Mellem Bølgebliksskure og Præstegaardshaver. (Efterskrift til Politivennen)

Den gamle Ladegaards Idyl afløses af Storbyens Cementørken.

Hos Kineseren, som taler Kinesersprog og har gode, gamle kinesiske Arbejdsteorier.

Der er Ting helt uden for Baedekers stjernebesaaede Vej gennem København, som Turisterne lægger Mærke til - de røde Postbude, Cyklehærene f. Eks. I gamle Dag var det Indkørselen til Byen først og fremmest - ikke som ellers ved Indkørselen til Storbyer en Grav af høje, graa Huse, der lukkede sig mere og mere over Taget, - men stille, smukke Provinshaver, gamle rødtagede Huse, Syrener og blomstrende Æbletræer, et Par blinkende Søer til begge Sider - og saa var man der, i selve Storbyens Hjerte. Ikke noget Sted tumlede fremmede Tilrejsende saa overraskede og forbavsede ud af Toget som paa den gamle Hovedbanegaard.

Underligt nok blev den liggende i Aarevis langs Jernbanen, denne gammeldags Stribe Provins, den nye Tid susede med Jernbanen ind i Byen, men Idyllen skulde den igennem først.

Saa valgte Jernbanen andre Veje ind i Storbyen, - og Idyllen derude ved de gamle Jernbanespor har efterhaanden maatte give op. Brede Asfaltboulevarder maser sig Vej hen over den, og det allermest moderne Stykke By ligger nu, hvor den var.

- - - Tilbage ligger kun den gamle Ladegaard og forsvarer sig haardnakket. Store Millionpaladser, Kæmpehallen, Fagforbundenes Bygning, Handelsskolen, rejser deres kvælende Mur omkring den, og Fremskridtets letbenede Pionerer er allerede dybt inde paa dens Enemærker - lange Rækker af firkantede Cementgarager, Automobilværksteder, som har flyttet hele deres hvæsende Mekanik ind i de gamle, stille Huse og saa Rædslernes Rædsel, Bølgebliksskurene, som altid myldrer frem paa den Slags Terræn, hvor man skal være klar til at komme væk igen i en Fart.

Inde bag Rædslerne gror stille, fredelige Haver med Stenhøje og Søer, det ene Styke Præstegaardsidyl ved Siden af det andet - midt i Byens Cementørken.

- - - Men den varer nok ikke længe - den gamle Ladegaards Kamp for Livet. De gamle Bygninger har været brugt til alt - Pesthus, Sindssygehospital, straffeanstalt og Fattiggaard - til alt, blot aldrig til noget anstændigt er der blevet sagt om dem. Men nu er de snart ude af Brug.

Allerede i denne Vinter skærer Kloakarbejderne deres dybe Render tværs geimem Terrænet til et lille Forvarsel om, hvad der skal ske.

- Det er et stort Kloakarbejde, siger Arbejderformanden til mig. Men der skal jo ogsaa ligge en hel lille By her.

God Jord for Resten at grave i. Opfyldningen, som næppe har set Spade i 4-500 Aar. Men nu kommer det. Det maa jo da snart ryddes alt det gamle derovre - og saa peger den Rydningens og Fremskridtets Mand med en overlegen Haandbevægelse det gamle og faldefærdige ud.

Inde i en af de skumleste gamle Ronner bor Kineseren. Han har lige netop saa stort et Vindue, at der kan falde Lys over hans Kurvebinderarbejde, men ellers ruger Mørket over Værkstedet med dets Kurve af Duer, og Høns og Hunde - jeg elsker Dyr, siger han.

Mørkemand er han ellers ikke. I Sommeraftenerne lyder der tit Spektakel og Lattersalver fra de gamle Rønner - det er Kineseren, der "laver Sjau", som han kalder det.

Vi lister ind i Mørket og forsøger en Samtale, men det kniber. Han taler "Kinesersprog", netop saadan som enhver Provinsskuespiller kan det paa Fingrene - med Sløjfning af alle andre Ord end netop Substantiver og Verber og med ophøjet Foragt for svære Konsonanter.

Men det værste er, at han kan ikke finde 2/3 af de Ord, han skal bruge, og vi kan ikke forstaa 2/3 af de Ord, han finder. Og ind imellem blander han engelske og fantastiske Kineser-Gloser.

Først da han faar Lov at sludre løs, gaar det - Fingrene løber paa ham under Kurvebindingen, han raaber og ler, og af og til slipper han Kurvene, lægger sig helt tilbage mod Væggen og slaar sig paa Laarene af Henrykkelse over det, han fortæller.

- Jag nu været her tyve Or, Ikke først her, England. Tyskland, Olland, sidst her. Tyve Or her.

Nu jag garmel. Men i Ungdom, Sjau, Ballade, hele Nat, kiss, danse, De ved, hele Nat. Aah, Sjau. Nu jag garmel, to hal tres Or, maj garmel. Ungdom - by - by. 

- Tjener De noget ved Kurvebindingen?

- Nej, dolig Tid, men før, jaj Mester selv. Hos Mester, jeg lærte, tysk Svend sige. Du Lærling, gi Øl, tjene mere end maj. 

- Naj, jeg sa. Jaj bli Mester, det du aldri bli, - du drik Øl. Jaj før, fire Sven, Heste, Vagn. Jaj lav 14 Kurv paa Dagen en Sven lav 7. Han drik Øl.

Da vi igen dukker ud i Dagens Lys og friske Luft, er Taget blevet helt snavset, men saa kommer Kineseren farende med en Børste. Selv er han ren og pæn, og helt fortvivlet raaber han: Snavs, fy, pæn Frak, paa Gade, aldrig.

- - Hvordan han egentlig er skyllet op her, og hvorfor - det maatte jeg ikke faa at vide. Men han hører nu til det Stykke Idyl, som vil overleve Rydningen. Hans Teorier om Arbejde og Øldrikning er stabile nok!

(Nationaltidende, 4. januar 1927, 2. udgave).

Fra den gamle Ladegaards Enemærker. Udviklingen har taget Fart ude paa Terrænet omkring den gamle Ladegaard. Der rejser sig store Komplekser og brydes nye Færdselsaarer igennem, og det meste er allerede ukendeligt nu. Men Kærnen i det hele, selve Ladegaards-Komplekset og en Rest af Inspektor Hosts gamle Have, er endnu i Behold med al den Skummelhed, der er Tradition herude. Der er installeret mange mærkelige Smaavirksomheder herude. Her møder man blandt andet den gamle Kineser Gom-Wai-Ban, der med en uudgrundelig Mine sidder lavs og verdensfjern over sit Kurvefletter-Arbejde i el gammelt forhenværende Hønsehus.

Øverst: Ejendommen paa Hjørnet af Blaagaardsgade (x), som skal nedrives. Nederst: Retningslinien for den nye Gade ved ladegaardsterrænet, set fra Aaboulevarden. Foto fra Aftenbladet (København) 27. januar 1926.

Man havde dengang planer om at føre Sct. Marcus Alle fra Rosenørns Alle over det gamle Ladegårdsterræn til Blågårdsgade og regnede med stor trafik. Her havde Beck-Olsen engang et cirkus. 

I 1926-1927 blev der langs Ladegården anlagt en kloak fra den nyanlagte Rosenørns Alle over Ladegårdsgrunden. Det var på dette sted Bech Olsen havde sit cirkus. Herfra fortsattes ud til boulevarden mod Blågårdsgade. 

Foto fra Aftenbladet (København), 8. februar 1927 som viser kloakarbejdet.

Vintersol og Arbejdsstilhed. (Efterskrift til Politivennen)

Øverst: Kontrol af Arbejdsløse paa den gamle Ladegaard. Nederst: En Udsættelse, Møblerne køres bort.

Op over Byens røde Tage og dens gamle irrede Kobbertaarne stiger Frostdagens gyldne Sol. Det er som der vælder gyldne Strømme ned over Husene, og i den klare, lette Luft bliver disse gyldne Strømme skærende skarpe. Ak ja den lette Luft! Det er, som man naar man fra et eller andet, ophøjet Punkt kan se ud over Byen mærker denne Luft alt for klar. Hist og her burde der vel nok hænge lidt Slør af Rogen fra Skorstenene fra Fabriker og Værksteder. Men der er for mange af dom, der bar maattet lukke Portene. Ilden er slukket under Kedlerne, Skorstenene ryger ikke, og Uge for Uge bliver de Arbejdsløses Hær forøget med nye Tusinder. Menneskene har lært at tage Gødningsstof til Jorden af Luften, desværre har de ikke lært at tage Brødet, ellers vilde vi have Forraad nok at tage af.

Og medens Barometret stiger og Solen bliver stærkere lysende, bliver Fremtidsudsigterne mørkere. Vi er midt i en kæmpemæssig Krise, og alle vore ledende Alænds Forsøg paa at bekæmpe den synes frugtesløse. De to Billeder, vi bringer, illustrerer saa nøje det hele; de mange Arbejdsløse, der møder til Kontrol, den Arbejdsløses Møbler, der køres til Sundholm, et Hjem, der blev opløst - det er Saar, der slaas i hele vort Samfunds Legeme, Saar, det vil tage lang Tid bagefter at læge.

(Aftenbladet (København), 25. november 1924).

En Idyl ved Rosenørns Allé. (Efterskrift til Politivennen)

Ladegaardens gamle Have.

Grim og pjusket ligger den gamle Ladegaards graa Facade ud mod Aaboulevarden, men ser man dens Terræn fra Bagsiden, fra den nyanlagte, brede Rosenørns Allé, faar man et helt andet Indtryk.

Her ligger en gammel Have, der med sin lille Dam med de krogede, ludende Træer er en hel Idyl midt i Asfaltens og Murstenshusenes Rige.

Stor er denne Have ikke, hvor Ladegaardens Embedsmænd og Funktionærer og Lemmerne med, tilbragte hyggelige Timer Sommeraftener, medens Jernbanetogene hvert Øjeblik suste forbi dem. Den egner sig dog næppe til at blive en offentlig Park, hvad enkelte har tænkt paa. Dertil er den for lille.

I Øjeblikket er den lejet ud til en af Lejerne i Ladegaardskomplekset. og nogle Somre faar den nok Lov at leve endnu, men saa slaar ogsaa dens uundgåelige Skæbne.

Gader slaas sammen, og høje Huse rejser sig paa dens Grund.

(Aftenbladet (København) 1. november 1924).

Foto fra Ladegårdsåen fra Aftenbladet (København) 7. juni 1923.

Morgenmusik for Arbejdsløse. (Efterskrift til Politivennen)

 

Som bekendt møder de Arbejdsløse i Morgentimerne bl.a. til Kontrol paa den gamle Ladegaard ved Aaboulevarden. Vor Fotograf har taget nogle Lynskud fra den store Forsamling af Arbejdsmænd, der her møder op, og hvor et Par musikalsk anlagte Kammerater forkorter Ventetiden ved en lille "Morgenmusik" med Violin og Guitar. Nederst ses et Parti af Vodroffsvej med Bagsiden af "Strygejernet" og Kontrolstedet.

(Social-Demokraten, 24. februar 1924).

Grundejerne og Ladegaardsaaens overdækning. (Efterskrift til Politivennen)

Medens Frederiksberg Kommunalbestyrelse, som vi forleden meddelte, stiller sig fuldstændig afvisende oversor Spørgsmaalet om Ladegaardsaaens Overdækning, og betragter det som Frederiksberg Kommune aldeles uvedkommende, indtager Grundejerne langs Ladegaardsvejen det stik modsatte Standpunkt.

De mener, at deres Ejendommes Værdi vilde stige betydeligt, saafremt Aaen kom væk og erstattedes af en bred Boulevard. Som Forholdene nu er, udsender Aaen mindst et Par af Sommermaanederne igennem en rædselsfuld Stank, foruden at den egenlig ikke kan siges at forskønne Udsigten.

Dernæst er Ladegaardsvejen altfor smal for den stadig voksende Trafik, man saa saaledes i Sommer, da der opførtes et Par ny Ejendomme, hvor fortvivlende Forholdene var: Sporvogne, Arbejdsvogne og Fodgængere havde kun en ganske lille Passage, saa det var et Vidunder, at der ingen Ulykker skete. Endelig har man i Kommunalbestyrelsen fremført det smukke og tiltalende Ræsonnement, at blev Aaen fjærnet, og der kom en Boulevard i Stedet, saa vilde de nærliggende Villaveje blive oversvømmede af Rabarberkvarterets Børn. Man maa Virkelig forbavses over, at man vover at fremføre den Slags Grunde. Ladegaardsaaen maa ikke fjærnes, fordi et Par gamle Præster saa maaske blev forstyrret i deres Middagslur; de luk- kede Privatveje skal vedblive at hvile i en idyllisk Fred, medens der et Stenkast derfra maaske lever Tusinder af Børn, hvis eneste Tumleplads er snævre Gader og mørke snavsede Gaarde. Tænk hvilken Ulykke om nogle Stykker af dem maaske fandt over til mere luftige Pladser paa Frederiksberg Grund. Ladegaardsvejens Grundejere, hvem det jo først vilde gaa ud over, lader dog ikke til at dele denne Frygt. Medens deres Kommunalbestyrelse siger, at det hele ikke kommer Frederiksberg ved, har de paa et Møde forleden besluttet sammen med Falkoneralleens Sporvejsselskab at tilbyde et Tilskud paa 50,000 Kr., hvoraf en enkelt Mand alene bidrager de 5,000 Kr., til Dækning af Omkostningerne ved Overdækningen, som antagelig vil kunne udføres for ca. 250,000 Kr.

Samtidig med at dette vil blive indgivet gennem Grundejerforeningen, agter man at indsende en Adresse til Kommunalbestyrelsen, i hvilken Anledning der bliver fremlagt Lister til '''antegning paa forskellige Steder. 6ia snart dette sker, stal det blive meddelt her i Bladet.

(København 19. oktober 1895).

Borgerrepræsentationen vedtog at oprense den del af åen som går fra Mariendalsvej til jernbaneoverkørslen ved Bülowsvej. I december 1895 blev Ladegården oprenset.

Undvegne Ladegaardslemmer. (Efterskrift til Politivennen)

I Slutningen af forrige Aar befandt sig paa Ladegaarden bl. a. den 22-aarige Christian Emil Larsen og den 24-aarige Peter Petersen, begge tidligere straffede Personer og senest anset med Tvangsarbejde i Anstalten. Denne Straf var kun for en Del afsonet, da de d. 31te Decbr. bleve flyttede ud i Anstaltens Gaard, hvor de bleve enige om at undvige. De begav sig strax op paa Sovesalen, hvor de iførte sig deres egne Klæder under Tvangshusdragten, stege derpaa over det Plankeværk, der omgiver Gaarden, og kom ud paa en Mark; men imidlertid var deres Flugt bleven bemærket, og man gav sig til at søge efter dem. Saasnart de mærkede dette, skiltes de ad og flakkede om i nogen Tid. De afførte sig Ladegaardsklæderne, som de senere hen paa Aftenen kastede over Plankeværket ind i Anstaltens Gaard. Natten tilbragte de i en Gadedør paa Bernstorffs Vej. Næste Dag, Nytaarsdag, gik de til Byen, hvor de om Formiddagen kom forbi Metropolitanskolen, hvis Gadedør netop stod paa Klem. Paa Larsens Forslag gik de ind i Entreen for at søge Overtøj og fandt indenfor Døren 3 Vinterfrakker og 3 Hatte. Larsen iførte sig den ene Frakke og Hat og lod sin egen Hue blive tilbage; Petersen tog de 2 andre frakker og satte begge de 2 andre Hatte paa Hovedet, hvorpaa begge begav sig hen i en Gadedør for at ordne deres Paaklædning; en af de stjaalne Hatte blev henkastet i en Gadedør i store Kannikestræde. I Løbet af de følgende Dage pantsatte de Frakkerne for 33 Kr. Samtlige de stjaalne Gjenstande vurderedes senere til 98 Kr. 50 Øre. Forinden dette Tyveri havde Larsen, d er ved Undvigelsen var blottet for Penge, tilbetlet sig 50 Øre, og for en Deel heraf kjøbte den 1½ Pægel Brændevin, som han nød i Forening med sin Kammerat. Den 6te Januar om Eftermiddagen blev Larsen antruffen paa Vestergade og ført til Politikammeret, og kort efter traf 2 Politibetjente ligeledes Petersen i Larsbjørnstræde; de foreviste ham Politiskiltet og opfordrede ham til at følge med til Politikammeret, men det nægtede han, og skjønt han kjendte den ene af Betjentene som Opdagelsesbetjent, slog han ham for Brystet, og iturev hans Frakke, sparkede begge Betjentene op ad Benene og modsatte sig Anholdelsen af alle Kræfter, saa at han kun ved yderligere tilkaldt Hjælp blev bragt paa Politikammeret. Ogsaa her slog og sparkede han om sig, samt bed en Politibetjent i den højre Haand; dog blev der ikke ved den udviste Vold tilføjet nogen af de Paagjældende nogen Legemsskade af Betydning. Ved Kriminalrettens Dom bleve Arrestanterne ansete med Forbedringshusarbesde, Petersen i 3½ Aar og Larsen i 2 Aar, hvorhos Petersen dømtes til at betale Kjøbenhavns Politi 25 Kr. i Erstatning for den Beskadigelse, der var tilføjet den ene Politibetjents Frakke.

(Morgenbladet (København) 17. marts 1881).

Ludvig Peter Kjøge (1823-1888?). (Efterskrift til Politivennen)

Af en artikel i Fædrelandet 19. september 1849 fremgår at en fabriksarbejder på Ladegården (August Hansen Michelsen) havde stukket Ludvig Peter Kjøge med en kniv i underlivet. Lægen skønnede ikke at det var "meget farligt". Ludvig fortalte senere at han havde talt med en nyligt ankommet til Ladegården (Frederik Julius Jørgensen) og denne havde leet af noget. Dette "noget" troede August var rettet mod ham og gav sig i klammeri. Det lykkedes Ludvig og nogle tilkommende at få standset volden. Men et par timer senere mødtes de igen, hvorefter August stak ham. 

Fædrelandet kunne i 1850 give yderligere oplysninger om Ludvig:

Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten:

Efter at Ludvig Peter Kjøge i Aaret 1836, da 13 Aar gammel, var bleven straffet med Ris for Betleri og i 1837 anseet med samme Straf, for ved en af Stadens Porte at have foranlediget Uorden, samt indladt sig i Contestationer med en Skildvagt, blev han ved Politiets Foranstaltning sat i Pleie hos en Gaardmand i Jylland, hos hvem han var til sin Confirmation, da han atter tog hertil Staden, hvor han senere har ernæret sig ved tilfældigt Arbeide. Ved Høiesterets Dom af 31te Juli 1843 straffedes han med 8 Maaneders Arbeide i Kjøbenhavns Forbedringshus for, blandt Andet, i Forening med en mistænkelig Person at have hos flere Handlende begaaet tyverier, hvorved allahaande Skabe, som de Bestjaalne havde havt hængende udenfor deres Udsalgssteder, bleve opbrudte og deraf var udtaget en Del, til en Værdi af e. 15 Rbd. ansatte, Gjenstande. Under en den 10de Februar 1845 ligeledes af Høiesteret paakjendt Justitssag blev han, som overbevist om i Kjøbenhavns Amts nordre Birk at have forøvet 6 Tyverier, hvoraf 3 Indbrudstyverier  - hvilke sidste alene gav ham et Udbytte til Værdi af c. 17 Rbd.- anseet efter Forordningen 11te April 1846 § 12, 1ste Membr. og § 14 cfr. 13 med 4 Aars Arbeide i bemeldte Straffeanstalt. For Tyveri, Løsgængeri og Fornærmelser mod Politiet blev han ved Kriminal- og Politirettens Dom af 1ste December f. A. idømt 6 Aars Rasphusarbeide etter den nævnte Forordnings § 12, 1ste Membr., cfr. § 15, Forordningen 21de Aug. 1829 § 2 og Forordn. 4de Octbr. 1833 § 16. Denne Dom appelleredes, ifølge Kjøges Begjæring, til Høiesteret. Den 11te December lod Arrestanten melde, at han vilde afgive Tilstaaelse betrædende et af ham hidtil benegtet Tyveri, og forklarede han i den Anledning Følgende: Søndagen den 16de August f. A. undveg han om Aftenen fra Ladegaarden, hvor han havde Indeholdelse, ved at springe ud af et Vindue i 2den Etage. Han drak derefter i et Værtshus paa Nørrebro endel Brændevin, og lagde sig saa til at sove paa Giacierne. Den næste Dag drev han ud ad Strandvejen til, og Natten tilbragte han i Dyrehaven. Tidlig næste Morgen, medens en Person, med hvem han var i Følge, laa i nogen Afstand skjult bag en Busk for at holde Vagt, samt meddele Underretning om, hvis Nogen skulde komme, aabnede Kjøge med en medhavende falsk Nøgle den aflaasede Dør til Kiøkkenet i et af nu afdøde Fabrikarbeider Selbach beboet Hus ved Raadvad, og efterat have begivet sig ind i et Værelse, i hvilket han saae en Mandsperson ligge og sove i en der slaaende Seng, udtog han af en Dragkiste, hvis Skuffer vare noget udtrukne, et Par Benklæder, en Klædes Trøie, en islandsk Nattrøie, 4 Nøgler Uldgarn og noget brunt Sukker, samt et Par under Dragkisten hensatte Sko, hvorpaa han lod Døren staae aaben efter sig og, uden at lægge Mærke til, hvor hans Ledsager var bleven af, begav han sig ad en Skovsti til Strandvejen. Ved Bellevue antraf han sin Kammerat, men denne fik ikke Kosterne at see og gjorde ei heller Fordring paa at tage Del i dem. De forlode hinanden i Nærheden af Slukefter, hvorefter Kjøge begav sig over en Tværvej til Lyngbyveien, hvor han med Undtagelse af Skoene, som han havde tabt, og Sukkeret, som han havde fortæret, solgte Kosterne til Bønderfolk, han antraf paa Veien. Aarsagen, hvorfor han ikke tidligere havde vedgaaet delte Tyveri, angav han at være, at han ikke kunde huske det; at Grunden dertil var en ganske anden, vil det Følgende vise. Den 29de December lod Kjøge melde, at han havde endnu flere Tyverier at tilstaae. I Forening med den mistænkelige, nu 28aarige Andreas Peter Engermann, imod hvem Undersøgelser have været indledede, men som vedholdende har neglet Delagtighed i Tyveriet, havde han nemlig den 23de Febr. f. A. om Aftenen Klokken mellem 7 og 8, fra et udenfor Konstdreier J. A. Jørgensens Boutik paa Hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestrædet ophængt Skab med forskjelligt Dreierarbeide, bortstjaalet et til en Værdi af 1 Rhd. ansat Merskumspibehoved. hvilket efter Kjøges Forklaring blev udført paa den Maade, at han trykkede Ruden ind, hvorpaa Engermann at Skabet udtog Pibehovedet, hvorom han til Kjøge havde yttret, at det var nok værdi at have, og derefter leverede det til denne, og stod Kjøge netop i Begreb med at sælge Pibehovedet i en Værtshuskjælder, da han, der paastaaer, at Engermann har angivet ham, blev sammesteds anholdt af Politiet. Kjøge tilstod fremdeles, at han i forening med den mistænkelige 24aarige Julius Nicolai Liefring, mod hvem Bevis imidlertid ikke er kommet tilstede, har Løverdagen den 21de Juli f. A. om Aftenen Klokken mellem 16 og 11 i Cigarfabrikør P. Lorchs aabenstaaende Boutik i Stedet Nr. 6 i Gothersgaden bortstjaalet en sammesteds paa Disken staaende ) Kasse Cigarer, med hvilke, der udgjorde et Antal af c. 126 Stykker, Kjøge den næste Dag gik ud ad Dyrehaven til for at falbyde dem sammesteds, men da det blev Regnvejr, opgav han Speculationen og solgte Cigarerne, der havde en Værdi af 2 Rbd. 48 Sk., til en Værtshusholder paa Tilbagevejen for 56 Sk. Kjøge tilstod endvidere, at han i Følge med Liefring og en 3die Person, der senere har hængt sig, en Formiddag i Juli Maaned f. A. havde i en ved Strandveien beliggende Have, i hvilken han korn ind ved at stige over et Stakit, tilvendt sig noget paa Snore hængende Tøj, bestaaende at 3 a 4 Par Sokker, nogle Underbenklæder, Tørklæder m. m., som han havde rakt over til Liefring, der stod paa Veien, men da en Kone, som havde bemærket dem, gav sig til at skrige, kastede Liefring Tøiet Ira sig , hvorpaa de alle 3 havde givet sig til at løbe. Endelig vedgik Kjøge, at han den 26de August f. A., Dagen etter at han var undvegen fra Ladegaarden, har i Forening med Liefring begaaet Tyveri i en, Gaardmand Jens Petersen tilhørende , mellem Stedet "Tretiasker" og Lundehuset beliggende Gaard, ved hvilket blandt Andet borttoges nogle Klædningsstykker, der vare ophængte i en Lade, til hvilken Kjøge. der vidste, at Folkene vare i Marken, havde skaffet sig Adgang gjennem den uallaasede Dør. 

- Den 31te Januar d. A. stadfæstede Høiesteret Criminalrettens Dom af 1ste December, og blev Kjøge derefter afført til Straffestedet. Valget af Rasphusarbeide var mod Domfældtes Beregning. Følgen af hans mange Tilstaaelser, hvortil han uden Tvivl kunde have føiet langt flere, stod ham klart for Øie, og forlangte han i den Anledning en Conference med sin Defensor, forinden denne indlod Sagen. Da Sagføreren skulde erfare, hvad fangen vilde, gik dennes Begjæring ud paa at blive stillet før et nyt forhør, hvorunder det var hans Agt at gjøre sine afgivne Bekjendelser betingede af, at han maatte blive hendømt til Arbeide i Fæstningen, i Stedet for i Rasphuset. Det hjalp ikke, at Defensor forestillede ham det Unyttige i at stille saadanne Betingelser eller at ville kalde sine een Gang afgivne og ved Sagens Omstændigheder bestyrkede Bekjendelser tilbage; thi det var desuagtet hans Mening, efter Omstændighederne at tilbagekalde disse som urigtige, hvis han ikke maatte komme i Slaveriet, og han gjorde Sagføreren, som hans Defensor, det til Pligt at gjøre Criminalretten bekjendt med hans Begjæring. Den 26de April fremstilledes Rasphusfangen L. P. Kjøge for Retten, der var sat i Straffeanstalten. Som man havde ventet, fragik han de ovennævnte Tyverier, og angav han Aarsagen til, at han selv havde anmeldt sig som skyldig i dem, at han havde været af den Formening, at han, ved at forøge sin Strafskyld, skulde kunne bevirket, at han for Tyveriet, hvorfor han sidste Gang var under tiltale, skulde blive idømt Fæstningsarbeide, i Stedet for Rasphusarbeide; men, da han nu havde erfaret det Modsatte, havde han ikke længere nogen Grund til at paalyve sig tyverier, som han aldrig havde forøvet eller været delagtig i. Efter Maaden, hvorpaa Kjøge, til hvis Fragaaelse der ifølge L. 1-15-1 intet Hensyn kunde tages, havde iværksat det hos Selbach forøvede Tyveri, i Henseende til hvilket aldeles nøiagtig Oplysning om Tiden, hvorpaa det er udført, ikke har kunnet tilvejebringes, maatte det henføres under Frdgn. Ilte April 1840 § 12 1ste Membrum, og blev han ved kriminalrettens Dom af 11te Juni, i Medfør af Frdgns. § 19, idømt en Tillægsstraf, som efter Omstændighederne fandtes at kunne fastsættes til 2 Aars Rasphusarbeide. Domfældte har appelleret til Højesteret.

(Fædrelandet 3. juli 1850).

I stambogen for Statsfængslet i Horsens ses Ludvig Peter Kjøge, fange nr. 78 som indsat 6. februar 1850 og løsladelsesdato 6. februar 1858. Bopæl Ladegården i København. Han havde da tidligere været straffet for tyveri med ris, 8 måneder og 4 års forbedringshusarbejde. Denne gang sad han for tyveri, løsgængeri og fornærmelse mod politiet. Tillægsstraf for tyveri.

Hvis datoen 6. februar 1858 kom til at gælde, varede det ikke længe efter løsladelsen før han igen blev pågrebet: Året efter (1859) blev han idømt tugthusarbejde i 10 år:

Anholdelse. En af de Forbrydere, som siden deres Konfirmation have tilbragt hele deres Liv enten i Fængsler eller i Straffeanstalter, er i disse Dage bleven anholdt, nemlig Ludvig Peter Kjøge, som i Aaret 1842 i en Alder af 20 Aar inddømtes i Forbedringhuset for Tyveri, ved sin Løsladelse udlagdes paa Ladegaarden, i 1844 dømtes til 4 Aars Strafarbejde, i 1850 til 8 Aars og i 1859 til 10 Aars Tugthusarbejde. Alt for begaaede Tyverier. Han blev da løsladt i Begyndelsen af denne Maaned og tog da Ophold paa Utterløv Mark. For omtrent 8 Dage siden forlod han sit Logis, begik han atter Tyveri og vil nu utvivlsomt paany blive inddømt til fleraarigt Arbejde i Tugthuset, hvorved Samfundet atter for en Tid bliver sikkret mod ny Ulovligheder fra hans Side. (Dg. Nh.)

(Horsens Folkeblad 30. september 1869).

“Ludvig Peter Kjøge, straffet meget ofte for Tyveri, Fornærmelse mod Politiet; senest med 10 Aars Tugthus; see mist: Prot: B. Pag 491.” [1869]. Genealogisk Forlag.

Efter i 1870 at være dømt to gange til hhv. 5 års tugthusarbejde og strafarbejde i 4 år, blev han efter løsladelselsen atter pågrebet i 1880:

Et Forbryderliv. Ludvig Peter Kjøge, der nu er 58 Aar gl., er bl. a. straffet med følgende Straffe, dels for Ejendomsindgreb, dels for Vold: i 1843 med Forbedringshusarbejde i 8 Maaneder, i 1845 med lignende Strafarbejde i 4 Aar, i 1850 med Rasphusarbejde i 6 Aar og i samme Aar med en Tillægsstraf af 2 Aar, i 1859 med Tugthusarbejde i 10 Aar, i 1870 med Tugthusarbejde i 5 og i 1870 med lige Strafarbejde i 4 Aar; altsaa i et Tidsrum af ca. 37 Aar med i alt 32 Aar og 2 Maaneders Strafarbejde. Han er nu atter idømt Tugthusarbejde, denne Gang i 6 Aar under følgende nærmere Omstændigheder. Han sigtedes under en ved Kriminalretten anlagt Sag for at have den 30te November f. A om Eftermiddagen imellem Kl. 4 og 5 stjaalet en Kaabe, der hang som Skilt paa et Stativ i en Gang indenfor Gadedøren til en Ejendom paa Kjøbmagergade, fra hvilken Gang der er Indgang til en Manufakturhandlers Butik. Han nægtede sig vel skyldig i Tyveriet, men det bevistes, at han havde været i Besiddelse af den omhandlede Kaabe, da han blev standset paa Gaden af to Vidner; fremdeles bevistes Bestjaalnes Ejendomsret til Kaaben, og endelig, at den havde hængt som Skilt i den omtalte Gang. Arrestanten forsøgte at forklare fra Besiddelse af Kaaben derhen, at han af en Kone var bleven anmodet om at bære den, uden at hun dog sagde ham, hvorhen han skulde bringe den. Ligesom denne Forklaring i og for sig var høist usandsynlig, saaledes godtgjordes det ved begge Vidners Udsagn, at den Kane, der foranledigede, at Arrestanten paa Graabrødretorv blev standset, medens han var r Færd med at bortbære Kaaben, netop var det ene Vidne; fremdeles, at han, da han standsedes, bar Kaaben skjult under sit Frakkeskjød, og endelig, at Arrestanten den Gang for begge Vidnerne opgav, at han havde kjøbt Kaaben. Det ene Vidne, nemlig den omtalte Kone, forklarede derhos under Ed, at hun nogle Øjeblikke forinden ommeldte foregik, da hun i Følge med sin den Gang næsten lOaarige Datter passerede forbi Ejendommen paa Kjøbmagergade, saa Arrestanten tage Kaaben ned at Stativet, rulle den sammen, stikke den ind under sit Frakkeskjød og hurtigt fjærne sig med den tværs oner Gaden gjennem Løvstræde til Graabrødretorv, medens hun selv fulgte efter barn ad denne Vej i Haab om at træffe en Mandsperson, til hvem hun kunde melde det soregaaede, og da hun ingen saadan traf, tiltalte Arrestanten paa sidstnævnte Torv, idet hun sigtede ham for at have stjaalet den Kaabe, han bar paa. En hermed overensstemmende Forklaring blev afgivet af hendes omtalte Datter. Arrestanten benægtede vel endvidere, at han paa den omhandlede Tid havde været i den omtalte Ejendom paa Kjøbmagergade, eller endog blot paa den Side af Gaden, hvor de i ligger, men det bevistes ved andre Vidner, at han ganske kort forinden han blev standset paa Graabrødretorv havde opholdt sig i den omtalte Gang. Arrestanten søgte endvidere at komme bort fra Sagen ved i andre Henseender end de, der fremgaa af Ovenanførte, at paastaa, at han ikke mindedes noget ved den omhandlede Lejlighed passeret, hvilken Paastand i høj Grad bar Præget af Mangel paa Oprigtighed, og da Arrestantens foregaaende Vandel vidner stærkt om hans Tilbøjelighed til Tyveri, fandt Retten, at der forelaa et i Medfør af Frdn. 8de Septbr. 1841 fyldestgjørende Indiciebevis for, at han var skyldig i det ham paasigtede Tyveri, og han blev derfor anset efter Straffelovens § 232 for 7de Gang begaaet simpelt Tyveri med den ovenfor anførte Straf af Tugthusarbejde i 6 Aar.

(Morgenbladet (København) 4. marts 1881).

H. Tegner: Hvad er der paafærde? Scene af det kjøbenhavnske Gadeliv. Illustreret Tidende nr. 1119, 6. marts 1881. Scenen må være Købmagergade, og kan være her Ludvig var.

Af Højesteretsdommens præmisser fremgår nogle yderligere detaljer:

Højesteret. Mandagen den 23 Maj.

Nr. 131. Etatsraad Buntzen

contra

Ludvig Peter Kjøge (Defensor Klubien).

Arrestanten har nægtet sig skyldig i dette Tyveri; ved hvad han selv har vedgaaet og det iøvrigt Oplyste er det imidlertid bevist, at han den anførte Dag om Eftermiddagen ca. Kl. 5, da han paa sin Vej fra Kjobmagergade gjennem Løvstræde over Graabrødretorv, blev standset paa dette Torv af Skomagermester Petersens Hustru, Frandsine Louise Meyer og Handelsagent Arentz Emil Boss, var i Besiddelse af en Kaabe, og med Hensyn til denne Kaabe er nævnte Firmas Ejendomsret bevist samt have Ferdinand Emil Frantz Christensen, der for Firmaets Ihændehaver, som ikke selv befatter sig med dets Forretning, bestyrer samme, og de ved Forretningen ansatte 2 Personer, Lærling Harald Petersen og Helene Marie Louise Jacobsen, hver for sit Vedkommende bekræftet med Ed, at den er frakommen Forretningen uden deres Vidende og Villie. Lærling Petersen har derhos paa samme Maade bekræftet, at denne Kaabe bemeldte Dag, forinden den bortkom, hang som Skilt paa et Stativ i Gangen udenfor Firmaets Boutik.

Arrestanten har nu vel under Sagen forklaret, at han, da han ved den ommeldte Lejlighed var i Besiddelse af Kaaben, bar den for fornævnte Petersens Hustru, der var Arrestanten ganske ubekjendt, men som — efter hans første Forklaring paa Hjørnet af Kjøbmagergade og Klareboderne, efter hans senere Forklaring paa Hjørnet af - Kjøbmagergade og Løvstræde — havde anmodet ham om at bære den uden at sige ham, hvorhen han skulde bringe den. Ligesom denne Forklaring imidlertid allerede i og for sig er højst usandsynlig, saaledes er det mod Arrestantens Benegtelse tildels i alt Fald af at erindre noget herom, ved de af Petersens Hustru og Handelsagent Boss afgivne Vidneforklaringer godtgjort, at det netop var Petersens Hustru der foranledigede, at Arrestanten standsedes paa Graabrødretorv, medens han var ifa?rd med at bortbære Kaaben, fremdeles at han, da han standsedes, bar Kaaben skjult under sit Frakkeskjod og endelig at han dengang saavel for Petersens Hustru som for Boss opgav, at han havde kjøbt Kaaben. Af Petersens Hustru er derhos under Ed forklaret, at hun nogle Øjeblikke forinden det Ovenmeldte foregik, da hun i Følge med sin dengang næsten 10-aarige Datter passerede forbi Ejendommen Nr. 42 paa Kjøbmagergade, saa Arrestanten tage den oftmeldte Kaabe ned af det Stativ, hvorpaa den hang i Gangen indenfor Ejendommens Gadedør, rulle den sammen, stikke den ind under sit Frakkeskjod og hurtigt fjerne sig med den tversover Gaden gjennem Løvstræde til Graabrødretorv, medens hun selv fulgte efter ham ad denne Vej i Haab om at træffe en Mandsperson, til hvem hun kunde melde det Foregaaede, og da hun ingen Saadan traf, tiltalte Arrestanten paa sidstnævnte Torv, idet hun sigtede ham for at have stjaalet den Kaabe, han bar paa, og en i Et og Alt hermed stemmende Forklaring er afgiven af hendes omtalte Datter Mathea Frederikke Petersen, der navnlig, selv vil have set Arrestanten stjæle Kaaben og skjule den under sit Frakkeskjød, samt bort ham paa Graabrødretorv foregive, at han havde kjøbt den.

Endelig er det, imod Arrestantens Benegtelse af at have den 30 November forrige Aar forinden det Ommeldte passerede, været inde i den omtalte Ejendom eller endog blot været paa den Side af Gaden, hvor den ligger ved de Vidneforklaringer, der ere afgivne, dels af den formeldte Forretningsbestyrer Christensen og den ved samme ansatte Lærling Petersen, dels af Theodor Christian Fischer, der er i Lære hos Boghandler Larsen, til hvis Boutik der er Indgang fra samme Gang, hvorfra der er Indgang til det bestjaalne Firmas Boutik, bevist, at Arrestanten bemeldte Dags Eftermiddag mellem Klokken 4 og 5 indtil ganske kort Tid forinden han blev standset paa Graabrødretorv, har opholdt sig i den omtalte Gang.

Efter hvad der saaledes er oplyst i Sagen, hvortil kommer, at Arrestanten endnu i andre Henseender end de, der fremgaa af Ovenanførte,, har afgivet Forklaringer om ikke at mindes noget ved den omhandlede Lejlighed passeret, hvilke i liøj Grad bære Præget af Mangel paa Oprigtighed, samt at. Arrestantens foregaaende Vandel vidner stærkt om hans Tilbøjelighed til Tyveri, findes der at foreligge et i Medfør af Forordningen 8 September 1841 fyldestgjørende Bevis for, at han er skyldig i det ham paasigtede Tyveri, og han vil derfor være at anse efter Straffelovens § 232 for 7de Gang begaaet simpelt Tyveri, efter Omstændighederne med Tugthusarbejde i 6 Aar.

(Højesteretstidende 1881-1882. Nr. 15, side 225-226)

I stambogen for Statsfængslet i Horsens ses atter Ludvig Peter Kjøge, fange nr. 90, indsat den 2. juni 1881 (formentlig fra Christianshavns Arrest, 6. måneder) med løsladelsesdato 2. juni 1887. Han angives at være arbejdsmand. Tidligere straffe: 1833 - Ris - betleri 1843 - 2/3 års forbedringshus - tyveri 1845 - 4 års forbedringshus - tyveri 1850 - 6 års rasphus - tyveri 1850 - 2 års tillægsstraf - tyveri 1859 - 10 års tugthus - tyveri 1870 - 5 års tugthus - tyveri 1876 - 4 års tugthus - tyveri iflg. Københavns Kriminal- og Politirets dom af 14-10-1876 Horsens, løsladt 19-10-1880.

I Morgenbladet (København) den 1 november 1888 kunne man under "Døde" læse at væver Ludvig Peter Kjøge var død. Hvis det er samme Ludvig Peter Kjøge, kan man antage at efter sin løsladelse i juni 1887 har levet af det væveri som han kan havde lært gennem sit lange ophold på Statsfængslet i Horsens, se indslaget "Tugthus-Konkurrencen" (1881).

Brandstiftelse. (Efterskrift til Politivennen)

Den 24aarige tidligere straffede Edvard Emil Hansen, der lige siden Aarets Begyndelse har haft Ophold paa Ladegaarden, undveg den 25de April d. A. derfra, da han var kjed af Opholdet der. Han drev derpaa om i Byen for at søge Arbeide og sov om Natten i en Grøft paa Vesterfælled. Natten mellem den 26de og 27de April d. A. drev han ud ad Landet til og kom Kl c. 10 til en Gaardeier Anders Hansen tilhørende Gaard i Herløv, hvor han tog Natteleie i en stor Sædstak tætved Gaarden. Efterat have sovet et Par Timer faldt han pludselig paa den Tanke at stikke Ild paa Stakken, idet han tænkte, at han ved at begaae en stor Forbrydelse, kunde opnaae sit Ønske, efter udstaaet Straf ved Politiets Hiælp at blive sendt bort til Udlandet. Han afstrøg derfor en Svovlstik og stak den ind under et Knippe Halm, som strax blev antændt, men da han saae Ilden gribe om sig, blev han forskrækket og forsøgte at slukke den, hvilket han dog ikke formaaede, af hvilken Grund han skyndsomt ilede bort fra Brandstedet og begav sig til Slangerup, men næste Dag meldte han sig selv som Gjerningsmanden for Politiet i Kjøbenhavn, fordi han, som han sagde, frygtede for, at Mistanken skulde henvendes paa nogen Anden. Sædstakken laa ikkun 65 Alen fra Anders Hansens Gaard og 76 Alen fra Gaardeier Jørgen Larsens Gaards Bygninger, og i vestlig Retning ligge tre andre Gaarde i Række tæt ved hverandre, medens der mellem den afbrændte Stak og de to førstnævnte Gaarde var opreist en 23 Alen lang Halmstak som kun laa 22 Alen fra Anders Hansens Gaard og 20 Alen fra den afbrændte Stak. Vinden var nordøstlig, dog kun svag, og den bar saaledes ned paa Anders Hansens Gaards Bygninger, som det dog lykkedes Brandvæsenet at redde ved at paalægge vaade Lagener. Da Edvard flygtede fra Brandstedet giorde han intet Anskrig og kaldte ikke paa de Nærmestboende, men han paastod under Sagen, at han ikke havde havt til Hensigt at tilføie Eieren, som han ikke kjendte, nogen Skade, eller i det Hele forvolde større Ulykke, og han tænkte ikke over, hvorvidt han ved sin Gjerning udsatte Andres Liv og Gods for Fare. Brandskaden var ansat til 301 Kr. 12 Øre, som Brandforsikkringen for rørlige Eiendomme i Sjællands Stift paastod sig erstattet af Arrestanten. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev Arrestanten efter Straffelovens § 262 1ste Led straffet med 18 Maaneders Forbedringshuusarbeide og tilpligtet at udrede den paastaaede Erstatning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. juni 1879).

Vold mod Opsynet paa Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Den 10de Februar d. A. om Aftenen fandt følgende Optrin Sted paa Ladegaarden: Opsynsmand Thomsen begav sig Kl. 8½ til Gaardens afsondrede Arbeidslocale og paabød de derværende Arbeidere at forlade Localet og begive sig til Sovelocalet. Denne Opfordring nægtede Fabrikarbeiber Jacob Eduard Nielsen at efterkomme og indtog derhos en saadan Holdning, at Thomsen ansaae det for rettest at tilkalde Assistance. Fulgt af tre Opsynsmænd vendte han tilbage, men fandt da Arbedslocalet tomt, idet alle Arbeiderne, ogsaa Jacob Nielsen, havde begivet sig op i Sovelocalet, hvorfor Thomsen tilligemed de tre Opsynsmænd ligeledes gik derop. Paa Sovelocalet, der kun var svagt oplyst, befandt sig dengang foruden Jacob Nielsen 16 andre Fabrikarbeidere, og ved Opsynets Indtrædelse trak Nielsen sig tilbage til Baggrunden af Salen, medens af de andre Arbeidere Nogle vare gaaede iseng, og Andre havde stillet sig op halvt afklædte langs Sengerækkerne. Thomsen gik igiennem Rækken henimod Nielsen og opfordrede ham til at følge med til Cachotten, men Nielsen, der meente sig forudrettet af Thomsen, fordi denne ikke ifølge hans Begiæring havde fremstillet ham hos Inspecteuren, nægtede at følge med, idet han yttrede: "Ingen skal faae mig af Stedet". Samtidig støiede samtlige Arbeidere op med Sang og Skrig, saa at Thomsen fik det Indtryk, at Nielsen havde benyttet hans Fraværelse til at ophidse sine Kammerater imod ham. Han besluttede derfor at føre Nielsen bort og lagde sin Haand paa ham, men Thomsen satte sig nu til Modværge, slog og sparkede om sig og indlod sig i en formelig Kamp med de fire Opsynsmænd, idet han kaldte sine Kammerater til Hjælp. Af de andre Fabrikarbeidere var der kun To, der vovede at angribe Opsynet, og af disse kunde formedelst Mørket kun den ene gjenkjendes, nemlig Harald Theodor Schreiber, som gientagne Gange foer ind paa en Opsynsmand ved Navn Andersen, men hver Gang blev kastet tilbage af denne, der var ham overlegen i Kræfter. Imidlertid vare 3 andre Opsynsmænd komne til Assistance, og ved deres Hiælp blev Jacob Nielsen bragt til Cachotten, men han vedblev paa hele Brien at gjøre Modstand, ved hvilken Opsynsmand Themsen blev ramt af et Spark i Underlivet, hvilket dog ikke har medført skadelige Følger for hans Helbred, og Opsynsmændene Andersen og Jørgensen hver fik en Rift i Haanden. Jacob Nielsen, der er 40 Aar gl., er tidligere straffet for Tyveri, senest med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage, og Schreiber, der er 37 Aar gl, er straffet i Militairtjenesten bl. a. ved Krigsretsdom i Aaret 1866 med Nedsættelse i Meniges 2den Klasse samt 50 Rottingslag. Begge de Tiltalte bleve ved Criminalrettens Dom for deres ovenomhandlede Forhold ansete efter Straffelovens § 100 med Fængsel paa Vand og Brød, Nielsen i 6 Gange 5 Dage og Schreiber i 2 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. maj 1879, 2. udgave).

Bedrageri. (Efterskrift til Politivennen)

En Arbeidsmand, der i nogen Tid havde været indlagt paa Ladegaarden, blev kied af Opholdet der og vilde gjerne derfra, men vidste ikke ret, hvorledes han skulde forskaffe sig den dertil fornødne Arbeidsseddel, da han ikke selv kunde skrive. Han besluttede da at formaae en Anden til at Skrive en saadan Seddel, og da han Søndagen den 8de Septdr. d. A. havde Udgangstilladelse fra Ladegaarden, begav han sig ud paa et Beværtningssted paa Toldbodveien, hvor han traf sammen med en Arbeidsmand, han tidligere havde arbeidet sammen med, men som dog Ikke senere kunde skaffes tilstede, da Tiltalte ikke iøvrigt kiendte ham; for denne beklagede han sig over, at han ikke kunde komme bort fra Ladegaarden, førend han havde tilveiebragt en Seddel fra en navngiven Arbeidsgiver om, at han havde Arbeide hos samme. Den omtalte Arbejdsmand tilbød da at skrive en saadan Seddel, og efter hos Værten at have faaet Papir, Pen og Blæk skrev han en Seddel saalydende: "Jeg modtager Manden i Arbeide for Fremtiden bevines" og underskrev den med en herværende Muurmesters Navn og Bopæl. Tiltalte modtog de, paa denne Seddel af Arbeidsmanden, hvem han til Giengjæld tracterede med Brændevin og Øl, og afleverede den Dagen efter til Inspecteuren paa Ladegaarden, som i Tro paa Ægtheden af Attesten, der dog led af saa øiensynlige Mangler, at den efter Criminalrettens Skiøn maatte betragtes som et mindet farligt Document, dimitterede tiltalte fra Ladegaarden til Arbeide hos den i Sedlen anførte Muurmester, der imidlertid var aldeles ubekiendt om den Brug, der var bleven gjort at hans Navn, Søndagen den 22de September blev Tiltalte anholdt af Politiet, fordi han havde antastet to Herrer i Adelgade og anmodet dem om at give ham et Par Skilling til Nattelogis. Ved Rettens Dom blev Tiltalte, der tidligere er straffet som Soldat ved Krigsretsdom, anseet med Fængsel paa Land og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. november 1878).

En Vagabond. (Efterskrift til Politivennen)

I denne Tid bliver der i Nordre Birks Jurisdiction og da navnlig i Dyrehaven og paa Strandveien, næsten daglig anholdt indtil 3 a 4 Løsgiængere og Betlere; det er Personer, der ere undvegne fra Ladegaarden, eller som intet Arbeide have og derfor søge et kortvarigt Erhverv ved Betleri i Dyrehaven. Som oftest er det Individer der er stærkt forfaldne til berusende Drikke, hvorfor ogsaa endeel af dem, naar de ere hensatte i Arresten, hvor de maa undvære slige Drikke, blive angrebne af Delerium tremens. Flere af denne Slags Forbrydere have for Løsgiængeri og Betleri været straffet nogle og tyve Gange. Jens Peter Bech er en saaledes oftere straffet Betler. Efter hans Paagribelse paa Dyrehavsbakken, hvor han gik omkring og betlede, vedgik han, at han, uagtet et ham givet Polititilhold da han en Søndag havde Udgangstilladelse fra Ladegaarden til om Aftenen Kl. 8 var blevet borte derfra, hvorimod han istedet for Ladegaarden foretrak det frie Fegterliv paa Landet. Arrestanten, der er 37 Aar gammel og mangfoldige Gange straffet for Løsgiængeri og Betleri, og derhos ved Criminal- og Politiretsdom af 19de Mai f. A. for Tyveri blev anseet med 1 Aars Forbedringshuusarbeide, blev nu ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiretsdom anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage, hvorefter han blev afleveret til Ladegaarden, hvor der venter ham en disciplinair Straf for undvigelse fra denne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. juni 1878).

Unge Tyve og Ladegaardslemmer. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Tyvebande. I Forgaars paakjendtes i den offenlige Politiret en Sag imod 8 Drenge, der i en Alder fra 11-13 Aar i Løbet af November Maaned d. A. havde begaaet ialt 21 Tyverier og to Gange gjort Forsøg paa at stjæle. Med Undtagelse af et Tilfælde, i hvilket en af Drengene havde været alene om Udførelsen, vare de øvrige Tyverier udførte af flere eller færre i Forening efter foregaaende Aftale, og en af dem havde saaledes deltaget i 18 Tyverier samt i de to Forsøg. Tyverierne vare alle begaaede fra Steder, hvortil Adgangen var uhindret; blandt de Ting, Drengene stjal, var en Flaske Genever, som en af dem tog ved at række Armen ind gjennem en Trækrude, indenfor hvilken Flasken stod, og efterat være kommen i Besiddelse af den, drak han og de Drenge, der vare sammen med ham, af Indholdet; fra en Bager stjal de paa lignende Maade en Honningkage, fra en Vogn paa Gaden 6 Flasker Øl, fremdeles paa forskjellig Maade en Pakke Svovlstikker, en Daase Sardiner, som de dog kun kunde aabne saavidt at Olien flod ud, en Kniv, en Lampe, flere Sigtebrød, Langbrød, Vindruer og Kager. Fra en Uhrmager i Frederiksberggade forsøgte de at stjæle et til 80 Kr. vurderet Gulduhr, der beroede i et Udhængsskab, hvis Bagklædning var befæstet med en Krog, der var til at løfte af, saa at man, ved at holde Skabet ud fra Muren, kunde aabne det; men da Forsøget blev bemærket af en Dame, vovede Drengene ikke at fuldføre det. Fra to Slagterboder ved Nikolai Taarn stjal de 2 Stykker Kjød, med hvilke de begav sig ud paa Amager, idet de medbragte dels en Kasserolle, som de tidligere vare komne i Besiddelse af; dels et Fyrfad, som de saa Lejlighed til at stjæle paa Vejen derud. Bag et Gjærde paa en Mark indrettede de en Fyrplads, hvortil de samlede Brændsel, gjorde Fyr paa og stegte det medbragte Kjød, hvorefter de holdt Maaltid. Fra en Værtshusholder i Hyskenstræde stjal de en Underdel til en Fruentimmerkjole, hvilket Tyveri gav Anledning til Opdagelsen af dette og de øvrige Tyverier; en Tjenestepige havde nemlig set 2 af Drengene i Ejendommen, og da der umiddelbart efter Tyveriets Udførelse blev gjort Anmeldelse om samme til Politiet, blev en Politibetjent strax afsendt til Assistentshuset, hvor han traf en af Drengene netop i det Øjeblik, han var i Færd med at pantsætte Underdelen. Samtlige Drenge idømtes Straf af Ris, henholdsvis 25, 20, 15 og 10 Slag.

Indbrudstyveri og Løsgængeri. Den 23de Oktober d. A. fik Emanuel Christian Jacobsen og Oluf Villiam Albert Olsen Tilladelse til den Tag at forlade Ladegaarden - hvor de med sædvanligt Tilhold vare udlagte - for at kunne søge Arbejde; dog paalagdes det dem, at de skulde være tilbage Kl. 6 samme Dags Eftermiddag. De bleve imidlertid enige om at begaa Tyveri hos Olsens tidtigere Husbond, en Hørkræmmer i Peder Skramsgade, og undlode derfor at vende tilbage til Ladegaarden. Kl. 11 om Aftenen gik de hen i den paagjældende Ejendom, hvis Port stod aaben, og efter at være komne ind i Gaarden krøb de gjennem et aabentstaaende Vindue ned i Kjælderen, der stod i Forbindelse med Hørkræmmerens Butikslejlighed. Olsen, der var bekjendt med Lokaliteterne, vidste, at de herfra havde uhindret Adgang til hele Lejligheden, der ikke benyttedes til Natteophold af nogen og ikke stod i Forbindelse med nogen Beboelseslejlighed. Efter at have begivet sig ind i Butiken, aabnede de begge ved et Ryk med Hænderne den aflaasede Butiksskuffe og stjal ud af den de deriværende 83 Øre, og derefter tilvendte de sig fra et andet Rum i Lejligheden en Regnkappe og en Frakke. Det var imidlertid blevet bemærket, at de krøb ned i Kjælderen, og det lykkedes at paagribe dem begge, inden de havde forladt Gjerningsstedet. Begge Arrestanterne, der ere i en Alder af 23 Aar, og tidligere hver især have været straffede for Tyveri med Forbedringshnsarbejde, bleve ved Kriminalrettens Dom ansete hver især med Forbedringshusarbejde i 2½ Aar.

(Morgenbladet (København) 13. december 1877).

Fra den offentlige Politiret. (Efterskrift til Politivennen)

Det er lykkedes Politiet at komme til Kundskab om, at Værtshuusholder Thomsen, Prindsensgade Nr. 21 i Kiælderen, i længere Tid har drevet en udstrakt Handel med gamle Klæder, som han kjøbte af Ladegaardslemmer og straffede Personer, ligesom han ogsaa har drevet en Pantelaanerforretning med saadanne Gienstande. Thomsen forklarede selv herom, at han i Lødet af de sidste 2 a 3 Aar ofte har kjøbt flere Lærredsskiorter og andre Klædningsstykker af ubekiendte Personer, som ere komne ved i hans Beværtning og have falbudt dem, hvorpaa han efterhaanden har solgt dem til sine Gjæster samt til Jernkræmmere mod lidt Avance; dog havde han ikke lagt Mærke tik, om nogle af disse Ting havde været forsynet med Fattigvæsenets Stempel, men han vilde heller ikke benægte Muligheden heraf. Han har ligeledes kjøbt Laanesedler af Folk, der have falbudt dem til ham, eg derefter indløst de pantsatte Gienstande og bortsolgt dem. Enkelte Gange har han ogsaa laant Personer Penge paa Klædningsstykker, og i Reglen har han ogsaa faaet lidt Vederlag derfor, f. Ex. 8 Sk. af en Daler paa nogle faa Dage, og mulig nogle enkelte Gange lidt mere. Naar Laantageren ikke indløste Pantet til den bestemte Tid fra 8 Dage indtil et Par Maaneder, har Thomsen enten selv bortsolgt Tøiet eller pantsat det paa Asststentshuset. I de Tilfælde, hvor Eieren har ønsket at faae Sedlen paa sit Tøi, har Thomsen ogsaa givet ham den imod et saadant Vederlag, at han har været dækket for sin Ulellighed. Han vedtog i Retten at betale 12 Rd. for de af ham begaaede Forseelser.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. september 1874).

Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Ladegaardens Mysterier

Da her tales og skrives saa meget om Arbejderspørgsmaalet, kunde det være godt at høre, hvorledes en Arbejder faar det, naar han er opslidt eller ved uheldige Omstændigheder hjemfalder Fattigvæsenets Omsorg her i København. Naar en Mand eller Kvinde ved Sygdom eller Arbejdsløshed, uheldige Omstændigheder o. s. v. ikke kan ernære sig, søger man Fattigvæsenet og henvises da til Ladegaarden. Lad os se lidt herind og gøre os bekendt med, hvordan de saa faar det.

Naar en Arbejder bliver indlagt paa Ladegaarden, faar han i Forplejning en halv Pot Øl om Morgenen, 7 Kvint Flesk eller 10 Kvint Kød om Middagen, en halv Pot Byggryn om Aftenen og 1 1/4 Pund tørt Brød. Vil han have Øl, Smør eller Ost til sit Brød, maa han købe det, hvis han har Penge, ellers maa han spise det tørre Brød og drikke Vand til. Naar Manden arbejder paa Gadefejning eller Vejarbejde, faar han 2 Skilling kontant om Dagen og 2 Sk. i Tegn, som skrives ham til Gode til Afregningsdagen, der falder en Gang om Ugen. For denne Mand, der regnes til 2den Afdeling, beregner Ladegaarden 18 Sk. om Dagen. Kommer han i 1ste Afdeling, faar han Dagløn 15 Sk., hvoraf 9 Sk. i Tegn, samt Middagsmad, men ved Akkordarbejde saar han kun 9 Sk. i Tegn, og da det kun er de færreste, som kan fortjene et Overskud, har han kun disse 9 Sk. til Brød, Smør, Ost, Øl og Skraatobak. Disse Varer sælges hos Ladegaardens Økonom, og saaledes udhøkrer Fattigvæsenet sine Varer til Arbejderen, men rigtignok uden at svare Næringsskat eller Brændevinsafgift.

En Mand paa 1. Afdeling faar ingen Middagsmad om Søndagene og maa sulte, hvis han ikke faar noget Overskud af sit Akkordarbejde, da de 9 Sk. i Tegn, han faar daglig, neppe er tilstrækkelig til at leve for i Søgnedagene. Er det da saa underligt, at Arbejderne bliver sløve og ligegyldige, at de unge Mænd og Børn fordærves i Stedet for at forbedres? Der maa arbejdes i 12-13 Timer i Sne og Frost, med tørt Brød og koldt Vand; det er Arbejderens Lod, naar han bliver gammel og ikke kan ernære sig.

Hvorfor betales der ikke Arbeideren gangbar Mønt for hans Arbejde? Ladegaardens Bestyrelse har nu siden 1870 ladet præge Tegn til Anstaltens Brug for ca. 300 Rd., men denne Udgift har ikke været til nogen Nytte, og der kunde spares i Regnskabsvæsenet ved at afskaffe den Handel og de Tegn. Der findes et Kontorhold af 17 Mand, men hvad bestiller alle disse Mennesker? Det meste Arbejde udføres af de 10 Lemmer, men de Andre lønnes højt for, hvad de ikke bestiller. Saaledes har Inspektøren en Løn af omtrent 2450 Rd. om Aaret, hvoraf ½ pCt. af Anstaltens Brutto Indtægt. Fabrikskriveren har omtrent 1200 Rd. om Aaret for en Arbejdstid af højst 700 Timer om Aaret. En Assistent derimod har med 300 Rd Indtægt 8 Timers Arbejde om Dagen; de andre Assistenter har langt mindre Arbejde, og kontorets Arbejde kunde godt besørges af 2 Assistenter med 400 Rd. om Aaret. Hvad den nuværende Kvartermester bestiller og faar sin Løn for, er en Gaade, undtagen det skulde være dette, at Inspektøren bruger ham til at tyrannisere Opsynet med. Ved Optællingen i Aar manglede han ca. 500 Folkelagen, og hvis det var sket noget andet Sted, saa var han jo bleven afskediget. Men hvis han er godt aflagt for ikke at passe sin Tjeneste, saa er til Gengæld Opsynsmændene daarlig aflagte; de har 13 Timers Tjeneste, Spisetiden fraregnet, har 5 Rd. 3 Mk. om Ugen, maa møde Kl. 5 om Morgenen, vedblive at arbejde med Folkene til Kl. 6 om Altenen og derover, og naar de saa kommer til Fabriken, er der neppe Tid for dem til at spise, forinden de skal paa Vagt og gaa i 1½ Time, hvordan end Vejret er. En Soldat har dog et Skilderhus, men det har Opsynet ikke, men hvad bryder Bestyrelsen sig om, at der kommer en Familje mere paa Fattigvæsenet, ved at Opsynsmændenes Helbred nedbrydes? En Opsynsmand, der havde tjent c. 14 Aar, mistede sin Hørelse ved at gaa paa Gaden i Kulde og Sne, men Bestyrelsen skaanede ham ikke, men satte ham til Gadefejning, saa at han snart blev helt syg og døde. Ved at give ham en Assistentplads paa Kontoret kunde Bestyrelsen have frelst hans Liv. En Vægter faar ogsaa for lidt Løn, nemlig kun 4 Rd. 3 Mk. om Ugen for 7 Nætter fra Kl. 8 om Aftenen til Kl. 5 om Morgenen og om Vinteren 1 Time mere.

Blandt andre Misbrug ved Anstalten kan nævnes, at Raadmand Petersen i Magistratens 3die Afdeling bruger en af Fabrikarbejderne hver Dag i sin Ejendom til forskellige smaa Sysler, og denne Mand opføres hver Dag paa Gadefejerregnskabet. Regner man en Fabrikarbejder til 24 Sk. om Dagen, bliver det i 304 Arbejdsdage 76 Rd. om Aaret, hvilket er en køn lille Stilling, der gaar ud af Fattigvæsenets Kasse over i Raadmandens. Borgermester Knudsen har ogsaa gjort sig en Indtægt paa Fattigvæsenets Bekostning, idet han har ladet den tidligere Præstehave i Standsætte som Lysthave og brugt Lemmerne til Arbejder i Marken. Det havde været bedre, om Borgmesteren havde bygget Boliger til det gifte Opsyn; saa havde han dog gjort nogen Nytte. I det Hele laget er den indre Ordning paa Ladegaarden ikke god. Alle Lemmerne burde ud af Kontoret, hvor der kun burde være private Skrivere. Al Handel burde afskaffes, og Værkstederne lukkes tidligere. Inspektørens halve Procent af Brutto-Indtægten burde tilfalde de forskellige Fagmand som Dusør; de vilde da sørge for, at der produceredes mere. Lønnen for hele Opsynet burde forhøjes og Arbejdstiden forkortes. Dette er det Vigtigste af, hvad der foreløbig bør gøres for at forbedre Tilstanden paa Ladegaarden. Lad os nu se an en Tid, om der sker Noget i denne Retning, ti hvis ikke kunde der være Anledning til at oplyse nogle andre Mysterier.

En Mand, der kender "Gaarden"

(Socialisten 22. januar 1873)

Fra "Ladegaarden". Siden "Socialisten" er fremkommen med nogle Oplysninger om Forholdene paa Ladegaarden, har det begyndt at lysne lidt herude paa "Gaarden". Inspektøren er allerede bleven lidt mere human; men endnu staar der dog meget tilbage at ønske. Vi er herude 12 Opsynsmænd, som er ansat med ugentlig Løn, og deriblandt er 3 Fagmænd. En af disse sidste, der nu har været her i 4½ Aar, og stadig levet i den salige Bevidsthed, at være Bestillingsmand i Magistratens Tjeneste, har nu endelig erfaret, at Inspektøren er af en anden Mening. Da denne nemlig blev spurgt om, hvorvidt Opsynsmændene kunde faa Dyrtidstillæg, svarede han, at Alle, som lønnes i ugevis, (hvad vi havde troet kun var en Begunstigelse) er at betragte som simple Haandlangere, der intet Tillæg kan faa. Det fremgaar nu, at det altsaa kun er de Højstlønnede, der kan faa Dyrtidstillæg, hvorimod de, som netop trænger dertil, de, som akkurat kan slide sig igennem, skønt de maa arbejde fra Klokken 5 om Morgenen til 9 om Aftenen og for dette Arbejde oppebærer en Løn fra 312 til 450 Rd. om Aaret, ikke kan opnaa en saa billig Fordring. Imidlertid maa man haabe, at Magistraten, til hvem et Andragende om Dyrtidstillæg, som tidligere meddelt i "Socialisten", er indsendt, vil have et mere aabent Øje for Livets Fordringer, selv hvad Smaafolk angaar, end Inspektøren paa Ladegaarden.

(Socialisten 27. februar 1873).

Brandstiftelse paa Ladegaarden. En paa Ladegaarden indlagt, tidligere straffet Person begærte sig i Mandags fremstillet for Politiet for at afgive Tilstaaelse om nogle af ham begaaede Forbrydelser. Hans Ønske blev opfyldt, og han tilstod derefter, ifølge "Dags- Telegrafen", paa Politikamret, at han for noget over to Aar siden havde begaaet et Tyveri og omtrent samtidig havde stukket Ild i nogen paa Marken henstaaende Sæd. Denne Forklaring gentog han uforandret til Grundlovsforhøret og lagde ikke Dølgsmaal paa, at han atraaede Arrest og Straf for at undgaa det saa utaalelige Ophold paa Ladegaarden. Forhørsdommeren fandt imidlertid ikke tilstrækkelig Anledning til at arrestere ham, men lod ham med Underretning om det Passerede føre tilbage til Ladegaarden, hvor han blev indsat i "Blæhs Minde", en mindre, afsides liggende Bygning, bestemt for Personer, der enten er ufordragelige eller skal holdes under særlig Opsigt. 

I Tirsdags Morges Klokken omtrent 7 begav samtlige her indlagte Personer, hvoriblandt den foran omtalte ved Navn Christian Theodor Olsen, sig til Arbejdsstuen i Stueetagen, men et Øjeblik efter at Alle var samlede, gik Olsen atter ovenpaa, hvor Soverummet findes, for, som han sagde, at hente et Bliktegn, som han havde glemt. Han blev noget længe borte, og da han omsider indfandt sig, fortalte han i en hoverende Tone til sine Kammerater, at nu havde han sørget for, at deres Befrielsestime slog, idet han havde sat Ild paa Kassen. Opsynet og nogle af Arbejderne søgte straks at komme ovenpaa, men da Olsen havde stukket Ild i samtlige Halmmadratser, saa at Ilden stod alenhøjt og begyndte at staa ud gennem Taget, maatte ethvert foreløbigt Slukningsforsøg opgives, og der blev nu øjeblikkelig gjort Brandallarm. De hurtig mødte Sprøiter fik efter ½ Times Forløb Bugt med Ilden, men Bygningen er selvfølgelig i betydelig Grad beskadiget. Olsen afgav paa Stedet Tilstaaelse om at have paasat Ilden for at tvinge Dommeren til at arrestere ham.

(Socialisten 13. marts 1873).

Kristian Teodor Michael Olsen fik opfyldt sit ønske om at komme væk fra Ladegården: Han blev idømt 18 måneders forbedringshusarbejde, samt dømt til at betale Københavns Magistrat 3 Rd. og Landbygningens Brandforsikring 60 Rd. 2 Mark i erstatning.

Tyveri, Løsgængeri m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående eksempel viser nogle af de fængselsstraffe tyveri kunne udløse:

Politibetjent Nr. 106 lagde en Dag i Slutningen af November f. A. Mærke til 2 Personer, der drev omkring i Gaderne og ikke bestilte Andet end at see ind af Vinduerne. Den ene af dem gik omsider ind i en Høkerboulik i Aabenraa, medens den anden ventede udenfor; lidt efter kom den Første ud med en lille Pakke under Armen og gik hen til sin Kammerat, men i det Samme hørte Betjenten Høkerkonen raabe: "Tag ham, grib ham!", og begge Personerne gav sig nu til at løbe, efterfulgte af Betjenten, hvem det lykkedes at paagribe den ene i en Port i St. Gjertrudstræde. Der oplystes derefter, at den Person, der kom ind i Boutiken, havde kjøbt forskjellige Fødevarer og var løbet sin Vei med dem uden at betale, men dette Bedrageri blev ikke gjort til Gjenstand for Paatale, da Høkerkonen frafaldt samme tilligemed Erstatning. Derimod bevirkede denne Sag, at der fremkom Oplysninger, som ledede til yderligere Undersøgelser saavel imod de tvende omtalte Personer som mod en tredje, og ved disse Undersøgelser godtgjordes det, at de alle tre havde gjort sig skyldige i forskjellige Tyverier m. m. De paagjældende Personer vare Arrestanterne Viggo Valdemar Olsen, 20 Aar gammel, og Christen Sørensen, 28 Aar gl., samt Tiltalte Peter Nielsen, 23 Aar gl. Førstnævnte havde den 20de Novbr. forladt Ladegaarden uden Tilladelse og derved paadraget sig Straf for Løsgængeri. I de paafølgende Dage drev han om med Tiltalte Nielsen, og de mødte paa deres Vandring i Amaliegade Arrestanten Sørensen, med hvem Olsen, udenat Nielsen hørte det, aftalte at begaae et Tyveri i Toldbodgade Nr. 11. Her var Sørensen bekjendt, og begge Arrestanterne gik op i dette Sted, hvor Sørensen paa 3die Sal fra et uaflaaset Pigekammer, medens Olsen blev staaende ved Kjøkkendøren, stjal nogle Fruentimmerklæder, hvoraf de efter et forgjæves Forsøg pantsatte Størstedelen for ialt 8 Mk. Den 28de s. M. traf de to Arrestanter atter sammen og aftalte at forøve et Tyveri i Store Kongensgade Nr. 70, hvor Olsen stjal en Olietrøie, der tilhørte en Matros, og som hang paa en Snor i Gaarden. Sørensen forblev denne Gang udenfor, men Udbyttet af Trøien, som de solgte til en Ubekjendt for 24 sk, forbrugte de i Forening til Spise- og Drikkevarer. Atter Dagen efter gik begge Arrestanterne om Eftermiddagen Kl. omtr. 6 ind i Gaarden Nr. 18 i Borgergade, hvor Olsen bemærkede, at der i Stuen i Baghuset stod et Vindue aabent. Han antydede derpaa Sørensen, hvorledes Tyveriet skulde udføres, og medens denne holdt Vagt, krøb Olsen ved Hjælp af en Huggeblok igjennen Vinduet ind i Værelset, hvor han talte sig i Besiddelse af 2 Frakker og en Vest, som hang paa Væggen. Disse Koster bleve deels solgte, deels pantsatte, og Udbyttet 4 Rd. 3 Mk. deelte Arrestanterne imellem sig. Ogsaa Strandveien hjemsøgte de, og i Stedet Tuborgs Staldbygning satte Olsen sig i Besiddelse af en gammel Vadmelsfrakke, der dog er erklæret for værdiløs. Foruden de Tyverier, Arrestanterne have udøvet i Fællesskab, har Sørensen tillige tilstaaet, at han i 1869 har i Randers stjaalet en Ost fra sin Logisværtinde, og i Byen Paderup et Par Støvler fra en Tjenestepige, ved hvis Hjælp han havde opnaaet at faae Logis sammesteds. Tiltalte Nielsen, der ligesom Olsen havde forladt Ladegaarden uden Tilladelse, var den, der blev anholdt af den ovenfor omtalte Betjent; ved sin Løsladelse fik han paany et Tilhold af Politiet, om ikke at forlade Ladegaarden uden Tilladelse, men ogsaa dette overtraadte han og drev omkring, indtil han frivillig meldte sig til Politiet. Saavel Arrestanterne som Tiltalte have tidligere gjentagne Gange været straffede, Olsen bl. A. med 18 Maaneders Forbedringshuusarbeide, Sørensen bl. A. med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage og Nielsen bl. A. med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar. Ved Criminalrettens Dom bleve de dømte Olsen og Sørensen til Forbedringshuusarbeide henholdsviis i 3 Aar og 18 Maaneder, Nielsen til 90 Dages Tvangsarbejde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. marts 1871).

Tyve fra Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

En lille gruppe indsatte på Ladegården besluttede at undvige anstalten ved at stjæle:

"Peter Valdemar Arvedsen, født og hjemmeh: i Kbhn:; drikfældig Driver; Leilighedstyv og Lommetyv. See mist: Prot: E. Pag 455." [1869]. Genealogisk Forlag.

Tyveri og Meddelagtighed heri. Medens Arrestanten Lauritz E. Ferdinand Poulsen og hans Kiæreste Cathrine B. i Begyndelsen af Oktober f. A. vare indlagte paa Ladegaarden, bleve de kjede af dette Opholdssted, og under en Samtale, de havde med hinanden om, hvorledes de skulde komme derfra, opfordrede B. Poulsen til at stjæle for derved at skaffe sig de fornødne Penge til deres Dimission fra Ladegaarden. Poulsen gik ind paa dette Forslag hvortil hun endmere opmuntrede ham derved, at hun fortalte ham, at hun - efter hvad der ogsaa blev oplyst - for længere Tid siden i Forening med et andet Fruemtimmer havde forøvet et Tyveri, som hun var kommen godt fra. Nogle Dage derefter fortalte Poulsen sin foranførte Plan til en anden, ogsaa paa Ladegaarden indlagt Person, Arrestanten Peter Valdemar Arvesen, der strax gik ind herpaa hvorhos begge Arrestanter bleve enige om i dette Øiemed at skaffe tilveiebragt de fornødne Redskaber, hvormed de kunde gjøre Indbrud. Poulsen henvendte sig derefter i denne Anledning til en ligeledes paa Ladegaarden indlagt Smedesvend, Arrestanten Johan Frederik Beitzel, om at forfærdige disse Redskaber, efterat han havde fortalt denne, hvortil han vilde bruge dem, og fik Beitzel til mod Løfte om Vederlag for hans Uleilighed ubemærket i Smedeværkstedet paa Ladegaarden af noget der beroende gammelt Jern at forfærdige Brækjern, en Hovednøgle og to Dirke. Efterat Beitzel havde overleveret Poulsen de til det opgivne Brug forfærdigede Redskaber, og den Sidstnævnte havde vist sin Kjæreste Hovednøglen og Dirken og fortalt hende, at han ved Hjælp af disse vilde begaa Tyveri for at skaffe Penge tilveie til dem Begge, opfordrede og opmuntrede hun ham endnu mere til at udføre det hos ham tidligere vakte forbryderske Forsæt. Da Poulsen den paafølgende 24de Oktober tilligemed sin Kjæreste hos en Værtshusholder i Evaldsgade traf sammen med Arrestanten Arvesen, bleve den Sidstnævnte og Poulsen enige om at udføre Tyveriet samme Aften. Efter først at have hentet de ovennævnte Redskaber fra Glaciet, hvor de vare skjulte, begav begge Arrestanter sig ind til Byen, og da de vare komne udenfor en Eiendom i Kronprindsensgade, hvor der var en Uhrmagerbutik i Stuen, gik Poulsen ind i dette Sted, medens Arrestanten Arvesen blev staaende udenfor for at holde Vagt og ved Fløitning advare Poulsen, naar der kom Nogen. Efter at Poulsen først ved at banke paa Døren havde forvisset sig om, at Ingen var tilstede, aabnede han med den medtagne Hovednøgle den aflaasede Dør til det i Stuen værende Uhrmagerværksted, hvor han stjal 6 Uhre, der hang ved Vinduet over Værkstedbordet. Han forsøgte derpaa med en medbragt Dirk at aabne en fra Værkstedet til Butiken førende, aflaaset Dør; men dette mislykkedes, da Dirken gik istykker. Efterat han havde forladt Gjerningsstedet, leverede han Arvesen et af de stjaalne Uhre, som denne pantsatte, hvorefter de delte Udbyttet heraf, ligesom Arvesen forgæves forsøgte at pantsætte de andre af de ommeldte Uhre, som Poulsen i samme havde leveret ham. To af Uhrene leverede Poulsen til en Kammerat, den Medtiltalte Axel Frederik Dahl, der ogsaa gjemte dem for ham, uagtet han af Poulsen var bleven underrettet om, hvorledes denne var kommen i Besiddelse af dem. For de ved det ovenanførte stjaalne Uhrs Pantsætning modtagne Penge fortærede Poulsen og Arvesen i Forening endel Brændevin hos en Værtshusholder, og Poulsen kjøbte hos en Brændevinsbrænder flere Potter Brændevin, som han ved sin Hjemkomst indsmuglede i en Blære paa Ladegaarden, hvor det solgtes af ham. Da han var bleven endel beskænket, tabte han paa Hjemveien uden at mærke det lige udenfor Ladegaarden to af de stjaalne Uhre, af hvilke det ene senere fandtes, hvilket gav Anledning til Tyveriets Opdagelse, hvorhos han forinden havde kastet et af Uhrene i Ladegaardsaaen. Arrestanterne Poulsen, Arvesen og Beitzel samt Dahl, der alle tidligere have været straffede, henholdsvis med 8 Aars Tugthusarbeide, 4 og 1 Aars Forbedringshusarbeide samt 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, bleve nu af Kriminal- og Politiretten idømte: Poulsen og Arvesen Tugthusarbeide, den Førstnævnte i 6 Aar og den Sidstnævnte i 3 Aar, Beitzel 18 Maaneders Forbedringshusarbeide og Dahl 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, samt Cathrine B. 1 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen (København) 10. februar 1870).

“Lauritz Engestoft Ferdinand Poulsen; straffet i mange Aar jevnlig for Tyverier i Uhmagerboutik og i Beboelsesl: med falsk Nøgle. Mist: Prot: C 342. 284”. [1880]. Genealogisk Forlag. 

Høiesteretsdomme.

Tirsdagen den 29de Marts.

Nr. 100. Advocat Klubien mod 1. Peter Valdemar Arvedsen eller Arvesen. 2. Lauritz Engelstoft eller Dygelstoft Ferdinand Poulsen. 3. Cathrine Frederikke Bryde. 4. Johan Frederik Beitzel og 5. Axel Frederik Dahl. Nr. 1 og 2 for Tyveri, Nr. 3 for Tyveri og Meddeelagtighed i Tyveri. Nr. 4 for Meddelagtighed i Tyveri og Nr. 5 for Hæleri (Defensor Levinsen). Ved Kjøbenhavns Criminal, og Politiretsdom af 8 Febr. 1870 er kjendt for Ret: Arrestanterne Peter Valdemar Arvedsen eller Arvesen, Lauritz Engelstoft eller Dygelstoft, Ferdinand Poulsen og Johan Frederik Beitzel og de Tiltalte Cathrine Frederikke Bryde og Axel Frederik Dahl bør straffes, Arrestanterne Poulsen og Arvedsen med Tugthuusarbeide, den Førstnævnte i 6 Aar og den Sidstnævnte i 3 Aar, Arrestant Beitzel og Tiltalte Cathrine Bryde med Forbedringshuusarbeide, Arrestant Beitzel i 18 Maaneder og Tiltalte Cathrine Bryde i 1 Aar og Tiltalte Dahl med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande, dog at Straffetiden for Cathrine Frederikke Bryde bestemmes til 8 Maaneder. Advocaterne Klubien og Levinsen tillægges i Salarium for Høiesteret hver 20 Rd., der udredes af de Tiltalte paa den med Hensyn til de øvrige Salarier fastsatte Maade.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. april 1870).

Der er navnesammenfald samt andre detaljer fælles med nedenstående Cathrine Frederikke Bryde:

Vold og Løsgængeri. Under et imellem Tiltalte Cathrlne Frederikke Bryde og Fruentimmeret K, i deres fælles Logis i Prindsensgade opstaaet Skiænderi, der udartede til Haandgribeligheder, saaledes at Tiltalte greb K. i Struben, kom et tredie Fruentimmer N.'S Hustru tilstede og gik imellem de virkende for al stille dem ad. Herover blev Tiltalte, der var i en noget beruset Tilstand, saa opbragt, at hun i sin Hidsighed tog et Stykke af Trapperækværket, der sad løst, og slog dermed ovennævnte N.'s Hustru i Hovedet, hvorved hun bibragte hende paa den bageste Deel af venstre Issebeen et Saar, der efter Udvisende af en fremlagt Lægeattest var omtrent 1 1/4 Tomme langt, lidt bugtet og med skarpe Rande, men tog ikke var naaet ind lil Beenhinden. Bemeldte Saar, der imidlertid kort efter blev lægt, antoges dog ikke at ville have nogen skadelig Følge for den Skadelidtes fremtidige Helbred. Tiltalte, der tidligere har været straffet for Tyveri med Forbedringshuusarbeide, havde desuden imod et hende af Politiet under sædvanlig Straffetrusel givet Tilhold uden Tilladelse forladt det hende af Fattigvæsenet anviste Ophold paa Almindeligt Hospital uden at være vendt tilbage til samme dengang hun anholdtes i ovenanført Sag. For begge de ovenomhandlede Forhold blev Tiltalte, under Hensyn til at den Skadelidte under Sagen var gaaet i Forbøn for heade, ved Criminal- og Politirettens Dom anset efter Straffelovens § 203 og efter § 1 i Lov af 3die Marts 1860 om Straffen for Løsgængeri og Betleri under Eet med 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. oktober 1874).