Jon Alfred Mjøen: Den farvede Fare. (Efterskrift til Politivennen)

Den norske Racebiolog, Dr. Jon Alfred Mjøen, som har gjort en lang studierejse i Afrika, er nu i Amerika for at holde Foredrag ved Universiteterne i U. S. A. om Raceproblemer, som han i denne Artikel beskæftiger sig med, og som derovre ved Amerikanernes Emigrationspolitik har faaet aktuel Interesse.

Ind gennem Spejlglasruderne i vor Stamkafé paa Al Djezairs mægtige Terrasser vælder Sollyset, og udenfor pulserer et myldrende Liv i alle Farver og Nuancer. 

Paa vor Rejse mod det indre Algier saa vi paa nært Hold disse farvede Folk, som færdes med Turban, Krukker og Kurve paa Hovedet, til Fods eller paa de høje Vogne, trukket af Mulddyr. Kendte Billeder fra Rejsebeskrivelser og illustrerede Magasiner rullede forbi lyslevende: Høje, smukke Arabere i hvide maleriske Burnusser, brednæsede Berbere, spansktalende Europæere og de hemmelighedsfulde, hvidklædte Muslimkvinder med Slør og Pandebaand, som kun lader et Par sorte Stenkulsøjne udækkede. Paa faa Undtagelser nær er alle mørkhudede.

Muslimer i Bøn, vendt mod Mekka.

Af alle de Indtryk, som Synet af dette brogede Billede giver, er der særligt et, der fæstner sig og antager fast Form - Indtrykket af den enorme Raceblanding og Racekrydsning i Landene omkring Middelhavet - ja, helt op til Paris og Rhinprovinserne, Balkanstaterne og Sydrusland. Arabere, Jøder, Singalesere og Kabyler, Mozabiter eller Touaregger blander Blod med Sydspaniere, Franskmænd og Italienere, og man faar Halvblodsmennesker alle Vegne, mørkhudede Europæere med mere eller mindre semitisk Tilsætning.

Blind Tigger.

* * *

Hvor er de blevet af, disse stolte Arabere, Muhammeds Efterfølgere, som kom under Islams sejrende Halvmaane og bragte deres rige mauriske Kultur som Morgengave. Hvor de kom hen i Spanien, Italien eller Byzans, knejste der snart Kirker og Paladser i Guld og Mosaik. Ja, helt op til Venedig er Dogepaladset og Marcuskirken straalende Minder om dem. Med Vemod tænker man ogsaa paa en anden Storhedstid, da den latinske Kultur, befrugtet og fornyet af den lyse nordiske Bølge, grundlagde Kultursamfund over hele Sydeuropa og Nordafrika med Rom som Centrum. Længe efter, at den hellenske Kultur var gaaet til Grunde, beherskede den stærke romerske Folkeaand Verden. Geniale Mænds Værker opstod i Billedhuggerkunsten, Litteraturen og Arkitekturen; men Romernes stærke Trang til Verdensherredømmet førte hurtigt til Raceblanding.

Arabisk Skønhed (negrid).

Da den yngre Scipio stod paa Karthagos rygende Ruiner, var Folkets Skæbne forlængst beseglet. Slaver af fremmede laverestaaende Racer førtes til Rom i stor Maalestok, og de blev hjemme og giftede sig med romerske Kvinder, medens Mændene kæmpede ved Fronterne. Dertil kom under Kejserdømmet de barnløse Ægteskaber, og med disse og Raceblandingen var Roms Fald en Kendsgerning.

Haroline-Kvinde fra Tidekelt, næsten hvid (raceblandet).

Nu ser vi langs alle Middelhavets Kyster Ruinerne af en svunden Kultur og de hensygnende Rester af Fortidens Raceinstinkt, Racetræk og Kendemærker er blandet imellem hinanden i et meningsløst Virvar; det er snart ikke muligt at opdage et Fysiognomi af ensartet Racepræg i de tre Smeltedigler, Tunis, Algier og Tanger, kun een af Tusind bærer sin Races oprindelige Farve, Mellemfarver i alle Afskygninger er langt i Flertal. Inde i LandeI mod Biskra og den store Ørken bliver Racen renere, og enkelte Steder kan man finde usædvanlig smukke Typer.

Arabisk Arbejder.

Blandingen er taget tit i en uhyggelig Grad i de senere Aar. Hvor før i Tiden Mangelen paa Jernbaner og andre Befordringsmidler umuliggjorde et stærkt Samkvem, foregaar i Dag den livligste Forbindelse med dens uundgaaelige Følger. Overalt træffer man disse Smeltedigler, hvor alle mulige Racer smeltes sammen. Syd- og Østeuropa er Tumlepladsen for Negrenes, Mongolernes, Jødernes og andre asiatiske Stammers ikke helt harmløse Leg. Og overalt, hvor Guds syndige Jord er grøn eller byder paa noget, der kan gøres i Penge, enten det nu er i Sydamerika eller Australien, i Tunis eller Algier, saa myldrer det med europæiske Kolonister, der tilgrumser de Indfødtes og deres eget Blod.

En af de mange, som blander Blod med Araberne. 

Fænomenet Raceblanding er i stadig Stigning og griber om sig med en Fart, som ikke er til at spoge med. Men dette vil vi Mennesker i Følge vor Natur først indse, naar vi tvinges til at tage Standpunkt til Sagen. Med andre Ord, naar det er for sent. Blandingsmennesket er som bekendt et Produkt af to eller flere forskellige Racer, hvis Blod det har i sine Aarer. Jo fjernere Forældreracerne staar hinanden, desto større er Chancen for en uheldig Kombination af Egenskaber hos Mennesket.

Uharmonisk Racekrydsning, seksaarig Araberdreng. Der er næppe et Træk tilbage af den oprindelige Race. 

Man ser stadig vore Modstandere hævde, at Raceblanding er godt; det giver frisk Blod, siger de, uden at undersøge, hvor dette "friske Blod" kommer fra. Der nævnes Eksempler paa, at Blodblandingen har fostret Begavelser. Saaledes nævner man, at Porfirio Diaz, Mexicos Præsident, var Mestiz (Blanding mellem Hvid og Indianer), og Booker T. Washington var Mulat.

Man ser ogsaa anført, at August Strindberg var stærkt raceblandet. Jeg véd ikke, hvor paalidelig denne Paastand er, men af Strindbergs Afstamning at ville slutte, at Raceblanding skal til for at skabe det geniale Menneske, vilde være det samme som at sige, at man maatte dumpe til Studentereksamen for at blive en Henrik Ibsen.

Aben Ali Baba holder Morgenfrokost.

Nej, selv om vi ved bevidste Eksperimenter kunde frembringe 10.000 Strindberg-Blandinger, vilde vi sikkert faa mange med Strindbergs Brutalitet, hans Tungsind, hans Lunefuldhed, hans Pessimisme og Kynisme overfor Kvinden, uden at faa mange Typer med Digteren Strindbergs geniale Skaberkraft.

Fremragende Blandingsmennesker er og bliver kun Undtagelserne fra den almengyldige Regel, nemlig den, at Blandingsmennesket gennemgaaende betegner en afgjort Tilbagegang i legemlige og aandelige Kvalifikationer, særlig i moralsk Henseende, sammenlignet med den ene eller begge de racerene Forældre. Medens Gennemsnitstyper af den rene Race udgør den bedre Borgerstand, nøjes Gennemsnittet af Blandingsmennesker som Regel med at øge den tiltagende Arbejdsløshed, fylde vore Fængsler og bebyrde Fattigkasserne.

Tuareg-Krigere.

En Amerikaner Elliot har nylig paavist Forholdet mellem Raceblanding og Kriminalitet, og Franskmanden Vacher de Laponge advarer i sine Bøger franske Politikere mod at se alt for optimistisk og sorgløst paa de farvede Racers uhindrede Indtrængen i Europa. Han har regnet ud, at der nu findes tre Millioner farvede Mennesker i Frankrig. I sit Forord til Madison Grants Bog "The Passing of the great Race" hævder Laponge, hvor skæbnesvangert dette Spørgsmaal kan blive netop for et Land som Frankrig. "Der trænges," siger han, "til den største Aarvaagenhed fra vor Side og en alvorlig Kontrol med de fremmede Indvandrere. Erfaringen viser os daglig, at der blandt disse Folk findes Elementer af allerlaveste Slags"

*

Vi kender alle Blandingsmennesket, hans ofte bundløse Letsindighed, hans Mangel paa EVne til at indordne sig under et Samfunds Love - helst lever han Fandenivoldsk og lader Vorherre spørge for Fremtiden. Holdningsløshed i Had og Kærlighed bestjæler han sin bedste Ven og gør sig ingen Samvittighedskvaler af den Grund. Hans Motiver og Handlinger er uberegnelige, hans Fantasi løber af med Fornuften, Driften er uden Kontrol, og hans Psyke og Moral vigende og præget af Mangel paa Balance.

*

Denne ofte ret sleske, ikke altid ubegavede, men ofte uheldige, altid upaalidelige type gjorde jeg allerede Bekendtskab med i mine unge Aar, da jeg besagte de saakaldte half breeds ved Buffalo og den kanadiske Grænse. Jeg traf ham ogsaa blandt Baskerne i Nordspanien og her og der blandt Hybrid-Befolkningen i Nordnorge og Sverige. Jeg husker særlig min Ven Ingvill Ola, i hvis Aarer der flød Taterblod med lidt "nordisk" Tilsætning, han kunde tjene som en god Illustration til mine Ord, som Eksempel paa det blandede Blods Inkarnation: Vanskeligt var det for Ingvill Ola at skelne mit fra dit, og Sandhed talte han nødig, og dertil kommer, at han ikke taalte Synet af en utømt Brændevinsflaske. Kort sagt: han var meget afholdt, og da han omsider døde, herskede der Sorg imellem Befolkningen. Den lille Klippeby havde mistet sin Syndebuk og sit Samtaleemne.

Gruppe af Kvinder fra Nordafrika. Ikke en eneste er nogenlunde raceren.

Medaillens mindre spøgefulde Side ser omtrent saaledes ud: Ved Sammenblanding af hinanden fjerntslaaende Racer er der givet Mulighed for en Række Uoverensstemmelser hos Afkommet, hvilket som Regel giver sig Udslag i en ringere Tilpasningsevne, mindre Modstandsdygtighed, nedsatte Aandsevner, og større Modtagelighed for - Disse ofte ulykkelige Individer tjener - hvad enten de lever paa den ene eller anden Maade - sig selv og Samfundet til liden Ære og de bidrager kun til at forringe Menneskenes Kvalitet og at forhøje deres Udgifter

*

Ikke for ingenting har de Indfødte i Sydafrika praget deres Visdom i Ordsproget: "Gud har gjort den hvide Mand, Gud har gjort den sorte Mand, men Mellemtingen har Fanden skabt."

Dr. Jon Alfred Mjøen.

(Nationaltidende, 8. maj 1927).

Den farvede Fare.

Nordisk Race.

I et af de mest øde Landskaber paa Kloden kæmpede for et Par Aartusinder siden en lille Folkestamme haardt for sin Eksistens. De geologiske Forhold i dens Hjemland - Arabiens Ørken - gjorde det vanskeligt at komme i Berøring med andre Folkeslag, og efterhaanden foregik der her en Proces, som Verdenshistorien ikke har set Magen til. Alle de svage, de uduelige, de daarligt aandeligt og legemligt udrustede Individer bukkede under i Kampen mod Ørkenen. Den lille Stamme voksede sig stærk indadtil og udadtil og steg til en Kulturblomstring, som aldrig før er set. Den voksede ligeledes i Magt og lagde store Dele af Verden under sit Herredømme - for saa at synke tilbage, prisgivet en mystisk Lov, som først vor Tid har bragt Klarhed over.

Nomade-Kvinde med sine Børn foran sin Goubis.

Men det, som gjorde den oprindelige Stamme stærk og levedygtig, var, foruden det udvalgte Menneskemateriale - Grundstammen - de Systemer, deres Statskunst var bygget paa. I Politik, i Økonomi, i Religion og Filosofi, i Hygieine og Folkeopdragelse fulgte de Linier, som virkede fremmende og rensende paa Slægten. Saaledes opstod disse stolte og smukke Racetyper, som Europa me I Forundring og Misundelse saa sejre i Kappestriden.

I en Afhandling om denne Araberstammes Oprindelse gør Poul Popence opmærksom paa, at dette lille Folk i sit private Liv og i sin offentlige Virksomhed, særlig i sin Folkeoplysning, gennemførte en konsekvent Racehygieine. At det ikke er Forældrenes, men Slægtens Egenskaber, som arves, kommer stærkt frem i det arabiske Ordsprog fra Osman: "Ønsker du en Søn, saa vælg for ham en Bedstefar og en Onkel paa Moderens Side, det gør mindre, at Moderen er en Heks blandt Kvinder". Dette arabiske Ordsprog har sit Sidestykke i et gammelt nordisk Ord, som jeg for mange Aar siden fandt paa Vestlandet i Norge: "Du skal ikke gifte dig med en Pige, hvis hun er den eneste i Slægten, du bryder dig om" .

Efter Krigen gik en Strøm af denne asiatiske Race fra Øst- og Sydøsteuropa imod Central-, Nord- og Vesteuropa.

De to Ordsprog - det arabiske og det nordiske - danner Spejlbilleder af hinanden. I begge er det Slægtens Værd, som er det afgørende.

Ægteskab var en Pligt i det arabiske Samfund. Er du ikke rask? siger Mahomed til en ugift Mand paa 30, og da Manden svarer: Jeg fejler intet, da siger Profeten: Saa er du Djævelens Broder. Det arabiske Samfund er et af de faa, der har samlet Pengemidler til Understøttelse af børnerige Familier. Disse Midler forvaltes desværre ikke længere efter uegennyttige Principer.

Flerkoneriet havde i den første Del en gavnlig Virkning paa Racen; men da Araberne begyndte at gifte sig med fremmede Slavinder, og det arabiske Blod blev opblandet med Negerblod - da Raceblandingen med andre Ord begyndte, var Folket viet til Undergang.

*

Araberfolket led den samme Skæbne som Romerne; deres fastbyggede Racehygieine slog klik, fordi Racekrydsningens Fare var ukendt for dem.

Racetype fra Sydøsteuropa, som man endnu ikke træffer i Københavns Gader. 

Det, som i Dag er igen af det stolte arabiske Folk, er et glædeløst og kulturløft Blandingsfolk af Analfabeter, som daarligt nok husker Forfædrenes Storhedstid. Arabere blandet med Negere, Negere blandet med Arabere og begges Blandingsbørn, blandet med Sydeuropæere - det er, hvad man møder i 1927.

Udprægede Blandingsfolk er ogsaa særlig udsat for veneriske Sygdomme. I Afrika optræder disse Sygdomme usædvanligt ondartede. Abessinien, Ægypten, Tunis, AIgier og Marokko er stærk hærgede. I Tunis findes i Følge Rubertel næppe en Indfødt, som ikke har haft veneriske Sygdomme. Gerhard Rolfs beretter fra Marokko: Sygdommene er stærkt udbredte og inficerer Befolkningen i den Grad, at der kun findes faa raske og sunde Kvinder. Dounari betegner en vis Sygdom som Marokkanernes Sygdom par excellence.

En kvindelig Skønhed af Touaregg-Stammen.

Et Besøg i en af Nordafrikas Araberbyer vil udslette den sidste Tvivl om, at man her staar overfor en Race i Nedgang. Det er nærmest Karikaturer af Racetyper, man finder her, sammenstuvede i mørke, snavsede og ildelugtende Kælderrum, befængt Utøj, Saar og Øjensygdomme, et hæsligt Vrangbillede af en en Gang saa stolt Urstamme - og de samme uharmoniske ansigtstræk møder vi atter og atter i Europas Havnebyer.

*

Den brave Borger vil sikkert spørge: Hvad bryder vi os om, hvad der foregaar i Afrika? Hvad kommer det os ved, om Folk i Tunis og Algier, i Marokko og Senegal har høj eller lav Pande, lyse eller falske Øjne, om de er Kærere af en høj Kultur eller gaar med Ring i Næsen. Den slags Ligegyldighed er farlig. Som jeg i en tidligere Artikel har anlydel, er det almindelige Samkvem vokset med rasende Fart i det sidste Tiaar. Hvor før i Tiden en Race gennem lange Tider kunde holde sig ren, der strømmer i Dag, takket være vore moderne Samfærdselsmidler, stadig tremmede Raceelementer ind, og der opstaar Kaos. Mere end en af vore Kulturnationer har allerede forspist sig paa sine ubudne Gæster. De begynder at mærkes, at Fremmedinvationen er en ufordøjelig Føde for Samfundet, Amerika f. Eks., de tager deres Forholdsregler,

*

Men Europas Døre staar fremdeles paa vid Gab, og det siger sig selv, at jo bedre Amerikanerne forstaar at lukke for Indvandring, desto stærkere vil de afviste rykke Europæerne ind paa Livet. Der siver en ustandselig Strøm udefra ind over vor Verdensdel. Mongolere og semitiske Elementer fra Øst og Syd, Orientalere, Asiater over Balkan og Negere og Arabere fra Nordafrika, Overalt sætter de Mærker efter sig; i alle Middelhavslandene og mere og mere æder Ondet sig ind over Centraleuropa. Man ser, hvordan Storbyernes Gader i større og større Udslrækning befolkes af smaa, sortsmudskede Skikkelser af et fremmedartet Udseende. Allestedsnærværende Opkøbere af gammelt Metal, nøjsomme kærlige i deres Forhold til Penge, uproduktive Mellemmænd med Blandingsmenneskets Stempel paa Panden : Elskværdighed, Forsagthed og Grusomhed samlet i en Person.

Eksempel paa Raceblanding i Vest-Europa.

Statsmændene ved ikke, hvad de skal gøre med disse lidt uvante Problemer og overlader det saa til Politiet, hvorefter de atter tager fat paa et mere kendt Tema: Skatning, mere Beskatning, stadig mere Beskatning.

Selvfølgelig bør der advares mod enhver Overdrivelse: Racebiologien og dens Dattervidenskab Racehygiejnen maa ikke misbruges i Racehadets Tjeneste. Vi skal ikke forfølge andre Racer, men bare værne vor egen. Vi skal elske vor Race, ikke fordi den er bedre, men fordi den er vor Race. Det har været sagt, at enhver Blodblanding med Naboer eller Nationen paa den anden Side Grænsen skulde være uheldig. Dette er dog ikke rigtigt; man kan tværtimod sige, at de fleste hvide Folkeslag med Fordel kan blande Blod, og at den saakaldte uharmoniske Raceblanding først kommer til, hvor de to Racers fysiske og aandelige Egenskaber fjerner sig nævneværdigt fra hinanden.

Men netop af denne Grund maa Invasionen fra Middelhavslandene og Sydosteuropa af de os fjerntstaaende Racer betragtes som yderst betænkelig. Den rummer Faren for vor egen Eksistens, den nordiske Race vil trænges tilbage, smelte sammen, fortyndes, gøres ukendelig i det store Blodkaos, som er den moderne Folkevandrings Tragik.

Tiggerdrenge paa Vejen til Biskra.

En Raceblanding, som vokser sig stærk i et Land, der for var fri for den, trækker Forbrydere, misfornøjede og arbejdssky Elementer af tvivlsom etisk Oprindelse ind i Landet. Vi kan daglig se detle paa vore Gader i København, Stockholm og Oslo. 

Man spørger forundret: Findes der ingen Kræfter, der kan yde Modstand?

Som ovenfor nævnt synes Amerikanerne - Verdens gæstfrieste Folk - at være de første, der endelig fik Øjnene op for den Skade, som er sket ved at tillade uhindret Indvandring. De har forstaaet, at det her gælder Værdier, som, hvis de gaar tabt for Nationen, ikke en Gang ved Hjælp af de mest raffinerede Undervisningsmetoder kan genvindes. Man har indset, at det ikke gaar saa helt let at sammensmelte de daarlige Elementer med de gode. Saa længe Indvandringen til Amerika foregik fra England, Skotland og Holland, fra de skandinaviske Lande og Nordtyskland, saa længe Blodblandingen foregik indenfor en og samme Race - den nordiske - saa længe var alle Betingelser til Stede for et sundt Folk.

Uharmonisk Racekrydsning. Lille 6-aarig Tiggerpige.

Men Betingelsen var Racerenhed. Dette hellige Raceinstinkt, som fik den ægte Yankee til at trække sig ind i sig selv ved Berøring med en Farvet, det har Handelsmoralen og Uvidenheden desværre gjort Brud med.

Men af den Kendsgerning, at De forenede Stater fremdeles tæller saa mange begavede, initiativrige og karakteristiske slægter, har man villet trække den noget forhastede Slutning, at det amerikanske Samfund lidt efter lidt opslugte de andre Landes Proletariat, og man har med en Naivitet, som var et bedre Eventyr værdigt, ment - at i Smeltediglen blev de karaktersvage  stærke, de blinde seende, Forbryderne lovlydige. ja selv de aandssvage hlev begavede. Forholdet er imidlertid omvendt. Den stadige Fornyelse af Blodet, som fulgte med den nordiske Tilstrømning til de "uanede Muligheders Land", foranledigede den enestaaende Opdrift, som vi har været Vidne til i Løbet af 150 Aar.

Mænd af Kounia-Stammen.

Men denne Gæstfrihed aabnede ogsaa Dørene for de ubudne Gæster og for et Bundfald af svage, nedbrudte og sandelig forkrøblede af alle Racer, trukket frem fra de laveste Lag i Middelhavslandene og Balkan.

Kritikløs Indvandringsfrihed er en højst kortsynet Politik. Den vil altid i Øjeblikket fremkalde en ædel Selvfølelse af at skaffe "Tilflugt for de Hjemløse". Men det er et daarligt Standpunkt at give Almisse til enhver Tigger. - Almisser og Gaver gør mere ondt end godt. De bidrager til at oge Fattigdommens Byrder for fremtidige Generationer. Lad os ikke ved af hjælpe en Ulykkelig i Dag skabe to i Morgen.

Burde Talerne f. Eks. ikke have lært Nordmændene og Svenskerne at være forsigtige med, hvem de slipper ind i Landet? Tatergutten "Østa Linas Knægt", kendt fra det tragiske Lensmand-mord. burde lære os at tænke lidt mere over Racebiologi. En Kontrol med Indvandringen har større Interesse for de nordiske Folk i Europas nordvestlige Hjørne end for noget andet Folk i Verden. De nordiske Folk har som de racereneste alt at tabe ved Blodblanding, men intet at vinde.

Det er ikke lysteligt at tænke paa, at Kommunerne aarligt giver Tusinder af Kroner i Fattigunderstøttelser til fremmede Indvandrere. Det er disse Fremmedelementer og deres Børn, der fylder vore Fængsler og Fattighuse. Det er heller ikke tiltalende at tænke paa, at de som internationale Forbrydere rejser Europa rundt under nordiske Navne som Danskere. Nordmænd og Svenskere. Det er paa linje Tid, at Nordens Folk slutter sig sammen om en Indvandringspolitik.

Pe nordiske Lande bor ligge aabne for alle af vor egen Race og nærbeslægtede, som kommer i Kunstens, Videnskabens, Teknikens og det produktive Arbejdes Tjeneste. Men naar Sydens og Østens Frugtbarhed kræver Plads og vil høste, hvad andre har saaet, saa lad os bygge en Port - og ikke nok med det: Lad os ogsaa spærre den.

(Nationaltidende, 22. maj 1927).

Jon (John) Alfred Hansen Mjøen (1860-1939), norsk kemiker og farmaceut, studier inden for racebiologi og eugenik. Fremlagde 1908 "Norske program for rasehygiene". Deltog sammen med Ploetz ved stiftelsen af "Den internationale eugeniske føderation" i 1912, med Mjøen som vicepresident. Mjøen gik også ind for at det moderne samfund skulle nægte "dårlige arvebærere" (fx mentalt handicappede, forbrydere og prostituerede) at få børn. Som han også skriver i artiklen, fremhævede han "den nordiske race" som den mest rene.

Hans teorier fik stor modstand fra professorerne Kristine Bonnevie (1872–1948) og Otto Lous Mohr (1886–1967) og helsepolitikeren Karl Evang (1902–1981) som fremhævede at hans teorier savnede ethvert videnskabeligt grundlag. 

Han startede tidsskriftet "Den Nordiske Race". Med foredraget "Hvad koster minusindividene stat og samfund?" rejste han fra 1924 rundt i verden, bl. a. var han 1928 hos Mussolini. Under 2. verdenskrig tog det nazistiske Nasjonal Samling hans teorier til sig, og siden 2. verdenskrig har racehygiejniske teorier været anset for politik, ikke videnskab. Selv døde han i 1939 hvorfor vi ikke ved hvordan han ville have stillet sig.

Læge H. J. Leunbach: Fødselsindskrænkning og Racehygiejne. (Efterskrift til Politivennen)

Lægen J. H. Leunbach (1884-1955) er kendt for sit banebrydende virke som seksualoplyser, bl.a. agitation for at gøre svangerskabsafbrydelse lovlig. På disse områder var han langt foran sin tid. Han blev praktiserende læge i Ordrup 1922, i København 1925. 

Han var fortaler for racehygiejne, ligesom socialdemokraten K.K. Steincke, som 1920 udgav "Fremtidens Forsørgelsesvæsen", der behandlede fremtidens socialpolitik. Den udtrykte samtidig den daværende racehygiejniske debat, og blev til praksis ved den store socialreform i 1933. Denne indeholdt to racehygiejniske love (1934-35) som lovhjemlede tvangssterilisation med henvisning til racehygiejniske årsager.

Den danske form for racehygiejne er blevet kaldt en "negative racehygiejne", dvs. et fravalg af afkom. Ud fra dette blev 1920erne til 1976 steriliseret 8.616 kvinder og 2.358 mænd kastreret, primært de åndssvage, sekundært sædelighedsforbrydere og sindssyge.

Teorierne udmøntede sig i 1920'erne på dramatisk vis: 1. Verdenskrig havde betydet et alvorligt fald i antallet af sunde unge mænd. Og kvinderne som begyndte at gøre oprør mod deres tilbagetrukne stilling i hjemmet, kunne udpeges som demoraliserede. Diagnoser for en sådan "degeneration" blev fx givet til kvinder der endte på Sprogø. Kvinders usædelighed (fx som udfarende og udfordrende part) blev koblet sammen med hyperseksualitet og erotomani. 

Den i 1923 oprettede en ø-anstalt på Sprogø er behandlet her på bloggen. Anstalten skulle isolere disse kvinder pga degeneration og kønssygdomme mm. 

Leunbach definerede i sin bog "Racehygiejne" (1923) hvem der havde negative arvelige egenskaber: "åndsvage, epileptikere og sindssyge, psykopater, folk med antisociale tilbøjeligheder eller med perverse drifter, kvartalsdrankere og andre alkoholister."

Leunbach var medarbejder på Social-Demokraten, hvorfra bringes nedenstående uddrag af hans artikler. På samme tidspunkt som han begyndte sit arbejde med bl.a. seksualklinikker. Han samarbejdede med Thit Jensen (der også var tilhænger af racehygiejne) og Foreningen for seksuel Oplysning (Leunbach var formand 1925-28).

Den "negative racehygiejne" stod i modsætning til Nazi-Tysklands "positive racehygiejne", altså ideen om at det skulle være muligt at fremavle mennesker med gode egenskaber, sidestillet med dyreavl.

Uddrag af Leunbachs artikel i Social-Demokraten 2.-3. marts 1924: 

--- Vi ved nu som noget ganske sikkert at den tidligere Forestilling om Degeneration, hvorefter en oprindelig sund og kraftig Menneskestamme eller Slægt i Tidens forløb degenerer og tilsidst uddør er forkert. Og at Degenerationen udslettes ved en Blanding med sundt Blod, ved indgifte i sunde Familier - denne Forestilling er ikke blot forkert, men I høj grad skadelig.

Derimod ved vi i endnu højere grad end tidligere, at der findes degenererede Mennesker, som er farlige og skadelige for Samfundet og dets medmennesker, og at disse Egenskaber nedarves og forplantes videre fra Slægt til Slægt.

En Krydsning med en sund Familie vil kun bevirke, at Degenerationen ogsaa trænger ind blandt de sunde, men kan aldrig føre til Degenerationens Ophævelse. 

Leunbach nævner her som eksempel den ofte brugte Juke-familie i USA

Degenerationen skyldes nemlig ikke Indavl. Den skyldes arveligt Anlæg. Hvis Anlæget findes hos begge Forældre, giver det sig et stærkere Udslag hos Børnene, end hvis det kun findes hos den ene. Derfor giver Indavl i en degenereret Familie daarligt Afkom. 

---

Man har nu konstateret, at paa samme Maade som med Degeneration forholder det sig med mange Former for Sindssyge, Epilepsi og Aandssvaghed. Hos de allerfleste af disse Mennesker giver Anlæget sig ikke Udslag i udtalt Sindssyg dom eller Idioti, men derved, at Slægtens Medlemmer bliver drikfældige, aandelige Undermaalere, Fattiglemmer, Forbrydere, Prostituerede eller paa anden Maade falder Samfundet til Byrde.

Overfor alle disse arvelige Anlæg gives der kun et Middel, nemlig at forhindre dens Bærere I at forplante sig.

Leunbach anser især dette for en fare for arbejderklassen:

Derfor er ingen Klasser i højere Grad end Arbejderne interesseret i Racehygiejnen. 

--- Der findes kun et Middel til i Fremtiden at befri Samfundet for disse Mennesker - og det er Racehygiejnen.

--- I det daglige, fredelige Liv spiller de nu ikke nogen større Rolle. De vil ofte være ufredelige og derved gøre sig alle til Uvenner og faar saaledes kun ringe Indflydelse. Men hvis der kommer Krig eller Revolution og andre Slags urolige Tilstande, saa kommer de ovenpaa.

Hensynsløshed, Initiativ og Evnen til at fiske i rørte Vande vil gøre sig gældende og bringe sin Mand frem i de revolutionære Bevægelser. De revolutionære Fraser er nemme at lære; og i den første Begejstrings Rus er alle Brødre; man tilgiver gerne tidligere Forsyndelser og tillader derfor disse Mennesker at faa en Indflydelse og Magt, som snart bliver i høj Grad fordærvelig for hele den revolutionære Bevægelse.

--- Racehygiejnen tager nu ikke kun Sigte paa de virkelige syge og degenererede Slægter og Stammer mellem Menneskene. Ligesom der findes udtalt sygelige og uheldige arvelige Anlæg, saaledes findes der ogsaa særlig sunde og gunstige Anlæg, som bevirker, at deres Bærere i højere Grad end andre Mennesker har Mulighed for at gøre sig gældende Indenfor Samfundet og gavne dette. Gode Egenskaber kan i en slet Sags Tjeneste komme til at gøre betydelig mere Skade end Gavn. Det er noget, som gør sig i høj Grad gældende i det kapitalistiske Samfund. Derfor er Anlægget dog i sig selv lige godt - men det kan blive noget vanskeligt at bedømme og vurdere det.

--- En endnu større Forbrydelse, racehygiejnisk set, har det kapitalistiske Samfund paa sin Samvittighed derved, at det tvinger de kulturelt værdifulde Mennesket til at indskrænke deres Børneantal stærkt, fordi de kun dermed kan opretholde deret sociale Niveau.

De mindre værdifulde Mennesker har hverken den Ærgerrighed eller den Indsigt, som er Betingelsen for at kunne begrænse Børneantallet frivilligt. De lader det blinde Tilfælde raade. Og som bekendt generer det blinde Tilfælde sig ikke for at lade Folk sætte baade 10 og 20 Børn I Verden.

Den Bevægelse, som i Nutiden er oppe for at indføre Begrebet frivilligt Moderskab og hænde Kvindernes Ret til selv at bestemme, hvor mange Børn, de vil bringe til Verden, er selvfølgelig i høj Grad berettiget; og den er direkte fremtvunget af de sociale Forhold. Den betegner et stort kulturelt Fremskridt fremfor den helt ukontrollerede Børneavl. Denne Bevægelse har tidligere mest gjort sig gældende i Overklassen, men er nu ogsaa begyndt at gribe om sig i Underklassen. Men hvor berettiget den end er, saa har den den uheldige Egenskab, at den kun faar de bedste Dele af Arbejderne i Tale og kun faar de værdifuldeste Slægter indenfor Underklassen til at indskrænke Børnetallet. Derfor bevirker den en direkte Udvælgelse af de kulturelt mindst værdifulde Slægter. Hertil kan en Racehygiejniker ikke være en helt passiv Tilskuer.

---

(Social-Demokraten 2.-3. marts 1924. Stærkt forkortet).

Dr. Leunbach i sit Arbejdsværelse. Foto fra Aftenbladet (København) 17. oktober 1929.

Kirstine Bonnevie. (Efterskrift til Politivennen)

Norsk kvindelig Dr. phil.

Frøken Kirstine Bonnevie har for nylig forsvaret sin Doktorafhandling, "Undersøgelser over Kimceller", ved Christianias Universitet.

Frøken Bonnevie er Datter af afdøde Direktør Bonnevie; hun tog Artium i 1892 og begyndte straks efter anden Eksamen med videnskabeligt Arbejde, idet hun blev udset til at undersøge det Materiale, som var bragt Universitetet fra Professor Sars' Nordhavsekspedition. I 1900 blev hun ansat som Konservator ved det zoologiske Museum og har siden holdt stadige Forelæsninger for de Studerende. Frøken Bonnevie er en usædvanlig kundskabsrig og arbejdsdygtig Dame. Da hun netop havde begyndt sin videnskabelige Bane, sagde en af Professorerne om hende: "Frøken Bonnevie har kun en Fejl, nemlig at hun er en Dame, thi da kan Universitetet ikke faa udnyttet hende nok". Men nu har Tiden jævnet Vejen for Damerne, saa at der ikke længere er noget i Vejen for, at Universitetet kan knytte en saadan kvindelig Dygtighed til sig. Og Frøken Bonnevie har Sommer efter Sommer klædt sig i Sydvest og Olieklæder og har skrabet Havbunden langs Norges Kyster for at bringe Universitetet de forunderligste Dyr.

Hun har flere Gange studeret sit Fag i Udlandet og rejser nu til Efteraaret paa Stipendierejse til Amerikas Universiteter.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 12. juli 1906).

Kirstine Bonnevie (1872-1948) var det første kvindelige medlem af Videnskabsselskabet i Christinia (1911).

En Kvinde som Professor

Kirstine Bonnevie.

Kristiania, 4. Juli.

Konservator ved Universitetets zoologiske Laboratorium, Dr. phil. Kirstine Bonnevie er i Statsraadet i Dag bleven udnævnt til Professor i Zoologi.

- - -

Norges første kvindelige Professor er knap 40 Aar gammel og har en smuk Løbebane bag sig. Hun er Student fra 1892 og Dr. phil fra 1906.

I det politiske Liv er hun en ivrig Deltager, idet hun er en af det frisindede Venstres dygtigste Agitatorer.

(Kolding Folkeblad, 5. juli 1912).

Den 9. februar 1912 vedtog det norske parlament "Lex Bonnevie" som gav kvinder samme ret som mænd til at få stillinger ved norske universiteter. Bonnevie blev den første kvindelige professor i Norge, først som ekstraordinær, senere som "rigtig" professor. Hun var ved Det Kongelige Frederik Universitet 1912-1937

Kirstine Bonnevie blev i december 1916 valgt ind på de Frisindedes Liste ved valget til kommunalbestyrelsen i Kristiania (Oslo).

I 1916 etablerede Bonnevie Institutt for Arvelighetsforskning som var et modstykke til Den konsultative norske komite for rasehygiejne, grundlagt 1908 af John Alfred Mjøen (1860-1939). Overfor denne fremhævede hun den allerstørste forsigtighed med racehygiejniske indgreb. Hun mente at naturen frembragte den størst mulige genetiske variation hvilket var en fordel for menneskeheden og samfundet. Endvidere mente hun at rendyrkning af racer var et alvorligt skridt mod naturen. 

"Racehygiejne og Arvelighedsforskning"

"Studentersamfundet" i Aftes.

Ved "Studentersamfundets" Møde i Gaar talte den norske kvindelige Professor i Arvelighedslære, Kirstine Bonnevie, om "Racehygiejne set i Arvelighedsforskningens Lys", Foredraget, der havde samlet en talrig Tilhørerskare, ledsagedes af en Række interessante Lysbilleder.

- Betragter vi Nutidens Samfund, udtalte Frk. Bonnevie bl.a. finder vi, at en stor Del a! Samfundets Individer er svage og sygelige og maa tage Tilflugt til Støtte af Staten. I Dyreverdenen findes intet tilsvarende, vi træffer der ingen Individer, der ikke ved egen Hjælp er i Stand til at leve Livet. Det er da en nærliggende Tanke at undersøge, hvorledes Dyreverdenen saa at sige renser Racen for de mindre levedygtige Individer og om muligt at drage Lære og Nytte deraf for Menneskeslægten. Det gælder om at praktisere en saakaldt Racehygiejne.

Den positive Side af denne Hygiejne bestaar i en ligefrem Udvælgelse af de mest egnede Individer til at forplante Slægten, medens den negative Racehygiejne basere paa Indgreb i visse Individers Ret til at sætte Børn i Verden. 

I flere amerikanske Stater eksisterer saaledes Love, der forbyder særligt belastede Individer - Alkoholister, aandssvage osv. - at indgaa Ægteskab.

Endnu er vor Videnskab kun ung, og det er vanskeligt at tage afgjort Stilling til Spørgsmaal, der kun har været Genstand for videnskabelig Undersøgelse en forholdsvis kort Aarrække. Jeg er dog en afgjort Modstander af den positive Racehygiejne.

Hvem tør vel opkaste sig selv til Dommer og sige, den og den forplante sig, den og den ikke? Skal vi gøre noget af racehygiejnisk Betydning for Slægten, maa vi bedre de Vilkaar, hvorunder Menneskene lever. Vi opnaar et virkeligt Resultat, naar de bestaaende sociale Forhold forbedres.

Det, interessante Foredrag lønnedes med levende Bifald. Sidenhen var der Diskussion, hvori deltog bl. a, Arvelighedsforskeren, Politilæge Søren Hansen og prof. Oluf Thomsen.

(Social-Demokraten, 4. november 1923).

Bonnevie var antinazist og hjalp med at få jøder til Sverige under 2. Verdenskrig. 

Internatet for forvildede Kvinder paa Sprogø. (Efterskrift til Politivennen)

Ø-anstalten var oprettet efter initiativ af Christian Keller (Den Kellerske Aandsvageanstalt i Brejning) i 1923. Han var også stærkt medvirkende i Loven om Adgang til Sterilisation (1929) - Europas første racehygiejniske lov. Baggrunden for anstalten var at isolere "minusindivider" fra at sprede deres gener i samfundet. For mænd fandtes allerede en lignende anstalt på Livø.

Frida Nielsen var den første forstanderinde. Hun stoppede i 1939. Hun var ugift sygeplejerske, og i starten var der 18 piger mellem 16 og 42 år. 

Professor Keller om Internatet paa Sprogø.

Det strømmer ind med Anmodninger om at faa Piger optaget. - Pigerne er glade ved at komme til Sprogø.

Professor Keller er nu vendt tilbage til Brejning efter at have aabnet Internatet paa Sprogø. Vejle Amts Avis har talt med Professoren, der udtalte:

- Det strømmer ind med Anmodninger til os om at faa Piger anbragt paa Sprogø. I Løbet af faa Maaneder vil derfor alle 30 Pladser være optaget. En af de Piger, iler sidst er bleven ansøgt optaget, har 8 - otte - uægte Børn og Kønssygdomme har de næsten alle. Den første af de Piger, der blev anbragt paa Sprogø, har fem Børn; De vil saaledes forstå: at det var paa høje Tid, vi fik Anstalten derovre.

- Hvor mange Beboere er der nu paa Oen?

- Foreløbig kun tre Piger og Opsynet. Statsbanerne tog nemlig alt deres Materiel med sig, da de forlod Øen, saa vi skal have anskaffet meget nyt.

- Hvem er Opsynet?

- Frøken Frida Nielsen her fra Brejning er Bestyrerinde, og saa har hun to Assistenter. Desuden er der en Mand til at passe Landbruget. Det er imod vore Principper, at der kommer Personer af det andet Køn paa Pen, men det har været nødvendigt i dette Tilfælde, da der ikke findes nogen Kvinde, der kan styre Landbruget derovre.

- Er Pigerne utilfredse med at skulle være paa Øen?

- Nej, tværtimod. Nu kan de gaa uden Barnepige. Man kan sige til dem: Smid jer i Høstakken i Middagshvilen, og det er de henrykte for at kunne gøre. Noget saadant har ikke været muligt tidligere.

- Hvilken By er Sprogø nærmest knyttet til?

- Det skulde være Nyborg, men vi hører ind under Korsør, og begge Byer slaas nu om os. Vi kan vel saa høste Gavn af denne Konkurrence.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 9. august 1923).

Branden i Internatet paa Sprogø.

En 18aarig ung Pige tilstaar at have paasat Branden.

Øen lille Sprogø, saaledes som de fleste Mennesker kender Øen fra Overfarten mellem Korsør og Nyborg.

Om Branden paa Sprogø meddeles yderligere, at alle Udlængerne og derunder ogsaa Vævestuen og Mejeriet, er nedbrændt, men derimod reddedes Hovedbygningen, saaledes at alle de Internerede har Tag over Hovedet. Hele Besætningen blev reddet.

En 18aarig Pige, som før har forsøgt Ildspaasættelse, har overfor Politiet tilstaaet, at hun har paasat Ilden for at hævne sig paa Forstanderinden. Hun er ført til Korsør Arrest.

Professor Keller har udtalt, at Bygningerne maa genopføres. Hvis Pigerne ikke kan være der under Arbejdets Udførelse, maa de flyttes til Bregninge saa længe.

(Demokraten (Århus) 3. juni 1925).

Efter genopbygning af de nedbrændte avlsbygninger i 1925 udvidedes anstalten til at kunne have 44 ad gangen. 

I 1925 rejste socialminister Borgbjerg rundt til en række institutioner for at lære forholdene på dem at kende. En af dem var internatet på Sprogø, om hvilket han udtalte følgende:

Efter Besigtigelse af de Kellerske Anstalter tog Ministeren sluttelig til Sprogø, hvor Bygningerne, der tidligere benyttedes ved Isbaadstransport og senere af Statsbanefunktionærerne anvendtes til Rekreationshjem, nu er indrettet som Kvindeinternat. Desværre var der jo en af Pigerne, som for kort Tid siden var Skyld i, at tre Udlænger brændte. Der er nu Forhhandlinger i Gang for at faa disse genopført, men dertil kræves en Bevilling af Statskassens Midler, da Assurancesummen ikke vil kunne slaa til.

Ved at anvende Øer, Sprogø og Livø, som Internater, er man naaet et af størst Værdi, til et nyt, men absolut tilfredsstillende System. Gennem Brugen af disse Øer er det fængselsagtige Præg borte. De internerede føler nærmest, at de opholder sig paa et Hjem, og Flugt er ikke saa let.

Paa Sprogø findes ca. 30 Piger. Maaske bliver det nødvendigt at overføre dem til en Afdeling af Brejninge Aandsvageanstalt, indtil de brændte Bygninger er genopført. Indtil Branden var Forholdene paa Sprogø ellers fuldt tilfredsstillende. Ikke faa af Pigerne ønsker sig naturligvis gerne bort fra Øen. Efter et Ophold der bliver flere af dem bragt paa ret Køl; men naturligvis er der nogle, som i det Øjeblik, Frihedens Time slaar, atter søger ud paa Afveje.

Internatet har en dygtig Forstanderinde, og til at forestaa Landbruget findes paa Sprogø Danmarks første kvindelige "Husmand". 

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 24. juni 1925. Uddrag).

"Klokken 5"s Medarbejder aflægger Besøg paa Internatet paa Sprogø.

Øen, der tjener som Internat for 42 forvildede Piger. - God Behandling, herlige Naturomgivelser og en knugende Længsel efter Friheden.

Den lille aabne Motorbaad "Maagen2, der to Gange om Ugen afgaar med Post fra Korsør til Sprogø, hugger voldsomt i det kraftige Bølgeslag, og hvert Øjeblik overskylles hele det primitive Fartøj af Storebælts vrede Søer, saaledes at der ikke vilde være en tør Trevl paa mig, hvis jeg ikke havde søgt Ly under det lille Halvtag, der er rejst paa Dækket, og hvor der ved Siden af de opstablede Postsager til Sprogøs Beboere netop er Plads til Baadens eneste Passager.

Efter en Times Sejlads lægger Motorbaaden til ved den lave Baadebro nord for Fyret, hvor vi modtages af to Kvinder, Fyrmesterens og Fyrpasserens Hustruer. Det var let nok at komme i Posbbaaden, ogsaa let nok at forlade den og bestige Broen; men for Enden af denne pranger et hvidt Træskilt, paamalet de truende Ord:

Adgang forbudt uvedkommende.

Postføreren og hans Søn, med hvem jeg har gjort Sørejsen, passerer Skiltet uden at ænse det i rolig Bevidsthed om ikke at være uvedkommende. Mig er der ingen, der har haft Bud efter, men ogsaa jeg forcerer Landgangen og begiver mig ad en snæver Spadseresti op til det store hvidkalkede, 6-længede Bygningskompleks, som jeg er klar over, er Sprogø Kvindehjem, en særlig Afdeling af de Kellerske Aandssvageanstalter.

Kvindehjemmet paa Sprogø.

Interview med Forstanderinde, Frk. Frida Nielsen.

Gaardspladsen er mennesketom. Jeg ringer paa Hovedbygningens Indgangsdør. - En venlig yngre Dame i Sygeplejedragt lukker. Jeg spørger efter Forstanderinde Frk. Frida Nielsen, og det viser sig at være hende.

Jeg forebringer mit Ærinde, at faa lidt at vide om, hvorledes Livet former sig paa Sprogø. Frk. Nielsen betænker sig. Jeg er vistnok den første Journalist, der gæster Sprogø paa Arbejdets Vegne efter Kvindehjemmets Oprettelse i 1922.

- Hvad er det saa, De vil vide.

- Hvem bor for Tiden paa Sprogø? spørger jeg som Indledning.

- Foruden Kvindehjømmets Beboere tre Familier ved Fyret, Fyrmesterens, Fyrassistentens og Fyrpasserens.

- Hvor mange unge Piger kan Hjemmet optage? 

- 42 og alle Pladser er besat.

- Hvor stort et Personale beskæftiger Hjemmet?

- Vi er syv, alle Kvinder, foruden Forstanderinden en Økonoma, en Avlsbestyrer, en Vævelærerinde, en Systuelærerinde, en Assistent i Vaskeriet og en Assistent ved Rengøringen.

- Er det udelukkende unge Piger, der optages som Alumner?

- Udelukkende voksne Kvinder, svarer Frk. Nielsen. Alderen er højst forskellig - mellem 16 og 51 Aar - , og der er baade Enker og fraskilte Koner imellem

- Udelukkende aandssvage Kvinder? spørger vi.

- Det er Kvinder, der er kommen paa gale Veje i seksuel Henseende, svarer Forstanderinden uforbeholdent. De karakteriseres som lettere aandssvage, men adskillige af dem er ikke mere aandssvage end mange af dem, der »trækker« paa Københavns Gader

Hvilke Piger kommer til Sprogø?

- Der maa dog være en særlig Grund til Interneringen? spørger vi.

- I Reglen en eller anden Konflikt med Politiet. Man kender den Vending fra Retsreferaterne, at vedkommende slipper for Straf, f. Eks. for Tyveri fra en Kavaller, mod at lade sig internere. I andre Tilfælde er det Sogneraad eller Værgeraad, der besørger uheldigt anlagte Piger interneret, med Overværgeraadets, eventuelt Retslægeraadets Sanktion, fordi vedkommende ved deres særlige seksuelle Tilbøjeligheder anses for at være farlige for sig selv og deres Omgivelser.

- Kommer de fleste fra København?

- Det kan jeg ikke sige. De kommer fra Landet, men en Del har naturligvis været i København. En ung Pige kan som bekendt komme galt afsted, hvor som helst - maaske lige med Undtagelse af Sprogø, tilføjer Frk. Nielsen med et lille Smil. 

- Hvor lang Tid varer Interneringen?

- Derom kan intet siges. Naar vedkommende efter et længere Ophold bør skønnes at være egnet til det, forsøges i Reglen med en saakaldet kontrolleret Familiepleje, Anbringelse i privat Hjem for Betaling og under Aandssvageansfallernes Tilsyn. I nogle Tilfælde kan vedkommende gives tilbage til Samfund som helt frit Menneske, i andre viser hun sig tydeligt ude af Stand til at taale Friheden, og saa maa naturligvis Interneringen fortsættes.

- Føles Tilværelsen her paa Sprogø uhyre ensom?

- Vi, der er optaget af vort Arbejde, føler det ikke, svarer Frk. Nielsen. Pigerne gør det sikkert mere. De føler det nok desværre oftest som en Straf at være her

Den daglige Levevis.

- Er der aldrig nogen, der forsøger at flygte?

- Saa godt som aldrig. Det vilde ogsaa være vanskeligt. En enkelt Pige svømmede en Nat ud til en Fisker, der laa med sin Baad ude i Bæltet, men han satte hende da i Land igen. 

- Hvorledes er Pigernes daglige Levevis?

- Almindelig og meget regelmæssigt. Desto lettere gaar det for Pigerne og for os. Vi staar op Klokken 6 om Morgenen, Pigerne gør selv i Stand paa deres Værelser, vi spiser Morgenmaaltid Klokken 7, og hver gaar til sit Arbejde, nogle i Marken, andre i Haven og atter andre inden Døre. Med Afbrydelse af en Middagspause arbejdes der til Kl. 4. Saa drikker vi Eftermiddagskaffe, og derefter har Pigerne "fri". De kan færdes hvor de vil, paa Øen, spadsere og tage Bad. Badning og Svømning er en yndet Sport.

- Hvorledes tilbringes Aftenerne?,

- Med Samvær i vor Opholdsstue, Haandarbejde, Oplæsning og først og sidst Radio. Vi har naturligvis Højttaler. En Gang imellem har vi Biografteater her. Vi faar hver Maaned tilsend! Film.

- Hvilke Film er mest yndede?

- Fyrtaarnet og Bivognen, lyder Svaret uden Betænkning. Det er ogsaa noget med Humør, Pigerne trænger mest til her i Ensomheden

Frøken Nielsen inviterer os paa en Rundtur i de store Bygninger. Alt, hvad vi ser, er lyst og venligt, rent og pillent, som var det blæst.

Samtaler med de ulykkelige Kvinder.

Efter at have takket Forstanderinden for den gode Orientering har jeg Lejlighed til at gaa en ensom Rundtur paa Øen.

Spredt i den meget store, smukt holdte Have arbejder fire af de internerede Kvinder. Jeg passiarer med dem, hvor jeg kommer frem, og en Passiar med en fremmed er for dem en sjælden og kærkommen Adspredelse. Havearbejderskerne er pænt og kvindeligt klædt paa. Ude i Marken træffer jeg tunge Kvindeskikkelser i klodsede Overalls. Paa Afstand tror man, det er Mænd, men det er solbrunede Pigeansigter, der kigger mig i Møde mider de bredskyggede Kasketter.

Endnu mere forskellige end Alderen, 16-51 Aar, er de Fysiognomier. Nogle gamle hærgede Ansigter taler tydeligt om Aandssvaghed og Degeneration, og deres Tale er taaget og usammenhængende. Andre Piger ser sunde, raske og nærmest intelligente ud. Det almindelige Indtryk er, at Pigerne paaskønner den Behandling, de er Genstand for paa Hjemmet under Frk. Nielsens Overledelse. Hverken Kosten eller Arbejdets Strenghed klager de over, men fælles for dem alle er Klagen øver den dræbende Kedsomhed, som Frihedsberøvelsen medfører, og Bønnen, om jeg dog ikke kan skaffe dem Friheden igen. De vil alle love at opføre sig som Dydsmønstre og skal nok tage sig i Agt for Mandfolk.

Et velkomment Stykke Chokolade kan jeg give dem, men med Hensyn til Friheden maa jeg jo melde Pas.

Øjnene dugges. Baaden lægger fra Land. Det sidste, vi hører, mens de vinker Farvel, er Bønnen om Frihed.

Friheden, som mange af os først skønner paa den Dag, vi har mistet den.

(Klokken 5, 11. juli 1928)

Der var også andre end den ene pige som forsøgte at flygte. I maj 1924 blev to piger "bortført", og vendte hjem måske i samme båd. De nægtede at give oplysninger om hvor de have været. I 1933 udbrød der difteritis. Mindst 1 døde på sygehuset i Korsør, mens andre 3 blev overført dertil.

Overlæge ved den Keller'ske Aandssvageanstalt H. O. Wildenskov udtalte i et nummer af "Ugeskrift for Læger" følgende:

Naar det Spørgsmaal rejses, om det ikke havde været muligt at lade de paagældende Patienter frigive, dels fra Aandssvageanstalten, dels fra Internatet paa Sprogø, uden at de i Forvejen var blevet steriliseret, gør Overlægen opmærksom paa den udtalte Tilbøjelighed, der er hos saadanne aandeligt defekte Mennesker til netop at søge Samkvem med andre aandssvage, og at den Arv, der afgives Afkommet af saadanne Forbindelser, i det overvejende Antal Tilfælde er yderst skæbnesvanger. 

Efter stramningen af steriliseringsloven i 1934 var det nærmest umuligt at forlade øen uden at blive steriliseret.

I 1937 bragte flere aviser en helsides reportage fra Sprogø hvor de også var blevet vist rundt af Frida Nielsen. Den var nogenlunde skrevet i samme positive ånd som Klokken 5 (se fx Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 21. august 1937).

Under Besættelsen blev kvinderne flyttet til Brejning da tyskerne besatte øen. Allerede den 14. juli 1945 fortalte en artikel i Korsør Avis om tyskernes ødelæggelser på øen. 

Udsigt over Kvindehjemmet paa Sprogø. Inde i Bladet bringer vi i Dag en Artikel, der fortæller om den lille ø midt mellem Fyn og Sjælland.

Sprogø - en Stat i Staten.

Livet paa Øen er atter ved at falde tilbage i de vante Folder efter Tyskernes Afrejse.

Paa Vejen til Sprogø ligger Fyrskibet Halskov Rev.

Forbindelse med Omverdenen er ikke noget dagligdags paa Sprogø. Paa Øen er der to Dage, som man ser hen til med særlig Glæde, nemlig Tirsdag og Fredag, for da kommer Postbaaden fra Korsør.

Skipperen paa den lille Baad hedder Jensen, og han er trofast over for Sprogø. Det skal staa haardt, om han svigter et Besøg. Han véd, hvor kærkomment og hvor nødvendigt det er, at Turen gennemføres; det er jo ikke Posten alene, Øen skal ogsaa have mange andre Ting, Levnedsmidler, og hvad der nu kan være.

Naar man kommer sejlende mod Øen, fanges Øjet uvilkaarligt af Fyrtaarnet. Højt og brat hæver det sig op, mens Bølgerne med en sagte Syden kammer over Revet nedenfor. Man er tilbøjelig til at tro, at Øen blot er denne Bakke med et Fyrtaarn paa Toppen.

Men bagved finder man et andet Syn. Dér strækker Øen sig ud med Marker og Haver. Vel har de ikke Sommerens Farvepragt i Januar Maaned, men alt staar pudret med Sne, og er der noget dejligere Syn end Marker og Haver helt i hvidt? 

Paa Sprogø staar denne Søjle og betegner det nøjagtige Midtpunkt mellem Fyn og Sjælland.

Jensen lægger sin Baad til Landgangsbroen, og den første Modtagelse besørges af Fyrmesterens Hund, der gøende betragter, hvem Baaden har med i Dag. Ogsaa Fyrmesteren og hans Assistenter er nede for at tage imod.

Saa staar man dér og betragter den snepudrede Ø og spørger i Tankerne sig selv, hvor Kvindehjemmet ligger.

Det viser sig, at Kvindehjemmet virkelig er det store smukke Kompleks lige op for Broen, nærmer  en stor, fornem 4-længet Gaard med gule Mure.

Smukt ser det ud, og der hviler en egen forjættende ro over Stedet. Ja. saadan synes det, naar man staar nede ved Badebroen og betragter det for første Gang.

* Saadan bor vi.

Paa Kvindehjemmet bor der for Tiden 38 unge Kvinder, og det kan ikke paastaas, at der er overbelagt, for der er Plads til 55.

Hjemmets Forstanderinde Frk. Stuhr.

Dagen begynder Kl. 7. Først serveres Morgenmaden. Serveringen sker paa Skift, og naar man har sunget en Morgensang, begynder Dagens Arbejde, og der bliver arbejdet med mange forskellige Ting.

