Færgefarten mellem Gammelholm og Knippelsbro benyttes, som bekjendt, meget stærkt af Publikum, men desværre er Nedgangen til og Opgangen fra Baadene i den Grad livsfarlig, at det er et Under, at der endnu ikke er skeet nogen Ulykke især ved det søndre Brohoved med sønden Storm og stærk sønden Vande. Trappen er smal, steil og glat; det sidste Trin ofte ved Lavvande over en Alen høit, og der findes intet Faldereb at holde sig ved. Færgemanden har Nok at bestille med at holde Baaden, saa at han ikke kan hjælpe Passagererne, og styrter et Menneske udenbords, er han redningsløs fortabt, hvis han ikke kan svømme; thi Strømmen vil i et Nu rive ham ind under Broen. Dette Onde vil let kunne forhindres ved at anlægge et Landgangssted med Faldereb paa den nordre Side af Broen ligefor det søndre med en Nedgangstrappe med brede Trin, som ikke er for steil; thi der er Plads nok. Herved vil man opnaa, at Baadene med sønden Storm og sønden Vande ligge i Læ, saa at Passagererne med Sikkerhed og Lethed ville kunne stige i og fra Færgebaadene. Paa den søndre Side bør den livsfarlige Trappe gjøres bredere, og der bør anbringes et tilstrækkeligt Antal Faldereb. Ved disse Foranstaltninger vilde tillige opnaaes, at Overfarten kunde ske fra begge Landgangesteder, naar Vind og Strøm var dertil. 11-18.
(Dags-Telegraphen 4. november 1865)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar