Frygtelig Mishandling af et 7-Aars Barn. (Efterskrift til Politivennen)

En brutal Slyngel i Bevtoftegade. - Et Selskab af Radiumskandidater. - Da Moderen blev slaaet, græd den lille Dreng, og blev derfor mishandlet paa det frygteligste

Forbryderen fængslet.

I Bevtoftegade Nr. 6 paa Vesterbro er der i Forgaars Aftes begaaet en frygtelig Volds-Forbrydelse imod en 7-aarig Dreng

Her bor en Søfyrbøder Hans Larsen, der er meget fordrukken. Han lever sammen med en Kvinde, der har et Par Drenge i 7 til 11-Aars-Alderen.

Om Eftermiddagen havde Hans Larsen truffet et Par Kammerater i Saxogade og inviteret dem hjem. Her gav de tre Mænd sig til at drikke "Radium" til langt hen paa Aftenen, og deres Beruselse steg og steg. Til sidst blev Hans Larsen ondsindet og fandt Lejlighed til at overfalde sin Kæreste, som han gennempryglede. Da den 7-aarige Willy, der laa i sin Seng hørte, at Moderen blev mishandlet, gav han sig til at græde. Herover blev den berusede Mand saa rasende, at han gennempryglede Willy, der var afklædt. Derefter tog han Drengen i Arme og Ben og kylede ham hen i en Krog af Værelset. Drengen slog Hovedet imod en Sæbeskaal og fik el stort, blødende Saar over det ene Øje. Men Vreden var endnu ikke løbet af den brutale Mand Han tog atter den lille Dreng og slyngede ham op imod Loftet. Han faldt og slog Hovedet imod Sengekanten.

Willys 11-aarige Broder havde set til, men nu blev det Drengen for meget. Han fo'r ind paa den berusede Mand for at værge sin Broder, og nu syntes ogsaa de andre Drukkenbolte, at det gik for vidt. Men imidlertid var Politiet kommet til, og Larsen blev taget med.

I Dommervagten. - Hvad Lægeerklæringen siger.

I Gaar blev Hans Larsen fremstillet i Dommervagten for Dommer Troels Lund. Han stod frækt med begge Hænder i Lommen under Afhøringen. Han afviste kort Sigtelserne. - Nok har jeg revset Drengen, sagde han, men mishandlet ham har jeg ikke.

Dommeren læste Imidlertid Læge-Erklæringen op. Den udtaler, at Willy ved Undersøgelsen havde et 2 cm langt, gabende Saar over det ene Øje. Paa venstre Laar og Bagpartiet var der Spor af meget kraftige Slag. Der var blodunderløbne Mærker af Fingrene efter den, der havde slaaet. I Munden og paa Læberne fandtes Saar. Næsen havde blødt, og der var talrige Mærker af brutale Tag. Dommer Troels-Lund fængslede den raa Volds-Forbryder og gav Politiet en Frist paa 14 Dage til Undersøgelsen.

Hans Larsen har været straffet mange Gange. Sidst har han været i Forbedringshus for Tyveri.

(Nationaltidende 2. december 1925).

To Smaadrenge, der vidnede imod deres brutale Stedfader

Barnemishandling i Bevtoftegade. - En velbegrundet Fægslingskendelse.

I Gaar afholdt Dommer Troels-Lund Forhør over den fængslede Havnearbejder Hans Larsen. der i Ejendommen Bevtoftegade 6 nylig mishandlede sin Kærestes 7-aarige Søn, Willy, paa den uhyggeligste Maade.

Kæresten, Fru Anna Lundgreen, forklarede, at Manden hyppigt havde mishandlet hende. Nu var han kommen hjem sammen med nogle Kammerater, hvorefter de havde sat sig til at drikke Radium. Pludselig for han op og vilde prygle hende, og da hun flygtede, havde han kastet sig over Willy. Kort efter vendte hun tilbage under Politiledsagelse. Hun saa da nu, at Blodet flød ned over Barnets Ansigt, og at hans Sengeklæder var blodige. Over det venstre Øje havde Drengen et dybt Saar.

Det mishandlede Barn skulde herefter give Forklaring, men da han øjensynlig var bange for at tale, medens Larsen var til Stede, lod Dommeren Arrestanten føre ud. Drengen fik en Pose Chokolade af Dommeren, og fortalte saa paa en afgjort troværdig Maade, hvordan Stedfaderen havde slaaet ham, fordi han græd af Angst for, at Moderen skulde faa Prygl; tilsidst havde Larsen kastet ham op i Luften. 

Willys 11-aarige Broder, Svend Aage, var næste Vidne. Han huskede, at Stedfaderen havde slaaet Willy i Ansigtet med knyttede Hænder. Derefter havde han taget fat i den lille Drengs Ben og slynget ham ind imod Væggen.

Saasnart disse Forklaringer var protokollerede, blev Larsen taget i Forhør. Han indrømmede at have slaaet Willy, men nægtede at have kastet ham op i Luften. Han tilføjede, at Svend Aage havde gemt sig under Dynen, saaledes at han intet kunde se.

Dommeren gjorde Larsen opmærksom paa, at en Nægtelse vilde være overflødig. Sagen var saa oplagt, som den kunde være.

Larsen ønskede dog ikke at tilstaa. Forundersøgelsen blev dermed erklæret for sluttet; Materialet tilstilles i de nærmeste Dage Statsadvokaten for at han kan udarbejde Anklageskriftet.

Arrestanten bemærkede, at han ventede at komme paa fri Fod og holde Jul, men Dommeren forlængede Fængslingsfristen til 28. December.

(København, 13. december 1925).

Hans Larsen blev i februar 1925 idømt 6 måneders fængsel på sædvanlig fængekost. Dommeren mente at han egentlig stod til forbedringshusstraf, men Hans Larsen havde vist nogen anger. 

Hjørnet af Enghavevej og Bevtoftegade (til højre). Bevtoftegade nr. 6 anes yderst til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

En Silistria-Affære i København. (Efterskrift til Politivennen)

Manden, der vilde save sin Hustru midt over.

En ond Ægtemand - Chauffør Julius Cæsar Boeck - blev i Gaar fremstillet i Byretten i København.

Fru Boeck har fortalt Politiet, at i de 12 Aar, hun har været gift med Julius Cæsar, har hun gaaet i en stadig Angst for sit Liv. Hun er fra Dag til Dag bleven mishandlet - siger hun - paa den skændigste, mest barbariske Maade.

Fru Boeck forklarede, at hun var bleven mishandlet af sin Ægtefælle omtrent fra den Dag, da hun var bleven gift. Han havde ikke alene slaaet hende med Hænderne, nej, han havde ogsaa brugt en Læderrem.

- Hvorfor slog han Dem? spurgte Dommeren.

- Min Mand beskyldte mig for at være ham utro.

- Havde han Grund dertil?

- Nej, nej! Det er en Beskyldning, der er grebet ud af Luften. Jeg har intet at bebrejde mig selv.

- De har forklaret, at han har truet med at tage Dem af Dage?

- Ja, mange Gange I Han har forfulgt mig med en Brødkniv i Haanden. Og han har sagt, at han vilde skyde mig. Og mindst et Par Gange har han truet med, at han vilde save mig midt over!

Af Politiets Rapport fremgik, at Fru Boeck for et Par Aar siden blev separeret fra sin Mand. Hun maatte efter Separationen sammen med sine Børn tage Ophold i en Kælderlejlighed, Valbygaardsvej 56. Men heller ikke her fik hun Fred for sin Ægtefælle. Atter og atter opsøgte han hende og truede hen de med det værste. En Gang havde han knust Ruderne og var trængt ind i Lejligheden. For at undgaa at blive mishandlet maatte hun og Børnene flygte ud af Bagdøren.

- Jeg havde en ung Pige, der gik mig tilhaande. Hun irriterede min Mand i den Grad, at han truede med at slaa hende ned med en Jærnstang, sagde Fru Boeck.

I Søndags havde Boeck paany forulempet sin Hustru.

Ved Aftenstid havde han indfundet sig i Valbygaardsvej 56 og hamrede løs paa Døren.

- Kommer Du ikke hjem til mig, havde han raabt, bliver det værst for Dig selv. Du spøger med dit Liv!

- Hr. Dommer, tryglede den ulykkelige Kvinde, sig mig, hvad jeg skal gøre? Jeg er saa forpint! Jeg véd ikke, hvor jeg skal skjule mig. Jeg lever i stadig Angst!

Julius Cæsar Boeck var meget syg, da han kom for Skranken, og han havde stor Medlidenhed med sig selv.

- Jeg har aldrig ment det alvorligt, sagde han. Jeg er saa rask til at true, men det betyder intet, og det véd min Kone meget godt. Det er ikke rigtigt, at jeg har truet hende paa Livet.

Men efter at Dommeren havde foreholdt ham, hvad hans Hustru havde forklaret, maatte Julius Cæsar indrømme, at det i hvert Fald var rigtigt nok, at han i Søndags havde sagt, at hun spøgede med sit Liv.

- Hvad mente De dermed ? spurgte Dommeren.

- Mente? Ærlig talt, jeg véd det ikke, svarede Julius Cæsar. Det var et Par Gloser, der faldt mig i Munden.

- Det var nogle meget uheldige Gloser, bemærkede Dommeren.

Og derefter blev der afsagt Arrestdekret over den brutale Julius Cæsar.

(Demokraten 30. august 1923).

Sagen endte et par uger efter med at der blev indgået et forlig mellem ægtefællerne om separation og senere skilsmisse.

Den eneste beboelige kælderlejlighed i nuværende Valbygårdsvej. I dag beboerlokale for Andelsboligforeningen Vesterparken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Georg Alexander Krause. (Efterskrift til Politivennen)

For Højesteret.

En uhyggelig vestindisk Drabssag.

I Gaar behandlede Højesteret en vestindisk Drabssag, hvis Omstændigheder er meget uhyggelige.

Den Tiltalte er tidligere Forvalter paa Plantagen "Magens Bay" paa St. Thomas, Georg Alexander, kaldet Krause, der er ca. 30 Aar gl. En Dag i Oktober Maaned i Fjor anmeldte Krause, at hans Elskerinde, Maria Louisa James var afgaaet ved Døden samme Dag af Mavekrampe, og uden videre Undersøgelse blev Pigen derpaa begravet samme Eftermiddag. Der opstod imidlertid kort efter Rygter om, at Maria James var bleven mishandlet af Krause, og at hendes Død var en Følge af denne Mishandling, og der blev derfor indledet nærmere Undersøgelse af Sagen, hvorunder Liget blev opgravet og obduceret. Der fremkom herunder følgende Oplysninger, til Dels paa Grundlag af Krauses egne Tilstaaelser:

Krause havde i nogle Aar boet sammen med den nævnte Pige, da han en Aften i Oktober i Fjor kom i Trætte med hende om en Spøg, hun havde foretaget med ham. Krause blev herunder ganske rasende, greb en Tyremie og slog Pigen paa Kroppen, medens han holdt hende fast. Krauses Moder, der hørte Støjen fra Værelset ved Siden af, raabte til ham, at han skulde lade Pigen være, og prøvede paa at komme ind, men kunde ikke, da Døren var aflaaset. Efter nogle Minutter gav Krause sig til atter til at prygle løs paa Pigen, hvorpaa han efter ca. ½ Times Forløb gik i Seng. Pigen blev oppe, og da de blev ved at kives, sprang Krause noget senere op af Sengen og gav hende endnu nogle Slag over Brystet med Tyremien. Pigen løb saa hen til Krauses Moder i et nærliggende Værelse, men Krause indhentede hende og slæbte hende med tilbage, hvorpaa han fortsatte Prygleriet paa den raaeste og brutaleste Maade trods Pigens Skrig og Bønner, indtil han knækkede sit grufulde Torturredskab paa hendes Ryg. Krause gik saa til Sengs og Pigen ogsaa, men kort efter vaagnede han ved, at Pigen faldt ud af Sengen, og da han tændte Lys og saa efter, fandt han hende liggende paa Gulvet med Ansigtet nedad. Han løftede hende op, og da hun udstødte et Skrig og var meget medtaget, kaldte han paa sin Moder, men kort efter døde Pigen.

Den foretagne Obduktion kan nærmest kun give et negativt Resultat, da den blev foretaget saa længe efter Begravelsen, men de Kvinder, der havde vadsket Liget inden Begravelsen, havde forefundet en hel Mængde blodunderløbne og sorte Strimer paa Legemet. Og da alle Oplysninger tydede paa, at Pigen var et sundt, normalt og kraftigt Menneske, om hvem der ikke var Grund til at mene, at hun pludselig skulde dø af Mavekrampe, fandt St. Thomæ Bythings Extraret det tilstrækkelig godtgjort, at Pigen var død som Følge af Krauses Mishandling, hvad enten denne havde medført en indvendig Bristning i Underlivsorganerne eller en Hjertelammelse. Men Retten mente ikke, at Krauses Voldshandling var overlagt, navnlig ikke, at han havde havt til Hensigt at dræbe hende og heller ikke, at Pigen var ganske sagesløs. Retten dømte derfor Krause til 3 Aars Forbedringshus.

Sagen appelleredes, og under sit Ophold i Arresten fik Krause imidlertid et Raserianfald og oversendtes til Sindssygeanstalten paa St. Croix for at tages under Observation. Her erklærede Landfysikus Kalmer, at Krause lider af epileptiske Anfald og moralsk Svækkelse, og at hans Handlinger altid vil farves af hans abnorme Tilstand, og at han til Tider ikke er ganske ufarlig for sine Omgivelser. Fysikus mente heller ikke, at Krause under den her omhandlede Handling havde været fuldt tilregnelig. Overretten skønnede som Følge heraf, at Krause led af en saadan Form for Sindssyge, at der ikke vilde kunne paalægges ham Straf, og dømte ham derfor til at tages i Forvaring af det Offentlige.

Ved Forelæggelsen i Gaar for Højesteret mødte Højesteretsadvokat Hindenburg som Aktor og Højesteretssagfører Winther som Defensor.

Højesterets Dom lød saaledes:

Da hverken den afgivne Lægeerklæring eller de i Sagen iøvrigt foreliggende Oplysninger afgiver Føje til at gaa ud fra, at Krause i Handlingens Øjeblik var utilregnelig, vil han være at anse efter Forordningen 4. Oktober 1833 § 2. Straffen findes - som ved Underretten - at kunne bestemmes til Forbedringshusarbejde i 3 Aar.

(Dagens Nyheder 2. august 1906).

En tyremige/tyremie er et slagvåben eller pisk fremstillet af en tyrepenis. Krause afsonede straffen i Statsfængslet i Horsens hvorfra nedenstående foto er hentet. Han gik fra forstanden og endte sandsynligvis på et sindssygehospital i Risskov. Mange sorte blev dømt i Danmark, da retssystemet i Dansk Vestindien så mildere på de hvide. De kunne i stedet blive sat på et skib og sejlet væk. Beboerne på øerne var født ind i en kultur af mishandling og ekstrem social nød som stammede tilbage fra slaveriet. Ofte gik brutaliteten ud over ægtefæller og børn.

G. Alexander kl. Krause 10-1-06 412/6286. Fotografier af fanger i Statsfængslet i Horsens.

Ejeren af Magens Bay var dr. landfysikus Mortensen. Mortensen havde angiveligt købt plantagen for at bevise at det var muligt at få alting til at gro på St. Thomas. Jorden var dækket af buske som beskrives som et "uigennemtrængeligt vildnis" efter at sukkerdyrkningen var opgivet efter emancipationen.

Magens Bay var beboet af de oprindelige vestindere, formentlig Taino-folket. Bugten er opkaldt efter Arve Petersen Magens og hans efterkommere. I 1916 blev den købt af Arthur S. Fairchild hvis familie i 1940'erne forærede den til St. Thomas og St. John kommune som en offentlig park I dag et populært turistmål.

Ukendt fotograf: Magens Bay. 1915. Det kongelige Bibliotek.

Omtrent på samme tidspunkt som dette fandt sted, offentliggjordes en beretning fra et besøg i Magens Bay, se andetsteds på bloggen.

Voldtægtssagen fra Nordsjælland. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har i en foregaaende Artikel skildret Gangen i denne mærkelige Sag, der kommer Retsplejen til saa ringe Ære, og som paa sin Vis er en lignende Skandale som Fejøsagen. Men skønt Enkelthederne saaledes er vore Læsere bekendt, er der dog et og andet at fremhæve endnu, og som særlig en Mand: Justitsminister Nellemann, vil have godt af at gøre sig bekendt med.

At de tre Domme, Underrets-, Overrets- og Højesteretsdommen, løber hver sin Vej, ser ikke kønt ud, men det bliver man jo for Resten mere og mere vant til, jo længer vi lever under det nuværende Retssystem, som Ministeriet har erklæret sig for ude af Stand til at føre os bort fra. I dette Tilfælde blev som bekendt Voldsmanden frikendt ved Underretten og idømt Vand- og Brød-Straf ved de to andre Instanser, Pigen derimod dømt til Strafarbejde ved Under- og Overret, men kun fik Vand og Brød ved Højesteret.

Hvordan gaar det nu til, at en ung, uberygtet og ikke forhen straffet eller tiltalt Pige, der møder for Retten om Offer for Voldtægt, selv bliver dømt, medens Forbryderen endog i første Omgang gaar helt fri? Det er klart, at Svaret herpaa ikke blot maa søges i vort daarlige Retsmaskineri, der lægger Undersøgelsen udelukkende i Underdommerens Haand, men ogsaa i en daarlig Administration fra oven - daarlige Embedsbesættelser, et daarligt Tilsyn, og en slatten Holdning bagefter over for en Embedsmand, der har forløbet sig.

Derfor skal vi i Dag fremlægge noget Materiale, som Justitsminister Nellemann vil have Fornøjelse af, dersom han skulde faa i Sinde at beskæftige sig med Underdommeren i denne Sag, Birkedommer og Skriver i Kronborg vestre Birk L. Hammerich.

Denne Mand, der skylder det nuværende Ministerium sin Udnævnelse, paabegyndte i Efteraaret 1884 Undersøgelsen mod Voldtægtsmanden, Forvalter Hans Christopher Rydahl, Søn af Kaptejn Rydahl, der er Fyrmester ved Nakkehoved Fyr. Pigen tjente den Gang i København og maatte da jævnlig rejse op til Birkedommer Hammerich i Forhør. Sagen vakte megen Opsigt paa Egnen, og "Social-Demokraten" blev hurtig underrettet om den, men da det lykkedes os at faa den skandaløse Underretsdom appeleret, besluttede vi os til ikke at omtale Sagen offenlig, før Højesterets Kendelse forelaa.

Vi har i forrige Artikel antydet, hvorledes Birkedommeren ved sin tankeløse og erfaringsløse Ledelse af Forhørene over Pigen fik denne til at give falsk Forklaring og beedige den. Han spurgte hende, om hun tidligere havde havt Samleje med Mænd, og Enhver kan sige sig selv, hvilket Svar en Dommer i de fleste Tilfælde kan vente sig af en ung Pige paa et saadant Spørgsmaal, der tilmed rettes til hende i Retsvidners og Protokolførers Overværelse. Naturligvis skulde Pigen have gjort et af to: enten sagt Sandheden, eller nægtet at svare. Men der er intet at undre sig over ved det Svar, hun gav. Derimod maa man i høj Grad undre sig over Hr. Hammerich. For det første er Voldtægt da endelig Voldtægt selv om den saa øves mod en Skøge; dernæst vidste Birkedommeren, at Pigen var uberygtet, og hendes Hjærteanliggender angik ham ikke ud over Oplysningen om dette ene Punkt: hvor vidt hun var berygtet; og endelig kan man forlange saa megen Erfaring af en Mand i hans Stilling, at han ikke stiller en saadan Fælde op for en ung Pige. Han maatte kunne vide, at hun efter al Sandsynlighed vilde gaa i den.

Men ved Siden heraf var Hr. Hammerichs Forhørsmaade aldeles bagvendt. Han begyndte nemlig med at spørge hende, om hun var "uskyldig", "sædelig", eller hvad han nu har sagt, og da hun havde svaret ja, og han havde ladet hende beedige dette, saa først tog han fat paa at forhøre Gaardens Mandfolk, hvorved han omsider stødte paa en, der havde været Kæreste med Pigen. Hvis nu Birkedommeren havde været saa jævnt klog - for stor Snedighed hørte der ikke til for at finde paa det - at gaa den modsatte Vej, nemlig at spørge Karlene først og hende selv bag efter, saa havde han undgaaet at gøre hende ulykkelig og sig selv til en Fabel for Dommerstanden her i Landet.

Men Enden paa hans Forhørsvirksomhed blev da ogsaa, at han den 23. Marts 1885 lod Pigen arrestere, og at han senere gav hende en Dom paa 2 Aars Strafarbejde, men frikendte Voldsmanden Rydahl, Sønnen af Birkedommerens nærboende Embedsbroder. Dette Resultat meddelte han hendes Moder i følgende Brev:

Helsinge den 3/5, 1885.

Til Tømrer L. P. Nielsens Kone København.

Det gør mig ondt som Svar paa Deres Brev af 29. f. M. at maatte meddele Dem, at Sagen imod Deres Datter Anna Sofie er blevet paakendt i Gaar og har faaet det Udfald, at hun for at have aflagt falsk edelig Forklaring er blevet idømt 2 Aars Forbedringshusarbejde, hvilket var den mildeste Straf (!) der kunde vælges. Hun angiver at ville modtage Dommen (!) uden at appelkere til høiere Ret, men haaber jeg (!) at hendes Straf, naar hun senere indgiver Ansøgning derom, maatte kunne blive nedsat ved Kongens Naade. Hun sender Dem og Deres mange Hilsener.

L. Hammerich,

Birkedommer.

Man fejler vist næppe, at naar "angiver at ville modtage Dommen", saa er det efter Birkedommerens Raad til hende. Derpaa tyder ogsaa den Omhu, hvormed han gør Familien opmærksom paa "Kongens Naade". Birkedommeren har tilsyneladende selv syntes bedre om Kongens Naade end om en Appel af en Dom, hvori Pigens Straf var sit til 2 Aars Strafarbejde og Rydahl til Frifindelse. Et tidligere Brev fra ham, der ligeledes er i vor Besiddelse, viser yderligere, at han under Sagens Gang stadig har søgt at bevæge Forældrene til at lede hende rejse fra København og dér til Birket, naar der skulde holdes Forhør over hende, skønt hun kunde forlange at blive forhørt her i Byen ved Kriminal- og Politiretten. Birkedommeren skriver blandt andet :

. . . Da jeg nu antager, at det vilde være hende meget ubehageligt og pinligt, hvis denne Afhøring skulde foregaa i København for en fremmed Dommer, der ikke kender Sagen saaledes som jeg, og som altsaa kunde faa Anledning til paany at henvende meget generende (!) Spørgsmaal til den unge Pige, saa vil jeg herved spørge Dem, om Deres Datter ikke vilde foretrække at komme herned førstkommende Fredag den 2. Januar med Posten, for at Forhøret kunde foregaa hernede; saa vilde jeg nok kunne indrette det saaledes, at hun kunde være færdig til Posten Afgaar her fra Helsinge og altsaa være igen i København om Aftenen. Det vil jo nedføre et lille Pengeoffer fra Deres Side, men hellere dette (!) end at hun, rimeligvis flere Gange, skulde give Møde for en Dommer i Kriminal- og Politiretten. Vil De med omgaaende Post underrette mig om hvad Beslutning De tager.

L. Hammerich,

Birkedommer.

Naar man nu desuden betænker, at først Overretten og senere i endnu højere Grad Højesteret kom til det Resultat, at Birkedommer Hammerichs Dom var løbet rent paa Siden af Retfærdigheden, saa maa man nok spørge: hvad nu?

Skat vi beholde Hr. Hammerich som Birkedommer i Kronborg vestre Birk efter at han er bleven saa reduceret? Eller skal vi mulig have ham forflyttet til et bedre Embede? Justitsministerens Søstersøn Sylow, der en lang Tid fik en Mængde af sine Domme kasserede ved Højesteret, blev hjulpen paa sidstnævnte Maade, og det er jo muligt, at Ministeriet i sin Visdom beslutter noget lignende med Hammerich. I alle Tilfælde er vort Raad det, at Befolkningen vedbliver at holde Øje med ham, thi han hører ikke til de mindst farlige.

(Social-Demokraten 6. juni 1886).

For denne artikel og en anden artikel fik Social-Demokratens redaktør S. E. Olsen i januar 1888 en bøde på 400 kr. (subsidiært simpel fængsel i 60 dage) for fornærmelige udtalelser mod birkedommeren. Indholdet i artiklen: retssagen, blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved, men redaktørens omtale af birkedommeren blev anset for fornærmelige:

"Social-Demokraten" dømt i en Voldtægtssag.

Hos- og Stadsretten afsagde i Gaar følgende Dom :

I Bladet "Social Demokraten" for 3die og 6te Juni 1886 var under Overskriften "En Voldtægtssag fra Nordsjælland" og "Voldtægtssagen fra Nordsjælland" optaget to Artikler angaaende en af Birkedommeren i Kronborg vestre Birk L. Hammerich behandlet og paakendt Sag, hvorunder en Mandsperson tiltaltes for Voldtægt og den Pige, mod hvem denne Forbrydelse skulde være begaaet, for Afgivelse af falsk edelig Forklaring inden Retten.

I Anledning af disse Artiklers formentlig for Hammerich fornærmelige Indhold, anlagde han, ifølge Ordre fra Justitsministeriet Sag mod S. E. Olsen, som daværende Redaktør af "Social-Demokraten".

Det er under Sagen uomtvistet, at den af Hammerich i den ommeldte Justitssag afsagte Underretsdom blev forandret i de højere Instanser, idet den tiltalte Mandsperson, der ved hin Dom var bleven frifunden, dog med Paalæg af Aktionens Omkostninger, blev anset efter Straffelovens § 171 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, medens Pigen, der ved den af Hammerich afsagte Dom var anset med Forbedringshusarbejde i 2 Aar, ved Højesterets Dom blev anset efter Straffelovens §§ 148 og 147, 1ste Led, med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, og det er ved Fremlæggelse af Sagens Akter godtgjort, at nærværende Ret ved dens Paadømmelse har attesteret, at Sagens Behandling for Underretten har været lovlig, og at heller ikke Højesteret i sin Dom har udtalt nogen Misbilligelse af Hammerichs Forhold Sagen betræffende.

Da de paaklagede Udtalelser maatte siges at gaa ud paa, at beskylde Hammerich for ved Behandlingen af den omhandlede Sag at have vist Uduelighed, Skødesløshed, Mangel paa Erfaring og deslige, og da Hammerich i denne Anledning omtales paa en haanende Maade, samt da Olsen ikke havde godtgjort nogen Beføjelse til at fremkomme med de omhandlede Udtalelser, blev disse ved en i Gaar afsagt Hof- og Stadsrets Dom som fornærmelige for Hammerich mortificerede og Olsen anset efter Straffelovens § 217 med en Bøde til Statskassen as 400 Kr. subsidiært simpel Fængsel i 60 Dage og paalagt Sagens Omkostninger.

* * *

Med den heromtalte Sag forholder det sig saaledes:

I Sommeren 1884 tjente en ung Pige ved Navn Ane Sophie hos Fyrmesteren ved Nakkehoved Fyr (Nordsjælland), Kaptejn Rydahl. Den unge Pige var i alle Maader hæderlig og uberygtet. En Nat trænger Kaptajnens Søn, Forvalter Hans Christopher Rydahl ind i hendes Kammer og øver Voldtægt imod hende.

Som Følge af dette forlod Pigen sin Tjeneste og indgav Klage over det Passerede til den Kaptejn Rydahl nærboende Birkedommer i Helsinge L. Hammerich. Under Sagen blev det uomtvisteligt, at Forvalter Rydahl havde bragt Pigen i sin Vold; men ikke desto mindre blev Rydahl frifunden imod at betale Sagens Omkostninger, medens Pigen blev idømt 2 Aars Strafarbejde. "Fa'rs Søn", den velstaaende voldtægtsmand, gik frank og fri medens hans Offer sendtes i Forbedringshuset.

Dette Resultat naaedes paa følgende Maade:

Efter at det var godtgjort, at der havde fundet Voldtægt Sted, rettede Dommeren, Hr. Hammerich, Undersøgelserne mod Pigen. Hun var som sagt uberygtet; men hun havde været Kæreste med en af sine Medtjenere. Hr. Hammerich gik nu den Vej, at han under Forhørene i Retten og under Nærværelse af det øvrige Retspersonale spurgte Pigen, om hun nogensinde havde staaet i kønslig Forbindelse med Mænd. Pigen svarede Nej! Hvilken und Pige gør Tilstaaelser af den Natur? Hammerich forlangte, at hun skulde beedige sin Forklaring, og da hun først havde indladt sig paa Benægtelser, følte hun sig vel tvungen til at gaa videre, hvor galt dette end var. Hun aflagde Eden.

Først da skred Hammerich til at forhøre hendes Medtjenere, og han traf da ogsaa paa hendes Kæreste, som tilstod, at han havde staaet i kønsligt Forhold til hende.

Selv ikke-Jurister vil kunne forstaa, hvor uheldigt Hammerich bar sig ad ved denne Lejlighed. Først og fremmest: Hvad kom Pigens Kæresterier Voldtægtssagen ved? Har man Lov til at øve Voldtægt mod enhver Pige, som har givet sig hen tik sin Forlovede? Nej, naturligvis ikke! Men vilde Birkedommeren absolut have Rede paa Pigens Forhold, burde han selvfølgelig have begyndt med at anstille Undersøgelser blandt hendes Omgivelser. Men han ventede hermed, til hun havde aflagt den falske Ed! Han forlangte af hende, at hun for ham skulde bekæmpe sin Skamfølelse, skulde gøre ham Rede for sine privateste og intimeste Forhold. Og hun var ikke klog nok til at vise ham tilbage med den Erklæring, at hun ikke vilde afgive Forklaring. Hun lod Befippelsen og Undseelsen løbe af med sig, og Resultatet blev 2 Aars Fængsel.

Det saa en Tid ud, som om Retten skulde have sin Gang hermed. Pigen blev paa en eller anden Maade formaaet til at erklære sig tilfreds med Dommen, og hun stod paa Vejen til Fængslet, medens Forvalter Rydahl nød sin Frihed i bedste Velbefindende. Da blev vi opmærksom paa Sagen.

Ane Sophies Fader er et af disse skikkelige religiøst anlagte Mennesker, der tager alt ondt som en Himlens Straf, imod hvilken der ikke maa knurres. Saaledes tog han ogsaa Datterens Domfældelse. Da Pigen ikke havde Myndighedsalderen, var det ham, som skulde appellere. Og vi havde betydelige Anstrængelser, inden vi fik bevæget ham til at forlange Sagen ført frem for Overretten.

Den 8. September 1885 faldt Overrettens Dom. Det var lykkedes at fastholde Forvalter Rydahl som Voldtægtsmand, og medens Hammerich havde frikendt ham, opnaaede man, at Overretten dømte ham til 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Men Pigens Straf stadfæstedes. Hun idømtes atter 2 Aars Strafarbejde.

Saa gik Sagen til Højesteret. Og endelig ved denne Rets Dom af 31te Maj 1886 naaede Ane Sophie en Formildelse, saaledes at hendes Straf nedsattes til Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, medens Rydahl fik sine 6 Gange 5 Dage stadfæstet.

Dette blev Resultatet af vor Virksomhed. Vi skaffede Pigen en Læmpelse og Straf over hendes Voldsmand. For saa vidt indrømmede altsaa baade Overretten og Højesteret, at vi havde været berettigede til at antage os den Ulykkeliges Sag. Vi maatte blot ikke fortælle, hvorledes der dømmes her i Landet. Det gjorde vi, da Højesteretsdommen faldt. I Artikler, som var affattede altfor læmpelige, meddelte vi om denne mærkelige Underretsdommer, som havde frikendt en Voldsmand og dømt den Voldtagne. I de foranstaaende Domspræmisser findes de Udtryk, vi benyttede ved denne Lejlighed. Vi talte om Uduelighed, Skødesløshed, Mangel paa Erfaring og deslige. Hvad kunde vi sige andet?

Og saa fik vi da det Offenliges Tak, fordi vi optraadte som Beskytter for en værgeløs Kvinde. Hof- og Stadsretten udtrykker den omtrent saaledes: Retten finder ingen Anledning til at udtale sig imod Birkedommer Hammerich, men idømmer "Social Demokraten" 400 Kroners Bøde.

(Social-Demokraten 17. januar 1888).

Fotograf og maler Niels Christian Hansen (1834-1922) og fotograf Frantz Clemens Stephan Weller (1838-1900): Birkedommer Louis Hammerich, Louis (1830-1916). 1877-1900. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Birkedommer Louis Hammerich (1830 i Kiel-1916) studerede jura ved Kiel universitet ved udbruddet af Krigen 1848-1851. Han meldte sig som frivillig ved 5. Linjeinfanteribataljon og blev 17 år gammel udnævnt i 1848 til sekondløjtnant. Han deltog i krigen 1849-1850 ved slaget ved Fredericia og ved Isted. Han avancerede til premierløjtnant. Han blev slesvigsk cand.jur. 1853 og konstitueret herredsfoged i Frøs og Kalvslund Herreder, borgmester, politimester og byfoged i Egernførde. Her erstattede han Langheim der var blevet degraderet for at være for blød over for de tysksindede, se indslaget herom: Casper Conrad Langheim (1806-1864).

Han blev kancelliråd og herredsfoged i Bøking Herred 1856 og var politimester og rådmand i Flensborg 1859-1864. Efter at være blevet fjernet af prøjserne, tog han til Danmark og blev dansk cand. jur. 1865 og byfoged i Aarhus 1867-1877, derefter birkedommer i Kronborg vestre Birk 1877-1906. Han blev begravet på den Hammerich'ske familiebegravelse på Frederiksberg Kirkegård.

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Den 24de Januar 1875 blev Arbeidsmand Mads Peter Nielsen gift med Caroline Tobiasdatter og de boede derefter sammen et Par Aar i Hobro, derefter i omtrent 3 Aar i Aarhus og i de sidste 5 Aar, før den heromhandlede ved Kriminalretten indledede Undersøgelse tog sin Begyndelse, her i Staden. Allerede medens de boede i Aarhus, begyndte Tiltalte, der under Sagen har pirret Arrestant, enkelte Gange at udøve Vold imod sin Hustru, idet han trak hende ud af Sengen, slog hende og engang skubbede hende over imod Kakkelovnen. Efterat de vare flyttede her til Byen, vedblev han at gjøre sig skyldig i Voldsomheder imod hende, i Begyndelsen sjældnere, men navnlig i det sidste Aar hyppigere, ligesom hans Mishandlinger efterhaanden antog en grovere Karakten. Han har saaledes oftere slaaet hende i Hovedet, Ansigtet eller paa andre Steder af Legemet, hvor han kunde ramme hende, deels med flad eller knyttet Haand, deels engang med et afbrækket Bordben og en anden Gang med et Stykke Brædt skubbet hende omkuld, engang nødt hende voldsomt over mod en Dørkarm og en anden Gang skubbet til hende, saa at hun faldt baglænds ned ad en Trappe, hvorhos han ligeledes har sparket hende i Underlivet paa Tider, da hun var frugtsommelig. Hustruen har jævnlig baaret Mærker af hans Mishandlinger, ved hvilke der er tilføiet hende mindre Saar, eller hun har som Følge af samme været misfarvet i Ansigtet eller paa Kroppen. I April d. A. slog og sparkede Arrestanten hende saaledes, at hun i nogen Tid maatte holde Sengen, og hun har siden den Tid stadig lidt af pludselig optrædende Svimmelhedsanfald, der især fremkaldtes ved Tryk paa et forrykket Beenparti paa venstre Tindingegn, hvis Fremkomst maa antages at skyldes et hende af Arrestanten ved denne Leilighed med det ovenomtalte Stykke Brædt tildeelt stærkt Slag. Den 8de Juli d. A. mishandlede Arrestanten hende paa lignende Maade, og disse Mishandlinger fremkaldte blandt Andet hos hende, der var omtrent i Svangerskabets 7de Maaned, en Ømhed og Smertefuldhed i Underlivet, hvilke Tilfælde ikke heller senere have fortaget sig. Ved en den 11te September d. A foretagen Lægeundersøgelse viste det sig, at det Foster, hvormed Arrestantens Hustru gik svanger, var levende, og i den af vedkommende Læge i den Anledning udstedte Attest udtales det, at den hende overgaaede ilde Medfart ikke kan antages direkte at medføre nogen Fare for Fosterets Liv, men at Fosteret indirekte løber den Fare, at Fødselen paa Grund af hele hendes abnorme nerveuse Tilstand, der sikkert maa antages at være en Følge af de mod Hovedet og særlig mod Tindingegnen rettede Slag, muligvis kan indtræde for tidlig, en Omstændighed, som altid forringer Fosterets Levedygtighed. Hvad angaaer hendes egen Tilstand, udtales det i Lægeerklæringen, at det tør antages, at Underlivssmerterne ville forsvinde, naar Fødselen er overstaaet, og at Underlivstilfældene ikke ville efterlade blivende skadelige Spor i Fremtiden, men at det derimod er et stort Spørgsmaal, om hele hendes nerveuse Tilstand, og navnlig Svimmelheden og den lokale Ømhed paa Tindingegnen nogensinde vil tabe sig, samt at det ikke bestemt tør benægtes, at disse Hjernetilfælde ville kunne forværre sig i Tidens Løb. Efter hvad der under Sagen blev oplyst, maatte det antages, at Arrestanten havde udøvet disse Mishandlinger mod sin Hustru uden Anledning fra hendes Side, og at han ved de paagjældende Lejligheder havde været fuldkommen tilregnelig, men dog saa godt som altid har handlet i en ved Nydelsen af stærke Drikke fremkaldt ophidset Tilstand, i hvilken han vel ikke nogensinde vil have tilsigtet at paaføre sin Hustru nogen Skade af alvorlig Natur, men iøvrigt ikke nærmere gjorde sig Rede for Følgerne af sine Handlinger. Ved Rettens i Tirsdags afsagte Dom blev Arrestanten anseet efter Straffelovens § 202, jfr. § 203, med Forbedringshusarbeide i 8 Maaneder.

(Dagens Nyheder 2. oktober 1885).

Mishandling af sin Hustru og Slagsmaal med Politiet. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14de December f. A. blev Arrestanten Vilhelm Julius Jensen ægteviet til sin Hustru, med hvem han derefter har samlevet, indtil han den 1ste Februar d A. blev anholdt og Undersøgelse mod ham indledet ved Kriminalretten. I dette Tidsrum har han 2 Gange gjort hende til Genstand for Mishandling; den 1ste Januar d. A. slog han hende saaledes flere Gange med knyttet Haand i Hovedet og Ansigtet, saa at hun i flere Dage bar Mærker heraf, idet hun var misfarvet ved Øjnene og havde Buler i Hovedet. Den 1ste Februar d. A. tilføjede Arrestanten hende paany med knyttet Haand Slag i Ansigtet og i Hovedet, medens de opholdt sig inde i deres Lejlighed, og da hun derefter havde begivet sig ned i Gaarden, trak han hende tilbage i et til Lejligheden hørende Værelse, hvor han gentagende sparkede hende, der var falden om, paa Benene. Efter at hun derpaa havde forladt Værelset og var gaaet ud paa Trappegangen, greb han atter fat i hende saa at hun faldt, og medens hun laa paa Trappen, slog han hende igen i Hovedet med knyttede Hænder. Ved den mod hende udøvede Vold blev to Tænder slaaet løs i Munden paa hende, hvorhos hun fik flere Knuder i Hovedet, lige som hun i flere Dage havde Mærker paa Benene af de hende tiiføjede Spark. Nogen Skade paa Helbred blev der ikke paaført hende ved den af Arrestanten mod hende udøvede Vold, og Arrestanten har efter sin Forklaring heller ikke havt til Hensigt at tilføje hende nogen Skade. Han vil ved de anførte Lejligheder have handlet i en noget beruset, men dog fuldkommen tilregnelig Tilstand, og efter det foreliggende kunde det ikke antages, at hans Hustru har givet ham nogen grundet Anledning til den af ham mod hende udviste Adfærd. 

Efter at Inspektionsbetjent Petersen den 1ste Februar var bleven tilkaldt i Anledning af det af Arrestanten paa denne Dag mod sin Hustru udviste Forhold og var bleven opfordret af de Tilstedeværende til at faa Arrestanten fjærnet fra Hujet, fik han denne til godvillig at følge med ud i Gaarden, hvor Politibetjent Hansen var kommen tilstede. Da Arrestanten her optraadte paa en opsætsig og truende Maade mod Betjentene, der begge var iførte Uniform, erklærede Petersen Arrestanten for anholdt og fik ham ført ud af Gaarden. Paa Gaden satte Arrestanten sig imidlertid til Modværge mod at blive ført videre af de to Betjente, slog og sparkede om sig, stødte Petersen omkuld og slog Hansen med Panden i Ansigtet, saaledes at de maatte tilkalde Assistance af private Folk, for at faa Arrestanten ført til Stationen. Som Følge af den mod dem udviste Vold fik begge Betjentene nogle mindre Læsioner, som imidlertid snart fortog sig, uden at det kan antages, at de ville efterlade sig skadelige Følger for de Paagældende i Fremtiden, hvilket Arrestanten ogsaa har erklæret at have ligget udenfor hans Hensigt, idet hans øjemed med den af ham udøvede Vold alene var at slippe for at blive ført paa Stationen. Arrestanten, der tidligere er straffet med 2 Aars Forbedringshusarbejde for Mened, blev nu ved Kriminalrettens Dom anset med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Social-Demokraten 28. marts 1885).

Mishandling af sin Hustru. Om den under denne Sag Tiltalte var det oplyst, at han fra 3 Fjerdingaar efter at han var bleven gift jævnlig havde mishandlet sin Hustru paa forskellig Maade. Han havde saaledes mindst 1 Gang med en med en Blykugle forsynet Spanskrørstok tildelt hende flere Slag paa det nøgne Legene, navnlig over Lænden, hvoraf hun længe efter følte Smerter, 1 Gang med en stor Træske i Hovedet, saa Blodet flød, og 1 Gang med en Træskonaver over Armen, hvilket Slag efterlod blaa Mærker samt 3-4 Gange med knyttet Næve i Hovedet. Efter hendes Forklaring skal han endvidere 1 Gang have slaaet hende med en Greb over Armen, saa at hun flere Dage havde ondt ved at bruge Armen, og 1 Gang med et Dambrædt i Hovedet, men dette vil han ikke kunne mindes og ejheller, som hun har forklaret, at han skulde have befalet hende at klæde sig helt af, du han slog hende med Stokken. Derimod har han fremdeles vedgaaet, at han oftere om Aftenen har forbudt hende at gaa i Seng, saa at hun maatte blive oppe flere Timer af Natten i Kulde og Mørke, og en enkelt Gang har befalet hende at staa op af Sengen. Han beskyldte hende for at have et stridigt Sind; dette har hun dog benægtet og derimod anført, at han var af en voldsom Natur og ofte ustyrlig hidsig. Ved Silkeborg Birks Ekstraretsdom blev han idømt Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage; ved Viborg Overretsdom blev Straffen nedsat til samme Art i 4 Gange 5 Dage.

(Social-Demokraten 31. marts 1885).

Voldsmanden Svend Petersen paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Udaaden paa Amager.

Om det af Gaardmand Svend Pedersen i Sundbyvester forøvede Overfald paa to af sine Tjenestepiger har vi modtaget følgende :

Da Undertegnede Mandagen den 11. Avgust d. A. henvendte os i Svend Pedersens Gaard, medundertegnede Lovise Poulsson for at afhente mine Ejendele og medundertegnede Henriette Hansen for at erholde et Beløb af den mig tilkommende Løn, som jeg ikke havde faaet udbetalt, blev vi Genstand for følgende Behandling.

Ved vor Ankomst til Gaarde, henvendte undertegnede Henriette Hansen sig til Svend Pedersens Hustru med j Forespørgsel om, hvorvidt Svend Pedersen var hjemme, idet jeg ønskede at faa mit Tilgodehavende udbetalt. Der blev imidlertid svaret, at Pedersen ikke var hjemme, og da jeg saaledes ikke kunde faa mit Ærinde udrettet maatte jeg foreløbig lade dette bero. Imidlertid gik medundertegnede Louise Poulsson ind i Pigekamret og hentede sin Koffert, som vi da i Fællesskab bar ud ad Bagporten til Gaarden. Da vi var komne ud paa Vejen kom Svend Pedersen imidlertid løbende efter os, og da han kaldte paa os, standsede vi, og satte Kofferten ned paa Vejen. Da han kom hen til os gav han sig uden nogen Foranledning til at ruske i medundertegnede Lovise Poulsson, og slog mig gentagne Gange i Ansigtet med knyttede Hænder, saaledes at min Næse blev slaaet til Blods, hvorefter han tilsidst sparkede mig med sin Træsko i den venstre Side af Underlivet.

Medundertegnede Henriette Hansen var imidlertid gaaet over til den anden Side af Vejen. Svend Pedersen kom da over imod mig og tilføjede mig en Mængde Slag dels i Hovedet og dels i Ryggen af den venstre Side. Han stødte mig endvidere ud i en bag ved Gaarden værende Vandpøl, der har Tilløb fra Møddingen, greb mig i Halsen og trak eller stødte mig flere Gange Voldsomt frem og tilbage i Vandet. Følgen af denne Behandling var, at jeg kom til at spytte Blod i en meget høj Grad. Svend Pedersen skød mig derpaa foran sig tilbage til Gaarden, hvor jeg opholdt mig i Borgstuen indtil Birtedommeren, der var ankommen til Gaarden for at undersøge et Aftenen i forvejen stedfundet Lynnedslag, havde forladt Gaarden. Under dette mit Ophold paa Gaarden vedblev den hæslige Blodspytning uafbrudt. Svend Pedersens Hustru forsøgte nu at overtale mig til atter at tage Tjeneste hos dem, og da jeg frygtede for at blive Genstand for yderligere Overlast, lovede jeg at komme tilbage den paafølqende Morgen, hvorefter jeg forlod Gaarden, og begav mig under stadig Blodspytning og hæslige Smærter til en i Sundbyøster boend Kone, hvis Hjem jeg med stort Besvær naaede. Her fik jeg et meget hæsligt Krampetilfælde, og efterat Politiet havde taget Rapport om det Forefaldne, blev jeg den paafølgende Morgen indlagt paa Amtssygehuset i Ryesgade.

Efterat Svend Pedersen havde ført Henriette Hansen tilbage til Gaarden løb han atter hen imod medundertegnede Lovise Poulsson, og forfulgte mig ca. 200 Alen henad Vejen. Da han imidlertid saa, at Birkedommeren kom kørende hen imod Gaarden, ophørte han at forfølge mig. Derpaa tog han, i Forening med en af sine Sønner min Kuffert og satte den i Porten hvor jeg, da jeg atter blev alene paa Vejen, hentede den og bar den saa langt jeg formaaede indtil det lykkedes at faa den transporteret videre ved Hjælp af en forbikørende Vogn, hvorefter jeg ligeledes begav mig til den ovenfor omtalte Konge i Sundbyøster.

Medundertegnede Henriette Hansen har ligget i 7 Uger paa Hospitalet indtil jeg i Onsdags blev udskreven. Det viste sig paa Hospitalet, at jeg tillige havde faaet Skade i den venstre Hofte, som bevirkede, at Benet blev flere Tommer kortere end det højre. For denne Skade er jeg dog nu helbreder, hvorimod jeg endnu føler Smerter i den venstre Side og er ude af Stand til at paatage mig nogen Tjeneste. Ogsaa undertegnede Lovise Poulsson har siden Overfaldet været ude af Stand til at paatage mig nogen Plads, idet Lægerne udtrykkelig har forbudt mig at udføre andet end meget let Arbejde.

Det er os bekendt, at Svend Pedersen under Forhørene dels nægtede at have slaaet os, og dels søgte at give Sagen et andet Udseende ved at foregive at han ikke kunde huske, hvad der var foregaaet. Vi maatte desaarsag aflægge Ed paa vor, i Overensstemmelse med ovenstaaende afgivne Forklaring i Retten. Det er ligeledet betegnende for Svend Pedersens Optræden, at han i en Tid af 7 Dage betalte for medundertegnede Lovise Poulssons Underhold, men at han tog denne Understøttelse bort. saa snart jeg havde aflagt Ed paa Rigtigheden af den af mig afgivne Forklaring. Svend Pedersen har ligeledes forsøgt at faa Sagen bilagt ved Hjælp af Penge, idet han i Retten og medens Birkedommeren og Retsbetjentene hørte derpaa direkte tilbød mig Penge i Erstatning, hvis jeg ville blive "enig" med ham. Birkedommeren tilskyndede mig ligeledes til at "komme overens" med Svend Pedersen. Efter at han nemlig i et Forhør havde tilspurgt mig, hvor meget jeg skulde have i Erstatning, hvortil jeg svarede, at Retten maatte tildømme mig en saadan. bemærkede Birkedommeren, at "det dog var bedst at komme overens." Ogsaa medundertegnede Henriette Hansen er af Birkedommeren bleven tilspurgt om. hvor meget jeg vilde forlange i Erstatning, uden at han dog tilskyndede mig til at indgaa noget Forlig med Svend Pedersen. Med Hensyn til den 3 Uger lange Arrestation, jeg blev underkastet paa Grundlag af den ugrundede Beskyldning for at have faaet Svend Pedersens Datters Armbaand, har Birkedommeren erklæret, at der vilde blive mig tilkendt en Æresoprejsning.

Lovise Charlotte Poulsson.
Henriette Ludolffine Hansen.

* * *

Det er betegnende for Retstilstandene paa Amager, at Voldsmanden, der foretog ovenomtalte brutale Overfald, kun har siddet under Anholdelse i 11 Dage og den Dag i Dag befinder sig paa fri Fod, medens de to Piger, der bleve arresterede paa Grundlag af den urigtige Beskyldning for at have taget det nævnte Guldarmbaand, blev holdt i Arrest i 3 Uger. Det er ligeledes betegnende, at Birkedommer Dahlerup, i Stedet for at virke hen til, at Voldsmanden faar sin fortjente Straf, tværtimod søger at faa Sagen bilagt paa den for Svend Pedersen læmpeligste Maade ved ligefrem at stille Opfordring til de mishandlede Piger om, mod Udbetaling af et større eller mindre Beløb, at "komme overens" med deres Plageaand. Dette Forsøg paa at lade Pengeposen gøre Udslaget mener vi bør ikke gaa upaatalt hen.

Muligvis har det sine ubehagslige Sider for Hr. Dahlerup, naar han en Gang imellem bliver nødt til at tage en velhavende Voldsmand under Behandling, og derfor kan have Tilbøjelighed til at lade denne slippe saa billig som muligt, men Straffeloven staar dog over Hr. Birkedommeren, og selv om den ikke lader enhver Voldsmand faa den Straf, han tilkommer, bør den dog ikke ligefrem skubbes til Side for en fyldt Pengesæk. Vi antager, at Hr Dahlerup, naar han vil, nok kan finde ud af, hvor meget der skal tilkendes Pigerne i Erstatning, uden at der behøves at gaas paa Akkord med Svend Pedersen. Red.

(Social-Demokraten 3. oktober 1884)

Birkedommer og herredsfoged Hans Dahlerup (1832-1896) var blevet cand. jur 1856, auditør 1862. Han var by- og herredsfoged i Mariager 1870-1877, birkedommer i Amager Birk 1877-1888, herredsfoged i Lejre herred 1888. Han blev ridder af Dannebrog 1888.

Dommen over Voldsmanden Svend Petersen paa Amager

Under en ved Amager Birks Ekstraret behandlet Sag tiltaltes Gaardejer Svend Petersen af Sundbyvester for Vold, og efter de fremkomne Oplysninger er de nærmere Omstændigheder herved følgende: Natten mellem den 18de og 19de Juli f. A. rømmede Pigen Henriette Rudolphine Hansen af sin Tjeneste hos Tiltalte, der bor paa Sundbyvester Mark, og kort Tid derefter blev hun arresteret som mistænkt for at have begaaet en Forbrydelse; men da hun ikke blev overbevist herom, blev hun igen løsladt den 7de Avgust, og tog da, skønt hun havde lovet at vende tilbage til Tjenesten, Ophold hos Madame Nielsen i Dyvekestræde i Sundbyvester. Den 10de August om Aftenen rømmede Pigen Lovisa Charlotte Poulsen ligeledes af sin Tjeneste hos den Tiltalte, fordi hun, der var frugtsommelig, frygtede for, at hun ikke skulde kunne udholde det forestaaende Høstarbejde, hvorfor den Tiltalte, da hun ikke havde medtaget sit Tøj, gav Ordre til, at dette ikke maatte udleveres hende, før hun kom tilstede, da han vilde efterse det, for at forvisse sig om, at hun ikke bortførte Tyvekoster. Den følgende Dag, altsaa den 11te Avgust, om Eftermiddagen, indfandt Lovisa, der ligeledes havde taget Ophold hos fornævnte Madame Nielsen, sig igen paa den Tiltaltes Gaard, for at hente sit Tøj, og var da i Følge med ovennævnte Pige, Henriette, der kom for at kræve sin tilgodehavende Løn. Da de kun traf den Tiltaltes Hustru tilstede, gik Lovisa ind i Pigekammeret og hentede, trods givet Forbud, sin Kuffert, som hun og Henriette derefter gik bort med gennem Gaardens Bagport, og da Tiltalte, som opholdt sig tæt udenfor Gaarden, straks blev underrettet herom, løb han efter Pigerne, som han indhentede lige udenfor Porten, og om hvad der derefter foregik har Tiltalte forklaret, at da Pigerne ikke efter hans Opfordring vilde vende tilbage med Kufferten, som han vilde efterse, kastede han Louisa med Magt til Side, saa at Pigerne slap Kufferten, idet han greb Lovisa i Skulderen og ruskede hende, hvorhos han gav hende to Slag i Ansigtet med sin Haand, og da Lovisa derefter løb bort, vendte han sig mod Henriette, idet han tog fat i hende og ruskede hende, og da hun derfor vilde flygte fra ham, greb han hende med begge Hænder svingede hende rundt, hvorved de begge kom til at træde ud i en Vandpyt, som Regnen havde dannet; og da han havde faaet hende vendt mod Porten, greb han hende i Ryggen, idet han holdt hende fast i hendes Kjole, og skubbede hende foran sig igennem Portlaagen, fordi han vilde, at hun, der, som anført, havde lovet at vende tilbage i sin Tjeneste, skulde gaa ind til hans Hustru, og for at fremskynde hendes Gang stødte han hende med venstre Haand i Ryggen, og efter at han saaledes havde ført hende ind paa Gaardspladsen, hvor han slap hende, vendte han tilbage og hentede Kufferten, som han satte ind i Porten, hvorpaa han gik ind for at tage imod Birkedommeren, som i det samme kom kørende til Gaarden.

Efter begge Pigernes beedigede Forklaringer har den Tiltalte, foruden at behandle Lovisa som anført, hvorved hendes Næse kom til at bløde, tillige, idet hun vilde til at løbe bort, sparket hende i Underlivet, hvad den Tiltalte har erklæret ikke at kunne erindre, og i øvrigt gaar Lovisas Forklaring ud paa, at hun, efter at være kommen bort fra Tiltalte, løb over til en Nabogaard, hvorfra hun kort Tid efter vendte tilbage og hentede sin Kuffert, der nu var hensat i Porten, og begav sig med den til sin Bolig i Dyvekestræde, idet hun kom til at køre den største Del af Vejen med en Vogn, som tilfældig indhentede hende, og da hun havde været hjemme en Times Tid følte hun Smærter i Underlivet som en Følge af det hende tildelte Spark, og da disse Smærter tiltoge, henvendte hun sig den 14de Avgust til Distriktslægen, som derefter tog hende under Behandling. Af denne Læges under Sagen fremlagte Erklæringer fremgaar det, at Lovisa, skønt der ikke fandtes nogen Affarvning af Huden eller nogen kendelig Hævelse, havde stærke Smærter i venstre Side af Underlivet, hvilke Smærter efter Anvendelse af Igler og Omslag efterhaanden aftoge og var den 19de August, da den første Erklæring afgaves, ofte ubetydelige, men indfandt sig atter ved de mindste Bevægelser, hvorhos hendes Befindende i det Hele ikke var godt, da hun havde tabt Madlysten og havde nogen Feber. Da Lægen i sin Erklæring af 20de Avgust havde udtalt, at det forekom ham aabenbart, at de omtalte Tilfælde maatte skyldes en hende den 11te s. M. tilføjet Læsion, og at der, da Lovisa fra samme Tid ikke havde bemærket Fosterbevægelser, var sandsynlighed for, at samme Læsion havde bevirket hendes Fosters Død, blev den Tiltalte den 27de s. M belagt med Varetægtsarrest, men blev dog atter løsladt den 5. September, efter ar der ved en den 30. Avgust paa den kgl. Fødselsstiftelse foretagen Undersøgelse var bemærket Liv. I sin Slutningseklæring af 12te September udtalte Distriktslægen, at Lovisa da maatte anses som helbredet uden sandsynlige Følger for Fremtiden, og i Følge en Skrivelse af 30. November fra Læge Th. B. Hansen paa den kgl. Fødselsstiftelse havde Lovisa den 18de s. M. der født et fuldbaaren levende Drengebarn.

Hvad dernæst angaar Pigen Henriette, da gaar hendes beedigede Forklaring ud paa, at den Tiltalte, foruden at have behandlet hende som af ham omforklaret, tillige har med knyttet Haand slaaet hende baade i Tindingerne og i Baghovedet, og givet hende et Stød i højre Side, samt at det forekom hende, at det var med en eller anden Genstand, som den Tiltalte optog i Porten, at han gentagne Gange slog hende paa Ryggen, uden at hun dog har kunnet sige noget bestemt herom, men at hun ved disse Slag fik Blod i Munden. Da den Tiltalte havde sluppet hende, gik hun ind i Gaardens Vaskehus, hvor hun opholdt sig et Par Timer, og talte fredeligt baade med den Tiltalte og hans Familje, som af og til saa ind til hende og gav hende noget at spise, og hun hor erkendt, at hun da gav et noget ubestemt Løfte om næste Dag at ville vende tilbage til Tjenesten, men tilføjet, at det skete i Anledning af Frygt for den Tiltalte. Da Birkedommeren havde forladt Gaarden, begav hun sig til Fods tilbage til sin Bolig i Dyvekestræde, der ligger en Kvart Mil fra den Tiltaltes Gaard, og følte da under Gangen nogle ikke meget stærke Smærter i sin venstre Hofte, hvilke Smærter hun havde begyndt at mærke, da den Tiltalte trak hende ud i Vandpytten, og da hun kom paa Trappen, der fører til hendes Bolig faldt hun og stødte sin venstre Hofte, saa at hun maatte slæbe sig op ad Trappen ved at holde i Rækværker, og kunde ikke siden støtte paa sit venstre Ben.

Af Sagens øvrige Oplysninger fremgaar det, at Henriette, der har et svageligt Helbred og navnlig har lidt af Saar paa Tarmene, da hun kom ind i sin Lejlighed var blodig om Munden, og hun straks faldt om og fik Krampe og spyttede Blod op, hvorfor hun den næste Dag blev indlagt paa Amtets Sygehus. I sine under Sagen afgivne Erklæringer, har Lægen ved bemeldte Sygehus udtalt under 30te Avgust, at Henriette straks efter Indlæggelsen paa Sygehuset ophostede en meget ringe Mængde Blod, men at der iøvrigt intet andet abnormt fandtes end nogen - dog ikke megen - Ømhed i højre Side af Mellemgulvsregionen og over venstre Hoftekamp, og under 26de f. M., at uagtet der ikke fandtes synlige Mærker, f. Eks. Blodudtrækninger, skyldtes de omtale ømme Steder utvivlsomt Stød eller Slag, men at Ømheden ved venstre Hofteregion havde vist sig at være langt betydeligere end straks antaget, og endelig under 12te September, at da Ømheden i højre Side i Løbet af nogle Dage havde tabt sig ved Sengeleje alene, er det sandsynligere at den skyldtes Stød og Slag, der dog ikke kunne have været betydeligere, end at den skulde være Symptom paa Mavesaar, og at det Blod, som Henriette har faaet i Munden, enten kan skyldes Stød eller Puf i Ryggen eller mindre Beskadigelser ved Tænderne i Mundhulen eller paa Læberne; men at ingen af disse tvende Læsioner har efterladt skadeligt Følger for Fremtiden. Med Hensyn til Smerterne i venstre Hofteregion, erklærede Lægen, at de havde vist sig at hidrøre fra en Betændelse i Hofteleddet, hvilken Sygdom ikke kan tænkes at være opstaaet ved et Fejltrin, men maa antages at være foraarsaget ved Henriettes ovennævnte Fald paa Trappen til hendes Lejlighed, og de Krampeanfald, som Henriette fik i sit Hjem, har efter Lægens Formening næppe staaet i direkte Forbindelse med den hende overgaaede Vold, men maa snarere opfattes som almindelige hysteriske Anfald som Følge af Sindsbevægelse, især da hun under Opholdet paa Sygehuset har gjort Indtryk af al være en Del hysterisk. Endelig har den samme Læge under 3. September erklæret, at Henriette da var fuldstændig helbredet, uden at hendes Sygdom har efterladt skadelige Følger for hendes fremtidige Helbred.

Efter det anførte, maa det anses som godtgjort, navnlig ved begge Pigernes beedigede Forklaringer i Forbindelse med Beskaffenheden af den Lovisa tilføjede Læsion i Underlivet, som ikke er oplyst at være bleven tilføjet hende paa anden Maade, at den Tillalle ikke alene har tilføjet Lovisa den af ham omforklarede Vold, men ogsaa sparket hende i Underlivet, og derved tilføjet hende den i Distriktslægen Erklæring ommeldte Læsion, hvorimod det ikke kan anses som godtgjort, at den Tiltalte, som Lovisa endvidere har forklaret, ved den ovennævnte Lejlighed havde Træsko paa Fødderne, og den tiltaltes Forklaring om, at han kun var iført Morgensko vil saaledes som ikke modbevist være at lægge til Grund for Sagens Paadømmelse. Efter Indholdet af de ovennævnte Erklæringer fra Lægen ved Amtets Sygehus maa det anses som godtgjort, at Tiltalte, foruden at behandle Henriette som af ham omforklaret, tillige har puffet eller stødt hende i venstre Side, men medens de øvrige mindre Sygdomssymptomer, hvoraf Henriette ved sin Indlæggelse paa Sygehuset fandtes at lide, maa anses som Følger af den hende af den Tiltalte tilføjede Vold, findes den Hoftebetændelse, hvoraf hun har lidt, ikke at staa i en saadan Forbindelse med hans Behandling af hende, at han herfor kan drages til Ansvar. Begge Pigerne har erklæret, at de ikke ønske Spørgsmaalet om deres Erstatningskrav hos Tiltalte paakendt under denne Sag, og deres eventuelle Ret i faa Henseende vil saaledes være dem forbeholdt. 

For sit ovennævnte Forhold vil Tiltalte, som er født i Sundbyvester, den 17de April 1822 og ikke tidligere er funden straffet, nu være at anse efter Straffelovens § 203, og idet der tages Hensyn til, at det var ham bekendt, at Lovisa var frugtsommelig og Henriette af et svageligt Helbred, findes hans Straf at burde fastsættes til simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos han vil være at tilpligte at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salær til Aktor, Prokurator Møller 50 Kr., hvorimod der ikke blive at tilkende Defensor, Overretssagfører Diechmann, noget SaIær, da han, som tidligere privat engageret, ikke har nedlagt Paastand.

(Social-Demokraten 13. januar 1885).

Ukendt fotograf: Minorkagade. Gamle huse. Tidligere Dyvekestræde, Sundbyøster. Det var i dette stræde de to tjenestepiger et par årtier før havde lejlighed. Kbhbilleder. 1905-1910.

Dyvekestræde skiftede i 1901 navn til Minorkagade. Det var en sidegade i den gamle Sundbyøster landsby på Amager. Minorkagade blev nedlagt i begyndelsen af 1960'erne i forbindelse med opførelsen af beboelsesejendommen Øresundsvej 31-37 og Rødegård 14-18. Bagsiden husene i Minorkagade var en smøge "Gissegyden" som førte ind til Røde Kro.

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Arrestanten B.,  der er Smedesvend, men i de sidste Aar har levet af tilfældigt Arbeide, og som tidligere er straffet 1 Gang for Tyveri med 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand Brød og 1 Gang for Vold mod Politiet med 2 Gange 5 Dages do., overbevistes under en ved kriminalretten behandlet Sag om at have gjort sig skyldig i Mishandling af sin Hustru under følgende Omstændigheder: I Begyndelsen af 1859 blev Arrestanten gift med sin nuværende Hustru, med hvem han har havt 8 Børn, af hvilke 3 leve. Forholdet mellem Ægtefolkene har allerede i en Række af Aar været slet, og i Aaret 1877 blev der indledet criminel Undersøgelse mod Arrestanten for Mishandling af hans Hustru, uden at dog Tiltale fandt Sted, idet Hustruen gik i Forbøn for ham. For 1 Aar siden bleve de separerede, men da Arrestanten ikke vilde holde sig borte fra Hustruen, som gjentagne Gange maatte paakalde Politiels Hjælp for at faae ham fjernet, indvilligede hun efter omtrent et Aars Forløb i at fornye Samlivet med ham, og siden den Tid have de igjen boet sammen. I Løbet af denne sidste Periode af deres Samliv har Arrestanten, som imidlertid var bleven mere og mere drikfældig og næsten aldrig fortjente Noget, men overlod til sin Hustru at skaffe det Fornødne til Familiens, og derunder hans eget Underhold, jævnlig med kortere eller længere Mellemrum mishandlet hende med voldsomme Slag med Hænderne, uden at hun dertil har givet anden Anledning, end at hun har bebreidet ham hans uordentlige Liv. Særlig har Arrestanten, som fra Juleaften f. A. til Nytaar gik i en stadig Ruus, øvet saadan Vold mod hende 2den Juledags Nat og Nytaarsaften samt en Dag i  Slutningen af Januar d. A. De Slag, Arrestanten saaledes har tilføret sin Hustru, have ingensinde havt nogen egentlig Skadelig Følge, men have derimod jevnlig efterladt Buler, Hævelser og Ømhed deels i Hovedet og deels paa andre Dele af Legemet. For dette Forhold blev Arrestanten ved ovennævnte Rets Dom anseet efter Straffelovens § 202 med 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. marts 1882).

Ferdinand Vilhelm Weikop og Emilie Marthine Myhre. (Efterskrift til Politivennen).

Mishandling af sin Hustru. Under en ved Criminalretten behandlet Sag tiltaltes Arrestanten Ferd. Vilh. Weikop, der tidligere er straffet med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for overnævnte Lovovertrædelse. I Aaret 1862 blev Arrestanten gift og har siden samlevet med sin Hustru, med hvem han har 7 Børn, med Undtagelse af lidt over 1 Aar fra Slutningen af 1878 til Begyndelsen af 1880, i hvilken Tid de vare separerede, men efter Mandens Anmodning sluttede de igjen sammen. I Begyndelsen af Ægteskabet var Forholdet mellem Ægtefolkene godt, men i de sidste 8 Aar har det derimod været meget slet, idet Arrestanten forfaldt til Drik og forødte største Delen af sin Arbeidsfortjeneste til Svir, og naar Konen bebreidede ham hans uordentlige Liv og beklagede sig over, at han ikke bidrog Tilstrækkeligt til Familiens Underhold, mishandlede han hende hyppigt ja næsten daglig med Slag i Hovedet og paa Legemet, som jevnlig have efterladt mindre Saar og Skrammer, Contusioner og Hævelser, og dette uden anden Grund end hendes ovennævnte Bebreidelser. De mod Arrestantens Hustru saaledes udøvede Mishandlinger have dog ikke medført varige eller blivende Følger for hendes Helbred, og Arrestanten har ogsaa paastaaet, at det aldrig har været hans Hensigt at paaføre hende nogen egentlig Skade. Ved ovennævnte Rets Dom blev Arrestanten anseet efter Straffelovens § 202 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. marts 1882).

Ferdinand Vilhelm Weikop (26. november 1839) blev 9. maj 1862 gift med Emilie Marthine Myhre (24. april 1839). Hun var født på fødselsstiftelsen. En arbejdsmand Ferdinand Vilhelm Weikop blev marts 1908 begravet på Vestre Kirkegård.

Om deres liv fortæller måske deres datter Olivia: Hun blev 1875 på Store Kongensgade 100. Som 5-årig kom hun på Børnehjemmet 1870 i Ryesgade 80 (1880). I 1883 annoncerede Ferdinand og Emilie efter en plejefamilie til det ene af deres børn. I 1890 boede Olivia på Grevinde Danner Stiftelsen i Jægerspris, sammen med sin 2 år ældre søster Agnes Emilie. Emilie døde året efter på Sankt Hans Hospital. I 1892 flyttede hun til Læsøegade 24, hun arbejdede som tjenestepige og buffetjomfru, og flyttede adskillige gange rundt i København. Ferdinand blev som ovenfor nævnt anholdt flere gange, for bedrageri (1876) og hustruvold (1882). Han fik fattighjælp i 1887 og 1890 fattiglem på Almindelig Hospital hvor han døde i 1908. Olivia kom 1912 ud for en trafikulykke, og boede på Lindevangs Alle 11 hos kunstmaleren Georg Achen og hans hustru Ane Cathrine Elisabeth Thiele. Hun blev udskrevet 8 måneder senere (29. april 1913) og flyttede til Elmegade 17, med en erstatning for en invaliderende benskade på 5.120 kr. I 1924 fik hun forsørgelse og fattighjælp. Hun døde i 1936 af brystkræft. 

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Ejeren af Stedet Nr. 7 i Raadmandsgade paakaldte den 27de September d. A. Politiets Assistance imod en i Stedet boende Smedesvend Rasmus Peter Jensen, ogsaa kaldet Henriksen, fordi denne paa en højst oprørende Maade mishandlede sin Hustru. Manden blev ført til Politistationen og arresteret. Det oplystes under Sagen, at Ægtefolkene, af hvilke Arrestanten er 28 Aar gl., have været gifte i omtrent 6 Aar og have 4 Børn. Fra Begyndelsen af Ægteskabet har Arrestanten været ond imod sin Hustru, navnlig naar han var beruset, men han blev senere værre og pryglede hende jævnlig uden Anledning fra hendes Side, mindst en Gang om Maaneden; ofte har hun da maattet søge Bistand hos Politiet, men er hver Gang gaaet i Forbøn for ham. Medens Arrestanten omtales som drikfældig, raa og uopdragen, skildres Konen derimod som en blid, skikkelig Kone og god Moder, som man ofte har hørt paa en klagende, bønlig Maade anmode Manden om at være skikkelig, ligesom hendes Hjem var rent og pænt. Den 25de September kom Arrestanten hjem med tre hans Hustru fuldstændig ubekjendte Personer, med hvem han sad og drak, og i Kaadhed spillede han Bold med sit et halvt Aar gamle Barn, som flere Gange var nær ved at falde fra ham paa Gulvet, medens hans Hustru af Frygt for Prygl ikke turde sige noget til ham. Da det blev Sengetid, tillod han de tre Mandspersoner at forblive hos sig om Natten, og Hustruen maatte med sit mindste Barn gaa hjem til sin svigermoder, hvor hun forblev om Natten, overladende de to andre Børn til de fire drukne Mandfolk Et Par Dage efter kom Arrestanten hjem med to Mandspersoner, og de vare alle tre noget beskænkede, men Arrestanten var dog fuldstændig tilregnelig; hans Hustru fortalte ham, at deres Barn var sygt, og hertil ytrede han da: "Gid det var død". Da hans Hustru nu bebrejdede ham, at han ønskede Barnet død, tog han uden videre Anledning fat i hende og slog hende med sin knyttede Haand i Øjet; vel blev Synet ikke beskadiget, men Slaget forvoldte Konen betydelige Smerter. Arrestanten, der to Gange er straffet for Tyveri, senest med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Gange 5 Dage, blev ved Rettens Dom anset efter Straffelovens § 202 med lige Fængsel i 4 Gange 5 Dage.

(Morgenbladet (København) 16. november 1881).

Hustrumishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom i en Sag om Mishandling af sin Hustru. Under denne af Høiesteret igaar paakjendte, imod en Indsidder for nævnte Forhold anlagte Sag, havde hans Hustru forklaret, at hendes Mand i de senere Aar mange Gange i beruset Tilstand havde slaaet hende, og at han navnlig en Dag for omtrent et Aar siden slog hende saaledes, at hun fik et blaat Øie. Siden den Tid har han flere Gange mishandlet hende med Slag og navnlig en Dag tort for sidste Junk givet hende en slem Medfart, i hvilken Anledning han en Nat var under Anholdelse. Denne Anholdelse kunde han ikke glemme, og navnlig blev han, efterat have sviret Aftenen forud, om Morgenen den 9de Marts d. A. næsten ustyrlig af ærgrelse over Anholdelsen, sprang i det blotte Linned op af sin Seng, greb sin Hustru i hendes Klæder og slog hende med knyttet Haand i Ansigt og Hoved. Derhos stødte han hende, der var høist frugtsommelig, to Gange i Underlivet og vedblev at slaae hende, uagtet hun ingensomhelst Anledning havde givet ham dertil og uagtet hun tiggede og bad om Skaansel, indtil hun saae Leilighed til at undvige.

Konen havde efter en under Sagen fremlagt Lægeerklæring faaet forskjellige Læsioner, men disse vilde efter Lægens Mening ikke efterlade skadelige Følger, og efter hendes egen Forklaring i et Forhør den ,5te April, havde hun ikke længer nogensomhelst Meen af den imod hende udøvede Vold.

Tiltalte havde nu ogsaa erkjendt, at han i de sidste 5 Aar oftere har pryglet sin Hustru, og at han navnlig ogsaa har gjort det den 9de Marts, men han havde benægtet, at han ved den sidstnævnte Leilighed har stødt hende i Underlivet - hvad heller ikke imod hans Benægtelse er beviist - eller at han overhovedet ved denne Leilighed har tilføiet hende andre Mishandlinger, end at han har givet hende to Slag paa Kinden med den flade Haand. Han havde imidlertid erkjendt, at de paagjældende i Lægeerklæringen anførte Læsioner kunde være tilføiede ved de Slag, han havde givet hende, hvorhos han havde indrømmet, at han ikke den 9de Marts var beskjænket i høiere Grad, end at han godt vidste hvad han foretog sig. Hans Hustru er iøvrigt i en for Overretten fremlagt Skrivelse gaaet i Forbøn for sin Mand.

Tiltalte, der er 40 Aar gammel og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, var ved de foregaaende Instantsers Domme anseet med Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage. Højesteret skjærpede Straffen til lige Fængsel i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. oktober 1881).

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Under en ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret paakjendt Sag var det godtgjort, at en 29aarig Arbeidsmand, som blev gift med sin Hustru den 7de Februar 1875, hvorpaa de efter et Par Aars Forløb flyttede hertil Byen, oftere uden nogensomhelst Anledning fra hendes Side har slaaet hende, deels med Panden, deels med Haanden, saaledes at hendes Ansigt har været opsvulmet og sort og blaat. Blandt andet har han en Gang, da de boede i St. Stefansgade, med Panden bibragt sin Hustru, der stod med et Barn paa Armen, et Slag i Ansigtet, saa at Blodet flød ud af Næse og Mund. En anden Gang har han slaaet hende og kastet hende om paa Gulvet, saaledes at en Haarnaal trængte ind i Baghovedet, hvoraf hun følte Smerter, og senest har han den 5te Juni d. A. udenfor deres Bopæl paa Godthaabsveien - som det maa antages med en Flaske - bibragt hende et Slag over det høire Øie, saaledes at der ifølge indhentet Lægeerklæring indtraadte en betydelig Hævelse af høire Kind og begge høire Øielaag samt en let Hudafskrabning af et mindre Parti midt paa Kinden og en ringe Blodudtrædning under Huden. Arrestanten har udøvet disse Mishandlinger, som ikke kunne antages at ville medføre skadelige Følger for Konen for Fremtiden, naar han har været i beruset Tilstand, uden at det dog kan antages, at han har været utilregnelig. Efter Straffelovens § 202 blev han idømt en Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. august 1881).

Familieliv. (Efterskrift til Politivennen)

Nykjøbing Kjøbstads Extraret har i F. Loll.-Falst Stifst. nys paadømt en mod en Mursvend anlagt Justitssag af følgende Beskaffenhed. Mursvenden var tiltalt for Mishandling af sin Hustru og Børn, og under Sagen blev det oplyst, at Ægtefolkene i en Række af Aar havde levet i et højst ulykkeligt Forhold med hinanden. Ihvorvel Grunden hertil i en væsenlig Grad maa tilskrives Manden, havde Konen ogsaa for en Del Skyld deri, idet hun ikke saa sjældent imod Mandens Vidende og Villie havde bortødslet til Indkjøb af unødvendige Sager temmelig betydelige Summer, som han, naar han rejste bort for at arbejde paa Landet, havde overgivet hende, og som hun vidste vare bestemte til andre Øjemed, ligesom hun ogsaa undertiden i samme Anledning havde pantsat og endog en Gang solgt Mandens Gangklæder og deres Sengetøj samt ofte udskjældt Manden og truet ham med, hvad hun havde i Haanden, samt endog slaaet efter ham. Ligeledes havde hun, hvem Børnenes Opdragelse mest paahvilede, da Manden ofte i længere Tid var fraværende fra Hjemmet paa Grund af Arbejde, vist sig højst forsømmelig i saa Henseende, idet hun havde ladet Børnene drive om uden Opsigt og uden at paase, at de passede deres Skolegang, og det uagtet Manden gjentagne Gange havde maattet betale, dels afsone de Skolemulkter, som i den Anledning vare ikjendte. Dog maatte, som anført. Grunden til dette ulykkelige Samliv ogsaa i høj Grad søges hos Manden, der ofte i Hidsighed og naar han var forbitret paa Konen formedelst hendes forannævnte Adfærd, havde udfskjældt og slaaet hende samt undertiden om Natten jaget hende op af Sengen, saa at hun havde maattet gaa udenfor, men han vil dog aldrig have forment hende at komme ind og gaa i Seng igjen, eller overhovedet have tilføjet hende nogen Overlast. Tiltalte havde ogsaa en Gang, da Konen truede ham med en Kniv, vristet denne fra hende og slynget den efter hende, uden at det dog egenlig havde været hans Hensigt at ramme hende, hvilket heller ikte flere. Med Hensyn til Tiltaltes Forhold lige overfor Børnene maatte det antages, at han, naar han havde Aarsag til paa Grund af deres Løgnagtighed og Forsømmelighed ved deres Skolegang, at revse dem, dog ofte i sin Hidsighed var gaaet saa vidt, om han end aldrig ved sine Revselser havde tilføjet dem nogen alvorlig Skade. Endelig havde Tiltalte med Hensyn til det, der nærmest gav Anledning til nærværende Sag, forklaret, at han en Fredag Aften i afvigte December Maaned hørte, al hans Kone spurgte de ældste af Børnene, Drengene A. og F, der opholdt sig i Stuen has ham, om hvem af dem der havde sat noget Sigtebrød paa Kakkelovnen, og uagtet A. hertil svarede, at han havde gjort det, troede Tiltalte, der vidste, at F. var meget løgnagtig, dog at dette var urigtigt, og at F. var den virkelig Skyldige, og han gav sig derfor til at prygle denne med en Læderrem, som han plejede at bære om Livet. Da Konen nu kom til og skjændte paa ham, blev han vred herover stg skubbede eller sparkede til hende, saa at hun faldt overmod Kakkelovnen, uden dog at tage Skade deraf, men han har derhos paastaaet, at Konen den Gang var saa beruset, at hun ikke kunde staa paa Benene. Kort efter gik hans Kone ud i Kjøkkenet, og han gav sig nu til at udspørge Bønene, om de havde skulket fra Skolen, idet han kort i Forvejen havde maattet afsone nogle Skolemulkter og var vred herover. Drengen F. uægtede imidlertid saadant, og for nu at faa ham til at tilstaa, lagde han den ommeldte Læderrem foran om Halsen paa ham, og idet han holdt begge Enderne sammen om bag Ørerne, holdt han ham op i Vejret, hængende langs Væggen, idet han med sin ene Haand holdt ham i Brystet og støttede den anden, hvor han holdt Remmen, til en paa Væggen anbragt Hjortetak. Uagtet Konen, der kom til Stede, opfordrede ham til at slippe Drengen, holdt han dog denne saaledes hængende nogen Tid, idet han flere Gange forgjæves opfordrede ham til at tilstaa, hvad Drengen, der efter sin Forklaring havde en kvælende Fornemmelse, forgjæves bestræbte sig for at gjøre, og først da Sømmet, hvorved Hjortetakken var fastgjort, gik itu og han saaledes ikke længere havde noget Støttepunkt for Haanden, satte han igjen Drengen ned paa Gulvet. Denne tilstod nu strax, og han pryglede ham derefter dels med Haanden, dels med Remmen, ligesom han heller ikke har turdet benægte, at han muligvis i sin Hidsighed har sparket ham henimod eller ind under Bordet. Turen kom nu til Drengen A., der strax tilstod, og efterat have slaaet ham, saa at han faldt om, lagde Tiltalte nu og saa for at straffe ham Remmen om hans Hals, som det maa antages paa samme Maade som med F., og medens han saaledes holdt ham nede mod Gulvet, slog og sparkede han gjentagne Gange til ham Tiltalte har indrømmet, at han vel indsaa, at hans ovennævnte Adfærd var i højeste Grad uforsvarlig, men han har derhos forsikret, at han den Gang han gjorde sig skyldig deri, ikke et Øjeblik tænkte paa at ville tilføje Børnene nogen alvorlig Skade, ligesom det heller ikke faldt ham ind, ot saadant kunde befrygtes, men i sin Hidsighed tænkte han ikke over, hvad han gjorde. Medens nu den af Tiltalte mod hans Kone udviste Adfærd efter de afgivne Forklaringer ikke kunde karakteriseres som nogen "Mishandling", maatte derimod den Maade, hvorpaa han den ommeldte Dag havde revset sine Børn, uagtet der ikke derved var tilføjet dem nogen egenlig Skade, dog i Følge hele sin Karakter anses som en saadan, og Tiltalte, der ikke er straffet tidligere, blev derfor nu efter Straffelovens § 202 anset med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage samt tilpligtet at udrede Sagens samtlige Omkostninger.

(Morgenbladet (København) 5. marts 1881).