Det vil måske erindres at "Fædrelandet" sidste sommer flere gange henledte vedkommendes opmærksomhed på at hr. oberstløjtnant Kauffmann, på grund af sine ufordulgte slesvigholstenske anskuelser og sympatier, ikke var vel skikket til at være kommandant i citadellet Frederikshavn, navnlig i den tid da dette brugtes som opbevaringssted for fangne oprørere. Ved general Hedemanns udnævnelse til denne post er oberstløjtnanten nu af krigsbestyrelsen blevet tilbudt komandoen over en bataljon, men har været ærlig nok til at vægre sig derved, fodi han ikke kunne og ville fægte mod sine meningsfæller. Derpå har krigsminsteren svaret at så måtte han tage sin afsked, og under disse omstændigheder kunne han ingen pension få. K. bereder sig nu til at forladet landet for at gå i fremmed krigstjeneste. (Aalb. Av.).
(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 29. december 1848).
Nicolai Gustav Herman von Kauffmann (1792-1850) var kun ganske kort tid kommandant, nemlig 27. marts 1848 til 7. december 1848. I perioden indtil 28. april 1848 underordnet guvernør prins Wilhelm, landegreve af Hessen-Cassel, siden som selvstændig kommandant.
En af hans sønner, Heinrich August Theodor (von) Kauffmann (1819-1905) var på daværende tidspunkt kaptajn af generalstaben, og ansattes som stabschef ved kommandoen på Als. Her deltog han ligesom en anden bror i resten af krigen på dansk side, og deltog bl.a. i et slag på Sundeved 13. april 1849. Det var ved dette slag at aviserne ville vide at en 12 årig hornblæser, ved sin gode opførsel og muntre indfald, var blevet bataljonen yndling. Han blev væk under slaget, og man troede han var død, men nogle vendte om og fandt ham i god behold et par skridt fra valpladsen (Flyveposten, 18. april 1849).
To andre af Kauffmanns sønner deltog som officerer på slesvig-holstensk side i krigen 1848-1850.
Som bekendt fritog hans majestæt kongen i sin højmodighed ved krigens udbrud endog de i hertugdømmerne fødte livgardister for at tage aktiv del i krigen, og krigsminister Tscherning ansatte flere officerer fra hertugdømmerne på sådanne poster, hvor deres embedspligter ikke kunne bringe dem i kollision med deres følelser og overbevisning. I en skærende modsætning til sådan human adfærd, vi gentagne gange har hørt de pågældendes fulde anerkendelse af, står den fremgangsmåde den nye krigsminister hr. Hansen har troet at kunne tillade sig imod den afgående kommandant i Kastellet, oberstløjtnant Kauffmann, der har tjent sin konge i 43 år og erhvervet sig den almindelige agtelse både i Danmark og hertugdømmerne.
For en fjorten dages tid siden lod krigsministeren anmode oberstløjtnanten om at komme til sig på Amalienborg og efter at have berørt hans afgang som kommandant i Kastellet, spurgte han ham om han nu ville føre en bataljon. Hertil svarede oberstløjtnanten, at han var født i hertugdømmerne og der havde tilbragt 48 år af sit liv, at han ikke kunne fornægte sin nationalitet og således ikke kunne bære våben imod hertugdømmerne. Ministeren ytrede da, at sådanne officerer kunne man ikke bruge, oberstløjtnanten måtte derfor tage sin afsked og pension ville han i så fald ikke få. Dette indrømmede oberstløjtnanten rigtigheden af og efter at have meddelt indholdet af sin samtale med krigsministeren til flere personer indgav han selvfølgelig sin ansøgning om afsked. Man må derved erindre, at en opfordring til at tage sin afsked ifølge militær brug ikke er andet, end en høflig omskrivning af at skulle have samme. I tillid til en ministers ord og på grund af den fremrykkede årstid bortsendte oberstløjtnanten sin familie og hele sit bohave.
I et brev til oberstløjtnant Kauffmann 8 dage derefter erklærer krigsministeren hans opfattelse af opfordringen for ikke ganske korrekt og tilføjer først nu en revers.
Næste dags eftermiddag forinden krigsministeren havde fået svar, mødte to officerer af Kastellets garnison hos oberstløjtnanten, forelæggende ham på meddelt befaling en fra den første afvigende revers, hvilken, da de to officerer ikke kunne legimitere sig ved nogen skriftligt ordre eller instruktion. Oberstløjtnanten naturIigvis nægtede at underskrive. Herpå erklærede de to officerer oberstløjtnanten for arresteret på stedet. Samme dag forinden officererne indfandt sig hos oberstløjtnantenm havde han allerede udfærdiget en skriftlig erklæring, som lå kuverteret på hans bord i hvilken han tilbød sig ligesålidt at bære våben mod H. M. Kongen, hans retmæssige herre, som han hidindtil havde båret våben mod hertugdømmerne. Denne revers anmodede han officererne om at gennemlæse, uden at disse dog indlod sig derpå.
Vi overlader nu publikum at dømme imellem krigsministerens og oberstløjtnantens fremgangsmåde.
(Kjøbenhavnsposten, 27. december 1848).
(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 29. december 1848).
Nicolai Gustav Herman von Kauffmann (1792-1850) var kun ganske kort tid kommandant, nemlig 27. marts 1848 til 7. december 1848. I perioden indtil 28. april 1848 underordnet guvernør prins Wilhelm, landegreve af Hessen-Cassel, siden som selvstændig kommandant.
En af hans sønner, Heinrich August Theodor (von) Kauffmann (1819-1905) var på daværende tidspunkt kaptajn af generalstaben, og ansattes som stabschef ved kommandoen på Als. Her deltog han ligesom en anden bror i resten af krigen på dansk side, og deltog bl.a. i et slag på Sundeved 13. april 1849. Det var ved dette slag at aviserne ville vide at en 12 årig hornblæser, ved sin gode opførsel og muntre indfald, var blevet bataljonen yndling. Han blev væk under slaget, og man troede han var død, men nogle vendte om og fandt ham i god behold et par skridt fra valpladsen (Flyveposten, 18. april 1849).
To andre af Kauffmanns sønner deltog som officerer på slesvig-holstensk side i krigen 1848-1850.
Som bekendt fritog hans majestæt kongen i sin højmodighed ved krigens udbrud endog de i hertugdømmerne fødte livgardister for at tage aktiv del i krigen, og krigsminister Tscherning ansatte flere officerer fra hertugdømmerne på sådanne poster, hvor deres embedspligter ikke kunne bringe dem i kollision med deres følelser og overbevisning. I en skærende modsætning til sådan human adfærd, vi gentagne gange har hørt de pågældendes fulde anerkendelse af, står den fremgangsmåde den nye krigsminister hr. Hansen har troet at kunne tillade sig imod den afgående kommandant i Kastellet, oberstløjtnant Kauffmann, der har tjent sin konge i 43 år og erhvervet sig den almindelige agtelse både i Danmark og hertugdømmerne.
For en fjorten dages tid siden lod krigsministeren anmode oberstløjtnanten om at komme til sig på Amalienborg og efter at have berørt hans afgang som kommandant i Kastellet, spurgte han ham om han nu ville føre en bataljon. Hertil svarede oberstløjtnanten, at han var født i hertugdømmerne og der havde tilbragt 48 år af sit liv, at han ikke kunne fornægte sin nationalitet og således ikke kunne bære våben imod hertugdømmerne. Ministeren ytrede da, at sådanne officerer kunne man ikke bruge, oberstløjtnanten måtte derfor tage sin afsked og pension ville han i så fald ikke få. Dette indrømmede oberstløjtnanten rigtigheden af og efter at have meddelt indholdet af sin samtale med krigsministeren til flere personer indgav han selvfølgelig sin ansøgning om afsked. Man må derved erindre, at en opfordring til at tage sin afsked ifølge militær brug ikke er andet, end en høflig omskrivning af at skulle have samme. I tillid til en ministers ord og på grund af den fremrykkede årstid bortsendte oberstløjtnanten sin familie og hele sit bohave.
I et brev til oberstløjtnant Kauffmann 8 dage derefter erklærer krigsministeren hans opfattelse af opfordringen for ikke ganske korrekt og tilføjer først nu en revers.
Næste dags eftermiddag forinden krigsministeren havde fået svar, mødte to officerer af Kastellets garnison hos oberstløjtnanten, forelæggende ham på meddelt befaling en fra den første afvigende revers, hvilken, da de to officerer ikke kunne legimitere sig ved nogen skriftligt ordre eller instruktion. Oberstløjtnanten naturIigvis nægtede at underskrive. Herpå erklærede de to officerer oberstløjtnanten for arresteret på stedet. Samme dag forinden officererne indfandt sig hos oberstløjtnantenm havde han allerede udfærdiget en skriftlig erklæring, som lå kuverteret på hans bord i hvilken han tilbød sig ligesålidt at bære våben mod H. M. Kongen, hans retmæssige herre, som han hidindtil havde båret våben mod hertugdømmerne. Denne revers anmodede han officererne om at gennemlæse, uden at disse dog indlod sig derpå.
Vi overlader nu publikum at dømme imellem krigsministerens og oberstløjtnantens fremgangsmåde.
(Kjøbenhavnsposten, 27. december 1848).
Fra pålidelig kilde kan vi meddele at oberstløjtnant Kauffmann har udstedt den af ham forlangte revers efter at de to officerer der forelagde ham samme, tilbørligt har legitimeret sig, som beordret dertil af rette vedkommende. Hans arrest er ifølge deraf straks blevet hævet.
(Kjøbenhavnsposten, 28. december 1848).
Kauffmann omtales meget forskelligt i aviserne. Flyveposten skrev således at han skulle have fået tilbudt en post som chef for kadetskolen i Rendsborg, og at det var at beklage at han var hildet af sine falske anskuelser, og miskendt sin pligt mod konge og fædreland. Dannevirke kaldte Kauffmann en forræder og protesterede imod at han var på fri fod.
I starten af januar 1849 meddelte flere aviser at Kauffmann var afrejst og havde i sinde at oprette en realskole i Kiel eller Rendsborg. Han døde af kolera i Kiel i 180. Hans 3 sønner, alle kaptajner, forblev i den danske hær. En anden officer, major Hennings i artilleriet opholdt sig i Rendsborg. Han blev sendt til Kronborg, og søgte på samme tid som Kauffmann sin afsked. Sønnen løjtnant Hennings blev taget tilfange af den danske hær efter slagene ved Bov og Flensborg.
Berlingske meddelte den 15. januar at N. G. H v. Kauffmann, ridder af dannebrog, af infanteriet, var meddelt afsked i nåde af krigstjenesten. Flyveposten kunne den 19. januar 1849 meddele at disse to, på trods af mange aviser påstande om det modsatte, ikke var de eneste, og oplyste at følgende slesvigholstenske offierer også ville udtræde: kaptajn Raasløf, løjtnant Dau, løjtnanterne Lundt, Friederichsen, Aschenfeldt og Dumreicher.
(Kjøbenhavnsposten, 28. december 1848).
Kauffmann omtales meget forskelligt i aviserne. Flyveposten skrev således at han skulle have fået tilbudt en post som chef for kadetskolen i Rendsborg, og at det var at beklage at han var hildet af sine falske anskuelser, og miskendt sin pligt mod konge og fædreland. Dannevirke kaldte Kauffmann en forræder og protesterede imod at han var på fri fod.
I starten af januar 1849 meddelte flere aviser at Kauffmann var afrejst og havde i sinde at oprette en realskole i Kiel eller Rendsborg. Han døde af kolera i Kiel i 180. Hans 3 sønner, alle kaptajner, forblev i den danske hær. En anden officer, major Hennings i artilleriet opholdt sig i Rendsborg. Han blev sendt til Kronborg, og søgte på samme tid som Kauffmann sin afsked. Sønnen løjtnant Hennings blev taget tilfange af den danske hær efter slagene ved Bov og Flensborg.
Berlingske meddelte den 15. januar at N. G. H v. Kauffmann, ridder af dannebrog, af infanteriet, var meddelt afsked i nåde af krigstjenesten. Flyveposten kunne den 19. januar 1849 meddele at disse to, på trods af mange aviser påstande om det modsatte, ikke var de eneste, og oplyste at følgende slesvigholstenske offierer også ville udtræde: kaptajn Raasløf, løjtnant Dau, løjtnanterne Lundt, Friederichsen, Aschenfeldt og Dumreicher.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar