Ludvig Israel Brandes (1821-1894). (Efterskrift til Politivennen)

L. I. Brandes udgav i 1861 "Om Fattigdommens Tiltagen i Kjøbenhavn og om Sygekassen som et af Midlerne til at standse denne" Heri redegjorde han for at fattigdommen (målt i antallet der forsørgedes af fattigvæsnet) mellem 1854 og 1860 var steget med 43 % (fra 9.588 tiol 13.773), mens befolkningstilvæksten kun havde været 8 %. Hertil skulle så lægges alle de som blev forsørget i bl. a. Almindelig Hospital, St. Hans Hospital og andre steder under sygehjælpen. Altså et ganske betydeligt antal ud af en befolkningen på ca. 155.000. Bogen beskriver også andre indikatorer på fattigdommen, og ligeledes hvilke offentlige og private foranstaltninger der på daværende tidspunkt fandtes for at bekæmpe dem.

I bogen beskrev han også hvilke konsekvenser det havde. Bl.a. at børnene i stedet for at gå i skole, blev sendt ud for at arbejde for at familier kunne overleve. Resultatet var bl.a skulkeri og en glidebane mod kriminalitet - en udgiftspost for samfundet.

Sygehjemmet var især rettet mod middelstandens fattige, idet han mente at disse havde "bedre følelser" end almuen. Han advarede ligefrem om de følelsesmæssige lidelser som middelstanden måtte udstå og risikoen for at de blev tvunget til at leve tæt sammen med ufølende mennesker fra samfundet bund. Erfaringer fra Almindeligt Hospital fik ham til at mene at man skulle adskille fattige syge fra andre stænder, og dette var en af baggrundene for oprettelsen af Københavns Sygehjem for agtværdige personer af begge køn, dvs. især borger- og embedsstanden.

Brandes stod således med et ben i det offentlige fattigvæsen og et andet i den private velgørenhed. Gennem hans skrifter beskriver han middelstandens fattiges lidelser, hvor de er tvunget til at leve sammen med underklassen på Almindeligt Hospital. Disse sidste blev en slags skræmmebilleder for de første. Brandes' medfølelse strakte sig således ikke til lemmestiftelsen hvor arbejderklassen blev anbragt.

Flere af hans bøger findes tilgængelige på nettet: "Therapeutiske Studier" (1855). "Om de sjælelige Indtryks therapeutiske Virkninger. Clinisk Foredrag" (1872). 

En Mand, der vil savnes.

Professor L. I. Brandes.

I Gaar døde Almindeligt Hospitals bekendte og afholdte Overlæge, Professor Ludvig Israel Brandes, 73 Aar gammel.

Professor Brandes' Navn var særlig kendt blandt de Smaa og Ulykkelige, for hvem hans Hjærte altid hankede varmt lige til hans Død, nu i hans høje Alderdom. Officielt blev Brandes anerkendt som Videnskabsmand ved Guldmedaljer, Doktorgrad, Professortitel og Ansættelse som Overlæge; men alligevel er dst hans Virksomhed for de Fattige og Syge, forsaavidt den gaar ud over Lægens sædvanlige Gærning, der har skabt hans store Navn og det smukke

Minde, der længe vil lægge Glans over det.

Af de Ting Professor Brandes har været med til at oprette til Smaafolks og Syges Tarv, skal vi nævne, at Sygehjemmet skyldes hans Initiativ, ligeledes Vuggestuerne for Fattigmands Børn og Børneplejeforeningen. 

Saa' Professor Brandes en Ulykkelig, eller han saa en herhjemme ukendt Institution til Ulykkeliges Redning, straks tænkte han sig den indført hos os og i mange Tilfælde er det lykkedes, fordi hans egen stærke Iver, hans Tro paa, at hans Idéer kunde gennemføres, virkede paa dem han henvendte sig til og smittede dem med hans Tro og Begejstring for Opgaverne.

Professor Brandes var Fattiglæge. Og naar man forestiller sig en Fattiglæge som en Mand, der søger at komme lettest ud over den ofte besværlige Gærning med de mange og ofte usselt stillede Patienter, saa træffer man ikke hans Billede. Han talte maaske længere og mere inderligt og fortroligt med sine Fattige end mangen praktiserende Læge med sine jævnt betalende Klienter. Han gik ind paa deres Tankegang, virkede ved sin milde Person saaledes, at de fik Tillid til ham og Tro paa hans Kure. Og i Medicinen turde Troen være den halve Hjælp.

Var der Tale om at hjælpe en Ulykkelig, var Professor Brandes ikke bange for at bruge Midler, som enten var sat ud af Kurs af Kollegerne - som f. Eks. gamle Husraad - eller ikke anerkendt, som Guldkuren, hvis Prøvekure han støttede.

- Ved hans Baare vil samles en Skare af Fattige, der sørger over en Ven og Velgører, og en Skare af andre, der saa' med Glæde paa den gamle Professors Værk og bøjede sig i Agtelse for hans noble Person.

(København 18. september 1894).

Ludvig Israel Brandes. 

Lægens Virksomhed rummer jo de to Hovedsider, den videnskabelige og den humane, og alle de Medlemmer af vor Stand, der have indtaget en fremragende Plads som Læge, have vundet den ved dygtigt Arbejde i en af disse to Hovedretninger. De kunne selvfølgelig godt begge forenes, og Lægens Ideal virkeliggøres netop kun gennem en saadan Sammensmeltning, men hos de enkelte Personligheder vil dog altid den ene af dem findes at være den mest fremtrædende. Den afdøde Celebritet, om hvem Ugeskriftet for kort tid siden bragte Mindeord, Adolph Hannover, indtog sin fremragende Plads særlig ved sin store Forskerbegavelse og sine højtansete videnskabelige Arbejder, den gamle, mangeaarige Overlæge paa Almindeligt Hospital, som Døden nu har berøvet os, har haft sin største Betydning ved sin altid lige utrættelig fortsatte, omfattende og velsignelsesrige Virksomhed i human og filantropisk Henseende.

Men Brandes var dog paa ingen Maade uden videnskabelige Anlæg og Evner; han har tvertimod, navnlig i sine yngre Dage, givet mange Vidnesbyrd om ivrig videnskabelig Stræben og varm Interesse for de dengang foreliggende videnskabelige Problemers Løsning. Efter at han, udgaaet af et velhavende Hjem, i 1839 var bleven Student, kastede han sig med en saadan Energi ikke blot over det lægevidenskabelige, men ogsaa over det rent naturvidenskabelige Studium, at han i 1842 kunde tage Universitetets Guldmedaille for Prisopgaven i Fysik (om den geniale Farmaceut Joh. Vilh. Ritter's galvaniske Opdagelser) med den Motivering af Censorerne H. C. Ørsted og Zeise, at Afhandlingen viste ikke alene Indsigt og Flid, men ogsaa megen videnskabelig Dannelse. Og efter at han 1845 havde absolveret en smuk Lægeeksamen og derefter paa sin Faders Bekostning foretaget en Studierejse til Paris, der gav hans Aand nye videnskabelige Impulser, samt fungeret som kandidat paa Almindeligt Hospital og i Felttoget 1848 som Underlæge ved Batteriet Marcussen, tog han, ved Afhandlinger om den gonorrhoiske Rheumatisme og den gonorrhoiske Ophthalmi, paa en særdeles hæderlig Maade den medicinske Licentiat- og Doktorgrad. 

Samtidig med Erhvervelsen af den sidstnævnte Grad (1850) blev han Reservemedikus paa Almindeligt Hospital og arbejdede i denne Stilling med Iver for videnskabelige opgaver, og det ikke blot specielt klinisk, i frugtbringende Samvirken med hans skattede og dygtige Overlæge M. Christensen, men ogsaa i mere generel Henseende. Den da fremkommende, fra flere Sider rejste Bevægelse for at bringe Naturvidenskaberne i deres ny Udviklingsfase til større Gyldighed i hele den højere Undervisning sluttede Brandes sig til med ungdommelig Varme og Begejstring og med særligt Hensyn til Anvendelsen paa Lægevidenskaben. I de Unges Lægeselskab, Filiatrien, holdt han i 1852 et indtrængende Foredrag derom og fremkaldte en interessant forhandling angaaende dette store og fundamentale Spørgsmaal. Han gjorde med Vægt gældende, at det ikke alene kom an paa at uddanne praktiske Læger, men at sørge for, at de bleve gennemtrængte af virkelig Naturvidenskabs Aand. Kort efter stillede han i det kgl. medicinske Selskab et Forslag om at gennemføre, at Reservelægepladserne ved Hospitalerne bleve besatte ikke som hidtil fortrinsvis efter Anciennetet, men ved Konkurrence, for derved at opdage og fremdrage netop de videnskabelige Kræfter.

Brandes var saaledes i hin Tid i forreste Række af de unge, for Videnskabens Fremskridt og Ret stridende Læger, og hans Hu stod til at blive videnskabelig medicinsk Kliniker. Han foretog, efter i 1853 at have været ufortrøden med til at bekæmpe Koleraepidemien baade i Praksis og Teori, i det følgende Aar en ny Studierejse til fortsat klinisk Uddannelse og modtog efter sin Hjemkomst (1855) Posten som Reservemedikus paa Frederiks Hospitals nye medicinske Afdeling, hvor han under Overlægens, Prof. Fenger's Optagethed af den aktive Politik fik Lejlighed til at virke selvstændigt som Kliniker. Samtidig forberedte han en stor klinisk Haandbog, der ogsaa i den følgende Tid (1859–66) udkom i 4 Bind under Titelen „Haandbog i Læren om de indvortes Sygdomme og deres Behandling“ og var et for sin Tid meget hæderligt og nyttigt Værk, der blandt Andet har den fortjeneste at lægge særlig Vægt paa Terapien paa en Tid, hvor ellers Wienerskolens radikale Skepsis raadede i Kliniken.

Ved Almindeligt Hospitals Omordning i 1863 opnaaede Brandes, efter et Par Aars Distriktslægefunktion i København, da ogsaa at blive Overlæge paa Hospitalets nyoprettede 1ste Afdeling med den derunder hørende Lemmestiftelse, en Stilling, han beholdt til sin Død. Heller ikke i denne Stilling forsømte han de videnskabelige Hensyn; han lod sig den kliniske Undervisning være magtpaaliggende, idet han fremdeles lagde særlig Vægt paa den terapeutiske Side. Om end hans flittige Forsøg med ny Medikamenter og Kurmetoder hos Afdelingens kroniske Patienter næppe kunne bestaa for Nutidens videnskabelige Kritik, om end hans Umiddelbarhed og lykkelige Sangvinitet oftere har spillet saa stærkt ind med, at Resultatet er blevet temmelig usikkert, saa kunne Forsøgene dog ikke frakendes Interesse og Betydning, og han har i ethvert Tilfælde særlig Fortjeneste af, at have betonet den psykiske Terapi paa en Tid, hvor de naturvidenskabelige Klinikere i øvrigt lode den altfor uændset. Han har her vist sig som en baade tænksom og fin praktisk Psykolog, hvad t. Eks.hans trykte interessante kliniske Foredrag „om de sjælelige Indtryks terapeutiske Virkninger afgiver et talende Vidnesbyrd om.

Imidlertid er det sikkert nok, at den humane Side i hans Overlægegerning som i hans Virken overhovedet var og i ethvert Tilfælde efterhaanden blev den prædominerende og den, hvorved han har sat sine dybe Spor og afgivet et Eksempel værdigt til Efterligning. Hans Virksomhed og Fortjenester i filantropisk Retning, baade i og udenfor Almindeligt Hospital, ere saa store og imponerende, at de for den almindelige og særlig ogsaa for den kollegiale Betragtning ganske har overskygget de af ham udfoldede videnskabelige Bestræbelser og bragt disse i Forglemmelse – maaske dog i noget højere Grad end tilbørligt. I ethvert Tilfælde turde det i en Nekrolog i et lægevidenskabeligt Tidsskrift ikke være paa urette Sted at opfriske Erindringen om, at den afdøde Filantrop dog ogsaa har været virkelig Videnskabsmand, og netop lidt udførligt at dvæle ved denne side.

Men Filantrop var han unægtelig fremfor alt, og det lige fra sin Ungdom. Som Læge kom han tidlig i nær og udstrakt Berøring med Armod, Nød og Ulykke, og han stod ikke som den kølige lagttager deraf. Med uimodstaaelig Magt rørte det sig i hans Sjæl, at der maatte hjælpes, og saa besad han ved Siden af sin varme Medfølelse endnu den vidunderlige Egenskab, altid at kunne finde de rette Midler og Udveje og saaledes at kunne slaa til Lyd, at hans Bestræbelser vandt Tilslutning og derved kunde bære praktisk Frugt. Ved at se spæde Børn ligge hjælpeløse og uden Tilsyn i de fattige Arbejderes Boliger fik han Tanken om Oprettelse af Vuggestuer og fik den hurtig sat i Værk (1849), i øvrigt efter Forbilleder, han var bleven bekendt med i Paris. Af Plejestuen for spæde Børn“ udvikledes da snart den anselige Institution „Børneplejeforeningen“, hvis Ledelse han vedblev at tage virksom Del i. Ved sin Virksomhed paa Almindeligt Hospitals Lemmestiftelse saa han, hvilke uværdige forhold de hæderlige, uformuende københavnske Borgere i deres Alderdom og under Invaliditet vare underkastede, naar de maatte ty til det Offentliges Forsorg, og han undfangede da Planen til Sygehjemmet, hvis anselige Bygning stod færdig 1859 i ethvert Tilfælde i det Ydre det mest storartede Monument om Brandes's filantropiske Virksomhed. Snart efter tog han sig af de mange vanskeligstillede kvindelige Haandarbejdere og bragte i Løbet af en kort Aarrække den ,Gensidige Hjælpeforening“, hvis Leder han ogsaa selv vedblev at være til en saadan Blomstring, at den endog kunde bygge sit eget Hus. De veltjente gamle, udslidte Stuekoner tog han ligeledes under sine beskytttende Vinger og stiftede ogsaa for dem en selvstændig Hjælpeforening. Samtidig begyndte han at arbejde for en Reform i Sygeplejen, saaledes at ligeledes efter fransk Mønster dannede Damer ansattes ved Hospitalerne. Stadig virkede han ganske privat og i det Stille for at hjælpe overalt, hvor Hjælp og Bistand krævedes, og han kunde gøre det i stor Udstrækning, da hans egne Krav til Livet vare saa beskedne Livets Glæder søgte og fandt han i at gøre andre glade.

Ikke blot rent praktisk, men ogsaa litterært og i Foredrag virkede han utrættelig for filantropiske Formaal. Om hele Sygekasseinstitutionen som et mægtigt Middel til at modvirke og bindre Fattigdom har han udgivet Pjeser og Bladartikler, ligesom han ogsaa var et virksomt og for sin Indsigtsfuldhed skattet Medlem af den 1866 nedsatte Sygekassekommission. Med særlig Iver arbejdede han for at hæmme Drikfældigheden, denne Hovedkilde til Armod og Elendighed; han har udgivet populære Afhandlinger og holdt mundtlige Foredrag derom, og han af Hovedstifterne af „Samfundet til Ædrueligheds Fremme“. I sit Skrift "Mine Arbejders Historie“ (1891) har han givet en samlet Fremstilling af alt hvad han har virket i filantropisk Henseende og tillige givet et Indblik i sin egen ejendommelige og fængslende Personlighed med hele dens lyse fortrøstningsfulde Syn, dens rørende Glæde og Taknemmelighed mod Forsynet for det Held, der altid fulgte hans Bestræbelser.

Allermest levende traadte dog hans hele milde og elskelige Personlighed frem i hans Gerning paa hans kære Hospital, i hans ægte faderlige forhold til alle Hospitalets syge og forkomne Indvaanere. Han har ogsaa i denne sin utrættede Kærlighedsgerning kastet en Glans over hele vor Stand, som ikke kan vurderes højt nok, og givet et lysende Forbillede til Efterfølgelse. Selv under hans sidste Svagelighedsperiode, under Kræfternes Svigten var han dog i sin Kærlighed og Mildhed i Virkeligheden stor og mægtig, saa snart han traadte indenfor Hospitalets Port, og baade Læger og Funktionærer og Patienter og overhovedet enhver, der har set ham paa Hospitalets Stuer, ville bevare i lys Erindring Indtrykket af denne hans Fremtræden, Indtrykket af den ophøjede, ideale, ægte Lægepersonlighed.

Jul. Petersen.

(Ugeskrift for Læger, 21. september 1894).

Professor Brandes' Begravelse

Saa stededes da den gode gamle Professor til Jorden, han, som i levende Live var saa mange svage og fattige Menneskers Forsyn, han, der efterlader sig et Navn, saa elsket og velsignet, som det kua forundes de færreste, de sande lykkelige.

Stor var den Sørgeskare, der i Gaar Formiddag Kl. 11 samlede sig om Kapellet paa den mosaiske Menigheds vestre Kirkegaard Men langt, langt flere var dog de, der, forhindrede i at møde ved Sygdom, Alderdom og anden Brøst fra deres Boliger paa "Almindeligt Hospital" eller fra deres Smertens Lejer paa andre Sygehuse sendte en vemodig Tanke ud til den fjærne, afsides liggende Kirkegaard, hvor deres faderlige Ven skulde sænkes ned i den kolde, mørke Jord.

Derfor tog Følget sig anderledes ud, end man i Grunden havde ventet sig det. Det blev snarest den mosaiske Menighed, der fulgte en af sine ypperste Repræsentanter til Graven, og den danske Lægestand, der viste et udmærket Medlem den sidste Hæder. Kun hist og her i Sørgeskaren saas tarvelig klædte Folk, hvidhaarede Gubber med Taarer i Øjnene. Og i Kvindeskaren, der stængtes udenfor Kapellet, til hvilket kun Mænd fik Adgang, saa man ikke faa fattige Mødre med deres Smaabørn ved Haanden, hist og her en krumbøjet, rystende Morlil, der længe blev staaende, efter at Graven var kastet, med Læber, der bevægede sig til lydløst fremmumlende Bønner.

*  *  *

Selve Kapellets Stolestader var rigt udsmykkede med Kranse, ligesom  Kisten der stod fremme i Midtergangen i Skjæret fra de brændende Kjærter og fra Efteraarssolen, der faldt ind gjennem Vinduerne. En Dobbeltrække af Funktionærer fra Almindeligt Hospital holdt en Slags Æresvagt ved Kisten.

Omkring i Stolestaderne saas mange almenkjendte Personligheder navnlig en Mængde repræsentative Folk fra det jødiske Samfund.

Af den mosaiske Menigheds officielle Repræsentanter var de sex til Stede og sad nærmest ved Kisten: Overretsprokurator Simonsen, Redaktionssekretær Nathansen, Fabrikant Fr. Bing, Vexellerer Adolph Levin, Justitsraad Meyer og Grosserer Heckscher. Blandt den øvrige Forsamling bemærkedes den afdødes nære Slægtninge. Grosserer Brandes og Dr. Georg Brandes, fremdeles Dr. Fridericia, Boghandler Carl Reitzel, Kammersanger Peter Schram - der for over 50 Aar siden var blandt Professor Brandes første Patienter - Højesteretssagfører Salomon, Bogtrykker Hannover og Kunstkritikeren af samme Navn, Departementscheferne Schmidt og Chr. Hansen fra Finansministeriet, Docent Oscar Siesby, "Almindeligheden"s Inspektør Kruse, Borgmester Jacobi og en Mængde ældre og yngre Læger, saaledes Professorerne Trier, Studsgaard og Carl Salomonsen, Overkirurg Tscherning, Dr. Leopold Meyer, Dr. Philipsen, Dr. Levysohn m. m. fl.

Men bedre end alle disse repræsentative Navne fortalte Kransene paa Kisten om den Hengivenhed, Professor Brandes vandt sig paa sine rette Virkefelter.

Her Var Kranse fra "Kvindelig Hjælpeforening", fra "Foreningen for kvindeligt Haandarbejde", fra Funktionærerne paa "Almindeligt Hospital" og fra Lægerne sammesteds, fra Funktionærer og Læger paa Frederiks Hospital, fra "Lemmekoneforeningen paa Almindeligt Hospital", fra Sygeplejersker og Plejemødre paa Kommunehospitalet, fra Sygehjemmets Medlemmer og Bestyrelse ov. osv.

- - Efter at et Kor havde afsunget Davids 16de Salme "Naar ikkun du, du evighøje, bestandig mig for Øje staar", traadte Rabbiner Simonsen frem for Kisten og talte overmaade smukt og hjærteligt om den døde, en Mand, ved hvis Grav alle tilstedeværende uden Hensyn til Alder og Kaar, til Troesbekjendelse og Livsanskuelse, vilde kunne enes i Taknemmelighed og mindes ham i Kjærlighed, som hans eget Liv havde været viet til Kjærlighed og var baaret frem af Herrens Velsignelse. 

- - Efter Talen reciterede Kantor Simon det jødiske "Hazur tomin", hvis hebraiske Strofer klang sært højtideligt og alvorligt gjennem det lille Kapel.

Og derefter afsang Hr. Sanglærer Albert Meyer et Farvel, som en ung Kvinde, Meldem af "Sypigeforeningen", havde skrevet til den døde.

- - -  Sangen ledsagedes af dæmpet Orgelspil. Det var Hr. Operarepetitør Levysohn, der sad ved Orgelet.

Saa bares Kisten ud af Kapellet af tolv yngre Læger. Hastig sænkedes den i Graven, medens endnu en af Davids gamle Salmer, sunget i det fri, lød hen over Kirkegaarden i den raakolde Høstluft.

Og hastig skyndte sig saa det travle, repræsentative Følge tilbage til den travle By.

En og anden gammel og fattig Stakkel blev dvælende lidt længere med vaade Øjne, med Hænderne foldede i ydmyg Bøn ved Graven.

(Dannebrog (København)  24. september 1894).

Brandes' gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ludvig Israel Brandes

En Hundredaarsdag.

I Morgen for hundrede Aar siden kom den bekendte Læge og Filantrop L. I. Brandes til Verden i et rigt og anset Hjem i København. Lægen Brandes staar vel nok noget blegt for det nulevende Slægtled, men "Sygehjemmets"s Stifter kender de fleste - det er hans Buste som staar der uden i Haven paa Rolighedsvej.

Sygehjemmet, der blev til i 1859, er vel nok Brandes' Hovedværk, der har gjort hans Navn kendt ogsaa i Udlandet, hvor man efter dets Mønster har oprettet lignende Hjem for ensomme, syge, gamle. Men det er dog langtfra hans eneste fortjenstfulde Værk. Ogsaa for saa meget andet godt og værdifuldt bør den udmærkede, varmhjertede Læge mindes paa Hundredaardsdagen. Brandes var ikke blot en for sin Tid fremragende Læge, men en fremsynet, iderig Mand, hvem vi skylder adskillige Reformer.

Han blev medicinsk Kandidat i 1845 og rejste straks til Paris for at studere. I 1848 blev han Licentiat med. og to Aar efter Dr. med. Hans Disputater om den gonorroiske Ledsygdom og Øjenbetændelse var originale og selvstændige Arbejder, der rummede Iagttagelser af blivende Værdi, som ikke før var beskrevet i Litteraturen. Efter at have været Reservelæge paa Alm. Hospital og Frederiks Hospital, blev han 1863 Overlæge pasa Alm. Hospital, hvor han virkede ogsaa efter at Hospitalet var flyttet til Nørre Alle fra Amaliegade lige til sin Død i 1891. Han var en usædvanlig dygtig, human og omhyggelig Overlæge, som ikke blev staaende ved den gamle Sygdomsbehandling, men med Iver prøvede nye Lægemidler og aabnede de praktiserende Læger Adgang til sammen med ham at underkaste Patienter med vanskelige Diagnoser en omhyggelig Observation paa hans Hospital. Blandt andet var han ogsaa en af de første, som havde Blikket aabent for Betydningen af den psykiske Behandling. I Sammenhæng med disse hans fremsynede og ideelle Bestræbelser for at højne Lægekunsten, maa man se hans Iver for at fuldkommengøre Lægernes naturvidenskabelige og praktiske Uddannelse og for at reformere Sygeplejen. Han var den første, som slog til Lyd for at faa Hospitalernes uuddannende "Stuekoner", som kom fra Samfundets lavere Lag, erstattet med Damer fra de dannede Klasser. Hvor svært det var, kan man bl. a. læse om i Ida Johnsens Erindringer ("Mellem to Tidsaldre"), der ogsaa giver et livfuldt Bilede af Brandes' Karakter, men det lykkedes ham at føre Tanken ud i Livet, og tyve Aar efter at han havde fremsat sine Reformplaner paa Naturforskermødet i 1872, var de gennemført paa alle Hospitaler.

Brandes skal ogsaa mindes som Sygekassesagens Fader her hjemme. Da han fremsatte sit Forslag om Oprettelse af Sygekasser i "Medicinsk Selskab", rystede man paa Hovedet ad denne Mand, der var saa langt forud for sin Tid, men han dig dog dannet "Den gensidige Hjælpeforening for kvindelige Haandarbejdere", der voksede sig stor og stærk og blev Forbillede for de senere Sygekasser, som nu har erobret hele Befolkningens bredere Lag og spiller saa uhyre en Rolle. Undvidere undfangede han Ideen  om Oprettelse af Vuggestuer og Børneplejeforeninger og kastede sig i Brechen for mange andre sociale Spørgsmaals Løsning, f. Eks. Drikfældigheden.

Brandes Hjerne hvilede aldrig, og han sparede aldrig sine Kræfter naar det gjaldt humane Spørgsmaal. Hans Idérigdom og Ildhu smittede idle, og han forstod at rive dem med sjg, som han vidste kunde hjælpe ham. Aldrig var han bange for at sige sin Mening i kraftige Ord, naar det gjaldt en Hjertesag. og man har mange frasagn om hans heftige Sind i visse Øjeblikke, men hans Retfærdssans svigtede ham aldrig, og havde han en enkelt Gang forløbet sig, var han ikke for stor, eller rettere sagt stor nok til at give en uforbeholden Undskyldning til den. han havde forurettet. Paa Bunden var han en fin, taktfuld og beskeden Mand. der tegner et smukt Billede af sig selv i sit skrift "Mine Arbejders Historie" som saa lyset i 1891. Hele sit Liv ofrede han for andre og navnlig for de fattige. de syge, de ensomme og de gamle. Men han havde til Gengæld, inden hans varme gode Hjerte ophørte at slaa, den (da-de at se de fleste at sine smukke Tanker spire og sætte Frugt, som kom ikke blot Samtiden, men ogsaa Eftertiden til Gode.

Andre rejste ham et Monument i Sygehjemmets Have, men  selv satte L. I. Brandes sig et Minde varigere end Bronzen et Minde som aldrig skal dø. 

Dr. J.

Nationaltidende 26. oktober 1921. 

Vor store Filantrop og hans Sygehjem.

Det er idag 100 Aars Dagen for L. I. Brandes' Fødsel.

Venner af hans Gerning vil grundlægge et "L. I. Brandes' Mindelegat".

Det nye Kjøbenhavns Sygehjem, under Opførelse i Ordrup.

Idag for 100 Aar siden fødtes Ludvig Israel Brandes - den ældre Generation vil ikke spørge om, hvem han er. Han var det tilbagelagte Aarhundredes største danske Filantrop.

L. I. Brandes filantropiske Livsgerning blev forøvrigt indledet gennem en Artikel i dette Blads Spalter. Den senere saa kendte Overlæge ved Almindelig Hospital slog gennem denne Artikel til Lyd for, at der her i Byen blev oprettet en Institution lig den, han havde set i Paris - la Créche, Krybben - en Anstalt, hvor Mødrene kunde anbringe deres Børn, medens de gik paa Arbejde. Og han fik straks en Del Bidrag til Sagens Fremme, og kort Tid efter oprettedes den første Vuggestue.

L. I. Brandes.

Det er ikke Meningen her at skildre, hvorledes det gennem Aarene lykkedes L. I. Brandes at skabe de store, praktiske Resultater indenfor Filantropiens Rammer. Vi vil kun paa denne Dag sige nogle Ord om Kjøbenhavns Sygehjem, ikke blot fordi dette Resultat af hans Arbejde stod hans Hjerte nærmest, men ogsaa fordi Sygehjemmet netop i denne Tid bar Krav paa offentlig Opmærksomhed.

Ogsaa Kjøbenhavns Sygehjem blev til efter en forudganende Agitation i "Berlingske Tidende". Det ligger saa langt tilbage som 1852. Da offentliggjorde han en Række Artikler her i Bindet om "den offentlige Understøttelse i Kjøbenhavn for Syge af Middelstanden", og han fremhævede deri, at Almindelig Hospitals Lemmestiftelse var det eneste Sled, hvor de uhelbredeligt Syge af Middel- og Embedsstanden kunde plejes, og han skildrede den Kamp, saadanne Ulykkelige førte, for at ende deres Dage paa Lemmestiftelsen. Straks efter, at Arliklerne var sluttede, begyndte der at komme Bidrag ind til Oprettelsen af en Institution, hvor den nævnte Klasse Mennesker kunde søge Tilflugt, og i Maj 1859 stod Kjøbenhavns Sygehjem, bygget paa Ejendommen "Rolighed"s Grund ved Rolighedsvej, færdig til at tages i Brug af en Skare, særlig alderdomssvage. Mennesker, der glade hyggede sig i det store Bygningskompleks med de brede Gange og Trapper og med den prægtige Have ud mod Aaen.

Kjøbenhavns Sygehjem har gjort en god Gerning i vort Samfund. Men desværre trues Virksomhedens Fortsættelse, netop som det tegnede til, at Institutionen ved at flytte til Ordrup kunde virke under større og lykkeligere Forhold. Dit er Krigsaarenes Dyrtid og en ufordelagtig Handel med Staten, der har ført til Hjemmets i Øjeblikket sørgelige Stilling. Krigsaarene gav Hjemmet et Underskud paa en halv Million Kr., og da man kom igang med Byggeriet i Ordrup, viste det sig, at man ikke kunde opføre det nye Sygehjem for mindre end 2 Millioner, skønt man foreløbig kun tilstræbte at skaffe Plads til 75 Beboere - Hjemmet paa Rolighedsvej har Plads til 113. I 1918 overlod man Staten Ejendommen paa Rolighedsvej for 1,375,000 Kr. - kun 15 Kr. pr. Kvadratalen, uden at der blev regnet noget for Bygningerne. Som Bestyrelsens Formand, Oberst Grut, har oplyst for os, har Hjemmels Ledelse forsøgt at faa Staten til at give et Tilskud til Købesummen, men man har faaet et Nej. Man har ogsaa faaet Afslag hos Kjøbenhavns og Frederiksberg Kommuner, da man bad om et aarligt Tilskud. Det eneste Haab, der er tilbage for Restyrelsen, er, at Staten vil bevilge et Byggelaan paa 400,000 Kr., som man har ansøgt om. I modsat Fald, siger Oberst Grut, maa man standse Byggeriet i Ordrup - man vil ellers komme til at staa overfor den Kalamitet, at man ikke kan betale Haandværkerne. Og saa maa man overlade det til det Offentlige al tage sig af de Gamle.

Endnu et Haab er der dog. Venner af L. I. Brandes Gerning er virksomme for at grundlægge et Mindelegat paa hundredeaarsdagen idag, og dette Legat skulde da Sygehjemmet i første Række nyde godt af. Forhaabentlig lykkes det at skaffe Kapital til et saadant Fond. Vi medgiver Tanken vor varmeste Anbefaling og modtager gerne Bidrag til dette Øjemed ud fra den Anskuelse, at det vilde være i mange Henseender meningsløst, om det store Sygehjemskompleks paa Ordrupvej 32, der er godt paa Vej til at blive fuldført under Arkitekt Gotfred Tvedes kyndige Ledelse, ikke nogensinde skulde blive taget i Brug af den i høj Grad samfundsnyttige Institution, som L. I. Brandes skabte. 

J. F. M.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. oktober 1921).

Københavns Sygehjem blev oprettet på Rolighedsvej 23. Bygningen blev opført 1857-59, tegnet af arkitekt H. C. Stilling. Det flyttede 1922 til Ordrupvej 30 i Ordrup og hedder nu Holmegårdsparken. Busten af Brandes på Rolighedsvej blev afsløret i 1896. Brandes fik en vej opkaldt efter sig på Frederiksberg.

L. I. Brandes var farbror til Georg Brandes. Georg Brandes nævner ham i sine erindringer (Levned...) ved en episode hvor han mødte en dansk gesandt i Berlin, der spørger ham: "Er De Dr. B., den bekendte Dr. B.?" - Jeg svarte, at hvis han ikke dermed mente min Onkel Lægen, var det mig. 

Han deltog som feltlæge i krigen 1848-1851.

Kronprindsens Besøg på "Almindeligheden". (Efterskrift til Politivennen)

Hovedstadsbreve.

(Fra vor særlige korrespondent).
Kjøbenhavn, den 18. Maj.

Kronprinsen i "de Gamle" By. HS. kgl. Højh. Kronprinsen indfriede i Forgaars et gammelt Løfte, som han gav for omtrent to Aar siden, forinden det nye "Almindeligt Hospital" toges i Brug. Hs. kgl. Højhed boede nemlig Dør om Dør med Lemmerne i det gamle Hospital, hvis Bygninger støde op til det kronprinselige Palæ og Kronprinsen gik da Dagen før Udflytningen til den nyopførte Anstalt i Nørre Allee ind til de gamle Lemmer, takkede dem for godt Naboskab og lovede at besøge dem i deres nye Hjem, hvilket Løfte Kronprinsen nu har indfriet.

Oprindelig skulde Anstalten have havt det kongelige Besøg for nogle Dage siden - der var da stor kirkekoncert af 15 unge Damer, alle tilhørende Landets fineste Aristokrati, under Ledelse af Pianistinden Fru Ina Lange; men forskjellige Forhindringer gjorde Udsættelsen af det kongelige Besøg nødvendig til i Forgaars.

Kronprinsen førtes omkring paa den vidt udstrakte Anstalt af dens Inspektør, Kancelliraad Kruse, og Fuldmægtigen. Hr. Lehmann, og Besøget varede fulde tre Timer.

Det siger sig selv, at Kronprinsen, hvis gode Hukommelse, hvad de enkelte Patienters Navne og Forhold angik, vakte berettiget Beundring, oplevede adskillige fornøjelige Episoder under Gjensynet med sine tidligere Naboer, og Besøget vilde sikkert have varet den dobbelte Tid, om ikke den opmærksomme og omhyggelige Inspektør af Frygt for, at den høje Besøgende skulde trættes, stadig gjorde opmærksom paa, at der endnu var Meget, Meget at se.

Ikke destomindre vilde Kronprinsen have indgaaende Besked om den eller den og syntes han at savne et kjendt Ansigt, spurgte han strax, hvor hun eller han var henne, og lød Svaret, at Vedkommende var død, vilde Hs. kongl. Højhed have nærmere at vide om den Afdødes sidste Leveaar osv.

Særlig rørende var Gjensynets Glæde, da Kronprinsen traadte ind til de to 87-aarige Tvillinger, Frøknerne Jørgensen; de to gamle Damer, der have fulgt hinanden Livet igjennem og have været henved 30 Aar paa Anstalten, vare henrykte over at se en - som de sagde gammel Bekjendt igjen; de havde nemlig paa bet gamle Hospital Vinduespladser ud til Amaliegade, og hver Morgen, naar Kronprinsen gik sin Morgentur, udvexledes der hjertelige Hilsener fra alle Parters Side.

Fra de to Tvillinger gik Kronprinsen ind til "Guldfrøkenen", der har faaet sit Navn fra hendes overdrevne Lyst til at pynte sig med Guld- eller rettere guldlignende Sager; hele hendes Overkrop er belæsset med lutter Smykker af ingen eller ringe Værdi og det Hovedbaand, hun beklagede sig over at savne, for at Udsmykningen kan være fuldstændig, har hun nu. Hun konverserede Kronprinsen paa det Ivrigste, og denne fik sig en hjertelig Latter, da hun til Afsked i pureste Alvor udbrød: "Farvel, Kronprinsen, hils Deres Døtre!"

I Vaskeriet talte Kronprinsen med denne Afdelings Original, Jomfru Emma. Det vil sige, han talte egentlig ikke med hende, da hun slet ikke gav Agt paa hans Nærværelse, og da Inspektøren gjorde hende opmærksom paa, at hun godt kunde lade Arbejdet hvile for at hilse paa Hs. kgl. Højhed, svarede hun uden at vende sig fra sit Arbejde: "Sin Pligt skal man først og fremmest passe".

Fra Vaskeriet gik Kronprinsen med Følge ind i Kjøkkenet, hvor her netop anrettedes Middagsmad til Anstaltens 16-1800 Beboere. Hs. kgl. Højhed fik Lyst til at smage paa Maden og der blev da af den store Gryde øset en Portion Kartoffelsuppe og en Portion Bankekjød, som smagte den kongelige Gjæst saa godt, at han spiste Alt, hvad der var serveret for ham.

Efter en kort Visit i den lille, monumentale Kirke besøgte Kronprinsen Cellerne, hvor han atter traf en gammel Bekjendt fra det gamle Hospital; det var en gammel Kone, Caroline, der ikke alene er lam i Underkroppen, men hvis Aandsevner ere betydelig svækkede. Hun kjendte dog Hs. kgl. Højhed, der længe og med stor Venlighed underholdt sig ved hende.

Under Kronprinsens Besøg døde forøvrigt den tooghalvtredsindstyveaarige Kone, som for kort Tid siden under et Anfald af momentant Vanvid sprættede Maven op paa sig selv. Inspektør Kruse, som venligst meddelte om Enkelthederne ved den grufulde Begivenhed, beskrev den omtrent saaledes: Anstaltens Funktionærer havde ikke tidligere mærket noget Tegn paa Sindssyge hos hende, kun havde hun alle Dage været en haardhudet Kvinde, som sjeldent gav sig. Da Opsynskonen en Formiddag for kort Tid siden kom ind til hende, saa hun hende sidde nøgen paa Gulvet med en gammel stump Pennekniv i Haanden; med Kniven havde hun tilføjet sig en halv Alen lang Flænge i Maven, hvoraf Indvolde og Blod væltede ud, og hun havde derefter snittet flere Stykker af Tarmene, deriblandt et paa en Alens Længde, og - ved at stikke Haanden ind i det gabende Saar - skaaret Leveren i flere Stykker. Trods de store Smerter gav hun sig ikke, og lige til det Sidste holdt hun uden at kny de svære Pinsler ud. Hun fik dog, en halv Time før Døden indtraadte, en Morfinindsprøjtning, som lindrede hendes sidste Øjeblikke noget.

