Istransporten over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

- I Anledning af Istransportens Ophør indeholder "Korsør Avis" nogle Bemærkninger, hvori det hedder: Spørger man nu, hvilken Erfaring man har indvunden i denne lange og besværlige Isvinter med Hensyn til vor nye Isbryder "Fyen", - thi det er først iaar, at man har havt Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med Dampskibets Lyder og Dyder, da "Fyen" saagodtsom hele forrige Vinter laa indefrosset i Slipshavn, - saa kunne vi hertil svare, at skjøndt "Fyen" ved mange Lejligheder har gjort god Nytte, saa er det alle Sagkyndiges Mening, at "Fyen" i ingen Henseender har kunnet magte Forholdene, og at en Isbryder med større Styrke, under de nuværende Forhold, er paatrængende nødvendig. Et saadant Skib med f. Ex. den dobbelte Hestekraft ("Fyen" har som bekjendt kun 60 Hestes Kraft) vil vanskelig kunne undværes under Forhold som i indeværende Vinter. Men skulde Rigsdagen ikke ville bevilge de nødvendige Penge til et saadant Skib, lad da en af Marinens Pandserskonnerter, hvori der er Drøn, og som har den nødvendige Styrke, tage Station hernede om Efteraaret; vi have jo tidligere havt Marinens Skibe i Postfart. Et saadant Skib vilde i Forbindelse med "Fyen" kunne udrette Alt, hvad der i en Isvinter kan udrettes med Dampskibe. Et andet Punkt, der ligeledes har været meget omtalt, er Mangelen af et tilstrækkeligt Antal lettere Joller, idet man har idet man har villet paastaa, at et større Antal end det, Postvæsenet for Øieblikket er i Besiddelse af. ved flere Lejligheder under Istransporten kunde have udrettet langt mere, navnlig ved Befordring af Brevposten. Hvad der ogsaa har vakt de Rejsendes billige Mishag, er den lidet sømmelige Maade, hvorpaa der er sørget for Bekvemmelighed med Hensyn til Beværtningslokaler; thi de mørke Huller, der bydes de Reisende paa Halskov Rev, hvor de ofte maa opholde sig i flere Timer, har langt mere Lighed med en Smugkro paa Landet end et anstændigt Lokale for Reisende. Trangen til et større Gjæstgiveri, hvor den Rejsende under ugunstige Vejrforhold ogsaa kunde tilbringe Natten, er et Savn, der bidrager sit til at gjøre en Reise paa en saa ublid Aarstid høist besværlig, og det er en Pligt for Postvæsenet ved indtrædende Tilfælde at søge at raade Bod herpaa.

(Aarhus Amtstidende 6. marts 1871).

Over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

Halvtredie Døgn i Isen. Hvor besværlig og farefuld Isbaadsseiladsen over Storebelt kan være - melder "Bgs. Av " - derpaa faaer man et Beviis i de 4 Baades Skjæbne, som forrige Søndag Morgen afgik fra Halskov med Kjøbenhavnsposterne af 3die og 4de. Efter om Formiddagen Kl 10 3/4 at være komne forbi Sprogø, bleve de siddende fast i Isen mellem denne Ø og Fyen, uden at kunne arbeide sig ind til Land, og i denne Stilling maatte de tilbringe Natten imellem Søndag og Mandag. Mandag Formiddag Kl. 11 bleve de endnu sete fra den fyenske Kyst, arbeidende ind mod Land, men med en Sydøst-Storm bleve de om Eftermiddagen med Isen ud i Kattegattet; da Vinden om Natten vendte sig til Nordøst, dreve de igjen ind imod Fyens Nordkyst, og Tirsdag Morgen fik man dem isigte paa Isen mellem Æbelø og Bogense. For om muligt at yde dem Bistand afgik der Tirsdag Formiddag tre Baade fra Bogense over Isen, og Flere kjørte over Land til Æbelø for at bringe de Reisende Levnetsmidler og Lægehjælp. Imidlertid lykkedes det Iisbaadenes Mandskab ved egen Hjælp at naae tæt ind til Æbelø. Selve Øen naaede Jollerne omtrent Kl. 4½ Eftermiddag, netop paa samme Tid som den fra Bogense afsendte Bistand ankom til Øen. De Restende, 12 i Tallet, saavelsom den af 21 Mand bestaaende Jollebesætning, vare naturligviis i en noget forkommen Tilstand. Jollerne havde kun været forsynede med Levnetsmidler for halvanden Dag, og det endda kun for Besætningens Vedkommende; de Restende vare endnu daarligere forsynede. I det sidste Døgn havde man næsten Intet. Et Slags Vederkvægelse søgte man ved at spise Isen, der i den strenge Kulde dannede sig paa Jollernes Master. Søvn havde næsten Ingen nydt i de 55-56 Timer, denne farefulde Reise havde varet. - Strax ved Landstigningen overraktes der de udhungrede Mennesker Forfriskninger af det fra Bogense ankomne Forraad, og en Læge der fra Byen undersøgte hver Enkelts Tilstand. Mange havde ophovnede Hænder og Fødder, men lykkeligviis vare de Fleste slupne fri for Koldbrand; 5-6 vare dog mere eller mindre angrebne deraf. Værst medtagne vare en Underofficeer af 20de Bataillon og en stakkels Haandværkssvend, som var hjemskreven til Odense fra Slagelse Commune, og som var afgivet til Iistransport i en ussel tynd Paaklædning, hvilken en betænksom Postembedsmand dog havde forøget med en rød Kappe. Efterat Levnets- og Lægemidler havde bragt lidt Liv i de forfrosne Lemmer, kom baade Restende og Mandskab i Huus hos Øens Beboere, som paa egne og Øbesidderen, Grev Petersdorffs, Vegne ydede Alle den største Gjæstfrihed og den bedst mulige Pleie. De fra Bogense ankomne Søfolk trak Jollerne i Land og lossede Godset som bestod af 17 Postsække samt endeel Kufferter og andet Reisegods. Saavel Reisende og Mandskab som Gods forblev Natten over paa Øen. Det holdt haardt at skaffe passende Natteleie til den store Befolkning, som den lille Ø saa uventet havde medtaget; men ved de faa Øboeres mageløse Forekommenhed lykkedes det dog paa en efter Omstændighederne meget heldig Maade. Onsdag Formiddag bleve først Postsagerne og siden de Reisende kjørte over til Jersøre og derfra videre til Bogense, hvor Ankomsten skete noget over Middag. Postsækkene bleve uden Ophold befordrede til Aarup Jernbanestation. De Rejsende toge ind paa Gjæstgivergaarden eller bleve anbragte hos Byens Indbyggere; de to ovennævnte haardest medtagne Reisende maatte indlægges paa Byens Sygehuus, hvor muligviis ogsaa en Tredie, der har Koldbrand i Fødderne, bliver nødsaget til at tage foreløbigt Ophold. De fire Joller er det Meningen at føre over Land paa Vogne til Nyborg. Befalingen over Jollerne paa denne besværlige Tour havde Skibsfører Lund, hvem de Reisende ere enige om at rose. Paa hele Reisen havde man kun havt aabent Vand, da Jollerne kom Æbelø ganske nær, ellers bestandig Sjap og Grødiis. Land havde man ofte troet at see, men det var som oftest en Skuffelse; man veed, at trælle og forhungrede Mennesker ofte have slige Syner. Den aabne Rende, ad hvilken Jollerne slap ind til Øen, lukkedes strax efter Landsætningen af Isen. Var dette skeet forinden, vilde de mange Menneskers Ophold i Jollerne paa Isen efter al Sandsynlighed være blevet yderligere forlænget, maaskee saa meget, at det Værste kunde være hændet.

Man maa indrømme, slutter "Bogense Avis", at den nærmest vedkommende Myndighed ikke har været ligegyldig for Jollernes Skjæbne. Tvertimod har Chefen for Istransportvæsenet, Capt. Lund, udviklet en stor Virksomhed for at opdage dem og at komme dem til Hjælp. Saaledes have Dampskibene "Fyen" og "Hermod" været ude at søge efter Jollerne; "Fyen" var i Tirsdags kommen Æbelø et Par Miil nær. Speidere udsendtes langs Kysten lige til Fyenshoved. Til Kjerteminde blev der telegrapheret om at sende Baade med Mandskab til Romsø, idet man tænkte sig Muligheden af at bringe Jollerne Undsætning fra dette Punkt. Ogsaa til Samsø blev der sendt Telegram om at holde Øie med Kyststrækningen. Til Sorg og Fortvivlelse for de Mange, der i ængstelig Spænding ventede Underretning om de bortdrevne Joller, bleve alle disse Bestræbelser frugtesløse. Man kan forstaae, at der blev Glæde, da Telegraphen i Tirsdags meldte fra Bogense, først at Jollerne vare iagttagne og senere, at de vare komne til Land. - De to Restende, som maatte indlægges paa Sygehuset, ere i god Bedring.

Af de Reisende have dHrr. Skolelærer Jensen af Middelfart, J. C. Aggersborg af Aalborg. Otto Devulff, B. Voigt, E. T. Reehoff og T. H. Lunøe, Alle af Kjøbenhavn, Aug. Jønsson og H. J. Fr. Høgquist, begge fra Sverig, Julius Iklee og J. Goldschmidt, begge af Hamborg, i "Bogense Av." for i Torsdags bragt Bogense Indbyggere og de fremmede Søfolk, der ligeledes vare behjælpelige, deres dybtfølte, inderlige Taksigelse for deres venlige Imødekommenhed, deres personlige Opoffrelser og levende Interesse for dem. Endelig takkes Redacteur Pagh, der selv personlig var saa opoffrende virksom.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. februar 1871)

Over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

- Fra en af de Rejsende, der har gjort den besværlige Reise fra Knudshoved til Halskov, som varede fra forrige Fredag Morgen til Mandag Aften har "Fs. St." modtaget følgende Brev:

I Fredags stod jeg da op Kl. 5. og efter at have indtaget min Kaffe og forsynet mig med lidt Proviant i Hotellet kjørte jeg ud til Knudshoved. Her samlede sig efterhaanden 40- 50 Passagerer, hvoriblandt jeg kun traf 3 Bekjendte, Resten var ubekjendte Størrelser, mest Svenskere og endel Tydskere. Kl. 8 begyndte Overfarten, der i Begyndelsen gik meget langsomt, da Baadene, 8 i Tallet, stadig gik "i Blød", men opad Dagen naaede vi endel fast Is og et Par aabne Vaager, som hjalp os over den halve Vei, saa at der ikke var Tale om at vende tilbage til Knudshoved; men efterat vi saaledes havde "brændt vore Skibe" eller for at bruge en anden mere nærliggende Lignelse, "kastet Broen af efter os", begyndte vore Gjenvordigheder. Skjøndt vi havde en mageløs flink Fører i Kapitain Weidemann, og Folkene vare utrættelige, vilde det dog slet ikke gaa fremad. Vi kom blandt Andet i en Vaage, der var fuld af en tæt Vælling, som skruede sig sammen om Baadene, saa at vi i mere end 2 Timer maatte arbeide paa at komme ud af den Suppe. Henimod Aften kom vi udfor Sprogø, men vel en Fjerding vei ude i Søen mod Syd, og da det i den sidste Timestid var gaaet godt, og Veiret var deiligt klart og stille, bleve mange af Passagererne fulde af Forhaabninger og henstillede til Kapitainen, om det ikke lod sig gjøre at gaa lige til Halskov. Dette afviste han dog meget bestemt, idet han yttrede, at han vilde være meget lykkelig ved at naa ind til Øen inden Mørket faldt paa, og han havde Ret, thi vi vare vistnok 6-8 Timer om at tilbagelægge den Fjerdingvej. Tænk, at vi havde en Dame med paa denne yderst anstrengende og kedsommelige Reise, som er af den Art, at Damer ikke bør indlade sig paa at forsøge den. Denne Dame var en Englænderinde, gift med en svensk Grosserer, og hun holdt tilvisse ud trods Nogen af os; men jeg fatter knap, hvorledes hun kunde dette. Hun fik da ogsaa med Rette det Vidnesbyrd af os Alle, at hun gjorde sine Sager mesterligt og gjorde det uden at være en af disse emanciperede Englænderinder, som man undertiden seer paa Reiser, saa at vi Alle kom til at synes godt om den lille Kone og undte hende det, da hun ved Sprogø slap lidt heldigere end vi Andre, idet hendes Baad naaede til Land Kl. 12 om Natten, medens vi Andre, der fulgte hende i Hælene, pludselig befandt os i den os fra tidligere Erfaringer saa velbekjendte Skrueis, hvori det var næsten umuligt at komme frem. Klokken var over 2 om Natten, da vi Alle, dygtig udmattede og forkomne, landede paa Sprogø. Saavel den tørre som den flydende Proviant havde alt længe været fortæret, saa De begriber at vi som graadige Ulve styrtede til det opdækkede Bord. 4 a 5 Timer for os var der kommet 4 Baade fra Sjælland til Øen, hvor der allerede i et Par Dage havde ligget 3 Baade med ialt 140 Passagerer og Mandskab, og disse Mennesker havde ogsaa været sultne, hvorfor vi maatte tage tiltakke med Levningerne; men Hungeren gjorde os mindre vanskelige, og en god varm Suppe, 2 til 3 Portioner pr. Mand, gjorde en ypperlig Virkning i Forening med en ikke saa ganske ringe Kvantitet Vin. Der findes paa Sprogø det ret anstændige Antal af 60 Senge, men det forslog jo ikke meget til 220 Personer; dog var jeg saa heldig at saa en Seng, hvori jeg sov som en Sten, skjøndt den baade var haard og kold. Løverdag Morgen bleve vi purrede ud Kl. 8, efter 4 Timers Hvile, men det viste sig snart, at vore Folk vare saa udmattede efter Gaarsdagen. at vi roligt maatte blive paa Øen; desuden var det nok heller ikke muligt af andre Grunde at komme derfra. De 11 sjællandske Baade gik imidlertid ad Fyen til, og det gav Luft i Værtshuset. En af mine Bekjendte og jeg opnaaede at faa et Værelse med to Senge - Natten forud havde vi sovet i en stor Sovesal paa Loftet - , fik lagt i Kakkelovnen, og jeg krøb i Sengen med alle Klæderne paa under Dynen, uden dog at kunne faa Kulden, som jeg følte i hele Kroppen, til at vige; da stod jeg op, tog min Pelts paa og gik mig en dygtig Tour omkring Øen i en bidende Østenvind, fik derefter en rigtig god Middagsmad og krøb saa atter i Sengen, hvor jeg sov fortræffeligt. I Søndags gjorde vi om Formiddagen et Forsøg paa at gaa over til Halskov, men efterat vi havde arbeidet i Isen et Par Timer, maatte Forsøget opgives paa Grund af den stærke Modvind. Vi drev Dagen hen med at sove og spise, og om Aftenen bleve vi rigtig gemytlige, fik Bollen paa Bordet og Sangen igang; saa kom de bekjendte "Isbjørne" -et Optog af Søfolk i Forklædning, der morede meget og indbragte Skuespillerne endel Drikkepenge, som bleve punschede op, og dermed var denne Dag tilende. Mandag maatte vi atter tidlig ud, og Kapitainen havde svoret, at nu vilde han over til Sjælland, det koste, hvad det vilde. Han holdt Ord; dog naaede jeg, der var blandt de forreste Baade, først Land Kl. 6 om Eftermiddagen, medens 4 af Baadene og med dem vor lille Frue, først kom ind Kl. 12 om Natten. Jeg fik mit Tøi for seent til at kunne benytte Aftentoget til Kjøbenhavn, blev derfor i Korsør i Nat og tog ind med Morgentoget, hilste Godmorgen paa "vor lille Frue", der lod som om hun slet ikke havde været med paa Isen Dagen forud - og dermed var min Isfart tilende.

(Aarhus Amtstidende 23. februar 1870).

Lillebælt. (Efterskrift til Politivennen).

Fra Lillebelt. Hr. Redaktør! Medens Dampskibsfarten paa Storebelt kun lader Lidet tilbage at ønske, er dette derimod ikke Tilfældet med den paa Lillebelt, som bliver behandlet med en Sparsommelighed, der med Rette kan kaldes uanstændigt kniberi. En tilstrækkelig Begrundelse for, at der snarest mulig maa ske en gennemgribende og af alle Reisende længe savnet Forandring i den sidstnævnte Befordring, indeholdes formentlig i Følgende : Paa Storebelt er det ikke alene et Dampskib særlig for den ene Reise, der gjøres om Dagen, og et andet for den ligeledes enkelte Reise, der gjøres om Natten, hvilket naturligvis er en Ordning, som netop fremkalder de største Driftsomkostninger; men ikke nok hermed. Til Dagreisen har man endog valgt det mindste af Skibene, og det er ikke stort nok, saa at de store Skibe, der fare paa Kiel, regelmæssig en Gang om Ugen maa gjøre en af Dagrejserne. Det andet Skib skal gjøre Nattereisen, men heller ikke dette gjennemføres konsekvent; thi at seile om Natten regnes i Postvæsenet for extra Sømandsbeskæftigelse og belønnes med Dusør for hver Uge, hvori Sligt finder Sted. Det vilde nu ganske vist være stridende mod gammel Skik, om denne Indtægt skulde formenes et enkelt Skibs Besætning; derfor gjør det Skib, der gaaer om Dagen, kun en eneste Natreise, og Udgiften til Dusører kan da passere. Foruden disse to Skibe og de tre store Skibe, som fare paa Kiel, holder der endvidere i Reserve i Korsør et stort Dampskib med en væsentlig Del af sin Besætning. Paa Storebelt ansees saaledes de to Dampskibe "Freya"og "Fyen" ikke for store nok, men paa Lillebelt regnes de to smaa Dampskibe "Niord" og "Lillebelt" for tilstrækkelige, uanseet at Trafiken hver Dag er ligesaa stor over Lillebelt som over Storebelt, og med mange af de østgaaende Tog vel endog en hel Del større. "Niord" har kun ringe Kahytsplads og, naar der er noget Gods med, kun høist indskrænket Dæksplads. Om "Lillebelt" kan man næsten sige, at det ingen af Delene har. I Almindelighed afgive Kahytterne neppe Plads for de reisende Damer og enkelte ældre, svagelige Herrer. Resten af Passagererne maa staa sammenpakket paa Dækket. Om Sommeren og i godt Veir finde de Reisende sig vel deri, men en ganske anden Sag bliver det dog om Vinteren, i Stormveir med Regn, Slud og Kulde at forlange, at den Reisende, selv om han har løst 1ste Klasses Billet, skal være udsat for kun at faa Plads paa Dækket, der neppe tillader ham at røre sig, og at han tasalmodig skal lade sig gjennemblæse og gjennembløde af Regn og Søvand samt være udsat for at gjøre Resten af sin maaske temmelig lange Reise i vaade Klæder, og det paa samme Tid, som Postvæsenet foruden Overflødigheden af Dampskibe i Storebelt endvidere har liggende i Reserve i Kjøbenhavn de tre Dampskibe "Skirner", "Gerda" og "Limfjorden". Vi tillade os derfor at henstille til Generalpostdiret øren« Overoeittte, om der ikke var fuld Anledning til i det Mindste at ombytte Dampskibet "Lillebelt" med "Skirner" eller "Gerda", og det snarest mulig, endnu inden Julen, til hvilken Tid der, som bekjendt, altid reiser et betydeligt forøget Antal Passagerer. Skeer en saadan Forandring ikke, ville de Reisende istedenfor Juleglæder kunne vente at hente sig Spiren til en alvorlig Sygdom ved Overfarten over Lillebelt.

W.

(Dags-Telegraphen (København) 13. december 1869).

Carl Henrik Bøgh (1827-1893): Snoghøi Feltvagtens Tidsfordriv i ledige Øjeblikke ved Strib Færgegaard. 1865. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Lillebæltsoverfarten foregik Strib til Fredericia. I nødstilfælde brugte man i stedet for færgelejerne "Nordenbro". Passagererne skulle skifte fra tog til færge og fra færge til tog, hvilket var en langsommelig affære. Den første jernbanefærge blev indsat i 1872 (hjuldamperen H/F Lillebelt). Det tog ca. 20 minutter. I 1923 kom overfarten Faaborg-Mommark (Als). Et maleri af færgen Niord findes på Det kongelige Bibliotek.

En Reise fra Kjøbenhavn til Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift indeholder "Aalborgposten" for i Tirsdags et indsendt Stykke, der er underskrevet "Samtlige Passagerer til Aalborg", og hvoraf vi give følgende Uddrag: Fredagen den 5te April mødte vi paa Kvæsthuusbroen i Kjøbenhavn, for ifølge Bestemmelsen Kl. 5 at afgaae med Dampskibet "Uffe" til Aalborg. Afgangen skete imidlertid først, da Klokken var over 7, altsaa 2 Timer senere, end den skulde have fundet Sted; men en saadan Forsinkelse hører jo nu for Tiden ikke til Sjældenhederne. Alt gik meget heldigt, indtil vi vare omtrent 1 Miil fra Indløbet til Hals, - der støtte Dampskibet paa Grund. Capitainen erklærede da, at han ikke kunde gaae til Aalborg, og at han derfor havde signaliseret efter Baad, der skulde føre os til Hals. Denne ankom da ogsaa, men da man i Land ingen Anelse havde om, at der skulde Passagerer ombord i den, var det kun en almindelig Rojolle, hvori der var reist Master og paasat Seil. Da de til Aalborg bestemte 8 Passagerer med samt deres Reisegods vare komne ned i den, fortsatte Dampskibet, der imidlertid var blevet flot, strax sin Fart til Frederikshavn. Nu begyndte vore Gjenvordigheder; Thi Søfolkene maatte, paa Grund af Baadens Overfyldning og Stormens tiltagende Voldsomhed, nedtage Seilene og tage fat paa Aarerne, men trods deres Anstrengelser varede det ikke længe, førend vi vare drevne en Miil ud af vor Cours. Vi havde næsten opgivet Haabet om nogensinde at naae Land, da vi til vor Glæde opdagede, at den store Lodsbaad fra Hals ilede os til Hjælp. Efter megen Anstrengelse naaede den os, i efterat vi omtrent i 2½ Time havde drevet og hugget paa Revlerne, og efter flere livsfarlige Forsøg lykkedes det os ogsaa at komme ombord i den. Der maatte vi lade os nedstuve under Dækket i de meest ubekvemme Stillinger og kunde hverken see Sol eller Maane. Hvert Øieblik bleve vi kastede fra den ene Side af Baaden til den anden, thi der maatte hyppigt vendes, og Baaden krængede naturligviis voldsomt - Masterne sloge saaledes undertiden heelt ned i Vandet. Søfolkene maatte efter flere frugtesløse Forsøg opgive det som en Umulighed i den orkanagtige Storm at naa til Hals igjennem det  egentlige Fjorddyb; vi maatte derfor gjøre en i Omvei paa omtrent 2 Miil for at forsøge Indseilingen ad Veidybet omkring Muldbjergene. Ved vore Søfolks Udholdenhed lykkedes det os ogsaa ad denne Vei at naae Broen ved Hals Kl. 3 om Eftermiddagen, efterat vi ialt havde været omtrent 6½ Time underveis. Naturligviis vare vi dyngvaade og i det Hele taget meget forkomne, ligesom vort Reisetøi tildeels er ødelagt; thi Vandet er trængt igiennem Kufferter, Hattefutteraler etc. Fra Hals bleve vi i aabne Vogne befordrede til Aalborg, hvortil vi ankom Kl. 9 om Aftenen.

De 6 brave Lodser fra Hals bringe vi vor hjerteligste Tak, fordi de ved deres Udholdenhed og Conduite have frelst vort Liv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1867).

Færgen fra Gammelholm til Knippelsbro. (Efterskrift til Politivennen)

Færgefarten mellem Gammelholm og Knippelsbro benyttes, som bekjendt, meget stærkt af Publikum, men desværre er Nedgangen til og Opgangen fra Baadene i den Grad livsfarlig, at det er et Under, at der endnu ikke er skeet nogen Ulykke især ved det søndre Brohoved med sønden Storm og stærk sønden Vande. Trappen er smal, steil og glat; det sidste Trin ofte ved Lavvande over en Alen høit, og der findes intet Faldereb at holde sig ved. Færgemanden har Nok at bestille med at holde Baaden, saa at han ikke kan hjælpe Passagererne, og styrter et Menneske udenbords, er han redningsløs fortabt, hvis han ikke kan svømme; thi Strømmen vil i et Nu rive ham ind under Broen. Dette Onde vil let kunne forhindres ved at anlægge et Landgangssted med Faldereb paa den nordre Side af Broen ligefor det søndre med en Nedgangstrappe med brede Trin, som ikke er for steil; thi der er Plads nok. Herved vil man opnaa, at Baadene med sønden Storm og sønden Vande ligge i Læ, saa at Passagererne med Sikkerhed og Lethed ville kunne stige i og fra Færgebaadene. Paa den søndre Side bør den livsfarlige Trappe gjøres bredere, og der bør anbringes et tilstrækkeligt Antal Faldereb. Ved disse Foranstaltninger vilde tillige opnaaes, at Overfarten kunde ske fra begge Landgangesteder, naar Vind og Strøm var dertil.    11-18.

(Dags-Telegraphen 4. november 1865)

Ifølge denne tegning af Vilh. Pacht: Knippelsbro fra Illustreret Tidende 482, 20. december 1868 og den medfølgende artikel skulle denne scene være en daglig foreteelse: Klapperne der rørte på sig, tilmed en gammel gnaven patriarkalsk hovmester.

Soldaterslagsmaal i Korsør. (Efterskrift til Politivennen)

- Betydelige Exsesser, hedder det under 26. Oktober i "Korsør Av.", have sidstafvigte Nat fundet Sted her i Byen, foranledigede af hjempermitterede Soldater. Hele Banegaarden afgav imorges Synet af en ødelagt Kampplads: Døre vare sprængte, Vinduer ituslagne. Politiet gik med blaa Øine osv. Etter hvad der er os berettet, er denne Sags Sammenhæng fra de offenlige Autoriteters Side saa skandaløs, at den fortjener alvorlig Paatale. Det kongl. danske Postvæsen, der driver en stor Fragttrafik, generer sig ikke for at sælge Billetter til langt flere Personer, end Postdampskibene kunne rumme. Naar Postvæsenet har solgt sine Billetter og Pengene ere komne i Kassen, saa antager det at have gjort sin Pligt overfor Publikum, der naturligvis ikke overfor en saadan kgl. Autoritet har nogen Ret til at erholde Befordring for Billetterne. Iaftes havde saaledes Postvæsenet i Kjøbenhavn ved sin, indirekte Underagenter solgt Billetter til. 6 a 700 Mand til Holsten, medens Postdampskibet "Jylland" ikke kunde medtage mere end 300 Mand. Istedetfor nu strax, da dette viste sig, at lade det til Disposition liggende Dampskib gaa til Kiel, eller istedetfor strax at fragte et privat i Havnen liggende Dampskib, fandt Postvæsenet det tilstrækkeligt simpelthen at give den Besked til de resterende 300 halvberusede Soldater, at Pladsen var optagen, og at de maatte vente til den næste Dag. Det er ikke forunderligt, at den Uret, Postvæsenet havde viist, forbistrede Soldaterne, ligesaa lidt som del er forunderligt efter flige Folks Natur, at de gave deres Forbitrelse Lukt imod Jernbanevæsenet og Politiet, der vare aldeles uskyldige, medens Postvæsenet som en gammel, kgl. dansk Autoritet forholdt sig aldeles rolig, som om Sagen ikke angik det. Med de Kræfter, Politimesteren havde til sin Raadighed, var det umuligt at forhindre, at Soldaterne ituslog Rude paa Rude paa Banegaarden, at de ødelagde Flasker og Glas i Ventesalene, at de trængte ind i Inspektørens Kontor for at molestere ham osv. Overfor en saadan Bande er naturligvis Politiet kraftesløst; tvende Betjente bleve svært molesterede, og Politimesteren og det øvrige Personale vare hele Natten udsatte for en lignende Molest. Endelig lykkedes det Politiet henad Natten og Morgenstunden at sprede Banden ved at anbringe den i Logis i forskjellige Hold i Byen; men Byen selv blev den hele Nat gjennemstrejfet af Bander paa 30, 50 og 100 Mand, der med simbriske Hyl vexelvis stormede Raadhuset og forskjellige Værtshuse, hvor de sprængte Døre og Karme, ituslog Vinduer m. m. Efterat Postvæsenet, hvem Politiet havde reddet fra Molest, havde gnedet Øjnene efter Nattens retfærdige Slummer, førtes der endelig Underhandlinger med Kjøbenhavn, hvoraf Følgen blev, at Dampskibet "Diana" fragtedes til at afgaa med Banden idag Middag Kl. 12. Under disse tydske Soldaters Ophold her imorges ankom endvidere c. 3-400 danske permitterede Soldater fra Kiel, der paa Banegaarden kom i Klammeri med deres tydske Kammerater; et storartet Slagsmaal var ved al bryde løs, da del lykkedes Politiet at aflaase Ventesalen for de danske Soldater og at fierne Tydskerne, men dersom Toget blot var afgaaet 10 Minuter senere, vilde Kampen desuagtet have været almindelig. Atter iaften ventes et langt større Antal Soldaler end Postskibet kan overføre, og vi tvivle ikke paa, at Politiet med de Kræfter, der staa til dets Raadighed, og som det kan forskaffe, vil træffe alle fornødne Foranstaltninger. Men det forekommer os, at den hele Maade, hvorpaa Postvæsenet i denne Henseende driver sin Forretning, er saa fordømmelig, at der var god Grund for det høje Justitsministerium til paa den offentlige Sikkerheds Vegne at nedlægge alvorlig Protest imod denne Fremgangsmaade, der udført af en privat Mand med Rette vilde være Gjenstand for den højeste Grad af Misbilligelse. Del er ikke nogen ligegyldig Sag. om en lille By, der ikke har Garnison, pludselig overrumples af Bander paa 3-500 Personer, der, om de vilde, paa en Nat kunde ødelægge og udplyndre hele Byen. Det synes ogsaa urigtigt at Krigsministeriet paa een og samme Dag at permittere alt Mandskab, istedet for f. Ex. at iværksætte Permitteringen i Løbet af otte Dage, hvis Ministeriet ikke foretrækker at lade de permitterede Soldater føre til Endestationerne af militære Kommandoer.

(Jyllands-Posten 3. november 1862)

- Fra Postmesteren i Korsør har Byens Avis modtaget Nedenstaaende med Anmodning om Indrykkelse af samme til nærmere Oplysning og Berigtigelse af Artiklen om Exsesserne i Korsør forleden Nat. "Der var intet af Postvæsenets Skibe til Disposition den Nat. "Jylland" skulde til Kiel, "Skirner" til Nyborg og "Gerda", som var det eneste tilbageværende af Postvæsenets Skibe, var under Kjedel-Reparation, og del var kun med den yderste Anstrengelse, at "Gerda" blev færdigt til at tage Tur til Nyborg Søndag Aften, saa at "Skirner", der ellers skulde have været til Nyborg, kunde gaa i Extratur med Soldater til Kiel den Atten. Hvad Betragtningen at det i Havnen liggende private Dampskib angaar, da erklærede Føreren ej at ville gaa, førend han havde Tilladelse dertil fra sin Rheder. Direkte til ham blev der telegraferet strax om Morgenen, og saasnart hans indrømmende Svar ankom, var Skibet klart til al gaa, da der allerede forinden var fyret op."

(Jyllands-Posten 5. november 1862)

Laug i Nørresundby. (Efterskrift til Politivennen)

- Rand. Av. indeholder Følgende, af et Brev" her fra Aalborg:

"Vi have her Alt hvad der hører til et indgroet Laugsvæsen, og desuden, som eiendommeligt for os, et Færgelaug, hvis Privilegium trodser hver Bestræbelse efter hensigtsmæssige og tidsvarende Forbedringer i Henseende til Kommunicationen over Liimfjorden med Byens rigeste og bedste Opland, Vendsyssel; og fremfor Alt har Aalborg hidtil uantastet bevaret sit gamle Handelslaug, af hvis forældede men endnu gjældende Bestemmelser til Exempel skal anføres een, der iyder saaledes:

"Dersom nogen Ungkarl, som er udi Lauget, bortbærer nogen Mands Barn uden Lauget, og han det først anmelder for Oldermanden, tillader han det imod Erlæggelse til Kassen 2 Rigsdaler, men anmelder han det ikke, da 3 Rigsdaler".

Nu er det som bekjendt ved den nye Næringslov paabudt, at dette Laug skal hæves fra 1ste Jan. 1862 og at der skal gjøres Forslag til Indenrigsministeriet om,  hvorledes der bør forholdes med Laugets Formue, som bestaaer i det saakaldte "Compagniehuus", brandforsikkret for 24,260 Rd., med en Gjæld af 5500 Rd., en Capital af c. 3000 Rd. og nogle Legater, og da de iforveien existerer en velindrettet Hjælpekasse for Kjøbmænd, uafhængig af Lauget og eiende en Formue af c. 10,000 Rd., hvoraf dog omtrent Halvdelen stikker i jydske Kjøbstabcreditforenings-Obligationer, vare alle Betingelser tilstede for en heldig Ordning i Henseende til Laugets Formue, idet man kunde overgive den til Hjælpekassen, ligesom der ogsaa var ypperlig Leilighed til paa eengang og grundig at blive Laugsvæsenet qvit. Men den gamle Laugsaand trængte igjennem; istedetfor at følge den foran antydede Vei, blev det med stor Majoritet vedtaget, at andrage paa Oprettelse af en ny Forening (c: Laug), der skal komme den gamle saa nær som muligt, overtage Formuen og i Henseende til nye Interessenter kun være tilgjængelig imod en dobbelt saa høi Recognition som tidligere, kort sagt: det gamle Laug i en forynget og kraftigere Skikkelse. Et Minoritetsforslag i frisindet Retning er rigtignok samtidigt hermed indsendt; Ministeriets Resolution er endnu ikke modtagen."

