Ludvig Israel Brandes (1821-1894). (Efterskrift til Politivennen)

L. I. Brandes udgav i 1861 "Om Fattigdommens Tiltagen i Kjøbenhavn og om Sygekassen som et af Midlerne til at standse denne" Heri redegjorde han for at fattigdommen (målt i antallet der forsørgedes af fattigvæsnet) mellem 1854 og 1860 var steget med 43 % (fra 9.588 tiol 13.773), mens befolkningstilvæksten kun havde været 8 %. Hertil skulle så lægges alle de som blev forsørget i bl. a. Almindelig Hospital, St. Hans Hospital og andre steder under sygehjælpen. Altså et ganske betydeligt antal ud af en befolkningen på ca. 155.000. Bogen beskriver også andre indikatorer på fattigdommen, og ligeledes hvilke offentlige og private foranstaltninger der på daværende tidspunkt fandtes for at bekæmpe dem.

I bogen beskrev han også hvilke konsekvenser det havde. Bl.a. at børnene i stedet for at gå i skole, blev sendt ud for at arbejde for at familier kunne overleve. Resultatet var bl.a skulkeri og en glidebane mod kriminalitet - en udgiftspost for samfundet.

Sygehjemmet var især rettet mod middelstandens fattige, idet han mente at disse havde "bedre følelser" end almuen. Han advarede ligefrem om de følelsesmæssige lidelser som middelstanden måtte udstå og risikoen for at de blev tvunget til at leve tæt sammen med ufølende mennesker fra samfundet bund. Erfaringer fra Almindeligt Hospital fik ham til at mene at man skulle adskille fattige syge fra andre stænder, og dette var en af baggrundene for oprettelsen af Københavns Sygehjem for agtværdige personer af begge køn, dvs. især borger- og embedsstanden.

Brandes stod således med et ben i det offentlige fattigvæsen og et andet i den private velgørenhed. Gennem hans skrifter beskriver han middelstandens fattiges lidelser, hvor de er tvunget til at leve sammen med underklassen på Almindeligt Hospital. Disse sidste blev en slags skræmmebilleder for de første. Brandes' medfølelse strakte sig således ikke til lemmestiftelsen hvor arbejderklassen blev anbragt.

Flere af hans bøger findes tilgængelige på nettet: "Therapeutiske Studier" (1855). "Om de sjælelige Indtryks therapeutiske Virkninger. Clinisk Foredrag" (1872). 

En Mand, der vil savnes.

Professor L. I. Brandes.

I Gaar døde Almindeligt Hospitals bekendte og afholdte Overlæge, Professor Ludvig Israel Brandes, 73 Aar gammel.

Professor Brandes' Navn var særlig kendt blandt de Smaa og Ulykkelige, for hvem hans Hjærte altid hankede varmt lige til hans Død, nu i hans høje Alderdom. Officielt blev Brandes anerkendt som Videnskabsmand ved Guldmedaljer, Doktorgrad, Professortitel og Ansættelse som Overlæge; men alligevel er dst hans Virksomhed for de Fattige og Syge, forsaavidt den gaar ud over Lægens sædvanlige Gærning, der har skabt hans store Navn og det smukke

Minde, der længe vil lægge Glans over det.

Af de Ting Professor Brandes har været med til at oprette til Smaafolks og Syges Tarv, skal vi nævne, at Sygehjemmet skyldes hans Initiativ, ligeledes Vuggestuerne for Fattigmands Børn og Børneplejeforeningen. 

Saa' Professor Brandes en Ulykkelig, eller han saa en herhjemme ukendt Institution til Ulykkeliges Redning, straks tænkte han sig den indført hos os og i mange Tilfælde er det lykkedes, fordi hans egen stærke Iver, hans Tro paa, at hans Idéer kunde gennemføres, virkede paa dem han henvendte sig til og smittede dem med hans Tro og Begejstring for Opgaverne.

Professor Brandes var Fattiglæge. Og naar man forestiller sig en Fattiglæge som en Mand, der søger at komme lettest ud over den ofte besværlige Gærning med de mange og ofte usselt stillede Patienter, saa træffer man ikke hans Billede. Han talte maaske længere og mere inderligt og fortroligt med sine Fattige end mangen praktiserende Læge med sine jævnt betalende Klienter. Han gik ind paa deres Tankegang, virkede ved sin milde Person saaledes, at de fik Tillid til ham og Tro paa hans Kure. Og i Medicinen turde Troen være den halve Hjælp.

Var der Tale om at hjælpe en Ulykkelig, var Professor Brandes ikke bange for at bruge Midler, som enten var sat ud af Kurs af Kollegerne - som f. Eks. gamle Husraad - eller ikke anerkendt, som Guldkuren, hvis Prøvekure han støttede.

- Ved hans Baare vil samles en Skare af Fattige, der sørger over en Ven og Velgører, og en Skare af andre, der saa' med Glæde paa den gamle Professors Værk og bøjede sig i Agtelse for hans noble Person.

(København 18. september 1894).

Ludvig Israel Brandes. 

Lægens Virksomhed rummer jo de to Hovedsider, den videnskabelige og den humane, og alle de Medlemmer af vor Stand, der have indtaget en fremragende Plads som Læge, have vundet den ved dygtigt Arbejde i en af disse to Hovedretninger. De kunne selvfølgelig godt begge forenes, og Lægens Ideal virkeliggøres netop kun gennem en saadan Sammensmeltning, men hos de enkelte Personligheder vil dog altid den ene af dem findes at være den mest fremtrædende. Den afdøde Celebritet, om hvem Ugeskriftet for kort tid siden bragte Mindeord, Adolph Hannover, indtog sin fremragende Plads særlig ved sin store Forskerbegavelse og sine højtansete videnskabelige Arbejder, den gamle, mangeaarige Overlæge paa Almindeligt Hospital, som Døden nu har berøvet os, har haft sin største Betydning ved sin altid lige utrættelig fortsatte, omfattende og velsignelsesrige Virksomhed i human og filantropisk Henseende.

Men Brandes var dog paa ingen Maade uden videnskabelige Anlæg og Evner; han har tvertimod, navnlig i sine yngre Dage, givet mange Vidnesbyrd om ivrig videnskabelig Stræben og varm Interesse for de dengang foreliggende videnskabelige Problemers Løsning. Efter at han, udgaaet af et velhavende Hjem, i 1839 var bleven Student, kastede han sig med en saadan Energi ikke blot over det lægevidenskabelige, men ogsaa over det rent naturvidenskabelige Studium, at han i 1842 kunde tage Universitetets Guldmedaille for Prisopgaven i Fysik (om den geniale Farmaceut Joh. Vilh. Ritter's galvaniske Opdagelser) med den Motivering af Censorerne H. C. Ørsted og Zeise, at Afhandlingen viste ikke alene Indsigt og Flid, men ogsaa megen videnskabelig Dannelse. Og efter at han 1845 havde absolveret en smuk Lægeeksamen og derefter paa sin Faders Bekostning foretaget en Studierejse til Paris, der gav hans Aand nye videnskabelige Impulser, samt fungeret som kandidat paa Almindeligt Hospital og i Felttoget 1848 som Underlæge ved Batteriet Marcussen, tog han, ved Afhandlinger om den gonorrhoiske Rheumatisme og den gonorrhoiske Ophthalmi, paa en særdeles hæderlig Maade den medicinske Licentiat- og Doktorgrad. 

Samtidig med Erhvervelsen af den sidstnævnte Grad (1850) blev han Reservemedikus paa Almindeligt Hospital og arbejdede i denne Stilling med Iver for videnskabelige opgaver, og det ikke blot specielt klinisk, i frugtbringende Samvirken med hans skattede og dygtige Overlæge M. Christensen, men ogsaa i mere generel Henseende. Den da fremkommende, fra flere Sider rejste Bevægelse for at bringe Naturvidenskaberne i deres ny Udviklingsfase til større Gyldighed i hele den højere Undervisning sluttede Brandes sig til med ungdommelig Varme og Begejstring og med særligt Hensyn til Anvendelsen paa Lægevidenskaben. I de Unges Lægeselskab, Filiatrien, holdt han i 1852 et indtrængende Foredrag derom og fremkaldte en interessant forhandling angaaende dette store og fundamentale Spørgsmaal. Han gjorde med Vægt gældende, at det ikke alene kom an paa at uddanne praktiske Læger, men at sørge for, at de bleve gennemtrængte af virkelig Naturvidenskabs Aand. Kort efter stillede han i det kgl. medicinske Selskab et Forslag om at gennemføre, at Reservelægepladserne ved Hospitalerne bleve besatte ikke som hidtil fortrinsvis efter Anciennetet, men ved Konkurrence, for derved at opdage og fremdrage netop de videnskabelige Kræfter.

Brandes var saaledes i hin Tid i forreste Række af de unge, for Videnskabens Fremskridt og Ret stridende Læger, og hans Hu stod til at blive videnskabelig medicinsk Kliniker. Han foretog, efter i 1853 at have været ufortrøden med til at bekæmpe Koleraepidemien baade i Praksis og Teori, i det følgende Aar en ny Studierejse til fortsat klinisk Uddannelse og modtog efter sin Hjemkomst (1855) Posten som Reservemedikus paa Frederiks Hospitals nye medicinske Afdeling, hvor han under Overlægens, Prof. Fenger's Optagethed af den aktive Politik fik Lejlighed til at virke selvstændigt som Kliniker. Samtidig forberedte han en stor klinisk Haandbog, der ogsaa i den følgende Tid (1859–66) udkom i 4 Bind under Titelen „Haandbog i Læren om de indvortes Sygdomme og deres Behandling“ og var et for sin Tid meget hæderligt og nyttigt Værk, der blandt Andet har den fortjeneste at lægge særlig Vægt paa Terapien paa en Tid, hvor ellers Wienerskolens radikale Skepsis raadede i Kliniken.

Ved Almindeligt Hospitals Omordning i 1863 opnaaede Brandes, efter et Par Aars Distriktslægefunktion i København, da ogsaa at blive Overlæge paa Hospitalets nyoprettede 1ste Afdeling med den derunder hørende Lemmestiftelse, en Stilling, han beholdt til sin Død. Heller ikke i denne Stilling forsømte han de videnskabelige Hensyn; han lod sig den kliniske Undervisning være magtpaaliggende, idet han fremdeles lagde særlig Vægt paa den terapeutiske Side. Om end hans flittige Forsøg med ny Medikamenter og Kurmetoder hos Afdelingens kroniske Patienter næppe kunne bestaa for Nutidens videnskabelige Kritik, om end hans Umiddelbarhed og lykkelige Sangvinitet oftere har spillet saa stærkt ind med, at Resultatet er blevet temmelig usikkert, saa kunne Forsøgene dog ikke frakendes Interesse og Betydning, og han har i ethvert Tilfælde særlig Fortjeneste af, at have betonet den psykiske Terapi paa en Tid, hvor de naturvidenskabelige Klinikere i øvrigt lode den altfor uændset. Han har her vist sig som en baade tænksom og fin praktisk Psykolog, hvad t. Eks.hans trykte interessante kliniske Foredrag „om de sjælelige Indtryks terapeutiske Virkninger afgiver et talende Vidnesbyrd om.

Imidlertid er det sikkert nok, at den humane Side i hans Overlægegerning som i hans Virken overhovedet var og i ethvert Tilfælde efterhaanden blev den prædominerende og den, hvorved han har sat sine dybe Spor og afgivet et Eksempel værdigt til Efterligning. Hans Virksomhed og Fortjenester i filantropisk Retning, baade i og udenfor Almindeligt Hospital, ere saa store og imponerende, at de for den almindelige og særlig ogsaa for den kollegiale Betragtning ganske har overskygget de af ham udfoldede videnskabelige Bestræbelser og bragt disse i Forglemmelse – maaske dog i noget højere Grad end tilbørligt. I ethvert Tilfælde turde det i en Nekrolog i et lægevidenskabeligt Tidsskrift ikke være paa urette Sted at opfriske Erindringen om, at den afdøde Filantrop dog ogsaa har været virkelig Videnskabsmand, og netop lidt udførligt at dvæle ved denne side.

Men Filantrop var han unægtelig fremfor alt, og det lige fra sin Ungdom. Som Læge kom han tidlig i nær og udstrakt Berøring med Armod, Nød og Ulykke, og han stod ikke som den kølige lagttager deraf. Med uimodstaaelig Magt rørte det sig i hans Sjæl, at der maatte hjælpes, og saa besad han ved Siden af sin varme Medfølelse endnu den vidunderlige Egenskab, altid at kunne finde de rette Midler og Udveje og saaledes at kunne slaa til Lyd, at hans Bestræbelser vandt Tilslutning og derved kunde bære praktisk Frugt. Ved at se spæde Børn ligge hjælpeløse og uden Tilsyn i de fattige Arbejderes Boliger fik han Tanken om Oprettelse af Vuggestuer og fik den hurtig sat i Værk (1849), i øvrigt efter Forbilleder, han var bleven bekendt med i Paris. Af Plejestuen for spæde Børn“ udvikledes da snart den anselige Institution „Børneplejeforeningen“, hvis Ledelse han vedblev at tage virksom Del i. Ved sin Virksomhed paa Almindeligt Hospitals Lemmestiftelse saa han, hvilke uværdige forhold de hæderlige, uformuende københavnske Borgere i deres Alderdom og under Invaliditet vare underkastede, naar de maatte ty til det Offentliges Forsorg, og han undfangede da Planen til Sygehjemmet, hvis anselige Bygning stod færdig 1859 i ethvert Tilfælde i det Ydre det mest storartede Monument om Brandes's filantropiske Virksomhed. Snart efter tog han sig af de mange vanskeligstillede kvindelige Haandarbejdere og bragte i Løbet af en kort Aarrække den ,Gensidige Hjælpeforening“, hvis Leder han ogsaa selv vedblev at være til en saadan Blomstring, at den endog kunde bygge sit eget Hus. De veltjente gamle, udslidte Stuekoner tog han ligeledes under sine beskytttende Vinger og stiftede ogsaa for dem en selvstændig Hjælpeforening. Samtidig begyndte han at arbejde for en Reform i Sygeplejen, saaledes at ligeledes efter fransk Mønster dannede Damer ansattes ved Hospitalerne. Stadig virkede han ganske privat og i det Stille for at hjælpe overalt, hvor Hjælp og Bistand krævedes, og han kunde gøre det i stor Udstrækning, da hans egne Krav til Livet vare saa beskedne Livets Glæder søgte og fandt han i at gøre andre glade.

Ikke blot rent praktisk, men ogsaa litterært og i Foredrag virkede han utrættelig for filantropiske Formaal. Om hele Sygekasseinstitutionen som et mægtigt Middel til at modvirke og bindre Fattigdom har han udgivet Pjeser og Bladartikler, ligesom han ogsaa var et virksomt og for sin Indsigtsfuldhed skattet Medlem af den 1866 nedsatte Sygekassekommission. Med særlig Iver arbejdede han for at hæmme Drikfældigheden, denne Hovedkilde til Armod og Elendighed; han har udgivet populære Afhandlinger og holdt mundtlige Foredrag derom, og han af Hovedstifterne af „Samfundet til Ædrueligheds Fremme“. I sit Skrift "Mine Arbejders Historie“ (1891) har han givet en samlet Fremstilling af alt hvad han har virket i filantropisk Henseende og tillige givet et Indblik i sin egen ejendommelige og fængslende Personlighed med hele dens lyse fortrøstningsfulde Syn, dens rørende Glæde og Taknemmelighed mod Forsynet for det Held, der altid fulgte hans Bestræbelser.

Allermest levende traadte dog hans hele milde og elskelige Personlighed frem i hans Gerning paa hans kære Hospital, i hans ægte faderlige forhold til alle Hospitalets syge og forkomne Indvaanere. Han har ogsaa i denne sin utrættede Kærlighedsgerning kastet en Glans over hele vor Stand, som ikke kan vurderes højt nok, og givet et lysende Forbillede til Efterfølgelse. Selv under hans sidste Svagelighedsperiode, under Kræfternes Svigten var han dog i sin Kærlighed og Mildhed i Virkeligheden stor og mægtig, saa snart han traadte indenfor Hospitalets Port, og baade Læger og Funktionærer og Patienter og overhovedet enhver, der har set ham paa Hospitalets Stuer, ville bevare i lys Erindring Indtrykket af denne hans Fremtræden, Indtrykket af den ophøjede, ideale, ægte Lægepersonlighed.

Jul. Petersen.

(Ugeskrift for Læger, 21. september 1894).

Professor Brandes' Begravelse

Saa stededes da den gode gamle Professor til Jorden, han, som i levende Live var saa mange svage og fattige Menneskers Forsyn, han, der efterlader sig et Navn, saa elsket og velsignet, som det kua forundes de færreste, de sande lykkelige.

Stor var den Sørgeskare, der i Gaar Formiddag Kl. 11 samlede sig om Kapellet paa den mosaiske Menigheds vestre Kirkegaard Men langt, langt flere var dog de, der, forhindrede i at møde ved Sygdom, Alderdom og anden Brøst fra deres Boliger paa "Almindeligt Hospital" eller fra deres Smertens Lejer paa andre Sygehuse sendte en vemodig Tanke ud til den fjærne, afsides liggende Kirkegaard, hvor deres faderlige Ven skulde sænkes ned i den kolde, mørke Jord.

Derfor tog Følget sig anderledes ud, end man i Grunden havde ventet sig det. Det blev snarest den mosaiske Menighed, der fulgte en af sine ypperste Repræsentanter til Graven, og den danske Lægestand, der viste et udmærket Medlem den sidste Hæder. Kun hist og her i Sørgeskaren saas tarvelig klædte Folk, hvidhaarede Gubber med Taarer i Øjnene. Og i Kvindeskaren, der stængtes udenfor Kapellet, til hvilket kun Mænd fik Adgang, saa man ikke faa fattige Mødre med deres Smaabørn ved Haanden, hist og her en krumbøjet, rystende Morlil, der længe blev staaende, efter at Graven var kastet, med Læber, der bevægede sig til lydløst fremmumlende Bønner.

*  *  *

Selve Kapellets Stolestader var rigt udsmykkede med Kranse, ligesom  Kisten der stod fremme i Midtergangen i Skjæret fra de brændende Kjærter og fra Efteraarssolen, der faldt ind gjennem Vinduerne. En Dobbeltrække af Funktionærer fra Almindeligt Hospital holdt en Slags Æresvagt ved Kisten.

Omkring i Stolestaderne saas mange almenkjendte Personligheder navnlig en Mængde repræsentative Folk fra det jødiske Samfund.

Af den mosaiske Menigheds officielle Repræsentanter var de sex til Stede og sad nærmest ved Kisten: Overretsprokurator Simonsen, Redaktionssekretær Nathansen, Fabrikant Fr. Bing, Vexellerer Adolph Levin, Justitsraad Meyer og Grosserer Heckscher. Blandt den øvrige Forsamling bemærkedes den afdødes nære Slægtninge. Grosserer Brandes og Dr. Georg Brandes, fremdeles Dr. Fridericia, Boghandler Carl Reitzel, Kammersanger Peter Schram - der for over 50 Aar siden var blandt Professor Brandes første Patienter - Højesteretssagfører Salomon, Bogtrykker Hannover og Kunstkritikeren af samme Navn, Departementscheferne Schmidt og Chr. Hansen fra Finansministeriet, Docent Oscar Siesby, "Almindeligheden"s Inspektør Kruse, Borgmester Jacobi og en Mængde ældre og yngre Læger, saaledes Professorerne Trier, Studsgaard og Carl Salomonsen, Overkirurg Tscherning, Dr. Leopold Meyer, Dr. Philipsen, Dr. Levysohn m. m. fl.

Men bedre end alle disse repræsentative Navne fortalte Kransene paa Kisten om den Hengivenhed, Professor Brandes vandt sig paa sine rette Virkefelter.

Her Var Kranse fra "Kvindelig Hjælpeforening", fra "Foreningen for kvindeligt Haandarbejde", fra Funktionærerne paa "Almindeligt Hospital" og fra Lægerne sammesteds, fra Funktionærer og Læger paa Frederiks Hospital, fra "Lemmekoneforeningen paa Almindeligt Hospital", fra Sygeplejersker og Plejemødre paa Kommunehospitalet, fra Sygehjemmets Medlemmer og Bestyrelse ov. osv.

- - Efter at et Kor havde afsunget Davids 16de Salme "Naar ikkun du, du evighøje, bestandig mig for Øje staar", traadte Rabbiner Simonsen frem for Kisten og talte overmaade smukt og hjærteligt om den døde, en Mand, ved hvis Grav alle tilstedeværende uden Hensyn til Alder og Kaar, til Troesbekjendelse og Livsanskuelse, vilde kunne enes i Taknemmelighed og mindes ham i Kjærlighed, som hans eget Liv havde været viet til Kjærlighed og var baaret frem af Herrens Velsignelse. 

- - Efter Talen reciterede Kantor Simon det jødiske "Hazur tomin", hvis hebraiske Strofer klang sært højtideligt og alvorligt gjennem det lille Kapel.

Og derefter afsang Hr. Sanglærer Albert Meyer et Farvel, som en ung Kvinde, Meldem af "Sypigeforeningen", havde skrevet til den døde.

- - -  Sangen ledsagedes af dæmpet Orgelspil. Det var Hr. Operarepetitør Levysohn, der sad ved Orgelet.

Saa bares Kisten ud af Kapellet af tolv yngre Læger. Hastig sænkedes den i Graven, medens endnu en af Davids gamle Salmer, sunget i det fri, lød hen over Kirkegaarden i den raakolde Høstluft.

Og hastig skyndte sig saa det travle, repræsentative Følge tilbage til den travle By.

En og anden gammel og fattig Stakkel blev dvælende lidt længere med vaade Øjne, med Hænderne foldede i ydmyg Bøn ved Graven.

(Dannebrog (København)  24. september 1894).

Brandes' gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ludvig Israel Brandes

En Hundredaarsdag.

I Morgen for hundrede Aar siden kom den bekendte Læge og Filantrop L. I. Brandes til Verden i et rigt og anset Hjem i København. Lægen Brandes staar vel nok noget blegt for det nulevende Slægtled, men "Sygehjemmets"s Stifter kender de fleste - det er hans Buste som staar der uden i Haven paa Rolighedsvej.

Sygehjemmet, der blev til i 1859, er vel nok Brandes' Hovedværk, der har gjort hans Navn kendt ogsaa i Udlandet, hvor man efter dets Mønster har oprettet lignende Hjem for ensomme, syge, gamle. Men det er dog langtfra hans eneste fortjenstfulde Værk. Ogsaa for saa meget andet godt og værdifuldt bør den udmærkede, varmhjertede Læge mindes paa Hundredaardsdagen. Brandes var ikke blot en for sin Tid fremragende Læge, men en fremsynet, iderig Mand, hvem vi skylder adskillige Reformer.

Han blev medicinsk Kandidat i 1845 og rejste straks til Paris for at studere. I 1848 blev han Licentiat med. og to Aar efter Dr. med. Hans Disputater om den gonorroiske Ledsygdom og Øjenbetændelse var originale og selvstændige Arbejder, der rummede Iagttagelser af blivende Værdi, som ikke før var beskrevet i Litteraturen. Efter at have været Reservelæge paa Alm. Hospital og Frederiks Hospital, blev han 1863 Overlæge pasa Alm. Hospital, hvor han virkede ogsaa efter at Hospitalet var flyttet til Nørre Alle fra Amaliegade lige til sin Død i 1891. Han var en usædvanlig dygtig, human og omhyggelig Overlæge, som ikke blev staaende ved den gamle Sygdomsbehandling, men med Iver prøvede nye Lægemidler og aabnede de praktiserende Læger Adgang til sammen med ham at underkaste Patienter med vanskelige Diagnoser en omhyggelig Observation paa hans Hospital. Blandt andet var han ogsaa en af de første, som havde Blikket aabent for Betydningen af den psykiske Behandling. I Sammenhæng med disse hans fremsynede og ideelle Bestræbelser for at højne Lægekunsten, maa man se hans Iver for at fuldkommengøre Lægernes naturvidenskabelige og praktiske Uddannelse og for at reformere Sygeplejen. Han var den første, som slog til Lyd for at faa Hospitalernes uuddannende "Stuekoner", som kom fra Samfundets lavere Lag, erstattet med Damer fra de dannede Klasser. Hvor svært det var, kan man bl. a. læse om i Ida Johnsens Erindringer ("Mellem to Tidsaldre"), der ogsaa giver et livfuldt Bilede af Brandes' Karakter, men det lykkedes ham at føre Tanken ud i Livet, og tyve Aar efter at han havde fremsat sine Reformplaner paa Naturforskermødet i 1872, var de gennemført paa alle Hospitaler.

Brandes skal ogsaa mindes som Sygekassesagens Fader her hjemme. Da han fremsatte sit Forslag om Oprettelse af Sygekasser i "Medicinsk Selskab", rystede man paa Hovedet ad denne Mand, der var saa langt forud for sin Tid, men han dig dog dannet "Den gensidige Hjælpeforening for kvindelige Haandarbejdere", der voksede sig stor og stærk og blev Forbillede for de senere Sygekasser, som nu har erobret hele Befolkningens bredere Lag og spiller saa uhyre en Rolle. Undvidere undfangede han Ideen  om Oprettelse af Vuggestuer og Børneplejeforeninger og kastede sig i Brechen for mange andre sociale Spørgsmaals Løsning, f. Eks. Drikfældigheden.

Brandes Hjerne hvilede aldrig, og han sparede aldrig sine Kræfter naar det gjaldt humane Spørgsmaal. Hans Idérigdom og Ildhu smittede idle, og han forstod at rive dem med sjg, som han vidste kunde hjælpe ham. Aldrig var han bange for at sige sin Mening i kraftige Ord, naar det gjaldt en Hjertesag. og man har mange frasagn om hans heftige Sind i visse Øjeblikke, men hans Retfærdssans svigtede ham aldrig, og havde han en enkelt Gang forløbet sig, var han ikke for stor, eller rettere sagt stor nok til at give en uforbeholden Undskyldning til den. han havde forurettet. Paa Bunden var han en fin, taktfuld og beskeden Mand. der tegner et smukt Billede af sig selv i sit skrift "Mine Arbejders Historie" som saa lyset i 1891. Hele sit Liv ofrede han for andre og navnlig for de fattige. de syge, de ensomme og de gamle. Men han havde til Gengæld, inden hans varme gode Hjerte ophørte at slaa, den (da-de at se de fleste at sine smukke Tanker spire og sætte Frugt, som kom ikke blot Samtiden, men ogsaa Eftertiden til Gode.

Andre rejste ham et Monument i Sygehjemmets Have, men  selv satte L. I. Brandes sig et Minde varigere end Bronzen et Minde som aldrig skal dø. 

Dr. J.

Nationaltidende 26. oktober 1921. 

Vor store Filantrop og hans Sygehjem.

Det er idag 100 Aars Dagen for L. I. Brandes' Fødsel.

Venner af hans Gerning vil grundlægge et "L. I. Brandes' Mindelegat".

Det nye Kjøbenhavns Sygehjem, under Opførelse i Ordrup.

Idag for 100 Aar siden fødtes Ludvig Israel Brandes - den ældre Generation vil ikke spørge om, hvem han er. Han var det tilbagelagte Aarhundredes største danske Filantrop.

L. I. Brandes filantropiske Livsgerning blev forøvrigt indledet gennem en Artikel i dette Blads Spalter. Den senere saa kendte Overlæge ved Almindelig Hospital slog gennem denne Artikel til Lyd for, at der her i Byen blev oprettet en Institution lig den, han havde set i Paris - la Créche, Krybben - en Anstalt, hvor Mødrene kunde anbringe deres Børn, medens de gik paa Arbejde. Og han fik straks en Del Bidrag til Sagens Fremme, og kort Tid efter oprettedes den første Vuggestue.

L. I. Brandes.

Det er ikke Meningen her at skildre, hvorledes det gennem Aarene lykkedes L. I. Brandes at skabe de store, praktiske Resultater indenfor Filantropiens Rammer. Vi vil kun paa denne Dag sige nogle Ord om Kjøbenhavns Sygehjem, ikke blot fordi dette Resultat af hans Arbejde stod hans Hjerte nærmest, men ogsaa fordi Sygehjemmet netop i denne Tid bar Krav paa offentlig Opmærksomhed.

Ogsaa Kjøbenhavns Sygehjem blev til efter en forudganende Agitation i "Berlingske Tidende". Det ligger saa langt tilbage som 1852. Da offentliggjorde han en Række Artikler her i Bindet om "den offentlige Understøttelse i Kjøbenhavn for Syge af Middelstanden", og han fremhævede deri, at Almindelig Hospitals Lemmestiftelse var det eneste Sled, hvor de uhelbredeligt Syge af Middel- og Embedsstanden kunde plejes, og han skildrede den Kamp, saadanne Ulykkelige førte, for at ende deres Dage paa Lemmestiftelsen. Straks efter, at Arliklerne var sluttede, begyndte der at komme Bidrag ind til Oprettelsen af en Institution, hvor den nævnte Klasse Mennesker kunde søge Tilflugt, og i Maj 1859 stod Kjøbenhavns Sygehjem, bygget paa Ejendommen "Rolighed"s Grund ved Rolighedsvej, færdig til at tages i Brug af en Skare, særlig alderdomssvage. Mennesker, der glade hyggede sig i det store Bygningskompleks med de brede Gange og Trapper og med den prægtige Have ud mod Aaen.

Kjøbenhavns Sygehjem har gjort en god Gerning i vort Samfund. Men desværre trues Virksomhedens Fortsættelse, netop som det tegnede til, at Institutionen ved at flytte til Ordrup kunde virke under større og lykkeligere Forhold. Dit er Krigsaarenes Dyrtid og en ufordelagtig Handel med Staten, der har ført til Hjemmets i Øjeblikket sørgelige Stilling. Krigsaarene gav Hjemmet et Underskud paa en halv Million Kr., og da man kom igang med Byggeriet i Ordrup, viste det sig, at man ikke kunde opføre det nye Sygehjem for mindre end 2 Millioner, skønt man foreløbig kun tilstræbte at skaffe Plads til 75 Beboere - Hjemmet paa Rolighedsvej har Plads til 113. I 1918 overlod man Staten Ejendommen paa Rolighedsvej for 1,375,000 Kr. - kun 15 Kr. pr. Kvadratalen, uden at der blev regnet noget for Bygningerne. Som Bestyrelsens Formand, Oberst Grut, har oplyst for os, har Hjemmels Ledelse forsøgt at faa Staten til at give et Tilskud til Købesummen, men man har faaet et Nej. Man har ogsaa faaet Afslag hos Kjøbenhavns og Frederiksberg Kommuner, da man bad om et aarligt Tilskud. Det eneste Haab, der er tilbage for Restyrelsen, er, at Staten vil bevilge et Byggelaan paa 400,000 Kr., som man har ansøgt om. I modsat Fald, siger Oberst Grut, maa man standse Byggeriet i Ordrup - man vil ellers komme til at staa overfor den Kalamitet, at man ikke kan betale Haandværkerne. Og saa maa man overlade det til det Offentlige al tage sig af de Gamle.

Endnu et Haab er der dog. Venner af L. I. Brandes Gerning er virksomme for at grundlægge et Mindelegat paa hundredeaarsdagen idag, og dette Legat skulde da Sygehjemmet i første Række nyde godt af. Forhaabentlig lykkes det at skaffe Kapital til et saadant Fond. Vi medgiver Tanken vor varmeste Anbefaling og modtager gerne Bidrag til dette Øjemed ud fra den Anskuelse, at det vilde være i mange Henseender meningsløst, om det store Sygehjemskompleks paa Ordrupvej 32, der er godt paa Vej til at blive fuldført under Arkitekt Gotfred Tvedes kyndige Ledelse, ikke nogensinde skulde blive taget i Brug af den i høj Grad samfundsnyttige Institution, som L. I. Brandes skabte. 

J. F. M.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. oktober 1921).

Københavns Sygehjem blev oprettet på Rolighedsvej 23. Bygningen blev opført 1857-59, tegnet af arkitekt H. C. Stilling. Det flyttede 1922 til Ordrupvej 30 i Ordrup og hedder nu Holmegårdsparken. Busten af Brandes på Rolighedsvej blev afsløret i 1896. Brandes fik en vej opkaldt efter sig på Frederiksberg.

L. I. Brandes var farbror til Georg Brandes. Georg Brandes nævner ham i sine erindringer (Levned...) ved en episode hvor han mødte en dansk gesandt i Berlin, der spørger ham: "Er De Dr. B., den bekendte Dr. B.?" - Jeg svarte, at hvis han ikke dermed mente min Onkel Lægen, var det mig. 

Han deltog som feltlæge i krigen 1848-1851.

Kronprindsens Besøg på "Almindeligheden". (Efterskrift til Politivennen)

Hovedstadsbreve.

(Fra vor særlige korrespondent).
Kjøbenhavn, den 18. Maj.

Kronprinsen i "de Gamle" By. HS. kgl. Højh. Kronprinsen indfriede i Forgaars et gammelt Løfte, som han gav for omtrent to Aar siden, forinden det nye "Almindeligt Hospital" toges i Brug. Hs. kgl. Højhed boede nemlig Dør om Dør med Lemmerne i det gamle Hospital, hvis Bygninger støde op til det kronprinselige Palæ og Kronprinsen gik da Dagen før Udflytningen til den nyopførte Anstalt i Nørre Allee ind til de gamle Lemmer, takkede dem for godt Naboskab og lovede at besøge dem i deres nye Hjem, hvilket Løfte Kronprinsen nu har indfriet.

Oprindelig skulde Anstalten have havt det kongelige Besøg for nogle Dage siden - der var da stor kirkekoncert af 15 unge Damer, alle tilhørende Landets fineste Aristokrati, under Ledelse af Pianistinden Fru Ina Lange; men forskjellige Forhindringer gjorde Udsættelsen af det kongelige Besøg nødvendig til i Forgaars.

Kronprinsen førtes omkring paa den vidt udstrakte Anstalt af dens Inspektør, Kancelliraad Kruse, og Fuldmægtigen. Hr. Lehmann, og Besøget varede fulde tre Timer.

Det siger sig selv, at Kronprinsen, hvis gode Hukommelse, hvad de enkelte Patienters Navne og Forhold angik, vakte berettiget Beundring, oplevede adskillige fornøjelige Episoder under Gjensynet med sine tidligere Naboer, og Besøget vilde sikkert have varet den dobbelte Tid, om ikke den opmærksomme og omhyggelige Inspektør af Frygt for, at den høje Besøgende skulde trættes, stadig gjorde opmærksom paa, at der endnu var Meget, Meget at se.

Ikke destomindre vilde Kronprinsen have indgaaende Besked om den eller den og syntes han at savne et kjendt Ansigt, spurgte han strax, hvor hun eller han var henne, og lød Svaret, at Vedkommende var død, vilde Hs. kongl. Højhed have nærmere at vide om den Afdødes sidste Leveaar osv.

Særlig rørende var Gjensynets Glæde, da Kronprinsen traadte ind til de to 87-aarige Tvillinger, Frøknerne Jørgensen; de to gamle Damer, der have fulgt hinanden Livet igjennem og have været henved 30 Aar paa Anstalten, vare henrykte over at se en - som de sagde gammel Bekjendt igjen; de havde nemlig paa bet gamle Hospital Vinduespladser ud til Amaliegade, og hver Morgen, naar Kronprinsen gik sin Morgentur, udvexledes der hjertelige Hilsener fra alle Parters Side.

Fra de to Tvillinger gik Kronprinsen ind til "Guldfrøkenen", der har faaet sit Navn fra hendes overdrevne Lyst til at pynte sig med Guld- eller rettere guldlignende Sager; hele hendes Overkrop er belæsset med lutter Smykker af ingen eller ringe Værdi og det Hovedbaand, hun beklagede sig over at savne, for at Udsmykningen kan være fuldstændig, har hun nu. Hun konverserede Kronprinsen paa det Ivrigste, og denne fik sig en hjertelig Latter, da hun til Afsked i pureste Alvor udbrød: "Farvel, Kronprinsen, hils Deres Døtre!"

I Vaskeriet talte Kronprinsen med denne Afdelings Original, Jomfru Emma. Det vil sige, han talte egentlig ikke med hende, da hun slet ikke gav Agt paa hans Nærværelse, og da Inspektøren gjorde hende opmærksom paa, at hun godt kunde lade Arbejdet hvile for at hilse paa Hs. kgl. Højhed, svarede hun uden at vende sig fra sit Arbejde: "Sin Pligt skal man først og fremmest passe".

Fra Vaskeriet gik Kronprinsen med Følge ind i Kjøkkenet, hvor her netop anrettedes Middagsmad til Anstaltens 16-1800 Beboere. Hs. kgl. Højhed fik Lyst til at smage paa Maden og der blev da af den store Gryde øset en Portion Kartoffelsuppe og en Portion Bankekjød, som smagte den kongelige Gjæst saa godt, at han spiste Alt, hvad der var serveret for ham.

Efter en kort Visit i den lille, monumentale Kirke besøgte Kronprinsen Cellerne, hvor han atter traf en gammel Bekjendt fra det gamle Hospital; det var en gammel Kone, Caroline, der ikke alene er lam i Underkroppen, men hvis Aandsevner ere betydelig svækkede. Hun kjendte dog Hs. kgl. Højhed, der længe og med stor Venlighed underholdt sig ved hende.

Under Kronprinsens Besøg døde forøvrigt den tooghalvtredsindstyveaarige Kone, som for kort Tid siden under et Anfald af momentant Vanvid sprættede Maven op paa sig selv. Inspektør Kruse, som venligst meddelte om Enkelthederne ved den grufulde Begivenhed, beskrev den omtrent saaledes: Anstaltens Funktionærer havde ikke tidligere mærket noget Tegn paa Sindssyge hos hende, kun havde hun alle Dage været en haardhudet Kvinde, som sjeldent gav sig. Da Opsynskonen en Formiddag for kort Tid siden kom ind til hende, saa hun hende sidde nøgen paa Gulvet med en gammel stump Pennekniv i Haanden; med Kniven havde hun tilføjet sig en halv Alen lang Flænge i Maven, hvoraf Indvolde og Blod væltede ud, og hun havde derefter snittet flere Stykker af Tarmene, deriblandt et paa en Alens Længde, og - ved at stikke Haanden ind i det gabende Saar - skaaret Leveren i flere Stykker. Trods de store Smerter gav hun sig ikke, og lige til det Sidste holdt hun uden at kny de svære Pinsler ud. Hun fik dog, en halv Time før Døden indtraadte, en Morfinindsprøjtning, som lindrede hendes sidste Øjeblikke noget.

Men tilbage til vor Beskrivelse af Kronprinsens Besøg.

Hans kgl. Højhed besøgte sluttelig Sygestuerne og Hospitalet, og aflagde forinden Bortkjørselen et Besøg i Administrationskontorerne, hvor han overfor Inspektøren udtalte sin Paaskjønnelse af det patriarkalske Forhold, der hersker mellem Lemmerne og de Overordnede i "de Gamles By", og inviterede samtidig Kancelliraad Kruse og Fuldmægtig Lehmann til Taffel den følgende Dag.

(Ribe Stifts-Tidende 19. maj 1894).

På daværende tidspunkt var Christian 9. (1818-1906) konge (1863-1906). Kronprinsen var altså den senere Frederik 8. (1843-1912) der var konge 1906-1912. Kronprisen var på flere områder forskellig fra den stokkonservative Christian 9. Han var liberal og tilhænger af systemskiftet i 1901.  Foto af Christian Peter Lauritz Wismer. Uden dato. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Stakkels Gamle! "Almindeligheden." (Efterskrift til Politivennen)

Ude i Amaliegade ligger der en anselig Graastensbygning med mange smaa, tærnede Ruder. Bag Ruderne hænger rød- og hvid stribede Gardiner det ene Fag ved Siden af det andet i en sørgmodig, ensformig Uendelighed Og i Vinduerne ser den forbigaaende der tilfældigt og ligegyldigt eller af Nysgærrighed vender Blikket derop, Gammelmands- og Gammelkone-Ansigter titte frem. Rynkede, furede Ansigter af lerbrun Teint under hvide Haar eller gammeldags Kapper, indfaldne, dybtliggende Øjne, hvis matte Blik med Livets sidste Kræfter, Planten lig, søger imod Solen, der lyser bredt og varmt derude over den vide, kedelige Gade og svømmer i Lyshav over den aabne Amalienborg Plads.

Tæt ved Siden af den Ejendom, der tilhører det rige classenske Fideicommis, ligger Bygningen, de gamle, fattige og syge Folks Hjem, hvis Navn er "Almindeligt Hospital", i daglig Tale "Almindeligheden."

Tungt og sløvt snegler Livet sig til dagligdags hen derude bag de graa Mure. Paa dette Sted er Haabet forlængst ladt ude, her lever kun Vrag af Menneskeliv, der intet længer ønsker og begærer. Livet udenfor deres snevre Stuer og Gange kommer dem ikke ved. Sjældent trænger et Glimt derude fra ind til dem gennem de tærnede Ruder. Og lykkeligst er de af de gamle Stakler, hvis Tankeliv kun bevæger sig i samme Kredse som i Barndommens længst tilbagelagte Dage, - for hvem Drømmene om det svundne er blevne til det virkelige Liv, medens Livet udenfor, det Liv paa Gader og Stræder, i Handel og Vandel, Liv i Kærlighed og Had, i Ærgerrighed, i Begær, i Skuffelse og Savn - alt det kun er et Skin.

Stormen, lad den kun tude,
Bølgen, lad den kun slaa,
Drømmenes Kyst den lyse,
kan de dog aldrig naa.

"Almindeligheden" i Fest.

Saa kommer der en skønne Dag Liv paa "Almindeligheden" - som nu sidst igaar.

Hospitalet har nemlig en Inspektør, Kruse er hans Navn, der sidder inde med alle de Egenskaber, der er ønskelige hos en Forstander for en Anstalt som denne. Han har først og fremmest Kærlighed til da gamle Stakler, der er betroede til hans Varetægt, han véd, hvor lidt der kan fornøje dem og sørger for, at nu og da en lille Fest med Oplæsning og Musik kvikker en Smule op i deres ensformige Liv. Og i Reglen er han saa heldig at kunne skaffe sig en saadan kunstnerisk Assistance, der bedst falder i Hospitalslemmernes Smag.

Inspektør H. V. Kruse. 1890. Udsnit af foto fra Københavns Museum. Fri af ophavsret.

Det er ikke fine, nymodens Rariteter, de gamle forlanger. Det gælder at finde Toner, der anslaar de rette Strænge, vækker de slumrende Minder og lokker de halvtglemte Smil frem og faar de halvtfortørrede Taarekilder til at flyde.

Spil igen de gamle Melodier, dem, vi nynned' i vor Barndoms Tid.

Denne stiltiende Appel rettedes igaar til

Hr. Balduin Dahl.

I Hospitalets Gaard - Grønnegaarden kaldet - skulde Koncerten afholdes. Fra den tidlige Morgen var den pyntet til Fest. Foran Økonomibygningen var der rejst en smagfuld Tribune, dekoreret med Skjolde og Flag, med grønne Planter og Laurbærtræer. Arrangementet skyldtes d'Hrr Assistent Madsen og Overportner Ehlern.

Omkring Tribunen var Bænke og Stole stillede op.

Saa dirrede den mægtige Malmklokke sine Toner ud over Grønnegaardens Træer, kaldende paa gammel om just ikke paa ung, mest dog paa Sjælen træt og tung, syg til den evige Hvile

Og gamle Kvinder og gamle Mænd kom rokkende ud fra de mange Stuer og Gange, somme ved Krykke, somme ved Stav, men alle klædte i deres bedste Puds. Herregud, om saa Moderne var lidt forældede, om enkelte af dem skrev sig fra Frederik den sjettes Tid og de fleste fra vore Bedsteforældres Dage! -

Saa kom det store Øjeblik.

Ind trén, fulgt af sit flinke Orkester Hr. Balduin Dahl. -

Hr. Dahl er - det havde vi paa Forhånd opdaget - svært populær ude paa "Almindeligheden". En gammel Kone, med hvem  vi havde Lejlighed til at underholde os, fandt, at han var sød. Vi måtte give Konen ret.

Hun havde kendt ham fra Filosofgangen, hvor i sin Tid hans Fader, Musikdirektøren for Pantomimen paa Tivoli, havde boet, "Aa, Gud, hvor han var smuk den Gang." Og dejlig er han endnu med sit hvide Skjortebryst og sit flotte Overskæg, men lidt fed var han jo bleven.

Og for anden Gang gav vi den gamle Ret!

Koncerten.

Med megen Smag havde Hr. Dahl valgt sit Program.

Han lagde for med Bryllupsmarchen af Mendelsohns "Skærsommernatsdrøm".

Og alle lyttede andægtig til. Der var Stilhed som i en Kirke. Man saa Miner fortrække sig, Taarer rulle ned over de gamle, rynkede Kinder. Kun Hr. Balduins celebre Fysiognomi var evigt og uforanderligt det samme.

- Størst Lykke gjorde Hartmanns "Liden Kirsten", Lanzkys "Fantasi over danske Sange" og N. W. Gades "Brudevals" af "Et Folkesagn". Særlig det sidste Nummer maatte atter og atter gentages:

Livet er som en skøn Melodi,
dog stundom er den svær at nemme . .

- Til Finale intonerede Orkestret Nationalsangen "Kong Kristian stod ved højen Mast", der maatte spilles to Gange.

Saa traadte en gammel, hvidhaaret Dame paa 86 Aar, Madam Gøtsche, frem og overrakte under Taarer Hr. Dahl en dejlig Urtekost.

Hr. Dahl var synlig rørt. En Taare listede sig ned over hans Kind og blev hængende i den venstre Spids af Mustachen, hvor den glimter omkaps med Ridderkorset paa hans Bryst. -

Post festum.

Det varede længe, før de gamle kunde bekvemme sig til at rømme Pladsen. Der var jo saa meget at snakke sammen om. Omsider maa de dog afsted. Portneren bærer de syge op i deres Senge. Inspektørens tre flinke Sønner bistaar ham trolig med at hjælpe de Gamle.

En Kreds af indbudne tager dernæst Stuerne paa Hospitalet i Øjesyn. Her ligger i Sengene de stakkels værkbrudne, der ikke har været i Stand til slæbe sig ned i Grønnegaarden. Dog ogsaa for dem har Tonerne lydt.

I Stuen Nr. 43 hilser vi paa vor gamle Ven, William Rasmussen. Han er kun sytten Aar og mangler begge Ben! Naturen har været haard hans Legeme, men hans Aandskraft er uforstyrret, han synes endogsaa at være i ret godt Humør.

En bekendt Højreredaktørs Frue sidder ved hans Seng.

"Tak for "Dagens Nyheder" siger Staklen og maa jeg ogsaa takke Dem for "København". De to Blade læser jeg hver Dag. De er udmærkede. Det maa være to kloge Redaktører. Men jeg tror alligevel at  Hr. Carstensen er den klogeste, for han bliver aldrig dømt for Presseforseelser."

Vi tillader os et diskret Smil. -

Snart efter belaver vi os saa smaat paa at forlade Hospitalets Domæner. Vi kommer ikke derfra før forekommende mennesker har underrettet os om, at en ny Fest af lignende Art i en nær Fremtid vil glæde "Almindelighedens" Lemmer, og at Sangeren Hr. Güthler - kendt fra "Højres Arbejder- og Vælgerforening" - og Oplæseren, Hr. Fotograf Albert Schou hertil har tilsagt deres Assistance.

Meget kønt af de Herrer!

Swife.

(København 28. juni 1890).

"Lemmer" på Almindeligt Hospital. Ingen årstal. Københavns Museum, fri af ophavsret.

Christian Florus Balduin Dahl (1834-1891) var på daværende tidspunkt 56 år. Han var dirigent og komponist, født i en familie med flere musikere. Han spillede som dreng i Pantomimeteatrets orkester hos sin far og som ung i forskellige i militærorkestre. 1864 leder af Tivolis hornorkester (harmoniorkester). Efterfulgte 1873 H. C. Lumbye som dirigent i Tivolis koncertsal. Han stod lidt i skyggen af den store dirigent, og det blev ikke bedre da han 1881 lod orkestret spille en af de tyske kejserriges mange "nationalmelodier", "Heil dir im Siegerkranz" under feltmarskal Helmuth v. Moltkes besøg i Tivoli - det var ham der stod i spidsen for Preussens hær i 1864. Han fik imidlertid orkestret opgraderet til  symfoniorkester, der turnerede i Danmark, Skåne og Hamborg (1890), og uropførte Carl Nielsens strygersuite op. 1, i 1888. 

Selv skrev han lejlighedsmusik, valse, polkaer, marcher, galopper mm. En af de kendteste er Frederik VIII's honnørmarch. Det skete dog først 22 år efter hans død, da Frederik blev konge. Marchen opnåede folkelig status under navnet ”Ning-nu-marchen”. Det musikalske tema fik nemlig folk til at synge ”Vil du med på bevært-ning nu?” når Livgarden marcherede gennem Københavns gader. Derudover Riberhus-marchen som stadig spilles af livgarden. 

Han døde ret ung, knap 57 år og blev begravet først på Holmens Kirkegård, men 1905 flyttet til Garnisons Kirkegård. Gravstedet er nedlagt.

Husvilde, Oktober 1865. (Efterskrift til Politivennen)

De Husvildes Anbringelse

Det er en noksom bekjendt Sag, at man i Kjøbenhavn i længere Tid har følt et overordentlig stort Savn af Boliger for den ubemidlede Klasse. Husleien er for saadanne Boliger som en Følge heraf efterhaanden bleven skruet op til en Størrelse, der ikke længere svarer til disse Familiers Vilkaar, og man har endog i den senere Tid havt Exempler paa, at det selv for Familier, der vare istand til forud at betale en forholdsvis betydelig Leie, ikke har været muligt til Flyttedagen at skaffe sig Tag over Hovedet. Nu staaer Flyttedagen atter for Døren, og alle Julemærker pege hen paa, at Misforholdet mellem Boligernes Antal og den stigende Befolkning denne Gang vil gjøre sig gjældende i endnu høiere Grad end tidligere. Vi behøve ikke at gjøre opmærksom paa, hvilke Forlegenheder, ja hvilken Nød og Ulykke saavel i materiel som i moralsk Henseende dette Onde i sine Konsekvenser kan medføre for mangen Familie, der hidtil har holdt sig opret under Kampen med trange Kaar, og det er klart, at det er i det Offentliges velforstaaede Interesse , ligesom det er det Offentliges moralske Pligt, saavidt mulig at raade Bod paa Ondet ved at anvise de husvilde Familier midlertidige Opholdssteder, der tilfredsstille de sanitære Fordringer og ere nogenlunde afpassede efter de forskjellige Vilkaar, under hvilke Vedkommende hidtil have været stillede. Det er Fattigvæsenets Bestyrelse , som denne Opgave paahviler, og det vil derfor være af stor Interesse for Almenheden at erfare, hvilke Forholdsregler Fattigbestyrelsen har taget for i rette Tid at anvise de Familier, der til Flyttedagen anmelde sig som husvilde, det fornødne Husrum.

Det vil snart vise sig , om den nævnte Autoritet har sørget for at give Spørgsmaalet en tilfredsstillende praktisk Besvarelse. Hvad os angaaer, maa vi desværre foreløbig nære nogen Tvivl i saa Henseende. Det er Prøvestenen for en Fattigbestyrelses Energi, Omsigt og Forsynlighed, om den forud har vidst at indrette sig paa at møde uforudsete ulykkelige Tilfælde af mere omfattende Indflydelse med tilstrækkelig virksomme Foranstaltninger. Hvor meget mere maa det da ikke fordres af den Autoritet, der staaer i Spidsen for det kjøbenhavnske Fattigvæsen, at den itide skal have forberedt sig paa at varetage sit Hverv under Forhold, som der ikke hører nogen Spaadomsevne til at forudse - om hvilke selv et Barn kan vide, at de maa indtræffe, og indtræffe paa et Tidspunkt, der til Punkt og Prikke er angivet i Almanakken? Men saavidt os bekjendt, har Fattigbestyrelsen alligevel til Dato saa at sige slet ingen extraordinære Skridt gjort for at aflede det truende Onde; den er, efter hvad der os meddelt, ikke traadt i Forbindelse med nogen af de Autoriteter, hos hvilke den maatte kunne gjøre Regning paa Understøttelse, og den har ikke sørget for tilbørlig at udvide sine egne Hjælpemidler. Heller ikke forekommer Fattigbestyrelsens hidtidige Optræden under lignende, skjøndt mindre betænkelige Omstændigheder os at varsle synderlig gunstig med Hensyn til dens Virksomhed ved den nu indtrædende Leilighed. Da Fattiggaarden for længere Tid siden befandtes at være overfyldt, og der absolut maatte gjøres Anstalter til de Husvildes Anbringelse et andet Sted, fæstede Bestyrelsen sine Tanker paa Holmens Arbeidshus og overfyldte nu denne Bygning, hvis lokale Forhold just ikke anbefale den til en saadan Anvendelse, i den Grad med Husvilde, at henved en halv Snes Familier i længere Tid have været sammenstuvede i en fugtig, med Stengulv udstyret Kjælder, der er bleven et Arnested for farlige Sygdomme. Ifald Fattigvæsenets Bestyrelse skulde tro, at den paa lignende Maade kan slippe fra de Forpligtelser, som den forestaaende Nød i forøget Maal vil paalægge den, saa vilde den tage mærkelig feil, og saafremt det ikke imod Forventning skulde være skeet i de sidste Dage, haabe vi, at den endelig i den ellevte Time vil gjøre de yderste Anstrengelser for at oprette det Forsømte. - r.

(Dags-Telegraphen 16. oktober 1865).

Norgesgade 55 (senere Bredgade 63-69, matr. Nr. 184a), Fattigvæsenets drengeskole i Bredgade ca. 1865, tidligere Holmens Arbejdshus. Kildetekst: Drengeskolen paa Sankt Annæ Plads blev i Foraaret 1864 henflyttet til dette sted. (Mariboe). Kbhbilleder. Public Domain.

Holmens Arbejdshus var blevet oprettet 1792 under Fattigvæsenet. Det lå i Bredgade som en del af opfostringshusets bagbygninger. I 1857 kom det under Magistratens 3.afdeling. Det blev nedlagt som selvstændig institution i 1865.

Endnu nogle Ord om de Husvildes Anbringelse. I en Artikel i dette Blads Nr. 282 med Overskrift "De Husvildes Anbringelse" udtalte vi det Haab, at Fattigvæsenets Bestyrelse, der hidtil med ørkesløs Ligegyldighed havde seet Flyttedagen nærme sig, vilde tage sig sammen i den ellevte Time og træffe de fornødne Foranstaltninger til Indkvarteringen af de mange Familier, der i de nærmeste Dage kunde ventes at ville anmelde sig som Husvilde. Hvorvidt dette Haab er gaaet i Opfyldelse, vil det Følgende vise.

I Bladenes officielle Meddelelser om de nytilkomne Husvildes Antal er dette angivet at have udgjort indtil i Tirsdags Aftes 84 Familier, bestaaende af 388 Personer, der vare fordelte saaledes: 32 Familier (166 Personer) i Fattiggaarden, 40 Familier (177 Personer) i Holmens Arbeidshus, 2 Familier (5 Personer) i Ladegaardens Husvildeafdeling og 10 Familier (40) Personer) i Bygningen paa St. Annæ Plads; senere angives Antallet at være forøget med 7 Familier (20 Personer), altsaa i Alt 91 Familier, bestaaende af 408 Personer. Disse Angivelser ere imidlertid aldeles fejlagtige. I Holmens Arbeidshus var der indtil i Torsdags Aftes indlagt ikke 40, men kun 23 husvilde Familier, og i Bygningen paa St. Annæ Plads ikke 10, men 31 Familier.

Det maa i Sandhed vække Forbavselse, at Fattigvæsenets Bestyrelse saaledes har kunnet foranledige Offenlliggjørelsen af Meddelelser, der indeholde grove faktiske Urigtigheder og ere egnede til at bibringe Publikum et falsk Begreb om bemeldte Bestyrelses Dispositioner i et ingenlunde uvigtigt Anliggende. Hvad der ligger til Grund for denne Fremgangsmaade, skulle vi ikke udtale nogen bestemt Mening om; men vi kunne ikke undlade at fremdrage en Kjendsgjerning, der, saa længe ingen yderligere Oplysninger foreligge, synes at stille Sagen i et høist paafaldende Lys. Det Lokale, hvori man har anbragt det store Antal Familier, som paa Papiret er blevet saa betydelig reduceret, er Bygningen paa St. Annæ Plads, hvilken Bygning indtil for en Maaned siden har været benyttet som Hospital for epidemiske Øiensygdomme, og de 31 Familier ere blevne indlagte i Hospitalets Værelser, uden at man forud ved Hvidtning og Maling har sikret sig imod, at Smitstoffet endnu kunde være tilstede. Vi skulle ikke knytte nogen Betragtning til denne Kjendsgjerning, som taler tilstrækkelig for sig selv. Hvor Sligt finder Sted, kan man neppe undre sig over det i og for sig aldeles Utilbørlige, at man ikke engang havde gjort sig den Ulejlighed at opsætte Skillerum i de Værelser, hvori 2 eller 3 Familier bleve indkvarterede, saa at mandlige og kvindelige Husvilde skulde klæde sig af og paa i hverandres Paasyn.

Fattigvæsenets Bestyrelse kan ikke imødegaa Klagen mod den uheldige Anbringelse af de i Flyttedagstiden tilkomne Husvilde ved at paaberaade sig, at Antallet er betydeligere, end man havde kunnet forudse. At Misforholdet mellem Boligernes Mængde og Størrelsen af den ubemidlede Arbejderklasse navnlig i den senere Tid har gjort stærkt gjældende, er oftere blevet omtalt offentlig, og Fatligbestyrelsen er netop den Autoritet, der nærmest har faaet det at føle. Siden 1ste Januar d. A. skulle nemlig over 300 Familier have anmeldt sig som husvilde, og i intet tidligere Aar har Antallet endog blot tilnærmelsesvis været saa stort. Fattigvæsenets Bestyrelse burde derfor itide have sørget for at afvende Følgerne af en paakommende Nød ved at opføre Barakker for hjemløse Familier, hvilket tidligere er skeet og vistnok er den billigste og hensigtsmæssigste Maade, hvorpaa de Husvilde under de tilstedeværende Forhold midlertidig kunne anbringes. At dette er forsømt, maa efter vor Anskuelse høilig beklages.

Ved samme Lejlighed skulle vi suplere, hvad vi i vor forrige Artikel have anført om Kjælderen i Holmens Arbeidshus, med følgende Oplysninger. Kjælderen, der i længere Tid har afgivet Bolig for 9 Familier (39 Personer), af hvilke endnu ingen var bortflyttet den 17de ds., er 3 1/4 Alen høi, 9 Alen bred og 34 Alen lang, naar et Rum af 3 Alens Længde, der benyttes til Snedkerværksted, fraregnes; Gulvet ligger 2 Alen under Gadens Niveau. Kjælderen er altsaa 7,956 Kubikfod stor, hvilket for 39 Individer udgjør 204 Kubikfod pr. Individ. Man sammenligne nu hermed den af Kommissionen for Almindelig Hospitals Reorganisation under 30te December 1854 afgivne Betænkning, hvori det S. 68 t.9 hedder: "Kommissionen vil bestemt fraraade .... at tildele ethvert Individ (ethvert af Hospitalets faste Lemmer) mindre end ca. 619 Kubikfod Rum". I ovennævnte Kommission havde den nuværende Borgermester for Kjøbenhavns Magistrats 3die Afdeling. Hr. Etatsraad Holm Sæde, og hans Navn findes under Betænkningen. Altsaa: i 1854 betragtede Etatsraad Holm 619 Kubikfod Rum pr. Individ som Minimum i de offentlige Boliger for Trængende; men i 1865, da han har faaet Ledelsen af Fattigvæsenet i sin Haand, dekreterer han, at de Fattige skulle nøies med 216 Kubikfod pr. Individ, ikke i en Dag eller to, men i Uger og Maaneder. Det kan man kalde Konsekvens! Etatsraad Holm har imidlertid Ord for at være en human Mand; men Ingen, der har have Leilighed til at se ind i Fattigvæsenets mindre hyggelige Mysterier, kan have undladt at lægge Mærke til hvor uforholdsmæssig en Del af disse Anliggenders Ledelse han har troet al burde overlade sit Faktotum, Hr. Kancelliraad Bojesen, hvis Dispositioner hverken i den her omtalte Anledning eller ved tidligere lignende Lejligheder have vidnet om praktisk Talent og virkelig Interesse for de Fattige. - r -

(Dags-Telegraphen 23. oktober 1865)

I "Dags-Telegraphen" Nr. 284 findes et Inserat "De Husvildes Anbringelse", hvor Undertegnede beskyldes for i Kraft af Lovens Ord, krænkende dens Aand, med Tilsidesættelse af alle Billighedshensyn saavel mod Kjøbenhavns Husvilde som mod Kjøbenhavns Fattigbestyrelse med Hensyn til dennes Forlegenhed overfor hine, at have forbudt 56 Familier at flytte ind i de 56 Paradiser, som de forlængst havde leiet af Grosserer Ishøi i den store Leievaaning, som siden sidst i Juni har været under Bygning paa Brigadeveien paa Amager, saa at endog Birkedommeren, som Intet havde imod, at den beboes, maatte bøie sig for mit sundhedskyndige Distriktslæge kerubs Sværd. At dette Inserat er et Produkt af Uvidenhed og Usandhed, vil forhaadenttig vare indlysende for Enhver efter Gjennemlæsningen af følgende Linier:

Ifølge Sundhedsvedtægten for Taarnby Sogn af 27de Marts 1861 bestaaer Sundhedskommissionen af Birkedommeren som Formand, Distriktslægen, Formanden for Sogneforstanderskabet og 8 af dette valgte Medlemmer, altsaa ialt af 11 Medlemmer, og der raader Distriktslægen kun over sin egen Stemme, skriver en Stemme. Ifølge Vedtægtens § 8 in fine maa nye Leievaaninger ikke tages i Brug, forinden Sundhedskommissionen finder, at Murene ere tilstrækkelig tørre, og ifølge dens § 32 maa Leievaaninger ikke opføres eller indrettes, forinden der iforveien til Sundhedskommissionen er indleveret en fuldstændig Plan og Tegning af Bygningen, og begge ere forsynede med Kommissionens Approbation, ligesom Eieren overhovedet er Sundhedskommissionens Bestemmelse undergiven baade med Hensyn til Grunden, hvorpaa Bygningen agtes opført, og dennes Indretning i det Hele. Denne sidste Forskrift har Hr. Ishøi aldeles negligeret, og, foranlediget ved en Paamindelse af Kommissionens Formand, underrettedes denne af Hr. Ishøi i Skrivelse af 5te Oktober om, at Bygningen nu var saa vidt fremmet, at den efter hans Mening kunde tages i Brug den 17de samme Maaned. Lørdagen den 7de Oktober samledes Sundhedskommissionens 11 Medlemmer for at syne Bygningen, og uagtet det snart blev flere af Medlemmerne, hvoriblandt Undertegnede, klart, at Vedkommende har holdt Kommissionen for Nar og spildt dens Tid ved at kalde den til at syne en saa ufuldendt Bygning som denne, og udsat Medlemmernes Liv og Lemmer for Fare ved at klatre Etager høit op ad Stiger, hvor der aldeles manglede Trapper, og over løst henlagte Bræder, hvor der manglede Gulv, samt at Kommissionen strax burde have Mødet med Protest, blev Synsforretningen dog fuldført, efter hvillen der af Sundhedskommissionens samtlige 11 Medlemmer blev undertegnet det Skjøn at den ikke for Tiden kunde give sit Samtykke til, at nogen Del af bemeldte Bygning toges i Brug til førstkommende Flyttedag. Dette Skjøn afgaves altsaa 10, skriver ti, Dage før Flyttedagen og var motiveret ved, at Kalkpudset i Størstedelen af de 56 Lejligheder var mere eller mindre fugtigt, at Væggene paa Trappegangene til samtlige 7 Opgange gjennem alle 4 Etager vare ganske raa uden Puds, at Trapperne, som kun tildels vare færdige og umalede paa flere af de 7 Trappegange, manglede aldeles ved 4de Opgang, hvor heller intet Gulv fandtes. I flere af Lejlighederne manglede baade Døre og Gerichter, og Malingen var langtfra fuldført, ligesom Latriner til og Afløbsrender for Spildevandet fra 56 Leiligheder manglede totalt. Saaledes var Bygningen 10 Dage, skriver 10 Dage, før Flyttedagen!

Efter en senere af Hr. Ishøi indsendt Begjæring af 1ste Oktober var Sundhedskommissionen godmodig nok til at indvillige i atter at tage Bygningen i Øiesyn den 16de Oktober Dagen for Flyttedagen, ved et Udvalg af 3 af Kommissionens Medlemmer: Birkedommeren Distriktslægen og Formanden for Sogneforstanderskadet. Da dette Udvalg, efterat Gaardeier Hedegaard var mødt i Undertegnedes Sygdomsforfald, i Forening med Justitsraad Stadsbygmester Nebelong, som af Kommissionen var anmodet qua speciel Sagkyndig at understøtte Udvalget ved Bedømmelse, havde visiteret Bygningen, og Stadsbygmesteren havde erklæret, at Lejlighederne efter den iblandt Bygningskyndige fulgte Vedtægt over alt i Bygningen nu kunde kaldes tilstrækkelig tørre, vedtog Kommissionens Udvalg at give sit Samtykke til, at samtlige Lejligheder maatte tages i Brug Dagen efter hvilket Grosserer Ishøi strax blev underrettet om.

Disse sidste Linier kunde have været nok til at gjendrive det omtalte Inserat med dets flaue Udgydelse om danske Loves praktiske Uanvendelighed, lægekyndigt Distriktslæge Kerubsværd, om en fuldkommen færdig for og god Bygning, paa et frit, luftigt og sundt Terræn (Fredens Møllers Fabrikkers Dunster ligeoverfor mod Øst, Holms & Sønners Trankogeri skraaes overfor mod Sydvest, to Hesteslagterier med store Svinehold i nærmeste Omegn!!), men jeg har troet at burde fremstille Kiendsgjerningerne, saaledes som de kunne kaldes sande. At Love, hvis Aand og Ord stille Autoriteter til at varetage Fattigmands Interesser imod hensynsløse Bygherrers Pengegridskhed, af disse ansees som praktisk uanvendelige, er saare begribeligt, men om Lovens Baade Aand og Ord saavelsom de i de 56 Leiligheder indflyttede Familiers sande Interesse mulig blive et Offer for Enkeltmands Vindesyge, skal jeg efter de Oplysninger, jeg har givet, overlade til ethvert fordomsfrit Menneskes Afgjørelse. Insinuationen mod Birkedommeren, som indeholdes i Inseratets sidste Stykke, behøver jeg ikke at tilbagevise.

Amagerbro, den 19de Oktober 1865.

W. F. Feilberg.

(Dags-Telegraphen 24. oktober 1865).

Manglen på smålejligheder gjorde sig også gældende i provensen, i Aalborg var der 4 familier med 19 personer indlagt på fattiggården, og fattigbestyrelsen havde måttet hjælpe 6 familier til husly.

Den ældste bebyggelse på Brigadevej er 34-46. Fabrikant F. L Holmblad skænkede en grund til Arbejdernes Byggeforening (1865), dannet af arbejderne på skibsværftet Burmeister & Wain og direktøren sammesteds. 1867-1871 opførtes 32 huse som arbejderboliger, dels i Sverrigsgade (dengang Nygade) 17-63, dels på Brigadevej 34-46 og endelig i Finlandsgade 4. I Sverrigsgade 24 indrettede Holmblad en skole til arbejderbørnene.

Men ellers bebyggedes den ene gade efter den anden i sidste halvdel af det 19. århundrede med arbejderboliger af ringe kvalitet. Ved århundredskiftet forbedredes kvaliteten, fx af urtekræmmer Herman Ebert, indvalgt 1895 i sognerådet. Året før havde han startet den villaby, der fik navn efter ham. (mellem Amagerbrogade og Englandsvej). Han stod også bag "Eberts nye Villaby“ (Øresundsvej og Kastrupvej), samt "Bellevue-Kvarteret" ved Holmbladsgade (Ungarnsgade, Østrigsgade, Venusvej, Serbiensgade, Albaniensgade og en Del af Bøhmensgade)

.

- I Borgerrepræsentanternes Møde igaar Aftes Kl. 6 1/4 foretoges Følgende :

- - -

Brix rettede den Forespørgsel til Magistraten, om hvormange Husvilde der var kommet til Fattigvæsenet ved den sidste Flyttedag; hvorvidt den ofte paastaaede Mangel paa Lejligheder for fattige Familier havde gjort sig gjældende; hvor de Indkomne vare anbragte, og hvorvidt man var beredt paa at serge for dem i længere Tid. Han havde stillet sine Spørgsmaal, for at faae det offenlig behandlet, om man ikke nu af Hensyn til Byens Udvikling og Sundhedsforholdene maa søge at skaffe Boliger for Arbeiderfamilier. 

- Borgemester Holm svarede, at Magistraten havde alt før Flyttedagen henvendt sig til forskjellige Ministerier om at faae en eller anden offenlig Bygning overladt til Brug; men den fik enten ligefrem Afslag eller kun saadanne Tilbud, at de ikke kunde modtages. Den havde derfor maattet gribe til Kommunens egne Eiendomme. Indtil den 28de Octbr. er der anmeldt 185 husvilde Familier, thi Tallet er blevet meget forøget (med 65 Familier) siden Flyttedagen, og af disse ere 99 anbragte i Fattiggaarden, 9 paa Ladegaarden, 44 i Holmens Arbeidshus og 33 i Gaarden paa St. Anna Plads. 

- Brix: Den anvendte Del af Holmens Arbeidshus er aldeles uanvendelig undtagen som midlertidigt Opholdssted; det har han selv overbevist sig om. Han maa meget beklage Magistratens Adfærd. Det er ingenlunde nok at træffe Foranstaltninger naar Nøden allerede har viist sig; den maa virkelig vise større Forudseenhed og tage omfattende Forholdsregler. Det har jo viiist sig, at Husvilde-Tallet stadig er voxet siden April Maaned, og at det nu er større end nogensinde. Og dette kan ikke være Andet under de nuværende høie Husleie Priser. 

- Borgemester Holm: Man kan kun ansee de Husvildes Ophold som midlertidigt ; thi der finder hver Dag Afgang eller Tilgang Sted fra de Steder, hvor de ere henbragte. 

- Brix: Det er netop heri, han skiller sig fra Borgemesteren, at han betragter Forholdet med de Husvilde som et mere constant. Maaskee gaae nok endel Familier bort, men der kommer andre i Stedet, og Tallet er jo, som Borgemesteren selv har indrømmet, stigende. Det har ogssa viist sig, at der er mange agtværdige, stræbsomme Familier af Arbeidsclassen, som ikke have kunnet faae Leiligheder til en saadan Pris, at de kunde udrede den, alene fordi de havde mange Børn. Der er altsaa en virkelig social Tilstand, mod hvilken man maa tage Forholdsregler. Del eneste Skridt, der er gjort fra Magistratens Side, er, at den har tilbudt Laan til Mænd, som vilde bygge Arbejderboliger. To Tilbud ere indkomne, og det ene antaget, medens det andel i flere Uger har været underveis, inden det kom til Forhandling. 

- Eskildsen spørger, hvad Magistraten har gjort efter Borgerrepræsentationens Opfordring om at indgive et Andragende til Indenrigsministeriet om at bevirke Demarcationsliniens Ophævelse. 

- Borgemester Holm: Magistraten har sendt en Skrivelse til krigsministeriet.

Dahlerup stillede derefter sin Forespørgsel om de Foranstaltninger, der ere trufne til, under en mulig Choleraepidemi at hæve Overbefolkningen i de under Fattigvæsenet hørende Stiftelser og til Afhjælpning af Mangel paa Boliger for fattige Familier. Choleraen har i de sidste Maaneder vandret jevnt fra Syd mod Nord, og det er ingen overdreven Ængstelse, at kræve, at man har beredt sig paa den Mulighed, at den kan komme til os. 1853 greb Choleraen især fat i Almindeligt Hospital, hvor næsten 1500 Mennesker vare sammenstuvede, og det blev Brændpunktet for hele Epidemien. Derfor bad Regeringen kommunen at tage Forholdsregler for at fjerne den store Overfyldning paa Almindeligt Hospital, og det blev antaget, at Hospitalet i det Højeste kunde taale 1000 Mennesker. Man byggede et nyt Hospital, for at Bygningen alene kunde blive Lemmestiftelse, men nu har man efterhaanden fyldt den med næsten 1400 Mennesker. Og ikke nok dermed. Man har tillige skabt et nyt Brændpunkt i en anden Ende af Byen, nemlig i Fattiggaarden, der først blev indrettet til midlertidigt Opholdssted for Husvilde, men som nu er aldeles fyldt med stadige Beboere, medens Lofterne i den sidste Tid ere blevne overfyldte med Husvilde under meget slette Forhold. Og endelig har man henflyttet en stor Del Husvilde til Holmens Arbeidshus, hvorved der er dannet et tredie Brændpunkt for Epidemier, ikke blot for Cholera, men ogsaa for andre, som kunne være ligesaa farlige og ligesaa dødbringende. Har Magistraten nu gjort Noget, for at kunne sprede Befolkningen fra disse Samlingspunkter, hvis Ulykken indtraf? Eller har den gjort Noget, for at formaae Folk til at bygge Arbejderboliger? En Anmodning fra Lægeforeningens Bestyrelse om Laan til at bygge slige, er kun bleven besvaret med Forespørgsel om en hel Mængde Forhold ved de nuværende Boliger. Hvad kan det nytte, om der er en Del Ledigheder ledige til bedre Familier, naar der ingen er for Smaafolk, tilmed da disses Tal er i stadig Stigen? Der er skeet Opfordring herfra til Magistraten om at gjenoptage Underhandlingerne med det Klassenske Fideicommis; er dette skeet, eller hvad er der overbovedet skeet? 

- Borgemester Holm giver Oplysninger om de Tal paa Husvilde, der findes paa disse forskjellige Stiftelser, nemlig paa Fattiggaarden 469 Individer (deraf 193 paa Loftet), paa Ladegaarden 32, paa Holmens Arbeidshus 296 og paa St. Annæplads 125, Ialt 832. Til hvert Individ i Fattiggaarden kan man regne 10 Qvadratalen og til hver Familie 1,900 kubikfod. Magistraten kan ikke erkjende, at der er Overbefolkning paa de forskjellige Fattigstiftelser, men har dog befalet Stadslægen, naar hans Tid tillader det (!) at undersøge Sundhedstilstanden i alle Stiftelserne. Paa Almindeligt Hospital er der 199 Qvadratalen til hver 6 Individer, hvilket maa regnes for et forholdsvis godt Forhold. Fra Klassens Fideicommis er intet Svar kommet; men paa Amagerbro opføres en stor Bygning, netop bl den Slags Familier. 

- Dahlerup: Det er høist sørgeligt, at Magistraten, uanseet Alt, hvad der er skrevet om Almindeligt Hospitals Tilstand 1853, dog kan troe, at Hospitalet ikke er overfyldt, alene fordi der nu kun er 1400 Mennesker derude. Og endnu mere beklageligt er det, at den erklærer ikke at have gjort og ikke at ville gjøre Noget. 

- Thomsen: Borgemesteren maa have taget hele Gaardspladsen med ved Almindeligt Hospital, thi i den bebyggede Del er der kun 500 kubikfod for hvert Individ, hvilket ved 6 Alens Høide er 12½ Quadrat-Alen for hver. 

- Købke; Der er 50 Mennesker for hver 1000 Q Fod i Almindeligt Hospital, medens der i Byen falder 20-39 Personer paa hver 1000 Q Fod. 

- Herforth tager i det Hele Almindeligt Hospital i Forsvar, fordi der er god Orden og Renlighed. Beboerne have det vist langt bedre der, end under deres tidligere Forhold ude i Byen. Angrebet er vist temmelig ubillig). 

- Dahlerup: Man har ikke klaget over Ordenen paa Hospitalet, men kun over Overbefolkningen. Det er ikke nok, at de enkelte Beboere i Grunden have det bedre; thi samlede paa een Sted, ere de ulige farligere for den offenlige Sundhed, end naar de ere spredte over hele Byen. Tilstanden paa Holmens Arbeidshus er i hvert Fald uforsvarlig, da man har fyldt Lokaler, som for ikke længe siden erklæredes aldeles ubrugelige. 

- Ussing: Man maa fremsætte mere bestemte Forslag, hvis man vil vente noget praktisk Udbytte af en Forespørgsel. 

- Borgemester Gammeltoft hævder for Magistraten Æren for at have fremført Forslaget om Laan til Arbejderboliger, og henviser til, hvor farligt det er, naar de offenlige Myndigheder ville gjøre sig til Formyndere for Folk, der burde kunne sørge for sig selv. Særlig meddeler han, at før Flyttedagen Mange henvendte sig til Fattigvæsenet, for at bede dette skaffe dem Boliger, altsaa baade uden Udgift og uden Ulejlighed. Magistraten skal værge Communen mod denne Lyst hos Almuen til at kaste al Sorg over paa den, selv om den derved skal udsætte sig for Beskyldningen for Mangel paa Humanitet. Magistraten har til Lægeforeningens Bestyrelse rettet Spørgsmaal om, hvilke Beboere der findes i dens Boliger, for at det kan sees, om de egenlig høre til den her særlig omhandlede Klasse Personer, hvilke Hensyn man tager til Valget af Leiere (f. Ex. om man vrager Folk med Børn eller ei), om Foreningen agter at gjøre nogen Forandring i Bygningernes Indretning eller beholde den nuværende, ved hvilken der klæber flere Mangler, og om den kunde skaffe den Sum 48,000 Rdl. til at fuldstændiggjøre Byggesummen, naar den fik det ansøgte Laan af 90,000 Rdl, og Grunden frit. Han vil forøvrigt meddele, at Finansministeriet i Løverdags Aftes har solgt 7-8000 Q Alen til Arbeiderboliger for 156 Familier. Disse Huse skulle ikke have mange Stokværk, men ville faae rigelig Gaardsplads. 

- Brix troede dog overfor Ussing, at Forespørgsler gjorde Nytte ved al fremkalde Oplysninger; thi før saadanne vare givne, kunde man ikke stille yderligere Forslag. Borgemester Gammeltoft var nok bleven vred; men det blev Magistraten saa tidt, naar man ikke strax vilde anerkjende dens Visdom og Forudseenhed. Det var urigtigt, naar man havde paastaart, at hans (B.s) Spørgsmaal ikke vare bestemte nok, men han fik ikke Svar paa dem. Der meddeltes saaledes slet Intet om, hvorledes der blev sørget for de Husvilde, skjønt han havde oplyst, at Lokalerne vare overgivne dem, uden at der var gjort Nogetsomhelst til deres Indretning. I Gaarden paa St. Annæ Plads varede det 8 Dage, inden der kom Skærmbrædter fra Almindeligt Hospital til at adskille de enkelte Sengesteder, skjønt der var Folk af flere Familier i samme Stue. 

- Eskildsen mindede om, at der ved de nye Boligers Opførelse blev fordrevet omtrent 60-80 Familier, der nu vanskelig selv kunne skaffe sig Husly. Der bliver altsaa i Virkeligheden endnu flere Husvilde for Øieblikket, og i Længden kun Boliger til 70-80 nye Familier. 

- Mellem Borgemester Gammeltoft og Brix vexledes nogle meget skarpe personlige Bemærkninger. 

- Herforth: Arbeiderne dele sig i to Klasser: de, der kunne betale den for deres Ledigheder passende Husleie, 48-60 Rdl. aarlig, fordi de ikke have altfor mange Børn, men en ret god Fortjeneste, saasom Vognmandskarle og Haandværkssvende; og de, der enten ved deres mange Børn eller ved en ringere Fortjeneste, kun kunne betale 24 til 30 Rdl. aarlig. For dem kan ingen Privatmand med Fordel bygge Huse af nogenlunde ordenlig Indretning, og derfor bør Communen vistnok selv bygge Huse for Mænd af denne Klasse, hvilke saa naturligvis maatte stilles under en vis Tvang og Tilsyn. Han troede, at Flertallet af de Husvilde hørte til denne sidste Klasse. 

- Herom kunde Borgemester Holm ingen Oplysning give for Øieblikket.

(Fædrelandet 31. oktober 1865. Afsnit indsat for at lette læsningen)

Johan Peter Holm (1805-1884) var borgmester for Magistratens 3. afdeling 1847-1869.

Christian Carl Brix (1820-1908) var på daværende tidspunkt (1851-1892) bestyrer for Efterslægtsselskabets realskole og 1858–92 medlem af Københavns borgerrepræsentation. Han var tillige 1863–66 medlem af rigsdagens landsting, 1864–66 af rigsrådets og 1866–87 af rigsdagens folketing.

Grosserer Jens Christian Juulsgaard Gammeltoft (1818-1873) var borgmester for Magistratens 2. afdeling i København 1860-1873.