31 august 2020

Kommandant Kauffmann afgaar fra Kastellet. (Efterskrift til Politivennen)

Det vil måske erindres at "Fædrelandet" sidste sommer flere gange henledte vedkommendes opmærksomhed på at hr. oberstløjtnant Kauffmann, på grund af sine ufordulgte slesvigholstenske anskuelser og sympatier, ikke var vel skikket til at være kommandant i citadellet Frederikshavn, navnlig i den tid da dette brugtes som opbevaringssted for fangne oprørere. Ved general Hedemanns udnævnelse til denne post er oberstløjtnanten nu af krigsbestyrelsen blevet tilbudt komandoen over en bataljon, men har været ærlig nok til at vægre sig derved, fodi han ikke kunne og ville fægte mod sine meningsfæller. Derpå har krigsminsteren svaret at så måtte han tage sin afsked, og under disse omstændigheder kunne han ingen pension få. K. bereder sig nu til at forladet landet for at gå i fremmed krigstjeneste. (Aalb. Av.).

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 29. december 1848).

Nicolai Gustav Herman von Kauffmann (1792-1850) var kun ganske kort tid kommandant, nemlig 27. marts 1848 til 7. december 1848. I perioden indtil 28. april 1848 underordnet guvernør prins Wilhelm, landegreve af Hessen-Cassel, siden som selvstændig kommandant. 

En af hans sønner, Heinrich August Theodor (von) Kauffmann (1819-1905) var på daværende tidspunkt kaptajn af generalstaben, og ansattes som stabschef ved kommandoen på Als. Her deltog han ligesom en anden bror i resten af krigen på dansk side, og deltog bl.a. i et slag på Sundeved 13. april 1849. Det var ved dette slag at aviserne ville vide at en 12 årig hornblæser, ved sin gode opførsel og muntre indfald, var blevet bataljonen yndling. Han blev væk under slaget, og man troede han var død, men nogle vendte om og fandt ham i god behold et par skridt fra valpladsen (Flyveposten, 18. april 1849).

To andre af Kauffmanns sønner deltog som officerer på slesvig-holstensk side i krigen 1848-1850.


Som bekendt fritog hans majestæt kongen i sin højmodighed ved krigens udbrud endog de i hertugdømmerne fødte livgardister for at tage aktiv del i krigen, og krigsminister Tscherning ansatte flere officerer fra hertugdømmerne på sådanne poster, hvor deres embedspligter ikke kunne bringe dem i kollision med deres følelser og overbevisning. I en skærende modsætning til sådan human adfærd, vi gentagne gange har hørt de pågældendes fulde anerkendelse af, står den fremgangsmåde den nye krigsminister hr. Hansen har troet at kunne tillade sig imod den afgående kommandant i Kastellet, oberstløjtnant Kauffmann, der har tjent sin konge i 43 år og erhvervet sig den almindelige agtelse både i Danmark og hertugdømmerne.

For en fjorten dages tid siden lod krigsministeren anmode oberstløjtnanten om at komme til sig på Amalienborg og efter at have berørt hans afgang som kommandant i Kastellet, spurgte han ham om han nu ville føre en bataljon. Hertil svarede oberstløjtnanten, at han var født i hertugdømmerne og der havde tilbragt 48 år af sit liv, at han ikke kunne fornægte sin nationalitet og således ikke kunne bære våben imod hertugdømmerne. Ministeren ytrede da, at sådanne officerer kunne man ikke bruge, oberstløjtnanten måtte derfor tage sin afsked og pension ville han i så fald ikke få. Dette indrømmede oberstløjtnanten rigtigheden af og efter at have meddelt indholdet af sin samtale med krigsministeren til flere personer indgav han selvfølgelig sin ansøgning om afsked. Man må derved erindre, at en opfordring til at tage sin afsked ifølge militær brug ikke er andet, end en høflig omskrivning af at skulle have samme. I tillid til en ministers ord og på grund af den fremrykkede årstid bortsendte oberstløjtnanten sin familie og hele sit bohave.

I et brev til oberstløjtnant Kauffmann 8 dage derefter erklærer krigsministeren hans opfattelse af opfordringen for ikke ganske korrekt og tilføjer først nu en revers. 

Næste dags eftermiddag forinden krigsministeren havde fået svar, mødte to officerer af Kastellets garnison hos oberstløjtnanten, forelæggende ham på meddelt befaling en fra den første afvigende revers, hvilken, da de to officerer ikke kunne legimitere sig ved nogen skriftligt ordre eller instruktion. Oberstløjtnanten naturIigvis nægtede at underskrive. Herpå erklærede de to officerer oberstløjtnanten for arresteret på stedet. Samme dag forinden officererne indfandt sig hos oberstløjtnantenm havde han allerede udfærdiget en skriftlig erklæring, som lå kuverteret på hans bord i hvilken han tilbød sig ligesålidt at bære våben mod H. M. Kongen, hans retmæssige herre, som han hidindtil havde båret våben mod hertugdømmerne. Denne revers anmodede han officererne om at gennemlæse, uden at disse dog indlod sig derpå.

Vi overlader nu publikum at dømme imellem krigsministerens og oberstløjtnantens fremgangsmåde.

(Kjøbenhavnsposten, 27. december 1848).


Fra pålidelig kilde kan vi meddele at oberstløjtnant Kauffmann har udstedt den af ham forlangte revers efter at de to officerer der forelagde ham samme, tilbørligt har legitimeret sig, som beordret dertil af rette vedkommende. Hans arrest er ifølge deraf straks blevet hævet.

(Kjøbenhavnsposten, 28. december 1848).

Kauffmann omtales meget forskelligt i aviserne. Flyveposten skrev således at han skulle have fået tilbudt en post som chef for kadetskolen i Rendsborg, og at det var at beklage at han var hildet af sine falske anskuelser, og miskendt sin pligt mod konge og fædreland. Dannevirke kaldte Kauffmann en forræder og protesterede imod at han var på fri fod.

I starten af januar 1849 meddelte flere aviser at Kauffmann var afrejst og havde i sinde at oprette en realskole i Kiel eller Rendsborg. Han døde af kolera i Kiel i 180. Hans 3 sønner, alle kaptajner, forblev i den danske hær. En anden officer, major Hennings i artilleriet opholdt sig i Rendsborg. Han blev sendt til Kronborg, og søgte på samme tid som Kauffmann sin afsked. Sønnen løjtnant Hennings blev taget tilfange af den danske hær efter slagene ved Bov og Flensborg.

Berlingske meddelte den 15. januar at N. G. H v. Kauffmann, ridder af dannebrog, af infanteriet, var meddelt afsked i nåde af krigstjenesten. Flyveposten kunne den 19. januar 1849 meddele at disse to, på trods af mange aviser påstande om det modsatte, ikke var de eneste, og oplyste at følgende slesvigholstenske offierer også ville udtræde: kaptajn Raasløf, løjtnant Dau, løjtnanterne Lundt, Friederichsen, Aschenfeldt og Dumreicher. 

30 august 2020

Colonierne i Rigsdagen. (Efterskrift til Politivennen)

Rigsdagsmødet 14. december 1818.

Finantsministeren maatte foreløbig bede undskyldt, at han ikke i dels hele Udførlighed kunde besvare Spørgsmaalet, da han deels nylig er tiltraadt Ministeriet, hvorunder Colonierne sortere, deels mangler nærmere Underretninger fra Colonierne, da Regjeringscommissairen først den 6te October var gaaet derover. Han vilde imidlertid meddele Forsamlingen et, nævnte Commissair til Publication medgivet kgl. aabent Brev af 22de Septbr., der omtrent lov saaledes: "Da vi have bragt i Erfaring, at Negerne have yttret et levende Ønske (et meget billedligt Udtryk for en Opstand) om strax at erholde deres fuldstændige Frihed, og da Gen. Scholten har fundet Anledning (!) til at opfylde dette Ønske(!), bifalde vi herved den af ham tildeelte Frigivelse, men udtale tillige Mishag med dem, som efter Proklamationen have ved Udsvævelser og Eieudomsindgreb forstyrret den offentlige Orden og det bestaaende gode Forhold. Men det haabes, at de ville vende tilbage til deres Pligt og vise sig værdige til den dem indrømmede Frihed." Regjeringen havde nu oversendt Etatsr. Hansen som Regjeringscommissair til at reorganisere disse Forhold. Detailleret Beretning vil først kunne være her i Slutningen af Januar og ellers er hidtil Intet indløbet, der giver nærmere Oplysninger. Regjeringen har derfor tildeels maattet danne sig sig Anskuelse efter private Meddelelser (!). Hvad der formeentlig er Hovedsagen er: om der strax er skeet nogen Standsning i Production og Afsætning. Alle Beretninger tyde imidlertid paa, al der ikke er skeet nogen Standsning i Produktionen, hverken paa de private eller offentlige Plantager. I alt Fald viser det sig ved statistiske Sammenligninger, at Productionen har havt gunstigere, eller i alt Fald lige saa gunstige Vilkaar paa de danske Øer, som paa den af de engelske, der havde lidt meest under de nye Forhold, Antigua. Der synes ogsaa at have dannet sig Overeenskomster paa de private Plantager om Daglejen for Negerne, rettet efter disses Flid. Ogsaa er der anskaffet Maskiner, Redskaber osv., der tyde paa, at Tilliden til Virksomheden i Kolonierne ikke er svækket. Heller ikke paa de offentlige Plantager er Produktionen standset. Vel havde flere Forpagtere tilkendegivet at ville opsige, men have siden forpagtet paany, skjøndt for en mindre Sum. Activerne have, efter de sidste Beretninger, kun forringet sig med en 20,000 Rbd. Større militaire Hjælpemidler vare Kolonierne tilsendte. Skatte- og Toldmoderationer i Koloniernes Interesse vare ogsaa bevilgede. Regjeringen vilde have sin særdeles Opmærksomhed henvendt paa Øerne, men der vare væsentlige finantsielle Hensyn at tage, og han meente, det derfor nu ikke vilde være tilraadeligt, om Regieringen offentlig yttrede sig om den Plan, der turde være den rette at følge. At Regjeringen vilde betrygge Retstilstanden paa Øerne, behøvede man vistnok ikke at tilsikkre. Hvad angaaer Spørgsmaalet om Koloniernes Deelagtighed i Folkerepræsentationen, saa stod dette i en saa nær Forbindelse med den hele Bestemmelse om Koloniernes Fremtid, at han for Øieblikket maatte afholde sig fra hver Yttring herom.

Hansen takkede Ministeren for de meddeelte Oplysninger og maatte kun erindre adskilligt med Hensyn til dennes Yttringer om Kreditforholdene, der ikke lade sig bedømme af de anførte Omstændigheder. Ogsaa viste det sig jo, at Bortforpagtningerne kun havde kunnet opnaaes paany for lavere Summer. Tvede udbad sig oplyst, hvem der har kontrasigneret det kgl. Brev af 32de September. Finantsministeren: Den Minister, under hvem Colonialbestyrelscn dengang sorterede: Handelsministeren. Grundtvig troede ogsaa at høre til dem, som havde virket det lidt vi kunde her hjemme, til Negerslaveriets Ophævelse. Han kunde derfor ikke undlade at modsige, hvad der paastodes, at man kunde have fuld Eiendomsret over sine Medmennesker, hvilket han i Menneskehedens Navn herved maatte protestere mod.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. december 1848. Uddrag).

29 august 2020

Bekymring over Krigens Igjenoptagelse. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. prop. Weinschenck til Gunderupgård har i en skrivelse til den danske rigsforsamling henledt dens opmærksomhed på at dersom den antager at krigen med Slesvig-Holsten atter vil udbryde til foråret, den da med størst mulig omsorg må søge at hjælpe jyderne til afsætning af deres hovedprodukter, heste og kvæg. For aftager denne afsætning i et år til, således som tilfældet har været i dette år, da bliver det aldeles umuligt for størstedelen af de jyske landmænd under nærværende usle kornpriser, at udrede de i alle retninger forhøjede udgifter, og Jylland vil snarere end de fleste måske tror, synke tilbage til den usle tilstand hvori den befandt sig fra 1818 til 1830.


Hr. Weinschenck opfordrer derfor forsamlingen til, dersom den antager det for rimeligt, at krigen til foråret må fortsættes, da i tide at træffe sådanne foranstaltninger at det overflødige jyske kvæg og heste kan blive overført pr. dampskib dels til England og dels til Lübeck eller Frankrig, og at denne udskibning kan iværksættes fra Frederikshavn, Aarhus og Hjerting straks ved forårets begyndelse. Jylland har i de senere år udført, til høje priser, ca. 40.000 stk. kvæg, og tilligemed Fyn 8 til 10.000 stk. heste, til forskellige lande i Europa, men som næsten alt, med meget få undtagelser, er udført gennem hertugdømmerne. (Aalb. Av.)

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 8. december 1848).

The Danish Port, Hjerting. The Illustrated London News, 19. april 1850. Den gamle landsby ved nuværende Esbjerg var i midten af 1800-tallet tiltænkt rollen som udførselssted til England. I 1851 aftalte finansministeriet med det engelske rederi "Northern Steam Packet Compagny" at afsende et ugentligt dampskib, med bl.a. kvæg. Det blev dog til ret meget, idet Tønning stod for hovedparten. I 1852 blev opført en landingsbro i Hjerting. 

Adresser fra Aabenraa. (Efterskrift til Politivennen)

(Aabenraa, 25. nov.) Her cirkulerer adresser der beder om ikke at blive optaget i Tyskland. Daglejerne og tjenestefolkene skrev meget under, men de siger selv at de ikke ved hvad de skrev under. Den tidligere overvægter Nielsen - afskediget på grund af tvetydige danske følelser - siges at være kolportør. De hævder at have 300 underskrifter. - Til gengæld cirkulerer andragender i Norderharde på Alsen, hvor beboerne taler imod indlemmelsen i Danmark og imod "Folkeraadet", at der er tale om et institut, der har tilranet sig vold mod deres vilje. Før i tiden var indbyggerne i Norderharde - nemlig landsbyen Mils - meget stærke og havde danske sympatier i årevis. Pastor Utgenannt skrift siges at have omvendt dem.

(Apenrade, vom 25. Nov.) Hier circuliren Petitionen um Nichtaufnahme in Deutschland. Die Tagelöhner und Knechte unterschrieben viel, aber sie sagen selbst, dass sie nicht wissen was sie unterschrieben. Der frühere Oberwachter Nielsen - wegen dänischer zweideutiger Gesinnung entlassen - soll Kolporteur seyn. Man behauptet schon 300 Unterschriften zu haben. - Dagegen circuliren in der Norderharde auf Alsen Petitionen, worin die Bewohner sich gegen die Inkorporirung in Dänemark und gegen den "Folkeraad" aussprechen, dass dies ein Institut wäre, das gegen ihren Willen sich eine Gewalt angemasst. Früher waren die Bewohner der Norderharde - namentlich Dorf Mils - sehr stark und jahrelang dänischgesinnt. Die Schrift des Pastor Utgenannt soll sie bekehrt haben. 

(Mittelfränkische Zeitung für Recht, Freiheit und Vaterland 3. december 1848).

Pastor Utgenannt var en gammelluthersk geistlig. Han blev feltpræst i den slesvig-holstenske hær. I 1849 opfordrede han til at oprette en forsørgelsesanstalt for invalide ved foredrag forskellige steder.

De dansk vestindiske Besiddelser. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk vestindiske Besiddelser. Efterretningerne fra vore dansk-vestindiske Colonier naae indtil Slutningen af Oktober Maaned, og vi kunne om Tilstanden der henholde os til nedenstaaende Brev.

St. Croix, den 29de Octbr. Jeg formoder, at De længes efter af høre, hvorledes det gaaer med os herude efter den foregaaede Omvæltning, og jeg skal derfor forsøge at give Dem en Fremstilling af Forholdene, saaledes som jeg betragter dem. Det, der meest paatrængende maatte intereesere os efter Revolten, var naturligviis Gjenoprettelsen af den offenlige Rolighed, og, takket være de spanske Troppers og Orlogsbriggens Nærværelse, dette er da saa temmelig vel opnaaet. Der er lagt smaae Detaschementer af de regulaire Tropper paa Green-Quai. Cliffton-Hill, Diamond-Skolehuus, La Vallé og Mount Victory, og ligeledes et Par Politivagter. Disse Foranstaltninger have vistnok været af stor Vigtighed, saavel ved de posterede Vagters virkelige Indskriven, hvor Uordener skete, som især ved den moralske Virkning paa Negerne, der strax maatte indsee Umuligheden af at sammenrotte sig i store Masser. Dog varede det en lang Tid forinden man følte sig ganske rolig, og endnu den Dag idag er der i Midten af Landet og den vestlige Ende næsten ikke en Familie gaaet tilbage paa Plantagerne for at boe der. Ved von Scholtens Proklamation af 3die Juli vare Negerne tilsagt Ret til at boe i 3 Maaneder paa de af dem benyttede Huse, og man befrygtede ved Udløbet af denne Tid nye Uroligheder, eller i alt Fald, at Negerne vilde nægte at arbeide uden en urimelig Forhøielse i Arbeidslønnen, hvilket, da Eierne ikke uden Øddlæggeise kunde tilstaae nogen Forhøielse, vilde have en almindelig Vagabondage for nogen Tid til Følge. Dette forebyggedes imidlertid, til Lykke for os, deels ved Proclamationer, der lagte Hindringer ivejen for Landnegernes Omflakken og Sammenstimling i Byerne, deels ved Vagter ved Indgangene til disse, og andre lignende Demonstrationer. Men Intet havde dog saa god Virkning, som de Efterretninger, vi erholdt med Posten over England i Slutningen af September. Hvad vil Regjeringen i Moderlandet gjøre? kan den i sin nuværende politiske Stilling gjøre Noget for Colonien? vil den, nu da den ikke kan vente directe Indtægter herfra, idetmindste for længere Tid, ansee det for Umagen værd længere at beskytte Colonierne? Hvorledes vil den Mand, der hos os ansees at være ren fornemste Aarsag til vor Ruin, blive modtagen i Danmark, og vil det ei, som saa ofte tidligere, lykkes ham at vinde Indgang hos Regjeringen, naar han fortæller den, hvorledes Ingen har en saa redelig Villie og en saa fuldkommen Indsigt i hvad der tjener til vort Bedste, som han, og vil hans Tilbagekomst her være mulig? Disse og lignende Spørgsmaal og Tvivl beængstede os Alle og vare af saa meget større Betydning, som allehaande Rygter vare udspredte mellem Negerne, Gud veed af hvem, om at han virkelig ventedes tilbage, og at de da skulde leve som Herremænd, og anden slig Snak. Det vakte derfor almindelig Glæde og Tillid, da vi, netop da den truende October Maaned nærmede sig, erfarede at vi snart kunde vente en ordentlig Styrke af vore egne Tropper, at en ny Bestyrer af Colonierne var udnævnt og en Commission beordret til Undersøgelse af alle Embedsmænds og Andres Forhold under Oprøret. At den nye Civilgouverneur er fremmed for det hele vestindiske Væsen turde muligt, under nærværende Omstændigheder, dog være heldigt, da det vil lade ham handle saameget mere fordomsfrit, og at Folk med local Kjendskab kunne handle meget galt, erfare vi desværre altfor ofte. Forholdene ere sandelig heller ikke saa indviklede, at jo en Mand med klart Blik og god Ville itemmelig kort Tid kan sætte sig ind i dem.

Den næste Gjenstand for vore Overveielser og Bekymringer var Spørgsmaalet om Muligheden af at fortsætte Sukkerproductionen under de nye Forhold. Alt hvad derom kan siges, er, efter min Mening, at Haabet endnu ikke har svigtet, eller bør ganske opgives. Den er i og for sig trøsteligt, men desværre beroer denne trøsteligere Side af Sagen for en stor Deel paa en blot temporair Omstændighed, nemlig den, at Veiret har været usædvanligt gunstigt, og at der desaarsag er Udsigt til, at en god Høst vil holde Planteuren skadesløs for de forøgede Omkostninger. Men hvis der saa derefter indtræffer et eller flere Aar med Tørke, der er saa almindeligt; naar Sukkerplanten uddøer og gjentagne Gange maae suppleres, Høsten bliver utilstrækkelig til at dække endog de forhen sædvanlige Driftsomkostninger, ville da ei mange Eiere blive nødsagede til at opgive deres Landbrug? Tilvisse vil dette skee; Crediten vil blive indskrænket, og det vil da først og fremmest gaae ud over de mindre bemidlede Eiere, og det er utvivlsomt, at flere Eiendomme allerede faar vilde have været abandonnerede, hvis de gunstige Veirforhold ikke havde kommet os til Hjelp. Der har været gjort adskillige Forsøg paa enten ligefrem ved Lovbud, eller indirekte at tvinge Negerne til at blive paa de Eiendomme, hvor de engang ere, eller til at indgaae Contracter om Arbeide for et heelt Aar; men den Erkjendelse er dog omsider bleven almindelig, at alle slige Forholdsregler kun tjene til at fremkalde Lysten hos Negeren til at gjøre det, som man vilde forhindre ham fra, tvertimod den ham tilstaaede Frihed. Forøvrigt have nogle Planteurer nu besluttet sig til at indforskrive Arbejdere fra Madeira. Disse Folk skulle, som det har viist sig paa de engelske Øer, arbeide bedre og stadigere, end Negerne, og det antages, at deres Nærværelse vil virke gavnligt paa disse, men de ville koste noget mere i Arbeidsøon, foruden de ved deres Hidførelse foranledigede Omkostninger.

Ligesom der i August Maaned fandt nogle Optøier Sted i Byen Christiansted, nemlig en Conflict imellem Brandcorpset og Politimesteren, der endte med, at denne Embedsmand, der under Oprøret havde viist en sjælden Activitet og Dygtighed, fratraadte sin Post, har der nu og i de seneste Dage i Byen Frederiksted været en ubehagelig Conflict imellem en Brandcorpsvagt og en Vagt af de herværende spanske Tropper, foranlediget ved en af disse foretagen Arrestation af en Mand af de lavere Classer, der havde yppet Klammeri om Natten paa Gaden. Brandvagten stillede sig truende og støiende op imod den spanske Vagt, og adspredte sig først efterat have erfaret, at Arrestanten ifølge en tilkaldt Læges Forlangende var bleven sendt hjem som Syg. Disse Stridigheder med den ørkesløse Pøbel her i Byerne, der Intet har at tabe, og som desværre her i Colonien stiger høiere op i Samfundet, end andelsteds, true med at blive alvorlige, og ville maaskee ikke dæmpes forinden de have følt Lovens Strænghed. Hovedmændene for disse Spektakler længes nok efter det forrige Regimente, og ville næppe undlade paa en høitidelig at udtale deres Beklagelse over de Personalforandringer, der ere foregaaede, og deres Forkjærlighed for det Gamle.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1848, 2. udgave).

Jens Futtrup (1865-1950): Køer i skolen ved Mount Victory på St. Croix. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De danske vestindiske Øer. Dampskibet "Clyde", som ankom til Southampton den 3die d. M. medbragte Post fra Vestindien, hvis seneste Dato var St. Thomas 14de Novbr. Tilstanden paa de danske Øer beskrives som i det Hele nogenlunde tilfredstillende; Landnegerne arbeide rigtignok, men ikke med den Kraft, Lyst og Vedholdenhed, som ethvert Agerbrug, og det vestindiske især, udfordrer. Imod Forventning gaar det bedst paa St. Jan, hvor for de fleste Desertationer fandt Sted, og hvor der ingen By er, der kan drage Landnegeren fra sit Arbejde. Paa St. Thomas, med den store livlige By, som Markarbeideren maa besøge i det mindste een Gang om Ugen, gaaer det mindre godt; men i det Hele er Arbejdstilstanden dog maaskee mindst tilfredsstillende paa St. Croix, for hvis heldige Existents Arbeidsspørgsmaalets Løsning er saa høist nødvendig. Tilstanden der kan kaldes provisorisk, og vil først finde sin Løsning naar Regieringen er reorganiset. De første Troppeskib, Barkskibet "Heinrich Sørensen" , Capt. Kanopka, ankom med 99 Mand Soldater den 12te November. Een Mand var død paa Reisen; forresten Alt vel. Orlogsbriggen "St. Thomas", med den nye Regjeringscommission, ventedes daglig, og der var fra Madeira indløben Skrivelse fra Etatsraad Hansen, som meldte hans hurtige Ankomst der til Øen. Saa stor var Længslen efter Regjeringscommisairens Ankomst, at det forsikkres os han vil faae flere Petitioner overrakt i de første Dage, end han kan læse i en Uge.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. december 1848).

28 august 2020

Aabent Brev angaaende Stadfæstelse af de ufrie Negeres Emancipation paa de vestindiske Øer rn m. (Efterskrift til Politivennen)

Aabent Brev angaaende Stadfæstelse af de ufrie Negeres Emancipation paa de vestindiske Øer m m.

VI FREDERIK DEN SYVENDE

af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gotlhers, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, 

Göre vitterligt: Da Vi have bragt i Erfaring, at Negerne paa Vore vestindiske Öer have yttret et, levende Önske om, at den ufrie Tilstand, hvori de hidtil have befundet sig, allerede nu maa ophöre, uden at den i Vor forevigede Fader, Hans Majestæt Kong Christian den Ottendes allerhöieste Rescript af 28de Juli f: A: allernaadigst bestemte Frist afventes, og at derfor Vor General Gouverneur, General Major von Scholten har fundet Anledning til paa Vore Vegne at opfylde dette Ønske ved sin Proclamation af 3die Juli d: A. saa ville Vi herved have allernaadigst bifaldet og stadfæstet den af ham trufne Foranstaltning, saaledes at herefter ingen ufrie Tilstand for nogen Deel af Befolkningen skal bestaae paa Vore vestindiske Öer.

Men Vi maa tillige udtale Vort allerhøieste Yttring mod dem, som efter Bekjendtgiörelsen af General Gouverneurens Proclamation af 3die Juli d: A: have gjort sig skyldige i Uordener, Udsvævelser og strafværdige Angreb paa deres Medborgeres Person og Eiendom.

Vi vente imidlertid med Tillid, at Negerne, efterat Vi allernaadigst have stadfæstet den dem skjænkede Frihed, med Lydighed og Føielighed ville efterkomme de Bestemmelser, som Vi agte at give for at ordne de nye Forhold paa Øerne, samt, at de ved Sædelighed, Flid og Vindskibelighed ville gjöre sig værdige til den Plads, som er bleven dem indrömmet i det borgerlige Samfund.

Det er Vor Kongelige Pligt at opretholde Orden og Landefreden paa Vore vestindiske Öer og det er en hellig Forpligtelse for alle lndvaanere uden Undtagelse at bistaae Os og Vore paa Öerne indsatte Øvrigheder ved Udförlsen heraf.

Vi have nu overdraget forhenværende Gouverneur over de ostindiske Etablissementer, Os Elskelige, Etatsraad Peter Hansen, det Hverv, som Vor Regierings-Comissær og ad interim fungerende General Gouverneur at begive sig herfra til Vore Öer i Vestindien for at reorganisere Forholdene sammesteds.

Overeensstemmede hermed skal han have den höieste civile og militaire Autoritet paa samtlige Vore vestindiske Öer og navnlig have Myndighed til at ordne de live Forhold sammesteds ved provisoriske Bestemmelser under definitiv allerhøieste Approbation.

I Tillid til det alvise Forsyn, som understötter alle gode og retsindige ldrætter, nære Vi saaledes det Haab at kunne berede en lykkelig Fremtid for Vore vestindiske Öer, hvis hele Befolkning vi omfatte med lige landsfaderlig Kjerlighed.

Givet paa Vort Slot Christiansborg den 22de September 1848.

Under Vor kongelige Haand og Segl.
Frederik R.
(L. S. R.)

Bluhme

(St. Croix Avis 30. november 1848).

Kammerraad Krogh fordrevet. (Efterskrift til Politivennen)

I "Dvk." skrives fra Vidaa af 14. novbr.: "I et af de tilgrænsende distrikter stod i flere år kammerråd Krogh (ikke beslægtet med den bekendte kammerjunker Krogh) som lensfoged og var, skønt ikke-friser dog på grund af sit folkelige væsen meget afholdt af friserne. Sidste vinter blev han forsat til Aabenraa som amtsforvalter. Ved oprørets udbrud forlod han denne by med kassen, og da han fornylig indfandt sig der for at hente sit indbo erfarede han, at dette af borgm. Schou var beslaglagt til fordel for den slesvig-holstenske statskasse. 

Fra Aabenraa begav Krogh sig til den frisiske by Niebøl for at indkassere ikke ubetydelige fordringer fra sit tidligere ophold. De frisiske bønder var glade ved gensynet  af deres forrige lensfoged, og hans skyldnere bestræbte sig for at skaffe de skyldige penge til veje. Men nu kom hans ophold i byen for advokat Sarauws, Jansens og fleres ører, og som han i søndag eftermiddag, omtrent færdig med sine forretninger, vandrede ad Digen (gaden), havde disse herrer fået en del drenge efter ham med Raabet: "Der er landsforræderen Krogh, Fanden føre ham herfra!" o. s. v. Under disse Omstændigheder skyndte han sig til sit logis i kroen i Lindholms en god halv mil vej derfra. 

Men om natten Kl. 12 blev han vækket af kromanden, som erklærede, at degnen Janssen og mølleren Feddersen fra Niebøl var ankommet udenfor kroen med c. 50 mand, holdt huset omringet og fordrede, at den danske landsforræder øjeblikkelig skulle forlade det frisiske gebet. En stor sten som kom ind gennem vinduet, bekræftede dette udsagn. Siden trængte Janssen selv ind og moraliserede omtrent som så: "De har rigtig nok førhen været vor lensfoged og som sådan opført Dem som en brav mand. Men siden de som "Landesverräther" er løbet bort til Danmark, så kan De selv indse, at De umulig bør tåles på frisisk grund, og De har øjeblikkelig at forlade samme." Der var til nød, at han fik frist til at pakke sin kuffert og spænde for sin vogn. Men snart forlod han under frisernes hujen og støjen Lindholm for at nå den nærliggende Geest (højland) , der bebos af os, den dansk-slesvigske stamme. 

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 28. november 1848)

Underbetalte Arbeidere (Efterskrift til Politivennen)

- Noget som arbejderklassen i alle lande med god grund kan beklage sig over, er at de personer eller embedsmænd der ansættes til at bestemme og vurdere dens arbejder og anstrengelser, mangler de dertil fornødne kundskaber. Det er nemlig ikke juridiske eller teologiske kundskaber der udfordres, og heller ikke den statsøkonomiske lære om den frit konrurrences gavnlighed, hvorefter man kun har at tage hensyn til forbrugerers interesse, men det er derimod personligt kendskab til hvad det betyder at arbejde dag ud og dag ind med sine hænder for at frembringe et eller andet produkt, hvad der ved et sådant arbejde behøves til livets ophold, til kræfternes vedligeholdelse, hvor megen tid ved siden deraf til hvile, til forfriskning, til overhovedet at vedblive at være menneske. Den frie konkurrences teoretikere tager naturligvis ikke ringeste hensyn hertil: for dem er arbejderens forhold til produktet kun en simpel talberegning der ene bestemmes af den øjeblikkelige mangel på arbejdere eller overflødighed af produkter. Der kan ikke tænkes noget hjerteløsere end denne statsøkonomiske regnekunst, som står i den mest skærende modstrid til den fuldstændig sikrede organisation af de forskellige embedsklasser, hvorfra hine bedømmere, bestemmere og vurderingsmænd for arbejdsklassen udgår. Derfor fordrer arbejderne selv at høres, selv at deltage i denne bedømmelse, bestemmelse og vurdering af deres forhold. Og de behøvede ikke videre bevis for retfærdigheden af denne fordring end henvisningen til de betingelser, der nu som oftest gøres til de offentlige arbejders udførelse, og hvorved man mere synes at tilsigte arbejdernes undergang og indbyrdes selvfortærelse end deres ophold og erhverv. 

Det er netop et praktisk eksempel herpå som i disse dage er forebragt os, der har ledet til disse betragtninger. Der skal forfærdiges en del uniformsstykker til landkadetterne og man har tilbudt dem til private mestre for en bestemt arbejdspris, der er ansat således: for en frakke 8 Mk., et par benklæder 2 mark 8 sk., en trøje 4 mk, og en vest 2 Mk., alt af klæde , som dertil leveres med en del andet tilbehør, hvorpå der muligvis, efter gammel skik, kan profiteres lidet for mestrene. Men når det nu er uimodsigeligt vist at selv en god arbejder behøver over 2 dage for med al anstrengllse at forfærdige en sådan frakke, og til de øvrige stykker omtrent 1 til 2 og 1 dag, så kan der vel spørges, hvilke forestillinger de, der ansatte slige arbejdspriser, har om en arbejders fornødenheder? Man kalder det i daglig tale at skambyde, men den frie konkurrences økonomer svarer: det er en fri sag at påtage sig sådant arbejde, og vil den ikke den ene, så vil nok den anden; den der slet intet arbejde har, vil være glad ved at kunne fortjene så meget osv. 

Det er således efter den yderste nød man beregner og vurderer arbejdsprisen! Men hvorfor kan man ikke bruge den samme vurderingsmåde ved de offentlige embeder, spørger arbejderen, hvorfor kan man ikke indføre den frie konkurrence, licitationer osv. ved udførelsen af alle forretninger i det offentliges tjeneste? - Fordi statens tjenere danner en organiseret kaste. Fordi der er en kløft i samfundet, som hver dag bliver bredere mellem "de begunstigede og de Ikke-begunstigede". De praktiske beviser godtgør dette bedre end alle teorier kunne modsige.

(Kjøbenhavnsposten 25. november 1848).

Dr. J. J. Dampe. (Efterskrift til Politivennen).

Hr. J. J. Dampe!

De har i "Kjøbenhavnsposien" nr. 270 udtalt Dem på en meget bitter og uretfærdig måde imod mig, på grund af den i "Historie og Digtnings" påbegyndte biografi af Dem; idet De deri har i et krænkende og sårende angreb, som jeg skulle udskrive og opfriske fra ældre usandfærdige beretninger. Jeg kan forsikre Dem, at det har været så langt fra mine tanker i mindste måde at ville krænke Dem, at jeg tværtimod har troet, ved netop nu da "Folkefrihedens oprindende Morgenlys" skinner over vort fædreland, at fremkomme med en beretning om, hvad De har lidt fordi De virkede for "folkets Ret", at vække en så meget større erkendtlighedsfølelse i folkets hjerter for denne Deres virken. Jeg har ofte selv dvælet med interesse og anerkendelse ved Deres livs dåd og den tunge skæbne, hvortil den førte Dem, og jeg ventede og venter at den påbegyndte oversigt af Deres Liv vil, hos enhver læser fremkalde de samme følelser. Dette angående min hensigt. 

Det fremgår af Deres skrivelse at De ved, at min kilde er en gennem en række af  artikler i "Kjøbenhavnsposten" for 1841 givet fremstilling af Deres liv og levnet. Denne fremstilling vidner helt igennem om, at dens forfatter var i høj grad velvillig og godt sindet imod Dem, og var meget nøj bekendt med hvad han skrev om; der går en tone gennem det hele, der vidner om en alvorlig stræben efter nøjagtighed og sanddruhed, og man ser at forfatteren har haft adgang til kilder der ikke stod åbne for enhver. De indrømmer selv, at hin fremstilling for en stor del var indrettet til den hensigt, om muligt at formilde magthaverens vrede; men hvorledes forenes dette med Deres anden mening: at den "i stedet for at tage del med den forfulgte mod forfølgeren, tværtimod vender et angreb mod den forfulgte med sårende pile?" 

Der kunne, efter det anførte ikke for mig være mindste grund til at antage, at denne fremstilling skulle indeholde "usandfærdige beretninger". Men hvad der afgørende måtte bestyrke min tro på dens pålidelighed i de punkter, som jeg nu ser ikke er rigtige, det er, at en artikel af Dem i "Kjøbenhavnsposten" nr. 333 for 1841 forsvarer hin fremstilling imod "Altonaer Merkur", som havde savnet et "væsentligt punkt deri; og et lille skrift af Dem: "Til Danmarks Borgere" nr. 2 der udkom 1844 berigtiger en del i samme fremstilling, "som var blevet dens forfatter urigtigt berettet". Når De selv har offentlig forsvaret den nævnte beretning i det Punkt, og har offentlig berigtiget den i andre punkter, og ved denne lejlighed ikke i mindste måde antydede at den indeholdt flere urigtigheder end dem De da berigtigede, så tror jeg at jeg har været i min gode ret når jeg antog det øvrige for pålideligt. Det er mig derimod meget kært, at De har benyttet denne lejlighed til at oplyse, hvad urigtigt der er forekommet i den allerede udkomne del af Deres biografi, og at De vil levere lignende oplysninger til det følgende, hvilke jeg har ret til at vente meddelte i en mildere form end de nu givne. De vil derved opnå, at fremstillingen af 1841 bliver behørig udrenset for alt, hvad der ikke er fuldkomment stemmende med sandheden, mens dette måske ikke havde været muligt, dersom den først engang senere var blevet opfrisket, når graven gemte Deres støv.  

Jeg skal i "Historie og Digtning" under fortsættelsen aftrykke Deres offentlige skrivelse til mig, med dette min svar, og henstiller forøvrigt ganske til Dem selv, hvorvidt De måtte ville sende mig direkte, hvad De senere måtte have at anføre til berigtigelse af det følgende, eller, som denne Gang, igennem et andet blad, hvorfra jeg da skal optage det.
J. A. Hansen.


Vi ved ikke om det er et fuldstændigt eftertryk af nærværende blad hvorom denne strid drejer sig. Red. af Kjbhpst.

(Kjøbenhavnsposten 21. november 1848)

Tidstavle

1790 Født 10. januar 1790 i København. Forældre: skræddermester Jacob Frantzen Dampe og Anne Gjertrud Christensdatter Lund (1756-1821)
1804 Student fra Metropolitanskolen.
1809 cand. theol.
1811 "Forsøg til en Opløsning af Problemerne i den danske Retskrivning"
1811 5. marts gift med Dorthea (Thea) Kirstine Johannissen Boye, (1790-1823).
1812 Filosofiske doktorgrad - dr. phil. Doktorafhandling om Koranens morallære.
1811-16 adjunkt ved Slagelse Latinskole. 
1815 "Avis for 10 Kjøbstæder"
1816- Oprettede privat drengeskole, filosofiske studier og litterære arbejder. Magister J. Dampe og skrædder J. F. Dampe, Studiestræde 54 (Krak 1817-1818). 1859 Studiestræde 3, henlagt til 1806 25 i 1906. Med nuværende adresse Nørregade 7/Studiestræde 3. Bygningen er fra 1906.
1818 Støtter Baggesen i fejden mod Oehlenschläger.
1818 November. Dampe er medlem nr. 12 i "Clio", ialt 150 medlemmer.
1819 17. januar. Dampe taler for fulde huse i Helligåndskirken (Politivennen).
1819 12. september. Dampe prædiker i Helligåndskirken. 
1819 "Om Frihedens Overensstemmelse med Christendommens Aand". Censuret den 27. november.
1819 12. november Ørsted afgiver et responsum hvori han kobler Dampes skrift sammen med jødefejden hvad angår opvigling af mængden. 
1820 økonomisk uføre.
1820 Marts. Dampe fremsender skrift om augsburgske bekendelse til godkendelse hos Danchell. 
1820 10. april Afholder mundtlige prædikener og foredrag over skriftet.
1820 Maj. Udgiver "Underretning til Publicum .... ". En hidsig brevveksling med Danchell følger. 
1820 juni. På Dampes påstand om at der intet er gjort imod hans virksomhed, svarer Danchell med et forbud. Dampe udgiver i stedet et par skrifter 
1820 12. juli. Dampe tiltales.
1820 15. august politiet (Kaas) får nys om en såkaldt "jernringssammensværgelse". Dampe udsender sit andet skrift om augsburgske trosbekendelse.
1820 25. august. Frederik 6. skriver til Kjerulff om Dampe. Han er foruroliget over en revolution, efter at have hørt om Dampe. 
1820 23. september. Dampe får besøg af lægen Johann Wendt ("Clio"), som han betror at han er overvåget. Han er dog ikke klar over at Wendt er mellemled mellem politiagenterne.
1820 1. oktober. Leder af Jernringen, Blok Tøxen betales for at trække sig, Dampe bliver formand 
1820 17. oktober: Hof- og stadsretten forbyder Dampe at prædike og som privatdocent at holde offentlige foredrag om teologiske og filosofiske spørgsmål
1820 Oktober-november udgiver bl.a det kritisksatiriske ugeblad "Iagttageren". Dampe er uden at vide det udsat for provokatøragent, men dog klar over at politiet overvåger ham.
1820 1. oktober. Politiet bestikker Blok-Tøxen til at overlade ledelsen af "Jernringsgruppen" til Dampe. Dampe er modsat Tøxen et langt bedre mål som statueringseksempel, end Tøxen.
1820 16. november arresteret, det stiftende møde i selskabet i lejet lokale på Brolæggerstræde 73 (Brolæggerstræde 9/Knabrostræde 16?) beslaglagde politiet hans papirer og fængslede ham og smedemester Hans Christian Jørgensen.
1820 indtil 1. december. Afhøring af Dampe og Jørgensen.
1820 20. november Statstidende officiel redegørelse: Udlandet, en ubetydelig krusning. Indlandet: Der bliver slået hårdt ned på alle liberale tendenser.
1820 13. december. Kancelliet fastslår at Dampe har begået majestætsfornærmelse og højforræderi.
1821 14. februar kender en kommissionsdomstol ham skyldig i at have tilskyndet til forandring af den bestående regeringsform. Dødsstraf.
1821 7. marts Frederik 6. forandrer straffen til fængsel på livstid i fæstningen Christiansø.
1821 25. juli. Plakat skal sikre gentagelser af Dampe-sagen.
1821-26 Kastellet som statsfange mens fængsel opføres til ham på Christiansø.
Fange på Christiansø. Statsfængslet "Ballonen" på Frederiksø blev bygget i 1825 til Dampe. Enecelle i femten år.
1825 Det prøjsiske politiministeriums direktør forsikrer justitsminister Kaas at Jernringen lignede andre europæiske demagogiske bevægelser fra 1820. 
1831-32 i Kastellet som statsfange.
1840 Christian 8. lemper hans vilkår i 1840.
-1848 lever han i Rønne under polititilsyn. 
1848, 20. januar amnesti (Frederik 7.). Dampe flytter til København.
På finansloven. 
1850 Dr. Phil. J. J. Dampe. Nørrebro 14 (Krak).
1855 Dr. Phil. J. J. Dampe. Gråbrødretorv 106.
1859, 1860 og 1864 Dr. Phil. J. J. Dampe. Vestervold 210 (23 stuen). Sidste adresse.
1866, 20 december død Kommunehospitalet. Begravet Holmens Kirkegård. Gravsted nedlagt.

Nogle af deres børn bosatte sig på Kalundborgegnen
2. verdenskrig Kalundborg Museum modtog to lysestager fra et af Dampes oldebørn.
1999 Mads Findal Andreasen ved Kalundborg Museum arrangerer en udstilling om Dampe.
2003 mindesten rejses på Christiansø.


Vigtige (politi)personer

Kaas, Frederik Julius (1757-1827). Justitsminister, politichef. Leder af det politiske politi.
Kjerulff, Andreas Christian (1782-1846). Politichef og politidirektør 1820-1845. Frederik 6.'s fortrolige.
Høst, Jens Kragh. Jurist. Han orienterede Wendt om Kaffeklubben. Medlem af Clio. Fik senere 100 Rbd af statskassen for at levere oplysninger til det hemmelige politi indtil sin død 1844. 
Top, Christian Frederik Ludvig. (1786-1830). Kaptajn afskediget 1820 fra Livjægerkorpset. Blev betalt provokatøragent for politiet, fik Dampe til at skrive oprørske tekster og lejede lokalet i Brolæggerstræde. Dampe troede han var en ven. Blev belønnet med stilling som portkontrollør.
Wendt, Johann. Læge på Almindeligt Hospital. Han informerede Kaas om Kaffeklubben fra "Clio". Han fungerede som mellemled mellem politiagenterne. Blev belønnet med dannebrogsmand. Wendt er omtalt i flere artikler på bloggen i andre sammenhænge. Wendt var den slags person som man kender fra alle diktaturer: En ven til en mistænkt som staten overbeviser om at det er bedst at anmelde vedkommendes statsfjendtlige virksomhed.

Dr. J. J. Dampe. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Almuevens Redaktør!

At jeg hedder Johan, det er ikke sandt. At jeg som barn, havde en sjælden lyst til at lære, det er heller ikke overensstemmende med sandhed. At jeg 10 år gammel, skrev ret flydende vers, det er en hyperbol. At jeg i min første ungdom kastede mig af al magt over de døde sprog, det er ikke rigtigt, for så vidt som det betegner en overvejende lyst i denne retning. At der snart efter blev tildelt mig overvættes ros fra alle sider, det er en hyperbol dito. At jeg var forfængelig, det er løgn. Når det er bevist derved at jeg anså mig i stand til alt hvad jeg ville tage fat på, så er det bevist ved en anden løgn; for at et ungt menneske gør nogle forsøg i det dramatiske, det står som en meget slet grund til beskyldningen for et sådant overmod. At jeg 11 år gammel, digtede skuespil, det er atter en udskejelse til hyperbolen. At jeg indsendte et par stykker til teaterdirektionen, det er at tage munden for fuld. At det, jeg sendte, var et forspil, det er af de usandheder som man kalder ukorrektheder. At teaterdirektionens svar indeholdt smigrende udtryk, det er en fortælling af en der render hen og giver i tryk, hvad han har hørt halvt i en hast. At jeg var ejer af Slagelse Avis, det er ikke sandt. At jeg straks efter mit skrift om retskrivningen i mit studium vendte mig fra filologien fornemmelig hen til filosofien, det er på et hår det modsatte af sandheden truffet. At der dengang udviklede sig hos mig et hang til trættekærhed, det er løgn, fordi jeg kan opfordre Dem og enhver til, for de år, De omtaler, og mange følgende år, at opgive noget eneste menneske, jeg har været sammen med i hus, i gade eller By, som jeg har været i nogen trætte med, ved denne opfordring må de blive til skamme. At jeg viste et rethaveri i disputer, det er løgn. For at godtgjort det, måtte det bevises, at det par gange jeg opponerede ved disputatser, var de drunde som blev anførte imod mig, så stærke, at jeg burde veget for dem. Bevis det! vær så god! At jeg brugte spidsfindigheder, det er ikke sandt. Vil De have at folk skal tro Dem heri på Deres blotte forsifkring, efter at De har sagt så mange ssandheder? Nej, ingenlunde. De kommer til at bevise, at det, jeg sagde, fortjente det navn, spidsfindigheder, eller dette vil blive regnet med til de andre usandheder. At jeg, når jeg blev forfulgt under despotismens tryk, har vist en uædel, yderlig lidenskabelig bitterhed, det er øgn, fordi jeg ingenlunde har udtalt en stærkere uvilje, end fx de liberale bladeedaktører mange gange har gjort, når de har været i samme tilfalde, uden at nogen har undret sig derover. Denne løgn er des skændigere, fordi man derved, i stedet for at tage del med den forfulgte mod forfølgeren, tværtimod vender et angreb med sårende pile mod den forfulgte. 

I det øjeblik, da formedelst folkefrihedens oprindende morgenlys mine bånd er faldne og jeg er gået ud fra mine Lldelser, som jeg har udstået, fordi jeg har arbejdet for folkets ret, det betyder så meget, som for mit fædreland, med døden, som Straf derfor, stillet for øjnene, lidelser, der i marterfuldhed og langvarighed uden sammenligning overgår alt hvad nogen har lidt i Europa for politiske Handlinger, er krænkende og sårende angreb det, som straks møder mig. En mand der bærer navn af en ven af det simple folk, gør sig den umage at hente dem frem imod mig uden stort at undersøge deres sandhed, udskrive dem og opfriske dem på ny fra ældre usandsartige beretninger. Lykkeligvis - det kan jeg sige har min ulykke hvor stor den end har været, dog været for svag til at gøre ende på mig. Ellers skulle jeg nu, tilintetgjort ved despotismens mishandlinger, værgeløs og magtløs have tjent til en skive for angreb af medborgere, for hvis rettigheder jeg stred og faldt , men som ikke har kunnet se mig overgivet til pinsler og ulykke uden at føle sig kaldede til at træde til, for også at mishandle mig efter deres evne og lejlighed, snart ved bemærkninger til at nedsætte mig sådanne, som den nys leverede biografi indeholder, snart ved den ublueste og nedrigste af alle Logne, som jeg dog håber således at have gendrevet, så at der ikke gives nogen nidding, der tør stå for mig, udtale den og see mig i øjnene.

De fortæller folk om mit huslige liv. Er det muligt, at De, ved at løse, hvad der blev skrevet om mig i denne henseende, da jeg var i ulykken, ikke bliver den indflydelse var, som min ulykke havde på det, der blev skrevet om mig? at De ikke formoder, hvad der dog var meget naturligt at formode, at de, der skrev dette om mig, for en stor del indrettede deres tale til den hensigt at behage magthaveren til en større lemfældighed imod mig, og anså et brud på usandheden for tilgiveligt dersom det kunne være til nogen hjælp for et menneske, hvem en så skrækkelig skæbne blev beredt, som den, der alligevel traf mig. Min ulykke var så stor, så at den kunne bevæge selv mine fjender til stige forsøg til min redning. Når De omtaler, hvad der uden denne hensigt ikke var blevet omtalt, og stiller det i det lys hvori det i denne hensigt er stillet, i en biografi, så begår De en rigtig fejl. Alt hvad der er blevet sagt om mine ulykker i det private og huslige liv, min mørke stemning osv. som omstændigheder, der skulle have medvirket til den handling, hvorfor jeg blev dømt, det er altsammen ikke andet, end en pia fraus, der blev anvendt af dem, der skrev, for, om muligt, at formilde magthaverens vrede. Alle fortællinger, der er fremført om min huslige stilling, om mit ægteskab, er ifølge hvad jeg nu har bemærket, uden al historisk troværdighed, og kunne ingenlunde benyttes i en biografi. Den handling, hvorfor jeg blev dømt til døten udøvede jeg aldeles uden al påvirkning af personlige omstændigheder, af nogen modgang i mit private liv. Jeg udøvede den, blot ledet af en eneste bevæggrund: det ønske, at det danske folk kunne nyde sin ret.

Når De vil give fortsætteIsen, som De har lovet, af det i nr. 19 af Historie og Digtning, som Deres blad hedder, og udskrive mere om mig af den art, som De har begyndt, så skal jeg ledsage Deres Historie og Digtning - thi deri består Deres biografi - med en fortsat vejledning for Deres læsere til at bedømme, hvad agtelse De fortjener som biograf. 
J. J. Dampe.

(Kjøbenhavnsposten 18. november 1848)

Nordslesvig, November 1848. (Efterskrift til Politivennen)

(Hp. Av.) Nordslesvig den 16. november. Handlen ligger her for tiden ganske stille, landmanden kan intet sælge. I handlen købes rugen for 5½ til 6 mark tønden. Skatterne indkræves, beboerne vil ikke betale, pantemanden går om. Bliver tilstanden som den er og det ikke fra København erklæres beboerne at eller hvad de skal betale, vil de pådrage sig store omkostninger og kærligheden til Danmark vil kølnes hos mange svagere sjæle. 

En karl der har gjort hele felttoget med som dansk soldat, siger at mange af de nye geværer er dårligere end de gamle, da ved affyringen flækker kolben. Præsterne i Torninglehn har under 11. ds. fået en ny ordre fra amtmand Bruhn at de uvægerligt den 19. har at udføre den hidtil nægtede publikation af "fællesregeringens" bekendtgørelse angående de siden den 17. marts d. å. emanerede love, forordninger og administrative forholdsregler, da de ellers foeløvig vil blive idmt en mulkt af 100 rbd. cour. hver. De har i denne anledning afholdt et møde og er blevet enige om at foretage publikationen, men tillige at indgive en erklæring til regeringen.

(Kjøbenhavnsposten den 20. november 1848)

Vesteraa Færgested. (Efterskrift til Politivennen)

Forlangt Indrykkelse.

Ved min Ankomst til Vesteraa Færgested i Aalborg afvigte Mandag Aften Kl. 10½ for at oversættes her til Byen, var, foruden mig, Gaardmand Lars Svendsen af Røgelhede, som ogsaa ønskede sig til Nørresundby, tilstede, men han berettede mig, at man ikke kunde komme over, fordi Færgefolkene ikke vilde oversætte ham. Jeg henvendte mig ligeledes til Færgefolkene i samme Øiemeed, men uagtet gjentagne Opfordringer vare de ikke at formaae hertil, hvorimod jeg afvistes med en ikke liden Grad af Brutalitet. Derefter henvendte jeg mig til den antagne Opsynsmand, Hr. Jensen, i Vesteraaeskiælder, for ved hans Medvirkning eller Ordre at opnaae Oversættelsen, men ligeledes uden Held, ligesaa lidet sent jeg kunde blive indladt i det Locale, der efter Generalpostdirectionens Foranstaltning skulde staae aabent for Reisende. Man affærdigede mig ved Vinduet ved en Pige: at Hr. Jensen ikke var tilstede, og videre var ikke at opnaae. - Følgen heraf var naturligviis den, at jeg ikke heller kunde komme til at fremføre min Klage i den Protocol, som til dette Øiemeed altid skal være tilstede. Jeg tillod mig derfor at begive mig til Hr. Captlain Bluhme, der, saavidt mig bekjendt, skal have Overopsynet over Færgevæsenet, og først efter hans Tilstedekommen ved Færgestedet lykkedes det mig og Lars Svendsen, om Natten Kl. 1, at blive sat over. En saadan Fremfærd kan dog ikke nægtes, mildest talt, i Vinterens Tid at vare uforskammet, og jeg tillader mig derfor offentligt at fremsætte denne min beviselige Klage, for at vedkommende Autoriteter kunne foranledige denne Sag undersøgt og Færgevæsenet bragt paa en saadan Fod, at de saa gjængse lydelige Klager, som saa ofte af Mangel paa Beviis ikke blive oplyste, kunne bortfalde. Færgevæsenet har saa gode aarlige Retteindtægter, at man maa harmes over, i hvilken Tilstand det befinder sig, saa det var ønskeligt. om de gjentagne fremsatte offentlige Yttringer om en Forbedring heri, kunne paaskynde denne. 

Nørresundbt, den 16de November 1848.
J. Lund.
Bager.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. november 1848).

27 august 2020

Schleswig-Holstein, Oktober. 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holsten, oktober.

De udnævnte til Slesvig-Holstens fællesregering.

En provisorisk regering er, eller måske rettere sagt trådt tilbage for at give plads til en anden, også kun provisorisk, selvom det godt kunne have været at denne forandring ikke havde fundet sted, og den gamle provisoriske regering kunne have regeret videre indtil en senere og endelig fred, samt betingelserne. Men den regering der nu er trådt tilbage, var engang en der udsprang af revolutionen og folkets vilje; på trods af dens erklæring om at suverænen ikke var fri, og at den kun regerede i hans navn, modsatte den sig lidt for skarpt legitimitetsprincippet som om det kunne have varet længere. Som bekendt skulle den af ​​Preussen, Danmark og den tyske centralmyndighed udpegede nye regering uden handling fra landets side, som kalder sig "Slesvig-Holstens fællesregering", bestå af mænd, der nyder almen respekt og generel tillid. Man kan dog med rette hævde, at denne almindelige respekt og denne almindelige tillid ikke er andet end forudsete ting, for så vidt som medlemmerne af denne nye regering ikke allerede har den nævnte respekt og tillid, men først skal erhverve dem, og det vil vi oprigtigt ønsker i deres og landets interesse, at de foretager denne overtagelse meget snart. De to borgerklassemedlemmer af denne regering, hr. Preusser (etatsråd og overappellationsråd) og Boysen (herredsfoged fra Nederditmarsken) er måske meget respektable mænd, men den større offentlighed ved stadig for lidt om dem og deres politiske retning, til at de måske kan have universel respekt og tillid. Men hvad angår de andre adelige medlemmer af denne regering, kan det med sandhed siges, at de fra politisk side næppe kunne have landets respekt og tillid. Grev Reventlow-Jersbeck, der blev udnævnt til regeringspræsident, er en stiv aristokrat med en stærk blanding af servilisme overfor toppen, og i Stænder- og Statsforsamlingen har han frembragt sig med et vist strejf af stolthed som middelaldermand og karakter, men også hans egen inkompetence til sin nuværende stilling udtalt, forsåvidt en til middelalderen hørende statsmand næppe vil være egnet til at varetage et højt statsembede til et ands tilfredsstillelse i vor tid. Grevens nationale sindelag lader også meget tilbage at ønske, for for få år siden erklærede han i den lokale stænderforsamling under en relevant debat, at han betragtede Slesvig-Holsten som sit nære fædreland og Danmark som sit næste fædreland.  På det tidspunkt så han ikke ud til at have nogen særlig sympati for Tyskland, men det kan have udviklet sig i ham som tiden gik. Den lokale baron og foged for flere embeder, Heintze, er forblevet mindre kendt af den brede offentlighed på grund af sin politiske overbevisning. Det eneste man faktisk ved om ham, er at han var en dansk statstjenestemand og loyal tjener for Christian VIII, og hvis hans holdning, kombineret med hans oprindelige afvisning af at anerkende den provisoriske regering og det lokale lands uafhængighed, ikke gav ham almen respekt og generel tillid, og mod forventning først skal erhverve dem, fordi han endnu ikke besidder dem. Langt mindre kendt er grev Adolph Moltkes patriotiske og politiske bedrifter der i begyndelsen blev forvekslet med den slesvigske landsretsråd, grev Adam Moltke, en meget respektabel gammel mand, og derfor blev hilst varmt velkommen. Denne grev Adolph Moltke sad i kollegiet i København og har måske vundet respekt og tillid der. Derfor består respekt- og tillidsregeringen i det lokale land af sådanne medlemmer hvor nogle ønsker at savne baron Blome von Falkenberg. I mellemtiden har den som bekendt anerkendt den aktuelle situation sammen med den grundlæggende statslovgivning og har omgivet sig med ansvarlige ministre, der måske har en højere grad af offentlig respekt og offentlig tillid end regeringsmedlemmerne selv.

(Slutning følger.).


Schleswig-Holstein, Oktober.

Die zur gemeinsamen Regierung Schleswig-Holsteins Verordneten.

Eine provisorische Regierung hat, oder vielleicht richtiger gesagt, ist abgedankt, um einer andern, glichfalls nur provisorischen, Platz zu machen, obgleich es eben so gut gewesen seyn möchte, dieser Wechsel wäre nicht vorgenommen, und die alte provisorische Regierung hätte bis zum demnächtigen Frieden und einer endlichen festen Ordnung der Verhältnisse fortregiert. Allein die nunmehr abgetretene Regierung war einmal eine aus der Revolution und dem Willen des Volks hervorgegangene, sie trat trotz ihrer Erklärung, dass der Landesfürst unfrei sey und sie nur in seinem Namen die regierung führe, doch etwas allzu scharf dem Prinzip der Legitimität entgegen, als dass sie hätte länger bestehen können. Die von Preussen, Dänemark und der deutschen Centralgewalt ohne Zuthun des Landes ernannte neue Regierung, die sich selbst "zur gemeinshaftlichen regierung Schleswig-Holsteins verordnete" nennt, sollte bekanntlich aus Männern bestehen, welche die allgemeine Achtung und das allgemeine Vertrauen besätzen. Man möchte jedoch wohl mit Recht behaupten, dass diese allgemeine Achtung und dieses allgemeine Vertrauen lauter anticipirte Sachen sind, in so fern die Mitglieder dieser neuen Regierung die genannte Achtung und das genannte Vertrauen nicht sowohl schon besatzen, als sich erst erwerben müssen, und wir wollen in ihrem und des Landes Interesse aufrichtig wünschen, dass sie diese Erwerbung recht bald machen. Die beiden bürgerligchen Mitglieder dieser Regierung, die Herren Preusser (Etatsrath und Overappellationsrath) und Boysen (Landvogt von Niederdithmarschen) mögen ganz achtungswrthe Männer seyn, nur weiss das grössere Publikum noch zu wenig von ihnen und ihrer politischen Richtung, als dass sie in dieser Hinsicht schon allgemeine Achtung und allgemeines Vertrauen besitzen könnten. Was aber die übrigen adelichen Mitglieder dieser Regierung betrifft, so kann man mit Wahrheit sagen, dass sie in politischer Hinsicht schwerlich dem Lande Achtung und Vertrauen haben einstötzen können. Der zum Regierungspräsidenten ernannte Graf Reventlow-Jersbeck ist ein starrer Aristokrat mit einer starken Beimischung von Servilismus nach oben, und in der Stände-und Landesversammlung hat er sich mit einem gewissen Ansluge von Stolz als einen mittelalerlichen Mannund Character selbst prducirt, dadurch aber auch selbst seine Untüchtigkeit für seine jetzige stellung ausgesprochen, in so fern ein dem Mittelalter angehöriger Staatsmann schwerlich dazu geeignet seyn möchte, zu unserer Zeit ein hohes Staatsamt zur Zufiredenheit eines Landes zu bekleiden. Auch die nationale Gesinnung des Grafen möchte Vieles zu wünschen übrig lassen, denn er erklärtevor einigen Jahren in der hiesigen Ständeversammlung bei einer betreffenden Debatte, dass er Schleswig-Holstein als sein näheres und Dänemark als sein weiteres vaterland ansehe. Für Deutschland schien er damals keine sonderlichen Sympathien zu hegen, die sich aber vielleicht im Fortgange der Zeit bei ihm eingestellt haben mögen. Der hiesige Baron und Amtmann mehrerer Aemter, Heintze, ist seinem politischen Glauben nach dem grösseren Publikum unbekannter geblieben. Man weiss eigenlich nur von ihm, dass er ein dänischer Gesammtstaatler und ein treuer Diener Christians VIII. war, und wenn daheer diese seine Gesinnung, verbunden mit seiner anfänglichen Weigerung, die provisorische Regierung und die Selbstständigkeit des hiesigen Landes anzuerkennen, nicht wider Erwarten  ihm allgemeine Achtung und allgemeines Vertrauen zuwege gebracht haben sollte, so muss er sich dieselben gleichfalls erst erwerben, denne er besitzt sie noch nicht. Noch viel unbekannter sind die patriotischen und politischen Verdienste des Grafen Adolph Moltke, den man Angangs vielfältig mit dem schleswigschen Obergerichtsraht, dem Grafen Adam Moltke, einem sehr achtungswerthen alten Manne, verwechselte und dessshalb freudig begrüsste. Dieser Graf Adolph Moltke sass in dem weiland Kollegium zu Kopenhagen, und mag sich dort immerhin Achtung und Vertrauen erworben haben. Aus solchen Mitgliedern besteht demnach die Achtungs- und Vertrauensregierung des hiesigen Landes, in derr manche den Baron Blome von Falkenberg vermissen wollen. Sie hat indessen bekanntlich den gegenwärtigen Zustand nebst dem Staatsgrundgesetz anerkannt und sich mit verantwortlichen Ministern umgeben, die vielleicht im höheren Grade die öffentliche Achtung  und das öffentliche Vertrauen besitzen, als die Regierungsmitglieder selbst.

(Schluss folgt.).

(Morgenblatt für gebildete Leser.  13. november 1848)


Slesvig-Holsten, oktober (slutning).

Samfund. - Krigsførelsen mod danskerne.

Foreningsvæsenet har på det seneste taget et betydeligt opsving her i landet, men de fleste af foreningerne bevæger sig i underordnede kredse, idet de i højere grad henvender sig til offentlige anliggender end til statslige anliggender. Dette bør dog ikke indeholde nogen indvending mod disse foreninger, da en god og fornuftig etablering af samfundssystemet og varetagelsen af ​​lokale interesser bestemt ikke er uvæsentlige ting i sig selv. Så vidt jeg ved, er der kun virkelig demokratiske foreninger i Altona og Kiel, og de vil næppe formere sig væsentligt, da de demokratiske elementer og principper endnu ikke har fundet stor tilslutning blandt lokalbefolkningen. Det skyldes nok ikke kun massernes stadig lidt store politiske udflugter, men også den demokratiske overflod og dårskaber der desværre nu forekommer overalt. For de rige og velstillede her er i øvrigt anarkiets spøgelse, den røde republik og andre ting, som folk har vist sig at være forfærdelige nok, sørgelige grunde nok til at holde dem væk fra demokratiske bestræbelser. Så meget desto mere latterligt er det, når prinsen af ​​Augustenborg der formentlig frygter for sin families fremtidige styre her, nu er ude på at få et gigantadresse mod republikken blandt de lokale bønder. Denne frygt er faktisk lige så absurd som frygten i det preussiske kabinet i foråret for oprettelsen af ​​en slesvig-holstensk republik, som ingen tænkte på, det er også lige så sandt, at vi fra foråret til nu faktisk har levet i et republik, uden dog meget få mennesker syntes at tænke på det. Også en såkaldt slesvig-holstensk patriotisk forening, under ledelse af hans excellence geheimeråd greve v. Blome af Salzau, der ser ud til at have meget til fælles med den patriotiske forening i Hamborg, har for nylig givet sig til kende. Denne forenings første offentlige virksomhed bestod i at den udstedte et opråb til den lokale befolkning og i særdeleshed til indersterne eller småfolkene på de adelige godser, hvori de anmodes om ikke at stole på advokaterne, forfatterne og skolelærerne. som kun snyder og vil have deres penge, men derimod deres godsejere og deres dommere og inspektører, som mente det godt med dem. Man kan se, at denne patriotiske forening er meget patriotisk, og at den forstår at give gode råd som ikke går tabt for offentligheden. Generelt rykker det aristokratiske og reaktionære parti, som siden marts havde været i en tilstand af lammelse, nu igen kraftigt og finder efter omstændighederne ret godt terræn her, hvis dets tilhængere ikke stiller for store krav. - Man erfarer flere og flere interessante ting om Wrangels krigsførelse mod danskerne, der, hvis de alle er sande, yder et pænt bidrag til tidens og kabinettets historie. Mistanken om, at Wrangel førte krigen mod danskerne på en meget ejendommelig, human måde, som allerede var meget almindelig her under krigen om sommeren, og ofte blev hævdet af især lokale soldater. Så ingen troede rigtigt på det og ville heller ikke tro på det. Men denne mistanke antager nu en sådan karakter, at den er blevet nærmest en uomtvistelig sikkerhed blandt en stor del af den lokale befolkning. Militære og civile personer taler nu åbent og bestemt om det; sagen skal også bekræftes fra dansk side. Hvis denne mistanke virkelig var berettiget, ville mange ting, der ellers ville være ganske uforklarlige, naturligvis på én gang blive ganske forklarlige. Danskernes vidunderlige flugt i Slesvig, deres forfølgelse, den mærkelige hændelse ved Sundeved og hundrede andre uklarheder ville derved ophøre med at være gåder. Én ting er i hvert fald sikkert: enten er general Wrangel ikke den general han udgives for at være, eller også gik tingene ikke som de skulle. I begge tilfælde er generalens laurbær ikke af den rigtige slags, og den takketale i Frankfurt kan kun vække en vis morskab blandt eksperter. Til gengæld er alle enige i lovprisningen af ​​bondeofficererne, nemlig oberstløjtnant von der Tann.


Schleswig-Holstein, Oktober.

(Schluss)

Vereine. - Die Kriegsführung gegen die Dänen.

Das Vereinswesen hat in letzter Zeit auch im hiesigen Lande einen bedeutenden Aufschwung genommen, doch bewegen sich die meisten Vereine in untergeordneten Kreisen, indem sit sich mehr den Gemeineangelegenheiten, als den staatlichen Dingen zuwenden, Diess soll jedoch keinen Tabel gegen diese Vereine enthalten, da eine gute und vernünftige Einrichtung des Gemeindewesens und eine Pflege der Lokalinteressen an und für sich gewiss nicht zu den unwichtigen Dingen gehören. Eigentliche demokratische Vereine gibt es emines Wissens nur in Altona und Kiel, auch dürften sie sich wohl kaum bedeutend vermehren, da die demokratischen Elemente und Grundsätze bei der hiesigen Bevölkerung bis jetzt noch wenig Anklang finden. Daran ist nun wohl nicht allein die allerdings noch etwas grosse politische Unreise der Massen schuld, sondern auch die demokratischen Euberschwenglichkeiten und Thorheiten, die leider jetzt allerwärts vorkommen. Für die hiesingen Wohlhabenden und Begüterten sind übrigens schon allein das Schreckgespenst der Anarchie, der rothen Republik und andere Dinge, die man den Leuten geslissentlich schrecklich genug vorgemalt hat, tristige Gründe genug, um sie von demokratischen Bestrebungen fern zu halten. Desto lächericher ist es, wenn der Prinz von Augustenburg, der wahrscheinlich für die künftige hiesige Herrschaft seiner Familie fürchtet, jetzt darüber aus ist, unter den hiesigen Bauern eine Riesenadresse gegen die Republik zu Stande zu bringen. Diese Furcht ist in der That eben so abgeschmackt, wie im Frühjahr die Furcht des preussischen Kabinets vor der Errichtung einer Schleswig-Holsteinischen Republik, woran Niemand dachte, ist es auch gleich wahr, dass wir vom Frühjahre bis jetzt thatsächlich in einer Republik lebten, woran jedoch die wenigsten Leute zu denken schienen. Auch ein sogenannter Schleswig-Holsteinischer patriotischer Verein, unter der Leitung Sr. Excellenz des Geheimen-Conferenzraths Grafen v. Blome auf Salzau, hat sich in diesen Tagen bemerklich gemacht, der in seiner Tendenz viele Aehlichkeit mit dem patriotischen Verein zu Hamburg zu haben scheint. Die erste öffentliche Thätigkeit dieses Vereins hat darin bestanden, dass er einen Aufrug an die hiesige Bevölkerung, und namentlich an die Insten oder kleinen Leute auf den adeligen Gütern erliess, worin dieselben aufgefordert werden, nicht den Advokaten, Literaten und Schullehrern zu trauen, die sie nur betrögen und ihr Geld wollen, sondern vielmehr ihren Gutsherren und deren Gerichtshaltern und Inspektoren, die es gut mit ihnen meinten. Man sieht, dass es in diesem patriotischen Verein recht patriotisch hergeht, und dass er namentlich gute Rathschläge zu erheilen weiss, die für die Betheilighten höffentlich nicht verloren seyn werden. Ueberhaupt regt sich die aristokratische und reaktionäre Partei, die seit März in einer gewissen Betäubung gelgen hatte, jetzt recht mächtig wieder und findet auch den Umständen nach hier einen ganz guten Boden, falls ihrer Anhänger nicht allzu grosse Ansprüche machen sollten. -  Ueber die Kriegsführung Wrangels gegen die Dänen erfährt man jetzt immer mehr interessant Dinge, die, wenn sie alle wahr sind, einen hübschen Beitrag zur Zeit- und Kabinetsgeschichte liefern. Der Verdacht, dass Wrangel den Krieg gegen die Dänen auf eine sehr eigenthümliche, humane Weise führe, was schon während des Kriegs im Sommer, hier sehr verbreitet und wurde namentlich von hiesigen Soldaten vielfach behauptet. Soch glaubte Niemand so recht daran und mochte auch nicht daran glauben. Dieser Verdacht nimmt aber jetzt einen solchen Cahracter an, dass er fast zur unumstösslichen Gewissheit bei einem grossen Theile der hiesigen Bevölkerung geworden ist. Militär- und Civilpersonen sprechen sich darüber jetzt offen und bestimmt aus; auch soll die Sache von dänischer Seite bestätigt werden. Wäre dieser Verdacht wirklich begründet, so würden freilich viele sonst ganz unerklärliche Dinge dadurch auf einmal ganz erklärlich. Das so wunderbare Entkommen der Dänen bei Schleswig, ihre Richtverfolgung, der so seltsame Vorfall in Sundewitt, und noch hundert andere Dunkelheiten würden dadurch aufhören Räthsel zu seyn. So viel möchte wenigstens gewiss seyn: entweder ist General Wrangel nicht derjenige Feldherr, wofür er gewöhnlich ausgegeben wird, oder es ist nicht alles so zugegangen, wie es hätte zugehen sollen. In beiden Fällen sind die hier gepflückten Lorbeeren des General nicht von der ächten Sorte, und jene Frankfurter Dankadresse kann bei Sachverständigen nur eine gewisse Heiterkeit erregen. Einstimmung sind dagegen alle im Lobe der bauerischen Offiziere, und nanemtlich des Oberstlieutenants von der Tann. 

(Morgenblatt für gebildete Leser.  14. november 1848)


Morgenblatt für gebildete Stände (siden 1837: Morgenblatt für gebildete Leser) var hjemmehørende 1807-1865 i Stuttgart og Tübingen, og sammen med Allgemeinen Zeitung et af tidens mest indflydelsesrige ugetidsskrifter. Chefredaktør 1828-1865 var Hermann Hauff (1800–1865), bror til den bekendte Wilhelm HauffFra 1848 var han bibliotekar ved Königlichen Öffentlichen Bibliothek i Stuttgart.

Tidsskriftet karakteristik af grev Theodor Reventlow (1801-1893), bror til Eugen Reventlow, holdt stik. Han spillede ikke nogen fremtrædende rolle 1848 i den slesvig-holstenske landsforsamling, og det var vel nærmest fætteren Friedrich Reventlou, der i oktober 1848 fik ham sat i spidsen for den såkaldte fællesregering, der ved sit underfundige spil umuliggjorde enhver forståelse, hvorved krigens genudbrud 1849 blev uundgåeligt. I marts 1849 blev så fællesregeringen afløst af statholderskabet med Friedrich Reventlou i spidsen.

Ludwig von der Tann-Rathsamhausen (1815-1881) deltog ved krigsudbruddet 1848 som major og kommandant for et friskarekorps af frivillige fra Hamburg, Magdeburg og Kiel. I 1849 blev han stabsoberst under prins Eduard von Sachsen-Altenburg, i 1850 general Karl Wilhelm von Willisens oberst og stabschef i den slesvig-holstenske hær hvor han bl.a. var med ved Isted og Mysunde og Friedrichstadt. I 1864 overværede han som generaladjudant slaget ved Dybbøl. Han var med i den tysk-franske krig i 1870 og blev krigshelt i sin hjemby.