er døde og borte!"
(Politivennen nr. 765, Løverdagen den 28de August 1830, s. 548-550)
Med hellig alvorsfølelse nærmere jeg mig dette sted, og levende var min sjæl opfyldt af taknemmelig erindring om disse herlige mænd der modigt og uforsagt ofrede deres hjerteblod for konge, fødeland og den gode sag. Men, retfærdige Gud! Hvorledes blev jeg stemt da jeg måtte sig mig selv: Nu står du jo der på det sted du fra barndommen af har lært at kende som dyrebart! Jeg måtte næsten frygte at sære ædel følelse ved at beskrive hvorledes dette gravminde for øjeblikket ser ud. Ikke vil jeg omtale at gangene der fører derhen, er så aldeles tilgroet med græs og ukrudt, at de for spadserende næsten er utilgængelige. Jeg vil blot holde mig til stedet selv, og desto værre har jeg her mere end tilstrækkeligt stof for min anke. Selve højen er bevokset med det mest gemene ukrudt, og dette er skudt op så højt og så frodigt som om det voksede på en ....... - Navnene! Disse hædersnavne hvorved enhver dansk borger må blusse, hvis hans hjerte ikke er af sten, er til dels skjult af græs og kåde grene. Træerne er aldeles henvisnede i toppen, og ser så sørgelige ud at man næsten må tro dem forladt både af Gud og mennesker. Kort sagt! Det hele bærer præg af en skødesløsheds ånd hos de ansvarlige som for ingen domstol og ved ingen argumenter kan forsvares. Mismodig og forstemt vendte jeg atter hjem for at nedskrive disse linjer. Og jeg spørger nu offentligt: Hvad er årsagen til denne åbenbare ligegyldighed for en national helligdom? Det er en herlig ting at vi kan sige og skrive: God være lovet, at vi lever i det lykkelige lille Danmark! Men velan da, så lad os også ved enhver lejlighed vise at vi moralsk erkender og taknemmelig påskønner såvel de nærmere som de fjerne årsager til denne vor nationallykke. Sørgeligt er det i det mindste at gravmindet over 2. aprils helte skal bære præg af at danske borgere kunne tænke som så: "Lad dem ligge! De er døde og borte!"
(Politivennen nr. 765, Løverdagen den 28de August 1830, s. 548-550)
Redacteurens Anmærkning.
I Politivennen 767, 11 september 1803 bekendtgjordes at ukrudtet nu var fjernet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar