Bøn Kronborg Fæstning vedkommende.

(Efter indsendt).

Alle de, det være sig soldater, tjenestetyender, børn eller andre som i vinterens mørke aftner må gå fra eller til Kronborg, beder meget, og det ikke uden grund, at der på vejen til slottet enten må anbringes flere, men også klarlysende lygter, eller et bolværk ved graven på det, på højre hånd, til slottet lange bolværksløse stykke vej, og derved fodgængerne sikres for den fare ved et fejltrin at styrte i graven og der omkomme, for fra et sådant uheld ville næppe nogen tænke at komme fra med livet. En bøn som vedkommende høje veltænkende vist vil tage til hjerte og ved at sikre menneskeers liv fortjener publikums varme tak.

(Politivennen nr. 452, 20. december 1806, side 7197-7198)

Krouorden på Kronborg Geværfabrik

(Efter indsendt)

I Politivennen nr. 365 blev der klaget over krouorden på Kronborg Geværrfabrik. Man må nu gentage, at denne uorden stadig varer ved. Det ser ud til, at den derværende kromand bidrager sit til at hæmme denne uorden, da han efter sigende ikke skænker efter klokken ti om aftenen, efter at han er blevet bekendtgjort med det. Og dog støjes der hele nætter igennem på kroen, som hidrører af stedets lokale årsager, hvilke ligger uden for kromandens myndighed. Politiet har godt nok opslået en plakat, men døde bogstaver udretter intet. Man håber derfor at det sætter deres bydende i kraft! Efter min uforgribelige mening ville denne lømmeluorden blive stoppet, når hver og en, som fandtes i kroen efter klokken ti, skulle betale en rigsdaler i straf, hver gang han blev truffen der (herfra undtages rejsende), og værten, ifald han skænkede efter berørte tid, få ti rigsdaler i straf, og derudover overvåges om det blev sat i værk. Ganske at forbyde siddende gæster i kroen er lige så lidt anvendeligt på fabrikken, som i købstæderne, sålænge indretningerne bliver som de nu er 

(Politivennen nr. 382, 17. august 1805, s. 6074-6075)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen fulgte op på Politivennen nr. 365, 20. april 1805, s. 5802-5803, og blev besvaret senere.

En lang artikel beskæftiger sig med princippielle sager, Politivennen 385, 7. september, side 6026-6030,

Krouorden på Kronborg Geværfabrik

(Efter indsendt)

Det er bedrøveligt at se og høre, hvorledes der drikkes og støjes hele nætter igennem på kroen på Kronborg Geværfabrik. Undertiden er der sådan en alarm og slagsmål, at de omkringboende ikke kan få nattero. Hvor mangt et ungt menneske er her i bund og grund blevet fordærvet ved nattesvir. Hvor mange mænd ødelægger her ved svir deres tjente penge, hvoraf kone og børn kunne have levet, og som måske undertiden savnes hårdt af disse.

Der er dejligt ved Kronborg (midten af stikket) nu som i 1754. Men idyllen længere ude i Hellebæk skæmmes af idelig støjen, drikken og hujen fra geværfabrikken.

Gid at denne i sine følger så skadelige nattesvir måtte blev hæmmet. Hvor megen taksigelse ville de ansvarlige, i hvis magt det står at hæmme denne uorden, ikke nyde af den bedre tænkende del af fabrikkens beboere, hvis denne uorden blev hæmmet. Man smigrer sig med det håb, at denne begæring ikke vil være forgæves.


(Politivennen nr. 365, 20. april 1805, s. 5802-5803)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 382, 17. august 1805, s. 6074-6075.

Kronborg Geværfabrik

Det er en tilsnigelse at vise stikket fra Helsingør og Kronborg. For Kronborg Geværfabrik (før 1768 Cronborg Jernverk) lå i Hellebæk. Omkring år 1800 var ca. 500 mennesker knyttet til fabrikken. Fabrikationen var en del af trekantshandelen: Geværerne blev solgt i Guinea (Afrika) og betalt med slaver. De blev sejlet til Dansk Vestindiske Øer for at producere sukker og rom til Danmark. Det må have faldet ejerens søn for brystet, for han var medvirkende til at Danmark i 1792 fik slavehandelen forbudt med virkning fra 1803. I teorien. 

Bekendtgørelse

Tode og siden af Politivennens udgiver var de første til at foreslå den gode skik med at de som bekendtgjorde slavers eller andre fangers undvigelse, også siden, når de var pågrebet bekendtgjorde dette for at berolige egnen. Skikken er for nylig til al ære for kommandantskabet på Kronborg, af samme blevet fulgt med en bekendtgørelse i Adresseavisen: At en undvegen slave var pågrebet. Man håber at dette dejlige eksempel følges af andre i lignende tilfælde.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 319, 2. juni 1804, s. 5083)

Om Dyrehaven

(Efter indsendt)

Dyrehavssæsonen er nu snart for døren. Med al dens spotten med, præken imod og ynk over Dyrehavens dårligdomme. Den giver anledning til overdådighed og ødselhed, man rejser mod betaling ud til kedsomhed. Og dog ser man selv alle spotterne, prædikanterne og ynkerne følge sporet. Og man kan sige hvad man vil, det er naturligt og uskyldigt at en stads indbyggere om sommeren så ofte det kan lade sig gøre tager ud til den nærmeste skov. Det er ikke skovens skyld, heller ikke ejerens, der velvilligt åbner den for publikum, at mange ikke laver andet end at nyde og glæde sig ved den skønne natur, forbedrer sit helbred med sund luft, mådelig bevægelse og et landligt måltid.

Det er meget muligt at de tilladte gøglerier kan give en forkert anvendelse af dyrehavsturene. Gid disse mange gøglerier og narrestreger, som man nu ser hver dag uden for vore porte og inden for dem med, må forvises fra Dyrehaven. De øger rejsens omkostninger meget, og nedbryder i stedet for at forhøje de fornuftiges nydelse. Der var en tid da man mente det for meget at åbne adgangen til vore lettroende almues punge for disse nichtsmagere i Dyrehaven i 4 uger. Bladet er nu vendt. De kan nu indsamle landets penge hele året, og man må indskrænke sig til det ønske, at blot Dyrehaven måtte forskånes for dem.

En af de ting, man især kunne ønske gjort for at udbrede nydelsen af skovturene, var at finde et middel til at komme dertil for mindre betaling. En ordentlig diligencekørsel mellem København og Dyrehaven i ovennævnte periode ville måske tjene til det og lønne sin foretager. Måske var det også gavnligt at sætte en takst for bøndervognene og kunne bestille og betale disse på et kontor uden for porten.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 319, 2. juni 1804, s. 5080-5082)

Et par Ord til Fordel for den offentlige Sikkerhed

Aviserne skriver hele tiden om bortløbne slaver. Tager man i betragtning at slave her er det samme som en overbevist og dømt forbryder, forstår man at politi i egentlig forstand ikke findes uden for vores købstæder (Københavns Amt undtaget). Enhver landboer må gyse ved tanken om at den forbryder der er sluppet løs ikke frygter for at begå de skrækkeligste handlinger, fordi han tror at han kan undgå at blive pågrebet igen, helst når han ved at han straffes, endog for blot undvigelse. Han må naturligt stille sig disse spørgsmål: Hvad er årsagen til at disse mennesker flygter? Frygt kan det ikke være, for de forventer ikke større eller anden straf. Deres utålelige tilstand? Nej, det er det ikke. De arbejder hellere for lidt end for meget, og de har nok muligheder for at forbedre deres kår ved tiggeri og eget arbejde. Den åbne mulighed for at undvige må altså være det som frister. Så kommer andre spørgsmål: Hvorfor får de sådanne muligheder? Hvordan kunne de fratages den? hvor svært kan det være. I lang tid har man glædet sig i håbet om den gode gerning, at slaveri kunne omdannes til tugthus, og forbedringshus til tvangshus. Men stadig ser man rækker af disse mennesker gå på fæstningsarbejde, under ledsagelse af enkelte ældre vogtere som ikke ser ud til at være deres post alt for voksne. I Kronborg fæstning er også et slaveri hvorfra undvigelser ikke er så sjældne som de burde være. Man hører om indbrud på landet. Man hører om mord på landet. Hvad kan landmanden ikke ønske mere end at forbrydere blev holdt på deres straffesteder. Hertil skal lægges de hyppige undvigelser fra arresthuse omkring i de små købstæder! Det var vel ikke for højt sat at der af sådanne undvegne dømte og ikke dømte forbrydere sværmede et hundrede stykker omkring i Danmark, som således takket være vores påpasselige slavefogeder, rådhustjenere og byfogeder, ikke for meget skal bryste sig af det fortrin for de fleste andre lande, at være fri for glubende dyr. Man forgriber sig vel ikke på nogen ved at fremsætte nogle råd mod et onde, som er så reelt og så stort. Kunne en rådhustjener eller arrestforsvarer i en købstad ikke få bøde på 1 rigsdaler for den første undvegne arrestant, 10 rigsdaler for den anden, og for den tredje miste sit embede? Her taler man ikke om at hjælpe arrestanten til at undvige. For dette bør uden nåde straffes med at miste levebrødet. Kunne ikke stedets byfoged for samme undvigelse få en bøde på 10 rigsdaler indtil tallet steg til fx 12. og derefter miste embedet? Kunne en slavefoged ikke straffes for hver undvegen slave med et vist antal stokkeprygl, og efter et vist antal undvigelser med at miste embedet eller et års slaveri? Er disse straffe for hårde? Måske, måske ikke. At undvigelserne ville blive sjældnere, må dog være en naturlig følge. Gid dette måtte opnås, uanset hvordan. Det er bedre at de skyldige straffes, end at uskyldige lider for at skåne dem.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 267, 4. juni 1803, s.4259-4262)

Bekjendtgørelse til Advarsel for Publikum.

(Efter indsendt)

Den bekendte, før meget farlige slave Arve Bravkarl i Kronborg Fæstnings slaveri, har nu dog igen fået i sinde at gøre sig usynlig. Den store frihed han var tilstedt da man endog om aftenen kunne træffe ham på gaderne og i Kronborg Alle, har efter al formodning kunnet give ham lejlighed til at smutte bort. Da han nu er gammel og uduelig til arbejde, vil han ikke på anden måde end enten ved betlen eller ved at gribe til sit førhen vel forståede håndværk, tyveri, kunne ernære sig. Han er altså farlig hvor han kommer, og har han taget kursen ind i landet, som man dog næppe tror, så vogte enhver sig for hans besøg. De offentlige tidender ville vel snart beskrive hans positur og klædedragt. Denne gang pikkede han ved sin undvigelse næppe på noget vindue og sagde: Nu går Arve Bravkarl! Man mener ellers at han kun har gjort en lysttur med en svensk lokkedue og at han snart og af sig selv vil indfinde sig igen.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 219, 3 Juli 1802, s. 3497-3498)

Redacteurens Anmærkning.

Materiale om Arve Bravkarl kan ses i baggrundsartikler om forbrydere.

Ønske fra Helsingør

Af frygt for det tilfælde at Kronborg fæstning skulle blive bombarderet af den engelske flåde, og man tillige kunne frygte at Helsingør kunne blive sat i brand flere steder og indbyggernes huse og ejendomme blive et rov for luerne, har allerede mange familier søgt at bringe deres betydeligste effekter i sikkerhed. Men vognlejen, endog ved bønder, er for de, som ikke selv ejer heste og vogn, overmåde dyr. Som ikke kan være andet når mange på engang iler med at flytte. Kunne man derfor ikke håbe, at de nærmeste herredsbønder blev pålagt at møde visse dage i Helsingør og hjælpe at flytte indbyggernes gods mod en bestemt betaling, dog ikke over vognmandstakst.

Helsingør den 21. marts.
Hans Jeger
Skolelærer og klokker.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2436-2437)

Helsingør blev ikke bombarderet, og den gamle by er stadig i vid udstrækning bevaret, som her Sortebrødrestræde. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Om Slavers og Arrestanters Undvigelse

I anledning af det nylig fra Kronborg fæstning averterede om 2 slavers Hans Jensens og Claus Webekes undvigelse, som siges at være to for den offentlige sikkerhed farlige mennesker, kan man med rimelighed gøre det spørgsmål, om opsynet med disse mennesker, der fængsles for hårde forbrydelser og hvis straf vanskelig kan skærpes, svarer til hensigten, at holde menneskeligheden sikker for deres voldsomhed? Disse slaver har intet at tabe og bliver derved så meget desto farligere. Landevejene bør være sikre, og hvorledes kan dette ske, når disse mennesker så tit anmeldes som undvegne fra vores fæstninger? Der er ingenting mere naturligt end at de gør komplot og dette bliver dem en let sag, at Skælskør arresthus alt for jævnligt furnerer dem med værdige medlemmer, som kan bevises ved hr. byfoged Payngs avertissement af 6. august i år.

Man tror det pligt at gøre vedkommende mere opmærksom på deres pligts opfyldelse. Sagen er meget vigtig for det almindelige. Danmark har hidtil været befriet for det engelske fortrin at have landevejsrøvere, og vil nok næppe misunde dette land den lykke. Imidlertid har man i disse tilfælde årsag at frygte derfor. Var det ikke godt, om man offentlig i aviserne bekendtgjorde sådanne menneskers pågribelse, ligesom man har anmeldt deres undvigelse, for at spare en frygtsom rejsende den angst, som enhver med mistænkeligt udseende kunne sætte ham i? Det var i det mindste en menneskekærligheds pligt.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 73, den 14. september 1799, s. 1165-1166)

Redacteurens Anmærkning.

Om fangeundvigelser, se også "Om Forbryderes Undvigelse fra Fængslerne" se også Politivennen nr. 1193, lørdag den 3. november 1838. Side 697-701.