En rar Familie. (Efterskrift til Politivennen)

For ca. 14 Dage siden bragte "Natt." under denne Overskrift en Meddelelse om, at en Kvinde, der i Horsens og Omegn gaar under Navnet "Gale Stine", havde gjort Modstand mod Politiet og endog truet Betjentene med en Kniv, da de kom for at arrestere hendes Søn, der var undvegen fra Tvangsarbejdsanstalten og fra Barndommen af var bekjendt som en ryggesløs og ondskabsfuld Person, der endog som Dreng paa Flakkebjerg Opdragelsesanstalt havde skaaret Patterne af 24 Køer og havde bragt dem hjem i Spandene om Morgenen.

I denne Anledning har Anstaltens mangeaarige og nidkjære Forstander, Justitsraad Møller, meddelt "Natt.", at slet saa vidt naaede den nævnte Dreng dog ikke med sine Skarnsstreger, men han var slem nok endda, takket være det Exempel, hans Forældre og da navnlig hans Moder, havde givet ham.

Vi meddeler efter "Natt." Justitsraad Møllers Skildring, som han indleder med de Ord: Ja, Forældre er ikke saa sjældent værre end deres Børn! Mødrene ikke bedre, men værre end Fædrene.

"Den 20de Januar 1882 modtog vi en konfirmeret Dreng, henved 15 Aar gammel, hvis Moder vistnok var og bliver en Sjældenhed blandt Kvinder, fremragende som faa, saa at hun kunde beherske hele Egnen, hvor hun boede, og Børnene havde saaledes en god Ledestjærne i hende. Faderen var fordrukken og anbragt i en Arbejdsanstalt, og Sønnen havde efter Konfirmationen gjort Tyveri, ja selv Indbrud til sin Forretning, hvorfor hun da ogsaa ved Dom af 10de November 1881 var blevet straffet med Ris. I Moderens Øjne var han derimod en Engel, og da Sogneraadet ikke havde maattet røre ved ham eller gjøre noget for at faa hans Tanker ledet i en anden Retning, var han ved Amtets Resolution taget fra Forældrene og optaget paa Flakkebjerg, men ikke uden energisk Modstand fra Moderens Side, hvilket endog havde nødvendiggjort Politiets Assistance for at faa ham ud af hendes Hænder. 

Af Stedets Øvrighed var jeg orienteret i Forholdene og forberedt paa, at jeg næppe undgik Moderens Besøg, idet man dog vilde gjøre, hvad man formaaede for at holde hende borte. Dette lykkedes dog ikke. 3 Maaneder efter Sønnens Modtagelse havde jeg hende her - selvtredie med 2 Børn, en Dreng paa 12-13 Aar og et Skjødebarn med Barnevogn og andre Rekvisiter. Moderen kom, som var hun min Herskerinde og havde første Prioritet i Anstalten, og for Husfreds Skyld gjorde jeg mig fortrolig med at gjøre et Forsøg paa "at betale ondt med godt" for mulig derved at formilde hendes Sind. og det lykkedes over al Forventning. Hun befandt sig vel, havde Lejlighed til, saa ofte hun lystede, at tale med Sønnen i hans Fritid og til at se Anstalten efter i alle Kroge, og - hvilken Tilfredsstillelse for hele Huset! - hun blev saa indtaget i det hele, at hun bad mig at modtage paa Anstalten - Børn kunde aldrig faa det bedre end der - ogsaa den medbragte Søn, hvorpaa jeg imidlertid gav et bestemt Afslag, motiveret ved, "at vi ogsaa kunde faa for meget af det gode". At det i øvrigt just ikke havde været alene for at sige mig en Behagelighed, derfor fik jeg senere Vished, idet hun efter sin Hjemkomst gjorde de nødvendige Skridt for at faa Ønsket opfyldt. Et andet af hendes Ønsker om, at Sønnen skulde gjøre en Rejse hjem for at besøge Familie og gode Venner, maatte jeg selvfølgelig af mange Grunde ligeledes afslaa, men saa slap det ud af hende, at det mest var for Sogneraadets Skyld, at hun ønskede hans Besøg, nemlig for at man kunde se, hvilken Uret man havde gjort ham ved at faa ham her over paa Anstalten. Herved fik jeg en naturlig Lejlighed til at sige hende, hvem hun - var, og mærkelig nok slap jeg heldig fra det, det gode Forhold blev ikke forstyrret. Hun med Familie forblev hos os en Uges Tid, og Opholdet var maaske blevet endnu længere, hvis jeg ikke havde fundet Lejlighed til at tilbyde hende, at jeg vilde befordre hende til Slagelse og selv være Kusk. hvorved jeg - og maaske end mere ved de 4 Kroner, som jeg ved Afskeden trykkede hende i Haanden - vandt hendes fulde Hjærte, hvorpaa jeg fatte saa meget mere Pris, som jeg da kunde vente at have Sønnens med.

Sommeren gled hen roligt og tilfredsstillende uden væsenlige Udsættelser paa Sønnen, hvem jeg da ogsaa paa hans Bøn skaffede en Plads den 1. November 1882 hos en Mand, der har haft flere Elever her fra. en forstandig, velvillig Mand, hos hvem Forholdene og Omgivelserne var meget heldige. Imidlertid blev jeg højst ubehagelig overrasket, da Husbonden ester 4 Ugers Forløb leverede ham tilbage til Anstalten med den Erklæring, at han ikke turde beholde ham i sit Hus, efter hvad han havde hørt, set og oplevet af ham. Vi sporede nu Moderen og hendes Indflydelse. Pladsen var ikke efter hendes Hoved og kunde altsaa heller ikke blive efter Sønnens. Nu havde vi ham til anden Behandling, og hans Arbejde blev da bl. a. at malke under Mejeripigens Vejledning og Opsigt, et Kursus, som ligesindede før ham havde gjennemgaaet, og som kommer dem til Gode i de Forhold, hvor de skal tjene deres Brød. I alt Fald har mange derved faaet forøget Værd i Tjenesteforhold paa Landet, nær i den senere Tid, efter at det er blevet vanærende for det smukke Kjøn at malke. Sønnen var vist belemret med lignende fine Fornemmelser, men i Stedet for at gjøre Strike søgte han at frigjøre sig paa en mere radikal Maade, nemlig ved at gjøre Forsøg paa at skære Patterne af Køerne, en Grusomhed, jeg indtil da ikke havde oplevet. I Februar 1883 fik vi atter Besøg af Moderen og den yngre Søn, og de forblev nogle Dage hos os. men da jeg udtalte, at hun ved sin uheldige Indflydelse væsenlig havde bidrager til Sønnens slette Opførsel og til, at Folk maatte vende ham Ryggen, hvad han allerede havde maattet føle, blev Krigen erklæret fra hendes Side, og Følgerne af dette Besøg blev da ogsaa, at det gik ved ad med Sønnen, der gik med en. som det senere viste sig, af Moderen næret Bagtanke: at gjore Ondt og derved gjøre os Livet saa surt. at vi maatte lade ham fare. Jeg vil haabe, at det hører til Sjældenhederne at finde en Familie, hvori der findes saa mange onde Instinkter. Efter en Meddelelse fra Sogneraadet var den Søn, der ledsagede Moderen paa hendes Rejser hertil, og som hun vilde have haft herover, bleven anbragt i Tjeneste i Sommeren 1833, men var bleven bortvist, fordi han prøvede paa at skære Patterne af Husbondens Griseso.

I Løbet af 1883 fortsatte Moderen sine Bestræbelser for at ødelægge Forholdet mellem Anstalten og Sønnen og indgav blandt andet Ansøgning om, at Amtsresolutionen om Sønnens Anbringelse paa Flakkebjerg skulde tages tilbage. hvilken Ansøgning blev afslaaet, idet Amtet erklærede sig enigt med Herredsfoged og Sogneraad i. at Sønnens Vel "utvivlsomt fremmes bedst ved, at han forbliver paa nævnte Anstalt". Hvad hun ikke rør havde været krigerisk stemt, blev hun efter dette Afslag, hvorom følgende Mundsmag af en Skrivelse noksom vidner: "Dig maa man vel kunne kjøre i en Tømme, men ikke uden Pisk, og den skal nok fimre haardt ; thi vid, jeg staar i Forbindelse med Folk, der er højere paa Straa end Du. Jeg kommer nok selv derover til Julen, da alle Mennesker er saa glade, og jeg tænker ogsaa. der er Glæde paa Flakkebjærg: thi Jesus kommer vel ogsaa der, hvor Djævelen regerer. Nu sender jeg mit Brev til Dem. Hr. Møller! Med den dybeste Afsky, Din Djævel i Menneskeskikkelse".

Hvad Sønnen angik, var han i Begyndelsen af November, Dagen efter, at jeg var rejst til Landerupgaard, forsvunden i den tid lige Morgenstund, men blev hurtig funden i Kjøbenhavn og transporteret tilbage. Han blev da ret lanerlig og tilgængelig for gode Ord, Formaninger og Advarsler, saa at jeg troede, at jeg med godt Udbytte kunde anbringe ham i Tjeneste hos en Familie, der havde boet i Nabosognet, og hos hvem Elever fra Anstalten i en lang Aarrække havde været i gode Hænder, hvortil endnu kom, at der her var en af de ældre Elever, der havde tjent hos Familien i 2 Aar og skulde blive der endnu et Aar, et prægtigt Menneske, i hvem den yngre vilde have fundet en trofast Stolte og Vejleder til at faa rigtigt Fodfæste og komme til Oprejsning. Men to Dage efter kom Manden og afleverede ham, efter at han og Familien havde døjet det utroligste af ham. og man maatte blive bange for at have ham i Huset. Saa begyndte vi atter forfra, idet han søgte at gjøre mig fortrolig med, at hans Galskab hidrørte fra, at han helst vilde være herhjemme, meget smigrende for Anstalten. Men den 9. Juni rejste jeg til Kjøbenhavn, og næste Dags Morgen var han i et ubevogtet Øjeblik forsvundet, men han blev, eftersøgt af et Par Elever, stoppet paa Naboens Mark af en der tjenende Elev og af Karlen, som førte ham tilbage til Anstalten, dog ikke uden Blodsudgydelse, idet han med en Kniv stak Karlen i Armen, hvorfor han blev fort frem i stiv Arm, og da en Aare var ramt, fik man kun med Besvær Blodet standset. I dette Attentat var der da tilstrækkelig Opfordring til at sikre sig for hans Galskab, men vi kom snart til Forstavelse, og han gav de bedste Løfter om Bod og Bedring, lige som det heller ikke manglede paa Bønner om Frigivelse og om Støtte mod det onde i Fremtiden, saa at jeg, der haabede det bedste, om jeg end maatte være forberedt paa det værste, endog lod ham deltage i en Skovtur for alle Eleverne. Han vedblev nu at være meget medgjørlig hele Sommeren og Efteraaret. saa at jeg troede at burde imødekomme hans Ønske om at lære Smedeprofessionen, saa meget mere, som der var tilbudt mig Plads for en Lærling i en af de nærmeste Kjøbstæder paa et af de bedste Værksteder, hvor en Elev samtidig havde udlært. Pladsen blev tiltraadt den 1. November, og det gik i længere Tid til gjensidig Tilfredshed, men saa kom det onde Element atter frem og drev det paany til et Hovedslag.

Moderen, der var underrettet om, at Sønnen var kommen i Lære, rejste nemlig her over den 13. December for at faa Fingre i ham og føre ham bort i al Hemmelighed, hvad der dog ikke lykkedes, idet Politiet holdt vaagent Øje med hende, saa at hun efter 6--7 Dages Ophold vendte tilbage, dog ikke uden at have lagt sine Basiliskæg, der blev udklækkede i Julefritiden. Sønnen var nemlig her i Besøg i flere Dage, vel til Pas og meget elskværdig. enig med mig i alt. Han fik en Dragt ny Klæder, som hørte med til hans Udstyr i Læren. Vi var altsaa tilsyneladende i den bedste Forstaaelse, saa længe han var her, men heller ikke stort længere; thi et Par Aftener efter solgte han sine ny Klæder og forsvandt Dogen efter, og ved en saa lang Omvej som mulig - over Kallundborg og Aarhus - naaede han hjem, hvor en mig af Politimesteren anbefalet Mand i Forbindelse med Landpolitibetjenten endelig fandt ham skjult hos Moderen. Efter en voldsom Kamp med hende og hendes forvorpne Angel, der stenede Betjentene og rev Landpolitibetjentens Frakke itu, slap man bort med Sønnen.,men blev forfulgt af hele Familien, for saa vidt den var kampdygtig, til nærmeste Jærnbanestation, hvor Familien ved Togets Afgang indtog en truende Stilling paa Perronnen. Saaledes lykkedes det at faa ham bjærget og den 6. Januar afleveret til Anstalten med en Udgift, som for udenforstaaende vel kunde synes større, end den var værd; men jeg havde ikke opgivet Haabet og var derfor ikke færdig med ham, hvis sidste Bedrift, efter hvad Moderen skriftlig meddelte mig, var tilraadt ham af hende. Hun vendte sig nu mod Sogneraadet, hvis Formand bl. a. tilskrev mig følgende: "I Anledning af den sidste Scene har hun gjentagende været hos mig og udstødt sine Trusler om at stjæle brænde, og det endte med. at hun sidste Nat lagde sig ude paa Marken i Sneen og saaledes tvang mig til at lade hende hente med Vogn. Hun truer som sædvanlig med, at hun skal lade det "lyse" baade for Dem og for mig, saa fremt hun ikke faar Sønnen hjem. Det værste er, at hun ligefrem opdrager sine Børn til Forbrydere." Lignende Meddelelser modtog jeg fra vedkommende Birkedommer, og hun blev nu endelig anholdt og arresteret og derpaa for Fornærmelser og Vold mod Politiet ved Sønnens Anholdelse, for Truslerne om Ildspaasættelse og mod Sogneraadets Formand idømt Vand- og Brødstraf. 

Sønnen blev paa Anstalten til 1ste Maj 1885, da jeg fik Plads for ham hos en Gaardmand her i Nærheden, der som saa mange andre i en lang Aarrække uden at trættes har været min Støtte med flere vanskelige Elever. Aaret gik, men ikke uden Fortrædeligheder, især efter at baade Moderen og en Datter af s amme Kaliber havde besøgt ham og gjort dereS personlige Indflydelse gjældende paa ham, saa at han blev aldeles kullersk. Husbonden gjorde de sædvanlige fornuftige Forestillinger om, hvad der tjente Moder, Søster og Sønnen bedst, men til ingen Nytte. Sønnen gjorde, hvad han vilde, og Enden blev i det mindste ikke god; thi efter at Sønnen havde naaet 18 Aars Alderen, gjorde han den velvillige Husbond Livet saa surt, at denne for Husfredens Skyld nødsagedes til at fjærne ham fra Huset en halv Snes Dage før Skiftedag. Han blev derefter afleveret her til Anstalten, men jeg fandt nu ikke Anledning til at ofre meie paa ham, hvor al Ting var spildt, og paa hvem der var gjort langt større Indsats fra baade den ene og den anden Side end for nogen anden Elev, som man har arbejdet for "med Haab mod Haab", men som ikke er blevet beskæmmet. 

Det varede ikke længe, før Moderen havde Sønnen hos, og han viste da ogsaa Kommunen, hvem han var, idet han blandt andet gjorde sig skyldig i Ildspaasættelse, hvorfor han inddømtes i Vridsløse Straffeanstalt. Blandt de Mænd og Kvinder, Fædre og Mødre, som har gjort os Livet surt og bittert, er de foran fremhævede uovertræffelige, hvor mange Bryderier og Fortrædeligheder vi end har maattet opleve af mange andre baade paa den ene og den anden Maade, men mest fra Spindesiden, hvor Rokkene hviler".

(Esbjerg Folkeblad 1. juni 1889).

Kjøbenhavns Kvægtorv. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en af alle Kyndige anerkjendt selvfølgelig kiendsgierning, at det er overordenligt vigtigt for vor Kvægavl og Kvæghandel, specielt Kvægervonm, at Kreaturerne her i Landet bevare en god Sundhedstilstand og at Kreaturerne da navnlig skaanes for Forkjølelse, i hvilken Henseende det bør tages i Betragtning, at Kvægavlen, saaledes som denne nu drives heri Landet, bevirker, at Dyrene paa Grund af Racernes Forædling yde en mindre Modstandsevne imod Følgerne af strængt Vejrlig, end tidligere har været Tilfældet. Opmærksomheden har af disse Grunde været henvendt paa den mangelfulde Tilstand, at Kvægtorvets Stadeplads for Kreaturer er aaben. Uagtet de sidste Vintre vel have været ualmindelig milde, har det dog vist sig, at Kreaturerne om Vinteren have staaet og rystet af Kulde og ofte have paadraget sig Sygdom, især paa Dage med Nedbør, og at sligt kan indtræde, kan have skjæbnesvangre Følger baade for Handelen med de Kreaturer, der fra Kvægetorvet sælges til Levekvæg, som navnlig ogsaa for selve Kvægexporten. Som bekjendt ere Staldene ikke store nok til at kunne rumme alle Kreaturerne, naar Tilførslen er stor. Dette Tilfælde indtraf f. Ex. en Dag i det tidligste Foraar, da 200 a 300 Kreaturer maatte staa under aaben Himmel om Natten paa Grund af manglende Staldrum. Hvis et saadant Tilfælde skulde indtræffe en kold og sludfuld Vinternat, vilde en almindelig Sygdom blandt det saaledes udsatte Kvæg uundgaalig blive Følgen. Da det maaske for Øieblikket er vanskeligt at udvide Staldrummene saameget, at det bliver tilstækkelig Stadeplads i alle Tilfælde, vilde den nuværende beklagelige Tilstand utvivlsomt i væsentlig Grad kunde afhjælpes, hvis Kvægtorvets aabne Stadepladser bleve overbyggede i Lighed med Lammefoldene: thi selv om Staldene en enkelt Gang ikke skulde kunde rumme det ankomne Kvæg, kunne nogle af Kreaturerne formentlig uden videre Skade henstaa en enkelt Nat under en saadan overbygget Stadeplads. Det er endelig en Selvfølge. at denne Overbyggelse i Henseende til Humanitet vilde være et væsentligt Fremskridt saavel overfor Dyr som Mennesker, der daglig og under alle Slags Veirlig maa og skulle færdes der under aabm Himmel. Med den foranstaaende Motivering har en Kreds af med disse Forhold bekjendte Mænd i disse Dage indgivet et Andragende til Kjøbehavns Magistrat om, at Kvægtorvets aabne Stadepladser inden Vinterens Komme maa blive forsynede med en Overbygning. Til Andragendet har sluttet sig de samvirkende Landboforeninger i Sjællands Stift ved formanden, Baron Wedels Wedellsborg, Kjøbenhavns Amts Landboforening ved Formanden, Etatsraad Valentiner, Slagterlauget ved Oldermanden Hr. Juul, samt en stor Det Kreaturkommissionairer. Endelig har Foreningen til Dyrenes Beskyttelse varmt anbefalet Andragendet.

(Dagens Nyheder 15 august 1885).

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Kvægtorvet. Udsigt. ca. 1887-1918. Kbhbilleder. Puiblic domain.

Tyfus paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Tyfusepidemien paa Nørrebro.

Vi meddelte i Gaar, at der i den sidste Tid har hersket en temmelig hastig Tyfusepidemi paa Nørrebro, og at det, i Følge de Undersøgelser, praktiserende Læge A. Thomsen havde foretaget, maatte anses for at være konstaterer, at Sygdommen havde sit Udspring fra et Koholderi i Sct. Hansgade 14, samt at Smitten var bleven befordret ved den fra det nævnte Koholderi forhandlede Mælk. Endvidere har Dr. Thomsen oplyst, at der ligeledes var forefaldet Tyfustilfælde i Frederiksborgkvarteret, og at Centrum for disse Tilfælde var et Mælkeudsalg paa Hjørnet af Frederiksborggade og Nansensgade, som fik Mælken leveret fra ovennævnte Koholderi, og hvor Karlen nylig er død af Tyfus, hvorved det altsaa yderligere bekræftedes, at Sygdommen er bleven befordret paa den foran anførte Maade.

Da Dr. Thomsen allerede for over 3 Uger siden havde underrettet Stadslæge Schleisner om sine Iagttagelser, rigtignok uden at der fra dennes Side var foretaget noget for at forebygge Epidemiens videre Udbredelse, og da der endelig i den allerseneste Tid var givet ham Oplysning om den fra Mælkeudsalget i Frederiksborggade truende Fare, skulde man synes, at vore Sundhedsavtoriteter maatte have den Pligt hurtigt at træffe energiske Forholdsregler for at forebygge Sygdommens videre Udbredelse, og en saadan Forholdsregel maatte det da nærmest være at forhindre Salget af den Mælk, der har vist sig at være den væsenligste Befordrer af Smitten. Man var saa meget mere berettiget til at vente dette, som Sygdommens Udgangspunkt direkte var bleven paavist af Læge Thomsen, og der altsaa ikke behøvedes at foretages vidtløftige Undersøgelser.

I Følge de Undersøgelser, vi i Gaar har anstillet, er der imidlertid endnu ikke foretaget noget Skridt fra Stadslægens eller vore andre Sundhedsavtoriteters Side til at forebygge Udbredelsen af Smitten. Den sundhedsfarlige Mælk blev endnu i Gaar solgt saavel fra Hovedudsalget i Sct. Hansgade som fra Filialen i Frederiksborggade.

Endvidere viser de Undersøgelser, vi har foretaget angaaende Oprindelsen til og Udviklingen af Sygdommen, at der hersker et aldeles utilgiveligt Smøleri i vore Sundhedsavtoriteters hele Optræden, et Smøleri, der er saa meget desto mere fordømmeligt, som den asiatiske Kolera raser hastigt i forskellige Lande i Evropa, og kan holde sit Indtog hos os, hvilken Dag det skal være.

Da det jo paaligger Sundhedspolitiet at vaage ogsaa over Gaardspladsers Renlighedstilstand, maa det selvfølgelig særlig have sin Opmærksomhed henvendt paa saadanne Gaardspladser, i hvilke Renlighedene er mest udsat for at blive tilsidesat, og til saadanne Gaardspladser hører i en særlig Grad dem, der giver Plads for en Kostald og et Brændevinsbrænderi. Hvorledes denne Sundhedspolitiets Opgave imidlertid bliver løst, faar man et Begreb om ved at erfare, at Gaarden i Ejendommen St. Hansgade Nr. 14, der netop rummer baade Kostald og Brændevinsbrænderi, i indeværende Sommer har været i en saa svinsk Tilstand, til Dato foranlediget ved, at Kloakledningen har været tilstoppet, at Stanken har gennemtrængt alle Beboelseslejligheder i Ejendommen. Følgen deraf er da heller ikke udebleven. Den første, der blev angreben af Tyfus, var en Kone, som havde med Malkningen af Køerne at bestille. Hun blev dog kun angreben i en mildere Grad, og da hun frygtede for at miste sin Plads, vedblev hun at passe sin Bestilling, uden at vide, at Sygdommen var Tyfus. Det varede imidlertid ikke lange inden Sygdommen udbredte sig videre. Dens næste Offer var Koholderens Karl, og efter at han var indlagt paa Hospitalet, blev den Karl, der fik Pladsen efter ham, ligeledes smittet. Derefter blev to andre Karle angrebne tilligemed Koholderens Søn og en Tjenestepige, og endelig udbredte Sygdommen sig til Husets øvrige Beboere, saaledes at i alt 15-16 Personer i den nævnte Ejendom blev syge, dels af Tyfus og dels af den dermed beslægtede gastriske Feber.

Grunden til, at Sygdommen kunde saa en saadan Udbredelse, maa sikkert i højere Grab tilskrives den Maade, paa hvilken den blev behandlet, end Stedets Renlighedstilstand. Endskønt man, da Sygdommen havde angrebet Karlene, vidste, eller i al Fald burde vide, at det var Tyfus, blev Karlenes Sengklæder dog ikke desinficerede, og det har derfor sin ganske naturlige Forklaring, at Karlene blev syge efterhaanden som de traadte i Tjeneste. Da Sygdommen var saa vidt udbredt, at Tjenestepigen og Koholderens Søn var angrebne, og Folk i Nabolaget begyndte at blive opmærksomme paa Sygdommen, blev dennes Natur fortiet, og den Kone, der besørgede Mælkeudsalget, havde samtidig Adgang til de i Huset værende Syge af Koholderens nærmeste Omgivelser. Hvorvidt dennes Huslæge enten ikke har kendt Sygdommen, eller ikke givet nogen Meddelelse om dens Karakter, er os ikke bekendt, men i hvilket Tilfælde som helst mener vi, at der foreligger en Fejl, som har begunstiget Sygdommens Udbredelse.

Sygdommen forplantede sig nu hurtigt til andre Ejendomme i St. Hansgade og omliggende Gader, og efter hvad der er oplyst maa dette nærmest tilskrives den Omstændighed, at mange af disses Beboere købte deres Mælk hos ovennævnte Koholder. Saa snart Dr. Thomsen tilligemed et Par andre Læger paa Nørrebro fik Kundskab om Forholdene, og bemærkede, at et paafaldende stort Antal af de Syge havde nydt Mælk, der var købt i ovennævnte Udsalg, fraraadede de i de Familjer, hvor de havde Patienter, at benytte de omhandlede Mælk, i Henhold til, at det er videnskabelig anerkendt, at Mælk er en meget væsenlig Befordrer af Smitstof. Samtidig sendte Dr. Thomsen den ovenfor omtalte Meddelelse til Stadslægen Denne foretog imidlertid saa godt som ingen Ting. En Betjent af Sundhedspolitiet blev sendt ud for at "undersøge" Forholdene i Koholderiet. Hvad han imidlertid har "undersøgt", er lidt vanskeligt at blive klog paa, thi da han kom hjem med sin Rapport blev Resultatet dette, at "der ikke var Anledning til at forelage videre i Sagen."

Som Følge af Lægernes Advarsler, og de hyppige Tilfælde af Tyfus, der vedblev at vise sig, mærkede Koholderen, at det gik tilbage med Afsætningen af Mælken. Da han tillige blev bekendt med Aarsagen dertil, lod han en Dyrlæge foretage en Undersøgelse af sine Køers Sundhedstilstand, og offentliggjorde derefter i "Nationaltidende" følgende Resultat af Undersøgelsen:

"Erklæring.

I Anledning af, at der i den sidste Maaneds Tid har varet udspredt et Rygte om, at Kvægbesætningen i min Ejendom Skt. Hansgade 14, skulde være syg, og at Mælken ikke skulde være sund, finder jeg mig foranlediget til offenlig at erklære, at dette Rygte er aldeles ugrundet, og at jeg er i Besiddelse af en efter forudgaaet sagkyndig Undersøgelse udfærdiget Attest, der viser, at Rygtet har savnet al Hjemmel.

København den 1. Septdr. 1884.

Hans Larsen,

Brændevinsbrænder.

Hermed var Sagen saa foreløbig begravet. Endskønt ovenstaaende Erklæring var aldeles værdiløs, eftersom der jo ikke var Tale om Køernes Sundhedstilstand, men derimod om Mælkens Evne til at forplante en smitsom og meget farlig Sygdom hos Mennesker, og endskønt den Undersøgelse, der skulde have været foretaget, maatte have en langt mere omfattende og videnskabelig Karakter end dem, en Sundhedspolitibetjent er i Stand til at foretage, gjorde Stadslægen dog ingen Indsigelse imod Koholderens offenlige Erklæring, at der i Følge "sagkyndig" Undersøgelse ikke var Spor af Sandhed i det Rygte, at hans Mælk skulde være sundhedsfarlig. Hvad Under derfor, at den Del af Befolkningen paa Nørrebro, der ikke personlig havde modtaget Lægernes Advarsler, eller selv haft Lejlighed til at blive overbevist om den Fare for Sundheden, Mælken indeholdt, fik det Indtryk, at der var Fred og ingen Fare.

Imidlertid udbredte Smitten sig og saa til Frederiksborgkvarteret, hvilket har affødt en ny Paamindelse til Stadslægen, men denne har som sagt endnu ikke kunnet bevirke, at han har sat sig i Bevægelse for i Følge sin Stilling at værne om Befolkningens Sundhedstilstand. Hele denne Sag viser, hvor elendigt og upaapasseligt hele vort Sundhedsvæsen er, og giver et højst uhyggeligt Indtryk af, hvad Befolkningen har at vente, hvis Byen skulde blive hjemsøgt af den truende Koleraepidemi.

Efter hvad vi har erfaret, indsamler Dr. Thomsen ved Hjælp af sine Kolleger i de smittede Dele af Byen statistiske Oplysninger om Epidemiens Udbredelse, og saa snart disse kommer til at foreligge for Offenligheden, skal vi atter komme tilbage til denne Sag.

(Social-Demokraten 13. september 1884).

Tyfus (Febris typhoidea) er en kraftig blodforgiftning fremkaldt af bakterien Salmonella typhi. Den overføres gennem forurenet mad og drikke. Symptomer er vedvarende, høj feber, senere kraftig diarré. I 1800-tallet kunne sygdommen være livstruende da man ikke kendte antibiotika. I dag findes tyfus i Asien og Afrika.

Sankt Hans Gade 22-12. Foto Erik Nicolaisen Høy (2020).

Tyfusepidemien paa Nørrebro. Angaaende den Tyfusepidemi, som vi for nogen Tid siden omtalte udførligt her i Bladet, bringer "Hospitalstidende" nu en detailleret Meddelelse fra praktiserende Læge Alfred Thomsen. Denne havde straks, da Epidemien brød ud, opfordret sine Kolleger til at være ham behjælpelig med al finde dens Aarsager, og efter at han nu har modtaget Meddelelser fra Lægerne paa Nørrebro og i det ny Frederiksborgkvarter, samt fra Kommunehospitalet og Frederiks Hospital, viste det sig, at St. Hansgaden var Centrum for Epidemien, og at den særlig var optraadt i Familjer, som fik deres Mælk fra et Koholderi i denne Gade.

Ved at sammenligne Befolkningsantallet i forskellige Gader paa Nørrebro med de forekomne Sygdomstilfælde, viste det sig, at Ravnsborgkvarteret havde ydet det største Kontingent af Tyfustilfælde, uagtet der her er Tale om et forholdsvis sundt Kvarter, hvor Kanaliseringen er gennemført. Gaderne brede og ualmindelig rene, ligesom der kun er faa Baghuse, kun enkelte Kaserner med Ophobning af Individer og derimod store fritliggende Parlier, Haver og ubebyggede Grunde. Naar man tillige tager i Betragtning, at hele Kvarteret ligger temmelig højt, mod Nord løber ud mod St. HanS Torv og Fællederne. og mod Syd skraaner ned til Sortedamssøen, er der ingen Grund til at formode, at en eventuel Tyfusepidemi i dette Distrikt skulde have en frodig Jordbund at forplante sig paa.

Hr. Thomsen delte hele Nørrebro i seks Distrikter, og det viste sig da, at medens der i fem, som tilsammen havde en Folkemængde af 23,898 Individer, var forekommet 30 Tilfælde, var der i det sidste Distrikt forekommet 52 Tilfælde blandt 4,490 Individer. St. Hansgade meldte sig her med det højeste Procentantal, nemlig 2,92 pCt. eller 24 Tilfælde blandt 821 Individer Derefter kom St. Hans Torv med 2,17 pCt og Læssøgade med 1,13 pCt.

Epidemiens Begyndelse maa regnes fra den første Tredjedel af Juli Maaned, da der omtrent samtidig meldes Tilfælde fra Læssøgade 16, St Hansgade 14, Ravnsborg Tværgade 8, Sortedamsgade 15 samt - Tjørnegade 7; dette sidste Tilfælde har sin Interesse derved, at Patienten tjente som Malkepige i St. Hansgade 14. Fra dette Tidspunkt vokser Antallet af Tilfældene i de enkelte Gader, og Epidemien synes at kulminere i Slutningen af Juli og Begyndelsen af Avgust Maaned for derefter at tabe sig noget, og da holde sig nogenlunde regelmæssig indtil Begyndelsen af September. De 52 Tilfælde har været fordelt paa 27 Huse, idet 13 Huse har havt hver 1 Tilfælde, 7 hver 2, 5 hver 3 og 2 hver 5 Tilfælde.

Det gjaldt nu om at opdage Epidemiens Udgangspunkt, og Hr. Thomsen havde da hovedsagelig sin Opmærksomhed henvendt paa Mælken. Han havde her et bestemt Koholderi mistænkt, idet paafaldende mange Patienter angav dette som Købestedet for deres Mælk, og han undersøgte derfor dette Forhold nærmere, hvilket bragte følgende Resultat: Af de 52 Tyfuspateinter, som er behandlede i Ravnsborgkvarteret, har de 41 Patienter før og under deres Sygdom nydt Mælk, som er hentet fra Koholderiet i Sankt Hansgade 14. Af de angrebne Patienter har altsaa 78,85 pCt hentet Mælk fra dette Sted. Om 8 Patienter kunde man ikke saa fuldstændig sikre Oplysninger, og kun 3 Patienter har bestemt benægtet at have faaet deres Mælk fra dette Sted. Fremdeles er der et Tilfælde fra Nørre Allé, som ogsaa har hentet Mælk fra Nr. 14, og endelig Patienter fra Tjørnegade Nr. 7.

Man kan naturligvis ikke se bort fra Muligheden af, at enkelte Tilfælde er opstaaede ved, at Smitten er overført fra det ene Individ til det andet, men Mistanken mod Mælken bestyrkes naar man erfarer, at der ligeledes er forekommet en Del Tyfustilfælde i Kvarteret omkring Nansensgade, hvor det nævnte Koholderi har et Filial i Nr. 55. Af de 26 anmeldte Tyfustilfælde i dette Kvarter viste det sig, at 19 af Patienterne i kortere eller længere Tid før deres Sygdom har drukket Mælk, som er hentet fra det ovennævnte Filial; en Patient, der kom døende ind paa Hospitalet, kunde ingen Oplysning give, 3 er ubestemte, og kun 3 har bestemt nægtet at have faaet deres Mælk fra Nansensgade. Vi ser atltsaa, at 73,08 pCt. af de anmeldte Patienter har drukket Mælk fra Udsalget i Nansensgade 55.

Hvad de lokale Forhold i Ejendommen St. Hansgade 14 angaar, da bruges der her foruden Vand fra Københavns Vandværk tillige Vand fra en Brønd i Gaarden, og det er ikke utænkeligt, at dette Vand kunde være Udgangspunktet for Tyfusepidemien. Den Dyrlægeattest, som er udstedt om de 26 Køer, der findes i Koholderiet, bekræfter vel, at Køernes Sundhedstilstand har været god, men man bør erindre, at det er Mælken, der anses som Smittebærer, og denne har jo passeret forskellige Spande, Kar, Sier og alle de andre Apparater, der findes i et Mejeri. Malkepigen har desuden udsagt, at der nogen Tid før Sygdommens Udbrud fandtes fire Køer med betydelige Ekskoriationer paa Patterne; Malkningen var ofte saa smærtefuld for Køerne, at de maatte holdes af en Karl under Malkningen, og der stod ofte Blod fra Ekskoriationerne ned i Mælkespanden. Ekskoriationerne var endnu ikke lægte, da hun blev syg.

Med Hensyn til Dødeligbeden, meddeler Overlæge F. Trier i forrige Numer af "Hospitalstidende", at af 41 Patienter fra Egnen ved St. Hansgade og fra Voldkoarleret var den 28de September 6 døde, medens 25 var udskrevne som belbredede og 10 henlaa under Behandling. Af 53 Patienter der samme Dag henlaa fra andre Tele af Byen, døde ingen. Af de 6 døde havde 5 nydt af den mistænkte Mælk; om den sjette, der boede i Vendersgade, haves ingen Oplysning. 2 af disse 6 havde Tarmblødning, den ene af dem tillige betydeligt Liggesaar og Trombose i den ene Underekstremitets Vener. Hos de fire andre, af hvilke 2 bukkede under efter flere Dages rasende Vildelser, fandtes der ved Ligaabningen ingen andre Forandringer end de for en tyfoid Feber sædvanlige.

I de to Kvarterer, St. Hansgade med nærliggende Gader og en begrænset Del af Voldkvarteret, er den tyfoide Feber altsaa optraadt med en meget i større Hyppighed, med en større Ondartethed og med en større Dødelighed end i den øvrige Del af Hovedstaden.

(Social-Demokraten 10. oktober 1884).

De nye Slagtehuse i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

---

Naar man ad Stormgadens Forlængelse gaar forbi Kvægtorvet, vil man paa Pladsen mellem dette og Gasværket se fire nye Bygninger, der for Øieblikket ere reiste og for en Del allerede under Tag. Disse fire Bygninger danne Slagtehuskomplekset, idet de tre, der ligge tilvenstre for den Gade, der fra Stormgadens Forlængelse vil komme til at føre ned til Anlæget, ere Slagtehusene, den fjerde Bygning, paa Veiens høire Side, foran hvilken der er ladet Plads aaben til Opførelse af flere Slagtehuse, det saakaldte Skoldehus. Hele Bygningskomplexet er opført paa en opfyldt Grund; Fyldet er taget fra den gamle Jernbanevold. - De tre Slagtehuse, der ere adskilte fra hverandre ved brede Gader, ere hver 60 Alen lange og 11 Alen dybe og rumme hver 5 Celler eller Kamre, hvori der vil være Plads til to Slagtere. Paa Nordsiden af hvert Slagtehus findes en med et Halvtag overdækket Slagtegang; denne vil kunne benyttes dels til Binding af Kreaturer, dels til Slagtning, og er derfor forsynet med et i Gulvet anbragte Binderinge. Slagtehusenes Sydsider ere derimod forsynede med et fremspringende Tag for at beskytte Cellerne, der indtage hele Bygningens Dybde, mod Sydsolen. Under dette fremspringende Tag er der i hele Bygningens Længde i Væggen anbragt Binderinge; her kunne Kreaturerne staa bundne, fuldkommen i Skygge, indtil deres Tur til Slagtning kommer. Fra den overdækkede Slagtegang paa Bygningens Nordside træder man ind i Slagtecellerne, der hver er forsynet med to Døre, der vende mod Nord. Hver Slagtecelle er 11½ Alen lang, 10 Alen dyb og 8½ Alen høi. Lyset tilføres Cellerne gjennem større Vinduer, anbragte høit oppe i Murene baade mod Nord og Syd. Alle Cellerne ere overhvælvede mellem Jernbjælker. Væggene blive i tre Alens Høide glittede i Cement, Resten bliver skuret og hvidtet. I Cellernes Gulv anbringes Binderinge, og desuden findes paa Jernbjælker under Loftet Foranstaltningerne til Kreaturernes Opheisning og paa Væggene Løbestænger med Kjødkroge til Ophængning af Kjødet. Det er en Selvfølge, at hver Celle bliver forsynet med det nødvendige Tilløb af Vand samt Afløbsrender til Kloakkerne. Gulvene i Cellerne og i Slagtegangen under Halvtaget lægges af svenske Brosten satte i Cement. Slagtehusene ere opførte af smukke gule Sten, der hvile paa en Sokkel af huggede Granitsten; Tagene ere dækkede med Skifer. Skoldehuset, der ligger paa høire Side af den nævnte Vei, er 62 Alen langt og 14 Alen dybt og er som Slagtehusene opført af gule Sten, Sokkel af Granit og Taget dækket med Skifer. Midt i Bygningen ere Dampkjedlerne og Dampskorstenen anbragte, og paa hver Side af denne sidste finder et større Rum, af hvilke det ene er bestemt til Opbevaring af Huder og Talg, det andet til Skoldeapparaterne. I disse større Rum danner Tagværket Loftet. Vinduerne ere anbragte til begge Sider, medens de store 4 Alen brede Indgangsdøre findes paa Sydsiden. I Bygningens to Ender findes mindre Lokaler til Garderobe, Forstuer og Kontorer. Dampskorstenen er indvendig forsynet med et støbt Jernrør, der skal tjene som Bortleder for Røgen, medens Rummet udenom skal bortføre Emmen. Foruden disse fire Bygninger opføres i Fortsættelse med Kvægtorvets Bygninger ved Havnesporets Rampe en Kvægstald, der i Størrelse og Udstyrelse aldeles svarer til Kvægtorvets. Alle disse Arbeider, der ere overtagne i Entreprise af Murmester E. Lytthans-Petersen, opføres efter Tegninger af Arkitekt Friderichsen; som Konduktor ved Arbeidet har Hr. Svendsen fungeret.

(Nationaltidende 11, april 1883. Uddrag).

Kvægtorvet er fra 1879, tegnet af arkitekten Hans J. Holm (1835-1916). Den åbne markedsplads findes stadig foran  Øksnehallen (1901). 

Arkitekten Heinrich Vilhelm Friederichsen var mest kendt for hospitalsbyggeri i senklassicistisk stil, bl.a. Øresundshospitalet (1875-18876), blegdamshospitalet (nedrevet), Sankt Johannes Stiftelsen i Ryesgade (1883-1886). Samt en snes private huse. På daværende tidspunkt (1875-1889) var han bygningsinspektør i Københavns Kommune.

Stormgades forlængelse kom senere til at hedde Tietgensgade.

Pølsefabrikationen i København. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de Sygdomsaarsager, hvoraf det findes en saa rigelig Mængde under den nuværende Samfundsorden, spiller forfalskede og fordærvede Fødemidler en meget væsenlig Rolle, og det er da navnlig de Fattige, der maa lide under dette som under saa mange andre Onder, medens de Velhavende er i Stand til at købe og forbruge de reelle Varer. Ved Fabrikationen af Pølser drives Forbruget af fordærvet Kød i en meget vid Udstrækning, ligesom Kødet af syge og selvdøde Kreaturer benyttes i stor Mængde. hvilket nødvendigvis maa foraarsage mangfoldige sygdomme. Hos en herværende større Grosserer og Pølsefabrikant benyttes det nævnte Materiale efter en saa udstrakt Maalestok at det maa forundre, at selv det københavnske Sundhedspoliti, der som bekendt ikke stikker dybt i Undersøgelse af slige Forhold, har kunnet undgaa at blande sig deri. Den største Del af det "Materiale", den omtalte Herre benytter, forskrives i store Partier, og bestaar næsten udelukkende af sygt eller selvdødt Kvæg eller af Kød, der for længe siden har overskredet det Stadium, der kaldes at "have en Tanke". Foruden at være Sundhedsfarligt for dem, der nyder de af ham fabrikerede Varer, kan Fabrikationen, ved den Stank den udbreder, ligeledes afstedkomme Sygdomme hos de i Nærheden boende Folk. Navnlig maa det fordømmes, at det umiddelbart om "Fabriken" beliggende Rum af en i Eiendommen boende Bager benyttes til sovested for hans Arbejdere, idet Stanken der ligefrem er utaalelig. Den her omtalte Pølsefabrik er selvfølgelig ikke den eneste i sit Slags her i Byen, og det er ret beregnende for Samfundstilstanden, at deslige Forretninger drives frodigt og gør deres Ejere til velstaaende og "agtede" Folk, ligesom det er forklarligt, at Hospitalerne er overfyldte, samtidig med at Folk udenfor Hospitalerne hentæres af forskelligartede Sygdomme.

(Social-Demokraten 1. april 1883).

Stormflod ved Ribe. (Efterskrift til Politivennen).

Stormfloden. I et Brev fra Ribe-Egnen til "Varde Avis" hedder det bl. A.: Jeg har talt med ældgamle Folk, der forsikkre, at de ikke i deres Tid har kjendt en oversvømmelse, som har været saa skadelig i sin Virkning og sine Følger som den sidste. Jeg skal ikke tale om, at Græsset er ødelagt og at Creaturerne derfor maae sættes paa Stald 2 a 3 Uger før Tiden, hvilket ikke har saa lidt at betyde i et saa foderknapt Aar som dette, heller ikke om vore overskyllede Rugmarker, uagtet vor Rugavl er totalt ødelagt for næste Aar, men kun pege hen paa de enorme Tab, Mange have lidt paa deres Creaturer. En Mand, der havde 61 Stykker i Engene, mistede heraf over 30 Stkr., hvoriblandt et Parti Stude, som sidste Marked i Ribe solgtes til 220 Kr. pr. St, foruden et Par udmærkede Plage. En Anden mistede 10. en Tredie 8 og saa fremdeles. En mistede 30 gode Faar, foruden baade Stude og Plage, en Anden 26 foruden mange Stude, og saaledes gaaer det i det Uendelige. Desværre maatte en Karl bøde med sit liv under Forsøg paa at redde sin Huusbonds Creaturer. Vandet kom saa hurtigt, at han ikke var i Stand til at bjerge sig. To Karle, der kun vare et Bøsseskud fra Byen, vare ifærd med at redde nogle Faar, der imidlertid druknede mellem Hænderne paa dem, og selv vare de saa medtagne, at de segnede om af Udmattelse, da de naaede Land. Et andet Sted maatte 5 Karle staae ude i Engene Natten over bundne til hverandre, og Flere maatte binde sig fast til en eller anden Gjenstand ude i Engene under Forsøg paa at redde Creaturer, saa det er næsten et Under, at Vandet ikke har krævet flere Offre end det ene. Det var et sørgeligt Syn at staae hjemme og see de døde Creaturer komme skyllende, det ene efter det andet, og det var ikke mindre sørgeligt Søndag Morgen at see de druknede Dyr ligge i Bryggen ligesom de vare strøede. Heste - der er en Mand, der mistede 3 - Stude, Kalve og Faar laae som de vare styrtede om ved Siden af hverandre. Jeg saae henved 100 Creaturer ligge saaledes, medens jeg ikke var i Stand til at tælle Faarene. Er Tabet saaledes stort og større end Mange godt kunne taale - en Mand mistede sin hele Besætning undtagen 4 Køer, han havde paa Stalden - saa skyldes det en enkelt Mands uforfærdede Mod, at det ikke blev større. Det er Ungkarl Jørgen Mikkelsen af Kjærbøl, Farup Sogn. Med Fare for sit eget Liv blev han hele Dagen ved at redde Creaturer ude i Engen, og havde han ikke været, var Tabet blevet langt større end det blev. Da Vandet stod høiest, stod det vistnok 14 a 15 Fod over daglig Vandstand. I Farup By stod Vandet enkelte Steder op paa Murene, og Gaderne i Byen vare store Canaler, hvori der gik en voldsom Strøm.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. oktober 1881. 2. udgave).

Stormfloden var mindre end stormfloderne i 1362 (”Den store mandedrukning” og 1634. Først senere, 1911-1915 begyndte digebyggeriet. Ribediget stod færdigt i 1912. Efter en stormflod i 1911 blev diget forhøjet og forstærket i 1924, 1978-1980 og i 1990’erne, og foran diget er der dannet ny marsk.

Køer i Gotersgade. (Efterskrift til Politivennen)

Politiet opfordres til at tage sig en lille Smule af Færselsforholdene i Gotersgade, der i denne Tid medens Gasrørerne nedlægges, er ikke saa lidt besværlige, navnlig for Fodgængere.

Navnlig bør det efter vor Mening paa ingen Maade tillades, at der drives Kreaturer gennem denne stærkt befærdede Gade, saa længe den er underkastet det nuværende Arbejde. Det var et ligefremt oprørende Syn at se hvorledes en Driver i Torsdags Eftermiddag trak af med fem eller seks Køer der var sammenkoblede saaledes, at de var nødt til at gaa Side om Side. Paa Strækningen fra Landemærket til Møntergave var Gaden paa den ene Side opfyldt af en Jordvold, dannet af det opkastede Fyld, endvidere laa der store Stenbunker langs hele Strækningen, medens den anden Side indtoges af de store Jernrør. Hist og her holdt eller færdedes Vogne eller henlaa andre Forhindringer. Gennem hele dette Kaos blev de ulykkelige Køer trukne afsted, snart snublende over Stene, snart glidende ud paa det dem uvante Jernspor. Forskrækkede over alle disse Genvordigheder klemte de stakkels Dyr hverandre og styrtede halv vilde afsted, hvilket naturligvis kun bidrog til at gere dem Gangen endnu besværligere, ti de Yderste pressede af al Kraft paa de Mellemste, saa at disse næsten blev baarne, og altsaa ikke kunde faa sikkert Fodfæste. Den vedholdende Regn bidrog naturligvis sit til at gøre Transporten besværlig, og ved hvert andel Skridt saa man et eller to af de yderste Kreaturer ligge i en Stenbunke, hvorfra de kun med megen Besvær kunde rejse sig igen, men mere blev halet med af de Andre. Dette passerede Kl. 6½, men Kl. 8 gentog det samme oprørende Syn sig med en anden Drift Kvæg. Men der var det for den personlige Sikkerhed mindre Beroligende ved denne Drift, at den bestod af Tyre, der som bekendt meget let tager Herredømmet fra deres Vogtere, naar de bliver irriterede. Scenen i Peder Skramsgade forleden Dag vidner tilstrækkelig om hvad der kan befrygtes under slige Omstændigheder. Disse Tyre var sammenkoblede paa samme Maade som Køerne, og lige saa mange i Tal. Afsted gik det over Stok og Sten! Snart laa en Tyr i en Stendynge, snart var en anden kommen op at ride paa et af de store Jernrør; snart gled de, ligesom Køerne, ud i Sporet, medens de gjordes endnu mere forstyrredes af Drivernes idelige Tilraab og Stokkeslag.

Det var et Held, som ikke skyldtes Driverne eller det fraværende Politi, at de ophidsede Tyr ikke fulgte deres ulykkelige Medskabningers Eksempel, som forleden blev mishandlet i Peder Skramsgade.

I Beboernes, i det færdende Publikums Interesse, som ogsaa af Hensyn til de stakkels Kreaturer opfordrer vi Politiet til at paase, at Kreaturtransport ikke finder Sted gennem Gotersgade, saa længe det nuværende Rørlægningarbejde vedvarer, ligesom vi betragter det som givet, at Politiet fremtidig, naar en Gade eller Strækning skal ligge under Arbejde, forhindrer at slige Scener gentager sig, som de, der i Torsdags foregik i Gotersgade. 

(Social-Demokraten 13. juni 1875).

Den kvindelige Plejeforenings nye Bygning i Gothersgade. Illustreret Tidende 1099, 17. oktober 1880.

Ulrik om Peder Madsens Gang. (Efterskrift til Politivennen)

- - - 

I det sidst udkomne Hefte af "Hygieiniske Meddelelser" - 7de Binds 1ste Hefte - har Hr. Ulrik behandlet et Æmne, som han tidligere har søgt al vække kommunalbestyrelsens Interesse for, nemlig "Peder Madsens Gang", idet han drøfter det Spørgsmaal, om denne Gade kan betragtes som et Brændpunkt for Sygdom her i Byen. Han besvarer det ved en Sammenstilling af omhyggelig indsamlede kjendsgjerninger, hvoraf de væsenligste her skulle gjengives.

Peder Madsens Gang er 180 Alen lang og for den største Del kun 5 Alen bred. Gjennem en Port paa Østergade og langs 2 af denne Gades Sidehuse (60 og 70 Alen) gaar man ind i den, og den udmunder i Grønnegade mellem 2 høje Huse. I dens nordlige Del (40 Alen fra Grønnegade) udgaar fra Peder Madsens Gang en anden lille ligeledes 6 Alen bred, men kun 40 Alen lang Gyde mod Vest, Pistolstræde, der ender paa en uregelmæssig Plads, 22 Alen lang og 12 bred, tildels omgiven af ubeboede Huse, tildels af Baghuse til Grønnegade. Gjennem Peder Madsens Gang fører en aaben Rendesten, der foruden Spildevandet skal bortføre Afløbet fra en kostald i Baghuset til Nr. 7, hvor 22 til 26 køer opfødes med tilført Bærme, og hvorfra disses Gjødning regelmæssig udskylles. Med Undtagelse af 2 Huse ere de øvrige 3 til 4 Etager høje med beboede kvister, men i Reglen ere Etagerne lave (3 Alen). Flere af Husene ere meget forfaldne og forsømte, navnlig 3, som tilhøre Koholderen, og som mest udmærke sig ved Svineri. Hele det bebyggede Jordsmon i Peder Madsens Gang er 4409 Kvadratalen, og Gaardsrummene udgjøre deraf omtr. 540 Alen , altsaa neppe 1/8. Der er 11 Gaardsrum, som kun ere fra 5 til 20 Kvadratalen store, de øvrige 9 ere noget større, men intet over 70 Kvadratalen. "Hvor er det muligt," udbryder Hr. U., "at Luft og Lys, ikke at tale om Solskin, skal kunne naa ned til de stakkels Beboere, der ere henviste til et saadant Hjem? Gaarden er i de varme Sommerdage altid fugtig, og paa Grund af Mørket er Alting overdraget med en klæbrig Skorpe af Smuds. Luften i denne Skorsten, thi Andet er det, bogstavelig talt, ikke, er stillestaaende og forpestet ved Uddunstningerne fra Retiraden, den fugtige Gaard og Rendestenene, fra de omliggende Boliger og i Reglen fra en fælles Vadsk, der for hver Etages Beboere er anbragt ude ved Svalen ved den aabne Trappegang, og som paa Grund af Fællesskabet ofte findes fyldt til Randen med Spildevand og Uhumskheder." Ifjor Sommer udgjorde Befolkningen 739 Individer, altsaa 16,7 pr. 100 kvadratalen,, medens der i den ældste Del af Staden ikke findes 11 Beboere paa 100 Kvadratalen; men de ere højst ulige fordelte. Et Hus har 39 Beboere paa 100 Kvadratalen, et andet 34, et 21,3 og et 20,7. Ved en af Sundhedspolitiet ligeledes ifjor foretagen Undersøgelse fandtes i et Hus (Nr. 4) af 13 Lejligheder de 10 overbefolkede; af Husets 63 Beboere havde 44 kun fra 100 til 200 Kubikfod Luft, 10 havde højst 230. Paa et Tagkammer i samme Hus, 430 Kubikfod stort, fandtes i dette Foraar en gammel Kone med 2 Børnebørn og 2 kvindelige Logerende; hver havde altsaa 86 Kubikfod Luft ; 2 Personer førtes derfra til Hospitalet med exanthematisk Tyfus. I et andet Hus (Nr. 8) fandtes af 10 Lejligheder 2 overbefolkede, een var aldeles ubeboelig. I et tredie Hus (Nr. 10) vare af 8 Lejligheder 2 overbefolkede, i et 4de (Nr. 12) af 7 Lejligheder 4; i et Kvistværelse fandtes 6 Personer med 83 Kubikfod Luft til hver; i et 5te Hus (Nr. 18) vare af 8 Lejligheder 5 overbefolkede; 17 Personer havde under 200 Kubikfod Luft hver. I Koholderens Huse (3, 5, 7) fandtes 38 Lejligheder, hvoraf 8 overbefolkede; i disse boede 60 Personer, hvoraf de fleste havde under 200 kubikfod Luft. lalt fandtes ved Eftersynet ifjor 34 overbefolkede Lejligheder og 150 Personer, der ikke havde 200 Kubikfod Luft.*) Overbefolkningen er tiltagen, siden Skøgerne i Foraaret 1869 bortflyttedes fra Gaden. Fattige ere denne Gades Beboere saa at sige Alle; i 1870 nød 68 Voxne og 81 Børn, ialt 139, fast Almisse, og 26 Voxne og 28 Børn, ialt 63, tilstedes der midlertidig Hjælp; samtidig understøttede Helliggejstes Sogns Understøttelsesforening 8 Enker med 11 Børn og 21 Familier med 47 Børn, ialt altsaa 107 Personer, som ikke fik Fattighjælp af det Offenlige. Følgelig behøve omtr. 300 Personer af Gadens Befolkning eller 40,6 pCt. offenlig eller privat Bistand for at existere. 

"Det er en Selvfølge", fortsætter Hr. U., "at en saadan Befolkning i høj Grad maa være hjemsøgt af Sygdomme; thi Armod og Nød, en haard Kamp for Opholdet og dertil et overfyldt, usselt Hjem i en fordærvet Atmosfære svækker i høj Grad Individets Modstandsevne, saa de fleste mere eller mindre ligge under for de skadelige Paavirkninger, som de Alle ere udsatte for." Af meddelte Lister, der ere uddragne af den af ham som Distriktslæge førte Dagbog, ses, at af kroniske Sygdomme, hvortil saadanne, som væsenlig hidrøre fra Overfylding, slet Luft og daarlige Forhold, medregnes, var det samlede Antal 64 i 1868, 90 i 1869 og 101 i 1870. De epidemiske Sygdommes Antal har i de samme tre Aar været følgende: 90 i 1868, 123 i 1869 og 150 i 1870. Totalantallet af de for offenlig Regning behandlede Sygdomme har været 286 i 1868, 341 for 1869 og 433 for 1870, altsaa i det sidste Aar 58,5 for hvert Hundrede af Befolkningen. Medens denne siden fra 1868 er tiltagen med 19,8 Procent, er Sygdommenes Antal steget med 34 pCt. Men det er ikke alle Syge, som tages under Behandling for Fattigregning, der betroes Distriktslægen, en stor Del udlægges paa Hospitalerne af disses Visitatorer, uden Fattiglægens Medvirkning. Ved Fattigbestyrelsens og Hospitalsforstandernes Bistand er Hr. U. istand til at oplyse, at der i de samme 3 Aar er indlagt følgende Antal Syge fra denne Gade paa Hospitalerne: 99 i 1868, 113 i 1869 og 144 i 1870. Ved Uddrag af Kjøbenhavns Dødstabeller er det endelig udfundet, at der i denne Gade i de sidste 6 Aar 1865-70 er død 168 Personer, det er: i Gjennemsnit 28 aarlig, hvilket giver 40 pro Mille, nemlig 31 i 1866, 26 i 1866, 17 i 1867, 24 i 1868, 26 i 1869 45 i 1870; i det sidste Aar er der død 1 af 16 Levende, medens der tidligere dog kun døde 1 af 26, og denne store Dødelighed i 1870 er saameget mere betegnende, som Dødsfaldenes Antal i dette Aar var meget gunstigt for Kjøbenhavns Vedkommende. Især for de smaa Børn, der fødes i P. M. G., er Tilstanden ugunstig; af  4 fødte lever efter 6 Aars Forløb kun 1. "En Befolkning, der i en Række af Aar har havt omtrent 80 Procent Syge i Hjemmet og i Hospitalet, der i samme Tid aarlig har mistet 40 pro Mille ved Døden, maa selvfølgelig i en ganske særdeles Grad kaldes et Fokus, et Arnested for Sygdomme." Hr. Ulrik slutter sin sørgelige Undersøgelse med følgende Yttringer, som vi underskrive og anbefale til almindelig Opmærksomhed:

"Her i Hovedstaden er man glad, naar man blot selv ejer sine Klæder og sit Indbo; aT eje sit Hus, sit eget Hjem, den Fordring have end ikke de Velhavende; man bor ikke her, man logerer og flytter halvaarsvis, de Fattige maaneds- , ja ugevis. Under saadanne Forhold bliver det, at besidde Huse og leje dem ud, en Næringsvej, og, naar den misbruges til hensynsløs Vinding, da er det sandelig en meget skadelig, højst fordærvelig Næringsvej, og det er derlor fuldkomment beretliget, at det Offenlige har Tilsyn med dens Udøvelse. Ved det ifjor givne Tillæg til Sundhedsvedtægten, er der ogsaa givet Sundhedspolitiet en Myndighed, som, naar den med Udholdenhed benyttes, vil kunne udrette overordenlig meget. Men en samvittighedsløs og vindesyg Vært maa staa under stadigt Polititilsyn, naar Bestemmelserne skulle faa noget varigt Udbytte.

For en saadan fordærvelig Uskik, som den i Peder Madsens Gang Nr. 7, hvor der under saa usle Forhold holdes imellem 20 og 26 Køer og hvor der samles den til deres Føde fornødne Bærme, paa samme Tid som Værten overbefolker Bygningerne med henved 40 Familier, yder Sundhedsvedtægten derimod desværre intet tilstrækkeligt Værn, selv om, som i dette Tilfælde kan paavises, det derved vedligeholdte uundgaaelige Svineri medfører betænkelige Følger for de mange Beboeres Sundhed. Anderledes stillede Sagen sig, ifald der existerede en Expropriationslov af Sundbeds-Hensyn. Uden en saadan maa man overalt ikke vente at kunne fjerne dette fordærvelige Forhold, der maaske mest af alt giver dette Kvarter dets ejendommelige karakter; thi det betaler sig desværre altfor godt. At rørlægge Gaden og give den en god Brolægning, vil vel fremme og lette dens Renholdelse, men saalænge den store Kostald under slige uheldige stedlige Forhold vedligeholdes, vil i det mindste Rørlægningens Nytte være meget tvivlsom. Thi ved vore Rørledningers ringe Fald, paa Grund af det flade Terræn  hvorpaa Hovedstaden ligger, ville de neppe i Længden taale saa massive Udskylninger, som en saa stor kreaturbesætning tilfører dem, saameget mindre, som her ikke findes noget Brænderi og derfor ikke den rigelige Udskyldning med Svalevandet.

Forsaavidt endelig Aarsagen til de slette Forhold maa søges i mange af de derboende Individers elendige Kaar, usle Levemaade, Drikfældighed og alskens Udskejelser, da kunne vi i den Henseende kun sætte vor Lid til vore Samfundsforholds gradvise Fremgang til det Bedre. At bidrage til at løfte den Del af Samfundet , hvis ulykkelige Vrag hine ere, bør være Enhvers Opgave, der ej vil paadrage sig Beskyldningen for at medvirke til en rædsom Kuldkastelse af Alt. Ved at give Almisse har Samfundet sandelig ej frigjort sig for sin Pligt.

Naar de smaa Folkeslags Berettigelse til selvstændig Beslaaen maa søges i disses større Opmærksombed for Individernes aandelige og legemlige Velfærd, da staar der endnu meget tilbage for os at udrette, for at vi ikke skulle paadrage os Beskyldningen for at svigte vor Opgave."

*) Hr U minder om, at efter Indenrigsministerens Paabud af 3die Decbr 1856 skulle Fattiglemmer i Fattighuse have hver 5-600 Kubikfod Luft, og Arrestanter skulle have 7-800 Kubikfod.

(Fædrelandet 30. august 1871. Uddrag - indledningen er udeladt)

Få år efter var Peder Madsens Gang nedrevet, og Ny Østergade anlagt i området. Illustreret Tidende nr. 852, 23. januar 1876 kunne bringe denne illustration af Ny Østergade.

Kostalde i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I 1867 blev der sat hårdere ind overfor kostalde i den indre by i København:

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling. Assessor Behrend.

Lørdagen den 6te Juli.

Frøknerne E. og I. Gustmeyer modtog den 14de November 1866 et tilhold fra Sundhedskommisfionen om, at de inden en passende Tidsfrist maatte forandre tre i deres Ejendom i Vognmagergade Nr 3 værende Kostalde efter Sundhedsvedtægtens Forskrifter, og at de særlig maatte sørge for, at Lofterne bleve gibsede, da der var Beboelsesleiligheder ovenover Staldene. Dette Tilhold er ikke blevet efterkommet af Ejerinderne, som derfor ogsaa afgjorde Sagen ved i Mindelighed at bøde 5 Rd.

(Dags-Telegraphen (København) 7. juli 1867. Uddrag)

Overtrædelse af et Tilhold. Efter en af Sundhedspolitiets Betjente i forrige Efteraar foretagen Undersøgelse af de forskjellige Brænderiers Kostalde her i Staden blev der af Sundhedskommissionen under 14de November f. A. givet Frøkenerne C. og I. Gustmeier som Eierinder af Ejendommen Nr. 3 i Vognmagergade Tilhold om, at de inden en passende Tidsfrist maatte forandre de i deres Eiendom værende tre Kostalde overeensstemmende med Sundhedsvedtægtens Forskrifter, og at de særlig maatte drage Omsorg for, at Lofterne i Kostaldene blev gibsede, da Leilighederne ovenover Staldene blev benyttede til Beboelse. Dette Tilhold have Eierinderne ikke efterkommet, og som Grund hertil have de angivet, at de afventede Svaret paa en af flere Brændeviinsbrændere her i Staden til Justitsministeriet indgiven Ansøgning om, at dette og flere lignende Tilhold fra Sundhedskommtssionen maatte blive ophævede eller idetmindste modificerede. Da Sagen i Lørdags foretoges til Behandling ved den offenlige Politirets 2den Afdeling, erklærede Dommeren, at han ikke kunde antage den fremførte Undskyldningsgrund for fyldestgjørende, og de Tiltalte afgjorde derfor Sagen med en i Mindelighed til Rettens Fattigkasse erlagt Mulkt af 5 Rdl

(Dagbladet (København) 9. juli 1867)

Kostalde i Kjøbenhavn. Sundhedskommissionen i Kjøbenhavn udviser, jf. "Fs. St.", en travl Virksomhed i denne Tid, og navnlig maa nu de Brændeviinsbrændere, som ere Eiere af ældre Kostalde her i Byen holde for. Kommissionen ønsker nemlig af Sundhedshensyn saameget som muligt at fordrive alle de ældre Kostalde ud af Byen, og der er derfor givet Eierne Tilhold om inden en vis bestemt Tid enten at nedlægge deres Kostalde eller at ombygge Kostaldene overeensstemmende med Byggelovens Forskrifter. Da nu mange af Kostaldene umulig kunne ombygges efter de nyere Forskrifter, og da Eierne nødig ville nedlægge deres Kohold, som i Reglen svarer god Regning, have de efter Forlydende antaget Høiesteretsadvokat Liebe for at for deres Sag mod Sundhedkommissionen.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 19. juli 1867).

Kjøbenhavns Politi: Sundhedstilstanden.

... En nøjagtigere Control med de for Sundheden skadelige Næringsbrug er gjennemført, hvilket, forsaavidt Kohold og Svinehold angaaer, deels allerede har bevirket og fremdeles vil bevirke en ikke ringe Formindskelse af disse Creaturers Antal i Staden og paa sammes mere bebyggede Grund. Ligesom Sundhedscomississionen allerede tidligere har givet nøiagtige Bestemmelser angaaende Indretningen af Slagterier og Svinestier, saaledes har Samme i Kraft af den Myndighed, der ifølge Sundhedsvedtægtens § 21 er den givet til at føre Control med alt Creaturhold, under 17de November f. A. udstedt et Reglement angaaende Indretningen af Kostalde, ved hvilken det, foruden at forebygge de umiddelbare skadelige Følger af deslige Stalde for Beboernes Sundhed, tillige er tilsigtet at forhindre den Mangel paa forsvarlig Røgt og Pleie af bemeldte Creaturer, der, især som en Følge af Staldenes Overfyldning og Mangel af Lys og Luft, i saa høi Grad finder Sted i flere kjøbenhavnske Stalde, og hvorved baade Dyrenes Sundhedstilstand og den producerede Mælks Beskaffenhed i en meget væsentlig Grad forringes. Ligeledes har Sundhedscommissionen under samme Dato udgivet et Reglement angaaende Anlæg og Drift af Frictionssvovlstikke- Fabriker, sigtende til deels at forhindre tilfældige Forgiftninger, og deels at forebygge Skade for Arbejdernes Sundhed og Ulemper for de Omboende fra disse Fabriker.

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. oktober 1867. Uddrag af en beretning)

Ko stikker Barns Øie ud. (Efterskrift til Politivennen)

 Aalborg, den 2den Mai

Et saare beklageligt Tilfælde er indtruffet her ved Dampskibets Afgang til Kjøbenhavn forr. Tirsdag: Et Par Køer, som skulde skibes ombord, løb undervejs paa Quaien fra Driveren og den ene foer med sit Horn lige ind i Øiet paa et lille 6 Aars Pigebarn, som desværre vistnok ganske har mistet det ene Øies Lys. Barnet, som ved det tilføiede Saar tillige har været betænkeligt syg, men dog nu tør haabes at være ude af Livsfare, søgte i al sin Smerte endnu fromt og hengivent at trøste Forældrene med, at Stødet ikke havde ramt en af hendes yngre Sødskende. Den Lilles Tilstand indgyder i det Hele al Deeltagelse og da Forældrene, Stolemagersvend Sørensen og Hustrue, trods al deres Flid og under agtværdigt Forhold, ogsaa lide af forøgede Næringsbekymringer, vil en Opfordring til den altid redebonne Veldædighed om at lindre disse vist finde kjærlig Imødekommen. Hvert Bidrag hertil skal det være os en stor Glæde at modtage.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. maj 1860)

Cadovius' Kostald i Rosengaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Overtrædelse af Plakat 24de September 1819. Ved Skrivelse af 17de October sidstleden forlangte Politidirecteuren Brændeviinsbrænder Nicolai Peter Cadovius, som den, der maatte antages at have overtraadt Bestemmelsen i ovenanførte Placat, der forbyder her i Staden at anlægge Kostalde, som vende ud til Gaden, i Henhold til Placat 9de September 1795 tilpligtet under en daglig Mulct at afskaffe en i Forhuusbygningen ved det ham tilhørende Sted i Rosengaarden Nr. 119 og 120 indrettede Kostald, der er forsynet med Vinduer ud til Gaden, hvilke Tiltalte havde erklæret at have ladet anbringe, saavel for at kunne bringe det fornødne Lys tilveie i Stalden, fom for at Kreaturerne ved Vinduernes Aabning kunde erholde frisk Luft. Tiltalte, der havde angivet, ikke at have kjendt det ovennævnte, i Plakat 24de September 1819 indeholdte Forbud førend Bygningen opførtes, havde som Grund hvorfor det ikke skulde kunne paalægges ham at foretage nogen Forandring i Henseende til den oftnævnte Stald, anført, at der, da han inden Bygningsarbeidets Paabegyndelse havde til rette Vedkommende indsendt en Tegning til Bygningen, hvorpaa Kostalden var antydet, burde betimeligen varet meddeelt ham Underretning om det Ulovlige i at bygge en saadan Stald, men hvad han saaledes havde paaberaabt sig, maatte allerede af den Grund være uden Betydning, at det ifølge en af Stadsbygmesteren, Professor Malling, afgiven Erklæring, mod hvilken Tiltalte ikke havde noget at erindre, efter at den paagjeldende Tegning var bleven indsendt til Stadsbygmesteren, og af ham, samt Brandmajoren tilstillet Brandcommissionen, blev i Forbindelse med en efter Ansøgning fra Tiltalte ham meddeelt Tilladelse til at give Bygningen en Høide af 23 Alen bestemt, at Kostalden maatte bortfalde efter Plakat 24de September 1819. Som Følge af Foranførte blev Tiltalte, i Henhold til Plakat 9de September 1795, tilpligtet, inden en Frist, som fandtes at kunne bestemmes til 8 Uger, under en Mulct til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse af 3 Rbdlr. for hver Dag han sidder Dommen overhørig, at foretage en saadan Forandring ved den ommeldte Kostald, at der ikke paa samme bliver noget Vindue eller anden Aabning ud mod Gaden. Ved Dommen, der afsagdes den 25de November, blev Tiltalte derhos tilpligtet at tilsvare alle af Sagen flydende Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. december 1851, 2. udgave).

Nikolaj Peter Cadovius (1793-1869), var søn af Ludvig Rudolf Cadovius og Ane Frederikke Olsen. Bror til Karen Cadovius and Hans Cadovius. Gift med Karen Marie Stephensen; Inger Marie Smidt og Sara Johanne Cadovius. De fik børnene Kirstine Sophie Cadovius, Sophie Nicoline Degener og Birthe Marie Cadovius. 

Rosengården 119 og 120 blev 1850 sammenlagt til matr. 119 & 120. Denne blev 1862 sammenlagt til 119, 120, 121 & 122. I 1953 blot 119, og består af nuværende husnumre 11-13. Rosengården 11 blev opført 1850 for brændevinsbrænder N. P. Cadovius, Rosengården 13 blev opført 1841-42 N. P. Cadovius. Nr. 13 har i længere tid huset Den Kinesiske Butik.

Se også Juridisk Ugeskrivt 1862, sag 631/60 Brændevinsbrænder N. P. Cadovius ctr. Kjøbenhavns Magistrat , s. 212-216. Magistraten blev dømt til delvis at tilbagebetale vandskat.

Ønske ang. Melk.

Kun få af Københavns indbyggere der enten selv har køer eller ved venskab får overladt mælk af honette ejere af køer, nyder den behagelighed som uforfalsket mælk unægtelig er. Størstedelen af indbyggerne køber deres mælk hos amagere, spækhøkere, brændevinsbrændere og nyder i det købte en vare der kun har lidt tilbage af mælkens udseende, smag, næringsrighed og behagelighed. Da dels ovennævnte sælgere selv, dels deres folk på egen hånd rigelig forfalsker det malkede med vand, og som man ikke sjælden nødes til at tro, med urent vand.

Det er ikke sjældent at lugten og smagen endog tydelig angiver tilstedeværelsen af koskarn, og altså at formode at det endnu tiere er for hånden, men i en mindre grad, så at det ikke så tydelig kan skelnes at den slette smag kommer af denne væmmelige artikel.

Ved man nu tillige at de køer hvis mælk således forvansket vanædler indbyggernes mælkemad, te og kaffe (for som mælken, så fløden), dels nyder en føde der ikke er skikket til at frembringe den bedste mælk, dels henstår tre kvart af året, ja nogle endog hele året i væmmelige skidne, stinkende og lumre stalde, nogle endog i kældre, at de næsten aldrig holdes rene, og bestandig står i vådt med fødderne, ikke heller nyder tilbørllig strøelse til godt leje; ved man at intet lettere end mælk antager smag og lugt efter endog den luft den står i, og at sluttelig den også efter koens føde, sundhed og øvrige hele tilstand let kan antage forskellige egenskaber, så tør man vel påstå at denne mælk er forvansket og forfalsket, endog før den forlader yveret, for at modtage den grovere ovennævnte forfalskning.

Brændevinsbrændernes køer er så skidne at det vel endog tør kaldes en umulighed at erindre at skarn under malkningen må skade i mælken. Hvor mange brændevinsbrænderes piger giver sig vel endog den møje at vaske yveret før de malker.

At slet fødte og usunde køers urenlig malkede, urenlig behandlede, med vand fortyndede mælk, ja må igen have indflydelse på alle de nydendes helbreds tilstand, vil vel ingen nægte.

Jeg tror derfor at man inderlig burde ønske at vores sundhedspoliti i forening med sundhedspolitiet ville tage denne sag under overvejelse. Skulle det ikke være muligt ganske at forbyde al kohold i stalden selv? Er et antal af flere hundrede kostalde inden for stadens volde, og vel at mærke afskyelige kostalde eller kokældre ikke af en mærkelig indflydelse på stadens sundhed? Skulle svinehold der er forbudt, vel være meget usundere end sådant kohold?

Vel tabtes noget for vores brændevinsbrændere, men en hel stads luft, en hel stads fødemidler bør dig ikke lide for at både dem. Følgen blev jo blot at koholdet forlagdes til de nærmeste landboere. Spølen ville nok købes af disse, og brændevinsbrændernes tab blev derfor ikke meget stort.

Vel blev da køerne også spølforede, men ikke i den grad som nu. De ville da også få andre næringsmidler, luftigere og renere stalde, bedre leje og et mindre fugtigt fodfæste. Med et ord, Københavns blev af med mange hundrede stankfabrikker, og fik mælk som i det mindste fra yveret var bedre og dermed var allerede meget vundet. 

Hvad vandforfalskningen angik, da var denne rettere forhindret når kroholdet var uden for porten og al mælk føres ind derigennem. Ved en mælkeprøve kunne denne forfalskning let opdages i accisseboden, og den som ikke holdt prøve, blev konfiskeret.

(Politivennen Nr. 1530, Fredagen den 11 April 1845, s. 229-232)

Optøier af en gal Ko paa Christianshavn.

Forleden dag sås en slagter trække en ko gennem Christianshavns gader. Koen var noget ustyrlig og sled sig endelig løs fra slagteren som godt nok forsøgte at indhente den. Men da de velsignede gadedrenge som der ikke er mangel på på Christianshavn, med deres hurra-råb og piben opmuntrede den, var den ikke let at få fat på, men blev hele tiden mere og mere urolig. Således løb den ikke alene adskillige personer over ende, men slog et spejl itu og forårsagede flere uordener inden man til sidst fik den drevet ind i en port og der fik magt over den. 

Da sådant muligvis kan indtræffe oftere, da køer som fx hos brændevinsbrændere har stået på stald måske et helt år er meget lystige når de slipper ud, var det ønskeligt om slagtere eller andre der holder kreaturer inden i byen, blev pålagt at forhindre de kreaturer de er betroet, fra at løbe på egen hånd ved at lade det reb som er bundet om hornene fastgøre om et af forbenene. Dette bruges af kodriverne i Jylland og på Fyn med megen nytte. For derved forhindres kreaturet i at løbe og må følge driveren med gravitetiske skridt. Der står i vores gamle abc: En arrig okse eller tyr er et ubændigt voldsomt dyr og når skade er påført en eller anden ved et sådant, mon da en slagter kan give den skadelidte fuldkommen oprejsning?

(Politivennen nr. 1215, Løverdagen, den 13de April 1839. Side 234-235)

Anmodning til Hr. Grosserer Sass, som Bestyrer af Færgefarten mellem Aarhuus og Kallundborg.

Indsenderen har flere gange været vidne til de mishandlinger kreaturerne er udsat for ved forskellige færgesteder når de skulle ind- og udskibes for at transporteres til søs. Når de viser sig modvillige for at gå ombord, hvilket især hændes med tyre og stude, har det været tilfældet at 5 til 6 kæppe på en gang er sæt i bevægelse mens en karl drejede halen om indtil op mod rygbenene for at formå dyret dertil, og varer det de pågældende for længe inden de kan bringe det over landbrættet ombord i skibet, slynges et reb om hornene og ved en talje hejses det i vejret så at hele vægten bæres af halshvirvlerne. Er dyret endelig efter at være mørbanket, kommet ombord, viser det i almindelighed atter genstridighed når det skal trækkes ad lejderne ned i rummet, og mishandlingen begynder da på ny for med stød og slag at bringe det ned. Ja, indsenderen har endog engang set at en stud blev væltet ned i rummet, og blev liggende hvor den faldt uden at kunne rejse sig uagtet de skrækkeligste prygl tildeltes den. En karl forsøgte da med en skarp jernrive at formå den dertil, men alt forgæves uagtet huden var sønderrevet var det ikke muligt at bringe den til at rejse sig, og mishandlingen hørte først op da ejeren bød at holde op dermed - fordi ellers huden spoleredes!

Med fornøjelse har indsenderen hørt at De, hr. grosserer har påtaget Dem bestyrelsen af færgefarten mellem Århus og Kalundborg. Han håber nemlig at De blandt de andre forbedringer, De måtte have påtænkt også vil vide at træffe foranstaltninger der måtte gøre ovennævnte dyrenes mishandling unødvendig. Det gode eksempel tør man da vel vente vil finde efterligning ved de andre færgesteder. Og sådanne oprørende for det kulturtrin som vi smigrer os med at stå på så lidt passende scener forebygges. De ville herved fortjener hvert følende menneskes højagtelse. Det er kun på sådan måde at der kan virkes noget for vore lidende medskabninger. I Danmark værner ingen lov om deres mishandling.

(Politivennen nr. 1045, Løverdagen, den 9de Januar 1836. Side 22-24)

Om Brændevinsbrænden paa Landet.

Da der ved kongelig resolution af 19. august d. å. er givet håb om at ejere af større gårde på landet under visse betingelser kan vente at få tilladelse til at brænde brændevin, og da denne sag har en almindelig interesse, vil det måske ikke være mange ukært at læse en afhandling om denne materie, selvom talen deri er om en friere eller mere almindelig tilladelse til at brænde. Den har været fremsat i dette blads nr. 466 og lyder således:

*   *   *  

For henved 440 (nu 50) år siden ønskede man ivrigt at brændevin måtte være en mindre almindelig drik såvel i stæderne som på landet. Man mente at dens umådelige nydelse svækkede folket, især de ringere klasser, og fortærede deres formue, ligesom også meget kort blev forbrugt, hvorved kornpriserne måtte stige. At standse denne driks nydelse ved aldeles at forbyde sammes fabrikation ville have haft sine vanskeligheder da gammel vane gjorde nydelsen nødvendig, og man altså ville til større skade for staten have søgt at forskaffe sig udenlandsk fra, hvad man selv kunne producere. 

En klog regering som ikke mener at kunne hæmme et onde, søger at drage det størst mulige gode deraf. En forordning om brændevinsbrænden udkom hvori det blev forbudt landmanden at brænde, og at det blot i stæderne blev tilladt at producere og sælge denne drik mod en bestemt afgift eller accise *)

Forandrede omstændigheder plejer som oftest at fremvirke et forandret resultat. Nu produceres langt mere korn i Danmark end for 30 til 40 år siden. Men da nogle nationer har et forspring i agerdyrkningen for os, og da de som før trængte til vores kornvarer, nu selv avler det meste de bruger, så mangler vi afsætning på vores overflødighed og priserne er flaue. Det er derfor naturligt at det ønske måtte opstå at bonden måtte gives lejlighed til ved selv at forædle sit produkt, at ophjælpe eller bøde på de dybt sunkne kornpriser. Nogle har troet at det ville opnås når det blev tilladt landmanden at brænde brændevin, og da en kongelig kommission er sammentrådt for at give sine betænkninger over denne sag, tror forfatteren heraf det ikke ugavnligt at fremsætte nogle før ytrede meninger, såvel for som imod tilladelsen til at brænde brændevin på landet.

De som er for tilladelsen, holder for

1) At når bonden selv brændte, havde han sit brændevin for lettere køb, end når han skal købe samme i staden.

2) Han kunne bruge bærmen til sine kreaturers føde og feden.

3) Mere korn ville blive forbrugt hvorved prisen ville stige.

4) En mindre mængde stenkul ville medgå da de fleste egne ikke mangler brænde eller tørv.

Modpartiet mener derimod:

1) At når det blev bonden tilladt at brænde, ville det have en højst skadelig indflydelse for standen i almindelighed, idet brændevinsdrikken ville blive endnu mere udbredt end den allerede er. Enhver der kender bonden, ved at han tager rundeligt til det han har i huset, og således ville han ikke nægte sine børn og tjenestefolk det han selv anser for et gode, hvorved disse tidligt ville vænnes til en drik, hvis misbrug kunne have højst ulykkelige følger for dem. Men skal bonden ud med penge, så trykker han sig ved enhver ikke nødvendig udgift. Selv om han selv drikker en snaps engang imellem, så nænner han dog ikke at give børn eller tyende noget med, fordi det koster ham penge. Ser man undertiden en og anden bonde der hjemme aldrig drikker brændevin, komme beruset fra købstaden, så skønner man let hvad lejligheden til at få brændevin bevirker. Landsbykroerne blev nedlagt fordi man fandt dem skadelige da bønderne der drak deres formue op og gjordes uskikkede til deres dont, men hvad ville ske når bonden selv tilberedte denne drik og havde den i overflødighed i sit hus?

Brændevinbrænding er desuden en kemisk operation som har modtaget og kan modtage megenøkonomisk forbedring. De som i købstæderne får tilladelse til at foretage dem, må i forvejen aflægge prøve på at de kender omgangsmåden dermed. Man ved også at destillationen i det store er mere fordelagtig og medtager ikke så meget brændsel og menneskearbejde som når den foretages i det mindre. Bonden med sin ukyndighed,med sit mindre og måske mådeligt konstruerede apparat, ville ikke bringe det ud af kornet som man under andre omstændigheder kunne få. Meget korn ville derved bortødsles og udbyttet dog blive en sveden drank, der efter rigtig beregning kom ham lige så dyrt som om han købte godt og drikkeligt brændevin i købstæderne hvor det sælges for 14 skilling potten.

2) Brændte bonden til sin egen fornødenhed, så ville det lille kvantum bærme han derved fik, ikke bidrage til at han fødede eller fedede et eneste kreatur mere. Nu derimod fødes og fedes mange kreaturer ved de brænderier som er i uafbrudt virksomhed. Ejerne af købstadsbrænderier har forsikret at de under nærværende konjunkturer, aldeles ingen anden fordel har af deres brændinger end bærmen. Men når de jævnligt kan brænde, er de i stand til at holde 20-25 kvægshøveder hvoraf en del giver mælk, og nogle fedes for at sælges til slagtere. Så snart et eller flere høveder er solgt, køber de igen magre i disses sted, og de føder således bestandigt det ovenfor nævnte antal. Regner man det antal af kreaturer som således fødes og fedes ved samtlige brænderier i alle købstæder, så vil man vist ikke finde det ubetydeligt, og næppe ville det blive så stort når det kvantum korn som nu forbrændes i købstæderne, blev forbrændt på landet i mindre portioner.

3) Det er indlysende at når bonden brændte sit brændevin selv, måtte købstadsbrænderne aftage og til sidst standse af mangel på afsætning, og om da en større mængde korn ville forbruges end nu, da et enkelt brænderi forbruger nogle tusinde tønder årligt, er vist nok et spørgsmål man har grund til at fremsætte. At imidlertid en stor del korn ville opsvides, og på grund af ukendskab med den rigtige omgangsmåde bortødsles, er der vist ingen tvivl om. Men at kornet af den grund skulle stige i pris, var næppe ønskeligt. Enhver, det være sig embedsmand eller borger, ønsker vist at bonden må få noget mere for hans produkt, de ville ikke finde det trykkende om de måtte betale kornet 1 til 2 ribs. dyrere når prisens stigning stammede fra vore produkters udførsel til fremmede, så at derfor kom penge i landet til gavn for det almindelige, men at betale kornet dyrere for at bonden skulle drikke sig fuld i brændevin, skøtter næppe nogen om.

4) Det er bevisligt og før omtalt at brænding i det mindste medtager mere brændsel end når den foretages i det større. Vore skove er så vel medtagne at de trænger til fredning, og med tørven bør der heller ikke ødsles. Det kvantum stenkul som brænderierne forbruger, er desuden ikke så betydeligt som man muligvis forestiller sig. Københavns og nogle købstæders brænderier brænder ved stenkul, men de købstæder som ligger fjernt fra stranden, og hvor landtransporten gør kullene dyrere, bruger tørv til deres brændinger, fx Frederiksborg, ringsted, Slagelse med flere.

Således søger modparten at modsige de grunde som anføres af dem der ønsker tilladelse for landmanden at brænde brændevin. Hertil kan endnu føjes:

1) Ildebrand kan let forekomme når brændingen foretages af ukyndige, skødesløse eller drukne personer.

2) Afgiften som svares af brænderierrnee, vil lettere og sikrere kunne ses betalt når der alene brændes i stæderne.

3) Når det blev tilladt bonden at brænde, ville købstadsbrænderierne gå ned, og da det er ene og alene disse der holder hovedet oppe på vores skrantne især sjællandske købstæder, så ville brænderiernes undergang have købstædernes ruin til følge.

For nærværende tid er talen vel ikke om en almindelig tilladelse for landmanden til at brænde. Men at der muligvis måtte oprettes kommune- eller sognebrænderier. Om disse ville føre de samme ulemper med sig som ville flyde af en almindelig tilladelse til at brænde, vover forfatteren heraf ikke at bestemme. Men det synes klart for ham at anlæg af sognebrænderierne mindst ville have samme indflydelse på bondens levemåde, velfærd og morral som de skadelige landsbykroer der før fandt sted, men blev nedlagt i de byer hvorigennem ingen landevej fører. Så ønskeligt det kunne være om afgiften for brænderierne blev noget forringet, så skadeligt menes det at ville være om denne forringelse skulle bevirkes ved sognebrænderiernes anlæg. For disse ville aldeles svække købstadsbrænderierne og sætte ejerne ude af stand til at betale nogen som helst afgift. Sagen fortjener derfor den alvorligste og varsomste undersøgelse. 

At de mænd hans majestæt allernådigst har betroet dette vigtige hverv vil med kyndighed og nøjagtighed behandle det og ikke beslutte noget der kunne synes at gavne enkelte, men ville skade mange eller det hele, derfor borger deres kald og fædrelandssind. 

*) At man har ment det alvorligt med at standse brændevinens alt for hyppige brug, ses af den under 2. august 1786 udkomne strenge forordning angående brændevinsbrænden og krohold på landet, hvoraf slutningen lyder således: For resten vil kongen med besynderligt velbehag anse at øvrigheden og jordgordsejerne på landet lader dem ære angelegent at se al overflødig brug af brændevin så meget muligt indskrænket og afskaffet ved bøndernes bryllupper, barsler og andre værtsskabet og gilder, hvor indenlandsk brændevin må bruges alene til tarvelighed, og når det forhandles fra købstæderne.

(Politivennen nr. 1031, Løverdagen den 3die October 1835, s. 643-653).

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 1032, 10. oktober 1835, s. 669-678 bragtes et brev som var vedlagt artiklen.