Da Aarets første "Bornholmere" blev røget. (Efterskrift til Politivennen)

Stærkt forsinket af Vinterens Is og Kulde.

Silden tilberedes til Røgning. Damperen "Østbornholm" staar ud fra Gudhjem, Danmarks snævreste Havneindløb.

Foraaret kom sent i Aar, og alt hvad der hører Vaaren til var stærkt forsinket, - ogsaa de røgede Sild. Paa Bornholm, hvis Eksistens i høj Grad er betinget af Silden og af Sommerturisterne, har der hersket utaalmodighed. Silden plejer at være tjenlig til Røgning sidst i April, men man kom langt hen i Maj, og Vinterkulden vilde ikke slippe sit Tag i Østersøens Vande; der var ikke tilstrækkelige "Svæv", d. v. s. smaa Krebsdyr og andre lignende Smaavæsener i Vandet til at Silden kunde æde sig fed. Den, man fangede, var for mager til at røge, de gik i fersk Tilstand til Tyskerne, der ikke er saa kræsne som vi forvænte Danskere.

Der kom straalende Sol og uventet Varme i de første Dage af Maj, men Vinterkulden i Havet var standhaftig, Virkningen af flere Maaneders Is blev ikke ophævet af nogle Dages Sol

I Gudhjem, Byen med de fleste Fiskere og største Røgerier - af 300 Indbyggere er ca. 100 Fiskere, og der er omkring en Snes Røgerier - var der 30 Graders Varme inde i Byen, hvor Klipperne genstraaler og forstærker Solvarmen; Fiskerne svedte i skjorteærmer, naar de gik ud at Havnen, men blot to Sømil, ca. en halv dansk Mil, til Havs, var der en Hundekulde, saa Fingrene blev stivfrosne selv i tykke Uldvanter. Og silden var stadie lige mager.

Men endelig en skønne Morgen kom Fiskerne ind med en Nattefangst, der var brugbar, og hele Byen kom i Aktivitet. Alt staar parat, og Brændestablerne af kløvede og savede Stykker, lige tilpasse til Ovnene, har længe ventet. Der bruges kun Elletræ, der giver den fineste Røg. En Del skoves her paa selve Øen, men Størsteparten kommer hertil i Smaaskuder fru Sverig. Den nyfangede Fisk bliver fordelt blandt Røgerierne, og alle Hænder, navnlig de kvindelige, kommer i Arbejde. Det er hovedsagelig Kvindernes Hverv at rense og tilberede Silden, og det gaar med en forbavsende Fart og Færdighed. Fiskene skæres op, renses, tørres af og hægtes sammen, to og to, den enes Hoved stikkes ind gennem den andens Underkæbe, og saa hænges de parvis over "Spiddene", der lægges paa "Bæringerne', og derefter staar de i et Par Timer til Tørring i Sol og Vind, indtil al ydre Fugtighed er borte. Og saa Ind i Skorstenen, der kan rumme fra 50 til 80 Ol. Baalet er tændt, men nu gælder det af passe, at det ikke brænder for stærkt: med fugtige Klude holdes Ilden i Ave, saa den ikke blusser op i Luer, men kun brænder i smaa. svage Flammer. 

I to Timer varer Røgningsprocessen, og den blaahvide, tunge Røg trækker i tykke Skyer fra 30-40 Skorstene hen over Klipperne og forsvinder ud over Havet. Og ude mellem Skærene, der gaar tæt op til Hven, - somme Steder ligger Røgerier helt ud paa Klipperne - fejrer mægtige Maageflokke sande Orgier, skrigende og skraalende slaas de med Krager og Alliker om al den lækre Indmad, og Byens Katte møder ogsaa op og tager deres Del.

(Aftenbladet (København) 17. maj 1929).

En farlig Seilads. (Efterskrift til Politivennen)

I Onsdags i forrige Uge, skriver "Thisted Avis", befandt sig en Fiskerbaad paa Havet udfor Vorupøer, omtrent 200 Favne fra Land, med kun ringe Udsigt til at komme gjennem Brændingen, da Søen, uagtet Veiret var stille, gik meget høit. Mandskabet i Baaden tog Seilene ind og lagde op paa Aarerne for at afvente det gunstigste Øieblik til at slippe iland. Det syntes ogsaa kort efter, som om Bølgebevægelsen aftog, og Baaden styrede da gjennem Brændingen med al mulig Kraft, men umiddelbart derefter fulgte et nyt "Lag", der indhentede den, og en Braadsø gik over den. Imidlertid kom Baaden paany tilsyne, og skjøndt Agterrummet var fyldt med Vand, kunde Mandskabet arbeide sig frem med de forreste Aarer, hvilket nu var deres eneste Udvei. Da de Tilstedeværende paa Stranden ikke vare mandsstærke nok til at bringe en af de store Baade i Vandet og ile dem tilhjælp dermed, afventede de med den største Spænding, hvad der vilde skee. Dog holdt Baaden sig endnu, men det var øjensynligt, at det vilde være forbi, saasnart der atter kom en større Sø. En saadan udeblev desværre ikke længe, hvorpaa Baaden kæntrede omtrent 10 Favne fra Land. Heldigviis havde de faa Mennesker, som paa Stranden vare Øienvidner dertil, Aandsnærværelse nok til at gribe noget Reb fra de andre Baade og ved Hjælp deraf lykkedes det dem, da Mandskabet holdt sig oppe ved Baaden og Aarerne, ved forenede Anstrengelser at bringe alle fem Fiskere paa det Tørre. Baaden flyttedes ikke længe efter op paa Kysten med Kjølen i Veiret og et Hul i Siden, medens Fangsten af Fisk og Redskaberne blev opsamlede langsmed Stranden. Efterat have faaet en "Hjertestyrkning" begav de reddede Fiskere sig hjem til Søndre-Vorupøer til deres Familier, der ikke anede den Livsfare, for hvilken deres Forsørger havde været udsatte.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 6. januar 1868)

Limfordsfiskeri. (Efterskrift til Politivennen)

Om Fiskeriet i Limfjorden er, efter Depttd., af Controleuren ved bemeldte Fiskeri til Finantsministeriet indgivet en Beretning, som omfatter Tidsrummet fra 1ste April 1860 til 31te Marts d. A. og hvoraf det fremgaaer, at de Arter af Fiskeri, som have været drevne i det forløbne Aar, ere Aalefiskeri, Sildefiskeri og Flynderfiskeri.

1. Aalefiskeriet har talt beskæftiget 1929 Mennesker, hvoraf 652 udelukkende have ernæret sig derved, 1277 kun tildeels, iblandt hvilke Sidste 114 Fruentimmer og 19 Børn. Ialt har dette Fiskeri indbragt 70,119 Rd. Med Hensyn til de enkelte Arter af Aalefiskeriet stiller Forholdet sig saaledes: a. Fiskeriet med Pulsvaad har beskjæftiget 446 Mennesker, hvoraf 19 Børn; af disse have 176 udelukkende og 270 kun tildeels ernæret stg derved; det hele derved rundne Udyptte udgjør 29,226 Rd.; b. Fiskeriet med Bøtvaad har ialt beskjæftiget 176 Mennesker, hvoraf 104 udelukkende og 72 kun tildeels; det vundne Udbytte udgjør 11,650 Rd.; c. Fiskeriet med Sauglyster har beskjæftiget 849 Mennesker, hvoraf 269 udelukkende og 580 kun tildeels have ernæret sig derved; det vundne Udbytte udgjør 16,249 Rd.; d. Fiskeriet med Aalekroge har beskjæftiget 121 Mennesker, hvoraf 35 udelukkende og 86 kun tildeels; det vundne Udbytte udgjør 8462 Rd.; e. Fiskeriet med Ruser har beskjæftiget 85 Mennesker, hvoraf 68 udelukkende og 17 kun tildeels; det har indbragt 3773 Rd.; f. Fiskeriet med Gliber har beskjæftiget 252 Mennesker, hvoraf 114 Fruentimmer; de have Alle kun tildeels beskjæftiget sig dermed, og Udbyttet udgjør 759 Rd. 2. Sildefiskeriet har ialt beskjæftiget 299 Mennesker, hvoraf 230 udelukkende og 69 kun tildeels have ernæret sig derved. Af de enkelte Arter af dette Fiskeri har: a. Fiskeriet med Vaad været drevet af 198 Mennesker, hvoraf 154 udelukkende og 44 tildeels, og indbragt 9590 Rd.; b. Fiskeriet med Bundgarn været drevet af 67 Mennesker, hvoraf 46 udelukkende og 21 tildeels, og indbragt 6458 Rd.; c. Fiskeriet med Ruser været drevet af 14 Mennesker, hvoraf 10 udelukkende, og indbragt 200 Rd.; d. Fiskeriet med Redgarn været drevet af 20 Mennesker, der Alle udelukkende have været beskjæftigede dermed; Udbyttet har udgjort 370 Rd. 3. Flynderfiskeriet har beskjæftiget 1199 Mennesker, hvoraf 983 udelukkende have beskjæftiget sig dermed og 216 tildeels; det har givet en Indtægt af 64,319 Rd. Af de enkelte Arter af dette Fiskeri har: a. Fiskeriet med Landdragningsvaad været drevet af 163 Mennesker, der Alle udelukkende have beskjæftiget sig dermed, og givet et Udbytte af 6510 Rd.; b. Fiskeriet med Snorvaad været drevet af 329 Mennesker, hvoraf 277 udelukkende og 52 tildeels have beskjæftiget sig dermed; Udbyttet har udgjort 24,805 Rd.; c. Fiskeriet med Redgarn beskjæftiget 707 Mennesker, hvoraf 543 udelukkende og 164 kun tildeels; det har indbragt 33,004 Rd. Af de 3427 Personer, der efter det Foranstaaende have været beskjæftigede med Fiskeriet i Liimfjorden, have c. 670, altsaa omtrent 1/5 af samtlige Deeltagere, været fra Øen Fuur, hvoraf atter de 5/6 udelukkende have været beskjæftigede dermed og kun 1/6 har drevet det som Bierhverv; af disse 670 have over Halvdelen drevet Flynderfiskeri, henimod Halvdelen Aalefiskeriet og kun meget faa Sildefiskeriet. Efter Fuur have Sognene Harboore, Gjøl, Lihme og Byen Nykjøbing leveret det største Antal Deeltagere, idet der dog fra intet af disse Sogne har været 200 Deeltagere (fra Harboøre, hvorfra de fleste, er Antallet kun c. 180 eller omtrent 1/19 af det hele Antal). De øvrige Deeltagere i Fiskefangsten ere spredte over næsten alle til Liimfjorden stødende Sogne, hvoraf dog nogle kun have været repræsenterede af ganske enkelte Deeltagere. Det fremgaaer af Indberetningen, at det hele ved Liimfjordsfiskeriet vundne Udbytte har udgjort 151,056 Rd. eller lidt over 44 Rd. pr. Individ. Af denne Sum har Aalefiskeriet indbragt henimod Halvdelen, Flynderfiskeriet omtrent 2/5 og Sildefiskeriet c. 1/9. Af Fiskerierne med de enkelte Redskaber har Aalefiskeriet med Pulsvaad indbragt c. 1/5 af det hele Udbytte, Flynderfiskerier med Snorvaad c. 1/6, Flynderfiskeriet med Redgarn imellem 1/4 og 1/5 og Aalefiskeriet med Sauglyster c. 1/9. Sammenligner man de enkelte Arter af Fiskeri med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvor indbringende hvert af dem har viist sig at være, sees det, at Aalefiskeriet har givet en Gjennemsnitsindtægt af noget over 36 Rd. pr. Menneske. Sildefiskeriet af imellem 55 og 56 Rd. og Flynderfiskeriet af henimod 54 Rd., hvorved dog maa mærkes, at af Deeltagerne i Aalefiskeriet har over Halvdelen kun deelviis beskjæftiget sig dermed, imedens af Deeltagerne i de tvende andre Arter det langt overvejende Antal har været udelukkende beskjæftiget dermed. Aalefiskeriet med Pulsvaad har givet en Gennemsnitsindtægt af 65 Rd. pr. Menneske, Aalefiskeriet med Bøtvaad af c. 66 Rd. og Flynderfiskeriet med Snorvaad af ca. 75 Rd., imedens Aalefiskeriet med Gliber kun har givet et Udbytte af ca. 3 Rd. pr. Menneske. hvorved dog maa bemærkes, al Ingen udelukkende har beskjæftiget sig hermed. Flynderfiskeriet med Snorvaad har saaledes viist sig som det forholdsviis meest indbringende. Sammenligner man ovenstaaende Resultat med Forholdet i Aaret fra 1ste April 1859 til 31te Marts 1860, viser det sig, at imedens Fiskeriet i Liimfjorden i det nævnte Aar havde beskjæftiget 3993 Mennesker og givet en Indtægt af 167,943 Rd., har det i det sidst forløbne Aar kun beskjæftiget 3427 Mennesker og givet et Udbytte af 151.056 Rd. Der har altsaa fundet en Tilbagegang Sted, idet Fiskernes Antal har været ca. 570 og Indtægten ca. 1700 Rd. ringere end i det foregaaende Aar, og det er da navnlig Aalefiskeriet, der baade har været drevet af Færre (1929 imod 2884) og givet et betydeligt mindre Udbytte (70,119 Rd. imod 96,456 Rd.). Men ligesom disse Talstørrelser, navnlig hvad Indtægten angaaer, ingenlunde kunne ansees for fuldkommen nøiagtige, hvorfor Forholdet maaskee i Virkeligheden ikke stiller sig fuldt saa ugunstigt, som det efter de opgivne Talstørrelser skulde synes, saaledes lader der sig i hvert Fald paavise særegne Grunde, der have virket til at fremkalde det ugunstigere Resultat, idet navnlig forrige Aars kolde og stormfulde Sommer har skadet og besværliggjort Aalefiskeriet med Pulsvaad, Bøtvaad og Gliber, ligesom sidste Vinters ualmindelige Sneemængde saa godt som har umuliggjort Aalefiskeriet med Sauglyster. Derimod har Aalefiskeriet med Kroge baade beskjæftiget et større Antal Personer end det foregaaende Aar (121 imod 78) og indbragt Mere (8462 Rd. imod 4682 Rd.). Hvad Sildefiskeriet angaaer, da har det været drevet af 33 Personer færre end i det foregaaende Aar og indbragt ca. 3000 Rd. mindre; men denne Forskjel, der navnlig hidrører fra, at Fiskeriet med Sildevaad kun har indbragt 9580 Rd. istedetfor 14,689 Rd. i det foregaaende Aar, skjøndt Fiskernes Antal ikke har været meget mindre (198 imod 210), imedens derimod Bundgarnsfiskeriet har givet en forøget Indtægt, skjøndt ogsaa her Deeltagernes Antal er noget aftaget, er saa ubetydelig, at der vistnok ikke behøver at søges nogen særegen Grund dertil, da det sandsynligviis er grundet i rene Tilfældigheder. Derimod har Flynderfiskeriet deels beskjæftiget langt flere Personer, deels givet en betydelig større Indtægt. Medens det saaledes i det foregaaende Aar blev drevet af 767 Mennesker og indbragte 51,300 Rd., har det i det sidstforløbne Aar været drevet as 1199 Personer og givet et Udbytte af 64 319 Rd. Imedens saaledes Resultatet i det Hele er mindre gunstigt end i det foregaaende Aar, har Gennemsnitsindtægten dog været noget større , idet den i det sidstforløbne Aar har været lidt over 44 Rd. pr. Individ imod henimod 42 Rd. i det foregaaende Aar. Hvad de enkelte Arter af Fiskeriet angaaer, da har Aalefiskeriet givet en noget større Gjennemsnitsindtægt pr. Individ, nemlig 36 Rd. imod 33 Rd. i det foregaaende Aar, imedens Forholdet, hvad Silde- og Flyndersifleriet angaaer, stiller sig omvendt, nemlig henholdsviis 55 a 56 Rd. og 54 Rd. imod 60 Rd. og 67 Rd. Uagtet der saaledes har fundet en Tilbagegang Sted, er der dog enkelte Arter af Fiskeri, der ere i stadigt Tiltagende, navnlig Fiskeriet med Aalekroge og Flynder-Redgarn, ligesom der i sidste Foraar i Nærheden af Nibe har været drevet Sildefiskeri med Bundgarn med bedre Udfald og rigere Udbytte end Tilfældet har været i de sidste 30 Aar. Efter det Foranførte kan Resultatet i det Hele, skjøndt ringere end i de foregaaende Aar, dog ingenlunde betragtes som utilfredsstillende.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. september 1861).

Østers. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg den 28de ds. Det er ikke blot i Liimfjorden, der nu fiskes Østers, men ogsaa ved Fjorden, endog ved Havnebolværket. En saadan Østersfangst er nemlig igaar gjort her. Hvilket Redskab dertil har været brugt, vide vi itke, men sandsynligviis er det efter Angivelse, at Politiet maatte erklære et af en Fisker fra Løgstør medbragt lille Parti (ca. 1400) Østers, der vare fiskede ved Nykjøbing, for god Prise til Indtægt for Fiscus. Auctionstrommen blev derefter sat i Bevægelse og bragte Statskassen, (under Tilløb af et Par hundrede, hvad enten ved Østersliebhaveri eller Begivenhedens Natur tilkaldte Gjæster) en Indtægt af 18 a 10 Mk. pr. 100 Østers, en høiere Priis endog, end hvortil der pleier at sælges her. Først iforgaars har Forbudet imod at fiske Østers været offentlig bekjendtgjort her fra Politikammeret og andensteds have vi endog slet ikke seet det publiceret. Det er derfor vistnok ganske troværdigt, og lige saa undskyldeligt, naar den, paa Grund af sin Brøde mod Østers-Domainet i et Par Timer forhørte, fattige Fisker samt Collega (der er Fattiglem) forsikkrede, ikke at have vidst det ringeste derom. Den ærede Politimester syntes selv, ved sit personlige milde Forhold imod de Tiltalte, som han efter Forhøret forsøgte at skaffe en lille Vederqvægelse, at føle sig overbeviist om deres Uskyld i Realiteten. Vi haabe derfor ogsaa, at der at vedkommende Authoritet maa blive indstillet, at Fiskeren faaer Provenuet af de ved Auctionshammeren saa fordeelagtigt udbragte Østers, ialtfald imod en lille Bødes Decort, da det vistnok ikke er Finantsministerens Hensigt eller Ønske, paa denne Maade at see Statskassen forskaffet Indtægter. Ubilligt er det forøvrigt, at det Offenlige, naar det forbyder Østersfangst som Statseiendom, da ikke selv forbereder synlige Forholdsregler til at tage den i Besiddelse og til derved sikkrest at advare Andre mod at drage de indholdsrige Skaller op af Dybet. I forskjellige Aviser sees daglig falbudt "Nykjøbing Østers", saa man vistnok paa selve Stedet endnu ikke tager det saa nøje med denne nyopdagede Domaine. - Efterat Ovenstående var skrevet, meddeler den ovennævnte Fisker os, at han tillige blev idømt - 100 Rbl. Mulct. Saa høit havde vi ikke troet Forbrydelsen imod Statens Østers kunde opløbe. Fiskeren bad Politimesteren om, tillige at sætte ham i Cachotten, da han saa dog vidste sin fattige Familie overgiven til Forsørgelse, men hertil var Retten ikke bemyndiget. (Aalb. Av.)

(Kjøbenhavnsposten 30. april 1852)

Østersens genkomst i Limfjorden muliggjordes ved Vesterhavets gennembrud af Agger Tange i 1825. De blev muligvis sat ud af amtmand Faye i Thisted i slutningen af 1830'erne i Nissum Bredning. De kan også være kommet naturligt ind i fjorden. I 1852 begyndte man at skrabe østers i Limfjorden. I Nykøbing oprettedes et stort østerskompagni. Det flyttede til Årodde i 1910.

Kongens ret til at fiske østers stammede tilbage fra 1587. I 1851 blev denne ret håndhævet ved et forbud mod øsersfiskeri i Limfjorden. Fra 1852 til 1874 steg fiskeriet fra 30.000 østers til 71 mill. østers årligt. Herefter gik det tilbage, og svingede herefter. 

(Salling, Fur og Mors. Turistforeningens Årbog 1944, s. 112-125.)

Frederikshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Frederikshavn skrives under 3die dennes, at det stormende Veir i de sidste Dage havde bragt 56 svenske Fiskerbaade, med en Besætning af 2 til 300 Mand til at tye ind i de derværende Havn. De faa Penge, de havde med, vare snart forbrugte, saa meget mere, som de væsentligst bleve forbrugte til Brændevin, og der begyndte nu et Betleri, der, med Hensyn til den store Mængde, der foregav Trang, var høist besværende for Byens Indvaanere, og endog foruroligende, da der begyndte at drage store Sværme op i Landet. Politimesteren fandt sig derfor foranlediget til at opfordre den derværende svenske Consul til at understøtte dem, eller, hvis han dertil ikke maatte ansee sig embedsmæssig pligtig, da at aabne en Subscription til at afhjelpe deres Trang, som Consulen erkjendte at behøve Hjelp. Af Consulen blev nu givet den Hjelp, som han fandt nødvendig, og derved blev for en Deel hævet den Fare og de Ubehageligheder, som en saadan Skare af trængende Mennesker, der vare uden ringeste Commando, kunde medføre. Efter Forlydende skal Politimesteren heller ikke have anseet Omstændiighederne for ubetydelige, men tvertimod have havt Conferents med Fæstningens Commandant i denne Anledning; men Styrken i Frederikshavn er saa liden, at den vilde været nødvendig til at bevogte Fæstningen og det deri værende Krudtaarn. Det nu indtrufne Tilfælde, i Særdeleshed med Hensyn til, at det let igjen kan indtræde, og under andre Omstændigheder give Anledning til ubehagelige Forviklinger, synes derfor at fortjene Opmærksomhed. I Øvrigt have Frederikshavns Indvaanere derved havt Leilighed til at Gjengjelde den Gjestfrihed, der i Fjor paa den svenske Kyst som bekjendt blev viist en Deel Fiskere fra Jylland.

(Kjøbenhavnsposten 15. april 1837)

Tørlægningen af Nakskov Fjord. Første Omgang: Byretten 1835. (Efterskrift til Politivennen)

Politivennen gjorde i en artikel fra 1824 opmærksom på de problemer der opstod i kølvandet på tørlægningen af Søborg Sø. Men det var ikke det eneste sted hvor især godsejere havde gang i lignende projekter som endnu i dag præger vores landskaber. Et andet stort projekt foregik syd for Nakskov. Og det årtier før det som man normalt forbinder med sloganet "Hvad udad tabes, må indad vindes".

Som sådan er sagen ved Nakskov ikke bare lokalhistorie, men også danmarkshistorie, fordi den ikke er enestående, men et eksempel på hvordan det gik så mange andre steder. Også ved Nakskov var det en godsejer som ønskede og gennemførte den, ofte i modstrid med den lokale befolkning, men under dække af at det var til fordel for den. Sagen er rig på detaljer om datidens forhold mellem fiskere, landbefolkning, købstadsborgere o, godsejere. Og giver et indblik i hvordan retssystemet og embedsapparatet altid i sidste ende arbejdede for godsejernes interesser. Retssager der sled de mindre bemidlede op, selv når de juridisk fik ret, så de til sidst kastede håndklædet i ringen.

Herregården Fredsholm daterer tilbage til 1630. I 1819 var den blevet solgt som dødsbo til Simon Andersen Dons og Johan Ferdinand de Neergaard, som dernæst solgte den videre til Søren Henrik Lund. Han iværksatte et omfattende og dyrt inddæmningsprojekt i vigen mellem Vejlø og Fredsholm. Fuldt gennemført af hans søn Henrik August Lund, som overtog Fredsholm i 1822. Den vellykkede inddæmning gav ham mod på flere, men det førte til en strid med fiskerne i Nakskov. En retssag tabte han i første omgang, vandt i Overretten, men endeligt tabte i Højesteret. Nakskovitterne fejrede det med at fiskerne sejlede med fakler gennem løbet, der blev døbt ”Frihedskanalen”. 

Det blev Lund for meget: I 1840 solgte han Fredsholm til August Villads Bech. Han fortsatte arbejdet med inddæmningen, men også han opgav projektet. Måske som følge af de stridigheder som artiklerne i Kjøbenhavnsposten afspejler. Men allerede 6 år senere kastede en ny godsejer med friske kræfter sig ud i kampen, i 1853 også velvilligt bakket op af aviser og kommunalbestyrelse. Kort sagt blev de lokale banket møre, Frihedskanalen blev opgivet og godsejeren fik ikke bare sin dæmning og kørevejen, men også flere hundrede tønder land indvundet hav. I 1865 blev Fredsholm overtaget af brødrene Casse, som fuldendte inddæmningen af 600 tønder land. 

Sådan ligger landskabet altså stadig. Fiskerne tabte. Noget tyder på at det gjorde godsejeren ironisk nok også: Økonomisk var det ikke nogen stor gevinst. En anden stor taber set med nutidens øjne, var naturen: Inddæmningen forvandlede vige til enge og marker, øer til fastland. Det skete for øvrigt mange andre steder, og berøvede derved Danmark en rig natur til fordel for landbrugsarealer. Måske for stedse. 

Kort over Nakskov Sogn, 1818. Mellem den indre fjord sydøst for købstaden lå der nogle øer, bl.a. Færgeland. Sammenlign med kortet nederst i denne artikel, og man vil se, at øerne helt er forsvundet og erstattet af landbrugsjord bag en dæmning. Nakskov Fjords sejlrende er stort set det eneste som er tilbage af det Nakskov Fjord syd for byen som er aftegnet på dette kort. 

Teksterne er lange. Jeg har indsat nogle afsnit hist og her for at gøre dem mere overskuelige, og som sædvanligt nænsomt omskrevet til moderne dansk.

Første omgang 1835: Byretten dømmer imod Lund

Kjøbenhavnsposten, 8. oktober 1835.

København d. 7. oktober 1835. - Fra to borgere i Nakskov har red. modtaget følgende meddelelse med anmodning om at bringe samme til offentlig kundskab:

"Et mærkeligt bevis på hvorledes en kollegial og en judiciel autoritet på en og samme tid kan blande sig i en sag, som først anhængiggort for domstolen, formentlig ikke kan være genstand for et kollegiums bydende, afgiver følgende verserende sag i Nakskovs byting: vandvæsenskommissær, proprietær Lund på Fredsholm, har for få år siden købt sig en tæt ved Nakskov beliggende ø, Steensø. Den forrige ejer af denne ø havde for at kunne køre til og fra Byen, fyldt en vej fra nævnte ø til den såkaldte Skandse, og fra denne igen til Færgelandet, som er forbundet med byen ved Langebro. 

For at køre over Færgelandet svarede nævnte ejer af Steensø til Færgelandsejeren visse tønder korn årligt efter overenskomst. Da proprietær Lund blev ejer af Steensø, fyldte han nogle sten i den arm af fjorden der adskiller Fredsholm fra Steensø, således at han kunne køre over til sidstnævnte ø, og benyttede således denne ø og den vej den forrige ejer af Steensø havde fyldt til Færgelandet for at komme til Nakskov, skønt han derved kun sparede et ubetydeligt stykke vej. Lund der ikke ville svare noget til Færgelandsejerne fordi han kørte over deres ejendom, fandt for godt sidste efterår at forlange den af formanden anlagte vej eller våse, for at undgå at køre på selve Færgelandet, men derimod at kunne køre langs Strandbredden, hvilket han påstod ingen kunne forbyde ham. Da Færgelandet er Nakskovs grund, så henvendte dets ejere sig til byens valgte borgere med besværing over den dem af Lund gjorte uret. Disse borgere fandt sig ikke alene ved Færgelandsejernes besværing, men også af andre grunde beføjede til at forbyde Lund vejen. Men tillod ham dog at få fri kørsel på følgende Vilkår: at Lund skulle affinde sig med Færgelandsejerne; at han skulle give en skriftlig tilståelse for at han selv ville vedligeholde vejen uden at den i fremtiden skulle blive byen til byrde; og at han skulle anlægge en bro af en vis bredde igennem den fyldte våse, således at både kunne sejle derunder.

For det må bemærkes, at der ved enden af den af formanden anlagte våse var en åbning, hvorigennem både kunde passere, men som Lund ved at forlænge våsen, aldeles havde spærret. Tillige skulle Lund finde sig i at dersom nogen af byens købmænd eller andre enten ville lade bygge pakhuse eller anlægge skibsværft der ved strandbredden, hvor hans vej skulle gå, at denne da blev forlagt op til den gamle Møllevei som er tæt ved. Endelig skulle han afstå Skandsen til byen, der er ham til ingen, men byen til stor nytte som kølhalerplads o. lign. Men Lund ville hellere undvære vejen end have den betingelsesvis. 

Således stod sagen uafgjort og vejen uafbenyttet, da en del borgere af Nakskov, som hidtil havde plejet at stange ål i de bag våsen liggende vande, og nu skulle nødes til at gøre over en halv mils omvej, indgav en ansøgning til Magistraten, hvori de besværede sig over Lunds handlemåde ved at have spærret dem en vej, der fra Arilds tid havde stået åben, og altid været befaret såvel af Nakskovs Fiskere, som af de nærliggende landsbybeboere, når disse drog til og fra købstad med deres produkter. De forlangte Lund ved dom forpligtet til at borttage den af ham egenmægtigt fyldte våse. Magistraten indhentede de valgte borgeres mening, og disse erklærede uforbeholdent, at Lund lige så lidt som nogen anden ejer af øen, nogensinde havde fået ret til at anlægge en vej i førnævnte farvande; og at de ansøgende følgelig måtte have ret til at borttage hvad der var dem til hinder i deres næringsvej. 

Da imidlertid Magistratens svar udeblev den ene måned efter den anden, besluttede borgerne at grave en åbning igennem våsen, hvilken de også fuldførte, og skaffede sig således atter vej til de farvande som fra umindelige tider have været benyttet af byens indbyggere, og hvis benyttelse ikke ved noget kongebud er ophørt, men kun for en tid var afbrudt ved en privatmands lovløse magtsprog. 

Disse her faktisk anførte omstændigheder foranledigede naturligvis en retssag. Lund søger vedkommende borgere for vold, og til at istandsætte våsen. Disse kontrasøger ham ligeledes for vold og til at borttage våsen. Ved denne retssag vil det altså blive afgjort, om Lund har ret til at anlægge en våse i nævnte farvande eller ikke; - om købstadens fiskeridrivende borgere har ret eller ikke ret til at fiske hvor deres fædre fra Arilds tid har fisket; - om de tilgrænsende landsbybeboere har ret eller ikke ret til at sejle med deres produkter til købstaden. 

Det er dog udenfor al tvivl, at disse spørgsmål må blive afgjort ved domstolen ved sagens endelige kendelse, og vi indser derfor ikke med hvilken ret det kongI. Generaltoldkammer og Kommercekollegium har blandet sig i denne sag. - Nogen tid efter at borgerne havde åbnet sig vej igennem våsen, ankom havne- og fyrinspektør kapt. Leth, (der, in parenthi sagt, står i familieforhold til Lund) til Nakskov, tog våsen i øjesyn, og fra Kollegiet indløb kort derpå ordre til havnekommissionen at den gjorte åbning skulle tilstoppes som skadelig for havnen og kommissionen søge regres for omkostningerne hos de Folk, der har gjort åbningen, ligesom der også længere hen fra Kollegiet indløb skrivelse til havnekommissionen om, at det anså det rigtigt, at kommissionen købte Lund "den for havnen så nyttige dæmning."

Havnekommissionen, der ikke kunne udføre disse ordrer uden at måtte handle imod sin overbevisning, har ved underdanigst forestilling gjort Kollegiet opmærksom på våsens sande beskaffenhed, samt hvor aldeles unyttig den er og må blive for havnen. Man skulle formode at Kollegiet måtte mere tage hensyn til kommissionens udsagn, der stemmer overens med de flere vidners forklaring der i den anledning er afhørt i retten, end til en enkelts erklæring. - Den der har taget våsen i øjesyn, kan vist ikke nok så meget undre sig over de fra Kollegiet givne ordrer, og det synes sandsynligt at kapt. Leth i sin erklæring til Kollegiet må have afmalet våsen med langt smukkere farver end den findes i virkelighed, for hele våsen er dog kun noget henkastet fyld med risgærder på siderne, som når vandet stiger 1½ til 2 Fod over daglig vande, er ganske af syne. Skulle imod formodning, og som vi langt fra ikke tør påstå, kapt. Leth ved sin erklæring angående våsen, har bevirket disse ordrer fra Kollegiet i det øjemed at hjælpe Lund til vej, hvor han ikke har allermindst ret til vej, da må vi rigtig tilstå, at Lunds fremgangsmåde ved at forlænge den af formanden anlagte vej, er så anmassende og lovstridig, at den ikke fortjener sådan understøttelse. Men, Gud være lovet! der er lov og ret til i Landet. Borgerne have derfor henvendt sig til H. M. Kongen med en allerunderdanigst Bøn om, at hele Sagen må på det nøjeste blive undersøgt, og udførelsen af General-Toldkammerets ordrer suspenderet, indtil sagens endelige afgørelse ved domstolen."

Nutidigt foto fra Nakskov Fjord, albuen. Landskabet kunne måske minde hvordan der så ud før tørlægning. (Ophavsmand Michael Larsen, udgivet som offentlig ejendom).

Opfordring til Vedkommende.

Som bekendt har hr. Duus ret til at forbyde al slags fiskeri i Søerne her om København. Men dersom han har samme ret med hensyn til Ladegårdsåen, da må man undres over at han ikke lader sådant offentliggøres i vore blade, eller lader en tavle opslå på broen der går over Ladegårdsåen til fornøden underretning for enhver. For så vidt vides har det altid været tilladt at angle i Ladegårdsåen, og det er just ikke enhvers lejlighed at lade sig følge af de af hr. Duus udsendte sjovere, eller lade sig ens redskaber fratage af sådanne personer som fremviser et papir der i sådanne hænder kunne anses ugyldigt. Indsenderen har intet imod at hr. Duus forbyder fiskeriet i Ladegårdsøen hvis han dertil er berettiget når han kun vælder en passende fremgangsmåde, hvilken enhver i vore tuder synes at skylde sine medborgere. Når hr. Duus bekendtgør sin eneret, vil vist enhver afholde sig fra indgreb og ingen retskaffen mand kan have noget imod at han da lader enhver overtræder drage til ansvar efter loven.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 329-330)

Udtog af et Brev fra Kjerteminde.

---- Da jeg på min sommerrejse på Fyn kun var 2 mil borte fra Kerteminde, besluttede jeg også at se denne by. Vejen dertil var god, udsigten behagelig og byen tog sig ret godt ud i nogen afstand. Dens beliggenhed ved havet, den lange bro man må passere for at komme ind i den, lod os formode at vi kom ind i en nænsom og driftig handelsby, men vor forventning blev fælt skuffet som du straks vil erfare. Ved indkørslen spurgte vi en mand der kom ud fra byen, hvor vi skulle gøre hen til en gæstgivergård. Han gav os det svar at der var ingen anden gæstgivergård i byen end apoteket. Vi kørte da derhen, men da der kun var en dør på huset hvorigennem vi ikke kunne pasere med heste og vogn, måtte vi køre den lange gade igennem og næsten byen rundt for at komme til apotekets bagside hvor der var en indkørsel.

Vi gik nu ud for at bese byen og styrede først vores kurs til havnen. Her lå en eneste lille skude som havde været i København, en anden ditto var under reparation, resten intet andet end små fiskerbåde som lå optrukket på landet. Vi hørte også siden at handelen var meget ubetydelig, og at fiskeri udgjorde byens vigtigste næringsdrift. De kendte Kerteminde rådmænd kommer jo også herfra. Vi gennemvandrede, eller rette sagt, gennemhoppede nu alle byens gader uden at møde et eneste voksent menneske, hvilket er mærkeligt nok da vores vandring varede i to timer, nemlig fra kl. 5 til 7. Byen må altså enten ikke være meget folkerig, eller det må have været på den tid da en del af indbyggerne der er meget religiøse, holder deres andagt.

Derimod traf vi i de fleste gader en del legende barbenede børn og flokke af haltende gæs. Årsagen til disse sidstes bensygdom formodede vi at være gadernes meget mådelige brolægning. Dog er det muligt at vi fejlede heri, og at sygdommens årsag må hidrøre andet steds fra. I øvrigt har byen et par enkelte smukke gårde, en del sådanne som almindeligvis findes i vore gamle og næringsløse købstæder,  og en måske for stor del med stråtage, inden den frist som forordningen desangående sætter, er udløbet, kunne afløses af teglstenstage. For på nogle af dem er sparværket så skrøbeligt at det ikke kan bære tegltag, og at bygge husene op at nyt, vil vist falde mange vanskeligt, om ikke umuligt.

I den nordøstlige del af byen ligger nogle små bitte huse - egentlig burde jeg sige hytter - som bebos af diskere. En lille gyde som løber langs med disse hytter, fandt vi så opfyldt af menneskeekskrementer at vi i ordets egentligste forstand måtte vade derigennem. At der i disse små hytter ikke er plads til ordentlige afføringssteder er muligt, men at man ikke her som på andre steder fører sig sådant til nytte, er besynderligt da det dog kunne bidrage til at skaffe brød til fisken. Imidlertid kan jeg ikke nægte at en sådan henkastet samling af sådanne ting i nærheden af menneskers opholdssteder, viser at man ikke er så bange for kolera som på mange andre steder hvor man af frygt for den, sørger for sundhedens vedligeholdelse ved renlighed både inde i husene og udenfor samme. ---

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 728-732) 

Et Par Ord om Nødvendigheden af Opsyn med Fiskerne.

Vores naboer svenskerne har allerede i nogen tid haft militære patruljer langs med søkysterne. Og disse er virkelig nødvendige på steder hvor der bor fiskere, da disse for at afsætte deres varer, opsøger fremmede skibe uden hensyn fra hvilke stæder disse end kommer. Føjes der derfor til de allerede trufne foranstaltninger endvidere kavalleripatruljer langs kysten fra Hornbæk til København, ligesom også fra sidstnævnte sted langs Kalvebod Strand og Køge Bugt ville man være temmelig sikret mod smitte fra denne kant. Vanskeligere derimod ville det være at betrykke småøerne og især Bornholm hvis fiskere prajer skibene flere mil fra land for at tilbyde dem viktualier og grøntsager.

Således har nogle rejsende som i onsdags kom fra Bornholm, set flere både 3 til 4 mil fra landet lægge til skibe der kom fra østersøiske havne, og folkene fra bådene gå ombord på disse. Her vil det især være nødvendigt at stationere en ikke ubetydelig del rofartøjer fx kanonbåde der kunne opsnappe vedkommende eller forhindre sådant højst urigtigt og farligt samkvem. At det under den strengeste straf bør forbydes fiskere og andre bådejere at nærme sig skibe fra mistænkelige steder, er en selvfølge. Indsenderen heraf er af den mening at der straks og før smitten overfalder os, bør bruges den største forsigtighed og de strengeste forsigtighedsregler iagttages selv hvis det skal ske med nogen opofrelse eller omkostning. For kommer smitten som Gud forbyde, først i landet, kan følgerne deraf blive højst sørgelige og vores tab måske uerstatteligt.

(Politivennen nr. 807, Løverdagen den 18de juni 1831, s. 439-440)

"Vores naboer svenskerne har allerede i nogen tid haft militære patruljer langs med søkysterne. Fiskerne afsætter deres varer ved at opsøge fremmede skibe uden hensyn fra hvilke stæder disse end kommer." (C. W. Eckersberg: Skibe i sundet nord for Kronborg, 1847. Statens Museum for Kunst.)

Bøn til Gouvernementet

Da det hidtil har været tilladt at enhver såkaldt honet mand for sin fornøjelses skyld har måttet angle eller fiske med medestænger i stadsgravene, er det fleres underdanige bøn til det høje guvernement her i staden om at samme ligesom de foregående år, i år også dertil ville give tilladelse. Hvilket man med hensyn til at højbemeldte guvernement griber enhver lejlighed hvorved det kan vise stadens indbyggere en fornøjelse også tør vente vil ske, så meget mere som man er forvisset om at forpagteren fra sin side heller ikke vil nægte denne tilladelse når samme indskrænkes til sådanne personer som kan formodes alene at ønske samme for sin fornøjelses skyld.

(Politivennen nr. 326. Løverdagen den 30te Marts 1822, s. 5220-5221).

Døde Fiske i Stadsgraven.

Ved anden påskedag at gøre en spadseretur i Faussebrajen eller den såkaldte Kirkebærgang mellem Vester- og Nørreport, blev anmelderen opmærksom på en stor mængde døde fisk, især ål som flød oven på vandet i Stadsgraven. Men især var de indgående vinkler af samme fra pæleværket lige til Nørrport opfyldt med dem. Om denne store dødelighed blandt fiskene i nævnte stadsgrav stammer fra at man mens graven var belagt med is, har glemt at vække for dem er uvist. Men sikkert er det at mange dejlige ålesupper derved er gået tabt. Og da nu disse fisk allerede begynder at give en fæl lugt fra sig, så var det ønskeligt om de så snart som muligt måtte borttages førr varmen vil gøre stanken endnu mere utålelig og skadelig.

For dm der har med vandvæsenet at bestille fremsættes ved samme lejlighed den bemærkning at en af renderne i omtalte pæleværk har straks ved døren af ækvadukten en læk hvorigennem en del vand unyttigt spildes. Vel er denne læk endnu ubetydelig, men dog var det vist godt om den stoppedes i tide, da ellers nogle af de mange drenge man hyppigt finder i Kirsebærgangen, muligvis kunne finde morsskab i at gøre den større.

(Politivennen nr. 223. Løverdagen den 8de April 1820, s. 3591-3592)

Spørgsmaal om Fiskeriet i Citadellet Frederikshavns Fæstningsgrave

Det var ønskelig om vedkommende som har fået tegn til at fiske i kastellets fæstningsgrave, med bestemthed kunne få at vide på hvilket sted man tør udøve den tilståede rettighed. Indsenderen gik søndag morgen den 20. juni ud for at fiske, blot for morskabs skyld, ved Bøssemageren Hus som er ved den sidste bro, der går ud til Strandvejen. Men straks efter en lille stunds forløb blev han anholdt af en vagthavende overjæger så vidt kunne skønnes med de ord at man havde ikke rettighed til at fiske på dette sted eller inde i nogen af Kastellet fæstningsgrave, med mindre man havde seddel fra kommandanten. 

Uagtet indsenderen efter gentagne forklaringer af tegnet for nævnte overjæger påstod at man på tegnet havde ret til at udøve den tilkommende rettighed, undtagen ved Smede eller Langelinje samt bag ved Tornhækkene, så var dog forklaring forgæves. Anmelderen drister sig derfor til at spørge: På hvilke steder i Kastellet kan denne simple herlighed udøves? Da der dog formodes at den skulle strække sig videre end til de grave som er inden for fæstningen, eftersom enhver matrosdreng og en del af Holmens stok almindeligvis udøver denne rettighed i disse grave.

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2959-2960)

Nyttig Advarsel

(Indsendt)

Ubehageligere syn kan vel ikke gives end på en dag at se 7 druknede mennesker, hvoraf størstedelen er helt rådnede, ligge til skue i lighuset ved Langebro, og af hvilke nogle har ligget i 5 til 6 dage. De udbreder ydermere en yderlig slem stank, som for forbigående vel endog kunne have farlige anstikkende sygdomme til følge. Søndag den 28. april sås et menneske blev trukket op af vandet som for fire måneder siden blev savnet og som naturligvis var helt rådnet op. Men blev alligevel lagt til skue i lighuset, hvorved luften der ikke blev bedre. 

Man foreslår derfor at i der lighuset altid haves kister i beredskab, og at der er en plads på Amager for øjeblikkeligt at begrave sådanne rådnede legemer. Fremdeles foreslås at lighuset måtte ligge på et afsondret sted, ganske frit og opbygges i en runding af en to mur i højden og derom et gitterværk. Så tæt at hverken hund eller kat kunne krybe igennem, samt oventil et tag, ligeledes forsynet med trækhuller. For da kunne tilskuerne uden væmmelse nærme sig huset på den side hvor vinden kom fra. 

Ligeledes var det ønskeligt at der der røgedes med en antændt tjæretønde for a rense den på stedet, især i sommerheden, værende slemme lugt. Endnu meget mere af det som ligeledes fordærver luften her i staden, er den uskik at rådne fisk kastes i kanalen. For omtrent 14 dage siden have mange tilskuere på Højbro set en stor del fisk der lå ved broen og som forventeligt endnu kan ses ved klart vande. Vel ved man at det er forbudt ved politianordninger. Ved flittigt at lade efterse vandene, og om muligt, også at opdage gerningsmanden til noget sådant, ville denne uorden kunne forebygges. 

Ligeså ønskeligt var det også om i tørt vejr at bunkefejerne på de offentlige torve, ligesom også enhver husejer bliv forpligtet til at stænke vand på gaderne, forinden der blev fejet. Hvilket sker i andre storbyer som for eksempel Berlin og flere residensstæder. At støvet såvel ved fejningen som ved tørveaskens opkastning på skarnvognene uden forinden at fugtes er yderst ubehagelig for alles næse og øjne, det ved enhver af den daglige erfaring. Men  indsenderen anser det for afgjort at disse fine støvpartikler som indsuges i lungerne, kunne skade.

(Politivennen nr. 20, Løverdagen den 18. maj 1816, s.  297-299)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen følges op i Politivennen 22, 1. juni 1816.

I Dagen, 26. september 1806 kunne man læse om det dengang nyopførte Druknehus, eller Dronehuset ved Langebro, samt lidt om hvor mange der druknede:

Ved Langebro paa Hjørnet af Brændemagasinets Plads, har Magistraten ladet opføre et grundmuret Hus til deri at henlægge fundne døde Mennesker, saaledes, at de uden fra igjennem Vinduerne kunne sees, dersom nogen skulde vedkjende sig dem. I samme Hus er tillige afdelt en Obduktions Stue, som om Vinteren kan opvarmes, for at anstille Forsøg paa at bringe de tilsyneladende Døde igjen til Live. I det gamle Træskur tæt ved Langebro paa ovenmeldte Plads er fra 1 April 1805 til 1 April 1806 indbragt 56 Mennesker, hvoraf 48 ere fundne i Søerne og Kanalerne, og 8 pludseligen døde i Husene og paa Gaderne. Ingen af dem, paa hvilke Rednings-Anstalterne bleve prøvede, kunde bringes til Live, da saaledes ingen Gnist til Liv var hos dem tilbage.

Om Fisk

(Indsendt)

I anledning af hr. Seidelins i sidste Politiven nr. 90 om min ved trykken bekendtgjorte fiskeplan og derhos i særdeleshed den ytring, at lade komme levende cabliau og mindre fisk her til torvs, ved på vogne indrettede hyttefade, såvel som store tønder fra Helsingør, skete anmeldelse, må jeg bede indrykket i næste nummer, at den overordentlig strenge frost, samt den megen ved Kronborg sammenpakkede is hidtil har gjort det umuligt at gøre fornøden fangst til slig transport. Men at samme kan forventes så snart de helsingoranske fiskere ser sig i stand til at fortsætte fiskeriet. Og til den ende har jeg allerede forud lejet bekvemt gårdsrum til vognenes indførsel og parkering på Kongens Nytorv. Det nærmere vil blive bekendtgjort i aviserne.

With

(Politivennen. Hæfte 7, nr. 91, den 18. januar 1800, s. 1445-1446:

Spørgsmål til Fiskerkonerne

Hvorledes går det til, at fiskerkonerne nu om stunder kan råbe om morgenen tidlig med levende fisk? Spørgeren ønsker gerne at vide om denne mulighed kan have mere end to årsager: enten at fisk nu længere end før kan undvære deres våde element uden at dø, eller at der ses igennem fingre med at fiskehandlerinderne køber tidligere end de bør?

(Politivennen. 1798, Hæfte 2, nr. 18, s. 285. [Estimeret dato: 24. august 1798])