Hvad i Spidsen af dette Brev er sagt om Færgelauget i Nørresundby, forholder sig vistnok rigtigt, men vilde alt have været uden Betydning, naar man havde villet behørigen realisere det Broanlæg, hvortil alt næsten for to Aar siden er beredvilligt af Ministerier og Rigsdag bevilget Penge og af Byen givet eenstemmigt Samtykke. Yttringer om en Bestemmelse i de fleste Kjøbmænds Liigbærerlaug kan vel være sand, saa nøie kjende vi ikke dette rigtignok meget antigue Institut. Men dette Liigbærerlaug, der var eller ansaaes forbindende for Medlemmerne af Kjøbmandslauget (forsaavidt disse ikke hørte til andre konfessioners Begravelsesritus), bliver fra Nytaar, da Kjøbmandslauget ophører retligt at existere, aldeles enestaaende, da hver Kjøbmand fra Nytaar, eftersom Kjøbmandslauget da er begravet og Liigbærerlauget ikke længere faaer nogen Function ved Kjøbmandslauget, kan gaae ind i hvilkensomhelst Begravelsesforening, naar han vil være i nogen, som han ønsker. At man derimod i Kjøbmandslaugets sidste Timer endnu har vedtaget den mere curieuse end bedrøvelige Indstilling, som den i Brevet omtalte, forholder sig ganske rigtigt. Forgjæves indvendtes der ved Mødet, at Ministeriet allerede maatte undres over at see Mangelen paa Kundskab til Grundloven, da derefter denne jo er Frihed til at danne Foreninger og der ikke længere skal spørges om Øvrighedstilladelse til at danne nye Foreninger. Selve Indstillingen er derimod, foruden at dens Mening er meget uklar, saa uskadelig, at den ikke kan have nogensomhelst Følge. Om Anvendelsen af det hidtil bestaaende Laugs Formue er heller ingen klar Indstilling gjort, saa at Ministeriel dog herom vistnok maa foranledige en ny. - Beklageligere er det, at Kjøbmandslauget ikke hellere endte sin Tilværelse som sluttet Handelscorporation med at foranledige Indstilling til Ministeriet, om at der foretages virkelige og snarlige Skridt samt for, beredende Arbeider der og andetsteds til Anlæg af Længdebanen. Saa havde den dog idetmindste gjort noget for Handelens Interesse, og hvortil fremfor Alt Handelen trænger saa meget. Vilde man endnu inden Nytaar foranledige Saadant, saa var det vist det bedste Gravøl og den smukkeste Virkeliggjørelse af en ny fri Handelsforening.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. november 1861).

Livsfarlig Belysning ved Korsør Jernbanestation. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af den hyppige uforsvarlig slette Belysning ved offentlige Færdselssteder og den hermed forbundne Fare indeholder "Kors. Av." Føgende: 

"Da jeg med Jernbanetoget i Onsdags Aftes ankom til Korsør, var det saa mørkt, at man ikke kunde see tre Skridt frem for sig, idet der til Belysning af Havnepladsen var tændt een, skriver een Lygte. Da jeg skulde afgaae med Dampskibet til Kiel, fik jeg en kjendt Mand paa Pladsen (en Litsenbroder) til at føre mig hen hvor Skibet laae, thi selv kunde jeg Intet opdage. Idet vi ravede frem i Mørket, nærmende os et Skib, hørte vi et Pladsk i Vandet og ved Raabet om Hjælp overtydedes vi snart om, at et Menneske var faldet ud; ved hurtigt tililende Hjælp lykkedes det at redde Manden (Gross. Halberstadt fra Kjøbenhavn, paa Reise til Hamborg), der i Mørket havde taget feil og ligesom vi var kommen hen til det Skib, der skulde afgaae til Nyborg, og ved at ville gaae ombord var falden ud. Jeg yttrede til flere omkringstaaende Indvaanere fra Korsør min Forundring over, at Jernbanebestyrelsen ikke sørgede for den nødvendige Belysning, saa at de Rejsende uden at risiquere Liv og Lemmer ved Ankomsten hertil kunde opsøge Postskibene; men til min Forbavselse blev der mig svaret, at det ikke var første Gang, at der af Mangel paa tilstrækkelig Belysning havde været Menneskeliv i Fare samt at det længe havde forundret dem, at de Reisende ikke havde klaget over denne uforsvarlige Fremgangsmaade." J.

Klage over saa uforsvariig Fremgang burde man imidlertid ikke overlade til de Reisende, der ere ukjendte med den truende Fare, eller til dennes Stund; men det er Pligt for Indvaanerne paa de Steder, hvor Fare ved slig Forsømmelighed er øiensynlig, at klage herover og sørge for, at de Reisende, som, fremmede for Stedlighederne, færdes igjennem deres By, kunne overbevises om at passere et civiliseret Sted og ialtfald ikke udsættes for Fare paa Liv og Lemmer. Dette er for hver By, navnlig for hver Kjøbstad, der ogsaa drager stor Fordeel af Færdselen, en almeen Færdsels- og Menneskepligt. De særlige Myndigheder, eller Tilsynsmænd, som gjøre sig skyldige i Forsømmeisen, fortjene fortrinsviis den alvorligste Irettesættelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. april 1857).

Den uheldige grosserer kan have været David Moses Halberstadt (1819-1874). Han tog 1843 borgerskab og etablerede sammen med Jakob Hermann Mannheimer David Halberstadt & Co., der bl.a. beskæftigede sig med med kornforretning. 1857 købte firmaet en ejendom på Christianshavn, på hvilken det anlagde en dampmølle, som 1874 blev til aktieselskabet De forenede Dampmøller. Han var medlem af Grosserer-Societetets komité (1857-74) og af Sø- og Handelsretten (1873-74).

Denne tegning giver måske et indtryk af forholdene ved stationen i dagslys. Johann Carl Neumann: De slesvigske gæsters ankomst til Korsør, 1861. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Anledning af en Artikel i den Berlingske Tidende for 27de d. M., som er optagen af "Korsør Avis", angaaende en Reisende, som skal være falden i Vandet ved at gaae ombord i et af de til Afgang fra Korsør om Aftenen bestemte Dampskibe, hvorfor Skylden er lagt paa Jernbanebestyrelsen, skal jeg ikke undlade at henlede Opmærksomheden paa, at ligesom det omhandlede Factum, at en Mand er falden i Vandet ved at gaae ombord i et Dampskib, ikke beviser, at dette er skeet paa Grund af Mangel paa tilstrækkelig Belysning, saaledes vil dette, saafremt det virkelig skulde være Tilfældet, ikkun godtgjøre, at Landgangsbroen fra Dampskibet ei havde været tilstrækkeligt oplyst, og at bevirke dette er formeentlig ikke Jernbanens, men Dampskibenes Sag, ligesom Jernbanen selv maa belyse Indgangsdørrene til sine Stationer, og det maatte formeentlig let kunne skee med et Par Lygter paa Dampskibets Hjulkasse.

Forøvrigt skal jeg bemærke, at Pladsen imellem Hovedbygningen paa Korsør Banegaard og Dampskibene den omhandlede Aften var belyst af 7 a 8 Lygter. Forsavidt en fuldstændigere Belysning skulde være ønskelig, da hidrører den mulige Trang dertil væsentlig fra, at de til Afgang fra Korsør om Aftenen bestemte Dampskibe ofte ikke ligge paa det for dem bestemte og for de Reisende beqvemmeste Sted lige ud for Hovedbygningen, men jevnligt langt til Siden fra denne paa Steder, som nærmest er bestemt for Godstrafiken og hvor Jernbanen er nødsaget til at lade sine Godsvogne henstaae. Hvorvidt der maatte kunne skee en Forandring heri til de Reisendes Beqvemmelighed, skal jeg lade være uafgjort, eftersom det er en Sag, hvorpaa Jernbanedirectionen ikke har nogen Indflydelse. At Nogen tidligere skuide være falden i Vandet ved at gaae ombord i Dampskibene om Aftenen i Korsør, forholder sig ifølge modtagen Oplysning ikke rigtigt.

Den 29de April 1857, ærbødigst
Rothe.

(Da det i ovenstaaende Artikel stilles tvivlsomt, om den Paagjældende virkelig er falden i Vandet, kunne vi forsikkre, at dette virkelig har været Tilfældet. Forøvrigt haabe vi, at vedkommende Autoritet, hvem det saa end vedkommer, vil sørge for den tilbørlige Belysning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. april 1857).

Rothe var direktør for den sjællandske Jernbane. Artiklen i Berlingske den 27. april indeholdt samme beretning som i Aalborg Stiftstidende 30. april 1857.

Også Korsør Avis bragte Rothes svar, og tilføjede følgende:

Vi kunne med Bestemthed forsikkre Hr. Rothe, at den nævnte Grosserer af Mangel paa Ulstrækkelig Belysning paa Pladsen "virkelig" er falden i Vandet, og vi see os istand til, efter senere indhentede Oplysninger, at meddelt følgende: I Slutningen af forrige Aar faldt en Passager, som i Mørket tumlede om efter Kielerskibet, i Vandet, men blev til Lykke reddet, hvorimod en Pakke Sager, Manden førte med sig, gik tabt. For omtrent 3 Uger siden vilde tvende Arbejdere ligeledes passere Banegaardens Dunkelhed, men fristede samme Skjæbne og faldt ud; heldigviis vare Litsenbrødrene strax ved Haanden og fik dem trukken op. Ovennævnte Tilfælde er fuldkommen Sandhed; tvivler Hr. Directeur Rothe om, at "det virkelig skulle være Tilfælde", see vi os istand til ved en Deel Vidner yderligere at bekræfte, hvad vi her have fremført. Med Hensyn til Hr. Rothes Bemærkning, at Platsen den omhandlede Aften var belyst af 7 a 8 Lygter, da kunde vi hertil svare, at saafremt Hr. R. regner de Haandlygter med som af Enkelte benyttes paa Pladsen, kan han have Ret, ellers maae vi paa det Bestemteste paastaae, at dette ikke var Tilfældet.

Red.

- Fra en agtet Haand, hvem Red. tillægger megen Vægt i det omhandlede Spørgsmaal, have vi igaar modtaget følgende Skrivelse:

"Jernbanedirecteur Rothe skubber paa sin sædvanlige flotte Maneer alt Ansvar fra sig med Hensyn til den slette Belysning paa Banegaarden ved Korser og giver glatvæk Postdampskibene Skylden for at folk ved at gaae ned til Skibene gaae ud i Vandet og udsættes for at drukne, hvorfra de dog af Postdampskibenes Matroser hidindtil ere blevne reddede.

Den Reisende, der sidst faldt i Vandet, faldt ud imellem to af Dampskibene, hvor der altsaa ikke var nogen Bro og det godtgjøres saaledes ikke at Landgangsbroen til Dampskibet ikke har været oplyst, men derimod at Banegaarden ikke har været det. De tvende Lygter udenfor Pakhuset vare ikke tændte, rimeligviis af Forsømmelse, thi Aftenen derpaa brændte de ualmindeligt klart og smukt. Paa hvert af de afgaaende Dampskibe brænder saavel ved Landgangsbroen som paa Hjulkasserne og Mastetoppene ligesaa mange Lygter som paa hele Banegaarden.

Men at falde i Vandet er ikke den eneste Fare, man er udsat for, thi førend man kommer til Vandet, udsættes man for at løbe Panden istykker mod den lange Række tomme Godsvogne, der bestandig ere opkjørte ligeud for Jernbanestationens Hovedbygning, saaledes at man som oftest maa gjøre en lang Omvei for at komme ned til de nærmeste Skibe. Og er man sluppet lykkelig fordi disse, udsættes man for at løbe imod Pæle, falde over Fortøininger, Landgangsbroer etc.

Med Hensyn til Directeurens Anke over at Dampskibene ikke altid ligge ligeud for Hovedbygningens Døre, skulde man troe at han stod i den Formening, at det er lige saa let at flytte et Skib, som at rulle en Vogn frem paa et Par Skinner. Men om man ogsaa vilde lade Skibene hver Aften kjøre for Døren, har Directeuren saagodtsom gjort dette umuligt, da Bolværket, som oprindelig er bestemt for Dampskibene, altid for begge Ender er opfyldt af Seilskibe, der lodse Kul og Træ til Jernbanen, hvorved Pladsen er saa indskrænket, at der ikke er mere end et Par Tommers Afstand mellem hvert af Dampskibene.

Derimod vilde Intet saa godt som en tilstrækkelig Belysning af den omtalte Plads afvende alle de Farer hvorfor man er udsat paa Veien fra Jernhanestationen til Dampskibene. 8"

(Korsør Avis 2. maj 1857).

Korsør, den 6te Mai.

- Fra Hr. Inspecteur Salomon ved Korsør Banestation have vi igaar modtaget følgende Brev:

Hr. Redacteur!

I Nr. 67 af "Korsør Avis" paastaaer De bestemt, at der om Aftenen den 15de f. M. kun var en Lygte tændt paa Korsør Banegaard. Desuagtet har De Uret i denne Paastand, og jeg skal tillade mig i den Anledning at meddele følgende Facta: Paa Korsør Banegaard befindes 10 faste Lygter, der alle vare tændte bemeldte Aften. Ved Deres Nærværelse paa Banegaarden - jeg maa naturligviis forudsætte, at De personlig har været tilstede - maa De have bemærket, at det var stærk Blæst med Snee og Regn, hvilket foraarsagede, at Lygterne idelig slukkedes; men saavidt det var overkommeligt for Stationens Lampist, bleve de ogsaa strax tændte paany. Da leget ankom, eller maaskee rettere, da Passagererne gik ombord, vare af de 10 Lygter følgende 3 slukkede: Lygten ved Opgangen til Vareexpeditionen, den ene af de bagved Varehuset anbragte Lygter og den ene af de paa Pladsen foran Stationsbygningen staaende Lygter. Denne sidste var Lampisten i Begreb med at tænde paany, da Passagererne gik ombord. - Saaledes forholder Sagen sig, og jeg er aldeles vis paa min Fremstillings Rigtighed, uanseet Deres bestemte Paastand om det Modsatte.

Det forekommer mig at være noget dristigt at paastaae det alene er Belysningens Skyld, hvergang Nogen her falder i Vandet; man har jo dog ikke faa Exempler paa, at Folk kunne gaae i Taaget, som man siger, ved høilys Dag. At De kun er istand til at nævne denne Slags Malheur som indtruffen to Gange der, forekommer mig ikke at være noget slaaende Bevis for at Belysningen er saa yderlig slet, at den alene er Skyld i deslige Uheld. I Forhold til Freqventsen og til Tiden i hvilken denne har bestaaet, samt med Hensyn til andre Omstændigheder, saasom Landsætning og Ombordbringen m. m., troer jeg at Forholdet i saa henseende ikke stiller sig ugunstigere for Korsør Havns Vedkommende end for andre Steder af samme Art. Jeg maa ogsaa herved bemærke, at jeg ikke før jeg læste det i "Korsør Avis", har vidst, eller hørt noget om, at der tidligere end fornævnte 15de f. M. skal være falden Nogen i Vandet ved at gaae ombord i et af Dampskibene, og jeg maa tilstaae, at jeg ei heller har været istand til at faae anden Underretning derom, end den Deres Artikel i Nr. 67 af "Korsør Avis" meddeler. - Det er alt for længere Tid siden besluttet, og der er truffet Foranstaltning til en forstærket Belysning af Korsør Banegaard; naar denne er gjennemført, vil det vise sig om den omhandlede Slags Ulykkestilfælde ville blive endnu sjeldnere.

Deres Referat angaaende de to Arbejdere, der ere faldne i Vandet for 3 Uger siden, trænger upaatvivlelig til større Fuldstændighed. Saaledes som denne Sag er bleven mig berettet, kunde De nok blandt Andet ligesaa passende have brugt det samme Udtryk om disse to Mand, som om den Passager der "tumlede om" efter et Skib, indtil han faldt i Vandet, De burde, for at fremstille Sagen tydeligt, have bemærket, at Historien passerede paa en Tid af Døgnet, da Banegaarden slet ikke er oplyst, og endelig, at de to Arbejdere ikke skulde ombord i noget af Dampskibene, der nok vare afsejlede for lange siden. Mig har man meddeelt Sagen saaledes, at vedkommende, der fra Hotel "Store-Belt" vilde begive sig til Korsør, toge feil af Coursen, og styrede mod Vest istedetfor mod Øst; man har endvidere sagt mig, at de antoge Sprogø Fyr for Lygterne paa Korsør Havneplads.

Jeg ønsker ikke at indlade mig i nogensomhelst Strid angaaende Belysningen paa Korsør Banegaard eller paa Dampskibene, og idet jeg er overbeviist om, at denne Sag vil blive ordnet paa en for alle Parter fyldestgjørende Maade, beder jeg Dem ansee, hvad jeg her har meddeelt, alene som nogle oplysende Bemærkninger til Deres Artikel i "Korsør Avis" Nr. 67. Med Hensyn til den i samme Numer optagne Artikel, undertegnet 8, der af Dem betegnes som "en agtet Haand, hvem (?) Redactionen tillægger megen Vægt", da maa jeg tilstaae, at jeg ifølge denne Artikels Indhold og Form ikke føler mig opfordret til at besvare samme, der jo i Grunden ei heller vedkommer mig personlig. Jeg er, som ovenfor sagt, overbeviist om, at der vil komme Orden i Alt, saavel hvad der vedkommer Jernbanen, Havnevæsenet og Dampskibene hver for sig, som i de indbyrdes Forhold mellem disse.

Korsør Banegaard, den 3die Mai 1857.

Deres ærbødige

Fr. J Salomon

* * *

At Belysningen paa Pladsen ved Korsør Banestation fortiden er slet, er allerede paapeget, men da der efter Hr. Inspecteurens Skrivelse er stille i Udsigt, at Belysningen ved Stationen vil blive forstærket, ville vi saaledes opnaae den Forbedring vi paaankede: om den af Hr. Inspecteuren efter vor Artikel citerede Bemærkning maa vi tilføie, at en Fremmed, som i Mørket med toget indtræffer til Stationen, kan, ved den nuværende Belysning ved Pladsen, med god Grund siges at "tumle om", før han finder det Skib, hvormed han skal afgaae, uden at dette Udtryk behøver at underlægges en dobbelt Betydning.

Red.

(Korsør Avis 6. maj 1857).

Færgelauget i Nørresundby. (Efterskrift til Politivennen).

- Den sjællandske Post og den igaar udeblevne Hamborger Post af 3die over Kiel ankom i Formiddags Kl. 11. Derimod vedvarede endnu til idag Middag Postafbrydelsen imellem Syd og Nord af Liimfjorden og først over Middag modtoge vi Nordpost siden i Søndags, der ialtfald kunde og burde have været her igaar, men hvis Standsning i Nørresundby ligesom Sydpostens Overliggen her vil finde sin Forklaring i følgende os tilstillede Skrivelse:

Hr. Redacteurl

"Af hvad Beskaffenhed Færgevæsenet er imellem Nørresundby og Aalborg, er desværre altfor bekjendt; men det vil dog maaskee endnu forbause noget at erfare, paa hvilken modvillig Maade man i Nørresundby nægter Overfærgning naar den er udførbar og udføres af Andre. Saaledes er en Mængde Reisende, en Commando Soldater, andre fra Orlov mødte Soldater, Skoleelever, Poster m m., i een a to Dage blevne opholdte i Nørresundby af Færgelauget, som uagtet Overfærgning meget vel kunde finde Sted, gjentagne Gange nægtede at føre over. Færgevæsenet blev imidlertid ikke staaende herved, men selv paa Begjæring om, blot at faae Kaag overladt, som man da selv vilde bemande, blev ogsaa dette nægtet, og da jeg tilsidst endog tillige tilbød, at ville indestaae for Kaagen, naar man blot vilde udlaane eller udleie den, blev ogsaa dette bestemt uagtet og det uagtet Nørresundby Fiskere, som allerede havde ført enkelte Reisende til Aalborg og vare retournerede med Andre og med Forsikkring om, at der ingensomhelst Fare var for Overfærgningen, stod rede og erklærede at ville sørge over, naar man blot vilde laane dem Baade nok. Hvor ubeføiet og uforsvarlig Færgevæsenets Vægring saaledes er, vil hermed være fuldeligen godtgjort, og maa man haabe, at den, i det Offentliges Interesse hare maattet møisommelig jolle over i smaa Fiskerbaade, ligger endnu et større Antal i Nørresundby opholdt af Færgelauget, og det Samme gælder og et Par kongelige Poster paa begge Sider.

Aalborg, den 5te Januar 1857.

L. C. Petersen.
Rigsdagsmand.

Os forbavser det Meddeelte dog ikke: "vi er vant dertil", vante til, at det slette Nørresundby Færgevæsen meer er en Hindring for Færdselen end et Forbindelsesmiddel, og det uden at der spores nogen kraftig stedlig administrativ Foranstaltning til at hæve denne Tilstand eller Publicum heri gjør noget virksomt Skridt. Thi den Enkeltes offentlige Klage ved enkelt Lejlighed hjælper intet. Der maa klages offentligt under Navn hvergang man føler sig forulempet ved Færgevæsenet. Vi for vor Deel skulle være villige til at befordre Klagerne. Man har i denne Tid anmodet os om at henlede Opmærksomheden paa, at der oprettes en Tilsynspost ved Færgevæsenet. Vi see heri imidlertid intet Virksomt til at raade Bod paa den beklagelige Færgetilstand. En saadan Tilsynshavende, som en mindre lønnet Bestillingsmand, bliver ogsaa let afhængig af Færgevæsenet og drages med ind i dets Interesse. Nei det rette og eneste virkende Tilsyn er det samlede Publicum. Det maa paa begge Sider Fjorden danne en sluttet Tilsyns-Forening og overhovedet træde sammen i en virksom Anti-Nørresundby-Færgelaugs- Forening til aldeles at faae dette for al Færdsel, Samqvem og Handel skadelige Institut fjernet. Efter at Færgelauget nu ogsaa trodser Regjeringens Paabud om, overeensst. med dets Statuters klare Forpligtelser at anskaffe de Færgereqvisiter, Postbestyrelsen anseer fornødent, og som saadant en Dampfærge; efter at Færgelauget ved sin Vægring viser sig blind for sine egne Interesser ved at gaae villigen ind paa Regjeringens Fordring og der endog er stillet det Laanemidler i Udsigt; og efter at Færgelauget sætter det Offentlige i Contribution med en Proces til sine lovforeskrevne Pligters Opfyldelse og derved tillige forhaler Opfyldelsen af der Offentliges Retskrav og af et saa nødvendigt og uundværligt Forbindelsesmiddel som en Dampfærge; maa Publicum idetmindste understøtte Regjeringens og sin egen vigtige Sag ved selv at tage virksom Deel heri. Men det kan kun skee ved at danne en saadan Forening, der nøie controlerer og fremdrager hele Færgeræsenets og Færgeforholdets Beskaffenhed og ved at den Ene heri yder den Anden sin Bistand, samt tillige virker til uopholdelig Anskaffelse af en Dampfærge. Man behøver jo saaledes blot at samle en lille Fond sammen for foreløbig at have ikke een, men flere antagne Tilsynsmænd paa begge Sider Fjorden til at vaage over, at Alt paa det Strængeste iagttages og at der i hvert manglende Tilfælde fremkommer offentlig Klage; altsaa for det Første en "Vigilantscommittee til at paasee, at Hver ved Færgevæsenet gjør sin Pligt imod de Reisende med villigste, hurtigste og beqvemmeste Befordring.

