Da Aarets første "Bornholmere" blev røget. (Efterskrift til Politivennen)

Stærkt forsinket af Vinterens Is og Kulde.

Silden tilberedes til Røgning. Damperen "Østbornholm" staar ud fra Gudhjem, Danmarks snævreste Havneindløb.

Foraaret kom sent i Aar, og alt hvad der hører Vaaren til var stærkt forsinket, - ogsaa de røgede Sild. Paa Bornholm, hvis Eksistens i høj Grad er betinget af Silden og af Sommerturisterne, har der hersket utaalmodighed. Silden plejer at være tjenlig til Røgning sidst i April, men man kom langt hen i Maj, og Vinterkulden vilde ikke slippe sit Tag i Østersøens Vande; der var ikke tilstrækkelige "Svæv", d. v. s. smaa Krebsdyr og andre lignende Smaavæsener i Vandet til at Silden kunde æde sig fed. Den, man fangede, var for mager til at røge, de gik i fersk Tilstand til Tyskerne, der ikke er saa kræsne som vi forvænte Danskere.

Der kom straalende Sol og uventet Varme i de første Dage af Maj, men Vinterkulden i Havet var standhaftig, Virkningen af flere Maaneders Is blev ikke ophævet af nogle Dages Sol

I Gudhjem, Byen med de fleste Fiskere og største Røgerier - af 300 Indbyggere er ca. 100 Fiskere, og der er omkring en Snes Røgerier - var der 30 Graders Varme inde i Byen, hvor Klipperne genstraaler og forstærker Solvarmen; Fiskerne svedte i skjorteærmer, naar de gik ud at Havnen, men blot to Sømil, ca. en halv dansk Mil, til Havs, var der en Hundekulde, saa Fingrene blev stivfrosne selv i tykke Uldvanter. Og silden var stadie lige mager.

Men endelig en skønne Morgen kom Fiskerne ind med en Nattefangst, der var brugbar, og hele Byen kom i Aktivitet. Alt staar parat, og Brændestablerne af kløvede og savede Stykker, lige tilpasse til Ovnene, har længe ventet. Der bruges kun Elletræ, der giver den fineste Røg. En Del skoves her paa selve Øen, men Størsteparten kommer hertil i Smaaskuder fru Sverig. Den nyfangede Fisk bliver fordelt blandt Røgerierne, og alle Hænder, navnlig de kvindelige, kommer i Arbejde. Det er hovedsagelig Kvindernes Hverv at rense og tilberede Silden, og det gaar med en forbavsende Fart og Færdighed. Fiskene skæres op, renses, tørres af og hægtes sammen, to og to, den enes Hoved stikkes ind gennem den andens Underkæbe, og saa hænges de parvis over "Spiddene", der lægges paa "Bæringerne', og derefter staar de i et Par Timer til Tørring i Sol og Vind, indtil al ydre Fugtighed er borte. Og saa Ind i Skorstenen, der kan rumme fra 50 til 80 Ol. Baalet er tændt, men nu gælder det af passe, at det ikke brænder for stærkt: med fugtige Klude holdes Ilden i Ave, saa den ikke blusser op i Luer, men kun brænder i smaa. svage Flammer. 

I to Timer varer Røgningsprocessen, og den blaahvide, tunge Røg trækker i tykke Skyer fra 30-40 Skorstene hen over Klipperne og forsvinder ud over Havet. Og ude mellem Skærene, der gaar tæt op til Hven, - somme Steder ligger Røgerier helt ud paa Klipperne - fejrer mægtige Maageflokke sande Orgier, skrigende og skraalende slaas de med Krager og Alliker om al den lækre Indmad, og Byens Katte møder ogsaa op og tager deres Del.

(Aftenbladet (København) 17. maj 1929).

Domme mod Husmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme.

Onsdagen den 28de November.

Nr. 56. Huusmændene Anders Christensen m. Fl. (efter Befaling Brock) mod Sognepræsten for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa nævnte Præstekalds Vegne (Levinsen), bekræftende Citanternes Forpligtelse til af de Sildevaad, hvormed der fiskes fra de til Nautrup Pastoral hørende Sogne, at erlægge en aarlig Sildetiende. Ved Viborg Landsoverrets Dom af 6te Marts 1876 er kjendt for Ret: De Indstævnte, Huusmændene Anders Christiansen. Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peter Jensen sammesteds, Huusmand Jens Jensen af Kybe samt Huusmand Jens Thøgersen af Nautrup, bør som Eiere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til, Een for Alle og Alle for Een, at levere til Nautrup, Sæby og Vile Præstekald aarlig 10 Ol Sild. Halvdelen deraf at erlægge for Nytaar vg Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændeviin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og, Een for Alle og Alle for Een, til Citanten, Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa hans Formand Pastor Conradsens Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 5 Ol Sild, at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, tilligemed 4 pCt. aarlige Renter af dette Beløb fra den 20de Juli 1871, indtil Betaling skeer, m. M. Ved Salling Herreders Rets Dom af 28de Novbr. 1873 vare Citanterne frifundne for Indstævntes Tiltale.

Dom. Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advocat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 120 Kr., der udredes af det Offentlige.

Nr. 57. Huusmændene Niels Berthelsen og Villads Svenningensen Boel m. Fl. (efter Befaling Brock) contra Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne ved det Formand og Skolelærer M. Sørensen paa Vile Skolelærerembeders Vegne (Levinsen), betræffende Citanternes Forpligtelse til af de Sildevaad, hvormed der fiskes fra fornævnte Sogne, at erlægge en Sildetiende. Ved Viborg Landsoverrets Dom af 21de Februar 1876 er kjendt for Ret: De Indstævnte, Huusmand Niels Berthelsen, Huusmand Villads Svenningsen Boel, Huusmand Christen Jensen Nygaard, Huusmand Peder Christian Laugesen, Huusmand Peder Laursen, Huusmand Niels Andreas Madsen, Fisker og Snedker Mikkel Andersen, Huusmand Peder Jacobsen og Huusmand Niels Christian Ssrensen, bør som Eiere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til, Een for Alle og Alle for Een, at levere til Vile Skolelærerembede aarlig 5 Ol Sild, Halvdelen deraf al erlægge for Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændeviin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og Een for Alle og Alle for Een til Citanterne, Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa bemeldte Skolelærerembedes Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 2½ Ol Sild, at levere før Nytaar 1871, og 2½ Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 5 Kr. 45 Øre, tilligemed Renter af dette Beløb 4 pCt. aarlig fra den 11te Mai 1871, indtil Betaling skeer. Ved Salling Herreders Rets Dom af 23de Januar 1871 ere Citanterne frifundne for de Indstævntes Tiltale.

Dom. Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advocat Levinsen tillægges i Solarium for Høiesteret 100 Kr., der udredes af det Offentlige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. december 1877, 2. udgave).

Sildefiskeriet var Sæbys vigtigste erhverv på daværende tidspunkt idet ca. en tredjedel af indbyggerne levede af det. 

Højesteretsdom

Jørgen Sørensen m. Fl. (Adv. Brock)

contra

Sognepræsten for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder Pastor Barfoed paa nævnte Præstekalds Vegne (Adv.  Levinsen). 

(Afsagt den 28 Novbr. 1877).

Anset godtgjort, at der ifølge Alderstids Hævd tilkom et Præstekald som aarlig Afgift 10 Ol Sild af hvert Sildevaads Ejere imod en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Udredelsen paalagt Medejerne af Vaaddet solidarisk. 

Viborg Landsoverrets Dom af 6 Marts 1876 er saalydende:

Under denne Sag har daværende Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Konradsen under Paaberaabelse af, at hans Embede fra gammel Tid har været berettiget til en saakaldet Sildetiende eller en aarlig Afgift af hvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra de til Nautrup Pastorat hørende Sogne, af 10 Ol Sild, hvoraf Halvdelen erlægges før hver Nytaar og Halvdelen om Foraaret, men at de Indstævnte, Husmændene Anders Christensen, Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peter Jensen sammesteds, Husmand Jens Jensen af Kybe samt Husmand Jens Thøgersen af Nautrup, der i Forening eje et Sildevaad, hvormed de have drevet Fiskeri fra Vile Sogn, have vægret sig ved at erlægge den ommeldte før Nytaar 1871 og i Foraaret s. A. forfaldne Afgift i 1ste Instans sagsøgt de Indstævnte til enten ved deres Formænd, fornævnte Anders Christensen og Jørgen Sørensen, eller in solidun dels at betale Erstatning for den nævnte ved Sagens Paabegyndelse resterende Ydelse med 8 Rd. 2 Mk. eller efter uvillige af Retten udmeldte Mænds Skjøn, dels fremtidig at udrede Ydelsen til Præstekaldet i det foranførte Omfang. Ved Underretsdommen ere de Indstævnte frifundne for Pastor Konradsens Tiltale og Citanten, Pastor Barfoed, der imidlertid har afløst Pastor Konradsen som Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, har nu indanket Sagen for Overretten, hvor han har paastaaet Underretsdommen forandret i Overensstemmelse med de af hans Formand i 1ste Instans nedlagte Paastande. De Indstævnte procedere derimod til Underretsdommens Stadfæstelse.

Efter Sagens Oplysninger findes i liber daticus for Nautrup, Sæby og Vile Sogne for Aaret 1799 antegnet blandt Præstekaldets Indtægter en Ydelse som det hedder 5 Ol Sild om Efteraaret og ligeledes om Foraaret af hvert Sildevaad, og denne Tiende, der atter nævnes i liber daticus ved Aaret 1833, hvor det bemærkes, at den ofte maatte erhverves ved Udpantning, findes derefter medregnet blandt Præstekaldets Indtægter i de for Aarene 1809, 1828, 1832, 1839, 1853 og 1863 affattede Vakanceberetninger, idet den ogsaa i disse Beretninger angives at bestaa af 10 Ol Sild af hvert Vaad, 5 om Efteraaret og 5 om Foraaret, ligesom dens Størrelse opgives paa samme Maade i et af Fiskerne i Nautrup, Sæby og Vile Sogne i Aaret 1865 til Justitsministeriet indgivet Andragende om Lettelse i samme. Provst Mygind, der var Sognepræst i Nautrup Pastorat fra 1832 til 1839, har derhos edelig forklaret, at han i sin Embedstid og efter hvad der er ham bekjendt ogsaa hans to Formænd i deres Embedstid, der maa antages at omfatte Tidsrummet fra 1809 til 1832, have oppebaaret en Sildetiende af 10 Ol Sild af hvert Sildevaad, som en Præsten tilkommende Rettighed, og at han vel erindrer, at der undertiden, især i knappe Fiskeaar, var Tale mellem Fiskerne om, at Fiskene kun ydedes som en Gave, men at han, saavidt han erindrer, altid fik Fiskene eller Erstatning i Penge, idet det dog forekommer ham, at Fiskerne i et enkelt Aar først betalte Tienden, efter at han havde begjært Udpantningsordre og underrettet dem derom. Ligeledes have to Mænd, der efter hinanden vare Sognepræster i Nautrup Pastorat i Tiden fra 1839 til 1863, edelig udsagt, at en Sildetiende af den ovennævnte Størrelse ogsaa er ydet dem i deres Embedstid, og at den dengang saavel af Fiskerne som af Præsten betragtedes som en denne tilkommende Rettighed, hvortil det ene Vidne navnlig har føjet, at han antoges at have en ubestridelig Ret til, naar Sildene eller Vederlag derfor efter den gængse Pris ikke ydedes i rette Tid, at inddrive samme ved Udpantning. Endelig have flere Beboere af Nautrup Pastorat, hvis Forklaringer tildels omfatte et Tidsrum af 60 Aar eller derover, edelig forklaret, at der i den af Vidnerne omforklarede Tid som det maa antages uden væsentlige Afbrydelser, idet navnlig et Vidne, der kan erindre, at Tienden er bleven ydet siden 1807, ikke har kunnet opgive mere end 1 Aar, hvori Præsten ikke har faaet Sild er blevet ydet Sildetiende til Sognepræsten, hvorhos enkelte Vidner have tilføjet, at de ogsaa have hørt Tiendens Ydelse omtale af ældre Folk, og vel have nogle af disse Vidner udsagt, at Præsten ikke hvert Aar har faaet det samme Kvantum Sild, samt at Sildene, efter Sigende eller saavidt Vidnerne vidste, kun vare en Gave, men dette er i bestemt Strid med Sagens øvrige Oplysninger, og navnlig er det aldeles uantageligt, at den ommeldte Tiende, der som meldt i officielle Beretninger om Kaldet er opført som en dette tilliggende Indtægt, og som, efter hvad der ovenfor er bemærket, maa antages oftere at være inddrevet ved Udpantning, skulde, som af Vidnerne forment, være en Villighedspræstation, for hvis Ydelse Fiskerne efter Godtbefindende kunde unddrage sig.

Det findes herefter at maatte anses godtgjort, at Nautrup Præstekald har erhvervet Ret til den omhandlede Afgift ved Alderstids Hævd, idet Retten til at oppebære samme dog efter Proceduren maa gjøres afhængig af, at der ligesom hidtil af Præsten ydes en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild, og da Afgiften efter det Anførte maa anses at hvile paa ethvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Pastoratet, ville de Indstævnte, som Ejere af et saadant, være at kjende pligtige til, mod at erholde den ovenmeldte Modpræstation in solidum at tilsvare Afgiften, uden at der navnlig kan gives dem Medhold i, at den skulde inddrives hos de enkelte Medejere i Forhold til deres, som det maa antages, meget forskjellige Andele i Ejendomsretten, ligesom ej heller Citantens Paastand om, at det paalægges Formændene for Interessentskabet at udrede Afgiften, kan tages til Følge. Ligeledes ville de Indstævnte, der ikke særlig have protesteret imod Citantens Berettigelse til paa hans Formand, Pastor Konradsens Vegne at indtale den ved Sagens Paabegyndelse forfaldne Afgift, in solidum være at tilpligte at betale Værdien af denne Afgift med 4 p. c. aarlige Renter heraf fra Forligsklagens Dato den 26 Juli 1871 indtil Betaling sker, men da de have gjort Indsigelse imod Størrelsen af det fordrede Vederlag, vil dette være at ansætte ved uvillige af Retten udmeldte Mænds Skjøn, dog at det ikke kommer til at overstige det af Citanten fordrede Beløb af 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, hvilken Værdi de Indstævnte have erkjendt, at Afgiften har havt.

(Fortsættes)

(Ugeskrift for Retsvæsen 2. februar 1878)

Processens Omkostninger for begge Retter ville efter Omstændighederne være at ophæve, hvorhos der vil være at tillægge Citantens befalede Sagfører for Overretten, Kancelliraad Møller, og Pastor Konradsens befalede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær hver 60 Kr. og de til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Pastor Konradsen beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe og Larsen, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer blive at udrede af det Offentlige.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter, har intet Ophold, der vil bevirke Ansvar fundet Sted, og med Hensyn til de under Sagen fremlagte Dokumenter ses ingen anden Stempelovertrædelse end den i Underretsdommen ommeldte, at være begaaet.

Thi kjendes for Ret: De Indstævnte, Husmændene Anders Christensen, Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peder Jensen sammesteds, Husmand Jens Jensen af Kybe samt Husmand Jens Thøgersen af Nautrup bør, som Ejere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til En for Alle og Alle for En at levere til Nautrup, Sæby og Vile Præstekald aarlig 10 Ol Sild, Halvdelen deraf at erlægge før Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og En for Alle og Alle for En til Citanten, Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa hans Formand, Pastor Konradsens Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 5 Ol Sild at levere før Nytaar 1871 og 5 Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, tilligemed 4 pCt. aarlige Renter af dette Beløb fra den 20 Juli 1871, indtil Betaling sker. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves, og der tillægges Citantens beskikkede Sagfører for Overretten, Kancelliraad Møller, og Pastor Konradsens befalede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær hver 60 Kr., samt de for Pastor Konradsen til Optagelse af forskjellige Thingsvidner beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe og Larsen, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer udredes af det Offentlige. Det Idømte at efterkommes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

Ved kongelig Ordre af 17 Juli f. A. er Højesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanset at dens Gjenstand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde maa det antages, at Nautrup, Sæby og Vile Præstekald har Ret til den under Sagen omhandlede aarlige Ydelse af 10 Ol Sild af det Sildevaad, hvormed der af Citanterne fiskes fra Vile Sogn. Som Følge heraf og da der efter den skete Indstævning og Proceduren for Højesteret ikke er Spørgsmaal om at prøve Dommens nærmere Bestemmelser om Afgiftens Udredelse, vil denne Dom efter Indstævntes Paastand være at stadfæste. Processens Omkostninger for Højesteret blive efter Sagens Omstændigheder at ophæve, og det Indstævntes beskikkede Sagfører for Højesteret tilkommende Salarium at udrede af det Offentlige.

Thi kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advokat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 120 Kr., der udredes af det Offentlige.

- - -

Sagen Nr. 57/1877. Husmændene Niels Berthelsen og Villads Svenningsen Boel m. Fl. (Adv.Brock)

contra

Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogneraad ved dets Formand, og Skolelærer Sørensen paa Vile Skolelærerembedes Vegne (Adv. Levinsen). 

Afsagt den 28 Novbr. 1877).

Anset godtgjort, at der ifølge Alderstids Hævd tilkom et Skolelærerembede som aarlig Afgift 5 Ol Sild af hvert Sildevaads Ejere imod en Modpræstation af en Flaske Brændevin. Udredelsen paalagt Medejerne af Vaaddet solidarisk.

Viborg Landsoverrets Dom af 21 Febr. 1876 er saalydende:

Under denne Sag have Citanterne, Sogneraadet for Nautrup Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa Vile Skolelærerembedes Vegne, idet de have gjort gjældende, at bemeldte Embede fra gammel Tid har været berettiget til en saakaldet Sildetiende eller en aarlig Afgift af hvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Sognet, af 5 Ol Sild, hvoraf Halvdelen erlægges før hvert Nytaar og Halvdelen om Foraaret, men at de Indstævnte, Husmand Niels Berthelsen i Vile, Husmand Villads Svenningsen Boel sammesteds, Husmand Christen Jensen Nygaard sammesteds, Husmand Peder Chr. Laugesen i Kybe, Husmand Peder Laursen sammesteds, Husmand Niels Andreas Madsen sammesteds, Fisker og Snedker Mikkel Andersen i Nautrup eller nu i Fredsø, Husmand Peder Jacobsen i Nautrup og Husmand Niels Chr. Sørensen i Harre, der i Forening eje et Sildevaad, hvormed de have drevet Fiskeri fra Vile Sogn, have vægret sig ved at erlægge den ommeldte før Nytaar 1871 og i Foraaret s. A. forfaldne Afgift, i 1ste Instans sagsøgt de Indstævnte til enten ved deres Formænd, fornævnte Niels Berthelsen og Villads Svenningsen Boel, eller in solidum dels at betale Erstatning for den nævnte, ved Sagens Paabegyndelse resterende Ydelse med 4 Rd. 1 Mk. eller efter uvillige Mænds Skjøn, dels fremtidig at udrede Ydelsen til Skolelærerembedet i det foranførte Omfang. Ved Underretsdommen ere de Indstævnte frifuhdne for Citanternes Tiltale, og disse have nu indanket Sagen for Overretten, hvor de have gjentaget deres ovenanførte Paastande, medens de Indstævnte derimod procedere til Underretsdommens Stadfæstelse.

De Indstævnte maa anses at have erkjendt, at der i en længere Aarrække er af de Sildevaad, hvormed der fiskedes i Pastoratet, blevet erlagt en Ydelse af Sild til Skolelæreren eller efter at hvert af de tre Sogne efterhaanden har faaet sin særskilte Lærer, da til enhver af disse af de Vaad, der dreves i det paagjældende Sogn saavelsom ogsaa til Præsten, men de have gjort gjældende, at saadant ikke har fundet Sted ifølge nogen Fiskerne paahvilende Forpligtelse, men alene som en frivillig Gave, hvorhos de have benægtet, at Ydelsen, ialfald forsaavidt den har været udredet til Læreren i Vile hvor en selvstændig Lærer maa antages først at være bleven ansat i Aaret 1836 har været erlagt uafbrudt hvert Aar med det af Citanterne opgivne Kvantum, idet der efter deres Anbringende vel aldrig er leveret Mere, men undertiden Mindre, ligesom de endelig have paaberaabt sig, at Ydelsen har været betinget af en Modpræstation fra Lærerens Side af Mad og Brændevin, i hvilken sidste Henseende Citanterne iøvrigt have erklæret, at der Intet haves at erindre imod, at Forpligtelsen gjøres afhængig af en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Ved flere Vidners edelige Forklaringer maa det imidlertid anses godtgjort, at den ommeldte Ydelse til Skolelæreren det navnlig efter Vidnernes Forklaringer maa antages med de af Citanterne opgivne Kvantiteter henholdsvis før Nytaar og om Foraaret er bleven erlagt af hvert Sildevaad i et Tidsrum af mindst 40 Aar uden væsentlige Afbrydelser, idet der dog efter et Vidnes Forklaring var et Aar, i hvilket Skolelæreren ingen Sild fik, hvilket navnlig var begrundet i, at han paa Grund af det daarlige Fiskeri ingen forlangte, og vel gaa de paagjældende Vidners Forklaringer tillige ud paa, at Ydelsen efter Sigende eller efter hvad man antog, skulde være en Gave, men herpaa kan der, efter det lange Tidsrum og den Regelmæssighed i Henseende til Omfang og Leveringstid, hvormed den efter Vidnernes eget Udsagn er bleven erlagt, saa meget mindre lægges afgjørende Vægt, som de edelige Vidnesbyrd, der ere afgivne af 4 Mænd, der i det paagjældende Tidsrum have været Skolelærere i Pastoratet, gaa ud paa, at Ydelsen blev erlagt som en Skolelærerembedet tilkommende Rettighed, i hvilken Henseende navnlig tre af de Paagjældende have forklaret, at vedkommende Fiskere undertiden betalte dem Penge istedetfor Sild, hvilket navnlig efter den Enes Udsagn hændte, naar de havde opsat Ydelsen saa længe, at de ikke kunde præstere den.

Ligeledes have tre Mænd, der have været. Sognepræster i det nævnte Pastorat efter hinanden i Tiden fra 1832 til 1863, edelig forklaret, at der i deres Embedstid er af hvert Vaad, hvormed der fiskedes i Pastoratet, blevet leveret 5 ΟΙ Sild til Skolelæreren eller Skolelærerne, hvorhos to af disse Mænds Forklaringer særlig gaa ud paa, at denne Ydelse var en Læreren tilkommende Rettighed paa samme Maade, som en lignende Ydelse af 10 Ol Sild, der aarlig til de samme Tider erlagdes til Præsten, var en Ret for Præsteembedet.

I liber daticus for Nautrup, Sæby og Vile Pastorat, findes ogsaa for Aaret 1799 antegnet blandt Præstekaldets Indtægter en Ydelse som det hedder til 5 Ol Sild om Efteraaret og ligeledes om Foraaret af hvert Sildevaad, hvilken Indtægt ligeledes er opført for Aaret 1833 med Bemærkning, at denne Indtægt ofte maatte erhverves ved Udpantning ligesom det ifølge en i Gjenpart fremlagt Optegnelse af, hvad der i de modtagne Vakanceberetninger fra 1809 til 1863 indeholdes om Sildetienden til Præsteembedet i Nautrup, maa antages, at den ommeldte Indtægt for Præsteembedet stadigt i Vakanceberetningerne for Aarene 1809, 1828, 1832, 1839, 1853 og 1863 er anført som 10 Ol Sild af hvert Vaad. De sidstommeldte Oplysninger angaa nu vel alene Præstekaldets Ret til den til samme erlagte saakaldte Sildetiende, men da der iøvrigt er Føje til at antage, at Afgiften til Skolelæreren altid har været betragtet som staaende i et vist Forhold til den Afgift, der udrededes til Præsten hvorved bemærkes, at den hele Ydelse i et af Fiskerne i Aaret 1865 til vedkommende Ministerium indgivet Andragende om Lettelse i samme, betegnes som en Fisketiende, der var bleven udredet i mange Aar og som bestod af 15 Ol Sild af hvert Sildevaad, 10 Ol til Sognepræsten og 5 Ol til Skolelæreren findes de ommeldte Oplysninger dog i ikke ringe Grad at bestyrke den Antagelse, at Afgiften til Skolelæreren er bleven erlagt i et endnu langt længere Tisrum end i de c. 40 Aar, som de ovenommeldte Vidner have omforklaret og det saa meget mere som de Indstævnte end ikke have paaberaabt sig, at Afgiften til Præsten skulde have et andet eller bedre retsligt Grundlag end Afgiften til Skolelæreren.

Det findes herefter at maatte anses tilstrækkeligt godtgjort, at Skolelærerembedet har erhvervet Ret til den omhandlede Afgift ved Alderstids Hævd, og da Afgiften efter det Anførte maa anses at hvile paa ethvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Sognet, ville de Indstævnte, som Ejere af et saadant, være at kjende pligtige til, mod at erholde den ovenanførte Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild, in solidum at tilsvare Afgiften, uden at der navnlig kan gives dem Medhold i, at Afgiften skulde inddrives hos de enkelte Medejere i Forhold til deres, som det maa antages, meget forskjellige Andele i Ejendomsretten, ligesom ej heller Citanternes Paastand om, at det paalægges Formændene for Interessentskabet at udrede Afgiften, kan tages til Følge. Ligeledes ville de Indstævnte in solidum være at tilpligte at betale Værdien af den ved Sagens Paabegyndelse forfaldne Afgift tilligemed Renter deraf 4 p. c. aarlig fra Forligsklagens Dato den 11 Maj 1871 indtil Betaling sker, men da de have gjort Indsigelse imod Størrelsen af det fordrede Vederlag, vil dette være at ansætte ved uvillige inden Retten udmeldte Mænds Skjøn, dog saaledes at det ikke kommer til at overstige det af Citanterne fordrede Beløb af 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 6 Kr. 45 Øre, hvilken Værdi de Indstævnte have erkjendt, at Afgiften har havt.

Processens Omkostninger for begge Retter ville efter Omstændighederne være at ophæve, hvorhos der vil være at tillægge den for Citanterne beskikkede Sagfører for Overretten, Prokurator Isaacsen, der tillige har været beskikket for dem til Optagelsen af et Thingsvidne for Underretten, i Salær 70 Kr., samt deres beskikkede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær 60 Kr. og de til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Underretten for Citanterne beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe, Larsen og Schjellerup, i Salaær hver 8 Kr., hvilke Salærer samtlige blive at udrede af det Offentlige.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet Ophold, som vil bevirke Ansvar, fundet Sted, og med Hensyn til de under Sagen fremlagte Dokumenter ses ingen Stempelovertrædelse at være begaaet.

Thi kjendes for Ret: De Indstævnte, Husmand Niels Berthelsen, Husmand Villads Svenningsen Boel, Husmand Christen Jensen Nygaard, Husmand Peder Chr. Laugesen, Husmand Peder Laursen, Husmand Niels Andreas Madsen, Fisker og Snedker Mikkel Andersen, Husmand Peder Jacobsen og Husmand Niels Chr. Sørensen bør som Ejere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til En for Alle og Alle for En at levere til Vile Skolelærerembede aarlig 5 Ol Sild, Halvdelen deraf at erlægge før Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og En for Alle og Alle for En til Citanterne, Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa bemeldte Skolelærerembedes Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige, inden Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 21,9 Ol Sild at levere før Nytaar 1871 og 21/2 Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 6 Kr. 45 Øre, tilligemed Renter af dette Beløb 4 p. c. aarlig fra den 11 Maj 1871 indtil Betaling sker.

Processens Omkostninger for begge Retter ophæves, og der tillægges den for Citanterne beskikkede Sagfører for Overretten, Prokurator Isaacsen i Salær 70 Kr. og deres beskikkede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær 60 Kr., samt de for Citanterne til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Underretten beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe, Larsen og Schjellerup, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer samtlige udredes af det Offentlige. Det Idømte at efterkommes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

Ved kongelig Ordre af 17 Juli f. A. er Højesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanset at dens Gjenstand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde maa det antages, at Vile Skolelærerembede har Ret til den under Sagen omhandlede aarlige Ydelse af 5 Ol Sild af det Sildevaad, hvormed der af Citanterne fiskes fra Vile Sogn. Som Følge heraf og da der efter den skete Indstævning og Proceduren for Højesteret ikke er Spørgsmaal om at prøve Dommens nærmere Bestemmelser om Afgiftens Udredelse, vil denne Dom efter de Indstævntes Paastand være at stadfæste. Processens Omkostninger for Højesteret blive efter Sagens Omstændigheder at ophæve, og det de Indstævntes beskikkede Sagfører for Højesteret tilkommende Salarium at udrede af det Offentlige.

Thi kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kroner. Advokat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 100 Kr., der udredes af det Offentlige.

(Ugeskrift for Retsvæsen 9. februar 1878)

Brev fra Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

1ste Septbr.

(Øens Mineralier. Feldspathens Betydning og Afsætning; dettes Qvalitet. Ringebakkerne. Kaolinets Forekomst paa Øen og de nye Fabriker. Kaolinets Anvendelse og Udførsel. Forskjellige Arter af Leer; Cementsteen. Udførsel af bornholmsk Grund og Sand. Graniten. "Bornholms Kul- og Teglværker". Fajance- og Terracottasabriker. Handelens Udvidelse.)

Blandt Danmarks forskjellige Landsdele er der maaskee faa, hvis materielle Udvikling i de sidste Aar viser en saa glædelig Fremgang og berettiger til saa gode Forventninger for Fremtiden som Øen Bornholm. Dette gjælder især om Øens forskjellige Mineralier, hvis Brydning, Tilvirkning i Fabriker og Afsætning alt tidligere kortelig have været omtalte her i Bladet (jvfr. Berl. Tid. for 9de April d. A.). Da disse Forhold formeentlig ere af Interesse for en videre Kreds, skal jeg i det Følgende give en udførligere Udsigt over de i den senere Tid opnaaede Resultater.

I de sidste 3 Aar er der opstaaet 3 nye vigtige Udførselsproducter, nemlig Feldspath, Kaolin og Mergelsteen. End glædeligere er det, at den første Formening, at Qvaliteterne ikke vare af første Rang, viser sig, jo mere man arbeider fremad, at være feilagtig, og at de netop ere, som de skulle være. De Mænd, som først og fremmest have Fortjenesten af de nævnte Mineraliers Fremdragning ogAnvendelse, ere dHrr. Adjunct Jespersen og Kjøbmand J. P. Bidstrup. Den Første har givet Fingerpegene paa deres Tilstedeværelse, Omfang og Benyttelse; den Anden har, navnlig hvad Feldspathen angaaer, arbejdet for deres Afsætning som Handelsartikel. Efter selv at have for et længereAaremaal forpagtet et Feldspathdistrict i Vester Mariæ Sogn. overdrog han sine Rettigheder til et tydsk Handelshuus mod en Kjendelse til ham. At Resultaterne vel ere værd at lægge Mærke til, fremgaaer af den Kjendsgjerning, at der i forrige Aar, da Brydningen var i sin Begyndelse, udskibedes lavt beregnet til Stettin 9505 Ctr. reen Feldspath og til indenrigske Steder, til Brug for Glasværkerne ved Kastrup og Helsingør, 4878 Centner med Qvarts blandet Feldspath. Heri er indbefattet den Feldspath, som er brudt i Nærheden af St. Knuds Kirke, hvilket District ligeledes var overtaget for tydsk Regning. Dens Udførsel til Rusland har været i stadig Stigende.

Det samme Mineral, hvorefter Begjæret er levende, og hvoraf den rene Slags bruges til Porcellainsfabrikation, findes ikke blot i de nævnte  Egne, men har en stor Udstrækning paa forskjellige Steder af Øen; af mig bekjendte Steder i Nærheden af Gudhjem og under Ringebakkerne syd for Vang, hvilke sidste for Størstedelen alt ere forpagtede af Danske. - Om Qvaliteten og Udstrækningen af Feldspathen paa dette Sted kan jeg, da jeg selv har undersøgt den, meddele det bedste Resultat. Man har nemlig her paa forskjellige Steder foretaget Sprængninger, og et af disse Steder (mod Søen udfor det Sted, hvor det store med Thee ladede engelske Dampskib "Saida" af Hull strandede Natten mellem 6te og 7de Decbr. 1871), paa Kanten af Bakkerne, der ogsaa indeholde Granitmasser, undersøgte jeg en Rand, som befandtes at indeholde aldeles reen Feldspath. Naar der tages Hensyn til, at man ved Brydningen i Vester Mariæ maatte sprænge og bryde i flere Alens Dybde, inden man kom til den bedre Qvalitet, kan man af det Hele drage den rimelige Slutning, at der her findes særdeles gode Leier, naar den alt paa Overfladen er af den bedste Qvalitet. Med Tiden vil der uden Tvivl paa disse Bakker blive Liv og Virksomhed. Ringebakkerne frembyde en overordentlig malerisk Udsigt: i det Fjerne til Hammershuus Slotsmuur og Hammeren, nærmere mod Nord og Øst til Svartedalen, der besidder flere charakteristiske Skjønheder, og mod Vest til Østersøen med dens mange Seilere; men besværlige ere de at befærde, og de betrædes sjeldnere af Andre end Tourister og Creaturvogtere.

En Idee om deres Høide faaes, naar man staaer paa Randen af Klipperne og seer ned paa de vilde Ænder, som rolig, fordi der sjeldent jages efter dem, svømme tæt ved Kysten nedenunder, og tage sig ud som smaa Ælllnger. Bakkerne have et jevnt Fald ned mod Vang, som paa forskjellig Maade kan gjøre Transporten af store Tyngder til Udskibningsstedet let.

Af lignende Betydning som Feldspathen ere de hvide kaolinholdige Leerlag paa Bornholm. Vi have allerede tidligere anført, at der er en stor Fabrik i Rønne, og at en anden er ifærd med at blive oprettet. Den første har Dampkraft, som ogsaa vil blive anvendt i Kaolinindustriselskabets under Bygning værende Fabrik. En væsentlig Forskjel for den sidste Fabriks Vedkommende er, at de af Granit opførte Bassiner (i hvilke, fra den ene til den anden, det med Vand omrørte hvide Leer skal løbe, og som i de sidste Bassiner afsætter sig med den tilbørlige Fiinhed; Slemningen) ikke skeer under Tag som i Bukkegaardsfabriken. 

At det ikke blot er Kaolinet, der udføres, men at der til Kjøbenhavn i mange Aar er blevet udført og stadigt udføres betydeligt af Raamassen, bør ikke lades ubemærket. Kaolinet der ikke blot anvendes til Porcellainsfabrikation, men har en fleersidig Anvendelse t Industrien, har iaar endvidere vundet Afsætning til Papirfabrikerne ved Strandmøllen, Silkeborg og Odense. Udførslen af Kaolin i forrige Aar har lavt betegnet udgjort til Preussen 4489 Centner, til indenrigske Steder 3107 Centner og til Gøteborg nogle enkelte mindre Ladninger. Det hvide Raaleer, hvoraf Kaolinet frembringes, er ogsaa fornylig begyndt at udføres til Udlandet, nemlig til Stettin for at anvendes i en større Chamottefabrik og endvidere til Flensborg til Fabrication af ildfaste Sager. Hvormeget der af samme udføres til Kjøbenhavn for at anvendes i Porcellainsfabrikerne, kan jeg ikke oplyse ved Talstørrelser, men kun meddele, at det er et ikke ubetydeligt Antal af mindre Fartøier der befragtes dermed.

Leer af forskjellig Slags forefindes i overordentlig mægige Lag i forskjellige Egne af Landet. Af Mergelstenen udføres der stadig betydelige Qvantiteter til de foranførte Glasværker, og ligesom Udførslen heraf ogsaa gaaer til Helsingborg, er den for Feldspathens og Kaolinets Vedkommende bleven udstrakt og vil blive udstrakt til Rusland, Preussen og Indlandet. Af Cementstenen, der brydes ved Risegaardene, kan ikke leveres saa meget til vedkommende Fabrikanter i Kjøbenhavn, som der er Efterspørgsel om, hvilket er begrundet i, at Fartøierne ikke uden med Fralandsvind kunne indlade samme under Kysten, og Transporten af denne tunge Steen over Land ikke kan betale sig. Udførslen af fabrikeret Cement er mindre end i Fortiden.

Det kunde synes uvigtigt at omtale Udførslen af Gruus (fra Robbedalen) til ildfast Muurværk i Jernstøberier, af Sand fra Kysten til Glasfabrikation, af fint Sand til Formen, Emaillering (saakaldet Meelsand), men Sagen har alligevel sin Betydning; thi disse Mineralier udføres i stor Mængde og afgive til enhver Tid af Aaret Befragtning til Kjøbenhavn og Provindserne. Det fortjener at blive bekjendt, at der af Robbedalegruset og Meelsandet, hvis Lige i Qvalitet neppe findes nogetsteds, anvendes betydelig i Jernstøberierne i det øvrige Danmark saavelsom af det tidligere omtalte graa, ildfaste Leer - i den sidste Tid navnlig fra Stampen - , der nu ogsaa er begyndt at udføres til Stockholm, hvorved min Formodning er bleven stadfæstet, at det vilde finde en forøget og udvidet Anvendelse i Udlandet.

Siden min tidligere Omtale af Graniten og dens Udførselssteder er jeg bleven gjort opmærksom paa, at den største Udførsel til Udlandet ikke er fra Rønne, men fra Nexø (hvor det væsentligste Steenværk eies og drives af Landsthingsmand Sonne). Herfra udførtes der 1873 af tilhuggen Granit 13,740 Cbfd. til Udlandet (hovedsagelig til Riga) og 6700 Cbfd. til Indlandet, medens der kun fra Rønne udførtes 10,035 Cbfd., hvori fra begge Steder eqvarerede Brosteen ikke ere medregnede. Forøvrigt er det sandsynligt, at denne statistiske Meddelelse for begge Steders Vedkommende er noget for lavt beregnet.

Ligesom det i en ikke meget fjernt tilbageliggende Tidsperiode var en staaende Talemaade: "Danmark er ikke noget Fabrikland", og den almindelige Mening stedse søgtes ledet bort fra Tanken paa Fabrikanlæg (hvilke dog ere fremstaaede i Mængde, naar Dygtighed og Forhold egnede sig dertil, og hvis Fabrikats ikke stase tilbage for, men ofte overgaaer Udlandets), saaledes høres den samme Mening af og til ogsaa anvendt paa Bornholm. Men Virkeligheden viser det Modsatte. Her er jo fornylig anlagt en storartet Fabrik, eller om man vil kalde det et Værk, nemlig "Bornholms Kul- og Teglværker" (beliggende i Nærheden af Hasle), som nu er færdigt paa Udskibningssporveien til Hasle nær, idet den store Parallelovn, der kan rumme ca. 300,000 Stkr. Muursteen (hvis Brænding medtager 10 Dage, Ind- og Udsætningen medregnet), den 30te August var færdig til at tages i Brug. Ligeledes blev der for nogle Aar siden anlagt et større Teglværk Syd paa Øen, nemlig Teglværksbrænderiet "Nexø" ; desuden findes der 9 Fajancefabriker og 3 Terracottafabriker (de sidste beskjæftigende Kunstmalere og Malerinder), hvis Fabrikats ere søgte og have stor Afsætning. Det er maaskee mindre bekjendt, at vi igjennem Hovedstæderne i England, Rusland, Sverig og Tydskland, have et godt Marked for vore finere Terracottasager.

At der, som tidligere omtalt, er et glædeligt Opsving i det Hele herovre, fremgaaer bl. A. ogsaa af den aarlige efter Forholdene betydelige Forøgelse af Skibslæstedrægtigheden, den under Arbeide værende almindelige Udvidelse og Forbedring af alle Øens Havne (størst i Rønne og Hasle, henholdsviis med en ministeriel approberet Bekostning af 80.000 Rd. og 50,000 Rd., foruden 17,000 Rd. Tilskud til den sidste paa visse Betingelser fra Bornholms "Kul- og Teglværker"), der i dens tidligere Tilstand ikke svarede til de Krav, der nu gjøres til den. Der finder en talrig Indførsel Sted af fremmede og indenlandske Agerbrugsmaskiner i de forskjelligste Øiemed, hvis Anvendelse i Almindelighed længe har staaet uforsøgt, men nu ogsaa til Gjengjæld vinder rask og almindelig Indgang.

I de sidste Aar er Tilstrømningen af Reisende, navnlig fra Udlandet, stadig bleven større; mange komme i Forretninger, medens ikke faa Tourister hidlokkes af Øens imponerende og maleriske Natur. Ogsaa de bornholmske Fiskerier synes i den sidste Tid at være blevne Gjenstand for Opmærksomhed. Regjeringens Consulenter i Fiskerisager, Birkedommer Fiedler og Adj. Feddersen have besøgt Øen i dette Øiemed. Som bekjendt bestaaer Hovedfangsten af Sild og Lax. Hvor betydelig Udførselen af den førstnævnte Artikel er, kan sees deraf, at der ifjor af røgede Sild til Forbrugen i Kjøbenhavn alene er udført 206,343 Pd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. september 1874).

En farlig Seilads. (Efterskrift til Politivennen)

I Onsdags i forrige Uge, skriver "Thisted Avis", befandt sig en Fiskerbaad paa Havet udfor Vorupøer, omtrent 200 Favne fra Land, med kun ringe Udsigt til at komme gjennem Brændingen, da Søen, uagtet Veiret var stille, gik meget høit. Mandskabet i Baaden tog Seilene ind og lagde op paa Aarerne for at afvente det gunstigste Øieblik til at slippe iland. Det syntes ogsaa kort efter, som om Bølgebevægelsen aftog, og Baaden styrede da gjennem Brændingen med al mulig Kraft, men umiddelbart derefter fulgte et nyt "Lag", der indhentede den, og en Braadsø gik over den. Imidlertid kom Baaden paany tilsyne, og skjøndt Agterrummet var fyldt med Vand, kunde Mandskabet arbeide sig frem med de forreste Aarer, hvilket nu var deres eneste Udvei. Da de Tilstedeværende paa Stranden ikke vare mandsstærke nok til at bringe en af de store Baade i Vandet og ile dem tilhjælp dermed, afventede de med den største Spænding, hvad der vilde skee. Dog holdt Baaden sig endnu, men det var øjensynligt, at det vilde være forbi, saasnart der atter kom en større Sø. En saadan udeblev desværre ikke længe, hvorpaa Baaden kæntrede omtrent 10 Favne fra Land. Heldigviis havde de faa Mennesker, som paa Stranden vare Øienvidner dertil, Aandsnærværelse nok til at gribe noget Reb fra de andre Baade og ved Hjælp deraf lykkedes det dem, da Mandskabet holdt sig oppe ved Baaden og Aarerne, ved forenede Anstrengelser at bringe alle fem Fiskere paa det Tørre. Baaden flyttedes ikke længe efter op paa Kysten med Kjølen i Veiret og et Hul i Siden, medens Fangsten af Fisk og Redskaberne blev opsamlede langsmed Stranden. Efterat have faaet en "Hjertestyrkning" begav de reddede Fiskere sig hjem til Søndre-Vorupøer til deres Familier, der ikke anede den Livsfare, for hvilken deres Forsørger havde været udsatte.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 6. januar 1868)

Limfordsfiskeri. (Efterskrift til Politivennen)

Om Fiskeriet i Limfjorden er, efter Depttd., af Controleuren ved bemeldte Fiskeri til Finantsministeriet indgivet en Beretning, som omfatter Tidsrummet fra 1ste April 1860 til 31te Marts d. A. og hvoraf det fremgaaer, at de Arter af Fiskeri, som have været drevne i det forløbne Aar, ere Aalefiskeri, Sildefiskeri og Flynderfiskeri.

1. Aalefiskeriet har talt beskæftiget 1929 Mennesker, hvoraf 652 udelukkende have ernæret sig derved, 1277 kun tildeels, iblandt hvilke Sidste 114 Fruentimmer og 19 Børn. Ialt har dette Fiskeri indbragt 70,119 Rd. Med Hensyn til de enkelte Arter af Aalefiskeriet stiller Forholdet sig saaledes: a. Fiskeriet med Pulsvaad har beskjæftiget 446 Mennesker, hvoraf 19 Børn; af disse have 176 udelukkende og 270 kun tildeels ernæret stg derved; det hele derved rundne Udyptte udgjør 29,226 Rd.; b. Fiskeriet med Bøtvaad har ialt beskjæftiget 176 Mennesker, hvoraf 104 udelukkende og 72 kun tildeels; det vundne Udbytte udgjør 11,650 Rd.; c. Fiskeriet med Sauglyster har beskjæftiget 849 Mennesker, hvoraf 269 udelukkende og 580 kun tildeels have ernæret sig derved; det vundne Udbytte udgjør 16,249 Rd.; d. Fiskeriet med Aalekroge har beskjæftiget 121 Mennesker, hvoraf 35 udelukkende og 86 kun tildeels; det vundne Udbytte udgjør 8462 Rd.; e. Fiskeriet med Ruser har beskjæftiget 85 Mennesker, hvoraf 68 udelukkende og 17 kun tildeels; det har indbragt 3773 Rd.; f. Fiskeriet med Gliber har beskjæftiget 252 Mennesker, hvoraf 114 Fruentimmer; de have Alle kun tildeels beskjæftiget sig dermed, og Udbyttet udgjør 759 Rd. 2. Sildefiskeriet har ialt beskjæftiget 299 Mennesker, hvoraf 230 udelukkende og 69 kun tildeels have ernæret sig derved. Af de enkelte Arter af dette Fiskeri har: a. Fiskeriet med Vaad været drevet af 198 Mennesker, hvoraf 154 udelukkende og 44 tildeels, og indbragt 9590 Rd.; b. Fiskeriet med Bundgarn været drevet af 67 Mennesker, hvoraf 46 udelukkende og 21 tildeels, og indbragt 6458 Rd.; c. Fiskeriet med Ruser været drevet af 14 Mennesker, hvoraf 10 udelukkende, og indbragt 200 Rd.; d. Fiskeriet med Redgarn været drevet af 20 Mennesker, der Alle udelukkende have været beskjæftigede dermed; Udbyttet har udgjort 370 Rd. 3. Flynderfiskeriet har beskjæftiget 1199 Mennesker, hvoraf 983 udelukkende have beskjæftiget sig dermed og 216 tildeels; det har givet en Indtægt af 64,319 Rd. Af de enkelte Arter af dette Fiskeri har: a. Fiskeriet med Landdragningsvaad været drevet af 163 Mennesker, der Alle udelukkende have beskjæftiget sig dermed, og givet et Udbytte af 6510 Rd.; b. Fiskeriet med Snorvaad været drevet af 329 Mennesker, hvoraf 277 udelukkende og 52 tildeels have beskjæftiget sig dermed; Udbyttet har udgjort 24,805 Rd.; c. Fiskeriet med Redgarn beskjæftiget 707 Mennesker, hvoraf 543 udelukkende og 164 kun tildeels; det har indbragt 33,004 Rd. Af de 3427 Personer, der efter det Foranstaaende have været beskjæftigede med Fiskeriet i Liimfjorden, have c. 670, altsaa omtrent 1/5 af samtlige Deeltagere, været fra Øen Fuur, hvoraf atter de 5/6 udelukkende have været beskjæftigede dermed og kun 1/6 har drevet det som Bierhverv; af disse 670 have over Halvdelen drevet Flynderfiskeri, henimod Halvdelen Aalefiskeriet og kun meget faa Sildefiskeriet. Efter Fuur have Sognene Harboore, Gjøl, Lihme og Byen Nykjøbing leveret det største Antal Deeltagere, idet der dog fra intet af disse Sogne har været 200 Deeltagere (fra Harboøre, hvorfra de fleste, er Antallet kun c. 180 eller omtrent 1/19 af det hele Antal). De øvrige Deeltagere i Fiskefangsten ere spredte over næsten alle til Liimfjorden stødende Sogne, hvoraf dog nogle kun have været repræsenterede af ganske enkelte Deeltagere. Det fremgaaer af Indberetningen, at det hele ved Liimfjordsfiskeriet vundne Udbytte har udgjort 151,056 Rd. eller lidt over 44 Rd. pr. Individ. Af denne Sum har Aalefiskeriet indbragt henimod Halvdelen, Flynderfiskeriet omtrent 2/5 og Sildefiskeriet c. 1/9. Af Fiskerierne med de enkelte Redskaber har Aalefiskeriet med Pulsvaad indbragt c. 1/5 af det hele Udbytte, Flynderfiskerier med Snorvaad c. 1/6, Flynderfiskeriet med Redgarn imellem 1/4 og 1/5 og Aalefiskeriet med Sauglyster c. 1/9. Sammenligner man de enkelte Arter af Fiskeri med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvor indbringende hvert af dem har viist sig at være, sees det, at Aalefiskeriet har givet en Gjennemsnitsindtægt af noget over 36 Rd. pr. Menneske. Sildefiskeriet af imellem 55 og 56 Rd. og Flynderfiskeriet af henimod 54 Rd., hvorved dog maa mærkes, at af Deeltagerne i Aalefiskeriet har over Halvdelen kun deelviis beskjæftiget sig dermed, imedens af Deeltagerne i de tvende andre Arter det langt overvejende Antal har været udelukkende beskjæftiget dermed. Aalefiskeriet med Pulsvaad har givet en Gennemsnitsindtægt af 65 Rd. pr. Menneske, Aalefiskeriet med Bøtvaad af c. 66 Rd. og Flynderfiskeriet med Snorvaad af ca. 75 Rd., imedens Aalefiskeriet med Gliber kun har givet et Udbytte af ca. 3 Rd. pr. Menneske. hvorved dog maa bemærkes, al Ingen udelukkende har beskjæftiget sig hermed. Flynderfiskeriet med Snorvaad har saaledes viist sig som det forholdsviis meest indbringende. Sammenligner man ovenstaaende Resultat med Forholdet i Aaret fra 1ste April 1859 til 31te Marts 1860, viser det sig, at imedens Fiskeriet i Liimfjorden i det nævnte Aar havde beskjæftiget 3993 Mennesker og givet en Indtægt af 167,943 Rd., har det i det sidst forløbne Aar kun beskjæftiget 3427 Mennesker og givet et Udbytte af 151.056 Rd. Der har altsaa fundet en Tilbagegang Sted, idet Fiskernes Antal har været ca. 570 og Indtægten ca. 1700 Rd. ringere end i det foregaaende Aar, og det er da navnlig Aalefiskeriet, der baade har været drevet af Færre (1929 imod 2884) og givet et betydeligt mindre Udbytte (70,119 Rd. imod 96,456 Rd.). Men ligesom disse Talstørrelser, navnlig hvad Indtægten angaaer, ingenlunde kunne ansees for fuldkommen nøiagtige, hvorfor Forholdet maaskee i Virkeligheden ikke stiller sig fuldt saa ugunstigt, som det efter de opgivne Talstørrelser skulde synes, saaledes lader der sig i hvert Fald paavise særegne Grunde, der have virket til at fremkalde det ugunstigere Resultat, idet navnlig forrige Aars kolde og stormfulde Sommer har skadet og besværliggjort Aalefiskeriet med Pulsvaad, Bøtvaad og Gliber, ligesom sidste Vinters ualmindelige Sneemængde saa godt som har umuliggjort Aalefiskeriet med Sauglyster. Derimod har Aalefiskeriet med Kroge baade beskjæftiget et større Antal Personer end det foregaaende Aar (121 imod 78) og indbragt Mere (8462 Rd. imod 4682 Rd.). Hvad Sildefiskeriet angaaer, da har det været drevet af 33 Personer færre end i det foregaaende Aar og indbragt ca. 3000 Rd. mindre; men denne Forskjel, der navnlig hidrører fra, at Fiskeriet med Sildevaad kun har indbragt 9580 Rd. istedetfor 14,689 Rd. i det foregaaende Aar, skjøndt Fiskernes Antal ikke har været meget mindre (198 imod 210), imedens derimod Bundgarnsfiskeriet har givet en forøget Indtægt, skjøndt ogsaa her Deeltagernes Antal er noget aftaget, er saa ubetydelig, at der vistnok ikke behøver at søges nogen særegen Grund dertil, da det sandsynligviis er grundet i rene Tilfældigheder. Derimod har Flynderfiskeriet deels beskjæftiget langt flere Personer, deels givet en betydelig større Indtægt. Medens det saaledes i det foregaaende Aar blev drevet af 767 Mennesker og indbragte 51,300 Rd., har det i det sidstforløbne Aar været drevet as 1199 Personer og givet et Udbytte af 64 319 Rd. Imedens saaledes Resultatet i det Hele er mindre gunstigt end i det foregaaende Aar, har Gennemsnitsindtægten dog været noget større , idet den i det sidstforløbne Aar har været lidt over 44 Rd. pr. Individ imod henimod 42 Rd. i det foregaaende Aar. Hvad de enkelte Arter af Fiskeriet angaaer, da har Aalefiskeriet givet en noget større Gjennemsnitsindtægt pr. Individ, nemlig 36 Rd. imod 33 Rd. i det foregaaende Aar, imedens Forholdet, hvad Silde- og Flyndersifleriet angaaer, stiller sig omvendt, nemlig henholdsviis 55 a 56 Rd. og 54 Rd. imod 60 Rd. og 67 Rd. Uagtet der saaledes har fundet en Tilbagegang Sted, er der dog enkelte Arter af Fiskeri, der ere i stadigt Tiltagende, navnlig Fiskeriet med Aalekroge og Flynder-Redgarn, ligesom der i sidste Foraar i Nærheden af Nibe har været drevet Sildefiskeri med Bundgarn med bedre Udfald og rigere Udbytte end Tilfældet har været i de sidste 30 Aar. Efter det Foranførte kan Resultatet i det Hele, skjøndt ringere end i de foregaaende Aar, dog ingenlunde betragtes som utilfredsstillende.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. september 1861).

Østers. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg den 28de ds. Det er ikke blot i Liimfjorden, der nu fiskes Østers, men ogsaa ved Fjorden, endog ved Havnebolværket. En saadan Østersfangst er nemlig igaar gjort her. Hvilket Redskab dertil har været brugt, vide vi itke, men sandsynligviis er det efter Angivelse, at Politiet maatte erklære et af en Fisker fra Løgstør medbragt lille Parti (ca. 1400) Østers, der vare fiskede ved Nykjøbing, for god Prise til Indtægt for Fiscus. Auctionstrommen blev derefter sat i Bevægelse og bragte Statskassen, (under Tilløb af et Par hundrede, hvad enten ved Østersliebhaveri eller Begivenhedens Natur tilkaldte Gjæster) en Indtægt af 18 a 10 Mk. pr. 100 Østers, en høiere Priis endog, end hvortil der pleier at sælges her. Først iforgaars har Forbudet imod at fiske Østers været offentlig bekjendtgjort her fra Politikammeret og andensteds have vi endog slet ikke seet det publiceret. Det er derfor vistnok ganske troværdigt, og lige saa undskyldeligt, naar den, paa Grund af sin Brøde mod Østers-Domainet i et Par Timer forhørte, fattige Fisker samt Collega (der er Fattiglem) forsikkrede, ikke at have vidst det ringeste derom. Den ærede Politimester syntes selv, ved sit personlige milde Forhold imod de Tiltalte, som han efter Forhøret forsøgte at skaffe en lille Vederqvægelse, at føle sig overbeviist om deres Uskyld i Realiteten. Vi haabe derfor ogsaa, at der at vedkommende Authoritet maa blive indstillet, at Fiskeren faaer Provenuet af de ved Auctionshammeren saa fordeelagtigt udbragte Østers, ialtfald imod en lille Bødes Decort, da det vistnok ikke er Finantsministerens Hensigt eller Ønske, paa denne Maade at see Statskassen forskaffet Indtægter. Ubilligt er det forøvrigt, at det Offenlige, naar det forbyder Østersfangst som Statseiendom, da ikke selv forbereder synlige Forholdsregler til at tage den i Besiddelse og til derved sikkrest at advare Andre mod at drage de indholdsrige Skaller op af Dybet. I forskjellige Aviser sees daglig falbudt "Nykjøbing Østers", saa man vistnok paa selve Stedet endnu ikke tager det saa nøje med denne nyopdagede Domaine. - Efterat Ovenstående var skrevet, meddeler den ovennævnte Fisker os, at han tillige blev idømt - 100 Rbl. Mulct. Saa høit havde vi ikke troet Forbrydelsen imod Statens Østers kunde opløbe. Fiskeren bad Politimesteren om, tillige at sætte ham i Cachotten, da han saa dog vidste sin fattige Familie overgiven til Forsørgelse, men hertil var Retten ikke bemyndiget. (Aalb. Av.)

(Kjøbenhavnsposten 30. april 1852)

Østersens genkomst i Limfjorden muliggjordes ved Vesterhavets gennembrud af Agger Tange i 1825. De blev muligvis sat ud af amtmand Faye i Thisted i slutningen af 1830'erne i Nissum Bredning. De kan også være kommet naturligt ind i fjorden. I 1852 begyndte man at skrabe østers i Limfjorden. I Nykøbing oprettedes et stort østerskompagni. Det flyttede til Årodde i 1910.

Kongens ret til at fiske østers stammede tilbage fra 1587. I 1851 blev denne ret håndhævet ved et forbud mod øsersfiskeri i Limfjorden. Fra 1852 til 1874 steg fiskeriet fra 30.000 østers til 71 mill. østers årligt. Herefter gik det tilbage, og svingede herefter. 

(Salling, Fur og Mors. Turistforeningens Årbog 1944, s. 112-125.)

Frederikshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Frederikshavn skrives under 3die dennes, at det stormende Veir i de sidste Dage havde bragt 56 svenske Fiskerbaade, med en Besætning af 2 til 300 Mand til at tye ind i de derværende Havn. De faa Penge, de havde med, vare snart forbrugte, saa meget mere, som de væsentligst bleve forbrugte til Brændevin, og der begyndte nu et Betleri, der, med Hensyn til den store Mængde, der foregav Trang, var høist besværende for Byens Indvaanere, og endog foruroligende, da der begyndte at drage store Sværme op i Landet. Politimesteren fandt sig derfor foranlediget til at opfordre den derværende svenske Consul til at understøtte dem, eller, hvis han dertil ikke maatte ansee sig embedsmæssig pligtig, da at aabne en Subscription til at afhjelpe deres Trang, som Consulen erkjendte at behøve Hjelp. Af Consulen blev nu givet den Hjelp, som han fandt nødvendig, og derved blev for en Deel hævet den Fare og de Ubehageligheder, som en saadan Skare af trængende Mennesker, der vare uden ringeste Commando, kunde medføre. Efter Forlydende skal Politimesteren heller ikke have anseet Omstændiighederne for ubetydelige, men tvertimod have havt Conferents med Fæstningens Commandant i denne Anledning; men Styrken i Frederikshavn er saa liden, at den vilde været nødvendig til at bevogte Fæstningen og det deri værende Krudtaarn. Det nu indtrufne Tilfælde, i Særdeleshed med Hensyn til, at det let igjen kan indtræde, og under andre Omstændigheder give Anledning til ubehagelige Forviklinger, synes derfor at fortjene Opmærksomhed. I Øvrigt have Frederikshavns Indvaanere derved havt Leilighed til at Gjengjelde den Gjestfrihed, der i Fjor paa den svenske Kyst som bekjendt blev viist en Deel Fiskere fra Jylland.

(Kjøbenhavnsposten 15. april 1837)

Tørlægningen af Nakskov Fjord. Første Omgang: Byretten 1835. (Efterskrift til Politivennen)

Politivennen gjorde i en artikel fra 1824 opmærksom på de problemer der opstod i kølvandet på tørlægningen af Søborg Sø. Men det var ikke det eneste sted hvor især godsejere havde gang i lignende projekter som endnu i dag præger vores landskaber. Et andet stort projekt foregik syd for Nakskov. Og det årtier før det som man normalt forbinder med sloganet "Hvad udad tabes, må indad vindes".

Som sådan er sagen ved Nakskov ikke bare lokalhistorie, men også danmarkshistorie, fordi den ikke er enestående, men et eksempel på hvordan det gik så mange andre steder. Også ved Nakskov var det en godsejer som ønskede og gennemførte den, ofte i modstrid med den lokale befolkning, men under dække af at det var til fordel for den. Sagen er rig på detaljer om datidens forhold mellem fiskere, landbefolkning, købstadsborgere o, godsejere. Og giver et indblik i hvordan retssystemet og embedsapparatet altid i sidste ende arbejdede for godsejernes interesser. Retssager der sled de mindre bemidlede op, selv når de juridisk fik ret, så de til sidst kastede håndklædet i ringen.

Herregården Fredsholm daterer tilbage til 1630. I 1819 var den blevet solgt som dødsbo til Simon Andersen Dons og Johan Ferdinand de Neergaard, som dernæst solgte den videre til Søren Henrik Lund. Han iværksatte et omfattende og dyrt inddæmningsprojekt i vigen mellem Vejlø og Fredsholm. Fuldt gennemført af hans søn Henrik August Lund, som overtog Fredsholm i 1822. Den vellykkede inddæmning gav ham mod på flere, men det førte til en strid med fiskerne i Nakskov. En retssag tabte han i første omgang, vandt i Overretten, men endeligt tabte i Højesteret. Nakskovitterne fejrede det med at fiskerne sejlede med fakler gennem løbet, der blev døbt ”Frihedskanalen”. 

Det blev Lund for meget: I 1840 solgte han Fredsholm til August Villads Bech. Han fortsatte arbejdet med inddæmningen, men også han opgav projektet. Måske som følge af de stridigheder som artiklerne i Kjøbenhavnsposten afspejler. Men allerede 6 år senere kastede en ny godsejer med friske kræfter sig ud i kampen, i 1853 også velvilligt bakket op af aviser og kommunalbestyrelse. Kort sagt blev de lokale banket møre, Frihedskanalen blev opgivet og godsejeren fik ikke bare sin dæmning og kørevejen, men også flere hundrede tønder land indvundet hav. I 1865 blev Fredsholm overtaget af brødrene Casse, som fuldendte inddæmningen af 600 tønder land. 

Sådan ligger landskabet altså stadig. Fiskerne tabte. Noget tyder på at det gjorde godsejeren ironisk nok også: Økonomisk var det ikke nogen stor gevinst. En anden stor taber set med nutidens øjne, var naturen: Inddæmningen forvandlede vige til enge og marker, øer til fastland. Det skete for øvrigt mange andre steder, og berøvede derved Danmark en rig natur til fordel for landbrugsarealer. Måske for stedse. 

Kort over Nakskov Sogn, 1818. Mellem den indre fjord sydøst for købstaden lå der nogle øer, bl.a. Færgeland. Sammenlign med kortet nederst i denne artikel, og man vil se, at øerne helt er forsvundet og erstattet af landbrugsjord bag en dæmning. Nakskov Fjords sejlrende er stort set det eneste som er tilbage af det Nakskov Fjord syd for byen som er aftegnet på dette kort. 

Teksterne er lange. Jeg har indsat nogle afsnit hist og her for at gøre dem mere overskuelige, og som sædvanligt nænsomt omskrevet til moderne dansk.

Første omgang 1835: Byretten dømmer imod Lund

Kjøbenhavnsposten, 8. oktober 1835.

København d. 7. oktober 1835. - Fra to borgere i Nakskov har red. modtaget følgende meddelelse med anmodning om at bringe samme til offentlig kundskab:

"Et mærkeligt bevis på hvorledes en kollegial og en judiciel autoritet på en og samme tid kan blande sig i en sag, som først anhængiggort for domstolen, formentlig ikke kan være genstand for et kollegiums bydende, afgiver følgende verserende sag i Nakskovs byting: vandvæsenskommissær, proprietær Lund på Fredsholm, har for få år siden købt sig en tæt ved Nakskov beliggende ø, Steensø. Den forrige ejer af denne ø havde for at kunne køre til og fra Byen, fyldt en vej fra nævnte ø til den såkaldte Skandse, og fra denne igen til Færgelandet, som er forbundet med byen ved Langebro. 

For at køre over Færgelandet svarede nævnte ejer af Steensø til Færgelandsejeren visse tønder korn årligt efter overenskomst. Da proprietær Lund blev ejer af Steensø, fyldte han nogle sten i den arm af fjorden der adskiller Fredsholm fra Steensø, således at han kunne køre over til sidstnævnte ø, og benyttede således denne ø og den vej den forrige ejer af Steensø havde fyldt til Færgelandet for at komme til Nakskov, skønt han derved kun sparede et ubetydeligt stykke vej. Lund der ikke ville svare noget til Færgelandsejerne fordi han kørte over deres ejendom, fandt for godt sidste efterår at forlange den af formanden anlagte vej eller våse, for at undgå at køre på selve Færgelandet, men derimod at kunne køre langs Strandbredden, hvilket han påstod ingen kunne forbyde ham. Da Færgelandet er Nakskovs grund, så henvendte dets ejere sig til byens valgte borgere med besværing over den dem af Lund gjorte uret. Disse borgere fandt sig ikke alene ved Færgelandsejernes besværing, men også af andre grunde beføjede til at forbyde Lund vejen. Men tillod ham dog at få fri kørsel på følgende Vilkår: at Lund skulle affinde sig med Færgelandsejerne; at han skulle give en skriftlig tilståelse for at han selv ville vedligeholde vejen uden at den i fremtiden skulle blive byen til byrde; og at han skulle anlægge en bro af en vis bredde igennem den fyldte våse, således at både kunne sejle derunder.

For det må bemærkes, at der ved enden af den af formanden anlagte våse var en åbning, hvorigennem både kunde passere, men som Lund ved at forlænge våsen, aldeles havde spærret. Tillige skulle Lund finde sig i at dersom nogen af byens købmænd eller andre enten ville lade bygge pakhuse eller anlægge skibsværft der ved strandbredden, hvor hans vej skulle gå, at denne da blev forlagt op til den gamle Møllevei som er tæt ved. Endelig skulle han afstå Skandsen til byen, der er ham til ingen, men byen til stor nytte som kølhalerplads o. lign. Men Lund ville hellere undvære vejen end have den betingelsesvis. 

Således stod sagen uafgjort og vejen uafbenyttet, da en del borgere af Nakskov, som hidtil havde plejet at stange ål i de bag våsen liggende vande, og nu skulle nødes til at gøre over en halv mils omvej, indgav en ansøgning til Magistraten, hvori de besværede sig over Lunds handlemåde ved at have spærret dem en vej, der fra Arilds tid havde stået åben, og altid været befaret såvel af Nakskovs Fiskere, som af de nærliggende landsbybeboere, når disse drog til og fra købstad med deres produkter. De forlangte Lund ved dom forpligtet til at borttage den af ham egenmægtigt fyldte våse. Magistraten indhentede de valgte borgeres mening, og disse erklærede uforbeholdent, at Lund lige så lidt som nogen anden ejer af øen, nogensinde havde fået ret til at anlægge en vej i førnævnte farvande; og at de ansøgende følgelig måtte have ret til at borttage hvad der var dem til hinder i deres næringsvej. 

Da imidlertid Magistratens svar udeblev den ene måned efter den anden, besluttede borgerne at grave en åbning igennem våsen, hvilken de også fuldførte, og skaffede sig således atter vej til de farvande som fra umindelige tider have været benyttet af byens indbyggere, og hvis benyttelse ikke ved noget kongebud er ophørt, men kun for en tid var afbrudt ved en privatmands lovløse magtsprog. 

Disse her faktisk anførte omstændigheder foranledigede naturligvis en retssag. Lund søger vedkommende borgere for vold, og til at istandsætte våsen. Disse kontrasøger ham ligeledes for vold og til at borttage våsen. Ved denne retssag vil det altså blive afgjort, om Lund har ret til at anlægge en våse i nævnte farvande eller ikke; - om købstadens fiskeridrivende borgere har ret eller ikke ret til at fiske hvor deres fædre fra Arilds tid har fisket; - om de tilgrænsende landsbybeboere har ret eller ikke ret til at sejle med deres produkter til købstaden. 

Det er dog udenfor al tvivl, at disse spørgsmål må blive afgjort ved domstolen ved sagens endelige kendelse, og vi indser derfor ikke med hvilken ret det kongI. Generaltoldkammer og Kommercekollegium har blandet sig i denne sag. - Nogen tid efter at borgerne havde åbnet sig vej igennem våsen, ankom havne- og fyrinspektør kapt. Leth, (der, in parenthi sagt, står i familieforhold til Lund) til Nakskov, tog våsen i øjesyn, og fra Kollegiet indløb kort derpå ordre til havnekommissionen at den gjorte åbning skulle tilstoppes som skadelig for havnen og kommissionen søge regres for omkostningerne hos de Folk, der har gjort åbningen, ligesom der også længere hen fra Kollegiet indløb skrivelse til havnekommissionen om, at det anså det rigtigt, at kommissionen købte Lund "den for havnen så nyttige dæmning."

Havnekommissionen, der ikke kunne udføre disse ordrer uden at måtte handle imod sin overbevisning, har ved underdanigst forestilling gjort Kollegiet opmærksom på våsens sande beskaffenhed, samt hvor aldeles unyttig den er og må blive for havnen. Man skulle formode at Kollegiet måtte mere tage hensyn til kommissionens udsagn, der stemmer overens med de flere vidners forklaring der i den anledning er afhørt i retten, end til en enkelts erklæring. - Den der har taget våsen i øjesyn, kan vist ikke nok så meget undre sig over de fra Kollegiet givne ordrer, og det synes sandsynligt at kapt. Leth i sin erklæring til Kollegiet må have afmalet våsen med langt smukkere farver end den findes i virkelighed, for hele våsen er dog kun noget henkastet fyld med risgærder på siderne, som når vandet stiger 1½ til 2 Fod over daglig vande, er ganske af syne. Skulle imod formodning, og som vi langt fra ikke tør påstå, kapt. Leth ved sin erklæring angående våsen, har bevirket disse ordrer fra Kollegiet i det øjemed at hjælpe Lund til vej, hvor han ikke har allermindst ret til vej, da må vi rigtig tilstå, at Lunds fremgangsmåde ved at forlænge den af formanden anlagte vej, er så anmassende og lovstridig, at den ikke fortjener sådan understøttelse. Men, Gud være lovet! der er lov og ret til i Landet. Borgerne have derfor henvendt sig til H. M. Kongen med en allerunderdanigst Bøn om, at hele Sagen må på det nøjeste blive undersøgt, og udførelsen af General-Toldkammerets ordrer suspenderet, indtil sagens endelige afgørelse ved domstolen."

Nutidigt foto fra Nakskov Fjord, albuen. Landskabet kunne måske minde hvordan der så ud før tørlægning. (Ophavsmand Michael Larsen, udgivet som offentlig ejendom).

Opfordring til Vedkommende.

Som bekendt har hr. Duus ret til at forbyde al slags fiskeri i Søerne her om København. Men dersom han har samme ret med hensyn til Ladegårdsåen, da må man undres over at han ikke lader sådant offentliggøres i vore blade, eller lader en tavle opslå på broen der går over Ladegårdsåen til fornøden underretning for enhver. For så vidt vides har det altid været tilladt at angle i Ladegårdsåen, og det er just ikke enhvers lejlighed at lade sig følge af de af hr. Duus udsendte sjovere, eller lade sig ens redskaber fratage af sådanne personer som fremviser et papir der i sådanne hænder kunne anses ugyldigt. Indsenderen har intet imod at hr. Duus forbyder fiskeriet i Ladegårdsøen hvis han dertil er berettiget når han kun vælder en passende fremgangsmåde, hvilken enhver i vore tuder synes at skylde sine medborgere. Når hr. Duus bekendtgør sin eneret, vil vist enhver afholde sig fra indgreb og ingen retskaffen mand kan have noget imod at han da lader enhver overtræder drage til ansvar efter loven.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 329-330)

Udtog af et Brev fra Kjerteminde.

---- Da jeg på min sommerrejse på Fyn kun var 2 mil borte fra Kerteminde, besluttede jeg også at se denne by. Vejen dertil var god, udsigten behagelig og byen tog sig ret godt ud i nogen afstand. Dens beliggenhed ved havet, den lange bro man må passere for at komme ind i den, lod os formode at vi kom ind i en nænsom og driftig handelsby, men vor forventning blev fælt skuffet som du straks vil erfare. Ved indkørslen spurgte vi en mand der kom ud fra byen, hvor vi skulle gøre hen til en gæstgivergård. Han gav os det svar at der var ingen anden gæstgivergård i byen end apoteket. Vi kørte da derhen, men da der kun var en dør på huset hvorigennem vi ikke kunne pasere med heste og vogn, måtte vi køre den lange gade igennem og næsten byen rundt for at komme til apotekets bagside hvor der var en indkørsel.

Vi gik nu ud for at bese byen og styrede først vores kurs til havnen. Her lå en eneste lille skude som havde været i København, en anden ditto var under reparation, resten intet andet end små fiskerbåde som lå optrukket på landet. Vi hørte også siden at handelen var meget ubetydelig, og at fiskeri udgjorde byens vigtigste næringsdrift. De kendte Kerteminde rådmænd kommer jo også herfra. Vi gennemvandrede, eller rette sagt, gennemhoppede nu alle byens gader uden at møde et eneste voksent menneske, hvilket er mærkeligt nok da vores vandring varede i to timer, nemlig fra kl. 5 til 7. Byen må altså enten ikke være meget folkerig, eller det må have været på den tid da en del af indbyggerne der er meget religiøse, holder deres andagt.

Derimod traf vi i de fleste gader en del legende barbenede børn og flokke af haltende gæs. Årsagen til disse sidstes bensygdom formodede vi at være gadernes meget mådelige brolægning. Dog er det muligt at vi fejlede heri, og at sygdommens årsag må hidrøre andet steds fra. I øvrigt har byen et par enkelte smukke gårde, en del sådanne som almindeligvis findes i vore gamle og næringsløse købstæder,  og en måske for stor del med stråtage, inden den frist som forordningen desangående sætter, er udløbet, kunne afløses af teglstenstage. For på nogle af dem er sparværket så skrøbeligt at det ikke kan bære tegltag, og at bygge husene op at nyt, vil vist falde mange vanskeligt, om ikke umuligt.

I den nordøstlige del af byen ligger nogle små bitte huse - egentlig burde jeg sige hytter - som bebos af diskere. En lille gyde som løber langs med disse hytter, fandt vi så opfyldt af menneskeekskrementer at vi i ordets egentligste forstand måtte vade derigennem. At der i disse små hytter ikke er plads til ordentlige afføringssteder er muligt, men at man ikke her som på andre steder fører sig sådant til nytte, er besynderligt da det dog kunne bidrage til at skaffe brød til fisken. Imidlertid kan jeg ikke nægte at en sådan henkastet samling af sådanne ting i nærheden af menneskers opholdssteder, viser at man ikke er så bange for kolera som på mange andre steder hvor man af frygt for den, sørger for sundhedens vedligeholdelse ved renlighed både inde i husene og udenfor samme. ---

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 728-732) 

Et Par Ord om Nødvendigheden af Opsyn med Fiskerne.

Vores naboer svenskerne har allerede i nogen tid haft militære patruljer langs med søkysterne. Og disse er virkelig nødvendige på steder hvor der bor fiskere, da disse for at afsætte deres varer, opsøger fremmede skibe uden hensyn fra hvilke stæder disse end kommer. Føjes der derfor til de allerede trufne foranstaltninger endvidere kavalleripatruljer langs kysten fra Hornbæk til København, ligesom også fra sidstnævnte sted langs Kalvebod Strand og Køge Bugt ville man være temmelig sikret mod smitte fra denne kant. Vanskeligere derimod ville det være at betrykke småøerne og især Bornholm hvis fiskere prajer skibene flere mil fra land for at tilbyde dem viktualier og grøntsager.

Således har nogle rejsende som i onsdags kom fra Bornholm, set flere både 3 til 4 mil fra landet lægge til skibe der kom fra østersøiske havne, og folkene fra bådene gå ombord på disse. Her vil det især være nødvendigt at stationere en ikke ubetydelig del rofartøjer fx kanonbåde der kunne opsnappe vedkommende eller forhindre sådant højst urigtigt og farligt samkvem. At det under den strengeste straf bør forbydes fiskere og andre bådejere at nærme sig skibe fra mistænkelige steder, er en selvfølge. Indsenderen heraf er af den mening at der straks og før smitten overfalder os, bør bruges den største forsigtighed og de strengeste forsigtighedsregler iagttages selv hvis det skal ske med nogen opofrelse eller omkostning. For kommer smitten som Gud forbyde, først i landet, kan følgerne deraf blive højst sørgelige og vores tab måske uerstatteligt.

(Politivennen nr. 807, Løverdagen den 18de juni 1831, s. 439-440)

"Vores naboer svenskerne har allerede i nogen tid haft militære patruljer langs med søkysterne. Fiskerne afsætter deres varer ved at opsøge fremmede skibe uden hensyn fra hvilke stæder disse end kommer." (C. W. Eckersberg: Skibe i sundet nord for Kronborg, 1847. Statens Museum for Kunst.)

Bøn til Gouvernementet

Da det hidtil har været tilladt at enhver såkaldt honet mand for sin fornøjelses skyld har måttet angle eller fiske med medestænger i stadsgravene, er det fleres underdanige bøn til det høje guvernement her i staden om at samme ligesom de foregående år, i år også dertil ville give tilladelse. Hvilket man med hensyn til at højbemeldte guvernement griber enhver lejlighed hvorved det kan vise stadens indbyggere en fornøjelse også tør vente vil ske, så meget mere som man er forvisset om at forpagteren fra sin side heller ikke vil nægte denne tilladelse når samme indskrænkes til sådanne personer som kan formodes alene at ønske samme for sin fornøjelses skyld.

(Politivennen nr. 326. Løverdagen den 30te Marts 1822, s. 5220-5221).