- Fattigvæsenet Foranledigede ved Fattigforstanderne Bondrups, Linds, Petersens og Thønnesens til Directionen for Fattigvæsenet indgivne Bemærkninger og det fra denne modtagne Svar, have de 32 Mænd (See Nr. 69 af vor Tidende) af deres Midte udnævnt en Committee, bestaaende af Grossererne W. Duntzfelt og Meinert samt Bagermester Sager for at undersøge hiint Fattigvæsenet og dettes Bestyrelse vedkommende Andragende. Ved at afgive Betænkning i denne høist vigtige Sag bemærkede Committeen, at de nødvendige Egenskaber for Fattigstiftelsernes hensigtsmæssige Organisation vare "streng Oeconomi, Reenlighed og Orden forenet med vedholdende Arbeidstid, og at det ikkun er ved bestandig at foretage en hensigtsmæssig Classification af Individerne, at disse Betingelser kunne bringes i Harmonie med de Humanitetshensyn, der i saadanne Forhold altid maae være gjeldende." Det er fra disse Synspunkter, Committeen har betragtet og bedømt de bestaaende Indretninger, og de Stiftelser, som nærmest meentes at komme i Betragtning, vare Frue, Nicolai, Holmens, Trinitatis og Frelserens Arbeidshuse, Bredgadens Pige- og Drengeskole samt det almindeligt Hospital, hvilke Stiftelser alle have deres egne Bygninger med Undtagelse af Holmens Arbeidshuse og Bredgadens Skoler.
Fatigvæsenets Administrationsvæsen, Localer, Brændsel og Belysning koste aarligt 110,200 Rbd.; disse Udgifter maatte sikkerligen kunne blive formindskede, naar ikke Fattig-Stiftelserne og Indretningerne vare saameget adsplittede eller adspredte, og Fattigdirectionen har ogsaa allerede i længere Tid paatalt en hensigtsmæssig Forening af de forskjellige Fattigstiftelser, en Forening, der desuden vilde tilveiebringe mere almindelig Orden og forskaffe en bedre Oversigt og Tilsyn. De anførte Udgifter udgiøre for hver af samtlige Fattige, hvis Antal vi tør anslaae til 7000, 15 Rbd., hvori naturligviis den egentlige Underholdning og Forpleining ikke ere indbefattede, og det maa sikkert være indlysende for Alle, at dette er for meget.
Idet vi der omtale de Fattiges Antal, ville vi afskrive hvad Committeen har bemærket med Hensyn til en Sammenligning imellem hiint Antal i Aarene 1798 og 1836; vi finde det saameget mere hensigtsmæssigt, som man har bestridt en lignende Sammenligning, som vi have anstillet med Aaret 1807, og her bør vi lægge Mærke til, at Antallet af de Fattige i de 8 Aar 1799-1807 paa Grund af mange uheldige Omstændigheder er steget omtrent 3000, ligesom man ikke bør tabe af Sigte, at Aaret 1798 hører til de meest heldige med Hensyn til Handel og Røre, og at Arbeidsklassen maaskee aldrig har haft saamegen Leilighed til Beskjæftigelse som netop i dette Aar. Committeens Ord angaaende hiin Sammenligning lyde saaledes: "Anstiller man en Sammenligning mellem Antallet af Byens Fattige i 1798, som Aaret, forinden den nu gældende Plan for Fattigvæsenet udkom, og 1836, bliver Resultatet følgende:
Ved et Mandtal i Sommeren 1798 "fandtes udenfor Hospitalerne 5795, som kunde ansees trængende til at understøttes", (Forestillingen til Planen af 1ste Juli 1799 Pag. 55) henfører man til Hospitalerne ikkun (l. c. Pag. 57):
det almindelige Hospital med 700 Lemmer,
St. Hans dito med 300 -
Vartou dito med 400 -
og Abel Cathrines dito med 23
- ialt: 1423 Lemmer,
bliver 7218 det hele Antal, hvortil man efter Sandsynlighed maa regne alle saavel civile som militant Fattige og Lemmerne i Sognenes Arbeids- og Pleiehuse, ihvorvel det er meget tvivlsomt, om derunder ogsaa maae indbefattes de Syge paa Hospitalerne, samt isærdeleshed Opfostringshusets Børn. Efter den nøiagtige Opgjørelse i Oversigten for 1820 var i Slutningen af Aaret Antallet paa samtlige Fattige, iberegnet de nylig nævnte Syge og Børn, som udgiorde 440, ialt 6911, og der fandtes altsaa, i 1830 idetmindste 307 færre Fattige end i 1798. Efter de af Malling og Hjorth udgivne "Efterretninger fra det kiøbenhavnske Fattigvæsen" var der i 1799 mellem 8000 og 9000 Fattige, der trængte i større og mindre Grad til Understøttelse (Pag. 51), og i 1801 havde man at forsørge 8000 Mennesker, deriblandt 2000 Børn (Pag. 103)".
Committeen inddeler de Fattige i 3 Classer, nemlig Lemmer, Arbeidere og Skolebørn. Til Lemme-Classen hørte i Begyndelsen af Aaret 1840: 1635, og deraf vare 1054 paa det almindelige Hospital; denne Classe kan atter deles i to Afdelinger, nemlig de uheldbredelige eller særdeles gamle og svage og de ikkun tildeels arbeidsføre Fattige. Committeen bemærker Følgende: "De aldeles affældige Lemmer findes isærdeleshed paa det almindelige Hospital, hvor der tillige er endeel, der kunne henføres til den anden Classe, nemlig de tildeels arbeidsføre. Antallet af samtlige Lemmer paa Hospitalet stiger til 1000 a 1100, og man seer der smaa Børn som Krøblinge ved Siden af udlevede Oldinger. Paa Hospitalet, hvor Reenligheden, som næsten i alle Fattigvæsenets Stiftelser og Arbeidsanstalter, er exemplarisk, ligge samtlige Lemmer i gode Senge, med - for en ringe Deel (4-5 tegn mangler) - Sengeklæder og alle med Lagener. Deres Gange og Sengelinned vadskes. Forsaavidt de, som Affældige, Intet kunne erhverve, erholte de ugentlig fra 12 til 24 sk. til deres smaa Fornødenheder. De have tillige ugentlig 7 Pund Brød og Middagsmad; naar det behøves tildeles dem Sygemad og noget Tillærg i Brød. Spisereglementet er bekiendtgiort i Oversigten for 1836."
"Da det almindelige Hospitals Oekonomi i den senere Tid har været Gjenstand for offentlig Omtale, have vi troet ogsaa at burde yttre os herom, ihvorvel Ankerne nærmest have vedkommet Sygeafdelingen. Man har klaget over Fødemidlernes Beskaffenhed, og vi have i denne Anledning, forsaavidt vor Kundskab strakte sig, taget Tingen i Øiesyn under et Besøg paa Hospitalet den 13de Februar. Vi fandt ved denne Leilighed de tilstedeværende Victualier at være af en saa god Beskaffenhed, som man kan erholde samme for de ved Licitationerne betingede Priser. Paa det foreviste Smør havde man vel klaget, men som det syntes uden nogen Grund, og Overlægen havde, efter Opgivende, ei heller fundet sig foranlediget til at kassere det. Det er vistnok aldeles rigtigt, at Fattigvæsenet ved Licitation forskaffer sig sine Victualier til den billigst mulige Priis, samt at de Varer, som bruges under Fattigvæsenet, som saadant, til de egentlige Fattige, der sjældent have været vante til en bedre Forpleining, i Almindelighed høre til Middelsorten, nemlig til saadanne sunde Varer, der overskride de slette i den Grad, at de ikke kunne kasseres, uden derfor at kunne henregnes til fortrinlige Varer. Men mindre rigtigt vilde det efter vor Mening være, naar man anvendte dette Princip, uden Modification, paa det omhandlede Sygehospital. Dette indbefatter vi alene de forarmede Syge, som have fri Pleie, men tillige henvises adskillige Syge hertil fra Frederiks Hospital paa Grund af Sygdommens Beskaffenhed eller af andre Ansager. Uagtet Betaling i flere Tilfælde ydes for saadanne, og denne, med nogle specielle Undtagelser i Faveur af Svendes Sygekasser, er den samme (3 Rbd. 2 Mk. ugentlig) som paa Frederiks Hospital, er dog Pleien m. v. simplere paa det almindelige Hospital, og naar Lægen ikke gjør nogen speciel Bestemmelse, lig for Alle. Følgen af dette Forhold bliver, at man mulig selv fra det lægevidenskabelige Standpunct kan forsvare den Behandling, som de Syge nyde, naar man betragter Hospitalet for det, som det ogsaa principaliter er, nemlig et Fattighospital, men at man ogsaa paa den anden Side kan have Grund til at giøre Bemærkninger imod den, naar man seer hen til de enkelte Patienter, som ere vante til og kunne gjøre Krav paa en bedre Pleie; Hospitalet er en Dobbelthed, der, underkastet een Regel, letteligen til en af Siderne kan medføre en væsentlig Urigtighed. Ved tidligere at undersøge Hospitalets Linned, hvorom man ogsaa har læst forskjellige Klager, have vi fundet, at det nye Linned vel i Sammenligning med det tidligere anvendte Ravndug var meget afstikkende, isærdeleshed med Hensyn til, at det var slet bleget, men at der af det egentlige grove Lærred var meget lidet i Forhold til det bedre. Brugen af dette simplere Stof fremmede ingenlunde den Reenlighed, som paa et Hospital altid bør være anskuelig, men paa den anden Side forekom det os ikke, at der var viist Vedkommende nogen utilbørlig Behandling derved, at man havde gjort et Forsøg med Anvendelsen af dette under Fattigvæsenet frembragte Fabricat; Thi selv de grove Lagener, der tillige, som Udbyttet af en slet Fabrikation, vare løse, og af hvilke kun nogle faa vare i Brug, bleve ved at være vadskede enkelte Gange temmelig bløde. Rigtigst vilde det vistnok have været, om man aldeles ikke havde indført disse Varer paa Hospitalets Sygestuer, om man end vilde have anvendt dem paa Lemmestuerne. Ved at tale om Linnedfabrikationen paa Ladegaarden, ville vi forøvrigt vende tilbage til disse Varers Beskaffenhed."
"Ved saaledes at berøre disse offentlige Klager, maae vi tillige udhæve det høist ønskelige i, at Fattigdirectionen, og enhver Administration, hvis Virkekreds griber i samme Grad ind i de borgeligt Forhold, og for hvis Fremme Tillid hos Borgerne i samme Grad er nødvendig, vilde benytte Pressen til at giøre sine Bemærkninger ved saadanne Leiligheder; thi Klagerne, om end undertiden mindre begrundede, ere dog som oftest Yttringer af Interesse for Sagen, af en gavnlig Opposition og en god Borgeraand, og man der derfor ogsaa vise den fortjent Opmærksomhed. Man har vel tidligere mod saadanne offentlige Gjendrivelser anført, at de ei stemmede med Regieringens Anskuelser; hvorvidt dette har været Sandhed, vide vi ikke; at Ingen længere troer derpaa, er derimod en Vished. Man mener ogsaa, at Forretningerne ei ville lade Embedsmanden Tiv til at skrive i Bladene, men vi troe, at den Tid er vel anvendt, som bruges til et styrke Administrationens Anseelse i Folket." (Fortsættes.)
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. marts 1840).
Norgesgade 55 (senere Bredgade 63-69, matr. Nr. 184a), Fattigvæsenets drengeskole i Bredgade ca. 1865, tidligere Holmens Arbejdshus. Kildetekst: Drengeskolen paa Sankt Annæ Plads blev i Foraaret 1864 henflyttet til dette sted. (Mariboe). Kbhbilleder. Public Domain.
Fattigvæsenet. (Fortsat.) Vi have i Løverdags begyndt med at give Uddrag af den interessante Committeeberetinng til de 32 Mænd om Fattigvæsenet, og vi fortsætte den idag, forsaavitt den angaaer det saa ofte omtalte Frelsers Arbeidshuus og Ladegaarden. Om det første hedder det:
"Med faa Undtagelser i Frelserens Arbeidshuus har Enhver sin Seng, men ikkun de, som selv eie Lagener, have saadanne. Heraf følger, at navnlig i dette Arbeidshuus ere Sengesteder, der bære Præget af Smuds og Usselhed i den Grad, at det ikke burde taales i en offentlig Stiftelse. De, som selv ingen Sengeklæder have, erholde dem vel af Fattigvæsenet, men de ere paa enkelte Steder , især paa Mandfolkenes Sovestuer i bemeldte Arbeidshuus, af saa ringe Qvalitet og saa lidet Omfang, at man vanskeligen kan tænke sig, hvorledes disse gamle Mennesker paa et Loftskammer kunne vedligeholde den fornødne Livsvarme i de strenge Vinternætter. Nogle Forbedringer ere foretagne, men vi see os alligevel ikke istand til at mildne den Skildring, vi have givet efter vort Besøg i sidste Efteraar. Vel anfører man til Forsvar for det Bestaaende, at Tilstaaelse af Lagener m. v. er noget exceptionelt, da Lemmerne ufejlbarlig vilde sælge deres Rester af Sengeklæder og Lagener, naar Fattigvæsenet tilstod dem saadanne, og vist er det, som ovenfor er udhævet, at man ei bør tilstaa Lemmerne mere, end det høist Nødvendige, men maa kan ogsaa paa den anden Side modarbeide fornævnte Salg af Sengeklæder, deels ved den ovenfor omtalte Stiftelse med Friboliger, som er ønskelig for mange Lemmer, deels derved, at de ordentlige Lemmer, der medbringe Sengeklæder m. v., komme i de bedre Stiftelser og derved under bedre Omgivelser. I ethvert Tilfælde er det utvivlsomt, at Reenlighed og den af samme betingede Orden ere de nødvendige Fordringer for Stiftelsens Bestaaen, og at disse Egenskaber endnu ere fremmede for enkelte Dele af det omhandlede Arbeidshuus i Sammenligning med de andre Stiftelser, kunne vi ei Andet, end indrømme. Bedre vil det blive derved, at de akkumulerede Renter af et Legat, hvis Uddeling mod dets Bestemmelse har ventet undladt i længere Tid, ere blevne anvendte til endeel Lagener, saa at man er begyndt at fravige den hidtil fulgte Regel, men en partiel Forbedring synes ikke at være tilstrækkelig, hvor en total Rentning er nødvendig, og vi ville ei tilbageholde den Mening, et enhver anden Beqvemmelighed, der under Fattigvæsenet erhverves paa Communens Bekostning, burde tilsidesættes for et saadant høiere Hensyn. Vi troe saaledes, at Forstanderne med Grund ere fremkomne med deres stærke Yttringer om Frelserens Arbeidshuus"
"Forstanderne have ligeledes udtalt sig for, at Kroplinnedet burde besørges vadsket af Fattigvæsenet."
"Ligesom dette vilde være høist gavnligt, saafremt man kunde giennemføre en reglementsmæssig Reenlighed, saaledes kunde det næppe være nogen betydelig Udgift, paa Grund af, at man til dette Arbeide har det tilstrækkelige qvindelige Personale, især naar man tager Hensyn til, at det egentlig ikkun er Mandfolkene, der trænge dertil, da fruentimmerne i Almindelighed selv holde sig reenlige. Vi have hørt anføre som en Grund for at Lemmerne paa Frelserens Arbeidshuus ei fortjene bedre Sengeinventarium, at de ere høist ureenlige og tildeels befængte med Utøi , men heri synes netop at ligge et Beviis for, at en giennemgribende Reenlighed og Orden ved Inventariet og Personerne er aldeles nødvendig. Reenlighed er dog den hensigtsmæssigste Tvang, man kan anvende; thi Orden er Armodens Fiende, medens Ureenligbed og Uorden ere de Elementer, i hvilke den finder sin frodige Vært. Lemmerne udenfor det almindelige Hospital have foruden Huusly en Pot Middagsmad, og ugentlig Fruentimmerne 5 Pd., Mandfolkene 7½ Pd. Brød."
Om Ladegaarden hedder det:
"Arbeiderne findes samtlige paa Ladegaarden og til dem henregnes saadanne arbeidsføre Fattige, der paa Grund af ydre Omstændigheder eller personlige Aarsager ei kunne faae Erhverv, og derfor som Løsgængere skulle have Underhold eller Arbeide af det Offentlige *). Under denne Klasse henhører den store Mængde løsladte Forbrydere, der, paa Grund af deres tidligere Vandel, næsten ere udelukkede fra det bedre Samfund og ei kunne faae lovligt Erhverv. De fortsætte deres Fangenskab i Arbeidsanstalten, som en Politieanstalt, i mange Henseender under lige Vilkaar som i Fængsiet, indtil Fristelsen fører dem videre ad Lastens Veie. De gaae ud om Søndagen og kunne saaledes finde og vedligeholde deres ældre forbryderiske og lastefulde Forbindelser, medens i Anstalten ikkun Arbeide, men ikke Forbedring eller en moralsk Forberedelse til at træde ud i Livet er Maalet for Ugens Beskæftigelse. Ved Siden af denne fordærvede Race, hvortil ogsaa maae regnes endeel Fruentimmer, der tidligere have været Skøger, staaer den fattige Borger, Haandværkssvenden og Tyendet, ja endog Embedsmanden, der ved Uheld, Alderdom, eller vel som oftest paa Grund af personlig Skyld, ved Drikfældighed, Dovenskab, Lotterispil og Uorden er bragt i Elendighed. Hos disse kan man i Almindelighed forudsætte en bedre Følelse opretholdt ved Anger og ved Minder om en værdigere og lykkeligere Fortid. Til Ladegaarden, som er en interimistisk Optagelsesanstalt, henvises tillige de Fattige, som skulle sendes til andre Communer, eller de, om hvis Anbringelse endnu ingen endelig Bestemmelse er taget. Ligesom der er flere Grader i Lemmernes Arbeidsførhed, saaledes ogsaa blandt Arbeiderne, og en vanskelig Opgave for Bestyrelsen er det at, bestemme, hvorvidt en Fattig skal betragtes som Lem eller Arbeider. Lemmerne kunne ved Siden af Understøttelsen anvende deres hele Tid til Selverhverv; Ardeiderne faae i Reglen Intet uden Arbeide, idet Principet for Arbeidsanftalten udgaaer fra, at Arbeiderne bør fortjene, hvad hans Underhold koster, og at dette bør være Maalet for hans Bestræbelser, medens Overarbeidet ogsaa er hans egen Fordeel. Med Hensyn hertil deles Arbeiderne ifølge Reglementet i Henseende til Forpleiningen i 2de Afdelinger. (Fortsættes).
*) En af de væsentligste Grunde til, at Mængden af Løsgængere er saa betydelig, er isærdeleshed den store Tilstrømning af Landfolk, som søge Erhverv i Kjøbenhavn. Den 1 Febr. 1840 vare af 484 ladegaards-Arbeidere ikke mindre end 125 fødte udenfor Kjøbenhavn. Ved den Mynstring af de Fattige, som i Juli og August f. A. foretoges, var i Almissenumere:
enkelte fattige 636, af dem fødte udenfor Kjøbenhavn 333
Familie-Forsøgere 767 ...............................436
Efter Uddrag af Politiets Protocol over mistænkelige Personer stode den 27de Januar 1840 i det Hele under Politiets Opsigt 629 Personer, af dem fødte i Kjøbenhavn ........447
udenfor dito .....................182
Efter Udddrag af den ved Politiet ligeledes førte Vagtmester-Protocol var:
...........................................................Fødte i Kbh Fødte udenf. Kbh.
I 1837 det hele Antal af Arrest. 2754 heraf 1359 1395
I 1838 ..................................... 2436 - 1224 1212
I 1829 ..................................... 2262 - 1204 1058
Ved at meddele disse Angivelser, kunne vi ei andet end udhæve det ønskelige i, at der kunde træffes Garantier mod et altfor stort Tilløb af Fremmede til Communen under saadanne Former, at den personlige Frihed og den frie Concurrence imellem Arbeidere derved iøvrigt ei vilde lide nogen skadelig Indskrænkning.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. marts 1840).
Ladegården, set fra Ladegårdsåen ved Blågårds Bro, ca. 1869. Kbhbilleder. Public Domain.
Fattigvæsenet. (Fortsat.) Ladegaarden. Om det Arbeide, som paa denne forfærdiges, giver Committeen følgende interessante Oplysninger:
"Arbeidet paa Anstalten bestaaer fornemmeligen i Uld- og især i den senere Tid i Linnedmanufacturer. Disse sidste ere imidlertid til stort Tab for Anstalten, og man erholder ved dem ogsaa et umådeligt Materiale, medens dette ikke, idet mindste i Almindelighed, er Tilfældet med Uldmanufacturerne, der efter deres Beskaffenhed mere egne sig til den ufuldkomne Bedrift, som maa være en Følge af den hele Indretning. Simple klæder, Multum, Tæpper, Værkgarn, Olmerdug og Lærreder m. m. ere Hovedgjenstandene for Fabrikationen. Nogle enkelte dygtige Vævere beskjæftiges med finere Gulvtæppers Vævning, hvilket efter Opgivende skal være fordeelagtigt, og ei foranledige noget Indgreb i den borgerlige Næring. Allerede fra den første Tid da Arbeidsanstalten oprettedes finder man ulige Meninger om Gavnligheden af Linnedfabrikationens Forøgelse, idet Majoriteten i den daværende Commission fraraadede samme. Efter at Ladegaarden i 1833 blev overtaget af Direktionen , er Linnedfabrikationen imidlertid steget betydeligt; i 1834 fabrikeredes der 1418 Al., i 1837 19,611 Al. og i 1839 34,074 Al. Det var naturligt, at man, under de almindelige Klager over Indgreb i de private Uldmanufacturer, ønskede at forøge Linnedfabrikationen, og hertil kom, at man derved kunde beskiæftige endeel Spindersker og Skolebørn, og giøre Indkiøb af Linned til eget Forbrug unødvendigt. Det private Spind for de Fattige aftog tilmed efterhaanden, som Familierne ophørte med at giøre Lærreder, og Trangen til Beskæftigelse for de Fattige tiltog bestandig. Seer man imidlertid hen til Resultatet af Fabrikationen, maa man erkjende, at denne er forbunden med stort Tab for Fattigvæsnet, og det forekommer os derfor, at man ei alene ikke burde udvide den, men svarere indskrænke den saa meget som muligt, saa at man ei uden Nødvendihed beskiæftiger de Fattige med Linnedspind, og at man langt hellere burde kiøbe Linnetvarer end udvide Fabrikationen for derved at erholde det fornødne Linned til eget Forbrug. Ved at giennemgaae Fabrikbøgerne have vi nemlig fundet, at de linnede Varer ikkun benyttes under Fattigvæsenet, og de anføres da sammes enkelte Brancher