Hr. udgiver!
Da jeg har lagt mærke til hvor særdeles meget godt og nyttigt Deres blad har udrettet, så undrer det mig meget at disse uting af sumpposter som findes uden for adskillige huse her i staden, har undgået Politivennens opmærksomehd. Disse kælderposter spærrer passagen på fortovet og afstedkommer ofte ulempe for svagtsynede og gamle, der tørner mod dem og derved kommer til skade. En sådan pumpe står på Købmagergade, og en ditto i Dronningens Tværgade straks ved hjørnet, og en i Valkendorfsgade. Der findes vist flere i andre gader, men behag selv at se efter, og skriv noget derom for at disse fæle tingester kan komme bort. Sådanne pumper kunne jo placeres inden i gården eller i kælderen, men aldeles ikke på fortovet hvor de spærrer passagen. Derfor væk med dem.
Deres S.
Svar.
Dersom den ærede indsender af ovenstående ville efterse de første årgange af Politivennen, da vil han finde at disse fortrædelige pumper ikke er undgået dens opmærksomhed, men at flere af dem ofte har været påanket. Således stod 2 i Pilestræde uden for nr. 92 og nr. 93, med den ene ende i kælderen, mens den anden ragede frem over fortovet, med hvilket de dannede en vinkel af nogle og fyrre grader. Disse pumper der hindrede al passage, blev flere gange påankede, men kom endelig bort da gaden sidste gang for et par år siden oplagdes, og således er det gået flere. De der endnu står tilbage, vil vist nok ligeledes borttages, efterhånden som gaderne hvori de findes, kommer under reparation.
En anden for fortovspassagen endnu værre indretning er heller ikke glemt at påankes, nemlig jerngelænder på gadedørstrapper hvoraf der før findes mange. For kort tid siden er et sådant borttaget fra hjørnehuset af Klareboderne og Pilestræde, men et findes endnu i Magstræde udenfor nr. 4. Denne sidste gade frembyder ellers skuet af en gammel Københavnsk gade og vidner om hvor lidt man i fordums tid sørgede for fodgængernes bekvemmelighed ved at tillade de usle smalle fortove at optages af udspringende trapper, trappegelændere, skråtliggende kælderlemme osv.
(Politivennen nr. 483. Løverdagen den 2den April 1825, s. 9584)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar