Frygtelig Mishandling af et 7-Aars Barn. (Efterskrift til Politivennen)

En brutal Slyngel i Bevtoftegade. - Et Selskab af Radiumskandidater. - Da Moderen blev slaaet, græd den lille Dreng, og blev derfor mishandlet paa det frygteligste

Forbryderen fængslet.

I Bevtoftegade Nr. 6 paa Vesterbro er der i Forgaars Aftes begaaet en frygtelig Volds-Forbrydelse imod en 7-aarig Dreng

Her bor en Søfyrbøder Hans Larsen, der er meget fordrukken. Han lever sammen med en Kvinde, der har et Par Drenge i 7 til 11-Aars-Alderen.

Om Eftermiddagen havde Hans Larsen truffet et Par Kammerater i Saxogade og inviteret dem hjem. Her gav de tre Mænd sig til at drikke "Radium" til langt hen paa Aftenen, og deres Beruselse steg og steg. Til sidst blev Hans Larsen ondsindet og fandt Lejlighed til at overfalde sin Kæreste, som han gennempryglede. Da den 7-aarige Willy, der laa i sin Seng hørte, at Moderen blev mishandlet, gav han sig til at græde. Herover blev den berusede Mand saa rasende, at han gennempryglede Willy, der var afklædt. Derefter tog han Drengen i Arme og Ben og kylede ham hen i en Krog af Værelset. Drengen slog Hovedet imod en Sæbeskaal og fik el stort, blødende Saar over det ene Øje. Men Vreden var endnu ikke løbet af den brutale Mand Han tog atter den lille Dreng og slyngede ham op imod Loftet. Han faldt og slog Hovedet imod Sengekanten.

Willys 11-aarige Broder havde set til, men nu blev det Drengen for meget. Han fo'r ind paa den berusede Mand for at værge sin Broder, og nu syntes ogsaa de andre Drukkenbolte, at det gik for vidt. Men imidlertid var Politiet kommet til, og Larsen blev taget med.

I Dommervagten. - Hvad Lægeerklæringen siger.

I Gaar blev Hans Larsen fremstillet i Dommervagten for Dommer Troels Lund. Han stod frækt med begge Hænder i Lommen under Afhøringen. Han afviste kort Sigtelserne. - Nok har jeg revset Drengen, sagde han, men mishandlet ham har jeg ikke.

Dommeren læste Imidlertid Læge-Erklæringen op. Den udtaler, at Willy ved Undersøgelsen havde et 2 cm langt, gabende Saar over det ene Øje. Paa venstre Laar og Bagpartiet var der Spor af meget kraftige Slag. Der var blodunderløbne Mærker af Fingrene efter den, der havde slaaet. I Munden og paa Læberne fandtes Saar. Næsen havde blødt, og der var talrige Mærker af brutale Tag. Dommer Troels-Lund fængslede den raa Volds-Forbryder og gav Politiet en Frist paa 14 Dage til Undersøgelsen.

Hans Larsen har været straffet mange Gange. Sidst har han været i Forbedringshus for Tyveri.

(Nationaltidende 2. december 1925).

To Smaadrenge, der vidnede imod deres brutale Stedfader

Barnemishandling i Bevtoftegade. - En velbegrundet Fægslingskendelse.

I Gaar afholdt Dommer Troels-Lund Forhør over den fængslede Havnearbejder Hans Larsen. der i Ejendommen Bevtoftegade 6 nylig mishandlede sin Kærestes 7-aarige Søn, Willy, paa den uhyggeligste Maade.

Kæresten, Fru Anna Lundgreen, forklarede, at Manden hyppigt havde mishandlet hende. Nu var han kommen hjem sammen med nogle Kammerater, hvorefter de havde sat sig til at drikke Radium. Pludselig for han op og vilde prygle hende, og da hun flygtede, havde han kastet sig over Willy. Kort efter vendte hun tilbage under Politiledsagelse. Hun saa da nu, at Blodet flød ned over Barnets Ansigt, og at hans Sengeklæder var blodige. Over det venstre Øje havde Drengen et dybt Saar.

Det mishandlede Barn skulde herefter give Forklaring, men da han øjensynlig var bange for at tale, medens Larsen var til Stede, lod Dommeren Arrestanten føre ud. Drengen fik en Pose Chokolade af Dommeren, og fortalte saa paa en afgjort troværdig Maade, hvordan Stedfaderen havde slaaet ham, fordi han græd af Angst for, at Moderen skulde faa Prygl; tilsidst havde Larsen kastet ham op i Luften. 

Willys 11-aarige Broder, Svend Aage, var næste Vidne. Han huskede, at Stedfaderen havde slaaet Willy i Ansigtet med knyttede Hænder. Derefter havde han taget fat i den lille Drengs Ben og slynget ham ind imod Væggen.

Saasnart disse Forklaringer var protokollerede, blev Larsen taget i Forhør. Han indrømmede at have slaaet Willy, men nægtede at have kastet ham op i Luften. Han tilføjede, at Svend Aage havde gemt sig under Dynen, saaledes at han intet kunde se.

Dommeren gjorde Larsen opmærksom paa, at en Nægtelse vilde være overflødig. Sagen var saa oplagt, som den kunde være.

Larsen ønskede dog ikke at tilstaa. Forundersøgelsen blev dermed erklæret for sluttet; Materialet tilstilles i de nærmeste Dage Statsadvokaten for at han kan udarbejde Anklageskriftet.

Arrestanten bemærkede, at han ventede at komme paa fri Fod og holde Jul, men Dommeren forlængede Fængslingsfristen til 28. December.

(København, 13. december 1925).

Hans Larsen blev i februar 1925 idømt 6 måneders fængsel på sædvanlig fængekost. Dommeren mente at han egentlig stod til forbedringshusstraf, men Hans Larsen havde vist nogen anger. 

Hjørnet af Enghavevej og Bevtoftegade (til højre). Bevtoftegade nr. 6 anes yderst til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

En Silistria-Affære i København. (Efterskrift til Politivennen)

Manden, der vilde save sin Hustru midt over.

En ond Ægtemand - Chauffør Julius Cæsar Boeck - blev i Gaar fremstillet i Byretten i København.

Fru Boeck har fortalt Politiet, at i de 12 Aar, hun har været gift med Julius Cæsar, har hun gaaet i en stadig Angst for sit Liv. Hun er fra Dag til Dag bleven mishandlet - siger hun - paa den skændigste, mest barbariske Maade.

Fru Boeck forklarede, at hun var bleven mishandlet af sin Ægtefælle omtrent fra den Dag, da hun var bleven gift. Han havde ikke alene slaaet hende med Hænderne, nej, han havde ogsaa brugt en Læderrem.

- Hvorfor slog han Dem? spurgte Dommeren.

- Min Mand beskyldte mig for at være ham utro.

- Havde han Grund dertil?

- Nej, nej! Det er en Beskyldning, der er grebet ud af Luften. Jeg har intet at bebrejde mig selv.

- De har forklaret, at han har truet med at tage Dem af Dage?

- Ja, mange Gange I Han har forfulgt mig med en Brødkniv i Haanden. Og han har sagt, at han vilde skyde mig. Og mindst et Par Gange har han truet med, at han vilde save mig midt over!

Af Politiets Rapport fremgik, at Fru Boeck for et Par Aar siden blev separeret fra sin Mand. Hun maatte efter Separationen sammen med sine Børn tage Ophold i en Kælderlejlighed, Valbygaardsvej 56. Men heller ikke her fik hun Fred for sin Ægtefælle. Atter og atter opsøgte han hende og truede hen de med det værste. En Gang havde han knust Ruderne og var trængt ind i Lejligheden. For at undgaa at blive mishandlet maatte hun og Børnene flygte ud af Bagdøren.

- Jeg havde en ung Pige, der gik mig tilhaande. Hun irriterede min Mand i den Grad, at han truede med at slaa hende ned med en Jærnstang, sagde Fru Boeck.

I Søndags havde Boeck paany forulempet sin Hustru.

Ved Aftenstid havde han indfundet sig i Valbygaardsvej 56 og hamrede løs paa Døren.

- Kommer Du ikke hjem til mig, havde han raabt, bliver det værst for Dig selv. Du spøger med dit Liv!

- Hr. Dommer, tryglede den ulykkelige Kvinde, sig mig, hvad jeg skal gøre? Jeg er saa forpint! Jeg véd ikke, hvor jeg skal skjule mig. Jeg lever i stadig Angst!

Julius Cæsar Boeck var meget syg, da han kom for Skranken, og han havde stor Medlidenhed med sig selv.

- Jeg har aldrig ment det alvorligt, sagde han. Jeg er saa rask til at true, men det betyder intet, og det véd min Kone meget godt. Det er ikke rigtigt, at jeg har truet hende paa Livet.

Men efter at Dommeren havde foreholdt ham, hvad hans Hustru havde forklaret, maatte Julius Cæsar indrømme, at det i hvert Fald var rigtigt nok, at han i Søndags havde sagt, at hun spøgede med sit Liv.

- Hvad mente De dermed ? spurgte Dommeren.

- Mente? Ærlig talt, jeg véd det ikke, svarede Julius Cæsar. Det var et Par Gloser, der faldt mig i Munden.

- Det var nogle meget uheldige Gloser, bemærkede Dommeren.

Og derefter blev der afsagt Arrestdekret over den brutale Julius Cæsar.

(Demokraten 30. august 1923).

Sagen endte et par uger efter med at der blev indgået et forlig mellem ægtefællerne om separation og senere skilsmisse.

Den eneste beboelige kælderlejlighed i nuværende Valbygårdsvej. I dag beboerlokale for Andelsboligforeningen Vesterparken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Voldsmanden Svend Petersen paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Udaaden paa Amager.

Om det af Gaardmand Svend Pedersen i Sundbyvester forøvede Overfald paa to af sine Tjenestepiger har vi modtaget følgende :

Da Undertegnede Mandagen den 11. Avgust d. A. henvendte os i Svend Pedersens Gaard, medundertegnede Lovise Poulsson for at afhente mine Ejendele og medundertegnede Henriette Hansen for at erholde et Beløb af den mig tilkommende Løn, som jeg ikke havde faaet udbetalt, blev vi Genstand for følgende Behandling.

Ved vor Ankomst til Gaarde, henvendte undertegnede Henriette Hansen sig til Svend Pedersens Hustru med j Forespørgsel om, hvorvidt Svend Pedersen var hjemme, idet jeg ønskede at faa mit Tilgodehavende udbetalt. Der blev imidlertid svaret, at Pedersen ikke var hjemme, og da jeg saaledes ikke kunde faa mit Ærinde udrettet maatte jeg foreløbig lade dette bero. Imidlertid gik medundertegnede Louise Poulsson ind i Pigekamret og hentede sin Koffert, som vi da i Fællesskab bar ud ad Bagporten til Gaarden. Da vi var komne ud paa Vejen kom Svend Pedersen imidlertid løbende efter os, og da han kaldte paa os, standsede vi, og satte Kofferten ned paa Vejen. Da han kom hen til os gav han sig uden nogen Foranledning til at ruske i medundertegnede Lovise Poulsson, og slog mig gentagne Gange i Ansigtet med knyttede Hænder, saaledes at min Næse blev slaaet til Blods, hvorefter han tilsidst sparkede mig med sin Træsko i den venstre Side af Underlivet.

Medundertegnede Henriette Hansen var imidlertid gaaet over til den anden Side af Vejen. Svend Pedersen kom da over imod mig og tilføjede mig en Mængde Slag dels i Hovedet og dels i Ryggen af den venstre Side. Han stødte mig endvidere ud i en bag ved Gaarden værende Vandpøl, der har Tilløb fra Møddingen, greb mig i Halsen og trak eller stødte mig flere Gange Voldsomt frem og tilbage i Vandet. Følgen af denne Behandling var, at jeg kom til at spytte Blod i en meget høj Grad. Svend Pedersen skød mig derpaa foran sig tilbage til Gaarden, hvor jeg opholdt mig i Borgstuen indtil Birtedommeren, der var ankommen til Gaarden for at undersøge et Aftenen i forvejen stedfundet Lynnedslag, havde forladt Gaarden. Under dette mit Ophold paa Gaarden vedblev den hæslige Blodspytning uafbrudt. Svend Pedersens Hustru forsøgte nu at overtale mig til atter at tage Tjeneste hos dem, og da jeg frygtede for at blive Genstand for yderligere Overlast, lovede jeg at komme tilbage den paafølqende Morgen, hvorefter jeg forlod Gaarden, og begav mig under stadig Blodspytning og hæslige Smærter til en i Sundbyøster boend Kone, hvis Hjem jeg med stort Besvær naaede. Her fik jeg et meget hæsligt Krampetilfælde, og efterat Politiet havde taget Rapport om det Forefaldne, blev jeg den paafølgende Morgen indlagt paa Amtssygehuset i Ryesgade.

Efterat Svend Pedersen havde ført Henriette Hansen tilbage til Gaarden løb han atter hen imod medundertegnede Lovise Poulsson, og forfulgte mig ca. 200 Alen henad Vejen. Da han imidlertid saa, at Birkedommeren kom kørende hen imod Gaarden, ophørte han at forfølge mig. Derpaa tog han, i Forening med en af sine Sønner min Kuffert og satte den i Porten hvor jeg, da jeg atter blev alene paa Vejen, hentede den og bar den saa langt jeg formaaede indtil det lykkedes at faa den transporteret videre ved Hjælp af en forbikørende Vogn, hvorefter jeg ligeledes begav mig til den ovenfor omtalte Konge i Sundbyøster.

Medundertegnede Henriette Hansen har ligget i 7 Uger paa Hospitalet indtil jeg i Onsdags blev udskreven. Det viste sig paa Hospitalet, at jeg tillige havde faaet Skade i den venstre Hofte, som bevirkede, at Benet blev flere Tommer kortere end det højre. For denne Skade er jeg dog nu helbreder, hvorimod jeg endnu føler Smerter i den venstre Side og er ude af Stand til at paatage mig nogen Tjeneste. Ogsaa undertegnede Lovise Poulsson har siden Overfaldet været ude af Stand til at paatage mig nogen Plads, idet Lægerne udtrykkelig har forbudt mig at udføre andet end meget let Arbejde.

Det er os bekendt, at Svend Pedersen under Forhørene dels nægtede at have slaaet os, og dels søgte at give Sagen et andet Udseende ved at foregive at han ikke kunde huske, hvad der var foregaaet. Vi maatte desaarsag aflægge Ed paa vor, i Overensstemmelse med ovenstaaende afgivne Forklaring i Retten. Det er ligeledet betegnende for Svend Pedersens Optræden, at han i en Tid af 7 Dage betalte for medundertegnede Lovise Poulssons Underhold, men at han tog denne Understøttelse bort. saa snart jeg havde aflagt Ed paa Rigtigheden af den af mig afgivne Forklaring. Svend Pedersen har ligeledes forsøgt at faa Sagen bilagt ved Hjælp af Penge, idet han i Retten og medens Birkedommeren og Retsbetjentene hørte derpaa direkte tilbød mig Penge i Erstatning, hvis jeg ville blive "enig" med ham. Birkedommeren tilskyndede mig ligeledes til at "komme overens" med Svend Pedersen. Efter at han nemlig i et Forhør havde tilspurgt mig, hvor meget jeg skulde have i Erstatning, hvortil jeg svarede, at Retten maatte tildømme mig en saadan. bemærkede Birkedommeren, at "det dog var bedst at komme overens." Ogsaa medundertegnede Henriette Hansen er af Birkedommeren bleven tilspurgt om. hvor meget jeg vilde forlange i Erstatning, uden at han dog tilskyndede mig til at indgaa noget Forlig med Svend Pedersen. Med Hensyn til den 3 Uger lange Arrestation, jeg blev underkastet paa Grundlag af den ugrundede Beskyldning for at have faaet Svend Pedersens Datters Armbaand, har Birkedommeren erklæret, at der vilde blive mig tilkendt en Æresoprejsning.

Lovise Charlotte Poulsson.
Henriette Ludolffine Hansen.

* * *

Det er betegnende for Retstilstandene paa Amager, at Voldsmanden, der foretog ovenomtalte brutale Overfald, kun har siddet under Anholdelse i 11 Dage og den Dag i Dag befinder sig paa fri Fod, medens de to Piger, der bleve arresterede paa Grundlag af den urigtige Beskyldning for at have taget det nævnte Guldarmbaand, blev holdt i Arrest i 3 Uger. Det er ligeledes betegnende, at Birkedommer Dahlerup, i Stedet for at virke hen til, at Voldsmanden faar sin fortjente Straf, tværtimod søger at faa Sagen bilagt paa den for Svend Pedersen læmpeligste Maade ved ligefrem at stille Opfordring til de mishandlede Piger om, mod Udbetaling af et større eller mindre Beløb, at "komme overens" med deres Plageaand. Dette Forsøg paa at lade Pengeposen gøre Udslaget mener vi bør ikke gaa upaatalt hen.

Muligvis har det sine ubehagslige Sider for Hr. Dahlerup, naar han en Gang imellem bliver nødt til at tage en velhavende Voldsmand under Behandling, og derfor kan have Tilbøjelighed til at lade denne slippe saa billig som muligt, men Straffeloven staar dog over Hr. Birkedommeren, og selv om den ikke lader enhver Voldsmand faa den Straf, han tilkommer, bør den dog ikke ligefrem skubbes til Side for en fyldt Pengesæk. Vi antager, at Hr Dahlerup, naar han vil, nok kan finde ud af, hvor meget der skal tilkendes Pigerne i Erstatning, uden at der behøves at gaas paa Akkord med Svend Pedersen. Red.

(Social-Demokraten 3. oktober 1884)

Birkedommer og herredsfoged Hans Dahlerup (1832-1896) var blevet cand. jur 1856, auditør 1862. Han var by- og herredsfoged i Mariager 1870-1877, birkedommer i Amager Birk 1877-1888, herredsfoged i Lejre herred 1888. Han blev ridder af Dannebrog 1888.

Dommen over Voldsmanden Svend Petersen paa Amager

Under en ved Amager Birks Ekstraret behandlet Sag tiltaltes Gaardejer Svend Petersen af Sundbyvester for Vold, og efter de fremkomne Oplysninger er de nærmere Omstændigheder herved følgende: Natten mellem den 18de og 19de Juli f. A. rømmede Pigen Henriette Rudolphine Hansen af sin Tjeneste hos Tiltalte, der bor paa Sundbyvester Mark, og kort Tid derefter blev hun arresteret som mistænkt for at have begaaet en Forbrydelse; men da hun ikke blev overbevist herom, blev hun igen løsladt den 7de Avgust, og tog da, skønt hun havde lovet at vende tilbage til Tjenesten, Ophold hos Madame Nielsen i Dyvekestræde i Sundbyvester. Den 10de August om Aftenen rømmede Pigen Lovisa Charlotte Poulsen ligeledes af sin Tjeneste hos den Tiltalte, fordi hun, der var frugtsommelig, frygtede for, at hun ikke skulde kunne udholde det forestaaende Høstarbejde, hvorfor den Tiltalte, da hun ikke havde medtaget sit Tøj, gav Ordre til, at dette ikke maatte udleveres hende, før hun kom tilstede, da han vilde efterse det, for at forvisse sig om, at hun ikke bortførte Tyvekoster. Den følgende Dag, altsaa den 11te Avgust, om Eftermiddagen, indfandt Lovisa, der ligeledes havde taget Ophold hos fornævnte Madame Nielsen, sig igen paa den Tiltaltes Gaard, for at hente sit Tøj, og var da i Følge med ovennævnte Pige, Henriette, der kom for at kræve sin tilgodehavende Løn. Da de kun traf den Tiltaltes Hustru tilstede, gik Lovisa ind i Pigekammeret og hentede, trods givet Forbud, sin Kuffert, som hun og Henriette derefter gik bort med gennem Gaardens Bagport, og da Tiltalte, som opholdt sig tæt udenfor Gaarden, straks blev underrettet herom, løb han efter Pigerne, som han indhentede lige udenfor Porten, og om hvad der derefter foregik har Tiltalte forklaret, at da Pigerne ikke efter hans Opfordring vilde vende tilbage med Kufferten, som han vilde efterse, kastede han Louisa med Magt til Side, saa at Pigerne slap Kufferten, idet han greb Lovisa i Skulderen og ruskede hende, hvorhos han gav hende to Slag i Ansigtet med sin Haand, og da Lovisa derefter løb bort, vendte han sig mod Henriette, idet han tog fat i hende og ruskede hende, og da hun derfor vilde flygte fra ham, greb han hende med begge Hænder svingede hende rundt, hvorved de begge kom til at træde ud i en Vandpyt, som Regnen havde dannet; og da han havde faaet hende vendt mod Porten, greb han hende i Ryggen, idet han holdt hende fast i hendes Kjole, og skubbede hende foran sig igennem Portlaagen, fordi han vilde, at hun, der, som anført, havde lovet at vende tilbage i sin Tjeneste, skulde gaa ind til hans Hustru, og for at fremskynde hendes Gang stødte han hende med venstre Haand i Ryggen, og efter at han saaledes havde ført hende ind paa Gaardspladsen, hvor han slap hende, vendte han tilbage og hentede Kufferten, som han satte ind i Porten, hvorpaa han gik ind for at tage imod Birkedommeren, som i det samme kom kørende til Gaarden.

Efter begge Pigernes beedigede Forklaringer har den Tiltalte, foruden at behandle Lovisa som anført, hvorved hendes Næse kom til at bløde, tillige, idet hun vilde til at løbe bort, sparket hende i Underlivet, hvad den Tiltalte har erklæret ikke at kunne erindre, og i øvrigt gaar Lovisas Forklaring ud paa, at hun, efter at være kommen bort fra Tiltalte, løb over til en Nabogaard, hvorfra hun kort Tid efter vendte tilbage og hentede sin Kuffert, der nu var hensat i Porten, og begav sig med den til sin Bolig i Dyvekestræde, idet hun kom til at køre den største Del af Vejen med en Vogn, som tilfældig indhentede hende, og da hun havde været hjemme en Times Tid følte hun Smærter i Underlivet som en Følge af det hende tildelte Spark, og da disse Smærter tiltoge, henvendte hun sig den 14de Avgust til Distriktslægen, som derefter tog hende under Behandling. Af denne Læges under Sagen fremlagte Erklæringer fremgaar det, at Lovisa, skønt der ikke fandtes nogen Affarvning af Huden eller nogen kendelig Hævelse, havde stærke Smærter i venstre Side af Underlivet, hvilke Smærter efter Anvendelse af Igler og Omslag efterhaanden aftoge og var den 19de August, da den første Erklæring afgaves, ofte ubetydelige, men indfandt sig atter ved de mindste Bevægelser, hvorhos hendes Befindende i det Hele ikke var godt, da hun havde tabt Madlysten og havde nogen Feber. Da Lægen i sin Erklæring af 20de Avgust havde udtalt, at det forekom ham aabenbart, at de omtalte Tilfælde maatte skyldes en hende den 11te s. M. tilføjet Læsion, og at der, da Lovisa fra samme Tid ikke havde bemærket Fosterbevægelser, var sandsynlighed for, at samme Læsion havde bevirket hendes Fosters Død, blev den Tiltalte den 27de s. M belagt med Varetægtsarrest, men blev dog atter løsladt den 5. September, efter ar der ved en den 30. Avgust paa den kgl. Fødselsstiftelse foretagen Undersøgelse var bemærket Liv. I sin Slutningseklæring af 12te September udtalte Distriktslægen, at Lovisa da maatte anses som helbredet uden sandsynlige Følger for Fremtiden, og i Følge en Skrivelse af 30. November fra Læge Th. B. Hansen paa den kgl. Fødselsstiftelse havde Lovisa den 18de s. M. der født et fuldbaaren levende Drengebarn.

Hvad dernæst angaar Pigen Henriette, da gaar hendes beedigede Forklaring ud paa, at den Tiltalte, foruden at have behandlet hende som af ham omforklaret, tillige har med knyttet Haand slaaet hende baade i Tindingerne og i Baghovedet, og givet hende et Stød i højre Side, samt at det forekom hende, at det var med en eller anden Genstand, som den Tiltalte optog i Porten, at han gentagne Gange slog hende paa Ryggen, uden at hun dog har kunnet sige noget bestemt herom, men at hun ved disse Slag fik Blod i Munden. Da den Tiltalte havde sluppet hende, gik hun ind i Gaardens Vaskehus, hvor hun opholdt sig et Par Timer, og talte fredeligt baade med den Tiltalte og hans Familje, som af og til saa ind til hende og gav hende noget at spise, og hun hor erkendt, at hun da gav et noget ubestemt Løfte om næste Dag at ville vende tilbage til Tjenesten, men tilføjet, at det skete i Anledning af Frygt for den Tiltalte. Da Birkedommeren havde forladt Gaarden, begav hun sig til Fods tilbage til sin Bolig i Dyvekestræde, der ligger en Kvart Mil fra den Tiltaltes Gaard, og følte da under Gangen nogle ikke meget stærke Smærter i sin venstre Hofte, hvilke Smærter hun havde begyndt at mærke, da den Tiltalte trak hende ud i Vandpytten, og da hun kom paa Trappen, der fører til hendes Bolig faldt hun og stødte sin venstre Hofte, saa at hun maatte slæbe sig op ad Trappen ved at holde i Rækværker, og kunde ikke siden støtte paa sit venstre Ben.

Af Sagens øvrige Oplysninger fremgaar det, at Henriette, der har et svageligt Helbred og navnlig har lidt af Saar paa Tarmene, da hun kom ind i sin Lejlighed var blodig om Munden, og hun straks faldt om og fik Krampe og spyttede Blod op, hvorfor hun den næste Dag blev indlagt paa Amtets Sygehus. I sine under Sagen afgivne Erklæringer, har Lægen ved bemeldte Sygehus udtalt under 30te Avgust, at Henriette straks efter Indlæggelsen paa Sygehuset ophostede en meget ringe Mængde Blod, men at der iøvrigt intet andet abnormt fandtes end nogen - dog ikke megen - Ømhed i højre Side af Mellemgulvsregionen og over venstre Hoftekamp, og under 26de f. M., at uagtet der ikke fandtes synlige Mærker, f. Eks. Blodudtrækninger, skyldtes de omtale ømme Steder utvivlsomt Stød eller Slag, men at Ømheden ved venstre Hofteregion havde vist sig at være langt betydeligere end straks antaget, og endelig under 12te September, at da Ømheden i højre Side i Løbet af nogle Dage havde tabt sig ved Sengeleje alene, er det sandsynligere at den skyldtes Stød og Slag, der dog ikke kunne have været betydeligere, end at den skulde være Symptom paa Mavesaar, og at det Blod, som Henriette har faaet i Munden, enten kan skyldes Stød eller Puf i Ryggen eller mindre Beskadigelser ved Tænderne i Mundhulen eller paa Læberne; men at ingen af disse tvende Læsioner har efterladt skadeligt Følger for Fremtiden. Med Hensyn til Smerterne i venstre Hofteregion, erklærede Lægen, at de havde vist sig at hidrøre fra en Betændelse i Hofteleddet, hvilken Sygdom ikke kan tænkes at være opstaaet ved et Fejltrin, men maa antages at være foraarsaget ved Henriettes ovennævnte Fald paa Trappen til hendes Lejlighed, og de Krampeanfald, som Henriette fik i sit Hjem, har efter Lægens Formening næppe staaet i direkte Forbindelse med den hende overgaaede Vold, men maa snarere opfattes som almindelige hysteriske Anfald som Følge af Sindsbevægelse, især da hun under Opholdet paa Sygehuset har gjort Indtryk af al være en Del hysterisk. Endelig har den samme Læge under 3. September erklæret, at Henriette da var fuldstændig helbredet, uden at hendes Sygdom har efterladt skadelige Følger for hendes fremtidige Helbred.

Efter det anførte, maa det anses som godtgjort, navnlig ved begge Pigernes beedigede Forklaringer i Forbindelse med Beskaffenheden af den Lovisa tilføjede Læsion i Underlivet, som ikke er oplyst at være bleven tilføjet hende paa anden Maade, at den Tillalle ikke alene har tilføjet Lovisa den af ham omforklarede Vold, men ogsaa sparket hende i Underlivet, og derved tilføjet hende den i Distriktslægen Erklæring ommeldte Læsion, hvorimod det ikke kan anses som godtgjort, at den Tiltalte, som Lovisa endvidere har forklaret, ved den ovennævnte Lejlighed havde Træsko paa Fødderne, og den tiltaltes Forklaring om, at han kun var iført Morgensko vil saaledes som ikke modbevist være at lægge til Grund for Sagens Paadømmelse. Efter Indholdet af de ovennævnte Erklæringer fra Lægen ved Amtets Sygehus maa det anses som godtgjort, at Tiltalte, foruden at behandle Henriette som af ham omforklaret, tillige har puffet eller stødt hende i venstre Side, men medens de øvrige mindre Sygdomssymptomer, hvoraf Henriette ved sin Indlæggelse paa Sygehuset fandtes at lide, maa anses som Følger af den hende af den Tiltalte tilføjede Vold, findes den Hoftebetændelse, hvoraf hun har lidt, ikke at staa i en saadan Forbindelse med hans Behandling af hende, at han herfor kan drages til Ansvar. Begge Pigerne har erklæret, at de ikke ønske Spørgsmaalet om deres Erstatningskrav hos Tiltalte paakendt under denne Sag, og deres eventuelle Ret i faa Henseende vil saaledes være dem forbeholdt. 

For sit ovennævnte Forhold vil Tiltalte, som er født i Sundbyvester, den 17de April 1822 og ikke tidligere er funden straffet, nu være at anse efter Straffelovens § 203, og idet der tages Hensyn til, at det var ham bekendt, at Lovisa var frugtsommelig og Henriette af et svageligt Helbred, findes hans Straf at burde fastsættes til simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos han vil være at tilpligte at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salær til Aktor, Prokurator Møller 50 Kr., hvorimod der ikke blive at tilkende Defensor, Overretssagfører Diechmann, noget SaIær, da han, som tidligere privat engageret, ikke har nedlagt Paastand.

(Social-Demokraten 13. januar 1885).

Ukendt fotograf: Minorkagade. Gamle huse. Tidligere Dyvekestræde, Sundbyøster. Det var i dette stræde de to tjenestepiger et par årtier før havde lejlighed. Kbhbilleder. 1905-1910.

Dyvekestræde skiftede i 1901 navn til Minorkagade. Det var en sidegade i den gamle Sundbyøster landsby på Amager. Minorkagade blev nedlagt i begyndelsen af 1960'erne i forbindelse med opførelsen af beboelsesejendommen Øresundsvej 31-37 og Rødegård 14-18. Bagsiden husene i Minorkagade var en smøge "Gissegyden" som førte ind til Røde Kro.

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Arrestanten B.,  der er Smedesvend, men i de sidste Aar har levet af tilfældigt Arbeide, og som tidligere er straffet 1 Gang for Tyveri med 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand Brød og 1 Gang for Vold mod Politiet med 2 Gange 5 Dages do., overbevistes under en ved kriminalretten behandlet Sag om at have gjort sig skyldig i Mishandling af sin Hustru under følgende Omstændigheder: I Begyndelsen af 1859 blev Arrestanten gift med sin nuværende Hustru, med hvem han har havt 8 Børn, af hvilke 3 leve. Forholdet mellem Ægtefolkene har allerede i en Række af Aar været slet, og i Aaret 1877 blev der indledet criminel Undersøgelse mod Arrestanten for Mishandling af hans Hustru, uden at dog Tiltale fandt Sted, idet Hustruen gik i Forbøn for ham. For 1 Aar siden bleve de separerede, men da Arrestanten ikke vilde holde sig borte fra Hustruen, som gjentagne Gange maatte paakalde Politiels Hjælp for at faae ham fjernet, indvilligede hun efter omtrent et Aars Forløb i at fornye Samlivet med ham, og siden den Tid have de igjen boet sammen. I Løbet af denne sidste Periode af deres Samliv har Arrestanten, som imidlertid var bleven mere og mere drikfældig og næsten aldrig fortjente Noget, men overlod til sin Hustru at skaffe det Fornødne til Familiens, og derunder hans eget Underhold, jævnlig med kortere eller længere Mellemrum mishandlet hende med voldsomme Slag med Hænderne, uden at hun dertil har givet anden Anledning, end at hun har bebreidet ham hans uordentlige Liv. Særlig har Arrestanten, som fra Juleaften f. A. til Nytaar gik i en stadig Ruus, øvet saadan Vold mod hende 2den Juledags Nat og Nytaarsaften samt en Dag i  Slutningen af Januar d. A. De Slag, Arrestanten saaledes har tilføret sin Hustru, have ingensinde havt nogen egentlig Skadelig Følge, men have derimod jevnlig efterladt Buler, Hævelser og Ømhed deels i Hovedet og deels paa andre Dele af Legemet. For dette Forhold blev Arrestanten ved ovennævnte Rets Dom anseet efter Straffelovens § 202 med 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. marts 1882).

Ferdinand Vilhelm Weikop og Emilie Marthine Myhre. (Efterskrift til Politivennen).

Mishandling af sin Hustru. Under en ved Criminalretten behandlet Sag tiltaltes Arrestanten Ferd. Vilh. Weikop, der tidligere er straffet med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for overnævnte Lovovertrædelse. I Aaret 1862 blev Arrestanten gift og har siden samlevet med sin Hustru, med hvem han har 7 Børn, med Undtagelse af lidt over 1 Aar fra Slutningen af 1878 til Begyndelsen af 1880, i hvilken Tid de vare separerede, men efter Mandens Anmodning sluttede de igjen sammen. I Begyndelsen af Ægteskabet var Forholdet mellem Ægtefolkene godt, men i de sidste 8 Aar har det derimod været meget slet, idet Arrestanten forfaldt til Drik og forødte største Delen af sin Arbeidsfortjeneste til Svir, og naar Konen bebreidede ham hans uordentlige Liv og beklagede sig over, at han ikke bidrog Tilstrækkeligt til Familiens Underhold, mishandlede han hende hyppigt ja næsten daglig med Slag i Hovedet og paa Legemet, som jevnlig have efterladt mindre Saar og Skrammer, Contusioner og Hævelser, og dette uden anden Grund end hendes ovennævnte Bebreidelser. De mod Arrestantens Hustru saaledes udøvede Mishandlinger have dog ikke medført varige eller blivende Følger for hendes Helbred, og Arrestanten har ogsaa paastaaet, at det aldrig har været hans Hensigt at paaføre hende nogen egentlig Skade. Ved ovennævnte Rets Dom blev Arrestanten anseet efter Straffelovens § 202 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. marts 1882).

Ferdinand Vilhelm Weikop (26. november 1839) blev 9. maj 1862 gift med Emilie Marthine Myhre (24. april 1839). Hun var født på fødselsstiftelsen. En arbejdsmand Ferdinand Vilhelm Weikop blev marts 1908 begravet på Vestre Kirkegård.

Om deres liv fortæller måske deres datter Olivia: Hun blev 1875 på Store Kongensgade 100. Som 5-årig kom hun på Børnehjemmet 1870 i Ryesgade 80 (1880). I 1883 annoncerede Ferdinand og Emilie efter en plejefamilie til det ene af deres børn. I 1890 boede Olivia på Grevinde Danner Stiftelsen i Jægerspris, sammen med sin 2 år ældre søster Agnes Emilie. Emilie døde året efter på Sankt Hans Hospital. I 1892 flyttede hun til Læsøegade 24, hun arbejdede som tjenestepige og buffetjomfru, og flyttede adskillige gange rundt i København. Ferdinand blev som ovenfor nævnt anholdt flere gange, for bedrageri (1876) og hustruvold (1882). Han fik fattighjælp i 1887 og 1890 fattiglem på Almindelig Hospital hvor han døde i 1908. Olivia kom 1912 ud for en trafikulykke, og boede på Lindevangs Alle 11 hos kunstmaleren Georg Achen og hans hustru Ane Cathrine Elisabeth Thiele. Hun blev udskrevet 8 måneder senere (29. april 1913) og flyttede til Elmegade 17, med en erstatning for en invaliderende benskade på 5.120 kr. I 1924 fik hun forsørgelse og fattighjælp. Hun døde i 1936 af brystkræft. 

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Ejeren af Stedet Nr. 7 i Raadmandsgade paakaldte den 27de September d. A. Politiets Assistance imod en i Stedet boende Smedesvend Rasmus Peter Jensen, ogsaa kaldet Henriksen, fordi denne paa en højst oprørende Maade mishandlede sin Hustru. Manden blev ført til Politistationen og arresteret. Det oplystes under Sagen, at Ægtefolkene, af hvilke Arrestanten er 28 Aar gl., have været gifte i omtrent 6 Aar og have 4 Børn. Fra Begyndelsen af Ægteskabet har Arrestanten været ond imod sin Hustru, navnlig naar han var beruset, men han blev senere værre og pryglede hende jævnlig uden Anledning fra hendes Side, mindst en Gang om Maaneden; ofte har hun da maattet søge Bistand hos Politiet, men er hver Gang gaaet i Forbøn for ham. Medens Arrestanten omtales som drikfældig, raa og uopdragen, skildres Konen derimod som en blid, skikkelig Kone og god Moder, som man ofte har hørt paa en klagende, bønlig Maade anmode Manden om at være skikkelig, ligesom hendes Hjem var rent og pænt. Den 25de September kom Arrestanten hjem med tre hans Hustru fuldstændig ubekjendte Personer, med hvem han sad og drak, og i Kaadhed spillede han Bold med sit et halvt Aar gamle Barn, som flere Gange var nær ved at falde fra ham paa Gulvet, medens hans Hustru af Frygt for Prygl ikke turde sige noget til ham. Da det blev Sengetid, tillod han de tre Mandspersoner at forblive hos sig om Natten, og Hustruen maatte med sit mindste Barn gaa hjem til sin svigermoder, hvor hun forblev om Natten, overladende de to andre Børn til de fire drukne Mandfolk Et Par Dage efter kom Arrestanten hjem med to Mandspersoner, og de vare alle tre noget beskænkede, men Arrestanten var dog fuldstændig tilregnelig; hans Hustru fortalte ham, at deres Barn var sygt, og hertil ytrede han da: "Gid det var død". Da hans Hustru nu bebrejdede ham, at han ønskede Barnet død, tog han uden videre Anledning fat i hende og slog hende med sin knyttede Haand i Øjet; vel blev Synet ikke beskadiget, men Slaget forvoldte Konen betydelige Smerter. Arrestanten, der to Gange er straffet for Tyveri, senest med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Gange 5 Dage, blev ved Rettens Dom anset efter Straffelovens § 202 med lige Fængsel i 4 Gange 5 Dage.

(Morgenbladet (København) 16. november 1881).

Hustrumishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom i en Sag om Mishandling af sin Hustru. Under denne af Høiesteret igaar paakjendte, imod en Indsidder for nævnte Forhold anlagte Sag, havde hans Hustru forklaret, at hendes Mand i de senere Aar mange Gange i beruset Tilstand havde slaaet hende, og at han navnlig en Dag for omtrent et Aar siden slog hende saaledes, at hun fik et blaat Øie. Siden den Tid har han flere Gange mishandlet hende med Slag og navnlig en Dag tort for sidste Junk givet hende en slem Medfart, i hvilken Anledning han en Nat var under Anholdelse. Denne Anholdelse kunde han ikke glemme, og navnlig blev han, efterat have sviret Aftenen forud, om Morgenen den 9de Marts d. A. næsten ustyrlig af ærgrelse over Anholdelsen, sprang i det blotte Linned op af sin Seng, greb sin Hustru i hendes Klæder og slog hende med knyttet Haand i Ansigt og Hoved. Derhos stødte han hende, der var høist frugtsommelig, to Gange i Underlivet og vedblev at slaae hende, uagtet hun ingensomhelst Anledning havde givet ham dertil og uagtet hun tiggede og bad om Skaansel, indtil hun saae Leilighed til at undvige.

Konen havde efter en under Sagen fremlagt Lægeerklæring faaet forskjellige Læsioner, men disse vilde efter Lægens Mening ikke efterlade skadelige Følger, og efter hendes egen Forklaring i et Forhør den ,5te April, havde hun ikke længer nogensomhelst Meen af den imod hende udøvede Vold.

Tiltalte havde nu ogsaa erkjendt, at han i de sidste 5 Aar oftere har pryglet sin Hustru, og at han navnlig ogsaa har gjort det den 9de Marts, men han havde benægtet, at han ved den sidstnævnte Leilighed har stødt hende i Underlivet - hvad heller ikke imod hans Benægtelse er beviist - eller at han overhovedet ved denne Leilighed har tilføiet hende andre Mishandlinger, end at han har givet hende to Slag paa Kinden med den flade Haand. Han havde imidlertid erkjendt, at de paagjældende i Lægeerklæringen anførte Læsioner kunde være tilføiede ved de Slag, han havde givet hende, hvorhos han havde indrømmet, at han ikke den 9de Marts var beskjænket i høiere Grad, end at han godt vidste hvad han foretog sig. Hans Hustru er iøvrigt i en for Overretten fremlagt Skrivelse gaaet i Forbøn for sin Mand.

Tiltalte, der er 40 Aar gammel og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, var ved de foregaaende Instantsers Domme anseet med Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage. Højesteret skjærpede Straffen til lige Fængsel i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. oktober 1881).

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Under en ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret paakjendt Sag var det godtgjort, at en 29aarig Arbeidsmand, som blev gift med sin Hustru den 7de Februar 1875, hvorpaa de efter et Par Aars Forløb flyttede hertil Byen, oftere uden nogensomhelst Anledning fra hendes Side har slaaet hende, deels med Panden, deels med Haanden, saaledes at hendes Ansigt har været opsvulmet og sort og blaat. Blandt andet har han en Gang, da de boede i St. Stefansgade, med Panden bibragt sin Hustru, der stod med et Barn paa Armen, et Slag i Ansigtet, saa at Blodet flød ud af Næse og Mund. En anden Gang har han slaaet hende og kastet hende om paa Gulvet, saaledes at en Haarnaal trængte ind i Baghovedet, hvoraf hun følte Smerter, og senest har han den 5te Juni d. A. udenfor deres Bopæl paa Godthaabsveien - som det maa antages med en Flaske - bibragt hende et Slag over det høire Øie, saaledes at der ifølge indhentet Lægeerklæring indtraadte en betydelig Hævelse af høire Kind og begge høire Øielaag samt en let Hudafskrabning af et mindre Parti midt paa Kinden og en ringe Blodudtrædning under Huden. Arrestanten har udøvet disse Mishandlinger, som ikke kunne antages at ville medføre skadelige Følger for Konen for Fremtiden, naar han har været i beruset Tilstand, uden at det dog kan antages, at han har været utilregnelig. Efter Straffelovens § 202 blev han idømt en Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. august 1881).

Familieliv. (Efterskrift til Politivennen)

Nykjøbing Kjøbstads Extraret har i F. Loll.-Falst Stifst. nys paadømt en mod en Mursvend anlagt Justitssag af følgende Beskaffenhed. Mursvenden var tiltalt for Mishandling af sin Hustru og Børn, og under Sagen blev det oplyst, at Ægtefolkene i en Række af Aar havde levet i et højst ulykkeligt Forhold med hinanden. Ihvorvel Grunden hertil i en væsenlig Grad maa tilskrives Manden, havde Konen ogsaa for en Del Skyld deri, idet hun ikke saa sjældent imod Mandens Vidende og Villie havde bortødslet til Indkjøb af unødvendige Sager temmelig betydelige Summer, som han, naar han rejste bort for at arbejde paa Landet, havde overgivet hende, og som hun vidste vare bestemte til andre Øjemed, ligesom hun ogsaa undertiden i samme Anledning havde pantsat og endog en Gang solgt Mandens Gangklæder og deres Sengetøj samt ofte udskjældt Manden og truet ham med, hvad hun havde i Haanden, samt endog slaaet efter ham. Ligeledes havde hun, hvem Børnenes Opdragelse mest paahvilede, da Manden ofte i længere Tid var fraværende fra Hjemmet paa Grund af Arbejde, vist sig højst forsømmelig i saa Henseende, idet hun havde ladet Børnene drive om uden Opsigt og uden at paase, at de passede deres Skolegang, og det uagtet Manden gjentagne Gange havde maattet betale, dels afsone de Skolemulkter, som i den Anledning vare ikjendte. Dog maatte, som anført. Grunden til dette ulykkelige Samliv ogsaa i høj Grad søges hos Manden, der ofte i Hidsighed og naar han var forbitret paa Konen formedelst hendes forannævnte Adfærd, havde udfskjældt og slaaet hende samt undertiden om Natten jaget hende op af Sengen, saa at hun havde maattet gaa udenfor, men han vil dog aldrig have forment hende at komme ind og gaa i Seng igjen, eller overhovedet have tilføjet hende nogen Overlast. Tiltalte havde ogsaa en Gang, da Konen truede ham med en Kniv, vristet denne fra hende og slynget den efter hende, uden at det dog egenlig havde været hans Hensigt at ramme hende, hvilket heller ikte flere. Med Hensyn til Tiltaltes Forhold lige overfor Børnene maatte det antages, at han, naar han havde Aarsag til paa Grund af deres Løgnagtighed og Forsømmelighed ved deres Skolegang, at revse dem, dog ofte i sin Hidsighed var gaaet saa vidt, om han end aldrig ved sine Revselser havde tilføjet dem nogen alvorlig Skade. Endelig havde Tiltalte med Hensyn til det, der nærmest gav Anledning til nærværende Sag, forklaret, at han en Fredag Aften i afvigte December Maaned hørte, al hans Kone spurgte de ældste af Børnene, Drengene A. og F, der opholdt sig i Stuen has ham, om hvem af dem der havde sat noget Sigtebrød paa Kakkelovnen, og uagtet A. hertil svarede, at han havde gjort det, troede Tiltalte, der vidste, at F. var meget løgnagtig, dog at dette var urigtigt, og at F. var den virkelig Skyldige, og han gav sig derfor til at prygle denne med en Læderrem, som han plejede at bære om Livet. Da Konen nu kom til og skjændte paa ham, blev han vred herover stg skubbede eller sparkede til hende, saa at hun faldt overmod Kakkelovnen, uden dog at tage Skade deraf, men han har derhos paastaaet, at Konen den Gang var saa beruset, at hun ikke kunde staa paa Benene. Kort efter gik hans Kone ud i Kjøkkenet, og han gav sig nu til at udspørge Bønene, om de havde skulket fra Skolen, idet han kort i Forvejen havde maattet afsone nogle Skolemulkter og var vred herover. Drengen F. uægtede imidlertid saadant, og for nu at faa ham til at tilstaa, lagde han den ommeldte Læderrem foran om Halsen paa ham, og idet han holdt begge Enderne sammen om bag Ørerne, holdt han ham op i Vejret, hængende langs Væggen, idet han med sin ene Haand holdt ham i Brystet og støttede den anden, hvor han holdt Remmen, til en paa Væggen anbragt Hjortetak. Uagtet Konen, der kom til Stede, opfordrede ham til at slippe Drengen, holdt han dog denne saaledes hængende nogen Tid, idet han flere Gange forgjæves opfordrede ham til at tilstaa, hvad Drengen, der efter sin Forklaring havde en kvælende Fornemmelse, forgjæves bestræbte sig for at gjøre, og først da Sømmet, hvorved Hjortetakken var fastgjort, gik itu og han saaledes ikke længere havde noget Støttepunkt for Haanden, satte han igjen Drengen ned paa Gulvet. Denne tilstod nu strax, og han pryglede ham derefter dels med Haanden, dels med Remmen, ligesom han heller ikke har turdet benægte, at han muligvis i sin Hidsighed har sparket ham henimod eller ind under Bordet. Turen kom nu til Drengen A., der strax tilstod, og efterat have slaaet ham, saa at han faldt om, lagde Tiltalte nu og saa for at straffe ham Remmen om hans Hals, som det maa antages paa samme Maade som med F., og medens han saaledes holdt ham nede mod Gulvet, slog og sparkede han gjentagne Gange til ham Tiltalte har indrømmet, at han vel indsaa, at hans ovennævnte Adfærd var i højeste Grad uforsvarlig, men han har derhos forsikret, at han den Gang han gjorde sig skyldig deri, ikke et Øjeblik tænkte paa at ville tilføje Børnene nogen alvorlig Skade, ligesom det heller ikke faldt ham ind, ot saadant kunde befrygtes, men i sin Hidsighed tænkte han ikke over, hvad han gjorde. Medens nu den af Tiltalte mod hans Kone udviste Adfærd efter de afgivne Forklaringer ikke kunde karakteriseres som nogen "Mishandling", maatte derimod den Maade, hvorpaa han den ommeldte Dag havde revset sine Børn, uagtet der ikke derved var tilføjet dem nogen egenlig Skade, dog i Følge hele sin Karakter anses som en saadan, og Tiltalte, der ikke er straffet tidligere, blev derfor nu efter Straffelovens § 202 anset med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage samt tilpligtet at udrede Sagens samtlige Omkostninger.

(Morgenbladet (København) 5. marts 1881).

Skandaløse Følger af de bestaaende Forhold. (Efterskrift til Politivennen).

Det Bestaaende, som der skriges op om skal bevares og holdes helligt, som det er en Forbrydelse at tale ilde om, og som ingen kritisk Haand tør røre ved, dette Bestaaende er, det har vi sagt saa tidt, usundt i sin Almindelighed og oprørende i en Mængde af sine Enkeltheder. Det Oprørende træder frem i Tilfælde paa Tilfælde lige fra Præste- og Militærverdenen ned til det simpleste Voldafgravningsarbejde, fra Skoleperioden til Begravelsesdagen. Her er et Tilfælde fra det for saa mange ulykkelige Kvinder saa sørgelige ægteskabelige Liv. Vi føjer dette til de mange tidligere Eksempler hentet fra Kvindens sociale Tilværelse:

Under en af Højesteret paakendt imod en Tømrer for Mishandling af sin Hustru anlagt Justitssag var det godtgjort, at Konen, der har varet gift og samlevet med Manden i 32 Aar og født ham 10 Børn, i de sidste 26 Aar jævnlig er blevet mishandlet af Tiltalte, der saa at sige daglig har stødt og puffet til hende og ved enhver Lejlighed slaaet hende med knyttet Haand i Hovedet eller Kroppen samt mangfoldige Gange, ogsaa ved Nattetid, har jaget hende og Børnene ud af Huset, saa at hun maatte søge Ly hos Andre, hvorhos han til forskællige Tider har tilføjet hende større Overlast. Saaledes har han en Gang for mange Aar siden slaaet hende saaledes med Bagen af en Økse i Skuldren, at hun ikke kunne løfte Armen; for en halv snes Aar siden tilføjede han hende med et Slag med en Træsko et Saar i Tindingen, og da han en Gang for omtrent 3 Aar siden kastede Tørv og Sten efter hende, ramte han hende saaledes med en Sten over Armen, at hun i længere Tid maatte bære den i Bind. Ligesom han endvidere ofte har truet hende med al ville dræbe hende, saaledes jog han hende ved Juletid for en halv Snes Aar siden ud af Huset og aflaasede Døren, hvorefter han, da hun blev staaende udenfor, tog en Bøsse og skød efter hende, men uden at ramme hende, og en Gang for to Aar siden, da hun paa Grund af Sygdom laa tilsengs, lagde han, idet han tillige slog hende i Hovedet, Dynen saaledes over hendes Hoved, at hun formodenlig vilde være bleven kvalt, hvis det ikke var lykkedes hende at faa Dynen ned fra Ansigtet. Tiltaltes Hustru maa efter samtlige foreliggende Omstændigheder antages ikke at have givet ham nogen Anledning til hans utilbørlige Forhold imod hende, og i en for Overretten fremlagt Erklæring, hvorefter hun agter at fortsætte det ægteskabelige Samliv med ham, har hun udtalt Ønske om, at han maa fritages for Straf. Efter det Anførte, samt idet det maa antages, at Tiltalte oftere, naar han har mishandlet sin Hustru, har været i den Grad beruset, at han ikke kan anses at have været fuldt tilregnelig, billigede Overretten, at han ved Underretsdommen var anset efter Straffelovens 202, jfr. tildels § 203 og 39 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage. Højesteret stadfæstede ifølge "B. T." de foregaaede Instansers Domme.

Tror nu Nogen, at det har været af Kærlighed eller dog blot af Agtelse for Manden at vedkommende Kone har udholdt Sammenlivet med ham i den nævnte lange Periode? nej, det tror Ingen. Naar denne ulykkelige Kvinde i 26 Aar ikke har haft en glad Time, naar hun har udholdt Slag og Haansord, saa har det været, fordi hun kun havde Valget mellem dette Liv og et Liv uden Brød for sig og sine Børn, og fordi hele hendes Opdragelse, Præsternes formaninger og Folks Dom derover hende den nødvendige Selvstændighed og tvinger hende ind under Mandens Tyranni. Hendes Arbejde, selv det haardeste og strængeste, bliver slet betalt , og, selv om hun har de pinligste Erfaringer for det Modsatte, saa nødes hun dog til at se sine Børns Forsørger i sin Mand; denne Tanke følger hende under de haardeste Lidelser. Det er Samfundet som det nu er, der bærer Ansvaret for saadanne Forhold. Det stiller den ulykkelige Kvinde hjælpeløs samtidigt som det igennem Arbejdsløn og Arbejdsforhold næsten derover hende Evnen til at hjælpe sig selv. Her er et af de Omraader, hvor Socialdemokratiet kræver, at Staten skal gribe ind, og det er ad denne Vej, at vi vil gøre Ægteskabet helligt i Ordets ædleste Betydning, trods Klerisiets Skraal og Bigotteriets himmelvendte Blikke.

(Social-Demokraten 8. oktober 1880).

Jens Jensen med Tilnavnet Frost. (Efterskrift til Politivennen)

Onsdagen den 1ste September.

Nr. 163. Høiesteretssagfører Hansen
contra
Jens Jensen, med Tilnavn Frost
(Defensor Klubien),

der tiltales for at have forvoldet Enken Nikoline Hendriksinc Christensens Død, for Brandstiftelse, Omgængelse mod Naturen eller Forsøg herpaa, uterligt Forhold samt Tyveri.

Viborg Kjøbstads Extrarets Dom af 27de Februar 1880:

"Arrestanten Jens Jensen, kaldet Frost, bør hensættes til Tugthusarbeide i 16 Aar samt udrede i Erstatning til "den almindelige Brandforsikring for Landbygninger" 508 Kr. 90 Øre og til "de mindre Landeiendomsbesidderes Brandforsikringsforening for rørlige Eiendomme i Nørrejylland" 535 Kr. 50 Øre; saa bor han ogsaa udrede alle af denne Sag lovligt flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor, Cancelliraad, Overretsprokurator Møller, 40 Kr., og til Defensor, Prokurator Esmann, 30 Kr. Den idømte Erstatning at udrede inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og Dommen i det Hele at efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 26de April 1880: "Underretsdommen bør ved Magt at stande. I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Justitsraad Neckelmann og Prokurator Isaacsen, betaler Arrestanten 50 Kr. til hver. De idømte Erstatningsbelob udredes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og iøvrigt at efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

Efter de Høiesteret forelagte, tildels efter den indankede Doms Afsigelse tilveiebragte Oplysninger er der ikke tilstrækkelig Grund til at antage, at Tiltalte har været tilregnelig Aarsag til Nicoline Hendriksine Christensens Død, i hvilken Henseende fremhæves, at det efter en Høiesteret forelagt ny Erklæring fra Distriktslægen ikke er usandsynligt, al hun allerede var død, da Tiltalte bandt Tørklædet om hendes Mund. Som Følge heraf bliver der ikke Spørgsmaal om Anvendelse af Straffelovens § 188, hvorhos Tiltaltes i Dommen ommeldte Tilegnelse af forskjellige af bemeldte Enkes Eiendele vil være at henføre under § 230 i Forbindelse med § 243 , 2det Led sammenholdt med § 46.

Hvad de øvrige Tiltalte imputerede Forhold angaaer, billiges Overrettens Bedømmelse deraf, dog saaledes at Straffelovens § 177 i det Hele bliver at sammenholde med § 46. Straffen lindes at maatte bestemmes til Tugthusarbeide i 12 Aar, hvorhos Tiltalte vil have at udrede Erstatning og Actionens Omkostninger efter Dommens Bestemmelser.

Thi kjendes for Ret:

Jens Jensen med Tilnavn Frost bor hensættes til Tugthusarbeide i 12 Aar. Iøvrigt bør Landsoverrettens Dom ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagfører Hansen og Advokat Klubien 100 Kroner til hver.

(Fortsættes i næste Nr.)

(Højesteretstidende 1180-1881, nr. 17, side 271-272)

(Fortsættes fra Nr. 17).

Nr. 163. Højesteretssagfører Hansen
contra
Jens Jensen, med Tilnavn Frost (Defensor Klubien).

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestanten Jens Jensen med Tilnavn Frost — der er født i Aaret 1851 og som ifølge Overrettens Dom af 10de April 1876 har været anset for Tyveri og Attentat paa Brandstiftelse efter Straffelovens § 228 samt § 281 sammenholdt med § 46 med Forbedringshusarbeide i 2 Aar — tiltales under denne Sag for at have forvoldet Enken Nicoline Hendriksine Christensens Død, for Brandstiftelse, Omgængelse mod Naturen eller Forsøg herpaa, uterligt Forhold samt Tyveri.

Natten mellem den 2den og 3dio Juli f. A. nedbrændte et den 72-aarige Aftægtskone Nicoline Hendriksine Christensen, Mads Sørensens Enke, tilhørende Hus paa Vinkel Mark, og blev Enken, der havde boet ene i Huset, den paafølgende Morgen fundet død paa Brandstedet, hvor hendes Lig, der var stærkt forbrændt og forkullet, laa i et Rum i den Del af Huset, der havde været benyttet som Tørvelade, med Hovedet paa en Kasse, hvori der var Sand. Efter de senere fremkomne Oplysninger maa den ommeldte Ulykke antages at være foraarsaget af Arrestanten, der efter den 30te Juni f. A. at være undvegen fra Viborg, hvor han sad arresteret som mistænkt for at have gjort sig skyldig i Omgængelse mod Naturen, havde flakket omkring i Omegnen af bemeldte Kjøbstad, indtil han den 5te Juli blev paagrebet i Vium, hvor han Dagen forud havde taget Ophold hos Aftægtsmand Ole Nielsen.

Efter Arrestantens Forklaring var han, der vilde tale mod en Mand paa Vinkel Mark, den 1ste Juli om Aftenen paa Veien til dennes Hus kommen i Nærheden af Mads Sørensens Enkes Hus, og havde da besluttet at søge Nattelogis sammesteds, idet han, der vidste, at Huset kun var beboet af en enlig Kone, som han, der ikke saa Lys i Huset, desuden antog var gaaet tilsengs, mente at kunne gjøre dette uden at frygte for at blive paagrebet. Han gik derfor ind i Husets Lade, hvis Dør forneden kun var lukket med to Stene, medens den foroven var lukket med en udvendig anbragt Pind, der gik gjennem et Træøie paa Dørkarmen, og lagde sig, efterat have tillukket Døren indvendig med en Haspe, til at sove i noget Halm i en tilstedende Tærskelo.

Da han vaagnede næste Dag, som han antager noget for Middagstid, vilde han ind til Enken for — som han har udtrykt sig — paa en eller anden Maade at faae hende til at levere ham nogle Fruentimmerklæder, idet det var hans Mening at udklæde sig som Fruentimmer for lettere at undgaae at blive opdaget og paagrebet, men da han fandt Husets Dør ud til Haven aflaaset, og udenfor Vinduet havde spurgt, om der var Nogen hjemme uden at faae Svar, besluttede han, der nu antog, at Enken var paa Arbeide og ikke vilde komme hjem for om Aftenen, at bane sig Adgang fra Loen til Beboelsesleiligheden for sammesteds at stjæle nogle Fruentimmerklæder. Han gik derfor tilbage til Loen og steg derfra ved Hjælp af et omvendt Kar op paa Loftet, hvorfra han gjennem en Lem kom ned i Husets Forstue, idet han ved Nedstigningen benyttede en Stige, som hang i Forstuen paa en Krog ved Lemmen, og som han tog ved at rakke Haanden gjennem Lemmen. Fra Forstuen gik han gjennem Dagligstuen ind i Sovekammeret, hvor han tilvendte sig to Underskjørter, en Trøie, et Par Strømper og et trekantet ca. 2 Alen langt Tørklæde, som laa paa en Stol ved Sengen, og vilde nu iføre sig disse Klædningsstykker istedetfor sine egne, men da han frygtede for at foretage Omklædningen i Sovekammeret, fordi Folk fra Veien kunde see ind i Værelset gjennem Vinduet, tog han Tøiet under Armen og gik med samme gjennem Dagligstuen tilbage til Forstuen, idet han, der tænkte sig Muligheden af, at der kunde komme Nogen, medens han opholdt sig i Huset, for saavidt muligt at skjule sin Tilstedeværelse, lukkede Døren mellem Dagligstuen og Forstuen paa samme Maade, som den havde været lukket, inden han aabnede den, nemlig ved at binde en Snor omkring Klinken, ligesom han ogsaa hængte den Stige han havde benyttet ved Nedstigningen fra Loftet, paa den Plads hvor han havde taget den. Derpaa gik han gjennem Kjøkkenet ud i den ved Siden af samme værende Tørvelade, hvor han gik ind i et Rum, der ved et ca. l½ Alen høit Træværk var adskilt fra den øvrige Del af Tørveladen, hvorfra der dog var Adgang til Rummet gjennem en i Træværket værende Aabning. I dette Rum, der maa antages oprindelig at have været indrettet til Faarefold, men hvori der nu opbevaredes en Kasse med Sand og noget Pindebrænde m. m.,  afførte han sig sine Klæder med Undtagelse af Skjorten, og begyndte at udklæde sig som Fruentimmer, men medens han var beskjæftiget hermed, kom Mads Sørensens Enke, der maa være kommen hjem, uden at Arrestanten havde mærket det, ind i Tørveladen, og Arrestanten skjulte sig da hurtig bag det ovennævnte Træværk. Enken kom imidlertid, som Arrestanten antager for at hente noget i Faarefolden, hen til Aabningen ind til samme, og da hun saa Arrestanten skjult sammesteds, gav hun et høit Skrig fra sig og styrtede baglænds om, saaledes at hendes Fødder kom til at ligge inde i Faarefolden og den øvrige Del af hendes Legeme udenfor samme. Arrestanten, der strax saa, at det var Mads Sørensens Enke, hvem han kjendte fra tidligere Tid, foldede nu det trekantede Tørklæde, som han havde medtaget fra Sovekammeret, flere Gange sammen og bandt det om Hovedet paa Enken, der var bleven liggende bevidstløs paa Jorden, saaledes at Tørklædet dækkede hendes Mund, men efter Arrestantens Paastand ikke hendes Næse og lod hende blive liggende saaledes, som han antager ca. 10 Minutter, medens han gik ind i Dagligstuen, hvor han fra en Kommode og et Skab, der henstod sammesteds tilvendte sig 45 à 46 Kr. samt forskjellige Klædningsstykker og en Pengepung. Derefter vendte han tilbage til Torveladen og løste Tørklædet, som han havde bundet om Enkens Hoved, men da hun, der iøvrigt endnu var varm og bøielig i Leddene, ikke bevægede sig eller gav noget Livstegn fra sig, og hendes Arme hang slappe ned fra hende, kunde han mærke, at hun var død, og han slæbte hende ind i Faarefolden og lagde hendes Hoved op mod den der henstaaende Kasse. Efter Arrestantens Forklaring havde det ikke været hans Hensigt at berøve Enken Livet, og han vil end ikke have gjort sig nogen Tanke om, at han ved at binde for hendes Mund kunde bevirke hendes Død, hvorimod han alene vil have gjort dette for at forhindre, at hun, naar hun vaagnede af sin Besvimelse, skulde skrige og derved hidkalde Folk, eller, som han ogsaa har udtrykt sig, at det blot var hans Hensigt at faae Tid til at faae andre Klæder paa og fjerne sig. Dersom hun atter var vaagnet op, da han løste Tørklædet, vilde han hurtig væren løben bort ad samme Vei, som han var kommen ind i Huset, og da han mærkede at hun ikke gav nogen Livstegn fra sig, vilde han, der iøvrigt ikke gjorde noget Oplivelsesforsøg, fordi han — som han har udtrykt sig -- aldrig før havde sét døde eller besvimede Folk, gjerne have bragt hende til Live, og det var Grunden til at han lagde hendes Hoved op mod Kassen, idet han tænkte sig, at hun ved at ligge saaledes lettere kunde komme til sig selv igjen, medens hans Tanke ved at slæbe hende ind i Faarefolden iøvrigt var den, at hun, dersom hun atter kom til Live, ikke saa let kunde komme hen til Døren og raabe om Hjælp. Efterat have slæbt Enken ind i Faarefolden, gik Arrestanten ind i Sovekammeret, men vendte efter nogle Minutters Forløb atter tilbage til Tørveladen, og da han ved atter at see paa Enken blev overbevist om, at hun virkelig var død, besluttede han at tilvende sig de i Huset værende Fruentimmersager, samt derefter afbrænde Huset for at skjule, at han havde foraarsaget Enkens Død. Han forblev imidlertid i Huset, som han antager, omtrent til Kl. 11 om Natten, idet han, der af og til gik ind i Tørveladen for at see til Enken, som vedblev at ligge stille hen, iøvrigt maa antages for det meste at have opholdt sig i Dagligstuen, hvor han, der tildækkede Vinduet med et Klæde, som han antog bestemt dertil, af Kommoden og Skabet sammesteds udtog alle de Gjenstande, som han syntes at kunne have Brug for, navnlig en stor Mængde Fruentimmerklæder, Knive, Gafler, Tallerkener, Kopper, Skeer o. s. v. Efter tilsidst at have bragt disse Gjenstande saavelsom dem, han tidligere havde tilegnet sig, og sit eget Tøi, bunden sammen i to Pakker, ud i Haven, vendte han endnu engang tilbage til Tørveladen, hvor han afrev endel Tændstikker, som han kastede i et sammesteds henliggende Halmknippe, og da Ilden strax fængede, forlod han, efterat have aflaaset Døren ud til Haven og medtaget Nøglen, som Enken ved sin Hjemkomst maa have ladet siddet i Døren, med sine to Pakker Huset.

Efterat være kommen lidt derfra, kastede han den medtagne Nøgle fra sig paa Veien, hvor den senere er funden, og gik derpaa, medens han hyppig vendte sig om og saa, at Ilden blev stærkere og stærkere, gjennem Kandrup Mølle forbi Almind Kirke gjennem en Slugt ned til Hald Sø, hvor han kastede sine egne Klæder i Søen, idet han vilde give det Udseende af, at han havde druknet sig sammesteds. Da Enkens Lig, som meldt, den næste Morgen blev fundet paa Brandstedet i en stærk forbrændt og forkullet Tilstand, har der ikke med Nytte kunnet foretages Obduction af Liget til Oplysning om Dødsaarsagen, og der foreligger overhovedet ikke andre Oplysninger desangaaendo eller om de med Arrestantens forbryderiske Forhold forbundne nærmere Omstændigheder end Arrestantens egen Forklaring, som derfor i det Hele maa blive at lægge til Grund ved Sagens Paadømmelse. Naar der imidlertid efter denne Forklaring maa gaaes ud fra, at Enken var dod længe for Arrestanten stak Ild paa hendes Hus, og hun saaledes ikke kan være omkommen ved Branden, er der ingen Grund til at betvivle, at hendes Død er foranlediget vod at Arrestanten, efter paa den af ham omforklarede Maade at have bundet for hendes Mund med et Tørklæde, der sandsynligvis ogsaa har tildækket Næsens Aabninger, har ladet hende ligge saaledes i bevidstløs Tilstand i nogen Tid og uden efter Tørklædets Løsning at foretage noget Oplivelsesforsøg; thi vel har Distriktslægen i en under Sagen afgiven Erklæring antydet, at det kunde være muligt, om end lidet sandsynligt, at hun kunde være død af Skræk, eller at hun kunde have slaaet sit Hoved, da hun faldt omkuld i Tørveladen, og at dette Slag i Forening med Skrækken kunde have dræbt hende, men Arrestantens Forklaring giver ingen Anledning til at antage, at hun ved Faldet skulde have faaet noget Slag i Hovedet af større Betydning, og Muligheden for, at hun kunde være død af Skrækken alene, maa efter Omstændighederne og navnlig Indholdet af Distriktslægens Erklæring anses for saa fjern, at den ikke kan komme i videre Betragtning. 

Med Hensyn til Bedømmelsen af Arrestantens Forhold maa det derhos bemærkes, at det ikke imod hans Benægtelse kan anses godtgjort, at han har villet dræbe Enken, eller at han overhovedet har havt anden Hensigt, end midlertidig at sætte hende ude af Stand til at tilkalde Hjælp, forat han kunde have Leilighcd til at bringe sig og sine Koster i Sikkerhed, men da han dog efter Omstændighederne burde have forudset Enkens Død som en rimelig eller ialfald ikke usandsynlig Folge af sin Gjerning, maa der ved Fastsættelsen af Straffen for hans heromhandlede Forhold — der forøvrigt forsaavidt angaar den med Vold forbundne Tilegnelse af Enkens Gods, maa blive at betragte som Røveri — tillige blive at tage Hensyn til Straffelovens § 188, hvilket i Forbindelse med do øvrige ved Røveriet forbundne Omstændigheder maa medføre, at dette bliver at henføre under Straffelovens § 243 andet Led, medens den dermed forbundne Brandstiftelse vil være at straffe efter bemeldte Lovs § 281 1ste Led, hvorved bemærkes, at Actionsordren vel ikke særlig nævner Røveri, men at dette ikke findes at kunne være til Hinder for at bringe førstnævnte Straffebestemmelse til Anvendelse. Størstedelen af de Penge, som Arrestanten havde tilvendt sig i Enkens Hus, saavelsom samtlige øvrige Gjenstande, han havde taget sammesteds — hvilke Gjenstande under Sagen tilsammen ere vurderede til 51 Kr. 9 øre — bleve ved Arrestantens Anholdelse fundne i hans Besiddelse og ere senere udleverede Enkens Arvinger, der have frafaldet Krav paa videre Erstatning. Derimod have den almindelige Brandforsikkring for Landbygninger og de mindre Landeiendomsbesidderes Brandforsikkring for rørlige Eiendomme i Nørrejylland, der i Anledning af Ildebranden have udbetalt i Brandskadesorstatning m. m. henholdsvis 508 Kr. 90 Øre og 535 Kr. 50 øre, paastaaet sig disse Beløb erstattede af Arrestanten, der ikke har gjort nogen Indsigelse imod at tilsvare samme.

Efter Arrestantens egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger har han endvidere gjort sig skyldig i efternævnte Forbrydelser:

Da Arrestanten den 4de Juli f. A. ved sin Ankomst til Aftægtsmand Ole Nielsen Hus i Vium, hvor han, som meldt, den næste Dag blev paagreben, ikke strax traf Nogen hjemme, tilvendte han sig en Nielsen tilhørende Skjorte, der beroede i dennes Dragkiste,.og vel har Arrestanten, der strax iførte sig Skjorten og maa antages ikke ved Nielsens Hjemkomst at have omtalt, at han havde taget den, villet gjøre gældende, at han vilde have lavet sig en anden Skjorte om Natten og ladet Nielsens blive tilbage, naar han forlod dennes Hus, men til dette Anbringende vil der ikke kunne tages Hensyn. Skjorten, der under Sagen er vurderet til 50 Øre, er tilbageleveret Ole Nielsen, der har frafaldet Krav paa videre Erstatning.

Den 11te Mai f. A. har Arrestanten, der den nævnte Dag havde truffet Tjenestedreng Hans Peder Pedersen i Nærheden af Viborg, hvor denne vogtede Faar paa en Mark ved Landeveien, opfordret Drengen til at lade sig bruge af Arrestanten til Omgængelse mod Naturen, og da Drengen ikke vilde indlade sig med ham, med Magt lagt ham ned i Grøften ved Landeveien og derefter nedknappet hans Benklæder samt søgt at bringe sit Lem ind i hans Endetarm, ved hvilken Ledighed Sæden gik fra Arrestanten. Ligeledes har Arrestanten til forskjellige Tider i Aaret 1878 søgt at formaae 3 andre Mandspersoner til at lade sig bruge af ham til Omgængelse mod Naturen, men uden at disse vilde indlade sig med ham.

I October Maaned 1877, medens Arrestanten boede i Viborg, har han, da en i samme Hus som han boende Enkes dengang knap 6 Aar gamle Datter en Dag var kommet op i hans Værelse, lagt hende ned paa Gulvet, og idet han lagde sig ovenpaa hende og tog hendes Klæder op, ført sit Lem mod hendes Kjønsdele, som han har udtrykt sig paa samme Maade som om han skulde pleie legemlig Omgang med hende, hvad han dog paa Grund af hendes unge Alder ikke kunde. Barnets Kjønsdele vare i nogen Tid derefter i en sygelig Tilstand, men efter Lægens Forklaring under Forhoret er der ikke tilføiet hende nogen Skade af blivende Natur.

Endelig har Arrestanten en Eftermiddag i Foraarct 1874, medens han tjente paa Marsvinslund, frastjaalet sin daværende Husbond Proprietær Hansen en Skinke af Værdi 8 Kr., der tilligemed flere andre Skinker opbevaredes i en uaflaaset Kasse paa et Loft, hvortil Arrestanten skaffede sig Adgang ved i Gaardens Bryggers at staae op paa en Stol og derefter krybe op paa Loftet gjennem et Hul, som han frembragte ved at borttage nogle løse Fjæl, men for dette Tyveri, der er begaaet forinden Anlæggelsen af den af Overretten under 10de April 1876 paadømte Justitssag, hvorunder Arrestanten, som meldt, for Tyveri og Attentat paa Brandstiftelse blev anset med Forbedringshusarbeide i 2 Aar, og som, dersom det var blevet inddraget under bemeldte Justitssag, efter Omstændighederne ikke kan antages at ville have medført nogen Forhøielse af den ham idømte Straf, vil der i Medfør af Straffelovens § 64 ikke kunne gjøres noget Strafansvar gjældende imod ham, og forsaavidt Arrestanten endvidere har vedgaaet, at han den 30te Juni f. A., efter den nævnte Dag at være undvegen fra sin Arrest i Viborg, har i Jens Jørgensens Hus paa Viborg Mark — hvis Beboere vare fraværende og hvor Arrestanten, der fandt Indgangsdøren til Beboelseslejligheden aflaaset, gik ind gjennem Stalddøren, som kun var lukket udvendig med en Krog — stjaalet Fødemidler af Værdi 25 Øre, at han den næste Dag i Jens Peder Andersens Hus paa Luvel Hede — hvor han, der ikke traf Beboerne, hjemme og fandt Indgangsdøren til Beboelsesleiligheden aflaaset, gik ind gjennem Døren til Kostalden, som kun var lukket udvendig medeon Krog — har drukket noget Mælk samt stjaalet et Stykke Brød med Smør paa og 3 Æg af Værdi 10 Øre, hvilke Æg han dog ved sin Bortgang fra Huset efterlod ved Døren ind til Kostalden, og at han, der den sidstnævnte Dag paa sin Omflakken i Omegnen omkring Viborg var kommet til Nørreaa, har taget en sammesteds henliggende S. H. Funder tilhørende Baad, som han dog, efterat være seilet med samme over Aaen, efterlod ved dennes anden Bred, da vil der, idet de Forurettede ikke have ønsket ham tiltalt for de ommeldte Forseelser — af hvilke Benyttelsen af Baaden maatte henføres under Straffelovens § 236, og Tyverierne under samme Lovs § 235 — heller ikke under denne Del af Sagen kunne idømmes ham nogen Straf.

Derimod vil Arrestanten for sit øvrige ovennævnte Forhold være at ansee, foruden, som meldt, efter Straffelovens § 243, 2det Lod, jfr. § 188 samt S 281, 1ste Led, tilligo efter bemeldte Lovs § 173, jfr. § 46, § 177, tildels sammenholdt med § 46 og § 230, 1ste Led, med en Straf, der efter Sagens Omstændigheder lindes passende at kunne bestemmes til Tugthusarbeide i 16 Aar, og da Underretsdommen har samme Strafbestemmelse vil bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Erstatningen til de ovennævnte Brandforsikkringsselskaber og Actionens Omkostninger billiges, saaledes være at stadfæste."

(Højesteretstidende 1180-1881, nr. 18, side 273-279)

Nicoline Henriksine Christensen (1809-1879) var enke efter Mads Sørensen Brand (1806-1871). Mads havde købt huset i 1866. Dødsfaldet blev opdaget efter en brandalarm. Vinkel Kirke havde fået ny kirkeklokke der om eftermiddagen var blevet afprøvet. Ved brandalarmen havdenogen derfor undret sig over at den blev afprøvet om natten. En mand der var klædt som kvinde og udgav sig for malkepige, blev anholdt. Det viste sig at være den fra arresten i Viborg undvegne fange, Jens Jensen (Frost). Huset blev ikke genopført. Svigersønnen, A. Nielsen overtog ejendommen som eneste arving.

Bødker stikker sin Kone. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme. De nærmere Omstændigheder ved en af Højesteret paakjendt, imod Bødker Jens Balzer Jensen af Aaløv Mark ved Grenaa, for Overtrædelse af Straffelovens § 202, jfr. § 203, anlagt Sag vare følgende:

Tiltalte, der i omtrent 15 Aar har været gift og i den Tid stedse levet i daarlig Forstaaelse med sin Hustru, hvori denne iøvrigt efter Sagens Oplysninger maa antages ikke at være uden Skyld, var den 14de November f. A. om Morgenen Kl. ca. 8, medens han opholdt sig i sit Værksted og der hørte sin Hustru og deres 10-aarige Datter føre en højrøstet Samtale i Stuen ved Siden af, gaaet ind til dem og havde da, efterat have paa Spørgsmaal desangaaende faaet det Svar af sin Hustru, at hun og Datteren talte om dennes Kjole, der var for kort, uden nogen de til fra hans Hustrues Side given Anledning, stukket hende i Underlivet med en Tollekniv, som han havde i Haanden, og hvis Blad var 3 1/4 Tomme langt og nærmest Skaftet 3/4 Tomme bredt samt meget spidst og skarpt og derved omtrent 2½ Tomme nedenfor Navlen tilføiet hende et omtrent 3/4 Tomme langt Saar, der blødte stærkt og igjennem hvilket en Fold af det saakaldte Net traadte frem og dannede Svulst af Størrelse som et lille Æble. Tiltalte havde derhos ikke blot undladt at søge Lægehjælp til sin Hustru, idet han paa Opfordring hertil erklærede, ikkun at ville gjøre saafremt hun vilde sige, at hun selv havde tilføiet sig Beskadigelsen, men endog en af de nærmeste Dage af Forbittrelse over, at hun ikke vilde tage sig Skylden paa, jaget hende ud af Huset, saa at hun maatte søge Tilflugt hos en Nabokone. Først den 21 de f. M. blev Tiltaltes Hustru paa Foranledning af Politimesteren, for hvem der var gjort Anmeldelse om det Passerede, undersøgt af Districtslægen og blev derefter samme Dag indlagt paa Amtssygehuset i Grenaa, hvor hun forblev, indtil hun den 23de December f. A. blev udskreven. Ifølge de af Districtslægen afgivne Erklæringer, var Saaret dengang fuldstændig lægt med et fast og godt Ar, og Tiltaltes Hustru, saavidt det kunde skjønnes, fuldstændig helbredet, men Lægen havde dog tilføiet, at der mulig - hvad ikkun Tiden vilde kunne vise - kunde være et Forhold tilstede, der i Fremtiden maaske kunde blive besværligt og farligt og at det forøvrigt var fuldkommen tilfældigt, at Kniven, som efter Lægens paa Saarets Længde begrundede Formening, var stødt ind i Konens Underliv lige til Skaftet, ikke havde overskaaret Tarmene eller Urinblæren, der netop laa der, hvor den var trængt ind, hvilket uundqaaelig vilde have medført Konens Død.

Tiltalte, der maa antages at være endeel forfalden til Drik, men den omhandlede Morgen ikke var beruset, havde forklaret med Forsæt at have stødt Kniven imod sin Hustru for at tilføie hende en mindre Skade eller Smerte, men havde ikke havt til Hensigt at bibringe hende en saa stor Legemsbeskadigelse, som skeet var, og endnu mindre at dræbe hende, samt at han ikke havde havt nogen anden Anledning til Gjerningen end den ovenommeldte, imellem hans Hustru og Datter førte højrøstede Samtale, der dog ikke i nogen særlig Grad havde ophidset ham, saa at han egentlig nærmest havde udført Gjerningen i Gnavenhed. Tiltalte, der oftere har været straffet, var ved Viborg Overretsdom bleven anseet med Forbedringshuusarbeide i 2 Aar, og denne Dom stadfæstedes af Højesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. maj 1880).

Hvorledes Kvinden beskyttes i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Vi omtalte forleden, hvorledes Kvinden beskyttes i Amerika; der idømmes Fængselsstraf eller høj Bøde for blot et Kys med Vold. Her i Danmark er Forholdene anderledes, hvad efterstaaende Dom ved Morsø Herreds Ret udviser. Forbrydelsen er, som det fremgaar af følgende efter "Morsø Av." tagne Gengivelse af Dommen, saa dyrisk raa, at man dog maa tro, at Overretten vil komme til et andet Resultat. Ved Morsø Herreds Rets Dom af 26de Novbr. er nemlig Husmand Sejer Pedersen af Nykøbing Landsogn for at have mishandlet sin Hustru idømt 5 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød samt tilpligtet at udrede alle af Sagen flydende Omkostninger. Under Forhørerne er det oplyst, at Anledningen til Mishandlingen var, at han havde drukket sine to smaa Børn i en Alder af 3 og 4 Aar fulde i Brændevin, det Ene i den Grad, at det var aldeles bevidstløst. Dette var sket, medens Konen var fraværende, sg da hun var kommen til Stede og saa, hvad der var sket, vilde hun give Børnene Mælk som Modgift, og herover var det, at den Tiltalte blev rasende. Mishandlingen bestod bl. A. i, at han havde slaaet sin Hustru blodig samt sort og blaa i Ansigtet, og da hun forsøgte at undfly og var kom men lidt fra Huset, indhentede han hende, mishandlede hende yderligere, idet han trak hende tilbage i Haaret, hvilket han afrev, saa at der fandtes store bare Pletter i hendes Hoved. Konens Skrig kunde høres i lang Afstand, og da Naboerne kom til Stede, fandtes han siddende paa en Stol med blodige Hænder og afrevne Haar paa sine Benklæder. Den Tiltalte, der desuden oftere har forurettet sin Hustru, har ogsaa mishandlet hende, naar hun var frugtsommelig. Det er forklaret at en Pige, der var i Huset et halvt Aars Tid (det eneste Tyende de har havt), at han en Gang, da hans Hustru befandt sig i ovennævnte Omstændigheder, i ca. en halv Time mishandlede hende og tumlede om med hende, indtil hun tabte Bevidstheden, hvorpaa han kastede hende paa Sengen; da Pigen derefter vilde se til hendt, jagede han hende bort og forbød hende at være Konen til Hjælp; ligeledes har han oftere truet Konen med en Kniv.

(Social-Demokraten 12. december 1879).