Ude i Amaliegade ligger der en anselig Graastensbygning med mange smaa, tærnede Ruder. Bag Ruderne hænger rød- og hvid stribede Gardiner det ene Fag ved Siden af det andet i en sørgmodig, ensformig Uendelighed Og i Vinduerne ser den forbigaaende der tilfældigt og ligegyldigt eller af Nysgærrighed vender Blikket derop, Gammelmands- og Gammelkone-Ansigter titte frem. Rynkede, furede Ansigter af lerbrun Teint under hvide Haar eller gammeldags Kapper, indfaldne, dybtliggende Øjne, hvis matte Blik med Livets sidste Kræfter, Planten lig, søger imod Solen, der lyser bredt og varmt derude over den vide, kedelige Gade og svømmer i Lyshav over den aabne Amalienborg Plads.
Tæt ved Siden af den Ejendom, der tilhører det rige classenske Fideicommis, ligger Bygningen, de gamle, fattige og syge Folks Hjem, hvis Navn er "Almindeligt Hospital", i daglig Tale "Almindeligheden."
Tungt og sløvt snegler Livet sig til dagligdags hen derude bag de graa Mure. Paa dette Sted er Haabet forlængst ladt ude, her lever kun Vrag af Menneskeliv, der intet længer ønsker og begærer. Livet udenfor deres snevre Stuer og Gange kommer dem ikke ved. Sjældent trænger et Glimt derude fra ind til dem gennem de tærnede Ruder. Og lykkeligst er de af de gamle Stakler, hvis Tankeliv kun bevæger sig i samme Kredse som i Barndommens længst tilbagelagte Dage, - for hvem Drømmene om det svundne er blevne til det virkelige Liv, medens Livet udenfor, det Liv paa Gader og Stræder, i Handel og Vandel, Liv i Kærlighed og Had, i Ærgerrighed, i Begær, i Skuffelse og Savn - alt det kun er et Skin.
Stormen, lad den kun tude,
Bølgen, lad den kun slaa,
Drømmenes Kyst den lyse,
kan de dog aldrig naa.
"Almindeligheden" i Fest.
Saa kommer der en skønne Dag Liv paa "Almindeligheden" - som nu sidst igaar.
Hospitalet har nemlig en Inspektør, Kruse er hans Navn, der sidder inde med alle de Egenskaber, der er ønskelige hos en Forstander for en Anstalt som denne. Han har først og fremmest Kærlighed til da gamle Stakler, der er betroede til hans Varetægt, han véd, hvor lidt der kan fornøje dem og sørger for, at nu og da en lille Fest med Oplæsning og Musik kvikker en Smule op i deres ensformige Liv. Og i Reglen er han saa heldig at kunne skaffe sig en saadan kunstnerisk Assistance, der bedst falder i Hospitalslemmernes Smag.
Inspektør H. V. Kruse. 1890. Udsnit af foto fra Københavns Museum. Fri af ophavsret.
Det er ikke fine, nymodens Rariteter, de gamle forlanger. Det gælder at finde Toner, der anslaar de rette Strænge, vækker de slumrende Minder og lokker de halvtglemte Smil frem og faar de halvtfortørrede Taarekilder til at flyde.Spil igen de gamle Melodier, dem, vi nynned' i vor Barndoms Tid.
Denne stiltiende Appel rettedes igaar til
Hr. Balduin Dahl.
I Hospitalets Gaard - Grønnegaarden kaldet - skulde Koncerten afholdes. Fra den tidlige Morgen var den pyntet til Fest. Foran Økonomibygningen var der rejst en smagfuld Tribune, dekoreret med Skjolde og Flag, med grønne Planter og Laurbærtræer. Arrangementet skyldtes d'Hrr Assistent Madsen og Overportner Ehlern.
Omkring Tribunen var Bænke og Stole stillede op.
Saa dirrede den mægtige Malmklokke sine Toner ud over Grønnegaardens Træer, kaldende paa gammel om just ikke paa ung, mest dog paa Sjælen træt og tung, syg til den evige Hvile
Og gamle Kvinder og gamle Mænd kom rokkende ud fra de mange Stuer og Gange, somme ved Krykke, somme ved Stav, men alle klædte i deres bedste Puds. Herregud, om saa Moderne var lidt forældede, om enkelte af dem skrev sig fra Frederik den sjettes Tid og de fleste fra vore Bedsteforældres Dage! -
Saa kom det store Øjeblik.
Ind trén, fulgt af sit flinke Orkester Hr. Balduin Dahl. -
Hr. Dahl er - det havde vi paa Forhånd opdaget - svært populær ude paa "Almindeligheden". En gammel Kone, med hvem vi havde Lejlighed til at underholde os, fandt, at han var sød. Vi måtte give Konen ret.
Hun havde kendt ham fra Filosofgangen, hvor i sin Tid hans Fader, Musikdirektøren for Pantomimen paa Tivoli, havde boet, "Aa, Gud, hvor han var smuk den Gang." Og dejlig er han endnu med sit hvide Skjortebryst og sit flotte Overskæg, men lidt fed var han jo bleven.
Og for anden Gang gav vi den gamle Ret!
Koncerten.
Med megen Smag havde Hr. Dahl valgt sit Program.
Han lagde for med Bryllupsmarchen af Mendelsohns "Skærsommernatsdrøm".
Og alle lyttede andægtig til. Der var Stilhed som i en Kirke. Man saa Miner fortrække sig, Taarer rulle ned over de gamle, rynkede Kinder. Kun Hr. Balduins celebre Fysiognomi var evigt og uforanderligt det samme.
- Størst Lykke gjorde Hartmanns "Liden Kirsten", Lanzkys "Fantasi over danske Sange" og N. W. Gades "Brudevals" af "Et Folkesagn". Særlig det sidste Nummer maatte atter og atter gentages:
Livet er som en skøn Melodi,
dog stundom er den svær at nemme . .
- Til Finale intonerede Orkestret Nationalsangen "Kong Kristian stod ved højen Mast", der maatte spilles to Gange.
Saa traadte en gammel, hvidhaaret Dame paa 86 Aar, Madam Gøtsche, frem og overrakte under Taarer Hr. Dahl en dejlig Urtekost.
Hr. Dahl var synlig rørt. En Taare listede sig ned over hans Kind og blev hængende i den venstre Spids af Mustachen, hvor den glimter omkaps med Ridderkorset paa hans Bryst. -
Post festum.
Det varede længe, før de gamle kunde bekvemme sig til at rømme Pladsen. Der var jo saa meget at snakke sammen om. Omsider maa de dog afsted. Portneren bærer de syge op i deres Senge. Inspektørens tre flinke Sønner bistaar ham trolig med at hjælpe de Gamle.
En Kreds af indbudne tager dernæst Stuerne paa Hospitalet i Øjesyn. Her ligger i Sengene de stakkels værkbrudne, der ikke har været i Stand til slæbe sig ned i Grønnegaarden. Dog ogsaa for dem har Tonerne lydt.
I Stuen Nr. 43 hilser vi paa vor gamle Ven, William Rasmussen. Han er kun sytten Aar og mangler begge Ben! Naturen har været haard hans Legeme, men hans Aandskraft er uforstyrret, han synes endogsaa at være i ret godt Humør.
En bekendt Højreredaktørs Frue sidder ved hans Seng.
"Tak for "Dagens Nyheder" siger Staklen og maa jeg ogsaa takke Dem for "København". De to Blade læser jeg hver Dag. De er udmærkede. Det maa være to kloge Redaktører. Men jeg tror alligevel at Hr. Carstensen er den klogeste, for han bliver aldrig dømt for Presseforseelser."
Vi tillader os et diskret Smil. -
Snart efter belaver vi os saa smaat paa at forlade Hospitalets Domæner. Vi kommer ikke derfra før forekommende mennesker har underrettet os om, at en ny Fest af lignende Art i en nær Fremtid vil glæde "Almindelighedens" Lemmer, og at Sangeren Hr. Güthler - kendt fra "Højres Arbejder- og Vælgerforening" - og Oplæseren, Hr. Fotograf Albert Schou hertil har tilsagt deres Assistance.
Meget kønt af de Herrer!
Swife.
(København 28. juni 1890).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar