Bøn for nogle ulykkelige Børn.

I Grønningen ved Østerport og ellers i nærheden af denne port ses ofte en omtrent 11 til 12 årig dreng bære en mindre dreng på ryggen såedes at dennes ben stikker frem under den førstes arme. Når nu velklædte folk passerer forbi, trækkes de nøgne ben endnu længere frem på den bårne stakkel, og idet man anmodes om en almisse, fremvises benene der aldeles mangler fødder, eller også disse består af to uformelige klumper uden tæer, hvilket anmelderen som smertelig officer også væmmes ved et sådant skue, ikke bestemt kan afgøre. HVad enten nu dette barn er i den grad trængende at det må tigge, eller hvad snarere er troligt, det er betroet til uværdige der ved denne krøbling søger at gøre sig en ulovlig vinding, tør man såvel med hensyn til den ulykkelige skabning selv, som til de mange der på forskellige måder lider ved den uformodede, pludselige præsentation af dets lyder, håbe at der på anden måde vil blive sørget for denne stakkel.

I Grønningen ved Esplanaden har i den senere tid et ungt fruentimmer med 2 små børn taget natkvarter blandt de øvrige lazaroner der her stadigt har natteleje. De små uskyldige anbefales især til de ansvarshavendes opmærksomhed, ligesom det i det hele taget af flere grunde var ønskeligt at der også om natten nu og da måtte udsendes patruljer gennem Grønningen. For de på Esplanaden boende er det en stor ubehagelighed om morgenen tidligt at se så mange ulykkelige lejrede der.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 527-529)

Besværligt Selskab i Grønningen om Aftenen

Mandag den 10. september klokken omtrent 9 om aftenen spadserede indsenderen i selskab med en dame i den del af Grønningen som er nærmest Toldboden. Vi satte os på en af bænkene ved den brede gang. Noget efter kom en patrulje forbi, og straks derpå en civilklædt som stillede sig bag et træ nærmest os i den tanke at være uset. Da han imidlertid mærkede at vi havde set ham, luskede han afsted. 

Men ikke længe efter så vi en mørk figur bag os som lå udstrakt tæt bag træet og var forsigtigt lejret i det skygge. Da personen mærkede at at vi havde set ham, rejste han sig, stillede sig foran os og begyndte på den mest lave måde at overfalde os med skældsord og truende fagter. Jeg bad ham på en kort, men alvorlig måde at forføje sig bort, da jeg ellers kaldte vagten til hjælp. Men han svarede på det at det brød han sig ikke om. Jeg blev i det samme opmærksom på en jæger af det sjællandske eller jyske jægerkorps som nærmede sig i gangen, og gik hen til ham og fortalte ham det passerede. Efter at have spurgt: om han var af patruljen? hvortil han svarede ja. Gavtyven kom nu også til og sagde til jægeren: "Hør du, kom, jeg skal sige dig noget". Hvorpå de begge fjernede sig i gangen. 

"En mørk figur lå udstrakt tæt bag træet og var forsigtigt lejret i det skygge. Da personen mærkede at at vi havde set ham, rejste han sig, stillede sig foran os og begyndte på den mest lave måde at overfalde os med skældsord og truende fagter." (Kastelsmøllen, set fra Grønningen. Eget foto, 2015).

Vi blev siddende på bænken en halv snes minutter mere hvorpå vi gik. Da vi kom til den nærmeste bænk, sad der en herre og dame, og bag deres ryg lå udstrakt i skyggen tæt ved træets rod den samme person som havde antastet os. Vi gik straks til de siddende og advarede dem mod ham. Men da han bemærkede at vi alle fire var opmærksomme på ham, rejste han sig hurtigt og løb henad Kastellet. Men vendte kort derpå om fordi der hørtes stemmer fra den side hvor han ilede hen. Og nu løb han tværs over Grønningen tæt forbi os og søgte at give os et slag med noget han havde i hånden. Men det blev forebygget ved at vi hurtigt trådte tilbage. Han forsvandt nu i den Grønning som vender mod Østerport hvor vi hørte hans ilende skridt og banden. Nævnte person var høj og smal, havde en mørk som det lod blå frakke på og hat og det lod til at ovennævnte jæger kendte ham. 

Da Grønningen er et meget søgt spadserested især for dem der bor i nærheden, så er det beklageligt at fredelige spadserende bliver forstyrrede der på en så fjendtlig og truende måde, ja måske endog kunne udsættes for noget langt værre. Man tør derfor håbe at de ansvarlige vil sørge for at de som elsker fred og ro kan nyde et gode i sikkerhed som vores landsfaderlige regering har hjemlet dem. Hvilket lettest vil kunne ske derved at patruljerne forstærkes og strengt pålægges at gribe enhver mistænkelig person eller enhver der søger at forstyrre fredelige spadserendes rolighed enten med ord eller gerning.

(Politivennen nr. 611, Løverdagen den 15de September 1827, s. 589-592).

Slemt Uvæsen af Lazeroner bag Krudttaarnet ved Østerport.

Der var for en tid siden klaget over drengeuordener ved Krudttårnet ved Østerport. Men der finder nu værre uordener sted der. Bag ved nævnte krudttårn mellem dette og voldbakken finder man dagligt lazaroner der efter at have sovet rusen ud, klæder sig ganske nøgne af og holder renselsesfest der. Dette syn er i højeste grad ækelt og væmmeligt lige ved en offentlig spadseregang. Og det står i den yderste kontrast med den ellers skønne udsigt man har fra denne voldbakke. Ligesom dette væmmelige syn støder øjet, så lider næsen ikke mindre under de uhumskheder der er dynget op på samme sted.

"Bag ved nævnte krudttårn mellem dette og voldbakken finder man dagligt lazaroner der efter at have udsovet rusen klæder sig ganske nøgne af og holder renselsesfest der." (Krudttårnet lå vist ved Dronningens Bastion, til venstre i billedet. Eget foto, taget fra Smedelinjen, 2015).

Dog disse krabater driver ikke blot deres uvæsen om dagen. Men om natten skændes og slås gerne et halvt dusin indbyrdes på dette deres sovested. Og i stærkt regnvejr som i den senere tid tyr de til de nærliggende kælderhalse og vræler og slås om disse til største uro for de omkringboende. Det lader ikke til at de bryder sig om vægteren da de formodentlig stoler på deres antal. Og han kan heller ikke indlade sig med dem så længe de ligger bag krudttårnet, da deres soveplads ikke vedkommer hans post, men hører til fæstningens grund.

Anmelderen af dette der ofte passerer den omtalte voldbakke, har tit gjort skildvagterne opmærksomme på disse nøgne krabater, og de har da også straks været villige til at jage dem bort. Men det hjælper kun et øjeblik da de enten kun forøger deres kammeraters antal på Grønningen eller efter en lille omvandring kommer igen for at fortsætte det begyndte værk. Anmelderen af dette tror at det mest hensigtsmæssige middel ikke er at blive jaget bort, men kun ved at pågribes og sættes til arbejde efter deres arbejdsførlighed, kan man befri publikum for synet af mennesker der er sunket til det allerlaveste trin og hvis blottelse og stillinger bag det allerede nævnte krudttårn og på flere steder i den allerhøjeste grad støder an mod sædelighed og velanstændighed. Det er også at frygte at et baghold af sådanne personer i de bestandigt kortere aftener kan blive farligt og give anledning til flere uordener.

Til høje ansvarlige henstilles således denne sag med det indstændige ønske om kraftige foranstaltninger i så henseende.

(Politivennen nr. 504. Løverdagen den 27de August 1825, s. 9968-9970)

Et væmmeligt Syn

Så skøn en spadseretur man nyder langs Kastelsgraven i Grønningen om til Østerport, så beklageligt er det at dette skønne sted er valgt til et slags soveplads for en mængde af den laveste menneskeklasse der altid frembyder den spadserende et meget ækelt syn af disse halvnøgne væsener.

Anmelderen som for nogle dage siden valgte denne tur med en dame, blev meget forlegen på hendes vegne ved at passere forbi et snorkende afskum der fremviste hele sin nøgenhed.

Jeg drister mig derfor til i dette almennyttige blad at gøre høje ansvarlige opmærksom på denne uorden, som vist uden megen vanskelighed kunne fjernes. Måske ved at lade en patrulje passe forbi nogle gange om dagen for at påse orden i denne henseende.

(Politivennen nr. 438. Løverdagen den 22de Mai 1824, s. 7077)

"Det er beklageligt at dette skønne sted er valgt til et slags soveplads for en mængde af den laveste menneskeklasse der altid frembyder den spadserende et meget ækelt syn af disse halvnøgne væsener". Dog næppe som her ved vintertid. Kastelsgraven langs Grønningen. Idyllisk ser det ud, i dag et støjhelvede i myldretidstrafikken. (Eget foto, 2015).

Om Plaseren eller de elysæiske Marker.

Denne plads der efter hans excellence general Huths forslag ved kongelig omhu blev fra en stinkende sump forvandlet til en kølig og smuk spadsereplads, ved at anvise ahorntræer af kongens plantinger, trænger nu til 5 forbedringer, hvilke man tør håbe at guvernøren let vil bevirke:

a) Kastelsgraven bør holdes ren for ådsler. For 5 dage siden blev fra Kastelsbroen talt 29 døde hunde som flød i den og som viden havde ført derhen.

b) Den lange grøft bag reberbanen burde ikke tjene til lokum eller forpeste hele nabolaget med sine giftige dunster.

c) Den egn af reden nedenfor esplanaden burde ikke som nu ligge fuld af forrådnede og ækelt stinkende søvækster, men opmudres og forsynet med en bom udlejes som en havn for lystbåde.

d) Hovedvagten og betjentenes hus omlukkes med et plankeværk, hvor indenfor de uhumskheder måtte holdes som nu falder så hæsligt i øjnene.

e) Fire bænke (og det ikke få) burde sættes hist og her omkring i denne nydelige lund.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 215, 5. juni 1802, s. 3436-3437)

Et par almennyttige Anmeldelser

Uagtet al den prisværdige omhu fattigvæsenets foresatte stedse viser, og har vist, ved så vidt muligt at afhjælpe og hæmme det førhen så meget overhåndtagende tiggeri, er det meget beklageligt, at det, især på visse udkanter af staden, endnu må erfares at være i fuld gang. Vedkommende som derom måtte ønske sig nøjere overbevist, behager kun især at gøre dem en lille spadseretur til Toldboden, samt på Grønningen mellem træerne under Kastellet, hvor en hel flok rollinger, under uafladelig påhæng, på en tid har inkommoderet næsten hver forbigående. Da stedet især for den til søs ankommende rejsende, er så særdeles påfaldende, håber man, at denne fejl jo før jo hellere måtte blive ændret.

Ikke alene i denne, men adskillige vintre, har en mand haft det uheld hver aften på sin vej at passere tværs over Kongens Nytorv, just overalt på den tid vognene, i to lange rækker, holder for at afhente deres herskaber fra komedie. Da nu kuskene i almindelighed har den vane at køre så tæt sammen, at stangen af den ene vogn ganske sidder mellem baghjulene på den anden, er der næsten ingen anden mulighed for at komme igennem for en stakkels fodgænger - endsige for kørende - end at gå langs uden for hele rækken, over den mest skidne del af pladsen, som i skidne og mørke vinteraftner sandelig er tungt nok, eller ganske at underkaste sig de grovheder og fornærmelser, man af slet opdragne kuske og heste kan have at vente. Har man tilmed en paraply over hovedet, er man da rent ulykkelig.Kunne heri ved lejlighed ikke ske en passende forandring, helst de samme fejl, som man mærker, nu også har indsneget sig ved næsten alle klubber og stor selskaber?

(1800, Hæfte 9, nr. 105. 25 April 1800, s. 1675-1676)

Et Sidestykke til den liderlige Lurendrejer i Dyrehaven

 I Grønningen foran Kastellet har man hver søndag eftermiddag i sommer kunnet træffe en af sin udvortes figur genkendt mand ved navn Hans Jørgen, som midt i en klynge af mennesker har til sin violin hvorved han røber et godt gehør, sunget en del liderlige viser, der meget begærligt høres og bifaldes af det omstående publikum. Anmelderen bekendtgør dette ingenlunde for at betage den arbejdende klasse af folket sin søndagsfornøjelse af denne slags. Han tror tværtimod at der for lidt er sørget for nationens offentlige musik og dans under åben himmel. Men når han ser at sådan gift indsuges så begærlig at endog fruentimmer der er temmelig godt klædt, kan godte sig derover og er så frække at de uden at skifte farve, kan døje omstående liderlige mandfolks gebærder og anmærkninger til visen, så beklager han inderlig sædernes fordærvelse, der omsider bringer ve over dem selv og staten. Ja, han jamrer over at denne fornøjelse ikke gives et andet heldigt sving i at bibringe folket på deres søndagsspadsereture, i en sang ved et og andet instrument, fædrelandskærlighed, lyst til dyd, huslighed og orden, med personificerede eksempler, hvorledes det er gået sådanne mennesker, i nogle med et og andet vittigt passende indfald krydrede viser.

Han kan heller ikke ved denne lejlighed undlade at anmærke, at det forbud i den kongelige vedtagne plan for fattigvæsenet i København dateret 2. juli 1799 dens 126 § forekommer ham hårdt, hvorved de som på offentlige pladser synge eller spiller for at tilvende sig gaver anses for tiggere der bør arresteres. Når de ikke på nogen måde anmoder folk at give sig noget, indser jeg ikke hvorfor ikke en krøbling *) på en offentlig plads, ikke på gader og stræder hvor man er nødsaget at passere forbi, må more sig selv og andre ved sit spil og sang, forudsat at dette ikke er umoralske liderlige viser.

Lovgivere! Filosoffer! Overvej dette nøjere, hav hensyn på den, om ugen blot ved legemskræfter arbejdende klasses trang, der om søndagen med familier går ud i det grønne for at skaffe deres sjæl underholdning og fornøjelse, stræber, at lempe sig efter deres opmærksomhed og trang i denne henseende, og heller formere end formindske de offentlige fornøjelser, der sker for alles øjne. Skaffer den almindelig mand gavnende skuespil om søndag aften, hvor længe skal den hendøje dens tid og kræfter ved at drikke forstand og sundhed bort om søndagen i brændevinspøler?

*) Der ej ved kræft, flåd eller venerisk syge er defigurerede og væmmelige.

(Politivennen 7. september 1799, Hæfte 6, nr. 72, s 1148-1150)