Frygtelig Mishandling af et 7-Aars Barn. (Efterskrift til Politivennen)

En brutal Slyngel i Bevtoftegade. - Et Selskab af Radiumskandidater. - Da Moderen blev slaaet, græd den lille Dreng, og blev derfor mishandlet paa det frygteligste

Forbryderen fængslet.

I Bevtoftegade Nr. 6 paa Vesterbro er der i Forgaars Aftes begaaet en frygtelig Volds-Forbrydelse imod en 7-aarig Dreng

Her bor en Søfyrbøder Hans Larsen, der er meget fordrukken. Han lever sammen med en Kvinde, der har et Par Drenge i 7 til 11-Aars-Alderen.

Om Eftermiddagen havde Hans Larsen truffet et Par Kammerater i Saxogade og inviteret dem hjem. Her gav de tre Mænd sig til at drikke "Radium" til langt hen paa Aftenen, og deres Beruselse steg og steg. Til sidst blev Hans Larsen ondsindet og fandt Lejlighed til at overfalde sin Kæreste, som han gennempryglede. Da den 7-aarige Willy, der laa i sin Seng hørte, at Moderen blev mishandlet, gav han sig til at græde. Herover blev den berusede Mand saa rasende, at han gennempryglede Willy, der var afklædt. Derefter tog han Drengen i Arme og Ben og kylede ham hen i en Krog af Værelset. Drengen slog Hovedet imod en Sæbeskaal og fik el stort, blødende Saar over det ene Øje. Men Vreden var endnu ikke løbet af den brutale Mand Han tog atter den lille Dreng og slyngede ham op imod Loftet. Han faldt og slog Hovedet imod Sengekanten.

Willys 11-aarige Broder havde set til, men nu blev det Drengen for meget. Han fo'r ind paa den berusede Mand for at værge sin Broder, og nu syntes ogsaa de andre Drukkenbolte, at det gik for vidt. Men imidlertid var Politiet kommet til, og Larsen blev taget med.

I Dommervagten. - Hvad Lægeerklæringen siger.

I Gaar blev Hans Larsen fremstillet i Dommervagten for Dommer Troels Lund. Han stod frækt med begge Hænder i Lommen under Afhøringen. Han afviste kort Sigtelserne. - Nok har jeg revset Drengen, sagde han, men mishandlet ham har jeg ikke.

Dommeren læste Imidlertid Læge-Erklæringen op. Den udtaler, at Willy ved Undersøgelsen havde et 2 cm langt, gabende Saar over det ene Øje. Paa venstre Laar og Bagpartiet var der Spor af meget kraftige Slag. Der var blodunderløbne Mærker af Fingrene efter den, der havde slaaet. I Munden og paa Læberne fandtes Saar. Næsen havde blødt, og der var talrige Mærker af brutale Tag. Dommer Troels-Lund fængslede den raa Volds-Forbryder og gav Politiet en Frist paa 14 Dage til Undersøgelsen.

Hans Larsen har været straffet mange Gange. Sidst har han været i Forbedringshus for Tyveri.

(Nationaltidende 2. december 1925).

To Smaadrenge, der vidnede imod deres brutale Stedfader

Barnemishandling i Bevtoftegade. - En velbegrundet Fægslingskendelse.

I Gaar afholdt Dommer Troels-Lund Forhør over den fængslede Havnearbejder Hans Larsen. der i Ejendommen Bevtoftegade 6 nylig mishandlede sin Kærestes 7-aarige Søn, Willy, paa den uhyggeligste Maade.

Kæresten, Fru Anna Lundgreen, forklarede, at Manden hyppigt havde mishandlet hende. Nu var han kommen hjem sammen med nogle Kammerater, hvorefter de havde sat sig til at drikke Radium. Pludselig for han op og vilde prygle hende, og da hun flygtede, havde han kastet sig over Willy. Kort efter vendte hun tilbage under Politiledsagelse. Hun saa da nu, at Blodet flød ned over Barnets Ansigt, og at hans Sengeklæder var blodige. Over det venstre Øje havde Drengen et dybt Saar.

Det mishandlede Barn skulde herefter give Forklaring, men da han øjensynlig var bange for at tale, medens Larsen var til Stede, lod Dommeren Arrestanten føre ud. Drengen fik en Pose Chokolade af Dommeren, og fortalte saa paa en afgjort troværdig Maade, hvordan Stedfaderen havde slaaet ham, fordi han græd af Angst for, at Moderen skulde faa Prygl; tilsidst havde Larsen kastet ham op i Luften. 

Willys 11-aarige Broder, Svend Aage, var næste Vidne. Han huskede, at Stedfaderen havde slaaet Willy i Ansigtet med knyttede Hænder. Derefter havde han taget fat i den lille Drengs Ben og slynget ham ind imod Væggen.

Saasnart disse Forklaringer var protokollerede, blev Larsen taget i Forhør. Han indrømmede at have slaaet Willy, men nægtede at have kastet ham op i Luften. Han tilføjede, at Svend Aage havde gemt sig under Dynen, saaledes at han intet kunde se.

Dommeren gjorde Larsen opmærksom paa, at en Nægtelse vilde være overflødig. Sagen var saa oplagt, som den kunde være.

Larsen ønskede dog ikke at tilstaa. Forundersøgelsen blev dermed erklæret for sluttet; Materialet tilstilles i de nærmeste Dage Statsadvokaten for at han kan udarbejde Anklageskriftet.

Arrestanten bemærkede, at han ventede at komme paa fri Fod og holde Jul, men Dommeren forlængede Fængslingsfristen til 28. December.

(København, 13. december 1925).

Hans Larsen blev i februar 1925 idømt 6 måneders fængsel på sædvanlig fængekost. Dommeren mente at han egentlig stod til forbedringshusstraf, men Hans Larsen havde vist nogen anger. 

Hjørnet af Enghavevej og Bevtoftegade (til højre). Bevtoftegade nr. 6 anes yderst til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

En Silistria-Affære i København. (Efterskrift til Politivennen)

Manden, der vilde save sin Hustru midt over.

En ond Ægtemand - Chauffør Julius Cæsar Boeck - blev i Gaar fremstillet i Byretten i København.

Fru Boeck har fortalt Politiet, at i de 12 Aar, hun har været gift med Julius Cæsar, har hun gaaet i en stadig Angst for sit Liv. Hun er fra Dag til Dag bleven mishandlet - siger hun - paa den skændigste, mest barbariske Maade.

Fru Boeck forklarede, at hun var bleven mishandlet af sin Ægtefælle omtrent fra den Dag, da hun var bleven gift. Han havde ikke alene slaaet hende med Hænderne, nej, han havde ogsaa brugt en Læderrem.

- Hvorfor slog han Dem? spurgte Dommeren.

- Min Mand beskyldte mig for at være ham utro.

- Havde han Grund dertil?

- Nej, nej! Det er en Beskyldning, der er grebet ud af Luften. Jeg har intet at bebrejde mig selv.

- De har forklaret, at han har truet med at tage Dem af Dage?

- Ja, mange Gange I Han har forfulgt mig med en Brødkniv i Haanden. Og han har sagt, at han vilde skyde mig. Og mindst et Par Gange har han truet med, at han vilde save mig midt over!

Af Politiets Rapport fremgik, at Fru Boeck for et Par Aar siden blev separeret fra sin Mand. Hun maatte efter Separationen sammen med sine Børn tage Ophold i en Kælderlejlighed, Valbygaardsvej 56. Men heller ikke her fik hun Fred for sin Ægtefælle. Atter og atter opsøgte han hende og truede hen de med det værste. En Gang havde han knust Ruderne og var trængt ind i Lejligheden. For at undgaa at blive mishandlet maatte hun og Børnene flygte ud af Bagdøren.

- Jeg havde en ung Pige, der gik mig tilhaande. Hun irriterede min Mand i den Grad, at han truede med at slaa hende ned med en Jærnstang, sagde Fru Boeck.

I Søndags havde Boeck paany forulempet sin Hustru.

Ved Aftenstid havde han indfundet sig i Valbygaardsvej 56 og hamrede løs paa Døren.

- Kommer Du ikke hjem til mig, havde han raabt, bliver det værst for Dig selv. Du spøger med dit Liv!

- Hr. Dommer, tryglede den ulykkelige Kvinde, sig mig, hvad jeg skal gøre? Jeg er saa forpint! Jeg véd ikke, hvor jeg skal skjule mig. Jeg lever i stadig Angst!

Julius Cæsar Boeck var meget syg, da han kom for Skranken, og han havde stor Medlidenhed med sig selv.

- Jeg har aldrig ment det alvorligt, sagde han. Jeg er saa rask til at true, men det betyder intet, og det véd min Kone meget godt. Det er ikke rigtigt, at jeg har truet hende paa Livet.

Men efter at Dommeren havde foreholdt ham, hvad hans Hustru havde forklaret, maatte Julius Cæsar indrømme, at det i hvert Fald var rigtigt nok, at han i Søndags havde sagt, at hun spøgede med sit Liv.

- Hvad mente De dermed ? spurgte Dommeren.

- Mente? Ærlig talt, jeg véd det ikke, svarede Julius Cæsar. Det var et Par Gloser, der faldt mig i Munden.

- Det var nogle meget uheldige Gloser, bemærkede Dommeren.

Og derefter blev der afsagt Arrestdekret over den brutale Julius Cæsar.

(Demokraten 30. august 1923).

Sagen endte et par uger efter med at der blev indgået et forlig mellem ægtefællerne om separation og senere skilsmisse.

Den eneste beboelige kælderlejlighed i nuværende Valbygårdsvej. I dag beboerlokale for Andelsboligforeningen Vesterparken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hustrumishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom i en Sag om Mishandling af sin Hustru. Under denne af Høiesteret igaar paakjendte, imod en Indsidder for nævnte Forhold anlagte Sag, havde hans Hustru forklaret, at hendes Mand i de senere Aar mange Gange i beruset Tilstand havde slaaet hende, og at han navnlig en Dag for omtrent et Aar siden slog hende saaledes, at hun fik et blaat Øie. Siden den Tid har han flere Gange mishandlet hende med Slag og navnlig en Dag tort for sidste Junk givet hende en slem Medfart, i hvilken Anledning han en Nat var under Anholdelse. Denne Anholdelse kunde han ikke glemme, og navnlig blev han, efterat have sviret Aftenen forud, om Morgenen den 9de Marts d. A. næsten ustyrlig af ærgrelse over Anholdelsen, sprang i det blotte Linned op af sin Seng, greb sin Hustru i hendes Klæder og slog hende med knyttet Haand i Ansigt og Hoved. Derhos stødte han hende, der var høist frugtsommelig, to Gange i Underlivet og vedblev at slaae hende, uagtet hun ingensomhelst Anledning havde givet ham dertil og uagtet hun tiggede og bad om Skaansel, indtil hun saae Leilighed til at undvige.

Konen havde efter en under Sagen fremlagt Lægeerklæring faaet forskjellige Læsioner, men disse vilde efter Lægens Mening ikke efterlade skadelige Følger, og efter hendes egen Forklaring i et Forhør den ,5te April, havde hun ikke længer nogensomhelst Meen af den imod hende udøvede Vold.

Tiltalte havde nu ogsaa erkjendt, at han i de sidste 5 Aar oftere har pryglet sin Hustru, og at han navnlig ogsaa har gjort det den 9de Marts, men han havde benægtet, at han ved den sidstnævnte Leilighed har stødt hende i Underlivet - hvad heller ikke imod hans Benægtelse er beviist - eller at han overhovedet ved denne Leilighed har tilføiet hende andre Mishandlinger, end at han har givet hende to Slag paa Kinden med den flade Haand. Han havde imidlertid erkjendt, at de paagjældende i Lægeerklæringen anførte Læsioner kunde være tilføiede ved de Slag, han havde givet hende, hvorhos han havde indrømmet, at han ikke den 9de Marts var beskjænket i høiere Grad, end at han godt vidste hvad han foretog sig. Hans Hustru er iøvrigt i en for Overretten fremlagt Skrivelse gaaet i Forbøn for sin Mand.

Tiltalte, der er 40 Aar gammel og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, var ved de foregaaende Instantsers Domme anseet med Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage. Højesteret skjærpede Straffen til lige Fængsel i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. oktober 1881).

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Under en ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret paakjendt Sag var det godtgjort, at en 29aarig Arbeidsmand, som blev gift med sin Hustru den 7de Februar 1875, hvorpaa de efter et Par Aars Forløb flyttede hertil Byen, oftere uden nogensomhelst Anledning fra hendes Side har slaaet hende, deels med Panden, deels med Haanden, saaledes at hendes Ansigt har været opsvulmet og sort og blaat. Blandt andet har han en Gang, da de boede i St. Stefansgade, med Panden bibragt sin Hustru, der stod med et Barn paa Armen, et Slag i Ansigtet, saa at Blodet flød ud af Næse og Mund. En anden Gang har han slaaet hende og kastet hende om paa Gulvet, saaledes at en Haarnaal trængte ind i Baghovedet, hvoraf hun følte Smerter, og senest har han den 5te Juni d. A. udenfor deres Bopæl paa Godthaabsveien - som det maa antages med en Flaske - bibragt hende et Slag over det høire Øie, saaledes at der ifølge indhentet Lægeerklæring indtraadte en betydelig Hævelse af høire Kind og begge høire Øielaag samt en let Hudafskrabning af et mindre Parti midt paa Kinden og en ringe Blodudtrædning under Huden. Arrestanten har udøvet disse Mishandlinger, som ikke kunne antages at ville medføre skadelige Følger for Konen for Fremtiden, naar han har været i beruset Tilstand, uden at det dog kan antages, at han har været utilregnelig. Efter Straffelovens § 202 blev han idømt en Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. august 1881).

Familieliv. (Efterskrift til Politivennen)

Nykjøbing Kjøbstads Extraret har i F. Loll.-Falst Stifst. nys paadømt en mod en Mursvend anlagt Justitssag af følgende Beskaffenhed. Mursvenden var tiltalt for Mishandling af sin Hustru og Børn, og under Sagen blev det oplyst, at Ægtefolkene i en Række af Aar havde levet i et højst ulykkeligt Forhold med hinanden. Ihvorvel Grunden hertil i en væsenlig Grad maa tilskrives Manden, havde Konen ogsaa for en Del Skyld deri, idet hun ikke saa sjældent imod Mandens Vidende og Villie havde bortødslet til Indkjøb af unødvendige Sager temmelig betydelige Summer, som han, naar han rejste bort for at arbejde paa Landet, havde overgivet hende, og som hun vidste vare bestemte til andre Øjemed, ligesom hun ogsaa undertiden i samme Anledning havde pantsat og endog en Gang solgt Mandens Gangklæder og deres Sengetøj samt ofte udskjældt Manden og truet ham med, hvad hun havde i Haanden, samt endog slaaet efter ham. Ligeledes havde hun, hvem Børnenes Opdragelse mest paahvilede, da Manden ofte i længere Tid var fraværende fra Hjemmet paa Grund af Arbejde, vist sig højst forsømmelig i saa Henseende, idet hun havde ladet Børnene drive om uden Opsigt og uden at paase, at de passede deres Skolegang, og det uagtet Manden gjentagne Gange havde maattet betale, dels afsone de Skolemulkter, som i den Anledning vare ikjendte. Dog maatte, som anført. Grunden til dette ulykkelige Samliv ogsaa i høj Grad søges hos Manden, der ofte i Hidsighed og naar han var forbitret paa Konen formedelst hendes forannævnte Adfærd, havde udfskjældt og slaaet hende samt undertiden om Natten jaget hende op af Sengen, saa at hun havde maattet gaa udenfor, men han vil dog aldrig have forment hende at komme ind og gaa i Seng igjen, eller overhovedet have tilføjet hende nogen Overlast. Tiltalte havde ogsaa en Gang, da Konen truede ham med en Kniv, vristet denne fra hende og slynget den efter hende, uden at det dog egenlig havde været hans Hensigt at ramme hende, hvilket heller ikte flere. Med Hensyn til Tiltaltes Forhold lige overfor Børnene maatte det antages, at han, naar han havde Aarsag til paa Grund af deres Løgnagtighed og Forsømmelighed ved deres Skolegang, at revse dem, dog ofte i sin Hidsighed var gaaet saa vidt, om han end aldrig ved sine Revselser havde tilføjet dem nogen alvorlig Skade. Endelig havde Tiltalte med Hensyn til det, der nærmest gav Anledning til nærværende Sag, forklaret, at han en Fredag Aften i afvigte December Maaned hørte, al hans Kone spurgte de ældste af Børnene, Drengene A. og F, der opholdt sig i Stuen has ham, om hvem af dem der havde sat noget Sigtebrød paa Kakkelovnen, og uagtet A. hertil svarede, at han havde gjort det, troede Tiltalte, der vidste, at F. var meget løgnagtig, dog at dette var urigtigt, og at F. var den virkelig Skyldige, og han gav sig derfor til at prygle denne med en Læderrem, som han plejede at bære om Livet. Da Konen nu kom til og skjændte paa ham, blev han vred herover stg skubbede eller sparkede til hende, saa at hun faldt overmod Kakkelovnen, uden dog at tage Skade deraf, men han har derhos paastaaet, at Konen den Gang var saa beruset, at hun ikke kunde staa paa Benene. Kort efter gik hans Kone ud i Kjøkkenet, og han gav sig nu til at udspørge Bønene, om de havde skulket fra Skolen, idet han kort i Forvejen havde maattet afsone nogle Skolemulkter og var vred herover. Drengen F. uægtede imidlertid saadant, og for nu at faa ham til at tilstaa, lagde han den ommeldte Læderrem foran om Halsen paa ham, og idet han holdt begge Enderne sammen om bag Ørerne, holdt han ham op i Vejret, hængende langs Væggen, idet han med sin ene Haand holdt ham i Brystet og støttede den anden, hvor han holdt Remmen, til en paa Væggen anbragt Hjortetak. Uagtet Konen, der kom til Stede, opfordrede ham til at slippe Drengen, holdt han dog denne saaledes hængende nogen Tid, idet han flere Gange forgjæves opfordrede ham til at tilstaa, hvad Drengen, der efter sin Forklaring havde en kvælende Fornemmelse, forgjæves bestræbte sig for at gjøre, og først da Sømmet, hvorved Hjortetakken var fastgjort, gik itu og han saaledes ikke længere havde noget Støttepunkt for Haanden, satte han igjen Drengen ned paa Gulvet. Denne tilstod nu strax, og han pryglede ham derefter dels med Haanden, dels med Remmen, ligesom han heller ikke har turdet benægte, at han muligvis i sin Hidsighed har sparket ham henimod eller ind under Bordet. Turen kom nu til Drengen A., der strax tilstod, og efterat have slaaet ham, saa at han faldt om, lagde Tiltalte nu og saa for at straffe ham Remmen om hans Hals, som det maa antages paa samme Maade som med F., og medens han saaledes holdt ham nede mod Gulvet, slog og sparkede han gjentagne Gange til ham Tiltalte har indrømmet, at han vel indsaa, at hans ovennævnte Adfærd var i højeste Grad uforsvarlig, men han har derhos forsikret, at han den Gang han gjorde sig skyldig deri, ikke et Øjeblik tænkte paa at ville tilføje Børnene nogen alvorlig Skade, ligesom det heller ikke faldt ham ind, ot saadant kunde befrygtes, men i sin Hidsighed tænkte han ikke over, hvad han gjorde. Medens nu den af Tiltalte mod hans Kone udviste Adfærd efter de afgivne Forklaringer ikke kunde karakteriseres som nogen "Mishandling", maatte derimod den Maade, hvorpaa han den ommeldte Dag havde revset sine Børn, uagtet der ikke derved var tilføjet dem nogen egenlig Skade, dog i Følge hele sin Karakter anses som en saadan, og Tiltalte, der ikke er straffet tidligere, blev derfor nu efter Straffelovens § 202 anset med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage samt tilpligtet at udrede Sagens samtlige Omkostninger.

(Morgenbladet (København) 5. marts 1881).

Skandaløse Følger af de bestaaende Forhold. (Efterskrift til Politivennen).

Det Bestaaende, som der skriges op om skal bevares og holdes helligt, som det er en Forbrydelse at tale ilde om, og som ingen kritisk Haand tør røre ved, dette Bestaaende er, det har vi sagt saa tidt, usundt i sin Almindelighed og oprørende i en Mængde af sine Enkeltheder. Det Oprørende træder frem i Tilfælde paa Tilfælde lige fra Præste- og Militærverdenen ned til det simpleste Voldafgravningsarbejde, fra Skoleperioden til Begravelsesdagen. Her er et Tilfælde fra det for saa mange ulykkelige Kvinder saa sørgelige ægteskabelige Liv. Vi føjer dette til de mange tidligere Eksempler hentet fra Kvindens sociale Tilværelse:

Under en af Højesteret paakendt imod en Tømrer for Mishandling af sin Hustru anlagt Justitssag var det godtgjort, at Konen, der har varet gift og samlevet med Manden i 32 Aar og født ham 10 Børn, i de sidste 26 Aar jævnlig er blevet mishandlet af Tiltalte, der saa at sige daglig har stødt og puffet til hende og ved enhver Lejlighed slaaet hende med knyttet Haand i Hovedet eller Kroppen samt mangfoldige Gange, ogsaa ved Nattetid, har jaget hende og Børnene ud af Huset, saa at hun maatte søge Ly hos Andre, hvorhos han til forskællige Tider har tilføjet hende større Overlast. Saaledes har han en Gang for mange Aar siden slaaet hende saaledes med Bagen af en Økse i Skuldren, at hun ikke kunne løfte Armen; for en halv snes Aar siden tilføjede han hende med et Slag med en Træsko et Saar i Tindingen, og da han en Gang for omtrent 3 Aar siden kastede Tørv og Sten efter hende, ramte han hende saaledes med en Sten over Armen, at hun i længere Tid maatte bære den i Bind. Ligesom han endvidere ofte har truet hende med al ville dræbe hende, saaledes jog han hende ved Juletid for en halv Snes Aar siden ud af Huset og aflaasede Døren, hvorefter han, da hun blev staaende udenfor, tog en Bøsse og skød efter hende, men uden at ramme hende, og en Gang for to Aar siden, da hun paa Grund af Sygdom laa tilsengs, lagde han, idet han tillige slog hende i Hovedet, Dynen saaledes over hendes Hoved, at hun formodenlig vilde være bleven kvalt, hvis det ikke var lykkedes hende at faa Dynen ned fra Ansigtet. Tiltaltes Hustru maa efter samtlige foreliggende Omstændigheder antages ikke at have givet ham nogen Anledning til hans utilbørlige Forhold imod hende, og i en for Overretten fremlagt Erklæring, hvorefter hun agter at fortsætte det ægteskabelige Samliv med ham, har hun udtalt Ønske om, at han maa fritages for Straf. Efter det Anførte, samt idet det maa antages, at Tiltalte oftere, naar han har mishandlet sin Hustru, har været i den Grad beruset, at han ikke kan anses at have været fuldt tilregnelig, billigede Overretten, at han ved Underretsdommen var anset efter Straffelovens 202, jfr. tildels § 203 og 39 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage. Højesteret stadfæstede ifølge "B. T." de foregaaede Instansers Domme.

Tror nu Nogen, at det har været af Kærlighed eller dog blot af Agtelse for Manden at vedkommende Kone har udholdt Sammenlivet med ham i den nævnte lange Periode? nej, det tror Ingen. Naar denne ulykkelige Kvinde i 26 Aar ikke har haft en glad Time, naar hun har udholdt Slag og Haansord, saa har det været, fordi hun kun havde Valget mellem dette Liv og et Liv uden Brød for sig og sine Børn, og fordi hele hendes Opdragelse, Præsternes formaninger og Folks Dom derover hende den nødvendige Selvstændighed og tvinger hende ind under Mandens Tyranni. Hendes Arbejde, selv det haardeste og strængeste, bliver slet betalt , og, selv om hun har de pinligste Erfaringer for det Modsatte, saa nødes hun dog til at se sine Børns Forsørger i sin Mand; denne Tanke følger hende under de haardeste Lidelser. Det er Samfundet som det nu er, der bærer Ansvaret for saadanne Forhold. Det stiller den ulykkelige Kvinde hjælpeløs samtidigt som det igennem Arbejdsløn og Arbejdsforhold næsten derover hende Evnen til at hjælpe sig selv. Her er et af de Omraader, hvor Socialdemokratiet kræver, at Staten skal gribe ind, og det er ad denne Vej, at vi vil gøre Ægteskabet helligt i Ordets ædleste Betydning, trods Klerisiets Skraal og Bigotteriets himmelvendte Blikke.

(Social-Demokraten 8. oktober 1880).

Jens Jensen med Tilnavnet Frost. (Efterskrift til Politivennen)

Onsdagen den 1ste September.

Nr. 163. Høiesteretssagfører Hansen
contra
Jens Jensen, med Tilnavn Frost
(Defensor Klubien),

der tiltales for at have forvoldet Enken Nikoline Hendriksinc Christensens Død, for Brandstiftelse, Omgængelse mod Naturen eller Forsøg herpaa, uterligt Forhold samt Tyveri.

Viborg Kjøbstads Extrarets Dom af 27de Februar 1880:

"Arrestanten Jens Jensen, kaldet Frost, bør hensættes til Tugthusarbeide i 16 Aar samt udrede i Erstatning til "den almindelige Brandforsikring for Landbygninger" 508 Kr. 90 Øre og til "de mindre Landeiendomsbesidderes Brandforsikringsforening for rørlige Eiendomme i Nørrejylland" 535 Kr. 50 Øre; saa bor han ogsaa udrede alle af denne Sag lovligt flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor, Cancelliraad, Overretsprokurator Møller, 40 Kr., og til Defensor, Prokurator Esmann, 30 Kr. Den idømte Erstatning at udrede inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og Dommen i det Hele at efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 26de April 1880: "Underretsdommen bør ved Magt at stande. I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Justitsraad Neckelmann og Prokurator Isaacsen, betaler Arrestanten 50 Kr. til hver. De idømte Erstatningsbelob udredes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og iøvrigt at efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

Efter de Høiesteret forelagte, tildels efter den indankede Doms Afsigelse tilveiebragte Oplysninger er der ikke tilstrækkelig Grund til at antage, at Tiltalte har været tilregnelig Aarsag til Nicoline Hendriksine Christensens Død, i hvilken Henseende fremhæves, at det efter en Høiesteret forelagt ny Erklæring fra Distriktslægen ikke er usandsynligt, al hun allerede var død, da Tiltalte bandt Tørklædet om hendes Mund. Som Følge heraf bliver der ikke Spørgsmaal om Anvendelse af Straffelovens § 188, hvorhos Tiltaltes i Dommen ommeldte Tilegnelse af forskjellige af bemeldte Enkes Eiendele vil være at henføre under § 230 i Forbindelse med § 243 , 2det Led sammenholdt med § 46.

Hvad de øvrige Tiltalte imputerede Forhold angaaer, billiges Overrettens Bedømmelse deraf, dog saaledes at Straffelovens § 177 i det Hele bliver at sammenholde med § 46. Straffen lindes at maatte bestemmes til Tugthusarbeide i 12 Aar, hvorhos Tiltalte vil have at udrede Erstatning og Actionens Omkostninger efter Dommens Bestemmelser.

Thi kjendes for Ret:

Jens Jensen med Tilnavn Frost bor hensættes til Tugthusarbeide i 12 Aar. Iøvrigt bør Landsoverrettens Dom ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagfører Hansen og Advokat Klubien 100 Kroner til hver.

(Fortsættes i næste Nr.)

(Højesteretstidende 1180-1881, nr. 17, side 271-272)

(Fortsættes fra Nr. 17).

Nr. 163. Højesteretssagfører Hansen
contra
Jens Jensen, med Tilnavn Frost (Defensor Klubien).

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestanten Jens Jensen med Tilnavn Frost — der er født i Aaret 1851 og som ifølge Overrettens Dom af 10de April 1876 har været anset for Tyveri og Attentat paa Brandstiftelse efter Straffelovens § 228 samt § 281 sammenholdt med § 46 med Forbedringshusarbeide i 2 Aar — tiltales under denne Sag for at have forvoldet Enken Nicoline Hendriksine Christensens Død, for Brandstiftelse, Omgængelse mod Naturen eller Forsøg herpaa, uterligt Forhold samt Tyveri.

Natten mellem den 2den og 3dio Juli f. A. nedbrændte et den 72-aarige Aftægtskone Nicoline Hendriksine Christensen, Mads Sørensens Enke, tilhørende Hus paa Vinkel Mark, og blev Enken, der havde boet ene i Huset, den paafølgende Morgen fundet død paa Brandstedet, hvor hendes Lig, der var stærkt forbrændt og forkullet, laa i et Rum i den Del af Huset, der havde været benyttet som Tørvelade, med Hovedet paa en Kasse, hvori der var Sand. Efter de senere fremkomne Oplysninger maa den ommeldte Ulykke antages at være foraarsaget af Arrestanten, der efter den 30te Juni f. A. at være undvegen fra Viborg, hvor han sad arresteret som mistænkt for at have gjort sig skyldig i Omgængelse mod Naturen, havde flakket omkring i Omegnen af bemeldte Kjøbstad, indtil han den 5te Juli blev paagrebet i Vium, hvor han Dagen forud havde taget Ophold hos Aftægtsmand Ole Nielsen.

Efter Arrestantens Forklaring var han, der vilde tale mod en Mand paa Vinkel Mark, den 1ste Juli om Aftenen paa Veien til dennes Hus kommen i Nærheden af Mads Sørensens Enkes Hus, og havde da besluttet at søge Nattelogis sammesteds, idet han, der vidste, at Huset kun var beboet af en enlig Kone, som han, der ikke saa Lys i Huset, desuden antog var gaaet tilsengs, mente at kunne gjøre dette uden at frygte for at blive paagrebet. Han gik derfor ind i Husets Lade, hvis Dør forneden kun var lukket med to Stene, medens den foroven var lukket med en udvendig anbragt Pind, der gik gjennem et Træøie paa Dørkarmen, og lagde sig, efterat have tillukket Døren indvendig med en Haspe, til at sove i noget Halm i en tilstedende Tærskelo.

Da han vaagnede næste Dag, som han antager noget for Middagstid, vilde han ind til Enken for — som han har udtrykt sig — paa en eller anden Maade at faae hende til at levere ham nogle Fruentimmerklæder, idet det var hans Mening at udklæde sig som Fruentimmer for lettere at undgaae at blive opdaget og paagrebet, men da han fandt Husets Dør ud til Haven aflaaset, og udenfor Vinduet havde spurgt, om der var Nogen hjemme uden at faae Svar, besluttede han, der nu antog, at Enken var paa Arbeide og ikke vilde komme hjem for om Aftenen, at bane sig Adgang fra Loen til Beboelsesleiligheden for sammesteds at stjæle nogle Fruentimmerklæder. Han gik derfor tilbage til Loen og steg derfra ved Hjælp af et omvendt Kar op paa Loftet, hvorfra han gjennem en Lem kom ned i Husets Forstue, idet han ved Nedstigningen benyttede en Stige, som hang i Forstuen paa en Krog ved Lemmen, og som han tog ved at rakke Haanden gjennem Lemmen. Fra Forstuen gik han gjennem Dagligstuen ind i Sovekammeret, hvor han tilvendte sig to Underskjørter, en Trøie, et Par Strømper og et trekantet ca. 2 Alen langt Tørklæde, som laa paa en Stol ved Sengen, og vilde nu iføre sig disse Klædningsstykker istedetfor sine egne, men da han frygtede for at foretage Omklædningen i Sovekammeret, fordi Folk fra Veien kunde see ind i Værelset gjennem Vinduet, tog han Tøiet under Armen og gik med samme gjennem Dagligstuen tilbage til Forstuen, idet han, der tænkte sig Muligheden af, at der kunde komme Nogen, medens han opholdt sig i Huset, for saavidt muligt at skjule sin Tilstedeværelse, lukkede Døren mellem Dagligstuen og Forstuen paa samme Maade, som den havde været lukket, inden han aabnede den, nemlig ved at binde en Snor omkring Klinken, ligesom han ogsaa hængte den Stige han havde benyttet ved Nedstigningen fra Loftet, paa den Plads hvor han havde taget den. Derpaa gik han gjennem Kjøkkenet ud i den ved Siden af samme værende Tørvelade, hvor han gik ind i et Rum, der ved et ca. l½ Alen høit Træværk var adskilt fra den øvrige Del af Tørveladen, hvorfra der dog var Adgang til Rummet gjennem en i Træværket værende Aabning. I dette Rum, der maa antages oprindelig at have været indrettet til Faarefold, men hvori der nu opbevaredes en Kasse med Sand og noget Pindebrænde m. m.,  afførte han sig sine Klæder med Undtagelse af Skjorten, og begyndte at udklæde sig som Fruentimmer, men medens han var beskjæftiget hermed, kom Mads Sørensens Enke, der maa være kommen hjem, uden at Arrestanten havde mærket det, ind i Tørveladen, og Arrestanten skjulte sig da hurtig bag det ovennævnte Træværk. Enken kom imidlertid, som Arrestanten antager for at hente noget i Faarefolden, hen til Aabningen ind til samme, og da hun saa Arrestanten skjult sammesteds, gav hun et høit Skrig fra sig og styrtede baglænds om, saaledes at hendes Fødder kom til at ligge inde i Faarefolden og den øvrige Del af hendes Legeme udenfor samme. Arrestanten, der strax saa, at det var Mads Sørensens Enke, hvem han kjendte fra tidligere Tid, foldede nu det trekantede Tørklæde, som han havde medtaget fra Sovekammeret, flere Gange sammen og bandt det om Hovedet paa Enken, der var bleven liggende bevidstløs paa Jorden, saaledes at Tørklædet dækkede hendes Mund, men efter Arrestantens Paastand ikke hendes Næse og lod hende blive liggende saaledes, som han antager ca. 10 Minutter, medens han gik ind i Dagligstuen, hvor han fra en Kommode og et Skab, der henstod sammesteds tilvendte sig 45 à 46 Kr. samt forskjellige Klædningsstykker og en Pengepung. Derefter vendte han tilbage til Torveladen og løste Tørklædet, som han havde bundet om Enkens Hoved, men da hun, der iøvrigt endnu var varm og bøielig i Leddene, ikke bevægede sig eller gav noget Livstegn fra sig, og hendes Arme hang slappe ned fra hende, kunde han mærke, at hun var død, og han slæbte hende ind i Faarefolden og lagde hendes Hoved op mod den der henstaaende Kasse. Efter Arrestantens Forklaring havde det ikke været hans Hensigt at berøve Enken Livet, og han vil end ikke have gjort sig nogen Tanke om, at han ved at binde for hendes Mund kunde bevirke hendes Død, hvorimod han alene vil have gjort dette for at forhindre, at hun, naar hun vaagnede af sin Besvimelse, skulde skrige og derved hidkalde Folk, eller, som han ogsaa har udtrykt sig, at det blot var hans Hensigt at faae Tid til at faae andre Klæder paa og fjerne sig. Dersom hun atter var vaagnet op, da han løste Tørklædet, vilde han hurtig væren løben bort ad samme Vei, som han var kommen ind i Huset, og da han mærkede at hun ikke gav nogen Livstegn fra sig, vilde han, der iøvrigt ikke gjorde noget Oplivelsesforsøg, fordi han — som han har udtrykt sig -- aldrig før havde sét døde eller besvimede Folk, gjerne have bragt hende til Live, og det var Grunden til at han lagde hendes Hoved op mod Kassen, idet han tænkte sig, at hun ved at ligge saaledes lettere kunde komme til sig selv igjen, medens hans Tanke ved at slæbe hende ind i Faarefolden iøvrigt var den, at hun, dersom hun atter kom til Live, ikke saa let kunde komme hen til Døren og raabe om Hjælp. Efterat have slæbt Enken ind i Faarefolden, gik Arrestanten ind i Sovekammeret, men vendte efter nogle Minutters Forløb atter tilbage til Tørveladen, og da han ved atter at see paa Enken blev overbevist om, at hun virkelig var død, besluttede han at tilvende sig de i Huset værende Fruentimmersager, samt derefter afbrænde Huset for at skjule, at han havde foraarsaget Enkens Død. Han forblev imidlertid i Huset, som han antager, omtrent til Kl. 11 om Natten, idet han, der af og til gik ind i Tørveladen for at see til Enken, som vedblev at ligge stille hen, iøvrigt maa antages for det meste at have opholdt sig i Dagligstuen, hvor han, der tildækkede Vinduet med et Klæde, som han antog bestemt dertil, af Kommoden og Skabet sammesteds udtog alle de Gjenstande, som han syntes at kunne have Brug for, navnlig en stor Mængde Fruentimmerklæder, Knive, Gafler, Tallerkener, Kopper, Skeer o. s. v. Efter tilsidst at have bragt disse Gjenstande saavelsom dem, han tidligere havde tilegnet sig, og sit eget Tøi, bunden sammen i to Pakker, ud i Haven, vendte han endnu engang tilbage til Tørveladen, hvor han afrev endel Tændstikker, som han kastede i et sammesteds henliggende Halmknippe, og da Ilden strax fængede, forlod han, efterat have aflaaset Døren ud til Haven og medtaget Nøglen, som Enken ved sin Hjemkomst maa have ladet siddet i Døren, med sine to Pakker Huset.

Efterat være kommen lidt derfra, kastede han den medtagne Nøgle fra sig paa Veien, hvor den senere er funden, og gik derpaa, medens han hyppig vendte sig om og saa, at Ilden blev stærkere og stærkere, gjennem Kandrup Mølle forbi Almind Kirke gjennem en Slugt ned til Hald Sø, hvor han kastede sine egne Klæder i Søen, idet han vilde give det Udseende af, at han havde druknet sig sammesteds. Da Enkens Lig, som meldt, den næste Morgen blev fundet paa Brandstedet i en stærk forbrændt og forkullet Tilstand, har der ikke med Nytte kunnet foretages Obduction af Liget til Oplysning om Dødsaarsagen, og der foreligger overhovedet ikke andre Oplysninger desangaaendo eller om de med Arrestantens forbryderiske Forhold forbundne nærmere Omstændigheder end Arrestantens egen Forklaring, som derfor i det Hele maa blive at lægge til Grund ved Sagens Paadømmelse. Naar der imidlertid efter denne Forklaring maa gaaes ud fra, at Enken var dod længe for Arrestanten stak Ild paa hendes Hus, og hun saaledes ikke kan være omkommen ved Branden, er der ingen Grund til at betvivle, at hendes Død er foranlediget vod at Arrestanten, efter paa den af ham omforklarede Maade at have bundet for hendes Mund med et Tørklæde, der sandsynligvis ogsaa har tildækket Næsens Aabninger, har ladet hende ligge saaledes i bevidstløs Tilstand i nogen Tid og uden efter Tørklædets Løsning at foretage noget Oplivelsesforsøg; thi vel har Distriktslægen i en under Sagen afgiven Erklæring antydet, at det kunde være muligt, om end lidet sandsynligt, at hun kunde være død af Skræk, eller at hun kunde have slaaet sit Hoved, da hun faldt omkuld i Tørveladen, og at dette Slag i Forening med Skrækken kunde have dræbt hende, men Arrestantens Forklaring giver ingen Anledning til at antage, at hun ved Faldet skulde have faaet noget Slag i Hovedet af større Betydning, og Muligheden for, at hun kunde være død af Skrækken alene, maa efter Omstændighederne og navnlig Indholdet af Distriktslægens Erklæring anses for saa fjern, at den ikke kan komme i videre Betragtning. 

Med Hensyn til Bedømmelsen af Arrestantens Forhold maa det derhos bemærkes, at det ikke imod hans Benægtelse kan anses godtgjort, at han har villet dræbe Enken, eller at han overhovedet har havt anden Hensigt, end midlertidig at sætte hende ude af Stand til at tilkalde Hjælp, forat han kunde have Leilighcd til at bringe sig og sine Koster i Sikkerhed, men da han dog efter Omstændighederne burde have forudset Enkens Død som en rimelig eller ialfald ikke usandsynlig Folge af sin Gjerning, maa der ved Fastsættelsen af Straffen for hans heromhandlede Forhold — der forøvrigt forsaavidt angaar den med Vold forbundne Tilegnelse af Enkens Gods, maa blive at betragte som Røveri — tillige blive at tage Hensyn til Straffelovens § 188, hvilket i Forbindelse med do øvrige ved Røveriet forbundne Omstændigheder maa medføre, at dette bliver at henføre under Straffelovens § 243 andet Led, medens den dermed forbundne Brandstiftelse vil være at straffe efter bemeldte Lovs § 281 1ste Led, hvorved bemærkes, at Actionsordren vel ikke særlig nævner Røveri, men at dette ikke findes at kunne være til Hinder for at bringe førstnævnte Straffebestemmelse til Anvendelse. Størstedelen af de Penge, som Arrestanten havde tilvendt sig i Enkens Hus, saavelsom samtlige øvrige Gjenstande, han havde taget sammesteds — hvilke Gjenstande under Sagen tilsammen ere vurderede til 51 Kr. 9 øre — bleve ved Arrestantens Anholdelse fundne i hans Besiddelse og ere senere udleverede Enkens Arvinger, der have frafaldet Krav paa videre Erstatning. Derimod have den almindelige Brandforsikkring for Landbygninger og de mindre Landeiendomsbesidderes Brandforsikkring for rørlige Eiendomme i Nørrejylland, der i Anledning af Ildebranden have udbetalt i Brandskadesorstatning m. m. henholdsvis 508 Kr. 90 Øre og 535 Kr. 50 øre, paastaaet sig disse Beløb erstattede af Arrestanten, der ikke har gjort nogen Indsigelse imod at tilsvare samme.

Efter Arrestantens egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger har han endvidere gjort sig skyldig i efternævnte Forbrydelser:

Da Arrestanten den 4de Juli f. A. ved sin Ankomst til Aftægtsmand Ole Nielsen Hus i Vium, hvor han, som meldt, den næste Dag blev paagreben, ikke strax traf Nogen hjemme, tilvendte han sig en Nielsen tilhørende Skjorte, der beroede i dennes Dragkiste,.og vel har Arrestanten, der strax iførte sig Skjorten og maa antages ikke ved Nielsens Hjemkomst at have omtalt, at han havde taget den, villet gjøre gældende, at han vilde have lavet sig en anden Skjorte om Natten og ladet Nielsens blive tilbage, naar han forlod dennes Hus, men til dette Anbringende vil der ikke kunne tages Hensyn. Skjorten, der under Sagen er vurderet til 50 Øre, er tilbageleveret Ole Nielsen, der har frafaldet Krav paa videre Erstatning.

Den 11te Mai f. A. har Arrestanten, der den nævnte Dag havde truffet Tjenestedreng Hans Peder Pedersen i Nærheden af Viborg, hvor denne vogtede Faar paa en Mark ved Landeveien, opfordret Drengen til at lade sig bruge af Arrestanten til Omgængelse mod Naturen, og da Drengen ikke vilde indlade sig med ham, med Magt lagt ham ned i Grøften ved Landeveien og derefter nedknappet hans Benklæder samt søgt at bringe sit Lem ind i hans Endetarm, ved hvilken Ledighed Sæden gik fra Arrestanten. Ligeledes har Arrestanten til forskjellige Tider i Aaret 1878 søgt at formaae 3 andre Mandspersoner til at lade sig bruge af ham til Omgængelse mod Naturen, men uden at disse vilde indlade sig med ham.

I October Maaned 1877, medens Arrestanten boede i Viborg, har han, da en i samme Hus som han boende Enkes dengang knap 6 Aar gamle Datter en Dag var kommet op i hans Værelse, lagt hende ned paa Gulvet, og idet han lagde sig ovenpaa hende og tog hendes Klæder op, ført sit Lem mod hendes Kjønsdele, som han har udtrykt sig paa samme Maade som om han skulde pleie legemlig Omgang med hende, hvad han dog paa Grund af hendes unge Alder ikke kunde. Barnets Kjønsdele vare i nogen Tid derefter i en sygelig Tilstand, men efter Lægens Forklaring under Forhoret er der ikke tilføiet hende nogen Skade af blivende Natur.

Endelig har Arrestanten en Eftermiddag i Foraarct 1874, medens han tjente paa Marsvinslund, frastjaalet sin daværende Husbond Proprietær Hansen en Skinke af Værdi 8 Kr., der tilligemed flere andre Skinker opbevaredes i en uaflaaset Kasse paa et Loft, hvortil Arrestanten skaffede sig Adgang ved i Gaardens Bryggers at staae op paa en Stol og derefter krybe op paa Loftet gjennem et Hul, som han frembragte ved at borttage nogle løse Fjæl, men for dette Tyveri, der er begaaet forinden Anlæggelsen af den af Overretten under 10de April 1876 paadømte Justitssag, hvorunder Arrestanten, som meldt, for Tyveri og Attentat paa Brandstiftelse blev anset med Forbedringshusarbeide i 2 Aar, og som, dersom det var blevet inddraget under bemeldte Justitssag, efter Omstændighederne ikke kan antages at ville have medført nogen Forhøielse af den ham idømte Straf, vil der i Medfør af Straffelovens § 64 ikke kunne gjøres noget Strafansvar gjældende imod ham, og forsaavidt Arrestanten endvidere har vedgaaet, at han den 30te Juni f. A., efter den nævnte Dag at være undvegen fra sin Arrest i Viborg, har i Jens Jørgensens Hus paa Viborg Mark — hvis Beboere vare fraværende og hvor Arrestanten, der fandt Indgangsdøren til Beboelseslejligheden aflaaset, gik ind gjennem Stalddøren, som kun var lukket udvendig med en Krog — stjaalet Fødemidler af Værdi 25 Øre, at han den næste Dag i Jens Peder Andersens Hus paa Luvel Hede — hvor han, der ikke traf Beboerne, hjemme og fandt Indgangsdøren til Beboelsesleiligheden aflaaset, gik ind gjennem Døren til Kostalden, som kun var lukket udvendig medeon Krog — har drukket noget Mælk samt stjaalet et Stykke Brød med Smør paa og 3 Æg af Værdi 10 Øre, hvilke Æg han dog ved sin Bortgang fra Huset efterlod ved Døren ind til Kostalden, og at han, der den sidstnævnte Dag paa sin Omflakken i Omegnen omkring Viborg var kommet til Nørreaa, har taget en sammesteds henliggende S. H. Funder tilhørende Baad, som han dog, efterat være seilet med samme over Aaen, efterlod ved dennes anden Bred, da vil der, idet de Forurettede ikke have ønsket ham tiltalt for de ommeldte Forseelser — af hvilke Benyttelsen af Baaden maatte henføres under Straffelovens § 236, og Tyverierne under samme Lovs § 235 — heller ikke under denne Del af Sagen kunne idømmes ham nogen Straf.

Derimod vil Arrestanten for sit øvrige ovennævnte Forhold være at ansee, foruden, som meldt, efter Straffelovens § 243, 2det Lod, jfr. § 188 samt S 281, 1ste Led, tilligo efter bemeldte Lovs § 173, jfr. § 46, § 177, tildels sammenholdt med § 46 og § 230, 1ste Led, med en Straf, der efter Sagens Omstændigheder lindes passende at kunne bestemmes til Tugthusarbeide i 16 Aar, og da Underretsdommen har samme Strafbestemmelse vil bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Erstatningen til de ovennævnte Brandforsikkringsselskaber og Actionens Omkostninger billiges, saaledes være at stadfæste."

(Højesteretstidende 1180-1881, nr. 18, side 273-279)

Nicoline Henriksine Christensen (1809-1879) var enke efter Mads Sørensen Brand (1806-1871). Mads havde købt huset i 1866. Dødsfaldet blev opdaget efter en brandalarm. Vinkel Kirke havde fået ny kirkeklokke der om eftermiddagen var blevet afprøvet. Ved brandalarmen havdenogen derfor undret sig over at den blev afprøvet om natten. En mand der var klædt som kvinde og udgav sig for malkepige, blev anholdt. Det viste sig at være den fra arresten i Viborg undvegne fange, Jens Jensen (Frost). Huset blev ikke genopført. Svigersønnen, A. Nielsen overtog ejendommen som eneste arving.

Bødker stikker sin Kone. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme. De nærmere Omstændigheder ved en af Højesteret paakjendt, imod Bødker Jens Balzer Jensen af Aaløv Mark ved Grenaa, for Overtrædelse af Straffelovens § 202, jfr. § 203, anlagt Sag vare følgende:

Tiltalte, der i omtrent 15 Aar har været gift og i den Tid stedse levet i daarlig Forstaaelse med sin Hustru, hvori denne iøvrigt efter Sagens Oplysninger maa antages ikke at være uden Skyld, var den 14de November f. A. om Morgenen Kl. ca. 8, medens han opholdt sig i sit Værksted og der hørte sin Hustru og deres 10-aarige Datter føre en højrøstet Samtale i Stuen ved Siden af, gaaet ind til dem og havde da, efterat have paa Spørgsmaal desangaaende faaet det Svar af sin Hustru, at hun og Datteren talte om dennes Kjole, der var for kort, uden nogen de til fra hans Hustrues Side given Anledning, stukket hende i Underlivet med en Tollekniv, som han havde i Haanden, og hvis Blad var 3 1/4 Tomme langt og nærmest Skaftet 3/4 Tomme bredt samt meget spidst og skarpt og derved omtrent 2½ Tomme nedenfor Navlen tilføiet hende et omtrent 3/4 Tomme langt Saar, der blødte stærkt og igjennem hvilket en Fold af det saakaldte Net traadte frem og dannede Svulst af Størrelse som et lille Æble. Tiltalte havde derhos ikke blot undladt at søge Lægehjælp til sin Hustru, idet han paa Opfordring hertil erklærede, ikkun at ville gjøre saafremt hun vilde sige, at hun selv havde tilføiet sig Beskadigelsen, men endog en af de nærmeste Dage af Forbittrelse over, at hun ikke vilde tage sig Skylden paa, jaget hende ud af Huset, saa at hun maatte søge Tilflugt hos en Nabokone. Først den 21 de f. M. blev Tiltaltes Hustru paa Foranledning af Politimesteren, for hvem der var gjort Anmeldelse om det Passerede, undersøgt af Districtslægen og blev derefter samme Dag indlagt paa Amtssygehuset i Grenaa, hvor hun forblev, indtil hun den 23de December f. A. blev udskreven. Ifølge de af Districtslægen afgivne Erklæringer, var Saaret dengang fuldstændig lægt med et fast og godt Ar, og Tiltaltes Hustru, saavidt det kunde skjønnes, fuldstændig helbredet, men Lægen havde dog tilføiet, at der mulig - hvad ikkun Tiden vilde kunne vise - kunde være et Forhold tilstede, der i Fremtiden maaske kunde blive besværligt og farligt og at det forøvrigt var fuldkommen tilfældigt, at Kniven, som efter Lægens paa Saarets Længde begrundede Formening, var stødt ind i Konens Underliv lige til Skaftet, ikke havde overskaaret Tarmene eller Urinblæren, der netop laa der, hvor den var trængt ind, hvilket uundqaaelig vilde have medført Konens Død.

Tiltalte, der maa antages at være endeel forfalden til Drik, men den omhandlede Morgen ikke var beruset, havde forklaret med Forsæt at have stødt Kniven imod sin Hustru for at tilføie hende en mindre Skade eller Smerte, men havde ikke havt til Hensigt at bibringe hende en saa stor Legemsbeskadigelse, som skeet var, og endnu mindre at dræbe hende, samt at han ikke havde havt nogen anden Anledning til Gjerningen end den ovenommeldte, imellem hans Hustru og Datter førte højrøstede Samtale, der dog ikke i nogen særlig Grad havde ophidset ham, saa at han egentlig nærmest havde udført Gjerningen i Gnavenhed. Tiltalte, der oftere har været straffet, var ved Viborg Overretsdom bleven anseet med Forbedringshuusarbeide i 2 Aar, og denne Dom stadfæstedes af Højesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. maj 1880).

Hvorledes Kvinden beskyttes i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Vi omtalte forleden, hvorledes Kvinden beskyttes i Amerika; der idømmes Fængselsstraf eller høj Bøde for blot et Kys med Vold. Her i Danmark er Forholdene anderledes, hvad efterstaaende Dom ved Morsø Herreds Ret udviser. Forbrydelsen er, som det fremgaar af følgende efter "Morsø Av." tagne Gengivelse af Dommen, saa dyrisk raa, at man dog maa tro, at Overretten vil komme til et andet Resultat. Ved Morsø Herreds Rets Dom af 26de Novbr. er nemlig Husmand Sejer Pedersen af Nykøbing Landsogn for at have mishandlet sin Hustru idømt 5 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød samt tilpligtet at udrede alle af Sagen flydende Omkostninger. Under Forhørerne er det oplyst, at Anledningen til Mishandlingen var, at han havde drukket sine to smaa Børn i en Alder af 3 og 4 Aar fulde i Brændevin, det Ene i den Grad, at det var aldeles bevidstløst. Dette var sket, medens Konen var fraværende, sg da hun var kommen til Stede og saa, hvad der var sket, vilde hun give Børnene Mælk som Modgift, og herover var det, at den Tiltalte blev rasende. Mishandlingen bestod bl. A. i, at han havde slaaet sin Hustru blodig samt sort og blaa i Ansigtet, og da hun forsøgte at undfly og var kom men lidt fra Huset, indhentede han hende, mishandlede hende yderligere, idet han trak hende tilbage i Haaret, hvilket han afrev, saa at der fandtes store bare Pletter i hendes Hoved. Konens Skrig kunde høres i lang Afstand, og da Naboerne kom til Stede, fandtes han siddende paa en Stol med blodige Hænder og afrevne Haar paa sine Benklæder. Den Tiltalte, der desuden oftere har forurettet sin Hustru, har ogsaa mishandlet hende, naar hun var frugtsommelig. Det er forklaret at en Pige, der var i Huset et halvt Aars Tid (det eneste Tyende de har havt), at han en Gang, da hans Hustru befandt sig i ovennævnte Omstændigheder, i ca. en halv Time mishandlede hende og tumlede om med hende, indtil hun tabte Bevidstheden, hvorpaa han kastede hende paa Sengen; da Pigen derefter vilde se til hendt, jagede han hende bort og forbød hende at være Konen til Hjælp; ligeledes har han oftere truet Konen med en Kniv.

(Social-Demokraten 12. december 1879).

Alvorlige Følger af Husklammeri. (Efterskrift til Politivennen)

I et Hus i Randers boede i F. Rand. Dgbl, to Familier L, og H, hver paa sin Side af en smal Gang med Kjøkkendørene lige over for hinanden. H's Kone tog en Dag Nøglen til Naboernes Kjøkkendør for at benytte den ved Lejlighed. L. havde hende stadig mistænkt for at have taget Nøglen. Da der siden opstod Klammeri imellem de to Familiers Børn, tog H.s Kone den gjemte Nøgle, lukkede L's aflaasede Kjøkkendør op med den og gav med et Spanskrør L's Søn en Revselse i L.s Lejlighed. L anlagde i den Anledning privat Sag imod hende ved Politiretten og førte som Vidne Fruentimmeret T, der imidlertid benægtede at have set noget; først da hun skulde aflægge Ed, erkjendte hun, at hun havde afgivet falsk Forklaring for Retten efter Anmodning af H.s Kone. De to Kvinder idømtes hver Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, Inden Dommen var falden, kom det en Aften til Skjænderi mellem H. og L,; da L, gjorde en Hentydning til H's Kone, som sad arresteret, hentede H. en Kølle, hvormed han bibragte L. et saa voldsomt Slag, at han strax segnede om; det viste sig siden, at han havde faaet et saa dybt Saar i Panden, at Pandebenet var blottet, L, der var hengiven til Drik, fik som Følge af Slaget nogle Dage efter Dilirium og blev indlagt paa Sygehuset, hvor han faa Dage efter døde. H, var imidlertid blevet arresteret. Fruentimmeret A, havde tilligemed H.s 9 Aar gamle Søn været Vidne lil Sammenstødet mellem L, og H, Hun benægtede imidlertid dette for Retten, men har senere maattet erkjende, at hun har afgivet falsk Forklaring. Hun vil nu faa en alvorlig Straf, ligesom H. har Strafarbejde i Udsigt,

(Morgenbladet (København) 11. november 1879).

Øjenskade som Følge af Vold. (Efterskrift til Politivennen).

Høiesteretsdom. Høiesteret har i disse Dage paakjendt følgende imod Arrestantinden Mette Kirstine Petersen, Christiansens fraseparerede Hustru, for Legemsbeskadigelse anlagte Sag.

Efterat Arrestantinden den 31te Decbr. f. A. om Aftenen havde indfundet sig paa sin fraseparerede Mands Bolig i Odense og med hans Tilladelse havde seet til sin derværende gamle, syge og sengeliggende Fader, og hun atter vilde forlade Lejligheden, fik hun Øie paa sin Mands Huusholderske, som hun havde mistænkt for at staae i utilladeligt Forhold til ham, og hun udstedte da et Skjælsord mod hende. Opbragt herover fulgte bemeldte Fruentimmer efter hende, og idet Arrestantinden var kommen ud paa Gaden og Døren var lukket efter hende, tog Huusholdersken et for en Rude i Døren anbragt Gardin tilside, og idet hun holdt sit Ansigt tæt op imod Ruden, raabte hun til Arrestantinden: "Vil Du skruppe af, din Tyvekvind, Du har stjaalet et Stykke Garn hos mig", hvorved hun sigtede til, at Arrestantinden nogle Dage tidligere havde fra Leiligheden borttaget et Stykke Uldgarn, ved hvilket Forhold dog intet Ulovligt var oplyst. Ved dette Tilraab blev Arrestantinden hidsig, og med en Psalmebog, hun havde i Haanden, slog hun saa stærkt til Ruden i Døren, at den splintredes og endeel Glasstaar foer ind i Huusholderskens venstre Øie. Denne maatte strax søge Lægehjælp; de fremkomne Læge erklæringer gaae ud paa, at der intet Syn er paa Øiet, men at det ikke er umuligt, at noget Syn kan gjenvindes, men at det vistnok bliver ufuldkomment og neppe uden at hun underkastes en Operation.

Arrestantinden bar benegtet, at det var hendes Hensigt at slaae Øiet ud paa Huusholdersken, men dog erkjendt, at det var hendes Hensigt at slaae stærkt til Ruden, hvad saa end Følgen deraf maatte blive, at hun, om hun end dengang var bleven hidsig over Tilskadekomnes Skjældsord imod hende, dog godt vidste hvad hun foretog sig, at Slaget var saa stærkt, at Ruden ikke kunde antages at holde og at det i saa Fald maatte forudsees, at Glasstumperne lettelig vilde komme til at trænge ind i Tilskadekomnes Øie samt at det heraf maatte forudsees som en rimelig eller ikke usandsynlig Følge, at Synet paa Øiet kunde gaae tabt.

Arrestantinden, der er et 42aarigt, oftere straffet Fruentimmer, var ved de foregaaende Instantsers Domme i Henhold til Straffelovens § 204 anseet med Straf af 1 Aars Forbedringshuusarbeide. Høiesteret nedsatte Straffen til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage. Det hedder herom i Præmisserne til Dommen: Det af Tiltalte udviste, i den indankede Dom fremstillede Forhold er i Dommen rettelig anseet at gaae ind under Straffelovens § 204; men da Gjerningen efter det Oplyste er udøvet i en oprørt Sindsstemning, nærmest fremkaldt ved den i Dommen nævnte grove og, som det maa antages, ubeføiede Beskyldning af den Overfaldne mod Tiltalte, at denne havde stjaalet et Stykke Garn hos hende, maa ved Straffens Bestemmelse § 205 komme Tiltalte tilgode, idet den Omstændighed, at hun lige iforveien havde udstødt et Skjældsord mod den Overfaldne, efter de Høiesteret foreliggende Oplysninger ikke vil kunne udelukke Anvendelsen af denne Lovbestemmelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. juni 1879).

Hustrumishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteretsdom. Højesteret paakendte i Gaar en Justitssag, hvorunder en Haandværker i Gentofte tiltaltes for Mishandling af sin Hustru. Konen havde i saa Henseende forklaret, at Manden, navnlig efter at han i Aaret 1864 havde været i Krigstjeneste og var bleven stærkt forfalden til Brændevinsdrik, havde, især i de senere Aar, meget hyppigt dels slaaet og pryglet hende med en Egestok, dels truet hende med den, saa at hun ofte havde maattet flygte ud af Huset, samt at han havde truet hende med at ville hænge hende. Hun har endvidere forklaret, at Manden den 27de Februar f. A. tog en Okse, løftede den et Par Gange over hendes Hoved og truede med at flække det; samme Dag aflukkede han Døren til deres Beboelseslejlighed og løb rundt i Stuen ester hende med en Stok for at prygle hende, uden at der dog ved den Lejlighed blev tilføjet hende nogen synderlig Overlast med Stokken, hvorimod han rykkede en Tot Haar af hendes Hoved, hvilket ogsaa er sket tidligere. Hun har aldrig havt nogen egentlig mere langvarig Men af den hende tilføjede Overlast og har saaledes ikke maattet ligge til Sengs derfor eller søge Læge, men hun har hyppigt havt Smerter af de hende tilføjede Slag, navnlig da hun en Gang for et Par Aar siden af Manden blev kastet ned af Trapperne fra 1ste Sal ned i Gaarden. Tiltalte det paastaaet, at han kun en Gang imellem har skubbet til sin Hustru og har benægtet at have truet eller slaaet hende og at have kastet hende ned af Trappen saavelsom at have revet Haar ud af hendes Hoved eller iturevet hendes Klæder, og har overhovedet vedholdende benægtet Rigtigheden af de Forklaringer, der til Oplysning om Mishandlingen var afgivne af forskællige under Sagen hørte Personer. Overretten fandt imidlertid, at der ved disse Forklaringer maatte anses tilvejebragt tilstrækkeligt Bevis for Mishandlingen. Straffen for Tiltalte, hvis Hustru er gaaet i Forbøn for ham, var, som ved Underretten fastsat, bestemt til Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage, og samme Udfald fik Sagen i Højesteret.

(Social-Demokraten 8. marts 1879).

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Overretten afsagde d. 10. ds. Dom i en fra Bregentved-Gisselfeld Birk indanket Sag, hvorunder en Arrestant bl. A. tiltaltes for Mishandling af sin Hustru. Det er under Sagen bevist, at Hustruen i de 7 Aar, de have været gifte, lige fra Ægteskabets første Tid er bleven saa godt som daglig mishandlet af ham paa flere Maader. Arrestanten talte saaledes aldrig godt eller endog blot ordenlig til Konen, men overfusede hende med Skældsord, bad hende holde Kæft og at rejse ad Helvede til, og alt Saadant i Tjenestefolkenes Paahør, ligesom han ogsaa tilkendegav disse, at de ikke behøvede at adlyde Konen; ofte udlod han sig til hende med, at han ønskede, hun var død, og erklærede, at han vilde blive glad, om hun tog Livet af sig selv. I Forbindelse hermed puffede og stødte Arrestanten jævnlig til Konen, kneb hende og slog hende ogsaa af og til paa Øret, ligesom han ogsaa ved en enkelt Lejlighed greb hende saaledes om Halsen, at hun var ved at kvæles; hun var i længere Tid sort og blaa og følte Smerte deraf. Om Nætterne brugte han at støde hende med sine Albuer , og hun fik paa Grund heraf sjælden den fornødne Nattero; navnlig gav han hende en Nat paa en Tid, da hun var frugtsommelig, et Stød, og en anden Gang, da hun var i samme Tilstand, bibragte han hende et stærkt Slag i Maven; en i Sagen fremlagt Lægeattest gaar ud paa, at Konen, der paa et senere Tidspunkt konsulterede Lægen for et indre Saar i Maven, vel ikke har kunnet saa dette Saar ved det nævnte Slag, men at Slaget dog, hvis Saaret alt da har været tilstede, kan have havt en skadelig Indflydelse paa hendes Tilstand, ligesom hun paastaar endnu at føle Smerter paa det Sted i Maven, hvor Mandens Slag anbragtes. Og hele dette Arrestantens Forhold mod Hustruen erkender han selv at have været uforanlediget fra hendes Side, og det Samme er bevidnet af Tjenestefolkene, der skildre hende som en huslig og honnet Kone, hvis Skrig og Jamren de ofte hørte, - naar Arrestanten var ene med hende hvad han gerne søgte at være, naar han vilde mishandle hende - ligesom de ogsaa ved slige Lejligheder saa hende komme ud fra Manden med forgrædte Øjne og med Haar og Klæder i Uorden. De have tilføjet, at de have undret sig over at Konen har beholdt sin Forstand under denne Arrestantens Behandling. Arrestanten betegne Vidnerne derimod som en raa, brutal og ondskabsfuld Person, der i sit Hjem var en sand Tyran og Bøddel. For dette i høj Grad uforsvarlige Forhold fandt Overretten, at Arrestanten ved den indankede Dom rettelig var anset efter Straffelovens § 202 med Straf af Forbedringshusarbejde, og i Betragtning af hans langvarige Arrest skønnedes det, uanset de flere Aar, gennem hvilke Mishandlingerne have fundet Sted, at kunne forblive ved den valgte Straffetid af 8 Maaneder, hvorfor Underretsdommen saaledes stadfæstedes.

(Social-Demokraten 17. maj 1878).

Attenteret Drab og Mishandling af Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Den herværende Overret paakjendte i Fredags en fra Falsters vestre Herreds Extraret indanket Sag mod Arrestanten Peder Andersen af Taaderup, der var tiltalt for ovennævnte Forbrydelser. Arrestanten har med Hensyn til den første Forbrydelse afgivet en Forklaring af følgende Indhold: Da han Natten imellem den 28de og 29de Juni d. A. paa Grund af sit ene Barns Graad ikke kunde sove, stod han omtr. Kl. 1 op i den Hensigt at hyppe Kartofler, hvad hans Kone havde bedet ham om ved Lejlighed at gjøre, men da han kom uden for Huset, faldt den Tanke ham ind, at gaa over til Husmand Rasmus Pedersen, der boede i Nærheden, slaa Manden og Konen ihjel og tage deres Penge. Ankommen til Stedet, hvor han var nøje kjendt med Lokaliteterne, opbrød han den aflaasede Yderdør og kom ind i Dagligstuen, hvor de gamle Folk sov. Med et "Hængetræ" som han havde medbragt, slog han strax løs paa Konen, der laa yderst i Sengen, og da hun efter at have faaet nogle Slag lod sig falde ud af Sengen og løb skrigende ud af Huset, trak han Manden ud af Sengen og slog ham med Træet flere Gange i Hovedet. Da Rasmus Pedersen gav sig ynkeligt, kunde Arrestanten, forklarer han videre, ikke fuldbyrde sit Forsæt; da han derhos frygtede, at Konen skulde kalde Folk til, løb han bort, uden at tilvende sig noget i Huset og vendte ad en længere Omvej hjem. Denne Forklaring af Overfaldet stemmer ganske overens med, hvad Rasmus Pedersen og Hustru selv have udtalt. Med Hensyn til den anden Forbrydelse har Arrestantens Hustru forklaret, at han siden 1872, da hans Moder, der boede hos ham, døde, meget ofte har mishandlet hende. Da hun saaledes for 1½ Aar siden gik svanger med deres yngste Barn, sparkede han hende i Hoften, saa hun faldt om og endnu føler Virkninger af Mishandlingen, og for et Aar siden slog han hende i Næse og Mund, saa Blodet stod. Arrestanten, der har erkjendt denne Forklaring for rigtig, angiver som Bevæggrund til Mishandlingen, at Konen ikke udrettede nok i Huset. Ved Underretsdommen blev Arrestanten, der er født den 23de Mai 1847, og ej forhen bar været tiltalt eller straffet, anset efter Straffelovens § 190 kfr. § 46 og § 229 Nr. 4, 2. Punktum, ligeledes sammenholdt med 46, samt § 202 med Straf af 8 Aars Tugthusarbejde. Denne Dom stadfæstedes af Overretten.

(Morgenposten (København) 23. oktober 1877).

Mordforsøg. (Efterskrift til Politivennen)

Attenteret Mord. ("Nordj. Folkebl.".) Da Forpagteren af Thorstedlund Hovedgaard afvigte Løverdag Aften omtrent Kl. 11 kjørte gjennem Rold Skov til sit Hjem, styrtede pludselig et aldeles nøgent Fruentimmer ud fra Skoven mod Vognen, anraabende om Hjælp, idet hun, medens hun i Hast blev bedækket med Klæder og Tæpper, forklarede, at hun af sin Mand, af Navn Søren Faldager fra Landsbyen Skaarup, var bleven lokket ud i Skoven, under Paaskud af en Kjøretour til en Naboby. Inde i en Grantykning i en afsides Deel af Skoven havde Manden faaet hende af Vognen, afført hende Klæderne og dernæst villet kvæle hende i Tøilerne, som han havde taget af Hesten, idet han samtidig jog Kjøretøiet bort og forklarede Konen, at det var hans Hensigt at dræbe først hende og dernæst sig selv. Idet han bukkede sig efter Tøjlerne for at begynde Udførelsen af sin forfærdelige Gjermng, lykkedes det Konen at rive sig løs og undslippe gjennem de tætte Graner. Forfulgt af Manden var den ulykkelige Kone løbet rundt i den mørke Skov uden at kjende Sti eller Vei, indtil hun hørte den Vogn komme som hun nu havde naaet. Saa hurtigt det lod sig giøre, blev den stakkels af Angst og Kulde rystende og af Buske ilde tilredte Kone kjørt til Thorstedlund. Folk fra den nærliggende Skovriddergaard allarmerede og Skoven gjennemsøgt for om muligt at finde Manden, eftersom det allerede inden Mødet med Konen antrufne Kjøretøi bekræftede i alt Fald den deelvise Rigtighed af hendes Fremstilling. Det lykkedes ogsaa snart at finde og anholde Manden som derpaa under Bevogtning blev transportere til sin nærmeste Øvrighed, Sognefogden i Ravnkilde, idet hans Forklaring væsentlig samstemmede med Konens, kun med den Forskjel, at de Begge havde været enige om at gjøre en Ende paa Livet. Iøvrigt var han ved sin Paagribelse lidt beskjænket, men meget rolig og satte sig ikke til Modværge, men angav, at han var isærd med at tage Livet af sig selv, da man fandt ham. Den næste Dag fandtes ogsaa Konens voldeligen iturevne Klæder samt Hestens Tømme midt i en Grantykning i Skoven, men Sagens rette Sammenhæng bliver neppe nogensinde beviislig opklaret, thi da Manden samme Dags Formiddag var bleven forhørt af vedkommende Herredsfoged, blev han foreløbig frigiven, hvorpaa han gik hjem og hængte sig. Manden havde et meget slet Ry og har forødt den største Deel af den sælles Formue; allerede den foregaaende Dag har han efter Konens Forklaring forsøgt et Mordattentat paa hende i deres Hjem, og Konen, der er 31 Aar gl. og paa hvem der ikke skal være noget Videre at sige, sidder nu alene hjemme med 7 Børn, hvoraf det yngste kun er en Maaned gammelt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. maj 1877).

Hvad der kan tildrage sig i vore Dage. Fra Støvring skrives den 1ste Maj til "Aalb. Stiftst.": Et afskyeligt Mordforsøg, efterfulgt af Selvmord, er i disse Dag udøvet her paa Egnen af en i Skaarup bosiddende Mand, tidligere Gaardejer i Aarestrup. Den Omtalte var meget drikfældig og har i flere Aar lidt af Delirium. Han levede daarligt sammen med Konen, hvem han ofte mishandlede, uden at hun nogensinde har søgt at unddrage sig hans raa Behandling, hvorimod hun taalmodigt har fundet sig i sin Husbonds Grusomheder. Paa Grund af sine gale Streger - paa ét Aar bortødslede han f. Eks. ca. 2000 Kr. - blev han gjort umyndig efter Begæring af sin Hustrues Slægtninge. Det varede dog ikke længe for Hustruen igen skaffede sin Husbond den tabte Myndighed. For et Par Dage siden, da Vanvidet var over ham, trak han Konen ind i Tørvehuset og forsøgte paa at aflive hende ved at snøre hende et Reb om Halsen. Ved hendes Nødraab kom nogle af Børnene - af hvilke denne Familie har 6-7, det mindste kun 7 Uger gl. - og Konen slap saaledes fra ham denne Gang. - Nu havde han det Uheld, at den ene af hans Heste døde, og som sædvanligt skulde Flasken trøste ham i hans Sorg. Han bad da i Lørdags Aftes sin Kone at følge med sig til en rig Mand i Ersted, hvor han havde faaet Løfte paa Laan af nogle Penge, der dog ikke vilde blive ham betalte uden i hendes Paasyn. De kørte ad Vejen til Ersted igennem Thorstedlund Skov. Det blev Aften, imedens de endnu var i Skoven, og Manden drejede fra den rette Vej og kørte ind i Granskoven, som kun var lidet befærdet. Paa Konens Protest imod at køre denne skumle Vej, bød Manden hende holde Mund. Omtrent Kl. 10 holdt Manden stille, stod af Vognen og trak Konen med sig. Her forsøgte han da paa den skammeligste Maade at aflive sin Hustru. Han rev alle hendes Klæder fra hende og greb et Stykke af Tømmen, hvilket han forsøgte at faa viklet hende om Halsen, og hun skulde saaledes være klynget op i et Træ. Det lykkedes den stakkels Kone at slippe fra ham, før han fik Rebet bundet om hendes Hals, og blødende af de Læsioner, han havde tilføjet hende, løb hun fortvivlet og næsten forkommet af Kulde, hen imod en befærdet Vej raabende om Hjælp. Til al Held for hende kom en af Egnens Godsejere kørende gennem Skoven paa Vejen til sit Hjem. Han hørte hendes hjertegribende Skrig og fik snart Øje paa den flygtende Kone, der var saa forfrossen, at hun næppe kunde tale. Godsejeren indhyllede hende i sin Pels, og tog hende med hjem, hvor hun snart kom nogenlunde til sig selv ester den gode Pleje, der blev hende tildel. Man sendte Folk ind i Skoven for at oplede Ugerningsmanden. Han fandtes endnu beruset, men det lod til, at Galskaben var gaaet noget over. Han ytrede sin Glæde over, at disse Folk var komne ud at opsøge ham; hvis ikke der var kommet Folk til ham, var han bange for ikke at kunne have modstaaet Fristelsen til at aflive sig. Han foregav, da man spurgte ham, hvor hans Kone var, at hun var løbet bort fra ham, da han var ved at klynge hende op i et Træ; men han paastod, at det var en "Aftale mellem dem, da de forlode Hjemmet", at de ikke mere vilde gense hverken Børn eller Hjem, men aflive sig ved Hængning. Da Godsejeren nogenlunde havde faaet omtalte stakkels Kone bragt lidt til Kræfter, befordrede han hende til Sognefogden i Ravnkilde og tog paa Hjemvejen derfra om til Ugerningsmandens Bolig for at se til Børnene. Denne var imidlertid af Sognefogden i Ravnkilde bleven sendt hjem efter Ordre fra Herredsfogden i Hobro, Justitsraad Christensen - som tilfældigt opholdt sig paa Egnen - med det Paalæg, at skulle tage sig Noget for. Dette Paalæg udførte han ved at hænge sig i sit Tørvehus, hvor Børnene fandt ham. Sognefogden kom for at skære ham ned og der gik Bud efter Justitsraad Christensen, men endnu i Mandags Aftes Kl. 1 var Justitsraaden ikke kommen til Skaarup, og Manden laa derfor endnu paa en Tørvestabel. Den stakkels Kone er næsten fortvivlet; hun har nok Kreature, men ingen Fourage, og 7 nøgne Børn, men intet Brød til dem. - Det synes underligt, at vedkommende Øvrighedsperson ikke har funden Anledning til at skride ind itide paa en mere energisk Maade, navnlig da Børnene ogsaa har været udsatte for Overlast, og da et konstateret Mordforsøg dog mindst maa foranledige, at Ugerningsmanden bliver gjort foreløbig uskadelig.

(Social-Demokraten 4. maj 1877).

Mishandling af Kvinde. (Efterskrift til Politivennen).

Høiesteretsdom. Højesteret Paakjendte igaar en Justitssag, hvorunder en Indsidder i Bregentved-Gisselfeld Birks Jurisdiction tiltaltes for at hane mishandlet sin Hustru og sine Børn. Arrestanten, der i 25 Aar været gift med sin Hustru, med hvem han har avlet 7 Børn, hvoraf de 2 ere døde havde i en længere Aarrække ideligt mishandlet sin Hustru ved at tilføje hende Hug og Slag, i Reglen med Hænderne, men ogsaa med et Spanskrør; han havde paa denne Maade mange Gange slaaet hende tilblods og desuden ofte stødt hende om paa Gulvet, revet hende i Haaret, saa at Haar rykkedes ud, og trykket hendes Strube sammen, saa at hun med Nød undgik Kvælning. Disse Mishandlinger ere sjeldent foregaaede med længere Mellemrum end 2 a 3 Uger, og skjøndt Arrestanten under deres Udførelse maa antages at have været noget beruset, har han dog altid været i tilregnelig Tilstand.

Særligt er det oplyst, at Arrestanten for c. 14 Aar siden, da hans Hustru sad med et Pattebarn paa Skjødet, slog hende med knyttet Haand, hvorhos han efter hendes Forklaring med sin Tobakspibe slog Barnet i Hovedet, saa at Blodet løb ned ad dets Ansigt. Derefter jog han ende tilligemed Børnene ud af Huset, saa at de fra Kl. 7 om Aftenen til Kl. omtr. 1 om Natten i en meget Streng Kulde maatte søge Ly i et tilstødende Brændeskuur, indtil to af Husets Beboere fik hende og de af Kulde halvdøde Børn baarne ind i Huset. Efter to af deres Børns Fødsel har Arrestanten slæbt sin Hustru ud af Sengen, den ene Gang umiddelbart efter Fødselen, den anden Gang 2 a 3 Dage efter denne, men uden dog ved disse Leiligheder at tilføie hende nogen yderligere Mishandling. For 10 a 12 Aar siden da Arrestantens Hustru en Dag ved hans Hjemkomst sad paa en stol med sin spæde Datter ved Brystet, udskjældte og mishandlede Arrestanten hende. En Gang i 1868 slog Arrestanten hende meb Kaffekjedlen, der stod paa Kakkelovnen med kogende Kaffe, oven i Hovedet, saa at Kjedlens Indhold sprøjtede ud over hendes ene Arm og hun blev skoldet. For nogle Aar siden, da Arrestanten og Hustru kjørte med Klude slog han hende med dens Varekasse paa Forsiden af Hovedet, saa at hun blødte stærkt oq besvimede i længere Tid. En Nat i December f A. mishandlede han hende jevnlig og slog hende i Hovedet uden mindste Anledning fra hendes Side samt greb fat i hende og trykkede Struben til og slap først, da hun fik saamegen Luft, at hun kunde raabe om Hjælp. Senere samme Maaned tilføiede han hende mange stærke Slag med knyttede Hænder i Hovedet, stødte hendes Hoved mange Gange imod Vægen og slog hende med en Ildtang, saa at han længe efter var fortumlet deraf. Ogsaa sine Børn havde Arrestanten mishandlet, saalænge de i deres spæde og unge Alder opholdt sig i Hjemmet, deels ved Hug og Slag deels ved at jage dem ud af Huset om Natten, mange Gange i streng Kulde. Arrestanten har nægtet ved nogen af disse Mishandlinger at have havt til Hensigt at tilføie sin Hustru eller sine Børn nogen egentlig Skade, og han har under Forhørerne erklæret, at han nu klart seer, hvor umenneskeligt og urigtigt han har baaret sig ad imod sin Familie, og at han nu sørger derover.

Arrestanten, der desuden havde gjort sig skyldig i ulovlig Omgang med Hittegods, har tidligere været straffet for Tyveri og Bedrageri. Ved de to foregaaende Instantsers Domme var Straffen bestemt til 2 Aars Forbedringshuusarbeide. Høiesteret skjærpede Straffen efter samtlige foreliggende Oplysninger tillige Strafarbeide i 3 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. oktober 1876).

Sophie Frederikke Frederiksen. (Efterskrift til Politivennen)

Formodet Drab. Tirsdagen den 29de f. M. afgik Hiulmand Peter Andersens hustru Sophie Frederikke Frederiksen af Virum ved Døden efter kun et Par Dages Sygeleie. Der opstod kort efter i Lyngby og Omegn forskiellige Rygter om, at Afdøde ikke var død paa en naturlig Maade, af hvilken Grund i Forbindelse med flere andre Omstændigheder, der kom til Politiets Kundskab, Birkedommeren i Kiøbenhavns Amts nordre Birk, Cancelliraad Schow, fandt Anledning til at lade foretage den sædvanlige Fogedforretning ved Indtrædelse af pludselige Dødsfald i Forening med Districtslægen. Ved den nu foretagne medico-legale Ligsyn fremkom der saadanne Oplysninger, der foranledigede Peter Andersens Anholdelse og Arrestation og samtidigt blev der af Politimesteren i Forbindelse med Landphysicus Tolderlund og Districtslægen foretagen en Obductionsforretning af Liget i Virum. Ved denne fandtes Afdøde kort forinden sin Død at være bleven tilføiet betydelige udvortes Læsioner. Der viste sig saaledes omkring det venstre Øre og strækkende sig op paa venstre Side af Panden en betydelig Blodudtrædning og paa venstre Side af Hovedet et ca. 7 Linier langt Saar med gabende Rande samt størknet Blod paa Øvreranden. Endvidere forefandtes paa venstre Overarm tværsover denne Mærker af et stærke Slag og omkring Albuen en betydelig Blodudtrædning. Af Resultatet af den i det Hele foretagne Obductionsforretning sluttede imidlertid Lægerne, at den Afdøde paa naturlig Maade har fundet sin Død ved Sygdom, hvilken Erklærings Beskaffenhed imidlertid har givet Anledning til at afæske en yderligere Udtalelse af Lægerne.

Ved det optagne Forhør er det foreløbigt bleven oplyst, at Ægtefolkene have været gifte i 20 Aar, men ikke førte noget lykkeligt Samliv. Omtrent et Par Aar efter Ægteskabets Indgaaelse begyndte Andersens Hustru at forfalde til Drik, til hvilken Last hun efterhaanden mere og mere hengav sig, saaledes at hun i de senere Aar aldeles forsømte sine huuslige Pligter, bedrog sin Mand for at erholde Midler til at tilfredsstille sin Hang til Drik, og endelig var hun oftere i flere Maaneder borte fra Hjemmet og blev da omsider funden paa Marker og Veie i beruset Tilstand. Naar hun saa blev bragt hjem, henlaa hun i nogle Dage tilsengs og udsov sin Ruus, hvorefter hun da paany kunde tage Flugten fra Hjemmet og blive borte i længere Tidsrum. De forskjellige Personer, der kjendte Ægtefolkene, have udsagt, at det var dem bekjendt, at Peter Andersen jevnlig mishandlede sin Hustru og under den forannævnte Obductionsforretning tilstod endelig Peter Andersen, at han om Mandagen den 28de s. M., Dagen forinden hans Hustru afgik ved Døden, efterat han havde slaaet hende tre Slag over hendes venstre Arm med et tykt Kosteskaft, fordi hans Kone ikke paa hans Opfordring gjorde Mine til at reise sig af Sengen for at tillave hans Mad, i sin hidsige Sindsstemning gik ind i Stuen ved Siden af Kammeret, hvor Konen laa og tog sin Spanskrørsstok, der er oplyst at være 3 Tommer i Omkreds og 1 Tomme i Tvermaal, og bibragte med dette farlige Redskab sin Hustru 2de Slag paa den venstre Side af Hovedet. Konen hverken skreg eller gav sig ved disse voldsomme Slag, men blev liggende aldeles stille hen i samme Stilling i Sengen. Konen, der om Løverdagen var hjemkommen fra en af sine sædvanlige Udflugter og siden uafbrudt holdt Sengen, havde i Løbet af Søndagen og Mandagen ligget og været besværet af Hoste og laa stadig og stønnede. Disse Symptomer tiltoge om Tirsdagen i den Grad, at Peter Andersen, da han om Eftermiddagen kom hjem fra Skoven, hvor han havde været hele den Dag for at hente Brænde, blev opfordret af sin Svend til at hente Distriktslægen; men da denne ankom til Virum i Løbet af Eftermiddagen, var Andersens Hustru imidlertid afgaaet ved Døden. Peter Andersen har vedblevet at paastaae, at det ikke har været hans Hensigt med de hans afdøde Hustru tilføiede Læsioner at foranledige eller bidrage til hendes Død. Foruden sin foran angivne Tilstaaelse har han nemlig endvidere vedgaaet, hvad der ogsaa stemmer med de afgivne Forklaringer af hans Naboer og hans egen Huusstand, at han oftere tidligere har mishandlet sin Hustru, naar hun var beruset, men han har da tillige erkjendt, at han aldrig tidligere har slaaet hende saa voldsomt som den sidste Gang, han slog hende. Han hensidder naturligviis vedblivende som Arrestant i Arresthuset paa Blegdamsveien, og Undersøgen er endnu fornemmelig rettet paa at faae oplyst, hvorvidt Arrestantens Adfærd overfor sin afdøde Hustru kan antages at have været en medvirkende Aarsag til hendes Død. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. marts 1876).

Formodet Drab. Som af os tidligere meddelt, afgik Husmand Peder Andersens Hustru Sophie Frederikke Frederiksen den 29de Februar d. A. ved Døden under mistænkelige Omstændigheder, og foranlediget ved de i Omegnen cirkulerende Rygter om Aarsagen til Dødsfaldet blev der af Politiet i Forening med Distriktslægen afholdt Syn over Liget, hvorved der om venstre Øre og herfra op paa venstre Side af Panden og Tindingen fandtes en meget betydelig Blodudtrædning og Svulst og paa venstre Overarm Mærke af et stærkt Slag, vistnok med en Stok. Paa venstre Side af Issen under Haaret saaes et uregelmæssigt gabende Saar, gjennem hvilket den blottede Benhinde føltes. Under den derefter anstillede Undersøgelse oplystes det, at den Tiltaltes afdøde Hustru var i meget høi Grad drikfældig, og at hun ved at tilfredsstille denne Tllbøielighed aldeles forsømte sin Mand og sit Hus, hvoraf Følgen atter blev, at der i de senere Aar udviklede sig et slet Forhold imellem Ægtefællerne, og den Tiltalte tilstod nu selv, at han oftere, naar hans Hustru var drukken, havde tilføjet hende Slag med Haanden eller med en Kiæp og lignende Redskab, samt at han Dagen forinden hun døde, da hun laa i Sengen i en, som han troede, drukken Tilstand, for at bevæge hende til at staa op og lave Mad, havde med Skaftet af en Kost tilføiet hende tre Slag over Armen og derefter med en meget tyk Spanskrørsstok givet hende et Par Slag i Hovedet eller Ansigtet. Den Tiltalte fastholdt vedblivende under Sagen, at han ikke ved denne mod hans Hustru udviste Adfærd havde havt til Hensigt at tilføie hende nogen Skade, og det maatte ogsaa ansees for tilstrækkelig godtgjort, at der ovenbeskrevne Saar, som fandtes paa den Afdødes Isse, ikke var bibragt hende ved den hende af Tiltalte tilføiede Overlast, men at hun havde faaet Saaret ved at falde omkuld i sin berusede Tilstand. Den legale Obduktion, som Liget blev Gjenstand for, frembragte heller ikke Oplysninger, der tydede paa, at den Medfart, som den Afdøde havde lidt af den Tiltalte, havde været medvirkende til hendes Død, idet Lægerne udtrykkelig udtalte, at der ikke ved Obduktionen forefandtes Noget, som tydede paa en voldsom Død, hvoraf de sluttede, at den Afdøde paa naturlig Maade havde fundet sin Død ved Sygdom. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev den Tiltalte, der er 60 Aar gammel og ikke fandtes tidligere tiltalt eller straffet, anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 6 Dage.

(Nationaltidende 12. juni 1876).