Kostalde i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I 1867 blev der sat hårdere ind overfor kostalde i den indre by i København:

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling. Assessor Behrend.

Lørdagen den 6te Juli.

Frøknerne E. og I. Gustmeyer modtog den 14de November 1866 et tilhold fra Sundhedskommisfionen om, at de inden en passende Tidsfrist maatte forandre tre i deres Ejendom i Vognmagergade Nr 3 værende Kostalde efter Sundhedsvedtægtens Forskrifter, og at de særlig maatte sørge for, at Lofterne bleve gibsede, da der var Beboelsesleiligheder ovenover Staldene. Dette Tilhold er ikke blevet efterkommet af Ejerinderne, som derfor ogsaa afgjorde Sagen ved i Mindelighed at bøde 5 Rd.

(Dags-Telegraphen (København) 7. juli 1867. Uddrag)

Overtrædelse af et Tilhold. Efter en af Sundhedspolitiets Betjente i forrige Efteraar foretagen Undersøgelse af de forskjellige Brænderiers Kostalde her i Staden blev der af Sundhedskommissionen under 14de November f. A. givet Frøkenerne C. og I. Gustmeier som Eierinder af Ejendommen Nr. 3 i Vognmagergade Tilhold om, at de inden en passende Tidsfrist maatte forandre de i deres Eiendom værende tre Kostalde overeensstemmende med Sundhedsvedtægtens Forskrifter, og at de særlig maatte drage Omsorg for, at Lofterne i Kostaldene blev gibsede, da Leilighederne ovenover Staldene blev benyttede til Beboelse. Dette Tilhold have Eierinderne ikke efterkommet, og som Grund hertil have de angivet, at de afventede Svaret paa en af flere Brændeviinsbrændere her i Staden til Justitsministeriet indgiven Ansøgning om, at dette og flere lignende Tilhold fra Sundhedskommtssionen maatte blive ophævede eller idetmindste modificerede. Da Sagen i Lørdags foretoges til Behandling ved den offenlige Politirets 2den Afdeling, erklærede Dommeren, at han ikke kunde antage den fremførte Undskyldningsgrund for fyldestgjørende, og de Tiltalte afgjorde derfor Sagen med en i Mindelighed til Rettens Fattigkasse erlagt Mulkt af 5 Rdl

(Dagbladet (København) 9. juli 1867)

Kostalde i Kjøbenhavn. Sundhedskommissionen i Kjøbenhavn udviser, jf. "Fs. St.", en travl Virksomhed i denne Tid, og navnlig maa nu de Brændeviinsbrændere, som ere Eiere af ældre Kostalde her i Byen holde for. Kommissionen ønsker nemlig af Sundhedshensyn saameget som muligt at fordrive alle de ældre Kostalde ud af Byen, og der er derfor givet Eierne Tilhold om inden en vis bestemt Tid enten at nedlægge deres Kostalde eller at ombygge Kostaldene overeensstemmende med Byggelovens Forskrifter. Da nu mange af Kostaldene umulig kunne ombygges efter de nyere Forskrifter, og da Eierne nødig ville nedlægge deres Kohold, som i Reglen svarer god Regning, have de efter Forlydende antaget Høiesteretsadvokat Liebe for at for deres Sag mod Sundhedkommissionen.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 19. juli 1867).

Kjøbenhavns Politi: Sundhedstilstanden.

... En nøjagtigere Control med de for Sundheden skadelige Næringsbrug er gjennemført, hvilket, forsaavidt Kohold og Svinehold angaaer, deels allerede har bevirket og fremdeles vil bevirke en ikke ringe Formindskelse af disse Creaturers Antal i Staden og paa sammes mere bebyggede Grund. Ligesom Sundhedscomississionen allerede tidligere har givet nøiagtige Bestemmelser angaaende Indretningen af Slagterier og Svinestier, saaledes har Samme i Kraft af den Myndighed, der ifølge Sundhedsvedtægtens § 21 er den givet til at føre Control med alt Creaturhold, under 17de November f. A. udstedt et Reglement angaaende Indretningen af Kostalde, ved hvilken det, foruden at forebygge de umiddelbare skadelige Følger af deslige Stalde for Beboernes Sundhed, tillige er tilsigtet at forhindre den Mangel paa forsvarlig Røgt og Pleie af bemeldte Creaturer, der, især som en Følge af Staldenes Overfyldning og Mangel af Lys og Luft, i saa høi Grad finder Sted i flere kjøbenhavnske Stalde, og hvorved baade Dyrenes Sundhedstilstand og den producerede Mælks Beskaffenhed i en meget væsentlig Grad forringes. Ligeledes har Sundhedscommissionen under samme Dato udgivet et Reglement angaaende Anlæg og Drift af Frictionssvovlstikke- Fabriker, sigtende til deels at forhindre tilfældige Forgiftninger, og deels at forebygge Skade for Arbejdernes Sundhed og Ulemper for de Omboende fra disse Fabriker.

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. oktober 1867. Uddrag af en beretning)

Ko stikker Barns Øie ud. (Efterskrift til Politivennen)

 Aalborg, den 2den Mai

Et saare beklageligt Tilfælde er indtruffet her ved Dampskibets Afgang til Kjøbenhavn forr. Tirsdag: Et Par Køer, som skulde skibes ombord, løb undervejs paa Quaien fra Driveren og den ene foer med sit Horn lige ind i Øiet paa et lille 6 Aars Pigebarn, som desværre vistnok ganske har mistet det ene Øies Lys. Barnet, som ved det tilføiede Saar tillige har været betænkeligt syg, men dog nu tør haabes at være ude af Livsfare, søgte i al sin Smerte endnu fromt og hengivent at trøste Forældrene med, at Stødet ikke havde ramt en af hendes yngre Sødskende. Den Lilles Tilstand indgyder i det Hele al Deeltagelse og da Forældrene, Stolemagersvend Sørensen og Hustrue, trods al deres Flid og under agtværdigt Forhold, ogsaa lide af forøgede Næringsbekymringer, vil en Opfordring til den altid redebonne Veldædighed om at lindre disse vist finde kjærlig Imødekommen. Hvert Bidrag hertil skal det være os en stor Glæde at modtage.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. maj 1860)

Cadovius' Kostald i Rosengaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Overtrædelse af Plakat 24de September 1819. Ved Skrivelse af 17de October sidstleden forlangte Politidirecteuren Brændeviinsbrænder Nicolai Peter Cadovius, som den, der maatte antages at have overtraadt Bestemmelsen i ovenanførte Placat, der forbyder her i Staden at anlægge Kostalde, som vende ud til Gaden, i Henhold til Placat 9de September 1795 tilpligtet under en daglig Mulct at afskaffe en i Forhuusbygningen ved det ham tilhørende Sted i Rosengaarden Nr. 119 og 120 indrettede Kostald, der er forsynet med Vinduer ud til Gaden, hvilke Tiltalte havde erklæret at have ladet anbringe, saavel for at kunne bringe det fornødne Lys tilveie i Stalden, fom for at Kreaturerne ved Vinduernes Aabning kunde erholde frist Luft. Tiltalte, der havde angivet, ikke at have kjendt det ovennavnte, i Plakat 24de September 1819 indeholdte Forbud førend Bygningen opførtes, havde som Grund hvorfor det ikke skulde kunne paalægges ham at foretage nogen Forandring i Henseende til den oftnævnte Stald, anført, at der, da han inden Bygningsarbeidets Paabegyndelse havde til rette Vedkommende indsendt en Tegning til Bygningen, hvorpaa Kostalden var antydet, burde betimeligen varet meddeelt ham Underretning om det Ulovlige i at bygge en saaban Stald, men hvad han saaledes havde paaberaabt sig, maatte allerede af den Grund være uden Betydning, at det ifølge en af Stadsbygmesteren, Professor Malling, afgiven Erklæring, mod hvilken Tiltalte ikke havde noget at erindre, efter at den paagjeldende Tegning var bleven indsendt til Stadsbygmesteren, og af ham, samt Brandmajoren tilstillet Brandcommissionen, blev i Forbindelse med en efter Ansøgning fra Tiltalte ham meddeelt Tilladelse til at give Bygningen en Høide af 23 Alen bestemt, at Kostalden maatte bortfalde efter Plakat 24de September 1819. Som Følge af Foranførte blev Tiltalte, i Henhold til Plakat 9de September 1795, tilpligtet, inden en Frist, som fandtes at kunne bestemmes til 8 Uger, under en Mulct til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse af 3 Rbdlr. for hver Dag han sidder Dommen overhørig, at foretage en saadan Forandring ved den ommeldte Kostald, at der ikke paa samme bliver noget Vindue eller anden Aabning ud mod Gaden. Ved Dommen, der afsagdes den 25de November, blev Tiltalte derhos tilpligtet at tilsvare alle af Sagen flydende Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. december 1851, 2. udgave).

Nikolaj Peter Cadovius (1793-1869), var søn af Ludvig Rudolf Cadovius og Ane Frederikke Olsen. Bror til Karen Cadovius and Hans Cadovius. Gift med Karen Marie Stephensen; Inger Marie Smidt og Sara Johanne Cadovius. De fik børnene Kirstine Sophie Cadovius, Sophie Nicoline Degener og Birthe Marie Cadovius. 

Rosengården 119 og 120 blev 1850 sammenlagt til matr. 119 & 120. Denne blev 1862 sammenlagt til 119, 120, 121 & 122. I 1953 blot 119, og består af nuværende husnumre 11-13. Rosengården 11 blev opført 1850 for brændevinsbrænder N. P. Cadovius, Rosengården 13 blev opført 1841-42 N. P. Cadovius. Nr. 13 har i længere tid huset Den Kinesiske Butik.

Se også Juridisk Ugeskrivt 1862, sag 631/60 Brændevinsbrænder N. P. Cadovius ctr. Kjøbenhavns Magistrat , s. 212-216. Magistraten blev dømt til delvis at tilbagebetale vandskat.

Ønske ang. Melk.

Kun få af Københavns indbyggere der enten selv har køer eller ved venskab får overladt mælk af honette ejere af køer, nyder den behagelighed som uforfalsket mælk unægtelig er. Størstedelen af indbyggerne køber deres mælk hos amagere, spækhøkere, brændevinsbrændere og nyder i det købte en vare der kun har lidt tilbage af mælkens udseende, smag, næringsrighed og behagelighed. Da dels ovennævnte sælgere selv, dels deres folk på egen hånd rigelig forfalsker det malkede med vand, og som man ikke sjælden nødes til at tro, med urent vand.

Det er ikke sjældent at lugten og smagen endog tydelig angiver tilstedeværelsen af koskarn, og altså at formode at det endnu tiere er for hånden, men i en mindre grad, så at det ikke så tydelig kan skelnes at den slette smag kommer af denne væmmelige artikel.

Ved man nu tillige at de køer hvis mælk således forvansket vanædler indbyggernes mælkemad, te og kaffe (for som mælken, så fløden), dels nyder en føde der ikke er skikket til at frembringe den bedste mælk, dels henstår tre kvart af året, ja nogle endog hele året i væmmelige skidne, stinkende og lumre stalde, nogle endog i kældre, at de næsten aldrig holdes rene, og bestandig står i vådt med fødderne, ikke heller nyder tilbørllig strøelse til godt leje; ved man at intet lettere end mælk antager smag og lugt efter endog den luft den står i, og at sluttelig den også efter koens føde, sundhed og øvrige hele tilstand let kan antage forskellige egenskaber, så tør man vel påstå at denne mælk er forvansket og forfalsket, endog før den forlader yveret, for at modtage den grovere ovennævnte forfalskning.

Brændevinsbrændernes køer er så skidne at det vel endog tør kaldes en umulighed at erindre at skarn under malkningen må skade i mælken. Hvor mange brændevinsbrænderes piger giver sig vel endog den møje at vaske yveret før de malker.

At slet fødte og usunde køers urenlig malkede, urenlig behandlede, med vand fortyndede mælk, ja må igen have indflydelse på alle de nydendes helbreds tilstand, vil vel ingen nægte.

Jeg tror derfor at man inderlig burde ønske at vores sundhedspoliti i forening med sundhedspolitiet ville tage denne sag under overvejelse. Skulle det ikke være muligt ganske at forbyde al kohold i stalden selv? Er et antal af flere hundrede kostalde inden for stadens volde, og vel at mærke afskyelige kostalde eller kokældre ikke af en mærkelig indflydelse på stadens sundhed? Skulle svinehold der er forbudt, vel være meget usundere end sådant kohold?

Vel tabtes noget for vores brændevinsbrændere, men en hel stads luft, en hel stads fødemidler bør dig ikke lide for at både dem. Følgen blev jo blot at koholdet forlagdes til de nærmeste landboere. Spølen ville nok købes af disse, og brændevinsbrændernes tab blev derfor ikke meget stort.

Vel blev da køerne også spølforede, men ikke i den grad som nu. De ville da også få andre næringsmidler, luftigere og renere stalde, bedre leje og et mindre fugtigt fodfæste. Med et ord, Københavns blev af med mange hundrede stankfabrikker, og fik mælk som i det mindste fra yveret var bedre og dermed var allerede meget vundet. 

Hvad vandforfalskningen angik, da var denne rettere forhindret når kroholdet var uden for porten og al mælk føres ind derigennem. Ved en mælkeprøve kunne denne forfalskning let opdages i accisseboden, og den som ikke holdt prøve, blev konfiskeret.

(Politivennen Nr. 1530, Fredagen den 11 April 1845, s. 229-232)

Optøier af en gal Ko paa Christianshavn.

Forleden dag sås en slagter trække en ko gennem Christianshavns gader. Koen var noget ustyrlig og sled sig endelig løs fra slagteren som godt nok forsøgte at indhente den. Men da de velsignede gadedrenge som der ikke er mangel på på Christianshavn, med deres hurra-råb og piben opmuntrede den, var den ikke let at få fat på, men blev hele tiden mere og mere urolig. Således løb den ikke alene adskillige personer over ende, men slog et spejl itu og forårsagede flere uordener inden man til sidst fik den drevet ind i en port og der fik magt over den. 

Da sådant muligvis kan indtræffe oftere, da køer som fx hos brændevinsbrændere har stået på stald måske et helt år er meget lystige når de slipper ud, var det ønskeligt om slagtere eller andre der holder kreaturer inden i byen, blev pålagt at forhindre de kreaturer de er betroet, fra at løbe på egen hånd ved at lade det reb som er bundet om hornene fastgøre om et af forbenene. Dette bruges af kodriverne i Jylland og på Fyn med megen nytte. For derved forhindres kreaturet i at løbe og må følge driveren med gravitetiske skridt. Der står i vores gamle abc: En arrig okse eller tyr er et ubændigt voldsomt dyr og når skade er påført en eller anden ved et sådant, mon da en slagter kan give den skadelidte fuldkommen oprejsning?

(Politivennen nr. 1215, Løverdagen, den 13de April 1839. Side 234-235)

Anmodning til Hr. Grosserer Sass, som Bestyrer af Færgefarten mellem Aarhuus og Kallundborg.

Indsenderen har flere gange været vidne til de mishandlinger kreaturerne er udsat for ved forskellige færgesteder når de skulle ind- og udskibes for at transporteres til søs. Når de viser sig modvillige for at gå ombord, hvilket især hændes med tyre og stude, har det været tilfældet at 5 til 6 kæppe på en gang er sæt i bevægelse mens en karl drejede halen om indtil op mod rygbenene for at formå dyret dertil, og varer det de pågældende for længe inden de kan bringe det over landbrættet ombord i skibet, slynges et reb om hornene og ved en talje hejses det i vejret så at hele vægten bæres af halshvirvlerne. Er dyret endelig efter at være mørbanket, kommet ombord, viser det i almindelighed atter genstridighed når det skal trækkes ad lejderne ned i rummet, og mishandlingen begynder da på ny for med stød og slag at bringe det ned. Ja, indsenderen har endog engang set at en stud blev væltet ned i rummet, og blev liggende hvor den faldt uden at kunne rejse sig uagtet de skrækkeligste prygl tildeltes den. En karl forsøgte da med en skarp jernrive at formå den dertil, men alt forgæves uagtet huden var sønderrevet var det ikke muligt at bringe den til at rejse sig, og mishandlingen hørte først op da ejeren bød at holde op dermed - fordi ellers huden spoleredes!

Med fornøjelse har indsenderen hørt at De, hr. grosserer har påtaget Dem bestyrelsen af færgefarten mellem Århus og Kalundborg. Han håber nemlig at De blandt de andre forbedringer, De måtte have påtænkt også vil vide at træffe foranstaltninger der måtte gøre ovennævnte dyrenes mishandling unødvendig. Det gode eksempel tør man da vel vente vil finde efterligning ved de andre færgesteder. Og sådanne oprørende for det kulturtrin som vi smigrer os med at stå på så lidt passende scener forebygges. De ville herved fortjener hvert følende menneskes højagtelse. Det er kun på sådan måde at der kan virkes noget for vore lidende medskabninger. I Danmark værner ingen lov om deres mishandling.

(Politivennen nr. 1045, Løverdagen, den 9de Januar 1836. Side 22-24)

Om Brændevinsbrænden paa Landet.

Da der ved kongelig resolution af 19. august d. å. er givet håb om at ejere af større gårde på landet under visse betingelser kan vente at få tilladelse til at brænde brændevin, og da denne sag har en almindelig interesse, vil det måske ikke være mange ukært at læse en afhandling om denne materie, selvom talen deri er om en friere eller mere almindelig tilladelse til at brænde. Den har været fremsat i dette blads nr. 466 og lyder således:

*   *   *  

For henved 440 (nu 50) år siden ønskede man ivrigt at brændevin måtte være en mindre almindelig drik såvel i stæderne som på landet. Man mente at dens umådelige nydelse svækkede folket, især de ringere klasser, og fortærede deres formue, ligesom også meget kort blev forbrugt, hvorved kornpriserne måtte stige. At standse denne driks nydelse ved aldeles at forbyde sammes fabrikation ville have haft sine vanskeligheder da gammel vane gjorde nydelsen nødvendig, og man altså ville til større skade for staten have søgt at forskaffe sig udenlandsk fra, hvad man selv kunne producere. 

En klog regering som ikke mener at kunne hæmme et onde, søger at drage det størst mulige gode deraf. En forordning om brændevinsbrænden udkom hvori det blev forbudt landmanden at brænde, og at det blot i stæderne blev tilladt at producere og sælge denne drik mod en bestemt afgift eller accise *)

Forandrede omstændigheder plejer som oftest at fremvirke et forandret resultat. Nu produceres langt mere korn i Danmark end for 30 til 40 år siden. Men da nogle nationer har et forspring i agerdyrkningen for os, og da de som før trængte til vores kornvarer, nu selv avler det meste de bruger, så mangler vi afsætning på vores overflødighed og priserne er flaue. Det er derfor naturligt at det ønske måtte opstå at bonden måtte gives lejlighed til ved selv at forædle sit produkt, at ophjælpe eller bøde på de dybt sunkne kornpriser. Nogle har troet at det ville opnås når det blev tilladt landmanden at brænde brændevin, og da en kongelig kommission er sammentrådt for at give sine betænkninger over denne sag, tror forfatteren heraf det ikke ugavnligt at fremsætte nogle før ytrede meninger, såvel for som imod tilladelsen til at brænde brændevin på landet.

De som er for tilladelsen, holder for

1) At når bonden selv brændte, havde han sit brændevin for lettere køb, end når han skal købe samme i staden.

2) Han kunne bruge bærmen til sine kreaturers føde og feden.

3) Mere korn ville blive forbrugt hvorved prisen ville stige.

4) En mindre mængde stenkul ville medgå da de fleste egne ikke mangler brænde eller tørv.

Modpartiet mener derimod:

1) At når det blev bonden tilladt at brænde, ville det have en højst skadelig indflydelse for standen i almindelighed, idet brændevinsdrikken ville blive endnu mere udbredt end den allerede er. Enhver der kender bonden, ved at han tager rundeligt til det han har i huset, og således ville han ikke nægte sine børn og tjenestefolk det han selv anser for et gode, hvorved disse tidligt ville vænnes til en drik, hvis misbrug kunne have højst ulykkelige følger for dem. Men skal bonden ud med penge, så trykker han sig ved enhver ikke nødvendig udgift. Selv om han selv drikker en snaps engang imellem, så nænner han dog ikke at give børn eller tyende noget med, fordi det koster ham penge. Ser man undertiden en og anden bonde der hjemme aldrig drikker brændevin, komme beruset fra købstaden, så skønner man let hvad lejligheden til at få brændevin bevirker. Landsbykroerne blev nedlagt fordi man fandt dem skadelige da bønderne der drak deres formue op og gjordes uskikkede til deres dont, men hvad ville ske når bonden selv tilberedte denne drik og havde den i overflødighed i sit hus?

Brændevinbrænding er desuden en kemisk operation som har modtaget og kan modtage megenøkonomisk forbedring. De som i købstæderne får tilladelse til at foretage dem, må i forvejen aflægge prøve på at de kender omgangsmåden dermed. Man ved også at destillationen i det store er mere fordelagtig og medtager ikke så meget brændsel og menneskearbejde som når den foretages i det mindre. Bonden med sin ukyndighed,med sit mindre og måske mådeligt konstruerede apparat, ville ikke bringe det ud af kornet som man under andre omstændigheder kunne få. Meget korn ville derved bortødsles og udbyttet dog blive en sveden drank, der efter rigtig beregning kom ham lige så dyrt som om han købte godt og drikkeligt brændevin i købstæderne hvor det sælges for 14 skilling potten.

2) Brændte bonden til sin egen fornødenhed, så ville det lille kvantum bærme han derved fik, ikke bidrage til at han fødede eller fedede et eneste kreatur mere. Nu derimod fødes og fedes mange kreaturer ved de brænderier som er i uafbrudt virksomhed. Ejerne af købstadsbrænderier har forsikret at de under nærværende konjunkturer, aldeles ingen anden fordel har af deres brændinger end bærmen. Men når de jævnligt kan brænde, er de i stand til at holde 20-25 kvægshøveder hvoraf en del giver mælk, og nogle fedes for at sælges til slagtere. Så snart et eller flere høveder er solgt, køber de igen magre i disses sted, og de føder således bestandigt det ovenfor nævnte antal. Regner man det antal af kreaturer som således fødes og fedes ved samtlige brænderier i alle købstæder, så vil man vist ikke finde det ubetydeligt, og næppe ville det blive så stort når det kvantum korn som nu forbrændes i købstæderne, blev forbrændt på landet i mindre portioner.

3) Det er indlysende at når bonden brændte sit brændevin selv, måtte købstadsbrænderne aftage og til sidst standse af mangel på afsætning, og om da en større mængde korn ville forbruges end nu, da et enkelt brænderi forbruger nogle tusinde tønder årligt, er vist nok et spørgsmål man har grund til at fremsætte. At imidlertid en stor del korn ville opsvides, og på grund af ukendskab med den rigtige omgangsmåde bortødsles, er der vist ingen tvivl om. Men at kornet af den grund skulle stige i pris, var næppe ønskeligt. Enhver, det være sig embedsmand eller borger, ønsker vist at bonden må få noget mere for hans produkt, de ville ikke finde det trykkende om de måtte betale kornet 1 til 2 ribs. dyrere når prisens stigning stammede fra vore produkters udførsel til fremmede, så at derfor kom penge i landet til gavn for det almindelige, men at betale kornet dyrere for at bonden skulle drikke sig fuld i brændevin, skøtter næppe nogen om.

4) Det er bevisligt og før omtalt at brænding i det mindste medtager mere brændsel end når den foretages i det større. Vore skove er så vel medtagne at de trænger til fredning, og med tørven bør der heller ikke ødsles. Det kvantum stenkul som brænderierne forbruger, er desuden ikke så betydeligt som man muligvis forestiller sig. Københavns og nogle købstæders brænderier brænder ved stenkul, men de købstæder som ligger fjernt fra stranden, og hvor landtransporten gør kullene dyrere, bruger tørv til deres brændinger, fx Frederiksborg, ringsted, Slagelse med flere.

Således søger modparten at modsige de grunde som anføres af dem der ønsker tilladelse for landmanden at brænde brændevin. Hertil kan endnu føjes:

1) Ildebrand kan let forekomme når brændingen foretages af ukyndige, skødesløse eller drukne personer.

2) Afgiften som svares af brænderierrnee, vil lettere og sikrere kunne ses betalt når der alene brændes i stæderne.

3) Når det blev tilladt bonden at brænde, ville købstadsbrænderierne gå ned, og da det er ene og alene disse der holder hovedet oppe på vores skrantne især sjællandske købstæder, så ville brænderiernes undergang have købstædernes ruin til følge.

For nærværende tid er talen vel ikke om en almindelig tilladelse for landmanden til at brænde. Men at der muligvis måtte oprettes kommune- eller sognebrænderier. Om disse ville føre de samme ulemper med sig som ville flyde af en almindelig tilladelse til at brænde, vover forfatteren heraf ikke at bestemme. Men det synes klart for ham at anlæg af sognebrænderierne mindst ville have samme indflydelse på bondens levemåde, velfærd og morral som de skadelige landsbykroer der før fandt sted, men blev nedlagt i de byer hvorigennem ingen landevej fører. Så ønskeligt det kunne være om afgiften for brænderierne blev noget forringet, så skadeligt menes det at ville være om denne forringelse skulle bevirkes ved sognebrænderiernes anlæg. For disse ville aldeles svække købstadsbrænderierne og sætte ejerne ude af stand til at betale nogen som helst afgift. Sagen fortjener derfor den alvorligste og varsomste undersøgelse. 

At de mænd hans majestæt allernådigst har betroet dette vigtige hverv vil med kyndighed og nøjagtighed behandle det og ikke beslutte noget der kunne synes at gavne enkelte, men ville skade mange eller det hele, derfor borger deres kald og fædrelandssind. 

*) At man har ment det alvorligt med at standse brændevinens alt for hyppige brug, ses af den under 2. august 1786 udkomne strenge forordning angående brændevinsbrænden og krohold på landet, hvoraf slutningen lyder således: For resten vil kongen med besynderligt velbehag anse at øvrigheden og jordgordsejerne på landet lader dem ære angelegent at se al overflødig brug af brændevin så meget muligt indskrænket og afskaffet ved bøndernes bryllupper, barsler og andre værtsskabet og gilder, hvor indenlandsk brændevin må bruges alene til tarvelighed, og når det forhandles fra købstæderne.

(Politivennen nr. 1031, Løverdagen den 3die October 1835, s. 643-653).

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 1032, 10. oktober 1835, s. 669-678 bragtes et brev som var vedlagt artiklen.

Anmodning til ejeren af Bryggergaarden Nr. 106 paa Ulfeltsplads.

Ejeren af denne gamle bryggergård anmodes om at efterse om hans folk ikke tillader sig imod anordningerne at udskylle komøg gennem den rende der fører ud til Valkendorfsgade ved Helligåndskirken, da der samme sted ofte er en fæl stank som synes at give tilstrækkelig grund til en sådan mistanke. I lige måde gjorde han vel i at anskaffe et nyt bræt over rendestenen udenfor gårdens port ud til Gråbrødretorv da det der ligger, ikke svarer til hensigten, og mennesker eller kreaturer let kan komme til at brække et ben ved at betræde det.

(Politivennen nr. 1019, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 458-460).

Om Græsningen paa Christianshavns Fælled.

Ved i Adresseavisen at læse en bekendtgørelse fra Københavns kæmnerkontor af 9. maj, ses at græsningen på Christianshavns fælled koster for en hest 9 rigsbankdaler, 12 skilling S. og T., og for en ko 6 rigsbankdaler 12 skilling S. og T., hvorimod der på de almindelige fælleder udenfor Nørre- og Østerport kun betales for en hest 3 rigsbankdaler, 12 skilling S. og T., og for en ko 2 rigsbankdaler 12 skilling S. og T. Anmelderen der ikke kan begribe hvordan græsningen på først nævnte fælled betales 3 gange så dyrt som på de andre, begav sig derud for at se om han af stedets fortrinlighed kunne slutte sig til årsagen, hvilket dog ikke ville lykkes for ham. For vel står græsset der meget frodigt, blandet med enkelte belliker og løvetand, men dette er også tilfældet på andre fælleder som en følge af det for vegetationen gunstige forår. Men når kreaturerne som nyligt er sluppet derud, får afædt den første grøde, og vi får en tør sommer, kan føden også der blive smal nok for dem. Denne fælles har i mands minde været kaldet Kløvermarken, formodentlig fordi den engang i fortiden har været besået med kløver. Men heraf er nu end ikke det ringeste spor tilbage, så at man gerne kunne udlove en præmie til den som der kunne finde en enkelte hvid- eller rødkløver. Man har derfor meget rigtigt i de senere år ophørt at tillægge den dette ufortjente navn. At fælleden er indgrøftet og at der holdes en markmand for at passe på at kreaturerne ikke skal løbe bort, er vist nok meget godt, men kan dog ikke være årsag til den uforholdsmæssige høje betaling da samme sikkerhed også findes på Nørre- og Østerfælled.

Gud, siger skriften, lader sin sol gå op over onde og gode, lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Han vil at alle hans kreaturer skal glædes og mættes ved jordens frembringelser. Christianshavn tæller desværre mange fattige, ja arme, familier med børn, for hvilke mælk er en uundværlig fornødenhed. Denne artikel må de søge hos brændevinsbrænderne som er de eneste der holder køer. Når nu disse mænd der om vinteren mens brænderierne er i fuld gang, kan føde deres køer med bærme, om sommeren må søge græsning til dem, og de da intet valg have, men må lade dem græsse på omhandlede fælled, hvorfor der må betales en dyr afgift, hvortil endnu kommer en højere folkeløn for malkningen og mælkens transport, så indses let at det ikke kan svare regning for dem at holde køer uden at forhøje prisen på mælken, til skade for den fattige som kun kummerligt kan ernære sig. Den fattige, den arme der føler enhver skillings pålæg, kan således ikke glædes og styrkes ved årets lovende frugtbarhed, hvori han efter en højere bestemmelse burde tage del. Man har derfor det håb at den høje magistrat ifølge dens bekendte rimeligheds- og retfærdighedsfølelse vil om ikke nogen anmelderen ubekendt omstændighed skulle forbyde det, nedsætte græsningsafgiften for Christianshavns indbyggere, som visselig kunne trænge dertil, og i flere henseender er indre begunstigede end deres københavnske medborgere.

(Politivennen nr. 1012, Løverdagen den 23de Mai 1835, s. 341-344)

Om Leddes Afskaffelse paa de offentlige Landeveie.

Den kongelige forordning om vejvæsnet befaler i § 84 at "intet led eller rækværk må findes på de, efter den anlagte landeveje, med undtagelse af byled for bønderbyer, der har småkreaturer i gadekærene." - Dette lovbud er som enhver let kan se, lige så rigtigt som vigtigt. Med forundring ser man alligevel ved at befare vejene at den gamle uskik med led endnu ikke er fjernet overalt efter et tidsforløb på næsten 40 år. Man vil således ved at befare visse jurisdiktioner fx på Sjælland, Store Heddinge-egnen næppe finde noget led på de offentlige landeveje. Men derimod generes vejfarende mellem Næstved og Præstø af led ved Rønnebæksholm, af to ditto ved Mønstrings Skov, af et ved Bårse, af et på Faxinge Mark og af to ved Nysø Mark. Det er kun kort tid siden at endog postvognen skal have taget skade ved et af disse sidste. Ligeledes findes to led på vejen til Kallehave ved Høfdingesgården osv.

Nævnte led giver anledning til forbudt tiggeri. De hindrer de rejsende og forvolder dem ofte mange besværligheder såvel om dagen som om natten. For en lukket vogn der ikke fører tjener med sig, må herren eller damen undertiden selv stige op på bukken mens kusken åbner og lukker. Tænker vi os jordmødre der som bekendt ofte hentes i fuldt firspring, kan man da antage at konen når hesten engang er i fart altid vil være i stand til selv at kunne køre dem gennem leddet, især hvor der skal drejes eller ned ad bakke? Og hvad forpligter en postfører til mens karlen står af, at agere kusk, eller den rejsende til at betro sit liv i hans hænder? Og hvordan tør man sætte led på postvejen?

Anmelderen af dette ønsker og håber at alle sådanne led må forsvinde anordningsmæssigt, da det offentlige i så mange henseender synes berettiget til at nyde gavn af den vise kongelige foranstaltning. Men skulle dette ikke ske, da vil det sikkert ikke vare mange år inden den rejsende på sine steder vil plages med en halv snes led og tiggere pr. mil. Og anordningen om hegn og markfred vil på sådanne steder ikke blive fulgt, hvorved der kan forvoldes stor skade for den mand (herremand) der har mange kreaturer ved siden af den nabo som kun har få. 

Hvad er årsagen til nævnte led, uden den at man vil spare sig hegn langs ved vejene? Men derved overtrædes jo atter rejseanordningen, især i ævredtiden når kvæget strejfer i flok tværs over vejene til fare for fodgængere, især for børn og kvinder og overhovedet for enhver som har sin hund med. Gid da disse få bemærkninger ikke må være en røst i ørkenen!

(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 719-722)

Advarsel mod to tølperagtige Brændevinskarle i lille Grønnegade Nr. 328.

Den 20. august mellem kl. 9 og 10 om formiddagen gik indsenderen gennem Lille Grønnegade. Ved at passere forbi nævnte sted hvor to karle bar komøg ud, kastede en af dem en stor klump af det på indsenderens kjole, formodentlig af kådhed da indsenderen ikke er sig bevidst om mindste brøde mod før nævnte karle. Da kjolen til lykke var kort, gik det temmelig let af ved at blive børstet efter at det var tørret. Men da det muligvis kunne falde dem ind oftere at forsøge sådant, har man troet at burde offentliggøre samme for at enhver og især fruentimmer hvis tøj måske ville lide mest ved det, kan vide at tage sig i agt for nævnte karle.

(Politivennen nr. 713, Løverdagen den 29de August 1829, s. 570-571)

Redacteurens Anmærkning

Lille Grønnegade 328 var hjørnehuset til Ny Adelgade. Fra 1859 identisk med Ny Adelgade 12 og i 1876 sammenlagt med 2 andre matrikler. Bygningen har stået der siden 1680.

Den ikke gode Hyrde.

Den hytte som står ved indgangen fra Nørrebro på Nørre Fælled, er nu flyttet noget nærmere ind på stenbroen. Og ved samme er ansat en hyrdekone til at have opsigt med at de køer der græsser på Fælleden, ikke undviger og løber hjem før tiden. Denne hyrdekone har kageudsalg, og beskæftiger sig langt mere med det end med køerne. For disse jages af en del mest blåklædte drenge under megen skrig og støj ved stokke og kæppe frem og tilbage mellem Fælleden og den nyindrettede bom ved stenbroen og omsider også ind igen på Fælleden. Dog således at en del drenge dygtigt prygler dyret, mens en anden ved at holde det i halen, lader sig slæbe et godt stykke vej. 

Men køerne bliver ikke blot mishandlet af drengene. Hyrdekonen gør også sit bedste til det. Hun har rigtignok en pisk stående bag døren med sejlgarnssnert. Men betjener sig dog af en ganske anden krabask. Dette var således tilfældet den 7. i denne måned om eftermiddagen da en af ovennævnte omkring jagede køer, en gråspraglet meget mager ko, af drenge hvoraf 2 hængte sig ved halen, under slag af stokke blev drevet forbi og bag hytten mellem denne og leddet hvorved den måske forstyrrede hendes udsalg. Hun lod sig da til syne med en knudret vandringsstav af tykkelse som et godt kosteskaft og gav dyret som endnu slæbte de to drenge ved halen, en halv snes dygtige drag. Dog forsikrede hun senere da nogle forbigående tiltalte hende for det, at det ikke var koen, men drengene hun havde haft til hensigt at prygle. Og som bevis på sin mildhed foreviste den ovenomtalte pisk som stod bag døren. 

Da det imidlertid ikke kan være de af stadens indbyggere som har køer til græsning på Nørre Fælled ligegyldigt om disse på grund af brugen af hendes knippel kommer mishandlede hjem eller med ituslåede ribben, så tror anmelderen i forening med flere nærværende ikke at burde undlade at gøre de ansvarlige opmærksomme på det.

(Politivennen nr. 703, Løverdagen den 20de Juni 1829, s. 404-406)

To farlige Stude i Hillerød.

Tirsdag den 30. oktober var indsenderen og andre vidne til en skrækkelig tildragelse i Hillerød. En bonde kom nemlig trækkende til markedet med 3 stude af hvilke de 2 blev rasende da de kom ind i byen. Og først efter at de havde tilføjet adskillige personer betydelig skade, lykkedes det nogle af de tililende karle at få dem bundet til en vogn, hvilke de ligeledes beskadigede.

Efter et kort ophold fornyedes raseriet hos dyrene så at de uagtet flere personer kom til hjælp, igen kom løs og på ny søgte at prøve deres styrke på nogle tilstedeværende der måtte segne for overmagten. Disse farlige dyr kom siden i en have hvor de ifølge rygtet skulle have tilføjet en rebslager skade på nogle redskaber mm.

Adskillige personer og blandt dem ejeren kom ved denne lejlighed til betydelig skade. Andre fik beskadiget deres ejendom og endnu flere blev betaget af en skræk der ikke var ubegrundet.

"En bonde kom nemlig trækkende til markedet med 3 stude af hvilke de 2 blev rasende da de kom ind i byen." (Bakkegade i Hillerød en del årtier efter, nemlig 1884. Albert Gottschalck. Statens Museum for Kunst.)

Såvel på grund af dette som i andre henseender er det et almindeligt ønske at kvægmarkedet i fremtiden må holdes uden for byen. Den ubehagelighed at trække kvæget gennem byen og de deraf følgende tilfældige ulykker bliver derved hævet. Men ulejlighed for vedkommende toldbetjente blev sparet da den største del af de kvæg der kommer til markedet, igen bliver udført, og følgelig bliver den indkomne toldafgift fra indførelsen igen tilbagebetalt. Fremdeles er det vist meget ofte tilfældet at husmænd der af pengetrang drager til markedet med deres ofte eneste høved, må låne de penge de skal deponere for at komme ind på markedet.

Det erfaredes ligeledes at den plads hvor kvægmarkedet afholdtes, ikke kan rumme den mængde kreaturer som førtes dertil, og det var af den grund næsten umuligt for nogen køber at trænge sig derind. Hvilket vist ikke var til fordel enten for sælger eller køber.
Ligeledes synes det heller ikke at være nogen bekvem lejlighed da disse dyrs hæslige musik vist må være de der boende til ulejlighed.

Man håber derfor at de ansvarlige vil drage omsorg for at især kvægmarkedet må holdes uden for byen, da det er meget vanskeligt i en gade der er fuld af mennesker, at undgå et rasende dyrs overfald. Og i dette tilfælde kan hverken politi eller vægtere gøre synderlig nytte.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 719-721).

Svar paa det i sidste Numer indrykkede Stykke: "Aldeles uberettigede Handelssteder med Creaturer".

I Politivennens sidste nummer har en anonym personage fundet sig foranlediget til at agere advokat for Trommesalens ejer hr. kaptajn Stauning, og det på en måde der i lige grad vækker latter og forundring.

Vi vil følge hans grundløse passiar skridt for skridt og på hvert sted tilføje hvad vi har at bemærke.

Således finder vi da 1) at Trommesalen er et ved privilegier autoriseret akseltorv. I denne anledning kunne vi ønske at se de påberåbte privilegier og at få kundskab om af hvem de er givet og i hvilket år.

Når det nu 2) bemærkes at dette akseltorv er under opsigt af en bekendt fornuftig og i enhver henseende retskaffen mand, da kan vi aldeles intet have imod denne lovtale. Især hvis hr. kaptajn Stauning selv måtte finde den velbehagelig. Men vi vil derfor just ikke frakende ejerne af de andre i stykket nævnte stader - om sig selv sømmer det sig her ikke at tale - de hr. kaptajnen tillagte fuldkommenheder.

For det 3) bemærker sammenskriveren at det der (nemlig på Trommesalen) ingenlunde kan ventes at stjålne kreaturer falbydes, hvilket derimod har været tilfældet på andre steder på stadens grund. Denne bemærkning er så grundfalsk og i enhver henseende så enfoldig og tåbelig at man næppe skulle have kunnet tænke sig den fremsat prent. For for det første fremlyser det jo af sig selv at stjålne varer lige såvel kunne falbydes og sælges i Trommesalen som på ethvert andet sted, hvilket desuden let kan godtgøres ved eksempler. Og for det andet måtte hr. kaptajn Stauning være - hvad han dog nok ikke er - alvidende for at kunne bestemme hvilke kreaturer der er stjålne og hvilke der ikke er.

Forfatteren udlader sig endvidere 4) om at den handel der drives udenfor Trommesalen formentlig må kunne henregnes to forprang, og følgeligt er lovstridigt, samt i høj grad præjudicerende for Trommesalens ejer som har privilegium på akseltorv og har bekostet alle til hensigten svarende indretninger.

Her må vi forudskikke den bemærkning at de nævnte steders besiddere og beboere er privilegerede gæstgivere og er som følge deraf fuldkommen berettigede til at herbergere prangere og at indstalde kreaturer disse måtte medbringe, til hvilke sidste de også har bekostet ligeså gode og bekvemme indretninger som på Trommesalen. Ja hvad mere er, dette er netop en af deres vigtigste indtægtskilder. At prangerne når der indfinder sig købere, sælger deres kreaturer hos os, i stedet for at bringe dem på Trommesalen, er vist nok lige så tilladeligt som uskadeligt handel der har været drevet fra Arilds tid, og vi er derfor ikke i stand til at indse hvad der har bragt sammenskriveren så slemt i harnisk mod os, med mindre han muligvis skulle høre blandt dem der jævnligt deltager i lidkøbsdrikkerierne på Trommesalen. For da er det jo begribeligt ok at han havde kunnet vente sig en klækkeligere slurk hvis de hos os solgte kreaturer var blevet solgt der.

Al hans passiar om formentlig forprang, lovstridig adfærd og prædujicere for Trommesalens ejer håber man derfor enhver vil betragte for hvad det er, nemlig grundløst snak.
Har hr. kaptajn Stauning imidlertid udelukkende privilegium på akseltorv, da finder vi det mest rigtigt at han indstævner alle efter hans mening uberettigede og lader dem undgælde efter anordningerne. Derved ville man jo få vished om sagen. Men som sagt, vi gad gerne se dette privilegium exclusivum.

Til slut og for det 5) søger forfatteren at kaste en fornærmelig skygge på den nævnte steders besiddere ved at betitle den handle der drives hos dem "smughandel" og ved at udlade sig om "tyvekoster der let kunne underbringes".

Hertil svares at de handler der afsluttes hos os, aldeles ikke går for sig i smug, hvortil et gæstgiversted og så synes at være meget dårligt skikket. Men at der derimod handles offentligt for alle og enhver og hvad udtrykket "tyvekoster" betræffer, da er hverken ejerne eller lejerne af de udpegede steder vidende eller overbeviste om at der der handles med tyvekoster. Hvorimod det let kan bevises at stjålne varer er falbudte og solgt på Trommesalen og kunne vi derhos forsikre forfatteren om at enhver af de udpegede er håndfast nok for i fornødent fald at kunne pågribe og fastholde selv de temmelig stærke og øvede tyveknægte.

Til slut kunne vi ikke tilbageholde vores forundring over at Muusfeldts, Snidstrups og gæstgiver Schmidts steder samt nr. 8, 12 og 15 på Vesterbro hvor der dog drives en langt større handel end på nogen af de udpegede steder, har undgået forfatterens forskende (?) øje.

For øvrigt ønsker vi ret gerne at forfatteren ville behage at navngive sig, da vi derved undgik hvad vi gerne ville undgå at ulejlige bladets udgiver med at opgive hans navn.

(Politivennen nr. 602. Løverdagen den 14de Juli 1827, s. 434-439).

Aldeles uberettigede Handelssteder med Creaturer.

Trommesalen på Vesterbro er et akseltorv som er autoriseret ved privilegier. Og fordi det er under specielt tilsyn af en bekendt fornuftig og i enhver henseende retskaffen mand, nemlig ejeren hr. kaptajn Stauning, ved man at der på ingen måde kan ventes at stjålne kreaturer bliver falbudt, hvilket har været tilfældet på andre steder på stadens grund. Skønt det ved anmelderen dog med bestemthed at der drives handel med stude, køer, tyre, buller, kalve og lam i Slotskroen, Sorte Hest, Blå Stud, Grønne Hest og i gården nr. 35 på Vesterbro hvor en pranger bor. 

En sådan handel må formentlig kunne henregnes til forprang og er følgelig lovstridig samt i høj grad præjudicerende for Trommesalens ejer, som har privilegium på akseltorv, og har bekostet alle til hensigten svarende indretninger og bekvemmeligheder. Derfor tør man vente af det årvågne politi der altid søger at afhjælpe enhver uorden, at sådan ulovlig handel på førnævnte steder i fremtiden under en klækkelig mulkt forbydes. Dertil kan anmelderen i øvrigt ikke undlade at gøre opmærksom på at akseltorvet hvor slagterlaugets interessenter og andre søger at slutte handel om kreaturer da enhver ved at hensigten der ikke forfejles. Og følgelig bør den nævnte smughandel hvorved tyvekoster let kan underbringes, ikke længere finde sted.

(Politivennen nr. 601. Løverdagen den 7de Juli 1827, s. 421-422).

"Trommesalen på Vesterbro er et Axeltorv som er autoriseret ved privilegier. Man ved at der på ingen måde kan ventes at stjålne kreaturer bliver falbudt."(N. B. Krossing: Trommesalen, mellem 1795 og 1854. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 602. Løverdagen den 14de Juli 1827, s. 434-439.

I folketællingen fra 1855 optræder flere Stauning'er: Cordt Nielsen Stauning (f. 1791), slagtermester, husfar. Født Vesterbro. I 1855 boede han i Borgergade 113. Ifølge hjemmesiden Dengang købte han en Strelows ejendomme i 1823. Familien boede og virkede på stedet i flere årtier. 

Endvidere optræder i denne folketælling Johannes Knud Stauning. (f. 1787). Vesterbro, Gammel Kongevej 3&4. Gæstgiver, husfar. Han havde tre sønner: Niels Peter Stauning (f. 1814), Johannes Knud Stauning (f. 1821) og Christian Wilhelm Stauning (f. 1830).

I et katalog fra Bruun Rasmussen optræder 4 medlemmer af Stauning-familien: Slagtermester og kaptajn Chr. Stauning, hans søn slagtermester og værtshusholder på Trommesalen Johs. Knob Stauning og hans søn, Chr. Wilhelm Stauning. Formentlig er der tale om en trykfejl, idet Knob skal være Knud.

3. august 1833 blev der igen klaget over Stauning i Politivennen nr. 918.

Svineri i en Kongl. Residencestad.

Den uskik de fleste ejere af køer (en stor del af tillige ejere af brændevinsbrænderier) har at de udpumper kogødning tilige med vand i rendestenen, er i højeste grad væmmelig og ækel.

Men behøver blot en dag at gå omkring i gaderne når der fejes for at erfare hvor udbredt og almindelig denne uskik er. Da den mælk disse syndere mod renlighed sælger, sikkert indbringer dem så meget at de kunne lade gødningen køre væk, så synes det rimeligt at der blev holdt lidt strengere kontrol med dem i den henseende. Tager man ikke fejl da har P. A. Heiberg sagt:

"at den der vil havde fidtet,

Skal også tage - Sk. - ."

og det finder indsenderen heraf slet ikke urimeligt. Hvilken skade denne lovstridige udførsel gør på stadens kanaler er vel iøjnefaldende. Når man stundom ser en gammel skraldemand der skal bortkøre disse urenligheder med en betænkelig mine og hovedrysten, undersøge disse bestanddele - da må enhver redelig tænkende tilstå at denne fattige mand i et sådant øjeblik sikkert mere tænker på stadens bedste end den matador der gør en hel gade ti sin gædningskasse.

Politivennen nr. 593. Løverdagen den 12te Mai 1827, s. 301-302

Bøn til Politiet paa Frederiksborg Amt, angaaende en farlig Tyr paa alfar Vei.

Søndag den 10. i denne måned gik to værgeløse fruentimmer på vejen mellem Frederiksborg og Asminderød. Lidt før den gård der tilhører hr. kaptajn Soelberg, kom en uvan tyr dem i møde. Og den havde vist nok gennemboret begge de vandrende hvis de ikke i største skynding havde retireret ind på den tilgrænsende mark og reddet livet ved at krybe op i en høstak. Her ville de dog kun have været sikre i en kort tid, hvis ikke to karle med knipler i hånden ved deres skrig var kommet dem til hjælp med at fordrive nævnte glubende tyr der havde skaffet sig adgang til den omgærdede mark ved med hornene at gennembore gærdet hvorefter den gav sig i færd med at splitte hæsen.

"Tyren havde vist nok gennemboret begge de vandrende hvis de ikke i største skynding havde retireret ind på den tilgrænsende mark og reddet livet ved at krybe op i en høstak." (Sortbroget tyr. Johan Lundbye, 1844. Statens Museum for Kunst). 

Da dette uvane dyr allerede skal have anrettet skade, ja endog efter sigende myrdet en røgter ved at jage hornene i siden på ham, så anmodes høje ansvarlige øvrighed om at skaffe den sat ude af stand til at beskadige de personer der færdes på alfar landevej. Nogle bønder som bor i Asminderød by, påstod at den tilhørte hr. kaptajn Soelberg. Andre mølleren på skæremøllen. Men da den opholdt sig ved den førstes mark og straks retirerede da den så karlene med kniplerne komme fra gården, så er det at formode at den kendte sine oppassere, og den løb da hen ad marken til de køer som stod på denne.

(Politivennen nr. 559. Løverdagen den 16de September 1826, s. 623-625)

En farlig Ko paa Østerfælled.

Er det ikke lovstridigt på hvilket som helst sted at lade ondsartede kreaturer gå løse? Og dobbelt lovstridigt når det er på et sted som stadens fælleder hvor så ofte børn (for ikke at tale om voksne der dog ikke heller altid er i stand til at forsvare sig mod overlegen styrke) gå ene? Et sådant kreatur er der på Øster Fælled - en hvid ko med sort hoved - tilhørende vognmand Casse på Kildevæld. Flere mennesker har været udsat for dens angreb. I mandags ikke mindre end 3 som kun ved hastig hjælp slap derfra med hele lemmer, til hvilket skuespil der var vidner nok. Dagen i forvejen skal det være gået en gammel kone endnu værre. Da beboerne omkring fælleden der dagligt passerer over samme, gerne vil fritages for sådant himmelspjæt - (den ene dreng i mandags blev vist kastet over 2½ meter fra jorden) - og det intet nytter at der er talt både til ejeren og til markmanden, uden at den slemme ko har fået et bræt for panden, som jo vel gør det lettere at undgå den, men dog ikke hindrer den fra at sætte skræk i livet på folk, hvilket var tilfældet endnu i går da den brummende forfulgte flere, så vælger man denne vej for at bede dem der sørger for ordens vedligeholdelse på fællederne at skaffe dette dyr bort, jo før jo hellere. Da det er for sent at kaste brønden til når barnet er druknet.

(Politivennen nr. 491. Løverdagen den 28de Mai 1825, s. 9724-9725)

Barbarisk Behandling mod Kreaturerne.

Da der i flere lande findes lovsteder hvorefter enhver som mishandler dyrene bliver straffet, så var det også at ønske at samme blev indført her, da vist enhver som har set kalvekuskene køre til byen, vil ønske at mange af disse ufølsomme mennesker på en følelig måde blev erindret om hvor grusomt de behandler de kreaturer der føres på deres vogne til byen.

For nogen tid siden rejste indsenderen heraf til Roskilde og mødte på vejen mellem 20 til 30 sådanne kalvekuske og bønder der på den skændigste måde havde læsset disse umælende dyr på deres vogne. Nogle lå med hovederne ud af vognen så at de slæbte hovederne på hjulene, at blodet både gik ud af næse og mund på dem, andre lå med hovederne på fjældene af vognen så at for hver en stent hjulet kørte over, fik de de smerteligste stød. På andre vogne var de igen pakkede således oven på hinanden at de underste måtte ligge og gispe efter luft.

Det årvågne politi vil sikkert forbinde publikum ved at finde en måde hvorpå dette skændige tyranni kan blive udryddet.

(Politivennen nr. 441. Løverdagen den 12te Juni 1824, s. 8024-8025)

Medynk over kreaturernes Græsning paa Fællederne.

Indsenderen ser med græmmelse hvorledes tusinder mennesker i alle retninger strejfer omkring på fællederne, og nedtræder græsset for de sultende kreaturer som dertil ikke gives fred til at æde for de mange kåde drenge der jager efter dem. Der findes jo promenader nok endda, så at fællederne vel burde spares for modvillig ødelæggelse.

Man undres over at dette misbrug ikke alt for længe er påtalt af dem der betaler græsningen som let kunne og burde forebygges ved offentligt at forbyde denne promenade, og med mulkt at straffe overtræderne. Hvorfor der måtte holdes nogle ridende opsynsmænd hvem mulkten kunne tilfalde. Anmelderen har ingen videre interesse end den at gave det almindelige bedste.

(Politivennen nr. 388. Løverdagen den 7de Junii 1823, s. 6294-6295).