En Reise fra Kjøbenhavn til Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift indeholder "Aalborgposten" for i Tirsdags et indsendt Stykke, der er underskrevet "Samtlige Passagerer til Aalborg", og hvoraf vi give følgende Uddrag: Fredagen den 5te April mødte vi paa Kvæsthuusbroen i Kjøbenhavn, for ifølge Bestemmelsen Kl. 5 at afgaae med Dampskibet "Uffe" til Aalborg. Afgangen skete imidlertid først, da Klokken var over 7, altsaa 2 Timer senere, end den skulde have fundet Sted; men en saadan Forsinkelse hører jo nu for Tiden ikke til Sjældenhederne. Alt gik meget heldigt, indtil vi vare omtrent 1 Miil fra Indløbet til Hals, - der støtte Dampskibet paa Grund. Capitainen erklærede da, at han ikke kunde gaae til Aalborg, og at han derfor havde signaliseret efter Baad, der skulde føre os til Hals. Denne ankom da ogsaa, men da man i Land ingen Anelse havde om, at der skulde Passagerer ombord i den, var det kun en almindelig Rojolle, hvori der var reist Master og paasat Seil. Da de til Aalborg bestemte 8 Passagerer med samt deres Reisegods vare komne ned i den, fortsatte Dampskibet, der imidlertid var blevet flot, strax sin Fart til Frederikshavn. Nu begyndte vore Gjenvordigheder; Thi Søfolkene maatte, paa Grund af Baadens Overfyldning og Stormens tiltagende Voldsomhed, nedtage Seilene og tage fat paa Aarerne, men trods deres Anstrengelser varede det ikke længe, førend vi vare drevne en Miil ud af vor Cours. Vi havde næsten opgivet Haabet om nogensinde at naae Land, da vi til vor Glæde opdagede, at den store Lodsbaad fra Hals ilede os til Hjælp. Efter megen Anstrengelse naaede den os, i efterat vi omtrent i 2½ Time havde drevet og hugget paa Revlerne, og efter flere livsfarlige Forsøg lykkedes det os ogsaa at komme ombord i den. Der maatte vi lade os nedstuve under Dækket i de meest ubekvemme Stillinger og kunde hverken see Sol eller Maane. Hvert Øieblik bleve vi kastede fra den ene Side af Baaden til den anden, thi der maatte hyppigt vendes, og Baaden krængede naturligviis voldsomt - Masterne sloge saaledes undertiden heelt ned i Vandet. Søfolkene maatte efter flere frugtesløse Forsøg opgive det som en Umulighed i den orkanagtige Storm at naa til Hals igjennem det  egentlige Fjorddyb; vi maatte derfor gjøre en i Omvei paa omtrent 2 Miil for at forsøge Indseilingen ad Veidybet omkring Muldbjergene. Ved vore Søfolks Udholdenhed lykkedes det os ogsaa ad denne Vei at naae Broen ved Hals Kl. 3 om Eftermiddagen, efterat vi ialt havde været omtrent 6½ Time underveis. Naturligviis vare vi dyngvaade og i det Hele taget meget forkomne, ligesom vort Reisetøi tildeels er ødelagt; thi Vandet er trængt igiennem Kufferter, Hattefutteraler etc. Fra Hals bleve vi i aabne Vogne befordrede til Aalborg, hvortil vi ankom Kl. 9 om Aftenen.

De 6 brave Lodser fra Hals bringe vi vor hjerteligste Tak, fordi de ved deres Udholdenhed og Conduite have frelst vort Liv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1867).

Færgen fra Gammelholm til Knippelsbro. (Efterskrift til Politivennen)

Færgefarten mellem Gammelholm og Knippelsbro benyttes, som bekjendt, meget stærkt af Publikum, men desværre er Nedgangen til og Opgangen fra Baadene i den Grad livsfarlig, at det er et Under, at der endnu ikke er skeet nogen Ulykke især ved det søndre Brohoved med sønden Storm og stærk sønden Vande. Trappen er smal, steil og glat; det sidste Trin ofte ved Lavvande over en Alen høit, og der findes intet Faldereb at holde sig ved. Færgemanden har Nok at bestille med at holde Baaden, saa at han ikke kan hjælpe Passagererne, og styrter et Menneske udenbords, er han redningsløs fortabt, hvis han ikke kan svømme; thi Strømmen vil i et Nu rive ham ind under Broen. Dette Onde vil let kunne forhindres ved at anlægge et Landgangssted med Faldereb paa den nordre Side af Broen ligefor det søndre med en Nedgangstrappe med brede Trin, som ikke er for steil; thi der er Plads nok. Herved vil man opnaa, at Baadene med sønden Storm og sønden Vande ligge i Læ, saa at Passagererne med Sikkerhed og Lethed ville kunne stige i og fra Færgebaadene. Paa den søndre Side bør den livsfarlige Trappe gjøres bredere, og der bør anbringes et tilstrækkeligt Antal Faldereb. Ved disse Foranstaltninger vilde tillige opnaaes, at Overfarten kunde ske fra begge Landgangesteder, naar Vind og Strøm var dertil.    11-18.

(Dags-Telegraphen 4. november 1865)

Ifølge denne tegning af Vilh. Pacht: Knippelsbro fra Illustreret Tidende 482, 20. december 1868 og den medfølgende artikel skulle denne scene være en daglig foreteelse: Klapperne der rørte på sig, tilmed en gammel gnaven patriarkalsk hovmester.

Soldaterslagsmaal i Korsør. (Efterskrift til Politivennen)

- Betydelige Exsesser, hedder det under 26. Oktober i "Korsør Av.", have sidstafvigte Nat fundet Sted her i Byen, foranledigede af hjempermitterede Soldater. Hele Banegaarden afgav imorges Synet af en ødelagt Kampplads: Døre vare sprængte, Vinduer ituslagne. Politiet gik med blaa Øine osv. Etter hvad der er os berettet, er denne Sags Sammenhæng fra de offenlige Autoriteters Side saa skandaløs, at den fortjener alvorlig Paatale. Det kongl. danske Postvæsen, der driver en stor Fragttrafik, generer sig ikke for at sælge Billetter til langt flere Personer, end Postdampskibene kunne rumme. Naar Postvæsenet har solgt sine Billetter og Pengene ere komne i Kassen, saa antager det at have gjort sin Pligt overfor Publikum, der naturligvis ikke overfor en saadan kgl. Autoritet har nogen Ret til at erholde Befordring for Billetterne. Iaftes havde saaledes Postvæsenet i Kjøbenhavn ved sin, indirekte Underagenter solgt Billetter til. 6 a 700 Mand til Holsten, medens Postdampskibet "Jylland" ikke kunde medtage mere end 300 Mand. Istedetfor nu strax, da dette viste sig, at lade det til Disposition liggende Dampskib gaa til Kiel, eller istedetfor strax at fragte et privat i Havnen liggende Dampskib, fandt Postvæsenet det tilstrækkeligt simpelthen at give den Besked til de resterende 300 halvberusede Soldater, at Pladsen var optagen, og at de maatte vente til den næste Dag. Det er ikke forunderligt, at den Uret, Postvæsenet havde viist, forbistrede Soldaterne, ligesaa lidt som del er forunderligt efter flige Folks Natur, at de gave deres Forbitrelse Lukt imod Jernbanevæsenet og Politiet, der vare aldeles uskyldige, medens Postvæsenet som en gammel, kgl. dansk Autoritet forholdt sig aldeles rolig, som om Sagen ikke angik det. Med de Kræfter, Politimesteren havde til sin Raadighed, var det umuligt at forhindre, at Soldaterne ituslog Rude paa Rude paa Banegaarden, at de ødelagde Flasker og Glas i Ventesalene, at de trængte ind i Inspektørens Kontor for at molestere ham osv. Overfor en saadan Bande er naturligvis Politiet kraftesløst; tvende Betjente bleve svært molesterede, og Politimesteren og det øvrige Personale vare hele Natten udsatte for en lignende Molest. Endelig lykkedes det Politiet henad Natten og Morgenstunden at sprede Banden ved at anbringe den i Logis i forskjellige Hold i Byen; men Byen selv blev den hele Nat gjennemstrejfet af Bander paa 30, 50 og 100 Mand, der med simbriske Hyl vexelvis stormede Raadhuset og forskjellige Værtshuse, hvor de sprængte Døre og Karme, ituslog Vinduer m. m. Efterat Postvæsenet, hvem Politiet havde reddet fra Molest, havde gnedet Øjnene efter Nattens retfærdige Slummer, førtes der endelig Underhandlinger med Kjøbenhavn, hvoraf Følgen blev, at Dampskibet "Diana" fragtedes til at afgaa med Banden idag Middag Kl. 12. Under disse tydske Soldaters Ophold her imorges ankom endvidere c. 3-400 danske permitterede Soldater fra Kiel, der paa Banegaarden kom i Klammeri med deres tydske Kammerater; et storartet Slagsmaal var ved al bryde løs, da del lykkedes Politiet at aflaase Ventesalen for de danske Soldater og at fierne Tydskerne, men dersom Toget blot var afgaaet 10 Minuter senere, vilde Kampen desuagtet have været almindelig. Atter iaften ventes et langt større Antal Soldaler end Postskibet kan overføre, og vi tvivle ikke paa, at Politiet med de Kræfter, der staa til dets Raadighed, og som det kan forskaffe, vil træffe alle fornødne Foranstaltninger. Men det forekommer os, at den hele Maade, hvorpaa Postvæsenet i denne Henseende driver sin Forretning, er saa fordømmelig, at der var god Grund for det høje Justitsministerium til paa den offentlige Sikkerheds Vegne at nedlægge alvorlig Protest imod denne Fremgangsmaade, der udført af en privat Mand med Rette vilde være Gjenstand for den højeste Grad af Misbilligelse. Del er ikke nogen ligegyldig Sag. om en lille By, der ikke har Garnison, pludselig overrumples af Bander paa 3-500 Personer, der, om de vilde, paa en Nat kunde ødelægge og udplyndre hele Byen. Det synes ogsaa urigtigt at Krigsministeriet paa een og samme Dag at permittere alt Mandskab, istedet for f. Ex. at iværksætte Permitteringen i Løbet af otte Dage, hvis Ministeriet ikke foretrækker at lade de permitterede Soldater føre til Endestationerne af militære Kommandoer.

(Jyllands-Posten 3. november 1862)

- Fra Postmesteren i Korsør har Byens Avis modtaget Nedenstaaende med Anmodning om Indrykkelse af samme til nærmere Oplysning og Berigtigelse af Artiklen om Exsesserne i Korsør forleden Nat. "Der var intet af Postvæsenets Skibe til Disposition den Nat. "Jylland" skulde til Kiel, "Skirner" til Nyborg og "Gerda", som var det eneste tilbageværende af Postvæsenets Skibe, var under Kjedel-Reparation, og del var kun med den yderste Anstrengelse, at "Gerda" blev færdigt til at tage Tur til Nyborg Søndag Aften, saa at "Skirner", der ellers skulde have været til Nyborg, kunde gaa i Extratur med Soldater til Kiel den Atten. Hvad Betragtningen at det i Havnen liggende private Dampskib angaar, da erklærede Føreren ej at ville gaa, førend han havde Tilladelse dertil fra sin Rheder. Direkte til ham blev der telegraferet strax om Morgenen, og saasnart hans indrømmende Svar ankom, var Skibet klart til al gaa, da der allerede forinden var fyret op."

(Jyllands-Posten 5. november 1862)

Laug i Nørresundby. (Efterskrift til Politivennen)

- Rand. Av. indeholder Følgende, af et Brev" her fra Aalborg:

"Vi have her Alt hvad der hører til et indgroet Laugsvæsen, og desuden, som eiendommeligt for os, et Færgelaug, hvis Privilegium trodser hver Bestræbelse efter hensigtsmæssige og tidsvarende Forbedringer i Henseende til Kommunicationen over Liimfjorden med Byens rigeste og bedste Opland, Vendsyssel; og fremfor Alt har Aalborg hidtil uantastet bevaret sit gamle Handelslaug, af hvis forældede men endnu gjældende Bestemmelser til Exempel skal anføres een, der iyder saaledes:

"Dersom nogen Ungkarl, som er udi Lauget, bortbærer nogen Mands Barn uden Lauget, og han det først anmelder for Oldermanden, tillader han det imod Erlæggelse til Kassen 2 Rigsdaler, men anmelder han det ikke, da 3 Rigsdaler".

Nu er det som bekjendt ved den nye Næringslov paabudt, at dette Laug skal hæves fra 1ste Jan. 1862 og at der skal gjøres Forslag til Indenrigsministeriet om,  hvorledes der bør forholdes med Laugets Formue, som bestaaer i det saakaldte "Compagniehuus", brandforsikkret for 24,260 Rd., med en Gjæld af 5500 Rd., en Capital af c. 3000 Rd. og nogle Legater, og da de iforveien existerer en velindrettet Hjælpekasse for Kjøbmænd, uafhængig af Lauget og eiende en Formue af c. 10,000 Rd., hvoraf dog omtrent Halvdelen stikker i jydske Kjøbstabcreditforenings-Obligationer, vare alle Betingelser tilstede for en heldig Ordning i Henseende til Laugets Formue, idet man kunde overgive den til Hjælpekassen, ligesom der ogsaa var ypperlig Leilighed til paa eengang og grundig at blive Laugsvæsenet qvit. Men den gamle Laugsaand trængte igjennem; istedetfor at følge den foran antydede Vei, blev det med stor Majoritet vedtaget, at andrage paa Oprettelse af en ny Forening (c: Laug), der skal komme den gamle saa nær som muligt, overtage Formuen og i Henseende til nye Interessenter kun være tilgjængelig imod en dobbelt saa høi Recognition som tidligere, kort sagt: det gamle Laug i en forynget og kraftigere Skikkelse. Et Minoritetsforslag i frisindet Retning er rigtignok samtidigt hermed indsendt; Ministeriets Resolution er endnu ikke modtagen."

Hvad i Spidsen af dette Brev er sagt om Færgelauget i Nørresundby, forholder sig vistnok rigtigt, men vilde alt have været uden Betydning, naar man havde villet behørigen realisere det Broanlæg, hvortil alt næsten for to Aar siden er beredvilligt af Ministerier og Rigsdag bevilget Penge og af Byen givet eenstemmigt Samtykke. Yttringer om en Bestemmelse i de fleste Kjøbmænds Liigbærerlaug kan vel være sand, saa nøie kjende vi ikke dette rigtignok meget antigue Institut. Men dette Liigbærerlaug, der var eller ansaaes forbindende for Medlemmerne af Kjøbmandslauget (forsaavidt disse ikke hørte til andre konfessioners Begravelsesritus), bliver fra Nytaar, da Kjøbmandslauget ophører retligt at existere, aldeles enestaaende, da hver Kjøbmand fra Nytaar, eftersom Kjøbmandslauget da er begravet og Liigbærerlauget ikke længere faaer nogen Function ved Kjøbmandslauget, kan gaae ind i hvilkensomhelst Begravelsesforening, naar han vil være i nogen, som han ønsker. At man derimod i Kjøbmandslaugets sidste Timer endnu har vedtaget den mere curieuse end bedrøvelige Indstilling, som den i Brevet omtalte, forholder sig ganske rigtigt. Forgjæves indvendtes der ved Mødet, at Ministeriet allerede maatte undres over at see Mangelen paa Kundskab til Grundloven, da derefter denne jo er Frihed til at danne Foreninger og der ikke længere skal spørges om Øvrighedstilladelse til at danne nye Foreninger. Selve Indstillingen er derimod, foruden at dens Mening er meget uklar, saa uskadelig, at den ikke kan have nogensomhelst Følge. Om Anvendelsen af det hidtil bestaaende Laugs Formue er heller ingen klar Indstilling gjort, saa at Ministeriel dog herom vistnok maa foranledige en ny. - Beklageligere er det, at Kjøbmandslauget ikke hellere endte sin Tilværelse som sluttet Handelscorporation med at foranledige Indstilling til Ministeriet, om at der foretages virkelige og snarlige Skridt samt for, beredende Arbeider der og andetsteds til Anlæg af Længdebanen. Saa havde den dog idetmindste gjort noget for Handelens Interesse, og hvortil fremfor Alt Handelen trænger saa meget. Vilde man endnu inden Nytaar foranledige Saadant, saa var det vist det bedste Gravøl og den smukkeste Virkeliggjørelse af en ny fri Handelsforening.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. november 1861).

Livsfarlig Belysning ved Korsør Jernbanestation. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af den hyppige uforsvarlig slette Belysning ved offentlige Færdselssteder og den hermed forbundne Fare indeholder "Kors. Av." Føgende: 

"Da jeg med Jernbanetoget i Onsdags Aftes ankom til Korsør, var det saa mørkt, at man ikke kunde see tre Skridt frem for sig, idet der til Belysning af Havnepladsen var tændt een, skriver een Lygte. Da jeg skulde afgaae med Dampskibet til Kiel, fik jeg en kjendt Mand paa Pladsen (en Litsenbroder) til at føre mig hen hvor Skibet laae, thi selv kunde jeg Intet opdage. Idet vi ravede frem i Mørket, nærmende os et Skib, hørte vi et Pladsk i Vandet og ved Raabet om Hjælp overtydedes vi snart om, at et Menneske var faldet ud; ved hurtigt tililende Hjælp lykkedes det at redde Manden (Gross. Halberstadt fra Kjøbenhavn, paa Reise til Hamborg), der i Mørket havde taget feil og ligesom vi var kommen hen til det Skib, der skulde afgaae til Nyborg, og ved at ville gaae ombord var falden ud. Jeg yttrede til flere omkringstaaende Indvaanere fra Korsør min Forundring over, at Jernbanebestyrelsen ikke sørgede for den nødvendige Belysning, saa at de Rejsende uden at risiquere Liv og Lemmer ved Ankomsten hertil kunde opsøge Postskibene; men til min Forbavselse blev der mig svaret, at det ikke var første Gang, at der af Mangel paa tilstrækkelig Belysning havde været Menneskeliv i Fare samt at det længe havde forundret dem, at de Reisende ikke havde klaget over denne uforsvarlige Fremgangsmaade." J.

Klage over saa uforsvariig Fremgang burde man imidlertid ikke overlade til de Reisende, der ere ukjendte med den truende Fare, eller til dennes Stund; men det er Pligt for Indvaanerne paa de Steder, hvor Fare ved slig Forsømmelighed er øiensynlig, at klage herover og sørge for, at de Reisende, som, fremmede for Stedlighederne, færdes igjennem deres By, kunne overbevises om at passere et civiliseret Sted og ialtfald ikke udsættes for Fare paa Liv og Lemmer. Dette er for hver By, navnlig for hver Kjøbstad, der ogsaa drager stor Fordeel af Færdselen, en almeen Færdsels- og Menneskepligt. De særlige Myndigheder, eller Tilsynsmænd, som gjøre sig skyldige i Forsømmeisen, fortjene fortrinsviis den alvorligste Irettesættelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. april 1857).

Den uheldige grosserer kan have været David Moses Halberstadt (1819-1874). Han tog 1843 borgerskab og etablerede sammen med Jakob Hermann Mannheimer David Halberstadt & Co., der bl.a. beskæftigede sig med med kornforretning. 1857 købte firmaet en ejendom på Christianshavn, på hvilken det anlagde en dampmølle, som 1874 blev til aktieselskabet De forenede Dampmøller. Han var medlem af Grosserer-Societetets komité (1857-74) og af Sø- og Handelsretten (1873-74).

Denne tegning giver måske et indtryk af forholdene ved stationen i dagslys. Johann Carl Neumann: De slesvigske gæsters ankomst til Korsør, 1861. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Anledning af en Artikel i den Berlingske Tidende for 27de d. M., som er optagen af "Korsør Avis", angaaende en Reisende, som skal være falden i Vandet ved at gaae ombord i et af de til Afgang fra Korsør om Aftenen bestemte Dampskibe, hvorfor Skylden er lagt paa Jernbanebestyrelsen, skal jeg ikke undlade at henlede Opmærksomheden paa, at ligesom det omhandlede Factum, at en Mand er falden i Vandet ved at gaae ombord i et Dampskib, ikke beviser, at dette er skeet paa Grund af Mangel paa tilstrækkelig Belysning, saaledes vil dette, saafremt det virkelig skulde være Tilfældet, ikkun godtgjøre, at Landgangsbroen fra Dampskibet ei havde været tilstrækkeligt oplyst, og at bevirke dette er formeentlig ikke Jernbanens, men Dampskibenes Sag, ligesom Jernbanen selv maa belyse Indgangsdørrene til sine Stationer, og det maatte formeentlig let kunne skee med et Par Lygter paa Dampskibets Hjulkasse.

Forøvrigt skal jeg bemærke, at Pladsen imellem Hovedbygningen paa Korsør Banegaard og Dampskibene den omhandlede Aften var belyst af 7 a 8 Lygter. Forsavidt en fuldstændigere Belysning skulde være ønskelig, da hidrører den mulige Trang dertil væsentlig fra, at de til Afgang fra Korsør om Aftenen bestemte Dampskibe ofte ikke ligge paa det for dem bestemte og for de Reisende beqvemmeste Sted lige ud for Hovedbygningen, men jevnligt langt til Siden fra denne paa Steder, som nærmest er bestemt for Godstrafiken og hvor Jernbanen er nødsaget til at lade sine Godsvogne henstaae. Hvorvidt der maatte kunne skee en Forandring heri til de Reisendes Beqvemmelighed, skal jeg lade være uafgjort, eftersom det er en Sag, hvorpaa Jernbanedirectionen ikke har nogen Indflydelse. At Nogen tidligere skuide være falden i Vandet ved at gaae ombord i Dampskibene om Aftenen i Korsør, forholder sig ifølge modtagen Oplysning ikke rigtigt.

Den 29de April 1857, ærbødigst
Rothe.

(Da det i ovenstaaende Artikel stilles tvivlsomt, om den Paagjældende virkelig er falden i Vandet, kunne vi forsikkre, at dette virkelig har været Tilfældet. Forøvrigt haabe vi, at vedkommende Autoritet, hvem det saa end vedkommer, vil sørge for den tilbørlige Belysning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. april 1857).

Rothe var direktør for den sjællandske Jernbane. Artiklen i Berlingske den 27. april indeholdt samme beretning som i Aalborg Stiftstidende 30. april 1857.

Også Korsør Avis bragte Rothes svar, og tilføjede følgende:

Vi kunne med Bestemthed forsikkre Hr. Rothe, at den nævnte Grosserer af Mangel paa Ulstrækkelig Belysning paa Pladsen "virkelig" er falden i Vandet, og vi see os istand til, efter senere indhentede Oplysninger, at meddelt følgende: I Slutningen af forrige Aar faldt en Passager, som i Mørket tumlede om efter Kielerskibet, i Vandet, men blev til Lykke reddet, hvorimod en Pakke Sager, Manden førte med sig, gik tabt. For omtrent 3 Uger siden vilde tvende Arbejdere ligeledes passere Banegaardens Dunkelhed, men fristede samme Skjæbne og faldt ud; heldigviis vare Litsenbrødrene strax ved Haanden og fik dem trukken op. Ovennævnte Tilfælde er fuldkommen Sandhed; tvivler Hr. Directeur Rothe om, at "det virkelig skulle være Tilfælde", see vi os istand til ved en Deel Vidner yderligere at bekræfte, hvad vi her have fremført. Med Hensyn til Hr. Rothes Bemærkning, at Platsen den omhandlede Aften var belyst af 7 a 8 Lygter, da kunde vi hertil svare, at saafremt Hr. R. regner de Haandlygter med som af Enkelte benyttes paa Pladsen, kan han have Ret, ellers maae vi paa det Bestemteste paastaae, at dette ikke var Tilfældet.

Red.

- Fra en agtet Haand, hvem Red. tillægger megen Vægt i det omhandlede Spørgsmaal, have vi igaar modtaget følgende Skrivelse:

"Jernbanedirecteur Rothe skubber paa sin sædvanlige flotte Maneer alt Ansvar fra sig med Hensyn til den slette Belysning paa Banegaarden ved Korser og giver glatvæk Postdampskibene Skylden for at folk ved at gaae ned til Skibene gaae ud i Vandet og udsættes for at drukne, hvorfra de dog af Postdampskibenes Matroser hidindtil ere blevne reddede.

Den Reisende, der sidst faldt i Vandet, faldt ud imellem to af Dampskibene, hvor der altsaa ikke var nogen Bro og det godtgjøres saaledes ikke at Landgangsbroen til Dampskibet ikke har været oplyst, men derimod at Banegaarden ikke har været det. De tvende Lygter udenfor Pakhuset vare ikke tændte, rimeligviis af Forsømmelse, thi Aftenen derpaa brændte de ualmindeligt klart og smukt. Paa hvert af de afgaaende Dampskibe brænder saavel ved Landgangsbroen som paa Hjulkasserne og Mastetoppene ligesaa mange Lygter som paa hele Banegaarden.

Men at falde i Vandet er ikke den eneste Fare, man er udsat for, thi førend man kommer til Vandet, udsættes man for at løbe Panden istykker mod den lange Række tomme Godsvogne, der bestandig ere opkjørte ligeud for Jernbanestationens Hovedbygning, saaledes at man som oftest maa gjøre en lang Omvei for at komme ned til de nærmeste Skibe. Og er man sluppet lykkelig fordi disse, udsættes man for at løbe imod Pæle, falde over Fortøininger, Landgangsbroer etc.

Med Hensyn til Directeurens Anke over at Dampskibene ikke altid ligge ligeud for Hovedbygningens Døre, skulde man troe at han stod i den Formening, at det er lige saa let at flytte et Skib, som at rulle en Vogn frem paa et Par Skinner. Men om man ogsaa vilde lade Skibene hver Aften kjøre for Døren, har Directeuren saagodtsom gjort dette umuligt, da Bolværket, som oprindelig er bestemt for Dampskibene, altid for begge Ender er opfyldt af Seilskibe, der lodse Kul og Træ til Jernbanen, hvorved Pladsen er saa indskrænket, at der ikke er mere end et Par Tommers Afstand mellem hvert af Dampskibene.

Derimod vilde Intet saa godt som en tilstrækkelig Belysning af den omtalte Plads afvende alle de Farer hvorfor man er udsat paa Veien fra Jernhanestationen til Dampskibene. 8"

(Korsør Avis 2. maj 1857).

Korsør, den 6te Mai.

- Fra Hr. Inspecteur Salomon ved Korsør Banestation have vi igaar modtaget følgende Brev:

Hr. Redacteur!

I Nr. 67 af "Korsør Avis" paastaaer De bestemt, at der om Aftenen den 15de f. M. kun var en Lygte tændt paa Korsør Banegaard. Desuagtet har De Uret i denne Paastand, og jeg skal tillade mig i den Anledning at meddele følgende Facta: Paa Korsør Banegaard befindes 10 faste Lygter, der alle vare tændte bemeldte Aften. Ved Deres Nærværelse paa Banegaarden - jeg maa naturligviis forudsætte, at De personlig har været tilstede - maa De have bemærket, at det var stærk Blæst med Snee og Regn, hvilket foraarsagede, at Lygterne idelig slukkedes; men saavidt det var overkommeligt for Stationens Lampist, bleve de ogsaa strax tændte paany. Da leget ankom, eller maaskee rettere, da Passagererne gik ombord, vare af de 10 Lygter følgende 3 slukkede: Lygten ved Opgangen til Vareexpeditionen, den ene af de bagved Varehuset anbragte Lygter og den ene af de paa Pladsen foran Stationsbygningen staaende Lygter. Denne sidste var Lampisten i Begreb med at tænde paany, da Passagererne gik ombord. - Saaledes forholder Sagen sig, og jeg er aldeles vis paa min Fremstillings Rigtighed, uanseet Deres bestemte Paastand om det Modsatte.

Det forekommer mig at være noget dristigt at paastaae det alene er Belysningens Skyld, hvergang Nogen her falder i Vandet; man har jo dog ikke faa Exempler paa, at Folk kunne gaae i Taaget, som man siger, ved høilys Dag. At De kun er istand til at nævne denne Slags Malheur som indtruffen to Gange der, forekommer mig ikke at være noget slaaende Bevis for at Belysningen er saa yderlig slet, at den alene er Skyld i deslige Uheld. I Forhold til Freqventsen og til Tiden i hvilken denne har bestaaet, samt med Hensyn til andre Omstændigheder, saasom Landsætning og Ombordbringen m. m., troer jeg at Forholdet i saa henseende ikke stiller sig ugunstigere for Korsør Havns Vedkommende end for andre Steder af samme Art. Jeg maa ogsaa herved bemærke, at jeg ikke før jeg læste det i "Korsør Avis", har vidst, eller hørt noget om, at der tidligere end fornævnte 15de f. M. skal være falden Nogen i Vandet ved at gaae ombord i et af Dampskibene, og jeg maa tilstaae, at jeg ei heller har været istand til at faae anden Underretning derom, end den Deres Artikel i Nr. 67 af "Korsør Avis" meddeler. - Det er alt for længere Tid siden besluttet, og der er truffet Foranstaltning til en forstærket Belysning af Korsør Banegaard; naar denne er gjennemført, vil det vise sig om den omhandlede Slags Ulykkestilfælde ville blive endnu sjeldnere.

Deres Referat angaaende de to Arbejdere, der ere faldne i Vandet for 3 Uger siden, trænger upaatvivlelig til større Fuldstændighed. Saaledes som denne Sag er bleven mig berettet, kunde De nok blandt Andet ligesaa passende have brugt det samme Udtryk om disse to Mand, som om den Passager der "tumlede om" efter et Skib, indtil han faldt i Vandet, De burde, for at fremstille Sagen tydeligt, have bemærket, at Historien passerede paa en Tid af Døgnet, da Banegaarden slet ikke er oplyst, og endelig, at de to Arbejdere ikke skulde ombord i noget af Dampskibene, der nok vare afsejlede for lange siden. Mig har man meddeelt Sagen saaledes, at vedkommende, der fra Hotel "Store-Belt" vilde begive sig til Korsør, toge feil af Coursen, og styrede mod Vest istedetfor mod Øst; man har endvidere sagt mig, at de antoge Sprogø Fyr for Lygterne paa Korsør Havneplads.

Jeg ønsker ikke at indlade mig i nogensomhelst Strid angaaende Belysningen paa Korsør Banegaard eller paa Dampskibene, og idet jeg er overbeviist om, at denne Sag vil blive ordnet paa en for alle Parter fyldestgjørende Maade, beder jeg Dem ansee, hvad jeg her har meddeelt, alene som nogle oplysende Bemærkninger til Deres Artikel i "Korsør Avis" Nr. 67. Med Hensyn til den i samme Numer optagne Artikel, undertegnet 8, der af Dem betegnes som "en agtet Haand, hvem (?) Redactionen tillægger megen Vægt", da maa jeg tilstaae, at jeg ifølge denne Artikels Indhold og Form ikke føler mig opfordret til at besvare samme, der jo i Grunden ei heller vedkommer mig personlig. Jeg er, som ovenfor sagt, overbeviist om, at der vil komme Orden i Alt, saavel hvad der vedkommer Jernbanen, Havnevæsenet og Dampskibene hver for sig, som i de indbyrdes Forhold mellem disse.

Korsør Banegaard, den 3die Mai 1857.

Deres ærbødige

Fr. J Salomon

* * *

At Belysningen paa Pladsen ved Korsør Banestation fortiden er slet, er allerede paapeget, men da der efter Hr. Inspecteurens Skrivelse er stille i Udsigt, at Belysningen ved Stationen vil blive forstærket, ville vi saaledes opnaae den Forbedring vi paaankede: om den af Hr. Inspecteuren efter vor Artikel citerede Bemærkning maa vi tilføie, at en Fremmed, som i Mørket med toget indtræffer til Stationen, kan, ved den nuværende Belysning ved Pladsen, med god Grund siges at "tumle om", før han finder det Skib, hvormed han skal afgaae, uden at dette Udtryk behøver at underlægges en dobbelt Betydning.

Red.

(Korsør Avis 6. maj 1857).

Færgelauget i Nørresundby. (Efterskrift til Politivennen).

- Den sjællandske Post og den igaar udeblevne Hamborger Post af 3die over Kiel ankom i Formiddags Kl. 11. Derimod vedvarede endnu til idag Middag Postafbrydelsen imellem Syd og Nord af Liimfjorden og først over Middag modtoge vi Nordpost siden i Søndags, der ialtfald kunde og burde have været her igaar, men hvis Standsning i Nørresundby ligesom Sydpostens Overliggen her vil finde sin Forklaring i følgende os tilstillede Skrivelse:

Hr. Redacteurl

"Af hvad Beskaffenhed Færgevæsenet er imellem Nørresundby og Aalborg, er desværre altfor bekjendt; men det vil dog maaskee endnu forbause noget at erfare, paa hvilken modvillig Maade man i Nørresundby nægter Overfærgning naar den er udførbar og udføres af Andre. Saaledes er en Mængde Reisende, en Commando Soldater, andre fra Orlov mødte Soldater, Skoleelever, Poster m m., i een a to Dage blevne opholdte i Nørresundby af Færgelauget, som uagtet Overfærgning meget vel kunde finde Sted, gjentagne Gange nægtede at føre over. Færgevæsenet blev imidlertid ikke staaende herved, men selv paa Begjæring om, blot at faae Kaag overladt, som man da selv vilde bemande, blev ogsaa dette nægtet, og da jeg tilsidst endog tillige tilbød, at ville indestaae for Kaagen, naar man blot vilde udlaane eller udleie den, blev ogsaa dette bestemt uagtet og det uagtet Nørresundby Fiskere, som allerede havde ført enkelte Reisende til Aalborg og vare retournerede med Andre og med Forsikkring om, at der ingensomhelst Fare var for Overfærgningen, stod rede og erklærede at ville sørge over, naar man blot vilde laane dem Baade nok. Hvor ubeføiet og uforsvarlig Færgevæsenets Vægring saaledes er, vil hermed være fuldeligen godtgjort, og maa man haabe, at den, i det Offentliges Interesse hare maattet møisommelig jolle over i smaa Fiskerbaade, ligger endnu et større Antal i Nørresundby opholdt af Færgelauget, og det Samme gælder og et Par kongelige Poster paa begge Sider.

Aalborg, den 5te Januar 1857.

L. C. Petersen.
Rigsdagsmand.

Os forbavser det Meddeelte dog ikke: "vi er vant dertil", vante til, at det slette Nørresundby Færgevæsen meer er en Hindring for Færdselen end et Forbindelsesmiddel, og det uden at der spores nogen kraftig stedlig administrativ Foranstaltning til at hæve denne Tilstand eller Publicum heri gjør noget virksomt Skridt. Thi den Enkeltes offentlige Klage ved enkelt Lejlighed hjælper intet. Der maa klages offentligt under Navn hvergang man føler sig forulempet ved Færgevæsenet. Vi for vor Deel skulle være villige til at befordre Klagerne. Man har i denne Tid anmodet os om at henlede Opmærksomheden paa, at der oprettes en Tilsynspost ved Færgevæsenet. Vi see heri imidlertid intet Virksomt til at raade Bod paa den beklagelige Færgetilstand. En saadan Tilsynshavende, som en mindre lønnet Bestillingsmand, bliver ogsaa let afhængig af Færgevæsenet og drages med ind i dets Interesse. Nei det rette og eneste virkende Tilsyn er det samlede Publicum. Det maa paa begge Sider Fjorden danne en sluttet Tilsyns-Forening og overhovedet træde sammen i en virksom Anti-Nørresundby-Færgelaugs- Forening til aldeles at faae dette for al Færdsel, Samqvem og Handel skadelige Institut fjernet. Efter at Færgelauget nu ogsaa trodser Regjeringens Paabud om, overeensst. med dets Statuters klare Forpligtelser at anskaffe de Færgereqvisiter, Postbestyrelsen anseer fornødent, og som saadant en Dampfærge; efter at Færgelauget ved sin Vægring viser sig blind for sine egne Interesser ved at gaae villigen ind paa Regjeringens Fordring og der endog er stillet det Laanemidler i Udsigt; og efter at Færgelauget sætter det Offentlige i Contribution med en Proces til sine lovforeskrevne Pligters Opfyldelse og derved tillige forhaler Opfyldelsen af der Offentliges Retskrav og af et saa nødvendigt og uundværligt Forbindelsesmiddel som en Dampfærge; maa Publicum idetmindste understøtte Regjeringens og sin egen vigtige Sag ved selv at tage virksom Deel heri. Men det kan kun skee ved at danne en saadan Forening, der nøie controlerer og fremdrager hele Færgeræsenets og Færgeforholdets Beskaffenhed og ved at den Ene heri yder den Anden sin Bistand, samt tillige virker til uopholdelig Anskaffelse af en Dampfærge. Man behøver jo saaledes blot at samle en lille Fond sammen for foreløbig at have ikke een, men flere antagne Tilsynsmænd paa begge Sider Fjorden til at vaage over, at Alt paa det Strængeste iagttages og at der i hvert manglende Tilfælde fremkommer offentlig Klage; altsaa for det Første en "Vigilantscommittee til at paasee, at Hver ved Færgevæsenet gjør sin Pligt imod de Reisende med villigste, hurtigste og beqvemmeste Befordring.

Ved samme Leilighed maatte ogsaa paasees, at Færgefolkene ikke ved Drikkepenge besvære de Reisendes Overfart, uden at disse ellers skulle have nogen Ulempe. Herover fremkomme idelige og hyppige Klager. Vi fremhæve dette mindre paa Færgefolkenes Vegne; disse ere maaskee ringe nok stillede og aflagte, men det er Færgelaugets Pligt selv at lønne sine Folk, da det oppebærer sin Betaling af Reisende, og at lønne sine Folk saaledes, at de staae de Reisende bi ved Overfærgning af Vogne, Gods og øvrig Befordring paa hver Maade, uden at der paa Grund af Færgelaugets ufuldstændige Lønning, skal afnødes Publicum Bidrag hertil i Drikkepenge, og Bidrag, der ofte ere meget bebyrdende for Overfærgningen. Et Foreningstilsyn kan altsaa ogsaa heri gjøre sin store Gavn.

Dog det endnu virksommere Formaal en Forening, som den omhandlede, maatte stille sig for Øie, er at virke til uopholdelig Bestilling og Anskaffelse af en Dampfærge til at sætte i Fart saasnart den her kan haves. Man har her i den sidste Tid gjort Færgelauget Tilbud om at afkjøbe det sin Rettighed og endog tilbudt et ret anseeligt og vistnok større Beløb, end det, selv ved en Expropriation fra det OffentIiges Side, ligeoverfor Fartens Netto-Provenue og de statutmæssige Forpligtelser til nye Anskaffelser, der paahvile det, vilde efter al Rimelighed kunne opnaae. Færgelauget har dog ogsaa tilbageviist dette. Men det forekommer os ogsaa, at der var en meget heldigere og virksommere Vei at betræde til at naae en Dampfærge, trods Færgelaugets Stritten herimod, og det er den: istedetfor at udkjøbe Færgelauget, som jo slet ikke behøves, herfor at anskaffe selve Dampfærgen og sætte den i Fart saasnart skee kan. Vi skulle forklare os nærmere:

Ministeriet havde oprindelig paalagt Færgelauget at anskaffe Dampfærge, overeensst. med dets Bevillings Forpligtelse til at efterkomme et saadant Krav, eller tilkjendegivet, at det Offentlige ellers vilde sætte en Dampfærge igang. At dette dog ikke traadte umiddelbart i Kraft, var en Følge af at man omsider havde faaet Fælledsindenrigsmin. Bang gjort kjed af at være ved Styrelsen og han som Fratrædende ikke vilde efterlade sin Efterfølger noget muligt Pengeansvar ved en forudgribende Foranstaltning saa længe ikke en formelig Dom bekræftede hvad der efter Sagens Natur ellers er utvivlsomt nok. Udfaldet af en saadan Dom kan jo nu i alle Fald ikke blive noget andet, end at Færgelauget dømmes til at anskaffe Dampfærge eller i gunstigste Tilfælde fritages herfor. Dømmes det til at anskaffe Dampfærge, vil det jo ikke kunne faae nogen Erstatning fordi Andre etablere en saadan i den Tid, det har undladt at efterkomme sin Pligt, men vil vel endog for denne Forsømmelse kunne ifalde en Bøde. Skulde der derimod kunne vinde Frifindelse for at anskaffe Dampfærge, saa er dermed ved Dom godtgjort, at dets Enebevilling slet ikke angaaer Dampfærgenæring, men kun Kaag- og Seilfærgenæringen, og at jo altsaa Dampfartnæringen imellem Aalborg og Nørresundby, da der i Danmark ikke udfordres Bevillinger til Dampfart, alt har været og er fri og Nørresundby Færgelaugs Pligter som selvfølgelig ogsaa dets ellers for andre Baade præcluderende Færgerettigheder aldeles uvedkommende; thi naar Færgelaugsstatuterne ikke skulde ansees at betragte en Dampfærge som et "Færgereqvisit", hvortil Lauget er forpligtet, og da Lauget saaledes kun har en til Roe- og Seilfærger begrændset Ret til Færgeløbets Benyttelse, men ellers ingen anden Høihed over Farvandene, og heller ikke ellers har erhvervet nogen Adkomst til at forhindre Liimfjordens Bredder imellem Aalborg og Nørresundby i at forbindes med Dampkraft; saa er det jo klart nok, at det ikke kan vente sig noget gunstigere Udfald, end i det Højeste at blive fri for at anskaffe Dampfærge, og at denne Næring altsaa er en Ret for Enhver, ligesom al anden Dampfart med Reisende og Gods. Det Samme er jo ogsaa administrativt udført ved Aarhuus-Callundborg Færgelaug; den Eskildsenske Færgeret i sin Tid imellem Kjøbenhavn og Malmø blev jo ogsaa ved Dom frakjendt Eneret (eller Pligt) til at anskaffe Dampfærge og Dampfærgefarten etableret aldeles ved fri Concurrence.

Heraf synes os saaledes simpelt at udgaae, at imedens Regjeringen, meer af formelle eller, om man vil, et ministerielt Etikettehensyn, har undladt, selv strax at anskaffe Dampfærge; saa er den naturlige Vei, at en privat Forening tager dette nominelle Ansvar paa sig og hurtigst muligt anskaffer en Dampfærge, efter at jo ogsaa selve Færgelauget har ved sin notoriske Vægring anerkjendt ikke at see sig Pligtig til en saadan Anskaffelse og altsaa heller ikke at have meer Ret hertil, end hver Anden.

Naar nu en privat Entrepreneur eller Forening, istedetfor at udkjøbe Færgelauget af en Ret, som dette, ved Nægtelse af en tilsvarende Pligt, selv anerkjender ikke at have, vilde anvende det samme Beløb til Anskaffelse og Hidskaffelse af en Dampfærge, eller der blot foranstaltet foreløbigt leiet en saadan, saa var Alt herved et stort Forspring vundet og Sagen saagodt som igang. Lad saa kun Færgelauget demonstrere og decretere under sit Ansvar; det kunde man ganske roligt see an og tage alt Ansvar fra sin Side paa sig igjen. For at bringe det Hele i fuldstændig Værk, vil imidlertid en Forening bedst kunne virke hertil og til ogsaa at forsyne sig ved frivillige Bidrag med alle fornødne Fonds enten til at stylte en privat Entrepreneur eller selv være en saadan. Behøves nogen Bemyndigelse for Dampfærgeentreprife fra det Offentliges Side, hvad vi ikke skjønne, da vil denne jo let kunne erhverves.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. januar 1857).

L. C. Petersen sad i Folketinget.

Se også sagen om færgelauget og dampfærgen, her er også et referat af dommen i den konkrete sag med færgelaugets ansvar for at anskaffe en dampfærge - det blev afvist at færgelauget havde en sådan forpligtelse.

Færgelauget i Nørresundby. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 20de August.

Efter den af Fælledsindenrigsministeriet stillede Frist har Færgelauget i Nørresundby i Løverdags igjennem Amtet afgivet sit Svar, hvori det, trods Lovforpligtelsen i Laugsartiklerne, nægter at efterkomme Ministeriets Paabud om uopholdelig Anskaffelse af et Damp-Færgereqvisit. Nægtelsen vil sandsynligviis alt befinde sig i Ministeriet, eftersom der nu ikke af de stedlige Myndigheder længere er noget i denne Sag at erklære sig over. Efter den satte Frists Udløb kan man nu ogsaa vente Ministeriets Udførelse af sin Resolution med samme Resoluthed fremmet. Den Tid vil altsaa omsider være omme, da et skadeligt Institut, som saa længe med usle Færgeredskaber har suget Indtægt af det Offentlige og trods dette og den Skade, det exclusive Færgeprivilegium ved sin daarlige Udøvelse alt i en Aarække har tilføiet Vendsyssel, Aalborg og Communicationen i det Hele, ikke vil efterkomme den Lovforpligtelse, hvormed der har overtaget sin Færge-Rettighed; den Tid, sige vi, vil altsaa være omme at et saadant Selskab af nogle Individer skal kunne forhindre hele Publicum paa begge Fjordsider i at faae et ordentligt og uafbrudt Forbindelsesmiddel eller skal kunne separatisere Nørresundby bort fra Aalborg, hvis Næringsannex det ved Loven er blevet og som Aalborg derfor dog vel skulde sættes istand til uden nogle Privates Gjenstridighed let og uafbrudt at færdes i, ligesom Vendsyssels og Nørresundbyes Beboere have samme Krav paa uden at opholdes af en slet Færgeindretning og at heraf fodet Tværhed at komme til Aalborg. Færgelauget havde forlængst burdet indsee sit eget naturlige Bedste ved Anskaffelse af en Dampfærge. Nu da det har sat Opsætsighed imod Forpligtelse, maa de selv bære Følgerne af at Staten sætter Puncum i Besiddelse af sin Ret og derved tillige statuerer et nyttigt Exempel paa Stringents i Overholdelsen af Forpligtelser imod det Offentlige eller i modsat Fald Rettighedens Suspension hos Instituter, som kun med hin Forpligtelse have erhvervet Ret til at drage Indlagt af et offentligt Forbindelsesmiddel. I sine forskjellige Regioner føler Færgevæsenet ogfaa denne naturlige Conseqvents, siden man i Løverdags, uden at Veiret kunde skjønnes at danne absolut Hindring, nægtede en Mand at blive sat over med Hest og Vogn og man, ved hans Beklagelse herover, naiv-ironisk henviste ham til at han jo nu snart kunde blive sat over i Dampfærge. Dette altfor længe savnede Middel vil upaatvivleligt ogsaa snart være ved Haanden; derfor borger Ministeriets og Postbestyrelsens alt udviste Virksomhed i denne Sag, der vil møde samme Støtte og Fremgang hos den fortiden const. Fælledsindenrigsminister, som i disse Dage har glædet vor By med sin Nærværelse og hos hvem ogsaa vedk. Committee i Audients har foredraget Sagen og modtaget de gunstigste Forsikkringer for dens Fremme. - Forhaabentiig vil en Dampfærge i England blive leiet til alternativ Anskaffelse og være her i næste Maaned til at kunne sættes i Fart inden October.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. august 1856)

I 1824 havde fattigvæsnet afgivet færgerettigheder til Færgelauget så samtlige Sundby færger tilhørte dette. Dette monopol blev først ophævet i 1865. Ved slutningen af 1850'erne var der i Sundby ansat ca. 50 mennesker som ernærede sig ved færgefarten. Ved Aalborgsiden skulle der altid ligge en stor kåg eller færgebåd sammen med 9 mand, de øvrige lå på Sundbysiden.

Sagen 331/57 Kammeradvocaten paa Embeds Vegne ctr. Interessenterne i Nørre-Sundby Færgelaug.

(Antaget, at det Offentlige ikke i Reglement 29de Novbr. 1834 § 30 har Hjemmel til at paalægge Nørre-Sundby Færgelaug at anskaffe en Dampfærge og ei beller kan være berettiget til selv at etablere en Dampfærgefart i det paagiældende Færgeløb.)

(Paadømt den 22de Februar 1858.)

Dommen er saalydende:

Under nærværende Sag, der efter Foranstaltning af Ministeriet for Monarchiets fælles indre Anliggender er anlagt mod de Indstevnte, Interessenterne i Nørre Sundby Færgelaug, i Anledning af at Lauget har vægret sig ved at efterkomme et samme af fornævnte Ministerium givet og ved kongelig Resolution af 17de Octbr. 1856 nærmere bestemt Paalæg om at anskaffe en Dampfærge paa Færgeløbet mellem Nørre-Sundby og Aalborg, har Citanten, Kammeradvocaten paa Embeds Vegne i 1ste Instans paastaaet det indstevnte Færgelaug kjendt pligtigt til under en daglig Mulkt og i fornødent Fald under Tvang af den i Reglementet for Færgefarten mellem Aalborg og Nørre-Sundby, af 29de Novbr. 1834 $ 31, sidste Stykke, bestemte Omgangsmaade at anskaffe og sætte i Fart en Dampfærge paa det ovennævnte Færgeløb, eller in subsidium det Offentlige kjendt berettiget til enten selv eller ved Andre, uhindret af Færgelauget, at etablere en Dampfærgefart i bemeldte Færgeløb, hvorhos Citanten endelig har paastaaet de indstevnte Interessentere in solidum idømte en anseelig Pengemulkt for at have siddet det dem givne Paalæg overhørige. Ved Underretsdommen ere de Indstevnte imidlertid frifundne for Citantens Tiltale, og Sidstnævnte har derfor nu indanket Sagen for Overretten, hvor han har gjentaget de ovenmeldte i 1ste Instans af ham nedlagte Paastande, medens de Indstevnte procedere til Underretsdommens Stadfæstelse.

Citantens principale Paastand er støttet paa den i det ovennævnte Reglement af 29de Novbr. 1834 § 30 indeholdte Bestemmelse, at Færgelauget skal finde sig i enhver Foranstaltning, Færgereqvisiterne, Besætningen og Færgefarten i det Hele betræffende, som Generalpostdirectionen maatte finde nødvendig eller hensigtsmæssig, og at det uvægerlig skal iværksætte de Forandringer og heraf følgende Forbedringer, der maatte vorde dem paalagte, idet Citanten nemlig mener, at den citerede Bestemmelse er affattet i saa almindelige Udtryk, at den maa ansees at omfatte en saadan Foranstaltning og Forbedring som den, hvorom der nu er Spørgsmaal; og at der saa meget mindre er Grund til ved en indskrænkende Fortolkning af Bestemmelsen at udelukke den nu paabudne Foranstaltning derfra, som den citerede Bestemmelse slutter sig til de Conditioner, hvorefter Færgerettigheden, der tidligere har tilhørt Fattigvæsenet i Aalborg, i sin Tid af dette er afhændet ved offentlig Auction, i hvilke Conditioner der paalægges Kjøberen, med Hensyn til en i Tiden mulig forbedret Indretning ved Transportvæsenet, Forpligtelse til at indrette deres Færger og Kaage efter de Regler og Anordninger, som desangaaende maatte udkomme, — og der derhos allerede i Reglementets § 2 indeholdes Bestemmelser om Forandringer af de daværende Færgereqvisiter, der formeentlig vise, at Bestemmelsen i § 30 maa have et andet og større Omraade, ligesom det efter Citantens Formening er sandsynligt, at Dampkraftens Betydning for Communicationen ikke paa den Tid kan have været udenfor Betragtningen, og at man ikke kan have villet forhindre en fremtidig Omordning som den, hvorom der nu handles.

Det skjønnes imidlertid ikke rettere, end at der maa gives de Indstevnte Medhold i, at den citerede Bestemmelse i Reglementets § 30 ikke kan ansees at hjemle et Paabud om en i Organisationen af hele det paagjældende Færgevæsen saa indgribende Foranstaltning, som Anskaffelsen af en Dampfærge og Opførelsen af de dertil fornødne Broanlæg m. v. efter Forholdets Beskaffenhed og de Indstevntes Fremstilling maa antages at ville være. Reglementets § 2 indeholder nemlig detaillerede Forskrifter om de Fartøier, som Lauget skal holde til Færgefartens Bestridelse, hvilke alle ere Ro- eller Seilfartøier, og ligesom der i denne § ikkun forbeholdes Generalpostdirectionen Ret til i Tilfælde af en ældre Færges Ombygning eller en ny Færges Anskaffelse istedetfor en ældre, at bestemme, om der i Henseende til Constructionen bør skee nogen Forandring, saaledes ere ogsaa samtlige Bestemmelser i de efterfølgende §§ i Reglementet byggede paa Forudsætningen om Færgefartens Bestridelse ved Ro- og Seilfartøier, og navnlig er det i Reglementets § 10 alene gjort Færgelauget til Pligt at vedligeholde de tilværende Broer og Anlægs. steder m. v.

Naar det nu derefter i Reglementets § 30 hedder: "Det er iøvrigt en Selvfølge“, at Færgelauget skal finde sig i enhver Foranstaltning, Færgevæsenet betræffende, som Generalpostdirectionen maatte finde nødvendig eller hensigtsmæssig, og iværksætte de Forandringer og heraf følgende Forbedringer, som maatte vorde dem paalagte, alt under Tiltale og Ansvar efter § 31, hvilken sidste § fastsætter Mulkter for Overtrædelser og Tilsidesættelser af de Færgelauget og dets Undergivne efter Reglementet paaliggende Pligter, og derhos bestemmer, at skulde Færgelaugets Tilsidesættelse af dets Pligter, enten i Henseende til Færgereqvisitternes Vedligeholdelse, i Henseende til Færgebesætningen, eller i andre Maader gaae saa vidt, at det Offentlige udsættes for at lide derunder, og uden at foregaaende Anvendelse af Mulkt har den tilsigtede Virkning, er det Offentlige berettiget til paa Færgeinteressenternes Bekostning at lade slige Mangler afhjælpe og de foreskrevne Forbedringer indføre, maa det efter disse Bestemmelsers hele Indhold og den Forbindelse, hvori de staae med de foregaaende Bestemmelser i Reglementet, ansees uantageligt, at det skulde være tilsigtet at forbeholde Autoriteterne Ret til at paabyde nogen saadan Forandring i de foregaaende detaillerede Bestemmelser i Henseende til Færgefartøierne, som vilde medføre en fuldkommen Omorganisation af Færgevæsenet, og navnlig kan det efter Forholdets Beskaffenhed og Indholdet af den ovenciterede Bestemmelse i Reglementets § 10 med Hensyn til de i Forbindelse med Færgefarten staaende Broanlæg ikke antages, at der ved Affattelsen af § 30 skulde være taget Hensyn til en eventuel Anvendelse af Dampfærger og den deraf følgende Udvidelse af Broanlæggene, hvilket der i saa Fald havde været al Anledning til udtrykkelig at udtale. Efter det Anførte vil Citantens principale Paastand ikke kunne tages til Følge, ligesom der selvfølgelig ikke kan blive Spørgsmaal om at idømme de Indstevnte Mulkt for ikke at have efterkommet det dem givne Paalæg, naar samme ikke findes at have Hjemmel i Reglementet; og da Citantens subsidiaire Paastand om, at det Offentlige skulde kjendes berettiget til selv at etablere en Dampfærgefart i det paagjældende Færgeløb, ikke kan forenes med den Færgelauget ifølge det oftnævnte Reglements § 1 tilkommende Eneberettigelse til Færgefart sammesteds, maa det billiges, at de Indstevnte ved Underretsdommen i det Hele ere frifundne for Citantens Tiltale i denne Sag, og bemeldte Dom, hvorved Processens Omkostninger i 1ste Instans ere ophævede, vil derfor efter de Indstevntes Paastand blive at ftadfæste.

Processens Omkostninger for Overretten findes efter Omstændighederne at kunne ophæves.

Det til Sagen hørende stemplede Papir har her for Retten rigtigen været forbrugt.

Thi kjendes for Ret:

Underretsdommen bør ved Magt at stande.

Processens Omkostninger for Overretten ophæves.

(Juridisk Ugeskrivt 1858)

Færgefart til Morsø. (Efterskrift til Politivennen)

Vi have modtaget Følgende:

"Hr. Redacteur!

Af en Skrivelse fra Morsø i Aalborg Avis Nr. 79 har jeg seet, at Kjøbmandsstanden i Nykjøbing yttrer Utilfredshed med, at jeg som Eier af Gaarden Fæggeklit har erholdt Bevilling til dersteds at handle med grove Varer under Betingelse af, at jeg ved den nye Færgebro paa Morslandssiden opfører et nyt Krosted med Befordringsstation.

Da det ikke er udsædvanligt, at man, naar Noget gaaer eller er gaaet imod Ønske, kaster Skylden herfor paa Andre, uden at søge den hos sig selv, anseer jeg det ikke for overstadigt at oplyse, hvorledes Sagens egentlige Sammenhæng er. Alt i over 2 Aar har Amtet, efter Generalpostdirecteurens Opfordring, ved forskjellige offentlige Bekjendtgjørelser søgt at opmuntre til Anlæg af en Kro ved Fæggesund, som hidtil har været meget savnet saavel af de Reisende, der befare dette Sundsted ialmindelighed, som især af Dampskibspassagererne, da Fæggesund er det eneste Sted paa Reisen til Thisted, hvor Dampskibet kan anløbe Morsø. Desuagtet havde Ingen viist sig villig til at overtage denne Entreprise, uagtet der ved de nævnte Bekjendtgjørelser var givet Tilsagn om Kroholdsbevilling og Ret til at afgive Extrapostbefordring fra Stedet, formodentlig fordi man befrygtede, at Bekostningen ved Indkjøbet af den dertil fornødne Jord og Opførelsen af hensigtsmæssige Bygninger m. v. ikke kunde ventes dækkede ved Overskudet af de aarlige Indtægter. Da jeg imidlertid havde tilkjøbt mig Gaarden Fæggeklit, tilbød jeg at overtage denne Bekostning, saafremt der maatte forundes mig en lignende Bevilling som den, der for flere Aar siden er meddeelt Kromanden paa den modsatte Side af Sundet, til fra Krostedet at handle med grove Varer. Efter at min Ansøgning derom var bleven særdeles anbefalet af Sogneforstanderskabet, blev det vedtaget i Amtsraadet med lige Stemmer for og imod, at forelægge Indenrigsministeriet Sagen til Afgjørelse. Af Ministeriet er Bevillingen derefter meddeelt, formodentlig især efter Generalpostdirecteurens Anbefaling, der ønskede Krostedet etableret og ikke havde kunnet fremskynde delte paa anden Maade eller anderledes faae Anløbsstedet etableret.

Hvis nu den ærede Handelsstand i Nykjøbing virkelig tillægger et sligt Etablissement en saa høi Værdi som det kunde synes af det ommeldte Brev, bliver Spørgsmaalet: hvorfor har den da ikke selv benyttet Lejligheden til at kjøbe Fæggeklit, der i flere Aar har været falbudt; eller hvorfor har den idetmindste ikke søgt at afkjøbe mig der Stykke Jord paa 20 Tdr. Land, som skal tillægges Kroen og hvorpaa denne nu bliver opført. Den vilde da upaatvivlelig have kunnet opnaae den samme Begunstigelse, som nu er tilstaaet miq, under samme Vilkaar og jeg er overbeviist om, med større Lethed end jeg, da Amtmanden, endskjøndt han meget interesserede sig for denne som for hver anden nyttig Foranstaltning i Amtet, dog netop af Hensyn til mit Tjenesteforhold til ham, saaledes som Amtsraadets Forhandlingsprotocol kan udvise, ikke vilde benytte sin Ret til, i Tilfælde af lige Stemmer, som Formand at afgjøre, hvorvidt Sagen skulde anbefales til Ministeriet eller ikke, hvoraf fulgte, at den, som ovenfor bemærket, ikke blev anbefalet af Amtsraaadet, men kun henstillet til Ministeriets Afgjørelse. En ligefrem Anbefaling vilde derimod sikkert være bleven meddeelt under andre Omstændigheder og navnlig saafremt Handelsstanden i Nykjøbing havde ansøgt om Bevillingen.

Hvad dernæst den Concurrence angaaer, som De i Deres yderligere Betragtninger, angaaende dette og lignende Handelsetablissementer, har omtalt som ønskelig, da skal jeg endvidere oplyse, at der, som alt anført, findes et tilsvarende Etablissement paa den modsatte Tide af Fjorden, der der neppe er over 300 Alen bred, hvorhos det i samme Anledning fortjener at bemærkes, at Fæggeklit er 3½ Miil fra Nykjøbing, ligesom Krostedet paa den modsatte Side omtrent ligger i samme Afstand fra Thisted, naar man kjører over Veilen dertil.

Af det Anførte vil De formeentlig finde, at d'Hrr. Kjøbmænd i Nykjøbing langt lettere end jeg kunde have opnaaet den meget omtalte Bevilling, som det Offentlige heller ikke har meddeelt mig uden Vederlag, da jeg foruden at tillægge 20 Tdr. Land vil hare at anvende ca. 7000 Rd. paa Bygninger og Befordringsvæsenet for Bevillingen maa benyttes samt at min Stilling som Amtsfuldmægtig i saa Henseende ikke har været mig til Fordeel.

Ved den til Offentlighed givne Foranledning haaber jeg tillige, at De tillade mig at benytte Deres ærede Blad til blot simpelthen at modsige en Beskyldning for Misbrug af Portofriheden, som for ikke lang Tid siden er fremkommen imod mig i et andet Blad og som jeg ikke anseer der fornødent videre at imødegaae, end at erklære Beskyldningen for aldeles urigtig og grundet paa Ubekjendtskab til min Stilling som Kasserer for Enkekassen.

Thisted, den 16te April 1855.

Ærbødigst

Jespersen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. april 1855)

Kammerassessor Jespersens sag med færgefarten ved Fæggesund er grundigt beskrevet af Anders Sørensen: Lidt om Feggesund Færgested. I den iøvrigt meget lange artikel står om Jespersen, at utilfredsheden bl.a. skyldtes det skete i konkurrence med Gade der ikke havde nogen bevilling, hvilket han efter egen opfattelse ikke fandt nødvendigt. Kammeradvokaten afslog efterfølgende Jespersens ansøgning, men lod en kattelem åben for at åbne en færgeforbindelse fra Mors til Hannæs (ikke omvendt). I stedet søgte han 20. november 1856 at etablere færge fra Christiansholm til Arup.  Det fik han 29. april 1857. Jespersen solgte efterfølgende Christiansholm og blev prokurator i Odense. 

Færgefarten ved Hadsund. (Efterskrift til Politivennen).

Paa en Tid, da der her i Landet gjøres Alt for at lettet Communicationen mellem de forskjellige Egne, tillader man sig at henlede høiere Autoriteters Opmærksomhed paa en saa vigtig Gjenstand som Færgefarten ved Hadsund, i Hindsted Herred, Aalborg Amt. Liggende mellem saa betydelige Kjøbstæder som Rander og Aalborg, er der selvfølgelig en stor Conflux af Reisende, ligesom Godstranporten og er betydelig. Dette skulde man synes burde endmere opfordre vedkommende Færgemand til hurtig Expedition og til at lette de Reisende Overfarten, og --  dog er dette langtfra at være Tilfældet. 

Den nuværende Færgemand, som i mange Aar har besiddet denne særdeles indbringende Entreprise, synes at betragte denne Sag, som er af saa stor Vigtighed for den Reisende, som en Bisag. TIl Færgefarten høre vel tvende Færger, men deraf ligger den ene altid, naar de 2de Markedsdage undtages, fortøiet for et Anker, og den anden er saa yderlig slet, at der for hver Tour, den gjør over Fjorden, maa øses Vand af den. To Færger kan den Reisende vistnok med fuld Føie forlange, een paa hver Side af Fjorden. Derved at der kun er een Færge til Disposition, opstaaer den for den Reisende betydelige Ulempe, at man ved en Afstenstund at ville reise over til den nordre Side af Fjorden, (hvor den ene disponible Færge stadig er stationeret) som oftest maa vente i 1 a 2 Timer under aaben Himmel med Heste og Vogn, mangengang i Frost og Slud. At et saadant Ophold er uforsvarligt, vil visselig indrømmes af Enhver. Det er flere Gange vederfaret Indsenderne heraf, paa deres mange aarlige Reiser over Fjorden, at de have maattet friste et saadant Ophold, inden det behagede Vedkommende at indfinde sig med Færgen. De saakaldte Kaage (gamle fladbundede Kasser), hvori de enkelte Reisende blive satte over Fjorden, kunne ei rose dem af at være bedre end Færgerne. Det er ingen Sjældenhed, at de Reisende blive overfusede af Færgefolkene og det synes besynderligt, at Færgemanden ei kan holde sine Folk i Respect, da han dog maa staae til Ansvar for de Handlinger, som de udføre i hans Tjeneste. Færgemanden (Herr Westedt) har vel, som man siger, uden at være forpligtet dertil, lagt en Prosse over Fjorden fra det ene Brohoved til det andet, men denne er i en saadan Tilstand, at den ofte gaaer itu. Saaledes arriverede det for kort Tid siden, da en Mand med Hest og Vogn skulde over Fjorden til Mariager for at hente en Læge. Midt paa Fjorden springer Trossen. Færgen drives af den stærke Strøm langt opad Fjorden. Ingen Aarer havde Færgefolkene med og kun efter en møisommelig Arbeiden blev Landet naaet på den nordre Side. Manden risikerede meget, satte næsten sig selv og Heste i vove og maatte da, efter den overstaaede Fare, reise til Hobro, hvortil der er 3 Miil, for der at søge Lægehjælp. Paa Broerne er ingen Taxt opslaaet, som der dog burde, og man veed desaarsag ei, hvad Færgemanden kan fordre. Er man endelig efter en besværlig Overfart ankommen til den nordre Side, hvor Herr Westedt boer og der forlanger en Smule varmt Vand, faaes sædvanlig det Svar, at intet Saadant haves, og man maa da lade sig nøie med tørt Smørrebrød, samt nyde det i en kold og uhyggelig Stue. De øvrige Forfriskninger, som kan faaes, staae i Forhold til til Ovenstaaende. Det er derfor intet Særsyn, at Misfornøjelsen, saavel med Overfarten, som Beværtningen ved Hadsund Færgested er almindelig blandt Omegnens Beboere, som og blandt de mange Reisende, der passere Samme og et almindeligt Ønske vilde opfyldes, hvis der blev sat en Grændse for de Misbrug, som der gaae i Svang og ført en streng Control med Færgefarten. 

November 1854. Flere Reisende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11 januar 1855. 2. udgave).

Hadsund færgested ved Mariager Fjord daterer langt tilbage i tiden og forbandt Hobro-Aalborg landevej med landevejen syd for fjorden mod Randers og Mariager. Det var oprindeligt en rofærge, men i 1855 indsattes en trækfærge som fungerede indtil en bro blev bygget i 1904. Hadsund by blev først til efter at det begyndte at blive afholdt kornmarked på stedet. På artiklens tidspunkt lå der et par gårde og huse på bakken overfor færgestedet.

Over Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

(I Marts 1853).

Hos Schalburg i Nyborg var Alt i travl Bevægelse; tre Poster vare ankomne sydfra, og man

ventede endnu flere; Telegraph-Efterretningerne fra Knudshoved løde alt andet end gunstige og i Gæstestuen gik Rigsdagsmænd og Præster, Officerer og Læger, Kjøbmænd og Probenreutere imellem hverandre. Alle saae de yderst kjedsommelige ud, Alle gik de og ventede, og talte de med hverandre, da var det om Isen i Beltet, om Iistransporten, om de strenge Vintre, om hvor mange Dage Den og Den havde ligget paa Sprogø, og hvad han havde døiet paa Overfarten. 

Pludselig lyder et Posthorn; det er Diligencen fra Odense - den tydske Deligence, som den kaldes, fordi den medbringer den udenlandske Post - man farer til Vinduerne, man troer det er Posten fra Kjøbenhavn, der er kommen over Beltet, Opvartningspigen fortæller, at den kommer ikke fra den Kant, og man trækker sig slukøret tilbage, varmer sig ved Kakkelovnen og bestiller i sin Fortvivlelse et Glas Arrakspunsch "med dobbelt Væge", idet man griber den sidste "Nyborg Avis", der fra Begyndelsen til Enden er fyldt med Artikler mod Gomard ....

Nye Reisende i Ulve-, Bjørne- og Lammeskind-Pelse, med lodne Huer, røde Næser og store Sælskindstøvler, træde ind.

"Kan jeg faae et Værelse.'" brøle de Alle i Munden paa hverandre.

"Alt er besat!" lyder Svaret; "her er ingen Værelser at faae!"

Men der er redt 42 Senge paa Gulvet i den store Sal; Hentydninger falde om, at man endnu samme aften venter den jydske Diligence; det hjalp, og nu bliver der Abonnement paa Sengene paa Gulvet i den store Sal. De fleste Nysankomne storme op ad Trapperne, erholde deres respective Leie anviist og komme igien ned i Gjæstestuen. Lusene er imidlertid blevne tændte, Spillebordene arrangeres og man samler sig i forskjellige Grupper og begynder at politisere. Her støder en af de "45" sammen med en Halvtredser; man maaler ham og gaaer afveien; hist ere Adskillige samlede, den Ene af dem har en "Kjøbenhavnspost" i Haanden, den Anden undrer sig over, at han læser "det Blad", og saa ere de To i Toppen paa hinanden; i Sophaen sidder Fyens værdige Stiftamtmand tilligemed et Par Landsthingsmænd; de faae sig en luun Passiar, men det er neppe om Politik, at dømme efter den hjertelige Latter, der ledsager deres Samtale.

Da Klokken var henved 8 kom en Stafet fra Knudshoved; Posten fra Kjøbenhavn og nogle Passagerer vare endelig slupne igjennem Drivisen og arriverede i bedste Velgaaende paa den Fyenske Jordbund. 

"Men hvor er Aviserne?" .... "Faae vi dem i Aften?"

Jo, mon fik dem, og sloges næsten om dem. Alting var i Orden i Hovedstaden, Rigsdagen var bleven aabnet ... "Gomards Valg er kjendt gyldigt!" udbrød en af de "45" og nu er der Stilhed i Stuen, idetmindste indtil Aviserne ere læste . . . Men senere opstod det Spørgsmaal hos Mange: Skal man vove sig ud i Morgen? . . . Man overveier, man betænker sig, man er ikke rigtig paa det Rene med sig selv og allermindst de, der kun kjende Iistransportens Besværligheder og Farer fra Andres Beretninger . . Tilsidst , efter at have faaet et godt Aftensmaaltid, komme de fleste imidlertid til det Resultat, at det vist, det Første, er bedst at sove paa den Ting til næste Morgen, saa kan man altid tage en Bestemmelse. "Veiret maa afgjøre det!" udbrød Nogle. Andre meente, at det var bedst at vente til Dampskibet begynder sine Farter, og atter Andre have slet intet imod at tage afsted øieblikkeligt, hvis det lod sig gjøre.

Klokken henved elleve er Gjæstestuen, paa et Spilleparti nær, tom, og Schalburg kan hiin Nat ikke klage over Mangel paa Reisende.

Næste Morgen, da Klokken var lidt over otte, kom Tjeneren og spurgte, om vi vilde med; der var telegrapheret fra Knudshoved, og man haabede at komme over Beltet uden stor Vanskelighed.

De fleste af de Rejsende, som havde ligget paa den store Sal, (hvilken in parenthesi en saadan Nat indbringer Eieren Renten af eet Tusinde Rigsbankdaler) bestemte sig til at gaae over; Resten, hvoriblandt min Ringhed befandt sig, forblev. Dagen gik hen paa samme dovne Maade som den foregaaende, Posterne kom og gik, det sneede og det blæste, og vi vare hjertelige kjede af det. Næste Morgen vare de Fleste endnu ikke enige med sig selv, om hvad de skulde gjøre, men et Dusin af os bestemte os dog endelig til at tage afsted. 

Det var taaget, men ikke videre koldt, og Kl. 9 rullede vi fra Nyborg ad en jammerlig Vei til Knudshoved. Syv Iisbaade (der forresten ganske see ud som andre Baade) ventede os der og Schalburg stod med sin Sydvest og med sin Søfrakke og de lange Iisstøvler nede ved Færgen for at give Ordre til Afsejlingen. Han haabede, at vi vilde komme vel over og ønskede os en lykkelig Reise.

Isbådestationen på Knudshoved, set fra søsiden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pakkeposten var med og vi bleve nu fordeelte omkring i de forskjellige Baade; vi kunde ingen Seil føre og Matroserne grebe derfor til Aarerne. Det var et ganske smukt Syn at see vor lille Roflotille stikke igjennem Aabningen i Isen, den ene Baad i Kjølvandet efter den anden; men Taagen blev tykkere og tykkere og vi havde kun Compasset at rette os efter. Matroserne sang medens de roede og Alting gik nok saa godt, da Isen ikke var videre sammenskruet og vi intet Sted havde nødigt at "brække igjennem", som de kalde det. Efter en halvanden Times Forløb saae vi ganske nær ved os en stor Kost, som er Mærket ved det sydlige Rev og paa samme Tid hørte vi Skriget af Ænder og Edderfugle under Sprogø. Vi havde holdt en god Cours i den tykke Taage og lykønskede os selv til allerede saa hurtigt at have fuldendt Halvdelen af vor Overfart. Kort efter at vi havde seet Kosten begyndte Matroserne at tude i et Kohorn paa de forskjellige Baade, og efter et Qvarteers Tids Forløb lod et og dernæst et andet Kanonskud ud til os igjennem Taagen fra Øen. Strax derefter hørte vi en Tromme røres og under Kanonsalut og krigersk Musik nærmede vi os nu med stærke Aareslag den lille fredelige Ø, hvis Omrids vi snart skimtede gjennem den tykke Luft. Vort Ophold paa Øen skulde ikke vare længere end fornødent til at indtage nogle Forfriskninger, sagde Styrmanden, men den Gang tog han rigtige nok Feil. Vi landede saa Skridt fra Gaarden og stege, nok saa veltilfredse, i Land, for at faae en Kop Caffe eller hvad Huset formaaede

Vi erholdt en meget god kold Frokost og efter en halv Times Forløb bleve vi anmodede om at begive os ned til Baadene, da Alt nu igjen var færdigt til Afreisen. Taagen havde lettet og Styrmanden havde været oppe paa Øens høieste Punkt for at see hvorledes Farvandet var beskaffent. Vi gik altsaa atter ombord og styrede Coursen mod Sjælland; men det var kun af kort Varighed, Taagen satte ind paa ny. Hornene løde fra Baadene, Trommen og Kanonerne fra Sprogø, ja, vi hørte endogsaa Skud baade fra Halskov og Knudshoved. Vind var der ingen af, og vi maatte hele Tiden bruge Aarerne. Efter at vi i over en stiv Time havde roet omkring imellem Isen , der paa nogle Steder havde taarnet sig op til en ganske anseelig Høide, kom vi endelig til syvende og sidst til en uhyre stor Iisflade af den saakaldte "Graaiis" - Men længere kunde vi heller ikke komme. Her mødte vi en Barriere, kold og uvenlig og ikke god at give sig i Kast med. Styrmanden talte om at "brække igjennem", men det havde vistnok været et fortvivlet Stykke Arbeide og efter Raadslagning med Matroserne afstod han derfra, gjorde omkring og nu gik det atter tilbage. Flere Steder forsøgte vi at komme igjennem de smalle Aabninger, der, liig smaa Canaler, løb imellem Isen, men vi maatte overalt vende tilbage med uforrettet Sag, og see igjen at naae Sprogø. Nu tudedes der atter og fjernt fra Øen løde de bekjendte Signaler sig ligeledes høre. Efter temmelig Anstrængelse fra vort Mandskabs Side kom vi endelig iland igjen paa den nordlige Ende af Øen, hvor Gjæstgiveren, der stod i den Formening, at det var Baadene fra Sjælland, modtog os. I Haanden havde han en stor Conchylie, hvilken han brugte som Tudehorn. Vi maatte nu tradske et temmelig langt Stykke over Øen til Gjæstgivergaarden, temmelig silker paa at forblive der Natten over, skjøndt Klokken kun var lidet over Eet.

Vi gjorde os det nu saa beqvemt som muligt, fik snart et Whistparti istand og havde allerede spillet flere Rubberter, da pludselig en af Matroserne kom ind i Stuen, lettede paa Huen og bad Passagererne, om de "ikke vilde være saa artige at komme ned, for nu skulde vi paa'et igjen!" Naar man ligger under Iistransport maa man lystre Commando, og vi fik derfor snart Pestsene og de lange Støvler paa. Pakkeposten fra Sjælland var imidlertid med tre Baade ankommen til Sprogø og Styrmanden raisonerede som saa: "Kan de komme igjennem, kan vi sgu ogsaa", og vi begave os derfor igjen paa Veien.

Igjennem Aaer og Canaler, Krumninger og Bugtninger, imellem Sjapiis og Miniatur- Iisbjerge roede vor lille Flotille nu nok saa muntert; for lang Tid havde vi ganske godt Farvand, og det eneste, der foraarsagede os Hovedbrud var den stemme Taage. Vi pjadskede vist omkring i et Par Timers Tid, da vi med Eet bemærkede, at den forreste Baad (vor var den syvende og sidste, skjøndt Færgefolkene sagde, at det var et ganske mageløst Fartøj) vendte om, og det var i Sandhed intet godt Tegn "Tilbage! Tilbage!" lød det nu fra Baad til Baad, "vi kan ikke komme længere" .... Det var en deilig Historie! Der vare vi igjen indklemte af Isen paa alle Sider og vi Stakler, der troede, at vi nu vare lykkelige og vel ude af al Nød og var ved den sjællandske Kyst, maatte nu finde os i at vende om. Matroserne bandede, men det hjalp slet ikke - vi maatte under Sprogø igjen, og da vi endelig kom nær Land - takket være Tudningen og Kanonskuddene! - hvor stor var da ikke vor Forbauselse og Ærgrelse ved at erfare, at Personposten - i Alt sex Baade - ogsaa var kommen over fra Sjælland paa samme Tid, som vi havde forsøgt en "nordlig Gjennemsart".

- "Det manglede blot!" udbrød vor Styrmand, idet vi paany forlode Øen for at gaae ud paa vor tredie Expedition - og sandt er det, Skjæbnen var os grum, men hvad hjælper det at stampe imod Braaden ... Og jeg kom ved en naturlig, men i Storebelt dog temmelig latterlig, Ideeassociation til at tænke paa Ross, Peny og Franklin . ...

Atter roede vi omkring en Times Tid eller mere, men det var ikke mulig at finde nogen Gjennemfart; det var nu engang bestemt, at vi skulde tilbringe Natten paa Sprogø, og henad Mørkningen landede vi da ogsaa ganske rigtig paa det samme Sted, som vi om Middagen vare gaaede fra.

Men da vi nu igjen ere paa Sprogø, ville vi dog lidt nøiere beskrive Beqvemmelighederne der, og det saamegel mere, som De, der ikke have været der, gjøre sig et ganske forkeert Begreb om Livet og Opholdet paa denne omtrent en Miil store Ø. Gjestgivergaarden ligger omtrent midt paa Øen nær ved Strandbredden *), og det er et smukt, saa vidt jeg mindes, grundmuret Huus med en stor Stald og meget nette eenetages Side- og Bagbygninger. Til Gaarden, der tilhører Generalpostdirectionen, er flere Marker, og var det ikke for Eensomhedens Skyld og den isolerede Beliggenhed, maatte Beboerne kunne føre et meget hyggeligt Liv der. I Stalden stode 10 a 12 Køer, nogle fede Stude og Faar, medens Gaardspladsen vrimlede af Gjæs, Kalkuner, Høns og Ænder. Harer gives der ikke saa faa af paa Øen og om Sommeren indsamles en uhyre Mængde Maageæg, der i Smagen fuldkommen skulle kunne maale sig med de delicate Vibeæg.

Da vi, som sagt, kom tilbage fra vor tredie og sidste forgjæves Expedition, fandt vi hele Huset fuldt af Mennesker, der var ankomne med Pakke- og Personposten. Sultne vare vi naturligviis Alle, men først og fremmest tænkte vi dog paa at faae vort Natteleie anviist. Her gik det efter det Nummer man havde paa sin Diligence-Billet, og Verten, der nu mødte med Guldtresse om Kaskjetten, opraabte os nu og anviiste os vor Soveplads. Vi vare i Alt henved 50 Passagerer og vi bleve fordeelte efter Diligence-Rangforordningen, saaledes at omtrent de Halve af os fik Værelser med to Senge i og for de Øvrige bleve enten Hængekøier reserverede, eller man redte for dem paa Stole, Sophaer og - Gulvet. Efter at denne Sag var bragt i Orden, forkyndte Værten os, at vor Middags- eller Aftensmad, hvad man nu vilde kalde det, vilde være færdig Klokken syv, og hermed vare vi tilfredse.

Spillebordene kom atter frem og de, der ikke ønskede aet more sig paa denne Maade, fordrev Tiden, som de selv fandt for godt. Men ovre i Side- og Bagbygningen - ikke at tale om Kjøkkenet - kan man troe, at der ogsaa var Liv. - Lidt efter at vi vare komne, marscherede de sexten Iisbaades Mandskab, bestaaende af 80 Personer, op to og to med Tromme og Fløite i Spidsen; de gjorde en Rundmarsch i Gaarden og sang "Holmens faste Stok", samt et Par andre temmelig saftige Viser. Derpaa raabte de Hurra for alle Passagerer, men det vidste de Skjælmer nok hvorfor de gjorde. Senere hen paa Aftenen dandsede, sang og spillede de ovre i deres Stuer, og først hen paa Morgenstunden søgte de deres Køier. En Deel Haandværkersvende og Soldater, der ligeledes var med Iisbaadene, gjorde fælles Sag med Matroserne, og Alt løb nok saa fredeligt og gemytligt af. - I Alt vare vi over 150 Mennesker indqvarteerde paa Gjæstgivergaarden hiin Aften; blandt Passagererne var der kun en eneste Dame, og hende sørgede naturligviis Vertinden for paa det Bedste.

I Gjæstestuen og det tilstødende Værelse vare imidlertid Bordene bleve dækkede og det saa net, som man kunde ønske det; Vi vare som sagt henved 50 Mennesker og hele Arrangementet geraadede Værten til Ære. Der ar Sølvskeer til os Alle, Krystal Assietter og Fade med Syltetøi og "pickles" prydede de sneehvide Duge og hvad Maden selv angaaer, da har den Vidne om en dygtig Huusmoders Flinkhed. En kraftig Kjødsuppe med Boller og Rødder, Kalkunsteg og Oxesteg med sjelden gode Kartoftler, hollandsk Ost og Smør, godt Rug- og Sigtebrød og fortrinlig Rødviin fra Schalburg i Nyborg - see det var Opdækningen paa Sprogø, og Skam faae Den, der vilde kaste Vrag herpaa. Vi bleve temmelig længe ved Bordene, men trods flere Rigsdagsmænds Nærværelse blev der dog ikke holdt en eneste Tale eller udbragt nogen Skaal.

Efter Bordet forføiede de Fleste sig tilsengs, for tidlig den næste Morgen at være beredt til Opbrud.

Taagen var næsten ganske forsvunden om Morgenen og Klokken lidt over sex vare alle Mand paa Benene. Baadene blev nu gjort klare og efterat have betalt vor Regning - der langtfra var høi eller overdreven - toge vi Afsked med vor vakkre Vært Hr. Bencke, og de syv Baade gik nu mod Sjælland, da vi kom ud og vi havde alle Seil oppe, men maatte dog roe alligevel. Der var imidlertid ikke ubetydelig Iis omkring os og for en stor Deel af Touren stod vor Styrmand øverst oppe i Masten paa den forreste Baad, for at holde Udkig efter de Iis-Aabninger, hvilke vi maatte passere. Alt gik forøvrigt i bedste Orden, og vi kom Gudskeelov hverken til at "brække" gennem Isen, eller marschere langs med Baaden og skyde til - som man ofte maa gjøre - med Udsigter til et koldt Fodbad gjentagne Gange. Paa vor Overfart saa vi Tusinder af Vildænder og Edderfugle, og i henved halvanden Time naaede vi Halskov, hvor Matroserne maate bære os iland, da Baadene ikke kunde lægge lige til Broen.

- - Og saaledes slap vi da nok saa godt fra vor Iisbaadsfart; men, rent ud sagt, behagelig er den ikke, og trods Beqvemmelighederne paa Sprogø, trods Værtens Forekommenhed og hans Konges fortrinlige Mad, er jeg dog vis paa, at ikke en Eneste af dem, der gjorde hiin Tour med, ønsker at gjæste Øen oftere ved Vintertid eller i det Hele taget gaae med Iisbaad over Storebelt.

A. B.

*) En Interimsbygning findes paa den sydlige Ende af Øen, i Tilfælde af en mulig indtræffende Ildebrand skulde ødelægge den ovennævnte Gaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1853, 2. udgave)

Sprogø blev købt af postvæsnet i 1814, hvorefter der blev bygget en firlænget gård der kunne huse 100 mennesker. Til bespisning havde gården 2 heste, 12 køer, 7 svin, 16 – 18 får og som regel nogle kalve og anden ungkvæg foruden fjerkræ. 36 tønder land var under plov og 36 tønder land eng. Man slagtede i december måned, saltbaljerne blev fyldt og der blev provianteret hos urtekræmmerne, og så var fuldt beredt til at modtage eventuelle istransporter. Betjeningen bestod af 2 karle, 2 piger samt en husjomfru, og desuden var der i reglen husholdningselever samt under istransporter extra hjælp. Telegrafen var optisk. Familien Bencke styrede øen i 63 år:

Gæstgiver Johann Friedrich Schalburg (1801-1862) var søn af Johan Henrich Schalburg og Sophie Henriette Villaume som i 1817 grundlagde et vinfirma i Nyborg senere Joh. Fr. Schalburgs Vinhandel som i 1870 flyttede til Stormgade 8, København. Johann Friedrich var gift med Martine Sophie Jespersen, og var i 1834 gæstgiver og vinhandler i Nyborg efter at han i 1830 havde erhvervet borgerskab som købmand og vinhandler. Han solgte Postgården, det såkaldte Schalburgske Hotel september 1857 i Kongegade, Gammeltorv 2 til en Husted som overtog det i 1858. Husted solgte Postgaarden i 1874. Parret fik 6 børn i Nyborg. 

Carl Conrad Bencke (1789-1844) blev i en alder af 17 år styrmand og tjente mest ved flåden i København, fra 1812 også i Korsør hvor han traf Christiane Egholm, datter af skipper Hans Christophersen Egholm og Marie Hansdotter Strandrider. Efter endt tjeneste ved marinen, blev han gift med Christiane og blev fyrinspektør på Lygtebanken ved Korsør. De fik mange børn, og i 1825 kom han til Sprogø, som han bestyrede til sin død i 1844, hvorefter den ældste søn Jørgen Henrich overtog embedet:

Jørgen Henrich Bencke (1814-1887) overtog ved faderens død 1844 Sprogø, og det må være ham som er omtalt i artiklen. Øens to kanoner på hhv. nord- og sydsiden skød for at isbådene kunne høre hvor de skulle lande. Om sommeren var der op til 30 gæster. Jørgen Henrich var gift med Georgine Albrechtsine Jørgensen (1809-1886). Andre kilder beretter at hun var en enestående husmoder og forstod at oplære de unge piger der kom til Sprogø. Jørgen Henrich omtales som opsynsmand og telegrafbestyrer på Sprogø.