Drikfældige Præster paa Island. (Efterskrift til Politivennen)

Tørstige Præster. I et Brev fra Island til "Morgenbl." læses følgende: En af de islandske Præster er bleven afskediget fra sit Embede paa Grund af Drikfældighed og deraf følgende Uregelmæssighed i sin Embedsførelse, hvilket af mange er bleven hilst med stor Tilfredshed. Der findes nemlig inden for den islandske Præstestand en Del, som paa Grund af deres Drikfældighed maa betegnes som fuldstændig uværdig til at beklæde et Præsteembede, og det er at haabe, at Regeringen ikke indskrænker sig til denne eneste Afgjørelse, men søger ved fortsat energisk Optræden at faa Bugt med dette Drikkeriuvæsen blandt vore Præster; kun under denne Forudsætning vil denne Stand kunne gjenvinde den Anseelse, som den ved alt for mange af sine Medlemmers hidtidige Opførsel allerede har tilsat. De drikfældige Præster har ikke alene stor skadelig Indflydelse paa den Menighed, som de er sat til at lede og bevogte, men de sætter ogsaa en Plet paa hele Folket, hvad man ogsaa hyppig kan læse sig til i de mange Rejsebeskrivelser, som fremmede Turister næsten hvert Aar udgiver om deres Rejser i Island, og hvori de næsten aldrig undlader at omtale enkelte fulde Præsters forargelige Optræden.

(Aarhus Amtstidende 21. april 1890).

Foredrag om Island. (Efterskrift til Politivennen)

Et Foredrag om Island, som giver et livligt og anskueligt Billede af denne fjerne Ø og dens Befolkning, holdtes forleden af Højskoleforstander Johansen i Uldum og giengives i "Veile Folkebl." saaledes:

Island er et mærkeligt Land, om det end for en stor Del ligger øde, dels foranlediget ved den stærke Kulde, der hersker deroppe, og dels ved, at store Dele af Øen ere bedækkede af mægtige Klippemasser. Danskere, som komme der op, synes i Reglen meget daarligt om at være der, og man har havt Exempler paa, at de have grædt ved Landstigningen over det Øde, som de mødte, og om de saae om sig allevegne. Islænderne synes dog selv, at deres Land er smukt, og de kunne ikke forstaa, at Andre ikke synes det samme, navnlig synes de slet ikke om de danske Sletter. De have da ogsaa deroppe mange Mærkværdigheder, hvad Naturen angaaer, de have mange varme Kilder, hvoraf Geyser er den mest bekjendte, og mange Vulkaner, hvoriblandt Hekla er den mærkeligste. 

Bygningerne ligge paa de nederste Fieldskraaninger. Gaaer man midt hen igjennem en Dal, saa seer man Bygningerne til begge Sider; de ligge alle med Gavlen ud imod Dalen. Væggene ere af Græstørv og 3 a 4 Alen tykke, og er der flere Huse, hvad som oftest er Tilfældet, saa ligge disse parallelt med hinanden, og det første Hus's ene Ydervæg tjener saa ogsaa til Væg i det næste Hus og saa fremdeles. De nederste Lag af Murene bestaa dog af Sten. Det øverste af Huset bestaaer af Spændetræer, der ere belagte med Græstørv. Seer man Bygningerne fra Fjeldsiden, kan man godt gaa dem forbi uden at blive opmærksom paa dem, thi her flyde de rid i Et med Fjeldet. Gaaer man ind i deres Stuehus, kommer man først ind i Forstuen, der er Opbevaringsstedet for Kister og Fiskeredskaber. Fra Forstuen fører en lang, mørk, noget uhyggelig Gang, der ikke er ulig en Rævegrav, ind til den egenlige Stue, der tjener baade til Dagligstue og til Sovekammer for alle Gaardens Beboere. Det seer ret hyggeligt ud derinde; Væggene ere beklædte med Brædder; der er to Rader Senge, og saa har hver af Husets Beboere sin lille Kiste til sine Klæder derinde, det er det eneste Boskab, der findes i den almindelige Befolknings Stue; der er hverken Bord, Stole eller Kakkelovn; Kister og Sengekanter benyttes til at sidde paa. Værst seer det ud i Kjøkkenet og i Spisekammeret. Der ere Væggene ikke beklædte med Brædder; der er heller ingen Skorsten; der fyres paa nogle Sten midt paa Gulvet og Røgen maa bane sig Vei gjennem en Aabning i Taget. Dog ere Islænderne langtfra saa urenlige, som man skulde tro, eller som de undertiden faa Skyld for. Til en Gaard hører altid en Smedie og et Snedkerværksted, Mændene ere som oftest baade Smed og Snedker, og de kunne næsten altid beslaa deres Heste. 

Uden for Gaarden ligge nogle spredte Bygninger paa det saakaldte Tun (Indmarken) til Kreaturerne. Korn kan ikke modnes, og Hvidkaal kan ikke lukke sig, dertil er Sommeren for kort. Deres Hovedavl er Græs, der er vanskeligt at bjerge, fordi Græsmarkerne altid ere overfyldte med store Tuer; derfor slaa ogsaa Islænderne altid deres Græs med en egen Slags korte Leer, for at de kunne afhugge Græsset saavel paa som mellem Tuerne. En Plov er en stor Sjeldenhed; den Jord, der er under Kultur, bearbejdes med Haandredskaber. Af Køer haves endel; de have ingen Horn, og de staa inde 8-9 Maaneder om Aaret. Heste have de ikke saa faa af, de ere smaa, de saakaldte Islændere; de have to Slags, nemlig Heste til Arbeidsbrug, Arbejdsheste, og saa Rideheste. Hestenes Arbeide bestaaer væsenligst i at bære; de stakkels Dyr maa slæbe Alt paa deres Ryg; de bære Høet hjem, ja de maa endog bære Gjødningen ud i Marken; de bære Bygningstømmer hjem fra Kjøbstaden, eller rettere, de slæbe det hjem; den ene Ende af Tømmeret befæstes nemlig til Hestens Side, og den anden Ende kommer slæbende bagefter. Kjøre i Vogn fjender Islænderen ikke noget til; han har ingen ordenlige Landeveie, og en Vogn er derfor en meget stor Sjeldenhed paa Island. Arbeidshestene maa gaa ude hele Vinteren, og de forstaa meget godt at skrabe Sneen tilside for at faa sat i det visne Græs; kun i de haardeste Snestormsdage faa de Lov til at komme ind; men saasnart det bliver Opholdsvejr, maa de herud igjen. At de blive magre under saadanne Forhold er let forstaaeligt. Ridehestene faa derimod Lov til at være inde hele Vinteren; de afrettes til Pasgængere, det vil sige, de læres til at flytte høire Forfod og høire Bagfod, venstre Forfod og venstre Bagfod efter hinanden; vore Heste derimod flytte som bekjendt høire Forfod og venstre Bagfod og venstre Forfod og høire Bagfod efter hinanden. En saadan Pasgænger skal være behageligere at ride paa. Ridehestene ere dyrere end Arbejdshestene. 

Af Faar holdes store Mængder, 10 for hvert Menneske. Sidst i Juni rives Ulden af dem, de klippes ikke; saa drives de ud i langt bortliggende Fællesmarker, hvor de saa gaa til sidst i September aldeles overladte til sig selv. Endel blive her et let Bytte for de hvide og røde Ræve, og nogle falde ogsaa ned i Klippekløfter og finde her deres Død. Sidst i September, naar Faarene skulle hentes hjem, forsamles Eierne; de drive Faarene sammen i en Klynge, og saa udtager enhver sine. Man skulde nu tro, at det var vanskeligt for Enhver at finde sine Faar; men det er det ikke; thi enhver Mand paa hele Øen har sit særegne Mærke paa sine Faars fører; ønsker han at forandre dette Mærke, saa maa han gjøre dette bekjendt igjennem Bladene. Naar Enhver har taget sine, bliver der altid nogle tilbage med andre Mærker, der ere komne tilløbende; thi Faarene kunne nok undertiden foretage lange Vandringer, endog fra Nordsiden til Sydsiden og omvendt. Disse Faar sælges saa, og hvad de koste, udbetales til den rette Eier, naar denne senere hen melder sig. Nu foregaaer Slagtningen, dels til Husbehov og dels til Udførsel, ogsaa til Danmark sendes islandsk "Lamme-kjød".

En anden Indtægtskilde er Fiskeri. Ogsaa Fremmede drive et betydeligt Fiskeri ved Island, alene fra Frankrig komme 3 a 400 store Skibe med flere Tusinde Fiskere. Islænderne tilberede de fangede Torsk som Klipfisk, Stokfisk o. s. v. Udenfor enhver Gaard ligger en stor bred Sten, som kaldes Fiskestenen; paa denne Sten bankes Fiskene, for de spises ukogte. Saadant banket Fiskekjød er velsmagende, og det skal have en gavnlig Indflydelse paa Tænderne, saa Tandpine er ukjendt deroppe paa Øen udenfor Kjøbstæderne. Islænderne ere meget ihærdige Fiskere, og de ere noget dumdristige, hvorfor ogsaa endel finde deres Død i Bølgerne. Fremmede Fiskere, som ligge deroppe, have deres bestemte Arbejdstid, fra 6 til 6; men Islænderne fiske, saalænge der er nogle Fisk. Ogsaa Edderfuglen er en Indtægtskilde for Islænderne, idet de forstaa at tage Fjer og Æg af dent Rede uden at den flytter. Laxefiskeriet spiller heller ikke saa lille en Rolle.

Islænderne holde svært paa det Gamle, det giver sig tilkjende baade i Stort og i Smaat: de Navne, som vi træffe i Sagaerne, finder man endnu deroppe, ogsaa Personsnavne ere de oldnordiske. Deres Klædedragt ere noget ejendommelige, navnlig Kvindernes. Mændenes Klæder sidde om dem som en Sæk. Skræddere have de nemlig ikke, saa Kvinderne maa sy deres Klæder; Træsko bruge de ikke, men derimod nogle eiendommelige Sko, lavede af Faareskind. Naar de ere ude at ride, have de Sækken trukket uden over Fødder og Ben. Kvindernes Nationaldragter ere smukke særlig den saakaldte Høitidsdragt, der dog er saa kostbar, at det ikke er enhver Kvinde paa Island, der har Raad til at eie en saadan Dragt Værtshuse sindes der ingen af paa Island; men er man paa Reise deroppe, bliver man overalt modtaget med Gjæstfrihed, dog maa man finde sig i at underkaste sig et Krydsforhør om, hvor man kommer fra, hvor man vil hen, og hvad man har til Ærinde. Naar man kommer ind, er der strax tørt Fodtøj til Tjeneste, hvad ogsaa nok kan gjøres Behov, da Reisen ikke sjelden gaaer over sumpige Strækninger. Betaling tage de ikke imod. Karlene udøve en egen Slags Brydeøvelser, der kaldes at glime, men Vaabenøvelser dyrke de ikke. iflor Tidsinddeling i Maaneder er aldeles fremmed for Islænderen; han kjender ikke Maanedernes Navne. Han inddeler Aaret i Sommer og Vinterhalvaaret, og saa tæller han hver af disse i Uger. Han siger saaledes, det er den 15. Uge i Sommer eller den 7. Uge i Vinter osv. Af Gilder har man et Midvintersgilde, en Levning fra Hedenskabet, ved hvilket Gilde Alt maa gaa til efter gammel nordisk Vis, ja Maden spises endog af Trætruge. Ved denne Lejlighed mindes man eller idetmindste taler om de gamle Guder Odin, Thor osv. Askeonsdag er ogsaa en Slags Højtidsdag for dem; til denne Dag sy Pigerne Skindposer, som de komme Aske 1, og som de saa søge paa en eller anden Maade at hænge paa Karlene eller ogsaa at putte dem i deres Lommer, og saa gjælder bet for Karlene at passe paa, at de ikke skal komme til "at bære Aske."

Om Aftenen skrabe Karlene Skind eller de karte, Kvinderne spinde, Mændene flette Reb af Hestehaar, og En læser op for dem. Kl. 9 holdes i Reglen Husandagt; mens Fadervor læses, sidde alle med Hænderne for Øinene. Drukkenskaben er Islændernes værste Last. Hjemme saa de dog sjelden for meget; men naar de komme til Kjøbstaden, faa de jævnlig en lille Pisk. Det er ikke gaaet op for Islænderne, at det er noget slet at gaa fuld paa en Gade, saa at de endog maa ledes hjem. Selv deres Embedsmand, ja endog deres Præster ere hengivne til denne Last. Taleren mente, Grunden til denne Drikfældighed maatte søges i, at Islænderne ere endel tungsindige, og saa søge de at drukne Sorgerne i Glasset. Præsterne deroppe ere meget fattige; der er nemlig en Præst for hver 400 fattige Indbyggere, og de kunne ikke give nogen stor Løn. Hvad de faa, saa de in natura, og saa have de deres Præstegaard: Præsten gaaer da ogsaa stadig med sine Folk paa Arbeide i Marken; han er Dus med sine Sognebeboere, og han fungerer ogsaa jævnlig som Læge - Læger er der ikke mange af deroppe - og Medicinen kan ogsaa kjøbes hos ham, saa han er ogsaa Apotheker. Kirkerne ere i Reglen Træhuse og Væggene af Græstørv, et Kors paa Gavlen er det eneste Tegn paa. at det er en Kirke. En af de mest Ansete hjælper Præsten tilrette i Kirken, og den bedste Sanger leder Sangen. Præsterne have Eneret til at betegnes med det engelske "Sir", og saa bruges altid deres Fornavn "Sir Lazarus", "Sir Danirl" osv. Island har ingen Almueskoler, og dog lære Islændere meget godt at læse og skrive osv., thi Islænderen føler, at Ansvaret for hans Børns Undervisning paahviler ham selv, og saa arbeider han med dem. De have deroppe en Latinskole, en Præsteskole, en Realskole og i de senere Aar en Højskole. En Skole for Jurister have de ikke, saa de, der ville studere Jura, maa reise ned til Universitetet i Kjøbenhavn.

(Thisted Amtsavis 4. marts 1886. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Nøden paa Island. (Efterskrift til Politivennen)

Naar man erindrer sig de mægtige historiske Minder, som knytter sig til Island, og man erindrer sig Beretningerne om det Stordaadsliv, som Islændernes Saga fortæller os om, og man endelig mindes de store, kraftige Kæmpeskikkelser, som ikke taalte nogen Overmand, og knapt nogen Sidemand, - saa kan man ikke lade være at trække paa Smilebaandet ved Tanken om, at nu til Dags er deres Høvding saadan en løjerlig Skikkelse som Justitsminister Nellemann, og det er ganske naturligt, at han forstaar dem lige saa lidt som han ligner dem.

Vi ville hverken fordybe os i Islands Historie eller more os over det Forhold hvori Skæbnen har stillet den nævnte "Høvding" til dette Isbræernes Land; men derimod udtale os om Regeringens Optræden lige over for Islænderne, og den Nød, som truer Øens Befolkning, der nu tæller mellem 70 og 80,000 Mennesker.

Hvor som helst man betragter Koloniers eller Bilandes Stilling til Hovedlandet, viser det sig næsten altid, at der i dette hersker den største Uvidenhed om Bilandet, hvoraf da igen følger, at den Gren af Administrationen, som har sit Sæde i Hovedlandet, altid træffer enten aldeles gale eller ufuldstændige Bestemmelser med Hensyn til Bilandets indre Styrelse.

En "Baj" ved Seydisfjord paa Island. Tegnet af Karel Sedivy. Illustreret Tidende nr. 1211, 10. december 1882.

Island har altid været Danmarks Stedbarn, og de vise Regeringer har ingensinde gjort dem alvorlig Umage for at ophjælpe og styrke dette Land, der kastet i Nordhavet tæt op til den nordlige Polarkreds ret er en Tumleplads for Naturens barskeste Tiltale og en travrig Virkeplads for Menneskene. Talrige ere de Ulykker, som gennem Tiderne have hjemsøgt Landet og dets Beboere, og saa længe Is og Sne er til, vil Ulykkerne komme igen og hærge dette Land, som saa længe det skal sortere under det Estrupske Ministerium, vel næppe vil formaa ved egne Kræfter at mildne Følgerne af de Prøvelser og Tab, som dets ublide Stilling fører med sig.

Det har altid været vanskeligt for den danske Regering at værne om Islændernes Rettigheder i deres egne Farvande, og navnlig mod Englændernes og Skotternes mangfoldige Fortog paa at tilrive sig Fiskeriet under Islands Kyster. Særligt var det fra 1801-1813 saa vanskeligt for Regeringen, at den ligefrem maatte opgive Ævret, og en Sømand, Jørgen Jørgensen fra København, Broder til den fordelagtigt bekendte Uhrmager Urban Jørgensen, forstod i den Grad Irlændernes Trang og Ønsker, at han drog afsted, afsatte Amtmanden, udstedte Proklamationer og lod sig endog udraabe til Konge paa Island. - Se saa lidt brød man sig om den danske Regering den Gang, at man tog imod den Første den Bedste, som meldte sig.

Islands Forfatning har i mange Aar været ordnet og indrettet efter Forordningen af 8de Marts 1843 om Indretningen ar en særlig raadgivende Forsamling for Island under Navn af Althing; men da Islænderne stadigt ønskede en friere og selvstændigere Forfatning, blev efter lange Forhandlinger Islands forfatningsmæssige Stilling ordnet ved Forfatningsloven af 5te Januar 1874, hvorefter Øen har faaet et eget Ministerium, der har Sæde i København. Althinget tæller 6 kongevalgte Medlemmer og 30 andre Medlemmer.

Det har imidlertid ikke hidtil været med stor Tilfredshed, at man paa Island har levet under denne Forfatning, og den nuværende Minister har Tid efter anden opnaaet at gøre sig ilde afholdt ved sine upraktiske Foranstaltninger og ved sin Mangel baade paa Interesse for og Kendskab til Øens Tilstand og dens Befolknings Krav.

Efter blandt Andel at have afgivet et Bevis for Islænderne paa, at dan ynder provisoriske Love, udstedte Hr. Nellemann en foreløbig Lov angaaende Forandring af § 9 i Lov af 4de November 1881 om Udførselsafgift af Fisk og Tran, en Lov, som ikke kan antages at interessere danske Læsere, men som paa Island baade fremkaldte Vrede og gjorte Skade. - Dog er dette Intet imod, hvad Regeringen i den senere Tid har tilladt sig. Nordmændene har i mange Aar og med Held drevet Sildefiskeri under Islands Kyster, og derved bragt en Erhvervsgren frem, som Islænderne selv manglede Kapital til at eksploitere med Fordel; men som dog skaffede Øens Handlende, og navnlig Fiskerne, en velkommen Indtægt, som de i høj Grad trængte til, og man var saa smaat paa det Rene med, at man havde faaet sig en ny Indtægtskilde, der særlig kom Smaafolk til Gade.