De unge Kvinder bor i nydelige smaa Værelser, enkeltvis eller op til seks i samme Værelse. Nydelige Værelser er det, holdt i forskellige rene, klare Farver, lige beregnet paa at sætte Humøret i Vejret. Senge, Stole og Toiletborde er holdt i hvidt, og de unge Piger udnytter paa det bedste deres Toiletborde eller Kommoder, om man vil, til at stille Billeder paa. For det meste Billeder af deres Familie eller Veninder. For Enden af Gangene er der Vaskestuer, og overalt dominerer de flisebelagte Vægge. Smukke og fremfor alt lette at holde rene.

Hjemmets Funktionærer er alle kvindelige. 8 ialt. Øverstkommanderende er Hjemmets Forstanderinde, Frk. Stuhr, og for at forstaa hendes Indsats maa man simpelthen se Kvindehjemmet. Det er saa beundringsværdigt, at man uden at sige for meget tør paastaa, at det er enestaaende. Ikke alene præges alt af hjemlig Hygge, men alt skinner ogsaa saa propert, at man mest af alt har Lyst til at bruge Ordet - utroligt. Hvis man ret tænker igennem, hvad der maa kræves af et Menneske for at lede et Foretagende som Kvindehjemmet paa Sprogø, saa maa man beundre Indsatsen dobbelt, naar man gaar rundt i Bygningerne og ustandselig støder paa Ting, som man end ikke havde forestillet sig i Sin vildeste Fantasi. Men Æren skal deles med Fik. Stuhrs Medhjælpere. I nøje Samarbejde vejleder de Hjemmets unge Kvinder, oplærer dem og udruster dem til atter at komme ud i Livet og staa paa egne Ben.

* Mange Hænder er i Arbejde.

Kun faa Steder i Kvindehjemmets store Kompleks støder man paa Spor af Tyskerne. Hist og her er Gulvbelægningen mærket af en umotiveret opstillet Kakkelovn, som har endt sine Dage som gammelt Jern, men andre Beviser finder man ikke Alt skinner nyt.

Kvindehjemmets Vævestue. Her forarbejder de unge Kvinder smukke Kludetæpper og andre Vævearbejder, selv om Materialemangelen sætter sit Spor i Arbejdet.

I Forlængelse af Bygningerne ligger Gymnastiksalen, "Forsamlingshuset", som den kaldes paa Øen, og her dyrkes Gymnastiken ivrigt saavel af Funktionærer som de unge Kvinder.

Og Dagen igennem arbejdes der flittigt. I Vævestuen væves dejlige Kludetæpper eller syes kunstfærd ge Kludeklip, ved Siden af i Systuen forarbejdes Duge med fine Hulsømme, ligesom Pigerne syer alle deres Kjoler selv. Et Mejeri med Centrifuge findes der, Vaskeri med store Trækummer, kæmpemæssige Grukedler og Tørreskabe, Stryge- og Rullestue, og Hjemmet har ogsaa eget Vandværk og Elektricitetsværk. Køkkenet maa heller ikke glemmes, det er et Eventyr for sig, og her er Økonomaen man kun sjældent har set det. Hønseri er der ogsaa, og i Haven arbejdes der med at faa den i Orden igen, saa det kan blive Blomsterne og ikke Ukrudtet, der skal regere til Foraaret.

Overalt er det de unge Piger, der udfører Arbejdet. Mange af dem synger og ler, saa man kan høre det langt omkring. Et Par kører et Hestekøretøj med en saadan Færdighed, at man som Mand maa misunde dem af hele sit Hjerte.

Alt faar de unge Piger lært. Almindeligvis er de tre Aar paa Sprogø og de oplæres i almindelig huslig Gerning, til Have- og Markarbejde, de lærer at sy osv.

Ikke et Sted findes der noget Præg af Fængsel eller Anstalt. Selvfølgelig er der ingen Grund til at skjule, at nogle af de unge Kvinder kan længes hjem, det er ganske naturligt, men langt Størstedelen er glade. De kan føle sig hjemme, de faar en solid Uddannelse af kvalificerede Lærerkræfter, og overalt møder de Venlighed og Forstaaelse. Det er en Stat i Staten, velorganiseret og med et Livssyn, som kun kan findes i et saa lille Samfund - desværre.

* Paa Fyret.

Men Øen har ogsaa andre Beboere. Oppe paa den store Bakke ligger Fyrtaarnet. I smaa Huse ved Siden af bor Fyrmester Frandsen og hans Frue samt Fyrmesterens to Assistenter. Igennem hele Besættelsestiden maatte de føre deres egen lille private Krig mod den tyske Besættelses og den var ikke mindre modig end i andre Dele af Landet. Alene Mand maatte Fyrmesteren bakse de stupide Tyskere. Nemt var det ikke. De forsøgte at tyrannisere, hvor tyranniseres kunde, men ikke en eneste Gang undlod Fyrmesteren at gøre Modstand. Alt forsøgte Tyskerne, selv Trusler om Koncentrationslejr, men Fyrmesteren var ikke bange og gav dem raat for usødet.

Der kunde skrives en hel Bog om de Oplevelser, som Fyrmester Frandsen var ude for, mens Tyskerne huserede paa Øen. Sprogøs Besættelse og Tyskernes Optræden paa Øen er et lille Kapitel for sig selv i den tyske Besættelse i Danmark. Nu er Mindet om Tyskerne ved at forsvinde. Den halve Snes Barakker, som Tyskerne opførte paa Øen, er blevet revet ned og sejlet bort. Lidt staar tilbage endnu, bl. a. et Udkigstaarn; men længe varer det ikke, før ogsaa det falder.

* Tilbage til Sjælland.

Hen paa Eftermiddagen sejler Postbaaden bort igen. Hvad den bragte, er kommet i Land, og mange Ting skal den ogsaa have med tilbage.

Der bliver vinket Farvel til Baaden, da den lægger fra. Det er allerede mørkt og er ogsaa begyndt at blive diset.

Sprogø toner langsomt væk agterude. Fyrtaarnet er begyndt at sende sine Blink ud over Havet. Men ogsaa de forsvinder til sidst i Disen, som bliver tættere og tættere. Der bagude ligger en Ø, et lille Samfund. Faa er vel de Mennesker, som tænker paa det; men naar man en Gang har besøgt Sprogø, saa aner og tror man, at her findes der et Samfund, der vel ligger godt gemt, men hvor der trods alt findes en Lykke, en Glæde og fremfor alt en Næstekærlighed, som er langt større end blandt os, der ikke bor derude.

aw

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse) 29. januar 1946. Uddrag).

I 1949 fik anstalten installeret et tonefilmsapparat. Frk. Stuhr fik et kursus i hvordan hun skulle betjene apparatet. 

16. juli 1949 var det avisen "Københavns" tur til at bringe en reportage fra et besøg på øen. Den ligger i samme optimistiske tone som ovenstående artikel fra 1946, måske endda en anelse mere begejstret. Avisen snakkede dog tilsyneladende ikke med andre end fyrmesteren, skipperen på postbåden og frk. Stuhr. Avisen bragte nedenstående fotoer til artiklen:

Dette er "Friheden", det lille Sommerhus paa Øens Vestspids, hvor otte Piger ad Gangen gaar Lov til at holde "Sommerferie". Her er Forstander Frk. Stuhr paa Besøg, hun staar længst til højre i den hvide Kittel.

Frk. Stuhr er eksamineret Filoperatør, og Forstanderen ses her ved Hjemmets koderne Tonefilmapparat.

Viborg Stifts-Tidende bragte 3. december 1957 en helsides artikel med fotoer. Også denne artikel beskriver forholdene positivt, selv det at kvinderne bliver steriliseret.

Anstalten blev lukket i 1961. Først i 1960'erne begyndte man at finde ud af at isolation af dårligt stillede kvinder havde flere negative virkninger end positive. Den 30. april 1997 udsendte TV2 udsendelsen "Pigerne på Sprogø" hvor flere af anbragte gav et anderledes dystert syn på forholdene. Med Jussi Adler Olsens roman "Journal 64" (2010) blev Sprogø-kvinderne endnu mere kendt.

Omkring 500 kvinder opholdt sig gennem tiderne på øen. 

Prospekt fra Sprogø. Illustreret Tidende 14. oktober 1860.