Den 14de December f. A. blev Arrestanten Vilhelm Julius Jensen ægteviet til sin Hustru, med hvem han derefter har samlevet, indtil han den 1ste Februar d A. blev anholdt og Undersøgelse mod ham indledet ved Kriminalretten. I dette Tidsrum har han 2 Gange gjort hende til Genstand for Mishandling; den 1ste Januar d. A. slog han hende saaledes flere Gange med knyttet Haand i Hovedet og Ansigtet, saa at hun i flere Dage bar Mærker heraf, idet hun var misfarvet ved Øjnene og havde Buler i Hovedet. Den 1ste Februar d. A. tilføjede Arrestanten hende paany med knyttet Haand Slag i Ansigtet og i Hovedet, medens de opholdt sig inde i deres Lejlighed, og da hun derefter havde begivet sig ned i Gaarden, trak han hende tilbage i et til Lejligheden hørende Værelse, hvor han gentagende sparkede hende, der var falden om, paa Benene. Efter at hun derpaa havde forladt Værelset og var gaaet ud paa Trappegangen, greb han atter fat i hende saa at hun faldt, og medens hun laa paa Trappen, slog han hende igen i Hovedet med knyttede Hænder. Ved den mod hende udøvede Vold blev to Tænder slaaet løs i Munden paa hende, hvorhos hun fik flere Knuder i Hovedet, lige som hun i flere Dage havde Mærker paa Benene af de hende tiiføjede Spark. Nogen Skade paa Helbred blev der ikke paaført hende ved den af Arrestanten mod hende udøvede Vold, og Arrestanten har efter sin Forklaring heller ikke havt til Hensigt at tilføje hende nogen Skade. Han vil ved de anførte Lejligheder have handlet i en noget beruset, men dog fuldkommen tilregnelig Tilstand, og efter det foreliggende kunde det ikke antages, at hans Hustru har givet ham nogen grundet Anledning til den af ham mod hende udviste Adfærd.
Efter at Inspektionsbetjent Petersen den 1ste Februar var bleven tilkaldt i Anledning af det af Arrestanten paa denne Dag mod sin Hustru udviste Forhold og var bleven opfordret af de Tilstedeværende til at faa Arrestanten fjærnet fra Hujet, fik han denne til godvillig at følge med ud i Gaarden, hvor Politibetjent Hansen var kommen tilstede. Da Arrestanten her optraadte paa en opsætsig og truende Maade mod Betjentene, der begge var iførte Uniform, erklærede Petersen Arrestanten for anholdt og fik ham ført ud af Gaarden. Paa Gaden satte Arrestanten sig imidlertid til Modværge mod at blive ført videre af de to Betjente, slog og sparkede om sig, stødte Petersen omkuld og slog Hansen med Panden i Ansigtet, saaledes at de maatte tilkalde Assistance af private Folk, for at faa Arrestanten ført til Stationen. Som Følge af den mod dem udviste Vold fik begge Betjentene nogle mindre Læsioner, som imidlertid snart fortog sig, uden at det kan antages, at de ville efterlade sig skadelige Følger for de Paagældende i Fremtiden, hvilket Arrestanten ogsaa har erklæret at have ligget udenfor hans Hensigt, idet hans øjemed med den af ham udøvede Vold alene var at slippe for at blive ført paa Stationen. Arrestanten, der tidligere er straffet med 2 Aars Forbedringshusarbejde for Mened, blev nu ved Kriminalrettens Dom anset med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.
(Social-Demokraten 28. marts 1885).
Mishandling af sin Hustru. Om den under denne Sag Tiltalte var det oplyst, at han fra 3 Fjerdingaar efter at han var bleven gift jævnlig havde mishandlet sin Hustru paa forskellig Maade. Han havde saaledes mindst 1 Gang med en med en Blykugle forsynet Spanskrørstok tildelt hende flere Slag paa det nøgne Legene, navnlig over Lænden, hvoraf hun længe efter følte Smerter, 1 Gang med en stor Træske i Hovedet, saa Blodet flød, og 1 Gang med en Træskonaver over Armen, hvilket Slag efterlod blaa Mærker samt 3-4 Gange med knyttet Næve i Hovedet. Efter hendes Forklaring skal han endvidere 1 Gang have slaaet hende med en Greb over Armen, saa at hun flere Dage havde ondt ved at bruge Armen, og 1 Gang med et Dambrædt i Hovedet, men dette vil han ikke kunne mindes og ejheller, som hun har forklaret, at han skulde have befalet hende at klæde sig helt af, du han slog hende med Stokken. Derimod har han fremdeles vedgaaet, at han oftere om Aftenen har forbudt hende at gaa i Seng, saa at hun maatte blive oppe flere Timer af Natten i Kulde og Mørke, og en enkelt Gang har befalet hende at staa op af Sengen. Han beskyldte hende for at have et stridigt Sind; dette har hun dog benægtet og derimod anført, at han var af en voldsom Natur og ofte ustyrlig hidsig. Ved Silkeborg Birks Ekstraretsdom blev han idømt Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage; ved Viborg Overretsdom blev Straffen nedsat til samme Art i 4 Gange 5 Dage.
(Social-Demokraten 31. marts 1885).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar