Mellem Bølgebliksskure og Præstegaardshaver. (Efterskrift til Politivennen)

Den gamle Ladegaards Idyl afløses af Storbyens Cementørken.

Hos Kineseren, som taler Kinesersprog og har gode, gamle kinesiske Arbejdsteorier.

Der er Ting helt uden for Baedekers stjernebesaaede Vej gennem København, som Turisterne lægger Mærke til - de røde Postbude, Cyklehærene f. Eks. I gamle Dag var det Indkørselen til Byen først og fremmest - ikke som ellers ved Indkørselen til Storbyer en Grav af høje, graa Huse, der lukkede sig mere og mere over Taget, - men stille, smukke Provinshaver, gamle rødtagede Huse, Syrener og blomstrende Æbletræer, et Par blinkende Søer til begge Sider - og saa var man der, i selve Storbyens Hjerte. Ikke noget Sted tumlede fremmede Tilrejsende saa overraskede og forbavsede ud af Toget som paa den gamle Hovedbanegaard.

Underligt nok blev den liggende i Aarevis langs Jernbanen, denne gammeldags Stribe Provins, den nye Tid susede med Jernbanen ind i Byen, men Idyllen skulde den igennem først.

Saa valgte Jernbanen andre Veje ind i Storbyen, - og Idyllen derude ved de gamle Jernbanespor har efterhaanden maatte give op. Brede Asfaltboulevarder maser sig Vej hen over den, og det allermest moderne Stykke By ligger nu, hvor den var.

- - - Tilbage ligger kun den gamle Ladegaard og forsvarer sig haardnakket. Store Millionpaladser, Kæmpehallen, Fagforbundenes Bygning, Handelsskolen, rejser deres kvælende Mur omkring den, og Fremskridtets letbenede Pionerer er allerede dybt inde paa dens Enemærker - lange Rækker af firkantede Cementgarager, Automobilværksteder, som har flyttet hele deres hvæsende Mekanik ind i de gamle, stille Huse og saa Rædslernes Rædsel, Bølgebliksskurene, som altid myldrer frem paa den Slags Terræn, hvor man skal være klar til at komme væk igen i en Fart.

Inde bag Rædslerne gror stille, fredelige Haver med Stenhøje og Søer, det ene Styke Præstegaardsidyl ved Siden af det andet - midt i Byens Cementørken.

- - - Men den varer nok ikke længe - den gamle Ladegaards Kamp for Livet. De gamle Bygninger har været brugt til alt - Pesthus, Sindssygehospital, straffeanstalt og Fattiggaard - til alt, blot aldrig til noget anstændigt er der blevet sagt om dem. Men nu er de snart ude af Brug.

Allerede i denne Vinter skærer Kloakarbejderne deres dybe Render tværs geimem Terrænet til et lille Forvarsel om, hvad der skal ske.

- Det er et stort Kloakarbejde, siger Arbejderformanden til mig. Men der skal jo ogsaa ligge en hel lille By her.

God Jord for Resten at grave i. Opfyldningen, som næppe har set Spade i 4-500 Aar. Men nu kommer det. Det maa jo da snart ryddes alt det gamle derovre - og saa peger den Rydningens og Fremskridtets Mand med en overlegen Haandbevægelse det gamle og faldefærdige ud.

Inde i en af de skumleste gamle Ronner bor Kineseren. Han har lige netop saa stort et Vindue, at der kan falde Lys over hans Kurvebinderarbejde, men ellers ruger Mørket over Værkstedet med dets Kurve af Duer, og Høns og Hunde - jeg elsker Dyr, siger han.

Mørkemand er han ellers ikke. I Sommeraftenerne lyder der tit Spektakel og Lattersalver fra de gamle Rønner - det er Kineseren, der "laver Sjau", som han kalder det.

Vi lister ind i Mørket og forsøger en Samtale, men det kniber. Han taler "Kinesersprog", netop saadan som enhver Provinsskuespiller kan det paa Fingrene - med Sløjfning af alle andre Ord end netop Substantiver og Verber og med ophøjet Foragt for svære Konsonanter.

Men det værste er, at han kan ikke finde 2/3 af de Ord, han skal bruge, og vi kan ikke forstaa 2/3 af de Ord, han finder. Og ind imellem blander han engelske og fantastiske Kineser-Gloser.

Først da han faar Lov at sludre løs, gaar det - Fingrene løber paa ham under Kurvebindingen, han raaber og ler, og af og til slipper han Kurvene, lægger sig helt tilbage mod Væggen og slaar sig paa Laarene af Henrykkelse over det, han fortæller.

- Jag nu været her tyve Or, Ikke først her, England. Tyskland, Olland, sidst her. Tyve Or her.

Nu jag garmel. Men i Ungdom, Sjau, Ballade, hele Nat, kiss, danse, De ved, hele Nat. Aah, Sjau. Nu jag garmel, to hal tres Or, maj garmel. Ungdom - by - by. 

- Tjener De noget ved Kurvebindingen?

- Nej, dolig Tid, men før, jaj Mester selv. Hos Mester, jeg lærte, tysk Svend sige. Du Lærling, gi Øl, tjene mere end maj. 

- Naj, jeg sa. Jaj bli Mester, det du aldri bli, - du drik Øl. Jaj før, fire Sven, Heste, Vagn. Jaj lav 14 Kurv paa Dagen en Sven lav 7. Han drik Øl.

Da vi igen dukker ud i Dagens Lys og friske Luft, er Taget blevet helt snavset, men saa kommer Kineseren farende med en Børste. Selv er han ren og pæn, og helt fortvivlet raaber han: Snavs, fy, pæn Frak, paa Gade, aldrig.

- - Hvordan han egentlig er skyllet op her, og hvorfor - det maatte jeg ikke faa at vide. Men han hører nu til det Stykke Idyl, som vil overleve Rydningen. Hans Teorier om Arbejde og Øldrikning er stabile nok!

(Nationaltidende, 4. januar 1927, 2. udgave).

Fra den gamle Ladegaards Enemærker. Udviklingen har taget Fart ude paa Terrænet omkring den gamle Ladegaard. Der rejser sig store Komplekser og brydes nye Færdselsaarer igennem, og det meste er allerede ukendeligt nu. Men Kærnen i det hele, selve Ladegaards-Komplekset og en Rest af Inspektor Hosts gamle Have, er endnu i Behold med al den Skummelhed, der er Tradition herude. Der er installeret mange mærkelige Smaavirksomheder herude. Her møder man blandt andet den gamle Kineser Gom-Wai-Ban, der med en uudgrundelig Mine sidder lavs og verdensfjern over sit Kurvefletter-Arbejde i el gammelt forhenværende Hønsehus.

Øverst: Ejendommen paa Hjørnet af Blaagaardsgade (x), som skal nedrives. Nederst: Retningslinien for den nye Gade ved ladegaardsterrænet, set fra Aaboulevarden. Foto fra Aftenbladet (København) 27. januar 1926.

Man havde dengang planer om at føre Sct. Marcus Alle fra Rosenørns Alle over det gamle Ladegårdsterræn til Blågårdsgade og regnede med stor trafik. Her havde Beck-Olsen engang et cirkus. 

I 1926-1927 blev der langs Ladegården anlagt en kloak fra den nyanlagte Rosenørns Alle over Ladegårdsgrunden. Det var på dette sted Bech Olsen havde sit cirkus. Herfra fortsattes ud til boulevarden mod Blågårdsgade. 

Foto fra Aftenbladet (København), 8. februar 1927 som viser kloakarbejdet.

Vintersol og Arbejdsstilhed. (Efterskrift til Politivennen)

Øverst: Kontrol af Arbejdsløse paa den gamle Ladegaard. Nederst: En Udsættelse, Møblerne køres bort.

Op over Byens røde Tage og dens gamle irrede Kobbertaarne stiger Frostdagens gyldne Sol. Det er som der vælder gyldne Strømme ned over Husene, og i den klare, lette Luft bliver disse gyldne Strømme skærende skarpe. Ak ja den lette Luft! Det er, som man naar man fra et eller andet, ophøjet Punkt kan se ud over Byen mærker denne Luft alt for klar. Hist og her burde der vel nok hænge lidt Slør af Rogen fra Skorstenene fra Fabriker og Værksteder. Men der er for mange af dom, der bar maattet lukke Portene. Ilden er slukket under Kedlerne, Skorstenene ryger ikke, og Uge for Uge bliver de Arbejdsløses Hær forøget med nye Tusinder. Menneskene har lært at tage Gødningsstof til Jorden af Luften, desværre har de ikke lært at tage Brødet, ellers vilde vi have Forraad nok at tage af.

Og medens Barometret stiger og Solen bliver stærkere lysende, bliver Fremtidsudsigterne mørkere. Vi er midt i en kæmpemæssig Krise, og alle vore ledende Alænds Forsøg paa at bekæmpe den synes frugtesløse. De to Billeder, vi bringer, illustrerer saa nøje det hele; de mange Arbejdsløse, der møder til Kontrol, den Arbejdsløses Møbler, der køres til Sundholm, et Hjem, der blev opløst - det er Saar, der slaas i hele vort Samfunds Legeme, Saar, det vil tage lang Tid bagefter at læge.

(Aftenbladet (København), 25. november 1924).

En Idyl ved Rosenørns Allé. (Efterskrift til Politivennen)

Ladegaardens gamle Have.

Grim og pjusket ligger den gamle Ladegaards graa Facade ud mod Aaboulevarden, men ser man dens Terræn fra Bagsiden, fra den nyanlagte, brede Rosenørns Allé, faar man et helt andet Indtryk.

Her ligger en gammel Have, der med sin lille Dam med de krogede, ludende Træer er en hel Idyl midt i Asfaltens og Murstenshusenes Rige.

Stor er denne Have ikke, hvor Ladegaardens Embedsmænd og Funktionærer og Lemmerne med, tilbragte hyggelige Timer Sommeraftener, medens Jernbanetogene hvert Øjeblik suste forbi dem. Den egner sig dog næppe til at blive en offentlig Park, hvad enkelte har tænkt paa. Dertil er den for lille.

I Øjeblikket er den lejet ud til en af Lejerne i Ladegaardskomplekset. og nogle Somre faar den nok Lov at leve endnu, men saa slaar ogsaa dens uundgåelige Skæbne.

Gader slaas sammen, og høje Huse rejser sig paa dens Grund.

(Aftenbladet (København) 1. november 1924).

Foto fra Ladegårdsåen fra Aftenbladet (København) 7. juni 1923.

Morgenmusik for Arbejdsløse. (Efterskrift til Politivennen)

 

Som bekendt møder de Arbejdsløse i Morgentimerne bl.a. til Kontrol paa den gamle Ladegaard ved Aaboulevarden. Vor Fotograf har taget nogle Lynskud fra den store Forsamling af Arbejdsmænd, der her møder op, og hvor et Par musikalsk anlagte Kammerater forkorter Ventetiden ved en lille "Morgenmusik" med Violin og Guitar. Nederst ses et Parti af Vodroffsvej med Bagsiden af "Strygejernet" og Kontrolstedet.

(Social-Demokraten, 24. februar 1924).

Grundejerne og Ladegaardsaaens overdækning. (Efterskrift til Politivennen)

Medens Frederiksberg Kommunalbestyrelse, som vi forleden meddelte, stiller sig fuldstændig afvisende oversor Spørgsmaalet om Ladegaardsaaens Overdækning, og betragter det som Frederiksberg Kommune aldeles uvedkommende, indtager Grundejerne langs Ladegaardsvejen det stik modsatte Standpunkt.

De mener, at deres Ejendommes Værdi vilde stige betydeligt, saafremt Aaen kom væk og erstattedes af en bred Boulevard. Som Forholdene nu er, udsender Aaen mindst et Par af Sommermaanederne igennem en rædselsfuld Stank, foruden at den egenlig ikke kan siges at forskønne Udsigten.

Dernæst er Ladegaardsvejen altfor smal for den stadig voksende Trafik, man saa saaledes i Sommer, da der opførtes et Par ny Ejendomme, hvor fortvivlende Forholdene var: Sporvogne, Arbejdsvogne og Fodgængere havde kun en ganske lille Passage, saa det var et Vidunder, at der ingen Ulykker skete. Endelig har man i Kommunalbestyrelsen fremført det smukke og tiltalende Ræsonnement, at blev Aaen fjærnet, og der kom en Boulevard i Stedet, saa vilde de nærliggende Villaveje blive oversvømmede af Rabarberkvarterets Børn. Man maa Virkelig forbavses over, at man vover at fremføre den Slags Grunde. Ladegaardsaaen maa ikke fjærnes, fordi et Par gamle Præster saa maaske blev forstyrret i deres Middagslur; de luk- kede Privatveje skal vedblive at hvile i en idyllisk Fred, medens der et Stenkast derfra maaske lever Tusinder af Børn, hvis eneste Tumleplads er snævre Gader og mørke snavsede Gaarde. Tænk hvilken Ulykke om nogle Stykker af dem maaske fandt over til mere luftige Pladser paa Frederiksberg Grund. Ladegaardsvejens Grundejere, hvem det jo først vilde gaa ud over, lader dog ikke til at dele denne Frygt. Medens deres Kommunalbestyrelse siger, at det hele ikke kommer Frederiksberg ved, har de paa et Møde forleden besluttet sammen med Falkoneralleens Sporvejsselskab at tilbyde et Tilskud paa 50,000 Kr., hvoraf en enkelt Mand alene bidrager de 5,000 Kr., til Dækning af Omkostningerne ved Overdækningen, som antagelig vil kunne udføres for ca. 250,000 Kr.

Samtidig med at dette vil blive indgivet gennem Grundejerforeningen, agter man at indsende en Adresse til Kommunalbestyrelsen, i hvilken Anledning der bliver fremlagt Lister til '''antegning paa forskellige Steder. 6ia snart dette sker, stal det blive meddelt her i Bladet.

(København 19. oktober 1895).

Borgerrepræsentationen vedtog at oprense den del af åen som går fra Mariendalsvej til jernbaneoverkørslen ved Bülowsvej. I december 1895 blev Ladegården oprenset.

Fra Ladegaarden. Af Alfred Ipsen. (Efterskrift til Politivennen)

(sluttet)

Det er en meget broget og meget uensartet Befolkning, der færdes indenfor Ladegaardens Mure. Der findes Repræsentanter for de forskjelligste Aldere og Livsstillinger. Ja, der savnes "end ikke Løjtnanter og Studenter og deslige Folk af Stand". Ja, der hviskes endogsaa om en Greve, en Søn af en Kommandør og en Ridder af Dannebrog. Der er dem, der har bedst af i al Stilhed at forsvinde bort fra Verden bag disse Mures skaansomme Inkognito. Der er Folk, der har kjendt bedre Dage; der er vel ogsaa dem, der har kjendt værre. Men, hvor galt man end har haft det før, saa længes man dog derud igjen, hvor den gyldne Friheds bedrageriske Skiær vinker. For den Slags Bohéme-Existenser, som havner derinde, er selve den strænge daglige Orden, med faste Reglementer, fast Arbejdstid og faste Maaltider en Straf, hvortil kommer den endnu større Straf, som den nødtvungne Afholdenhed fra Brændevin er.

Man finder paa Ladegaarden gamle, graanede Alkoholister, og man finder pur unge Piger, der allerede er komne paa Afveje, man finder flittige og dygtige Arbejdere, godmodige og omgængelige Mennesker, der har sat alting overstyr og gjort sig selv umyndige i Drik. Alle Vegne, hvor man søger tilbage til den første Aarsag, finder man den samme - Drik.

Men skjønt Medlemmerne herinde lever i en fuldstændig Isolationstilstand, maa man blot ikke tro, at de derfor er absolut afskaarne fra den kjære Brændevin. For det første er der Udgangsdagene, der for en stor Del benyttes til Opsøgen af spirituøse Nydelser, og dernæst indsmugles der stadig trods den vagtsomme Kontrol, Kvantiteter af denne Kontrabande. Man kan anvende saa stor Paapasselighed, man vil, saa undgaas det dog ikke, at Opsynet af og til bliver taget ved Næsen; thi naar det gjælder om Tilfredsstillelse af denne Lidenskab, er Opfindsomheden uhyre stor og finder stadig nye Udveje. I Halstørklæder, i hule Stokke, dobbelte Brokbind, ja selv i de bare Sko indsmugles der Brændevin, eller, som et Surrogat Kamferspiritus, og man kan sige sig selv, at det ikke er nogen let Sag at visitere alle de Mennesker grundig, der paa Fridage gaar ud og ind. Denne Lidenskab for Brændevin er udviklet til en ren Mani - end ikke Lampespritten er sikker mod Efterstræbelser. Da Inspektøren i sin Tid opdagede, at Spiritussen til Lamperne svandt i en ganske betænkelig Grad, lod han den - for at hindre Misbrug - tilsætte med et skrækkeligt ildelugtende Stof, men han var dog ikke endnu sikker paa, om man ikke af og til kneb fra Lamperne. En særlig Fristelse for Lemmerne opstod tidligere derved, at et af Soveværelserne vendte ud til Gaden. Denne Omstændighed benyttedes da til at træffe Aftaler med gode Venner, der bragte den saa ivrig attraaede Artikel hen til Muren i Nattens Mulm og Mørke, hvorpaa den fra Vinduet blev heiset op i en Snor. Eller man anbragte det dyrebare Fluidum udenfor paa Marken paa et aftalt Sted, hvorfra den da ved Lejlighed hentedes af Lemmerne. Og, skjønt der gik Vagt, om Vinteren paa to, om Sommeren paa én Mand, lykkedes det dog undertiden at skuffe denne. Saa vidt jeg véd, er dette Forhold med Soveværelse til Gaden dog nu forandret. Det følger af sig selv, at al Prædiken mod denne Arvefjende er ørkesløs. Naturligvis, naar én eller anden tager sig for at moralisere for disse Adams Børn og der i Øjeblikket ingen Lejlighed viser sig til at slaa til Skaglerne, er de villige til at gaa ind paa enhver Forestilling og angre alle deres tidligere Forsyndelser; men saa snart Lejligheden viser sig paa ny, "gjør den atter Tyve". Thi Brændevinen har en ligefrem magisk Magt over dem; naar de ser den, kan de ikke modstaa. Jeg har ladet mig fortælle om en Mand, en flink, net og elskværdig Mand, dygtig og samvittighedsfuld ved sit Arbejde, naar han er indenfor Ladegaardens Mur, er han et rent Mønster Menneske, enhver vilde være tilbøjelig til at kavere for ham. Men, hver Gang han er kommet ud - og det har været forsøgt flere Gange - har han faaet Tilbagefald og har atter maatut vende tilbage til "Gaarden". Og dog er han selv gennemtrængt af et levende Ønske om at komme ud oa en Gang komme til at staa paa egne Ben.

Selvfølgelig er en saare stor Del af Ladegaardens Befolkning Gjengangere, Folk, der har været der flere Gange, og som i lang Tid har været fortrolige med Livet derinde. Enkelte har været der helt fra Barn af og er blevne oplærte til et Haandværk derinde. Der er flinke Arbejdere derinde, ordenlige og rolige Folk; men, det følger af sig selv, at der ogsaa er opsætsige og balstyrige Hoveder, der sørger for, at Ordnet ikke har alt for magelige Dage. Dette bestaar for en stor Del af gamle afgaaede Underofficerer fra Marinen, der har den Fordel, at de er vante til at kommandere, hvad der nok til Tider kan gjøres nødvendigt. Indenfor den lille Stat, hvor deres Virksomhed falder, føler de sig som store Mænd, omtrent som Politimestre udenfor i det store Samfund, og opbærer en efter Omstændighederne ret betydelig Gage (en 1,000 a 1,200 Kr ). Flere af dem er gifte. Desuden haves et særligt Brandkorps og Sprøjte i Tilfælde af paakommende Ildsvaade, og der paahviler ikke dette Brandkorps Forpligtelse til at gjøre Tjeneste udenfor Ladegaarden selv, med mindre der skulde ske særlig Rekvisition.

De "bedre" Folk, som havner paa Ladegaarden, bliver i Reglen andrage paa Kontoret, hvor der er meget at bestille med at føre de store Protokoller, der optages i Anstaltens Arkiv. Der fører de en stille og rolig Tilværelse, qjemte og glemte, fjærnt fra den Verden, hvor de dog har forspildt deres Chancer.

* * *

Man maa nu ikke tro, at alting ligger og flyder sammen i kaotisk Forskjelsløshed paa Ladegaarden. Ogsaa her er der Distinktioner, Klassifikation. Naar Folk kommer ind paa Ladegaarden, saa begynder de fra neden af i anden Klasse. Naar de saa tjener, hvad deres eget Underhold er beregnet til, og for Resten skikker sig vel, avancerer de op i første Klasse, hvor Forplejningen er noget bedre, idet de faar deres Arbejdes Overskud udbetalt i Mærker, der gjælder som Betalingsmiddel paa Ladegaardens Marketenderi, saa at de derfor kan erholde Smørrebrød, Ost, Øl. Tobak eller andre Delikatesser, alt efter enhvers Smag, kun ikke det saa meget attraaede Brændevin. Dog er heller ikke denne Nydelse absolut udelukket, idet der i første Klasse indrømmes Arbejderne en Morgensnaps, i den stedlige Jargon kaldet "en Blodkop". Undertiden tilbyder der sig ogsaa paa Formiddagsudflugter, naar Inspektionen et Øjeblik falder i Betragtninger eller vender Ryggen til, Lejlighed til at kile ned i en Kjælder oq faa en Opstrammer til, forudsat at man er i Besiddelse af de dertil fornødne Midler. Hvad man end vil sige om Kosten paa Ladeaaarden - Ankerne vil vel nærmest ramme en vis Ensformighed i Spisesedlen - over Mangel paa Maaltider kan man ikke klage, naar man hører, at der daglig holdes fem, nemlig foruden de tre Hovedmaaltider tillige Mellemmad og Vesperkost. De staaende Middagsretter er Kjødsuppe og Oxekjød - Grød og Oxesteg - Ærter og Flæsk. Al Kogningen foregaar ved Damp i vældige Kjedler. Køkkenet, der intet haver tilbage at ønske i Properhed, staar under Ledelse af en Bestyrerinde.

* * *

Det er en vidtløftig og meget forgrenet Anstalt, samme Ladegaard. Den rummer i sig ligesaa mange Mennesker som et Par meget ansellge Landkommuner. Kvindeafdelingen er den stærkest belagte og rummer henved 900 Medlemmer, Mandfolkeafdelingen henved 700. Foruden Arbejdsanstalten er der tillige en Lemmeafdeling for gamle Folk, en Husvildeafdeling, Sygestuer for de Syge med et særligt Værelse for Delirister. De mandlige Arbejdere sysselsættes - for saa vidt de ikke anvendes i Magistratens Tjeneste ude omkring - paa en Mængde forskjellige Værksteder, idet man lader enhver blive ved sin "Læst", og de, der intet Haandværk kan, bliver oplærte til et. Der er Væveri, hvor der væves saa vel ved Damp som paa landlig, gammeldags Vis ved Haandvæv. Der er Snedker-, Skomager-, Sadelmager-, Smede-, Blikkenslager- og Bogbinderværksteder, der er store Skrædderstuer, og modsat andre Værksteder, hvor der undertiden kan være Dyrtid paa Arbejde, er der her altid fuldt op at gjøre, idet Kommunen forbruger en Mængde Arbejde derfra til Hospitaler, Kommuneskoler og lignende Anstalter. Desuden forbruger jo Ladegaarden selv stadig en Mængde Arbejde. De gamle og svagelige er anbragte i et Rum, hvor de beskæftiges med at rense Kryolith, pille Værk og lignende let Arbejde. Paa hver Arbejdsstue er der en opsynshavende, der benævnes "Rodemester". Der hører ogsaa til Ladegaarden et Jordstykke, hvor der drives Gartneri. Kvinderne sysselsættes med Vask, Strygning og lignende Husgjerning, og man kan tænke sig, at der er en antagelig Vask, naar man hører, at det er ikke alene Ladegaardens Tøj, men ogsaa "Almindelighedens", der bliver vasket her.

Mændenes og Kvindernes Gaard er adskilte fra hinanden ved et højt Gitter, i hvilket der findes en aflaaset Laage. Efter Sigende skal dog en Gang et Fruentimmer ved Navn Katrine, drevet af kvindelig Nyfigenhed efter at vide, hvordan der saa ud paa den anden Side, være klatret over Stakitet og kommet ind i Mandfolkenes Gaard; men Besøget blev kun af kort Varighed.

Husvildeafdelingen bestaar af en dobbelt Række Værelser med mellemliggende Køkken til fælles Brug for to Familier. Den er bestemt til at give dem, der ved Flyttedagstid bliver Husvilde, et midlertidigt Opholdssted. Den regelmæssige Tid for Opholdet er beregnet til fjorten Dage. I Etagen oven over disse Lejligheder findes en Afdeling til Optagelse af uvorne eller moralsk fordærvede Drenge. Der er særlig Spisestue, Opholdsrum og Sovestuer. De sidste minder om Kasernernes Sovestuer. Sengene - Jærnsenge naturligvis - er opstillede i lange Rækker, og hver Seng er forsynet med to uldne Tæpper, der er lagte dobbelt. Hver Sovesal har som Opsynsmand en saakaldt "Sovevært", der skal vaage over Orden og Renlighed. Sengene er forarbejdede paa Ladegaarden selv, og det samme gjælder for Resten alt det øvrige Inventar. Desuden findes der paa Ladegaarden en lille Kirke, hvor der en Gang om Ugen holdes Gudstjeneste af Kapellanen ved Johanneskirken. Adgangen til denne, der ligger i Mændenes Afdeling af Gaarden, er forbeholdt Mændene. Kvinderne kommer der kun ved Altergang. Ellers søger de deres egen Bedesal. Kirkegangen er en fri Sag; men Kirken besøges dog flittig. Muligvis betragtes det som en Afvexling i det ensformige Liv, saa meget mere som der forefindes et godt, lille Orgel til Ledsagelse af Sangen. Jeg overværede en Gudstjeneste der, og det var ejendommeligt at se, med hvilken Iver de tilstedeværende tog Del i Sangen, det var, som de søgte en Vederkvægelse ved efter Dagens lange Slid i de snævre Stuer at hvile ud i Sangens Toner. Prædikestolen var anbragt højt oppe, og Prædikenens Ord - den handlede om "Omskærelsen" - gik vistnok ogsaa hen over Hovedet paa dem. Der hører jo vistnok ogsaa et særligt Kald og navnlig en moden Livserfaring til at tale til disse Mennesker, saaledes at det naar indenfor Trøjen, men Ladegaardens Præster er gjennemgaaende unge, da denne Gjerning som sagt paahviler Kapellanen ved Johannes Kirke. Dertil kommer, at de idelig skifter, saa at de ikke faar Tid til at blive kjendte med de Mennesker, de her skal tale til. 

* * *

Der er Renlighed og Orden overalt, og dog gjør det hele med de lave Lofter, de snævre, mørke Trappegange, de tavse Arbejdere, hvoraf mange er graanede og bøjede under Dagenes Slid, et fortrykt Indtryk. Det er, som om der laa en vis Haabløshed over det Hele, som om der stod over Døren derude Dantes berømte Ord: I, som gaar ind, lader Haabet ude! Der er noget trist i at se alle disse Mennesker, der længes efter Livet udenfor, og som dog maa ende deres Dage her inde, fordi de ikke evner at staa paa egne Ben, og medens man gruer over disse Virkninger af Brændevinen og det bajerske Øl, sender man Totalafholdenhedsforeningerne en venlig Tanke og ønsker dem til Lykke med deres Virksomhed; thi at der er et Felt for dem og det et stort, derom bliver man overbevist ved et Besøg paa Ladegaarden.

(Morgenbladet (København) 17. april 1886).

Første del af artiklen beskrev bygningerne og stod i Morgenbladet 16. april 1886

Foto J. F. Meyer (1849-1905): Gårdmiljø, Ladegården, ca. 1895. Kbhbilleder. Public domain.

Forfatteren Peter Alfred Buntzen Ipsen (1852-1922) kom fra Jylland, blev student i Århus 1872 og tog eksamen i teologi 1877. Han blev journalist, bl.a. ved Morgenbladet og efter et ophold i London i 1879 og et par år sproglærer i Odense, flyttede han til København. Han udgav nogle (polemiske) pjecer, udgav digtsamlinger og fortællinger. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Et Selvmord paa Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

En 24aarig ung Mand ved Navn Villiam Brun, der tidligere har ernæret sig som Arbejdsmand, men nu havde Ophold paa Ladegaarden, har Natten mellem Fredag og Lørdag aflivet sig ved Hængning paa nævnte Arbejdsanstalt.

De nærmere Omstændigheder ved denne Sag er følgende. Villiam Brun var Lem paa 2den Afdeling, hvor der ikke ydes Vederlag for præsteret Arbejde, og hvor det kun i meget faa Tilfælde tillades at gaa ud i eget Tøj for at søge Arbejde. For at opnaa disse Begunstigeiser maa den Vedkommende op i Anstaltens 1ste Afdeling, men hertil kræves en vis Arbejdsduelighed og Flid. Der blev saaledes krævet af Brun, at han skulde slaa 14 Tønder Sten ugenlig for at erhverve sig den ovenfor anførte Ret.

Det er ingen Tvivl underkastet, at det har været Bruns oprigtige Ønske at komme ud for at søge Arbejde i Byen, men hans Arbejdsdygtighed var ikke stor nok til at han har kunnet faa det fordrede Kvantum Sten skaffet til Veje. Da det selvfølgelig er forbundet med stor Vanskelighed, for ikke at sige saa godt som umuligt, i de fleste Tilfælde at skaffe sig Arbejde, naar man præsenterer sig som Ladegaardslem, og derfor erholde Arbejde kræves Legitimationspapirer paa Gaarden, er det forstandigt, at det for en stakkels Arbejdssøgende er meget om at gøre at faa Lov til at iføre sig sit eget Tøj.

Denne Begunstigelse blev, som anført, ikke Villiam Brun til Del, og hertil bidrog hans Opsynsmands umotiverede Strenghed. Denne, der dog saa, at Bruns inderligste Ønske var at slippe ud, og at han trods sin bedste Villie ikke magtede det Arbejde, der skulde præsteres, bærer en Del af Ansvaret.

Da Brun saaledes ikke havde gjort sig fortjent til den af ham ønskede Begunstigelse, kom han tilbage paa 2den Afdeling for at pille Tovværk. Hans tilintetgjorte Haab havde nu affedt en tungsindig Fortvivlelse, der ofte gav sig et Udtryk i forblommet Tale om Selvmord. Blandt andet flettede han paa en Sivsnor, som han da ogsaa brugte som Strikke ved Hængningen. Lørdag Morgen Kl. 5 listede han sig fra Belægningsstuen ned i Gaarden og hængte sig paa en Retirade. Da de andre Lemmer senere kom ned i Gaarden fandt de ham endnu, da han var skaaret ned, ganske varm, og der blev selvfølgelig straks sendt Bud efter Anstaltens Læge.

Denne kom 1½ Time efter, og da var Manden naturligvis død.

Det var jo ogsaa kun et Ladegaardslem.

(Social-Demokraten 3. marts 1886).

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Ladegården ca. 1887-1918. Fotoet er taget omtrent der hvor Tømrergade i dag udmunder ved Åboulevard, og tværs over denne mod sydvest. Kbhbilleder. Public domain.

Sadelmagerarbejdet paa Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Sadelmagerne have gjennem et Udvalg af Mestre og Svende anket over, at der paa Ladegaarden forfærdigedes Madratser til St. Hans Hospital uden at være udbudte til Licitation, og at der gjennem Kvartermesteren er udført privat Arbeide. I denne Anledning henviser Magistraten til 4. Afsnit af Planen for Kjøbenhavns Fattigvæsen, særlig § 46: "Findes Fattigvæsenet Fordel ved, til Udsalg eller til Brug hos sig selv, at give sit spundne Garn eller andre Varer videre Forædling ved Vævning og deslige, gjør det dertil de fornødne Anlæg; dog vogter det sig i den Henseende for at begynde med altfor vidtløftige eller kostbare Anlæg. Hellere gaar det frem fra det Mindre til det Større, efterhaanden og forsigtigen; altid dog med Hensyn til, at intet mangler, for at sætte arbeidsføre Hænder i nyttigst Arbeide", og § 47: "Alt slags Fabrik- og Haandarbeide for Fattigvæsenets Regning, eller for andre efter Akkord, foretages og udføres under dets Tilsyn og Bestyrelse, almindeligen i Fattigvæsenets offenlige Arbeidshuse." Hertil slutter sig for Arbejdsanstalten paa Ladegaardens Vedkommende Kancelliskrivelse af 4. Juni 1833, kommuniceret ved allerhøieste Resolution af 29. Mai f. A., angaaende denne Anstalts Indretning, i hvilken det hedder i § 2, "at Ladegaardsindretningen skal vedligeholdes som et Arbejdssted, hvor Fattigvæsenet kan give arbeidsføre Trængende stadig og hensigtsmæssig Beskæftigelse, og at der til den Ende skulde indrettes saa mange forskjellige Beskæftigelsesmaader, som Omstændighederne tillade, og som kunne sætte Fattigvæsenet i Stand til at benytte de i Indretningen optagne Individers Arbeide paa fordelagtigste Maade efter den Arbeidsdygtighed, de medbringe, hvorhos Fattigvæsenet fornemmelig bør stræbe, saa vidt muligt, selv der at lade forarbeide alle dets Forbrugsartikler, og tillige søge at træffe Overenskomster med andre offenlige Indretninger om Leverance af de til disses Bedrift nødvendige Gjenstande, samt endelig, for saa vidt tilstrækkelig Beskæftigelse ikke paa disse Maader kan forskaffes de Individer, der ere anbragte i Indretningen, tabe arbeide til Afsætning, hvorved det dog, saa meget som muligt, bør undgaas at gaa Ind paa de næringsdrivende Borgeres Erhverv", og i § 3, "at den administerende Direktion for Fattigvæsenet maa, om den finder det hensigtsmæssigt, etablere et Udsalgsted i Byen for de ved Ladegaardsindretningen tilvirkede Produkter".

Det fremgaar heraf, at Magistraten er pligtig til, saa vidt mulig, i Anstalten at lade forarbeide, hvad den behøver til sit eget Brug, men at den ved Siden heraf ogsaa kan lade Arbeider udføre saavel for Fattigvæsenet i Almindelighed som for Kommunen, ligesom den ogsaa kan paatage sig Arbeider saavel for andre Institutioner som for Private og endog etablere et Udsalg og altsaa afhænde de i Anstalten tilvirkede Arbeider til alle og enhver, altsaa uden foregaaende Bestilling. Det fremgaar heraf, at Besværingen hviler paa Mangel paa Kundskab til de Normer, der ere bindende for Administrationen, og paa hvilke den hele Arbeidsvirksomhed paa Anstalten hviler, og Klagen maa saaledes afvises som ubeføiet. Da Klagen imidlertid særlig fremhæver det Arbeide, der er fuldført for St. Hans Hospital, hvilket skal være St. Johannes Stiftelsen i Ryesgade, oplyser Magistraten, at Anstalten for denne har paataget sig Syning og Stopning af 632 Hvømadratser, 275 Under- og Hovedmadratser med Krølhaar, 50 Hovedmatratser med do, 53 Madrasser med vegetabilske Krølhaar, 38 do. med Skraa- og Fodpuder til Børnesenge og 250 do. stoppede med Hø, hvorfor Arbeidslønnen er  kalkuleret til 2254 Kr. 30 Øre. Af Madratserne er en betydelig Del færdige, men hvorvidt det hele Parti kan forarbejdes paa Anstalten, vil bero paa, naar nævnte Stiftelse har Anvendelse for hele Partiet, samt paa, hvorvidt den fornødne fyndige Arbeidskraft vil være til Stede. Foruden anførte Madratser har Anstalten ogsaa paataget sig at udføre en Del Snedkerarbeide, navnlig Skabe, Skrivepulte, Skriveborde, Borde, Træstole, Servanter, men alle Møbler kunne ikke forfærdiges samme Steds, og Jernsenge samt en Del Stole ere udbudne til Haandværkere. Endvidere har Anstalten paataget sig at levere noget Blikkenslager- og Bødkerarbeide samt Syarbeide til nævnte Stiftelse, men af uldne og linnede Varer har Anstalten kun leveret den mindre Det, hvorimod den betydeligere Del er udbudet ved Licitation. Anstalten har derudover leveret uldne og linnede Varer samt Møbler til enkelte Afdelinger under Kommunen og enkelte offentige Institutioner, men til Kommunen har den langt fra leveret, hvad denne har havt Anvendelse for, saaledes navnlig ikke til Skolevæsenet, der dog i de senere Aar har ladet en Række Skolebygninger opføre, hvorimod Internatet tildels er blevet monteret fra Arbeidsanstalten, og dette ligger i, at Anstalten gar Vanskelighed ved til given Tid at paatage sig større Leverancer, idet disse altid maa modtages med Forbehold paa Grund af den vekslende og til visse Aarstider indskrænkede Befolkning. Det er under disse Forhold ofte vanskeligt at faa Arbeide fra Kommunen og andre Autoriteter, og da de i Anstalten værende Haandværkere helst vedblivende bør beskæftiges med det af dem lærte Haandværk, har det været nødvendigt at modtage Bestillinger fra Private. I 1883 er der til Private afsat: Snedkerarbeide for 2058 Kr., Trædreierarbeide for 236 Kr., Sadelmagerarbeide for 191 Kr , Malerarbeide for 19 Kr., Smedearbejde for 16 Kr., Blikkenslagerarbeide for 24 Kr., Skræderarbeide for 103 Kr., Arbeidsløn af Fitlsko for 335 Rr., øvrigt Skomagerarbeide for Funktionærerne for 710 Kr., Bogbinderarbeide for 300 Kr.. Uldkartning for 176 Kr., solgt uldne Varer for 73 Kr., solgt linnede do. for 344 Kr., solgt Bomuldsvarer for 2444 Kr. Af disse Beløb ses det, at Anstalten kun er gaaet meget lidt ind paa Borgernes Erhverv, idet Indtægten i hver Branche er saa ringe, at en Mester ikke kan leve deraf, og der er saaledes taget det mest mulige Hensyn til Paalæget i den nævnte kgl. Resolution. Det fremhæves derhos, at de producerede Ting ikke ere billigere, i alt Fald kun meget lidt billigere end de, der frembringes af private Haandværkere, fordi de paa Anstalten indbragte Arbeidere, af hvilke mange paa Grund af det af dem førte tidligere Liv ere sløvede saavel i legemlig som Aandelig Henseende, anvende langt mere Tid til et Stykke Arbeide end de private Haandværkere, hvorved Prisen paa de færdige Varer uagtet en billig Arbeidsløn omtrent ækvivalerer med private Mesteres Arbeider. Til Slutning giver Magistraten en Fremstilling af, hvorledes Arbeidsvirksomheden paa Ladegaarden har udvidet sig, og den udtaler endelig, at den i Mandfolkeafdelingen altid har en Vanskelighed at kæmpe med, nemlig den overordenlig vekslende Befolkning samt den Omstændighed, at naar Belæggelsen er størst, er det Arbeide, der kan faas, ringe, medens man omvendt, naar Belæggelsen er mindre stærk, kan have Vanskelighed med at faa præsteret, hvad man har paataget sig, Omstændigheder, over hvilke Magistraten ikke er Herre, men som mere end alt andet udelukker Fattigvæsenet fra i nogen betydelig Grad at lade Arbeidsanstalten overtage privat Arbeide eller gribe ind paa den private Industris Omraade, og saaledes vise, at den af Fagforeningen udtalte Bekymring for, at et saadant vil ske, maa karakteriseres som ugrundet.

Sagen skal paa Mandag forhandles i Borgerrepræsentationen.

(Nationaltidende 19. december 1884).

St. Johannes Stiftelsen. Illustreret Tidende nr. 30, 26. april 1885.

Fra Ladegaardsaaen. (Efterskrift til Politivennen)

Bangertsbro eller Brohusbroen, som den ogsaa kaldes, har saa længe, som Folk paa Stedet kan huske tilbage, været i den ynkeligste Forfatning. Allerede for flere Aar siden forbød Politiet at fimre med Vogne over den brøstfældige Bro, og i Tidens Løn har dens Tilstand forværret sig saaledes, at den til Tider kun med Forsigtighed har kunnet passeres af Fodgængere. Forleden Dag i Mørkningen, da en ældre Kone gik over Broen, kom hun for nær til et Sted, hvor Rækværket formodentlig manglede, og faldt i Aaen. De tililende hjalp hende op med en Del Besvær, og Politiet skred nu ind, lod nogle Bræder slaa fast tværs over Broen, og forbød enhver Passage over den. Broen ejes, saa vidt vi ved, af en i Nærheden boende Privatmand, som formentlig ikke har videre Interesse af at holde den i farbar Stand, da denne Ejendom ikke skaffer ham en Øres Indtægt; men det offentlige, vor virksomme Magistrat, bør antagelsesvis ikke lade denne Lejlighed gaa ubenyttet hen til at vise sig lidt velvillig mod Arbejderbefolkningen i det i Nærheden beliggende "Rhabarberkvarter", som nu maa gjøre en stor Omvej for at komme over paa den anden Side af Aaen. Afstanden mellem de to nærmeste Broer, nemlig Broen ved Griffenfeldtsgade og Broen ved Jagtveien er nemlig en 1600 til 2000 Fod. At lade Broen for Fremtiden fuldstændig være spærret forekommer os uforsvarligt, da den i over 30 Aar har været til, og det i mange Tilfælde er nødvendigt paa et saa stærkt befærdet Sted at have nemme Overgange over Ladegaardsaaen. Hvorfor lader iøvrigt Magistraten ikke Aaen kaste til langs den bebyggede Del? En underjordisk muret Vandledning vilde være nok saa heldig som denne aabne Kloak, som Aaen ofte har fuldstændig Udseende af at være.

St.

(Morgenbladet (København) 23. februar 1884).

Ladegårdsåen ved Bangerts Bro set fra Ågade (senere Åboulevarden) mod vest ca. 1895. Tv. Ladegårdsvej, hjørnet af Bülowsvej th. nordbanen og bag ved denne Sygehjemmets have. I forgrunden slagterlærling.  Ladegårdsåen mellem Griffenfeldtsgade og Bülowsvei, blev tilkastet i 1897. Åboulevard på ovennævnte strækning anlagtes 1897-98. (Mariboe). Kbhbilleder.

Et Besøg hos de Husvilde. (Efterskrift til Politivennen)

Der staar 1400 Lejligheder ledige
i København, 136 Familjer ind-
lagdes paa Ladegaardens Hus-
vildeafdeling i Aarets Løb.

Husly er i vort Klima næsten ligesaa nødvendigt som Brød; men der findes i vor By Tusender, hvis Stilling er saa ussel, hvis Arbejde er saa problematisk og kortvarigt, at de hvert Øjeblik er udsatte for at komme til at mangle begge Dele. Vi har nylig her i Bladet talt om den københavnske Fattigdom og med bestemte Talstørrelser godtgjort dens forfærdelige Udstrækning, i Dag vil vi dvæle ved en enkelt Side af den: Husvildeforholdene. Ja det forbavser maaske den Læser, der ikke nøjere kender de Fattiges Kaar, at henved halvandet hundrede Familjer med omtrent seks hundrede Personer i Aarets Løb har maattet søge Husly paa Fattiggaarden, al den Stund man kun læser i Bladene om Husvilde ved Flyttedagstider, og det da i Reglen hedder "5 a ti Familjer indlagdes paa Afdelingen for Husvilde". Men de Fattige blive ligesaa godt husvilde paa enhver anden Tid af Aaret som netop i April og Oktober. Hvad har vel ogsaa de Mennesker at gøre med halvaarlige Flyttedage, som leje maaneds-, uge-, ja endog dagevis? Nej! Det er hver Dag eller i al Fald hver anden, at Fattiggaardens Porte aabnes for at modtage en hjemløs og ulykkelig Proletarfamilje, hvis Forsørger er arbejdsløs. Naar Arbejderen har været med til at opføre en Kaserne ude paa Broerne eller et Palads i Byens sine Kvarterer, da har han vel saa længe Arbejdet staar paa en Løn, der med Nød kan række til Føde, Klæder og Husly; men siden, efter at Bygningen er færdig og han ikke er heldig nok til at finde ny Beskæftigelse, da kan han med en tom Pung særdeles nemt komme til at staa paa Gaden, komme til at staa udenfor det Hus, som han selv har slæbt Murstenene til, ønskende sig blot et lille bitte Værelse til sig og sine. Men vi lever vel at mærke i Udbytningens mest gyldne Tidsalder, og bør ikke undre os over, at En saar, medens en Anden høster. Dog, Samfundet føler, at det har en Pligt overfor de Ulykkelige, og det la'r Fattigvæsnet sørge for - nogle Staldrum paa Ladegaarden til de Husvilde! 

Der er ikke noget morsomt ved at forelage en Runde omkring i Husvildeafdelingen, men Besøg af denne Art maa gøres; de Fattige har lidt længe nok i Tavshed, og det moderne Bourgeoisi mener for en stor Del at have gjort sin Skyldighed ved at betale Fattigskatten, overladende Resten til "de dertil bestaltede Myndigheder". Det er derfor nødvendigt, at vi snart her, snart der undersøger Forholdene, og at vi gør os til Tolk for de af vore Medmennesker, som efterhaanden bliver sløve og stumme af lutter Usselhed og Savn. I dette Øjemed besøgle vi Husvildeafdelingen i Gaar. Inspektøren gav os en Kvartermester til Fører og Vandringen begyndte. Fra Baas til Baas, fra Stue til Stue, gik vi omkring overalt stødende paa den samme pjaltede Elendighed. Nogle Familjer (nede i Stueetagen) havde hver sin Stue med fælles Ildsted, men ovenpaa er der en lang Række Baase, afskildrede fra hinanden ved en Bræddevæg, som kun naar til Væggens halve Højde, og en Kakkelovn skal selv i den haardeste Vinter kunne opvarme alle tredive Baase. Man har Alting saa dejligt fælles her, især i Baasene, naar Belægningen er stor, enhver Familje paa "Salen" véd nøjagtigt, hvad den anden foretager sig, og den temmelig uundværlige Behagelighed, at have noget for sig selv, er altsaa nægtet de Familjer, der bo her. Lad os saa gaa indenfor, det lader ikke til, at man kender synderlig til Laas eller Slaa. Rummet er ikke stort, men det behøves ikke heller for Møblernes Skyld, thi Bohavet er sædvanlig meget ringe, og hvad der er, er en for underlig Samling as Invalider: halve Borde, skæve Senge, Stole uden Sæder eller Rygstød, og saa fremdeles. Og nu Menneskene, der bor derinde. Ak! hvor deres nedtrykte kummer fulde Væsen kan skære En i Hjærtet; dér ligger en Kone, nogle og tredive Aar gammel, i Sengen, Ansigtet er stærkt afmagret og hendes Øjne fortæller en Historie om bitter Kummer. Hun er syg, og Kvartermesteren raader hende til at melde sig hos Lægen; men vi tror næppe hun tager Raadet til Følge; thi hun ved ret godt, at ligesom Manglen paa Ernæring har gjort hende syg, saa er det ogsaa en kraftig Føde, som hun trænger til for at blive rask. Medicin og Piller alene kan Intet udrette. Vor Fører spørger hende dernæst, om Manden ingen Arbejde har faaet. Nej, nej, der er rent galt, i de sidste otte Dage har han Alt i Alt bragt en Krone hjem, og De kan nok selv regne ud, siger hun, at det er umuligt for mig med de tre Børn at leve en hel Uge af den. I det samme gjorde det mindste Barn, der laa i Sengen hos Moderen, en Bevægelse over imod hende for at saa Bryst, og vi hører hende sige til den lille Staktel: Ja, min Putte, Du maa gærne suge, men der er saamænd ikke noget. Nabokonen, en fattig, nedbøjet Kvinde, kom nu ind og hjalp den Syge, idet hun atter og atter mumlede for sig selv: Ja, den Fattigdom, den Fattigdom! Vi forlod dem for at se de andre "Lejligheder"; den gamle Kvartermester, som i tyve Aar har været ansat derude, er øjensynlig greben af den nys oplevede Scene, man siger nok at Synet af megen Fattigdom hærder, men denne Elendighed maa røre det mest stivnede Hjerte. Hvor vi kom hen paa "Afdelingen" var det den samme Nød og Jammer; smudsigt var der, og det kunde vel ikke være anderledes, hvor Beboerne ikke engang har Raad til at købe lidt grøn Sæbe og Soda; thi det eneste, der ydes de Husvilde, er det tomme Rum. Det nødtørftigste Bohave, Føde og Brændsel maa de selv om. Med tungt Hjærte gik vi over Gaarden, der forbinder Husvildeafdelingen med den øvrige Del af Ladegaarden; vi vilde nemlig tale lidt med Inspektøren. Undervejs bemærkede vor Fører, at han egenlig ikke kan se, hvad Nytte Husvildeafdelingen gør, da de fleste Familjer dog ikke er i Stand til at skaffe sig andet Opholdssted førend Fattigvæsnet giver dem Penge til Husleje, og denne Hjælp lige saa godt kunde være ydet først som sidst. Vi er imidlertid kommen hen til Kontoret og bliver vist ind til Inspektøren. Det er en aldrende Mand, men livlig og energisk, han er af den gamle Skole uden dog at være saa fuldblods Bureaukrat, som det jævnlig er Tilfælde med vore Embedsmænd. Samtalen kom hurtig i Gang og Æmnet er selvfølgelig Fattigdommen. Inspektøren siger: Min Mening er, at de Forhold vi her inde kommer i saa nær Berøring med, væsenlig skyldes den Omstændighed, at Tilbudet af Arbejdskraft er betydelig større end Efterspørgslen. Industriens Udvikling har ført det med sig, og især er Arbejds- og Daglejerklassen vokset uforholdsmæssig. Anstalten har da ogsaa sin talrigste Tilgang netop fra denne Klasse, i hvilken tillige Drikfældigheden spiller en ikke ringe Rolle, men det er ikke saa besynderligt at den jævne Arbejder søger til Værtshuset mere end ønskeligt er, da vort moderne Fabriksvæsen jo også har bevirket, at den unge Pige ingen Fordannelse faar i Husmoderlighed, og derfor ikke heller er skikket til, naar hun bliver gift med en Arbejder, at gøre ham Hjemmet hyggeligt; saa er det, at han drives hen til Værtshuset. Da vi taler om Fattigdom, fortsatte Inspektøren, maa jeg sige Dem, at Folk i Almindelighed ikke kender den saaledes, som jeg og Andre, der har den for Øje daglig. Jeg kan fortælle Dem om et Par Husvilde. Mand og Kone, det var ærlige Folk og de havde gjort sig al tænkelig Umage for at staa paa egne Ben, men det var umuligt for dem at opdrive noget Arbejde. De kom endelig herind som Husvilde, det var første Gang Fattigvæsenet havde med dem at gøre. Og hvor de Mennesker havde stridt, oo, det var en Ynk at se dem. I tre Døgn havde de sultet fuldstændig, og da Pjalterne blev taget af Konen for at hun kunde faa lidt bedre Tøi paa, da saa man et ligefremt Skelet, Kroppen bestod af intet andet end Ben og Skind. Saadan gaar det ofte og det værste er, at Fattigdommen bringer Menneskene til gradvis at tabe Agtelsen for deres eget Menneskeværd; ser De, min Herre, det kan ikke nytte, at man forarges over Snavset og Urenligheden hos Fattigfolk, de ejer mangen Gang kun én Skjorte, og har hverken Brændsel til at varme Vandet, eller andre Vaskerekvisiter. Og naar De nu spørger mig, hvad jeg mener om de Akkomodationer, der bydes de Husvilde, kan jeg kun svare Dem: Det er sandt nok meget tarveligt her, men gaa over i de store Arbejderkaserner, og De vil finde lignende Forhold; havde vi det lidt bedre, frygter jeg for, at de Fattige gjorde sig husvilde for at komme paa "Afdelingen".

Der var ikke stort at sige til Ræsonnementet. Vi har hørt Inspektørerne ved vore Fængsler argumentere paa samme Vis. Men et Samfund, der ikke tør give sine Husvilde en menneskelig Bolig, eller Arrestanterne en menneskelig Kost, da Tilgangen ellers vilde blive for stor, det Samfund har baade dømt og fordømt sig selv. 

Omtrent halvandet Hundrede Familjer vare husvilde i Aarets Løb; der staar ti Gange saa mange Lejligheder ledige af Mangel paa Lejere.

(Social-Demokraten 4. februar 1883).

Undvegne Ladegaardslemmer. (Efterskrift til Politivennen)

I Slutningen af forrige Aar befandt sig paa Ladegaarden bl. a. den 22-aarige Christian Emil Larsen og den 24-aarige Peter Petersen, begge tidligere straffede Personer og senest anset med Tvangsarbejde i Anstalten. Denne Straf var kun for en Del afsonet, da de d. 31te Decbr. bleve flyttede ud i Anstaltens Gaard, hvor de bleve enige om at undvige. De begav sig strax op paa Sovesalen, hvor de iførte sig deres egne Klæder under Tvangshusdragten, stege derpaa over det Plankeværk, der omgiver Gaarden, og kom ud paa en Mark; men imidlertid var deres Flugt bleven bemærket, og man gav sig til at søge efter dem. Saasnart de mærkede dette, skiltes de ad og flakkede om i nogen Tid. De afførte sig Ladegaardsklæderne, som de senere hen paa Aftenen kastede over Plankeværket ind i Anstaltens Gaard. Natten tilbragte de i en Gadedør paa Bernstorffs Vej. Næste Dag, Nytaarsdag, gik de til Byen, hvor de om Formiddagen kom forbi Metropolitanskolen, hvis Gadedør netop stod paa Klem. Paa Larsens Forslag gik de ind i Entreen for at søge Overtøj og fandt indenfor Døren 3 Vinterfrakker og 3 Hatte. Larsen iførte sig den ene Frakke og Hat og lod sin egen Hue blive tilbage; Petersen tog de 2 andre frakker og satte begge de 2 andre Hatte paa Hovedet, hvorpaa begge begav sig hen i en Gadedør for at ordne deres Paaklædning; en af de stjaalne Hatte blev henkastet i en Gadedør i store Kannikestræde. I Løbet af de følgende Dage pantsatte de Frakkerne for 33 Kr. Samtlige de stjaalne Gjenstande vurderedes senere til 98 Kr. 50 Øre. Forinden dette Tyveri havde Larsen, d er ved Undvigelsen var blottet for Penge, tilbetlet sig 50 Øre, og for en Deel heraf kjøbte den 1½ Pægel Brændevin, som han nød i Forening med sin Kammerat. Den 6te Januar om Eftermiddagen blev Larsen antruffen paa Vestergade og ført til Politikammeret, og kort efter traf 2 Politibetjente ligeledes Petersen i Larsbjørnstræde; de foreviste ham Politiskiltet og opfordrede ham til at følge med til Politikammeret, men det nægtede han, og skjønt han kjendte den ene af Betjentene som Opdagelsesbetjent, slog han ham for Brystet, og iturev hans Frakke, sparkede begge Betjentene op ad Benene og modsatte sig Anholdelsen af alle Kræfter, saa at han kun ved yderligere tilkaldt Hjælp blev bragt paa Politikammeret. Ogsaa her slog og sparkede han om sig, samt bed en Politibetjent i den højre Haand; dog blev der ikke ved den udviste Vold tilføjet nogen af de Paagjældende nogen Legemsskade af Betydning. Ved Kriminalrettens Dom bleve Arrestanterne ansete med Forbedringshusarbesde, Petersen i 3½ Aar og Larsen i 2 Aar, hvorhos Petersen dømtes til at betale Kjøbenhavns Politi 25 Kr. i Erstatning for den Beskadigelse, der var tilføjet den ene Politibetjents Frakke.

(Morgenbladet (København) 17. marts 1881).

Ludvig Peter Kjøge (1823-1888?). (Efterskrift til Politivennen)

Af en artikel i Fædrelandet 19. september 1849 fremgår at en fabriksarbejder på Ladegården (August Hansen Michelsen) havde stukket Ludvig Peter Kjøge med en kniv i underlivet. Lægen skønnede ikke at det var "meget farligt". Ludvig fortalte senere at han havde talt med en nyligt ankommet til Ladegården (Frederik Julius Jørgensen) og denne havde leet af noget. Dette "noget" troede August var rettet mod ham og gav sig i klammeri. Det lykkedes Ludvig og nogle tilkommende at få standset volden. Men et par timer senere mødtes de igen, hvorefter August stak ham. 

Fædrelandet kunne i 1850 give yderligere oplysninger om Ludvig:

Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten:

Efter at Ludvig Peter Kjøge i Aaret 1836, da 13 Aar gammel, var bleven straffet med Ris for Betleri og i 1837 anseet med samme Straf, for ved en af Stadens Porte at have foranlediget Uorden, samt indladt sig i Contestationer med en Skildvagt, blev han ved Politiets Foranstaltning sat i Pleie hos en Gaardmand i Jylland, hos hvem han var til sin Confirmation, da han atter tog hertil Staden, hvor han senere har ernæret sig ved tilfældigt Arbeide. Ved Høiesterets Dom af 31te Juli 1843 straffedes han med 8 Maaneders Arbeide i Kjøbenhavns Forbedringshus for, blandt Andet, i Forening med en mistænkelig Person at have hos flere Handlende begaaet tyverier, hvorved allahaande Skabe, som de Bestjaalne havde havt hængende udenfor deres Udsalgssteder, bleve opbrudte og deraf var udtaget en Del, til en Værdi af e. 15 Rbd. ansatte, Gjenstande. Under en den 10de Februar 1845 ligeledes af Høiesteret paakjendt Justitssag blev han, som overbevist om i Kjøbenhavns Amts nordre Birk at have forøvet 6 Tyverier, hvoraf 3 Indbrudstyverier  - hvilke sidste alene gav ham et Udbytte til Værdi af c. 17 Rbd.- anseet efter Forordningen 11te April 1846 § 12, 1ste Membr. og § 14 cfr. 13 med 4 Aars Arbeide i bemeldte Straffeanstalt. For Tyveri, Løsgængeri og Fornærmelser mod Politiet blev han ved Kriminal- og Politirettens Dom af 1ste December f. A. idømt 6 Aars Rasphusarbeide etter den nævnte Forordnings § 12, 1ste Membr., cfr. § 15, Forordningen 21de Aug. 1829 § 2 og Forordn. 4de Octbr. 1833 § 16. Denne Dom appelleredes, ifølge Kjøges Begjæring, til Høiesteret. Den 11te December lod Arrestanten melde, at han vilde afgive Tilstaaelse betrædende et af ham hidtil benegtet Tyveri, og forklarede han i den Anledning Følgende: Søndagen den 16de August f. A. undveg han om Aftenen fra Ladegaarden, hvor han havde Indeholdelse, ved at springe ud af et Vindue i 2den Etage. Han drak derefter i et Værtshus paa Nørrebro endel Brændevin, og lagde sig saa til at sove paa Giacierne. Den næste Dag drev han ud ad Strandvejen til, og Natten tilbragte han i Dyrehaven. Tidlig næste Morgen, medens en Person, med hvem han var i Følge, laa i nogen Afstand skjult bag en Busk for at holde Vagt, samt meddele Underretning om, hvis Nogen skulde komme, aabnede Kjøge med en medhavende falsk Nøgle den aflaasede Dør til Kiøkkenet i et af nu afdøde Fabrikarbeider Selbach beboet Hus ved Raadvad, og efterat have begivet sig ind i et Værelse, i hvilket han saae en Mandsperson ligge og sove i en der slaaende Seng, udtog han af en Dragkiste, hvis Skuffer vare noget udtrukne, et Par Benklæder, en Klædes Trøie, en islandsk Nattrøie, 4 Nøgler Uldgarn og noget brunt Sukker, samt et Par under Dragkisten hensatte Sko, hvorpaa han lod Døren staae aaben efter sig og, uden at lægge Mærke til, hvor hans Ledsager var bleven af, begav han sig ad en Skovsti til Strandvejen. Ved Bellevue antraf han sin Kammerat, men denne fik ikke Kosterne at see og gjorde ei heller Fordring paa at tage Del i dem. De forlode hinanden i Nærheden af Slukefter, hvorefter Kjøge begav sig over en Tværvej til Lyngbyveien, hvor han med Undtagelse af Skoene, som han havde tabt, og Sukkeret, som han havde fortæret, solgte Kosterne til Bønderfolk, han antraf paa Veien. Aarsagen, hvorfor han ikke tidligere havde vedgaaet delte Tyveri, angav han at være, at han ikke kunde huske det; at Grunden dertil var en ganske anden, vil det Følgende vise. Den 29de December lod Kjøge melde, at han havde endnu flere Tyverier at tilstaae. I Forening med den mistænkelige, nu 28aarige Andreas Peter Engermann, imod hvem Undersøgelser have været indledede, men som vedholdende har neglet Delagtighed i Tyveriet, havde han nemlig den 23de Febr. f. A. om Aftenen Klokken mellem 7 og 8, fra et udenfor Konstdreier J. A. Jørgensens Boutik paa Hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestrædet ophængt Skab med forskjelligt Dreierarbeide, bortstjaalet et til en Værdi af 1 Rhd. ansat Merskumspibehoved. hvilket efter Kjøges Forklaring blev udført paa den Maade, at han trykkede Ruden ind, hvorpaa Engermann at Skabet udtog Pibehovedet, hvorom han til Kjøge havde yttret, at det var nok værdi at have, og derefter leverede det til denne, og stod Kjøge netop i Begreb med at sælge Pibehovedet i en Værtshuskjælder, da han, der paastaaer, at Engermann har angivet ham, blev sammesteds anholdt af Politiet. Kjøge tilstod fremdeles, at han i forening med den mistænkelige 24aarige Julius Nicolai Liefring, mod hvem Bevis imidlertid ikke er kommet tilstede, har Løverdagen den 21de Juli f. A. om Aftenen Klokken mellem 16 og 11 i Cigarfabrikør P. Lorchs aabenstaaende Boutik i Stedet Nr. 6 i Gothersgaden bortstjaalet en sammesteds paa Disken staaende ) Kasse Cigarer, med hvilke, der udgjorde et Antal af c. 126 Stykker, Kjøge den næste Dag gik ud ad Dyrehaven til for at falbyde dem sammesteds, men da det blev Regnvejr, opgav han Speculationen og solgte Cigarerne, der havde en Værdi af 2 Rbd. 48 Sk., til en Værtshusholder paa Tilbagevejen for 56 Sk. Kjøge tilstod endvidere, at han i Følge med Liefring og en 3die Person, der senere har hængt sig, en Formiddag i Juli Maaned f. A. havde i en ved Strandveien beliggende Have, i hvilken han korn ind ved at stige over et Stakit, tilvendt sig noget paa Snore hængende Tøj, bestaaende at 3 a 4 Par Sokker, nogle Underbenklæder, Tørklæder m. m., som han havde rakt over til Liefring, der stod paa Veien, men da en Kone, som havde bemærket dem, gav sig til at skrige, kastede Liefring Tøiet Ira sig , hvorpaa de alle 3 havde givet sig til at løbe. Endelig vedgik Kjøge, at han den 26de August f. A., Dagen etter at han var undvegen fra Ladegaarden, har i Forening med Liefring begaaet Tyveri i en, Gaardmand Jens Petersen tilhørende , mellem Stedet "Tretiasker" og Lundehuset beliggende Gaard, ved hvilket blandt Andet borttoges nogle Klædningsstykker, der vare ophængte i en Lade, til hvilken Kjøge. der vidste, at Folkene vare i Marken, havde skaffet sig Adgang gjennem den uallaasede Dør. 

- Den 31te Januar d. A. stadfæstede Høiesteret Criminalrettens Dom af 1ste December, og blev Kjøge derefter afført til Straffestedet. Valget af Rasphusarbeide var mod Domfældtes Beregning. Følgen af hans mange Tilstaaelser, hvortil han uden Tvivl kunde have føiet langt flere, stod ham klart for Øie, og forlangte han i den Anledning en Conference med sin Defensor, forinden denne indlod Sagen. Da Sagføreren skulde erfare, hvad fangen vilde, gik dennes Begjæring ud paa at blive stillet før et nyt forhør, hvorunder det var hans Agt at gjøre sine afgivne Bekjendelser betingede af, at han maatte blive hendømt til Arbeide i Fæstningen, i Stedet for i Rasphuset. Det hjalp ikke, at Defensor forestillede ham det Unyttige i at stille saadanne Betingelser eller at ville kalde sine een Gang afgivne og ved Sagens Omstændigheder bestyrkede Bekjendelser tilbage; thi det var desuagtet hans Mening, efter Omstændighederne at tilbagekalde disse som urigtige, hvis han ikke maatte komme i Slaveriet, og han gjorde Sagføreren, som hans Defensor, det til Pligt at gjøre Criminalretten bekjendt med hans Begjæring. Den 26de April fremstilledes Rasphusfangen L. P. Kjøge for Retten, der var sat i Straffeanstalten. Som man havde ventet, fragik han de ovennævnte Tyverier, og angav han Aarsagen til, at han selv havde anmeldt sig som skyldig i dem, at han havde været af den Formening, at han, ved at forøge sin Strafskyld, skulde kunne bevirket, at han for Tyveriet, hvorfor han sidste Gang var under tiltale, skulde blive idømt Fæstningsarbeide, i Stedet for Rasphusarbeide; men, da han nu havde erfaret det Modsatte, havde han ikke længere nogen Grund til at paalyve sig tyverier, som han aldrig havde forøvet eller været delagtig i. Efter Maaden, hvorpaa Kjøge, til hvis Fragaaelse der ifølge L. 1-15-1 intet Hensyn kunde tages, havde iværksat det hos Selbach forøvede Tyveri, i Henseende til hvilket aldeles nøiagtig Oplysning om Tiden, hvorpaa det er udført, ikke har kunnet tilvejebringes, maatte det henføres under Frdgn. Ilte April 1840 § 12 1ste Membrum, og blev han ved kriminalrettens Dom af 11te Juni, i Medfør af Frdgns. § 19, idømt en Tillægsstraf, som efter Omstændighederne fandtes at kunne fastsættes til 2 Aars Rasphusarbeide. Domfældte har appelleret til Højesteret.

(Fædrelandet 3. juli 1850).

I stambogen for Statsfængslet i Horsens ses Ludvig Peter Kjøge, fange nr. 78 som indsat 6. februar 1850 og løsladelsesdato 6. februar 1858. Bopæl Ladegården i København. Han havde da tidligere været straffet for tyveri med ris, 8 måneder og 4 års forbedringshusarbejde. Denne gang sad han for tyveri, løsgængeri og fornærmelse mod politiet. Tillægsstraf for tyveri.

Hvis datoen 6. februar 1858 kom til at gælde, varede det ikke længe efter løsladelsen før han igen blev pågrebet: Året efter (1859) blev han idømt tugthusarbejde i 10 år:

Anholdelse. En af de Forbrydere, som siden deres Konfirmation have tilbragt hele deres Liv enten i Fængsler eller i Straffeanstalter, er i disse Dage bleven anholdt, nemlig Ludvig Peter Kjøge, som i Aaret 1842 i en Alder af 20 Aar inddømtes i Forbedringhuset for Tyveri, ved sin Løsladelse udlagdes paa Ladegaarden, i 1844 dømtes til 4 Aars Strafarbejde, i 1850 til 8 Aars og i 1859 til 10 Aars Tugthusarbejde. Alt for begaaede Tyverier. Han blev da løsladt i Begyndelsen af denne Maaned og tog da Ophold paa Utterløv Mark. For omtrent 8 Dage siden forlod han sit Logis, begik han atter Tyveri og vil nu utvivlsomt paany blive inddømt til fleraarigt Arbejde i Tugthuset, hvorved Samfundet atter for en Tid bliver sikkret mod ny Ulovligheder fra hans Side. (Dg. Nh.)

(Horsens Folkeblad 30. september 1869).

“Ludvig Peter Kjøge, straffet meget ofte for Tyveri, Fornærmelse mod Politiet; senest med 10 Aars Tugthus; see mist: Prot: B. Pag 491.” [1869]. Genealogisk Forlag.

Efter i 1870 at være dømt to gange til hhv. 5 års tugthusarbejde og strafarbejde i 4 år, blev han efter løsladelselsen atter pågrebet i 1880:

Et Forbryderliv. Ludvig Peter Kjøge, der nu er 58 Aar gl., er bl. a. straffet med følgende Straffe, dels for Ejendomsindgreb, dels for Vold: i 1843 med Forbedringshusarbejde i 8 Maaneder, i 1845 med lignende Strafarbejde i 4 Aar, i 1850 med Rasphusarbejde i 6 Aar og i samme Aar med en Tillægsstraf af 2 Aar, i 1859 med Tugthusarbejde i 10 Aar, i 1870 med Tugthusarbejde i 5 og i 1870 med lige Strafarbejde i 4 Aar; altsaa i et Tidsrum af ca. 37 Aar med i alt 32 Aar og 2 Maaneders Strafarbejde. Han er nu atter idømt Tugthusarbejde, denne Gang i 6 Aar under følgende nærmere Omstændigheder. Han sigtedes under en ved Kriminalretten anlagt Sag for at have den 30te November f. A om Eftermiddagen imellem Kl. 4 og 5 stjaalet en Kaabe, der hang som Skilt paa et Stativ i en Gang indenfor Gadedøren til en Ejendom paa Kjøbmagergade, fra hvilken Gang der er Indgang til en Manufakturhandlers Butik. Han nægtede sig vel skyldig i Tyveriet, men det bevistes, at han havde været i Besiddelse af den omhandlede Kaabe, da han blev standset paa Gaden af to Vidner; fremdeles bevistes Bestjaalnes Ejendomsret til Kaaben, og endelig, at den havde hængt som Skilt i den omtalte Gang. Arrestanten forsøgte at forklare fra Besiddelse af Kaaben derhen, at han af en Kone var bleven anmodet om at bære den, uden at hun dog sagde ham, hvorhen han skulde bringe den. Ligesom denne Forklaring i og for sig var høist usandsynlig, saaledes godtgjordes det ved begge Vidners Udsagn, at den Kane, der foranledigede, at Arrestanten paa Graabrødretorv blev standset, medens han var r Færd med at bortbære Kaaben, netop var det ene Vidne; fremdeles, at han, da han standsedes, bar Kaaben skjult under sit Frakkeskjød, og endelig, at Arrestanten den Gang for begge Vidnerne opgav, at han havde kjøbt Kaaben. Det ene Vidne, nemlig den omtalte Kone, forklarede derhos under Ed, at hun nogle Øjeblikke forinden ommeldte foregik, da hun i Følge med sin den Gang næsten lOaarige Datter passerede forbi Ejendommen paa Kjøbmagergade, saa Arrestanten tage Kaaben ned at Stativet, rulle den sammen, stikke den ind under sit Frakkeskjød og hurtigt fjærne sig med den tværs oner Gaden gjennem Løvstræde til Graabrødretorv, medens hun selv fulgte efter barn ad denne Vej i Haab om at træffe en Mandsperson, til hvem hun kunde melde det soregaaede, og da hun ingen saadan traf, tiltalte Arrestanten paa sidstnævnte Torv, idet hun sigtede ham for at have stjaalet den Kaabe, han bar paa. En hermed overensstemmende Forklaring blev afgivet af hendes omtalte Datter. Arrestanten benægtede vel endvidere, at han paa den omhandlede Tid havde været i den omtalte Ejendom paa Kjøbmagergade, eller endog blot paa den Side af Gaden, hvor de i ligger, men det bevistes ved andre Vidner, at han ganske kort forinden han blev standset paa Graabrødretorv havde opholdt sig i den omtalte Gang. Arrestanten søgte endvidere at komme bort fra Sagen ved i andre Henseender end de, der fremgaa af Ovenanførte, at paastaa, at han ikke mindedes noget ved den omhandlede Lejlighed passeret, hvilken Paastand i høj Grad bar Præget af Mangel paa Oprigtighed, og da Arrestantens foregaaende Vandel vidner stærkt om hans Tilbøjelighed til Tyveri, fandt Retten, at der forelaa et i Medfør af Frdn. 8de Septbr. 1841 fyldestgjørende Indiciebevis for, at han var skyldig i det ham paasigtede Tyveri, og han blev derfor anset efter Straffelovens § 232 for 7de Gang begaaet simpelt Tyveri med den ovenfor anførte Straf af Tugthusarbejde i 6 Aar.

(Morgenbladet (København) 4. marts 1881).

H. Tegner: Hvad er der paafærde? Scene af det kjøbenhavnske Gadeliv. Illustreret Tidende nr. 1119, 6. marts 1881. Scenen må være Købmagergade, og kan være her Ludvig var.

Af Højesteretsdommens præmisser fremgår nogle yderligere detaljer:

Højesteret. Mandagen den 23 Maj.

Nr. 131. Etatsraad Buntzen

contra

Ludvig Peter Kjøge (Defensor Klubien).

Arrestanten har nægtet sig skyldig i dette Tyveri; ved hvad han selv har vedgaaet og det iøvrigt Oplyste er det imidlertid bevist, at han den anførte Dag om Eftermiddagen ca. Kl. 5, da han paa sin Vej fra Kjobmagergade gjennem Løvstræde over Graabrødretorv, blev standset paa dette Torv af Skomagermester Petersens Hustru, Frandsine Louise Meyer og Handelsagent Arentz Emil Boss, var i Besiddelse af en Kaabe, og med Hensyn til denne Kaabe er nævnte Firmas Ejendomsret bevist samt have Ferdinand Emil Frantz Christensen, der for Firmaets Ihændehaver, som ikke selv befatter sig med dets Forretning, bestyrer samme, og de ved Forretningen ansatte 2 Personer, Lærling Harald Petersen og Helene Marie Louise Jacobsen, hver for sit Vedkommende bekræftet med Ed, at den er frakommen Forretningen uden deres Vidende og Villie. Lærling Petersen har derhos paa samme Maade bekræftet, at denne Kaabe bemeldte Dag, forinden den bortkom, hang som Skilt paa et Stativ i Gangen udenfor Firmaets Boutik.

Arrestanten har nu vel under Sagen forklaret, at han, da han ved den ommeldte Lejlighed var i Besiddelse af Kaaben, bar den for fornævnte Petersens Hustru, der var Arrestanten ganske ubekjendt, men som — efter hans første Forklaring paa Hjørnet af Kjøbmagergade og Klareboderne, efter hans senere Forklaring paa Hjørnet af - Kjøbmagergade og Løvstræde — havde anmodet ham om at bære den uden at sige ham, hvorhen han skulde bringe den. Ligesom denne Forklaring imidlertid allerede i og for sig er højst usandsynlig, saaledes er det mod Arrestantens Benegtelse tildels i alt Fald af at erindre noget herom, ved de af Petersens Hustru og Handelsagent Boss afgivne Vidneforklaringer godtgjort, at det netop var Petersens Hustru der foranledigede, at Arrestanten standsedes paa Graabrødretorv, medens han var ifa?rd med at bortbære Kaaben, fremdeles at han, da han standsedes, bar Kaaben skjult under sit Frakkeskjod og endelig at han dengang saavel for Petersens Hustru som for Boss opgav, at han havde kjøbt Kaaben. Af Petersens Hustru er derhos under Ed forklaret, at hun nogle Øjeblikke forinden det Ovenmeldte foregik, da hun i Følge med sin dengang næsten 10-aarige Datter passerede forbi Ejendommen Nr. 42 paa Kjøbmagergade, saa Arrestanten tage den oftmeldte Kaabe ned af det Stativ, hvorpaa den hang i Gangen indenfor Ejendommens Gadedør, rulle den sammen, stikke den ind under sit Frakkeskjod og hurtigt fjerne sig med den tversover Gaden gjennem Løvstræde til Graabrødretorv, medens hun selv fulgte efter ham ad denne Vej i Haab om at træffe en Mandsperson, til hvem hun kunde melde det Foregaaede, og da hun ingen Saadan traf, tiltalte Arrestanten paa sidstnævnte Torv, idet hun sigtede ham for at have stjaalet den Kaabe, han bar paa, og en i Et og Alt hermed stemmende Forklaring er afgiven af hendes omtalte Datter Mathea Frederikke Petersen, der navnlig, selv vil have set Arrestanten stjæle Kaaben og skjule den under sit Frakkeskjød, samt bort ham paa Graabrødretorv foregive, at han havde kjøbt den.

Endelig er det, imod Arrestantens Benegtelse af at have den 30 November forrige Aar forinden det Ommeldte passerede, været inde i den omtalte Ejendom eller endog blot været paa den Side af Gaden, hvor den ligger ved de Vidneforklaringer, der ere afgivne, dels af den formeldte Forretningsbestyrer Christensen og den ved samme ansatte Lærling Petersen, dels af Theodor Christian Fischer, der er i Lære hos Boghandler Larsen, til hvis Boutik der er Indgang fra samme Gang, hvorfra der er Indgang til det bestjaalne Firmas Boutik, bevist, at Arrestanten bemeldte Dags Eftermiddag mellem Klokken 4 og 5 indtil ganske kort Tid forinden han blev standset paa Graabrødretorv, har opholdt sig i den omtalte Gang.

Efter hvad der saaledes er oplyst i Sagen, hvortil kommer, at Arrestanten endnu i andre Henseender end de, der fremgaa af Ovenanførte,, har afgivet Forklaringer om ikke at mindes noget ved den omhandlede Lejlighed passeret, hvilke i liøj Grad bære Præget af Mangel paa Oprigtighed, samt at. Arrestantens foregaaende Vandel vidner stærkt om hans Tilbøjelighed til Tyveri, findes der at foreligge et i Medfør af Forordningen 8 September 1841 fyldestgjørende Bevis for, at han er skyldig i det ham paasigtede Tyveri, og han vil derfor være at anse efter Straffelovens § 232 for 7de Gang begaaet simpelt Tyveri, efter Omstændighederne med Tugthusarbejde i 6 Aar.

(Højesteretstidende 1881-1882. Nr. 15, side 225-226)

I stambogen for Statsfængslet i Horsens ses atter Ludvig Peter Kjøge, fange nr. 90, indsat den 2. juni 1881 (formentlig fra Christianshavns Arrest, 6. måneder) med løsladelsesdato 2. juni 1887. Han angives at være arbejdsmand. Tidligere straffe: 1833 - Ris - betleri 1843 - 2/3 års forbedringshus - tyveri 1845 - 4 års forbedringshus - tyveri 1850 - 6 års rasphus - tyveri 1850 - 2 års tillægsstraf - tyveri 1859 - 10 års tugthus - tyveri 1870 - 5 års tugthus - tyveri 1876 - 4 års tugthus - tyveri iflg. Københavns Kriminal- og Politirets dom af 14-10-1876 Horsens, løsladt 19-10-1880.

I Morgenbladet (København) den 1 november 1888 kunne man under "Døde" læse at væver Ludvig Peter Kjøge var død. Hvis det er samme Ludvig Peter Kjøge, kan man antage at efter sin løsladelse i juni 1887 har levet af det væveri som han kan havde lært gennem sit lange ophold på Statsfængslet i Horsens, se indslaget "Tugthus-Konkurrencen" (1881).

Brandstiftelse. (Efterskrift til Politivennen)

Den 24aarige tidligere straffede Edvard Emil Hansen, der lige siden Aarets Begyndelse har haft Ophold paa Ladegaarden, undveg den 25de April d. A. derfra, da han var kjed af Opholdet der. Han drev derpaa om i Byen for at søge Arbeide og sov om Natten i en Grøft paa Vesterfælled. Natten mellem den 26de og 27de April d. A. drev han ud ad Landet til og kom Kl c. 10 til en Gaardeier Anders Hansen tilhørende Gaard i Herløv, hvor han tog Natteleie i en stor Sædstak tætved Gaarden. Efterat have sovet et Par Timer faldt han pludselig paa den Tanke at stikke Ild paa Stakken, idet han tænkte, at han ved at begaae en stor Forbrydelse, kunde opnaae sit Ønske, efter udstaaet Straf ved Politiets Hiælp at blive sendt bort til Udlandet. Han afstrøg derfor en Svovlstik og stak den ind under et Knippe Halm, som strax blev antændt, men da han saae Ilden gribe om sig, blev han forskrækket og forsøgte at slukke den, hvilket han dog ikke formaaede, af hvilken Grund han skyndsomt ilede bort fra Brandstedet og begav sig til Slangerup, men næste Dag meldte han sig selv som Gjerningsmanden for Politiet i Kjøbenhavn, fordi han, som han sagde, frygtede for, at Mistanken skulde henvendes paa nogen Anden. Sædstakken laa ikkun 65 Alen fra Anders Hansens Gaard og 76 Alen fra Gaardeier Jørgen Larsens Gaards Bygninger, og i vestlig Retning ligge tre andre Gaarde i Række tæt ved hverandre, medens der mellem den afbrændte Stak og de to førstnævnte Gaarde var opreist en 23 Alen lang Halmstak som kun laa 22 Alen fra Anders Hansens Gaard og 20 Alen fra den afbrændte Stak. Vinden var nordøstlig, dog kun svag, og den bar saaledes ned paa Anders Hansens Gaards Bygninger, som det dog lykkedes Brandvæsenet at redde ved at paalægge vaade Lagener. Da Edvard flygtede fra Brandstedet giorde han intet Anskrig og kaldte ikke paa de Nærmestboende, men han paastod under Sagen, at han ikke havde havt til Hensigt at tilføie Eieren, som han ikke kjendte, nogen Skade, eller i det Hele forvolde større Ulykke, og han tænkte ikke over, hvorvidt han ved sin Gjerning udsatte Andres Liv og Gods for Fare. Brandskaden var ansat til 301 Kr. 12 Øre, som Brandforsikkringen for rørlige Eiendomme i Sjællands Stift paastod sig erstattet af Arrestanten. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev Arrestanten efter Straffelovens § 262 1ste Led straffet med 18 Maaneders Forbedringshuusarbeide og tilpligtet at udrede den paastaaede Erstatning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. juni 1879).

Vold mod Opsynet paa Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Den 10de Februar d. A. om Aftenen fandt følgende Optrin Sted paa Ladegaarden: Opsynsmand Thomsen begav sig Kl. 8½ til Gaardens afsondrede Arbeidslocale og paabød de derværende Arbeidere at forlade Localet og begive sig til Sovelocalet. Denne Opfordring nægtede Fabrikarbeiber Jacob Eduard Nielsen at efterkomme og indtog derhos en saadan Holdning, at Thomsen ansaae det for rettest at tilkalde Assistance. Fulgt af tre Opsynsmænd vendte han tilbage, men fandt da Arbedslocalet tomt, idet alle Arbeiderne, ogsaa Jacob Nielsen, havde begivet sig op i Sovelocalet, hvorfor Thomsen tilligemed de tre Opsynsmænd ligeledes gik derop. Paa Sovelocalet, der kun var svagt oplyst, befandt sig dengang foruden Jacob Nielsen 16 andre Fabrikarbeidere, og ved Opsynets Indtrædelse trak Nielsen sig tilbage til Baggrunden af Salen, medens af de andre Arbeidere Nogle vare gaaede iseng, og Andre havde stillet sig op halvt afklædte langs Sengerækkerne. Thomsen gik igiennem Rækken henimod Nielsen og opfordrede ham til at følge med til Cachotten, men Nielsen, der meente sig forudrettet af Thomsen, fordi denne ikke ifølge hans Begiæring havde fremstillet ham hos Inspecteuren, nægtede at følge med, idet han yttrede: "Ingen skal faae mig af Stedet". Samtidig støiede samtlige Arbeidere op med Sang og Skrig, saa at Thomsen fik det Indtryk, at Nielsen havde benyttet hans Fraværelse til at ophidse sine Kammerater imod ham. Han besluttede derfor at føre Nielsen bort og lagde sin Haand paa ham, men Thomsen satte sig nu til Modværge, slog og sparkede om sig og indlod sig i en formelig Kamp med de fire Opsynsmænd, idet han kaldte sine Kammerater til Hjælp. Af de andre Fabrikarbeidere var der kun To, der vovede at angribe Opsynet, og af disse kunde formedelst Mørket kun den ene gjenkjendes, nemlig Harald Theodor Schreiber, som gientagne Gange foer ind paa en Opsynsmand ved Navn Andersen, men hver Gang blev kastet tilbage af denne, der var ham overlegen i Kræfter. Imidlertid vare 3 andre Opsynsmænd komne til Assistance, og ved deres Hiælp blev Jacob Nielsen bragt til Cachotten, men han vedblev paa hele Brien at gjøre Modstand, ved hvilken Opsynsmand Themsen blev ramt af et Spark i Underlivet, hvilket dog ikke har medført skadelige Følger for hans Helbred, og Opsynsmændene Andersen og Jørgensen hver fik en Rift i Haanden. Jacob Nielsen, der er 40 Aar gl., er tidligere straffet for Tyveri, senest med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage, og Schreiber, der er 37 Aar gl, er straffet i Militairtjenesten bl. a. ved Krigsretsdom i Aaret 1866 med Nedsættelse i Meniges 2den Klasse samt 50 Rottingslag. Begge de Tiltalte bleve ved Criminalrettens Dom for deres ovenomhandlede Forhold ansete efter Straffelovens § 100 med Fængsel paa Vand og Brød, Nielsen i 6 Gange 5 Dage og Schreiber i 2 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. maj 1879, 2. udgave).