Brev fra Island. (Efterskrift til Politivennen)

Reykjavik, 27de Juli.

Efterat vi i lang Tid have sukket efter Regn, have vi nu i de sidste 14 Dage havt formeget af det vaade Element, og vi have saaledes i den senere Tid havt det modsatte Extrem af den forudgangne Tørhed i Luften med stadige sydlige og sydvestlige Vinde. Dette er den sædvanlige Gang i vort variable Klima, til stort Uheld for Landet; dog kan endnu Alt blive godt, hvis det tørre Veir ikke lader alt for længe vente paa sig. Græsvæxten, som i Begyndelsen af Sommeren saae meget daarlig ud, er nu bleven meget frodig, thi det er charakteristisk for Island, at Græsarterne voxe endnu hurtigere frem her end i andre nordlige Lande.

Resultatet af Fiskerierne har i det Hele taget været ret godt paa de fleste Steder, ja endog paa nogle Steder, som f. Ex. paa Øfjorden og paa Vestfjordene, ganske fortrinligt. 

Sundhedstilstanden har endnu iaar været udmærket, ligesom vi i de senere Aar have været aldeles frie for nogen betydelig eller farlig Epidemi. Men uagtet Sundhedstilstanden og vor økonomiske Tilstand overhovedet kan siges at være meget tilfredsstillende, plages Landet dog af Emigrationssyge, og dette er i Grunden ikke saa underligt, thi uagtet Efterretningerne fra Ny. Island ikke lyde meget glimrende, gjennemstreifes Landet nu af fremmede Udvandringsagenter, der hverken spare Uleilighed eller Penge for at faae Befolkningen overtalt til at drage til det nye Gasen. Adskillige Dele af Landet have begyndt at føle Virkningen heraf, og navnlig skal dette være Tilfældet i Nord- og Østamtet, hvor Udvandringsagenterne have deres Hovedqvarteer, og hvor man alt paa flere Steder, især paa Østerlandet, alvorlig begynder et føle Mangelen paa Arbeidskraft, ligesom man ogsaa klager over, at flere Jorder staae Fare for at lægges øde, men ihvorvel det navnlig er Udvandringsagenterne og nogle af de Breve, som komme hertil, der forlede Befolkningen til dette vistnok ofte mindre grundig betænkte eller vel overlagte Foretagende, saa kan man dog paa ingen Maade nægte, at her virke andre Aarsager, som det vilde være altfor vanskeligt og i Grunden ogsaa til liden Nytte at fremstille i deres rette Sammenhæng og vistnok ugunstige Følger i Fremtiden.

Saavel de fleste af de Reisende, der have besøgt dette Land, som de bosiddende danske Familier, der i Reglen lide af en ilde skjult Hjemvee, have i lang Tid betragtet dette Land som et Slags Sibirien, og disse Lærdomme have lidt efter lidt indgravet sig i Befolkningen; en stor Deel af de lærde Reisende, som have besøgt dette Land, have enten omtalt det som en næsten gold Ørken, der var fuld af Lava og andre vulkanske Producter, hvori ingen nyttige Stoffer, med Undtagelse af det sparsomme Græs, vare at finde, eller som et lidet bebyggeligt Sted, hvor golde Klipper afvexlede med de vilde Naturkræfters Rasen, og disse Lærdomme ere i de senere Aar altfor meget fremhævede af de Reisende, der have vundet Publicums Tiltro. Det er kun nogle faa Aar siden, at en dansk naturhistorisk lærd Mand ved offentlige Forelæsninger i den lærde Skole her advarede Islænderne imod at vente sig noget Udbytte af de vidtudstrakte islandske Fjelde; thi der var, meente han, intet Nyttigt at hente, og netop det selvsamme Aar var det, at ikke mindre end 1500 Emigranter forlade Landet. Det var naturligviis ikke denne Mands Agt at ville overtale Befolkningen til en saa storartet Udvandring, men snarere for at advare den mod det Pengetab, de efter hans Mening kunde udsætte sig for, hvis de her indlode sig paa Speculationer med Hensyn til Bjergværksdrift, hvilket han ansaae for at være en stor Taabelighed.

Disse forskjellige ugunstige Udsagn modsiges imidlertid af ældre og nyere Tiders Erfaringer, og en Naturforskers egne Øine burde kunne vise ham, at her ere mange nyttige Stoffer, naar Befolkningen vilde og havde Kundskaber til at benytte dem. Allerede de første Bebyggere havde for 900 Aar tilbage fuldkommen Vished om, at her var nok baade af forskjellig Jernmalm og Salt, forat det kunde anvendes til største Nytte og var tilstrækkelig til at forsyne Landet med disse og andre mineralske Produkter. De gamle Nybyggere vandt alt det Salt, de behøvede til deres Huusholdninger, ud af Søvandet, og i Kongespeilet omtales Landets Rigdom paa forskjellig Jernmalm saaledes: "I dette Land er der meget af Jernmalm (rauda) og deraf udsmelter man Jern." Begge disse Industrigrene samt flere andre vare stærke drevne indtil Begyndelsen af det 15de Aarhundrede, da den sorte Død gjorde Ende paa den ældre Cultur og den alt i længere Tid drevne Industri. Vi ville ikke her tale om den i de forrige Aarhundreder i ikke ubetydelig Grad drevne Svovl-Industri, men kun beklage, at den uden mindste Grund blev lagt paa Hylden, ihvorvel den i det 16de og 17de Aarhundrede gav Landet et ikke ubetydeligt Nettoudbytte; forhaabentlig vil denne Industri nu komme igang igjen, ihvorvel den af nogle Reisende ansees for altfor ubetydelig til at concurrere med Sicilien. Adskillige andre have imidlertid været af modsat Mening, og kun fortsat Erfaring kan afgjøre, til hvilken Side Sandheden hælder; desværre er det en af de indædte skadelige Fordomme, som Monopolhandelen i sin Tid har indpodet hos Indbyggerne, at Island var et saare fattigt Land og saa at sige manglede de fleste nyttige Ting, som derfor maatte tiltuskes fra Udlandet; kun Fiskerierne, Creaturhold og Græsvæxt havde for dem nogen Værdi, for det var netop af disse Producter, at de kunde vente dem selv det største Udbytte for Handelen. Men ihvorvel det paa ingen Maade kan benægtes, at Fiskerierne og Creaturholdet er og har været Islands fornemste Productionskilde, saa kan det paa den anden Side ikke betvivles, at deres Feilslaaen ofte har bragt Island til den største Elendighed, netop fordi Befolkningen har manglet andre Erhvervskilder. Fiskerierne have kostet Island mange Hundrede Tusinde Menneskeliv, og saaledes som de hidtil have været drevne og endnu for en stor Deel drives, ville de aldrig i den Grad kunne sikkre Befolkningen imod Mangel og Hungersnød, som de Gamles Virksomhed i forskjellige andre Retninger gjorde i forrige Tider. Man maa nemlig ikke oversee, at de gamle Islændere i flere Henseender dreve velbegrundet Industri, thi foruden de alt omtalte Naturprodukter vare deres Uldfabrikater paa ingen Maade af ringe Betydning; de udførte deres Uld ikke som nu i raa Tilstand, men for Størstedelen i forarbeidede Klæder og uldent Gods (navnlig Vadmel), som man kan see af Kong Harald Graafelds Saga og mange andre Sagaer, og saalænge Island ikke tager fat paa en lignende Industri, vil det aldrig faae en indbringende Erhvervskilde. Nogle ville nu sige, at Island mangler Forudsætningerne for Industrien, men Andre have allerede besvaret denne Indvending derhen, at der gaves meget faa Lande, der havde større naturlige physiske Kræfter til sin Raadighed end Island. Selv en af de mindre kogende Kilder i Island, siger Professor Bunzen, udvikler Varme nok til Driften af store chemiske og mechaniske Fabriker, uden Anvendelsen af nogetsomhelst Brændsel; men uagtet dette Bunzens Udsagn er mere end 20 Aar gammelt, betragtes dog disse Naturfænomener kun fru Curiositetens og Nysgerrighedens Side. Men endskjøndt de fleste Ting hos os ere ganske i deres Barndom, have dog baade enkelte Islændere ligesom ogsaa nogle danske Reisende tydelig viist, at man i Danmark begynder at føle en almindelig Interesse for dette Land og dets Fremskridt, ligesom man nu meget mere end forhen søger at skaffe sig exacte Kundskaber om Landets Klimatologi og Temperaturforhold, ikke alene i selve Landet, men ogsaa i Havet omkring Landet, hvilket med Tiden uden Tvivl vil blive til stor Nytte for Landets Fremtid; saaledes har Stationskibet "Fyllas" aarlige Nærværelse her ved Landet ført til vigtige Resultater, der ikke kunne Andet end være lige interessante for Videnskaben som for Polardriften af den grønlandske Iis omkring Landet. Saavel Capt. Jacobsen som den nuværende Chef Buchwald, have med ufortrøden Flid arbeidet i Videnskabens Tjeneste, og Brevskriveren tillader sig derfor her at afskrive en kort Beretning, den Sidstnævnte velvillig har meddeelt ham om hans sidste Tour omkring Nord- og Vestdelen af Landet, der lyder saaledes:

"Skonnerten "Fylla", der iaar er forbleven hele Sommeren ved Islands Kyst, istedetfor som tidligere Aar at gaae til Færøerne paa en 14 Dages Tid, har i Slutningen af forrige og Begyndelsen af denne Maaned foretaget nogle høist interessante og nyttige Dybdehavs- og Temperatur-Maalinger i Polarhavet for at samle Materiale til Bestemmelsen af Strømningerne omkring vore Kyster. 

Paa en af disse Farter var den saa heldig at trænge saa langt Nord paa i Isen, at man fandt iiskoldt Vand (det vil sige Vand under Nulpunktet) ligefra et Par Favne under Overfladen og til Bunden, som paa dette Sted var paa en Dybde af 360 Favne: altsaa at konstatere den iiskolde Polarstrøm, hvilket man hidtil har betvivlet Muligheden af at kunne gjøre, formedelst Ismasserne.

"Veiret, som iaar har været ualmindelig godt, har tilladt at disse Maalinger baade paa Nordkysten og i Daumarksstrædet har kunnet foretages i stor Udstrækning, og Skonnerten har paa samme Tid havt Leilighed til at vise sig imellem de franske og engelske Fiskerskibe, der paa denne Aarstid samle sig langs Nordkysten, samt at tilsee vore Havkalvefiskeres Fiskepladser, der altid ligge i Nærheden af de polare Iismassers Kant."

"Denne Polarisens Udstrækning er høist lunefuld; thi paa samme Tid som "Fylla" trængte omtrent en Snees Mile op ret norden for Kap Nord, kunde Postdampskibet "Diana" ikke komme ind paa Øfjord for Iis, og den franske Corvet "Dupleix" var ved Iskanten, imellem disse to Punkler, omtrent en 5 Mile fra Kysten; det har altsaa været en Bugt eller Rende, som har givet "Fylla" Leilighed til at komme saa langt frem."

"Man traf hele Tiden en overordentlig Mængde Drivtømmer, der tiltog i Masse altsom man kom nordligere, saaledes at der tilsidst, trods tæt Taage, allsaa paa en meget lille Udstrækning, kunde sees 4 Stammer."

Det kan ikke noksom roses, med hvilken Iver Capt. Buchwald har søgt at opfylde det Hverv, der var ham paalagt med Hensyn til disse Temperaturmålinger, og det forekommer os, at det var at ønske, at Capitainen kunde fortsætte disse til næste Aar. Sommeren i Polarhavet er saa kort, at det neppe er tænkeligt, at man i nogle faa Maaneder kan overkomme de Observationer, som her vilde være være nødvendige, især da den store Isdrift, som fra Polarhavet har fundet Sted iaar, er særdeles omfangsrig og derfor vanskeliggjør disse Undersøgelser i høi Grad.

Reisende fra Vesterlandet fortælle nu om en aaben Baad fra et Hvalfangerskib, der med 5 Mand er drevet tvers over det saakaldte Grønlandshav eller Danmarksstrædet, over til Vesterjøkelen; selve Skibet siges at være en temmelig stor Damper fra Tønsberg i Norge, og flere af dens Baade skulde den samme Dag have sat ud fra Skibet, for at skyde Sælhunde; dens Reise over Danmarksstrædet siges at have varet i 7 Dage; da Folkene forlade Skibet, havde de intet Andet med end deres Skydegeværer, hvormed de alt havde skudt nogle Sælhunde og Søfugle, førend de tabte Skibet af Sigte; disse Sælhunde samt nogle Søfugle var deres eneste Forraad af Fødemidler, inden de naaede Islands Kyster. I 2 a 3 Dage havde de forgjæves prøvet paa at opsøge Skibet, og saaledes maatte de i den aabne Baad, overladt sig til Vinden og Bølgerne. Som Seil benyttede de sig af Sælhundeskindene, og paa denne eventyrlige Maade lykkedes det dem at naae Island i en Vig under Vesterjøkelen, kaldel Kjeflavik, hvorfra de nu ventes over Land her til Sydlandet; om de andre Baades Skjæbne vides der Intet, men Folkene ventes nu her til Reykjavik for at afgaae med Postskibet "Phønix". Dette viser, at en af de store farer, som omgiver Reisende i Polarhavet, er den tykke Taage, der bestandig ledsager Isdrifter, og det synes næsten mirakaløst, hvorledes disse Mænd have kunnet undgaae Døden.

I disse Dage er en betydelig Grindefangst forekommet her paa Sydlandet, idet man i et Fiskerleie Njordvik, kort fra Skagen, har drevet 207 af disse Hvaler paa Stranden, hvilket er et ikke ubetydeligt Udbytte for den derværende Befolkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. august 1878).

Carl Baagøe: Handelspladsen paa Heimaey blandt Vestmanøøerne. Illustreret Tidende nr. 1016, 16. marts 1879.

Om Embeders Besættelse i Island. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Stiftamtmanden i Island Kriegers Ansættelse som Stiftamtmand i Aalborg Stift, er førstmeldte Embede nu blevet vacant. Dette Embede har, som bekjendt, alt i længere Tid ikkun været besat med unge danske Adelsmænd, som dermed have begyndt deres Embedsbane, og efter nogle faa (sædvanlig 5 a 6) Aars Tjeneste igjen vendt tilbage til deres Fødeland, og det er indlysende, at dette Embeds Bestyrelse ikke kan andet end lide betydelig ved disse idelige Omflytninger og otte indtræffende Vacancer, især da Stiftamtmændene desuden endog inden Udløbet af deres korte Tjenestetid ofte have fundet sig foranledigede til, i Familie- og andre Anliggender, at reise ned til Danmark, hvor de da sædvanligen i det Mindste overvintre, imedens Embedet under deres Fraværelse, saavelsom i Vacancen, bestyres af underordnede Embedsmænd, der desuden have de med deres eget Embede forbundne Forretninger at varetage.

Men selv om man nu vilde oversee denne Omstændig, formene vi dog , at der frembyde sig andre viglige Grunde, der bestemt fraraade, at besætte saavel dette, som andre Embeder i Island, med danske Embedsmænd, undtagen i virkelige Nødvendigheds Tilfælde. Saaledes er Climaet i Island langt strængere end i Danmark, der frembyde sig langt færre Fornøielser, man maa der undvære mange af de Beqvemligheder, man er vant til at nyde her, hvoraf følger at Opholdet i Island for Andre end Indfødte bliver kjedeligt og ubehageligt, hvilket igjen slapper og maaskee tilintetgjør den i ethvert Embedsforhold nødvendige Interesse og Virksomhed. Ikke mindre Vanskelighed frembyder det islandske Sprog for den danske Embedsmand, der ved Ankomsten til Landet - for ikke at sige ved sin Afreise derfra - som oftest er blottet for al Kundskab i samme. Hvad de underordnede juridiske Embedsmand, c: Sysselmændene og Byfogden i Reikevig, angaaer, da er det et aldeles nødvendigt Reqvisit hos disse, at de ere Sproget fuldkommen mægtige, eftersom hele Retspleien skal og bør udføres i dette Sprog, ligesom og Landets Indvaanere synes at have et billigt Krav paa, at slige Embeder er overdrages til Andre end dem, de selv kunne forstaae og af hvilke de selv kunne forstaaes. At navnligen - for at oplyse Sagen med et Exempel - En, der ikke er Sproget mægtig, ei med tilbørlig Kraft kan inqvirere i criminelle Sager, uden selv at kunne forstaae Inqvisiten eller denne ham, forekommer os aldeles indlysende, og at dette igjen har høist farlige Følger for Retssikkerheden, er det overstadigt at bemærke. Ogsaa disse Vanskeligheder møde den danske Stiftamtmand, thi da han tillige er Amtmand i Sønder-Amtet, skal han afgjøre, om der fra Justitiens Side er Anledning til at indanke til de overordnede Retter de for Underretten ergangne, i det islandske Sprog affattede Domme. Desuden er denne Embedsmand, Stiftamtmand, paa enkelte Undtagelser nær, overdraget at besætte Præstekaldene i Island efter Forslag fra Biskoppen.

Ansøgningerne herom affattes vistnok som oftest i det islandske Sprog, og hvis Stiftamtmanden - der desuden er blottet for al personlig Bekjendtskab med de Ansøgende, ei forstaaer dette, maa han i eet og alt rette sig efter Biskoppens Forslag, og saaledes savnes den tilsigtede Garanti for disse Embeders retfærdige og samvittighedsfulde Besættelse. Endvidere er Stiftamtmanden paalagt den Pligt, "saa ofte hans øvrig Embedsforretninger det tillade", at tage Sæde i Landsoverretten, for at paasee, at den holdes med Værdighed og at Rettergangspolitiet føres med Orden og Nøiagtighed. Da nu Proceduren ogsaa for denne Ret skal udføres i det islandske Sprog, vil det være en i dette Sprog ukyndig Stiftamtmand aldeles umuligt, tilbørligen at efterkomme denne Pligt. Som en Følge saavel af det ovenfor omtalte Ubekjendtskab med Sproget, som tildeels deraf, at den danske Embedsmand er opdragen under Forhold, der ere ganske forskjellige fra dem, der finde Sted i Island, bliver det endvidere en yderst vanskelig Opgave for ham, at sætte sig ind i den islandske Ret. - Denne bestaaer nemlig deels af gamle, i det islandske Sprog affattede Love, som selv for den Indfødte undertiden ere temmelig uforstaaelige, deels af norske Love, som i flere Punkter ere gjorte gjeldende paa Island, deels af Lovbud for Danmark, der i sin Tid have været bekjendtgjorte paa Altinget, og som nu uden anden Sanction antages at være gjeldende, og deels endelig af en Mængde letale Sædvaner og Retsvedtægter, hvorom Oplysninger ikkun med stor Uleilighed af en Fremmed kunne erholdes. Da alle disse heterogene Bestanddele aldrig have været bearbeidede til noget System, vil selv den indfødte Embedsmand, der i flere Aar udelukkende har beskjæftiget sig med den islandske Ret, ofte svære i Uvished om, hvad han skal og hvad han ikke skal antage som gjeldende, og i en forbøiet Grad vil denne Vanskelighed vise sig for den danske Embedsmand, der fra Universitetet kun medbringer yderst fragmentariske og til et Embedes ordentlige Bestyrelse aldeles utilstrækkelige Kundskaber i den islandske Ret; og at en dansk Embedsmand, der efter nogle faa Aars Embedstjeneste i Island kan gjøre sig grundet Haab om Ansættelse i sit eget Fødeland, om hvis Forhold og Lovgivning han allerede har de fornødne theoretiske Kundskaber, ikke føler stor Lyst til at trænge dybere ind i en saa utilgængelig Lovgivning, kunne vi næsten finde undskyldeligt. Endeligen kan den fornødne Localkundskab, samt Bekendtskab med den islandske Oekonomi, Folkets Tænkemaade, Charakter m. v. af en Fremmed først erhverves ved flere Aars opmærksomme Iagttagelse, og vi holde os overbeviste om, at flere af de i Island ansatte danske Embedsmænd ere vendte tilbage til deres Fødeland, uden at have erhvervet nogen alsidig og grundig Kundskab herom, ligesom at en saadan Mangel ofte maa have fremkaldt umodne og uoverlagte Forslag og Betænkninger, i det vi paa den anden Side fuldkommen erkjende den Iver og Nidkjærhed, hvormed nogle af disse Embedsmænd have arbeidet for Islands Vel.

Vi ere saaledes overbeviste om, at Landet er baade bedst tjent med og med Billighed kan vente at faae Indfødte til Embedsmand, saalænge der blandt disse findes nogenlunde beqvemme Subjecter, hvilket Princip med Hensyn til Embeders Besættelse i Island Regjeringen ogsaa hidtil synes at have hyldet, dog med Undtagelse af Stiftamtmands-Embedet. Men at denne Undtagelse fremdeles maatte blive hævet, derom troe vi at udtale ikke blot vort eget, men et blandt det islandske Folk almindeligt Ønske.

(Kjøbenhavnsposten 14. november 1836, s. 1296-1297)

Dagens Bemærkninger ved det i sidste Numer indrykkede Spørgsmaal til Herr' Conferenceraad M. Stephensen.

Man tillader sig med den ærede udgivers tilladelse at optage følgende bemærkninger til det i sidste nummer indrykkede spørgsmål til højvelbårne hr. konferensråd, dr. juris M. Stephensen, i Dagen nr. 103, da man nærer den formodning at de ved at læses i sammenhæng med ovennævnte spørgsmål, vil være af almen interesse for en stor del af Politivennens læsere.

***         ***         ***

Uden at ville gøre mindste indgreb i hr. konferensrådens ret til selv at besvare det omspurgte, tillader anmelderen heraf sig med et par ord at ytre sin mening om hans virke som direktør for det Kongelige Islandske Landoplysningsselskab, en titel han giver sig i sit Island i det 18de Århundrede, side 421. Denne virken synes at være temmelig negativ, efter hvad der kendes til det offentligt, for jeg har aldrig noget sted set regnskab fra dette selskab, hvis medlemmers antal konferensråden i omtalte skrift s. 260 angiver til 1.200. Jeg kan derfor ikke andet end fuldkommen istemme spørgerens ønske, at få oplysning om selskabets status, hvis det eksisterer som sådant, og denne oplysning må konferensråden være kompetent til at give, så meget desto mere som det ikke er bekendt at en anden direktør nogensinde er valgt.

Derimod står i tillægget til Minisverd Tidindi 2. bind, 2. afdeling s. XLIII. summarisk regning over Islands Kongelige Videnskabers Stiftelses (Visinda Stiftunar) indtægt og udgift fra 1. oktober 1798 til 1. januar 1806, uddraget af dens hovedregnskaber og s. XLIV står under rubrikken indtægt: Det Kongelige Landoplysnings Selskab gav stiftelsen i penge den 1. oktober 1798 osv. Denne stiftelse kalder konferensråden i nævnte Minisverd Tidindi 2. bind, s. 475 Islands Offentlige Videnskabers Stiftelse, men han fortæller os dertil slet ikke når den er blevet kongelig. Heller ikke har jeg noget sted i konferensrådens skrifter truffet på noget sted hvor der talen om denne stiftelses begyndelse og fremvækst. Hvor nu konferensråden har fået denne kongelige stiftelse fra, er mig aldeles ubegribeligt, og man kunne let komme på at tro at den som kongelig blot eksisterede i konferensrådens indbildning hvis man ikke måtte være overbevist om at konferensråden som er en bekendt klog mand, ikke ville have begået den uforsigtighed at fingere noget kongeligt som ikke er til. 

Synderligt nok er det at efter at det Kongelige Landoplysnings Selskab har fourneret stiftelsen med penge, lader konferensråden nævnte stiftelse betale selskabets segl (se XLV. I. c). Det havde måske været lige så rigtigt at lade selskabet beholde dets penge, så at det selv havde kunnet betale seglet, og ikke behøve at modtage det som almisse af stiftelsen. Konferensråden ville derfor sikkert gøre almenheden en tjeneste, dersom han godhedsfuld ville meddele en fuldstændig underretning også om denne stiftelse, hvilken underretning i særdeleshed ville glæde indsenderen.

(Politivennen nr. 540. Løverdagen den 6te Mai 1826, s. 296-299) 

Redacteurens Anmærkning.

I en artikel i Dagen 8. maj 1826 svarer Stephensen at Politivennen-artiklens forfatter ikke har godtgjort sin kompetence til at afkræve de ønskede oplysninger. Derimod har forfatteren "skjult i dagblade at fremtræde på en skumlende måde, og derved tydelig røbe sin personlige ukærlige hensigt". Dernæst imødegår han kritikken ved at sige at han har bestyret selskabet i 32 år for 1.800 medlemmer. Men at han i 20 år ikke har haft med regnskaber og penge at gøre, det har G. J. Schagfjord. og købmand Ebbesen i Reykjavik. 

Det afføder to artikler i Politivennen: Politivennen nr. 542: "Berigtigelse af den islandske Justitiarii vrange Begreber om Anonymitæt, Skumleri og Politieomhu, mv." hvori Hald svarer at han jo har underskrevet artiklen med navns nævnelse. Han afviser skumleri og at han skulle have udstrakt sin politiomhu til Island. Artiklen undskrives denne gang: H. J. Hald. Desuden "Skrivelse til Herr' Conferenceraad Stephensen". I denne artikel tages Stephensen i forsvar og beklager den situation det har sat Stephensen i. Og referer så en længere samtale mellem tre personer, hver med sit synspunkt. Artiklen er underskrevet J. M. Klitgaard.)

Spørgsmaal til S. T. Udgiveren af den tydske Statscalender, og til høivelbaaren Hr. Conferenceraad, Dr. juris M. Stephensen

1. Hvor har udgiveren af den tyske statskalender fået opgivet antallet på medlemmerne af det Kongelige Islandske Landoplysnings Selskab?

Disses antal for året 1825 angives til omtrent 1.100 - såvidt anmelderen erindrer - måske nogle flere eller færre. Den ærede udgiver har altså efter al formodning fået ganske splinternye efterretninger, formodentlig direkte fra Island. Derimod er dette selskab allerede forrige år udeladt af den danske statskalender, og anmelderen som blev forundret over dette, spurgte engang udgiveren af denne om årsagen til det og fik som svar: fordi ingen vished, ikke engang sandsynlighed, kan man få for at dette selskab virkelig eksisterede som sådant. Disse to relationer synes at stå i modsætning til hinanden, og desto mere må man forundre sig når man betænker at der i Altona kan fås nøjagtigere efterretninger om Island end i selve København. Skønt nu udgiveren efter trykkestedet at dømme, må bo i Altona eller der i nærheden, har han dog sikkert en korrespondent i København som vist vil have den godhed at opfylde spørgerens ønske ved at nævne den kilde hvorved man muligvis kan komme til kundskab om dette selskab virkelig for tiden eksisterer eller ikke.

2. Højvelbårne hr. konferensråd dr. jur. M. Stephensen, justitiarius i den islandske landsoverret, opholder sig - såvidt vides - endnu her i staden og lige så vist som der kun kan være en mening om hr. konferensrådens redelighed, uegennyttighed og patriotisme, for hvilke, hvis der skulle fordres bevis, man henviser til Islands Annaler, især i året 1809, lige så vist tør man håbe ikke at beskyldes for at forespørge sig, når man beder hr. konferensråden give fuldstændig underretning om det Kongelige Islandske Landoplysnings Selskab, om dette selskab eksisterer eller ikke? Hvem der er direktør, kasserer, sekretær, regnskabsfører, revisor osv. ved selskabet? om det navn selskabet har stiftet i den tid det har eksisteret? Og hvis det eksisterer endnu, hvilket håb man i fremtiden kan have om dets nytte for landets og dets indbyggeres bedste? Endvidere bedes S. T. hr. konferensråden at give oplysning om den såkaldte kongelige Islandske Videnskabers Stiftelse (Visinda Stiftun, sic), hvis navn forekommer flere steder i hr. konferensrådens senere skrifter. Når dette selskab er stiftet, ved hvem, i hvilken hensigt, hvornår det er blevet kongeligt osv. For at dette skal være det Kongelige Islandske Landoplysnings Selskab, som man måske kunne falde på at tro, kan umuligt være tilfældet, da det er uden for al tvivl at hr. konferensråden ikke ville have tilladt sig at forandre navnet på et kongeligt konfirmeret og autoriseret selskab.Hald.

(Politivennen nr. 539. Løverdagen den 29de April 1826, s. 282-284) 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 540, 6. maj 1826, s. 296-299. Hvorefter følger flere mindre kommentarer. 

Striden affødte en bog: Island og dets Justitiarius Magnus Stephensen. Aktstykker, vedkommende det Kongelige Islandske Landoplysnings-Selskab, samlede og med Anmærkninger og Tillæg. Udgivne af Vigfus Erichsen. 1827. 90 sider. Dette skrift anklager Stephensen for ikke at tage kritikken alvorligt. Bogen indeholder artiklerne fra Dagen og Politivennen, samt regnskaber mm.

Hald inkasserede en dom for injurier for sine påstande 1½ år 19. maj 1828:

Kiøbenhavn, 19. maj 1828

I Følge den 20de § i Forordningen af 27de September 1799 om Trykkefrihedens Grændser, bekiendtgøres herved Domslutningen af den i den Kongelige Lands Overret samt Hof- og Stadsret den 12te Mai d. A. i Sagen:
Conferentsraad og Doctor juris Magnus Stephensen, Justitiarius i den Kongelige Lands Overret i Island

contra

Krigsassessor og Sproglærer H. J. Hald.
afsagte Dom, ved hvilken er kiendt for Ret:
De under nærværende Sag paaankede af Indstævnte Krigsassessor og Sproglærer H. J. Hald mod Citanten Conferentsraad og Doctor juris Magnus Stephensen, Justitutiarius i den Kongelige Lands Overret i Island, fremførte fornærmelige Udladelser, som indeholdes i tvende i Bladet "Politivennen" for Aaret 1826 No. 539 og 542 indførte Stykker, det ene kaldet "Spørgsmaal til S. T. Udgiveren af den tydske Statscalender, og til høivelbaaren Hr. Conferentsraad, Dr. juris M. Stephensen" og det andet betitlet: "Berigtigelse af den islandske Institutiarii vrange Begreber om Anonymitet, Skumlerie og Politieomhu m. v.", bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanten til Fornærmelse i nogen Maade, og bør Indstævnte for sit i denne Henseende udviste Forhold at bøde til Kiøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse 100 Rbd. Sølv. Saa bør han og betale til det Offentlige Rettens Gebhyr, Skriversalarium og Omkostningerne til stemplet Papiir, forsaavidt disse Udgifter skulde været erlagte af Citanten, hvis Sagen ikke fra hans Side havde været benificeret. Endelig betaler han Citanten, som Salarium til dennes Sagfører, 20 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven."
Justits-Contoiret i den Kongelige Lands Overret samt Hof- og Stadsret i Kiøbenhavn, den 16de Mai 1828

Hoff.

Lidt i Anledning af Ønsket om bedre Brændevin til Grønlænderne.

Til oplysning for indsenderen af "Ønske om bedre brændevin til grønlænderne" tjener at den ham meddelte underretning at der til forsendelse til Grønland og Island bestilles brændevin af kun 7 1/4 grads styrke er i det mindste hvad det sidste land angår, aldeles urigtig da det brændevin som sendes derhen, bestilles til 8 graders styrke og afsendes således. Rigtigheden heraf kan erfares ved toldvæsnet som også at om ikke det hele, da vist i det mindste de 9/10 af det brændevin der afsendes herfra til Island er københavns kornbrændevin.

* * *

Forinden udgiveren modtog ovenstående var det ham allerede af indsenderen af ønske i forrige nummer pålagt at berigtige at deri ved en skriverfejl var indført Island og Grønland, i stedet for Færøerne og Grønland da indsenderen meget vel ved at de islandske købmænd søger at skaffe sig sådanne varer der kan finde afsætning. Ligeledes er han i anledning af svaret i Dagen nr. 14 f. d. å. bedt om at gøre den bemærkning af man lige så lidt kan indse hvorledes en forhenværende etablissementsbestyrer kan forsikre at det brændevin der nu for tiden sendes, har den styrke det muligvis har haft i hans tid som man kan finde nogen antagelig grund for at det brændevin som sendes qva provision for under arbejdet at skænkes ud til kolonisternes underordnede mandskab, ikke bør være af samme Gehalt eller lige så godt som det der sendes til handel.

Man anser derfor ikke det ønske overflødigt at brændevinsbrænderlauget måtte deltage i leverancen da dets repræsentanter vist ville sørge for at der leveredes gode varer som holdt behørig styrke og hverken var svedent eller havde afsmag.

(Politivennen nr. 264. Løverdagen den 20de Januari 1821, s. 4257-4258).

Redacteurens Anmærkning.

En ombrydningsfejl gør at artiklen også forekommer i Politivennen nr. 264. Løverdagen den 20de Januari 1821, s. 4237-4239. Artiklen er svar på en artikel i Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4237-4239

Ønske om bedre Brændevin til Grønlænderne

Man hører hele tiden klager over mangel på næring og at vi ingen handel har. Men hvad gøres der for at afhjælpe det? Søger vi at forædle vores naturprodukter eller at give vores kunstprodukter en sådan grad af fuldkommenhed at de kan sættes ved siden af fremmedes? Hvis det ikke sker, så hjælper al klynken og klagen slet intet, men vi vil komme til at tåle at selv den lille handel der endnu forundes os, går til grunde og falder i hænderne på flittigere og mere handelskyndige nationer. For hvem vil fortænke køberne i at vælge de bedste varer.

Disse tanker faldt anmelderen ind da han hørte fortælle at det danske kornbrændevin som sendes til Island og Grønland, sædvanligvis kun bestilles til 7 1/4 grad efter Spendrups gradstok, mens det som sælges her i almindelighed holder 8 grader.

"Det danske kornbrændevin som sendes til Island og Grønland, bestilles sædvanligvis kun til 7 1/4 grad efter Spendrups gradstok, mens det som sælges her i almindelighed holder 8 grader". (Den Kongelige Grønlandske Handel. N. J. Bredal, 1818. Før og Nu 1924-25)

Vil man ikke unde disse vores fattige, arbejdsomme medbrødre der lever i et hårdt klima, lige så gode produkter som vi selv har og bruger dem, så burde man dog gøre det for interessens skyld, således at man måske ikke siden forgæves skal klage over at også denne handelsgren er gået tabt til stort tab for landet. For man vil dog vel ikke anse det for en umulighed at disse mennesker, hvor nøjsomme de end har været og taget til takke med hvad man fandt for godt at byde dem, jo engang kan blive opmærksomme og få smag på noget bedre, og at der da nok vil findes de der ville sende dem gode og forsvarlige varer. Det er der ingen tvivl om.

Da de københavnske brænderier har ord for at kunne levere gode og forsvarlige varer, og da vores handel kun er lille, og som en følge heraf afsætningen på brændevin ikke betydelig, så er det troligt at mange af vores brændevinsbrændere kunne ønske at tage del i en leverance. Anmelderen anser det derfor gavnligt i flere end en henseende om vedkommende ville foranstalte en licitation når et kvantum brændevin skulle forsendes. Man ville da både få forsvarlig vare og en moderat pris.

(Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4237-4239).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 264. 20de Januari 1821, s. 4257-4258.

Spendrups gradstok var opkaldt efter Peter Mathias Spendrup (1747–1827). Han var teolog (sic) og brændevinsbrænder og lavede et alkoholmeter, som blev anvendt af toldvæsenet. Denne gradstoko blev afløst af vore dages procentangivelse for indholdet af ren alkohol.

Det store pakhus på Bredals billede ovenfor er det 7000 m2 store pakhus, som var blevet bygget i 1766-67. Og det findes endnu på Den Grønlandske Handels Plads. Pladsen var centrum for handlen med Færøerne, Finmarken, Island og især Grønland. Det kan være tørfisk, saltede sild, hvaltran og skind  som man er i gang med at ordne på billedet.

Spørgsmål om Islands Besejling og Handel 1801

Island var engang et fadebur for Danmarks kongestad. Islandsk fisk, tran, kød, talg købte man begærligt til husholdningerne. Og såvel i Tordenskjolds, Juels, Adlers og Gyldenløves dage, som i vores nærværende med rette berømte søheltes tid, har Islands bedekød været flådens tapre krigere sund og nærende føde. Det må uden tvivl af frygt for at savne disse gode varer her, at man i denne tid ofte spørger: Om islandske varer er at få til købs, og om der går nogen skibe til Island i denne sommer. Men desværre lyder svaret: Hvad der kom hertil i fjor er forbrugt. Der er ingen skibe begyndt at gøre sig klar. Bliver krigen ved, tør de vel ikke vove det, og kommer intet over, kommer intet hjem. Imidlertid beklager vi, hedder det, det folk, hvis eneste næringskilde er handel, og især de købmænd som flere gange ved skibbrud og andre tilstødte uheld er sat tilbage. For dem er denne standsning i handel følelig, da de i sommerens bedste tid ikke kan komme til deres ejendomme, og om vinteren sejler man ikke til Island. Ligesom dem vil islændingene komme til at lide. De vil blive igen hvad de var i 1784 og 1785, et meget trængende folk, og siden den tid har Island kommet sig så godt. Nu nedbrydes det, som gode år på land og hav og fornøden skibsfart har opbygget. Den, der har skrevet disse linjer på papiret, har spurgt: Et det også vist, at der ingen skibe går til Island denne sommer? Man har svaret: Det vil næppe ske. Nu spørger han herved offentligt om det samme, for han er af anden mening og har grund til det: Islands indbyggere (så siger de som kender dem) er et kækt og vindskibeligt folk. Men at forsvare sig uden værge og fiske på havet uden fartøjer, liner og kroge, det kan de lige så lidt som andre folk. Vidste de, hvad fjenden nylig har turdet foretage sig ved rigernes hovedstad, havde de årsag til at frygte. De kan nu ikke vide det, men udebliver den vanlige skibsfart vil længsel forandre sig til frygt, frygt til angst for fjendtligt overfald, og især for sult, som det skarpeste sværd. For magasiner for levnedsmidler og næringsredskaber, der er dobbelt nødvendige i et så langt bortliggende land, har de endnu ikke. Danmarks konger har altid sørget for dette deres fjerne land. Og næppe har noget folk mindre kastet i glemme hvad godt der er gjort for dem. De husker ved hjælp af deres annaler, at tyrkerne to gange, nemlig 1627 og 1687 er kommet til deres land og har anrettet ulykker. At engelske sørøvere i den svenske krig 1568 gik til Island og gjorde skade i landet, og at der kom skibe dertil fra Danmark. De husker endvidere at 1652 blev et orlogsskib sendt til island for Handelskompagniets regning for at hindre indpas, og 1667 i krigen med England sendte Frederik 3. Otto Bielche, som kommandant med et orlogsskib og landtropper med ham. De siger, at i flere hundrede samfulde år er der kommet skibe fra Danmark. Det mindste antal et år var 4 (et til hvert af landets fjerdedele). I krigstiden 1660, da Islandske Handelskompagni ikke turde besejle Island, sendte Henrik Jensen skibe til 4 havne. Borgmester Hans Nansen skibe til 3 havne, borgmester Hans Sørensen og tolder Boyssen begge 1 skib alle med de nødvendigste varer på eget eventyr til Island, efter en forud indhentet kongelig tilladelse. Nu stiller jeg igen det førnævnte spørgsmål: Er det også sandt at der ikke kommer skibe til Island sommeren 1801.

Hvad armerede skibe angår, så sigter spørgsmålet ikke derhen. Vi ved at vores kloge og gode regering forsvarer sit land og folk hvor og når den finder det nødigt og gørligt. Men hvorfor skulle ingen handelsskibe komme til Island fra rigerne dette år. Her er nu intet konkurrerende kompagni i vejen. Her behøves ikke at erhverve kongelig tilladelse for at gå på eget eventyr derhen. Enhver fri mand kan handle i Islands frie købstæder og bringer han der fiskeliner, tjære, jern, stenkul, tømmer til både, salt til fisk og kød, da vil det blive godt betalt. Den handel ville gøre godt udslag, især om man medbragte andre varetyper, som folk der gerne vil købe, skønt de ikke varer af den nødvendigste. Ville man ikke handle på skibene, mens de står til ankers på havnene, så ville de, som førte skibe over og ikke selv ejede huse der, sagtens få dem til låns, som da var ledige. Enhver købmand eller faktor ville selv tilbyde det i sådant tid og tilfælde, indtil deres egne skibe kom engang. I mellemtiden kunne værdien for det overbragte varer udskibes.

Skulle vi få sikker sejlads efter de 14 ugers forløb, så blev det dog ikke disse i forvejen sejlende til skade. De som vil til Island tager sjældent senere herfra end ved Skt. Hans, hvis de agter at komme tilbage om efteråret. Og tilførsel af varer vi i tilfælde at vi får fred næppe bliver tilstrækkelig i år. For skibenes eget fiskeri, den sædvanlige fiskepræmie og stor kpipfiskvirkning bliver ikke at tænke på og ordsproget vil her gælde: Den der kommer først til mølle får først malet. Som vanskelighederne ville blive ubetydelige i hensigt til handelen der, så var faren ikke heller så såre stor, når de, der påtog sig sådan ekspedition var formuende mænd og flere deltog deri. Patriotiske købmænd ved vi findes ligesåvel nu som i førnævnte tider. Vores formuende købmænd har skænket store summer til de sårede og forladte, skulle de ikke også vove noget for et fjerntboende folk. Et folk de kender. Et folk der har fortjent det og vil gengælde det, ja ved vindskibelighed giver købmændene deres penge tilbage med rige renter. Og det hele høster den nytte, at Islands handel med det gamle Kaufmannahafn ikke forfalder, som sikkert ville ske, når Island et helt år skulle savne de redskaber, de behøver til deres næringsdrift,  Hvad dette betyder, ser vi i Alton(aer). Merc(urius). Nr. 74 i en skrivelse fra Maassluis, og røres ved elendighederne der. Spørgeren har kun selv en kraftesløs vilje hvad angår deltagelse i den forventede ekspedition, udover hvad der angår disse hans betænkninger, de underretninger han kunne give om forlanges, og den tjeneste han er villig til at gøre og med flid og redelighed udfører, ved at fare til Island med et sådant skib, uden hensyn til den personlige fare han derved kunne udsætte sig for. Af denne årsag og fordi han tør være bekendt hvad han skriver, og fordi det er efter trykkefrihedslovene at navnet skal følge med, er hans navn og bosted tilføjet.

København den 15. maj, 1801
J. S. Plum
Borger til Grønnefjords købstad i Island, nu her tilstede og bor i Store Kongensgade nr. 39

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 161, 23. maj 1801, s. 2561-2567)

Redacteurens Anmærkning

En artikel i Politivennen nr. 717, lørdag den 26. September 1829, s. 621-629 beskæftiger sig indgående med besværligheder ved forskellige valutaer: "Om den forvirrende Regningsmaade i Handel og Vandet paa Island."

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

De vide m. V. at en stats beliggenhed såvel den politiske som hvad man kunne kalde dens klodestilling har ofte ikke mindre indflydelse på dens politiske løb og dens indvortes lykke, end dens øvrige naturbeskaffenhed.

Danmarks politiske stilling har i historiens sekler undergået mange slags omskiftelser. Som stolt bolværk imod saksers og frankers magt gjorde Danmark sin stilling æret, og afholdt afhængigheden fra Norden. Steg selv derpå ved sine erobringer til en truende højde, faldt, men blev dog den farligste anstødssten for vendernes alting overfarende barbari. Som stat af anden rang, imod Norge, Sverige, England og hansestæderne, var det den der holdt ligevægten i Norden, og den som hansernes forstørrelsesplaner fornemmelig var stillet imod. Og indtil denne epokes ende var Danmark ubestridt den første sømagt i Europa. Hansernes kabaler og statskunst hindrede Danmark fra at glimre eller trives i den tid det ved foreningen til Kalmar var steget til en stat af første rang, og forestillede i sig det hele forenede Norden. Denne forenings sønderbrydelse, hansernes fald, Hollands opkomst, den østrigske magts tilvækst, Englands og Skotlands forening var tildragelser der fulgte hinanden hurtigt, og Danmarks politiske stilling forværredes således at det skønt forenet med Norge blev en stat kun af tredje rang, og fik mægtige medbejlere til den ypperste søhæder i England, Holland, Frankrig, Spanien, Sverige. Af frygt for Sverige hjalp Danmark kraftigt til at frembringe Brandenborgs frodige vækst. Sveriges bugnen for den russiske vælde, Ruslands store landmagt og Englands uhyre sømagt, den hollandske, franske og spanske sømagts tilintetgørelse, har gjort Danmarks stilling mellem to over al sammenligning større stater, særdeles kritisk, mens dens sømagt blev den betydeligste næst efter den seksdobbelt talrigere engelske.

Danmarks klodestilling kan ikke tages i betragtning uden at opvække forundring. To mægtige stykker af staten ligger på to ved et stort hav fra hinanden kløvede fastlande af Europa, uden at de hos det ene liggende øer hjælper til at lette forbindelsen og samkvemmet mellem dem. En uhyre kyst af Amerikas polarlande, en ø i Ishavet af Irlands størrelse, men af Wights befolkning, nogle klipper nær ved Skotland, og en lille ø ved Sveriges kyst udgør resten af den danske stat. Hovedstaden beliggende på en ø af middelmådig størrelse, udsat i fire måneder af året for ved is at tabe al forbindelse med det øvrige statslegeme, for angreb fra søsiden af enhver overlegen sømagt, i tre miles afstand fra fremmed kyst, og i to hundrede miles afstand fra den nordlige grænse af Danmarks europæiske lande. En forandring af klima fra det milde tempererede ved Elbens bredder indtil Nordkaps og Upernaviks næsten uimodståelige kulde, fra den sydligste grænse hvor den længste dag er 17 timer lang, indtil den nordligste hvor solen ikke går ned i tre måneder. En befolkning fra 5.000 mennesker på kvadratmilen indtil den af 3 kvadratmile på et menneske.

(Fortsættes)

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350)

Redacteurens Anmærkning

Bemærk at i opremsningen af del af konglomeratriget nævnes kolonierne ikke med et eneste ord. Artiklen er en fortsættelse af artikler fra nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318 og nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334. Den afsluttes i nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398)