S. T. Hr. Consul C. H. Rooth! (Efterskrift til Politivennen)

Jeg tager mig herved den Frihed at anmelde, at jeg Tirsdagen den 28de Juli, da jeg med min Baad forlod Helsingborgs Brygge, blev anholdt af en Person, som man kaldte Reinhardt, og opfordret til at forevise vort Pas; men da de Passagerer, som jeg havde ombord, bestode deels af min egen Familie, og deels af gode Venner, hvis Passe alle vare foreviste for den paa Bryggen værende Rotmästrar, der havde tilladt os at afreise naar vi ønskede, fortsatte vi vor Fart. Vel saae jeg at han (Reinhardt) trak sin Sabel og gav os Skieldsord, men da jeg ikke havde nogen Grund til at frygte for ham, fortsatte vi vor Reise. Kort derefter saae jeg ham sætte ud fra Land og hørte ham løsne tvende Skud, men observerede ingen Kugle, førend da det tredie Skud løsnedes, hvilken Kugle surrede tæt agter om os; en anden Kugle slog ned i Vandet tæt ved Siden af os; da min Baad seilede hastigere end hans, saa slap vi ham snart ud af Sigte, og havde intet videre at frygte, men hans Skud foraarsagede, at et i Baaden værende Fruentimmer blev meget sygt af Skræk og førtes næsten bevidstløs til Helsingør. - Da vi leve i fredelige Tider, hvor ingen Krig er paa Færde, er det haardt at blive behandlet paa en saa skamløs Maade; og at min Klage er sand, vil jeg med vidner bevise, saavel med de paa Bryggen nærværende svenske Færgemænd, som med de Passagerer jeg havde i min Baad. Jeg kom i Dag og anmeldte det Passerede hos Commandanten, men denne bad mig, at jeg, som dansk Undersaat, vilde foredrage min Klage for den danske Consul, og i Haab om at Hr. Consulen vil antage sig denne Sag paa det alvorligste, tegner jeg mig etc. - Helsingborg-Posten tilføier, at en anden Klage er indkommen over at det i Helsingør værende Kongelige sicilianske Consulats Lystbaad ogsaa samme Dag af Reinhardt blev anfaldet med skarpe Skud, omenskjøndt det sicilianske Flag blev heist. Reinhardt skal, efter denne sidste Klage, ei have været ædru.

(Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende 29. august 1828. Citat fra et brev af C. F. Bache i Helsingør til den danske konsul i Helsingborg, udgivet i Helsingborgs-Posten)

Et Par Ord om Pasexpeditionen i Kjøbenhavn.

Eftersom pasgebyrerne i København er det dobbelt mod udenfor Kjøbenhavn, for dermed at bestride de forøgede udgifter ved kontoret for de rejsende, så synes det også rimeligt at pasekspeditionen der kunne ske til samme tider som andre steder, og ikke som nu være indskrænket til enkelte tider af dagen, samt aldeles ikke finde sted på søn- og helligdage. Der arbejdes nu så meget på at lette den uden- og indenlandske samfærdsel at man tør håbe at ovenstående bemærkning ikke er fremsat forgæves.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 527)

Ufornødent og fortrædeligt Ophold i Rudkjøbing, paa en Reise over Langeland.

På en forretningsrejse i provinserne kom anmelderen som er borger og brygger her i staden, til Rudkøbing hvorfra han ville rejse den 19. i forrige måned for over Fyn at vende tilbage til sit hjem. Postfartøjet hvormed overfarten sker fra nævnte by til Tåsinge, skulle afgå klokken halv tre, og ved i mit logi at spørge om hvornår man bekvemmest kunne lade sit pas som befalet er, påtegnet af øvrigheden på stedet, fik jeg det svar at kl. 2 var den bedste tid. 

Klokken lidt efter 2 indfandt jeg mig altså ved hr. byfogdens kontor som jeg fandt lukket. En simpelt klædt person der stod udenfor, sagde at han allerede flere gange havde banket på døren uden at blive indladt. Nødvendigvis skulle jeg have mit pas påtegnet for at kunne fortsætte min rejse, og bankede derfor også gentagen gange på indtil omsider en brølende stemme indenfor råbte: Hvem der! Svaret blev naturligvis at det var en rejsende som ønskede sit pas påtegnet. Men til min store forundring forkyndte den usynliges vrede tordenstemme mig at det har skammeligt at han ikke kunne få ro til at sove *). At dersom han havde en nøgle til at lukke op med, ville han komme ud og kaste enhver der opholdt sig udenfor, ned af trapperne. Og at man på en anden tør nedenfor kunne læse at kontoret først åbnedes kl. 3. 

Forbavset over denne tiltale stod jeg endnu nogle øjeblikke udenfor kontoret da en person fra gaden kom til, lukkede døren op med en nøgle og gik ind. I betragtning af nødvendigheden af at få mit ærinde røgtet, og i den mening at det måtte være en fejltagelse når det hed at man først kl. 3 ville påtegne pas for de rejsende som skulle med den post der afgik kl. halv tre, ville også jeg træde ind i stuen. Men den førhen usynlige kom nu frem, greb mig glubsk i brystet og truede mig atter under mange skældsord med at blive kastet ned af trapperne dersom jeg ikke øjeblikkelig gik bort, hvorefter han lod mig vide at jeg ikke måtte understå mig at komme igen før kl. 3. 

Ikke uden harme, men stiltiende adlydende, forlod jeg nu denne retfærdighedens brutalt hidsige tjener og gik til mit logi hvor en person atter sagde mig at passet skulle påtegnes kl. 2 og tilbød at skaffe mig den flere gange nævnte påtegning. Han tog mit pas, gik og bragte det påtegnet tilbage efter omtrent et kvarters forløb. Jeg ilede nu til skibsbroen, men postfartøjet var afsejlet.

Da jeg nu var nødt til et længere for mig meget fortrædeligt tids- og pengespildende ophold på stedet, og jeg havde erfaret at det ikke var byfogden selv der havde udøvet en så uværdig behandling mod mig, besluttede jeg at lade denne mand komme til kundskab om hans underordnedes opførsel. Og da jeg derfor søgte at få hr. byfogden i tale, fandt jeg den mest artige mand der lige så meget misbilligede sin betjents adfærd som beklagede det ophold og tab jeg derved var blevet udsat for. Og jeg fik derved en bekræftelse på den erfaringssætning at de ubetydeligste personer i offentlige kontorer, inklusive skriverdrengene ofte tillader sig at være uhøflige mod folk, endog i en meget betydelig grad, mens deres foresatte næsten uden undtagelse besidder al den humanitet man er berettiget til at vente hos den dannede mand, hvem staten overdrager sine embeder.

At anmelderen efter et ikke ubetydeligt ophold i Rudkøbing for egen regning på to forskellige færgesteder måtte leje en jolle til overfart for sig alene, at han dels til fods, dels til vogns først efter et betydeligt tidsspilde nåede sin nærmeste bestemmelse på Fyn, behøver vel ikke at tilføjes. Hans nærmeste hensigt med at offentliggøre det passerede er at advare de rejsende der måtte komme til Rudkøbing **) om at være betænkte på i tide at skaffe sig den befalede påtegning på deres pas da det ofte kan være af de mest betydelige følger for forretningsmanden hvis han således skulle forsinkes som jeg blev det. Dernæst at bringe til deres kundskab som muligt samme steds måtte komme i lignende tilfælde at de i hr. byfogden vil træffe en ligeså human mand som hans skriver eller fuldmægtig er inhuman. Og endelig har han det håb at dette måske vil tjene til en lille advarsel for den pågældende såvel som konsorter der gjorde vel i at betænke at de er til for at tjene og gavne borgeren der lønner dem, og at de handler aldeles imod statens og regerings interesse når de uden nødvendighed fortrædige nogen som helst.

*) I København sover politiet aldrig.

**) Denne by skal engang i fynske aviser ved en lejlighed der lignede den her påankede, være sammenlignet med en musefælde som det var let at komme ind i, men vanskeligt at komme ud af.

(Politivennen nr. 801, Løverdagen den 7de Mai 1831, s. 315-320)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 803, 21. maj 1831, s. 366-367 besvares artiklen af en J. H. Pape, der protesterer mod formuleringen "at kontorpersonale gjorde vel i at betænke at de er til for borgernes skyld der lønner dem", og advare om "ikke at udstille sine ytringer mod en hel stand hvor han kun kan være fornærmet af en person i samme. Ligesom hans antagne mening om at kontorfolk blot skulle være til for at tjene borgerne vist nok er helt forkert."

Herefter fortsætter polemikken i artiklerne "Svar paa nogen Pape- eller Poppe-Snak i sidste Politieven." i Politivennen nr. 804, lørdag den 18. maj 1831, s.  376-380 og "Fem Spørgsmaale til Herr' Pape" Politivennen nr. 804, lørdag den 18. maj 1831, s.  380-381.

Maa man ikke rejse i Sjelland uden Pas?

I dette års akademiske ferie foretog et ungt menneske sig en fodtur omkring i det nordøstlige Sjælland, og blev på grund af et regnvejr nødt til at søge natteleje i Hornbæk, en kirkeby omtrent 1½ mil nord for Helsingør. I værtshuset der på stedet afkrævede man ham pas. Forundret over at blive krævet pas, fordi han ikke kom ad søvejen og at noget sådant ikke var sket før, forlangte han oplysning om det. Man henviste ham til politikommissæren på stedet, af hvem han erfarede at enhver der overnatter i hvilken som helst by ved kysten skal være forsynet med pas fra myndighederne på det sted hvor han har hjemme, og i modsat fald vil han risikere at blive anholdt indtil man henter nærmere underretning om ham. Da det unge menneske navngav sig selv og sin familie i Helsingør blev han fritaget for al videre ulejlighed, men da man ikke overalt er vis på at træffe en så høflig politikommissær som i Hornbæk, og da det ikke er behageligt at blive forsinket (især når tiden er knap, hvilket var tilfældet her) så var det at ønske at det måtte blive offentligt bekendtgjort, så at ikke sådanne ubehageligheder og ophold skal møde andre der er uvidende om denne forordning og deres antal er vist ikke ringe.

(Politivennen nr. 298. Løverdagen den 15de September 1821, s. 4787-4788).

Redacteurens Anmærkning

Ordningen med et kystpoliti var trådt i kraft i 1817 for at forhindre fx svenskere i at komme nemt til Danmark. Det var ikke kun pga lovlig vareind- og udførsel og arbejdskraft, men også fordi såvel Norge som Sverige ikke længere var enevældige lande, og Frederik 6. ønskede ikke "smitte" fra disse lande. Studenten fik aldrig noget svar.

Gjentagelse om en Underoffisers Vagt paa Lappen ved Helsingør.

(Efter tilsendt).

Da der før i nr. 245 er meldt om en sådan vagts hensigtsmæssige nytte, så vil man alene gentage forslaget, nu passagen der til og fra Sverige, allerede igen hyppig tiltager. Den 26. april så man 11 personer, søfolk og andre, ankomme dertil. De som medbragte konsumerede varer, blev vel af de der ansatte toldbetjente henvist til told og konsumptionskontoret, men ingen af dem blev opfordret til at fremvise pas, hvilket ikke heller tilkommer toldbetjentene at fordre. Om de end gør tilbagerejsen med flere personer i følge, eller om de lader nogle af deres følge blive tilbage, forsiden efter nogen tids forløb, at afhente dem igen, også uden pas, hvem skal påse dette? Skal denne passage da altid stå åben for enhver som vil snige sig ind eller ud af landet? Ville man lade en gade i en by være uden nattevægter blot fordi den ikke var stærkt bebygget eller ikke beboet af fornemme folk, ville man jo udsætte den for megen fare og give tyve og slette mennesker der frit råderum. Men hvem ville sige det var ret? For sikkerhed bør jo sørges overalt.

(Politivennen nr. 263, 7. Maj 1803, Hefte 21, s. 4192-4193)

Et par Ord om Passer Udstedelse

At pasudstedelse er en vigtig ting, benægter næppe nogen fornuftig. Det var derfor ønskeligt, om der kunne træffes en bedre og forsigtigere indretning, således at ikke enhver bedrager så skammelig skal bortrejse uden rede og rigtighed.

Så vidt som jeg kender til den nærværende indretning, består den jo blot deri at når en vil have et pas, fremviser han en seddel fra en eller anden borger. Indsenderen har i disse tider måttet føle at denne indretning ikke svarer til den sikkerhed, som tingens natur fordrer, da to svende som skyldte ham en anselig sum, er bortkomne uden hans eller noget retmæssigt bevis. Det formenes langt bedre og sikrere, at en borger fulgte med den, der ville have et pas, og fremviste sit borgerbrev. For ved den indretning er det jo en let sag for en spid[mangler] at skrive, eller lade skrive, et falsk bevis.

Det er sandelig en vigtig ting her tales om. Og det skal inderlig glæde indsenderen, om en eller anden af hans medborgere kunne og ville fremtræde med forslag til en bedre indretning i denne henseende. Og at det måtte tages i betragtning!!

En medborger

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 73, den 14. september 1799, s. 1159-1160)

Lighed, o hellige Lighed!

På en tid da en oplyst og tolerant regering ingen forskel gør mellem fine borgere om de er kristne, jøder eller om de holder sig til slet ingen kirke, hersker dog endnu hos os en gammel uskik, som vores vise regering ikke har fået anledning til at råde bod på, fordi ingen hidtil offentligt har klaget over den.

Der er måske få blandt vores medborgere der så nøje kender jødiske borgeres rettigheder her, at de ved hvorledes disse borgere i nogle henseender står mere under politiet end vi andre. Denne forskel består deri, at en jødisk husvært lige såvel som kristne husværter kan forskaffe på sin påtegning et præsidentpas til en kristen, som bor hos ham. Vil derimod denne samme jødiske husvært have et præsidentpas for en hos ham boende jøde eller for sig selv, så nægtes dette ham, men passet må hentes ved en politibetjent, som dog egentlig kun er sat af øvrigheden for at passe på sådanne tiggerjøder. *)

Fremdeles får ingen jødisk husvært et præsidentpas for sig selv eller for en hos ham logerende jøde, når ansøgningen ikke er påtegnet af de jødiske kirkeforstandere eller de såkaldte Ältesten da dog dette ikke er tilfældet med danske borgere af nogen anden religion. Således bruger fx ingen dansk reformert borger en påtegning af sin diacono osv. Ligesom en bosiddende borger, der har troværdighed nok til at attestere for en kristen, ikke skulle have troværdighed for sig selv, og for en hos ham boende jøde uden sine kirkeforstanderes påtegning! Er disse da ikke jøder?

Til disse fornedrelser kommer, at passkriveren her aldrig glemmer foran mandens navn at sætte ordet Jøde **), da man dog ikke plejer foran andre danske borgeres navne at sætte katolik, reformert, fornuftstroende eller lignende. Dette eneste ord jøde nedværdiger vores danske jødiske borgere, i det mindste uden for vores grænser, og forårsager dem mange krænkelser og ydmygelser. Jeg mener i det såkaldte romerske rige, for dettes fleste store små og bittesmå fyrstendømmers regeringer gør endnu, enten af intolerance eller af nedrig vindesyge, en umenneskelig forskel mellem rejsende af jødisk religion og andre. Disse må endog ofte nødes til at stå i portene, selv når de rejser med landsherrens post, og at betale et nedrigt pålæg, som tyskerne meget ædelt kalder livtold (leibzoll).

Sådanne ydmygelser må vores medborgere døje hjemme og imellem fremmed, blot ved en slendrian, men en skadelig slendrian behøver sikkert i Danmark kun engang højt at påankes, for at ændres. Vores regering, der så ædelt søger at udrydde intolerance i hjerterne, vil sikkert ile at tilintetgøre enhver levning af intolerance, i anordninger og forretningsformer, så snart den ærligt vises.

*) Først for nyligt har vi haft et eksempel hvor skadelig denne uskik kan blive for en rejsende købmand. En anselig købmand af den jødiske religion havde på denne fornedrende måde fået sit pas. Hans sager var nu bragt ombord. Men da skipperen havde fået forfald, så at passet blev ældre end 3 dage, måtte dette efter forordningen fornys. Til ulykke var omtalte politibetjent ikke så hastig at få fat på, og skipperen kunne ikke vente. Han sejlede da bort, tog købmandens sager med sig. Og denne måtte blive tilbage uden sine sager, kom meget senere hen hvor han agtede sig, og led derved et betydeligt tab.

**) Og dette ords udeladelse bliver ofte nægtet, kun nogle få lykkeligere undtagen, skønt der såvidt mig bekendt, ikke findes nogen kongelig forordning herfor.

(Politivennen.Hæfte 4, nr. 51, den 13. april 1799, s 804-807)

Redacteurens Tilføjelse

I Helsingøers Kongelig alene privilegerede inden- og udenlandske Nyheder, 19. april 1799 kunne man læse følgende af den sicilianske konsul i Helsingør (Sicilien var på daværende tidspunkt et kongedømme):

Da jeg erfarer, at de tvende Jøder Levi Noah og Meyer, (med hvem jeg havde begyndt en slags Accord om min her havende Galanteriehandels Bestyrelse, men maatte efter Omstændighederne igien afbryde samme) ikke allene vedblive at omgaae og handle her i Byen, men have endog complotteret sig med flere slige omvandrende Jøder; saa paa det de ikke ved nogen deres Handel eller Omløben skulle betiene sig af eller bruge mit Navn til Skade for mig eller andre, tilkiendegives herved: at disse paa ingen Maade have noget med min Handel eller Forretninger at bestille, og at jeg saaledes ikke heller bliver ansvarlig for noget deres Foretagende. Helsingøer, d. 18de Apr. 1799. Consolle Couriell.

Denne bekendtgørelse blev imødegået  i Kiøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, den 29. april 1799, med en bekendtgørelse:

I Følge Jøden Consolle (om det skal være Tittelen Consul eller om det er hans Fornavn vides ikke) Couriell's Avertissement i Helsingøersavisen No. 6 bliver det vores Pligt offentlig at bekiendtgiøre de Aarsager som tvang os til 9½ Aar før de bestemte 10 Aar, at give vort Minde til at ophæve een imellem ham og os oprettet Contract, der under Navn af hans Fuldmægtige, indsatte os i hans Galanteriehandel. Det var altsaa paa Grund af Jøden Couriell havde brugt den Forsigtighed først at pantsætte sin Vare til en mand her i Byen forinden han solgte os samme, og at deenne Mand da, som efter 3/4 Aaar først erfarede sligt, gjorde Paastand paa sit pant, som i den Tid var blevet betydeligt forbedret. Jøden Couriell maae være ilde underrettet om paa hvilken Fod hans Credit staaer, da han i sit Avertissement yttrer Frygt for at vi skulle benytte os af samme til hans Skade. For at berolige og sikkre ham derfor erklære vi herved; end ikke i den Tid Contracten stod ved Magt at have benyttet os af Jøden Consolle Couriell's Navn, Credit eller Recommendation og at vi for nærværende eller tilkommende Tid heller ikke ville benytte os deraf, da vi vel vide at vi udrette mindre derved end naar vi paa vort eget Navn og [s]pelende paa vore Handlingers Redelighed søge at forskaffe os den en handlende nødvendige Credit. At indlade os i videre Pennekrig mod Jøden Consolle Couriell ville vi aldeles ikke, da det kun vil foraarsage os lige saa unyttig Pengespilde, som det at søge ham ved Landets Love, over hvilke han som Consul er hævet, har foraarsaget os. Og altsaa er dette blot en Følge af Avertissementet i No. 6 af Helsingøersavisen og tillige vores endelige og eneste Svar i denne Anledning.

Noah M. & Levy.

Dette fremprovokerede et modsvar i Helsingøers Kongelig alene privilegerede inden- og udenlandske Nyheder fra 6. maj, hvor man kunne læse nedenstående yderligere forklaring under Bekiendtgiørelser:

Da Jøderne Noah Levi og Meyer ved deres Bekiendtgiørelse i Adresse Kontoirs Avisen No. 105 for dette Aar aftvinge mig, offentlig at bekiendtgiøre endeel af deres Handlinger imod mig, saa nødes jeg til at fortælle og tilstaae: At jeg har været troeskyldig nok til ved dette Aars Begyndelse at oprette en Contract med dem, som kunde været indgaaet med redelige Folk, og i hvis Følge jeg havde overdraget dem min Boutique og Galanterie Vare for den Summa 1100 Rd., som de skulde betale mig i 10 Aar med 110 Rd. aarlig, samt at de, især for min Sikkerheds Skyld, siden de ingen Caution havde stillet, skulde bestandig i disse 10 Aar have og afskaffe sig et Vare Forraad af Værdie 1100 Rd: Men jeg maatte snart erfare, at deres Handel bestod i det, man i Almindelighed kalder at feie ud, da de solgte Varene for hvad de kunde faae derfor, og undertiden under Indkiøbs-Prisen, samt, for desto hastigere og lettere at blive færdige, complotterede sig med 3 a 4 andre omvandrende Jøder, som de brugte til at omløbe i Byen og paa Landet, og saaledes udfeie mine Vare. I de Værelser, jeg i mit Huus havde overdraget dem til Beboelse, levede de ikke som ordentlige Mennesker, der ved sædelig og redelig Vandel vilde søge at bane sig Vei til at erholde den dem endnu manglende Tilladelse til at opholde sig og handle her i Landet; men de med deres Selskab (hvoriblandt 2 a 3 Personer, hvis Benævnelse jeg for deres Stands Skyld endnu vil spare) svirede og sværmede i disse Værelser paa min Bekostning, indti sildig ud paa Nætterne, og stedse drillede og ærgrede min Kone og mig ved at udraabe uanstændige og skammelige Udtrykke imod os. Af foranførte begriber enhver lettelig, at de ikke forskrev eller anskaffede friske Vare i steden for dem, som bleve solgte; Jeg saae dette; der stod i Contracten, at de vare forbundne til stedse at have et Vare Forraad af 1100 Rd. Værdi; men der stod ikke udtrykkelig, at de skulde paa Forlangende viise mig samme; Jeg søgte i Forligelses-Commissionen at bevæge dem dertil, men forgiæves; Jeg tænkte da "cum Vulpibus vulpinandum" og den Mand, som jeg har givet Panteret i mine Vare, foranstaltede en Eftersynsforretning, hvorved befantes, at i Boutiquen, som skulde indeholde vare for 1100 Rd., manglede for mere end 650 Rd. Dette gav da Anledning til, at jeg, eller rettere sagt, min Søn blev, efter at Contracten var sønderrevet, igjen indsat i Boutiquen og Handelen med de faae Vare, disse Personer havde levnet. Jeg havde foresat mig, at lade dem dermed gaae; men da de have været dumdrige nok til, i deres løgnagtige Bekiendtgiørelse blandt andet at melde, at min Boutique ved dem skulde være betydeligt forbedret, saa agter jeg nu at sagsøge dem for det, de for mig have ødelagt. Skulde nogen tvivle om Rigtigheden af hvad jeg her har fortalt, beder jeg, at man vil henvende sig til mig selv, da jeg med paalidelige Mænds Vidnesbyrd skal overtyde dem om Sandheden.

Helsingøer, den 4de Mai 1799. Salomon Curiell, Siciliansk Consul.