Frygtelig Mishandling af et 7-Aars Barn. (Efterskrift til Politivennen)

En brutal Slyngel i Bevtoftegade. - Et Selskab af Radiumskandidater. - Da Moderen blev slaaet, græd den lille Dreng, og blev derfor mishandlet paa det frygteligste

Forbryderen fængslet.

I Bevtoftegade Nr. 6 paa Vesterbro er der i Forgaars Aftes begaaet en frygtelig Volds-Forbrydelse imod en 7-aarig Dreng

Her bor en Søfyrbøder Hans Larsen, der er meget fordrukken. Han lever sammen med en Kvinde, der har et Par Drenge i 7 til 11-Aars-Alderen.

Om Eftermiddagen havde Hans Larsen truffet et Par Kammerater i Saxogade og inviteret dem hjem. Her gav de tre Mænd sig til at drikke "Radium" til langt hen paa Aftenen, og deres Beruselse steg og steg. Til sidst blev Hans Larsen ondsindet og fandt Lejlighed til at overfalde sin Kæreste, som han gennempryglede. Da den 7-aarige Willy, der laa i sin Seng hørte, at Moderen blev mishandlet, gav han sig til at græde. Herover blev den berusede Mand saa rasende, at han gennempryglede Willy, der var afklædt. Derefter tog han Drengen i Arme og Ben og kylede ham hen i en Krog af Værelset. Drengen slog Hovedet imod en Sæbeskaal og fik el stort, blødende Saar over det ene Øje. Men Vreden var endnu ikke løbet af den brutale Mand Han tog atter den lille Dreng og slyngede ham op imod Loftet. Han faldt og slog Hovedet imod Sengekanten.

Willys 11-aarige Broder havde set til, men nu blev det Drengen for meget. Han fo'r ind paa den berusede Mand for at værge sin Broder, og nu syntes ogsaa de andre Drukkenbolte, at det gik for vidt. Men imidlertid var Politiet kommet til, og Larsen blev taget med.

I Dommervagten. - Hvad Lægeerklæringen siger.

I Gaar blev Hans Larsen fremstillet i Dommervagten for Dommer Troels Lund. Han stod frækt med begge Hænder i Lommen under Afhøringen. Han afviste kort Sigtelserne. - Nok har jeg revset Drengen, sagde han, men mishandlet ham har jeg ikke.

Dommeren læste Imidlertid Læge-Erklæringen op. Den udtaler, at Willy ved Undersøgelsen havde et 2 cm langt, gabende Saar over det ene Øje. Paa venstre Laar og Bagpartiet var der Spor af meget kraftige Slag. Der var blodunderløbne Mærker af Fingrene efter den, der havde slaaet. I Munden og paa Læberne fandtes Saar. Næsen havde blødt, og der var talrige Mærker af brutale Tag. Dommer Troels-Lund fængslede den raa Volds-Forbryder og gav Politiet en Frist paa 14 Dage til Undersøgelsen.

Hans Larsen har været straffet mange Gange. Sidst har han været i Forbedringshus for Tyveri.

(Nationaltidende 2. december 1925).

To Smaadrenge, der vidnede imod deres brutale Stedfader

Barnemishandling i Bevtoftegade. - En velbegrundet Fægslingskendelse.

I Gaar afholdt Dommer Troels-Lund Forhør over den fængslede Havnearbejder Hans Larsen. der i Ejendommen Bevtoftegade 6 nylig mishandlede sin Kærestes 7-aarige Søn, Willy, paa den uhyggeligste Maade.

Kæresten, Fru Anna Lundgreen, forklarede, at Manden hyppigt havde mishandlet hende. Nu var han kommen hjem sammen med nogle Kammerater, hvorefter de havde sat sig til at drikke Radium. Pludselig for han op og vilde prygle hende, og da hun flygtede, havde han kastet sig over Willy. Kort efter vendte hun tilbage under Politiledsagelse. Hun saa da nu, at Blodet flød ned over Barnets Ansigt, og at hans Sengeklæder var blodige. Over det venstre Øje havde Drengen et dybt Saar.

Det mishandlede Barn skulde herefter give Forklaring, men da han øjensynlig var bange for at tale, medens Larsen var til Stede, lod Dommeren Arrestanten føre ud. Drengen fik en Pose Chokolade af Dommeren, og fortalte saa paa en afgjort troværdig Maade, hvordan Stedfaderen havde slaaet ham, fordi han græd af Angst for, at Moderen skulde faa Prygl; tilsidst havde Larsen kastet ham op i Luften. 

Willys 11-aarige Broder, Svend Aage, var næste Vidne. Han huskede, at Stedfaderen havde slaaet Willy i Ansigtet med knyttede Hænder. Derefter havde han taget fat i den lille Drengs Ben og slynget ham ind imod Væggen.

Saasnart disse Forklaringer var protokollerede, blev Larsen taget i Forhør. Han indrømmede at have slaaet Willy, men nægtede at have kastet ham op i Luften. Han tilføjede, at Svend Aage havde gemt sig under Dynen, saaledes at han intet kunde se.

Dommeren gjorde Larsen opmærksom paa, at en Nægtelse vilde være overflødig. Sagen var saa oplagt, som den kunde være.

Larsen ønskede dog ikke at tilstaa. Forundersøgelsen blev dermed erklæret for sluttet; Materialet tilstilles i de nærmeste Dage Statsadvokaten for at han kan udarbejde Anklageskriftet.

Arrestanten bemærkede, at han ventede at komme paa fri Fod og holde Jul, men Dommeren forlængede Fængslingsfristen til 28. December.

(København, 13. december 1925).

Hans Larsen blev i februar 1925 idømt 6 måneders fængsel på sædvanlig fængekost. Dommeren mente at han egentlig stod til forbedringshusstraf, men Hans Larsen havde vist nogen anger. 

Hjørnet af Enghavevej og Bevtoftegade (til højre). Bevtoftegade nr. 6 anes yderst til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

En Silistria-Affære i København. (Efterskrift til Politivennen)

Manden, der vilde save sin Hustru midt over.

En ond Ægtemand - Chauffør Julius Cæsar Boeck - blev i Gaar fremstillet i Byretten i København.

Fru Boeck har fortalt Politiet, at i de 12 Aar, hun har været gift med Julius Cæsar, har hun gaaet i en stadig Angst for sit Liv. Hun er fra Dag til Dag bleven mishandlet - siger hun - paa den skændigste, mest barbariske Maade.

Fru Boeck forklarede, at hun var bleven mishandlet af sin Ægtefælle omtrent fra den Dag, da hun var bleven gift. Han havde ikke alene slaaet hende med Hænderne, nej, han havde ogsaa brugt en Læderrem.

- Hvorfor slog han Dem? spurgte Dommeren.

- Min Mand beskyldte mig for at være ham utro.

- Havde han Grund dertil?

- Nej, nej! Det er en Beskyldning, der er grebet ud af Luften. Jeg har intet at bebrejde mig selv.

- De har forklaret, at han har truet med at tage Dem af Dage?

- Ja, mange Gange I Han har forfulgt mig med en Brødkniv i Haanden. Og han har sagt, at han vilde skyde mig. Og mindst et Par Gange har han truet med, at han vilde save mig midt over!

Af Politiets Rapport fremgik, at Fru Boeck for et Par Aar siden blev separeret fra sin Mand. Hun maatte efter Separationen sammen med sine Børn tage Ophold i en Kælderlejlighed, Valbygaardsvej 56. Men heller ikke her fik hun Fred for sin Ægtefælle. Atter og atter opsøgte han hende og truede hen de med det værste. En Gang havde han knust Ruderne og var trængt ind i Lejligheden. For at undgaa at blive mishandlet maatte hun og Børnene flygte ud af Bagdøren.

- Jeg havde en ung Pige, der gik mig tilhaande. Hun irriterede min Mand i den Grad, at han truede med at slaa hende ned med en Jærnstang, sagde Fru Boeck.

I Søndags havde Boeck paany forulempet sin Hustru.

Ved Aftenstid havde han indfundet sig i Valbygaardsvej 56 og hamrede løs paa Døren.

- Kommer Du ikke hjem til mig, havde han raabt, bliver det værst for Dig selv. Du spøger med dit Liv!

- Hr. Dommer, tryglede den ulykkelige Kvinde, sig mig, hvad jeg skal gøre? Jeg er saa forpint! Jeg véd ikke, hvor jeg skal skjule mig. Jeg lever i stadig Angst!

Julius Cæsar Boeck var meget syg, da han kom for Skranken, og han havde stor Medlidenhed med sig selv.

- Jeg har aldrig ment det alvorligt, sagde han. Jeg er saa rask til at true, men det betyder intet, og det véd min Kone meget godt. Det er ikke rigtigt, at jeg har truet hende paa Livet.

Men efter at Dommeren havde foreholdt ham, hvad hans Hustru havde forklaret, maatte Julius Cæsar indrømme, at det i hvert Fald var rigtigt nok, at han i Søndags havde sagt, at hun spøgede med sit Liv.

- Hvad mente De dermed ? spurgte Dommeren.

- Mente? Ærlig talt, jeg véd det ikke, svarede Julius Cæsar. Det var et Par Gloser, der faldt mig i Munden.

- Det var nogle meget uheldige Gloser, bemærkede Dommeren.

Og derefter blev der afsagt Arrestdekret over den brutale Julius Cæsar.

(Demokraten 30. august 1923).

Sagen endte et par uger efter med at der blev indgået et forlig mellem ægtefællerne om separation og senere skilsmisse.

Den eneste beboelige kælderlejlighed i nuværende Valbygårdsvej. I dag beboerlokale for Andelsboligforeningen Vesterparken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Georg Alexander Krause. (Efterskrift til Politivennen)

For Højesteret.

En uhyggelig vestindisk Drabssag.

I Gaar behandlede Højesteret en vestindisk Drabssag, hvis Omstændigheder er meget uhyggelige.

Den Tiltalte er tidligere Forvalter paa Plantagen "Magens Bay" paa St. Thomas, Georg Alexander, kaldet Krause, der er ca. 30 Aar gl. En Dag i Oktober Maaned i Fjor anmeldte Krause, at hans Elskerinde, Maria Louisa James var afgaaet ved Døden samme Dag af Mavekrampe, og uden videre Undersøgelse blev Pigen derpaa begravet samme Eftermiddag. Der opstod imidlertid kort efter Rygter om, at Maria James var bleven mishandlet af Krause, og at hendes Død var en Følge af denne Mishandling, og der blev derfor indledet nærmere Undersøgelse af Sagen, hvorunder Liget blev opgravet og obduceret. Der fremkom herunder følgende Oplysninger, til Dels paa Grundlag af Krauses egne Tilstaaelser:

Krause havde i nogle Aar boet sammen med den nævnte Pige, da han en Aften i Oktober i Fjor kom i Trætte med hende om en Spøg, hun havde foretaget med ham. Krause blev herunder ganske rasende, greb en Tyremie og slog Pigen paa Kroppen, medens han holdt hende fast. Krauses Moder, der hørte Støjen fra Værelset ved Siden af, raabte til ham, at han skulde lade Pigen være, og prøvede paa at komme ind, men kunde ikke, da Døren var aflaaset. Efter nogle Minutter gav Krause sig til atter til at prygle løs paa Pigen, hvorpaa han efter ca. ½ Times Forløb gik i Seng. Pigen blev oppe, og da de blev ved at kives, sprang Krause noget senere op af Sengen og gav hende endnu nogle Slag over Brystet med Tyremien. Pigen løb saa hen til Krauses Moder i et nærliggende Værelse, men Krause indhentede hende og slæbte hende med tilbage, hvorpaa han fortsatte Prygleriet paa den raaeste og brutaleste Maade trods Pigens Skrig og Bønner, indtil han knækkede sit grufulde Torturredskab paa hendes Ryg. Krause gik saa til Sengs og Pigen ogsaa, men kort efter vaagnede han ved, at Pigen faldt ud af Sengen, og da han tændte Lys og saa efter, fandt han hende liggende paa Gulvet med Ansigtet nedad. Han løftede hende op, og da hun udstødte et Skrig og var meget medtaget, kaldte han paa sin Moder, men kort efter døde Pigen.

Den foretagne Obduktion kan nærmest kun give et negativt Resultat, da den blev foretaget saa længe efter Begravelsen, men de Kvinder, der havde vadsket Liget inden Begravelsen, havde forefundet en hel Mængde blodunderløbne og sorte Strimer paa Legemet. Og da alle Oplysninger tydede paa, at Pigen var et sundt, normalt og kraftigt Menneske, om hvem der ikke var Grund til at mene, at hun pludselig skulde dø af Mavekrampe, fandt St. Thomæ Bythings Extraret det tilstrækkelig godtgjort, at Pigen var død som Følge af Krauses Mishandling, hvad enten denne havde medført en indvendig Bristning i Underlivsorganerne eller en Hjertelammelse. Men Retten mente ikke, at Krauses Voldshandling var overlagt, navnlig ikke, at han havde havt til Hensigt at dræbe hende og heller ikke, at Pigen var ganske sagesløs. Retten dømte derfor Krause til 3 Aars Forbedringshus.

Sagen appelleredes, og under sit Ophold i Arresten fik Krause imidlertid et Raserianfald og oversendtes til Sindssygeanstalten paa St. Croix for at tages under Observation. Her erklærede Landfysikus Kalmer, at Krause lider af epileptiske Anfald og moralsk Svækkelse, og at hans Handlinger altid vil farves af hans abnorme Tilstand, og at han til Tider ikke er ganske ufarlig for sine Omgivelser. Fysikus mente heller ikke, at Krause under den her omhandlede Handling havde været fuldt tilregnelig. Overretten skønnede som Følge heraf, at Krause led af en saadan Form for Sindssyge, at der ikke vilde kunne paalægges ham Straf, og dømte ham derfor til at tages i Forvaring af det Offentlige.

Ved Forelæggelsen i Gaar for Højesteret mødte Højesteretsadvokat Hindenburg som Aktor og Højesteretssagfører Winther som Defensor.

Højesterets Dom lød saaledes:

Da hverken den afgivne Lægeerklæring eller de i Sagen iøvrigt foreliggende Oplysninger afgiver Føje til at gaa ud fra, at Krause i Handlingens Øjeblik var utilregnelig, vil han være at anse efter Forordningen 4. Oktober 1833 § 2. Straffen findes - som ved Underretten - at kunne bestemmes til Forbedringshusarbejde i 3 Aar.

(Dagens Nyheder 2. august 1906).

En tyremige/tyremie er et slagvåben eller pisk fremstillet af en tyrepenis. Krause afsonede straffen i Statsfængslet i Horsens hvorfra nedenstående foto er hentet. Han gik fra forstanden og endte sandsynligvis på et sindssygehospital i Risskov. Mange sorte blev dømt i Danmark, da retssystemet i Dansk Vestindien så mildere på de hvide. De kunne i stedet blive sat på et skib og sejlet væk. Beboerne på øerne var født ind i en kultur af mishandling og ekstrem social nød som stammede tilbage fra slaveriet. Ofte gik brutaliteten ud over ægtefæller og børn.

G. Alexander kl. Krause 10-1-06 412/6286. Fotografier af fanger i Statsfængslet i Horsens.

Ejeren af Magens Bay var dr. landfysikus Mortensen. Mortensen havde angiveligt købt plantagen for at bevise at det var muligt at få alting til at gro på St. Thomas. Jorden var dækket af buske som beskrives som et "uigennemtrængeligt vildnis" efter at sukkerdyrkningen var opgivet efter emancipationen.

Magens Bay var beboet af de oprindelige vestindere, formentlig Taino-folket. Bugten er opkaldt efter Arve Petersen Magens og hans efterkommere. I 1916 blev den købt af Arthur S. Fairchild hvis familie i 1940'erne forærede den til St. Thomas og St. John kommune som en offentlig park I dag et populært turistmål.

Ukendt fotograf: Magens Bay. 1915. Det kongelige Bibliotek.

Omtrent på samme tidspunkt som dette fandt sted, offentliggjordes en beretning fra et besøg i Magens Bay, se andetsteds på bloggen.

Sædelighedsforbryder: Bagermester Thorendal. (Efterskrift til Politivennen)

Sædelighedsforbrydelser

Bagermester Thorendal idømt 3 Aars Tugthusarbejde.

Bagermester Niels Christian Frederik Vilhelm Thorendal, der har havt Forretning i Falkoneralleen Nr. 12, er ved Højesteret idømt 3 Aars Tugthusarbejde for Forbrydelser mod Sædeligheden.

Sagen mod Thorendal paabegyndtes for ca. 1½ Aar siden ved Frederiksberg Birk, foranlediget oprindelig ved Alimentationssag fra en ung Tjenestepige, som han havde forført og som havde faaet et Barn ved ham. Under denne Sag fremkom der saa graverende Oplysninger, at det foranledigede Retten til at arrestere Bageren, og nu kom der en Mængde Forbrydelser for Dagens Lys.

Frederiksberg Birk idømte ham 8 Aars Tugthusarbejde; Straffen blev af Overretten nedsat til 3 Aar, og Højesteret stadfæstede forleden denne Dom.

Af det i Sagen oplyste fremgaar det, at Thorendal har forbrudt sig mod en Række af Straffelovens Paragrafer for paa sædelige Omraade, nemlig §§ 170, 174, 176 og 185. Han har øvet Vold, Utugt med mindreaarrige Piger, Uterlighed, samt Krænkelse af Blufærdigheden og og under Sagen er fremført ikke mindre end 9 Kvinder, der har staaet i hans Tjeneste, og som har været Ofre for hans brutale Lyster.

* * *

Forbryderens 9 Ofre.

Thorendals 1ste Offer var Pigen A. (Dette og de følgende Bogstaver er kun anonyme Mærker paa de vedkommende forurettede Kvinder, hvis virkelige Navne selvfølgelig ikke nævnes for Offenligheden.) Hun var 21 Aar, da hun 4. Februar 1889 kom til at tjene Thorendal som Butiksjomfru i en Forretning, han den Gang havde i Slotsgade. Han fordulgte at han var gift, og han boede alene i Lejligheden med Pigen. Han forsøgte straks de første Dage at tiltvinge sig Kys hos hende og at tage hende om Livet, og den 19. Februar forsøgte han i et til Butiken stødende Beboelsesværelse at tiltvinge sig Samleje med hende. Men hans Forsøg lykkedes ikke, dels paa Grund af hendes Modstand, dels fordi der kom Folk i Butiken. Otte Dage senere lukkede han hende ind i sit Soveværelse, hvor han trods hendes Graad og Bønner kastede hende om paa Sengen og tumlede saa længe med hende, at hendes Modstand blev brudt og han fik sin Vilje. Han havde senere flere Gange Samleje med hende indtil hun midt i Marts mærkede, at hun var besvangret ham, og han lejede da et Værelse til hende, hvor de mødtes til fornyet Samleje. Grund til, at Pigen ikke straks forlod Tjenesten efter Thorendals Voldtægtsforsøg, men senere endog hengav sig til ham, har hun forklaret, at hun længe havde gaaet arbejdsløs og ikke turde meddele sin Familie det Passerede.

Thorendals 2det Offer, den 16aarige Pige B, kom i hans Tjeneste 29. November 1889, da han havde Forretning i Falkoneralleen. Straks den første Nat, hun opholdt sig i hans Hus, blev hun vækket ved at Dynen i hendes Seng blev smækket op over hendes Hoved, og Thorendal, der kun var iført Skjorte og Underbenklæder, lagde sig op i Sengen hos hende. Hun skreg om Hjælp, men Skrigene kvaltes under Dynen. Hun kæmpede af al Magt for at værge sig, men Thorendal, der er en stor og kraftig Person, kunde sagtens overvinde den unge Piges Modstand, og han tiltvang sig Samleje med hende. En Morgen, et Par Dage derefter, kom han atter ind til hende, der laa afklædt i Sengen. Hun gjorde al tænkelig Modstand, men han tiltvang sig paany Samleje med hende, og han truede hende med, saafremt hun skreg, at han vilde angive hende som den Skyldige overfor hendes Forældre. Ved Juletid 1889 kom han paany en Morgen tidlig ind til hende, der laa i Sengen, og tiltvang sig igen ved Vold Samleje med hende, uagtet hun paany gjorde al den Modstand hun kunde. Der hengik ved denne Lejlighed omtrent et Kvarter, inden han overvandt hende, og i den Tid skreg hun uophørlig i sin Angst: "Lad være, Thorendal!" En Kone, der sov i et Værelse i Nærheden havde hørt Skrigene, der gjorde Indtrykket af at være udstødt af et Menneske, der er i fortvivlet Sindsstemning, og senere paa Dagen, da Pigen græd, spurgte Konen om Aarsagen hertil, og Pigen erklærede da, at Thorendal havde været grov mod hende, uden nærmere at forklare Beskaffenheden af hans Opførsel, og hun bad Konen ikke omtale til nogen hvad hun havde hørt. Hun blev i Tjenesten til September 1890, og i dette Tidsrum har Thorendal omtrent 20 Gange Vold tiltvunget sig Samleje med hende, dels paa hendes Kammer, dels i et Værelse ved Butiken. Hun modsatte sig stedse af yderste Magt hans Voldshandlinger, bl. a. ved at rive ham i Haar og Skæg og bide ham i Armen. Hun blev besvangret og fødte i Januar 1891 et Barn. Som Grund til, at hun trods Thorendals Opførsel blev saa længe i hans Tjeneste, angav hun dels, at hun var i høj Grad uvidende paa det kønslige Omraade og derfor, omend hans Behandling var hende i højeste Grad modbydelig, ikke tilfulde forstod dens Betydning, dels at hendes Forældre havde strængt forbudt hende at løbe af Tjenesten, dels endelig, at Thorendal havde truet hende paa forskællig Maade, hvis hun røbede Forholdet. Hendes Forældre og daværende Forlovede har bekræftet, at hun, da hun kom i Thorendals Tjeneste, var temmelig uvidende om alt, vedrørende det kønslige Forhold mellem Mand og Kvinde, og Forældrene har udsagt, at efter at deres Datter var kommet i Thorendals Tjeneste, var hun ofte forknyt og gik og græd, men de anede ikke Grunden og forbød hende at forlade Tjenesten i Utide.

Det 3dje Offer, Pigen C. var 19 Aar, da hun 1. December 1889 kom i Thorendals Tjeneste, altsaa samtidig med forannævnte Pige. Straks den anden Morgen, hun var i Tjenesten, vækkede han hende i Sengen med et Kys, og han vedblev derefter næsten daglig med at frarøve hende Kys og førte slibrig Tale til hende. Bl. a meddelte han hende, at han havde staaet i Forhold til en tidligere i hans Tjeneste værende norsk Bagerjomfru, og han opfordrede hende til at rejse bort med ham og lovede hende et Bageriudsalg at bestyre, hvor han da vilde komme og besøge hende. Misfornøjet med hans Behandling forlod hun Tjenesten efter 9 Dages Forløb den 9. December. Forannævnte Pige B. har forklaret, at hun en Dag saa Pigen C. komme grædende ned fra sit Kammer og hele Dagen gik og græd, uden at hun til nogen beklagede sig over Thorendal. 

Det 4de Offer, Pigen D, var 18 Aar, da hun fra 1 Septbr til 1. Oktbr 1890 tjente hos Thorendal, der straks begyndte at føre letsindig Tale til hende og opfordrede hende til at gaa ud med ham, hvilket hun bestemt vægrede sig ved. En Nat i Slutningen af Maaneden vaagnede hun ved at han stod bøjet over hendes Seng og forsøgte at tiltvinge sig et Kys, hvilket dog ikke lykkedes ham, da hun gav sig til at skrige og gjorde stærk Modstand. Da Svenden hørtes komme, tyssede Thorendal paa hende og forlod Værelset. Svenden har forklaret, at Pigen til ham grædende har beklaget sig over Thorendals Adfærd mod hende. Hun forlod Tjenesten nogle faa Dage derefter.

Det 5te Offer, den 21aarige E. kom den 1. Oktober 1890 i Thorendals Tjeneste. Paa sin sædvanlige Maade begyndte Thorendal straks at føre slibrig Tale til hende og at opfordre hende til at tilstaa ham Samleje. En Nat, da hun laa afklædt i sin Seng, vaagnede hun ved, at han liggende paa Knæ ved hendes Seng og kun iført Skjorte, overgramsede hende. Hun forlangte, at han straks skulde forlade Værelset, men han blev desuagtet en hel Time hos hende og vedblev med sine Opfordringer. Da hun ogsaa senere ikke kunde være i Fred for hans idelige Anmodninger om at tilstaa ham Samleje, forlod hun Tjenesten efter 10 Dages Forløb, den 10. Oktober.

Det 6te Offer, den 18aarige F, kom i Tjeneste hos Thorendal den 13 Oktober 1890. En Eftermiddag kom han ind i hendes Kammer, hvor hun stod blottet; han tog fat i hendes nøgne Skuldre og bad hende om at "elske" ham. Hun afviste ham forbitret og beklagede sig over hans Opførsel til hans Hustru. Da han vedblev at føre stibrig og liderlig Tale til hende under Tjenesten, forlod hun sin Plads den 1. November.

Det 7de Offer. Pigen G., var ikke fyldt 16 Aar, da hun den 1ste November 1890 kom i Thorendals Tjeneste, og da hun lod sig fæste fik han Oplysning om hendes Mindreaarighed. Nogle Dage efter, da hun og Thorendal sad alene og spiste til Middag og hun græd over sin Madmoders Behandling af hende, tog han hende om Livet og søgte at tvinge hende ned paa sit Skød, hvilket dog ikke lykkedes ham. Da hun derefter satte sig ned for at spise færdig, kom han bagfra og tog hende om Halsen, lagde sin skind op mod hendes og bad om et Kys. Hun afviste ham, men han gentog sin Opfordring, idet han foreslog hende, at de skulde indgaa "en Alliance", hvilket hun forstod som et Forslag om at hun skulde træde i utugtigt Forhold til ham. Nogle Dage derefter lovede han at skaffe hende en Plads til 40 Kr. om Maaneden, og tilføjede, at det vilde han kun gøre paa visse Betingelser, og at hun jo nok kunde forstaa, at han havde sine Hensigter dermed, samt at hendes Indvendinger intet havde at betyde, og at det hele kun var en Sag paa 5 Minuters Forglemmelse, og at han, hvis han var et Fruentimmer, ikke vilde betænke sig. Disse Udtalelser, tilligemed nogle andre Yttringer. som hun ikke kunde forstaa paa anden Maade end som sigtende til at forføre hende til Utugt, bevirkede at hun, der følte sig ulykkelig over hans Optræden overfor hende og ofte græd og beklagede sig til sin Moder og Medtjenerinde, forlod Tjenesten efter 2 Ugers Forløb, den 10. November. Pigens Fader begærede Thorendal tiltalt.

Det 8de Offer. Pigen H, var ikke fyldt 15 Aar, da hun den 10. Novbr 1890 tiltraadte Tjenesten hos Thorendal, der var vidende om hendes Mindreaarighed. Han begyndte straks at føre slibrig Tale til hende, bl. a. fortalte han om sit Forhold til den fornævnte norske Bagerjomfru, med hvem han havde levet sammen, medens han anbragte sin Familie andetsteds. Han foreslog hende, at han vilde sende sin Familie til en anden Forretning og spurgte hende, om hun saa vilde blive alene med ham i den oprindelige Forretning. Senere kom han med et lignende Forslag, som hun maatte forstaa som sigtende til at forføre hende til Utugt. Han vedblev med sin slibrige Tale, og efter først forgæves at have bedt hende om et Kys, tiltvang han sig en Ugestid senere nogle Kys, trods hendes Modstand. Paa Grund af disse Efterstræbelser forlod hun Tjenesten efter li Dages Forløb, den 1. Decbr. Pigens Moder har forlangt Thorendal tiltalt. 

Det 9de og sidste Offer. Pigen I., var knapt 18 Aar, da hun den 1. Decbr. 1890 begyndte at tjene hos Thorendal. Han begyndte straks, trods hendes Modstand, at ville kærtegne og kysse hende samt at tage hende om Livet, hvorved han engang iturev hendes Forklæde. Og han tog hende op under Klæderne. En Aften, 5 Dage efter at hun var kommen i Tjenesten, da hun laa og sov i sin Seng, vaagnede hun ved at han laa afklædt ved Siden af hende. Da han begyndte at skrige, kvalte han hendes Skrig ved Hjælp af Hænderne og Dynen. Og han søgte ved Anvendelse af Magt at tiltvinge sig Samleje. Det lykkedes ham dog ikke paa Grund af hendes Modstand, men i 10 Minuter varede Kampen før han forlod hende. En Formiddag, da hun bragte Mad op til ham, der laa afklædt i sin Seng, befalede han hende at komme hen til ham, og da hun vægrede sig herved og flygtede ud paa Trappen, sprang han ud af Sengen, trak hende med Magt tilbage ind i Værelset og slæbte hende hen til en der staaende Chaiselongue, hvor han paany søgte at tiltvinge sig Samleje. Hun gjorde energisk Modstand, og heller ikke denne Gang lykkedes det ham at opnaa sin Hensigt. Den 14. December fulgte han efter hende op i Beboelseslejligheden, hvor der ingen andre var til Stede. Han paastod, at han havde opdaget, at hun havde stjaalet 85 Øre af Butiksskuffen, og han truede hende med at anmælde Tyveriet for Politiet, hvis hun ikke tilstod ham Samleje. Da hun bestemt vægrede sig herved, trak han hende hen paa en Chaiselongue, hvor han tumlede saalænge med hende, at hun udmattet maatte opgive al Modstand, og det lykkedes ham da at tiltvinge sig Samleje. Juleaften 1890, da Thorendal og Pigen befandt sig alene i et Værelse, der støder op til Nabolejligheden, greb han sat i hende og kastede hende om paa en i Værelset staaende Chaiselongue, og tumlede med hende for at tiltvinge sig Samleje. Hun gjorde imidlertid al mulig Modstand og skreg højt: "Lad mig være, Thorendal, lad mig komme op!" Hendes Skrig hørtes af Nabofolkene, der gentagne Gange bankede paa Væggen, og han maatte derfor slippe hende. I den Maaned, Pigen var i Tjenesten, har Thorendal i alt l0 Gange forsøgt med Vold at opnaa Samleje med hende, uagtet hun tydelig tilkendegav ham, at hans Tilnærmelser var hende i højeste Grad imod, og uagtet hun hver Gang gjorde al den Modstand, hun formaaede. Efter Voldtægtsforsøgene beklagede hun sig gentagne Gange til sin Madmoder, til de omtalte Nabofolk og flere andre Personer og fortalte dem, at Thorendal søgte at tiltvinge sig Samleje med hende. Som Grund til, at hun ikke straks forlod Tjenesten, men forblev Maaneden ud, har hun angivet, at hun, der er hjemmehørende i Sverig, vilde staa ganske forladt og ene, hvis hun forlod Tjenesten i Utide. Endvidere forklarede hun, at hun en Aften, efter at Thorendal havde søgt at voldtage hende, havde henvendt sig paa Frederiksberg Politistation om Beskyttelse. Den Besked, der her blev givet hende, forstod hun saaledes, at der ikke var andet for hende at gøre, end at blive Tjenesten ud.

Bagermester Thorendal, der er født 18. December 1852, er en kraftig bygget, stærk Mand af et lidenskabeligt og meget sanseligt Temperament; han har lige fra Barndommen været hengiven til kønslige Udskejelser, og saavel inden som under sit Ægteskab har han staaet i Forhold til mangfoldige Kvinder. Navnlig har han i de sidste Aar forsøgt at komme i Forhold til de ham tjenende Piger, og er overfor dem optraadt som en brutal og samvittighedsløs Forfører.

Thorendal har ofte været straffet, bl. a. ved 14. Bataillons Krigsretsdom af 30. December 1874 for Uterlighed osv. med simpelt Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage; ved Aarhus Købstads Ekstrarets Dom af 13. April 1882 for Forbrydelser mod den offenlige Myndighed og for Uterlighed med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage; ved Kriminal- og Politirettens Dom af 6. Novbr. 1886 for Uterlighed med 4 Gange 5 Dages Vand og Brød; ved samme Rets Dom af 16. April 1887 for Forbrydelser mod Sædeligheden med Forbedringshusarbejde i 1 Aar; og senest er han ved Frederiksberg Birks Ekstrarets Dom af 26. Februar 1889 for Vold paa Person og Legemsbeskadigelse idømt fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

Nu kan hertil føjes Højesteretsdommen, hvorved han er tilkendt 3 Aars Tugthusarbejde.

(Social-Demokraten 15. maj 1892).

Thorendals Sædelighedsforbrydelser

Vi bragte i Søndags et udførligt Referat af Bagermester Thorendals mange Sædelighedsforbrydelser. Vi gjorde det, fordi disse Forbrydelser vel sagtens havde gaaet i Svang den Dag i Dag, hvis vor Sagfører ikke havde trukken dem frem for Lyset, og fordi hele denne Sag er et nyt Bevis paa, hvor megen Raaddenskab der kan saa Lov til at trives her i Landet, hvis Socialdemokratiet ikke ryddede op.

Vor Sagfører opdagede under en Alimentations-Sag, at den unge Pige, han førte Sagen for, var bleven voldtaget af Bager Thorendal. Dette gav Anledning til, at Politiet maatte tage sig af Thorendals Affærer, der snart viste sig at vare i høj Grad kriminelle.

Havde Politiet da forud ingen Anelse om, at Bager Thorendal aspirerede til Tugthuset? Jo saamænd havde det saa. I Forhørene er det konstateret, at en knapt 18aarig Tjenestepige en Aften efter at Thorendal havde forsøgt at voldtage hendes, flygtede til Frederiksberg Politistation og bad om Beskyttelse. Det utrolige skete. Politiet lod hende gaa hjem igen med den Besked, at hun skulde blive sin Tjeneste ud. Og en Tid efter, da vor Sagfører havde holdt Politiet disse Forbrydelser under Rasen, dømte den samme Øvrighed Forbryderen til 8 Aars Tugthus. Foruden Politiet havde i længere Tid en hel Del Mennesker været vidende om, hvorledes Hr. Thorendal behandlede sine Tjenestepiger og Butiksjomfruer. Bagersvenden, Pigernes Mødre, Medtjenerinder, Nabofolkene og flere andre Personer havde dels hørt Pigerne skrige, naar Principalen var i Lag med dem, dels havde Pigerne beklaget sig og rent ud sagt, at han øvede Voldtægt imod dem. Der kan have været mange Grunde for disse Mennesker til at tie, men en af dem er absolut den, at Thorendal var en velsitueret Samfundsstøtte og Klagerinden kun en fattig Tjenestepige. Der hører altid et vist Mod til i dette Samfund at angribe de Store for at forsvare de Smaa. Og desuden, naar Politiet med oprørende Ligegyldighed kunde sende Pigen hjem til Forbryderen igen, saa kan man forklare sig, om end ikke undskylde, at Privatpersoner er for ængstelige og for forsigtige til at gribe ind i slige Affærer. Politiet er saa meget stærkere at dadle i denne skandaløse Sag, som det jo maatte vide, hvad for en Person Thorendal var. Han er tidligere straffet mindst 5 Gange for beslægtede Forbrydelser, deriblandt Forbedringshusarbejde, og det mest graverende er, at han i 1889 er bleven straffet netop under Frederiksberg Birk og har siddet paa Vand og Brød hos den samme ivrighed, som nu viser det 18aarige Barn, der kommer og klager over Voldtægt og beder om Beskyttelse, hjem til Forbryderen med den Besked, at hun maa blive sin Tjenestetid ud.

Vi spørger, om ikke selv den mest reaktionære Højremand, der da har Gnist af Følelse for sine Børn, med dette for Øje maa være Socialdemokratiet taknemligt for, at der dog er nogen, som ikke bliver troet af at rode op i al denne Raaddenskab, om vi end kun høster Had og Forfølgelse til Løn derfor? Nu koster Politiet Stat og Kommune Tusinder og atter Tusinder om Aaret og i hvor ringe Grad er alle Statsborgere saa ikke betryggede til Gengæld. Vi derimod, som man hellere saa undertrykte i Dag end i Morgen, vi har gennem Aarenes Løb skaffet mange den Retsbeskyttelse, alle har fuldt Krav paa. Vi skal blot erindre om de beslægtede Skandaler fra Stolpegaarden og Næstved Fattiggaard, som kom frem under vor Razzia gennem Fattiganstalterne.

Vi er nødt til at afdække alle disse Uhumskheder og holde dem frem for Publikum i deres fulde Vederstyggelighed. Det er vor Pligt at advare de unge Piger, at gøre dem forsigtige og klartseende, hvor deres Uvidenhed kunde bringe dem i Ulykke. Det viser sig atter her i hvilken sørgelig Grad disse Kvinder skjuler og dækker over Forbrydelsen og vedblivende udsætter sig for at den gentages i Stedet for straks at melde Forbryderen. Grundene hertil er dog i nogle af Tilfældene det sørgeligste af alt.

Thorendal havde disse pur unge Piger, halve Voxne i sin Magt, dels fordi han var dem langt overlegen i fysiske Kræfter, dels fordi de alle var økonomisk afhængige af ham. To af Pigerne forklarer i Forhøret, at de ikke meldte ham efter den første Voldtægt, men fandt sig i at være udsat for hans gentagne Forsøg, fordi de ikke turde risikere at miste deres Plads. Den ene siger, at hun længe havde gaaet arbejdsløs for hun kom i Thorendals Tjeneste som Butiksjomfru. Man kan begribe, hvor haard denne Arbejdsløshed har været hende, hvilken Angst hun har haft for dens Sult og Fortvivlelse, siden hun hellere udsatte sig for de forfærdelige Vilkaar i Thorendals Hus, end for atter at blive gjort brødløs. Den anden Pige, hjemmehørende i Sverig, fandt sig kun i hans mange brutale Angreb, fordi hun vilde staa ganske forladt og ene i det fremmede Land, hvis hun forlod sin Tjeneste i Utide. Hvilken Illustration er disse to Tilfælde ikke til vore privatkapitalistiske Samfundsforhold, hvor den fattige al Tid er prisgiven den første den bedste Slyngel med Penge paa Lommen.

For de ganske unge Pigers Vedkommende er der en Omstændighed, som ogsaa fortjener at fremhæves. Det er deres Uvidenhed. En 16-aarig Pige havde ikke Begreb om, hvad Thorendal tilsigtede, uagtet hans Opførsel var hende i højeste Grad modbydelig. Hendes Forældre har i Retten bekræftet, at hun var temmelig uvidende om alt vedrørende Forholdet mellem Mand og Kvinde. Dette Barn blev voldtaget, besvangret og fødte, selv kun 16 Aar gammel.

Hendes Forældre forbød hende at forlade sin Plads, da hun bad derom; de anede ikke, hvad hun udsatte sig for, fordi hun af Uvidenhed intet havde fortalt dem. Hvis hun under sin Opdragelse eller i Skolen havde lært lidt Anatomi, saa vilde hun have været klar over hvilken Rækkevidde Principalens Tilnærmelser kunde faa for hende, og Ulykken kunde maaske have været afværget. Vi fremhæver dette til Belysning af vor Tids forløjede og forhyklede Opdragelse. Man skjuler under et falsk Skin af Anstændighed den simple og naturlige Sandhed for de Unge og de styrter let i de uanede Faldgruber, som Livet lægger for dem. Erfarer de trods Skjulenet Sandheden, saa faar de den at vide ad usunde og umoralske Veje, som netop lægger Spiren til Fordærvelsen hos dem.

Uslere Moral end den, som raader i det nuværende privatkapitalistiske Samfund, kan ikke godt tænkes. Det viser tilfulde denne Retssag. Her er en Ridder af det hellige Ægteskab, som har været mindst 6 Gange straffet for Utérlighed, Forbrydelser mod Sædeligheden, Vold og Legemsbeskadigelse, men desuagtet er der fra Samfundets Side intet til Hinder for, at han vedblivende sidder som en Ædderkop i sit Næt, spundet af Penge, en god Bedrift og borgerlig Anseelse, og lokker den ene unge Pige til sig efter den anden.

Hvilken Fader og Moder er sikker paa, naar de sender deres Barn ud i Verden for at tjene det daglige Brød, at det ikke falder i Kløerne paa en saadan Ædderkop? Samfundet yder dem ikke Spor af Garanti derfor. Slyngelen kan have været i Tugthuset for at have voldtaget en Snes unge Piger, men der er intet i Vejen for, at han i en anden By eller en anden Gade kan etablere sin Bedrift paany. Han averterer blot i "Berlingske", at han har Brug for en ung Pige til sin Butik eller sit Køkken, og Kampen for Tilværelsen driver Skarer af unge, brave Piger ind i hans Ædderkoppenæt uden at Statens Love, dens Øvrighed eller dens Præster fortrækker en Mine derved. Vi lever i den frie Konkurrences Samfund paa alle Omraader, hvor det da ikke gaar ud over de Besiddendes Privilegier, og ingen uden Socialdemokratiet har for Alvor vist Vej ud af denne Mudderpøl.

I et socialistisk Samfund, hvor hvert Menneskes Vel er en Samfundsfag, var sligt utænkeligt. Lige saa lidt som det her vilde tillades unaturlige, tyranniske eller moralsk fordærvede Forældre at opdrage deres Børn selv, lige saa lidt vil det blive tilladt en Mand, der i den Grad er brændemærket af Straffeloven som Bager Thorendal, at faa nogen som helst Slags Hals- og Haandsret over andre Mennesker, naar det kunde føre til disse Menneskers Ulykke.

I det nuværende Samfund har man endog flere Gange været Vidne til, at Kommuner for at spare en Kronespenge har bortliciteret deres Plejebørn til Hjem, hvor Konen var eller havde været Skøge og Manden var en straffet Forbryder. Saa samvittighedsløst gaar endog offenlige Myndigheder frem over for den opvoksende Slægt - er det saa underligt, at de roligt ser paa, at der rundt i Landet sidder Hundreder af straffede Forbrydere og under Lovens Beskyttelse strækker deres Fangarme ud efter nyt Bytte? Og dog lever vi i et kristeligt Samfund, der anvender store Summer paa Hævdelse af Religion og Moral. I vort Fremtidssamfund har vi tænkt at spare de fleste af disse Penge, men i Stedet derfor lægge det Heles Grundvold saaledes, at Befolkningen ikke ogsaa i den Forstand faar Stene for Brød.

(Social-Demokraten 18. maj 1892).

Sagen ses ikke omtalt i nogen andre aviser, hverken Venstre, Højre eller Radikale Venstre. Især Højreaviserne som fx Dagens Nyheder var ellers flittige til at citere sager af den karakter hvis der var tale om arbejdere.

Niels Thorendahl blev gift med Mathilde Mariane Thorendahl (født Knudsen 1857) i 1878, i en alder af 25. De fik sønnen Edvard Viggo Kristian Olaf Vilhelm Thorendahl.

Stambog fra Statsfængslet i Horsens 1885-1892 for Niels Christian Frederik Vilhelm Thorendal:

Fange nr. 263. Tugthusarbejde 3 år. Indsat 10. maj 1892. Født 18. december 1852. Gift.

Forsøgt forførelse § 174 jvf. § 45, Uterlighed § 176 jvf. 170 og voldtægt §§ 168 og 169 jvf. § 46

Yderligere tekst: 7 tidligere straffe. Værnepligt: Fodfolket 1874. Ægte født. - Søn af afdøde bagermester Thorendal i Silkeborg, senere i Aarhus og efterlevende enke. Forældrene, der levede godt sammen, havde 8 børn, hvoraf 1 død. Ingen af familien drikfældig, 1 broder straffet for opsætsighed mod politi og en anden broder sindssyg. Opdraget hjemme i gode kår og har gået i real- senere latinskole, dog ikke i ?? latinklasser (gode kundskaber, men angiver han, at hans hukommelse siden er sløvet). Efter konfirmationen stod han 3 år i bagerlære hos faderen, var derpå svend på mange forskellige bagerier rundt om i landets købstæder og København og etablerede sig som bager i 1878 i Aarhus. I 1880 gik han fallit og flyttede da til Horsens, ?? ?? ½ år, senere har han været etableret forskellige steder i Aarhus, Jyderup, København og i de sidste 4 år på Frederiksberg. Gift i 1878, mindre godt samliv, ret gode kår, navnlig i de senere år. Er ikke drikfældig. Har haft periodiske anfald af sindssygdom (sløvhed), hvilket han antager er mindelser fra ungdommen, da han var hengiven til onani. 1. straf - 22 år. Har nu forsøgt af forføre et pigebarn på 15 år til utugt, samt forsøgt at voldtage en uberygtet pige, som han tillige har behandlet uterligt. Begge pigebørn var i hans tjeneste. Anfører sanselighed som grund til sin opførsel, men ?? forøvrigt at denne har været strafbar.

Voldtægtssagen fra Nordsjælland. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har i en foregaaende Artikel skildret Gangen i denne mærkelige Sag, der kommer Retsplejen til saa ringe Ære, og som paa sin Vis er en lignende Skandale som Fejøsagen. Men skønt Enkelthederne saaledes er vore Læsere bekendt, er der dog et og andet at fremhæve endnu, og som særlig en Mand: Justitsminister Nellemann, vil have godt af at gøre sig bekendt med.

At de tre Domme, Underrets-, Overrets- og Højesteretsdommen, løber hver sin Vej, ser ikke kønt ud, men det bliver man jo for Resten mere og mere vant til, jo længer vi lever under det nuværende Retssystem, som Ministeriet har erklæret sig for ude af Stand til at føre os bort fra. I dette Tilfælde blev som bekendt Voldsmanden frikendt ved Underretten og idømt Vand- og Brød-Straf ved de to andre Instanser, Pigen derimod dømt til Strafarbejde ved Under- og Overret, men kun fik Vand og Brød ved Højesteret.

Hvordan gaar det nu til, at en ung, uberygtet og ikke forhen straffet eller tiltalt Pige, der møder for Retten om Offer for Voldtægt, selv bliver dømt, medens Forbryderen endog i første Omgang gaar helt fri? Det er klart, at Svaret herpaa ikke blot maa søges i vort daarlige Retsmaskineri, der lægger Undersøgelsen udelukkende i Underdommerens Haand, men ogsaa i en daarlig Administration fra oven - daarlige Embedsbesættelser, et daarligt Tilsyn, og en slatten Holdning bagefter over for en Embedsmand, der har forløbet sig.

Derfor skal vi i Dag fremlægge noget Materiale, som Justitsminister Nellemann vil have Fornøjelse af, dersom han skulde faa i Sinde at beskæftige sig med Underdommeren i denne Sag, Birkedommer og Skriver i Kronborg vestre Birk L. Hammerich.

Denne Mand, der skylder det nuværende Ministerium sin Udnævnelse, paabegyndte i Efteraaret 1884 Undersøgelsen mod Voldtægtsmanden, Forvalter Hans Christopher Rydahl, Søn af Kaptejn Rydahl, der er Fyrmester ved Nakkehoved Fyr. Pigen tjente den Gang i København og maatte da jævnlig rejse op til Birkedommer Hammerich i Forhør. Sagen vakte megen Opsigt paa Egnen, og "Social-Demokraten" blev hurtig underrettet om den, men da det lykkedes os at faa den skandaløse Underretsdom appeleret, besluttede vi os til ikke at omtale Sagen offenlig, før Højesterets Kendelse forelaa.

Vi har i forrige Artikel antydet, hvorledes Birkedommeren ved sin tankeløse og erfaringsløse Ledelse af Forhørene over Pigen fik denne til at give falsk Forklaring og beedige den. Han spurgte hende, om hun tidligere havde havt Samleje med Mænd, og Enhver kan sige sig selv, hvilket Svar en Dommer i de fleste Tilfælde kan vente sig af en ung Pige paa et saadant Spørgsmaal, der tilmed rettes til hende i Retsvidners og Protokolførers Overværelse. Naturligvis skulde Pigen have gjort et af to: enten sagt Sandheden, eller nægtet at svare. Men der er intet at undre sig over ved det Svar, hun gav. Derimod maa man i høj Grad undre sig over Hr. Hammerich. For det første er Voldtægt da endelig Voldtægt selv om den saa øves mod en Skøge; dernæst vidste Birkedommeren, at Pigen var uberygtet, og hendes Hjærteanliggender angik ham ikke ud over Oplysningen om dette ene Punkt: hvor vidt hun var berygtet; og endelig kan man forlange saa megen Erfaring af en Mand i hans Stilling, at han ikke stiller en saadan Fælde op for en ung Pige. Han maatte kunne vide, at hun efter al Sandsynlighed vilde gaa i den.

Men ved Siden heraf var Hr. Hammerichs Forhørsmaade aldeles bagvendt. Han begyndte nemlig med at spørge hende, om hun var "uskyldig", "sædelig", eller hvad han nu har sagt, og da hun havde svaret ja, og han havde ladet hende beedige dette, saa først tog han fat paa at forhøre Gaardens Mandfolk, hvorved han omsider stødte paa en, der havde været Kæreste med Pigen. Hvis nu Birkedommeren havde været saa jævnt klog - for stor Snedighed hørte der ikke til for at finde paa det - at gaa den modsatte Vej, nemlig at spørge Karlene først og hende selv bag efter, saa havde han undgaaet at gøre hende ulykkelig og sig selv til en Fabel for Dommerstanden her i Landet.

Men Enden paa hans Forhørsvirksomhed blev da ogsaa, at han den 23. Marts 1885 lod Pigen arrestere, og at han senere gav hende en Dom paa 2 Aars Strafarbejde, men frikendte Voldsmanden Rydahl, Sønnen af Birkedommerens nærboende Embedsbroder. Dette Resultat meddelte han hendes Moder i følgende Brev:

Helsinge den 3/5, 1885.

Til Tømrer L. P. Nielsens Kone København.

Det gør mig ondt som Svar paa Deres Brev af 29. f. M. at maatte meddele Dem, at Sagen imod Deres Datter Anna Sofie er blevet paakendt i Gaar og har faaet det Udfald, at hun for at have aflagt falsk edelig Forklaring er blevet idømt 2 Aars Forbedringshusarbejde, hvilket var den mildeste Straf (!) der kunde vælges. Hun angiver at ville modtage Dommen (!) uden at appelkere til høiere Ret, men haaber jeg (!) at hendes Straf, naar hun senere indgiver Ansøgning derom, maatte kunne blive nedsat ved Kongens Naade. Hun sender Dem og Deres mange Hilsener.

L. Hammerich,

Birkedommer.

Man fejler vist næppe, at naar "angiver at ville modtage Dommen", saa er det efter Birkedommerens Raad til hende. Derpaa tyder ogsaa den Omhu, hvormed han gør Familien opmærksom paa "Kongens Naade". Birkedommeren har tilsyneladende selv syntes bedre om Kongens Naade end om en Appel af en Dom, hvori Pigens Straf var sit til 2 Aars Strafarbejde og Rydahl til Frifindelse. Et tidligere Brev fra ham, der ligeledes er i vor Besiddelse, viser yderligere, at han under Sagens Gang stadig har søgt at bevæge Forældrene til at lede hende rejse fra København og dér til Birket, naar der skulde holdes Forhør over hende, skønt hun kunde forlange at blive forhørt her i Byen ved Kriminal- og Politiretten. Birkedommeren skriver blandt andet :

. . . Da jeg nu antager, at det vilde være hende meget ubehageligt og pinligt, hvis denne Afhøring skulde foregaa i København for en fremmed Dommer, der ikke kender Sagen saaledes som jeg, og som altsaa kunde faa Anledning til paany at henvende meget generende (!) Spørgsmaal til den unge Pige, saa vil jeg herved spørge Dem, om Deres Datter ikke vilde foretrække at komme herned førstkommende Fredag den 2. Januar med Posten, for at Forhøret kunde foregaa hernede; saa vilde jeg nok kunne indrette det saaledes, at hun kunde være færdig til Posten Afgaar her fra Helsinge og altsaa være igen i København om Aftenen. Det vil jo nedføre et lille Pengeoffer fra Deres Side, men hellere dette (!) end at hun, rimeligvis flere Gange, skulde give Møde for en Dommer i Kriminal- og Politiretten. Vil De med omgaaende Post underrette mig om hvad Beslutning De tager.

L. Hammerich,

Birkedommer.

Naar man nu desuden betænker, at først Overretten og senere i endnu højere Grad Højesteret kom til det Resultat, at Birkedommer Hammerichs Dom var løbet rent paa Siden af Retfærdigheden, saa maa man nok spørge: hvad nu?

Skat vi beholde Hr. Hammerich som Birkedommer i Kronborg vestre Birk efter at han er bleven saa reduceret? Eller skal vi mulig have ham forflyttet til et bedre Embede? Justitsministerens Søstersøn Sylow, der en lang Tid fik en Mængde af sine Domme kasserede ved Højesteret, blev hjulpen paa sidstnævnte Maade, og det er jo muligt, at Ministeriet i sin Visdom beslutter noget lignende med Hammerich. I alle Tilfælde er vort Raad det, at Befolkningen vedbliver at holde Øje med ham, thi han hører ikke til de mindst farlige.

(Social-Demokraten 6. juni 1886).

For denne artikel og en anden artikel fik Social-Demokratens redaktør S. E. Olsen i januar 1888 en bøde på 400 kr. (subsidiært simpel fængsel i 60 dage) for fornærmelige udtalelser mod birkedommeren. Indholdet i artiklen: retssagen, blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved, men redaktørens omtale af birkedommeren blev anset for fornærmelige:

"Social-Demokraten" dømt i en Voldtægtssag.

Hos- og Stadsretten afsagde i Gaar følgende Dom :

I Bladet "Social Demokraten" for 3die og 6te Juni 1886 var under Overskriften "En Voldtægtssag fra Nordsjælland" og "Voldtægtssagen fra Nordsjælland" optaget to Artikler angaaende en af Birkedommeren i Kronborg vestre Birk L. Hammerich behandlet og paakendt Sag, hvorunder en Mandsperson tiltaltes for Voldtægt og den Pige, mod hvem denne Forbrydelse skulde være begaaet, for Afgivelse af falsk edelig Forklaring inden Retten.

I Anledning af disse Artiklers formentlig for Hammerich fornærmelige Indhold, anlagde han, ifølge Ordre fra Justitsministeriet Sag mod S. E. Olsen, som daværende Redaktør af "Social-Demokraten".

Det er under Sagen uomtvistet, at den af Hammerich i den ommeldte Justitssag afsagte Underretsdom blev forandret i de højere Instanser, idet den tiltalte Mandsperson, der ved hin Dom var bleven frifunden, dog med Paalæg af Aktionens Omkostninger, blev anset efter Straffelovens § 171 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, medens Pigen, der ved den af Hammerich afsagte Dom var anset med Forbedringshusarbejde i 2 Aar, ved Højesterets Dom blev anset efter Straffelovens §§ 148 og 147, 1ste Led, med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, og det er ved Fremlæggelse af Sagens Akter godtgjort, at nærværende Ret ved dens Paadømmelse har attesteret, at Sagens Behandling for Underretten har været lovlig, og at heller ikke Højesteret i sin Dom har udtalt nogen Misbilligelse af Hammerichs Forhold Sagen betræffende.

Da de paaklagede Udtalelser maatte siges at gaa ud paa, at beskylde Hammerich for ved Behandlingen af den omhandlede Sag at have vist Uduelighed, Skødesløshed, Mangel paa Erfaring og deslige, og da Hammerich i denne Anledning omtales paa en haanende Maade, samt da Olsen ikke havde godtgjort nogen Beføjelse til at fremkomme med de omhandlede Udtalelser, blev disse ved en i Gaar afsagt Hof- og Stadsrets Dom som fornærmelige for Hammerich mortificerede og Olsen anset efter Straffelovens § 217 med en Bøde til Statskassen as 400 Kr. subsidiært simpel Fængsel i 60 Dage og paalagt Sagens Omkostninger.

* * *

Med den heromtalte Sag forholder det sig saaledes:

I Sommeren 1884 tjente en ung Pige ved Navn Ane Sophie hos Fyrmesteren ved Nakkehoved Fyr (Nordsjælland), Kaptejn Rydahl. Den unge Pige var i alle Maader hæderlig og uberygtet. En Nat trænger Kaptajnens Søn, Forvalter Hans Christopher Rydahl ind i hendes Kammer og øver Voldtægt imod hende.

Som Følge af dette forlod Pigen sin Tjeneste og indgav Klage over det Passerede til den Kaptejn Rydahl nærboende Birkedommer i Helsinge L. Hammerich. Under Sagen blev det uomtvisteligt, at Forvalter Rydahl havde bragt Pigen i sin Vold; men ikke desto mindre blev Rydahl frifunden imod at betale Sagens Omkostninger, medens Pigen blev idømt 2 Aars Strafarbejde. "Fa'rs Søn", den velstaaende voldtægtsmand, gik frank og fri medens hans Offer sendtes i Forbedringshuset.

Dette Resultat naaedes paa følgende Maade:

Efter at det var godtgjort, at der havde fundet Voldtægt Sted, rettede Dommeren, Hr. Hammerich, Undersøgelserne mod Pigen. Hun var som sagt uberygtet; men hun havde været Kæreste med en af sine Medtjenere. Hr. Hammerich gik nu den Vej, at han under Forhørene i Retten og under Nærværelse af det øvrige Retspersonale spurgte Pigen, om hun nogensinde havde staaet i kønslig Forbindelse med Mænd. Pigen svarede Nej! Hvilken und Pige gør Tilstaaelser af den Natur? Hammerich forlangte, at hun skulde beedige sin Forklaring, og da hun først havde indladt sig paa Benægtelser, følte hun sig vel tvungen til at gaa videre, hvor galt dette end var. Hun aflagde Eden.

Først da skred Hammerich til at forhøre hendes Medtjenere, og han traf da ogsaa paa hendes Kæreste, som tilstod, at han havde staaet i kønsligt Forhold til hende.

Selv ikke-Jurister vil kunne forstaa, hvor uheldigt Hammerich bar sig ad ved denne Lejlighed. Først og fremmest: Hvad kom Pigens Kæresterier Voldtægtssagen ved? Har man Lov til at øve Voldtægt mod enhver Pige, som har givet sig hen tik sin Forlovede? Nej, naturligvis ikke! Men vilde Birkedommeren absolut have Rede paa Pigens Forhold, burde han selvfølgelig have begyndt med at anstille Undersøgelser blandt hendes Omgivelser. Men han ventede hermed, til hun havde aflagt den falske Ed! Han forlangte af hende, at hun for ham skulde bekæmpe sin Skamfølelse, skulde gøre ham Rede for sine privateste og intimeste Forhold. Og hun var ikke klog nok til at vise ham tilbage med den Erklæring, at hun ikke vilde afgive Forklaring. Hun lod Befippelsen og Undseelsen løbe af med sig, og Resultatet blev 2 Aars Fængsel.

Det saa en Tid ud, som om Retten skulde have sin Gang hermed. Pigen blev paa en eller anden Maade formaaet til at erklære sig tilfreds med Dommen, og hun stod paa Vejen til Fængslet, medens Forvalter Rydahl nød sin Frihed i bedste Velbefindende. Da blev vi opmærksom paa Sagen.

Ane Sophies Fader er et af disse skikkelige religiøst anlagte Mennesker, der tager alt ondt som en Himlens Straf, imod hvilken der ikke maa knurres. Saaledes tog han ogsaa Datterens Domfældelse. Da Pigen ikke havde Myndighedsalderen, var det ham, som skulde appellere. Og vi havde betydelige Anstrængelser, inden vi fik bevæget ham til at forlange Sagen ført frem for Overretten.

Den 8. September 1885 faldt Overrettens Dom. Det var lykkedes at fastholde Forvalter Rydahl som Voldtægtsmand, og medens Hammerich havde frikendt ham, opnaaede man, at Overretten dømte ham til 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Men Pigens Straf stadfæstedes. Hun idømtes atter 2 Aars Strafarbejde.

Saa gik Sagen til Højesteret. Og endelig ved denne Rets Dom af 31te Maj 1886 naaede Ane Sophie en Formildelse, saaledes at hendes Straf nedsattes til Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, medens Rydahl fik sine 6 Gange 5 Dage stadfæstet.

Dette blev Resultatet af vor Virksomhed. Vi skaffede Pigen en Læmpelse og Straf over hendes Voldsmand. For saa vidt indrømmede altsaa baade Overretten og Højesteret, at vi havde været berettigede til at antage os den Ulykkeliges Sag. Vi maatte blot ikke fortælle, hvorledes der dømmes her i Landet. Det gjorde vi, da Højesteretsdommen faldt. I Artikler, som var affattede altfor læmpelige, meddelte vi om denne mærkelige Underretsdommer, som havde frikendt en Voldsmand og dømt den Voldtagne. I de foranstaaende Domspræmisser findes de Udtryk, vi benyttede ved denne Lejlighed. Vi talte om Uduelighed, Skødesløshed, Mangel paa Erfaring og deslige. Hvad kunde vi sige andet?

Og saa fik vi da det Offenliges Tak, fordi vi optraadte som Beskytter for en værgeløs Kvinde. Hof- og Stadsretten udtrykker den omtrent saaledes: Retten finder ingen Anledning til at udtale sig imod Birkedommer Hammerich, men idømmer "Social Demokraten" 400 Kroners Bøde.

(Social-Demokraten 17. januar 1888).

Fotograf og maler Niels Christian Hansen (1834-1922) og fotograf Frantz Clemens Stephan Weller (1838-1900): Birkedommer Louis Hammerich, Louis (1830-1916). 1877-1900. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Birkedommer Louis Hammerich (1830 i Kiel-1916) studerede jura ved Kiel universitet ved udbruddet af Krigen 1848-1851. Han meldte sig som frivillig ved 5. Linjeinfanteribataljon og blev 17 år gammel udnævnt i 1848 til sekondløjtnant. Han deltog i krigen 1849-1850 ved slaget ved Fredericia og ved Isted. Han avancerede til premierløjtnant. Han blev slesvigsk cand.jur. 1853 og konstitueret herredsfoged i Frøs og Kalvslund Herreder, borgmester, politimester og byfoged i Egernførde. Her erstattede han Langheim der var blevet degraderet for at være for blød over for de tysksindede, se indslaget herom: Casper Conrad Langheim (1806-1864).

Han blev kancelliråd og herredsfoged i Bøking Herred 1856 og var politimester og rådmand i Flensborg 1859-1864. Efter at være blevet fjernet af prøjserne, tog han til Danmark og blev dansk cand. jur. 1865 og byfoged i Aarhus 1867-1877, derefter birkedommer i Kronborg vestre Birk 1877-1906. Han blev begravet på den Hammerich'ske familiebegravelse på Frederiksberg Kirkegård.

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Den 24de Januar 1875 blev Arbeidsmand Mads Peter Nielsen gift med Caroline Tobiasdatter og de boede derefter sammen et Par Aar i Hobro, derefter i omtrent 3 Aar i Aarhus og i de sidste 5 Aar, før den heromhandlede ved Kriminalretten indledede Undersøgelse tog sin Begyndelse, her i Staden. Allerede medens de boede i Aarhus, begyndte Tiltalte, der under Sagen har pirret Arrestant, enkelte Gange at udøve Vold imod sin Hustru, idet han trak hende ud af Sengen, slog hende og engang skubbede hende over imod Kakkelovnen. Efterat de vare flyttede her til Byen, vedblev han at gjøre sig skyldig i Voldsomheder imod hende, i Begyndelsen sjældnere, men navnlig i det sidste Aar hyppigere, ligesom hans Mishandlinger efterhaanden antog en grovere Karakten. Han har saaledes oftere slaaet hende i Hovedet, Ansigtet eller paa andre Steder af Legemet, hvor han kunde ramme hende, deels med flad eller knyttet Haand, deels engang med et afbrækket Bordben og en anden Gang med et Stykke Brædt skubbet hende omkuld, engang nødt hende voldsomt over mod en Dørkarm og en anden Gang skubbet til hende, saa at hun faldt baglænds ned ad en Trappe, hvorhos han ligeledes har sparket hende i Underlivet paa Tider, da hun var frugtsommelig. Hustruen har jævnlig baaret Mærker af hans Mishandlinger, ved hvilke der er tilføiet hende mindre Saar, eller hun har som Følge af samme været misfarvet i Ansigtet eller paa Kroppen. I April d. A. slog og sparkede Arrestanten hende saaledes, at hun i nogen Tid maatte holde Sengen, og hun har siden den Tid stadig lidt af pludselig optrædende Svimmelhedsanfald, der især fremkaldtes ved Tryk paa et forrykket Beenparti paa venstre Tindingegn, hvis Fremkomst maa antages at skyldes et hende af Arrestanten ved denne Leilighed med det ovenomtalte Stykke Brædt tildeelt stærkt Slag. Den 8de Juli d. A. mishandlede Arrestanten hende paa lignende Maade, og disse Mishandlinger fremkaldte blandt Andet hos hende, der var omtrent i Svangerskabets 7de Maaned, en Ømhed og Smertefuldhed i Underlivet, hvilke Tilfælde ikke heller senere have fortaget sig. Ved en den 11te September d. A foretagen Lægeundersøgelse viste det sig, at det Foster, hvormed Arrestantens Hustru gik svanger, var levende, og i den af vedkommende Læge i den Anledning udstedte Attest udtales det, at den hende overgaaede ilde Medfart ikke kan antages direkte at medføre nogen Fare for Fosterets Liv, men at Fosteret indirekte løber den Fare, at Fødselen paa Grund af hele hendes abnorme nerveuse Tilstand, der sikkert maa antages at være en Følge af de mod Hovedet og særlig mod Tindingegnen rettede Slag, muligvis kan indtræde for tidlig, en Omstændighed, som altid forringer Fosterets Levedygtighed. Hvad angaaer hendes egen Tilstand, udtales det i Lægeerklæringen, at det tør antages, at Underlivssmerterne ville forsvinde, naar Fødselen er overstaaet, og at Underlivstilfældene ikke ville efterlade blivende skadelige Spor i Fremtiden, men at det derimod er et stort Spørgsmaal, om hele hendes nerveuse Tilstand, og navnlig Svimmelheden og den lokale Ømhed paa Tindingegnen nogensinde vil tabe sig, samt at det ikke bestemt tør benægtes, at disse Hjernetilfælde ville kunne forværre sig i Tidens Løb. Efter hvad der under Sagen blev oplyst, maatte det antages, at Arrestanten havde udøvet disse Mishandlinger mod sin Hustru uden Anledning fra hendes Side, og at han ved de paagjældende Lejligheder havde været fuldkommen tilregnelig, men dog saa godt som altid har handlet i en ved Nydelsen af stærke Drikke fremkaldt ophidset Tilstand, i hvilken han vel ikke nogensinde vil have tilsigtet at paaføre sin Hustru nogen Skade af alvorlig Natur, men iøvrigt ikke nærmere gjorde sig Rede for Følgerne af sine Handlinger. Ved Rettens i Tirsdags afsagte Dom blev Arrestanten anseet efter Straffelovens § 202, jfr. § 203, med Forbedringshusarbeide i 8 Maaneder.

(Dagens Nyheder 2. oktober 1885).

Mishandling af sin Hustru og Slagsmaal med Politiet. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14de December f. A. blev Arrestanten Vilhelm Julius Jensen ægteviet til sin Hustru, med hvem han derefter har samlevet, indtil han den 1ste Februar d A. blev anholdt og Undersøgelse mod ham indledet ved Kriminalretten. I dette Tidsrum har han 2 Gange gjort hende til Genstand for Mishandling; den 1ste Januar d. A. slog han hende saaledes flere Gange med knyttet Haand i Hovedet og Ansigtet, saa at hun i flere Dage bar Mærker heraf, idet hun var misfarvet ved Øjnene og havde Buler i Hovedet. Den 1ste Februar d. A. tilføjede Arrestanten hende paany med knyttet Haand Slag i Ansigtet og i Hovedet, medens de opholdt sig inde i deres Lejlighed, og da hun derefter havde begivet sig ned i Gaarden, trak han hende tilbage i et til Lejligheden hørende Værelse, hvor han gentagende sparkede hende, der var falden om, paa Benene. Efter at hun derpaa havde forladt Værelset og var gaaet ud paa Trappegangen, greb han atter fat i hende saa at hun faldt, og medens hun laa paa Trappen, slog han hende igen i Hovedet med knyttede Hænder. Ved den mod hende udøvede Vold blev to Tænder slaaet løs i Munden paa hende, hvorhos hun fik flere Knuder i Hovedet, lige som hun i flere Dage havde Mærker paa Benene af de hende tiiføjede Spark. Nogen Skade paa Helbred blev der ikke paaført hende ved den af Arrestanten mod hende udøvede Vold, og Arrestanten har efter sin Forklaring heller ikke havt til Hensigt at tilføje hende nogen Skade. Han vil ved de anførte Lejligheder have handlet i en noget beruset, men dog fuldkommen tilregnelig Tilstand, og efter det foreliggende kunde det ikke antages, at hans Hustru har givet ham nogen grundet Anledning til den af ham mod hende udviste Adfærd. 

Efter at Inspektionsbetjent Petersen den 1ste Februar var bleven tilkaldt i Anledning af det af Arrestanten paa denne Dag mod sin Hustru udviste Forhold og var bleven opfordret af de Tilstedeværende til at faa Arrestanten fjærnet fra Hujet, fik han denne til godvillig at følge med ud i Gaarden, hvor Politibetjent Hansen var kommen tilstede. Da Arrestanten her optraadte paa en opsætsig og truende Maade mod Betjentene, der begge var iførte Uniform, erklærede Petersen Arrestanten for anholdt og fik ham ført ud af Gaarden. Paa Gaden satte Arrestanten sig imidlertid til Modværge mod at blive ført videre af de to Betjente, slog og sparkede om sig, stødte Petersen omkuld og slog Hansen med Panden i Ansigtet, saaledes at de maatte tilkalde Assistance af private Folk, for at faa Arrestanten ført til Stationen. Som Følge af den mod dem udviste Vold fik begge Betjentene nogle mindre Læsioner, som imidlertid snart fortog sig, uden at det kan antages, at de ville efterlade sig skadelige Følger for de Paagældende i Fremtiden, hvilket Arrestanten ogsaa har erklæret at have ligget udenfor hans Hensigt, idet hans øjemed med den af ham udøvede Vold alene var at slippe for at blive ført paa Stationen. Arrestanten, der tidligere er straffet med 2 Aars Forbedringshusarbejde for Mened, blev nu ved Kriminalrettens Dom anset med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Social-Demokraten 28. marts 1885).

Mishandling af sin Hustru. Om den under denne Sag Tiltalte var det oplyst, at han fra 3 Fjerdingaar efter at han var bleven gift jævnlig havde mishandlet sin Hustru paa forskellig Maade. Han havde saaledes mindst 1 Gang med en med en Blykugle forsynet Spanskrørstok tildelt hende flere Slag paa det nøgne Legene, navnlig over Lænden, hvoraf hun længe efter følte Smerter, 1 Gang med en stor Træske i Hovedet, saa Blodet flød, og 1 Gang med en Træskonaver over Armen, hvilket Slag efterlod blaa Mærker samt 3-4 Gange med knyttet Næve i Hovedet. Efter hendes Forklaring skal han endvidere 1 Gang have slaaet hende med en Greb over Armen, saa at hun flere Dage havde ondt ved at bruge Armen, og 1 Gang med et Dambrædt i Hovedet, men dette vil han ikke kunne mindes og ejheller, som hun har forklaret, at han skulde have befalet hende at klæde sig helt af, du han slog hende med Stokken. Derimod har han fremdeles vedgaaet, at han oftere om Aftenen har forbudt hende at gaa i Seng, saa at hun maatte blive oppe flere Timer af Natten i Kulde og Mørke, og en enkelt Gang har befalet hende at staa op af Sengen. Han beskyldte hende for at have et stridigt Sind; dette har hun dog benægtet og derimod anført, at han var af en voldsom Natur og ofte ustyrlig hidsig. Ved Silkeborg Birks Ekstraretsdom blev han idømt Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage; ved Viborg Overretsdom blev Straffen nedsat til samme Art i 4 Gange 5 Dage.

(Social-Demokraten 31. marts 1885).

Voldsmanden Svend Petersen paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Udaaden paa Amager.

Om det af Gaardmand Svend Pedersen i Sundbyvester forøvede Overfald paa to af sine Tjenestepiger har vi modtaget følgende :

Da Undertegnede Mandagen den 11. Avgust d. A. henvendte os i Svend Pedersens Gaard, medundertegnede Lovise Poulsson for at afhente mine Ejendele og medundertegnede Henriette Hansen for at erholde et Beløb af den mig tilkommende Løn, som jeg ikke havde faaet udbetalt, blev vi Genstand for følgende Behandling.

Ved vor Ankomst til Gaarde, henvendte undertegnede Henriette Hansen sig til Svend Pedersens Hustru med j Forespørgsel om, hvorvidt Svend Pedersen var hjemme, idet jeg ønskede at faa mit Tilgodehavende udbetalt. Der blev imidlertid svaret, at Pedersen ikke var hjemme, og da jeg saaledes ikke kunde faa mit Ærinde udrettet maatte jeg foreløbig lade dette bero. Imidlertid gik medundertegnede Louise Poulsson ind i Pigekamret og hentede sin Koffert, som vi da i Fællesskab bar ud ad Bagporten til Gaarden. Da vi var komne ud paa Vejen kom Svend Pedersen imidlertid løbende efter os, og da han kaldte paa os, standsede vi, og satte Kofferten ned paa Vejen. Da han kom hen til os gav han sig uden nogen Foranledning til at ruske i medundertegnede Lovise Poulsson, og slog mig gentagne Gange i Ansigtet med knyttede Hænder, saaledes at min Næse blev slaaet til Blods, hvorefter han tilsidst sparkede mig med sin Træsko i den venstre Side af Underlivet.

Medundertegnede Henriette Hansen var imidlertid gaaet over til den anden Side af Vejen. Svend Pedersen kom da over imod mig og tilføjede mig en Mængde Slag dels i Hovedet og dels i Ryggen af den venstre Side. Han stødte mig endvidere ud i en bag ved Gaarden værende Vandpøl, der har Tilløb fra Møddingen, greb mig i Halsen og trak eller stødte mig flere Gange Voldsomt frem og tilbage i Vandet. Følgen af denne Behandling var, at jeg kom til at spytte Blod i en meget høj Grad. Svend Pedersen skød mig derpaa foran sig tilbage til Gaarden, hvor jeg opholdt mig i Borgstuen indtil Birtedommeren, der var ankommen til Gaarden for at undersøge et Aftenen i forvejen stedfundet Lynnedslag, havde forladt Gaarden. Under dette mit Ophold paa Gaarden vedblev den hæslige Blodspytning uafbrudt. Svend Pedersens Hustru forsøgte nu at overtale mig til atter at tage Tjeneste hos dem, og da jeg frygtede for at blive Genstand for yderligere Overlast, lovede jeg at komme tilbage den paafølqende Morgen, hvorefter jeg forlod Gaarden, og begav mig under stadig Blodspytning og hæslige Smærter til en i Sundbyøster boend Kone, hvis Hjem jeg med stort Besvær naaede. Her fik jeg et meget hæsligt Krampetilfælde, og efterat Politiet havde taget Rapport om det Forefaldne, blev jeg den paafølgende Morgen indlagt paa Amtssygehuset i Ryesgade.

Efterat Svend Pedersen havde ført Henriette Hansen tilbage til Gaarden løb han atter hen imod medundertegnede Lovise Poulsson, og forfulgte mig ca. 200 Alen henad Vejen. Da han imidlertid saa, at Birkedommeren kom kørende hen imod Gaarden, ophørte han at forfølge mig. Derpaa tog han, i Forening med en af sine Sønner min Kuffert og satte den i Porten hvor jeg, da jeg atter blev alene paa Vejen, hentede den og bar den saa langt jeg formaaede indtil det lykkedes at faa den transporteret videre ved Hjælp af en forbikørende Vogn, hvorefter jeg ligeledes begav mig til den ovenfor omtalte Konge i Sundbyøster.

Medundertegnede Henriette Hansen har ligget i 7 Uger paa Hospitalet indtil jeg i Onsdags blev udskreven. Det viste sig paa Hospitalet, at jeg tillige havde faaet Skade i den venstre Hofte, som bevirkede, at Benet blev flere Tommer kortere end det højre. For denne Skade er jeg dog nu helbreder, hvorimod jeg endnu føler Smerter i den venstre Side og er ude af Stand til at paatage mig nogen Tjeneste. Ogsaa undertegnede Lovise Poulsson har siden Overfaldet været ude af Stand til at paatage mig nogen Plads, idet Lægerne udtrykkelig har forbudt mig at udføre andet end meget let Arbejde.

Det er os bekendt, at Svend Pedersen under Forhørene dels nægtede at have slaaet os, og dels søgte at give Sagen et andet Udseende ved at foregive at han ikke kunde huske, hvad der var foregaaet. Vi maatte desaarsag aflægge Ed paa vor, i Overensstemmelse med ovenstaaende afgivne Forklaring i Retten. Det er ligeledet betegnende for Svend Pedersens Optræden, at han i en Tid af 7 Dage betalte for medundertegnede Lovise Poulssons Underhold, men at han tog denne Understøttelse bort. saa snart jeg havde aflagt Ed paa Rigtigheden af den af mig afgivne Forklaring. Svend Pedersen har ligeledes forsøgt at faa Sagen bilagt ved Hjælp af Penge, idet han i Retten og medens Birkedommeren og Retsbetjentene hørte derpaa direkte tilbød mig Penge i Erstatning, hvis jeg ville blive "enig" med ham. Birkedommeren tilskyndede mig ligeledes til at "komme overens" med Svend Pedersen. Efter at han nemlig i et Forhør havde tilspurgt mig, hvor meget jeg skulde have i Erstatning, hvortil jeg svarede, at Retten maatte tildømme mig en saadan. bemærkede Birkedommeren, at "det dog var bedst at komme overens." Ogsaa medundertegnede Henriette Hansen er af Birkedommeren bleven tilspurgt om. hvor meget jeg vilde forlange i Erstatning, uden at han dog tilskyndede mig til at indgaa noget Forlig med Svend Pedersen. Med Hensyn til den 3 Uger lange Arrestation, jeg blev underkastet paa Grundlag af den ugrundede Beskyldning for at have faaet Svend Pedersens Datters Armbaand, har Birkedommeren erklæret, at der vilde blive mig tilkendt en Æresoprejsning.

Lovise Charlotte Poulsson.
Henriette Ludolffine Hansen.

* * *

Det er betegnende for Retstilstandene paa Amager, at Voldsmanden, der foretog ovenomtalte brutale Overfald, kun har siddet under Anholdelse i 11 Dage og den Dag i Dag befinder sig paa fri Fod, medens de to Piger, der bleve arresterede paa Grundlag af den urigtige Beskyldning for at have taget det nævnte Guldarmbaand, blev holdt i Arrest i 3 Uger. Det er ligeledes betegnende, at Birkedommer Dahlerup, i Stedet for at virke hen til, at Voldsmanden faar sin fortjente Straf, tværtimod søger at faa Sagen bilagt paa den for Svend Pedersen læmpeligste Maade ved ligefrem at stille Opfordring til de mishandlede Piger om, mod Udbetaling af et større eller mindre Beløb, at "komme overens" med deres Plageaand. Dette Forsøg paa at lade Pengeposen gøre Udslaget mener vi bør ikke gaa upaatalt hen.

Muligvis har det sine ubehagslige Sider for Hr. Dahlerup, naar han en Gang imellem bliver nødt til at tage en velhavende Voldsmand under Behandling, og derfor kan have Tilbøjelighed til at lade denne slippe saa billig som muligt, men Straffeloven staar dog over Hr. Birkedommeren, og selv om den ikke lader enhver Voldsmand faa den Straf, han tilkommer, bør den dog ikke ligefrem skubbes til Side for en fyldt Pengesæk. Vi antager, at Hr Dahlerup, naar han vil, nok kan finde ud af, hvor meget der skal tilkendes Pigerne i Erstatning, uden at der behøves at gaas paa Akkord med Svend Pedersen. Red.

(Social-Demokraten 3. oktober 1884)

Birkedommer og herredsfoged Hans Dahlerup (1832-1896) var blevet cand. jur 1856, auditør 1862. Han var by- og herredsfoged i Mariager 1870-1877, birkedommer i Amager Birk 1877-1888, herredsfoged i Lejre herred 1888. Han blev ridder af Dannebrog 1888.

Dommen over Voldsmanden Svend Petersen paa Amager

Under en ved Amager Birks Ekstraret behandlet Sag tiltaltes Gaardejer Svend Petersen af Sundbyvester for Vold, og efter de fremkomne Oplysninger er de nærmere Omstændigheder herved følgende: Natten mellem den 18de og 19de Juli f. A. rømmede Pigen Henriette Rudolphine Hansen af sin Tjeneste hos Tiltalte, der bor paa Sundbyvester Mark, og kort Tid derefter blev hun arresteret som mistænkt for at have begaaet en Forbrydelse; men da hun ikke blev overbevist herom, blev hun igen løsladt den 7de Avgust, og tog da, skønt hun havde lovet at vende tilbage til Tjenesten, Ophold hos Madame Nielsen i Dyvekestræde i Sundbyvester. Den 10de August om Aftenen rømmede Pigen Lovisa Charlotte Poulsen ligeledes af sin Tjeneste hos den Tiltalte, fordi hun, der var frugtsommelig, frygtede for, at hun ikke skulde kunne udholde det forestaaende Høstarbejde, hvorfor den Tiltalte, da hun ikke havde medtaget sit Tøj, gav Ordre til, at dette ikke maatte udleveres hende, før hun kom tilstede, da han vilde efterse det, for at forvisse sig om, at hun ikke bortførte Tyvekoster. Den følgende Dag, altsaa den 11te Avgust, om Eftermiddagen, indfandt Lovisa, der ligeledes havde taget Ophold hos fornævnte Madame Nielsen, sig igen paa den Tiltaltes Gaard, for at hente sit Tøj, og var da i Følge med ovennævnte Pige, Henriette, der kom for at kræve sin tilgodehavende Løn. Da de kun traf den Tiltaltes Hustru tilstede, gik Lovisa ind i Pigekammeret og hentede, trods givet Forbud, sin Kuffert, som hun og Henriette derefter gik bort med gennem Gaardens Bagport, og da Tiltalte, som opholdt sig tæt udenfor Gaarden, straks blev underrettet herom, løb han efter Pigerne, som han indhentede lige udenfor Porten, og om hvad der derefter foregik har Tiltalte forklaret, at da Pigerne ikke efter hans Opfordring vilde vende tilbage med Kufferten, som han vilde efterse, kastede han Louisa med Magt til Side, saa at Pigerne slap Kufferten, idet han greb Lovisa i Skulderen og ruskede hende, hvorhos han gav hende to Slag i Ansigtet med sin Haand, og da Lovisa derefter løb bort, vendte han sig mod Henriette, idet han tog fat i hende og ruskede hende, og da hun derfor vilde flygte fra ham, greb han hende med begge Hænder svingede hende rundt, hvorved de begge kom til at træde ud i en Vandpyt, som Regnen havde dannet; og da han havde faaet hende vendt mod Porten, greb han hende i Ryggen, idet han holdt hende fast i hendes Kjole, og skubbede hende foran sig igennem Portlaagen, fordi han vilde, at hun, der, som anført, havde lovet at vende tilbage i sin Tjeneste, skulde gaa ind til hans Hustru, og for at fremskynde hendes Gang stødte han hende med venstre Haand i Ryggen, og efter at han saaledes havde ført hende ind paa Gaardspladsen, hvor han slap hende, vendte han tilbage og hentede Kufferten, som han satte ind i Porten, hvorpaa han gik ind for at tage imod Birkedommeren, som i det samme kom kørende til Gaarden.

Efter begge Pigernes beedigede Forklaringer har den Tiltalte, foruden at behandle Lovisa som anført, hvorved hendes Næse kom til at bløde, tillige, idet hun vilde til at løbe bort, sparket hende i Underlivet, hvad den Tiltalte har erklæret ikke at kunne erindre, og i øvrigt gaar Lovisas Forklaring ud paa, at hun, efter at være kommen bort fra Tiltalte, løb over til en Nabogaard, hvorfra hun kort Tid efter vendte tilbage og hentede sin Kuffert, der nu var hensat i Porten, og begav sig med den til sin Bolig i Dyvekestræde, idet hun kom til at køre den største Del af Vejen med en Vogn, som tilfældig indhentede hende, og da hun havde været hjemme en Times Tid følte hun Smærter i Underlivet som en Følge af det hende tildelte Spark, og da disse Smærter tiltoge, henvendte hun sig den 14de Avgust til Distriktslægen, som derefter tog hende under Behandling. Af denne Læges under Sagen fremlagte Erklæringer fremgaar det, at Lovisa, skønt der ikke fandtes nogen Affarvning af Huden eller nogen kendelig Hævelse, havde stærke Smærter i venstre Side af Underlivet, hvilke Smærter efter Anvendelse af Igler og Omslag efterhaanden aftoge og var den 19de August, da den første Erklæring afgaves, ofte ubetydelige, men indfandt sig atter ved de mindste Bevægelser, hvorhos hendes Befindende i det Hele ikke var godt, da hun havde tabt Madlysten og havde nogen Feber. Da Lægen i sin Erklæring af 20de Avgust havde udtalt, at det forekom ham aabenbart, at de omtalte Tilfælde maatte skyldes en hende den 11te s. M. tilføjet Læsion, og at der, da Lovisa fra samme Tid ikke havde bemærket Fosterbevægelser, var sandsynlighed for, at samme Læsion havde bevirket hendes Fosters Død, blev den Tiltalte den 27de s. M belagt med Varetægtsarrest, men blev dog atter løsladt den 5. September, efter ar der ved en den 30. Avgust paa den kgl. Fødselsstiftelse foretagen Undersøgelse var bemærket Liv. I sin Slutningseklæring af 12te September udtalte Distriktslægen, at Lovisa da maatte anses som helbredet uden sandsynlige Følger for Fremtiden, og i Følge en Skrivelse af 30. November fra Læge Th. B. Hansen paa den kgl. Fødselsstiftelse havde Lovisa den 18de s. M. der født et fuldbaaren levende Drengebarn.

Hvad dernæst angaar Pigen Henriette, da gaar hendes beedigede Forklaring ud paa, at den Tiltalte, foruden at have behandlet hende som af ham omforklaret, tillige har med knyttet Haand slaaet hende baade i Tindingerne og i Baghovedet, og givet hende et Stød i højre Side, samt at det forekom hende, at det var med en eller anden Genstand, som den Tiltalte optog i Porten, at han gentagne Gange slog hende paa Ryggen, uden at hun dog har kunnet sige noget bestemt herom, men at hun ved disse Slag fik Blod i Munden. Da den Tiltalte havde sluppet hende, gik hun ind i Gaardens Vaskehus, hvor hun opholdt sig et Par Timer, og talte fredeligt baade med den Tiltalte og hans Familje, som af og til saa ind til hende og gav hende noget at spise, og hun hor erkendt, at hun da gav et noget ubestemt Løfte om næste Dag at ville vende tilbage til Tjenesten, men tilføjet, at det skete i Anledning af Frygt for den Tiltalte. Da Birkedommeren havde forladt Gaarden, begav hun sig til Fods tilbage til sin Bolig i Dyvekestræde, der ligger en Kvart Mil fra den Tiltaltes Gaard, og følte da under Gangen nogle ikke meget stærke Smærter i sin venstre Hofte, hvilke Smærter hun havde begyndt at mærke, da den Tiltalte trak hende ud i Vandpytten, og da hun kom paa Trappen, der fører til hendes Bolig faldt hun og stødte sin venstre Hofte, saa at hun maatte slæbe sig op ad Trappen ved at holde i Rækværker, og kunde ikke siden støtte paa sit venstre Ben.

Af Sagens øvrige Oplysninger fremgaar det, at Henriette, der har et svageligt Helbred og navnlig har lidt af Saar paa Tarmene, da hun kom ind i sin Lejlighed var blodig om Munden, og hun straks faldt om og fik Krampe og spyttede Blod op, hvorfor hun den næste Dag blev indlagt paa Amtets Sygehus. I sine under Sagen afgivne Erklæringer, har Lægen ved bemeldte Sygehus udtalt under 30te Avgust, at Henriette straks efter Indlæggelsen paa Sygehuset ophostede en meget ringe Mængde Blod, men at der iøvrigt intet andet abnormt fandtes end nogen - dog ikke megen - Ømhed i højre Side af Mellemgulvsregionen og over venstre Hoftekamp, og under 26de f. M., at uagtet der ikke fandtes synlige Mærker, f. Eks. Blodudtrækninger, skyldtes de omtale ømme Steder utvivlsomt Stød eller Slag, men at Ømheden ved venstre Hofteregion havde vist sig at være langt betydeligere end straks antaget, og endelig under 12te September, at da Ømheden i højre Side i Løbet af nogle Dage havde tabt sig ved Sengeleje alene, er det sandsynligere at den skyldtes Stød og Slag, der dog ikke kunne have været betydeligere, end at den skulde være Symptom paa Mavesaar, og at det Blod, som Henriette har faaet i Munden, enten kan skyldes Stød eller Puf i Ryggen eller mindre Beskadigelser ved Tænderne i Mundhulen eller paa Læberne; men at ingen af disse tvende Læsioner har efterladt skadeligt Følger for Fremtiden. Med Hensyn til Smerterne i venstre Hofteregion, erklærede Lægen, at de havde vist sig at hidrøre fra en Betændelse i Hofteleddet, hvilken Sygdom ikke kan tænkes at være opstaaet ved et Fejltrin, men maa antages at være foraarsaget ved Henriettes ovennævnte Fald paa Trappen til hendes Lejlighed, og de Krampeanfald, som Henriette fik i sit Hjem, har efter Lægens Formening næppe staaet i direkte Forbindelse med den hende overgaaede Vold, men maa snarere opfattes som almindelige hysteriske Anfald som Følge af Sindsbevægelse, især da hun under Opholdet paa Sygehuset har gjort Indtryk af al være en Del hysterisk. Endelig har den samme Læge under 3. September erklæret, at Henriette da var fuldstændig helbredet, uden at hendes Sygdom har efterladt skadelige Følger for hendes fremtidige Helbred.

Efter det anførte, maa det anses som godtgjort, navnlig ved begge Pigernes beedigede Forklaringer i Forbindelse med Beskaffenheden af den Lovisa tilføjede Læsion i Underlivet, som ikke er oplyst at være bleven tilføjet hende paa anden Maade, at den Tillalle ikke alene har tilføjet Lovisa den af ham omforklarede Vold, men ogsaa sparket hende i Underlivet, og derved tilføjet hende den i Distriktslægen Erklæring ommeldte Læsion, hvorimod det ikke kan anses som godtgjort, at den Tiltalte, som Lovisa endvidere har forklaret, ved den ovennævnte Lejlighed havde Træsko paa Fødderne, og den tiltaltes Forklaring om, at han kun var iført Morgensko vil saaledes som ikke modbevist være at lægge til Grund for Sagens Paadømmelse. Efter Indholdet af de ovennævnte Erklæringer fra Lægen ved Amtets Sygehus maa det anses som godtgjort, at Tiltalte, foruden at behandle Henriette som af ham omforklaret, tillige har puffet eller stødt hende i venstre Side, men medens de øvrige mindre Sygdomssymptomer, hvoraf Henriette ved sin Indlæggelse paa Sygehuset fandtes at lide, maa anses som Følger af den hende af den Tiltalte tilføjede Vold, findes den Hoftebetændelse, hvoraf hun har lidt, ikke at staa i en saadan Forbindelse med hans Behandling af hende, at han herfor kan drages til Ansvar. Begge Pigerne har erklæret, at de ikke ønske Spørgsmaalet om deres Erstatningskrav hos Tiltalte paakendt under denne Sag, og deres eventuelle Ret i faa Henseende vil saaledes være dem forbeholdt. 

For sit ovennævnte Forhold vil Tiltalte, som er født i Sundbyvester, den 17de April 1822 og ikke tidligere er funden straffet, nu være at anse efter Straffelovens § 203, og idet der tages Hensyn til, at det var ham bekendt, at Lovisa var frugtsommelig og Henriette af et svageligt Helbred, findes hans Straf at burde fastsættes til simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos han vil være at tilpligte at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salær til Aktor, Prokurator Møller 50 Kr., hvorimod der ikke blive at tilkende Defensor, Overretssagfører Diechmann, noget SaIær, da han, som tidligere privat engageret, ikke har nedlagt Paastand.

(Social-Demokraten 13. januar 1885).

Ukendt fotograf: Minorkagade. Gamle huse. Tidligere Dyvekestræde, Sundbyøster. Det var i dette stræde de to tjenestepiger et par årtier før havde lejlighed. Kbhbilleder. 1905-1910.

Dyvekestræde skiftede i 1901 navn til Minorkagade. Det var en sidegade i den gamle Sundbyøster landsby på Amager. Minorkagade blev nedlagt i begyndelsen af 1960'erne i forbindelse med opførelsen af beboelsesejendommen Øresundsvej 31-37 og Rødegård 14-18. Bagsiden husene i Minorkagade var en smøge "Gissegyden" som førte ind til Røde Kro.