Mellem Bølgebliksskure og Præstegaardshaver. (Efterskrift til Politivennen)

Den gamle Ladegaards Idyl afløses af Storbyens Cementørken.

Hos Kineseren, som taler Kinesersprog og har gode, gamle kinesiske Arbejdsteorier.

Der er Ting helt uden for Baedekers stjernebesaaede Vej gennem København, som Turisterne lægger Mærke til - de røde Postbude, Cyklehærene f. Eks. I gamle Dag var det Indkørselen til Byen først og fremmest - ikke som ellers ved Indkørselen til Storbyer en Grav af høje, graa Huse, der lukkede sig mere og mere over Taget, - men stille, smukke Provinshaver, gamle rødtagede Huse, Syrener og blomstrende Æbletræer, et Par blinkende Søer til begge Sider - og saa var man der, i selve Storbyens Hjerte. Ikke noget Sted tumlede fremmede Tilrejsende saa overraskede og forbavsede ud af Toget som paa den gamle Hovedbanegaard.

Underligt nok blev den liggende i Aarevis langs Jernbanen, denne gammeldags Stribe Provins, den nye Tid susede med Jernbanen ind i Byen, men Idyllen skulde den igennem først.

Saa valgte Jernbanen andre Veje ind i Storbyen, - og Idyllen derude ved de gamle Jernbanespor har efterhaanden maatte give op. Brede Asfaltboulevarder maser sig Vej hen over den, og det allermest moderne Stykke By ligger nu, hvor den var.

- - - Tilbage ligger kun den gamle Ladegaard og forsvarer sig haardnakket. Store Millionpaladser, Kæmpehallen, Fagforbundenes Bygning, Handelsskolen, rejser deres kvælende Mur omkring den, og Fremskridtets letbenede Pionerer er allerede dybt inde paa dens Enemærker - lange Rækker af firkantede Cementgarager, Automobilværksteder, som har flyttet hele deres hvæsende Mekanik ind i de gamle, stille Huse og saa Rædslernes Rædsel, Bølgebliksskurene, som altid myldrer frem paa den Slags Terræn, hvor man skal være klar til at komme væk igen i en Fart.

Inde bag Rædslerne gror stille, fredelige Haver med Stenhøje og Søer, det ene Styke Præstegaardsidyl ved Siden af det andet - midt i Byens Cementørken.

- - - Men den varer nok ikke længe - den gamle Ladegaards Kamp for Livet. De gamle Bygninger har været brugt til alt - Pesthus, Sindssygehospital, straffeanstalt og Fattiggaard - til alt, blot aldrig til noget anstændigt er der blevet sagt om dem. Men nu er de snart ude af Brug.

Allerede i denne Vinter skærer Kloakarbejderne deres dybe Render tværs geimem Terrænet til et lille Forvarsel om, hvad der skal ske.

- Det er et stort Kloakarbejde, siger Arbejderformanden til mig. Men der skal jo ogsaa ligge en hel lille By her.

God Jord for Resten at grave i. Opfyldningen, som næppe har set Spade i 4-500 Aar. Men nu kommer det. Det maa jo da snart ryddes alt det gamle derovre - og saa peger den Rydningens og Fremskridtets Mand med en overlegen Haandbevægelse det gamle og faldefærdige ud.

Inde i en af de skumleste gamle Ronner bor Kineseren. Han har lige netop saa stort et Vindue, at der kan falde Lys over hans Kurvebinderarbejde, men ellers ruger Mørket over Værkstedet med dets Kurve af Duer, og Høns og Hunde - jeg elsker Dyr, siger han.

Mørkemand er han ellers ikke. I Sommeraftenerne lyder der tit Spektakel og Lattersalver fra de gamle Rønner - det er Kineseren, der "laver Sjau", som han kalder det.

Vi lister ind i Mørket og forsøger en Samtale, men det kniber. Han taler "Kinesersprog", netop saadan som enhver Provinsskuespiller kan det paa Fingrene - med Sløjfning af alle andre Ord end netop Substantiver og Verber og med ophøjet Foragt for svære Konsonanter.

Men det værste er, at han kan ikke finde 2/3 af de Ord, han skal bruge, og vi kan ikke forstaa 2/3 af de Ord, han finder. Og ind imellem blander han engelske og fantastiske Kineser-Gloser.

Først da han faar Lov at sludre løs, gaar det - Fingrene løber paa ham under Kurvebindingen, han raaber og ler, og af og til slipper han Kurvene, lægger sig helt tilbage mod Væggen og slaar sig paa Laarene af Henrykkelse over det, han fortæller.

- Jag nu været her tyve Or, Ikke først her, England. Tyskland, Olland, sidst her. Tyve Or her.

Nu jag garmel. Men i Ungdom, Sjau, Ballade, hele Nat, kiss, danse, De ved, hele Nat. Aah, Sjau. Nu jag garmel, to hal tres Or, maj garmel. Ungdom - by - by. 

- Tjener De noget ved Kurvebindingen?

- Nej, dolig Tid, men før, jaj Mester selv. Hos Mester, jeg lærte, tysk Svend sige. Du Lærling, gi Øl, tjene mere end maj. 

- Naj, jeg sa. Jaj bli Mester, det du aldri bli, - du drik Øl. Jaj før, fire Sven, Heste, Vagn. Jaj lav 14 Kurv paa Dagen en Sven lav 7. Han drik Øl.

Da vi igen dukker ud i Dagens Lys og friske Luft, er Taget blevet helt snavset, men saa kommer Kineseren farende med en Børste. Selv er han ren og pæn, og helt fortvivlet raaber han: Snavs, fy, pæn Frak, paa Gade, aldrig.

- - Hvordan han egentlig er skyllet op her, og hvorfor - det maatte jeg ikke faa at vide. Men han hører nu til det Stykke Idyl, som vil overleve Rydningen. Hans Teorier om Arbejde og Øldrikning er stabile nok!

(Nationaltidende, 4. januar 1927, 2. udgave).

Fra den gamle Ladegaards Enemærker. Udviklingen har taget Fart ude paa Terrænet omkring den gamle Ladegaard. Der rejser sig store Komplekser og brydes nye Færdselsaarer igennem, og det meste er allerede ukendeligt nu. Men Kærnen i det hele, selve Ladegaards-Komplekset og en Rest af Inspektor Hosts gamle Have, er endnu i Behold med al den Skummelhed, der er Tradition herude. Der er installeret mange mærkelige Smaavirksomheder herude. Her møder man blandt andet den gamle Kineser Gom-Wai-Ban, der med en uudgrundelig Mine sidder lavs og verdensfjern over sit Kurvefletter-Arbejde i el gammelt forhenværende Hønsehus.

Øverst: Ejendommen paa Hjørnet af Blaagaardsgade (x), som skal nedrives. Nederst: Retningslinien for den nye Gade ved ladegaardsterrænet, set fra Aaboulevarden. Foto fra Aftenbladet (København) 27. januar 1926.

Man havde dengang planer om at føre Sct. Marcus Alle fra Rosenørns Alle over det gamle Ladegårdsterræn til Blågårdsgade og regnede med stor trafik. Her havde Beck-Olsen engang et cirkus. 

I 1926-1927 blev der langs Ladegården anlagt en kloak fra den nyanlagte Rosenørns Alle over Ladegårdsgrunden. Det var på dette sted Bech Olsen havde sit cirkus. Herfra fortsattes ud til boulevarden mod Blågårdsgade. 

Foto fra Aftenbladet (København), 8. februar 1927 som viser kloakarbejdet.

Vintersol og Arbejdsstilhed. (Efterskrift til Politivennen)

Øverst: Kontrol af Arbejdsløse paa den gamle Ladegaard. Nederst: En Udsættelse, Møblerne køres bort.

Op over Byens røde Tage og dens gamle irrede Kobbertaarne stiger Frostdagens gyldne Sol. Det er som der vælder gyldne Strømme ned over Husene, og i den klare, lette Luft bliver disse gyldne Strømme skærende skarpe. Ak ja den lette Luft! Det er, som man naar man fra et eller andet, ophøjet Punkt kan se ud over Byen mærker denne Luft alt for klar. Hist og her burde der vel nok hænge lidt Slør af Rogen fra Skorstenene fra Fabriker og Værksteder. Men der er for mange af dom, der bar maattet lukke Portene. Ilden er slukket under Kedlerne, Skorstenene ryger ikke, og Uge for Uge bliver de Arbejdsløses Hær forøget med nye Tusinder. Menneskene har lært at tage Gødningsstof til Jorden af Luften, desværre har de ikke lært at tage Brødet, ellers vilde vi have Forraad nok at tage af.

Og medens Barometret stiger og Solen bliver stærkere lysende, bliver Fremtidsudsigterne mørkere. Vi er midt i en kæmpemæssig Krise, og alle vore ledende Alænds Forsøg paa at bekæmpe den synes frugtesløse. De to Billeder, vi bringer, illustrerer saa nøje det hele; de mange Arbejdsløse, der møder til Kontrol, den Arbejdsløses Møbler, der køres til Sundholm, et Hjem, der blev opløst - det er Saar, der slaas i hele vort Samfunds Legeme, Saar, det vil tage lang Tid bagefter at læge.

(Aftenbladet (København), 25. november 1924).

En Idyl ved Rosenørns Allé. (Efterskrift til Politivennen)

Ladegaardens gamle Have.

Grim og pjusket ligger den gamle Ladegaards graa Facade ud mod Aaboulevarden, men ser man dens Terræn fra Bagsiden, fra den nyanlagte, brede Rosenørns Allé, faar man et helt andet Indtryk.

Her ligger en gammel Have, der med sin lille Dam med de krogede, ludende Træer er en hel Idyl midt i Asfaltens og Murstenshusenes Rige.

Stor er denne Have ikke, hvor Ladegaardens Embedsmænd og Funktionærer og Lemmerne med, tilbragte hyggelige Timer Sommeraftener, medens Jernbanetogene hvert Øjeblik suste forbi dem. Den egner sig dog næppe til at blive en offentlig Park, hvad enkelte har tænkt paa. Dertil er den for lille.

I Øjeblikket er den lejet ud til en af Lejerne i Ladegaardskomplekset. og nogle Somre faar den nok Lov at leve endnu, men saa slaar ogsaa dens uundgåelige Skæbne.

Gader slaas sammen, og høje Huse rejser sig paa dens Grund.

(Aftenbladet (København) 1. november 1924).

Foto fra Ladegårdsåen fra Aftenbladet (København) 7. juni 1923.

Morgenmusik for Arbejdsløse. (Efterskrift til Politivennen)

 

Som bekendt møder de Arbejdsløse i Morgentimerne bl.a. til Kontrol paa den gamle Ladegaard ved Aaboulevarden. Vor Fotograf har taget nogle Lynskud fra den store Forsamling af Arbejdsmænd, der her møder op, og hvor et Par musikalsk anlagte Kammerater forkorter Ventetiden ved en lille "Morgenmusik" med Violin og Guitar. Nederst ses et Parti af Vodroffsvej med Bagsiden af "Strygejernet" og Kontrolstedet.

(Social-Demokraten, 24. februar 1924).

Grundejerne og Ladegaardsaaens overdækning. (Efterskrift til Politivennen)

Medens Frederiksberg Kommunalbestyrelse, som vi forleden meddelte, stiller sig fuldstændig afvisende oversor Spørgsmaalet om Ladegaardsaaens Overdækning, og betragter det som Frederiksberg Kommune aldeles uvedkommende, indtager Grundejerne langs Ladegaardsvejen det stik modsatte Standpunkt.

De mener, at deres Ejendommes Værdi vilde stige betydeligt, saafremt Aaen kom væk og erstattedes af en bred Boulevard. Som Forholdene nu er, udsender Aaen mindst et Par af Sommermaanederne igennem en rædselsfuld Stank, foruden at den egenlig ikke kan siges at forskønne Udsigten.

Dernæst er Ladegaardsvejen altfor smal for den stadig voksende Trafik, man saa saaledes i Sommer, da der opførtes et Par ny Ejendomme, hvor fortvivlende Forholdene var: Sporvogne, Arbejdsvogne og Fodgængere havde kun en ganske lille Passage, saa det var et Vidunder, at der ingen Ulykker skete. Endelig har man i Kommunalbestyrelsen fremført det smukke og tiltalende Ræsonnement, at blev Aaen fjærnet, og der kom en Boulevard i Stedet, saa vilde de nærliggende Villaveje blive oversvømmede af Rabarberkvarterets Børn. Man maa Virkelig forbavses over, at man vover at fremføre den Slags Grunde. Ladegaardsaaen maa ikke fjærnes, fordi et Par gamle Præster saa maaske blev forstyrret i deres Middagslur; de luk- kede Privatveje skal vedblive at hvile i en idyllisk Fred, medens der et Stenkast derfra maaske lever Tusinder af Børn, hvis eneste Tumleplads er snævre Gader og mørke snavsede Gaarde. Tænk hvilken Ulykke om nogle Stykker af dem maaske fandt over til mere luftige Pladser paa Frederiksberg Grund. Ladegaardsvejens Grundejere, hvem det jo først vilde gaa ud over, lader dog ikke til at dele denne Frygt. Medens deres Kommunalbestyrelse siger, at det hele ikke kommer Frederiksberg ved, har de paa et Møde forleden besluttet sammen med Falkoneralleens Sporvejsselskab at tilbyde et Tilskud paa 50,000 Kr., hvoraf en enkelt Mand alene bidrager de 5,000 Kr., til Dækning af Omkostningerne ved Overdækningen, som antagelig vil kunne udføres for ca. 250,000 Kr.

Samtidig med at dette vil blive indgivet gennem Grundejerforeningen, agter man at indsende en Adresse til Kommunalbestyrelsen, i hvilken Anledning der bliver fremlagt Lister til '''antegning paa forskellige Steder. 6ia snart dette sker, stal det blive meddelt her i Bladet.

(København 19. oktober 1895).

Borgerrepræsentationen vedtog at oprense den del af åen som går fra Mariendalsvej til jernbaneoverkørslen ved Bülowsvej. I december 1895 blev Ladegården oprenset.

Tyveri, Løsgængeri m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående eksempel viser nogle af de fængselsstraffe tyveri kunne udløse:

Politibetjent Nr. 106 lagde en Dag i Slutningen af November f. A. Mærke til 2 Personer, der drev omkring i Gaderne og ikke bestilte Andet end at see ind af Vinduerne. Den ene af dem gik omsider ind i en Høkerboulik i Aabenraa, medens den anden ventede udenfor; lidt efter kom den Første ud med en lille Pakke under Armen og gik hen til sin Kammerat, men i det Samme hørte Betjenten Høkerkonen raabe: "Tag ham, grib ham!", og begge Personerne gav sig nu til at løbe, efterfulgte af Betjenten, hvem det lykkedes at paagribe den ene i en Port i St. Gjertrudstræde. Der oplystes derefter, at den Person, der kom ind i Boutiken, havde kjøbt forskjellige Fødevarer og var løbet sin Vei med dem uden at betale, men dette Bedrageri blev ikke gjort til Gjenstand for Paatale, da Høkerkonen frafaldt samme tilligemed Erstatning. Derimod bevirkede denne Sag, at der fremkom Oplysninger, som ledede til yderligere Undersøgelser saavel imod de tvende omtalte Personer som mod en tredje, og ved disse Undersøgelser godtgjordes det, at de alle tre havde gjort sig skyldige i forskjellige Tyverier m. m. De paagjældende Personer vare Arrestanterne Viggo Valdemar Olsen, 20 Aar gammel, og Christen Sørensen, 28 Aar gl., samt Tiltalte Peter Nielsen, 23 Aar gl. Førstnævnte havde den 20de Novbr. forladt Ladegaarden uden Tilladelse og derved paadraget sig Straf for Løsgængeri. I de paafølgende Dage drev han om med Tiltalte Nielsen, og de mødte paa deres Vandring i Amaliegade Arrestanten Sørensen, med hvem Olsen, udenat Nielsen hørte det, aftalte at begaae et Tyveri i Toldbodgade Nr. 11. Her var Sørensen bekjendt, og begge Arrestanterne gik op i dette Sted, hvor Sørensen paa 3die Sal fra et uaflaaset Pigekammer, medens Olsen blev staaende ved Kjøkkendøren, stjal nogle Fruentimmerklæder, hvoraf de efter et forgjæves Forsøg pantsatte Størstedelen for ialt 8 Mk. Den 28de s. M. traf de to Arrestanter atter sammen og aftalte at forøve et Tyveri i Store Kongensgade Nr. 70, hvor Olsen stjal en Olietrøie, der tilhørte en Matros, og som hang paa en Snor i Gaarden. Sørensen forblev denne Gang udenfor, men Udbyttet af Trøien, som de solgte til en Ubekjendt for 24 sk, forbrugte de i Forening til Spise- og Drikkevarer. Atter Dagen efter gik begge Arrestanterne om Eftermiddagen Kl. omtr. 6 ind i Gaarden Nr. 18 i Borgergade, hvor Olsen bemærkede, at der i Stuen i Baghuset stod et Vindue aabent. Han antydede derpaa Sørensen, hvorledes Tyveriet skulde udføres, og medens denne holdt Vagt, krøb Olsen ved Hjælp af en Huggeblok igjennen Vinduet ind i Værelset, hvor han talte sig i Besiddelse af 2 Frakker og en Vest, som hang paa Væggen. Disse Koster bleve deels solgte, deels pantsatte, og Udbyttet 4 Rd. 3 Mk. deelte Arrestanterne imellem sig. Ogsaa Strandveien hjemsøgte de, og i Stedet Tuborgs Staldbygning satte Olsen sig i Besiddelse af en gammel Vadmelsfrakke, der dog er erklæret for værdiløs. Foruden de Tyverier, Arrestanterne have udøvet i Fællesskab, har Sørensen tillige tilstaaet, at han i 1869 har i Randers stjaalet en Ost fra sin Logisværtinde, og i Byen Paderup et Par Støvler fra en Tjenestepige, ved hvis Hjælp han havde opnaaet at faae Logis sammesteds. Tiltalte Nielsen, der ligesom Olsen havde forladt Ladegaarden uden Tilladelse, var den, der blev anholdt af den ovenfor omtalte Betjent; ved sin Løsladelse fik han paany et Tilhold af Politiet, om ikke at forlade Ladegaarden uden Tilladelse, men ogsaa dette overtraadte han og drev omkring, indtil han frivillig meldte sig til Politiet. Saavel Arrestanterne som Tiltalte have tidligere gjentagne Gange været straffede, Olsen bl. A. med 18 Maaneders Forbedringshuusarbeide, Sørensen bl. A. med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage og Nielsen bl. A. med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar. Ved Criminalrettens Dom bleve de dømte Olsen og Sørensen til Forbedringshuusarbeide henholdsviis i 3 Aar og 18 Maaneder, Nielsen til 90 Dages Tvangsarbejde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. marts 1871).

Tyve fra Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

En lille gruppe indsatte på Ladegården besluttede at undvige anstalten ved at stjæle:

"Peter Valdemar Arvedsen, født og hjemmeh: i Kbhn:; drikfældig Driver; Leilighedstyv og Lommetyv. See mist: Prot: E. Pag 455." [1869]. Genealogisk Forlag.

Tyveri og Meddelagtighed heri. Medens Arrestanten Lauritz E. Ferdinand Poulsen og hans Kiæreste Cathrine B. i Begyndelsen af Oktober f. A. vare indlagte paa Ladegaarden, bleve de kjede af dette Opholdssted, og under en Samtale, de havde med hinanden om, hvorledes de skulde komme derfra, opfordrede B. Poulsen til at stjæle for derved at skaffe sig de fornødne Penge til deres Dimission fra Ladegaarden. Poulsen gik ind paa dette Forslag hvortil hun endmere opmuntrede ham derved, at hun fortalte ham, at hun - efter hvad der ogsaa blev oplyst - for længere Tid siden i Forening med et andet Fruemtimmer havde forøvet et Tyveri, som hun var kommen godt fra. Nogle Dage derefter fortalte Poulsen sin foranførte Plan til en anden, ogsaa paa Ladegaarden indlagt Person, Arrestanten Peter Valdemar Arvesen, der strax gik ind herpaa hvorhos begge Arrestanter bleve enige om i dette Øiemed at skaffe tilveiebragt de fornødne Redskaber, hvormed de kunde gjøre Indbrud. Poulsen henvendte sig derefter i denne Anledning til en ligeledes paa Ladegaarden indlagt Smedesvend, Arrestanten Johan Frederik Beitzel, om at forfærdige disse Redskaber, efterat han havde fortalt denne, hvortil han vilde bruge dem, og fik Beitzel til mod Løfte om Vederlag for hans Uleilighed ubemærket i Smedeværkstedet paa Ladegaarden af noget der beroende gammelt Jern at forfærdige Brækjern, en Hovednøgle og to Dirke. Efterat Beitzel havde overleveret Poulsen de til det opgivne Brug forfærdigede Redskaber, og den Sidstnævnte havde vist sin Kjæreste Hovednøglen og Dirken og fortalt hende, at han ved Hjælp af disse vilde begaa Tyveri for at skaffe Penge tilveie til dem Begge, opfordrede og opmuntrede hun ham endnu mere til at udføre det hos ham tidligere vakte forbryderske Forsæt. Da Poulsen den paafølgende 24de Oktober tilligemed sin Kjæreste hos en Værtshusholder i Evaldsgade traf sammen med Arrestanten Arvesen, bleve den Sidstnævnte og Poulsen enige om at udføre Tyveriet samme Aften. Efter først at have hentet de ovennævnte Redskaber fra Glaciet, hvor de vare skjulte, begav begge Arrestanter sig ind til Byen, og da de vare komne udenfor en Eiendom i Kronprindsensgade, hvor der var en Uhrmagerbutik i Stuen, gik Poulsen ind i dette Sted, medens Arrestanten Arvesen blev staaende udenfor for at holde Vagt og ved Fløitning advare Poulsen, naar der kom Nogen. Efter at Poulsen først ved at banke paa Dyren havde forvisset sig om, at Ingen var tilstede, aabnede han med den medtagne Hovednøgle den aflaasede Dør til det i Stuen værende Uhrmagerværksted, hvor han stjal 6 Uhre, der hang ved Vinduet over Værkstedbordet. Han forsøgte derpaa med en medbragt Dirk at aabne en fra Værkstedet til Butiken førende, aflaaset Dør; men dette mislykkedes, da Dirken gik istykker. Efterat han havde forladt Gjerningsstedet, leverede han Arvesen et af de stjaalne Uhre, som denne pantsatte, hvorefter de delte Udbyttet heraf, ligesom Arvesen forgæves forsøgte at pantsætte de andre af de ommeldte Uhre, som Poulsen i samme havde leveret ham. To af Uhrene leverede Poulsen til en Kammerat, den Medtiltalte Axel Frederik Dahl, der ogsaa gjemte dem for ham, uagtet han af Poulsen var bleven underrettet om, hvorledes denne var kommen i Besiddelse af dem. For de ved det ovenanførte stjaalne Uhrs Pantsætning modtagne Penge fortærede Poulsen og Arvesen i Forening endel Brændevin hos en Værtshusholder, og Poulsen kjøbte hos en Brændevinsbrænder flere Potter Brændevin, som han ved sin Hjemkomst indsmuglede i en Blære paa Ladegaarden, hvor det solgtes af ham. Da han var bleven endel beskænket, tabte han paa Hjemveien uden at mærke det lige udenfor Ladegaarden to af de stjaalne Uhre, af hvilke det ene senere fandtes, hvilket gav Anledning til Tyveriets Opdagelse, hvorhos han forinden havde kastet et af Uhrene i Ladegaardsaaen. Arrestanterne Poulsen, Arvesen og Beitzel samt Dahl, der alle tidligere have været straffede, henholdsvis med 8 Aars Tugthusarbeide, 4 og 1 Aars Forbedringshusarbeide samt 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, bleve nu af Kriminal- og Politiretten idømte: Poulsen og Arvesen Tugthusarbeide, den Førstnævnte i 6 Aar og den Sidstnævnte i 3 Aar, Beitzel 18 Maaneders Forbedringshusarbeide og Dahl 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, samt Cathrine B. 1 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen (København) 10. februar 1870).

“Lauritz Engestoft Ferdinand Poulsen; straffet i mange Aar jevnlig for Tyverier i Uhmagerboutik og i Beboelsesl: med falsk Nøgle. Mist: Prot: C 342. 284”. [1880]. Genealogisk Forlag. 

Høiesteretsdomme.

Tirsdagen den 29de Marts.

Nr. 100. Advocat Klubien mod 1. Peter Valdemar Arvedsen eller Arvesen. 2. Lauritz Engelstoft eller Dygelstoft Ferdinand Poulsen. 3. Cathrine Frederikke Bryde. 4. Johan Frederik Beitzel og 5. Axel Frederik Dahl. Nr. 1 og 2 for Tyveri, Nr. 3 for Tyveri og Meddeelagtighed i Tyveri. Nr. 4 for Meddelagtighed i Tyveri og Nr. 5 for Hæleri (Defensor Levinsen). Ved Kjøbenhavns Criminal, og Politiretsdom af 8 Febr. 1870 er kjendt for Ret: Arrestanterne Peter Valdemar Arvedsen eller Arvesen, Lauritz Engelstoft eller Dygelstoft, Ferdinand Poulsen og Johan Frederik Beitzel og de Tiltalte Cathrine Frederikke Bryde og Axel Frederik Dahl bør straffes, Arrestanterne Poulsen og Arvedsen med Tugthuusarbeide, den Førstnævnte i 6 Aar og den Sidstnævnte i 3 Aar, Arrestant Beitzel og Tiltalte Cathrine Bryde med Forbedringshuusarbeide, Arrestant Beitzel i 18 Maaneder og Tiltalte Cathrine Bryde i 1 Aar og Tiltalte Dahl med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande, dog at Straffetiden for Cathrine Frederikke Bryde bestemmes til 8 Maaneder. Advocaterne Klubien og Levinsen tillægges i Salarium for Høiesteret hver 20 Rd., der udredes af de Tiltalte paa den med Hensyn til de øvrige Salarier fastsatte Maade.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. april 1870).

Professor Alexander Weyhe. (Efterskrift til Politivennen)

Alexander Weyhe var en særling som første gang nævnes i aviserne i 1854 hvor han lod sig indrullere i Kjøebenhavns borgerlige Artilleri. Han var da kendt som "den selvgjorte professor, Mormonprædikanten" Alexander Weyhe i Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 23. maj 1854 og "forskaffer det øvrige Mandskab megen Moro". 

En kjøbenhavnsk Særling

Biografiske Notitser.

Salig Christian den Ottende havde som bekjendt en fin udviklet Smag for og stor Kjærlighed til Kunst og Videnskab, og med fyrstelig Gavmildhed understøttede han unge Kunstnere eller Videnskabsmand, naar han hos dem troede at opdage el slumrende Talent, Men ved Siden af det sunde og skarpe Blik, Kongen havde for selve Sagen, manglede der ham en væsenlig Egenskab, nemlig Blik for Mennesker, og mange vare de Feiltagelse han begik, mange de Skuffelser, som hans Valg beredte ham. Et Exempel herpaa var den for nogle Dage siden afdøde Særling Alexander Weyhe, Lærer og Oversætter, saakaldet Professor i Engelsk, Fransk, Russisk, Polsk, Spansk og flere andre Sprog.

Alexander Weyhe er født paa Østerø blandt Færøerne af en Bondefamilie. Hans Fødselsaar vides ikke bestemt, men antages almindelig at maatte sættes i Tyverne. Paa et Besøg, som Kong Christian den Ottende aflagde paa Færøerne, blev han gjort opmæksom paa den unge Weyhe's selv for en Færing eller Islænder ualmindelige Hukommelse og skarpt udprægede Talent for Sprog, og med sædvanlig Rundhaandethed skjænkede han ham en aarlig Understøttelse af Chatolkassen. Weyhe drog nu til Kjøbenhavn for der at fortsatte sine paa Færøerne begyndte Studier, men den Opmærksomhed, han i Førstningen vakte for sig hos flere ansete Videnskabsmand, gik snart tabt paa Grund af hans overdrevne Begreber om sin egen Begavelse og hans Mangel paa Evne, eller i alle Tilfælde paa Lyst til at anlægge en fornuftig Læreplan. Han drev det derfor heller ikke til nogen ret grundig Viden i noget enkelt Sprog, men han erhvervede sig Kundskaber i henved hundrede af de mærkværdigste Sprog, nemlig foruden de almindelige europæiske og Oldtidssprog ogsaa saadanne, som vi knap kjende af Navn.

Da den aarlige Understøttelse, som Christian den Ottende havde tilstaaet ham, først blev nedsat til 80 Rd. om Aaret og senere ved Kongens Død aldeles bortfaldt, gik det hurtig ned ad Bakke med Weyhe. Han forsøgte sig et Par Gange som videnskabelig Forfatter og udgav saaledes en "latinsk dansk Parleur", en saakaldt Orator, der trods meget Fortrinligt vakte en del Moro paa Grund af sine kurieuse anakronistiske Exempler, der blandt Andet lød saaledes: Herren- - "Hent mig min Kjole." Pigen: "Hvilken vil Herren have paa idag? Herren: "Giv mig den Kaffebrune." Ligeledes var der en lang Samtale om Tobaksrøgning.

Derpaa gjorde han, Herskeren over hundrede Nationers Sprog, sig til Redakteur af et lille Blad, kaldet "Rivejernet" samt til Bladets egen Bogholder, Inkassator og Omdeler. Goldschmidt, der har helliget Alexander Weyhe en lille Dagbogsarttkel i "Nord og Syd", fortæller, hvorledes Weyhes naive Ærgjerrighed viser sig paa en komisk Maade i en Artikel i "Rivejernet", hvori han drømmer, "at han er falden i Søvn i Søndermarken, og at en listig Engelskmand har benyttet hans Søvn til at afklæde ham og iføre ham nye Klæder istedenfor de gamle, fordi sidstnævnte skulde sendes til Hertugen af Wellington, der ønskede at eie Professorens mærkværdige Klæder tilligemed hans mærkværdige Parker. Endog et Markstykke, der laa i de gamle Klæder, ønskede Hertugen at eie, men lagde en engelsk Shilling i dets Sted. - Saa maadeholdende var den drømmende Lærdes Fantasi, at han i Tanken ikke begjærede Andet af den rige Hertug end en Shilling istedenfor en Mark!"

I "Rivejernet" benyttede Weyhe sig af en særegen Retsskrivning, og han indførte saaledes et Tegn "n" for den Lyd, der ellers betegnes med ng. Foruden de to nævnte Skrifter nævnes Weyhe ogsaa som Forfatter af følgende Skrifter: "exovergeneral von Hedemann og Alexander Weyhe deres høist märkvärdige sammenträf"; "Parnas, en samling af biographiske, topographiske og leilighedsdigte" (i forskjellige Sprog); "Menneskevännen eller Verden, som dän bör vära, et hvertredjädagsblad af tragikomisk og belärende Tendens" osv.

Efterat Alexander Weyhe havde mistet den aarlige Understøttelse af Chatolkassen, begyndte det som tidligere sagt hurtig at gaa tilbage for ham, og han, der daarlig forstod at erhverve endog det Lidet, han behøvede, kom snart til at lide formelig Nød, og dermed begyndte den vagabonderende Tilværelse, den oprindelig godt begavede Mand førte t de sidste 25 Aar af sit Liv. Hvem husker ikke at have læst hans Avertissementer i "Adresseavisen", hvori han for en Mark Timen tilbød Undervisning i alle levende og døde Sprog, særlig i Tamulisk og Mesopotamisk, ligesom han for samme Pris tilbød udenad at ville recitere hele det Nye Testamente paa Græsk for Lysthavende. Han havde sjelden nogen fast Bolig, men flyttede om fra Kvist til Kjælder og omvendt, men hvor han saa end boede, var hans Dør altid bemalet med Sententser og Ordsprog i de mest forunderlige Sprog.

I Aarene 1849-50 gik han over til Mormonismen, og det lod da en Tid til, at han skulde slaa sig op, idet han dels fik endel Sproginformationer blandt sine til Saltsøen udvandrende Troesbrødre, og dels blev en virksom Medarbeider af Mormonernes officielle Organ heri Norden: "Skandinaviens Stjerne". Han logerede dengang en Tidlang hos en Troesbroder, en svensk Skomager, der beboede en Kjælder i Løvstræde, og Nedskriveren af disse Linier besøgte ham engang der og fandt ham siddende mellem en Flok lys og langhaarede Svenskere, som han underviste i det engelske Sprog. Weyhe var imidlertid ligesaa lidt stadig i sin Tro som i noget Andet, og efter et Par Aars Forløb vendtr han atter tilbage til sin Barndomslære.

I 1855 gjorde Weyhe en stor Forandring; han giftede sig og lod sig den 1ste April borgerlig vie af Birkedommeren i Søndre Birk, nuværende Etatsraad Petersen. Borgerlige Vielser vare dengang ikke saa almindelige som nu, og flere Blade omtalte dengang hvorledes Birkedommeren havde udført Vielsen i fuld Uniform med Kaarde ved Siden og trekantet Hat paa Hovedet. Dette Ægteskab skaffede forøvrigt Weyhe sit første, men ikke sidste Sammenstød med Øvrigheden, idet han blev sat under kriminel Tiltale, fordi han havde nægtet at skaffe sin Kone Fødselshjælp. Det gik imidlertid stadig tilbage for ham. Han forfaldt til Drik og var tilsidst ganske henvist til Folks Godgjørenhed. Nøden og Elendigheden havde dog ikke formaaet at udrvdde al Selvfølelse hos ham, og det var en ejendommelig Stolthed hos ham, at han aldrig anmodede om Understøttelse til sig selv, men stadig talte om sig selv i tredie Person, som for Exempel: "Jeg kiender En, der havde Brug for et Par gamle Buxer", eller: "Jeg kjender En, der maaske kunde faa en god Plads, naar En vilde laane ham 5 Rd." osv.

Han blev nu mere og mere forfalden, og hans Klædedragt og hele Udseende bleve tilsidst saa anstødelige, at Politiet i December Maaned forrige Aar fandt sig foranlediget til at udlægge ham paa Ladegaarden, hvorfra han imidlertid blev dimitteret efter nogle Dages Forløb. I Januar Maaned d A. blev han imidlertid atter ved Politiets Foranstaltning udlagt paa dette sidste Tilflugtssted for de "Ulykkelige og de Forladte", der ere bukkede under for Livets Kamp, og den 25de Januar afgik han her ved Døden. 

Paa Ladegaarden opholdt han sig ikke mellem "den store Flok", men havde faaet sin Plads anvist i et Lokale, hvor de saakaldte "bedre Folk" anbringes. Den 25de om Morgenen klagede han over lidt Ildebefindende og sagde til Opsynsmanden: "Jeg kjender En, der kunde have godt af en Kop Hyldethe" Opsynsmanden vilde nu føre ham over til Lægen, men idet han nærmede sig ham for at hjælpe ham op fra Bænken, faldt Weyhe om i Armene paa ham og udaandede med det Samme.

Saaledes døde Alexander Weyhe, Herskeren over hundrede Nationers Sprog.

(Dagens Nyheder 6. februar 1870).

Alexander Weyhe blev raderet af Klæstrup. Ifølge en annonce i Dagens Nyheder 15. februar 1870 blev pladen dog ødelagt, så kun 10 eksemplarer overlevede og kunne fås hos Christian Mørch jun., Gothersgade nr. 16. Det solgtes også hos Israel, Rådhusstræde 9. for 3 mark, der dog en måned senere blev nedsat til 16 skilling.

Han blev nævnt i Sjællands-Posten (Ringsted) 22. maj 1900 i en serie om Københavns originaler. Artiklen har nogenlunde samme indhold som ovenstående.

En anden Person, som i Aarenes Løb blev til megen Plage for min Fader, var Alexander Weyhe.

Han var født paa Færøerne og i Fyrrerne kommen her til Byen for at uddanne sig i Sprog, hvortil han antoges at have et stort Talent. Min Fader og flere Andre tog sig af ham og forsøgte at hjælpe ham til at blive Student. Dette mislykkedes imidlertid fuldstændig, da Weyhe erklærede, at han hverken kunde eller vilde lære Mathematik. Imidlertid sank han bestandig dybere og dybere, dels fordi han var en trodsig Natur, som Folk snart blev kjed af at understøtte, og dels fordi han ikke var ganske fri for at søge Trøst for sine skuffede Forhaabninger ved Flasken. Han blev efterhaanden til en fuldstændig Karikatur, gik med lasede Klæder og et stort uredt Haar, der gav ham et saa afskrækkende Ydre, at man kunde blive bange for ham. Jeg husker saaledes tydelig, at ingen af vore Piger var at formaa til at lukke op, naar de havde nogen Mistanke om, at det var ham, der ringede. Selv min Moder var ikke rigtig hyggelig stemt, naar hun skulde lukke op for ham. Tilsidst gik han over til Mormonismen og skrev flere Skrifter om denne Lære.

At han vel i Grunden ikke har været rigtig klog, faar man det bedste Bevis paa ved at læse et Par af de Billetter, hvormed han formelig overdængede min Fader.

Han skrev saaledes en Gang:

"Skaf mig strax nogle Elever i Malaisk eller i Kymrisk, for at Danmarks Storfilolog ikke skal sulte ihjæl strax. (Underskrevet nogle uforstaaelige Tegn, som vel skulde betyde Weyhe.)

En anden Gang skrev han efter at have anbefalet sig som Lærer i Hebraisk:

- - - - - Vil De være saa god at examinere mig i Hebr., Chaldæisk, Arabisk, Æthiopisk, Persisk, Singalesisk, Hindustansk, Malayisk etc.??? Svar ønsker jeg allerhelst idag.

Ærb. 

A. Weyhe,

Stud. linguarius. 

Et af hans Breve ender saaledes:

- - - Forresten er det særdeles ønskeligt, at De paa anden Maade vilde staa mig bi idag, da jeg nu ikke har 1 Skiling, og som Følge af at jeg af Mangel paa nogle faa har måttet gå våd om Fødderne nu i mange Dage er bleven så syg at jeg næppe kan sidde oppe idag; og dog truer man med at smide mig ud imorgen, hvis jeg ikke kan betale 31/2 Rd, som jeg mangler til Husleje. Jeg må tilstå at dette Papir er temmelig dårlig at skrive på; men jeg er nødt til at bruge det, da jeg intet bedre Skrivpapir har kunnet få idag.

Med Høiagtelse, ærbødigst

Alexander Weyhe (Stormgade 5, på Kvisten), meget dygtig i næsten alle Europæiske Sprog, hvilket De let kan overbevise Dem om.

I et Brev fra en noget senere Tid skriver han:

Jeg er meget taknemlig til samtlige Professorer ved det philosophiske Fakultet, som pleje at holde Forelæsninger paa Universitetet (undt. v. Mehren, hvem jeg dog agter og elsker for hvad han tidligere har gjort imod mig).

- - - - -

Da Hr. Dr. Prof. v. Mehren baade i forrige og i dette Semester havde bekjendtgjort at ville holde både offenlige og private Forelæsninger i Arabisk og Hebraisk, hvilke jeg gjærne ønskede Adgang til, da jeg har læst mangfoldige Hebr. og Arab. Grammatiker, Lexika, Chrestomathier og andre Bøger; men da v. Mehren baade i September 1857 og et Par Gange senere har ligefrem smidt mig ud fra sine >> offenlige< Forelæsninger: saa vilde De gjøre mig en stor Velgjerning ved at skaffe mig Tilladelse til at freqventere samme. Det vilde være godt at faa Svar paa det, jeg skrev for nogle Dage siden jeg er i Fare for at maatte flytte idag af Mangel paa Husleie og derfor temmelig ilde tilpas.

Ærb.

Alex. Weyhe. 

Disse Breve havde som oftest et højst besynderligt Udseende; i Almindelighed vare de skrevne paa afrevne Stumper Papir, der tilmed ofte kunde være baade snavset og forkrøllet. Ofte var der hele Sider beskrevne med hebraiske, arabiske eller koptiske Skrifttegn, der maatte antages at være en Slags Indledning til den egentlige Text, der altid bestod i Anmodninger om Undervisningstimer i de ubegribeligste Sprog og i Lamentationer over, at han vilde blive smidt ud af den Leilighed, hvori han boede, dersom han ikke fik en Understøttelse. Undertiden indeholdt de en Slags Glossarier, som f. Ex. en Række persiske Ord med vedføjet Oversættelse paa færøisk.

Undertiden bragte han selv Brevene, men ofte fandtes de indstukne i Laasen eller under Døren.

I en Række af Aar efter denne Tid blev min Fader af og til belemret med Breve fra ham; og efter at jeg var bleven Student, kunde der ogsaa af og til falde et af til mig.

(Arthur Abrahams: Minder fra mine forældres hus [og Minder fra min barndom og tidlige ungdom], 1894 side 88-91)

På Google Books ligger et enkelt af hans værker:

Danske og færøske Samtaler til Brug for begger Nationer. 1846.

Selvangivelse for Tvveri. (Efterskrift til Politivennen)

Det er ikke saa sjeldent, at enkelte af de til Forsørgelse paa Ladegaarden henviste Individer for at udslippe for dette ubehagelige Opholdssted enten begaa en Forbrydelse eller paalyve sig en saadan. Søndagen den 25de Juli indfandt den tidligere flere Gange straffede Person Carl Edvard Melms, der var indlagt paa Ladegaarden, sig paa Politikamre: og angav, at han havde gjort sig skyldig i Tyveri, idet han, der samme Dags Eftermiddag havde overværet Gudstjenesten i Trinitatis Kirke, i den Stol, han blev lukket ind i, havde tilvendt sig en der henliggende Psalmebog, paa hvis Bind der stod, at den tilhørte Trinitatis Kirke, og stukket den i sin Lomme. Som Grund til, at han selv meldte sig som Tyv, angav han Ønsket om at blive befriet for at vare paa Ladegaarden, hvor Opholdet var ham utaaleligt. Han afgav endvidere Tilstaaelse om, at han for nogle Aar siden, medens han i længere Tid gik tilhaande hos to Værtshusholdere, havde af disses Pengeskuffer til forskjellige Tider stjaalet smaa Pengesummer til et Beløb af i det Hele omtrent en Snes Daler. Paa Grund af disse Tilstaaelser blev Melms anholdt og belagt med Arrest. Under de for Retten optagne Forhør vedblev Arrestanten sin Selvangivelse, men tilføiede, at han havde tilvendt sig Psalmebogen for ved dens Salg eller Pantsætning at blive straffet for Tyveri og saaledes undgaa Opholdet paa Ladegaarden, samt at han troede, al han allerede under de Sager, hvori han tidligere var bleven dømt, var straffet for de omhandlede Pengetyverier. Senere forklarede Arrestanten, idet han vedblev sine tidligere Forklaringer, at han strax, da han satte sig i Besiddelse af den omhandlede Psalmebog, gjorde det for at blive inddømt i Forbedringshuset og med den beslutning selv at melde sig som Tyv, hvorved han tillige havde til Hensigt at disponere over Psalmebogen for at skaffe sig Brændevin. Af Akterne i de mod Arrestanten tidligere anlagte Sagte i Forbindelse med de to omtalte Værtshusholderes Forklaringer fremgik det, at Arrestanten ikke forhen var straffet for Pengetyverierne. Men selv om Arrestantens Skyld i disse trods hans aldeles ubestyrkede Tilstaaelse har bevist, vilde der dog for saavidt ikke kunne paaføres ham noget Ansvar som Følge af, at han, hvis disse Tyverier vare blevne paadømte i Forbindelse med de Forbrydelser, hvorfor den seneste Dom af 31te Oktober f. A. overgik ham, ikke kunde være bleven idømt en høiere Straf end den, hvormed han blev anseet ved hin Dom. Hvad Arrestantens Forhold med Hensyn til Psalmebogen angik, var det vel godtgjort, at han havde sat sig i Besiddelse af den, der var vurderet til 2 Mk. og tilhørte Trinitatis Kirke; men da han ikke havde disponeret over den til egen Fordel, og hans Forklaring om, at han tildels tog Psalmebogen for ved Salget af den at skaffe sig Brændevin, ikke efter de fremkomne Oplysninger i deres Helhed turde antages for overensstemmende med Sandheden, fandt Resten ikke, at det kunde ansees for bevist, at Arrestanten i denne Henseende havde gjort sig skyldig i Tyveri, under hvilken Forbrydelse det ikke kunde henføres, at han havde taget Psalmebogen alene for at opnaa at blive dømt som Tyv og saaledes komme bort fra Ladegaarden. Kriminal- og Politiretten frifandt derfor Arrestanten for Aktors Tiltale, men tilpligtede ham ved Dommen at udrede Aktionens Omkostninger.

(Dags-Telegraphen (København) 12. oktober 1869)

Ludvig Theodor og Ane Cathrine Sander. (Efterskrift til Politivennen)

Ved folketællingen 1845 optræder den da 20-årige arrestant og muurlærling Ludvig Theodor Sander som boende i Kattesundet 114 B og 122 B, stuen. Ved folketællingen 1860 optræder såvel den 42-årige skrædersvend Christian Ernst Sander og den 35-årige murersvend på fattighjælp Ludvig Theodor Sander som boende i stadens civile arresthus (Hestemøllestræde og Nytorv). De begyndte at optræde i aviserne i 1860:

Tyveri. Under en af Criminal- og Politiretten den 3die April paakjendt Justitssag, der var anlagt imod Arrestanterne Brødrene Ludvig Theodor Sander og Christian Ernst Sander respective for Tyveri og Meddelagtighed i denne Forbrydelse, blev det ved den af Sidstnævnte afgivne Tilstaaelse, der stemmer med flere under Sagen tilvejebragte Oplysninger, godtgjort, at han, efter at have Tirsdagen den 12te Juli f. A. begivet sig ned i Hosekræmmer Schous Boutik i Forening med Arrestanten L. T. Sander for at see Leilighed til at forøve Tyveri, har der indledet en Samtale med den tilstedeværende Boutiksvend for at aflede hans Opmærksomhed fra L. T. Sander, hvilket ogsaa lykkedes, idet denne borttog et til 5 Rd. vurderet Par Beenklæder. For dette Forhold blev Skrædersvend C. E. Sander, der er født i 1819 og tidligere straffet, nu dømt til Forbedringshuusarbeide i 2 Aar. Hvad derimod angaaer Muursvend L. T. Sander, der er født i 1825 og ligeledes tidligere straffet, fandtes der ikke imod hans vedholdende Benegtelse at være tilvejebragt tilstrækkeligt Beviis for, at han har deeltaget i det ovennævnte Tyveri, ligesom han heller ikke iøvrigt blev overbeviist at have gjort sig skyldig i denne Forbrydelse, og han blev følgelig frifunden, dog efter Omstændighederne kun for Actors videre Tiltale.

(Flyveposten 13. april 1860)

Ved folketællingen 1860 optræder desuden den 40-årige skrædersvend Christian Ernst Sanders boende på Ladegården. Ane Cathrine Hartvig var født på Fødselsstiftelsen den 28. august 1821. Hun stod ved folketællingen 1860 som gift, formentlig med Ludvig Theodor.

Udfaldet med at benægte alt synes at have haft den effekt at han i senere sager kategorisk benægtede sig skyldig. Af Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. juli 1863 fremgår at han ved Kriminal- og Politiretten for offentlige sager i København den 20. juli 1863 var tiltalt for løsgængeri og flere gange tidligere straffet. Sagen blev henvist til Kriminal- og Politiretten. I 1863 optræder han igen i forbindelse med Kriminal- og Politirettens offentlige politisager, den 12. december 1863 - også her benægtede han alt:

6) Sluttelig foretoges en Sag imod Arrestanten Ludvig Theodor Sander for Betleri og Gadeuorden. Efter den Forklaring, som afgaves af Vidnerne i Sagen, havde Arrestanten den 8de d. M. om Aftenen paa Gaden henvendt sig til dem for at betle, hvorefter det ene Vidne havde givet ham 4 sk, det andet ½ sk, i den Tanke, at det var en Fiirskilling. Herover var Arrestanten bleven vred, havde kastet Halvskilllingen paa Jorden, og derefter formodentlig ved en Fejltagelse slaaet det Vidne paa Øret, som havde givet ham 4 sk. Arrestanten nægtede denne Forklarings Rigtighed, idet han paastod, at det netop var Vidnerne, der havde tigget af ham, og at det var ham, der havde givet dem 8 sk, hvoraf de havde givet ham 4 sk tilbage med den Bemærkning, at Arrestanten nok selv var fattig. Efter at have forladt Personerne traf han dem senere igjen og traadte da, for at overbevise sig om, at det virkelig var dem, hen til dem med Bøn om Almisse, "da han ikke troede, at det kunde kaldes Betleri, at bede om de 4 sk tilbage, han kort iforveien selv havde givet dem", og ved denne Lejlighed snublede han saaledes, at hans Haand faldt paa en af Personernes Øre. Da Arrestanten vedblev sin Nægtelse af at have gjort sig skyldig i de paasigtede Forbrydelser, bekræftede Vidnerne deres Forklaringer med Ed, hvorefter Sagen henvistes til Paakjendelse af den samlede Ret, idet Dommeren skjønnes, at Arrestanten paa Grund af de ham tidligere overgaaede Straffedomme fortjente en større Straf, end Afdelingsretten kunde idømme.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. december 1863)

Theodor Sander var nu blevet et kendt ansigt hos politiet, og dette gjorde at der blev holdt øje med ham:

Tvende Betlere. Da Politibetjent Nr.  204 den 19de Februar om Eftermiddagen bemærkede Ludvig Theodor Sander - der oftere er straffet, navnlig med 2 Aars Forbedringshuusarbeide for Tyveri - at drive om med en Snedkersvend Christian, fulgte han efter for at iagttage dem. Han saae da. at de, efter at have ringet paa en Port, blive lukkede ind. Betjenten ringede ogsaa paa, blev lukket ind og stillede sig i Forstuen. Herfra bemærkede han, at Personerne gik op paa anden Sal, hvor en Dør, efter at være aabnet, ligesaa hurtigt blev smækket i, hvorefter Sander med sin Ledsager begav sig op paa 3die Sal hos en Præst, hvorpaa de kom nogen Tid efter, hviskende til hinanden, tilbage. Idet Sander fik Øie paa Betjenten, puttede han et hvidt Lommetørklæde i Hast ind paa Brystet. Paa Betjentens Tiltale svarede Sander uartigt, kaldte ham en Laps og spurgte, om han vilde anholde "en agtet Borger i Staden". Sander blev derefter tilligemed sin Kammerat bragt til Politistationen. Under den derefter indledede Undersøgelse oplystes det, at Sander havde for Præsten beklaget sig over, at han var meget ulykkelig og havde Kone og 6 Børn at forsørge (Sander er gift med Ane Cathrine Hartvig, der er oftere straffet, navnlig med 4 Aars Forbedringshuusarbeide for Tyveri, og med hvem han har et Barn). Da Præsten bevæget herover, havde leveret Sander 3 Mk., erklærede hans Ledsager, at det ikke kunde være nogen Hjælp for ham, hvorefter Præsten, for ogsaa at blive af med ham, havde givet ham 1 Rd. Ved Kriminal- og Politirettens Dom bleve Sander og hans Kammerat - der ikke findes førhen straffet - for Betleri ansete med resp. Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage og simpelt Fængsel i 6 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. marts 1864)

Han var kommet på politiets liste over mistænkelige personer, hvilket fremgår af Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret offentlige del hvor han den 22. april 1864 blev henvist til den samlede ret, idet han tidligere havde været dømt til fængsel på vand og brød i 5 gange 5 dage. Årsagen var at han havde overtrådt tilholdet til politiprotokollen over mistænkelige personer. Dette skete igen i juli 1864. Nogle aviser påstod at hans kone i mellemtiden var død på Christianshavn straffeanstalt, men det kan ikke være sandt:

Overtraadt Polititilhold. Mandagen den 18de Juli sidstleden blev den mistænkelige Ludvig Theodor Sander, hvis Personlighed vil være bekjendt fra den offentlige Politiret afleveret af Fattigvæsenet til Ladegaarden, paa Grund af, at han var uden lovligt Erhverv og Midler til sit Underhold. Strax efter gik han fra "Gaarden" gjennem et Stald-Vindue, hvorfra Jernstængerne fandtes brækkede, for at søge Arbeide ved Murprofessionen, hvorved han er bleven Svend. Dagen efter blev han der intet Arbeide havde kunnet faa, anholdt af Politiet. Arrestanten - der er født den 22de August 1825, oftere straffet og blev Enkemand i afvigte Mai, da Konen døde i Straffeanstalten paa Christianshavn, hvor hun den 14de Juli 1863 var bleven inddømt paa 4 Aar - blev af Kriminal og Politiretten for overtraadl Tilhold nu anseet med Arbeide i Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt 150 Dage.

(Dags-Telegraphen (København) 10. august 1864).

Ludvig Theodor Sander. Født 22. oktober 1825 i København. Beskrivelse: “Ludvig Theodor Sander, født i Kjøbenhavn d. 22/10 1825. Har været straffet for Tyveri med 30 D Vand og Brød samt 2 Aars Forbedringshuusarbeide, ligesom han ogsaa er straffet for overtraadt Tilhold og Betleri. – Oftere anholdt, men tilstaaer aldrig. Han er drikfældig, krakilsk og ondskabsfuld. Han forfører gierne andre til at udføre Forbrydelser. 21”. (1864). Foto og tekst fra Genealogisk Forlag.

Ved den offentlige politiret den 5. maj 1866 blev han idømt 12 dages tvangsarbejde for at betle. Også her nægtede han sig skyldig idet han forklarede at han kun havde bedt om at få lidt arbejde. Ved den offentlige politiret den 1. juni 1866 blev han idømt 18 dages tvangsarbejde for at betle. Ved den offentlige politiret den 13. juli 1866 blev han idømt 30 dages tvangsarbejde for at betle. Denne gang tilstod han for første gang. Ved den offentlige politiret den 20. september 1866 blev han henvist til den samlede ret for bl.a. at have været oppe hos en justitssekretær og forlangt 4 mark til husleje til sig selv, konen og 6 uskyldige børn, men kun fået 1 mark. Sagen om overtrædelse af tilholdet kom for Højesteret i 1867:

Mandagen den 17de December, Nr. 320.

Advocat Levinsen
contra
Ludvig Theodor Sander (Defensor Buntzen),

der tiltales for Løsgængeri og Betleri.

Criminal og Politirettens Dom af 17de November 1866: "Arrestanten Ludvig Theodor Sander bør straffes med Arbeide i Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt i 180 Dage samt udrede Sagens "Omkostninger." At efterkommes under Adfærd efter Loven".

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Advocat Levinsen og Justitsraad Bungen for Høiesteret betaler Tiltalte 10 b. til hver.

I den indankede Doms Præmisser, hedder det: "Da Arrestanten Ludvig Theodor Sander, som er langt over criminel el Lavalder og blandt Andet ved Høiesterets Dom af 11te October 1865 i Medfør af § 11 § 1 i Lov af 3die Marts 1860 om Straffen for Løsgængeri er anseet med Arbeide i Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt i 180 Dage, og senest ved nærværende Rets Dom af 29de Septbr. d. A. efter samme Lovs § 3 med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, ved egen af det iøvrigt Oplyste bestyrkede Tilstaaelse er overbeviist at have, mod et ham til Kjøbenhavns Politiprotocol over mistænkelige Personer under sædvanlig Straffetrusel den 18de Septbr. d. A. givet Tilhold, unddraget sig Fattigvæsenets Forsorg, idet han den 7de October s. A. er udebleven fra Ladegaarden, hvor han var udlagt, og ikke vendt tilbage, da han den næste Dag blev anholdt, og derhos at have gjort sig skyldig i Betleri, vil han være at dømme efter fornævnte Lovs § 1 cfr. § 5, og findes Straffen at kunne bestemmes til Arbeide i Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt i 180 Dage".

(Højesteretstidende 11. januar 1867)

I 1868 var den igen gal

- Under Patrouilleringen paa Toldbodveien blev en Betjent af nogle Folk gjort opmærksom paa, at en Mandsperson og et Fruentimmer tiggede paa en høist paatrængende Maade af de Forbigaaende inde i Grønningen henad mod Østerport. Han begav sig derhen og fandt snart de Tiggende, der vare Rettens gamle Bekjendte Ludvig Theodor Sander og hans Hustru Ane Cathrine Hartvig. Ved en paa deres Person foretagen Visitation fandtes han i Besiddelse af 5 sk og hun af l sk, men de negtede bestemt at have gjort sig skyldige i Tiggeri. Sagen mod dem blev henviist til Behandling af den samlede Ret.

(Flyveposten (København) 7. juni 1868.

Strafferammen var efter de gentagne domme blevet så høj at den offentlig politiret ikke længere kunne afgive domme, men måtte henvise til den samlede ret.

Fornærmelser imod Politiet m. M. Den Politiet og Retten velbekjendte Ludvig Theodor Sander, der i en Række af Aar hyppigt har været tiltalt og straffet for Løsgængeri og Betleri, udeblev den 21de Juni d. A., da han havde Udgangstilladelse, fra Ladegaarden, hvor han var indlagt, og drev derefter omkring uden Logis og Erhverv, indtil han den 26de s. M. om Eftermiddagen blev anholdt i Murergade af Politibetjent Nr. 166, Johansen. Under Transporten til Politistationen udviste Arrestanten en ustyrlig Adfærd og gav fornævnte Betjent med Haanden et Slag i Ansigtet, som dog ikke medførte videre Følger. Arrestanten, der under Forhøret paastod, at han ved den ommeldte Leilighed havde været beruset, og Intet kunde erindre om det saaledes Passerede, kunde imidlertid, efter hvad der blev oplyst, ikke antages at have været det i en Grad, der kunde have Indflydelse paa hans Tilregnelighed. Ved den paa Politistationen foretagne Visitation blev Arrestanten funden i Besiddelse af en med Underskrift "Brøchner, Læge" forsynet Skrivelse, der indeholdt en Anbefaling til godgjørende Mennesker om Hjælp for Muursvend H. E. Sander. Skjøndt der var en høi Grad af Formodning for, at dette Dokument var falsk, var dette dog ikke fuldstændigen godtgjort, ligesaalidt som det mod Arrestantens Benægtelse var beviist, at han enten havde benyttet det eller havt til Hensigt at benytte det. Derimod var det ved den foranførte Politibetjents og tvende Vidners med Ed bekræftede Forklaringer beviist, at Arrestanten havde tildeelt Betjenten det ommeldte Slag, ligesom Arrestanten ogsaa vedgik, at han trods det ham af Politiet ved hans Indlæggelse paa Ladegaarden den 9de Juni d. A. under sædvanlig Straffetrusel givne Tilhold havde unddraget sig fra det ham af Fattigvæsnet saaledes anviste Opholdssted. Arrestanten, der er 43 Aar gl., er siden 1861 ikke mindre end 16 Gange straffet for Løsgængeri og Betleri, og desuden 2 Gange for Tyveri samt 1 Gang for ulovlig Omgang med Hittegods. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev han nu anseet deels efter Lov af 3die Marts 1860 § 1, deels efter Straffelovens § 100 med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød. (B. Td.)

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 2. september 1868)

Ved den offentlige politiret den 4. november 1868 henvistes atter til den samlede ret efter tiltale for betleri. Sander påstod at overtrædelse af tilholdet skyldtes at han havde højtideligholdt sin "Geborsdag" ved en lille festlighed der trak ud over kl. 10. Hustruen Ane Cathrine fik samme afgørelse. Parret var for retten 25. februar 1869, igen for betleri, denne gang i Nyboder (Delphingade). De blev pågrebet med 28½ sk. De nægtede alt for ikke at få "noget vrøvleri i bladene", og sagen blev henvist til den samlede ret. Ved folketællingen 1870 optræder den nu 48-årige Ane Cathrine Sander, født Hartvig som boende på Ladegården:

En kort Fornøielse. I Mandags blev den Politiet og Retterne velbekjendte Ludvig Theodor Sander efter sin indtrængende Begjæring dimttteret fra Ladegaarden, efterat han havde opfyldt de for Dimissionen fastsatte Betingelser. Hans Kone blev derimod tilbage og blev i Torsdags overflyttet til den nye Afdeling paa Fattiggaarden. Neppe var han imidlertid kommen udenfor Anstalten, før hans gode Forsætter vare bortvejrede; de Penge, hvoraf han havde været i Besiddelse, vare i Løbet af et Par Dage udgivne, og han begyndte nu paa sin gamle Levevei, at vandre fra Dør tll Dør for at tigge. I Fredags lagde en af de patrouillermde Betjente Mærke til ham, der gik i Nærheden af Ladegaarden  og ikke lod Nogen passere sig forbi uden at bede om en lille Gave. Betjenten fandt derfor Anledning til al anholde Sander, der imidlertid satte sig tll Modværge og sparkede og slog Betjenten, saa at denne var nødsaget til at modtage Bistand af de Forbigaaende for at faa ham afsted, indtil en anden Betjent kom tll Assistance, og nu blev han formelig trukken til Politikamret, idet han stadig gjorde Forsøg paa at slaa og paa at faa en Kniv op af Lommen, med hvilken han truede med at ville nedstøde sine Bevogtere. I hans Lomme fandtes der et Klagebrev fra hans paa "Gaarden" efterladte Halvdel, hvori hun lovede at ville møde ham i Fredags trods alle de Hindringer, man vilde lægge hende iveien (f. Ex. ved at gjemme hendes Klæder), og i Fredags Eftermiddags lykkedes det hende virkelig ogsaa at undslippe, mm hun blev allerede anholdt igaar Morges, og en foretagen Visitation godtgjorde, at Tiggerhaandværket ogsaa for hende i den korte Tid havde været ret indbringende.

(Dags-Telegraphen (København) 15. maj 1870).

Forsøg paa Pengeafpresning ved Trudsler. Under denne Overskrift meddelte vi i vort Tirsdagsnumer, at en herboende Dame, hvis Mand var fraværende, havde været Gjenstand for et ligesaa dristigt som grovt Forsøg paa ved Trudsler at afpresse hende Penge. Da Damen lykkelig og vel var bleven fri for Voldsmanden og hans kvindelige Ledsagerske, skyndte hun sig op paa Politikamret og gjorde Anmeldelse om det Forefaldne til en Opdagelsesbetjent, som strax ved at høre Signalementet var paa det Rene med sig selv om, at den Paagjældende maatte være den bekjendte frække Husbetler Ludvig Theodor Sander, der har tilbragt en lang Række Aar afvexlende i Landets Varetægtsarrester og Straffeanstalter og paa Tvangsarbeidshuset ved Ladegaardsaaen, samt hans stadige Ledsagerske og saakaldte Kone, Marie, et ligeledes til Ladegaardens faste Stok henhørende Fruentimmer. Det hæderlige Par, Sander og Marie, blev nu anholdt og konfrontere med Damen, som strax gjenkjendte dem, hvilket ikke er saa underligt, da Sander er en høi, kraftig bygget og vildt udseende Bandit, hvis Udseende man ikke saa let glemmer. Da Sander mærkede, at det ikke kunde hjælpe ham at nægte det Hele, indrømmede han at have været oppe hos den omtalte Dame for at tigge, men benægtede paa det Bestemteste at have anvendt Truster, "Noget, han var altfor klog en Mand til". Sanders Ry som en fræk og dumdristig Betler - han hører saaledes til dem, som, naar Døren bliver aabnet af en Dame, gjerne indleder Samtalen med at sætte Foden indenfor Døren, saaledes at denne ikke kan lukkes - er imidlertid altfor velbefæstet, til at han skulde kunne gjøre sig Haab om at slippe saa let, og han er foreløbig belagt med Arrest, medens Sagen verserer ved 1ste Kriminalkammer, hvor man forhaabenlig nok vil vide at finde Midler til at faa Sandheden ud af ham og hans Livsledsagerinde.

(Dagens Nyheder 29. april 1871)

Hvor avisen har fået den oplysning at konen hed Marie er uvist. Sagen kom for igen den 15. maj 1871 hvor sagen blev henvist til den samlede ret. Herefter ser det ud til at ægteparret skiftede taktik:

Tiggeri. Det Politiet velbekjendte og oftere straffede Ægtepar Ludvig Theodor Sander og Hustru havde i den senere Tid drevet omkring paa forskiellige Steder heri Staden og tigget under Skin af at sælge Piecer og Blade, som de kjøbte hos en Boghandler i Holmensgade. Paa denne deres Vandring kom de en Dag op i et Sted i Vingaardsstræde, hvor en Herre, der netop kom ned ad Trappen, traf dem, ringende paa en Dør i Stueetagen. Idet Herren vilde passere forbi dem, nærmede Sander sig ham og lod paa en temmelig nærgaaende og uforskammet Maade adskillige Ytringer falde, der gik ud paa at faae en Almisse af ham, idet han bl. A., da Herren foreholdt ham, at han var stor og stærk nok til at arbeide, svarede, at han ikke vilde arbeide, og at han ikke vilde føde ham og hans Lige. Da Herren derpaa forlod ham og der kom flere Folk tilstede, bortfjernede Sander og Kone sig ud af Stedet. En Dag i Begyndelsen af forrige Maaned besøgte Sander og Kone en paa Strandpromenaden boende Enkefrue, for hvem Sander i meget pæne Udtryk, saasom: "Modige Frue! undskyld min Dristighed", beklagede sin Nød og foreviste nogle Bøger og Lykkeblade, som han bad hende om at kjøbe, hvorpaa Fruen, tildeels for at blive ham og Kone qvit, kjøbte nogle af dem. Nu begyndte Sander at blive veltalende og klagede over, at hans Kone, den kjære Sjæl, aldeles Intet havde nydt den Dag, og at han selv i 6 Uger havde ligget paa Hospitalet, hvorfor Fruen beværtede dem med Mad og Kaffe. Da de vare færdige med at spise, begyndte Sander med at recitere endeel Vers for Fruen, hvoraf Resultatet blev, at Sidstnævnte paa Sanders og Kones Anmodning herom forærede Konen en Chemise, hvorefter de begge gik deres Vei. Efterat Ægteparret var blevet anholdt og Sag imod Sander og Kone i ovennævnte Anledning havde været foretaget ved den offentlige Politiret og derfra var bleven henviist til den samlede Criminal- og Politiret, vedgik de Begge, efterat Sander først som sædvanlig havde forsøgt paa at gjøre Benægtelsessystemet gjældende, at have paa den ovenanførte Maade gjort sig skyldige i Betleri. Ved Criminal- og Politirettens Dom bleve de Begge efter Lov af 3die Marts 1860 § 3 ansete med Arbeide i Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt, Arrestanten Sander i 90 Dage, og hans Hustru, Arrestantinden, i 80 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. juni 1872)

En "forloren" Socialist. I den offentlige Politirets Gaarsmøde var den noksom bekjendte Ludvig Theodor Sander fremstillet i Forening med sin Kone Ane Cathrine, f. Hartvig. Det værdige Ægtepars Levnedsløb er bekiendt nok, og om dets forskiellige "Stadier paa Livets Vei" indeholde Retsprotokollerne, navnlig for Mandens Vedkommende, en stor Mængde Data, idet hans Liv for Størstedelen er henrundet i Landets Tvangsarbeids- og Straffeanstalter. Det var atter denne Gang deres gamle Tilbøielighed til Betleri, der havde bragt dem for Skranken. En Herre, der kom op ad Trappen i et Hus i Vimmelskaftet, fandt Sander staaende foran en Dør; ved at se Herren vendte han sig om, og idet han spærrede Veien for ham, bad han om Tilladelse til at tale et Par Ord med ham, hvorpaa han sagde: "Kom frem Mutter og vis Herren dine smukke Sager!" Konen foreviste derpaa en Bunke Viser, hvorpaa Sander ytrede, at han var en paa Grund af Striken arbeidsløs Murer, og at han skulde forsørge Kone og ti Børn, hvilket Sidste er usandt, da han ingen Børn har. Da Herren opfordrede ham til at arbeide, svarede Sander "Vi ville ikke arbeide. vi ville ikke trælle længere for Dem og Deres Lige", og gik ind paa Livet af ham. Ved Larmen kom flere Folk til, hvorpaa Sander og Kone bleve anholdte; men da Antallet af de dem overgaaede Domme er saa stort, at den offentlige Ret ikke kan idømme dem den Straf, der tilkommer dem, henvistes Sagen til den samlede Ret.

(Dagbladet (København) 16. maj 1872)

I Dagbladet (København) 18. maj 1872 blev denne episode atter nævnt som et eksempel på hvordan socialistisk agitation indvirkede på pøbelen i København. Artiklen er mindre end 2 uger efter Slaget på Fælleden 5. maj 1872.

Ane Cathrine Hartvig blev dømt ved Højesteretsdom 1. september 1874 for tyveri og bedrageri. Hun var ved Københavns Kriminal- og Politiret den 4. juli 1874 dømt til forbedringshusarbejde i 18 måneder. Herefter blev aviserne stille om ægteparret. Ved folketællingen 1880 ses Ludvig Theodor Sander (54 år) at bo til leje Amaliegade 26 & 28, forhuset (Almindelig Hospital), det kan have været endestationen for ham. Ane Cathrine er ikke til at finde i den folketælling.

Ladegaardslemmer. (Efterskrift til Politivennen)

Kjabenhavns offentlige Politiret.

1ste Afdeling Assessor Sporon (istedenfor Assessor Gudenrath)

- Den samlede Ret vil om kort Tid træde sammen for at fælde Dom over den paa Ladegaarden bosatte, til de Mistænktes Protokol henhørende Madam Caroline Vilhelmine Christensen som trods et Polititilhold har unddraget sig Fattigvæsenets kjærlige Forsorg og gjort Udflugter paa Assistenskirkegaardens Enemærker.

- Helligbrøde skilte Tjenestekarl Hans Petersen af med 1 Rd.

- Politiet har for længere Tid siden underrettet Jacob Petersen om, at han, naar han blev dimitteret fra Ladegaarden, havde hver Mandag Eftermiddag at melde sig ved Protokollen over de mistænkelige Personer. Jacob Petersen er imidlertid bleven dimitteret fra Ladegaarden uden nogensinde at melde sig ved den omtalte Protokol, og han vil derfor vistnok i et senere Retsmøde blive dømt, naar alle fornødne Oplysninger ere indhentede.

- Naar Sommervarmen er saa stærkt som iaar, er der ikke rigtig rart paa Ladegaarden, og det er derfor heller ikke noget Under, at saa mange "Lemmer" forlade Anstalten i denne Tid og sælge Garderoben, som ikke er strengt nødvendig i denne tropiske Hede. Fabrikarbeider Hans Pedersen Hjelm findes ogsaa blandt Flygtningene fra Anstalten, hvor Politiet har befalet ham at blive, og ham vil ogsaa den samlede Ret dømme for hans Forseelse.

(Dags-Telegraphen (København) 19. juli 1868)

Evaldsgade. (Efterskrift til Politivennen)

En Tumleplads før Uorden. Paa Hjørnet af Ladegaardsaaen og Evaldsgade ligger der en temmelig stor Byggegrund, som efter Sigende tilhører Raadmand Bülow, og som ikke er indhegnet. Dette Sidste er til stor Gene for Beboerne i Evaldsgade. Der er nemlig i denne Gade 3-4 Beværtningssteder, som især søges af Ladegaardens Befolkning. Navnlig om Søndagen beruser denne sig her; man seer de drukne, støiende Ladegaardslemmer blive kastede op fra disse Kjældere og slæbte hen paa den nævnte aabne Plads, hvor der da forefalder lidet opbyggelige Scener. Fremdeles have Vagabonder af alle Slags, Drengene fra Fattiggaarden osv. valgt Pladsen til deres Yndlingsopholdsstid og foretage der farlige Evolutioner med de Oplag af Tømmer og Brædder, som ofte findes henlagte der; for nogle Dage siden have de endog itubrækket omtrent en halv Snes Alen af Plankeværket til Tømmermester Sells Eiendom. Man tillader sig at henlede Politiets Opmærksomhed paa denne Tumleplads for Uorden og at henstille, om det ikke burde paalægges Vedkommende at indhegne Pladsen. x.

(Dags-Telegraphen 10. august 1866).

Flyveposten meddelte den 15. august at ejendommen matrikelnummer 36 V 1 C i evaldsgade er under matrikelnummer 259 af rådmand F. C. Bülow tilskødet landinspektør L. Benzon for købesum 588 Rd. På daværende tidspunkt boede andre prominente personer i Evaldsgade, bl.a. kancelliråd, fhv. herredsfoged i Slesvig Knudsen (nr. 9) og kammerråd og fhv. vandbygningsinspektør i Husum Grove (nr. 4), nysølvsfabrikant J. Jørgensen (nr. 6).

Anmodning til Sundhedskommissionen. For nogen Tid siden var der i dette Blad optaget en Artikel, hvori der ankedes over det Uvæsen, der af Fattiggaardens ungdommelige Befolkning drives paa den ligeoverfor bemeldte Gaard, paa hjørnet af Evaldsgade og Dosseringen ved Ladegaardsaaen beliggende, Raadmand Bülow tilhørende Byggegrund. I denne Artikel opkastedes der tillige et beskedent Spørgsmaal om, hvorledes Raadmand Bülow kunde unddrage sig den enhver Eier af en ubebygget Grund paahvilende Pligt til at indhegne denne, og om han maaske kunde takke sin Stilling som Raadmand for, at der hidtil ikke er givet han noget Paalæg i saa Henseende. Men Pladsen ligger endnu, som den har ligget i flere Aar, aldeles aaben og benyttes stadig af den ovennævnte Ungdom til ikke liden Gene for de Omboende. Der er imidlertid en væsentlig Ulempe ved hele denne Sag, som ikke blev tilstrækkelig akcenturet i Artiklen, og som jeg derfor skal tillade mig at fremdrage i det Haab, at den muligvis vil kunde foranledige Sundhedskommissionen til at skride ind. Denne Byggeplads benyttes nemlig ikke alene af Ungdommen, men ogsaa af en utallig Mængde forbipasserende voxne Personer til derpaa at tilfredsstille visse Fornødenheder; navnlig er Plankeværket ind til den tilgrænsende Have meget benyttet i denne Retning. At en slig Trafik i denne Tid, da Koleraen spøger rundt omkring os, er aldeles utilstedelig, vil vistnok indrømmes, især da jeg kan forsikre, at Omegnen til sine Tider, naar ikke en velgjørende Regn paatager sig at skylle efter, er plaget af en utaalelig Stank. Der synes derfor at være at Anledning for Sundhedskommissionen, der, som bekjendt, med Strenghed vaager over, at ikke en, om end nok saa ringe Mængde Kogjødning strømmer ud i Gadernes Rendestene, hvor det dog kan antages snart at ville blive skyllet bort, til at forebygge dette Uvæsen for Fremtiden, og man tør maaske nære det Haab, at Kommissionen vil have tilstrækkeligt moralsk Mod til at give Raadmanden et Tilhold om at opfylde sin Pligt.

(Dags-Telegraphen 7. september 1866).

Nørrebroes Ungdom. Isøndags var jeg i Besøg i en Eiendom i Smedegade og blev ved den Lejlighed Øienvidne til et Optrin, som fortjener offentlig at paatales, saameget mere som jeg hørte, at hvad der dengang passerede, skal være Noget, man saa jevnlig kan være Vidne til. Saavel i nævnte Gade som i Evaldsgade fandt nemlig i Eftermiddagens Løb storartede Slagsmaal Sted mellem en talrig forsamlet Ungdom, der var deelt i forskjellige større og mindre Afdelinger. De Kamplystne vare næsten alle bevæbnede med Stokke og Stylter, ja, en stor Mængde endog med Jernsabler, de Sidste skulle efter hvad man sagde være fra Fattiggaarden. Gaderne gjenløde af en idelig Raaben og Skrigen, og i al den Tid, dette Uvæsen stod paa sig (jeg tør sige i flere Timer), saaes ikke en eneste Politibetjent. Maaskee høre de nævnte Gader ikke til dem, der ere undergivne stadigt Polititilsyn af patrouillerende Betjente; men det er dog utænkeligt, at Politiet paa Nørrebro skulde være uvidende om disse skandaleuse Optrin, som have gjentaget sig flere Søndage, og der burde derfor sættes en Stopper derfor. Men Blaagaardsqvarteret hører nu engang ikke til de velsete Qvarterer. G.

(Flyveposten 2. november 1866)

Kjøbenhavns offentlige Politiret April 1866. Efterskrift til Politivennen)

1ste Afdeling, Assessor Holmblad.

Onsdagen den 4de April.

- Indtil den 1ste November 1870 forbyder Loven af 30te Januar 1861 al mulig Fangst af Stære, Stillidser, Meiser osv. osv. og alle andre mindre Sangfugle under en Mulkt fra 1 til 25 Rd i tidsrummet fra 30te Januar til 1ste November. Alligevel har Skibstømrer Petersen forleden med Held ageret Fuglefænger paa Kongens Enghavevei, men Politiet fratog ham hans Fangst, og da de smaa Sangere allerede atter ere satte i Frihed, vil Petersen for denne Gang ikke blive mulkteret for at have taget sig den Frihed at fange Fugle, men kan slippe med en Advarsel.

- Vognmandskarl Niels Frederiksen udredede 4 Mark for mangelfuldt Tilsyn med en Vogn.

- Vognmand A. Thomsen var ogsaa tiltalt for mangelfuldt Vogntilsyn, men Sagen mod ham udsattes atter idag. Hans Broder, Vognmand Jens Thomsen, havde givet Møde som Vidne og vilde betale Mulkten for den Tiltalte for at slippe for oftere at give Møde i Retten, men da hans Tone og Ord vare mindre passende, blev hans Tilbud ikke modtaget, hvorimod han blev anmodet om snarest mulig at forlade Retslokalet, da der ellers let kunde vanke Mulkt.

- Da Høker Borup kun ganske lidt har overtraadt den Tidsfrist, inden hvilken han havde at anmelde et hos ham logerende Ladegaardslem til Assistenten, slap han denne Gang med en Advarsel.

- Den bekjendte "Ubekjendte", der tidligere paa Nørre- og Østerbro afkjøbte Ladegaardsmændene deres gode, blaastribede Skjorter, synes nu at være flyttet. Idet mindste fortælle Skjortesælgerne nu altid i Retten, at de traf den "Ubekjendte" paa Kjøge Landevej. Peter Hans Petersen havde gjort en Forretning med ham om en Skjorte, men da Beklædningsgjenstanden tilhører Fattigvæsenet, maa han betale Salget med at udføre Tvangsarbeide i 12 Dage. 

- Peter Person eller Petersen fra samme Institut maa arbeide tvungent i 30 Dage, fordi han atter har betlet.

- Og Ludvig Severinus Hansen skal for den samlede Ret, da han, som ikke har Udgangstilladelse om Søndagen fra Ladegaarden, selv har brudt Hul paa Muren og paa et Plankeværk for at muntre sig lidt i det Frie, skjøndt et Polititilhold har truet ham med Straf, hvis han unddrog sig Fattigvæsenets Omsorg.

(Dags-Telegraphen (København) 5. april 1866)

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Tirsdagen den 10de April.

- Jernhandler A. Petersen maa bøde 2 Rd. til Fattigkassen, fordi han ikke bar indhentet Politiets tilladelse til at drive Handel med gammelt Jern, Ben, Klude osv. i en Kælder, som ved senere Undersøgelse har vist sig aldeles umulig til at opfylde de Betingelser, som Sundhedspolitiet stiller til Jernkræmmernes Kjældere.

- Direktøren for det i "Valhalla" musicerende Selskab, Hr. Jul. Høyer, vil ved Politidirektørens Protokol blive mulkteret, fordi han forleden Aften før en Helligdag har ladet musicere senere end Kl. 11 Aften; men derfor maa dog Restauratør Hartvig, som har leiet Restaurationen i "Valhalla', alligevel betale 1 Mark for Helligbrøden. da han maa være ansvarlig for, hvad der skeer i hans Lokale.

- Manglende Bevis friede Droskekudsk Hans Larsen, der var sigtet dels for at have negtet at kiøre for en Passager, dels for uforsvarlig Kjørsel og dels for ikke at have villet opgive sit Navn til Politiet.

- I næste Møde vil det blive oplyst, om det forleden Nat var betalende Gjæster eller Inviterede, der efter Midnat vare i Værtshusholder J. S. Mouritzens Beværtning paa Nørrebrogade.

- Vognmand P. Petersen, som var sigtet for at have spildt af den af ham paa et utilladelig sent Klokkeslet paa Dagen udførte Kogjødning, diverteredes, da han ikke havde givet Møde, med en Udeblivelsesdom paa 3 Rd.

- Droskekudsk Hjort maa for Fremtiden passe paa sin Droskehest, der er meget sky.

I næste Retsmøde vil Vognmand Ole Hansen blive mulkteret, fordi han paa en Helligdag har kjørt med en Arbeidsvogn og i længere Tid har ladet den staa uden Tilsyn paa Gaden.

- Drengen Sophus Conrad Emil Hansen, som tidligere har modtaget en Advarsel i Retten for Tyveri af Brænde, var atter mødt idag som tiltalt for gjentagne Gange at være stegen ind gjennem et Vindue i en Del af Reberbanen paa Gammelholm, der afbenyttedes af en Grosserer til Pakhus, og at have stjaalet et 5 Pd s Jernlod og nogle Stykker Kork. For disse to Tyverier idømtes den 13aarige Dreng efter Omstændighederne Ris.

- Tilfidst indbetalte Droskekudsk Vilhelm Andresen 3 Mark for en uberettiget Holdeplads. "Jeg havde hellere givet Pengene til en Fattig, saa havde jeg idetmindste faaet Tak for dem," sagde han.

(Dags-Telegraphen (København) 11. april 1866)

1ste Afdeling Holmblad

Fredagen den 13de April.

- Cigarmager Valdemar Julius Jensen i Adelgade var forleden Nat Kl. 12 1/4 saa heldig at blive indladt i Værtshusholder Svendsens Beværtning i Christenbernikovstræde. Da han saa efterat have faaet en Toddy, gik fra Beværtningen, hvori der var endel andre Gjæster, marscherede han hen paa Politistationen og angav Værtshusholderen, hvorefter denne idag for sit Nattesæde maatte betale 6 Rd. til Fattigkassen.

- Gaardmand Cornelius Grillesen bødede 1 Rd , fordi han ikke havde vist den tilbørlige Respekt mod en Politipatrouille, men havde adsplittet den ved at kjøre ind mellem Betjentene.

- Naar Skomager R. Petersen kommer hjem fra Landet, bliver han vist nødt til at betale 1 Rd. i Mulkt for de de Logerende, som han ikke har anmeldt til Assistenten. 

- Tømmersvend Hansen modtog en Advarsel for ikke at have løst Tegn til to smaa Hundehvalpe. Egentlig skulde han have underrettet Retten om, naar Hundehvalpene vare blevne solgte, men det har han ikke gjort, fordi han læste i Avisen forleden, at Sagen var hævet. Men det var en Feil af Dhrr. Referenter.

- Værtshusholder P. Jensen i Farvergade lod ved sin Stedfortræder indbetale 1 Rd , fordi han havde begaaet Helligbrøde ved at sælge Varer under Kirketiden.

- Lehnsgreve Knuths Kudsk, Knud Hansen, har kjørt paa Gaderne i Paris med 6 Heste, og der er han aldrig bleven multteret for uforsvarlig Kjørsel, men neppe kommer han til Danmark og kiører gjennem Østergade med 6 Hefte, førend Politiet napper ham for uforsvarlig Kjørsel. Han vilde idag gjerne betale 1 Rd. i Mulkt, men det krænkede hans Kudskeære, at Folk troede, at han ikke kunde styre 6 Hefte. "Jeg kjører ligesaa godt med Sex som med to," ytrede han med Stolthed. 

- Da det Læs Tømmer, hvormed Niels Petersen forleden hørte gjennem Byens Gader under Kirketiden, var bestemt til Knippelsbro, som just den Dag var under Reparation, kan Kudsken slippe med en Advarsel for Helligbrøde. 

- Høker Krogh paastaaer. at han ikke har kastet en Tønde med Kogjødning ned i en Grøft paa Amagerbro, og derfor maa i næste Møde Vidnerne imod ham møde.

- Lars Christensen har kun ladet sin Vogn henstaa saa faa Øieblikke uden Tilsyn i store Torvegade, medens han var inde hos en Mand i Forretninger, at Sagen mod ham bliver at bæve.

- Dhrr. Hans og Lars Mogensen have været saa slemme, at de komme til at lide Straf ved den samlede Kriminalret. Først havde de yppet Klammeri med Værtshusholder Albrechtsen paa Halmtorvet og derefter havde de gjentagne Gange overfaldet to Betjente, indtil en Politistav beroligede deres oprørte Gemytter.

- Jens Andreasen, som ikke havde efterkommet Politiets Tilhold om at melde sig ved Protokollen over de mistænkte Sjæle, blev arresteret efter et afsagt Dekret og henvist til den samlede Ret.

(Dags-Telegraphen (København) 14. april 1866)

1ste Afdeling Assessor Holmblad.

Onsdagen den 18de April.

---

- De Herrer Opvartere og Lejetjenere Hans Georg Foss, Hans Johansen og Jens Nielsen havde været til et Fødselsdagsgilde. Ud paa Natten fulgte de en lystig Kammerat hjem i Studiestræde, og derpaa satte de sig stille og rolig ned paa Fortogsfliserne med Benene i Rendestenen og istemmede i trestemmigt Kor "Danmark, deiligst Vang og Vænge". Nu kom der en Politimand tilstede og bad dem om et holde inde med Hymnen, men det havde de ikke Lyst til og paabegyndte Numer 2., "Stille Nat osv."; da imidlertid Betjenten fandt, at Sangen ikke passede i den stille Rat, anholdt han den lille Sangforening, som derefter maatte vandre med til Detentionslokalet. Foss, som havde været den ivrigste Sanger, maatte idag udrede 2. Rd. til Fattigkassen, hvorimod de to Andre slap med en Advarsel.

- - -

(Dags-Telegraphen 19. april 1866).

Chr. Deichmann: "Slutteriet" i Kjøbenhavn. Illustreret Tidende 548, 1870.