IITheodor Petersen.
Det er vel en halv menneskealder siden, at der henne på Pilestrædes politistation fandtes en overbetjent, hvem hans overordnede spåede snarligt avancement, og på hvis ophøjelse hans underordnede tænkte med bæven, for han var streng indtil smålighed, talte altid med en røst, som kommanderede han en deling ude på Fælleden, og overholdt militærbarsk disciplin.
I det private liv en elskværdig og omgængelig personlighed, og skønt han er som født og skabt til at bære uniform, kunne det mange gange falde ham ind - lige imod Crones dagsbefalinger - at vandre til og fra stationen samt inspicere de patruljerende betjente i civil påklædning.
Forøvrigt et højst karakteristisk ydre: skarpe, stærkt markerede, næsten mefistofelitiske ansigtstræk (NB. efter den Aage Foss'ke tradition), der yderligere fremhæves af glorødt hår og skægvækst, hertil en høj og slank, mager, senestærk og knoklet figur.
Han hed Theodor Christian Mogens Petersen, født 1842, student 1862, juridisk kandidat med anden karakter 1869, senere løjtnant ved dragonerne.
I 1877 blev han politiassistent i St. Kongensgade-distrikt; efter Clausens død første politiinspektør, chef for ordenspolitiet.
På en måde gik betjentenes frygt i opfyldelse; en hidtil ukendt militærstramhed gennemførtes, mulkter og andre straffe regnede ned over de ulykkelige, der havde begået en af disse rædselsfulde forbrydelser som at knappe uniformen til venstre, når dagsbefalingen lød: til højre.
"Dragonen", som den ny inspektør kaldtes af de menige, blev snart upopulær indenfor politiets rækker; og snurrigt nok, det var, som havde han rent glemt, at den tid ikke lå fjern, da han qua betjent ikke havde handlet ganske i overensstemmelse med en, så med en anden dagsbefaling.
Publikum manglede han også især grad evnen til at stille sig i passende rapport til; der var en vis sabelklirren i hans tone, som ikke tiltalte jævne københavnske borgere; og bedre blev det ikke, da han hin mindeværdige juli-aften i National sprang op på en stol og højrød i kammen udtordnede: "Enhver, der piber eller hysser under præstationerne, bliver werfet."
Sådan et udtryk syntes borgerstanden vel studentikost, og hele Korns elskværdige smidighed var fornøden for at hindre det ulmende oprør i at bryde løs.
Specielt blandt beværterne var han i sin tid yderst ildeset; der klagedes over hans bryske tone, over hans kuriøse gåen-i-detaljer med kortskørtede danser- og sangerinder og den slags.
Tiden, der læger alle sår har imidlertid kastet et sonende skær over Theodor Petersens martialske skikkelse. Ganske vist, han er fremdeles streng, efter manges mening for streng, men ligesom det må indrømmes, at der efter Clausens ledelse tiltrængtes en alvorlig afstivning af disciplinen, således anerkendes Petersens retfærdighedsfølelse af hver pligtopfyldende betjent.
Og publikum har efterhånden vænnet sig til ham og er nået til erkendelse af, at han ikke er så slem, som han ser ud til.
Indenfor beværternes kreds hersker vel endnu en del, ikke uberettiget misstemning, men også på dette område er der sket fremskridt ; i hvert fald er der ingen, som tør påstå, at den nuværende første politiinspektør tager personlige hensyn, lader skydebane- eller andre uvedkommende indflydelser gøre sig gældende.
Kort sagt, vi trækker vel på smilebåndet, når Theodor Petersen rykker frem i spidsen for sine beredne betjente, men vi glemmer dog ikke, at der er adskilligt, man bør være ham taknemlig for, - ikke mindst, at han har holdt Københavns gader rene for gendarmer.
Corar.
(København, 29. juni 1890).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar