Manden til hvem jeg lejede butikken, viste mig sit borgerbrev som slagterfrimester, ifølge hvilket han troede sig berettiget til at sælge sit kød hvor som helst. At heri var noget lovstridigt, kunne heller ikke falde mig ind, da man på flere steder i byen har udsalg af kød, og næppe føler man savnet af et kødudsalg mere, end netop i denne egn af staden.
I et halvt år havde manden fred. Men just som han havde erhvervet sig en god afsætning, og denne fattige mand begyndte at øjne en blidere fremtid, indfandt slagterlaugets oldermand sig, foranstaltede butikken lukket, og forbød ham at sælge kød samme sted.
Senere har jeg i en ansøgning til den høje og velvise magistrat forsynet med attester fra flere beboere i dette kvarter, søgt at godtgøre nødvendigheden og nytten især for søfarende af et kødudsalg her på Esplanaden, og i denne anledning bedt om tilladelse at leje en butik bort til en slagtermester. men det blev nægtet, af hvilken grund -ved jeg ikke. Men at jeg derved taber en årlig indtægt af 60 rigsbankdaler, at en fattig, stræbsom mand og familiefar er kastet ud af sin næringsvej, og at den søfarende såvel som beboerne af denne egn af staden nu igen må mangle bekvemmelig som de så længe savnede - er både vist og sandt.
Spørgeren vil heraf kunne overbevise sig om at jeg i fjerneste henseende ikke er årsag i denne for mange så ubehagelige forandring, og mig mangler sandelig hverken "rum" til en slagter eller lyst til at udleje min butik til en sådan.
Rom
Forpagter af Tolbodvinhuset.
(Politivennen nr. 573. Løverdagen den 23de december 1826, s. 844-846)
Redcteurens Anmærkning.
Den oprindelig artikel er ikke medtaget her, da indholdet fremgår af svaret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar