Øverst: Kontrol af Arbejdsløse paa den gamle Ladegaard. Nederst: En Udsættelse, Møblerne køres bort.
Op over Byens røde Tage og dens gamle irrede Kobbertaarne stiger Frostdagens gyldne Sol. Det er som der vælder gyldne Strømme ned over Husene, og i den klare, lette Luft bliver disse gyldne Strømme skærende skarpe. Ak ja den lette Luft! Det er, som man naar man fra et eller andet, ophøjet Punkt kan se ud over Byen mærker denne Luft alt for klar. Hist og her burde der vel nok hænge lidt Slør af Rogen fra Skorstenene fra Fabriker og Værksteder. Men der er for mange af dom, der bar maattet lukke Portene. Ilden er slukket under Kedlerne, Skorstenene ryger ikke, og Uge for Uge bliver de Arbejdsløses Hær forøget med nye Tusinder. Menneskene har lært at tage Gødningsstof til Jorden af Luften, desværre har de ikke lært at tage Brødet, ellers vilde vi have Forraad nok at tage af.
Og medens Barometret stiger og Solen bliver stærkere lysende, bliver Fremtidsudsigterne mørkere. Vi er midt i en kæmpemæssig Krise, og alle vore ledende Alænds Forsøg paa at bekæmpe den synes frugtesløse. De to Billeder, vi bringer, illustrerer saa nøje det hele; de mange Arbejdsløse, der møder til Kontrol, den Arbejdsløses Møbler, der køres til Sundholm, et Hjem, der blev opløst - det er Saar, der slaas i hele vort Samfunds Legeme, Saar, det vil tage lang Tid bagefter at læge.
(Aftenbladet (København), 25. november 1924).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar