Udstillingslokaler i Stedet for Menneskeboliger. (Efterskrift til Politivennen)

Lejerne I Toldbodvej 8-10 skal ud.

En Mangel ved Huslejelovens Bestemmelser om Erstatnings-Lejligheder.

Automobil-Firmaet Bülow & Co. har besluttet sig til at nedrive Ejendommen Toldbodvej 10, hvor der bor 10 Familier, og i Stedet for bygge Udstillingslokaler. For at kunne  få Lov dertil har Firmaet henvendt sig til Magistraten om Nedbrydningstilladelse og har her tilbudt at skaffe de 10 Familier Erstatnings-Lejligheder i en Nybygning, Valbygaardsvej 76. Huslejeloven foreskriver, at der i et saadant Tilfælde skal gives Lejerne passende Erstatningslejligheder, og da de nye Lejligheder, efter hvad der forelaa for Magistraten var af samme størrelse som de gamle, kunde den l Følge Loven kim give Tilladelse til Nedrivningen, hvorefter Firmaet har meddelt Lejerne, at de skal fraflytte og har anvist dem de nye Lejligheder.

Men dette har vakt Røre blandt Lejerne, der alle har boet i Lejlighederne i mange Aar, og hvoriblandt der er flere Enker. De betaler nu 84 Kr. maanedlig i Leje for en Toværelsers Lejlighed og 42 Kr. i Leje for en Treværelsers Lejlighed, men de nye Lejligheder paa Valbygårdsvej skal koste 1000 a 1400 Kr. om Aaret, og det ser Lejerne sig aldeles ikke i Stand til at betale. Det vil simpethen sige, at hvis Huslejenævnet gaar med til at godkende den af Firmaet ønskede Ordning, kan disse Beboere ikke tage imod den ny Lejlighed. så langt fra at få nogen erstatningslejlighed har de udsigt til at blive husvilde.

Vi har fremhævet dette overfor Ekspeditionschef Thorball i Magistratens 4. Afdeling, men han gjorde gældende, at man fra Magistratens Side kun havde gjort, hvad Loven paabød. Der var stillet Erstatnings-Lejligheder til Raadighed, og derfor kunde Magistraten overhovedet ikke nægte Nedbrydningen. Noget andet var det, hvad Resultat Huslejenævnet kunde komme til ved Sagens Behandling. Vi talte derefter med Sekretæren for 8. Huslejenævn, der udtalte, at Sagen havde været til Behandling i Huslejenævnet, men var bleven udsat for Indhentning af nye Oplysninger.

Sekretæren gjorde imidlertid ogsaa gældende, at man ved Lovens Ord om passende Lejligheder alene var henvist til at dømme om deres Størrelse og ikke til at dømme om Prisen, idet det jo var givet, at nye Lejligheder vilde være dyrere end de gamle, og Huslejenævnet savnede derfor Føje til at afvise en Overflytning fra gamle Lejligheder til nye Erstatnings-Lejligheder, fordi Lejen var saa og saa meget højere.

Derimod var der kommen Momenter frem, der gjorde, at Huslejenævnet var bleven ret betænkelig ved Sagen, og man havde nu affordret Bülow & Co. nye dokumenterede Oplysninger.

For Beboernes Skyld maa man da haabe, at det lykkes at faa Sagen stillet i en saadan Belysning, at det store Firma ikke faar Lov til at smide dem ud. Som sagt: Beboerne kan ikke betale de store Huslejer for de nye Lejligheder, og hvis Nævnet derfor giver Bülow & Co. Medhold, bliver de simpelthen husvilde.

Derfor ser vi heller ikke rettere, end at vedkommende Myndigheder lægger en gal Fortolkning ind i Lovens Ord om passende Erstatnings-Lejligheder. Meningen maa dog være, at de nye Lejligheder skal være Erstatning netop for de bestemte Lejeres gamle Lejligheder, men naar Lejen i de nye Lejligheder er saa høj, at Beboerne ikke kan betale den og derfor ikke kan overtage dem, bliver de saa vist ikke Erstatnings-Lejligheder for dem og heller ikke passende for dem. 

Vi mener derfor, at det vil være muligt for Huslejenævnet at nægte at godkende Opsigelsen af disse Beboere.

Men hvis det ikke skulde være muligt, maa Beboerne i hvert Fald l Nævnet stille Krav paa, at Bülow & Co. betaler dem en passende Erstatning for den højere Husleje og for, at de ved Overflytningen til Valbygaardsvej faar meget længere Vej til deres Arbejde end den, de nu har. Og da det rige Firma synes at være saa opsat paa at faa et Udstillingslokale der, maa det selvfølgelig betale, hvad det koster.

(Socialdemokraten, 3. februar 1925)

Valbygårdsvej 76 hvor lejerne fik tilbudt erstatningslejligheder. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Opvartningspige dræbt af Hunde. (Efterskrift til Politivennen)

- Angaaende den i Gaars Nr. af d. Blad omtalte rædsomme Begivenhed har Red. sildigere modtaget følgende tvende Meddelelser:

1. "Morges Kl. 5-6 gik Opvartningspigen i Toldbod-Viinhuus ned i Gaarden for at hente Vand og blev, da hun var kommen hen ved Posten, angreben af de 3 Hunde, som om Natten gaae løse paa Toldboden under Opsigt af tvende vægtere. Hundene vare nemlig brudte igjennem et Hul *) paa det raadne Plankeværk, som adskiller Toldbodviinhusets Gaardsplads fra Toldboden. Vel hørtes den Ulykkeliges Skrig; men Ingen turde vove at komme hende til Hjelp, og da Vægterne fra Toldboden omsider kom til, og efter megen Anstrængelse fik Hundene jaget ud paa Gaden, var den Ulykkelige allerede død. Dette er tredie Gang i ikke lang Tid disse Hunde have afstedkommet Ulykke. En engelsk Styrmand, der i forrige Aar blev angreben af dem, døde af deres Bid."

2. "Rygtet fortæller, at en Pige, som tjente i Toldbod-Viinhuus i Morges Kl. 5 i hendes Husbonds Gaard er bleven ihjelreven af 2de Hunde, som fra den tilstedende Toldbodplads igjennem et Plankeværk vare trængte ind i Gaarden. Skjøndt jeg ikke er bekjendt med de nærmere Omstændigheder ved denne rædsomme Begivenhed, saa forekommer det mig dog utvivlsomt, at der ved samme maa have sundet Forsømmelse Sted, saavel fra Plankeværkets Eiers Side, som i Særdeleshed fra den Mands (i hvo han saa er), hvem Tilsynet med Vagtholdet paa Pladsen paahviler, og endelig, forsaavidt Ulykkens Afsendelse ved hurtig Hjelp angaaer, muligen fra vedkommende paa Pladsen ansatte Vægters, eller Vægteres Side, og derfor er jeg ogsaa overbeviist om, at Sagen vil blive forundt den nøiagtigste og omhyggeligste Undersøgelse og at Lovens Bud om Vaade og Straffen for samme - in specie 6-10-4, Plac. 4de October 1815 § 3, Forordn. 4de Aug. 1810 og andre lignende Lovsteder, for saa vidt de kunne komme til ligefrem eller analogist Anvendelse - ufravigeligen ville vorde anvendte. - Vist er der ogsaa - i det mindste forekommer det mig saaledes - i sig selv i høi Grad anomalt og besynderligt, at der overhoveder tillades, at lade saadanne Hunde, som de ommeldte, gaae løse paa visse Pladser som Vogtere imod Tyve. Den Lovgivning, der ved Forordn. 4de Aug. 1810 har indskærpet os Pligten til at hjelpe vore Medmennesker, uden nogetsomhelst Hensyn, naar de ere i Fare for Livs eller Helbreds Tab, og sætter streng Straf for Forsømmelse af denne Christenpligt, og den Lovgivning, som, med Hensyn til den Mulighed, at Rovdyr, som holdes indesluttede i stærke Bure under uafbrudt Tilsyn, kunde slippe løs og overfalde Mennesker, har aldeles forbudt saadanne Dyrs Indførelse i Landet **!), synes mig at ville modsige sig selv paa det Allerstærkeste, naar den tillod Nogen, - det være sig enkelt Mand eller Corporation, privat Eier eller offentlig Stiftelse - til sin Eiendoms Bevogtelse at holde Dyr, der vel hedde Hunde, men i Gjerningen ere al sætte i Klasse med Ulve og Tigere, saaledes gaaende løse, at det ikke alene er muligt, men endog sandsynligt, og ifølge tidligere Erfaring venteligt, at de af og til ville ombringe Mennesker paa den skrækkeligste Maade. Derfor baade antager jeg og anseer jeg det for min Pligt at antage, at Tilværelsen af den her ommeldte Praxis ikke er kommen til rette vedkommende høie Autoritets Kundskab, og derfor er det især, at disse Linier see Lyset. - Imod Afskaffelsen af løsgaaende glubende Hundes Brug til Bevogtning kunde man vel indvende, at selve Loven tillader at værge sit Gods med hvad Værge man mægtig er, og at der, naar kun Hundene ei kunne bryde ud, intet Urimeligt, eller imod Pligten mod Medmenneskers Liv og Velfærd Stridende, er i  deres Afbenyttelse; men dette synes mig Intet at betyde, naar man lægger Mærke til, at Loven kun tillader et saadant Forsvar, hvor Eierens person tillige udsættes for Fare, og naar man betænker, at ved det nævnte Værge sikkert kun kan forstaaes livløse Ting, der kun kunne skade naar de føres af Menneske-Haand, hvis Virksomhed kan ledes af Forbuddet mod Nødværgens Misbrug, og ikke en glubende Hunds rasende Tand; ligesom ogsaa endelig, om man end vil sætte, at Hundene aldrig slippe ud af Pladsen, kun et Uhyre, og intet Menneske, kan ville paastaae, at den, der i ulovligt Ærinde - han være Tyv, Morder eller Mordbrænder - om Nattetid trænger ind paa Toldboden, Skibs- eller Tømmerpladser, skulde for sin blotte onde Hensigt uden Lov og Dom og uden Betænkningstid, sønderrives af glubende Rovdyr."

*) Ved den anstillede Undersøgelse skal det være befundet, at de ere komne ind ved at stede en Lem op, som findes paa Plankeværket og over en Rende gaaet indad til Toldbodviinhuus.

**) Canc. Circ. af 16de Juli 1822.

(Kjøbenhavnsposten 3. februar 1837)

Se endvidere artikler i indslaget Ønske i en sørgelig Anledning, Politivennen 4. februar 1837.

Vægterhuset i Amaliegaden.

Dette vægterhus som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek, har før været omtalt i Politivennen og fortjener det fremdeles. Det frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden. Men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som gøres af det. To strømme af uhumskheder flyder fra vægterhuset ned i rendestenen så at de forbigående og især damer er nødt til at hoppe over dem for ikke at blive tilsølet. For de lige som bor overfor, er dette og måden hvorpå disse strømme altid tiltager særdeles stødende, og det synes ubegribeligt at et sådant sted bliver tålt i byens hovedgade mellem Amalienborg og Esplanaden. Idet mindste burde vægterhuset flyttes fra tid til anden for at fordele det onde.

Indsenderen smigrer sig med at det nu for sidste gang må være nødvendigt gennem dette blad at påanke denne mangel på orden og sømmelighed.

Ved denne lejlighed tillader man sig endvidere at gøre opmærksom på at de soldater og sjovere som opholder sig på hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade, har anlagt og vedligeholder en lignende strøm i Bredgade, og det uden beskyttelse af et vægterhus, til besvær og ækelhed for alle forbigående. Der spørges, strider sådan uanstændighed ikke imod politianordningerne? 

(Politivennen nr. 988, Løverdagen den 6te December 1834, s. 844-845)  

"Vægterhuset som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden, men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som deraf gøres." (Det Classenske Bibliotek lå i bygningen med søjlerne midt i billedet, Toldbodvej længst væk. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Det Classenske Bibliotek lå i bygningen på Amaliegade 38. Den artikel som der henvises til, blev bragt i Politivennen 11. maj 1833. 

Støi og Uorden om Aftenen i Esplanaden.

Indtil andre foranstaltninger bliver truffet, er det ikke tilrådeligt om aftenen i mørke, især med damer, at passere Esplanaden, der på den tid vælges som tilholdssted af løsagtige fruentimmer og anden pøbel som ved deres skrig og larm forskrækker, og ved deres adfærd fornærmer, de rolige spadserende, og som beskyttet af mørket og sikre på ikke at blive opdaget eller forstyrret kan frygtes at være i stand til at udøve enhver ulovlig handling. Det er i sandhed forargeligt at man, kommende træt til byen om aftenen, ved sådanne pøbelagtige personer forhindres i at benytte en offentlig spadseregang og bliver nødt til at gå på stenbroen langs reberbanen.

Indsenderen med flere håber at når ovenstående offentliggøres gennem dette blad, vil vores virksomme politi snares træffe forholdsregler for at få denne uorden afhjulpet. Vel står Esplanaden under kommandantskabet i Kastellet. Men det synes at der fra dets side ikke bliver gjort noget for at standse dette uvæsen som allerede har fundet sted mange somre upåtalt og ustraffet. 

Det var ellers meget rimeligt at den nærliggende Østerportsvagt udsendte hyppige patruljer for at arrestere de omtalte fredsforstyrrere. Det var også ønskeligt og ville tilvejebringe endnu mere sikkerhed ifald runderne og øvrige patruljer fik befaling til på deres vej fra Toldboden til Østerport at passere gennem Esplanaden, i stedt for at gå langs Reberbanen hvor de ikke har noget at bestille.

(Politivennen nr. 973. Løverdagen den 23de August 1834, s. 586-587).

Esplanaden hentydede på Politivennens tid til arealet fra voldgraven til daværende Tolbodvejen (nu gaden Esplanaden). Altså det viste areal. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Bøn for nogle ulykkelige Børn.

I Grønningen ved Østerport og ellers i nærheden af denne port ses ofte en omtrent 11 til 12 årig dreng bære en mindre dreng på ryggen såedes at dennes ben stikker frem under den førstes arme. Når nu velklædte folk passerer forbi, trækkes de nøgne ben endnu længere frem på den bårne stakkel, og idet man anmodes om en almisse, fremvises benene der aldeles mangler fødder, eller også disse består af to uformelige klumper uden tæer, hvilket anmelderen som smertelig officer også væmmes ved et sådant skue, ikke bestemt kan afgøre. HVad enten nu dette barn er i den grad trængende at det må tigge, eller hvad snarere er troligt, det er betroet til uværdige der ved denne krøbling søger at gøre sig en ulovlig vinding, tør man såvel med hensyn til den ulykkelige skabning selv, som til de mange der på forskellige måder lider ved den uformodede, pludselige præsentation af dets lyder, håbe at der på anden måde vil blive sørget for denne stakkel.

I Grønningen ved Esplanaden har i den senere tid et ungt fruentimmer med 2 små børn taget natkvarter blandt de øvrige lazaroner der her stadigt har natteleje. De små uskyldige anbefales især til de ansvarshavendes opmærksomhed, ligesom det i det hele taget af flere grunde var ønskeligt at der også om natten nu og da måtte udsendes patruljer gennem Grønningen. For de på Esplanaden boende er det en stor ubehagelighed om morgenen tidligt at se så mange ulykkelige lejrede der.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 527-529)

Væmmeligheder i Esplanaden.

I Esplanaden ses hyppigt, selv på søn- og helligdage på den tid af dagen hvor folk helst benytter denne promenade, en del pjaltede subjekter der sidder langs med Kastelsgraven og trækker ud til skindet for at skille sig af med et vist slags insekter, som synes at besvære dem i uhyre grad.

For alle er noget sådant sikkert et meget væmmeligt skue, for ikke at tale om at de der måtte være så uheldige siden at passere et sted hvor en sådan krabat har sidder, let kan få en højst besværlig indkvartering. Men for de mange der har betalt et dyrt tegn til Langelinje og ad denne vej begiver sig derhen med familie, er det især ubehageligt at måtte tåle at velopdragne fruentimmers og børns blufærdighed såres af sådanne uforskammede karle der ikke undser sig ved at vise sig in puris naturalibus, ja endog i højst gemene stillinger gøre sig en fornøjelse af stift at beglo enhver der går forbi.

Ved at henlede de ansvarliges opmærksomhed på dette uvæsen, håber anmelderen at se det fjernet. Hvilket så meget lettere vil kunne ske som der allerede er placeret en soldat ved barrieren mod Østerport for at åbne og lukke den. Og det antages at han foruden denne dont vel kan holde den ene side af Esplanaden fri for sådanne væmmeligheder, mens den fra vagten i Kastellet, eller ved indgangen til Langelinje udsatte post på den anden side, uden stort besvær kunne udrette det samme når såvel den ene som den anden blev behørigt instrueret om det.

(Politivennen nr. 915. Løverdagen den 13de Juli 1833, s. 478-480).

Anmodning til den administrerende Direction for Fattigvæsenet.

I den formening at de såkaldte Toldbodpladsens huse i Amaliegade som bebos af Fattigvæsenets almisselemmer, nu tilhører det offentlige og altså som en stiftelse for Fattigvæsenet nærmest sorterer under direktionen for Københavns Fattigvæsen, tager indsenderen sig den frihed at henvende sig til samme med sit andragende.

Indsenderen havde i sidste vinter i forening med flere af stadens borgere oftere lejlighed til at lære denne stiftelse gode hensigt at kende og beundre den gode orden og renlighed som herskede under denne stiftelses værdige og agtede forstander og kan ikke andet end nære det ønske at staden ejede flere sådanne friboliger for fattige hvorved det blev så meget lettere for direktionen og forstanderen at påse at god orden og renlighed fandt sted blandt almisselemmerne, end som nu da de er spredt i private bygninger i byen.

Derimod kan indsenderen og flere med ham ikke tilbageholde deres forundring over den dårlige tilstand hvori disse boliger findes, og overbevist om at det næsten var umuligt på flere steder for beboerne at holde værelset varmt dersom de havde haft noget at lægge i kakkelovnen (hvilket de fleste rigtig nok ikke havde) da murene og dørene ikke var i den tilstand at de kunne holde varmen inde og sneen næsten overalt føg ind gennem taget. Da indsenderen desangående henvendte sig til forstanderen som med faderlig omhu sørgede for sine fattige, bemærkede denne at direktionen var bekendt med bygningernes tilstand og at der var lovet reparation.

Indsenderen havde derfor forventet at dette ville være sket når den passerede årstid tillod det. Men da nu sommeren er så nær til ende og endnu aldeles intet er foretaget til disse bygningers forbedring, men indsenderen i løbet af sommeren har overbevist sig om at det på flere steder endog har været umuligt for beboerne at ligge tørre i deres senge, da regnen i stride strømme styrtede ned gennem taget, så anser indsenderen det for at være hans pligt ikke længere at forblive tavs hertil, men tale sine lidende medbrødres, de ulykkelige fattiges sag, og at anmode direktionen om snarest muligt at lade den højst fornødne reparation foretage ved disse bygninger, forinden den strenge årstid indtræder som nærmer sig med stærke skridt og forhindrer al udvendig reparation.

"Det er næsten umuligt på flere steder for beboerne at holde værelset varmt dersom de havde haft noget at lægge i kakkelovnen." (C.W. Eckersberg: Uddeling af brænde til de fattige, 1807-1808. Statens Museum for Kunst.)

Indsenderen mener så meget desto mere at burde opfordre direktionen til det forlangte, da samme selv gør det til den første betingelse i kautionen på de steder i staden hvor der bør almisselemmer og hvor direktionen kautionerer for lejen "at værten holder værelset i tæt og forsvarlig stand" og det desuden ingenlunde kan være nogen sand økonomi for det offentlige at disse bindingsværksbygninger henstår længere uden den fornødne reparation da de ellers nødvendigt om føje tid må komme i en så dårlig tilstand at de vil udfordre betydelige summer forinden de kan kaldes at være i forsvarlig stand, da de dog endnu kan hjælpes med lidt i forholdt til det NB når det sker i tide. Dernæst kan det heller ikke være det offentlige ligegyldigt om de herboende almisselemmer på grund af lokalets tilstand blev pådraget sygdomme. Hvilket sjældent udebliver i den rå årstid og derved gøres uskikkede til selv at fortjene sig livets ophold og må i sådan tilstand altså med familie falde det offentlige dobbelt til byrde.

Indsenderen nærer derfor det håb at direktionen vil værdige denne sag sin opmærksomhed og snarest muligt foranstalte det fornødne.

Den Fattiges Ven

(Politivennen nr. 716, Løverdagen den 19de September 1829, s. 605-609)

Redacteurens Anmærkning.

Man kan få et indtryk af hvem der boede der, i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. marts 1807 (2. udgave):

En jydsk Bondepige fra Landet ønsker sig Condition hos en Brændeviinsmand, kan godt malke og tillige bestille hvad der forefalder og haver godt Skudsmaal; findes i de smaae Huse paa Toldbodpladsen 13 i Amaliegaden.

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 18. januar 1809:

Paa Toldbodpladsen er et lidet Qvantum Brændeknuder til kiøbs for billig Priis, tjenlig for de Herrer Bryggere og Brændeviinsbrændere; Vægteren paa Pladsen giver Anviisning.

Vægteren stod i øvrigt åbenbart for flere af den slags anvisninger. Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 11. maj 1809:

En Kone, som formedelst Sygdom og denne haarde Vinter beder om der skulde forefindes en Menneskeven som vilde hjelpe hende med et Laan af 5 Rdlr., imod ugentlig Betaling med 3 Mk., boende paa Toldbodpladsen i de smaa Huse i L.

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 13. april 1826:

Paa Toldbodpladsen kan afhentes frit adskilligt Opfeining, samlet fra de Heste, der i Aarests Løb afhente fortoldede Varer. Bemeldte opfeining er blandet med Affald af Halm, Kalk og forraadnede Frugter, ssærdeles tjenlig til Blanding for dem af Landboen, der har sands for Vigtigheden af Indsamling af tjenlige Gjødningsartikler. Man mælde sig i Amaliegaden Nr. 133, eller hos Formanden for Arbeidsfolkene paa Toldbodpladsen, hver Søgnedag fra Kl. 7 til 3.

Betleri paa Toldboden og Toldbodveien.

Det er et forargeligt syn på Toldboden at se den mængde af betlere som antaster enhver rejsende og forfølger sådanne langs ned ad Amaliegade, hvoriblandt unge tøser med spæde børn. Ligeledes findes i samme gade, ikke få større og mindre betlere som anmoder enhver af de forbigående om almisse. Det er vel næppe at formode at dette uvæsen sker med Fattigdirektionens tilladelse og ønskeligt var det om samme ville se sådant afskaffet.

(Politivennen nr. 670, Løverdagen den 1ste November 1828, s. 731-732)

"En mængde af betlere antaster enhver rejsende og forfølger sådanne langs ned ad Amaliegade, hvoriblandt unge tøser med spæde børn." (H. G. F. Holm: Vagthus, Nordre Toldbod.)

Til Spørgeren i Politievennen Nr. 571, angaaende Slagterboutiken paa Toldbodveien.

Manden til hvem jeg lejede butikken, viste mig sit borgerbrev som slagterfrimester, ifølge hvilket han troede sig berettiget til at sælge sit kød hvor som helst. At heri var noget lovstridigt, kunne heller ikke falde mig ind, da man på flere steder i byen har udsalg af kød, og næppe føler man savnet af et kødudsalg mere, end netop i denne egn af staden.

I et halvt år havde manden fred. Men just som han  havde erhvervet sig en god afsætning, og denne fattige mand begyndte at øjne en blidere fremtid, indfandt slagterlaugets oldermand sig, foranstaltede butikken lukket, og forbød ham at sælge kød samme sted.

Senere har jeg i en ansøgning til den høje og velvise magistrat forsynet med attester fra flere beboere i dette kvarter, søgt at godtgøre nødvendigheden og nytten især for søfarende af et kødudsalg her på Esplanaden, og i denne anledning bedt om tilladelse at leje en butik bort til en slagtermester. men det blev nægtet, af hvilken grund -ved jeg ikke. Men at jeg derved taber en årlig indtægt af 60 rigsbankdaler, at en fattig, stræbsom mand og familiefar er kastet ud af sin næringsvej, og at den søfarende såvel som beboerne af denne egn af staden nu igen må mangle bekvemmelig som de så længe savnede - er både vist og sandt.

Spørgeren vil heraf kunne overbevise sig om at jeg i fjerneste henseende ikke er årsag i denne for mange så ubehagelige forandring, og mig mangler sandelig hverken "rum" til en slagter eller lyst til at udleje min butik til en sådan.

Rom
Forpagter af Tolbodvinhuset.

(Politivennen nr. 573. Løverdagen den 23de december 1826, s. 844-846)

Redcteurens Anmærkning.

Den oprindelig artikel er ikke medtaget her, da indholdet fremgår af svaret.

Bøn til Directionen for Frederiks Hospital.

Indsenderen henvender sig herved til en samling af de mænd der ved så mange lejligheder har erhvervet sig publikums agtelse.

Det kan ikke være den ærede direktion ubekendt at en ulykkelig som er berøvet ved forstanden, allerede har ligget over et halvt år på hospitalet, og at hans sygdom i de sidste 10 uger har tiltaget i en høj grad. I denne tid har naboerne både dag og nat måttet høre hans jammerskrig. Ikke en gang, men flere gange, har jeg hørt dette på Esplanaden. Man har fortalt at det var bestemt for 3 uger siden at denne ulykkelige skulle forflyttes til Bidstrup, men endnu er det ikke blevet tilfældet.

Hvorvidt hospitalet kan beholde sådan patient i så lang en tid, ved jeg ikke. Men sikkert ville alle naboer være den ærede direktion forbundet hvis det kunne lade sig gøre at nævnte patient blev forflyttet.

(Politivennen nr. 533. Løverdagen den 18de Marts 1826, s. 176-177)

Redacteurens Anmærkning.

En bekendtgørelse i Politivennen nr. 535, 1. April 1826, s. 222 fortalte at patienten få dage efter blev sendt til Bidstrupgård.

Anmældelse af en i Philosophgangen indtruffen Ulykke, og Forslag til Forebyggelse af flere Lignende.

Fredag den 10. dennes henimod aften på hvilken tid en del mennesker, især børn, samles i Filosofgangen for at glæde sig i den frie natur, indtraf den ulykke på det sted at et par heste løb løbske med en vogn, hvorved et pigebarn på henved 6 år blev kørt ihjel på stedet. Denne sørgelige tildragelse har ledt indsenderen heraf - som før ligeledes har været vidne til at løbske heste har passeret nævnte sted - på den tanke at fremkomme med et forslag til lignende ulykkers forebyggelse i fremtiden, og består af dette: At Filosofgangen måtte gives et forsvarligt rækværk, lig det som er anbragt langs med esplanaden ud til Esplanaden: fra bommen ved Vesperport til bommen ved Ny Kongensgade. Man vil måske kunne indvende at sådant ikke var nødvendigt fra hjørnet af Farvergade til sidstnævnte bom, da der på dette strøg findes en grøft. Men da denne ikke er bredere end end rendesten, og har flere overgange, er det indlysende at det er meget let overvindelig hindring for heste i forvildet tilstand. En bom måtte anbringes lige for Lavendelstræde, for opkørslen til møllen hvortil den den der posterede skildvagt kunne have nøgle, og måtte for resten rækværket have de fornødne indgange eller åbninger for fodgængere, men tillige slutte så tæt til de forskelige bomme at den tilsigtede nytte blev opnået. Da vedkommende autoriteter altid er villige til at fremme gavnlige indretninger for staden, så håber man at dette forslag også vil måde fortjent opmærksomhed.

(Politivennen nr. 495. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9798-9800)

Bemærk at datoen er forkert, det bør være den 25. juni 1825, således som det også rettes i nr. 496.

Citadellet Frederikshavns Esplenade.

Da foråret nærmer sig og gamle og svagelige folk samt børn som bor i og i nærheden af Kastellet allerede tænker at fornøje sig ved spadseren i den skønne esplanade, så ville vist flere med indsenderen forene det ønske, at den  i den senere tid så hyppigt stedfundne ridning og kørsel af heste som for størstedelen sker af tjenere og kuske, aldeles måtte ophøre, og at Kastellets kommandantskab ville foranstalte tavler opsat ved indgangene, nemlig på højre side fra Østerport, på højre og venstre side fra Bredgade og ved indridningen fra den østre enveloppe hvorpå dem som måtte være berettiget til at ride i esplanaden, bekendtgjordes at de bør holde sig til ridevejen samme sted, og ikke ved indridning i hovedpromenadevejene at forstyrre det spadserende publikums fornøjelse

Hovedpromenadevejene som ved ingeniørkorpsets yderste flid i den senere tid er blevet så meget forskønnet, dels ved en dobbelt tjørnehæks anbringelse langs Esplanaden og dels ved udgåede træers opryden og nyes planting, samt vejenes forbedring trænger nu atter til reparation da den førnævnte ridning og til dels kørsel for en del har ødelagt dem, og hvortil det var ønskeligt: at Københavns Magistrat, i tilfælde at denne ridning og kørsel i fremtiden skulle vedblive, ville foranstalte at en hvælvet mur blev anbragt i akvæduktet som løber langs under hovedpromenaden fra Bredgade og ud mod toldboden, lig det af havneadminstrationen anbragte fra Brokkensbod til vagten ved Toldbodens kontragarde. Da det vil være meget at befrygte at hint akvædukt som kun består af rå kampesten og bornholmske sandsten, der dækker en bredde af cirka 4 fod, og 8 lemme af 2 tomme planker, let ved fugtighed fra neden vil kunne rådne og ikke være i stand til at bære en sådan last, som også erfaringen har lært, i det en simpel arbejdsvogn med et mådeligt læs i året 1823 nedstyrtede 2 dækstene hvorved det ene hjul sank ned og gik i stykker, mellem Amaliegade og Brokkensbod i nærheden hvor det nye akvædukt tager sin begyndelse. 

(Politivennen No. 481, Løverdagen den 19de Marts 1825, side 9551-9553)

Varsko i Tide.

Undertiden har anmelderen set tage rengøres eller repareres uden at der for de neden gående har været udstillet noget iøjnefaldende tegn, og dog er sådant både befalet og meget nødvendigt. For undladelse deraf kan have meget ubehagelige følger. At man i øvrigt ved ethvert arbejde på steder som vender ud til offentlig gade eller alfar vej ikke kan være forsigtig nok, vil man anføre et eksempel på. Da for kort tid siden den lange reberbane mellem Toldbodvej og Østerport stod under reparation, var vindueslugerne åbnede for at skaffe træk og bevirke kalkens tørring. Et unge pigebarn kom fra skole og gik der forbi, fik da just en stærk blæst rejste sig, et så vældigt slag af en luge at hun nær havde blevet slået ihjel på stedet. Dog slap hun med 2 af fortænderne og adskillige sår i ansigtet. Havde man som man burde, hæftet de derværende stormkroge på lugerne, ville dette uheld ikke have fundet sted.

(Politivennen nr. 390. Løverdagen den 21de Junii 1823, s. 6321-6322).

Fornøden Berigtigelse af Gjensvaret i Politievennen No. 333, angaaende Lemmene paa Slamkisten i Esplanaden ved Toldboden.

Det ses let at anmelderen er løbet sur i sine i Politivennen nr. 333 indrykkede "Bemærkninger som gensvar på det i Politivennen nr. 330 indrykkede om Lemmene paa Slamkisten i Esplanaden". Indsenderen ville derfor ikke have indladt sig videre i denne sag, hvis ikke anmelderens bemærkning: "at først i forrige uge er denne forsigtighed - kæders anbringelse nemlig - blevet udført på en del af lemmene, om ikke på dem alle, og det tidlig om morgenen inden kl. 5 til 8" gjorde en nærmere oplysning i den anledning fornøden.

I Politivennen nr. 328, side 5266 hedder det: "De 8 til 9 lemme på den nye anlagte slamkiste i Esplanaden er ikke forsynet med hængsler og lås som burde være, da de formentlig let kunne stjæles, afkastes osv. Man troede det derfor ikke upassende at gøre anmelderen opmærksom på at der ikke var grundet frygt for at lemmene på den nye slamkiste skulle kunne stjæles, og at de på den nye akvædukt var ved nedenunder lemmene anbragte kæder således befæstede at anmelderen også i henseende til disse lemme kunne være rolig. 

I anmelderens bemærkninger hedder det derimod nu at talen var aldeles ikke om slamkistens lemme, og at han ikke kan indse hvorledes man er falden på at henvise meningen til disse lemme, da slamkisten efter anmelderens formening ikke ligger i Esplanaden. Man må tilstå at denne sidste er en fin bemærkning. Og havde man blot tænkt på det, kunne man rimeligvis have spurgt anmelderen hvor den af ham i Politivennen nr. 328 påankede "nyanlagte slamkiste i Esplanaden" er beliggende?

Anmelderen siger godt nok i bemærkningerne at tallet - 8 til 9 - var imod hans vidende urigtigt blevet anført, da han mente 22 lemme som hverken er forsynet med lås eller hængsler. Men det er dog sandelig ikke så ganske let at fatte anmelderen mening, når han således med tydelige ord og tal skriver et og mener et andet.

Anmelderen siger videre: "Forfatteren påstod i Politivennen nr. 330 - altså for 14 dage siden - at der under alle lemmene var anbragt kæder". Dette er aldeles ikke påstået, og anmelderens bemærkning indeholder således en åbenbar usandhed. I svaret står: "De over den nye akvædukt anbragte lemme er alle befæstede med jernkæder" - og dette er bevisligt sandt.

At der på de lemme som i afvigte vinter blev anbragt over den gamle akvædukt som går under Esplanaden fra enden af Bredgade til nærheden af Brokkensbod, hvor den i forrige år anlagte nye akvædukt begynder, er i forrige uge, som det hedder anbragte kæder, ligesom allerede i forrige år var sket på den nye akvædukts lemme, kan gerne være, og må vel også forholde sig således, siden anmelderen er så nøje underrettet derom at han endog ved hvad klokkeslæt på dagen arbejdet er blevet udført. Hvilket i øvrigt syntes at være en ganske ligegyldig omstændighed og vedkommer overalt ikke denne sag eller indsenderen heraf, da talen er alene om lemmene på den nye og ikke den gamle akvædukt. Indsenderen formener imidlertid at vedkommende som har foranstaltet lemme på den gamle akvædukt, har vist nok meget velbetænkt valgt morgenstunden til kædernes anbringelse på disse lemme fordi arbejderne på denne tid var mindre generede af de spadserende og disse mindre af det foretagne arbejde.

Hvad anmelderens foreslåede låse angår, da anses disse aldeles uhensigtsmæssige, for de ville sandsynlig i få uger efter deres anbringelse være således oprustede at de og følgelig heller ikke lemmene hverken kunne lukke op eller i. På stadens øvrige mangfoldige lemme på akvædukterne og på de såkaldte stenkister i gaderne osv. er i almindelighed ingen låse.

Siden man nu engang har indladt sig så vidt anmelderen vil man endelig også svare på hans spørgsmål: Hvorfor ringene er slået plat på lemmene og ikke blevet nedhugget i træet?" fordi nemlig når ringene er nedhuggede i træet, samles sand og urenlighed i fordybningerne i hvilke ringene skulle ligge, som har til følge at ringene ikke fuldkommen kan ligge ned, men antage lettelig en skrå stilling, og kunne således måske blive de spadserende til nogen ulejlighed, hvorimod de nu da ringene ligger plat på lemmene ganske vist ikke undtagen i indbildningen kan forårsage mindste fare.

(Politivennen nr. 335. Løverdagen den 1ste Juni 1822, s. 5371-5375).

Fæle Uordener i Esplanaden.

I en del af Esplanaden fra Toldboden til Østerport har en del uordener allerede fundet sted i lang tid. Dem ønsker man fjernet og peger derfor her på en del af de væsentligste.

1. Stykket langs med husarkasernen lige fra Toldbodvejen til henimod Østerport har man valgt til losseplads for alskens urenlighed. Menneskeekskrementer, gamle laser og fejeskarn er henkastet der i mængder så at intet skikkeligt menneske kan komme stedet nær for skuet og stanken af disse væmmeligheder.

2. Hele dagen om sommeren og en del af natten med opholder der sig på dette strøg en mængde løsgængere som overhænger folk med tiggeri på det ubarmhjertigste. Når de har drukket sig fulde, sover de ud der og begynder derpå atter deres brandskatten.

3. Nu da husarkasernen er under reparation, har de slaver som er beordret til at arbejde, fundet behag i flere timer daglig at lejre sig her for at muntre sig med kvindfolk. Om det er deres koner, børn eller kærester, skal man ikke kunne sige. Men så meget er vist at man undertiden har set 2 slaver på en gang at have kærtegnet et fruentimmer.

4. Ofte ser man spadserende flankere mellem træerne fordi rideknægte med håndheste tumler sig på dette terræn. For ikke at nævne de mangfoldige enkelte rytteres manøvrer.

5. Her findes også forsamling sted af drenge som kaster med sten og bolde. Undertiden prøves styrken af vinduesruderne i kasernens staldbygning. Drenge ødelægger også de unge træer ved at krybe op i dem, brække grene af dem og ryste dem for at fange oldenborrer osv. Anmelderen har talt 20 drenge som på en gang var i begreb med at storme en fuglerede. Flere drenge krøb op i træet.

6. Liebhavere af det andet køn behøver ikke om aftenen forgæves at søge fornøjelse her. Kort spilles også her og slagsmål er ikke usædvanligt.

7. Her finder man halvnøgne, ja næsten helnøgne personer som lapper deres gamle pjalter eller jager efter visse besværlige smådyr. Mange efterlader her laser som hvis nogen af ukendskab med det lokale nærmede sig samme, vist ville påbyrde ham en ubehagelig og foruroligende indkvartering.

8. Fra Esplanaden har man lavet en gang over grøften hvor man bekvemt skiller sig ved det man ikke længere kan beholde.

9. Blandt alt dette er her også om sommeren en stinkende atmosfære fra graven ved og i plantagen. Slaverne skal vel beordres til at rense samme. Men om det sker til gavns eller bør oftere foretages, ved man ikke.

"I en del af Esplanaden fra Toldboden til Østerport har en del uordener allerede fundet sted i lang tid" (I dag er Esplanaden fjernt fra datidens uordener. Eget foto, 2015)

Således vanhelliges denne spadseregang der kunne være så behagelig for en stor del af Københavns indbyggere såvel sunde som syge. Hvad må udlændingen som passerer den til Toldboden, ikke tænke om disse uhumskheder. Fra Kastellet hvortil esplanaden hører, udsendes vel patruljer, men peccata bliver ikke afhjulpet med det. For de bortjagede indtager straks en anden plads. Yderst hensigtsmæssigt ville det imidlertid vist være om en eller flere skildvagter blev posteret i omtalte linjer og beordredes til at påse at ovenstående og flere lignende uordener ikke fandt sted her. Slaver er der desværre nok af som kunne bortskaffe de omtalte stinkende og væmmelige sager.

(Politivennen nr. 334. Løverdagen den 25e Maj 1822, s. 5350-5353).

Svar angaaende Lemmene paa Slamkisten i Esplanaden

I anledning af det i Politivennen nr. 328 anførte angående 8 til 9 lemme på den nye slamkiste i Esplanaden ved Toldboden må man gøre anmelderen opmærksom på at enhver af de 18 lemme - ikke 8 til 9 - hvormed slamkisten er bedækket, er af sådan størrelse og vægt at drenge ikke kan lege med dem. Og frygten for at de kunne stjæles falder vel bort når anmelderen betænker at slamkisten er anlagt tæt bag vagten, og at en skildvagt er posteret nogle få skridt derfra.

Toldbodvej eller Esplanaden på Politivennens tid. Brokkensbod er det lavtliggende hus med det store tag i venstre side (se omtale længere nede).  

Mener anmelderen derimod ikke slamkistens lemme, men de som er anbragt over nedgangsåbningerne på akvædukten, burde han i så fald ikke alene have forklaret sig tydeligere, men også nøjere have undersøgt tingen inden han førte anke derover. For de over de nye akvædukt anbragte lemme er alle befæstede med jernkæder. Men for at disse ikke skal være de spadserende til hinder, er de anbragt underneden på lemmene i stedet for på den almindelige måde over dem. Det kan anmelderen dog vel ikke have noget imod.

(Politivennen nr. 330. Løverdagen den 13de April 1822, s. 5288-5289). 

(I Politivennen nr. 333 er et svar. Nummeret mangler desværre i Københavns Bibliotekers samling, men et svar i 335 antyder måske indholdet af indlægget). 

Uordener

De 8 til 9 lemme på den nyanlagte slamkiste i Esplanaden er ikke forsynet med hængsler og lås som de burde være. For nu kan man lukke lemmene op blot ved at tage i jernringen og sikkert ville disse lemme således stjæles, da tyvene intet skåner. Og man kan også tænke sig at drenge af kådhed ville afkaste lemmene for at få de spadserende i mørke til at falde i kisten.

(Politivennen nr. 328. Løverdagen den 13de April 1822, s. 5266).

Redacteurens Anmærkning

Med Esplanaden mentes på Politivennens tid området nord for den nuværende Esplanaden, der på Politivennens tid hed Toldbodvej.

Varsko i Esplanaden.

Ligesom indsenderen heraf flere gange i sommer har bemærket at der fra de vinduer på kasernen som vender ud til esplanaden, er kastet spande vand ned på mennesker der har lagt sig i græsset, således var han søndag den 7. dennes igen øjenvidne til hvorledes en aldrende mand og 1 dreng blev overøst med vand som blev kastet ud af staldvinduerne. Da forbigående let herved kunne få deres klæder beskadigede og denne uskik giver anledning til ubehagelige optron, så håber man at vedkommende ville sørge for at sådant for fremtiden ikke ville finde sted.

(Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4877-4878).

Toldbodveien.

Ved at passere denne vej har anmelderen ofte gjort sig selv det spørgsmål: hvorfor det første stykke af fortovet langs med esplanaden, nemlig fra vejen der fører ti Kastellet og ned til den såkaldte Brokkens Bod endnu fra året 1807 da palisaderne blev borttaget, henligger urepareret. Referenten har været øjenvidne til at adskillige mennesker er faldet der ved at betræde de glatte, skråt liggende fliser og da for ikke længe siden et lignende uheld ramte en aldrende mand, fattede han det forsæt at henlede højtagtede vedkommendes opmærksomhed på denne genstand, med den bøn at nævnte trottoir måtte tages i behagelig øjesyn og især den del af samme der er nærmest Brokkens Bod.

Før værnede et hensigtsmæssigt rækværk med nedfald i grøften der for øjeblikket kunne være vel tjent med en udgravning. Et sådant rækværk kunne også nu efter anmelderens mening være til megen nytte.

(Politivennen nr. 282. Løverdagen den 26e Maj 1821, s. 4545-4546).

Brokkens Bod. Det Kongelige Bibliotek.

Uforsigtig Omgang med ladt Gevær på offentlig Gade

Onsdag aften kl. 7 3/4 skød en soldat som fulgte med nogle arrestanter, en kugle gennem et vindue på 1. sal og ind i værelset på hjørnet af Store Kongensgade og Toldbodvej nr. 272. Heldigvis kom ingen til skade og beboeren var tilfældigvis i det øjeblik ikke i salen. Blot blev vinduesruden slået i stykker og vindueskarmen på 2 steder splittet ad.

J. Mortensen
Borger og Brændevinsmand

(Politivennen nr. 537, 13. august 1808, s. 8621)

Hjørnet af Store Kongensgade og Esplanaden (Toldbodvej) til venstre. Hjørnehuset er dog nyere.

Redacteurens Anmærkning

Toldbodvej 272 var hjørnet af Store Kongensgade og Toldbodvej på Politivennens tid. Nu er det hjørnet af Esplanaden 2 og Store Kongensgade 114. Det nuværende hus er opført 1906/1926. Så det omtalte hus eksisterer altså ikke længere.'