Frygtelig Mishandling af et 7-Aars Barn. (Efterskrift til Politivennen)

En brutal Slyngel i Bevtoftegade. - Et Selskab af Radiumskandidater. - Da Moderen blev slaaet, græd den lille Dreng, og blev derfor mishandlet paa det frygteligste

Forbryderen fængslet.

I Bevtoftegade Nr. 6 paa Vesterbro er der i Forgaars Aftes begaaet en frygtelig Volds-Forbrydelse imod en 7-aarig Dreng

Her bor en Søfyrbøder Hans Larsen, der er meget fordrukken. Han lever sammen med en Kvinde, der har et Par Drenge i 7 til 11-Aars-Alderen.

Om Eftermiddagen havde Hans Larsen truffet et Par Kammerater i Saxogade og inviteret dem hjem. Her gav de tre Mænd sig til at drikke "Radium" til langt hen paa Aftenen, og deres Beruselse steg og steg. Til sidst blev Hans Larsen ondsindet og fandt Lejlighed til at overfalde sin Kæreste, som han gennempryglede. Da den 7-aarige Willy, der laa i sin Seng hørte, at Moderen blev mishandlet, gav han sig til at græde. Herover blev den berusede Mand saa rasende, at han gennempryglede Willy, der var afklædt. Derefter tog han Drengen i Arme og Ben og kylede ham hen i en Krog af Værelset. Drengen slog Hovedet imod en Sæbeskaal og fik el stort, blødende Saar over det ene Øje. Men Vreden var endnu ikke løbet af den brutale Mand Han tog atter den lille Dreng og slyngede ham op imod Loftet. Han faldt og slog Hovedet imod Sengekanten.

Willys 11-aarige Broder havde set til, men nu blev det Drengen for meget. Han fo'r ind paa den berusede Mand for at værge sin Broder, og nu syntes ogsaa de andre Drukkenbolte, at det gik for vidt. Men imidlertid var Politiet kommet til, og Larsen blev taget med.

I Dommervagten. - Hvad Lægeerklæringen siger.

I Gaar blev Hans Larsen fremstillet i Dommervagten for Dommer Troels Lund. Han stod frækt med begge Hænder i Lommen under Afhøringen. Han afviste kort Sigtelserne. - Nok har jeg revset Drengen, sagde han, men mishandlet ham har jeg ikke.

Dommeren læste Imidlertid Læge-Erklæringen op. Den udtaler, at Willy ved Undersøgelsen havde et 2 cm langt, gabende Saar over det ene Øje. Paa venstre Laar og Bagpartiet var der Spor af meget kraftige Slag. Der var blodunderløbne Mærker af Fingrene efter den, der havde slaaet. I Munden og paa Læberne fandtes Saar. Næsen havde blødt, og der var talrige Mærker af brutale Tag. Dommer Troels-Lund fængslede den raa Volds-Forbryder og gav Politiet en Frist paa 14 Dage til Undersøgelsen.

Hans Larsen har været straffet mange Gange. Sidst har han været i Forbedringshus for Tyveri.

(Nationaltidende 2. december 1925).

To Smaadrenge, der vidnede imod deres brutale Stedfader

Barnemishandling i Bevtoftegade. - En velbegrundet Fægslingskendelse.

I Gaar afholdt Dommer Troels-Lund Forhør over den fængslede Havnearbejder Hans Larsen. der i Ejendommen Bevtoftegade 6 nylig mishandlede sin Kærestes 7-aarige Søn, Willy, paa den uhyggeligste Maade.

Kæresten, Fru Anna Lundgreen, forklarede, at Manden hyppigt havde mishandlet hende. Nu var han kommen hjem sammen med nogle Kammerater, hvorefter de havde sat sig til at drikke Radium. Pludselig for han op og vilde prygle hende, og da hun flygtede, havde han kastet sig over Willy. Kort efter vendte hun tilbage under Politiledsagelse. Hun saa da nu, at Blodet flød ned over Barnets Ansigt, og at hans Sengeklæder var blodige. Over det venstre Øje havde Drengen et dybt Saar.

Det mishandlede Barn skulde herefter give Forklaring, men da han øjensynlig var bange for at tale, medens Larsen var til Stede, lod Dommeren Arrestanten føre ud. Drengen fik en Pose Chokolade af Dommeren, og fortalte saa paa en afgjort troværdig Maade, hvordan Stedfaderen havde slaaet ham, fordi han græd af Angst for, at Moderen skulde faa Prygl; tilsidst havde Larsen kastet ham op i Luften. 

Willys 11-aarige Broder, Svend Aage, var næste Vidne. Han huskede, at Stedfaderen havde slaaet Willy i Ansigtet med knyttede Hænder. Derefter havde han taget fat i den lille Drengs Ben og slynget ham ind imod Væggen.

Saasnart disse Forklaringer var protokollerede, blev Larsen taget i Forhør. Han indrømmede at have slaaet Willy, men nægtede at have kastet ham op i Luften. Han tilføjede, at Svend Aage havde gemt sig under Dynen, saaledes at han intet kunde se.

Dommeren gjorde Larsen opmærksom paa, at en Nægtelse vilde være overflødig. Sagen var saa oplagt, som den kunde være.

Larsen ønskede dog ikke at tilstaa. Forundersøgelsen blev dermed erklæret for sluttet; Materialet tilstilles i de nærmeste Dage Statsadvokaten for at han kan udarbejde Anklageskriftet.

Arrestanten bemærkede, at han ventede at komme paa fri Fod og holde Jul, men Dommeren forlængede Fængslingsfristen til 28. December.

(København, 13. december 1925).

Hans Larsen blev i februar 1925 idømt 6 måneders fængsel på sædvanlig fængekost. Dommeren mente at han egentlig stod til forbedringshusstraf, men Hans Larsen havde vist nogen anger. 

Hjørnet af Enghavevej og Bevtoftegade (til højre). Bevtoftegade nr. 6 anes yderst til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

En Silistria-Affære i København. (Efterskrift til Politivennen)

Manden, der vilde save sin Hustru midt over.

En ond Ægtemand - Chauffør Julius Cæsar Boeck - blev i Gaar fremstillet i Byretten i København.

Fru Boeck har fortalt Politiet, at i de 12 Aar, hun har været gift med Julius Cæsar, har hun gaaet i en stadig Angst for sit Liv. Hun er fra Dag til Dag bleven mishandlet - siger hun - paa den skændigste, mest barbariske Maade.

Fru Boeck forklarede, at hun var bleven mishandlet af sin Ægtefælle omtrent fra den Dag, da hun var bleven gift. Han havde ikke alene slaaet hende med Hænderne, nej, han havde ogsaa brugt en Læderrem.

- Hvorfor slog han Dem? spurgte Dommeren.

- Min Mand beskyldte mig for at være ham utro.

- Havde han Grund dertil?

- Nej, nej! Det er en Beskyldning, der er grebet ud af Luften. Jeg har intet at bebrejde mig selv.

- De har forklaret, at han har truet med at tage Dem af Dage?

- Ja, mange Gange I Han har forfulgt mig med en Brødkniv i Haanden. Og han har sagt, at han vilde skyde mig. Og mindst et Par Gange har han truet med, at han vilde save mig midt over!

Af Politiets Rapport fremgik, at Fru Boeck for et Par Aar siden blev separeret fra sin Mand. Hun maatte efter Separationen sammen med sine Børn tage Ophold i en Kælderlejlighed, Valbygaardsvej 56. Men heller ikke her fik hun Fred for sin Ægtefælle. Atter og atter opsøgte han hende og truede hen de med det værste. En Gang havde han knust Ruderne og var trængt ind i Lejligheden. For at undgaa at blive mishandlet maatte hun og Børnene flygte ud af Bagdøren.

- Jeg havde en ung Pige, der gik mig tilhaande. Hun irriterede min Mand i den Grad, at han truede med at slaa hende ned med en Jærnstang, sagde Fru Boeck.

I Søndags havde Boeck paany forulempet sin Hustru.

Ved Aftenstid havde han indfundet sig i Valbygaardsvej 56 og hamrede løs paa Døren.

- Kommer Du ikke hjem til mig, havde han raabt, bliver det værst for Dig selv. Du spøger med dit Liv!

- Hr. Dommer, tryglede den ulykkelige Kvinde, sig mig, hvad jeg skal gøre? Jeg er saa forpint! Jeg véd ikke, hvor jeg skal skjule mig. Jeg lever i stadig Angst!

Julius Cæsar Boeck var meget syg, da han kom for Skranken, og han havde stor Medlidenhed med sig selv.

- Jeg har aldrig ment det alvorligt, sagde han. Jeg er saa rask til at true, men det betyder intet, og det véd min Kone meget godt. Det er ikke rigtigt, at jeg har truet hende paa Livet.

Men efter at Dommeren havde foreholdt ham, hvad hans Hustru havde forklaret, maatte Julius Cæsar indrømme, at det i hvert Fald var rigtigt nok, at han i Søndags havde sagt, at hun spøgede med sit Liv.

- Hvad mente De dermed ? spurgte Dommeren.

- Mente? Ærlig talt, jeg véd det ikke, svarede Julius Cæsar. Det var et Par Gloser, der faldt mig i Munden.

- Det var nogle meget uheldige Gloser, bemærkede Dommeren.

Og derefter blev der afsagt Arrestdekret over den brutale Julius Cæsar.

(Demokraten 30. august 1923).

Sagen endte et par uger efter med at der blev indgået et forlig mellem ægtefællerne om separation og senere skilsmisse.

Den eneste beboelige kælderlejlighed i nuværende Valbygårdsvej. I dag beboerlokale for Andelsboligforeningen Vesterparken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hvorledes Kvinden beskyttes i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Vi omtalte forleden, hvorledes Kvinden beskyttes i Amerika; der idømmes Fængselsstraf eller høj Bøde for blot et Kys med Vold. Her i Danmark er Forholdene anderledes, hvad efterstaaende Dom ved Morsø Herreds Ret udviser. Forbrydelsen er, som det fremgaar af følgende efter "Morsø Av." tagne Gengivelse af Dommen, saa dyrisk raa, at man dog maa tro, at Overretten vil komme til et andet Resultat. Ved Morsø Herreds Rets Dom af 26de Novbr. er nemlig Husmand Sejer Pedersen af Nykøbing Landsogn for at have mishandlet sin Hustru idømt 5 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød samt tilpligtet at udrede alle af Sagen flydende Omkostninger. Under Forhørerne er det oplyst, at Anledningen til Mishandlingen var, at han havde drukket sine to smaa Børn i en Alder af 3 og 4 Aar fulde i Brændevin, det Ene i den Grad, at det var aldeles bevidstløst. Dette var sket, medens Konen var fraværende, sg da hun var kommen til Stede og saa, hvad der var sket, vilde hun give Børnene Mælk som Modgift, og herover var det, at den Tiltalte blev rasende. Mishandlingen bestod bl. A. i, at han havde slaaet sin Hustru blodig samt sort og blaa i Ansigtet, og da hun forsøgte at undfly og var kom men lidt fra Huset, indhentede han hende, mishandlede hende yderligere, idet han trak hende tilbage i Haaret, hvilket han afrev, saa at der fandtes store bare Pletter i hendes Hoved. Konens Skrig kunde høres i lang Afstand, og da Naboerne kom til Stede, fandtes han siddende paa en Stol med blodige Hænder og afrevne Haar paa sine Benklæder. Den Tiltalte, der desuden oftere har forurettet sin Hustru, har ogsaa mishandlet hende, naar hun var frugtsommelig. Det er forklaret at en Pige, der var i Huset et halvt Aars Tid (det eneste Tyende de har havt), at han en Gang, da hans Hustru befandt sig i ovennævnte Omstændigheder, i ca. en halv Time mishandlede hende og tumlede om med hende, indtil hun tabte Bevidstheden, hvorpaa han kastede hende paa Sengen; da Pigen derefter vilde se til hendt, jagede han hende bort og forbød hende at være Konen til Hjælp; ligeledes har han oftere truet Konen med en Kniv.

(Social-Demokraten 12. december 1879).

Alvorlige Følger af Husklammeri. (Efterskrift til Politivennen)

I et Hus i Randers boede i F. Rand. Dgbl, to Familier L, og H, hver paa sin Side af en smal Gang med Kjøkkendørene lige over for hinanden. H's Kone tog en Dag Nøglen til Naboernes Kjøkkendør for at benytte den ved Lejlighed. L. havde hende stadig mistænkt for at have taget Nøglen. Da der siden opstod Klammeri imellem de to Familiers Børn, tog H.s Kone den gjemte Nøgle, lukkede L's aflaasede Kjøkkendør op med den og gav med et Spanskrør L's Søn en Revselse i L.s Lejlighed. L anlagde i den Anledning privat Sag imod hende ved Politiretten og førte som Vidne Fruentimmeret T, der imidlertid benægtede at have set noget; først da hun skulde aflægge Ed, erkjendte hun, at hun havde afgivet falsk Forklaring for Retten efter Anmodning af H.s Kone. De to Kvinder idømtes hver Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, Inden Dommen var falden, kom det en Aften til Skjænderi mellem H. og L,; da L, gjorde en Hentydning til H's Kone, som sad arresteret, hentede H. en Kølle, hvormed han bibragte L. et saa voldsomt Slag, at han strax segnede om; det viste sig siden, at han havde faaet et saa dybt Saar i Panden, at Pandebenet var blottet, L, der var hengiven til Drik, fik som Følge af Slaget nogle Dage efter Dilirium og blev indlagt paa Sygehuset, hvor han faa Dage efter døde. H, var imidlertid blevet arresteret. Fruentimmeret A, havde tilligemed H.s 9 Aar gamle Søn været Vidne lil Sammenstødet mellem L, og H, Hun benægtede imidlertid dette for Retten, men har senere maattet erkjende, at hun har afgivet falsk Forklaring. Hun vil nu faa en alvorlig Straf, ligesom H. har Strafarbejde i Udsigt,

(Morgenbladet (København) 11. november 1879).

Øjenskade som Følge af Vold. (Efterskrift til Politivennen).

Høiesteretsdom. Høiesteret har i disse Dage paakjendt følgende imod Arrestantinden Mette Kirstine Petersen, Christiansens fraseparerede Hustru, for Legemsbeskadigelse anlagte Sag.

Efterat Arrestantinden den 31te Decbr. f. A. om Aftenen havde indfundet sig paa sin fraseparerede Mands Bolig i Odense og med hans Tilladelse havde seet til sin derværende gamle, syge og sengeliggende Fader, og hun atter vilde forlade Lejligheden, fik hun Øie paa sin Mands Huusholderske, som hun havde mistænkt for at staae i utilladeligt Forhold til ham, og hun udstedte da et Skjælsord mod hende. Opbragt herover fulgte bemeldte Fruentimmer efter hende, og idet Arrestantinden var kommen ud paa Gaden og Døren var lukket efter hende, tog Huusholdersken et for en Rude i Døren anbragt Gardin tilside, og idet hun holdt sit Ansigt tæt op imod Ruden, raabte hun til Arrestantinden: "Vil Du skruppe af, din Tyvekvind, Du har stjaalet et Stykke Garn hos mig", hvorved hun sigtede til, at Arrestantinden nogle Dage tidligere havde fra Leiligheden borttaget et Stykke Uldgarn, ved hvilket Forhold dog intet Ulovligt var oplyst. Ved dette Tilraab blev Arrestantinden hidsig, og med en Psalmebog, hun havde i Haanden, slog hun saa stærkt til Ruden i Døren, at den splintredes og endeel Glasstaar foer ind i Huusholderskens venstre Øie. Denne maatte strax søge Lægehjælp; de fremkomne Læge erklæringer gaae ud paa, at der intet Syn er paa Øiet, men at det ikke er umuligt, at noget Syn kan gjenvindes, men at det vistnok bliver ufuldkomment og neppe uden at hun underkastes en Operation.

Arrestantinden bar benegtet, at det var hendes Hensigt at slaae Øiet ud paa Huusholdersken, men dog erkjendt, at det var hendes Hensigt at slaae stærkt til Ruden, hvad saa end Følgen deraf maatte blive, at hun, om hun end dengang var bleven hidsig over Tilskadekomnes Skjældsord imod hende, dog godt vidste hvad hun foretog sig, at Slaget var saa stærkt, at Ruden ikke kunde antages at holde og at det i saa Fald maatte forudsees, at Glasstumperne lettelig vilde komme til at trænge ind i Tilskadekomnes Øie samt at det heraf maatte forudsees som en rimelig eller ikke usandsynlig Følge, at Synet paa Øiet kunde gaae tabt.

Arrestantinden, der er et 42aarigt, oftere straffet Fruentimmer, var ved de foregaaende Instantsers Domme i Henhold til Straffelovens § 204 anseet med Straf af 1 Aars Forbedringshuusarbeide. Høiesteret nedsatte Straffen til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage. Det hedder herom i Præmisserne til Dommen: Det af Tiltalte udviste, i den indankede Dom fremstillede Forhold er i Dommen rettelig anseet at gaae ind under Straffelovens § 204; men da Gjerningen efter det Oplyste er udøvet i en oprørt Sindsstemning, nærmest fremkaldt ved den i Dommen nævnte grove og, som det maa antages, ubeføiede Beskyldning af den Overfaldne mod Tiltalte, at denne havde stjaalet et Stykke Garn hos hende, maa ved Straffens Bestemmelse § 205 komme Tiltalte tilgode, idet den Omstændighed, at hun lige iforveien havde udstødt et Skjældsord mod den Overfaldne, efter de Høiesteret foreliggende Oplysninger ikke vil kunne udelukke Anvendelsen af denne Lovbestemmelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. juni 1879).

Hustrumishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteretsdom. Højesteret paakendte i Gaar en Justitssag, hvorunder en Haandværker i Gentofte tiltaltes for Mishandling af sin Hustru. Konen havde i saa Henseende forklaret, at Manden, navnlig efter at han i Aaret 1864 havde været i Krigstjeneste og var bleven stærkt forfalden til Brændevinsdrik, havde, især i de senere Aar, meget hyppigt dels slaaet og pryglet hende med en Egestok, dels truet hende med den, saa at hun ofte havde maattet flygte ud af Huset, samt at han havde truet hende med at ville hænge hende. Hun har endvidere forklaret, at Manden den 27de Februar f. A. tog en Okse, løftede den et Par Gange over hendes Hoved og truede med at flække det; samme Dag aflukkede han Døren til deres Beboelseslejlighed og løb rundt i Stuen ester hende med en Stok for at prygle hende, uden at der dog ved den Lejlighed blev tilføjet hende nogen synderlig Overlast med Stokken, hvorimod han rykkede en Tot Haar af hendes Hoved, hvilket ogsaa er sket tidligere. Hun har aldrig havt nogen egentlig mere langvarig Men af den hende tilføjede Overlast og har saaledes ikke maattet ligge til Sengs derfor eller søge Læge, men hun har hyppigt havt Smerter af de hende tilføjede Slag, navnlig da hun en Gang for et Par Aar siden af Manden blev kastet ned af Trapperne fra 1ste Sal ned i Gaarden. Tiltalte det paastaaet, at han kun en Gang imellem har skubbet til sin Hustru og har benægtet at have truet eller slaaet hende og at have kastet hende ned af Trappen saavelsom at have revet Haar ud af hendes Hoved eller iturevet hendes Klæder, og har overhovedet vedholdende benægtet Rigtigheden af de Forklaringer, der til Oplysning om Mishandlingen var afgivne af forskællige under Sagen hørte Personer. Overretten fandt imidlertid, at der ved disse Forklaringer maatte anses tilvejebragt tilstrækkeligt Bevis for Mishandlingen. Straffen for Tiltalte, hvis Hustru er gaaet i Forbøn for ham, var, som ved Underretten fastsat, bestemt til Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage, og samme Udfald fik Sagen i Højesteret.

(Social-Demokraten 8. marts 1879).

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Overretten afsagde d. 10. ds. Dom i en fra Bregentved-Gisselfeld Birk indanket Sag, hvorunder en Arrestant bl. A. tiltaltes for Mishandling af sin Hustru. Det er under Sagen bevist, at Hustruen i de 7 Aar, de have været gifte, lige fra Ægteskabets første Tid er bleven saa godt som daglig mishandlet af ham paa flere Maader. Arrestanten talte saaledes aldrig godt eller endog blot ordenlig til Konen, men overfusede hende med Skældsord, bad hende holde Kæft og at rejse ad Helvede til, og alt Saadant i Tjenestefolkenes Paahør, ligesom han ogsaa tilkendegav disse, at de ikke behøvede at adlyde Konen; ofte udlod han sig til hende med, at han ønskede, hun var død, og erklærede, at han vilde blive glad, om hun tog Livet af sig selv. I Forbindelse hermed puffede og stødte Arrestanten jævnlig til Konen, kneb hende og slog hende ogsaa af og til paa Øret, ligesom han ogsaa ved en enkelt Lejlighed greb hende saaledes om Halsen, at hun var ved at kvæles; hun var i længere Tid sort og blaa og følte Smerte deraf. Om Nætterne brugte han at støde hende med sine Albuer , og hun fik paa Grund heraf sjælden den fornødne Nattero; navnlig gav han hende en Nat paa en Tid, da hun var frugtsommelig, et Stød, og en anden Gang, da hun var i samme Tilstand, bibragte han hende et stærkt Slag i Maven; en i Sagen fremlagt Lægeattest gaar ud paa, at Konen, der paa et senere Tidspunkt konsulterede Lægen for et indre Saar i Maven, vel ikke har kunnet saa dette Saar ved det nævnte Slag, men at Slaget dog, hvis Saaret alt da har været tilstede, kan have havt en skadelig Indflydelse paa hendes Tilstand, ligesom hun paastaar endnu at føle Smerter paa det Sted i Maven, hvor Mandens Slag anbragtes. Og hele dette Arrestantens Forhold mod Hustruen erkender han selv at have været uforanlediget fra hendes Side, og det Samme er bevidnet af Tjenestefolkene, der skildre hende som en huslig og honnet Kone, hvis Skrig og Jamren de ofte hørte, - naar Arrestanten var ene med hende hvad han gerne søgte at være, naar han vilde mishandle hende - ligesom de ogsaa ved slige Lejligheder saa hende komme ud fra Manden med forgrædte Øjne og med Haar og Klæder i Uorden. De have tilføjet, at de have undret sig over at Konen har beholdt sin Forstand under denne Arrestantens Behandling. Arrestanten betegne Vidnerne derimod som en raa, brutal og ondskabsfuld Person, der i sit Hjem var en sand Tyran og Bøddel. For dette i høj Grad uforsvarlige Forhold fandt Overretten, at Arrestanten ved den indankede Dom rettelig var anset efter Straffelovens § 202 med Straf af Forbedringshusarbejde, og i Betragtning af hans langvarige Arrest skønnedes det, uanset de flere Aar, gennem hvilke Mishandlingerne have fundet Sted, at kunne forblive ved den valgte Straffetid af 8 Maaneder, hvorfor Underretsdommen saaledes stadfæstedes.

(Social-Demokraten 17. maj 1878).

Attenteret Drab og Mishandling af Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Den herværende Overret paakjendte i Fredags en fra Falsters vestre Herreds Extraret indanket Sag mod Arrestanten Peder Andersen af Taaderup, der var tiltalt for ovennævnte Forbrydelser. Arrestanten har med Hensyn til den første Forbrydelse afgivet en Forklaring af følgende Indhold: Da han Natten imellem den 28de og 29de Juni d. A. paa Grund af sit ene Barns Graad ikke kunde sove, stod han omtr. Kl. 1 op i den Hensigt at hyppe Kartofler, hvad hans Kone havde bedet ham om ved Lejlighed at gjøre, men da han kom uden for Huset, faldt den Tanke ham ind, at gaa over til Husmand Rasmus Pedersen, der boede i Nærheden, slaa Manden og Konen ihjel og tage deres Penge. Ankommen til Stedet, hvor han var nøje kjendt med Lokaliteterne, opbrød han den aflaasede Yderdør og kom ind i Dagligstuen, hvor de gamle Folk sov. Med et "Hængetræ" som han havde medbragt, slog han strax løs paa Konen, der laa yderst i Sengen, og da hun efter at have faaet nogle Slag lod sig falde ud af Sengen og løb skrigende ud af Huset, trak han Manden ud af Sengen og slog ham med Træet flere Gange i Hovedet. Da Rasmus Pedersen gav sig ynkeligt, kunde Arrestanten, forklarer han videre, ikke fuldbyrde sit Forsæt; da han derhos frygtede, at Konen skulde kalde Folk til, løb han bort, uden at tilvende sig noget i Huset og vendte ad en længere Omvej hjem. Denne Forklaring af Overfaldet stemmer ganske overens med, hvad Rasmus Pedersen og Hustru selv have udtalt. Med Hensyn til den anden Forbrydelse har Arrestantens Hustru forklaret, at han siden 1872, da hans Moder, der boede hos ham, døde, meget ofte har mishandlet hende. Da hun saaledes for 1½ Aar siden gik svanger med deres yngste Barn, sparkede han hende i Hoften, saa hun faldt om og endnu føler Virkninger af Mishandlingen, og for et Aar siden slog han hende i Næse og Mund, saa Blodet stod. Arrestanten, der har erkjendt denne Forklaring for rigtig, angiver som Bevæggrund til Mishandlingen, at Konen ikke udrettede nok i Huset. Ved Underretsdommen blev Arrestanten, der er født den 23de Mai 1847, og ej forhen bar været tiltalt eller straffet, anset efter Straffelovens § 190 kfr. § 46 og § 229 Nr. 4, 2. Punktum, ligeledes sammenholdt med 46, samt § 202 med Straf af 8 Aars Tugthusarbejde. Denne Dom stadfæstedes af Overretten.

(Morgenposten (København) 23. oktober 1877).

Mordforsøg. (Efterskrift til Politivennen)

Attenteret Mord. ("Nordj. Folkebl.".) Da Forpagteren af Thorstedlund Hovedgaard afvigte Løverdag Aften omtrent Kl. 11 kjørte gjennem Rold Skov til sit Hjem, styrtede pludselig et aldeles nøgent Fruentimmer ud fra Skoven mod Vognen, anraabende om Hjælp, idet hun, medens hun i Hast blev bedækket med Klæder og Tæpper, forklarede, at hun af sin Mand, af Navn Søren Faldager fra Landsbyen Skaarup, var bleven lokket ud i Skoven, under Paaskud af en Kjøretour til en Naboby. Inde i en Grantykning i en afsides Deel af Skoven havde Manden faaet hende af Vognen, afført hende Klæderne og dernæst villet kvæle hende i Tøilerne, som han havde taget af Hesten, idet han samtidig jog Kjøretøiet bort og forklarede Konen, at det var hans Hensigt at dræbe først hende og dernæst sig selv. Idet han bukkede sig efter Tøjlerne for at begynde Udførelsen af sin forfærdelige Gjermng, lykkedes det Konen at rive sig løs og undslippe gjennem de tætte Graner. Forfulgt af Manden var den ulykkelige Kone løbet rundt i den mørke Skov uden at kjende Sti eller Vei, indtil hun hørte den Vogn komme som hun nu havde naaet. Saa hurtigt det lod sig giøre, blev den stakkels af Angst og Kulde rystende og af Buske ilde tilredte Kone kjørt til Thorstedlund. Folk fra den nærliggende Skovriddergaard allarmerede og Skoven gjennemsøgt for om muligt at finde Manden, eftersom det allerede inden Mødet med Konen antrufne Kjøretøi bekræftede i alt Fald den deelvise Rigtighed af hendes Fremstilling. Det lykkedes ogsaa snart at finde og anholde Manden som derpaa under Bevogtning blev transportere til sin nærmeste Øvrighed, Sognefogden i Ravnkilde, idet hans Forklaring væsentlig samstemmede med Konens, kun med den Forskjel, at de Begge havde været enige om at gjøre en Ende paa Livet. Iøvrigt var han ved sin Paagribelse lidt beskjænket, men meget rolig og satte sig ikke til Modværge, men angav, at han var isærd med at tage Livet af sig selv, da man fandt ham. Den næste Dag fandtes ogsaa Konens voldeligen iturevne Klæder samt Hestens Tømme midt i en Grantykning i Skoven, men Sagens rette Sammenhæng bliver neppe nogensinde beviislig opklaret, thi da Manden samme Dags Formiddag var bleven forhørt af vedkommende Herredsfoged, blev han foreløbig frigiven, hvorpaa han gik hjem og hængte sig. Manden havde et meget slet Ry og har forødt den største Deel af den sælles Formue; allerede den foregaaende Dag har han efter Konens Forklaring forsøgt et Mordattentat paa hende i deres Hjem, og Konen, der er 31 Aar gl. og paa hvem der ikke skal være noget Videre at sige, sidder nu alene hjemme med 7 Børn, hvoraf det yngste kun er en Maaned gammelt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. maj 1877).

Hvad der kan tildrage sig i vore Dage. Fra Støvring skrives den 1ste Maj til "Aalb. Stiftst.": Et afskyeligt Mordforsøg, efterfulgt af Selvmord, er i disse Dag udøvet her paa Egnen af en i Skaarup bosiddende Mand, tidligere Gaardejer i Aarestrup. Den Omtalte var meget drikfældig og har i flere Aar lidt af Delirium. Han levede daarligt sammen med Konen, hvem han ofte mishandlede, uden at hun nogensinde har søgt at unddrage sig hans raa Behandling, hvorimod hun taalmodigt har fundet sig i sin Husbonds Grusomheder. Paa Grund af sine gale Streger - paa ét Aar bortødslede han f. Eks. ca. 2000 Kr. - blev han gjort umyndig efter Begæring af sin Hustrues Slægtninge. Det varede dog ikke længe for Hustruen igen skaffede sin Husbond den tabte Myndighed. For et Par Dage siden, da Vanvidet var over ham, trak han Konen ind i Tørvehuset og forsøgte paa at aflive hende ved at snøre hende et Reb om Halsen. Ved hendes Nødraab kom nogle af Børnene - af hvilke denne Familie har 6-7, det mindste kun 7 Uger gl. - og Konen slap saaledes fra ham denne Gang. - Nu havde han det Uheld, at den ene af hans Heste døde, og som sædvanligt skulde Flasken trøste ham i hans Sorg. Han bad da i Lørdags Aftes sin Kone at følge med sig til en rig Mand i Ersted, hvor han havde faaet Løfte paa Laan af nogle Penge, der dog ikke vilde blive ham betalte uden i hendes Paasyn. De kørte ad Vejen til Ersted igennem Thorstedlund Skov. Det blev Aften, imedens de endnu var i Skoven, og Manden drejede fra den rette Vej og kørte ind i Granskoven, som kun var lidet befærdet. Paa Konens Protest imod at køre denne skumle Vej, bød Manden hende holde Mund. Omtrent Kl. 10 holdt Manden stille, stod af Vognen og trak Konen med sig. Her forsøgte han da paa den skammeligste Maade at aflive sin Hustru. Han rev alle hendes Klæder fra hende og greb et Stykke af Tømmen, hvilket han forsøgte at faa viklet hende om Halsen, og hun skulde saaledes være klynget op i et Træ. Det lykkedes den stakkels Kone at slippe fra ham, før han fik Rebet bundet om hendes Hals, og blødende af de Læsioner, han havde tilføjet hende, løb hun fortvivlet og næsten forkommet af Kulde, hen imod en befærdet Vej raabende om Hjælp. Til al Held for hende kom en af Egnens Godsejere kørende gennem Skoven paa Vejen til sit Hjem. Han hørte hendes hjertegribende Skrig og fik snart Øje paa den flygtende Kone, der var saa forfrossen, at hun næppe kunde tale. Godsejeren indhyllede hende i sin Pels, og tog hende med hjem, hvor hun snart kom nogenlunde til sig selv ester den gode Pleje, der blev hende tildel. Man sendte Folk ind i Skoven for at oplede Ugerningsmanden. Han fandtes endnu beruset, men det lod til, at Galskaben var gaaet noget over. Han ytrede sin Glæde over, at disse Folk var komne ud at opsøge ham; hvis ikke der var kommet Folk til ham, var han bange for ikke at kunne have modstaaet Fristelsen til at aflive sig. Han foregav, da man spurgte ham, hvor hans Kone var, at hun var løbet bort fra ham, da han var ved at klynge hende op i et Træ; men han paastod, at det var en "Aftale mellem dem, da de forlode Hjemmet", at de ikke mere vilde gense hverken Børn eller Hjem, men aflive sig ved Hængning. Da Godsejeren nogenlunde havde faaet omtalte stakkels Kone bragt lidt til Kræfter, befordrede han hende til Sognefogden i Ravnkilde og tog paa Hjemvejen derfra om til Ugerningsmandens Bolig for at se til Børnene. Denne var imidlertid af Sognefogden i Ravnkilde bleven sendt hjem efter Ordre fra Herredsfogden i Hobro, Justitsraad Christensen - som tilfældigt opholdt sig paa Egnen - med det Paalæg, at skulle tage sig Noget for. Dette Paalæg udførte han ved at hænge sig i sit Tørvehus, hvor Børnene fandt ham. Sognefogden kom for at skære ham ned og der gik Bud efter Justitsraad Christensen, men endnu i Mandags Aftes Kl. 1 var Justitsraaden ikke kommen til Skaarup, og Manden laa derfor endnu paa en Tørvestabel. Den stakkels Kone er næsten fortvivlet; hun har nok Kreature, men ingen Fourage, og 7 nøgne Børn, men intet Brød til dem. - Det synes underligt, at vedkommende Øvrighedsperson ikke har funden Anledning til at skride ind itide paa en mere energisk Maade, navnlig da Børnene ogsaa har været udsatte for Overlast, og da et konstateret Mordforsøg dog mindst maa foranledige, at Ugerningsmanden bliver gjort foreløbig uskadelig.

(Social-Demokraten 4. maj 1877).

Mishandling af Kvinde. (Efterskrift til Politivennen).

Høiesteretsdom. Højesteret Paakjendte igaar en Justitssag, hvorunder en Indsidder i Bregentved-Gisselfeld Birks Jurisdiction tiltaltes for at hane mishandlet sin Hustru og sine Børn. Arrestanten, der i 25 Aar været gift med sin Hustru, med hvem han har avlet 7 Børn, hvoraf de 2 ere døde havde i en længere Aarrække ideligt mishandlet sin Hustru ved at tilføje hende Hug og Slag, i Reglen med Hænderne, men ogsaa med et Spanskrør; han havde paa denne Maade mange Gange slaaet hende tilblods og desuden ofte stødt hende om paa Gulvet, revet hende i Haaret, saa at Haar rykkedes ud, og trykket hendes Strube sammen, saa at hun med Nød undgik Kvælning. Disse Mishandlinger ere sjeldent foregaaede med længere Mellemrum end 2 a 3 Uger, og skjøndt Arrestanten under deres Udførelse maa antages at have været noget beruset, har han dog altid været i tilregnelig Tilstand.

Særligt er det oplyst, at Arrestanten for c. 14 Aar siden, da hans Hustru sad med et Pattebarn paa Skjødet, slog hende med knyttet Haand, hvorhos han efter hendes Forklaring med sin Tobakspibe slog Barnet i Hovedet, saa at Blodet løb ned ad dets Ansigt. Derefter jog han ende tilligemed Børnene ud af Huset, saa at de fra Kl. 7 om Aftenen til Kl. omtr. 1 om Natten i en meget Streng Kulde maatte søge Ly i et tilstødende Brændeskuur, indtil to af Husets Beboere fik hende og de af Kulde halvdøde Børn baarne ind i Huset. Efter to af deres Børns Fødsel har Arrestanten slæbt sin Hustru ud af Sengen, den ene Gang umiddelbart efter Fødselen, den anden Gang 2 a 3 Dage efter denne, men uden dog ved disse Leiligheder at tilføie hende nogen yderligere Mishandling. For 10 a 12 Aar siden da Arrestantens Hustru en Dag ved hans Hjemkomst sad paa en stol med sin spæde Datter ved Brystet, udskjældte og mishandlede Arrestanten hende. En Gang i 1868 slog Arrestanten hende meb Kaffekjedlen, der stod paa Kakkelovnen med kogende Kaffe, oven i Hovedet, saa at Kjedlens Indhold sprøjtede ud over hendes ene Arm og hun blev skoldet. For nogle Aar siden, da Arrestanten og Hustru kjørte med Klude slog han hende med dens Varekasse paa Forsiden af Hovedet, saa at hun blødte stærkt oq besvimede i længere Tid. En Nat i December f A. mishandlede han hende jevnlig og slog hende i Hovedet uden mindste Anledning fra hendes Side samt greb fat i hende og trykkede Struben til og slap først, da hun fik saamegen Luft, at hun kunde raabe om Hjælp. Senere samme Maaned tilføiede han hende mange stærke Slag med knyttede Hænder i Hovedet, stødte hendes Hoved mange Gange imod Vægen og slog hende med en Ildtang, saa at han længe efter var fortumlet deraf. Ogsaa sine Børn havde Arrestanten mishandlet, saalænge de i deres spæde og unge Alder opholdt sig i Hjemmet, deels ved Hug og Slag deels ved at jage dem ud af Huset om Natten, mange Gange i streng Kulde. Arrestanten har nægtet ved nogen af disse Mishandlinger at have havt til Hensigt at tilføie sin Hustru eller sine Børn nogen egentlig Skade, og han har under Forhørerne erklæret, at han nu klart seer, hvor umenneskeligt og urigtigt han har baaret sig ad imod sin Familie, og at han nu sørger derover.

Arrestanten, der desuden havde gjort sig skyldig i ulovlig Omgang med Hittegods, har tidligere været straffet for Tyveri og Bedrageri. Ved de to foregaaende Instantsers Domme var Straffen bestemt til 2 Aars Forbedringshuusarbeide. Høiesteret skjærpede Straffen efter samtlige foreliggende Oplysninger tillige Strafarbeide i 3 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. oktober 1876).

Sophie Frederikke Frederiksen. (Efterskrift til Politivennen)

Formodet Drab. Tirsdagen den 29de f. M. afgik Hiulmand Peter Andersens hustru Sophie Frederikke Frederiksen af Virum ved Døden efter kun et Par Dages Sygeleie. Der opstod kort efter i Lyngby og Omegn forskiellige Rygter om, at Afdøde ikke var død paa en naturlig Maade, af hvilken Grund i Forbindelse med flere andre Omstændigheder, der kom til Politiets Kundskab, Birkedommeren i Kiøbenhavns Amts nordre Birk, Cancelliraad Schow, fandt Anledning til at lade foretage den sædvanlige Fogedforretning ved Indtrædelse af pludselige Dødsfald i Forening med Districtslægen. Ved den nu foretagne medico-legale Ligsyn fremkom der saadanne Oplysninger, der foranledigede Peter Andersens Anholdelse og Arrestation og samtidigt blev der af Politimesteren i Forbindelse med Landphysicus Tolderlund og Districtslægen foretagen en Obductionsforretning af Liget i Virum. Ved denne fandtes Afdøde kort forinden sin Død at være bleven tilføiet betydelige udvortes Læsioner. Der viste sig saaledes omkring det venstre Øre og strækkende sig op paa venstre Side af Panden en betydelig Blodudtrædning og paa venstre Side af Hovedet et ca. 7 Linier langt Saar med gabende Rande samt størknet Blod paa Øvreranden. Endvidere forefandtes paa venstre Overarm tværsover denne Mærker af et stærke Slag og omkring Albuen en betydelig Blodudtrædning. Af Resultatet af den i det Hele foretagne Obductionsforretning sluttede imidlertid Lægerne, at den Afdøde paa naturlig Maade har fundet sin Død ved Sygdom, hvilken Erklærings Beskaffenhed imidlertid har givet Anledning til at afæske en yderligere Udtalelse af Lægerne.

Ved det optagne Forhør er det foreløbigt bleven oplyst, at Ægtefolkene have været gifte i 20 Aar, men ikke førte noget lykkeligt Samliv. Omtrent et Par Aar efter Ægteskabets Indgaaelse begyndte Andersens Hustru at forfalde til Drik, til hvilken Last hun efterhaanden mere og mere hengav sig, saaledes at hun i de senere Aar aldeles forsømte sine huuslige Pligter, bedrog sin Mand for at erholde Midler til at tilfredsstille sin Hang til Drik, og endelig var hun oftere i flere Maaneder borte fra Hjemmet og blev da omsider funden paa Marker og Veie i beruset Tilstand. Naar hun saa blev bragt hjem, henlaa hun i nogle Dage tilsengs og udsov sin Ruus, hvorefter hun da paany kunde tage Flugten fra Hjemmet og blive borte i længere Tidsrum. De forskjellige Personer, der kjendte Ægtefolkene, have udsagt, at det var dem bekjendt, at Peter Andersen jevnlig mishandlede sin Hustru og under den forannævnte Obductionsforretning tilstod endelig Peter Andersen, at han om Mandagen den 28de s. M., Dagen forinden hans Hustru afgik ved Døden, efterat han havde slaaet hende tre Slag over hendes venstre Arm med et tykt Kosteskaft, fordi hans Kone ikke paa hans Opfordring gjorde Mine til at reise sig af Sengen for at tillave hans Mad, i sin hidsige Sindsstemning gik ind i Stuen ved Siden af Kammeret, hvor Konen laa og tog sin Spanskrørsstok, der er oplyst at være 3 Tommer i Omkreds og 1 Tomme i Tvermaal, og bibragte med dette farlige Redskab sin Hustru 2de Slag paa den venstre Side af Hovedet. Konen hverken skreg eller gav sig ved disse voldsomme Slag, men blev liggende aldeles stille hen i samme Stilling i Sengen. Konen, der om Løverdagen var hjemkommen fra en af sine sædvanlige Udflugter og siden uafbrudt holdt Sengen, havde i Løbet af Søndagen og Mandagen ligget og været besværet af Hoste og laa stadig og stønnede. Disse Symptomer tiltoge om Tirsdagen i den Grad, at Peter Andersen, da han om Eftermiddagen kom hjem fra Skoven, hvor han havde været hele den Dag for at hente Brænde, blev opfordret af sin Svend til at hente Distriktslægen; men da denne ankom til Virum i Løbet af Eftermiddagen, var Andersens Hustru imidlertid afgaaet ved Døden. Peter Andersen har vedblevet at paastaae, at det ikke har været hans Hensigt med de hans afdøde Hustru tilføiede Læsioner at foranledige eller bidrage til hendes Død. Foruden sin foran angivne Tilstaaelse har han nemlig endvidere vedgaaet, hvad der ogsaa stemmer med de afgivne Forklaringer af hans Naboer og hans egen Huusstand, at han oftere tidligere har mishandlet sin Hustru, naar hun var beruset, men han har da tillige erkjendt, at han aldrig tidligere har slaaet hende saa voldsomt som den sidste Gang, han slog hende. Han hensidder naturligviis vedblivende som Arrestant i Arresthuset paa Blegdamsveien, og Undersøgen er endnu fornemmelig rettet paa at faae oplyst, hvorvidt Arrestantens Adfærd overfor sin afdøde Hustru kan antages at have været en medvirkende Aarsag til hendes Død. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. marts 1876).

Formodet Drab. Som af os tidligere meddelt, afgik Husmand Peder Andersens Hustru Sophie Frederikke Frederiksen den 29de Februar d. A. ved Døden under mistænkelige Omstændigheder, og foranlediget ved de i Omegnen cirkulerende Rygter om Aarsagen til Dødsfaldet blev der af Politiet i Forening med Distriktslægen afholdt Syn over Liget, hvorved der om venstre Øre og herfra op paa venstre Side af Panden og Tindingen fandtes en meget betydelig Blodudtrædning og Svulst og paa venstre Overarm Mærke af et stærkt Slag, vistnok med en Stok. Paa venstre Side af Issen under Haaret saaes et uregelmæssigt gabende Saar, gjennem hvilket den blottede Benhinde føltes. Under den derefter anstillede Undersøgelse oplystes det, at den Tiltaltes afdøde Hustru var i meget høi Grad drikfældig, og at hun ved at tilfredsstille denne Tllbøielighed aldeles forsømte sin Mand og sit Hus, hvoraf Følgen atter blev, at der i de senere Aar udviklede sig et slet Forhold imellem Ægtefællerne, og den Tiltalte tilstod nu selv, at han oftere, naar hans Hustru var drukken, havde tilføjet hende Slag med Haanden eller med en Kiæp og lignende Redskab, samt at han Dagen forinden hun døde, da hun laa i Sengen i en, som han troede, drukken Tilstand, for at bevæge hende til at staa op og lave Mad, havde med Skaftet af en Kost tilføiet hende tre Slag over Armen og derefter med en meget tyk Spanskrørsstok givet hende et Par Slag i Hovedet eller Ansigtet. Den Tiltalte fastholdt vedblivende under Sagen, at han ikke ved denne mod hans Hustru udviste Adfærd havde havt til Hensigt at tilføie hende nogen Skade, og det maatte ogsaa ansees for tilstrækkelig godtgjort, at der ovenbeskrevne Saar, som fandtes paa den Afdødes Isse, ikke var bibragt hende ved den hende af Tiltalte tilføiede Overlast, men at hun havde faaet Saaret ved at falde omkuld i sin berusede Tilstand. Den legale Obduktion, som Liget blev Gjenstand for, frembragte heller ikke Oplysninger, der tydede paa, at den Medfart, som den Afdøde havde lidt af den Tiltalte, havde været medvirkende til hendes Død, idet Lægerne udtrykkelig udtalte, at der ikke ved Obduktionen forefandtes Noget, som tydede paa en voldsom Død, hvoraf de sluttede, at den Afdøde paa naturlig Maade havde fundet sin Død ved Sygdom. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev den Tiltalte, der er 60 Aar gammel og ikke fandtes tidligere tiltalt eller straffet, anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 6 Dage.

(Nationaltidende 12. juni 1876).

Fanø. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Høiesteret paakjendte igaar en større, i første Instants ved Fanø Birks Politiret behandlet Justitssag, hvorunder en Gaardeier paa Fanø samt dennes Datter og Svigersøn vare satte under Tiltale, Førstnævnte for at have mishandlet sin Ægtefælle og for at have lagt Hindringer iveien for Undersøgelsens Fremme og de to Sidstnævnte for Vold henholdsviis imod deres Moder og Svigermoder, ialfald for Meddelagtighed heri. Det fremgik af Sagens Oplysninger, at de to sidstnævnte Tiltalte, der siden deres Giftermaal i Januar Maaned 1873 havde boet hos Konens Forældre, førstnævnte Tiltalte og dennes Hustru, oftere havde, naar Sidstnævnte, i hvis huuslige Forretninger de jevnlig blandede sig, ikke vilde gjøre, hvad de forlangte af hende, brugt Skjældsord og Haandgribeligheder imod hende, og at Svigersønnen bl. A. en Dag i Slutningen af Aaret 1873 eller i Begyndelsen af 1874, da han og hans Svigermoder vare komne i Haandgemæng i Anledning af nogle hende tilhørende Pinde til en Garnvinde, havde slaaet løs paa hende og derved tilføiet hende et omtrent en Tomme langt Saar paa venstre Kind, hvorved iøvrigt maa bemærkes, at Faderen, førstnævnte Tiltalte, altid gav Datteren og Svigersønnen - til hvem han havde sagt, at de skulde see til, at der ikke gik noget tilspilde i Huset, og at de maatte sætte hans Hustru ud af Stuen, naar de ikke kunde blive fri for hendes Skjældsord Medhold, naar hans Hustru klagede til ham over dem, og at dette efter deres Forklaringer væsentlig havde bidraget til, at de vedbleve at fortrædige hende.

Den 31te Marts, f. A. anmeldte Svigermoderen for Politimesteren, at hun samme Dag atter var bleven overfalden af sin Svigersøn og tilføiet Saar; under de i denne Anledning optagne Forhør havde hun forklaret, at medens hun den nævnte Dags Formiddag var beskjæftiget med at bære nogle Fade Mælk fra Dagligstuen, hvor hendes Datter og Svigersøn opholdt sig, ud i Køkkenet, kom Datteren og Svigersønnen farende imod hende og forlangte Fadene af hende, idet de bemærkede, at hun ikke kunde bære dem. Da hun gjorde Indsigelser herimod, sagde Svigersønnen til hende, at hun kunde holde sin Kjæft og tog derpaa sat paa hende og holdt hendes Arme, medens Datteren tog et Fad fra hende. Svigersønnen slog hende derpaa med begge Hænder udenpaa hendes Hovedtøi, rev dette af hende og tildeelte hende flere Slag paa det blottede Hoved, og kort efter mærkede hun, at Blodet sivede fra Hovedet ned paa hendes Halstørklæde. Efterat have gjort denne Anmeldelse havde hun yderligere angivet for Retten, at hun saavel fra bemeldte sin Svigersøns og Datters som ogsaa fra sin Mands Side havde været gjort til Gjenstand for en Række Voldsgjerninger og Tilsidesættelser, saa at hun ofte havde været ulykkelig over sin Stilling i Hjemmet, men at hun først efter Svigersønnens sidstommeldte Voldshandling imod hende havde havt Mod til at anmelde Sagen for Øvrigheden, idet det stod hende klart, at hun enten maatte gjøre dette eller ogsaa tage sig selv af Dage. Hvad Manden angik, da var det under Sagen tilstrækkelig godtgjort, at han, der i de senere Aar havde levet i Uenighed med sin Hustru, oftere havde udøvet Vold imod hende. Iøvrigt havde samtlige Tiltalte under Sagen søgt at gjøre gjældende, at Gaardeierens Hustru var forfalden til Drik, og at hun som Følge heraf var trættekjær og forsømte sine Pligter i Huset, men de angaaende dette Punkt anstillede vidtløftige Undersøgelser bestyrkede ikke blot ikke i nogen væsentlig Henseende disse Beskyldninger, men der var endog efter Sagens Oplysninger nærmest Anledning til at antage, at bemeldte Beskyldninger vare ligefrem ugrundede, og at de Tiltalte havde søgt at udsprede Troen derpaa for at undskylde den Tilsidesættelse og voldelige Behandling, hvorfor den Paagjældende var Gjenstand i sit Hjem.

Høiesteret, der, som bemærket, paakjendte Sagen igaar, stadfæstede Overrettens Dom, hvorved den paagjældende Kones Mand for sit ovennævnte Forhold imod hende - med Hensyn til Sigtelsen for at have lagt Hindringer iveien for Undersøgelsens Fremme frifandtes han - var anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, samt Datteren og Svigersønnen med lige Fængsel henholdsviis i 4 Gange 5 og 5 Gange 5 Dage, hvorhos Datteren i Medfør af Straffelovens § 304 var dømt til at have sin Arveret efter Moderen forbrudt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1875).

En skandaløs Historie. (Efterskrift til Politivennen)

En skandaløs Historie er i Følge Korrespondanse til "Aftenp." for nogle Dage siden foregaaet i Hjerm ved Holstebro. Hos en Gaardmand i nævnte Sogn tjente næmlig to Piger, hvoraf den yngste, der lige var konfirmeret, havde paadraget sig det mandlige Tyendes særlige Unaade. Men da man ikke ved almindelige Midler var i Stand til at faa den atraaede Hævn over hende fuldbyrdet, overtalte Karlene den ældre Pige til at lokke hende op til en Mergelgrav, under Foregivende af at vilde bade. Den lille Pige gik ogsaa ganske rigtig i Fælden og afførte sig, uden at ane Uraad, sine Klæder, skønt hendes Ledsagerinde under forskellige Paaskud vægrede sig ved at afføre sig sine. Da den lille Pige var kommen ud i Vandet, greb hendes Ledsagerinde Tøjet og ilede afsted dermed, idet Karlene, der i Skjul havde iagttaget det Hele, pludselig kom frem og overfaldt Pigen, hvem de oversmurte med Dynd og Snavs over hele Legemet, hvorefter de dukkede hende under Vandet saa længe, til hun var lige ved at tabe Bevistheden, hvorpaa de under vilde Glædeshyl forlod Skuepladsen for deres alt Andet end hæderlige Bedrifter. Pigen kom snart herefter op af Mergelgraven, men hun maatte nu finde sig i at begive sig i en aldeles nøgen Tilstand til sit Hjem, indtil hendes Madmoder tilsidst bekvemmede sig til at lade hendes Tøj bringe ud til hende, lidt før hun ankom til Gaarden. Karlenes Glæde over den efter deres Mening særdeles vellykkede Hævn varede imidlertid kun meget kort, ti Pigen gjorde snart Anstalter til at faa dem tiltalt og afstraffede. Overfor denne Eventualitet, der laa aldeles udenfor deres Beregning, blev de nu paa engang ligesaa modløse og forknytte, som de før var glade; men skønt de tilbød Pigen store Summer for at lade Sagen falde, fastholdt hun dog sin Beslutning, og Sagen verserer derfor i disse Dage for Retten, hvis Dom rimeligvis vil blive af en temmelig ubehagelig Natur, især da Sagen paa flere Punkter er af meget graverende beskaffenhed.

(Social-Demokraten 3. september 1875).

Drab og Tyveri m. .m. (Efterskrift til Politivennen)

Den 27de August f. A. erholdt Politiet Meddelelse om, at et Fruentimmer, som den 22de f. M. var indbragt for forskjellige hende tilføjede Læsioner, den 26de f. M. var afgaaet ved Døden, og da det tillige bragtes i Erfaring, at bemeldte Fruentimmer havde boet i Logishuset "Holger Danske", samt at de hende tilføjede Læssioner vare foranledigede ved, at hun der Steds skulde være bleven sparket af en Person ved Navn Martin Andreas Davidsen, der flere Gange er straffet og Dagen i Forvejen var løsladt efter Udstaaelsen af en ham idømt Straf af 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, blev anholdt og Undersøgelse indledet. Under Forhørerne vedblev Arrestanten vel at paastaa, at han, paa den Tid, han skulde have sparket det omhandlede Fruentimmer, var i høj Grad beruset og at han derfor hverken kunde indrømme eller benægte at have gjort det; han kunde kun erindre, at han ved denne Lejlighed havde været inde i Fruentimmerets Værelse, at han trakterede med Kaffe, at han laa i en Seng og efter at være kommen op af denne savnede sin Portemonnaie, samt at han noget efter hørte Fruentimmeret skrige og sige, at han havde sparket hende. Efter de Personers Vidnesbyrd, som havde Lejlighed til at iagttage ham, kunde det imidlertid ikke antages, at Arrestanten havde været saa beruset, at han ikke kunde betragtes som fuldt tilregnelig, og efter samlige de afgivne Vidneforklaringer fandtes et tilstrækkeligt Bevis tilvejebragt for, at Arrestanten forsætlig havde sparket Fruentimmeret og derved tilføjet hende en Legemsbeskadigelse. Saasnart han nemlig savnede sin Portemonnaie (der senere fandtes liggende paa Gulvet under Sengen), havde han beskyldt hende for at have stjaalet den, og herved kom de i Skjænderi, under hvilket de kom ud paa Gangen; her saa et andet i Stedet boende Fruentimmer, der netop kom til Stede, at Arrestanten gav afdøde et Spark, der ramte hende i Lysken, og hørte, at hun gav sig til at skrige. Vidnet løb da ned ad Trappen til Gjæstestuen og kaldte paa Opvarteren, der kom til Stede, og kort efter forføjede Arrestanten sig bort. Andre Vidner have dels set afdøde ligge og jamre sig i den aabenstaaende Dør til hendes Værelse, dels hørt Skjænderiet og, efter at afdøde var bragt til Sengs, hørt hende sige, at hun var saa syg, fordi "et Mandfolk" havde sparket hende, og da hun kort efter forlangte at bringes paa Hospitalet, hørte ovennævnte Opvarter hende sige, at hun var bleven syg, fordi "Arrestanten" havde sparket hende. Efter flere Vidners Udsagn skal afdøde have omtalt, at hun havde Brok, men en foretagen Obduktion af hendes Lig godtgjorde ikke, at hun havde lidt af denne eller nogen anden Legemssvaghed, der kunde være medvirkende Aarsag til den umiddelbare Virkning af det hende tilføjede Spark. Derimod udtalte det kgl. Sundhedskollegium i Overensstemmelse med de obducerende Læger, at den Bristning af Tyndtarmen, som havde fremkaldt en Underlivsbetændelse og som havde været den utvivlsomme Aarsag til Døden, maatte antages bevirket ved ydre Vold, og at der var intet, som talte imod, at denne Vold kunde have været et Spark. Der haves - hedder det videre i Erklæringen - noksom Erfaring for, at en Tarmebristning kan være en Følge af en saadan Vold, og om dette end ikke iagttages hyppigt, saa er det dog ingenlunde sjældent, eller, efter de anatomiske Forhold, saa fjerntliggende, at Læsionen ikke skulde kunne betegnes som en "rimelig" Følge af Volden. I Overensstemmelse hermed fandt Kriminalretten, at Arrestanten maatte anses overbevist at have været Aarsag til det nævnte Fruentimmers Død ved en forsætlig udøvet Legemsfornærmelse, hvoraf han havde maattet forudse, at Døden kunde blive en rimelig eller dog ikke usandsynlig Følge. For saa vidt Arrestanten sigtedes for Ejendomsindgreb, blev det bevist, at han i Maj f. A., altsaa for den seneste Dom overgik ham, havde, medens en Graverkarl paa Assistent Kirkegaard stod nede i en Grav, beskjæftiget med at grave den dybere, frastjaalet ham en Frakke eller Stortrøje, som laa paa en Hæk, tilligemed deri værende 6 Rd. m. m., fremdeles, at Arrestanten havde stjaalet en Frakke, der hang i en Blikkenslagers aabenstaaende Butik, endvidere at han havde gjort sig skyldig i Hæleri ved at deltage i Udbyttet af Pantsætningen af en Frakke, om hvilken han vidste, at en anden Person havde stjaalet den i Rabeshave Bryggeri, endelig at han havde overtraadt et Polititilhold, og derved gjort sig skyldig i Løsgængeri. Ved Rettens Dom blev Arrestanten anset med en Straf, der under et for samtlige Forbrydelser bestemtes til Forbedringshusarbejde i 2½ Aar.

(Morgenbladet (København) 7. januar 1875).

Christian Rasmus Neuhauss: Gæstgivergården Holger Danske. Farvergade, København. Kbhbilleder. Public domain.

Ægtefælles overgreb på Kone. (Efterskrift til Politivennen)

En unaturlig Ægtemand. Overretten paadømte den 4de ds. en fra Bregentved Gisselfelds Birks Ekstraret indanket Justitssag, hvorunder en Gaardmand E. var tiltalt for at have mishandlet sin Hustru, udsat hendes Liv for Fare og foranlediget sit Barns Død. Arrestanten, der er 50 Aar gammel, havde i Aaret 1853 indgaaet Ægteskab med Ane Marie Christensen, der da var i sit 18de Aar, men havde desuagtet fortsat et utilladeligt Forhold til en paa Gaarden tjenende Pige og var efter i April 1855 af denne at være udlagt som Fader til et af hende født Barn ved Amtets Resolution bleven diktere en Straf af 2 Dages Vand og Brød, hvilken Straf dog paa hans Hustrus Forbøn eftergaves ham ved kgl. Resolution, da hun erklærede sig villig til at fortsætte Samlivet med ham Arrestantens Forhold imod sin Hustru havde i en lang Række Aar været slet. Det var saaledes dels ved Vidners Udsagn, dels ved Vidners Udsagn, dels ved hans egen Indrømmelse oplyst, at han jævnlig haanede og krænkede hende endog i de paa Gaarden værende Folks Paahør, at han aflukkede Levnetsmidlerne for hende og kun gav hende [manglende ord] som Folkene bestemte Portioner Men at han negtede hende saadan Føde, saa hun, der Tid efter anden fødte ham Børn, behøvede, navnlig under hendes Svangerskaber, ligesom han, naar hun var syg, ikke vilde tillade hende at blive liggende i Sengen, ofte lagde Haand paa hende, en Gang havde slaaet hende med en Jern-Ildrager over Armene, [og] oftere slaaet hende, naar de om Aftenen var komne i Seng, saaledes at hun maatte staa op og lægge sig i Pigekammeret hos en af Pigerne. Arrestanten indrømmede ved Siden heraf, at hun ikke havde givet ham Anledning til saadan slet Behandling, idet hun aldrig fremkaldt Strid eller engang svarede ham igen, men tav til Alt. De hyppige Barnefødsler og den deraf følgende Svækkelse, rimeligvis i Forbindelse med legemlige og sjælelige Lidelser, som Arrestantens haarde Adfærd paaførte hende nedsænkede hende i en stedse tiltagende Melankoli, der tilsidst gik over til efter Erklæring fra Overlægen ved Oringe Sindssygeanstalt, hvor hun i længere Tid var under Behandling, uhelbredelig Afsindighed. Med Hensyn til den [mangler et ord] af Aktionen, hvorunder Arrestanten var tiltalt for at have udsat sin Hustrus Liv for Fare og for at have foranlediget et Barns Død, var det oplyst, at da hun i Januar 1871 skulde føde sit næstsidste Barn og var i Barnsnød, vægrede han sig ved at lade Jordemoderen hente, uagtet hun, hvis Smerter og Skrig til Kl 4 om Morgenen stedse blev stærkere anmodede om Lægehjælp, og da det voksne Datter indstændig bad ham at køre efter Jordemoderen eller om, at der i det Mindste maatte blive hentet nogle Koner til Hjælp, afslog han ogsaa dette, indtil han endelig Kl. 4 om Eftermiddagen kørte efter Jordemoder ligesom han nu tillod, at der maatte hentes to af ham opgivne Koner, imidlertid var unge og kun lidet erfarne, medens han forbød at hente en ældre og erfaren Kone, som boede umiddelbart i Nærheden, og som benyttedes i Tilfælde hvor Jordemoderen ikke betimelig kunde komme. Da Tjenestepigen efter at have hentet den ene af de to unge Koner blev opmærksom paa, at Arrestantens Hustrus Skrig var ophørte, gik hun ind til hende og saa da, at hun havde født et Barn, der var levende. Dels af Angst, dels fordi hun ikke forstod at yde sin Madmoder Hjælp, forlod Pigen Værelset efter at have tildækket den Syge, der klagede over Kulde, med Dynen. Da nu kort efter den ovennævnte ældre Kone trods Arrestantens Forbud var bleven hentet, fordi den tilstedekomne unge Kone ikke havde dristet sig til alene at gaa ind til Barnemoderen, fandtes Barnet, der ifølge den noget senere ankomne Jordemoderens Forklaring var et fuldbaarent stærkt Pigebarn, at være død. Arrestanten erkendte, at han [vel] vidste, at en Barselkone er udsat for Livsfare saavelsom det nyfødte Barn naar der ikke haves kyndig Hjælp ved Fødselen, og han kunde ikke opgive noget rimeligt Motiv til den af ham udviste Ligegyldighed og Uvillie, idet han dog benægtede herved at have havt til Hensigt at opnaa Konens eller Barnets Død. Paa Grund af Alt, hvad der saaledes var oplyst om Arrestanten igennem en Række af Aar fortsatte oprørende Forhold imod sin Hustru, fandt Overretten, at han med Føje maatte, som i Underretsdommen antaget, betegnes som den, der havde mishandlet Ægtefælle, og han, der ikke tidligere havde været dømt. vilde saaledes være at anse efter Straffelovens § 202. Overretten billigede den af Underretten Arrestanten ikendte Straf af 2 Aars Forbedringshusarbejde, der er den højeste Straf, der kan idømmes for den Forbrydelse, men i dette Tilfælde maa anses for alt for mild. 

(Social-Demokraten 8. august 1874).

En Hustrus Mishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Den 19de Mai d. A. indfandt en Arbejdsmands Hustru sig paa 3die Politistation her i Staden og anmeldte, at hun i de sidste 8 Dage var bleven slaaet af sin Mand med en tyk Stok, samt foreviste ved denne Lejlighed Spor af Slag paa højre Side af hendes Hals og Rifter i Ansigtet. Under den den 18de f. M. i Anledning heraf paabegyndte retslige Undersøgelie fastholdt hun sin paa Politistationen afgivne Forklaring og tilføjede, at hendes tiltalte Mand, med hvem hun indtil Slutningen af foranførte Maaned havde boet i Dronningens Tvergade, og derefter i lille Regnegade, ogsaa paa det sidst nævnte Sted havde slaaet hende saavel i Hovedet som paa andre Steder af Legemet, men dog ikke som tidligere med en Stok. Tiltalte erkendte vel, at have lagt Haand paa sin Hustru, men kun for at forhindre hende fra at slaa ham, fra at mishandle deres Barn og fra at ituslaa deres Ejendele. Derimod negtede han at have slaaet hende med en Stok, hvilken Forklaring han stadig uforandret vedblev. Efter at han en halv Snes Dage havde været arresteret under Hovedforhøret, blev han ved dettes Slutning den 28de Juni løsladt af Varetægtsarresten. Straks efter at dette var sket, tilstillede han Kriminalrettens 5te Kriminalkammer, ved hvilket den omhandlede retslige Undersøgelse var bleven foretagen, en med hans Hustrus Navn undertegnet og den 1ste Juli d. A. dateret Skrivelse, hvori det hedder, at hun, der vel for Politiet havde anmeldt de af hendes Mand under deres Uenighed mod hende udviste Haandgribeligheder, ikke kunde fragaa, at hun havde gengældt disse og sikkert ved et mere sindigt og sagtmodigt Forhold kunde have forhindret hans Overfald. og at det vilde gøre hende meget ondt, om Tiltalte skulde komme til at lide Straf for en Overilelse, som hun tildels havde foranlediget, hvorfor hun indstændig anholdt om, at han maatte fritages for Straf, eller at denne i modsat Fald maatte blive saa lempelig som mulig i den Overbevisning, at den tidligere sørgelige Ufred ikke vilde blive genoptagen. I det i Anledning Heraf optagne yderligere Forhør erkendte Tiltaltes Hustru vel at have samtykket i den ovennævnte Skrivelse, men nægtede at være bleven bekendt med dens Indhold og som Følge heraf at have vidst, at deri udtales, at hun havde gengældt eller foranlediget sin Mands Haandgribeligheder, hvorhos hun forklarede, at Tiltalte ogsaa efter sin Løsladelse af Varetægtsarresten stadig havde behandlet hende paa den mest raa og uforskammede Maade, navnlig udskældt hende, spyttet hende i Ansigtet uden nogensomhelst Grund og, naar hun tog til Genmæle, pryglet hende paa det Ubarmhjertigste. Tiltalte havde under det sidstnævnte Forhør erkendt, at han kun havde Bemyndigelse af sin Hustru til at lade udfærdige et Bønskrift til Fordel for ham, men ikke til i denne Skrivelse at anføre, at hun havde foranlediget eller gengældt hans Haandgribeligheder, men paastod, at han ikke havde bemærket, at dette Sidste stod i Skrivelsen, "da denne blev oplæst for ham af den Person, af hvem han havde ladet den udfærdige, og at det ikke havde været hans Hensigt, at det skulde staa deri." Derimod fastholdt han sin Nægtelse af nogensinde at have slaaet sin Hustru ogsaa efter hans Løsladelse af Varetægtsarresten. Da der imidlertid ved det under Sagen Oplyste, navnlig ifølge flere Vidners afgivne og med Ed bekræftede Forklaringer fandtes at være tilvejebragt et tilstrækkeligt Bevis for, at Tiltalte havde gjort sig skyldig i den ham paasigtede Forbrydelse, uden at han dog ved denne havde tilføjet sin Hustru Saar eller Skade paa Helbred, blev han ved Kriminal- og Politirettens Dom anset efter Straffelovens § 202 med 5 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Socialisten 16. oktober 1873).

Tiltale for Mishandling af sin Hustru eller i alt Fald Vold. (Efterskrift til Politivennen).

Tiltalte N. L. og Hustru, der vare blevne ægteviede i Aaret 1861, havde under deres Ægteskab ført et ufredeligt Samliv, hvortil de gjensidigen havde beskyldt hinanden for at have givet Anledning. Efterat bemeldte Ægtefolk flere Gange havde hævet deres Samliv, men atter vare flyttede sammen, og Tiltalte engang i 1865 havde pryglet sin Hustru med en Stok, hvorom der blev indledet en criminel Undersøgelse, som dog efter Konens Begjæring blev hævet, blev Manden, Tiltalte L., i sidstafvigte Eftersommer indlagt som Patient for Beenskade i Frederiks Hospital. Under dette Ophold paa bemeldte Hospital indfandt hans Hustru sig nogle Gange paa den Sygestue, hvor han laa, under hvilke Besøg hun ofte skal have udskjældt ham. Da hun en Dag i sidstafvigte September Maaned atter indfandt sig paa Hospitalet for at faae at vide, naar Manden kunde ventes udskreven, og hun ved denne Leilighed stod i Samtale paa Gangen med et Par andre Fruentimmer, kom Tiltalte, der ikke dengang forinden havde talt med hende, forbi hende med en Stok i Haanden, og da hun, idet han passerede forbi hende, brugte en fornærmelig Yttring og Uqvemsord imod ham, hvorunder hun sigtede ham for Hæleri, slog han hende efter sin egen Forklaring af Hidsighed og uden at have til Hensigt at ramme hende i Hovedet, med Stokken saaledes i dette, at der herved blev bibragt hende et Saar i Issen af 1 Tommes Længde, der var trængt igjennem Huden ind til Benet dog uden at beskadige dette. Efterat Tiltaltes Hustru var bleven forbunden paa Hospitalet, gik hun til sit Hjem, i hvilket Tiltalte den paafølgende Dag indfandt sig uden nogen egentlig Anledning og kom atter i Skjænderi med hende, ved hvilken Leilighed hun af Frygt for at faae Prygl af Manden, hvormed denne vil have truet hende, maatte krybe ind i et Rum under Taget, hvilket foranledigede, at Forbindingen af hendes Saar gik løs; og angav hun dette som aarsag til at hendes Tilstand forværredes, og at hun senere maatte indlægges paa Frederiks Hospital, hvorfra hun dog efter kort Tids Forløb blev udskreven som fuldstændig helbredet. For det anførte Forhold blev Tiltalte af Criminal- og Politiretten efter Straffelovens 203 idømt 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. februar 1873).

Tiltale for at have mishandlet sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Den 20de April 1855 blev Snedkersvend Frederik Villiam Andersen gift med sin nuværende Hustru, Christine Vilhelmine Larsen. De have i dette Ægteskab havt 11 Børn, hvoraf dog kun de 5 leve, og Samlivet imellem Ægtefolkene var fredeligt indtil Aaret 1864, da Manden lod sag stille til Militairtjeneste imod en Sum af 900 Rd. Størstedelen af disse Penge brugte han, medens han var ved Armeen, og Resten kort efterat han var bleven permitteret, saa at hans Familie ikke fik megen Glæde af dem, og de medførte derhos en Virkning, der var meget værre i sine Følger, idet Andersen blev hengiven til Lediggang og følte sig utilfreds, da Pengene vare opbrugte. Han forlangte nu at faae de Penge, hans Hustru fortjente til sit og Børnenes Underhold, og naar hun nægtede at give ham dem, blev hun behandlet haardt, idet han deels udskjældte hende, deels slog hende med Haanden. I de første Aar forefaldt slige Optrin sjeldnere, men i Løbet af de sidste halvandet Aar bleve de baade hyppigere og antoge en voldsommere Charakteer, og Grunden hertil maa antages at være den, at Andersen efterhaanden blev mere tilbøielig til overdreven Nydelse af stærke Drikke. Lidenskabelig, som han var, henfaldt han til en høi Grad af Skinsyge, og uagtet hun aldeles ingen Anledning gav ham til at nære en saadan, begyndte han enten under det grundløse Paaskud, at hun var ham utro, eller fordi hun vægrede sig ved at efterkomme alle hans Forlangender, jevnligen at yppe Klammeri med hende, og under disse Sammenstød lod han det ikke være nok med at overdænge hende med Skjældsord, men kneb hende saaledes, at der efterlodes Spor af hans Negle, sparkede hende og slog hende paa forskjellige Steder af Legemet deels med Hænderne, deels med en Træliste eller med et Spanskrør. I Regelen medførte disse Mishandlinger ikke Saar eller betydelige Legemsbeskadigelser, men ved tre Lejligheder var dette dog Tilfældet, nemlig i Juli eller August Maaned f. A., da han med et Kosteskaft slog hende paa Panden og derved bibragte hende et dybt Saar, ligesom ogsaa hendes Øine i den Grad ophovnede, at hun var ukjendelig i 4 a 5 Dage; anden Gang skete det ved Paasketid i indeværende Aar; ved denne Lejlighed sparkede Andersen, der rigtignok mener, at hans Hustru var den, der slog først, hvilket hun har modsagt, saaledes til hende, at hun i tre Uger derefter var under Lægebehandling for Beskadigelser i venstre Side; med størst Voldsomhed optraadte han dog tredie Gang den 29de Juli d. A. Paa denne Dag havde der allerede om Formiddagen været Skjænderi imellem Ægtefællerne, foranlediget ved, at han fremkom med sine ubeføiede Besaltninger om Utroskab. Det kom imidlertid ikke til Voldsomheder før hen paa Eftermiddagen, da han fornyede sine Beskyldninger, som hun saa inderligt bad ham at forskaane hende for, foer ind paa hende, greb hende i Haaret og løftede hende op ved dette, som om han vilde trække Hovedhuden af hende, og slog hende over Armene og Haandleddene og mange andre Steder paa Legemet. For ikke at blive aldeles lemlæstet tog hun sin Trætøffel og slog ham med Hælen af denne i Hovedet, og derved lykkedes det hende et Øieblik at befrie sig for ham. Hun saae, at han blødte, medens han satte sig ned ved Siden af sin Høvlebænk, men strax derpaa greb han hende i Skulderen, stillede sig Ansigt til Ansigt imod hende og sparkede hende med sin Støvle i Underlivet, udenpaa hendes Klæder, men med saa stor Voldsomhed, at Blodet strømmede i Mængde, og hun faldt i Afmagt om paa Gulvet. I denne Tilstand blev hun funden af en Politibetjent, der blev tilkaldt, og som, efterat en tilstedebragt Læge havde erklæret hendes Indlæggelse i et Hospital for nødvendig, sørgede for, at hun blev bragt til Communehospitalet. Efter vedkommende Overlæges Erklæring antages de tilføiede Beskadigelser ikke at ville efterlade skadelige Følger for hende, og ved sit Møde i Retten den 14de f. M. erklærede hun sig ogsaa rask og helbredet paa nogen Mathed nær.

Andersen, der har været arresteret under Sagen, og som er født den 30te April 1828 og ikke funden forhen straffet, dømtes af Criminalretten efter Straffelovenn §§ 202 og 203 efter Omstændighederne til Forbedringshuusarbeide i eet Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. september 1871).