Men saa finder Hr. Nellemann paa, stik imod al Fornuft og Islændernes Ønsker, at forbyde Nordmændene denne Industri i Henhold til en gammel Forordning, formodenlig fra Frederik den 2dens og Magnus Heinesøns Tider. Delte har fremkaldt store Tab og megen Nød hos Befolkningen, som naturligvis ønsker en Minister, der finder paa slige Daarskaber, hen, hvor Peberet gror. Medens saaledes Nellemann har gjort sit til at svække Islændernes Indtægtskilder og fremkalde Fattigdom har Naturen paa sin Vis ført megen Nød og vil føre endnu større Nød med sig. Allerede i Foraaret var Udsigterne meget ugunstige paa Øen, og senere hen er Polarisen drevet ind paa Nordlandet og senere paa Østkysten. Nogle Handelsskibe var slupne ind paa de fleste Havne før Isens Ankomst, hvilket var heldigt, da der mange Steder var bleven følelig Mangel paa Kornvare-Forsyning. Ved Paasketid gik der en forfærdelig Nord- og Nordøststorm over en stor Del af Landet, hvortil kom følelig Frost og Kulde. Ved denne Lejlighed ødelagdes flere Gaarde i Rangávalla Syssel, over 20 Gaarde kan anses for helt ødelagte, og mange flere har lidt større og mindre Skade, altsammen ved Sandflugt. Mange Tusinde Faar er faldne som Ofre for Fodermangel og Sygdom foraarsaget ved Sandflugten. De sidste Efterretninger, man har fra Østlandet, melde, at man der endnu ikke almindelig led Mangel paa Kreaturfoder, men at Nøden da stod for Døren, og at alle Fjorde var lukkede af Is. I Øster Skaftefjældssyssel var Kreaturerne endog begyndt at dø af Hunger paa flere Steder.

I Følge andre Meddelelser fra Øen regner man de store Ildudbrud i 1875 og de derved fremkaldte Ulykker for Intet mod den Elendighed, der nu hersker paa Øen.

Under disse for Befolkningen paa Island saa sørgelige Vilkaar er det klart, at der maa hurtig Hjælp. I Norge har der allerede dannet sig en Hjælpekommite, og i Sverrig har Gøteborg Handeltridende erklæret sig villig til at modtage Bidrag.

Medens man saaledes i Udlandet anstrænger sig for at afhjælpe Nøden i de Landdistrikter, der staar under den danske Justitsministers specielle Overhøjhed, indtager "de ledende Kredse" her hjemme en højtidelig afventende Stilling. Man venter Landshøvding Finsen, hedder det, thi denne gode Mand kommer hertil for at meddele, hvor stor Nøden er, og man mener ikke at kunne foretage noget forinden. Naar han kommer, har afgivet sin Beretning o. s. v., saa er der Tale om at sætte den private Velgørenhed i Bevægelse, afholde Bazarer og indsamle Skillingsbidrag etc.

Det forekommer os, at naar Nøden allerede er saa stor, at Udlandet ikke alene har hæftet sin Opmærksomhed paa den men ogsaa gjort Skridt for at lindre og hjælpe, saa er vore egne Avtoriteters Optræden noget besynderlig. Der maa aabenbart her foreligge en Pligt for Staten som saadan til saavidt muligt at bekæmpe Noden, forinden denne antager altfor mægtige Dimensioner. Den "private Velgørenhed", som det er bleven moderne at engagere ved enhver Lejlighed, og som under Storborgernes Ledelse røber større og større Tilbøjelighed til at optræde i Karnevalsdragter og under Bazarmustk, denne "Velgørenhed" kan fornuftigvis ikke have noget at gøre med en saa stor og alvorlig Ulykke som Nøden paa Island. Her maa det hele Samfund træde til, og Pengene maa skaffes tilveje ikke i nogle enkelte Hunbrede Kroner og ved Fjas og Grin, men i et saa stort Beløb, som er nødvendigt, og i et Beløb, der udredes af Statskassen, thi efter hvad Rustningsvennerne paastaar har denne Penge nok.

For at Sagen kan blive greben saaledes an, henstiller vi til Regeringen at sammenkalde Rigsdagen til en ekstraordinær Samling for at faa de nødvendige Midler bevilgede, eller for saa vidt denne Indkaldelse maatte støde paa al for store Vanskeligheder, da straks ved Rigsdagens Sammentræden i Oktober at forelægge et Lovforslag i den her antydede Retning.

(Social-Demokraten 6. august 1882).

Parti af Seydisfjord paa Island. Tegnet af Karel Sèdivy. Illustreret Tidende nr. 1193, 6. august 1882).

Seydisfjördur, knap 100 år senere: 1980. Nogenlunde samme vinkel, noget længere oppe i fjeldet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fordrukken Præst paa Island. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Under en af Høiesteret idag paakjendt Sag sagsøgtes en islandsk Præst i første Instants ved Provsteretten til Embedsfortabelse formedelst uordentlig Embedsførelse, Drukkenskab og anden forargelig Vandel.

Af Alt, hvad der var oplyst, maatte det ansees for godtgjort, at Tiltalte i mange Aar har viist sig at være i høi Grad hengiven til Drikfældighed, og at denne Last har yttret sig paa forargelig Maade saavel i Tiltaltes Embedsforretninger som i hans Forhold udenfor samme. Det var saaledes oplyst, at han engang, da Folk agtede at gaae til Alters hos ham i Aaret 1867, var bleven beskjænket forinden Gudstjenesten skulde begynde, og at han ikke havde villet lade Gudstjenesten bortfalde og havde begyndt paa Skriftemaalet, men at det, som han da havde talt, havde været noget meningsløst Vrøvl, hvisaarsag Folk gik ud af Kirken, og da Størstedelen havde forladt denne, havde Tiltalte sagt: Saa gaae da, jeg tilgiver Eder alligevel Eders Synder i Guds Navn og de Fyrretyves. Efter den Tid er det undertiden hændet, at Tiltalte ikke har været istand til at forrette Gudstjenesten, fordi han har været beruset, og der er navnlig blevet fremhævet et Tilfælde, da Tiltalte agtede at confirmere Børn, men maatte opsætte det paa Grund af Drukkenskab. En anden Gang havde han været saa beruset, at han ikke kunde forrette en Barnedaab, hvilken Handling Vedkommende fik en anden Præst til at forrette. Men foruden disse specielle Tilfælde har ellers Tiltalte stundom været mere eller mindre beskjænket tilstede ved Embedshandlinger, eller naar han havde at forrette slige Handlinger. Udenfor Embedsforretningen har dernæst Tiltalte ofte været beskjænket ved Leiligheder, hvor denne hans Tilstand nødvendig maatte vække Anstød, særlig med Hensyn til hans Stilling som geistlig Embedsmand, navnlig har han ofte været beskjænket ved Bryllupsgilder, og hans Færd ved et saadant Tilfælde har endog været i høi Grad forargelig. Han har fremdeles forstyrret Huusandagt hos sin Medboende ved fuld Mands Lader og Fagter, og han er ofte bleven seet i meget beruset Tilstand paa Handelsstedet Akureyri, ja en Dag i den Grad beskjænket, medens han opholdt sig der, at han maatte lægge sig ude i den frie Luft under aaben Himmel paa alfar Vei. I en i 1879 afholdt Provstovisitats fremhæves det, at Tiltalte ved Visitatsen var optraadt i beruset Tilstand og havde ført forargelig og i enhver Henseende usømmelig Tale. Endvidere var det i Visitatsen anført, at, da Provsten hos Degnen og tvende Bønder forhørte sig angaaende Livet hos Menigheden, var der fremkommet mange Besværinger, og der var blevet afgivet Erklæring om, at Kirken i flere Aar kun er bleven daarlig besøgt, at kun yderst Faa i Sognet havde i de to sidste Aar gaaet til Herrens Bord og at Præsten under sine Huusbesog bekymrer sig om lidet Sindet end Optagelse af Folketallet, og at Hovedaarsagen til Uenigheden er Tiltaltes forargelige Drikfældighed.

For det ovennævnte Forhold var Tiltalte ved den islandske Synodairets Dom af 6te Mai f. A. anseet med at have sit Embede forbrudt, medens han ved Provsteretsdommen ikkun var idømt en Bøde af 200 Kr.

Højesteret stadfæstede den indankede Dom.  

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. april 1882. 2. udgave).

Brev fra Island. (Efterskrift til Politivennen)

Reykjavik, 27de Juli.

Efterat vi i lang Tid have sukket efter Regn, have vi nu i de sidste 14 Dage havt formeget af det vaade Element, og vi have saaledes i den senere Tid havt det modsatte Extrem af den forudgangne Tørhed i Luften med stadige sydlige og sydvestlige Vinde. Dette er den sædvanlige Gang i vort variable Klima, til stort Uheld for Landet; dog kan endnu Alt blive godt, hvis det tørre Veir ikke lader alt for længe vente paa sig. Græsvæxten, som i Begyndelsen af Sommeren saae meget daarlig ud, er nu bleven meget frodig, thi det er charakteristisk for Island, at Græsarterne voxe endnu hurtigere frem her end i andre nordlige Lande.

Resultatet af Fiskerierne har i det Hele taget været ret godt paa de fleste Steder, ja endog paa nogle Steder, som f. Ex. paa Øfjorden og paa Vestfjordene, ganske fortrinligt. 

Sundhedstilstanden har endnu iaar været udmærket, ligesom vi i de senere Aar have været aldeles frie for nogen betydelig eller farlig Epidemi. Men uagtet Sundhedstilstanden og vor økonomiske Tilstand overhovedet kan siges at være meget tilfredsstillende, plages Landet dog af Emigrationssyge, og dette er i Grunden ikke saa underligt, thi uagtet Efterretningerne fra Ny. Island ikke lyde meget glimrende, gjennemstreifes Landet nu af fremmede Udvandringsagenter, der hverken spare Uleilighed eller Penge for at faae Befolkningen overtalt til at drage til det nye Gasen. Adskillige Dele af Landet have begyndt at føle Virkningen heraf, og navnlig skal dette være Tilfældet i Nord- og Østamtet, hvor Udvandringsagenterne have deres Hovedqvarteer, og hvor man alt paa flere Steder, især paa Østerlandet, alvorlig begynder et føle Mangelen paa Arbeidskraft, ligesom man ogsaa klager over, at flere Jorder staae Fare for at lægges øde, men ihvorvel det navnlig er Udvandringsagenterne og nogle af de Breve, som komme hertil, der forlede Befolkningen til dette vistnok ofte mindre grundig betænkte eller vel overlagte Foretagende, saa kan man dog paa ingen Maade nægte, at her virke andre Aarsager, som det vilde være altfor vanskeligt og i Grunden ogsaa til liden Nytte at fremstille i deres rette Sammenhæng og vistnok ugunstige Følger i Fremtiden.

Saavel de fleste af de Reisende, der have besøgt dette Land, som de bosiddende danske Familier, der i Reglen lide af en ilde skjult Hjemvee, have i lang Tid betragtet dette Land som et Slags Sibirien, og disse Lærdomme have lidt efter lidt indgravet sig i Befolkningen; en stor Deel af de lærde Reisende, som have besøgt dette Land, have enten omtalt det som en næsten gold Ørken, der var fuld af Lava og andre vulkanske Producter, hvori ingen nyttige Stoffer, med Undtagelse af det sparsomme Græs, vare at finde, eller som et lidet bebyggeligt Sted, hvor golde Klipper afvexlede med de vilde Naturkræfters Rasen, og disse Lærdomme ere i de senere Aar altfor meget fremhævede af de Reisende, der have vundet Publicums Tiltro. Det er kun nogle faa Aar siden, at en dansk naturhistorisk lærd Mand ved offentlige Forelæsninger i den lærde Skole her advarede Islænderne imod at vente sig noget Udbytte af de vidtudstrakte islandske Fjelde; thi der var, meente han, intet Nyttigt at hente, og netop det selvsamme Aar var det, at ikke mindre end 1500 Emigranter forlade Landet. Det var naturligviis ikke denne Mands Agt at ville overtale Befolkningen til en saa storartet Udvandring, men snarere for at advare den mod det Pengetab, de efter hans Mening kunde udsætte sig for, hvis de her indlode sig paa Speculationer med Hensyn til Bjergværksdrift, hvilket han ansaae for at være en stor Taabelighed.

Disse forskjellige ugunstige Udsagn modsiges imidlertid af ældre og nyere Tiders Erfaringer, og en Naturforskers egne Øine burde kunne vise ham, at her ere mange nyttige Stoffer, naar Befolkningen vilde og havde Kundskaber til at benytte dem. Allerede de første Bebyggere havde for 900 Aar tilbage fuldkommen Vished om, at her var nok baade af forskjellig Jernmalm og Salt, forat det kunde anvendes til største Nytte og var tilstrækkelig til at forsyne Landet med disse og andre mineralske Produkter. De gamle Nybyggere vandt alt det Salt, de behøvede til deres Huusholdninger, ud af Søvandet, og i Kongespeilet omtales Landets Rigdom paa forskjellig Jernmalm saaledes: "I dette Land er der meget af Jernmalm (rauda) og deraf udsmelter man Jern." Begge disse Industrigrene samt flere andre vare stærke drevne indtil Begyndelsen af det 15de Aarhundrede, da den sorte Død gjorde Ende paa den ældre Cultur og den alt i længere Tid drevne Industri. Vi ville ikke her tale om den i de forrige Aarhundreder i ikke ubetydelig Grad drevne Svovl-Industri, men kun beklage, at den uden mindste Grund blev lagt paa Hylden, ihvorvel den i det 16de og 17de Aarhundrede gav Landet et ikke ubetydeligt Nettoudbytte; forhaabentlig vil denne Industri nu komme igang igjen, ihvorvel den af nogle Reisende ansees for altfor ubetydelig til at concurrere med Sicilien. Adskillige andre have imidlertid været af modsat Mening, og kun fortsat Erfaring kan afgjøre, til hvilken Side Sandheden hælder; desværre er det en af de indædte skadelige Fordomme, som Monopolhandelen i sin Tid har indpodet hos Indbyggerne, at Island var et saare fattigt Land og saa at sige manglede de fleste nyttige Ting, som derfor maatte tiltuskes fra Udlandet; kun Fiskerierne, Creaturhold og Græsvæxt havde for dem nogen Værdi, for det var netop af disse Producter, at de kunde vente dem selv det største Udbytte for Handelen. Men ihvorvel det paa ingen Maade kan benægtes, at Fiskerierne og Creaturholdet er og har været Islands fornemste Productionskilde, saa kan det paa den anden Side ikke betvivles, at deres Feilslaaen ofte har bragt Island til den største Elendighed, netop fordi Befolkningen har manglet andre Erhvervskilder. Fiskerierne have kostet Island mange Hundrede Tusinde Menneskeliv, og saaledes som de hidtil have været drevne og endnu for en stor Deel drives, ville de aldrig i den Grad kunne sikkre Befolkningen imod Mangel og Hungersnød, som de Gamles Virksomhed i forskjellige andre Retninger gjorde i forrige Tider. Man maa nemlig ikke oversee, at de gamle Islændere i flere Henseender dreve velbegrundet Industri, thi foruden de alt omtalte Naturprodukter vare deres Uldfabrikater paa ingen Maade af ringe Betydning; de udførte deres Uld ikke som nu i raa Tilstand, men for Størstedelen i forarbeidede Klæder og uldent Gods (navnlig Vadmel), som man kan see af Kong Harald Graafelds Saga og mange andre Sagaer, og saalænge Island ikke tager fat paa en lignende Industri, vil det aldrig faae en indbringende Erhvervskilde. Nogle ville nu sige, at Island mangler Forudsætningerne for Industrien, men Andre have allerede besvaret denne Indvending derhen, at der gaves meget faa Lande, der havde større naturlige physiske Kræfter til sin Raadighed end Island. Selv en af de mindre kogende Kilder i Island, siger Professor Bunzen, udvikler Varme nok til Driften af store chemiske og mechaniske Fabriker, uden Anvendelsen af nogetsomhelst Brændsel; men uagtet dette Bunzens Udsagn er mere end 20 Aar gammelt, betragtes dog disse Naturfænomener kun fru Curiositetens og Nysgerrighedens Side. Men endskjøndt de fleste Ting hos os ere ganske i deres Barndom, have dog baade enkelte Islændere ligesom ogsaa nogle danske Reisende tydelig viist, at man i Danmark begynder at føle en almindelig Interesse for dette Land og dets Fremskridt, ligesom man nu meget mere end forhen søger at skaffe sig exacte Kundskaber om Landets Klimatologi og Temperaturforhold, ikke alene i selve Landet, men ogsaa i Havet omkring Landet, hvilket med Tiden uden Tvivl vil blive til stor Nytte for Landets Fremtid; saaledes har Stationskibet "Fyllas" aarlige Nærværelse her ved Landet ført til vigtige Resultater, der ikke kunne Andet end være lige interessante for Videnskaben som for Polardriften af den grønlandske Iis omkring Landet. Saavel Capt. Jacobsen som den nuværende Chef Buchwald, have med ufortrøden Flid arbeidet i Videnskabens Tjeneste, og Brevskriveren tillader sig derfor her at afskrive en kort Beretning, den Sidstnævnte velvillig har meddeelt ham om hans sidste Tour omkring Nord- og Vestdelen af Landet, der lyder saaledes:

"Skonnerten "Fylla", der iaar er forbleven hele Sommeren ved Islands Kyst, istedetfor som tidligere Aar at gaae til Færøerne paa en 14 Dages Tid, har i Slutningen af forrige og Begyndelsen af denne Maaned foretaget nogle høist interessante og nyttige Dybdehavs- og Temperatur-Maalinger i Polarhavet for at samle Materiale til Bestemmelsen af Strømningerne omkring vore Kyster. 

Paa en af disse Farter var den saa heldig at trænge saa langt Nord paa i Isen, at man fandt iiskoldt Vand (det vil sige Vand under Nulpunktet) ligefra et Par Favne under Overfladen og til Bunden, som paa dette Sted var paa en Dybde af 360 Favne: altsaa at konstatere den iiskolde Polarstrøm, hvilket man hidtil har betvivlet Muligheden af at kunne gjøre, formedelst Ismasserne.

"Veiret, som iaar har været ualmindelig godt, har tilladt at disse Maalinger baade paa Nordkysten og i Daumarksstrædet har kunnet foretages i stor Udstrækning, og Skonnerten har paa samme Tid havt Leilighed til at vise sig imellem de franske og engelske Fiskerskibe, der paa denne Aarstid samle sig langs Nordkysten, samt at tilsee vore Havkalvefiskeres Fiskepladser, der altid ligge i Nærheden af de polare Iismassers Kant."

"Denne Polarisens Udstrækning er høist lunefuld; thi paa samme Tid som "Fylla" trængte omtrent en Snees Mile op ret norden for Kap Nord, kunde Postdampskibet "Diana" ikke komme ind paa Øfjord for Iis, og den franske Corvet "Dupleix" var ved Iskanten, imellem disse to Punkler, omtrent en 5 Mile fra Kysten; det har altsaa været en Bugt eller Rende, som har givet "Fylla" Leilighed til at komme saa langt frem."

"Man traf hele Tiden en overordentlig Mængde Drivtømmer, der tiltog i Masse altsom man kom nordligere, saaledes at der tilsidst, trods tæt Taage, allsaa paa en meget lille Udstrækning, kunde sees 4 Stammer."

Det kan ikke noksom roses, med hvilken Iver Capt. Buchwald har søgt at opfylde det Hverv, der var ham paalagt med Hensyn til disse Temperaturmålinger, og det forekommer os, at det var at ønske, at Capitainen kunde fortsætte disse til næste Aar. Sommeren i Polarhavet er saa kort, at det neppe er tænkeligt, at man i nogle faa Maaneder kan overkomme de Observationer, som her vilde være være nødvendige, især da den store Isdrift, som fra Polarhavet har fundet Sted iaar, er særdeles omfangsrig og derfor vanskeliggjør disse Undersøgelser i høi Grad.

Reisende fra Vesterlandet fortælle nu om en aaben Baad fra et Hvalfangerskib, der med 5 Mand er drevet tvers over det saakaldte Grønlandshav eller Danmarksstrædet, over til Vesterjøkelen; selve Skibet siges at være en temmelig stor Damper fra Tønsberg i Norge, og flere af dens Baade skulde den samme Dag have sat ud fra Skibet, for at skyde Sælhunde; dens Reise over Danmarksstrædet siges at have varet i 7 Dage; da Folkene forlade Skibet, havde de intet Andet med end deres Skydegeværer, hvormed de alt havde skudt nogle Sælhunde og Søfugle, førend de tabte Skibet af Sigte; disse Sælhunde samt nogle Søfugle var deres eneste Forraad af Fødemidler, inden de naaede Islands Kyster. I 2 a 3 Dage havde de forgjæves prøvet paa at opsøge Skibet, og saaledes maatte de i den aabne Baad, overladt sig til Vinden og Bølgerne. Som Seil benyttede de sig af Sælhundeskindene, og paa denne eventyrlige Maade lykkedes det dem at naae Island i en Vig under Vesterjøkelen, kaldel Kjeflavik, hvorfra de nu ventes over Land her til Sydlandet; om de andre Baades Skjæbne vides der Intet, men Folkene ventes nu her til Reykjavik for at afgaae med Postskibet "Phønix". Dette viser, at en af de store farer, som omgiver Reisende i Polarhavet, er den tykke Taage, der bestandig ledsager Isdrifter, og det synes næsten mirakaløst, hvorledes disse Mænd have kunnet undgaae Døden.

I disse Dage er en betydelig Grindefangst forekommet her paa Sydlandet, idet man i et Fiskerleie Njordvik, kort fra Skagen, har drevet 207 af disse Hvaler paa Stranden, hvilket er et ikke ubetydeligt Udbytte for den derværende Befolkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. august 1878).

Carl Baagøe: Handelspladsen paa Heimaey blandt Vestmanøøerne. Illustreret Tidende nr. 1016, 16. marts 1879.

Om Embeders Besættelse i Island. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Stiftamtmanden i Island Kriegers Ansættelse som Stiftamtmand i Aalborg Stift, er førstmeldte Embede nu blevet vacant. Dette Embede har, som bekjendt, alt i længere Tid ikkun været besat med unge danske Adelsmænd, som dermed have begyndt deres Embedsbane, og efter nogle faa (sædvanlig 5 a 6) Aars Tjeneste igjen vendt tilbage til deres Fødeland, og det er indlysende, at dette Embeds Bestyrelse ikke kan andet end lide betydelig ved disse idelige Omflytninger og otte indtræffende Vacancer, især da Stiftamtmændene desuden endog inden Udløbet af deres korte Tjenestetid ofte have fundet sig foranledigede til, i Familie- og andre Anliggender, at reise ned til Danmark, hvor de da sædvanligen i det Mindste overvintre, imedens Embedet under deres Fraværelse, saavelsom i Vacancen, bestyres af underordnede Embedsmænd, der desuden have de med deres eget Embede forbundne Forretninger at varetage.

Men selv om man nu vilde oversee denne Omstændig, formene vi dog , at der frembyde sig andre viglige Grunde, der bestemt fraraade, at besætte saavel dette, som andre Embeder i Island, med danske Embedsmænd, undtagen i virkelige Nødvendigheds Tilfælde. Saaledes er Climaet i Island langt strængere end i Danmark, der frembyde sig langt færre Fornøielser, man maa der undvære mange af de Beqvemligheder, man er vant til at nyde her, hvoraf følger at Opholdet i Island for Andre end Indfødte bliver kjedeligt og ubehageligt, hvilket igjen slapper og maaskee tilintetgjør den i ethvert Embedsforhold nødvendige Interesse og Virksomhed. Ikke mindre Vanskelighed frembyder det islandske Sprog for den danske Embedsmand, der ved Ankomsten til Landet - for ikke at sige ved sin Afreise derfra - som oftest er blottet for al Kundskab i samme. Hvad de underordnede juridiske Embedsmand, c: Sysselmændene og Byfogden i Reikevig, angaaer, da er det et aldeles nødvendigt Reqvisit hos disse, at de ere Sproget fuldkommen mægtige, eftersom hele Retspleien skal og bør udføres i dette Sprog, ligesom og Landets Indvaanere synes at have et billigt Krav paa, at slige Embeder er overdrages til Andre end dem, de selv kunne forstaae og af hvilke de selv kunne forstaaes. At navnligen - for at oplyse Sagen med et Exempel - En, der ikke er Sproget mægtig, ei med tilbørlig Kraft kan inqvirere i criminelle Sager, uden selv at kunne forstaae Inqvisiten eller denne ham, forekommer os aldeles indlysende, og at dette igjen har høist farlige Følger for Retssikkerheden, er det overstadigt at bemærke. Ogsaa disse Vanskeligheder møde den danske Stiftamtmand, thi da han tillige er Amtmand i Sønder-Amtet, skal han afgjøre, om der fra Justitiens Side er Anledning til at indanke til de overordnede Retter de for Underretten ergangne, i det islandske Sprog affattede Domme. Desuden er denne Embedsmand, Stiftamtmand, paa enkelte Undtagelser nær, overdraget at besætte Præstekaldene i Island efter Forslag fra Biskoppen.

Ansøgningerne herom affattes vistnok som oftest i det islandske Sprog, og hvis Stiftamtmanden - der desuden er blottet for al personlig Bekjendtskab med de Ansøgende, ei forstaaer dette, maa han i eet og alt rette sig efter Biskoppens Forslag, og saaledes savnes den tilsigtede Garanti for disse Embeders retfærdige og samvittighedsfulde Besættelse. Endvidere er Stiftamtmanden paalagt den Pligt, "saa ofte hans øvrig Embedsforretninger det tillade", at tage Sæde i Landsoverretten, for at paasee, at den holdes med Værdighed og at Rettergangspolitiet føres med Orden og Nøiagtighed. Da nu Proceduren ogsaa for denne Ret skal udføres i det islandske Sprog, vil det være en i dette Sprog ukyndig Stiftamtmand aldeles umuligt, tilbørligen at efterkomme denne Pligt. Som en Følge saavel af det ovenfor omtalte Ubekjendtskab med Sproget, som tildeels deraf, at den danske Embedsmand er opdragen under Forhold, der ere ganske forskjellige fra dem, der finde Sted i Island, bliver det endvidere en yderst vanskelig Opgave for ham, at sætte sig ind i den islandske Ret. - Denne bestaaer nemlig deels af gamle, i det islandske Sprog affattede Love, som selv for den Indfødte undertiden ere temmelig uforstaaelige, deels af norske Love, som i flere Punkter ere gjorte gjeldende paa Island, deels af Lovbud for Danmark, der i sin Tid have været bekjendtgjorte paa Altinget, og som nu uden anden Sanction antages at være gjeldende, og deels endelig af en Mængde letale Sædvaner og Retsvedtægter, hvorom Oplysninger ikkun med stor Uleilighed af en Fremmed kunne erholdes. Da alle disse heterogene Bestanddele aldrig have været bearbeidede til noget System, vil selv den indfødte Embedsmand, der i flere Aar udelukkende har beskjæftiget sig med den islandske Ret, ofte svære i Uvished om, hvad han skal og hvad han ikke skal antage som gjeldende, og i en forbøiet Grad vil denne Vanskelighed vise sig for den danske Embedsmand, der fra Universitetet kun medbringer yderst fragmentariske og til et Embedes ordentlige Bestyrelse aldeles utilstrækkelige Kundskaber i den islandske Ret; og at en dansk Embedsmand, der efter nogle faa Aars Embedstjeneste i Island kan gjøre sig grundet Haab om Ansættelse i sit eget Fødeland, om hvis Forhold og Lovgivning han allerede har de fornødne theoretiske Kundskaber, ikke føler stor Lyst til at trænge dybere ind i en saa utilgængelig Lovgivning, kunne vi næsten finde undskyldeligt. Endeligen kan den fornødne Localkundskab, samt Bekendtskab med den islandske Oekonomi, Folkets Tænkemaade, Charakter m. v. af en Fremmed først erhverves ved flere Aars opmærksomme Iagttagelse, og vi holde os overbeviste om, at flere af de i Island ansatte danske Embedsmænd ere vendte tilbage til deres Fødeland, uden at have erhvervet nogen alsidig og grundig Kundskab herom, ligesom at en saadan Mangel ofte maa have fremkaldt umodne og uoverlagte Forslag og Betænkninger, i det vi paa den anden Side fuldkommen erkjende den Iver og Nidkjærhed, hvormed nogle af disse Embedsmænd have arbeidet for Islands Vel.

Vi ere saaledes overbeviste om, at Landet er baade bedst tjent med og med Billighed kan vente at faae Indfødte til Embedsmand, saalænge der blandt disse findes nogenlunde beqvemme Subjecter, hvilket Princip med Hensyn til Embeders Besættelse i Island Regjeringen ogsaa hidtil synes at have hyldet, dog med Undtagelse af Stiftamtmands-Embedet. Men at denne Undtagelse fremdeles maatte blive hævet, derom troe vi at udtale ikke blot vort eget, men et blandt det islandske Folk almindeligt Ønske.

(Kjøbenhavnsposten 14. november 1836, s. 1296-1297)

Dagens Bemærkninger ved det i sidste Numer indrykkede Spørgsmaal til Herr' Conferenceraad M. Stephensen.

Man tillader sig med den ærede udgivers tilladelse at optage følgende bemærkninger til det i sidste nummer indrykkede spørgsmål til højvelbårne hr. konferensråd, dr. juris M. Stephensen, i Dagen nr. 103, da man nærer den formodning at de ved at læses i sammenhæng med ovennævnte spørgsmål, vil være af almen interesse for en stor del af Politivennens læsere.

***         ***         ***

Uden at ville gøre mindste indgreb i hr. konferensrådens ret til selv at besvare det omspurgte, tillader anmelderen heraf sig med et par ord at ytre sin mening om hans virke som direktør for det Kongelige Islandske Landoplysningsselskab, en titel han giver sig i sit Island i det 18de Århundrede, side 421. Denne virken synes at være temmelig negativ, efter hvad der kendes til det offentligt, for jeg har aldrig noget sted set regnskab fra dette selskab, hvis medlemmers antal konferensråden i omtalte skrift s. 260 angiver til 1.200. Jeg kan derfor ikke andet end fuldkommen istemme spørgerens ønske, at få oplysning om selskabets status, hvis det eksisterer som sådant, og denne oplysning må konferensråden være kompetent til at give, så meget desto mere som det ikke er bekendt at en anden direktør nogensinde er valgt.

Derimod står i tillægget til Minisverd Tidindi 2. bind, 2. afdeling s. XLIII. summarisk regning over Islands Kongelige Videnskabers Stiftelses (Visinda Stiftunar) indtægt og udgift fra 1. oktober 1798 til 1. januar 1806, uddraget af dens hovedregnskaber og s. XLIV står under rubrikken indtægt: Det Kongelige Landoplysnings Selskab gav stiftelsen i penge den 1. oktober 1798 osv. Denne stiftelse kalder konferensråden i nævnte Minisverd Tidindi 2. bind, s. 475 Islands Offentlige Videnskabers Stiftelse, men han fortæller os dertil slet ikke når den er blevet kongelig. Heller ikke har jeg noget sted i konferensrådens skrifter truffet på noget sted hvor der talen om denne stiftelses begyndelse og fremvækst. Hvor nu konferensråden har fået denne kongelige stiftelse fra, er mig aldeles ubegribeligt, og man kunne let komme på at tro at den som kongelig blot eksisterede i konferensrådens indbildning hvis man ikke måtte være overbevist om at konferensråden som er en bekendt klog mand, ikke ville have begået den uforsigtighed at fingere noget kongeligt som ikke er til. 

Synderligt nok er det at efter at det Kongelige Landoplysnings Selskab har fourneret stiftelsen med penge, lader konferensråden nævnte stiftelse betale selskabets segl (se XLV. I. c). Det havde måske været lige så rigtigt at lade selskabet beholde dets penge, så at det selv havde kunnet betale seglet, og ikke behøve at modtage det som almisse af stiftelsen. Konferensråden ville derfor sikkert gøre almenheden en tjeneste, dersom han godhedsfuld ville meddele en fuldstændig underretning også om denne stiftelse, hvilken underretning i særdeleshed ville glæde indsenderen.

(Politivennen nr. 540. Løverdagen den 6te Mai 1826, s. 296-299) 

Redacteurens Anmærkning.

I en artikel i Dagen 8. maj 1826 svarer Stephensen at Politivennen-artiklens forfatter ikke har godtgjort sin kompetence til at afkræve de ønskede oplysninger. Derimod har forfatteren "skjult i dagblade at fremtræde på en skumlende måde, og derved tydelig røbe sin personlige ukærlige hensigt". Dernæst imødegår han kritikken ved at sige at han har bestyret selskabet i 32 år for 1.800 medlemmer. Men at han i 20 år ikke har haft med regnskaber og penge at gøre, det har G. J. Schagfjord. og købmand Ebbesen i Reykjavik. 

Det afføder to artikler i Politivennen: Politivennen nr. 542: "Berigtigelse af den islandske Justitiarii vrange Begreber om Anonymitæt, Skumleri og Politieomhu, mv." hvori Hald svarer at han jo har underskrevet artiklen med navns nævnelse. Han afviser skumleri og at han skulle have udstrakt sin politiomhu til Island. Artiklen undskrives denne gang: H. J. Hald. Desuden "Skrivelse til Herr' Conferenceraad Stephensen". I denne artikel tages Stephensen i forsvar og beklager den situation det har sat Stephensen i. Og referer så en længere samtale mellem tre personer, hver med sit synspunkt. Artiklen er underskrevet J. M. Klitgaard.)

Spørgsmaal til S. T. Udgiveren af den tydske Statscalender, og til høivelbaaren Hr. Conferenceraad, Dr. juris M. Stephensen

1. Hvor har udgiveren af den tyske statskalender fået opgivet antallet på medlemmerne af det Kongelige Islandske Landoplysnings Selskab?

Disses antal for året 1825 angives til omtrent 1.100 - såvidt anmelderen erindrer - måske nogle flere eller færre. Den ærede udgiver har altså efter al formodning fået ganske splinternye efterretninger, formodentlig direkte fra Island. Derimod er dette selskab allerede forrige år udeladt af den danske statskalender, og anmelderen som blev forundret over dette, spurgte engang udgiveren af denne om årsagen til det og fik som svar: fordi ingen vished, ikke engang sandsynlighed, kan man få for at dette selskab virkelig eksisterede som sådant. Disse to relationer synes at stå i modsætning til hinanden, og desto mere må man forundre sig når man betænker at der i Altona kan fås nøjagtigere efterretninger om Island end i selve København. Skønt nu udgiveren efter trykkestedet at dømme, må bo i Altona eller der i nærheden, har han dog sikkert en korrespondent i København som vist vil have den godhed at opfylde spørgerens ønske ved at nævne den kilde hvorved man muligvis kan komme til kundskab om dette selskab virkelig for tiden eksisterer eller ikke.

2. Højvelbårne hr. konferensråd dr. jur. M. Stephensen, justitiarius i den islandske landsoverret, opholder sig - såvidt vides - endnu her i staden og lige så vist som der kun kan være en mening om hr. konferensrådens redelighed, uegennyttighed og patriotisme, for hvilke, hvis der skulle fordres bevis, man henviser til Islands Annaler, især i året 1809, lige så vist tør man håbe ikke at beskyldes for at forespørge sig, når man beder hr. konferensråden give fuldstændig underretning om det Kongelige Islandske Landoplysnings Selskab, om dette selskab eksisterer eller ikke? Hvem der er direktør, kasserer, sekretær, regnskabsfører, revisor osv. ved selskabet? om det navn selskabet har stiftet i den tid det har eksisteret? Og hvis det eksisterer endnu, hvilket håb man i fremtiden kan have om dets nytte for landets og dets indbyggeres bedste? Endvidere bedes S. T. hr. konferensråden at give oplysning om den såkaldte kongelige Islandske Videnskabers Stiftelse (Visinda Stiftun, sic), hvis navn forekommer flere steder i hr. konferensrådens senere skrifter. Når dette selskab er stiftet, ved hvem, i hvilken hensigt, hvornår det er blevet kongeligt osv. For at dette skal være det Kongelige Islandske Landoplysnings Selskab, som man måske kunne falde på at tro, kan umuligt være tilfældet, da det er uden for al tvivl at hr. konferensråden ikke ville have tilladt sig at forandre navnet på et kongeligt konfirmeret og autoriseret selskab.Hald.

(Politivennen nr. 539. Løverdagen den 29de April 1826, s. 282-284) 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 540, 6. maj 1826, s. 296-299. Hvorefter følger flere mindre kommentarer. 

Striden affødte en bog: Island og dets Justitiarius Magnus Stephensen. Aktstykker, vedkommende det Kongelige Islandske Landoplysnings-Selskab, samlede og med Anmærkninger og Tillæg. Udgivne af Vigfus Erichsen. 1827. 90 sider. Dette skrift anklager Stephensen for ikke at tage kritikken alvorligt. Bogen indeholder artiklerne fra Dagen og Politivennen, samt regnskaber mm.

Hald inkasserede en dom for injurier for sine påstande 1½ år 19. maj 1828:

Kiøbenhavn, 19. maj 1828

I Følge den 20de § i Forordningen af 27de September 1799 om Trykkefrihedens Grændser, bekiendtgøres herved Domslutningen af den i den Kongelige Lands Overret samt Hof- og Stadsret den 12te Mai d. A. i Sagen:
Conferentsraad og Doctor juris Magnus Stephensen, Justitiarius i den Kongelige Lands Overret i Island

contra

Krigsassessor og Sproglærer H. J. Hald.
afsagte Dom, ved hvilken er kiendt for Ret:
De under nærværende Sag paaankede af Indstævnte Krigsassessor og Sproglærer H. J. Hald mod Citanten Conferentsraad og Doctor juris Magnus Stephensen, Justitutiarius i den Kongelige Lands Overret i Island, fremførte fornærmelige Udladelser, som indeholdes i tvende i Bladet "Politivennen" for Aaret 1826 No. 539 og 542 indførte Stykker, det ene kaldet "Spørgsmaal til S. T. Udgiveren af den tydske Statscalender, og til høivelbaaren Hr. Conferentsraad, Dr. juris M. Stephensen" og det andet betitlet: "Berigtigelse af den islandske Institutiarii vrange Begreber om Anonymitet, Skumlerie og Politieomhu m. v.", bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanten til Fornærmelse i nogen Maade, og bør Indstævnte for sit i denne Henseende udviste Forhold at bøde til Kiøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse 100 Rbd. Sølv. Saa bør han og betale til det Offentlige Rettens Gebhyr, Skriversalarium og Omkostningerne til stemplet Papiir, forsaavidt disse Udgifter skulde været erlagte af Citanten, hvis Sagen ikke fra hans Side havde været benificeret. Endelig betaler han Citanten, som Salarium til dennes Sagfører, 20 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven."
Justits-Contoiret i den Kongelige Lands Overret samt Hof- og Stadsret i Kiøbenhavn, den 16de Mai 1828

Hoff.

Lidt i Anledning af Ønsket om bedre Brændevin til Grønlænderne.

Til oplysning for indsenderen af "Ønske om bedre brændevin til grønlænderne" tjener at den ham meddelte underretning at der til forsendelse til Grønland og Island bestilles brændevin af kun 7 1/4 grads styrke er i det mindste hvad det sidste land angår, aldeles urigtig da det brændevin som sendes derhen, bestilles til 8 graders styrke og afsendes således. Rigtigheden heraf kan erfares ved toldvæsnet som også at om ikke det hele, da vist i det mindste de 9/10 af det brændevin der afsendes herfra til Island er københavns kornbrændevin.

* * *

Forinden udgiveren modtog ovenstående var det ham allerede af indsenderen af ønske i forrige nummer pålagt at berigtige at deri ved en skriverfejl var indført Island og Grønland, i stedet for Færøerne og Grønland da indsenderen meget vel ved at de islandske købmænd søger at skaffe sig sådanne varer der kan finde afsætning. Ligeledes er han i anledning af svaret i Dagen nr. 14 f. d. å. bedt om at gøre den bemærkning af man lige så lidt kan indse hvorledes en forhenværende etablissementsbestyrer kan forsikre at det brændevin der nu for tiden sendes, har den styrke det muligvis har haft i hans tid som man kan finde nogen antagelig grund for at det brændevin som sendes qva provision for under arbejdet at skænkes ud til kolonisternes underordnede mandskab, ikke bør være af samme Gehalt eller lige så godt som det der sendes til handel.

Man anser derfor ikke det ønske overflødigt at brændevinsbrænderlauget måtte deltage i leverancen da dets repræsentanter vist ville sørge for at der leveredes gode varer som holdt behørig styrke og hverken var svedent eller havde afsmag.

(Politivennen nr. 264. Løverdagen den 20de Januari 1821, s. 4257-4258).

Redacteurens Anmærkning.

En ombrydningsfejl gør at artiklen også forekommer i Politivennen nr. 264. Løverdagen den 20de Januari 1821, s. 4237-4239. Artiklen er svar på en artikel i Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4237-4239

Ønske om bedre Brændevin til Grønlænderne

Man hører hele tiden klager over mangel på næring og at vi ingen handel har. Men hvad gøres der for at afhjælpe det? Søger vi at forædle vores naturprodukter eller at give vores kunstprodukter en sådan grad af fuldkommenhed at de kan sættes ved siden af fremmedes? Hvis det ikke sker, så hjælper al klynken og klagen slet intet, men vi vil komme til at tåle at selv den lille handel der endnu forundes os, går til grunde og falder i hænderne på flittigere og mere handelskyndige nationer. For hvem vil fortænke køberne i at vælge de bedste varer.

Disse tanker faldt anmelderen ind da han hørte fortælle at det danske kornbrændevin som sendes til Island og Grønland, sædvanligvis kun bestilles til 7 1/4 grad efter Spendrups gradstok, mens det som sælges her i almindelighed holder 8 grader.

"Det danske kornbrændevin som sendes til Island og Grønland, bestilles sædvanligvis kun til 7 1/4 grad efter Spendrups gradstok, mens det som sælges her i almindelighed holder 8 grader". (Den Kongelige Grønlandske Handel. N. J. Bredal, 1818. Før og Nu 1924-25)

Vil man ikke unde disse vores fattige, arbejdsomme medbrødre der lever i et hårdt klima, lige så gode produkter som vi selv har og bruger dem, så burde man dog gøre det for interessens skyld, således at man måske ikke siden forgæves skal klage over at også denne handelsgren er gået tabt til stort tab for landet. For man vil dog vel ikke anse det for en umulighed at disse mennesker, hvor nøjsomme de end har været og taget til takke med hvad man fandt for godt at byde dem, jo engang kan blive opmærksomme og få smag på noget bedre, og at der da nok vil findes de der ville sende dem gode og forsvarlige varer. Det er der ingen tvivl om.

Da de københavnske brænderier har ord for at kunne levere gode og forsvarlige varer, og da vores handel kun er lille, og som en følge heraf afsætningen på brændevin ikke betydelig, så er det troligt at mange af vores brændevinsbrændere kunne ønske at tage del i en leverance. Anmelderen anser det derfor gavnligt i flere end en henseende om vedkommende ville foranstalte en licitation når et kvantum brændevin skulle forsendes. Man ville da både få forsvarlig vare og en moderat pris.

(Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4237-4239).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 264. 20de Januari 1821, s. 4257-4258.

Spendrups gradstok var opkaldt efter Peter Mathias Spendrup (1747–1827). Han var teolog (sic) og brændevinsbrænder og lavede et alkoholmeter, som blev anvendt af toldvæsenet. Denne gradstoko blev afløst af vore dages procentangivelse for indholdet af ren alkohol.

Det store pakhus på Bredals billede ovenfor er det 7000 m2 store pakhus, som var blevet bygget i 1766-67. Og det findes endnu på Den Grønlandske Handels Plads. Pladsen var centrum for handlen med Færøerne, Finmarken, Island og især Grønland. Det kan være tørfisk, saltede sild, hvaltran og skind  som man er i gang med at ordne på billedet.

Spørgsmål om Islands Besejling og Handel 1801

Island var engang et fadebur for Danmarks kongestad. Islandsk fisk, tran, kød, talg købte man begærligt til husholdningerne. Og såvel i Tordenskjolds, Juels, Adlers og Gyldenløves dage, som i vores nærværende med rette berømte søheltes tid, har Islands bedekød været flådens tapre krigere sund og nærende føde. Det må uden tvivl af frygt for at savne disse gode varer her, at man i denne tid ofte spørger: Om islandske varer er at få til købs, og om der går nogen skibe til Island i denne sommer. Men desværre lyder svaret: Hvad der kom hertil i fjor er forbrugt. Der er ingen skibe begyndt at gøre sig klar. Bliver krigen ved, tør de vel ikke vove det, og kommer intet over, kommer intet hjem. Imidlertid beklager vi, hedder det, det folk, hvis eneste næringskilde er handel, og især de købmænd som flere gange ved skibbrud og andre tilstødte uheld er sat tilbage. For dem er denne standsning i handel følelig, da de i sommerens bedste tid ikke kan komme til deres ejendomme, og om vinteren sejler man ikke til Island. Ligesom dem vil islændingene komme til at lide. De vil blive igen hvad de var i 1784 og 1785, et meget trængende folk, og siden den tid har Island kommet sig så godt. Nu nedbrydes det, som gode år på land og hav og fornøden skibsfart har opbygget. Den, der har skrevet disse linjer på papiret, har spurgt: Et det også vist, at der ingen skibe går til Island denne sommer? Man har svaret: Det vil næppe ske. Nu spørger han herved offentligt om det samme, for han er af anden mening og har grund til det: Islands indbyggere (så siger de som kender dem) er et kækt og vindskibeligt folk. Men at forsvare sig uden værge og fiske på havet uden fartøjer, liner og kroge, det kan de lige så lidt som andre folk. Vidste de, hvad fjenden nylig har turdet foretage sig ved rigernes hovedstad, havde de årsag til at frygte. De kan nu ikke vide det, men udebliver den vanlige skibsfart vil længsel forandre sig til frygt, frygt til angst for fjendtligt overfald, og især for sult, som det skarpeste sværd. For magasiner for levnedsmidler og næringsredskaber, der er dobbelt nødvendige i et så langt bortliggende land, har de endnu ikke. Danmarks konger har altid sørget for dette deres fjerne land. Og næppe har noget folk mindre kastet i glemme hvad godt der er gjort for dem. De husker ved hjælp af deres annaler, at tyrkerne to gange, nemlig 1627 og 1687 er kommet til deres land og har anrettet ulykker. At engelske sørøvere i den svenske krig 1568 gik til Island og gjorde skade i landet, og at der kom skibe dertil fra Danmark. De husker endvidere at 1652 blev et orlogsskib sendt til island for Handelskompagniets regning for at hindre indpas, og 1667 i krigen med England sendte Frederik 3. Otto Bielche, som kommandant med et orlogsskib og landtropper med ham. De siger, at i flere hundrede samfulde år er der kommet skibe fra Danmark. Det mindste antal et år var 4 (et til hvert af landets fjerdedele). I krigstiden 1660, da Islandske Handelskompagni ikke turde besejle Island, sendte Henrik Jensen skibe til 4 havne. Borgmester Hans Nansen skibe til 3 havne, borgmester Hans Sørensen og tolder Boyssen begge 1 skib alle med de nødvendigste varer på eget eventyr til Island, efter en forud indhentet kongelig tilladelse. Nu stiller jeg igen det førnævnte spørgsmål: Er det også sandt at der ikke kommer skibe til Island sommeren 1801.

Hvad armerede skibe angår, så sigter spørgsmålet ikke derhen. Vi ved at vores kloge og gode regering forsvarer sit land og folk hvor og når den finder det nødigt og gørligt. Men hvorfor skulle ingen handelsskibe komme til Island fra rigerne dette år. Her er nu intet konkurrerende kompagni i vejen. Her behøves ikke at erhverve kongelig tilladelse for at gå på eget eventyr derhen. Enhver fri mand kan handle i Islands frie købstæder og bringer han der fiskeliner, tjære, jern, stenkul, tømmer til både, salt til fisk og kød, da vil det blive godt betalt. Den handel ville gøre godt udslag, især om man medbragte andre varetyper, som folk der gerne vil købe, skønt de ikke varer af den nødvendigste. Ville man ikke handle på skibene, mens de står til ankers på havnene, så ville de, som førte skibe over og ikke selv ejede huse der, sagtens få dem til låns, som da var ledige. Enhver købmand eller faktor ville selv tilbyde det i sådant tid og tilfælde, indtil deres egne skibe kom engang. I mellemtiden kunne værdien for det overbragte varer udskibes.

Skulle vi få sikker sejlads efter de 14 ugers forløb, så blev det dog ikke disse i forvejen sejlende til skade. De som vil til Island tager sjældent senere herfra end ved Skt. Hans, hvis de agter at komme tilbage om efteråret. Og tilførsel af varer vi i tilfælde at vi får fred næppe bliver tilstrækkelig i år. For skibenes eget fiskeri, den sædvanlige fiskepræmie og stor kpipfiskvirkning bliver ikke at tænke på og ordsproget vil her gælde: Den der kommer først til mølle får først malet. Som vanskelighederne ville blive ubetydelige i hensigt til handelen der, så var faren ikke heller så såre stor, når de, der påtog sig sådan ekspedition var formuende mænd og flere deltog deri. Patriotiske købmænd ved vi findes ligesåvel nu som i førnævnte tider. Vores formuende købmænd har skænket store summer til de sårede og forladte, skulle de ikke også vove noget for et fjerntboende folk. Et folk de kender. Et folk der har fortjent det og vil gengælde det, ja ved vindskibelighed giver købmændene deres penge tilbage med rige renter. Og det hele høster den nytte, at Islands handel med det gamle Kaufmannahafn ikke forfalder, som sikkert ville ske, når Island et helt år skulle savne de redskaber, de behøver til deres næringsdrift,  Hvad dette betyder, ser vi i Alton(aer). Merc(urius). Nr. 74 i en skrivelse fra Maassluis, og røres ved elendighederne der. Spørgeren har kun selv en kraftesløs vilje hvad angår deltagelse i den forventede ekspedition, udover hvad der angår disse hans betænkninger, de underretninger han kunne give om forlanges, og den tjeneste han er villig til at gøre og med flid og redelighed udfører, ved at fare til Island med et sådant skib, uden hensyn til den personlige fare han derved kunne udsætte sig for. Af denne årsag og fordi han tør være bekendt hvad han skriver, og fordi det er efter trykkefrihedslovene at navnet skal følge med, er hans navn og bosted tilføjet.

København den 15. maj, 1801
J. S. Plum
Borger til Grønnefjords købstad i Island, nu her tilstede og bor i Store Kongensgade nr. 39

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 161, 23. maj 1801, s. 2561-2567)

Redacteurens Anmærkning

En artikel i Politivennen nr. 717, lørdag den 26. September 1829, s. 621-629 beskæftiger sig indgående med besværligheder ved forskellige valutaer: "Om den forvirrende Regningsmaade i Handel og Vandet paa Island."

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

De vide m. V. at en stats beliggenhed såvel den politiske som hvad man kunne kalde dens klodestilling har ofte ikke mindre indflydelse på dens politiske løb og dens indvortes lykke, end dens øvrige naturbeskaffenhed.

Danmarks politiske stilling har i historiens sekler undergået mange slags omskiftelser. Som stolt bolværk imod saksers og frankers magt gjorde Danmark sin stilling æret, og afholdt afhængigheden fra Norden. Steg selv derpå ved sine erobringer til en truende højde, faldt, men blev dog den farligste anstødssten for vendernes alting overfarende barbari. Som stat af anden rang, imod Norge, Sverige, England og hansestæderne, var det den der holdt ligevægten i Norden, og den som hansernes forstørrelsesplaner fornemmelig var stillet imod. Og indtil denne epokes ende var Danmark ubestridt den første sømagt i Europa. Hansernes kabaler og statskunst hindrede Danmark fra at glimre eller trives i den tid det ved foreningen til Kalmar var steget til en stat af første rang, og forestillede i sig det hele forenede Norden. Denne forenings sønderbrydelse, hansernes fald, Hollands opkomst, den østrigske magts tilvækst, Englands og Skotlands forening var tildragelser der fulgte hinanden hurtigt, og Danmarks politiske stilling forværredes således at det skønt forenet med Norge blev en stat kun af tredje rang, og fik mægtige medbejlere til den ypperste søhæder i England, Holland, Frankrig, Spanien, Sverige. Af frygt for Sverige hjalp Danmark kraftigt til at frembringe Brandenborgs frodige vækst. Sveriges bugnen for den russiske vælde, Ruslands store landmagt og Englands uhyre sømagt, den hollandske, franske og spanske sømagts tilintetgørelse, har gjort Danmarks stilling mellem to over al sammenligning større stater, særdeles kritisk, mens dens sømagt blev den betydeligste næst efter den seksdobbelt talrigere engelske.

Danmarks klodestilling kan ikke tages i betragtning uden at opvække forundring. To mægtige stykker af staten ligger på to ved et stort hav fra hinanden kløvede fastlande af Europa, uden at de hos det ene liggende øer hjælper til at lette forbindelsen og samkvemmet mellem dem. En uhyre kyst af Amerikas polarlande, en ø i Ishavet af Irlands størrelse, men af Wights befolkning, nogle klipper nær ved Skotland, og en lille ø ved Sveriges kyst udgør resten af den danske stat. Hovedstaden beliggende på en ø af middelmådig størrelse, udsat i fire måneder af året for ved is at tabe al forbindelse med det øvrige statslegeme, for angreb fra søsiden af enhver overlegen sømagt, i tre miles afstand fra fremmed kyst, og i to hundrede miles afstand fra den nordlige grænse af Danmarks europæiske lande. En forandring af klima fra det milde tempererede ved Elbens bredder indtil Nordkaps og Upernaviks næsten uimodståelige kulde, fra den sydligste grænse hvor den længste dag er 17 timer lang, indtil den nordligste hvor solen ikke går ned i tre måneder. En befolkning fra 5.000 mennesker på kvadratmilen indtil den af 3 kvadratmile på et menneske.

(Fortsættes)

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350)

Redacteurens Anmærkning

Bemærk at i opremsningen af del af konglomeratriget nævnes kolonierne ikke med et eneste ord. Artiklen er en fortsættelse af artikler fra nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318 og nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334. Den afsluttes i nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398)