Viser opslag med etiketten Magstræde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Magstræde. Vis alle opslag

05 juni 2017

En farlig Kjelderhule i Magstræde.

I Magstræde nr. 24 findes en luge som ofte bliver åbnet, og hvorved åbnes adgang for folk der har lyst til at fald en 4 eller 5 alen og brække et ben eller andre lemmer. Den åbning som er tilvejebragt ved lugens oplukning, optager næsten hele fortovet, så man for at undgå faren her nødvendigvis må gå ud midt på gaden. Indsenderen troede først at det var et brat nedgående underjordisk hul. Ved nærmere beskuelse opdagede han imidlertid en trappe, men som så temmelig nær dannede en ret vinkel med jorden, hvorfor man vel til forskel fra andre kælderhalse passende kan benævne den omtale åbning en kælderhule. Da der nu intet rækværk eller noget som helst afvisende tegn findes anbragt på dette sted, ville ulykkelige hændelser næppe udeblive hvis nævnte hule for fremtiden skal stå åben. Og man må derfor bede ejeren om at gøre det fornødne, politiet om at sørge for at samme ikke bliver åbnet som hidtil. Kælderen benyttes til brænde, og der kommer vel kun lidt lysning ind gennem et lavt vindue. Men hvis det er tilfældet, burde ejeren hellere bekoste vinduet forandret eller anbragt et nyt vindue end tilvejebringe en lysning hvorved den almindelige sikkerhed kommer i fare.

(Politivennen nr. 1309, Løverdagen, den 30te Januar 1841. Side 75-76).  


Redacteurens Anmærkning

Magstræde 24 blev i 1856 delt i A og B. A blev i 1856 til Nybrogade 24 B, I 1859 Nybrogade 32. B blev i 1859 til Magstræde 19, 1919 til Magstræde 17-19, Nybrogade 30. Magstræde 23 er tidligere omtalt i forbindelse med en dansebod.

25 august 2016

Bøn on Ro ved Midnat.

Indsenderen som er en gammel, svagelig mand og hvis første søvn er ham den bedste, blev pludseligt natten mellem fredag den 11. og lørdag den 12. d. m. omtrent kl. 12 vækket af sin gode søvn ved en skænden og banden på gaden. Han fattede da den tanke at det muligvis var nogle berusede mennesker som gik gennem gaden, og hvis støj snart ville ophøre. Men tværtimod blev den ved jo længere jo værre. Indsenderen stod derpå op, gik til vinduet og så til sin store forundring at det var to vægtere. Den ene som råber ved Frederiksholms Kanal og den anden som råber i Magstræde. Hvilke så vidt indsenderen kunne forstå, var kommet i klammeri af smålig jalousi over vægterens kone i Magstræde. Indsenderens mening er at da vægterne er for at holde ro på gaden ved nattetid bør de selv allermindst udøve noget som forstyrrer den. Til slut skal han ikke undlade at takke vægterne i Rådhusstræde og på Vandkunsten der så omhyggeligt søgte at styre de to førstnævnte, hidsige vægtere til ro.

(Politivennen nr. 829, Løverdagen den 19de November 1831, s. side 810-811)

29 juni 2016

Bort med Hønsene

I Nybrogade, Naboløs og Magstræde driver en flok høns dagligt om på gaden der tilhører ejeren af nr. 16 i førstnævnte gade. Man har lagt mærke til at dette uvæsen har fundet sted i flere år og man har forventet at ejeren af disse høns dog endelig engang ville holde dem fra gaden hvor han vel ikke har nogen rettighed, fremfor nævnte gaders øvrige beboere til at lade sin hønseflok gå omkring. Man da det hidtil ikke er sket uanmodet, så bedes han i fremtiden at holde sine høns på sit eller deres eget. I manglende fald vil myndighederne vist alvorligt pålægge ham denne pligt.

(Politivennen nr. 728, Løverdagen den 12te December 1829, s. 809-810)

20 april 2016

En Clarinet til Dandseboderne.

Når det frygteligt brandråb og vægterpiben genlyder i stadens gader, standser al anden færd gerne. Man iler afsted med den hurtighed angsten indgyder for at erfare om ilden ikke er i nærheden eller hos venner og bekendte. Så meget desto mere må det forundre enhver da der sidste søndag den 16. i denne måned var udbrudt skorstensbrand i Borgergade, at høre at de herrer musici på danseboderne i Magstræde og Kompagnistræde ikke opgav deres virksomhed, men blandede deres harmoniske (?) toner med vægterpibernes skrattende klang. 

Det synes underligt at i et øjeblik hvor såvel individer af brandkorpset som også af borgermilitæret må forlade hus og hjem for at våge over orden og rolighed, nogle muligvis halvdrukne landsoldater og konsorter med respektive kærester skulle have den magt at trodse alle andres ængstelige følelser og ikke i det mindste vise den opmærksomhed at standse med deres krumspring indtil alarmen og faren var forbi. Da sædvanligvis alle vinduer er åbne på sådanne steder, så lyder musikken og de bestøvlede danseres djærve fodslag ikke alene i nabolaget, men foruroliger ofte en hel gade. Vedkommende bedes at blæse på denne klarinet indtil videre. For skulle denne uskik bemærkes oftere, skal man ikke være sen med at skaffe dem endnu en, muligvis af en stærkere klang uden at frygte hverken for vært eller knebelsbartede gæster.


(Politivennen nr. 612 Løverdagen den 22de September 1827, s. 601-602).



"Når det frygteligt brandråb og vægterpiben genlyder i stadens gader, standser al anden færd gerne." (P. Klæstrup: Brandalarm)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen affødte mere debat i Politivennen nr. 613, 29. september 1827, s. 618-619 og Politivennen nr. 615, 13. oktober 1827, s. 647-649)

Magstræde 23 eksisterer ikke længere, men er formentlig nutidens Magstræde 17/Nybrogade 30. Det er ikke den eneste gang Magstræde har været genstand for artikler i Politivennen. Den 14 maj 1825 blev der klaget over vasketøj. Knebelsbarter er noget som mest blev forbundet med militærfolks skæg.

10 februar 2016

Væmmeligt Syn i Magstræde

Da anmelderen næsten hver dag må gå gennem Magstræde, har han haft lejlighed til at bemærke at der næsten altid uden for huset nr. 27 er ophængt forskellige klædningsstykker til tørre, hvoraf de fleste er af den beskaffenhed at de frembyder et højst væmmeligt syn. Da man desuden ikke på det smalle fortov kan passere forbi dem uden at komme i temmelig nær berøring med dem, ønskede anmelderen at denne uskik om muligt kunne blive fjernet.

(Politivennen nr. 489. Løverdagen den 14de Mai 1825, s. 9686-9687)

"Uden for huset nr. 27 er ophængt forskellige klædningsstykker til tørre". (Magstræde 27, nu Magstræde 17, er det første røde murstenshus på højre side af vejen. Endnu i dag er strædet meget smalt. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Magstræde 27 hedder siden 1859 Magstræde 17/Nybrogade 30. Det er et meget gammelt hus fra 1650.

06 februar 2016

Om Pumper paa Fortougene.

Hr. udgiver!

Da jeg har lagt mærke til hvor særdeles meget godt og nyttigt Deres blad har udrettet, så undrer det mig meget at disse uting af sumpposter som findes uden for adskillige huse her i staden, har undgået Politivennens opmærksomehd. Disse kælderposter spærrer passagen på fortovet og afstedkommer ofte ulempe for svagtsynede og gamle, der tørner mod dem og derved kommer til skade. En sådan pumpe står på Købmagergade, og en ditto i Dronningens Tværgade straks ved hjørnet, og en i Valkendorfsgade. Der findes vist flere i andre gader, men behag selv at se efter, og skriv noget derom for at disse fæle tingester kan komme bort. Sådanne pumper kunne jo placeres inden i gården eller i kælderen, men aldeles ikke på fortovet hvor de spærrer passagen. Derfor væk med dem.

