Vesterbroes Teatre. (Efterskrift til Politivennen)

Medens Guerres Beriderselskab paa Vesterbro endnu bestandigt vedbliver at fængsle Publikums Opmærksomhed og Interesse i den Grad, at enhver af dets Forestillinger hidtil har været givet for fuldt Huus, finde vi den Uorden, som hersker med Hensyn til Billetudsalget, i høieste Grad dadelværdig. Det hænder sig nemlig næsten ved enhver Forestilling, at der uddeles eg sælges langt flere Billetter, end der ere Pladse paa Theatret. ikke blot til Galleri og Parterre, men endogsaa til Parquet og Loger. Saaledes var der til Forestillingen iaften solgt sexten Billetter til en Loge, som kun rummede 8 Personer; til en anden Loge, Litr. A, var der solgt 6 Billetter, og da Familien kom, som havde kjøbt disse og som var reist ti Mil fra Landet for at see dette Selskab (!), fandt de, at hele Logen var nedreven og benyttet til Gennemgang for de Spillende. Følgen heraf er, at Billetcassereren hver Aften maa tilbagebetale ru Mængde af de solgte Billetter, uden at tale om, at den Deel af Publikum, der ikke bryder sig om knap Plads, eller som endog finder Behag i at tilbringe 2 Timer i et overfyldt Rum, foraarsager Uorden og Optøier, der i høieste Grad generer de øvrige Tilskuere. Der er ikke nogen Tvivl om, at Hr. Petoletti, Theatrets Eier, er Skyld heri, og om man endog kunde tilgive ham, at han mindre seer hen til Publikums Beqvemmelighed, end til en forøget Indtægt, saa finde vi det dog besynderligt, at vort aarvaagne Politi, der med bekjendt Agtpaagivenhed og Discretion (sic!) forstaaer at indblande sig i alle andre Anliggender, har ladet denne Sag gaae hen uden at værdige den sin Opmærksomhed *).

*) Ved Nytaarstid ere Politiet Betiente nok for saavidt undskyldte som de tillige rnaae passe deres egne Gratulationsforretninger, hvorved de, til liden Roes for Politibestyrelsen og til liden Vaade for dem, der ere udsatte for deres Myndighedsmagt, maae søge at bøde paa den altfor ringe Løn, de tildeels erholde.

(Kjøbenhavnsposten den 2. januar 1845)

Politivennen

I Anledning af en Ubekjendts Beskyldning i Politievennen No. 675 for 25 Maji d. A., indeholdende: I) at Controlleurerne ved Parquettet og det første Parterre tilbageholde Pladse til visse privilegerte eller favoriserte Personer inderst paa Bænkene i bemeldte Steder, 2) at de her ansatte Controlleurer ere uartige mod Publicum; og endelig 3) at Personer uden Betaling ere indlladte og derved uforsvarlig Trængsel foranlediget; opfordre vi Undertegnede som Controlleurer ved bemeldte Pladser herved denne Ubekjendte enten offentlig, for vor chef, eller den Kongelige Theaterdirection at beviise slig fornærmende og vore Ære angribende Beskkyldning. Skulde han ikke driste sig dertil, men blot af Ondskab og Skadefroohed have indsendt dette og følgeligen vedblive at dække sig med Anonymitetens Skjul, da ansee vi os herved retfærdiggjorte for vore høie Foresatte, og ansee ham selv med den Foragt han fortjener.

Kjøbenhavn den 13 Junii 1811
D. G. Gynther. H. Engel
J. U. Andresen. Spendrup.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 
Ottende Aargang No. 50, 
Løverdagen den 22 Junii 1811, 
Spalte 798

Uorden ved Vesterbroes Sommertheater.

At hr. Price ønsker at have så mange tilskuere som muligt ved de forestillinger der gives på Sommerteatret, er rimeligt. Men det er urimeligt at der udgives flere billetter end pladserne kan rumme tilskuere, så at folk der har fået billetter, ikke kan lukkes ind men må forlade huset uden at se deres ønske opfyldt. Blandt flere gange dette er hændt, var det også tilfældet i søndags. En agtværdig, men svagelig mand, havde dagen forud købt billetter til første plads til sig og familie. Ved ankomsten til teateret lod han sin vogn køre tilbage med den ordre at afhente ham k. 9. Men da familien kom til logerne, var disse så tilproppede at der ikke var plads til en eneste person. Familien måtte altså forlade teatret uden at se skuespillet, og søge hen til et i nærheden værende værtshus hvor den måtte tilbringe aftenen i kedsomhed indtil vognen kom.

Man kan vel antage at hr. Price må være viden om hvor stort et antal personer teateret rummer, og at der kun udgives billetter svarende til dette antal kan fordres med ret og rimelighed. Men måske forstår nogle at skaffe sig adgang uden billet og optager således pladserne for dem der er forsynede med billetter? I det mindste var sådant tilfælde i søndags, da den person som modtog billetterne til anden plads, tillod nogle der ikke havde billet, adgang imod at de betalte billettens pris. Men hvad der end er årsagen til denne uorden, hvorved mange forgæves ulejliger sig den lange vej ud til teatret, håber man, at hr. Price, efter denne påmindelse, vil sørge for at få den hævet.

(Politivennen nr. 978. Løverdagen den 27de September 1834, s. 674-676)

Redacteruens Anmærkning

Problemet med salget af flere end billetter end der var plads til blev allerede påpeget i Politivennen nr. 819, 10.september 1831, s. 629-631. Her anså man det ikke for tilfredstillende at man bare kunne få pengene tilbage.

Dobbelt Salg af Loger i det nye Theater paa Vesterbro.

Til den forestilling som den 27. dennes skulle gives af det slesvig-holstenske hofteaterselskab på det nye teater udenfor Vesterport, havde anmelderen samme dags formiddag hos hr. Capozzi købt en hel loge. Og i tillid til at han således havde sikret sig og sin familie en god plads, kom han med denne til teatret kort før forestillingens begyndelse, men blev ubehageligt overrasket ved at træffe sin loge aldeles opfyldt af andre tilskuere. Hverken kontrollørerne eller to personer som anmelderen blev henvist til, da han forlangt at tale med skuespillerselskabets direktører, kunne eller vile skaffe ham sin loge eller passende pladser i stedet for samme, og han måtte følgelig med sin familie forlade teatret før forestillingen.

Det bekendtgøres for om muligt at forebygge at andre ved de følgende forestillinger skal blive bedraget ved dobbelt salg af logerne.

(Politivennen nr. 974. Løverdagen den 30te August 1834, s. 604-605).

Nogle ærbødige Bemærkninger til den kongelige Theater-Direction.

Lørdag den 16. i denne måned indtraf under opførelsen af vaudevillen Aprilsnarrene det vist nok førhen uhørte tilfælde at en person styrtede ud af en loge i anden etage og ned i parkettet *), hvor han stødte på nogle personer uden dog selv at komme synderligt til skade. Det kan siges at være meget heldigt da han meget let kunne have slået sig ihjel på stedet. Det vakte en så øjeblikkelig bestyrtelse i huset at tæppet gik ned. Men da man erfarede at ingen betydelig skade var sket, gik tæppet atter op og stykket blev fortsat. Anmelderen tager sig herved den ærbødigste frihed at fremsætte nogle bemærkninger i den anledning.

Det er først i de seneste år blevet brug at loger udstykkes enten af folk som abonnerer dem ved den offentlige auktion, eller som køber dem hos kassereren når intet abonnement finder sted. Disse folk sætter sig kun i besiddelse af logerne for at ågre med billetterne og søger ordentligt at gøre sig det til et slags levebrød. De tror tillige at når de abonnerer eller køber en loge, har de også lovlig frihed til at disponere over samme efter forgodtbefindende. Dette kan nu vel også til dels være tilfældet. Dog tror anmelderen også kun til dels. Så længe logens ejer nemlig ikke sælger flere billetter end logen af teaterdirektionen er bestemt til at rumme personer, da er alting i sin orden. Og det kan vist nok ikke formenes ham at forlange så meget han behager for sine billetter. Sælger han derimod flere billetter (hvilket altid er tilfældet) end logen er bestemt til at rumme personer, da bryder han utvivlsomt den den stiltiende forpligtelse der påhviler ham som køber af logen. Og han begår åbenlyst et bedrageri. 

For deraf følger ligefremt at en del personer som har købt deres billetter og det måske dyrt nok, intet får at se. Hvilket dog er hovedbetingelsen ved købet af billetterne. Man sælger simpelt hen så mange billetter som man antager at der kan proppes personer i logen uden noget videre hensyn. Stikker pengene i lommen og forbliver ganske roligt i sit hjem. Heraf opstår nu det mest skrækkelige og mest uanstændige klammeri i logen man kan tænke sig, i hvilken larm de stærkeste og groveste naturligvis beholder overhånd og de svagere må give efter, ja gå bort uden at få noget for deres penge. Desuagtet bliver der i logen så mange som ved at stå på bænkene, læne sig mod karnissen osv tror at kunne se. Og et tilfælde som den ovennævnte nedstyrtning finder naturligvis sted. Folk bliver altså ved denne logernes utilbørlige udstykning dels bedraget for deres penge, og dels udsat for at komme i livsfare. Men det er sikkert den kongelige direktions pligt at råde bod på det. 

Det kan ikke nægtes at teatret ved denne ubetingede logeudstykning sælger sine loger med lidt større lethed end når indskrænkning derved fandt sted. Dog tillader anmelderen sig at tro at dette kun ville være i begyndelsen og at det om kort tid ville have en lige så hurtig afsætning som før. Man vil også uden tvivl opnå en større personlig sikkerhed og mere velvære i teatret. Hvilket vel må være en så ubetydelig opofrelse værd som følgende forslag måske, dog kun måske ville fremkalde. Anmelderen tror nemlig at det for det første burde stå malet på enhver logedør hvor mange pladser teaterdirektionen har ansat logen til. Dernæst burde enhver logekøber meddeles så mange trykte billetter som logen havde pladser. Og disse og kun disse burde det tillades ham at sælge. Det burde endelig være kontrolørens pligt at påse at ingen andre end personer med trykte billetter fik adgang til logen. Al utilbørlig og utilladelig handel med de af logekøberne selv skrevne adgangsbilletter vil,e således ophøre, og orden og anstændighed indtræde på et sted hvor man samler sig "ej blot til lyst".

Indløb de samlede billetter til en loge fra en mand, da havde kontrolløren intet videre at befatte sig med en sådan loge. Modtager han dem derimod enkeltvis, da ved han straks at logen var udstykket, og her må han nøje opfylde sin pligt. At logekøberne burde holde sig skadesløse for det mindre antal ved at forhøje prisen på deres billetter er allerede sagt, ligesom de også vilkårligt kunne rette deres priser efter første, anden og tredje bænk. Men anmelderen vover at tro det uden for al tvivl at teaterdirektionen af alle kræfter bør våge over den gode ordens vedligeholdelse på et til deres omsorg betroet sted hvor ro og anstændighed ikke under betingelse burde tilsidesættes.

*) Ikke fra galleriet ned i parterret som Morgenposten fortæller

(Politivennen nr. 734, Løverdagen den 23de Januar 1830, s. 49-54)

"Under opførelsen af vaudevillen Aprilsnarrene skete det vist nok førhen uhørte tilfælde at en person styrtede ud af en loge i anden etage og ned i parkettet." (Emil Bærentzen: Johan Ludvig Heiberg, ca. 1839. Aprilsnarrenes ophavsmand. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Fænomenet kaldtes en høkerloge. 2. og 3. etages logerne havde unummererede bænke og hørte til de billigere pladser. Episoden er omtalt i Det store Danske. Aprilsnarrene blev opført adskillige gange i 1830. Peter Tudvad omtaler i "Stadier på antisemitismens vej" tilskueren som en jødisk dreng, og at episoden næsten blev et bonmot, anvendt af Søren Kierkegard i 1846: "Ikke Jøden der faldt ned fra Galleriet, kunde komme mere hovedkulds."

I artiklen "Comoediespil udenfor Comoediehuset." blev der klaget over langsommeligt salg af billetter, Politivennen nr. 1102, lørdag den 11. februar 1837. Side 92-94. Om overfyldningen af loger i "Theatret angåeende", Politivennen nr. 1140, lørdag den 4. november 1837, side 691-692.

Advarsel til dem, der tage Billetter hos Logehøkere.

Indsenderen som ønskede at se "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" der opførtes søndag den 14. i denne måned, henvendte sig til Hyskenstræde nr. 145, hvor han for 1 rigsbankdaler fik en billet til Litr. Q i anden etage. Denne loge er højest indrettet til 13 personer. Men ved ankomsten fandt anmelderen allerede 14 af forskellige førlighed sammenstuvet i den. Og mens han forsøgte at få en plads, kom endnu den 17. til. Til alt held havde en bekendt lejet den tilstødende loge, hvori 2 af omhandlede loges uheldige lejere blev optaget. Ellers havde de aldeles intet fået at se for de udlagte penge. 

På grund af det har man ikke villet undlade at henlede almenhedens opmærksomhed på denne nu så gængse handel, idet man vil meddele dem det råd at forvisse sig om at der ikke udlejes flere pladser end logen kan rumme, da det i modsat fald er klart at man kaster sine penge bort for at fylde de pågældende logehøkeres lommer. Ligesom man også vil råde disse til ikke at se så meget på den øjeblikkelige profit som til at drage omsorg for at den kan være af sand varighed.

(Politivennen nr. 578. Løverdagen den 27de Januar 1827, s. 61-62)

P. Klæstrup: Høkerloge.

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om Johan Ludvig Heibergs første vaudeville som blev opført første gang 28. november 1825 på Det Kongelige Teater. Den ene af teatrets direktører, K. L. Rahbek havde ellers modsat sig opførelsen af sådanne "godtkøbsløjer", men publikum var begejstret og strømmede til som aldrig før. Hele 15 gange blev stykket opført den første sæson. Heiberg selv skrev at succesen skyldtes at den indeholdt lokalkomedie, og at den 

"ikke blot behagede hoffet og de højere cirkler, men den blev sunget på gadehjørnerne og i kældrene og skaffede teaterkassen en indtægt, selv fra den klasse som aldrig eller sjældent besøger komedien, mens tillige en stor mængde dannede mennesker, som i mange år havde trukket sig tilbage fra teatret og dets interesse, forførtes ved dette stykke til at komme tilbage..."

Advarsel til Logeprangeren i lille Kongensgade.

Det har flere gange behaget denne pranger at avertere til salg "lige for teateret", hvilket sidste er bemærket i Politivennen. Men da det er nok så bekendt at han ikke ejer sådanne pladser til udlejning, så håber man at han for fremtiden ophører med det. Skryderi er det at avertere noget man ikke har i sin magt at bortleje. Og derfor håber man også at modehandlerinden i Lille Kongensgade nr. 93 ikke oftere tåler at sådant skryderi averteres derfor.

(Politivennen nr. 430. Løverdagen den 27de Marts 1824, s. 6958-6959)

Redacteurens Anmærkning.

Lille Kongensgade 93 har siden 1859 ændret nummer til nr. 41 og i dag Bremerholm4/ Lille Kongensgade 45. Huset er fra 1975.

Mere om Loge-Prangeri

Flere gange er der i dette blad indført adskilligt mod det så meget overhåndtagende logeprangeri. Anmelderen heraf vil i korthed fortælle om et sådant israelitisk logeprangeri som fandt sted mandag den 8. d. m. da Røverborgen blev opført.

En dame som ønske at se dette så yndede stykke, gik i teateret, i håb om at få en billet. Men da alle var udsolgt, og en gammel mosaisk trosbekender som befandt sig i forsalen, tilbød hende en billet til en loge på 2. etage for fire mark, modtog hun denne.

Da hun kom op i logen, var den så stuvet med fruentimmer af den mosaiske trosbekendelse at hun først efter en total omsættelse af disse, var så lykkelig at få en plads på den sidste bænk. Men på grund af en mængde kåber og hatte som var hængt omkring i logen, kunne hun næppe se en lille del af tæppet, langt mindre hvad der foregik på scenen.

Opbragt over dette snyderi forføjede hun sig ud af logen og spurgte den derværende kontrollør hvor hun kunne finde den gamle israelit. Men denne vidste det ikke. Imidlertid kom der en meget artig mand til som lod sig fortælle forestående. Han bad damen at følge med sig, for om muligt at få fingre på ham, da han, formodentig overkontrolløren, længe havde ønsket at blive overbevist om israelittens snyderi. Længe varede det da heller ikke inden denne kom til stede og efter adskillige trusler som den artige mand gjorde sig, leverede pengene tilbage.

Det var at ønske at den ærede teaterdirektion som gør så meget for teatrets bedste, ville søge at afskaffe dette alt for vidt drevne prangeri.

(Politivennen No. 428. Løverdagen den 13de Marts 1824, s. 6924-6925)

Gjensvar til den anonyme Forfatter, af det i Politievennen indrykkede Stykke: "Fornødent Gjensvar til Mosaiternes Talsmand."

At konditionerne for logernes bortabonnement ikke tillader at nogen må få mere end en loge, er en åbenbar usandhed, og forfatteren burde virkelig underrette sig nøjere, før han nedskrev sådant. Ligeledes vides ikke hvorfor forfatteren vredes over de opgivne bopæle af logeprangere da han selv har givet anledning dertil ved at gøre begyndelsen i Politivennen nr. 420 for d.å. Da det tillige at Adressekontorets efterretninger, se den 18. og 26. august samt 4., 6. og 12. september f. å. ses at selve hans yndlinge bortlejer logepladser flere gange ugentlig og langt mere end en plads, så indses ikke hvorfor det skulle være højst graverende for disse, da de ovennævnte anførte blade foruden mange flere, vidner om at også disse prangere søger at skaffe sig profit, hvor ilde - som forfatteren udtrykker sig - den endog lugter. At forfatteren muligvis harmes fordi han ikke kan deltage i at f noget af det han kalder profit der lugter ilde, må man med største føje antage. Og derfor er det at han ikke kan lide at andre nyder godt af det, hvori han ikke kan deltage. Latterligt er det for øvrigt at forfatteren anfører at grunden hvorfor hans yndlinge udlejer logepladser er dels sygdom, rejse og andre forretninger. For skulle man tro dette, så måtte man antage efter hvad der er averteret i de før nævnte tidender, at over flere hundrede på en gang skulle have fået et så pludseligt forfald. Hvad de stakkels mosaitter, så hårdt har fornærmet forfatteren med, kan ikke godt forklares. Men når han fatter nøjere eftertanke og koldblodigt overvejer sagen, så vil han sikkert indrømme at mosaitterne med hensyn til det omdiskuterede er de mindste syndere.

(Politivennen nr. 424. Løverdagen den 14de februar 1824, s. 6853-6855)

Fornødent Gjensvar til Mosaiternes Talsmand.

Anmelderen måtte i sandhed besidde meget indskrænket judicium hvis han ikke tydeligt kunne se at dette svar stammer fra vedkommende som måske finder deres regning ved at sådanne prangere har så mange loger at høkre med da der udtrykkeligt står i konditionerne for logernes bortabonnement at ingen må få mere end en loge. Tilmed røber det kun lidt delikatesse af forfatteren offentligt at ville opgive deres boppæle som averterer enkelte pladser i en loge til en gang om ugen. Det må jo være højst graverende for disse at se sig sat i klasse med personer hvis eneste digten og tragten går ud på at skaffe sig profit hvor ilde den endog lugter. Meget uvitttigt er også den sammenligning eller påstand at der er flere kristne end mosaitter der pranger med loger. For antager man at mosaitternes antal i København er 1/50 del af folkemængden, så er de vel ikke at undres over om en del kristne søger ved at træde i mosaitternes fodspor at ligne disse i vindskibelighed og lysten til at erhverve sig penge på en let måde, og tallet på disse prangere kan da let komme til at overstige de mosaitiske. Men oversteg det endog dette 20 dobbelt var dette jo endnu ikke noget påfaldende. Overalt nor en ting er uret, så kan den vel ikke undskyldes med at der er flere som befatter sig dermed. Vist nok er heller ikke alle de loger som averteres i avisen, indkøbt for at prange med. For ofte kan sygdom, en rejse eller andre forretninger hindre ejeren fra at benytte logen eller de pladser han har i samme, og at han i så fald ikke vil lade den stå ledig, men søger at få nogen godtgørelse for det han har betalt for samme, vil vist intet fornuftigt menneske fortænke ham i, eller derfor give ham navn af pranger. Mn en anden sag er det med de i Politivennen nr. 420 omtalte logeejere. For disse har i flere år købt loger, alene for at drive handel dermed og gøre sådant til en næringsvej. At sådant er til skade for teatret som for det skuespilhuset besøgende publikum er let at indse, og derfor ønskede man at for samme måtte sættes grænser.

(Politivennen nr. 422. Løverdagen den 31de Januar 1824, s. 6822-6824)

Til Erindring: I Anledning af det, den anonyme Forfatter i sidste Politieven af 17de Januar d. A. har udgivet, de "mosaiske Billetprangeres Handel med Loger" betræffende.

Det er meget besynderligt at den anonyme forfatter harmer så meget over de mosaister der udlejer loger på Det Kongelige teater og påbyrder dem alle de fejl og urigtigheder der måske i højere grad falder andre uden for dette samfund til last.

Således kan anføres efter Adressekontorets efterretninger, følgende kristne logeprangere hvis bopæle angives:

Møntergade nr. 55.
Sankt Pedersstræde nr. 113.
Kompagnistræde nr. 54.
Adelgade nr. 208.
Vognmagergade nr. 86.
Kompagnistræde nr. 72.
Klosterstræde nr. 88.
Valkendorffsgade nr. 160.
Landemærket nr. 150.
Holmensgade nr. 140.
Store Strandstræde nr. 211.
Borgergade nr. 122.
Bredgade nr. 174, litra A og 
Store Kongensgade nr. 255.

Det er derfor meget påfaldende at forfatteren kun dolerer over de mosaiske udlejere af logerne, da disse ikke overskrider betingelserne mere med de kristne.

Til ydermere bevis om at der findes lige så mange om ikke flere kristne end mosaister som forfatteren betitler "logeprangere" tjener: de for for et par måneder siden udkomne Adressekontorets Efterretninger efter hvilke der fra disse averteres 4 til 5 loger til bortleje. Skulle der altså efter foranførte blive spørgsmålet om hvem der var de største logeprangere, da vil uden tvivl svaret blive: "de kristne"

Til slut tilføjes: at de ubehageligheder som forfatteren påbyrder de mosaiske udlejere af loger i lige om end ikke højere grad, falder de kristne udlejere af loger til del.

(Politivennen nr. 421. Løverdagen den 24de Januar 1824, s. 6812-6813)

Anmodning ti Theater-Directionen angaaende nogle mosaiske Billetprangeres Handel med Loger.

Da det er enhver skuespilbesøgendes pligt at gøre direktionen opmærksom på en og anden misbrug som måtte finde sted ved Det Kongelige Teater, så tager anmelderen sig den frihed at lede dens opmærksomhed hen på adskillige mosaiske billetprangere. Især nogle f dem bør lægges mærke il, fx fra Gammel Mønt 168 averteres pladser til enhver dag i ugen. På dette sted haves ikke ringere end 7loger at disponere over. Fra Læderstræde nr. 18, 5 loger. Endvidere fra Lille Kongensgade, Lille Regnegade og Kristen Bernikows Gade. Alle til flere gange i ugen. Disse prangere læsser ikke alene så mange i deres loger at derved ofte forårsages støj og spektakel, men da den ene lægger sig oven på den anden, forulempes også dem der sidder i logerne ved siden af. Ikke alene om aftenen ser man adskillige personer pånøde folk sådanne billetter, endog under prisen, for at de kan få nogen indtægt af deres loger, men endog på offentlige steder sælges billetter. Således blev for nyligt på et kaffehus en af disse småtrækkere der påtrængte gæsterne sine billetter, udkastet af en anden pranger. Da dette utilladelige forsalg naturligvis er til skade for huset, anser anmelderen det for sin pligt at gøre direktionen opmærksom på dette uvæsen og tager sig herved den frihed at ytre det ønske at den høje direktion til næste års sæson vil sætte en grænse herfor, ved ikke at tillade at sådanne billetsjovere ved auktionen tilstås så mange loger som de finder for godt at købe.

(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6795-6796)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 421. 24. januar, s. 6812-6813

En Besynderlighed

Det er besynderligt at skuespillere og skuespillerinden der nyder benefice, nu er begyndt at anmærke at de ikke udgiver flere billetter end det antal direktionen har bestemt. For uagtet disse bekendtgørelser finder man såvel ved beneficer som de øvrige aftener at der i pladslogerne og parkettet er indladt flere end der gives rummelige og anstændige pladser for tilskuere der kommer for at nyde skuespillet. Heri synes også at ligge en beskyldning mod kontrollørerne. Hvilket næppe er rigtigt. For selv om en eller anden af disse embedsmænd forsømte deres pligt, så er det ikke afgjort at alle gør det. Skulle derfor dette antal virkelig være bestemt af direktionen, så håber man at der sker en forandring. Men det er næsten ikke troligt at denne bestemmelse er fra den. For så måtte der om søndagen være lige så trangt som de øvrige aftener. Hvilket ikke er tilfældet for selvom alt er udsolgt både i pladslogen og i parkettet, kan man få om ikke magelige så dog upåklagelige pladser.

(Politivennen nr. 162, Løverdagen den 6de Februari 1819, s. 2622-2623)

Schöne Rariteten

Da der til det Kongelige Teater trods den begærlighed som dette søges, ikke udstedes flere adgangsbilletter end der bør, det vil sige at flere personer end det lokale kan rumme ikke indlades, så var det ønskeligt om omrejsende trupper der her får tilladelse til at give forestillinger af allehånde slags ville følge dette eksempel. 

At det modsatte sker, har anmelderen erfaret onsdag den 20. i denne måned på det Geiselbrechtske Teater. Han indfandt sig klokken kvart i seks, men alle pladserne var allerede optaget, og der var en sådan mængde mennesker at mange måtte blive stående på trappen uden at kunne få nogen plads hvor de kunne se skuespillet. Anmelderen var siden formiddagen forsynet med billet og fandt det urimeligt at man når man har betalt for en plads ikke kan få adgang til det. Han spurgte en ved døren stående lille tysk person som modtog billetter hvorfor man udgav billet til flere personer end lokalet kunne rumme og fik til svar: Was sollen wir machen, man plagt uns so sehr. Da anmelderen ikke fandt denne grund gyldig, og søgte at overbevise vedkommende at man ikke kunne modtage penge for pladser man ikke kunne skaffe, genmælede den lille person: Werden Sie Grob, so werfe ich Sie hieraus. 

Uagtet nu anmelderen virkelig ikke frygtede for denne trussel fordi han i fysisk kraft vel opvejer 4 til 6 sådanne småpersoner som omtalt, og da han anså det for uanstændigt på dette sted at indlade sig i videre ordstrid, tav han til denne tyske bille og begav sig hen til en plads hvorfra han over de andre tilskueres hoveder, så at sige måtte stjæle sig til at se lidt af forestillingen. 

Beklageligt er det at vores forlystelsessyge eller nysgerrighed er steget til den grad at sådanne omrejsende personer som man dog må antage vil tjene penge, skal beklage sig over vores alt for villige nærværelse, da dette måske kunne bidrage til at retfærdiggøre en benævnelse som udlændinge har taget sig den frihed at tillægge den danske nation.

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 741-743)

Trøst for besøgere af Skuespillene.

Man ved og har harmet sig over at de såkaldte sjovere eller billetprangere har såvel i vinter som i forrige år hver gang et nyt eller et godt skuespil opførtes, opkøbt billetterne for siden at sælge dem i dyre domme. Anmelderen som selv er en flittig komediegænger, glæder sig derfor ved at kunne offentliggøre at vort virksomme politi har fået fat på nogle af disse prangere, frataget dem de billetter som fandtes i behold, og solgt dem for den af teatrets direktion fastsatte pris. Prangerne er desuden blevet anset med en passende mulkt der formodentlig ved gentagne forseelser vil stige til korporlig straf som da nok vil gøre ende på denne unyttige handel.

(Politivennen nr. 2, Løverdagen den 27 Januari 1816, s. 29-30)

Nogle Spørgsmaal det Deutsche Liebhaber-Theater angaaende

(Efter indsendt)

Er det tilladt entreprenørerne for det såkaldte Deutsche Liebhaber-Theater som holdes i Vildmanden på Østergade efter eget behag at udsætte deres forestillinger så længe og til hvilken dag de selv finder for godt. Burde der ikke nøje passes på orden og på opfyldelsen af de løfter som ved dets oprettelse nu i vinter blev givet, nemlig at der regelmæssigt hver fjortende dag skulle gives en forestilling og på en bestemt dag?

Kan det ligeledes forsvares at sende selskabets medlemmer og disses damer april, som dog nu sidste onsdag den 5. denne måned var tilfældet, da de endelig engang igen havde berammet at give forestilling til hvilken ende biletterne var omsendt og da man nu indfandt sig, fandt døren lukket?

Det kan dog vel med rette kaldes at være ugalant mod selskabets medlemmer og dets damer. I forefalden sygdomstilfælde var det dog vel entreprenørernes pligt enten offentlig i aviser eller ved selskabets bud at give medlemmerne sådant betids tilkende.

København den 7. april 1809

(Politivennen nr. 572, 16 april 1809, s. 10068-10069)

Kristen Bernikowsgade med Østergade. Vildmanden og Thalia (Knud Bokkenheuser: Klubliv. 1923).

Redacteurens Anmærkning

Vildmanden var en gård eller et herberg i Østergade 32. Komponisten Peter Casper Krossing havde sin debut her i 1818.

Endnu et par Ord om Sjovervæsenet, især ved Hoftheatret.

(Efter indsendt)

Søndag formiddag den 23. november var dette uvæsen igen i fuld virksomhed. Sjoverne havde opstillet sig i en række fra døren hvor vagten står, langs den højre væg og gled således ind en efter den anden, og fra den anden side hvor de skikkelige folk stod, slap næsten ingen ind. Endelig kom en teaterbetjent med en underofficer og to mand, og som slagne af en lynstråle så man hele lauget i en hast begive sig bort. Et kendeligt bevis på at disse godtfolk dog må have en inderlig overbevisning om dæres næringsvejs ulovlighed, og om at de er velfortjent til stokkeprygl. Vagtens komme vakte en almindelig glæde blandt alle de andre. Men glæden var stakket. Teaterbetjenten begav sig ind i den anden gang, og sjoverne listede sig lidt efter lidt ind igen, fordi underofficeren med den bedste vilje intet klækkeligt kunne udrette, da han ikke kendte prangerne.

Uagtet det simpleste middel til at råde bod på denne - for 5 til 6 år siden her aldeles ubekendte - uskik, var stokkeprygl især da politiets stokke med langt mindre omstændighed anbringes på disse vedkommendes rygge end flintekolber, eller bajonetter, så kan man dog foreslå et andet middel der med lidt mere ulejlighed fyldestgør alle humanitetens såvel som de skuespilbesøgendes fordringer.

Det måtte nemlig behage teatrets direktion at anordne at en teaterbetjent (en af dem der ved billetternes uddeling i almindelighed opholder sig i skuespilhusets forsal og som uimodsigelig må, lige såvel som ethvert andet menneske hvis vej jævnlig falder forbi Det Kongelige Teater om formiddagen kl. 10 kunne kende sjovere fra ikke-sjovere), posteres med det par soldater eller politibetjente ved opgangen hvor der er aldeles lyst, og meddelte enhver som gik op for at tage billet, et tegn, fx en blikpenge, at det pålagdes ham ikke at give tegn til nogen som engang havde fået, og atter meldte sig. Og at det pålagdes kassereren ikke at uddele billetter til andre end dem som havde tegn. Og ikke flere end en billet til de notoriske sjovere som derfor måtte meddeles ved opgangen et noget forskelligt tegn, til andre to højst tre.

Trængslen ville dermed ikke blive voldsom. Dog måtte teaterbetjenten stå indenfor en slags disk eller blot ved et bord for uhindret at kunne beskue og tildele enhver efter sine gerninger.

(Politivennen nr. 449, 29. november 1806, side 7135-7138)

Sjoverstime og Billetprangen ved Hoftheatret.

(Efter indsendt)

Man bemærkede med fornøjelse den iver hvormed kontrolløren der er til stede ved billetkontoret ved Hofteatret, søndag den 16. dennes forsøgte at forebygge trangen og alarm af sjoverne. Og han fortjener publikums tak fordi han jog den skare af prangere ned. De samme personer man sædvanligvis ser prange med billetter som følgelig ikke skete nogen uret. Kun skade denne frist varede så kort. For så snart kontrolløren var gået bort, listede de sig tilbage igen. Nu stod man da atter i dette ubehagelige selskab som man vel måtte forlade og hellere igen søge sin billet på anden hånd.

Man ønskede derfor at kontrolløren forblev på den side af døren hvorfra man går ind til billetkontoret da publikum så kunne håbe at blive befriet for disse mennesker der ikke som bud, endnu mindre til personlig brug, tager billetter. For de opkøber dem i dusinvis, men blot for at prange med.

Underofficeren der med to mand var posteret uden for døren, holdt dem vel nogenlunde fra at trænge, men en sværm af sjovere var der dog.

Flere havde set disse personer komme ud med næverne fulde af billetter, sølge med halvt til hel 100 % fordel, og derpå trænge ind op ny. Men at drive sådan øger med billetterne, og således fordyre adgangen til en offentlig indretning, hvor der er sat en bestemt pris, er sandelig dog til åbenbare fornærmelse for publikum. Man må så meget mere ønske sjoverne bort fra Hofteatret som antallet af de pladser der ikke er abonnerede, ikke er flere end at de kan opkøbe de fleste billetter, og da står de i deres magt at stemme prisen til hvad de vil. Man hører alle forlange lige meget. Og at det har været tilfældet med Hofteatrets pladsloge- og parterrebilletter at de fleste har været opkøbte af sjovere, kan man overbevises om deraf at der næsten hver søndag en 1 højst 3/4 time efter kl. 11 har været flere tilbage af disse billetter, og i denne tid har sjoverne trængt så stærkt at det ikke vel har været muligt for andre at komme ind.

(Politivennen nr. 448, 22. november 1806, side 7119-7121)

Forslag til Theaterdirektionen

(Efter indsendt)

Ved det store teater og her søndag formiddag ved hofteatret ser man ved uddelingen af billetterne ikke sjældent at vagten der står inden for døren, har meget besvær med at modstå den magt hvormed mængden trænger sig på for at komme ind. 

Søndag den 26. oktober var trængslen om formiddagen ved hofteatret meget stærk. Kontrolløren havde nu fået det gode indfald at postere en underofficer og to mand uden for døren. De bad høflig om plads, og fortalte der måtte ingen trængsel være. Det havde straks den gode virkning, at enhver nok så velklædt uden at blive klemt eller stødt eller besudlet kunne gå ind og hente sin billet.

Pladsen foran Hofteatret og udsigten til Christiansborg Ridebane. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Man foreslår derfor at sætte de fleste af vagten udenfor, for at minde imod al trængsel. Den første den bedste der gjorde mine til at trænge, kunne jo først høflig anmodes at lade være, og siden med magt føres til siden, og ikke tillades at nærme sig før mængden var borte.
Den bekvemhed hvormed man da kunne hente sin billet, ville vist være meget velkommen.  Og således ville nok også billethandelen, rettere sagt forsalg med billetter, ophøre. For det er almindeligvis kun sjovere der forårsager og tør nære sig i den trængsel.

Mon ikke også bortfjernelsen af denne trængen og billethandel ville være fordelagtig for teaterkassen? Spærværket, hvori døren står på gangen ved hofteatret knager stærkt, og ofte ser man stenpillerne sprængte uden for komediehuset på Kongens Nytorv. Og de fleste af komediegængerne må nok lige såvel tage hensyn til deres pung som tid, om man skal gå på komedie eller ikke. Men jo dyrere billeten er, desto sjældnere kan man kun gå. Altså må også tilskuernes tilløb som en følge deraf være meget mindre. Har man fx en dag givet 4 til 6 mark for en parterrebillet, må man blive borte en til to andre dage man kunne få den for almindelig pris. Disse 2 til 4 mark er jo et rent tab for teateret.

København den 31. oktober 1806

(Politivennen nr. 446, 8. november 1806, side 7087-7089)

Redacteurens Anmærkning

Der blev forsøgt gjort noget ved det 3 år senere med "Politie-Pl. om Billetters Indkiøb til Skuespillene m.v. 2. Sep. 1809". Men uagtet denne fortsatte billethajernes deres virksomhed, således som det fremgår af adskillige artikler fra Politivennen. Ikke kun af sjovere (der dengang var en betegnelse for dragere), men af talrige andre samfundsgrupper. Her et uddrag fra plakaten: 

2. Gr. Da den trængsel og uordentlige Sammenstimmel af Mennesker, der, i anledning af yndede stykker, i Almindelighed finder sted udenfor Skuespilhuset, saavel om Formiddagen til Billetters Indkiøb, som om Aftenen til Indladelsen i Huset, ikke alene er uanstændig, men endog som oftest farlig for Menneskers Liv og Helbred, det ligeledes maa ansees stridende imod god orden, at endeel Personer af ringere Almue næsten udelukkende opkiøbe alle Billetterne for derefter til høiere Priser at afhænde dem paa offentlig Gade til enhver, der ønsker at besøge Skuespillet, hvorved en af Publikums ædleste Fornøielser fordyres til Fordel for Lediggiængere af den laveste Klasse; Saa bliver herved, til Efterretning og Iagttagelse for alle Vedkommende, følgende bekientgiort: 

3. I Følge Cannellie-Br. til Politiemesteren i Khavn 1. Sept. 1809, forbydes det aldeles at overlade Entree-Billetter til Skuespillet til andre til en høiere Priis, end derpaa er sat; Enhver altsaa, som antræffes heri at giøre sig skyldig eller under Navn af Douceur eller Gave at imodtage mere, end Billetten virkelig koster, vil blive anseet med en Mulkt fra 5 til 10 Rdlr til lige Deling mellem Angiveren og Politie-Kassen, og desuden være pligtig at tilbagebetale hvad han for Billetten har imodtaget. Ligesom der fra Politiets Side skal blive anvendt alt mueligt til Overholdelsen heraf, saaledes anmodes herved det ordenselskende Publikum, at være Politiet behielpelig i Opdagelsen af Forseelser imod denne Anordning.

Svar på det i Politivennen nr. 363 angående hr. Beautains Benefice

(Meddelt af hr. Beautain selv)

At hr. Beautain har givet hr. P. Øgaard fuldmagt til selv at gå om med en subskribtionsliste, det er sandt. Men om den omtalte pige vidste hr. Beautain aldeles intet. Det var om mandagen at en Mejer tegnede sig på listen for logen nr. 13 til 10 rigsdaler, men han betalte ikke pengene ej eller angav han nogen adresse hvor han var eller hvor han boede. Således blev det indtil fredag. I dette mellemrum solgte hr. Beautain logen nr. 13, da han ikke vidste hvor Mejer boede, og troede Mejer muligvis havde fået forfald, og ikke lod afhente nogen billet. Men om fredagen sendte Mejer bud med 10 rigsdaler om en billet og buddet erholdt en billet til logen nr. 17, som endnu var tilovers. Det var Mejer ikke fornøjet og kom selv til hr. Beautain og krævede enten billet til nr. 13 eller også sine penge tilbage, hvilket sidste han også erholdt. Dette er sagens egentlige sammenhæng, og enhver vil let indse at det ikke var hr. Beautains, men Mejers egen forseelse, ved i så lang mellemrum at lade hr. Beautain i uvished. I øvrigt håber jeg de højtærede publikum selv indser selv hvem skylden ligger på.

(Politivennen nr. 365, 20. april 1805, s. 5797-5798)

Komediehuset på Kongens Nytorv, midt i billedet. Om det var hertil hr. Beautain solgte benefice-billetter, fortæller historien ikke noget om.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er svar på Politivennen nr. 364, 13. april 1805, s. 5783-5787, som igen var et svar på Politivennen nr. 363, 6. april 1805, s. 5767-5769