til Debet for Omkostningerne ved deres Fabrikation. Men sammenligner man disse med Handelens Priser ere de ei ubetydeligt høiere end disse, saa at de andre Stiftelser herved bebyrdes med et slet og dyrt Materiale. Uldvarerne ere derimod efter Kyndiges Sigende upåklagelige, og de finde derfor ogsaa stadig Afsætning. Grunden til Varernes ringe Qvalitet og Udseende ligger efter Opgivende deels deri, at endeel Spind kommer fra Skolerne og i Almindelighed ikkun er maadeligt behandlet, deels deri, at Væverne som oftest ere uvante Arbeidere, medens Uldfabrikationen ved Valkningen m. m. kan udjævne de Feil, som den mindre nøiagtige Forarbeidning foranlediger. I Faveur af Uldfabrikationen anføres ogsaa den Omstændighed, at Uldvarer indeholde i sig en større Arbeidsmasse, cg saaledes give en mere omfattende Beskiæftigelse i Forhold til Varemængden, end Linnedfabrikationen, der fordrer langt mindre Arbeide, og saaledes producere en større Masse Varer med ringe Arbeidsværdi. Vor Formening i denne Henseende finder endelig Bestyrkelse ved de af ovennævnte Commission anførte Tal, hvorefter Linnedfabrikationen, der var adskilt fra Uldmanufacturen, bestandig foranledigede det betydeligste Deficit. Saaledes var Underbalancen i 1822-1824 for enhver Arbeider i Uldfabrikationen daglig 11 3/4 sk; og for Linnedfabrikationeen 19 1/11 sk.; i 1823 var det respektive Tab 12 5/7 sk. og 28 3/4 sk.; 1826 12½ sk. og 25½ sk., hvori ikke er beregnet det Tab, som Fattigvæsenet kan have havt ved Spindet, for saavidt det er besørget udenfor Arbeidsanstalten. Den Bedrift, der synes at være meest fremmet, er trykkeriet af uldne og linnede Varer. Paafaldende er imidlertid det særegne Forhold, hvori Inspecteuren, der tillige er Fabrikmester, i denne Henseende staaer til Fattigvæsenet. Han er nemlig Eier af Trykkeriet og driver det i Compagni med Fattigvæsenet midt imellem den øvrige Bedrift. At der i Regnskabsformen maa ligge Garantier mod denne Sammenblandings Skadelighed bør man slutte af den Nøiagtighed, med hvilken Bogføringen skeer, men ønskeligt synes det dog at være, at et sligt Forhold ei fandt Sted."
(Fortsættes)
Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. marts 1840
Fattigvæsenet. (Fortsat.) Ladegaarden. En Deel af dennes Befolkning beskjæftiger sig, forsaavidt Aarstiden tillader det, med Havedyrkning, og Fattigvæsenets andre Stiftelser bliver derved tillige forsynede med Grøntsager. Andre anbringes ved forekjellige Haandværksarbeider og andet Arbeide til Brug for Ladegaarden og andre Fattigvæsenets Stiftelser. "Man har ogsaa i længere Tid," hedder det i Beretningen, "beskæftiget endeel Arbeidere med Steenslagning, og en extraordinair Afdeling udgjør denne Klasse. Om man end har Tab ved dette Arbeide - hvilket forøvrigt tildeels har ligget i locale Omstændigheder - har det dog den store Fordeel, at Tabet er beregneligt, og at dette Arbeide afskrækker den Dovne fra at give sig ind under Fattigvæsenet, saa at han hellere søger Erhverv andetsteds. - Vi maae ved denne Leilighed tillige henlede Opmærksomheden paa Spørgsmaalet, om ikke Fattigvæsenet kunde paatage sig ei alene Steenslagningen, men ogsaa Vedligeholdelsen af Stadens Veie, navnligen dem, der ligge Ladegaarden nærmest; ligeledes forekommer det os sandsynligt, at Stadens Sandgrav og Arbeidet ved dens Jorder, som Grøvtegravning, endvidere den offentlige Gadefeining m. m. kunde være hensigtsmæssige Beskjæftigelser. Det maa nemlig være i Communens Tarv, at saameget som muligt dens Arbeide udføres med dens egne Kræfter, og til disse regne vi den Arbeidsførhed, som de Fattige besidde og som det er Communens Pligt at sætte i Virksomhed; thi en unødvendig Afsondring i denne Henseende kunne vi ei andet end antage for lidet gavnlig for Communens Oeconomie."
Trods alle Foranstaltninger for at adskille Mandfolkene fra Fruentimmerne kan en saadan Adskillelse dog ikke opnaaes. Saaledes søger man ved kunstige Midler at gjøre sig fnattet , kun for at blive bragt til Frelsers Arbeidshuus for der med fnattede Kjærester at dovne Tiden hen. Forstanderne have med Hensyn herpaa og i det Hele den nære Forbindelse mellem begge Kjøn foreslaaet, at man maatte henlægge Fruentimmerne til Frelsers Arbeidshuus og lægge de huusvilde fnattede Mandfolk paa Ladegaarden, aldeles afsondrede fra de sunde, og beskjæftige dem med særegent Arbeide, som ei udbreder Smitte. - Vi kunne ikke nægte, at dette Punkt er et af de væsentligste, hvorpaa Fattigdirectionen bør henvende sin særlige Opmærksomhed; thi hiint Samqvem og Kjæresteliv giør netop Opholdet paa Ladegaarden eller andre Stiftelser tillokkende, og da Befolkningen for en Deel bestaaer af løsladte Forbrydere, saa blive i Almindelighed Planer for nye Forbrydelser lagte i Forening med de fordærvede Fruentimmere, der som oftest gaae dem tilhaande og ere dem behjælpelige ved de foretagne Tyverier.
Committeen gjør ogsaa opmærksom paa den urigtige Fordeling af Arbeidet og den altfor store Vilkaarlighed, som man indrømmer Opsynet, og siger om de forskiellige Ufuldkommenheder paa Ladegaarden, "at de have deres Grund deels deri, at Stiftelsen, uagtet den efter sin Bestemmelse og Organisation er en Arbeidsanstalt, dog, i Særdeleshed fordi Pladsen i Lemmestiftelserne er altfor indskrænket, maa antage endeel Personer, der burde betragtes som Lemmer, deels deri, at den ei alene er et Fattighuus, men tillige en Politianstalt, der maa optage de løsladte Forbrydere og unge Løsgængere. En Forandring bør derfor ogsaa skee enten ved en anden Classification og Behandling af Arbeiderne, eller, da vi gierne indrømme det Høist Vanskelige og maaskee Umulige i en bedre Deling end den nærværende, da derved, at de svagelige og gamle Arbeidere afgaae til Lemmeafdelingerne, og at man ikke i Fremtiden optager andre, end dem, som maae antages at have eller at kunne erholde Kraft til at arbeide sig op i første Afdeling, saa at Stiftelsen i sin Sammensætning alene bliver efter sin Bestemmelse en Arbeidsanstalt. Herved vil man ogsaa formeentlig see afhjulpet det Urigtige, som opstaaer ved Blandingen af de løsladte Forbrydere med ikke-Forbrydere, thi den arbeidsføre Fattige, der ved sit Arbeide kan forskaffe sig Plads i første Afdeling, maa i Almindelighed antages ved egen Brøde at være kommen i sin trængende Tilstand, da Erhverv for det skikkelige Menneske ikke i den Grad er vanskeligt at erholde, og han kan derfor ei heller have nogen særdeles Grund til at klage over sin Skiæbne. Den Gamle og Svagelige derimod bør ikke udsættes for at henleve sin sidste Tid i et Selskab, hvis Beskaffenhed maa virke nedtrykkende paa hans Sind, og hvor det neppe er tænkeligt, at han kan finde Ro til at forberede sin Bortgang fra dette Liv paa en Maade, der kan stemme med hans bedre Følelser. - Vi mene tillige, at man bør udvide Optagelsen i første Afdeling til enhver Arbeider, der ved erkjendt Orden, Flid og Sædelighed gjør sig værdig dertil, om end hans Arbeidsdygtighed lod ham mangle Noget i hans Ovalification, thi hidtil har det ikkun været denne sidste Egenskab, der mod Ordene i Regl. af 31te December 1838 § 1 berettiger Arbeideren til denne Opstigen, og han behøver, naar han har den, ikkun at vogte sig for at gjøre sig uværdig dertil ved beviislig Uorden eller Usædelighed. Følgen af en saadan Forandring som den her omtalte vil blive en Forøgelse af Lemmernes Antal, og en Formindskelse af de ikke arbeidsføre Arbeidere, men i oeconomisk Henseende vil denne Forandring neppe have nogen væsentlig Indflydelse, da Ladegaardens Deficit netop for største Delen grunder sig i dens Egenskab som Forsørgelsesanstalt, ligesom man ogsaa kan antage, at en forestaaende Udvidelse af Stiftelsernes Bygninger vil kunne afgive det tilstrækkelige Locale til Øiemedets Opnaaelse." (Fortsættes)
Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. april 1840
Artikelserien fortsætter samme dag med "Om Hospitalet for Afsindige paa Bidstrupgaard" og ugen efter med "Om Hospitalet paa Bidstrupgaard." Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. april 1840. Dem har jeg valgt ikke at bringe her.
Se også Politivennen 6. marts 1841. Samt en række kritiske artikler om Almindeligt Hospital skrevet af L. I. Brandes, også i 1852 i Berlingske Tidende hvor offentligheden for første gang fik et indblik i forholdene på Almindelig Hospital. Heri beskrev han de trange pladsforhold, mangel på frisk luft og urolige beboere.
Fattigvæsenet hvilede på fattiglovgivningen fra 1799. I 1840 brugte man mest de bestemmelser som afskrækkede folk fra at søge fattigvæsenets hjælp, mens lovens mere humane blev overset. Fattigdirektionen eksisterede til 1858, hvor Fattigvæsenet blev underlagt Magistraten. En fattigskatten blev indført 1815, da fattigvæsenets særlige Indtægter og de frivillige gaver kunne ikke dække udgifterne. I 1840 udgjorde den 160.203 Rdlr. og steg kraftigt de følgende år.
Antallet af dem, der stod under Fattigvæsenets forsorg voksede især pga. personer der nød midlertidige understøttelser. Den mere permanente personer talte i 1840 5339 Personer, i 1857 naaede det over 6000.
Fattigvæsenets direktion bestod i 1840 af fem medlemmer: tre udnævnt af kongen, to valgt af kommunalbestyrelsen. Hertil kom 64 ulønnede fattigforstandere, valgt blandt de næringsdrivende borgere. Deres opgave var at skaffe oplysninger om de fattige, føre tilsyn med dem og uddele almisser.
Fra 1840 blev der ikke længere afgivet regnskab for fattigvæsenet. Da man endelig efter 12 år begyndte på det, opdagede revisionen store misligheder ved Fattigvæsenets Brødbagning. En Bagermester blev således dømt for omfattende bedrageri. Fattigvæsnets direktør siden 1843 var kaptajn Herforth som var tilhænger af barskhed og modstander af alt nyt. Han blev udsat for mange angreb i den liberale presse Han havde den særlige ledelse af Almindelig Hospital, og dermed også ansvaret for de tilstande, som efterhånden kom til offentlighedens kundskab.
På Almindelig Hospital var de som kunne arbejde en smule, beskæftigede med snedker- og tømrerarbejde, med at spinde, sy og lappe eller arbejde som vågekoner og gangkoner. Søndag og torsdag havde lemmerne udgangstilladelse, og de gik da i reglen rundt i byen og tiggede. Forholdene på Almindelig Hospitals sygestuer var en anelse bedre end i Lemmeafdelingen, men med samme pladsmangel.
Arbejdshusene var i 1840 under afvikling. Helliggejstes og Garnisons Arbejdshuse var nedlagt, og i 1840 nedlagdes Trinitatis Arbejdshus. De mandlige lemmer samledes derefter i Holmens Arbejdshus (baghus til Opfostringshuset, ud mod Bredgade), de kvindelige i Frue og Nikolaj Arbejdshuse. Frelserens Arbejdshus havde både mænd og kvinder, og en optagelsesafdeling for husvilde. I nogle år var der desuden et hospital for fnatpatienter. De i 1840 i alt 624 lemmer, især de gamle havde det ikke godt .
Rapporten nævner ikke at i 1839 stak lemmerne ild på Ladegården. Den store fløj ud mod Ladegårdsåen nedbrændte. Den blev dog hurtig opbygget igen. Anden juledag 1843 udbrød atter et "oprør" på Ladegården, og militæret skred ind. I 1844 overgik det fra Frederiksbergs til Københavns Jurisdiktion.
Vartov Hospital, Opfostringshuset, Abel Cathrines Hospital og Kristians Plejehus (nedlagt 1845) bestod helt eller delvis ved egne Midler.
Frederiks Hospital var overfyldt. Den medicinske afdeling var beregnet til 150 Patienter, havde i 1845 mindst 220. De, som ikke kunde få plads, henvistes til sygeafdelingen på Almindelig Hospital.