Deres S.

Svar.

Dersom den ærede indsender af ovenstående ville efterse de første årgange af Politivennen, da vil han finde at disse fortrædelige pumper ikke er undgået dens opmærksomhed, men at flere af dem ofte har været påanket. Således stod 2 i Pilestræde uden for nr. 92 og nr. 93, med den ene ende i kælderen, mens den anden ragede frem over fortovet, med hvilket de dannede en vinkel af nogle og fyrre grader. Disse pumper der hindrede al passage, blev flere gange påankede, men kom endelig bort da gaden sidste gang for et par år siden oplagdes, og således er det gået flere. De der endnu står tilbage, vil vist nok ligeledes borttages, efterhånden som gaderne hvori de findes, kommer under reparation.

En anden for fortovspassagen endnu værre indretning er heller ikke glemt at påankes, nemlig jerngelænder på gadedørstrapper hvoraf der før findes mange. For kort tid siden er et sådant borttaget fra hjørnehuset af Klareboderne og Pilestræde, men et findes endnu i Magstræde udenfor nr. 4. Denne sidste gade frembyder ellers skuet af en gammel Københavnsk gade og vidner om hvor lidt man i fordums tid sørgede for fodgængernes bekvemmelighed ved at tillade de usle smalle fortove at optages af udspringende trapper, trappegelændere, skråtliggende kælderlemme osv.

(Politivennen nr. 483. Løverdagen den 2den April 1825, s. 9584)

12 oktober 2014

Uordener.

7) Der høres så vidt efter lyden kan dømmes hos hr. urtekræmmer Press på hjørnet af Magstræde og Frederiksholms Kanal nr. 29 hvor morgen omtrent kl. halv fem en ringen forenet med gentagne slag som af en hammer til virkelig megen urolighed for de ellers på denne tid så fredsomme naboer. Man håber hr. Press er uvidende om denne kimen og lover sig at den afskaffes på denne anmodning.

8) Det var at ønske at politiet ville efterse i en gård udenfor Nørreport tæt op til hr. Walman hvor Venneselskabet har sine sommerværelser, da det formodentlig endnu vil finde en død hest slængt hen  i gården (formodentlig for hundene) lige over for selskabets vinduer som vender derud. Samme er et yderst ubehageligt syn at se på og ved muligt indfaldende varmt vejrlig må forårsage en meget ufordragelig stank. Meget ønskedes at sådant blev påset da det ikke er første gang.

9) De har før anmærket en mængde skammelige uordener på Assistenskirkegården, men forbigået eller måske ikke kendt den første, som er den at der er ligesom et offentlig værtshus i benhuset. Dette synes at være en så skændig uskik at man håber den tilbørlig vil revses.

10) På de fattiges kirkegård udenfor Amagerport (jeg skammer mig virkelig på mine landsmænds vegne at der hos dem kan gives fattiges kirkegårde!) græsser 4-6 stykker løse køer der ikke alene nedtræder de fattiges grave, men endog af sult møder ligene ved porten for ligesom at følge de afdøde til deres hvilested. Har nogen forpagtet kirkegårdens græd, så kan det dog blot være til at afslå, men ikke til at afgræsse, for ellers kan vi jo lægge vores lig på fællederne og behøver ikke kirkegårde.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 222, 24 Juli 1802, s. 3551-3552)

04 oktober 2014

Uordener.

I Magstræde nr. 19 er et kælderskur over en dør som bestandig står lukket. Dette hus synes at være ikke alene som et lokum for husvilde, men tillige som et gemmested for flaskeskår. Skulle det imidlertid hænde at en beskænket eller svag fodgænger faldt derned, så ville følgerne være højst bedrøvelige for ham. Engang imellem kunne ejeren nok lade dette sted blive ryddet.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 199, 14. februar 1802, s. 3184)