Ved samme Leilighed maatte ogsaa paasees, at Færgefolkene ikke ved Drikkepenge besvære de Reisendes Overfart, uden at disse ellers skulle have nogen Ulempe. Herover fremkomme idelige og hyppige Klager. Vi fremhæve dette mindre paa Færgefolkenes Vegne; disse ere maaskee ringe nok stillede og aflagte, men det er Færgelaugets Pligt selv at lønne sine Folk, da det oppebærer sin Betaling af Reisende, og at lønne sine Folk saaledes, at de staae de Reisende bi ved Overfærgning af Vogne, Gods og øvrig Befordring paa hver Maade, uden at der paa Grund af Færgelaugets ufuldstændige Lønning, skal afnødes Publicum Bidrag hertil i Drikkepenge, og Bidrag, der ofte ere meget bebyrdende for Overfærgningen. Et Foreningstilsyn kan altsaa ogsaa heri gjøre sin store Gavn.

Dog det endnu virksommere Formaal en Forening, som den omhandlede, maatte stille sig for Øie, er at virke til uopholdelig Bestilling og Anskaffelse af en Dampfærge til at sætte i Fart saasnart den her kan haves. Man har her i den sidste Tid gjort Færgelauget Tilbud om at afkjøbe det sin Rettighed og endog tilbudt et ret anseeligt og vistnok større Beløb, end det, selv ved en Expropriation fra det OffentIiges Side, ligeoverfor Fartens Netto-Provenue og de statutmæssige Forpligtelser til nye Anskaffelser, der paahvile det, vilde efter al Rimelighed kunne opnaae. Færgelauget har dog ogsaa tilbageviist dette. Men det forekommer os ogsaa, at der var en meget heldigere og virksommere Vei at betræde til at naae en Dampfærge, trods Færgelaugets Stritten herimod, og det er den: istedetfor at udkjøbe Færgelauget, som jo slet ikke behøves, herfor at anskaffe selve Dampfærgen og sætte den i Fart saasnart skee kan. Vi skulle forklare os nærmere:

Ministeriet havde oprindelig paalagt Færgelauget at anskaffe Dampfærge, overeensst. med dets Bevillings Forpligtelse til at efterkomme et saadant Krav, eller tilkjendegivet, at det Offentlige ellers vilde sætte en Dampfærge igang. At dette dog ikke traadte umiddelbart i Kraft, var en Følge af at man omsider havde faaet Fælledsindenrigsmin. Bang gjort kjed af at være ved Styrelsen og han som Fratrædende ikke vilde efterlade sin Efterfølger noget muligt Pengeansvar ved en forudgribende Foranstaltning saa længe ikke en formelig Dom bekræftede hvad der efter Sagens Natur ellers er utvivlsomt nok. Udfaldet af en saadan Dom kan jo nu i alle Fald ikke blive noget andet, end at Færgelauget dømmes til at anskaffe Dampfærge eller i gunstigste Tilfælde fritages herfor. Dømmes det til at anskaffe Dampfærge, vil det jo ikke kunne faae nogen Erstatning fordi Andre etablere en saadan i den Tid, det har undladt at efterkomme sin Pligt, men vil vel endog for denne Forsømmelse kunne ifalde en Bøde. Skulde der derimod kunne vinde Frifindelse for at anskaffe Dampfærge, saa er dermed ved Dom godtgjort, at dets Enebevilling slet ikke angaaer Dampfærgenæring, men kun Kaag- og Seilfærgenæringen, og at jo altsaa Dampfartnæringen imellem Aalborg og Nørresundby, da der i Danmark ikke udfordres Bevillinger til Dampfart, alt har været og er fri og Nørresundby Færgelaugs Pligter som selvfølgelig ogsaa dets ellers for andre Baade præcluderende Færgerettigheder aldeles uvedkommende; thi naar Færgelaugsstatuterne ikke skulde ansees at betragte en Dampfærge som et "Færgereqvisit", hvortil Lauget er forpligtet, og da Lauget saaledes kun har en til Roe- og Seilfærger begrændset Ret til Færgeløbets Benyttelse, men ellers ingen anden Høihed over Farvandene, og heller ikke ellers har erhvervet nogen Adkomst til at forhindre Liimfjordens Bredder imellem Aalborg og Nørresundby i at forbindes med Dampkraft; saa er det jo klart nok, at det ikke kan vente sig noget gunstigere Udfald, end i det Højeste at blive fri for at anskaffe Dampfærge, og at denne Næring altsaa er en Ret for Enhver, ligesom al anden Dampfart med Reisende og Gods. Det Samme er jo ogsaa administrativt udført ved Aarhuus-Callundborg Færgelaug; den Eskildsenske Færgeret i sin Tid imellem Kjøbenhavn og Malmø blev jo ogsaa ved Dom frakjendt Eneret (eller Pligt) til at anskaffe Dampfærge og Dampfærgefarten etableret aldeles ved fri Concurrence.

Heraf synes os saaledes simpelt at udgaae, at imedens Regjeringen, meer af formelle eller, om man vil, et ministerielt Etikettehensyn, har undladt, selv strax at anskaffe Dampfærge; saa er den naturlige Vei, at en privat Forening tager dette nominelle Ansvar paa sig og hurtigst muligt anskaffer en Dampfærge, efter at jo ogsaa selve Færgelauget har ved sin notoriske Vægring anerkjendt ikke at see sig Pligtig til en saadan Anskaffelse og altsaa heller ikke at have meer Ret hertil, end hver Anden.

Naar nu en privat Entrepreneur eller Forening, istedetfor at udkjøbe Færgelauget af en Ret, som dette, ved Nægtelse af en tilsvarende Pligt, selv anerkjender ikke at have, vilde anvende det samme Beløb til Anskaffelse og Hidskaffelse af en Dampfærge, eller der blot foranstaltet foreløbigt leiet en saadan, saa var Alt herved et stort Forspring vundet og Sagen saagodt som igang. Lad saa kun Færgelauget demonstrere og decretere under sit Ansvar; det kunde man ganske roligt see an og tage alt Ansvar fra sin Side paa sig igjen. For at bringe det Hele i fuldstændig Værk, vil imidlertid en Forening bedst kunne virke hertil og til ogsaa at forsyne sig ved frivillige Bidrag med alle fornødne Fonds enten til at stylte en privat Entrepreneur eller selv være en saadan. Behøves nogen Bemyndigelse for Dampfærgeentreprife fra det Offentliges Side, hvad vi ikke skjønne, da vil denne jo let kunne erhverves.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. januar 1857).

L. C. Petersen sad i Folketinget.

Se også sagen om færgelauget og dampfærgen, her er også et referat af dommen i den konkrete sag med færgelaugets ansvar for at anskaffe en dampfærge - det blev afvist at færgelauget havde en sådan forpligtelse.

Færgelauget i Nørresundby. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 20de August.

Efter den af Fælledsindenrigsministeriet stillede Frist har Færgelauget i Nørresundby i Løverdags igjennem Amtet afgivet sit Svar, hvori det, trods Lovforpligtelsen i Laugsartiklerne, nægter at efterkomme Ministeriets Paabud om uopholdelig Anskaffelse af et Damp-Færgereqvisit. Nægtelsen vil sandsynligviis alt befinde sig i Ministeriet, eftersom der nu ikke af de stedlige Myndigheder længere er noget i denne Sag at erklære sig over. Efter den satte Frists Udløb kan man nu ogsaa vente Ministeriets Udførelse af sin Resolution med samme Resoluthed fremmet. Den Tid vil altsaa omsider være omme, da et skadeligt Institut, som saa længe med usle Færgeredskaber har suget Indtægt af det Offentlige og trods dette og den Skade, det exclusive Færgeprivilegium ved sin daarlige Udøvelse alt i en Aarække har tilføiet Vendsyssel, Aalborg og Communicationen i det Hele, ikke vil efterkomme den Lovforpligtelse, hvormed der har overtaget sin Færge-Rettighed; den Tid, sige vi, vil altsaa være omme at et saadant Selskab af nogle Individer skal kunne forhindre hele Publicum paa begge Fjordsider i at faae et ordentligt og uafbrudt Forbindelsesmiddel eller skal kunne separatisere Nørresundby bort fra Aalborg, hvis Næringsannex det ved Loven er blevet og som Aalborg derfor dog vel skulde sættes istand til uden nogle Privates Gjenstridighed let og uafbrudt at færdes i, ligesom Vendsyssels og Nørresundbyes Beboere have samme Krav paa uden at opholdes af en slet Færgeindretning og at heraf fodet Tværhed at komme til Aalborg. Færgelauget havde forlængst burdet indsee sit eget naturlige Bedste ved Anskaffelse af en Dampfærge. Nu da det har sat Opsætsighed imod Forpligtelse, maa de selv bære Følgerne af at Staten sætter Puncum i Besiddelse af sin Ret og derved tillige statuerer et nyttigt Exempel paa Stringents i Overholdelsen af Forpligtelser imod det Offentlige eller i modsat Fald Rettighedens Suspension hos Instituter, som kun med hin Forpligtelse have erhvervet Ret til at drage Indlagt af et offentligt Forbindelsesmiddel. I sine forskjellige Regioner føler Færgevæsenet ogfaa denne naturlige Conseqvents, siden man i Løverdags, uden at Veiret kunde skjønnes at danne absolut Hindring, nægtede en Mand at blive sat over med Hest og Vogn og man, ved hans Beklagelse herover, naiv-ironisk henviste ham til at han jo nu snart kunde blive sat over i Dampfærge. Dette altfor længe savnede Middel vil upaatvivleligt ogsaa snart være ved Haanden; derfor borger Ministeriets og Postbestyrelsens alt udviste Virksomhed i denne Sag, der vil møde samme Støtte og Fremgang hos den fortiden const. Fælledsindenrigsminister, som i disse Dage har glædet vor By med sin Nærværelse og hos hvem ogsaa vedk. Committee i Audients har foredraget Sagen og modtaget de gunstigste Forsikkringer for dens Fremme. - Forhaabentiig vil en Dampfærge i England blive leiet til alternativ Anskaffelse og være her i næste Maaned til at kunne sættes i Fart inden October.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. august 1856)

I 1824 havde fattigvæsnet afgivet færgerettigheder til Færgelauget så samtlige Sundby færger tilhørte dette. Dette monopol blev først ophævet i 1865. Ved slutningen af 1850'erne var der i Sundby ansat ca. 50 mennesker som ernærede sig ved færgefarten. Ved Aalborgsiden skulle der altid ligge en stor kåg eller færgebåd sammen med 9 mand, de øvrige lå på Sundbysiden.

Sagen 331/57 Kammeradvocaten paa Embeds Vegne ctr. Interessenterne i Nørre-Sundby Færgelaug.

(Antaget, at det Offentlige ikke i Reglement 29de Novbr. 1834 § 30 har Hjemmel til at paalægge Nørre-Sundby Færgelaug at anskaffe en Dampfærge og ei beller kan være berettiget til selv at etablere en Dampfærgefart i det paagiældende Færgeløb.)

(Paadømt den 22de Februar 1858.)

Dommen er saalydende:

Under nærværende Sag, der efter Foranstaltning af Ministeriet for Monarchiets fælles indre Anliggender er anlagt mod de Indstevnte, Interessenterne i Nørre Sundby Færgelaug, i Anledning af at Lauget har vægret sig ved at efterkomme et samme af fornævnte Ministerium givet og ved kongelig Resolution af 17de Octbr. 1856 nærmere bestemt Paalæg om at anskaffe en Dampfærge paa Færgeløbet mellem Nørre-Sundby og Aalborg, har Citanten, Kammeradvocaten paa Embeds Vegne i 1ste Instans paastaaet det indstevnte Færgelaug kjendt pligtigt til under en daglig Mulkt og i fornødent Fald under Tvang af den i Reglementet for Færgefarten mellem Aalborg og Nørre-Sundby, af 29de Novbr. 1834 $ 31, sidste Stykke, bestemte Omgangsmaade at anskaffe og sætte i Fart en Dampfærge paa det ovennævnte Færgeløb, eller in subsidium det Offentlige kjendt berettiget til enten selv eller ved Andre, uhindret af Færgelauget, at etablere en Dampfærgefart i bemeldte Færgeløb, hvorhos Citanten endelig har paastaaet de indstevnte Interessentere in solidum idømte en anseelig Pengemulkt for at have siddet det dem givne Paalæg overhørige. Ved Underretsdommen ere de Indstevnte imidlertid frifundne for Citantens Tiltale, og Sidstnævnte har derfor nu indanket Sagen for Overretten, hvor han har gjentaget de ovenmeldte i 1ste Instans af ham nedlagte Paastande, medens de Indstevnte procedere til Underretsdommens Stadfæstelse.

Citantens principale Paastand er støttet paa den i det ovennævnte Reglement af 29de Novbr. 1834 § 30 indeholdte Bestemmelse, at Færgelauget skal finde sig i enhver Foranstaltning, Færgereqvisiterne, Besætningen og Færgefarten i det Hele betræffende, som Generalpostdirectionen maatte finde nødvendig eller hensigtsmæssig, og at det uvægerlig skal iværksætte de Forandringer og heraf følgende Forbedringer, der maatte vorde dem paalagte, idet Citanten nemlig mener, at den citerede Bestemmelse er affattet i saa almindelige Udtryk, at den maa ansees at omfatte en saadan Foranstaltning og Forbedring som den, hvorom der nu er Spørgsmaal; og at der saa meget mindre er Grund til ved en indskrænkende Fortolkning af Bestemmelsen at udelukke den nu paabudne Foranstaltning derfra, som den citerede Bestemmelse slutter sig til de Conditioner, hvorefter Færgerettigheden, der tidligere har tilhørt Fattigvæsenet i Aalborg, i sin Tid af dette er afhændet ved offentlig Auction, i hvilke Conditioner der paalægges Kjøberen, med Hensyn til en i Tiden mulig forbedret Indretning ved Transportvæsenet, Forpligtelse til at indrette deres Færger og Kaage efter de Regler og Anordninger, som desangaaende maatte udkomme, — og der derhos allerede i Reglementets § 2 indeholdes Bestemmelser om Forandringer af de daværende Færgereqvisiter, der formeentlig vise, at Bestemmelsen i § 30 maa have et andet og større Omraade, ligesom det efter Citantens Formening er sandsynligt, at Dampkraftens Betydning for Communicationen ikke paa den Tid kan have været udenfor Betragtningen, og at man ikke kan have villet forhindre en fremtidig Omordning som den, hvorom der nu handles.

Det skjønnes imidlertid ikke rettere, end at der maa gives de Indstevnte Medhold i, at den citerede Bestemmelse i Reglementets § 30 ikke kan ansees at hjemle et Paabud om en i Organisationen af hele det paagjældende Færgevæsen saa indgribende Foranstaltning, som Anskaffelsen af en Dampfærge og Opførelsen af de dertil fornødne Broanlæg m. v. efter Forholdets Beskaffenhed og de Indstevntes Fremstilling maa antages at ville være. Reglementets § 2 indeholder nemlig detaillerede Forskrifter om de Fartøier, som Lauget skal holde til Færgefartens Bestridelse, hvilke alle ere Ro- eller Seilfartøier, og ligesom der i denne § ikkun forbeholdes Generalpostdirectionen Ret til i Tilfælde af en ældre Færges Ombygning eller en ny Færges Anskaffelse istedetfor en ældre, at bestemme, om der i Henseende til Constructionen bør skee nogen Forandring, saaledes ere ogsaa samtlige Bestemmelser i de efterfølgende §§ i Reglementet byggede paa Forudsætningen om Færgefartens Bestridelse ved Ro- og Seilfartøier, og navnlig er det i Reglementets § 10 alene gjort Færgelauget til Pligt at vedligeholde de tilværende Broer og Anlægs. steder m. v.

Naar det nu derefter i Reglementets § 30 hedder: "Det er iøvrigt en Selvfølge“, at Færgelauget skal finde sig i enhver Foranstaltning, Færgevæsenet betræffende, som Generalpostdirectionen maatte finde nødvendig eller hensigtsmæssig, og iværksætte de Forandringer og heraf følgende Forbedringer, som maatte vorde dem paalagte, alt under Tiltale og Ansvar efter § 31, hvilken sidste § fastsætter Mulkter for Overtrædelser og Tilsidesættelser af de Færgelauget og dets Undergivne efter Reglementet paaliggende Pligter, og derhos bestemmer, at skulde Færgelaugets Tilsidesættelse af dets Pligter, enten i Henseende til Færgereqvisitternes Vedligeholdelse, i Henseende til Færgebesætningen, eller i andre Maader gaae saa vidt, at det Offentlige udsættes for at lide derunder, og uden at foregaaende Anvendelse af Mulkt har den tilsigtede Virkning, er det Offentlige berettiget til paa Færgeinteressenternes Bekostning at lade slige Mangler afhjælpe og de foreskrevne Forbedringer indføre, maa det efter disse Bestemmelsers hele Indhold og den Forbindelse, hvori de staae med de foregaaende Bestemmelser i Reglementet, ansees uantageligt, at det skulde være tilsigtet at forbeholde Autoriteterne Ret til at paabyde nogen saadan Forandring i de foregaaende detaillerede Bestemmelser i Henseende til Færgefartøierne, som vilde medføre en fuldkommen Omorganisation af Færgevæsenet, og navnlig kan det efter Forholdets Beskaffenhed og Indholdet af den ovenciterede Bestemmelse i Reglementets § 10 med Hensyn til de i Forbindelse med Færgefarten staaende Broanlæg ikke antages, at der ved Affattelsen af § 30 skulde være taget Hensyn til en eventuel Anvendelse af Dampfærger og den deraf følgende Udvidelse af Broanlæggene, hvilket der i saa Fald havde været al Anledning til udtrykkelig at udtale. Efter det Anførte vil Citantens principale Paastand ikke kunne tages til Følge, ligesom der selvfølgelig ikke kan blive Spørgsmaal om at idømme de Indstevnte Mulkt for ikke at have efterkommet det dem givne Paalæg, naar samme ikke findes at have Hjemmel i Reglementet; og da Citantens subsidiaire Paastand om, at det Offentlige skulde kjendes berettiget til selv at etablere en Dampfærgefart i det paagjældende Færgeløb, ikke kan forenes med den Færgelauget ifølge det oftnævnte Reglements § 1 tilkommende Eneberettigelse til Færgefart sammesteds, maa det billiges, at de Indstevnte ved Underretsdommen i det Hele ere frifundne for Citantens Tiltale i denne Sag, og bemeldte Dom, hvorved Processens Omkostninger i 1ste Instans ere ophævede, vil derfor efter de Indstevntes Paastand blive at ftadfæste.

Processens Omkostninger for Overretten findes efter Omstændighederne at kunne ophæves.

Det til Sagen hørende stemplede Papir har her for Retten rigtigen været forbrugt.

Thi kjendes for Ret:

Underretsdommen bør ved Magt at stande.

Processens Omkostninger for Overretten ophæves.

(Juridisk Ugeskrivt 1858)

Farefuld Postfærd. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Nykjøbing paa Falster hedder det under 16. Jan. i Byens Av. Den fra Kjøbenhavn i Løverdags Aftes udgaaede lollandske Pakkepost afgik fra Vordingborg i Søndags Middags Kl. 12 over Masnedø med 4 Reisende og endel Gods og forlod Masnedø omtrent Kl. 1 paa 4 Isbaade, i klart Veier og med vestlig Vind. Da Baadene vare komne en Fjerdingvej ud i Strømmen, blev den ene af dem skaaren istykker af Drivisen, saa den strax fyldtes med Vand og maatte forlades, efterat det med Møie var lykkedes at redde Postgodset i meer eller mindre vaad Tilstand, paa en Komode nær, som tilhørte en af Passagererne. Senere Kl. 4 a 5 reiste sig en stærk Blæst, og Skrueningen af Drivisen tiltog, saaledes at en anden Baad blev læk og trods den flittigste Øsning tilsidst blev saa opfyldt med Vand, at ogsaa den maatte forlades med alt deriværende Postgods, da de to tilbageværende Baade ikke yderligere turde overlæsses; dog blev den først trukken op paa et Isstykke, saa at det dog er muligt, at den kan være dreven iland etsteds med Isen. De to andre Baade vare udsatte for den største Fare i Drivisen, og det saae flere Gange ud til, at Alt skulde gaa tabt; men omsider Kl. 11 om Aftenen, naaede man Falster udfor Havnsø, hvor 4 Vogne strax rekvireredes til Postens Befordring til Gaabense Færgegaard. Færgefolkene fortjene al mulig Roes for den Iver og Udholdenhed, hvormed de, under Dampskibsfører Hansens ledelse, udførte deres Hverv; thi havde ikke disse Mænd arbeidet saa ufortrødent, vilde sandsynligviis hverken Passagererne eller Resten af Postgodset været i Behold.

(Ribe Stifts-Tidende 22. januar 1856).

Den tidligere omtalte Baad med Pakkepostgods, som ved  Overfarten fra Vordigborg til Gaabense nylig maatte forlades, er senere inddreven paa Baagø, hvorfra Godset, ialt 26 Stkr., blev bjerget og nu er ankommet til Nykjøbing. Det Bjergede er dog Alt i mere elller mindre vaad Tilstand og det vil saaledes være et temmelig føleligt Tab for Mange, hvis Hs. Exc. Generalpostdirektøren ikke maatte finde sig foranlediget til at tilstaae vedkommende Eiere Erstatning, hvorom man dog - støttende sig paa dennes bekjendte Liberalitet - nærer Haab. (Loll.-Falst. Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 29. januar 1856).

Færgefart til Morsø. (Efterskrift til Politivennen)

Vi have modtaget Følgende:

"Hr. Redacteur!

Af en Skrivelse fra Morsø i Aalborg Avis Nr. 79 har jeg seet, at Kjøbmandsstanden i Nykjøbing yttrer Utilfredshed med, at jeg som Eier af Gaarden Fæggeklit har erholdt Bevilling til dersteds at handle med grove Varer under Betingelse af, at jeg ved den nye Færgebro paa Morslandssiden opfører et nyt Krosted med Befordringsstation.

Da det ikke er udsædvanligt, at man, naar Noget gaaer eller er gaaet imod Ønske, kaster Skylden herfor paa Andre, uden at søge den hos sig selv, anseer jeg det ikke for overstadigt at oplyse, hvorledes Sagens egentlige Sammenhæng er. Alt i over 2 Aar har Amtet, efter Generalpostdirecteurens Opfordring, ved forskjellige offentlige Bekjendtgjørelser søgt at opmuntre til Anlæg af en Kro ved Fæggesund, som hidtil har været meget savnet saavel af de Reisende, der befare dette Sundsted ialmindelighed, som især af Dampskibspassagererne, da Fæggesund er det eneste Sted paa Reisen til Thisted, hvor Dampskibet kan anløbe Morsø. Desuagtet havde Ingen viist sig villig til at overtage denne Entreprise, uagtet der ved de nævnte Bekjendtgjørelser var givet Tilsagn om Kroholdsbevilling og Ret til at afgive Extrapostbefordring fra Stedet, formodentlig fordi man befrygtede, at Bekostningen ved Indkjøbet af den dertil fornødne Jord og Opførelsen af hensigtsmæssige Bygninger m. v. ikke kunde ventes dækkede ved Overskudet af de aarlige Indtægter. Da jeg imidlertid havde tilkjøbt mig Gaarden Fæggeklit, tilbød jeg at overtage denne Bekostning, saafremt der maatte forundes mig en lignende Bevilling som den, der for flere Aar siden er meddeelt Kromanden paa den modsatte Side af Sundet, til fra Krostedet at handle med grove Varer. Efter at min Ansøgning derom var bleven særdeles anbefalet af Sogneforstanderskabet, blev det vedtaget i Amtsraadet med lige Stemmer for og imod, at forelægge Indenrigsministeriet Sagen til Afgjørelse. Af Ministeriet er Bevillingen derefter meddeelt, formodentlig især efter Generalpostdirecteurens Anbefaling, der ønskede Krostedet etableret og ikke havde kunnet fremskynde delte paa anden Maade eller anderledes faae Anløbsstedet etableret.

Hvis nu den ærede Handelsstand i Nykjøbing virkelig tillægger et sligt Etablissement en saa høi Værdi som det kunde synes af det ommeldte Brev, bliver Spørgsmaalet: hvorfor har den da ikke selv benyttet Lejligheden til at kjøbe Fæggeklit, der i flere Aar har været falbudt; eller hvorfor har den idetmindste ikke søgt at afkjøbe mig der Stykke Jord paa 20 Tdr. Land, som skal tillægges Kroen og hvorpaa denne nu bliver opført. Den vilde da upaatvivlelig have kunnet opnaae den samme Begunstigelse, som nu er tilstaaet miq, under samme Vilkaar og jeg er overbeviist om, med større Lethed end jeg, da Amtmanden, endskjøndt han meget interesserede sig for denne som for hver anden nyttig Foranstaltning i Amtet, dog netop af Hensyn til mit Tjenesteforhold til ham, saaledes som Amtsraadets Forhandlingsprotocol kan udvise, ikke vilde benytte sin Ret til, i Tilfælde af lige Stemmer, som Formand at afgjøre, hvorvidt Sagen skulde anbefales til Ministeriet eller ikke, hvoraf fulgte, at den, som ovenfor bemærket, ikke blev anbefalet af Amtsraaadet, men kun henstillet til Ministeriets Afgjørelse. En ligefrem Anbefaling vilde derimod sikkert være bleven meddeelt under andre Omstændigheder og navnlig saafremt Handelsstanden i Nykjøbing havde ansøgt om Bevillingen.

Hvad dernæst den Concurrence angaaer, som De i Deres yderligere Betragtninger, angaaende dette og lignende Handelsetablissementer, har omtalt som ønskelig, da skal jeg endvidere oplyse, at der, som alt anført, findes et tilsvarende Etablissement paa den modsatte Tide af Fjorden, der der neppe er over 300 Alen bred, hvorhos det i samme Anledning fortjener at bemærkes, at Fæggeklit er 3½ Miil fra Nykjøbing, ligesom Krostedet paa den modsatte Side omtrent ligger i samme Afstand fra Thisted, naar man kjører over Veilen dertil.

Af det Anførte vil De formeentlig finde, at d'Hrr. Kjøbmænd i Nykjøbing langt lettere end jeg kunde have opnaaet den meget omtalte Bevilling, som det Offentlige heller ikke har meddeelt mig uden Vederlag, da jeg foruden at tillægge 20 Tdr. Land vil hare at anvende ca. 7000 Rd. paa Bygninger og Befordringsvæsenet for Bevillingen maa benyttes samt at min Stilling som Amtsfuldmægtig i saa Henseende ikke har været mig til Fordeel.

Ved den til Offentlighed givne Foranledning haaber jeg tillige, at De tillade mig at benytte Deres ærede Blad til blot simpelthen at modsige en Beskyldning for Misbrug af Portofriheden, som for ikke lang Tid siden er fremkommen imod mig i et andet Blad og som jeg ikke anseer der fornødent videre at imødegaae, end at erklære Beskyldningen for aldeles urigtig og grundet paa Ubekjendtskab til min Stilling som Kasserer for Enkekassen.

Thisted, den 16te April 1855.

Ærbødigst

Jespersen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. april 1855)

Kammerassessor Jespersens sag med færgefarten ved Fæggesund er grundigt beskrevet af Anders Sørensen: Lidt om Feggesund Færgested. I den iøvrigt meget lange artikel står om Jespersen, at utilfredsheden bl.a. skyldtes det skete i konkurrence med Gade der ikke havde nogen bevilling, hvilket han efter egen opfattelse ikke fandt nødvendigt. Kammeradvokaten afslog efterfølgende Jespersens ansøgning, men lod en kattelem åben for at åbne en færgeforbindelse fra Mors til Hannæs (ikke omvendt). I stedet søgte han 20. november 1856 at etablere færge fra Christiansholm til Arup.  Det fik han 29. april 1857. Jespersen solgte efterfølgende Christiansholm og blev prokurator i Odense. 

Færgefarten ved Hadsund. (Efterskrift til Politivennen).

Paa en Tid, da der her i Landet gjøres Alt for at lettet Communicationen mellem de forskjellige Egne, tillader man sig at henlede høiere Autoriteters Opmærksomhed paa en saa vigtig Gjenstand som Færgefarten ved Hadsund, i Hindsted Herred, Aalborg Amt. Liggende mellem saa betydelige Kjøbstæder som Rander og Aalborg, er der selvfølgelig en stor Conflux af Reisende, ligesom Godstranporten og er betydelig. Dette skulde man synes burde endmere opfordre vedkommende Færgemand til hurtig Expedition og til at lette de Reisende Overfarten, og --  dog er dette langtfra at være Tilfældet. 

Den nuværende Færgemand, som i mange Aar har besiddet denne særdeles indbringende Entreprise, synes at betragte denne Sag, som er af saa stor Vigtighed for den Reisende, som en Bisag. TIl Færgefarten høre vel tvende Færger, men deraf ligger den ene altid, naar de 2de Markedsdage undtages, fortøiet for et Anker, og den anden er saa yderlig slet, at der for hver Tour, den gjør over Fjorden, maa øses Vand af den. To Færger kan den Reisende vistnok med fuld Føie forlange, een paa hver Side af Fjorden. Derved at der kun er een Færge til Disposition, opstaaer den for den Reisende betydelige Ulempe, at man ved en Afstenstund at ville reise over til den nordre Side af Fjorden, (hvor den ene disponible Færge stadig er stationeret) som oftest maa vente i 1 a 2 Timer under aaben Himmel med Heste og Vogn, mangengang i Frost og Slud. At et saadant Ophold er uforsvarligt, vil visselig indrømmes af Enhver. Det er flere Gange vederfaret Indsenderne heraf, paa deres mange aarlige Reiser over Fjorden, at de have maattet friste et saadant Ophold, inden det behagede Vedkommende at indfinde sig med Færgen. De saakaldte Kaage (gamle fladbundede Kasser), hvori de enkelte Reisende blive satte over Fjorden, kunne ei rose dem af at være bedre end Færgerne. Det er ingen Sjældenhed, at de Reisende blive overfusede af Færgefolkene og det synes besynderligt, at Færgemanden ei kan holde sine Folk i Respect, da han dog maa staae til Ansvar for de Handlinger, som de udføre i hans Tjeneste. Færgemanden (Herr Westedt) har vel, som man siger, uden at være forpligtet dertil, lagt en Prosse over Fjorden fra det ene Brohoved til det andet, men denne er i en saadan Tilstand, at den ofte gaaer itu. Saaledes arriverede det for kort Tid siden, da en Mand med Hest og Vogn skulde over Fjorden til Mariager for at hente en Læge. Midt paa Fjorden springer Trossen. Færgen drives af den stærke Strøm langt opad Fjorden. Ingen Aarer havde Færgefolkene med og kun efter en møisommelig Arbeiden blev Landet naaet på den nordre Side. Manden risikerede meget, satte næsten sig selv og Heste i vove og maatte da, efter den overstaaede Fare, reise til Hobro, hvortil der er 3 Miil, for der at søge Lægehjælp. Paa Broerne er ingen Taxt opslaaet, som der dog burde, og man veed desaarsag ei, hvad Færgemanden kan fordre. Er man endelig efter en besværlig Overfart ankommen til den nordre Side, hvor Herr Westedt boer og der forlanger en Smule varmt Vand, faaes sædvanlig det Svar, at intet Saadant haves, og man maa da lade sig nøie med tørt Smørrebrød, samt nyde det i en kold og uhyggelig Stue. De øvrige Forfriskninger, som kan faaes, staae i Forhold til til Ovenstaaende. Det er derfor intet Særsyn, at Misfornøjelsen, saavel med Overfarten, som Beværtningen ved Hadsund Færgested er almindelig blandt Omegnens Beboere, som og blandt de mange Reisende, der passere Samme og et almindeligt Ønske vilde opfyldes, hvis der blev sat en Grændse for de Misbrug, som der gaae i Svang og ført en streng Control med Færgefarten. 

November 1854. Flere Reisende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11 januar 1855. 2. udgave).

Hadsund færgested ved Mariager Fjord daterer langt tilbage i tiden og forbandt Hobro-Aalborg landevej med landevejen syd for fjorden mod Randers og Mariager. Det var oprindeligt en rofærge, men i 1855 indsattes en trækfærge som fungerede indtil en bro blev bygget i 1904. Hadsund by blev først til efter at det begyndte at blive afholdt kornmarked på stedet. På artiklens tidspunkt lå der et par gårde og huse på bakken overfor færgestedet.