Sundhedsfarlige Forhold ved kongens Enghave. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende:

Paa Kongens Enghave mellem Statens Værksteder og Frederiksholms Havn strækker sig et hyggeligt, veltilvokset Havekvarter. Havelejerne er her Arbejdere, de efter endt Daggerning søger Hvile ved at pusle om og hyggeliggøre denne lille Plet Jord for dem og deres Familier.

Opholdet i disse Haver er nu i den bedste Del af Sommeren indtil Dato gjort uudholdeligt for de mange Arbejderfamilier paa Grund af den Stank, som den i Nærheden liggende Kødfoderfabrik udsender. Fabriken har altid været en Plage for Havekvarteret, og man troede, at i Sommer skulde man endelig være den kvit, da den er nedbrændt; men det er blevet det modsatte Forhold. Fabriken har nemlig lige før og efter Branden faaet tilkørt Hundredvis af Tønder raadne Kartofler, som ikke alene opfylder Fabrikspladsen, men ogsaa, hvor utænkelig det end lyder, den halve Bredde af Vejen langs Fabriken, som Havelejerne skal passere. Da Fabriken ligger stille, faar disse Hundreder af Tønder Kartofler midt i Sommerens Hede Lov til uden videre at raadne op, mens Bunkerne for hver Dag synker sammen, og den raadne Kartoffelsaft løber ud paa Vejen. - Man behøver vist ikke at udvikle, hvor forfærdelig en Stank denne Pestbunke, som Tusindvis af Fluer og Masser af Rotter tumler rundt i, udsender over dette Havekvarter. Hvor er Sundhedspolitiet henne?

Her tyer Arbejderen med sin Familie uden for Byen for at indaande en Smule frisk Luft, og her skulde hans Børn, som i Sommerferien ikke kan komme paa Landet, opholde sig; men denne forpestede og med Fluerne sygdomsbefængte Atmosfære forhindrer alt dette. Derfor stiller disse mange Arbejderfamilier dette Krav: Fjærn disse sygdomsbefængte, raadne Kartoffelbunker, at vi Havelejere dog Resten af Sommeren kan nyde vore Haver.

En Havelejer
i Haveforeningen "D. S. B."

(Social-Demokraten 1. juli 1919).

Forgiftede Sviin paa Lossepladser. (Efterskrift til Politivennen)

Forgiftning af Sviin paa Hovedstadens lossepladser. Det er bekjendt, at Eierne eller Leierne af de Pladser, hvor Nat- og Dagrenovationen udlosses, holde en stor Mængde Sviin. Disses Antal udgjorde ifjor Foraar, ifølge en af Stadslægen, Dr. Schleisner, med Sundhedspolitiets Bistand, foretagen Undersøgelse, ikke færre end 646. Blandt det Affald, som kjøres ud paa disse Pladser, findes der ikke sjelden giftige Substantser, og Dr. Schleisner beretter i sit nylig udkomne interessante Skrift: "Bidrag til Belysning af Asphyxien og Døden", at det ved den nævnte Undersøgelse viste sig, at dødelige Forgiftninger indtraf saa hyppigt, at blandt de 11 Ihændehavere af disse Lossepladser, de 10 af disse alene i eet Aar (1865) derved havde mistet c. 50 Sviin. Det oplystes bl. A., at der meget hyppigt blandt det udkjørte Affald fandtes Æsker med Rottepiller og Rottesalve (Phospor); engang fandtes der endog en heel Foustage af Phosporstikker (fordærvede ved Fugtighed), og en enkelt af de Paagjældende angav, al han for nogle Aar siden paa een Dag havde mistet 16 Sviin, i hvilket Tilfælde det senere oplystes, at det hidrørte fra Affald fra en i Byen værende Svovlstikkefabrik. Alle vare enige om, at disse Forgiftninger især fandt sted kort efter hver Flyttedag. For at overbevise sig om, at her ikke forelaa en mulig Forvexling med Miltbrand, eller maaskee med en acut Trichonose, beordrede Dr. Schleisner de næste indtrædende Dødsfald blandt Svinene anmeldte for Sundhedspolitiet, og det viste sig da i disse Tilfælde, at Døden var fremkaldt ved Phosphorforgiftning. Skjøndt nu dennes Beskaffenhed vanskelig kan miskjendes, da Kjødet derved bliver saa misfarvet, at det umuligt kan afsættes i Handelen, er det - bemærker Forf - "ikke sikkert, at jo et og andet Sviin, som fik en mindre Dosis, og som overlevede den første acute Forgiftning, kunde slippe igjennem til Slagtning", Dr. S. tilføier, "at det altsaa vil skjønnes, at Svinekjød paa tredobbelt Maade kan blive farligt, nemlig ved at overføre Trichiner, Miltbrand (der hos os væsentlig kun opstaaer hos Sviin) og Gift (navnlig Phosphor, Arsenik og Antimon), og at han af disse anseer den ucomplicerede Trichinose, hvis Dødsmaade endnu langtfra er tilstrækkelig oplyst, for "mindst farlig". Fra et sanitairt Synspunkt, bemærker han, burde det vistnok Neppe tillades at holde Sviin paa lossepladser, "men at sætte dette igjennem, vil være forbundet med overmaade store Vanskeligheder". - Det forekommer os imidlertid, at denne Sag er af saa stor Vigtighed, at Spørgsmaalet ikke bør forblive staaende derved, men at der fra Sundhedspolitiets Side maa skee Noget til Betryggelse og Beroligelse for, at ligesaalidt forgiftet som trichinbefængt Svinekjød kommer i Handelen. Dr. Schleisner indrømmer Hensigtsmæssigheden af, at en Chemiker og navnlig en Veterinairkyndig fik Sæde i Sundhedscommissionen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. marts 1868).

Ifølge opgørelse fra Københavns Politi fra 1868 var der ved udgangen af 1865 1.316, ved udgangen af 1866 946 og ved udgangen af 1868 834 svin, heraf 416 på åbne lossepladser. Koholdet var i samme årstal 3.106, 2.839 og 2.560 - ved udgangen af 1868 2.555. Svinene vedblev at være på lossepladserne. I 1887 udbrød der svinedifteritis, og besætninger blev slået ned på 7 lossepladser på Amager og 2 i Københavns Amts nordre birk. Der blev dræbt 823 svin. Lov af 14. december 1887 forbød herefter svinehold på lossepladser. Et andragende til ministeriet om at tilbagetrække loven blev afslået i 1889. I 1895 fik en husejer i Sundbyøster en bøde i politiretten for at have haft 8 store svin gående på en losseplads. Herefter blev der i aviserne stille om fænomenet.

Rensning af Kjøbenhavns Gaarde og Gader. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Borgerrepræsentanters Møde den 19:e Mai.

1 ) Justitsministeren havde udbedt sig Communalbestyrelsen Erklæring over et gjennem Politidirecteiireu samme tilsendt Forslag fra Prof. Hummmel om Rensning af Gader og Rendestene, der var tiltraadt af Sundhedskommissionen i sin Heelhed og som sigtede til at forebygge Udbrebelse af en udbrydende Epidemi. Justitsministeriet havde endvidere henstillet, af Hensyn til Vigtigheden af Sagens hurtige Fremme, om ikke en vis begrændset Sum kunde stilles til Commissionens Disposition. Hummels Forslag gik ud paa, at i Sommermaanederne (Mai-September) alle Gaarde for at forhindre de usunde Uddunstninger, der hidrøre fra alle henliggende urene Gjenstande, en Gang daglig skulde feies og sammes Rendestene gjennemskylles med reent Vand. Da Gadens Rendestene derved vilde opfyldes, vilde det ogsaa være nødvendigt, at disse samtidigt bleve gjennemskyllede, og at Urenlighederne bortførtes. Der maatte derfor antages lønnede Folk hertil, og Udgifterne herred ansloges til c. 43 Rbd. daglig. Men dette hele Forslag forudsatte, at den sædvanlige Feining og Rensning fremdeles vedblev at finde Sted. Endelig giordes Forslag med Hensyn til saadanne Steder i Byen, hvor hverken Feining eller Udskyldning kunde foretages, f. Ex. Kanalen i Rosenberg Have. Jordstykket bag Frelsers Kirke paa Christianshavn, Grøften i Esplanaden ved Gardehusarkasernen, ligesom der ogsaa maatte bestemmes, at ingen Latrinindretninger maatte haves ud til Kanalerne. Formanden fandt mange Vanskeligheder ved dette Professor Hummels Forslag, navnlig med Hensyn til den praktiske Udførlighed. Det Spørgsmaal, hvoraf den hele Udførelse afhang, var om Byen under de nuværende Indretninger var i Besiddelse af en saaadan Vandmasse, at det store Quantum af Vand, som Forslagets Udførelse krævede, uden Skade for Byers ovrige Vandforsyning kunde undværes. Dette var af saa stor Vigtighed at vide, at der upaatvivlelig først maatte have været en udtrykkelig Erklæring i denne Henseende fra den Bestyrelse, hvorunder denne Gjenstand henhørte, men et saadant Document manglede. Hvad den første Deel af Forslaget angik, at det ved en Anordning skulde paabydes Indvaanerne daglig at feie deres Gaarde og ved Udpompning udskylle Rendestenene, som førte Ureenligheden fra Gaarden ud i de offentlige Rendestene, da vidste han ikke hvorledes en saadan skulde kunde afgives, uden at der føiedes Straffebestemnielser dertil; og det vilde vistnok være uden Resultat, naar ikke en nøiagtig Control fandt Sted. Der gaves allerede nu en uendelig Mængde Politibestemmelser i Placater og Lovgivning, men som man aldrig saae udførte. En saadan Control vilde saaledes meget vanskeliggjøre Sagen. Dernæst vilde Forslaget give Anledning til mange huuslige Forviklinger, saasom med Hensyn til Forholdet mellem Eier og Leier, og andre Ulemper. Hvad den anden Deel af Forslaget angik, at Udskyldningen af de offentlige Rendestene og Feiningen af Gaderne daglig skulde skee for offentlig Regning, da troede han først, at det vilde give Anledning til en Deel Collision, naar fremmede Arbeidere stulde være berettigede til at trænge ind i Gaardene tidlig om Morgenen, om Efteraaret endogsaa paa en Tid, da det endnu var mørkt (Kl. 5), samt der i længere Tid afbenytte Pomperne. Den der havde Magten under disse Collisioner, vilde være den der fik Ret. Dernæst var det ogsaa en meget betydelig Udgift, der fordredes nemlig 14000 Rbd. for de 5 Sommermaaneder. Man maatte have en Garanti for, at denne Sum var tilstrækkelig, det vilde derfor være godt at vide, om Vandcommissionen vilde overtage Udskylningen for denne Betaling. Han maatte overlade til Forsamlingen at afgjøre, om man uden videre Garanti skulde anvende saa stor en Sum dertil. Hvad de øvrige Forslag angik, kunde der ikke være nogen Anledning til at yttre sig derimod. Forsaavidt der var gjort opmærksom paa Nødvendigheden af et Forbud mod Latrinhuse ud til Canalerne, da viste det sig netop her, hvis der virkelig vare saadanne, hvor lidet nyttigt det var at have Bestemmelser paa Papiret. Der var nemlig allerede Forbud mod saadanne. Holmblad oplyste, at Vandinspecteuren ved en Erklæring, afgivet paa andet Sted havde udtalt, at han ansaae det for temmelig umuligt for ham eller Vandcommissionen at udføre dette Forslag, uden at han dog havde yttret noget Bestemt om, at Vandmassen var utilstrækkelig. Taleren gjorde opmærksom paa, at man i Aar hidtil havde havt tilstrækkeligt Vand, saa at man endnu ikke havde taget noget af Leersøen. Det vil forøvrigt være aldeles umuligt at sige, om man vilde have tilstrækkeligt Vand, men der var dog al Sandsynlighed derfor, i hvilken Henseende han bemærkede, at alle de Forbedringer, der vare foretagne ved Damhuessøen, giorde at Vandmassen der var langt større end hidtil. Ussing deelte i allerhøieste Maade de udtalte Betænkeligheder. Det vilde slet ikke kunne gaae uden stærke Straffebestemmelser, der vilde gribe fortrædigende ind i de Huuslige Affairer. Der vilde reise sig en Mængde af Politisager i den Anledning. Forøvrigt antog Taleren, at noget Saadant ikke kunde vedtages af Communalbestyrelsen, men krævede en provisorisk Lov. Naar første Deel af Forstaget ikke lod sig realisere, faldt anden Deel bort af sig selv. Der maatte sluttes ny Accord om Gaderensningen, thi hvorledes skulde man skjelne mellem det nye Snavs og det gamle Snavs; den hele Feining i Gaardene vilde falde trykkende paa en Mængde mindre Eiendomsbesiddere: Spekhøkere og Andre, foruden mange andre Ulemper ved Sagen. Han maatte derfor fraraade Forslaget, fordi Ulemperne syntes at opveie Fordelene derved og fordi det var saa indgribende i mange private Forhold. Efterat Formanden endnu havde udtalt, at han altid havde holdt paa det engelske Ordsprog: Ens Huus er Ens Borg, og at han meget frygtede for, at Forflaget kunde give Anledning til, at man ogsaa trængte ind i Værelserne og Sengene, og Ussing hertil havde bemærket, at han, om han end ikke troede det vilde komme dertil, dog nok kunde tænke sig at man meget snart vilde see ind til Trappegange, Vaske og Qvistværelser og at man derfor i Tide maatte være opmærksom paa Grændserne for en saadan Commissions Virksomhed, besluttede Forsamlingen et udsætte de videre Forhandlinger om dette vigtige og i mange Forhold indgribende Forslag, ved hvilket der var yttret ikke saa Betænkeligheder, indtil den havde faaet Vandcommissionens Erklæring meddeelt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. maj 1851, 2. udgave. Uddrag).

På borgerrepræsentanternes møde den 6. juni 1851 anbefalede komiteen der blev nedsat for at drøfte professor Hummels forslag, at politidirektøren opfordrede folk til at understøtte det offentliges bestræbelser for en god sundhedstilstand i byen. 

Anmodn. til Vedk.

Når gaderne fejes, bliver urenlighederrne samlet i bunker ved rendestenene på begge sider af gaden for at renovationsvognene kan køre midt ad gaden og således komme til på begge sider at læsse på vognen. Denne indretning synes meget god. Men de karle der kører renovationsvognene, har den uskik at to kører jævnsides midt ad gaden når de vil pålæsse, og således spærrer al passage for kørende der vil køre på gaden. Anm. har ofte været vidne til ubehagelig ordveksling mellem nævnte karle og andre kuske som tror at gaden ikke uden nødvendighed bør spærres på denne måde. Ikke sjældent går striden så vidt at man idet man stoler på sin vogns styrke, kører på hinanden og forsøger om den kan holde. Men da tabet som herved kan forårsages, dog kommer  på husbondens regning, og sådan adfærd i sig selv kan kaldes uordentlig, så vil det være godt om gadekommissæren eller også renovationskontrahenten pålagde kørekarlene at de ikke måtte køre jævnsides, men at den ene burde i det mindste holde så langt fra den anden at en anden vogn kan passere mellem dem. Herved ville megen disput og vognmolestrering blive forebygget

(Politivennen Nr. 1555, Fredagen den 2 Mai 1845, s. 269-270)

Et slemt Skue paa Christianshavn.

 Hr. udgiver!

Jeg har ofte lagt mærke til en gaderenovationsvogn som næsten daglig kører forbi min bopæl på Christianshavn. Vognen er forspændt med en hvid stumprumpet og en rødbrun hest som går nærmer. Begge disse heste er i en jammerlig tilstand og formår næppe med al anstrengelse at trække den ofte stærkt belæssede vogn. Men desuden får de af kusken en så overvældende mængde prygl at det må skære ethvert aldeles ikke forhærdet menneske i hjertet. Skønt han med grusom betænksomhed anvender slagene på enkelte steder så at disse er aldeles blottet for hår,  kan selv denne straffemetode ikke skaffe hestene flere kræfter. For at blive fri for dette virkelig oprørende skue, beder man Dem om i Deres blad at gøre disse stakkels hestes ukendte ejer opmærksom herpå, med anmodning om enten at lade dem få fornøden hvile og tilstrækkelig foder, eller gøre ende på deres ulykkelige tilværelse ved at sælge dem til en hesteslagter.

(Politivennen nr. 1215, Løverdagen, den 13de April 1839. Side 231)

Ønske om Passage igjennem Amagerport om Natten.

For  3 til 4 uger siden var indsenderen med sin familie taget ud til besøg på Amager. Da man om aftenen ville køre tilbage til staden, begyndte det at regne meget stærkt, hvorfor man besluttede at opholde sig noget endnu, i forventning om at regnen skulle ophøre. Men denne tog snarere til end af, og da man frygtede for ikke at komme til porten forinden denne blev lukket, hvis man tøvede længere, måtte man begive sig på vejen, og kom således gennemblødte til hjemmet. Næppe ½ kvarter efter hjemkosten ophørte ikke alene regnen helt, men det blev smukt vejr og det skønneste måneskin. Havde selskabet kunnet opholde sig 1 time længere, vilde det således have undgået at blive gennemblødt, hvilket på en sen efterårsaften kan drage slemme følger med sig. 

Amagerport set fra Amager ind mod byen med Frelser Kirketårn midt i billedet. Lille Mølle (?) til højre i billedet. Vagthuset med det røde tag findes endnu, dog flyttet.

Dette giver indsenderen anledning til følgende spørgsmål: kunne det ikke lade sig gøre at follk, såvel til fods som til vogns kunne komme ind eller ud af Amagerport om natten? Porten står jo dog åben for renovationsførerne, toldbetjent og bommand er til stede, og der er vagt ved porten. Fra ingen kant af Sjælland er man om natten udelukket fra staden, man kan om end ved en lille omvej komme ind gennem Nørreport. Det der i almindelighed taler for dette gode, synes også at måtte gælde her. Der gives mange af Københavns og Christianshavns indbyggere som på Amager har gårde og fabrikker hvormed det er nødvendigt at have tilsyn, hvilket kan kræve ejernes tilstedeværelse til sent ud på aftenen, mens embedsstilling eller daglig syssel forbyder dem at være fra staden om natten. Også findes der vel ikke sjældent tilfælde hvori man kan ønske hurtig lægehjælp fra staden, og hvor en for sen hjælp kan have uoprejselige følger. Disse og flere andre grunde tror man vil vise gavnligheden af dette ønskes opfyldelse, hvis ikke der gives andre, mere begrundede, indsenderen ubekendt årsager der taler for det modsatte.

(Politivennen nr. 980, Løverdagen den 11te October 1834, s. 701-703) 

Ytringer af Landboeven til en Ven paa Landet.

Du studsede ved min ytring: At Christianshavn er lidt vel meget stedbarn. Jeg skal imidlertid bevise at det er tilfældet, og det påstående som følger:

Christianshavn har i sin midte en offentlig bygning - desværre  helt nødvendig for det offentlige, nemlig Straffeanstalten: Forbedringshuset. Hvorvidt dets indre svarer til navnet, kender jeg ikke, men det ved jeg at jeg - og vist flere med mig - med indignation har set og hver dag ser hvor højlig dets ydre trænger til forbedring da det forside i mere end et århundrede ligger som ruin - et vidne om dets forrige indbyggeres helt mådelige forbedring - til betydelig vansir for hovedstadens søsters eneste offentlige plads. Og husets bagside ud til St. Annægade ligner mere end røverborg end en offentlig bygning. Af mangel på evne til at se denne lidet til bedste, kan det ikke være. At den tilsidesættes så meget, må altså være af en slags ligegyldighed, som om den kunne være god nok for Christianshavns commonpiple, og sådan anskuelse forekommer mig dog at være lidt stedmoderlig.

Videre er christianshavnerne ved deres afsides beliggenhed så temmelig udelukkede fra de mange forfriskende spadsereveje omkring dens heldigere ældre søster København, der oven i købet har den skønne Rosenborg Have inden for sine volde. Christianshavnerne har derimod kun den magre Ærtekedel at rekreere sig på, da de endog til dato er afskårne fra den frie spadseren på den vold som omringer Christianshavn. I stedet for at volden omkring København tilbyder dens indbyggere den nydeligste spadseretur i skident og vådt vejr - må det ellers være lidt stedmoderligt at forholde den fattige sin så godt som eneste tilflugt? Med mindre det efter nogles mening kun skulle bero på christianshavnernes egen fejlagtige indbildning om at være udelukkede. Noget som imidlertid de herrer skildvagter - måske af misforståelse - af og til giver næring.

Fremdeles er Christianshavns gader, på Torvegade og Nobelgade ved Vandet nær, så jammerligt brolagte at det næsten var et halsbrækkende arbejde at befare dem, indtil man for kort tid siden fandt på at makadamisere hullerne for på en måde ligesom at trylle christianshavnerne ind i paradis. Men dersom Christianshavn som er at formode, bærer en ligelig andel af brolægningsudgifterne, burde den vel også nyde ligelig andel af frugterne deraf. Det modsatte er stedmoderligt.

Det ville ikke være vanskeligt at opregne flere data. Dog alle disse er mindre poster end den jeg nu til slut vil berøre. Den vedrører ikke alene Christianshavn, men hele København og afgjort hele landet i en stor målestok. Det spørgsmål har nemlig ofte og dybt trængt sig på min tanke: Hvorfor det offentlige årligt vil bortkaste tusinder på at forspilde landet hundrede tusinder? At dette til dato sker, skal jeg bevise og at det i mange år er sket, er ligeså uimodsigeligt. Men netop i disse tider hvor ølandet Danmarks, havets den evige bruds, velstandskilde, handel hvert år mere og mere tilstoppes, og næringsløshed af den grund mere end nogensinde før føles og beklages i alle stænder, må det være af største vigtighed for landet og hver af dets borger at benytte de rigdomskilder der haves i landet selv, og åbne nye når muligt måtte være. Til en sådan, og - hvorfor ikke - til enhver tid er det højst besynderligt at renovationen fra hele København med meget forhøjet årlig bekostning skal bringes fra fx Østerport helt igennem byen over Slotsholmen, hele Christianshavn igennem ud på Amager, for der at ligge uvirksom da der for længst er større beholdning af gødning - agerdyrkningens grundpille - end amagerne kan forbruge i mange år. Imens må sjællænderen betale 24 skilling pr. læs når han fra byen vil hente nogen god gødning. 

Umiddelbart ville staden årligt spare nogle 1.000 rbd. på udførslen af renovationen ved i stedet for den hidtil brugte milelange vej, at transportere 2/4 part ud af Østerport, 1/4 part ud af Nørre- og 1/4 part ud af Vesterport, samt at lade amagerne nøjes med christianshavnernes gødning. Selv om dette er den magreste part, så er Amagerland spækket nok allerede, og har desuden en temmelig rundelig beholdning for langt tid. Sandelig er vigtigheden og sandheden af dette anførte så iøjnefaldende at man vanskelig kan beskrive hvorfor ikke alene Christianshavns, men hele Københavns luft hver aften og nat skal inficeres dobbelt, ja firedobbelt ved denne færdsel, i stedet for at skille sig af med dette nødvendige onde ad korteste vej og oven i købet derved forvandle til et uberegneligt gode for en stor del af Sjælland, hvad amageren i sin bugnende overflødighed nu næppe takker for. At den gamle skik eller slendrian vel i dette som i så mange andre tilfælde vil møde med nogen indsigelse, hvem kan tvivle derom. Men der er for mange fornuftige, som nu tænker over landets velfærd, landbovæsenets fremme, til at kunne antage at disse betydningsløse indvendiger længe skulle kunne forhindre en for landet så såre vigtig forandring.

Plads til beholdningerne uden for portene ville snart være fundet. Og beholdningerne der næppe få tid til at blive så besværlige for naboerne som hovedbeholdningen hidtil på Amager. Således synes den kongelige grønlandske handels - så vidt vides - for tiden aldeles ubenyttede reberbane udenfor Vesterport, som strækker sig langt ned mod havet, straks at tilbyde en ret bekvem plads der, ligesom byens sandgrav ved Nørreport. Da Nørreport nu allerede i lang tid lang har været åben hele natten, vil det forhåbentlig så meget mindre falde vanskeligt for toldvæsenet at afgive den fornødne besætning til de 2 andre porte, som eksemplet nu engang er givet. Og toldpersonalet er desuden så rigelig kompletteret nu, fremfor i de dage da hovedstadens handel var i flor. 

Kort sagt, hindringerne er kun bagateller, men iværksættelsen heraf må blive landet en mægtig guldgrube, som kunne bøde noget på dets slappe handel, hvis tiltagen og flor landbovennen med sand glæde skulle se sit fædreland i besiddelse af. Dixi et liberavi animam meam - for at man ikke længere skal kunne møde os med den argumentation: volenti non fit injuria. Og hermed lev vel for denne gang! Det er dig ikke ubekendt at der under min paryk af og til har spøgt en og anden lignende stor ide, som muligvis, modnet i tiden, kan træde for lyset. Din og dine brødres velmenende ven. p

(Politivennen nr. 927, Løverdagen den 5te October 1833, s. 663-669)  

Redacteurens Anmærkning

"Ærtekedel" er en forvanskning og fordanskning af "Erdkehlgraven". Da Nyværk blev anlagt i slutningen af 1600-tallet blev en del af vandområdet over Refshalegrunden afskåret fra Øresund. Navnet er sammensat af to tyske ord: Erd (jord) og Kehl (strube). Området gik fra Bådsmandsstrædes Ny Artilleri Kaserne til Batterierne Qvintus og Sixtus. Den forsvandt da Nyholm blev fuldt udbygget.

"Dixi et liberavi animam meam" betyder jeg har talt og frelst min samvittighed. "Volenti non fit injuria", betyder vel lidt populært sagt: Man skal ikke kaste med sten når man bor i et glashus. Lidt mere alvorligt at hvis man frivilligt og bevidst har begået en skade, kan man ikke anklage en anden part det samme.

Dronningensgade på Christianshavn, set fra Christianshavns Vold mod Frelsers Kirkes spir. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Om alt for iilfærdige Renovations-Kudske.

Disse er en vigtig genstand for politiopsynets strengeste opmærksomhed. Ædruelighed er en almindeligvis prisværdig dyd. Men forandringen er hensigtsløs når den strengt kræves i tilfælde hvor den er af mindre vigtighed end i andre hvor den er af større, og røber mangel på dømmekraft. De som betros heste og vogne, bør frem for alt ikke som ovennævnte renovationskuske være i en fortsat rus fra morgen til aften. Andre menneskers liv og lemmer bliver alt for meget udsat for fare ved det. Indsenderen har ved dagligt at passere ind og ud gennem Nørreport, lejlighed til at se hvorledes disse karle, drukne indtil fæiskhed, næppe er i stand til at kunne holde sig på deres sæder. Og når de kommer tilbage med tomme vogne, jager de i fuld galop ad broen og endog lige ind gennem porten. 

Men fredag den 1. februar var han nær kommet til at gøre en sørgelig erfaring da han af en af oven nævnte der kom farende som beskrevet, blev påkørt lige midt i porten. Og at han ikke faldt og kom ind under heste og vogn, ved han slet ikke at henregne til andet end forsynets vidunderlige beskyttelse. Mange ville vist fremdeles blive udsat for ulykke så længe dette misbrug mod lov og anordninger blive tålt. Men vel ikke alle frelst som indsenderen.

(Politivennen nr. 893, Løverdagen den 9de Februarii 1833, s. 108-109)  

"Han var nær kommet til at gøre en sørgelig erfaring da han af en af oven nævnte der kom farende som beskrevet, blev påkørt lige midt i porten. Og at han ikke faldt og kom ind under heste og vogn, ved han slet ikke at henregne til andet end forsynets vidunderlige beskyttelse." (C. W. Eckersberg: Nørreport, 1807. Statens Museum for Kunst).

Gjenmæle til den unævnte Forfatter af det, i Nr. 751 indrykkede, "Varsko."

Når De, min hr. Anonymus! i Deres lige så usande som unyttige "varsko" anfører at jeg hyppigt stopper passagen for fodgængere ved de læs fejeskarn der henligger på fodstien og den alfare vej flere dage ad gangen, da må jeg berigtige dette lige så usande som fornærmende foregivende idet jeg vil henlede Deres opmærksomhed på at der ingen indkørsel er til det af mig lejede sted, og at jeg følgelig må være lige så berettiget til at henlægge alt hvad der modtages, det være sig bygningsmaterialer, jord eller gødning på fodstien indtil det kan bæres ind i haven, som det er en husejer i staden uforment at aflæsse sand, kul, brænde, brædder etc. på gaden, indtil disse ting kan blive transporteret ind i huset, når dette forresten sker så hurtigt som kun muligt. Men når De ikke undser Dem ved at forebringe den usandhed at flere læs fejeskarn har henligget flere dage ad gangen, da kan jeg næsten fristes til at tilråbe Dem med 2 ord af hr. litteratus Blok Tøxens berømte digt: Skomageren og skrædderen. Aldrig har hvad jeg har modtaget, henligget over 24 timer og som oftest er alt blevet båret ind på selve modtagelsesdagen.

Når De endvidere anker over at der i hele forrige vinter henlå et bjerg af snavs foran min have, da må jeg bede Dem se bedre efter en anden gang, eller også anskaffe Dme briller der kunne komme Deres kortsynethed til hjælp. For det omhandlede bjerg som har givet Dem anledning til klage, bestod ene og alene af sne og is, og ingenlunde af snavs, jeg havde ladet aflosses om efteråret. I håb om at have tilfredsstillet Dem, er jeg Deres særdeles forbundne.

Amagerbro den 1. juni 1839.
Lejeren af den første have på venstre hånd udenfor Amagerport.

(Politivennen nr. 754, Løverdagen den 19de Juni 1830, s. 381-382)

Overhaandtagende Svinerie, samt andre Uordener, i Kronprindsensgade.

Uagtet gård- og husejerne i København sjældent viser nogen ligegyldighed når det gælder om at få den leje der tilkommer dem, hænder det sig dog ikke sjældent at de viser desto større ligegyldighed når det gælder om at opfylde lejernes mest retmæssige og rimelige fordringer. Dog findes der vist nok næppe nogen der i den henseende overgår ejeren af huset nr. 34 i Kronprinsensgade. Det har i lang tid lidt under flere betydelige mangler. Indsenderen (og vist nok flere med ham) har ofte ved at passere gangen der fører fra gadedøren til trappen, stået i fare for at brække arme og ben, og kan ikke nok så meget takke Gud at han er sluppet med hele lemmer. 

Desuden er denne gang i tøvejr for det meste ufremkommelig, på grund af en mængde vand der fra gården samler sig i den. Hvilket forårsages ved forsømmelse i at lade rendestenen hugge op. I gården findes vel en post. Men da den højst sjældent er i den tilbørlige stand, nødes beboerne for det meste til at hente det nødvendige vand til husholdningen fra nabogårdene eller posten i Pilestræde. Hvilket især i en så streng vinter som indeværende medfører et ikke ringe ubehag. 

Lige som gården der skulle tjene til beboernes bekvemmelighed, jævnligt er opfyldt med skarn og snavs, således har også det lokum der er der, i lang tid på grund af mangel på renovationens udførelse, været så opfyldt med uhumskheder at beboerne slet ikke eller i det mindste ikke uden væmmelse, har kunnet benytte det. Da det i den henseende ikke har manglet på påmindelser, synes det som om ejeren anser disse mangler for ubetydelig. Men da lejerne sandelig ikke betragter dem fra det synspunkt, rådes ejeren i det mindste for sin egen fordels skyld snarest muligt at afhjælpe dem.

(Politivennen nr. 738, Løverdagen den 20de Februar 1830, s. 115-116)

"Der findes vist nok næppe nogen der i henseende med at vise ligegyldighed når det gælder om at opfylde lejernes mest retmæssige og rimelige fordringer, overgår ejeren af huset nr. 34 i Kronprinsensgade." (Man kan lige ane huset til venstre i billedet. Det så dog ikke ud sådan på Politivennens tid, jf Redacteurens Anmærkning.)

Redacteurens Anmærkning

Kronprinsensgade 34 er vore dages nr. 14. Huset er fra 1792 og oprindeligt tilhørte det købmand Claude Terveaux og kamfabrikant Pierre H. Picard. Omkring 1900 blev de tre nederste etager omdannet til to etager. 

Bør Gaderenovationen aflosses i Hovedstaden?

Beboerne i nærheden af den mølle ved siden af Østerport som for nogen tid siden styrtede om, ville ønske at de ansvarlige værdigede deres opmærksomhed om hvorvidt det kan være i overensstemmelse med et godt sundhedspoliti i en stor by at vælge noget sted i den til en losseplads for gaderenovationen.

Man kan forsikre at den på ovennævnte sted anlagte store mødding allerede har været til megen ulejlighed for omegnens beboere og man frygter for at dens ubehagelige nærhed endnu længe vil være til besvær.

(Politivennen nr. 664, Løverdagen den 20de September 1828, s. 610-611)

Til Eieren af "hvide Ros" i Adelgaden.

Jeg tager mig den frihed at spørge ejeren af gården nr. 292 i Adelgade om det ikke var muligt for ham at holde sin gård en lille smule mere ryddelig. For da jeg forleden aften besøgte en af min familie som boede i sidehuset, skete det da jeg ville gå derfra at jeg fik ødelagt en ny hat. Man advarede mig at jeg skulle tage mig i agt, da gården lå fuld af grus og murbrokker. Men deres advarsel hjalp mig kun lidt, for straks da jeg kom ned, løb jeg imod en af de stivere der understøtter sidehuset, så hatten fløj i rendestenen. For det andet måtte jeg gå langs ad rendestenen i skarnet. Måske vil man spørge hvorfor? Og jeg skal da fortælle årsagen. Langs med sidehuset er opstablet en mængde murbrokker lige ud til rendestenen. Og de stiver der understøtter huset, står udenfor rendestenen, tillige med en mængde gammelt ros. Altså var jeg nødsaget til at passe rendestenen, hvilket de af sidehusets beboere som bor længst oppe i gården, ligeledes nødes til.

Når man kommer fra gaden ind ad porten i gården, står der to vogne. Ved den ene side af vognene er der pakket med gammelt tømmer og pumpetræ. Men ved dagens lys kan man dog med møje trænge sig igennem skønt man må risikere at få sine klæder iturevne eller besudlede. Men når man kommer længere fremad, træffer man på en mængde gammel kalk og en mængde grus som er meget besværlig at overstige. Nu må man tage sig i alt for ikke at nærme sig lokummet, da ejeren har taget sig den frihed at lade en kule blive gravet ved enden af samme og gennembrækket muren således at skarnet kan løbe fra lokummet i kulen. 

Det forstår sig han har ladet kulen blive dækket med gamle brædder. Men dog skete det den forgangne vinter at en velklædt person var så uheldig at falde deri og måtte gøre anskrig om hjælp for at blive reddet. Kommer man ind på lokummet, da er der atter opstablet med murbrokker og gamle brædder. Hvilket dog er nødvendigt, for ellers ville det være umuligt at gå derind fordi det for det meste løber over og forårsager en uudholdelig stank såvel i gården som i de omliggende huse. 

Endelig når man har tumlet sig frem og kommer op i enden af gården, møder man en mængde hestegødning, hvilket også forårsager en meget ubehagelig lugt for gårdens beboere.

(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 582-585)

Redacteurens Anmærkning

Adelgade 292 blev senere til Adelgade 37. Den blev formentlig revet ned ved de store saneringer i 1940'erne. Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 663, Løverdagen den 13de September 1828, s. 603-605 .

Atter om et væmmeligt Skarnoplag paa Amagerbro

Det glædede såvel indsenderen som de fleste af beboerne på Amager at erfare at klagen i Politivennen nr. 654 over møddingen blev fjernet. Men glæden varede desværre kort, idet man med fortrydelse ser at grundlaget til en lige så væmmelig møgdynge på det selvsamme sted dagligt vokser og formerer sig. Ikke alene derved at vognmand Berentzens egne vogne der aflæsser gaderenovationen, men endog derved at han efter sigende honorerer andre vognmænds karle for at losse på dette sted. Denne handel skal efter hvad velunderrettede vil vide, betale sig godt da ejeren sælger skarnet med megen fordel efter at det er brændt sammen, og i tilstrækkelig lang tid har ulejliget de vejfarende ved sine væmmelige uddunstninger.

Hverken misundelse, eller nogen som helst anden uædel bevæggrund har ledt indsenderens pen til at nedskrive disse anker. Men han har kun villet henlede de ansvarliges opmærksomhed på at sådanne oplag rimeligvis burde forlægges til et andet afsidesliggende sted og ikke tæt op til en offentlig landevej hvor de med laser og klude behængte stinkende vogne frembyder et lige så væmmeligt skue, og de afgiver en pestbringende stank for de vejfarende hvis sundhed derved lider betydeligt.

Der fortælles vel af naboerne skal have ført retlig anke over dette skarnoplag samt at der skal være faldet en dom hvorved ejeren forpligtes til at bortskaffe samme inden en vis tid. Men man har grund til at betvivle at dette forholder sig således. For da måtte man antage at nævnte ejer ikke turde modsætte sig øvrighedens befaling.

Indsenderen slutter med den bemærkning at enhver der måtte ville tage allerede nævnte skarnoplag og dets omgivelser i øjesyn, sikkert vil finde hvor rimelig den her fremsatte anke er. 

(Politivennen nr. 660, Løverdagen den 23de August 1828, s. 558-560)

Redacteurens Anmærkning

Samtlige artikler i denne serie: Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 450-452, Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 455-456, Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 503-507, Politivennen nr. 658, Løverdagen den 9de August 1828, s. 528 og Politivennen nr. 660, Løverdagen den 23de August 1828, s. 558-560.

Svar paa det i Politievennen Nr. 65- indrykkede Stykke: "Spørgsmål til Vedkommende"

Når forfatteren af ovennævnte stykke nøjere havde lagt mærke til hvorfra den ildelugtende i nærheden af natterenovationskulerne kom, så ville såvel han som enhver anden havde fundet at det især kommer fra den, den foregående nat udførte natrenovation, og ikke fra den renovation som nogle amagere har opkørt i bunker lige uden omkring kulerne, hvilken renovation i længere tid har ligget i kuler, udsat for luftens påvirkning, og tabt næsten alt det ildelugtende som ellers er ved denne gødning. Og sæt endogså at dette lugtede meget ubehageligt, så ville disse uddunstninger ikke strække sig videre fra amagernes oplagssteder end fra selve kulerne.

Den ærede forfatter mener at amagerne kunne tage denne gødning lige fra kulen af og hjemkøre den. Men det kan aldeles ikke gå an. For det er kun når der har været tørvejr i lang tid at man kan køre ned i kulen. Og da må man benytte denne tid til at få gødningen opkørt, for siden ved lejlighed at få den hjemkørt. Desuden frygter jeg meget for at den ærede herre med flere ville blive endnu mere forulempet med slem lugt. For der ville flyde meget over af vognen hele vejen når man kørte det hjem i så flydende en tilstand som det forefindes i kulen. Tillige ville der ikke heller blive meget tilbage af læsset når manden kom til sit bestemmelsessted. Vel kan indsenderen af dette ikke benægte at der såvel ved denne som ved enhver slags gødning findes en slem og ubehagelig lugt. Men for denne årsags skyld at lægge hindring i vejen for sammes afbenyttelse, ville være en alt for ubodelig skade såvel for staten selv, som for enkelt mand da jeg og sikkert flere med mig er af den mening at fordelen her langt opvejer skaden som kan flyde deraf. 

Desværre har amagerne flere år måttet savne gaderenovationen der ikke mere må føres ud af Amagerport, ligeledes til stor skade for det almindelige. Derimod tror jeg at de ansvarlige autoriteter kunne gøre noget, ja meget for at stanken såvel af gade- som  natrenovation ikke skulle udbrede sig så vidt omkring som den nu gør, dels fordi disse to renovationer aflæsses på to dertil af øvrigheden bestemte steder, og dels fordi den hos private som ønsker at bruge dette, ligeledes bliver aflæsset på forskellige steder hele Amagerbro igennem, så bliver altså fra hvad kant vinden end blæser såvel de der passerer Amagerbro som de der bor der, belemret med det. Mit forslag er dette: At såvel gade- som natrenovationen bør blandes sammen. Derved kunne det sidste blive en fast masse så at det igen kunne føres fra oplagsstedet uden at man først behøvede at opkøre det på et andet sted for at tørres før det hjemkøres. 

Tillige var det gavnligt såvel for gødningen selv, som for til dels at forebygge lugtens udbredelse af samme, at der blev anbragt et slags dæksel over den kule som dertil skulle indrettes. Københavns kæmnerkasse ville desuden få en indtægt den ikke før har haft, nemlig af gaderenovationen. Jeg finder det ikke passende, ja overflødigt, her at forklare nøjere hvorledes sådan en kule skulle indrettes med mere. For om forslaget skulle finde bifald, ville vedkommende vist nok selv forstå at træffe de fornødne foranstaltninger uden min vejledning.

(Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 503-507)

Redacteurens Anmærkning

Samtlige artikler i denne serie: Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 450-452, Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 455-456, Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 503-507, Politivennen nr. 658, Løverdagen den 9de August 1828, s. 528 og Politivennen nr. 660, Løverdagen den 23de August 1828, s. 558-560.

Bøn på Østergade.

For anmelderen har det været et lige så ubehageligt som påfaldende skue at stadens mest befærdede gade, Østergade på visse tider af dagen - dog især om formiddagen mellem kl. 7 og 10 - er aldeles ufremkommelig for den del af almenheden der vil passere samme til vogns eller hest. Denne mangel på uhindret gennemfærdsel er imidlertid mest følelig på fejedage da det ikke er sjældent at se renovationsvogne med en tørvevogn på hver side hvorved gadens hele bredde optages og passagen spærres.

Mest påfaldende var det imidlertid sidste mandag da den kongelige familie måtte finde sig i et ikke kort ophold, fordi gaden spærredes på den ovennævnte måde.

Anmelderen tillader sig på grund af det at ytre ønske om at der i det mindste på fejedagene og så længe den kongelige familie opholder sig på Frederiksberg, måtte patruljere et par betjente i nævnte gade for at afværge at noget sådant ikke oftere skal finde sted da gadebetjentene jo må være til stede i flere gader.

(Politivennen nr. 606. Løverdagen den 11te August 1827, s. 504-505).

En vederstyggelig losseplads.

På den grund i Fiolstræde som indesluttes af den røde mur høre hånd fra Store Kannikestræde omtrent skrås overfor stiftsprovstens bolig (gerne havde indsenderen betegnet den nøjere, men såvel nummer som gadenavn mangler på muren) findes en vist nok inden stadens volde mageløs samling af urenligheder af alle slags. Efter det udvortes at dømme består den af slamkiste- og gadeskarn, råddent og rådnende halm, hestegødning etc. etc. hvilket afgiver en for sundheden skadelig og væmmelig stank som man allerede, især i middagsstunden, fornemmer. Og den vil vel blive endnu værre når varmen rigtig indfinder sig. Behageligt for synet er denne mødding just heller ikke da gårdspladsen af mangel på afløb ved mådelig regn og længe derefter ligner et væmmeligt gadekær. Før 1807 var stedet som bekendt en professorbolig, og indsenderen formoder derfor at grunden endnu tilhører Københavns Universitet. Er denne stiftelse så trængende at den uomgængeligt behøver den helt ubetydelige leje som deraf indkommer, så er højskolens bestyrere vist nok så oplyste og menneskelige at de vil sørge for at befri deres medborgere fra denne ækle losseplads, og enten bortleje grunden til et renligere brug eller i det mindste sørge for at den ikke alene rengøres nu, men endog for fremtiden pålægger lejeren at gøre et lovligere brug deraf. Fejler indsenderen og grunden tilhører en anden privat mand, da vil han anbefale denne kloak til vort årvågne sundhedspoliti som sikkert vil vide at se denne dagligt forøgede losseplads' indhold bortkørt inden sommeren indfinder sig.

(Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 269-271).

Om Renovationskarles Paatrængenhed.

Hr. udgiver!

Jeg havde for længere tid siden villet tilskrive Dem om et besværligt overhæng af de renovationskarle som kører i Store Kongensgade, men en påkommende upasselighed har forhindret mig indtil nu. Dog den profit som kommer sent, er bedre end slet ingen. Jeg ønskede derfor at De i Deres blad, ville gøre de kontrahenter som befordrer skarnets bortkørsel af Store Kongensgade opmærksomme på at de folk som kører deres vogne, er meget påtrængende for at få drikkepenge. Således kom nogle karle ved nytårstid op til mig for at gratulere nytår. Jeg gjorde dem klart at flere havde været hos mig i samme anledning og at jeg derfor ikke gav noget, og lukkede derpå døren. Noget efter hørte jeg en stærk buldren på døren. Jeg åbnede den og da jeg så at de samme personer med ordene: At jeg ikke gav noget. Men en af dem satte foden for døren, så at den ikke kunne lukkes, og brød ud i skældsord, og flere grovheder. Da det er højst ubehageligt i sit eget hus at høre sådant og at måtte tåle sådan brutal opførsel når man ikke vil frakøbe sig samme for sine penge, så anmoder man vedkommende karles husbonder at holde deres folk fra at vise sådan usømmelig og grov opførsel.

(Politivennen nr. 527. Løverdagen den 4de Februar 1826, s. 69-71)

Et slemt Skarnoplag i Hovedstaden.

Pladsen nr. 415 i Sølvgade var endnu for nogle år siden et af stadens skønneste haver, et lysteligt skue for mange omboende. Men den kom i nuværende besidder eje og, man kunne næsten sige, på vandalers vis, udslettedes da straks hvert spor af kultur, og den yndige have frembød kun et sørgeligt skue af ødelæggelsens vederstyggelighed. Dog sådant er jo noget hvori manden har lov at følge sin egen smag. Men da han i de senere år har gjort den til losseplads for den renovation han betaltes for at udkøre af byen, så bedes ærbødigst den høje autoritet der i fjor ved at betale ham at udføre en stor del af det indkørte, befriede nabolaget fra en næsen lige så ubehagelig som sundheden skadelig atmosfære, i år igen at se ind til ham, da han allerede begynder at samle en køn bunke af is, sne, gødning og alskens urenlighed.

(Politivennen nr. 527. Løverdagen den 4de Februar 1826, s. 68-69)

Redacteurens Anmærkning.

Sølvgade 415 er nutidens nr. 18. Huset er fra før 1737. Det er grunden hvor nu Sølvgade Skole har legeplads.

Morgenbetragtninger ved en Pibe Tobak.

Hr. udgiver!

Uagtet jeg ikke er ganske vis i min sag, forekommer det mig dog at der i sin tid gennem Deres blad Politivennen er anket over de støvskyer man om sommeren efter flere dages tørt vejr generes af, samt at der da blev bragt i forslag at vedkommende ejere måtte indskærpes at bestænke fortovene med vand. Et middel hvorved man mente at dette onde bedst og lettest kunne forebygges. Et bidrag henhørende til denne materie tillader jeg mig herved at tilstille Dem med anmodning om at De behageligst ville forunde samme plads i Deres blad hvis De måtte finde at det dertil kvalificerede sig, samt at det ikke optager pladsen for noget bedre og nyttigere.

Da det nemlig er blevet mig en vane at stå tidligt op, og jeg tillige hylder den skik at ryge en morgenpibe for det åbne vindue, har jeg næsten dagligt lejlighed til at se gaderne i mit nabolag blive fejet, og har derfor ofte lagt mærke til de ubehageligheder og den skade denne fejning afstedkommer, især når flere dages indfaldende tørvejr ledsages af blæst. Uagtet jeg selv bor på en temmelig høj anden sals etage, er det mig dog ikke muligt så længe fejningen i nærheden går for sig at have vinduerne åbne, uden at få mine værelser besudlede med et tykt lag gadestøv, og at denne ubehagelighed må være endnu mere trykkende for dem der bor lavere, er vel uden for al tvivl. Fejningen foretages desuden på den tid man i almindelighed gør værelserne rene, ved hvilket arbejde det vel endog på visse tider af året kan blive en nødvendighed at lukke op, for ikke at tale om hvor behageligt det er i morgenstunden at profitere af den friske luft, man på denne måde kan skaffe sig.

Dog er den ubehagelighed jeg her har anført, kun ubetydelig i sammenligning med den skade de ved fejningen forårsagede støvskyer tilføjer de fødevarer der findes i åbne udsalgsboder. Således bor her lige over for mig en slagter der den 18. maj forleden fik den største del af sit kødforråd således besudlet med støv at man ikke uden væmmelse kunne se det ellers renligt og ordentligt behandlede kød, endsige nyde det. Et par af de i nærheden boende kældermænd fortalte mig ved denne lejlighed at deres varer som fløde og mælk ofte var blevet ødelagt af støv.

I den overbevisning at høje vedkommende med velvilje modtager ethvert begrundet forslag der har nytte og god orden til øjemed, vover jeg ærbødigst at ytre det ønske: At det måtte blive vedkommende hus- og grundejere pålagt at bestænke såvel fortovet som gaden med vand forinden der begyndes på fejningen, så at publikum ikke uden nødvendighed skal tilføjes skade. Det apparat man behøvede, ville kun påføre vedkommende en ringe udgift, da en blikkande lig den gartnerne bruger, var alt hvad der krævedes. 

Men ikke alene selve fejning i sådant vejrlig afstedkommer ubehageligheder og skade for beboerne, endog pålæsningen af de sammenfejede bunker har sådant i følge med sig. Især da kuskene næsten altid læsser vognene så fulde at en stor del af skarnet nødvendigvis må spildes inden det kommer til sit bestemmelsessted. Denne ulejlighed formindskes vel i betydelig grad derved at gaderne før fejningen bliver bestænket med vand. Men for endnu mere betrygge vedkommende for skade, kunne man jo også gøre det til en pligt for dem der besørger fejningen at drysse vand på de sammenfejede bunker, noget der meget let kan ske da rendestenene på de fleste steder dertil afgiver behørigt stof. Når det nu tillige blev pålagt kuskene kun at modtage sådanne læs at intet under bortkørslen blev spildt, samt altid at lade det øverste lag bestå af sammenfejede, behørigt vædede bunker, ville man bringe publikum et offer som alle med taknemmelighed ville påskønne, og som ingen - undtagen måske renovationskontrahenterne og deres kuske - ville misbillige. For at give gadekommissærerne en mere udvidet virkekreds, kunne det vel mest passende overdrages dem på visse tider af året at foretage husvisitationer i deres distrikter ved hvilke de strengt skulle påse at vedkommende ejere havde deres kande i behørig stand, noget de vist gerne gjorde uden særskilt betaling, da det jo ville være en grund mere for dem til at opvarte beboerne med nytårsgratulationer.

Højst påfaldende er det at mange gentagne anker uagtet endnu ikke har fundet det passende at pålægge renovationskuskene at være forsynede med en kost, med hvilken de burde sammenfeje hvad de ikke kan opfatte med skovlen. At skarnfjerdingerne blev bestænket med vand forinden de udbragtes til renovationsvognen ville også spare beboerne megen ulejlighed.

(Politivennen nr. 499. Løverdagen den 23de Juli 1825, s. 9867-9872)

Klosterstræde i København. Gaderne er rene og som det ses er mange vinduer uden problemer åbne. Det var ikke tilfældet da denne artikel blev skrevet. Gadebelægningen var marksten, lagt i sand eller grus. Det støv der her er tale om, er resterne af alskens affald: Halm fra senge, hø til heste og køer, efterladenskaber fra heste, hunde, katte, fjerkræ (og mennesker), kalk-og murstensnedfald fra bygninger, fødevarerester og meget mere. Ikke just noget man ønskede at komme i berøring med. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bøn til en Renovationscontrahent.

I slutningen af forrige år lagde man mærke til at den karl som afhenter renovation i Gothersgade henimod Kongens Nytorv, sjældent eller aldrig gav sin nærværelse til kende ved at spillet på sit instrument, ja at han ikke engang førte nogen skralde med sig, hvorfor man besluttede gennem dette blad at bede hans husbond om at pålægge ham sådant. Men kort før juni begyndte han at lade sig høre, og holdt sådan ordentlig ved indtil straks efter nytår da han igen blev tavs. Formodentlig har han blot spillet op for at få noget til nytår. Men da han nu så tavs lister sig gennem gaden, og man ikke kan holde sit tjenestetyende for at passe på når han kommer og desårsag må samle på skarn som man gerne ville skilles ved, så anmodes denne karls husbond om at indskærpe ham at det er hans pligt at underrette gadens beboere om hans nærværelse.

(Politivennen No. 475, Løverdagen den 5te Februar 1825. Side 9460-9461)