Reykjavik, 27de Juli.
Efterat vi i lang Tid have sukket efter Regn, have vi nu i de sidste 14 Dage havt formeget af det vaade Element, og vi have saaledes i den senere Tid havt det modsatte Extrem af den forudgangne Tørhed i Luften med stadige sydlige og sydvestlige Vinde. Dette er den sædvanlige Gang i vort variable Klima, til stort Uheld for Landet; dog kan endnu Alt blive godt, hvis det tørre Veir ikke lader alt for længe vente paa sig. Græsvæxten, som i Begyndelsen af Sommeren saae meget daarlig ud, er nu bleven meget frodig, thi det er charakteristisk for Island, at Græsarterne voxe endnu hurtigere frem her end i andre nordlige Lande.
Resultatet af Fiskerierne har i det Hele taget været ret godt paa de fleste Steder, ja endog paa nogle Steder, som f. Ex. paa Øfjorden og paa Vestfjordene, ganske fortrinligt.
Sundhedstilstanden har endnu iaar været udmærket, ligesom vi i de senere Aar have været aldeles frie for nogen betydelig eller farlig Epidemi. Men uagtet Sundhedstilstanden og vor økonomiske Tilstand overhovedet kan siges at være meget tilfredsstillende, plages Landet dog af Emigrationssyge, og dette er i Grunden ikke saa underligt, thi uagtet Efterretningerne fra Ny. Island ikke lyde meget glimrende, gjennemstreifes Landet nu af fremmede Udvandringsagenter, der hverken spare Uleilighed eller Penge for at faae Befolkningen overtalt til at drage til det nye Gasen. Adskillige Dele af Landet have begyndt at føle Virkningen heraf, og navnlig skal dette være Tilfældet i Nord- og Østamtet, hvor Udvandringsagenterne have deres Hovedqvarteer, og hvor man alt paa flere Steder, især paa Østerlandet, alvorlig begynder et føle Mangelen paa Arbeidskraft, ligesom man ogsaa klager over, at flere Jorder staae Fare for at lægges øde, men ihvorvel det navnlig er Udvandringsagenterne og nogle af de Breve, som komme hertil, der forlede Befolkningen til dette vistnok ofte mindre grundig betænkte eller vel overlagte Foretagende, saa kan man dog paa ingen Maade nægte, at her virke andre Aarsager, som det vilde være altfor vanskeligt og i Grunden ogsaa til liden Nytte at fremstille i deres rette Sammenhæng og vistnok ugunstige Følger i Fremtiden.
Saavel de fleste af de Reisende, der have besøgt dette Land, som de bosiddende danske Familier, der i Reglen lide af en ilde skjult Hjemvee, have i lang Tid betragtet dette Land som et Slags Sibirien, og disse Lærdomme have lidt efter lidt indgravet sig i Befolkningen; en stor Deel af de lærde Reisende, som have besøgt dette Land, have enten omtalt det som en næsten gold Ørken, der var fuld af Lava og andre vulkanske Producter, hvori ingen nyttige Stoffer, med Undtagelse af det sparsomme Græs, vare at finde, eller som et lidet bebyggeligt Sted, hvor golde Klipper afvexlede med de vilde Naturkræfters Rasen, og disse Lærdomme ere i de senere Aar altfor meget fremhævede af de Reisende, der have vundet Publicums Tiltro. Det er kun nogle faa Aar siden, at en dansk naturhistorisk lærd Mand ved offentlige Forelæsninger i den lærde Skole her advarede Islænderne imod at vente sig noget Udbytte af de vidtudstrakte islandske Fjelde; thi der var, meente han, intet Nyttigt at hente, og netop det selvsamme Aar var det, at ikke mindre end 1500 Emigranter forlade Landet. Det var naturligviis ikke denne Mands Agt at ville overtale Befolkningen til en saa storartet Udvandring, men snarere for at advare den mod det Pengetab, de efter hans Mening kunde udsætte sig for, hvis de her indlode sig paa Speculationer med Hensyn til Bjergværksdrift, hvilket han ansaae for at være en stor Taabelighed.
Disse forskjellige ugunstige Udsagn modsiges imidlertid af ældre og nyere Tiders Erfaringer, og en Naturforskers egne Øine burde kunne vise ham, at her ere mange nyttige Stoffer, naar Befolkningen vilde og havde Kundskaber til at benytte dem. Allerede de første Bebyggere havde for 900 Aar tilbage fuldkommen Vished om, at her var nok baade af forskjellig Jernmalm og Salt, forat det kunde anvendes til største Nytte og var tilstrækkelig til at forsyne Landet med disse og andre mineralske Produkter. De gamle Nybyggere vandt alt det Salt, de behøvede til deres Huusholdninger, ud af Søvandet, og i Kongespeilet omtales Landets Rigdom paa forskjellig Jernmalm saaledes: "I dette Land er der meget af Jernmalm (rauda) og deraf udsmelter man Jern." Begge disse Industrigrene samt flere andre vare stærke drevne indtil Begyndelsen af det 15de Aarhundrede, da den sorte Død gjorde Ende paa den ældre Cultur og den alt i længere Tid drevne Industri. Vi ville ikke her tale om den i de forrige Aarhundreder i ikke ubetydelig Grad drevne Svovl-Industri, men kun beklage, at den uden mindste Grund blev lagt paa Hylden, ihvorvel den i det 16de og 17de Aarhundrede gav Landet et ikke ubetydeligt Nettoudbytte; forhaabentlig vil denne Industri nu komme igang igjen, ihvorvel den af nogle Reisende ansees for altfor ubetydelig til at concurrere med Sicilien. Adskillige andre have imidlertid været af modsat Mening, og kun fortsat Erfaring kan afgjøre, til hvilken Side Sandheden hælder; desværre er det en af de indædte skadelige Fordomme, som Monopolhandelen i sin Tid har indpodet hos Indbyggerne, at Island var et saare fattigt Land og saa at sige manglede de fleste nyttige Ting, som derfor maatte tiltuskes fra Udlandet; kun Fiskerierne, Creaturhold og Græsvæxt havde for dem nogen Værdi, for det var netop af disse Producter, at de kunde vente dem selv det største Udbytte for Handelen. Men ihvorvel det paa ingen Maade kan benægtes, at Fiskerierne og Creaturholdet er og har været Islands fornemste Productionskilde, saa kan det paa den anden Side ikke betvivles, at deres Feilslaaen ofte har bragt Island til den største Elendighed, netop fordi Befolkningen har manglet andre Erhvervskilder. Fiskerierne have kostet Island mange Hundrede Tusinde Menneskeliv, og saaledes som de hidtil have været drevne og endnu for en stor Deel drives, ville de aldrig i den Grad kunne sikkre Befolkningen imod Mangel og Hungersnød, som de Gamles Virksomhed i forskjellige andre Retninger gjorde i forrige Tider. Man maa nemlig ikke oversee, at de gamle Islændere i flere Henseender dreve velbegrundet Industri, thi foruden de alt omtalte Naturprodukter vare deres Uldfabrikater paa ingen Maade af ringe Betydning; de udførte deres Uld ikke som nu i raa Tilstand, men for Størstedelen i forarbeidede Klæder og uldent Gods (navnlig Vadmel), som man kan see af Kong Harald Graafelds Saga og mange andre Sagaer, og saalænge Island ikke tager fat paa en lignende Industri, vil det aldrig faae en indbringende Erhvervskilde. Nogle ville nu sige, at Island mangler Forudsætningerne for Industrien, men Andre have allerede besvaret denne Indvending derhen, at der gaves meget faa Lande, der havde større naturlige physiske Kræfter til sin Raadighed end Island. Selv en af de mindre kogende Kilder i Island, siger Professor Bunzen, udvikler Varme nok til Driften af store chemiske og mechaniske Fabriker, uden Anvendelsen af nogetsomhelst Brændsel; men uagtet dette Bunzens Udsagn er mere end 20 Aar gammelt, betragtes dog disse Naturfænomener kun fru Curiositetens og Nysgerrighedens Side. Men endskjøndt de fleste Ting hos os ere ganske i deres Barndom, have dog baade enkelte Islændere ligesom ogsaa nogle danske Reisende tydelig viist, at man i Danmark begynder at føle en almindelig Interesse for dette Land og dets Fremskridt, ligesom man nu meget mere end forhen søger at skaffe sig exacte Kundskaber om Landets Klimatologi og Temperaturforhold, ikke alene i selve Landet, men ogsaa i Havet omkring Landet, hvilket med Tiden uden Tvivl vil blive til stor Nytte for Landets Fremtid; saaledes har Stationskibet "Fyllas" aarlige Nærværelse her ved Landet ført til vigtige Resultater, der ikke kunne Andet end være lige interessante for Videnskaben som for Polardriften af den grønlandske Iis omkring Landet. Saavel Capt. Jacobsen som den nuværende Chef Buchwald, have med ufortrøden Flid arbeidet i Videnskabens Tjeneste, og Brevskriveren tillader sig derfor her at afskrive en kort Beretning, den Sidstnævnte velvillig har meddeelt ham om hans sidste Tour omkring Nord- og Vestdelen af Landet, der lyder saaledes:
"Skonnerten "Fylla", der iaar er forbleven hele Sommeren ved Islands Kyst, istedetfor som tidligere Aar at gaae til Færøerne paa en 14 Dages Tid, har i Slutningen af forrige og Begyndelsen af denne Maaned foretaget nogle høist interessante og nyttige Dybdehavs- og Temperatur-Maalinger i Polarhavet for at samle Materiale til Bestemmelsen af Strømningerne omkring vore Kyster.
Paa en af disse Farter var den saa heldig at trænge saa langt Nord paa i Isen, at man fandt iiskoldt Vand (det vil sige Vand under Nulpunktet) ligefra et Par Favne under Overfladen og til Bunden, som paa dette Sted var paa en Dybde af 360 Favne: altsaa at konstatere den iiskolde Polarstrøm, hvilket man hidtil har betvivlet Muligheden af at kunne gjøre, formedelst Ismasserne.
"Veiret, som iaar har været ualmindelig godt, har tilladt at disse Maalinger baade paa Nordkysten og i Daumarksstrædet har kunnet foretages i stor Udstrækning, og Skonnerten har paa samme Tid havt Leilighed til at vise sig imellem de franske og engelske Fiskerskibe, der paa denne Aarstid samle sig langs Nordkysten, samt at tilsee vore Havkalvefiskeres Fiskepladser, der altid ligge i Nærheden af de polare Iismassers Kant."
"Denne Polarisens Udstrækning er høist lunefuld; thi paa samme Tid som "Fylla" trængte omtrent en Snees Mile op ret norden for Kap Nord, kunde Postdampskibet "Diana" ikke komme ind paa Øfjord for Iis, og den franske Corvet "Dupleix" var ved Iskanten, imellem disse to Punkler, omtrent en 5 Mile fra Kysten; det har altsaa været en Bugt eller Rende, som har givet "Fylla" Leilighed til at komme saa langt frem."
"Man traf hele Tiden en overordentlig Mængde Drivtømmer, der tiltog i Masse altsom man kom nordligere, saaledes at der tilsidst, trods tæt Taage, allsaa paa en meget lille Udstrækning, kunde sees 4 Stammer."
Det kan ikke noksom roses, med hvilken Iver Capt. Buchwald har søgt at opfylde det Hverv, der var ham paalagt med Hensyn til disse Temperaturmålinger, og det forekommer os, at det var at ønske, at Capitainen kunde fortsætte disse til næste Aar. Sommeren i Polarhavet er saa kort, at det neppe er tænkeligt, at man i nogle faa Maaneder kan overkomme de Observationer, som her vilde være være nødvendige, især da den store Isdrift, som fra Polarhavet har fundet Sted iaar, er særdeles omfangsrig og derfor vanskeliggjør disse Undersøgelser i høi Grad.
Reisende fra Vesterlandet fortælle nu om en aaben Baad fra et Hvalfangerskib, der med 5 Mand er drevet tvers over det saakaldte Grønlandshav eller Danmarksstrædet, over til Vesterjøkelen; selve Skibet siges at være en temmelig stor Damper fra Tønsberg i Norge, og flere af dens Baade skulde den samme Dag have sat ud fra Skibet, for at skyde Sælhunde; dens Reise over Danmarksstrædet siges at have varet i 7 Dage; da Folkene forlade Skibet, havde de intet Andet med end deres Skydegeværer, hvormed de alt havde skudt nogle Sælhunde og Søfugle, førend de tabte Skibet af Sigte; disse Sælhunde samt nogle Søfugle var deres eneste Forraad af Fødemidler, inden de naaede Islands Kyster. I 2 a 3 Dage havde de forgjæves prøvet paa at opsøge Skibet, og saaledes maatte de i den aabne Baad, overladt sig til Vinden og Bølgerne. Som Seil benyttede de sig af Sælhundeskindene, og paa denne eventyrlige Maade lykkedes det dem at naae Island i en Vig under Vesterjøkelen, kaldel Kjeflavik, hvorfra de nu ventes over Land her til Sydlandet; om de andre Baades Skjæbne vides der Intet, men Folkene ventes nu her til Reykjavik for at afgaae med Postskibet "Phønix". Dette viser, at en af de store farer, som omgiver Reisende i Polarhavet, er den tykke Taage, der bestandig ledsager Isdrifter, og det synes næsten mirakaløst, hvorledes disse Mænd have kunnet undgaae Døden.
I disse Dage er en betydelig Grindefangst forekommet her paa Sydlandet, idet man i et Fiskerleie Njordvik, kort fra Skagen, har drevet 207 af disse Hvaler paa Stranden, hvilket er et ikke ubetydeligt Udbytte for den derværende Befolkning.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. august 1878).