Men tilbage til vor Beskrivelse af Kronprinsens Besøg.

Hans kgl. Højhed besøgte sluttelig Sygestuerne og Hospitalet, og aflagde forinden Bortkjørselen et Besøg i Administrationskontorerne, hvor han overfor Inspektøren udtalte sin Paaskjønnelse af det patriarkalske Forhold, der hersker mellem Lemmerne og de Overordnede i "de Gamles By", og inviterede samtidig Kancelliraad Kruse og Fuldmægtig Lehmann til Taffel den følgende Dag.

(Ribe Stifts-Tidende 19. maj 1894).

På daværende tidspunkt var Christian 9. (1818-1906) konge (1863-1906). Kronprinsen var altså den senere Frederik 8. (1843-1912) der var konge 1906-1912. Kronprisen var på flere områder forskellig fra den stokkonservative Christian 9. Han var liberal og tilhænger af systemskiftet i 1901.  Foto af Christian Peter Lauritz Wismer. Uden dato. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Stakkels Gamle! "Almindeligheden." (Efterskrift til Politivennen)

Ude i Amaliegade ligger der en anselig Graastensbygning med mange smaa, tærnede Ruder. Bag Ruderne hænger rød- og hvid stribede Gardiner det ene Fag ved Siden af det andet i en sørgmodig, ensformig Uendelighed Og i Vinduerne ser den forbigaaende der tilfældigt og ligegyldigt eller af Nysgærrighed vender Blikket derop, Gammelmands- og Gammelkone-Ansigter titte frem. Rynkede, furede Ansigter af lerbrun Teint under hvide Haar eller gammeldags Kapper, indfaldne, dybtliggende Øjne, hvis matte Blik med Livets sidste Kræfter, Planten lig, søger imod Solen, der lyser bredt og varmt derude over den vide, kedelige Gade og svømmer i Lyshav over den aabne Amalienborg Plads.

Tæt ved Siden af den Ejendom, der tilhører det rige classenske Fideicommis, ligger Bygningen, de gamle, fattige og syge Folks Hjem, hvis Navn er "Almindeligt Hospital", i daglig Tale "Almindeligheden."

Tungt og sløvt snegler Livet sig til dagligdags hen derude bag de graa Mure. Paa dette Sted er Haabet forlængst ladt ude, her lever kun Vrag af Menneskeliv, der intet længer ønsker og begærer. Livet udenfor deres snevre Stuer og Gange kommer dem ikke ved. Sjældent trænger et Glimt derude fra ind til dem gennem de tærnede Ruder. Og lykkeligst er de af de gamle Stakler, hvis Tankeliv kun bevæger sig i samme Kredse som i Barndommens længst tilbagelagte Dage, - for hvem Drømmene om det svundne er blevne til det virkelige Liv, medens Livet udenfor, det Liv paa Gader og Stræder, i Handel og Vandel, Liv i Kærlighed og Had, i Ærgerrighed, i Begær, i Skuffelse og Savn - alt det kun er et Skin.

Stormen, lad den kun tude,
Bølgen, lad den kun slaa,
Drømmenes Kyst den lyse,
kan de dog aldrig naa.

"Almindeligheden" i Fest.

Saa kommer der en skønne Dag Liv paa "Almindeligheden" - som nu sidst igaar.

Hospitalet har nemlig en Inspektør, Kruse er hans Navn, der sidder inde med alle de Egenskaber, der er ønskelige hos en Forstander for en Anstalt som denne. Han har først og fremmest Kærlighed til da gamle Stakler, der er betroede til hans Varetægt, han véd, hvor lidt der kan fornøje dem og sørger for, at nu og da en lille Fest med Oplæsning og Musik kvikker en Smule op i deres ensformige Liv. Og i Reglen er han saa heldig at kunne skaffe sig en saadan kunstnerisk Assistance, der bedst falder i Hospitalslemmernes Smag.

Inspektør H. V. Kruse. 1890. Udsnit af foto fra Københavns Museum. Fri af ophavsret.

Det er ikke fine, nymodens Rariteter, de gamle forlanger. Det gælder at finde Toner, der anslaar de rette Strænge, vækker de slumrende Minder og lokker de halvtglemte Smil frem og faar de halvtfortørrede Taarekilder til at flyde.

Spil igen de gamle Melodier, dem, vi nynned' i vor Barndoms Tid.

Denne stiltiende Appel rettedes igaar til

Hr. Balduin Dahl.

I Hospitalets Gaard - Grønnegaarden kaldet - skulde Koncerten afholdes. Fra den tidlige Morgen var den pyntet til Fest. Foran Økonomibygningen var der rejst en smagfuld Tribune, dekoreret med Skjolde og Flag, med grønne Planter og Laurbærtræer. Arrangementet skyldtes d'Hrr Assistent Madsen og Overportner Ehlern.

Omkring Tribunen var Bænke og Stole stillede op.

Saa dirrede den mægtige Malmklokke sine Toner ud over Grønnegaardens Træer, kaldende paa gammel om just ikke paa ung, mest dog paa Sjælen træt og tung, syg til den evige Hvile

Og gamle Kvinder og gamle Mænd kom rokkende ud fra de mange Stuer og Gange, somme ved Krykke, somme ved Stav, men alle klædte i deres bedste Puds. Herregud, om saa Moderne var lidt forældede, om enkelte af dem skrev sig fra Frederik den sjettes Tid og de fleste fra vore Bedsteforældres Dage! -

Saa kom det store Øjeblik.

Ind trén, fulgt af sit flinke Orkester Hr. Balduin Dahl. -

Hr. Dahl er - det havde vi paa Forhånd opdaget - svært populær ude paa "Almindeligheden". En gammel Kone, med hvem  vi havde Lejlighed til at underholde os, fandt, at han var sød. Vi måtte give Konen ret.

Hun havde kendt ham fra Filosofgangen, hvor i sin Tid hans Fader, Musikdirektøren for Pantomimen paa Tivoli, havde boet, "Aa, Gud, hvor han var smuk den Gang." Og dejlig er han endnu med sit hvide Skjortebryst og sit flotte Overskæg, men lidt fed var han jo bleven.

Og for anden Gang gav vi den gamle Ret!

Koncerten.

Med megen Smag havde Hr. Dahl valgt sit Program.

Han lagde for med Bryllupsmarchen af Mendelsohns "Skærsommernatsdrøm".

Og alle lyttede andægtig til. Der var Stilhed som i en Kirke. Man saa Miner fortrække sig, Taarer rulle ned over de gamle, rynkede Kinder. Kun Hr. Balduins celebre Fysiognomi var evigt og uforanderligt det samme.

- Størst Lykke gjorde Hartmanns "Liden Kirsten", Lanzkys "Fantasi over danske Sange" og N. W. Gades "Brudevals" af "Et Folkesagn". Særlig det sidste Nummer maatte atter og atter gentages:

Livet er som en skøn Melodi,
dog stundom er den svær at nemme . .

- Til Finale intonerede Orkestret Nationalsangen "Kong Kristian stod ved højen Mast", der maatte spilles to Gange.

Saa traadte en gammel, hvidhaaret Dame paa 86 Aar, Madam Gøtsche, frem og overrakte under Taarer Hr. Dahl en dejlig Urtekost.

Hr. Dahl var synlig rørt. En Taare listede sig ned over hans Kind og blev hængende i den venstre Spids af Mustachen, hvor den glimter omkaps med Ridderkorset paa hans Bryst. -

Post festum.

Det varede længe, før de gamle kunde bekvemme sig til at rømme Pladsen. Der var jo saa meget at snakke sammen om. Omsider maa de dog afsted. Portneren bærer de syge op i deres Senge. Inspektørens tre flinke Sønner bistaar ham trolig med at hjælpe de Gamle.

En Kreds af indbudne tager dernæst Stuerne paa Hospitalet i Øjesyn. Her ligger i Sengene de stakkels værkbrudne, der ikke har været i Stand til slæbe sig ned i Grønnegaarden. Dog ogsaa for dem har Tonerne lydt.

I Stuen Nr. 43 hilser vi paa vor gamle Ven, William Rasmussen. Han er kun sytten Aar og mangler begge Ben! Naturen har været haard hans Legeme, men hans Aandskraft er uforstyrret, han synes endogsaa at være i ret godt Humør.

En bekendt Højreredaktørs Frue sidder ved hans Seng.

"Tak for "Dagens Nyheder" siger Staklen og maa jeg ogsaa takke Dem for "København". De to Blade læser jeg hver Dag. De er udmærkede. Det maa være to kloge Redaktører. Men jeg tror alligevel at  Hr. Carstensen er den klogeste, for han bliver aldrig dømt for Presseforseelser."

Vi tillader os et diskret Smil. -

Snart efter belaver vi os saa smaat paa at forlade Hospitalets Domæner. Vi kommer ikke derfra før forekommende mennesker har underrettet os om, at en ny Fest af lignende Art i en nær Fremtid vil glæde "Almindelighedens" Lemmer, og at Sangeren Hr. Güthler - kendt fra "Højres Arbejder- og Vælgerforening" - og Oplæseren, Hr. Fotograf Albert Schou hertil har tilsagt deres Assistance.

Meget kønt af de Herrer!

Swife.

(København 28. juni 1890).

"Lemmer" på Almindeligt Hospital. Ingen årstal. Københavns Museum, fri af ophavsret.

Christian Florus Balduin Dahl (1834-1891) var på daværende tidspunkt 56 år. Han var dirigent og komponist, født i en familie med flere musikere. Han spillede som dreng i Pantomimeteatrets orkester hos sin far og som ung i forskellige i militærorkestre. 1864 leder af Tivolis hornorkester (harmoniorkester). Efterfulgte 1873 H. C. Lumbye som dirigent i Tivolis koncertsal. Han stod lidt i skyggen af den store dirigent, og det blev ikke bedre da han 1881 lod orkestret spille en af de tyske kejserriges mange "nationalmelodier", "Heil dir im Siegerkranz" under feltmarskal Helmuth v. Moltkes besøg i Tivoli - det var ham der stod i spidsen for Preussens hær i 1864. Han fik imidlertid orkestret opgraderet til  symfoniorkester, der turnerede i Danmark, Skåne og Hamborg (1890), og uropførte Carl Nielsens strygersuite op. 1, i 1888. 

Selv skrev han lejlighedsmusik, valse, polkaer, marcher, galopper mm. En af de kendteste er Frederik VIII's honnørmarch. Det skete dog først 22 år efter hans død, da Frederik blev konge. Marchen opnåede folkelig status under navnet ”Ning-nu-marchen”. Det musikalske tema fik nemlig folk til at synge ”Vil du med på bevært-ning nu?” når Livgarden marcherede gennem Københavns gader. Derudover Riberhus-marchen som stadig spilles af livgarden. 

Han døde ret ung, knap 57 år og blev begravet først på Holmens Kirkegård, men 1905 flyttet til Garnisons Kirkegård. Gravstedet er nedlagt.

Fra "Almindeligheden". (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Det er med en sand Tilfredsstillelse, at jeg ser, at den velvise Magistrat saa vel som Borgerrepræsentationen nu, efter at denne Sag for hen ved et Aar siden blev omtalt af mig her i Bladet, har besluttet, at Tavleombæringen i Almindelig Hospitals Kirke skal ophøre. Men der er endnu Adskilligt, der er Paatale værd, navnlig paa "Lemmeafdelingen". Naar det her fremsættes, vil det muligen have til Følge, at man til næste Aar vil være paa det Rene med, at det bør være noget anderledes. Det, som jeg først skal omtale, og som allerede tidligere har været omtalt, er det lidet Hensyn man tager til de "gamle Lemmers" Forplejning. Maden er for de Flestes Vedkommende ligefrem ufordøjelig. Ved at fæste et Blik paa Spisereglementet, vil man overbevise sig derom, der er ikke stor Variation i Retterne, og hvad enten det er Sommer eller Vinter, eksellerer de "gule Ærter" med Flæsk stadig paa Sedlen, til liden Gavn for dem, hvis Maver ikke er af Saalelæder. I det Hele taget har Maden, hvad enten det er Suppe eller Grød, en ubestemmelig blaagraa Farve, som sikkert hidrører fra Kogekarrene.

Dernæst skal jeg omtale Stue- og Vaagekonerne med et Par Ord. Den bekendte Sætning, "at Menneskene ikke er saa gode, som de burde være", kan i fuldt Maal gælde for de nysnævnte Koners Vedkommende. Naar et "Lems" Slægtninge eller Paarørende ikke, saa ofte som muligt, viser disse skyldig Opmærksomhed i Form af "klingende Mønt", kan man være aldeles sikker paa, at disse faar Lov til at skøtte sig selv. Vaagekonernes Virksomhed er en ligefrem Sinekure; Adskillige møder om Aftenen med - hvad man i daglig Tale kalder for en "Donner" paa, og den Nytte, som en saadan "Vaagekone" yder, er i hos Grad problematisk. Jeg kunde endnu fortsætte en Stund om Forholdene paa "Almindeligheden", men jeg vil indskrænke mig til det her Paapegede, i Haab om, at der inden St. Hansdag næste Aar sker en Forandring til det Bedre.

Filantropus.

(Social-Demokraten 14. juni 1876).

Fra Almindeligt Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

 Fra Almindeligt Hospital.

I.

Højstærede! Dersom jeg havde Talegaver og min af Alderdom svage Stemme tillod mig det, saa vilde jeg holde følgende Tale til de fattige Arbejdere og andre Ligestillede: Ærede Haandværkere og Arbejdere! Naar I har bortskænket Eders Ungdom og kraftige Manddom ved Eders Arbejde, og derved beriget andre af Eders Medmennesker, og I saa har det Uheld al blive gamle og svage og følgelig fattige, da I for Eders Arbejde i den Tid, I kunde arbejde, har været saa usselt lønnet, at I umulig kunde lægge Regel til Side til Alderdom og Svaghed indfandt sig, saa faar I, som I ved, ingen Pension af alle dem, som har benyttet og opbrugt Eders Kræfter, hvorved de de som oftest er blevne til Velhavende. Men da det nu ikke godt gaar an i en kultiveret Stad som København, med saa mange storborgerlige Notabiliteter, at lade gamle svageligt Folk ligge paa Gaden og dø af Sult og Elendighed, hvilket jo ogsaa vilde være et uhyggeligt Syn for de fine Folk og deres Familier, saa har de sørget for, at naar I ikke længer kan trælle for Livets Ophold at I saa bliver skjulte eller indespærrede i en eller anden Anstalt, og naar I er meget heldige, da i den bedste, som kaldes Almindeligheden. Naar der saavidt er sørget for Eder, saa har I med det samme tabt alle Eders borgerlige Rettigheder og Eders personlige Frihed der er er af de største Goder, som Mennesket har her paa Jorden; ogsaa gjort opmærksom paa, at her er I Alle lige og maa straks være Kammerat med Alle dem, der er paa Stuen, naar I nogenlunde vil være i Fred. Mine ærede Tilhørere ønsker maaske at faa at vide, hvorledes Beboerne har det her, jo, det skal I straks faa at vide. Der er i dette fæle Asyl nogle Individer, som i Snese Aar har tilbragt deres Liv i forskellige Straffeanstalter, flere Slaver og en Mængde straffede Ladegaardslemmer, saa er der nogle Mennesker, som lider af Kræft, andre af sure Ben, som stinker, og atter andre, som liver af Krampetilfælde, til sine Tider i, 3, 4 saadanne Syge paa en Stue, som skiftevis skriger Nat og Dag, og alle disse forskellige Individer blandede imellem de andre gamle og svage, men fattige Mennesker i Stuen, hvor der ialt er nogle og tyve Personer. Til to saadanne Stuer, der staar i Forbindelse med hinanden, altsaa med nogle og fyrgetyve Personer, er der en Stuekone og en Gangpige af Husets Lemmer. Dog maa I ikke tro, at det er gjort for at spare den lille Ulejlighed, der er forbundet med nogenlunde at afpasse tidligere Forhold af Menneskenes Liv, nej, det er gjort for grundig at lade os føle, at nu er vi hverken bedre eller slettere, men Alle lige daarligt og fattigt Rakkerpak.

Af Retirader er der ti nede i Gaarden til vor Afbenyttelse, altsaa omtrent en til hver halvtredsindstyvende Mand og Dreng, saa at vi naturligvis maa staa og vente i lang Tid i Snevejr, Regn og Storm, indtil vor Tur kommer, hvilket er en hel Jammer at se og føle, da vi næsten Alle faar daarlige Maver herude, i Særdeleshed dengang vi fik Turnips, der skulde forestille Rødder paa Maden, men da saa kun Køerne, men ikke Svinene, vilde æde det, og da Manden, som købte den tiloversblevne Mad, ikke kunde fore Svinene dermed, saa hørte du snart op med den Kost; der var dog kun en Mand, som døde straks efter Nydelsen, vi Andre slap med voldsomme Mavesmerter.

Naar det er meget koldt, saa er der tilstaaet os 1/4 Skæppe Kul til hver Stue, der omtrent indeholder 10.000 Kubikfod; fryser og sner det, da ½ Skæppe, og fryser det omtrent 20 Gr. Reaumur, saa 3/4 Skæppe Kul. Kakkelovnen er anbragt i den ene Ende af den lange Stue, i Stedet for i Midten. Foruden at vi har Hus og Tag over Hoveder, som man siger, saa har vi en meget god Seng at ligge i; den bestaar enten af en Madrats eller en god blød Halmsæk, oven paa den en bred med Fjer velfyldt Underdyne, en udstoppet Skraapude, en eller to gode og bløde Hovedpuder og en stor, bred og varm Overdyne, samt tvende Lagener, der skiftes hver sjette Uge, og ren Skjorte og Haandklæde hver Uge, og Alle er ogsaa enige om, at det er Glanspunkter i hele Asylet.

Hvad Bespisningen angaar, saa faar enhver Mand eller Kvinde daglig enten et Pund bart Rugbrød, eller 23 Lod Sigte eller 18 Lod Franskbrød og halvanden Pægel godt Øl, som der staar paa Sedlen, og saa Noget, som kaldes Middagsmad, næmlig om Søndagen Suppe, som det hedder; den er lavet af Bankeboggryn, lidt [en linje ulæselig] en Rod - dog kan det træffe i den bedste Gulerodstid, at der kan findes i Maven hos et Par Lemmer et lille Stykke Gulerod, formodenlig af Vanvare fra Køkkenpersonale, og i enkelte tilfælde flyder Par brungrønne Pletter, saa store som en Flue, der formodenlig har revet sig løs fra en Visk; dertil halvandet Lod haardt og tørt Kød. som Maden er kogt paa. At det er af det Bedste, det kan Enhver se af det øverste Lag i Vognen, naar Slagteren kommer kørende dermed, og paa hans skrevne Regninger. Der er rigtignok ophængt paa Væggene i Stuen et Spisereglement, hvorpaa det hedder: "For hver Hundrede Personer 25 Pund Oksekød"; det svinder altsaa ved at koges 20 Pund.

Mandag gives hakket Hvidkaal med lidt Jævning, men ikke en Urt eller Rod, og højst halvandet Lod Flæsk. Det er rigtignok saa fedt, at det ryster og bævrer, naar man rører ved det. Paa Reglementet staar anført: "For hver Hundrede Personer 15 Pund 65 Kvint FIæsk"; det svinder altsaa omtrent 10 Pund ved Kogningen

Om Tirsdagen tynd Vandrisengrød, saa meget der kan ligge paa en Underkop, og dertil en Pægel Øl samt en Overkop fuld af noget, som kaldet Lobescoves, og som er lavet at Mel, Vand og Salt med nogle smaa Stykker Kartofler og et lille bitte Stykke Flæsk eller fedt Kød til, saa stort som det yderste Led af en Finger, eller et Par løse Trevler Kød; det er hele Sulet for den Dag.

Onsdag gives Sulevælling, lavet af Byggryn, lidt Meljævning og Vand, men ikke en Urt eller Rod, samt knapt halvanden Lod Flæsk.

Torsdag: Vandbyggrød med en Pægel afskummet Mælk til, Klipfisk (eller rettere sagt, saltede store Kuller), som ikke er rengjorte, og med en tyk Bøffelhud og store Finner, samt Kartoffelstykker med Sennep, der ikke river i Næsen, men smager som Galde, saa at Nogle beder Konen om tør Fisk.

Fredag: Gule Ærter med Timiansstilke men ikke en Urt eller Rod, dertil knapt et halvt Lod Flæsk eller salt Kød, en Gang imellem Dueærter, som er haarde og ligger paa Bunden, og ovenpaa noget tyndt Ærtevand, som ikke kan spises. Paa nogle Stuer faar de blot Vandet, paa andre de tykke Ærter.

Lerdag: Byggrynssuppe med Sirup i og et Lod Kød med lidt Sause, lavet af Mel Vand og brændt Sirup, eller en anden Farve, der skal forestille Soja, og lidt Løg i. Naar Kaal og Ærter hører op, faar vi en Meljævning med lidt Gryn i, som vi kalder Kolerasuppe, altsaa, i hele den lange Tid daglig Gryn og lidt Mel kogt i Vand og det ovenanførte Sul.

Fra 1ste November 1875 faar vi nu, i Stedet for den saakaldte Sulevælling, en ny Ret, der fremtræder paa Reglementet med det pompøse Navn Plukkefisk, denne Ret bestaar af Mel og Vand, saa tyndt som Opvaskevand, med et Par smaa Stykker Kartofler. Det kan næppe fortjene Navn af Fiskevand, da vi hverken kan se eller smage Fisk eller Sild. Da Klagerne blev højrøstede fra alle Stuer, blev den noget bedre og smager nu af Fisk. Altsaa to Dage i Ugen intet Sul, og de øvrige fem Dage knapt halvandet Lod Kød. men intet Flæsk.

De Besøgende, der læser det paa Væggene opslagne Reglement med de mange opskrevne udmærkede Navne, og de Pund Kød, Flæsk, Smør, Sennop og Søje, som det hedder, med hvad dertil hører, vil jo saa den Mening, at Maden maa være god, ja det vilde den vist ogsaa være, naar den blev behandlet rigtig, og der var det fornødne Tilsyn med, at de opskrevne Ingredienser blev anvendte, og der blev ansat en fornuftig Kogekone, i Stedet for en uvidende Kogefrøken, der kun forstaar at skumme Kræfterne og Fedtet af Gryden, i Stedet for at komme det i Lemmernes Mad, hvortil det vistnok er bestemt. Men lad de Besøgende se den skidenblaa Farve paa Maden og smage den, da vil de faa en uhyggelig Mening om Fattigforsørgelsens Mad. Der siges rigtignok, at der skal være En, som smager paa Middagsmaden, om det er en Mand eller Kvinde vides ikke, og hvor der serveres for denne Person vides heller ikke, men vist er det, at der aldrig kommer Nogen op paa Stuerne og smager paa den Mad, som bliver bragt Lemmerne,

Dersom vi har Penge, saa har vi Tilladelse til at købe Smør, Fedt, Kød, Flæsk, Pølse, Ost, Sukker, Kaffe, The, Salt, Peber, Æddike, Sennep, Løg, ja, kort sat, alt hvad Mennesket behøver til at forbedre det bare Brød og ovennævnte Middagsmad, med Undtagelse af Spiritus. Vi har ogsaa Lov til at købe andre smaa Pillerier, saa som Sæbe, Lys, Røg-, Skraa- og Snustobak, osv. Men desto værre kommer denne Tilladelse kun faa af os ulykkelige til Gode, Ti ethvert Menneske gyser ved at komme under Fattigvæsenet, og kæmper, indtil al Støtte af Familie, Venner og de sidste Stumper er gaaet tabt. Følgelig kommer Mængden derind uden Penge. Naa, de, der er saaledes stillede, faar snart Atrophi (Tæring og Hensvinden) og dør bort. Andre, der ikke kan faa Ende paa delte sørgelige Liv, griber til Sidst til en af de tre Maader at aflive sig paa, som staar til deres Raadighed, nemlig at hænge sig, skære Hals- eller Pulsaare over, eller styrte sig ned fra en stor Højde. Drukne sig i Svinetønden har endnu Ingen haft Mod til, og skyde sig har Ingen haft Raad til.

Dette vort Asyl, som fra først af blev oprettet af en suveræn Konge til Plejestiftelse for gamle, syge og svage Mennesker, er i Tidernes Løb, og i Særdeleshed fra Frihedsheltenes Tid 1848, (der viste, at de kunde skabe Frihed for sig selv, men ustraffet plage deres fattige og hjælpeløse Medmennesker) af vore vise og storborgerlige Overhoveder egenlig gjort til en Stags tvungen Arbejdsanstalt for ovennævnte gamle Mennesker, saaledes at naar vi vil have lidt mere end den usle Kost, Asylet giver, og som intet gammelt og svagt Menneske kan leve af, saa maa Haandværkerne udføre det Arbejde, der falder i deres Profession. Naar de kan udrette det samme som en anden Svend i Byen, saa faar de 12 (Tolv) Skilling om Dagen, en Haandlanger eller Arbejdsmand 6 (Seks) Skilling, og de, der piller Værk, kan tjene fra en halv til fire Skilling fra 6 Morgen til 7 Aft. Men da der ikke altid er Værk at pille, saa maa vi leve af Husets Kost. Alle fri Arbejdere gør Skrue, fordi Dyrheden af alle Livets Fornødenheder, i Særdeleshed Fødemidlernes Dyrhed, nøder dem dertil, men vi ufri Fattiglemmer faar ikke mere og maa bøje Nakken under Storherrernes tyranniske Aag.

(Social-Demokraten 18. december 1875).

Fra Almindeligt Hospital.

II

(Sidste Artikel).

Ja, mine ærede Tilhørere, alle vi Ulykkelige, der har vor fulde fem Sanser, og som nu er blevne gamle, svage, fattige og hjælpeløse og derfor var nødt til at betræde denne uhyggelige Anstalt, føler os som sat ind i en anden Verden. Saaledes finder vi, at de Love eller vedtægter samt de Præmisser og Konklusioner som benyttes herude til deres Domme, er helt forlykkede fra de, der ellers anvendes i den civiliserende Verden. For Eksempel: Vi er indespærrede de fem Dage i Ugen, i hvilke saa mange af os kunde gaa ud og fortjene os et Par Skilling eller et godt Maaltid Mad, ved at gaa Familier lidt til Haande, ved at feje Gaard eller Gade, skylle Flasker, børste Klæder, Støvler og Sko m. m., og Kvinderne ved at vadske lidt, sy, lappe og stoppe og mangfoldige andre Ting, hvortil der ikke behøves store Kræfter eller stor Forstand. Paa den anden Maade gør de os til Tiggere, da Friheden er berøvet os, og vi altsaa ikke kan gøre nogen Gavn for de Skillinger eller Mad, som ydes os af gode Mennesker, der siger, at vi umulig kan leve uden at lide Nød, af den Kost, dette Asyl giver. Saaledes laver de storborgerlige Herrer Tiggere og saa dikterer de strænge Straffe for Tiggere; altsaa: den Fattige og Svage skal pines.

Der gives os et Kort, hvorved vi bliver underrettede om, at vi har Rettighed til at gaa ud hver Søn- og Helligdag, samt om Torsdagen i de syv Maaneder fra 1ste Oktober til sidste April fra Kl. 9 Formiddag til Kl. 8 Aften, og i de øvrige fem Maaneder fra Kl. 9 Formiddag til Kl. 9 Aften. Træffer det sig, at det er et skrækkeligt Uvejr paa de tvende Udgangsdage i Ugen, da faar vi ikke Tilladelse til at gaa ud en anden Dag i godt Vejr, for at købe, hvad vi mangler, det vilde vist gøre en stor Forstyrrelse i den vigtigt Protokol, som Mand fører over Ud- og Indgang, og bringer et Skaar i hans Forretning i Byen. 

Der er nu mange iblandt os, der har Familie, Venner eller Bekendte, der vel har Dagen og Vejen, men ikke til at gøde og huse et Menneske for, men som dog herne vil traktere ham med lidt Aftensmad, og som gerne vil tale med en gammel godt lidt Bekendt en Gang imellem, naar han selv kommer Hjem fra sit Dagværk, men naar han nu bor langt ude paa Nørre-, Øster- Vester- eller Amagerbro, saa maa den Ulykkelige allerede gaa en Time før, eller mer, ti det er usikkert, atkomme med en Sporvogn, om ogsaa gode Mennesker vil lade os køre, og vi er bange for at komme for sent hjem, da vi saa bliver grusomt straffede med Indholdelse i fjorten Dage paa Asylets Kost.

Disse arbitrære Straffe kan stige indtil tre Maaneder for saadanne smaa Forseelser, som begaas mod de forrykte Vedtæger herude, og som formodenlig er lavet af Dumhed eller efter Fandens Indflydelse til Menneskenes Plage. Der er dog et Lovbud, der paabyder Straf for Dyrplageri, kunde nu ikke et lignende Lovbud anvendes mod Menneskeplageri, men haardere, i Særdeleshed naar det blev begaaet af Autoriteter imod værgeløse Mennesker? Jeg kalder dem værgeløse, som formedelst Fattigdomm er blevne berørte Friheden og mange andre Goder, og ikke tør klage af Frygt for at overfuses, og, naar en lille Lejlighed gives, da at blive straffet med Indeholdelse. Som ovenfor sagt, Publikummet herude er alsidigt blandet, og de, der har gennemgaaet Vand- og Brødkuren forsikrer, at de hellere vil have fem Dagens Vand og Brød, end fjorten Dages Indeholdelse paa Almindelig Hospital, fordi de kan spise og drikke saameget de vil, før de tiltræder Straffen, mens de nu i Forvejen er svækkede, og skal leve fjorten Dage af Asylets Kost, ja de paastaar, at den er langt uslere og knappere end den, de fik som Fanger. Vi har rettighed til at tage en halv Pægl brændevin ind med os hver Søndag og Torsdag, men tages der en kvart eller en halv Pægl mere, saa bliver Brændevinen og Flaskerne som ere vore egne, berøvet os (eller som det hedder blandt store Folk: erobrede.) Brændevinen drikker de selv, og Flaskerne sælger de, og vi faar naturligvis Indehold i forskellige Grader.

Det er nu ganske begribeligt, at et Menneske, der har arbejdet haardt hele Dagen og været vant til at faa simpel, men nærende Kost, og et Par Snapse til Frokost, Vesperkost og Aftensmad, omtrent en Pægl i Døgnet, og nu i en lang Tid skal leve af Gryn og Mel i Vand, syv Pund bart Brød, seks Lod Kød og halvandet Lod Flæsk og en Pægl Brændevin i en hel Uge, naar han  selv kan betale den sidstnævnte, i Stedet for at han før, da han var fri, fik syv Pægl og nok simpel, men dog forskellige Slags styrkende Mad, saa maa vist ethvert rettænkende Menneske gyse ved, at tænke sig saadanne usle og sørgelige Alderdomsdage.

Ved den Levemaade og Behandling, som ydes os i de fem Dage herude, vil og maa ethvert tænkende Menneske kunne indse, at den menneskelige Natur vil gøre sig gældende i de to Dage vi bliver slupne løse efter saadan en Tur. Vi spiser og drikker Alt, hvad vi kan taale, for at have Noget at staa imod med til den næste Fridag, og det skeer let ved at træffe Bekendte i det sidste Øjeblik, at vi kan komme lidt for sildig hjem, og saa faar vi Indehold. En Del af det værste Udskud i alle Retninger, som aldrig burde være imellem gamle og svage Mennesker, kommer ofte overstadig drukne hjem og gør et forfærdeligt Spektakel, til stor Sorg for de Fredelige, men derdrom Spektaklet vedbliver et Par Timer, saa bliver de rigtignok satte ned i Kasjotten, eller i en af Cellerne, for at skaffe os andre Fred, men saa kan ogsaa vore Foresatte sige til de Uindviede: "Der kan I selv se Nødvendighedne af at spærre dem Alle inde."

Som Alt er underligt herude, saaledes er ogsaa Kontorets Embedsmænd mer eller mindfe beskægtede med hverandre. De bestaar af en Inspektør, en Fuldmægtig og tre andre Embedsmænd, samt tre Kvartersmestre (ikke Kvartermænd som ved Holmen.) Disse ser vi en Gang imellem paa Stuerne for at søge efter en eller anden af os Lemmer. De andre Kontorfolk ser vi sjældent eller aldrig paa Stuerne, de har formodenlig nok med at opskrive den Mad, vi faar hver Uge. En nylig ansat Embedsmand (man siger at det var en - Malersvend) har den vistnok vigtige Protokol at føre over de stakkels Mennesker, der vil ud, naar det ikke er Udgangsdag, i et vigtigt Ærinde en hel eller en halv Dag eller en Time over den befalede Tid. De bliver da udspurgte paa langs og paa Tværs og paa Kryds om, hvor de skal hen, og hvem de skal til, og om de har en Seddel fra den Paagældende, og om det Ærinde ikke kan udsættes til en af Udgangsdagene osv. Er der Noget vi vil udrette og som vi ikke vil lade enhver, i slige Sager Uvedkommende, vide, og vi saa ikke kan udfinde en godt gennemtænkt Løgn, saa faar vi ingen Tilladelse til at gaa ud. Ønsker vi ved en særdeles Lejlighed at blive ude en Nat, for ikke at forulejlige Portneren, saa tillades det ikke, men vi kan derimod fraa tre fire og flere Dage og Nætters Permission, (atter en Særhed herude.).

At vi ikke kan faa Frihed Grundlovsdagen er nu ikke saa forunderligt, da Fattigmand jo kun har liden Nytte af Grundloven, selv i hans frie Stilling, men at vi heller ikke maa gaa ud paa Flyttedagen, hvor saa mange af os kunde være vore Medmennesker til Nytte, ved lidt Tilsyn med deres Sager og anden Smaahjælp, se, det er ogsaa et af Asylets Mysterier. Naar de Herrer Embedsmænd bruger Vilkaarlighed her ude, og en af de mOdigste iblandt os beklager sig over deres urimelige Befalinger, saa benytter de sig vistnok af det gamle Kneb, som blev brugt i den suveræne Tid, nemlig: Kongen har befalet det; her forandres det til; Etatsraaden har befalet det, men der er ingen af os, der vil tro det, da han er bekendt som en human og rettænkende Mand. Der var en Tid, da man bragte Hængte og Druknede til det saakaldte "Dronehus" (som man den Gang kaldte det) men nu bliver de bragte ud til os Gamle, næsten hver Dag og undertiden 2 a 3 Stykker. Naa, det er dog en Adspredelse i vor ufrie Tilstand, men den er uhyggelig.

Sluttelig skal jeg kun tilføje, at dersom der er Nogle iblandt mine ærede Tilhørere, der tvivler om Sandheden af min Tale, kan de Ærede overbevises derom (dog ikke ved at henvende sig til os herude paa Asylet, ti her faar I Intet at vide af os, da vi anser Enhver, der udspørger os, for en Spion), men I vil vist træffe paa Familier, der har en Slægtning her ude, og her vil I faa at høre, at det er en Sandhed hvad jeg har sagt, og maaske værre Ting er Sandhed, end hvad jeg har fremhævet.

Lægepersonalet herude er velset af os Alle, da de er menneskekærlige og overbærende mod os gamle og svage Mennesker, og vi kan takke dem for mange Goder. De taler altid til vor Gunst, naar Mad og Drikke stundom bliver altfor slem.

Med Agtelse
Et fleeraarigt Lem paa Almindeligheden.

(Social-Demokraten 19. december 1875).

Karen Christoffersen. (Efterskrift til Politivennen).

Bedrageri. Den 15de Juni f. A. indlagdes en Pige ved Navn Christiane Marie Christoffersen paa Almindelig Hospital. Hun eiede foruden nogle Meubler, Sengklæder og Gangklæder tillige en Sparekassebog i "Bikuben", hvorpaa der indestod 310 Rd. Disse Eiendele betroede hun til sin Søster, Karen Christoffersen og bad hende at tage dem hjem og opbevare dem i hendes Logie, for hvilket Leien var betalt forud. Den 21de næstefter afgik Patientinden ved Døden og efterlod sig en udenfor Ægteskab født Datter, der af Fattigvæsenet var sat i Pleie paa Landet. Den Afdødes Søster besluttede under disse Omstændigheder at tilegne sig de hende betroede Efterladenskaber, der vare blevne henlagte paa et Loft i det Sted, hvor Afdøde havde boet, og da Skifteretten, som behandlede Boet, indfandt sig, paaviste hun kun nogle faa Genstande som Søsterens eiendele og disse bleve kun vurderede til 2 Rd., hvorfor de udlagdes hende som Betaling for Begravelsen, hvilken Karen havde besørget. Hun undlod forsætlig at opgive den omtalte Sparekassebog, nogle Sengklæder og Meubler, en Silkenederdeel og et fransk Shavl, ialt til Værdi 32 Rd. for at fravende Boet disse Gjenstande, og hun tilegnede sig dem derefter, idet hun bl. A pantsatte Shavlet og Silkenederdelen, og da Boet var sluttet, lod hun ved en Kone, hun kjendte, Pengene hæve i "Bikuben", og anvendte heraf c. 100 Rd. til en Symaskine og henved 50 Rd. til Klæder til sig og Confirmationstøi til sin Datter. Den Afdødes Datter tænkte hun derimod ikke paa; men da hendes Broder, en Arbeidsmand, noget efter henvendte sig til hende og fortalte, at han havde hørt omtale, at Søsteren skulde have efterladt sig Penge, foregav hun, at Søsteren havde efterladt 100 Rd., som hendes uægte eneste Barn skulde have, og foreslog Broderen at modtage de 100 Rd. paa Barnets Vegne og sætte dem ud for dette, hvilket Tilbud Broderen modtog, dog uden at opfylde sit Løfte, idet han forødte Pengene. Barnets Værge forlangte ham dog ikke tiltalt herfor, da det ikke godtgjordes, at han var vidende om det begavede Bedrageri. Derimod sattes Karen under Tiltale, og efterat hun i nogen Tid havde siddet arresteret, tilstod hun sin Forbrydelse, for hvilken hun ved Criminalrettens Dom blev anseet efter Straffelovens § 252 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, hvorhos hun tilpligtedes i Erstatning til Søsterens Bo at betale 311 Rd. 4 Mk. 6 sk, samt hvad der maatte koste at indløse det pantsatte Shavl og den pantsatte Nederdeel.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. september 1873).