Harald Otto Jensen (1851-1925). (Efterskrift til Politivennen).

Harald Jensen død.

(Social-Demokratens foto er her erstattet med Fotograf Thomas Sørensen (1867-1930): Harald Otto Jensen (13.10.1851-18.10.1925) redaktør, politiker. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.)

NATTEN til i Gaar er Landsthingsmand Harald Jensen gaaet ved Døden i sit Hjem i Aarhus. Døden kom brat. En Hjærtelammelse meldte sig uden Forvarsel. Endnu i Lørdags Aftes var Harald Jensen til Stede paa "Demokraten"s Redaktion og underholdt sig med Medarbejderne om Dagens brændende Emner. For faa Dage siden havde han og hans Hustru i Rigsdagens Restaurant samlet en lille Kreds af Venner om sig for at fejre hans 74-aarige fødselsdag. Han gjorde vel et lidt træt Indtryk, men han talte lunt og livligt som altid med gode Venner.

Var Døden ikke ventet netop nu, saa havde det dog længe været aabenlyst, at det gik paa Hæld med den gamle Kæmpe. Siden han for nogle Aar siden næsten mistede Synet og efter at en alvorlig Operation var mislykkedes, genvandt han aldrig sin gamle Kraft. Hans sidste Aar var tragiske, fordi Mangelen paa Synsevne hindrede den stadig lige aandsfriske og altid før saa virksomme Mand i at deltage aktivt i Dagens Gerning. Han klagede aldrig. Han havde som før altid en Spøg eller et hjærteligt Ord paa Læben. Men han har følt sin Ulykke stærkt. Da for nogle Aar siden København havde været hjemsøgt af en tæt Taage og dette var Samtaleemnet en Aften paa Gruppeværelset, blev gamle Harald saa underlig stille. Saa sagde han langsomt og bevæget: Saadan en Taage maa jeg færdes i hver Dag!

Nu har han for stedse lukket de svage Øjne. De svigtede ham paa det sidste Vejstykke, og dog er det dem, hans Venner vil huske længst, saadan som de var, da de sad med den fulde Glans under de buskede Øjenbryn og bag de skarpe Brilleglas: milde, stærke, trofaste og med en altid spillevende Skælm i hver Krog.

Harald Jensen vil gaa over i Historien som Jyden blandt vort Partis Banebrydere. Og dog var han født i et fattigt Hjem i København. Som ung Typograf kom han for 54 Aar siden til Aarhus, allerede grebet af den socialistiske Idé, der havde tændt sine første Gnister paa dansk Grund. 5 Aar senere var han Formand for Aarhus-Typografernes Fagforening og i 1883 startede han for egen Rigning det første socialistiske Blad i Jylland. Efter et Aars Forløb blev det lille Ugeblad forvandlet til et Dagblad i Tilknytning til Social-Demokraten i København.

Af den ringe Begyndelse blev under Harald Jensens Ledelse "Demokraten" til - nu Danmarks største Provinsblad og Stamtræ for hele vor vidtforgrenede Presse i Jylland. Hans enestaaende Evner i de mange Arbejdsaar skal ikke blot maales med den Styrke, vort Parti randt i Aarhus, men endnu mere ved den Kendsgerning, at der ikke i nogen By eller Flække i hele Jylland sidder en eneste Mand ved vor Presse, som ikke føler, at Harald Jensen har haft Betydning for hans Skæbne og var hans personlige Ven. Til ham kom de med deres Planer, deres Bekymringer deres Sorger. Myndig stak han de farbare Veje ud, lunt tog han Livet af for højtflyvende Planer, mildt bortvejrede han unødige Sorger. Han havde en enestaaende Evne til at skabe Tryghed omkring sig og han var til sin sidste Stund en Raadgiver, man aldrig søgte forgæves. Han blev det jyske Socialdemokratis ubestridte Høvding - ikke en Fører, der herskede med stærke Midler, ikke altid saa man Haanden, der styrede, men den føltes allestedsnærværende.

I vort Partis Ledelse var han altid Sammenholdets Talsmand. Han anerkendte intet Skel efter Landsdele eller Særinteresser: een Vilje, eet Maal, een Hær, var hans Parole for det samlede danske Socialdemokrati i stort som i smaat. I den Aand øvede han sin Rigsdagsgerning i 35 Aar.

Harald Jensen var en uforlignelig Agitator. Han havde sin egen Form. Han fik i hele sit offentlige Liv næppe sagt et voldsomt Ord eller gjort en eneste stor Gestus, men i hans jævne, stilfærdige Ord laa en egen smeltende Varme og hans Lune lyste med festlige Glimt. Naar han tog en politisk Situation paa Kornet, kom der vingede Ord ud deraf. Han elskede de gamle, malende Ordsprog og han kunde forme sine egne Sætninger som Ordsprog, der levede længe efter, at den Situation, de tog Sigte paa, var glemt.

Et daadrigt Liv er endt. Dets Frugter vil langt ud i Fremtiden modnes Aar for Aar. I gode sociale Love lever hans Værk. I en stor og blomstrende By føles hans Indsats. Og rundt mellem Lyngbakker og sandede Klitter sætter hans Gerning Blomst omkring lave Hytter. En god og stor Mand er død. I Tusinder af Hjem vil man ikke modtage Budskabet som man ellers erfarer en landskendt Politikers Død. Man vil føle det, som fik man Brev: Din Fa'r lever ikke mere! Og mange, mange varme Tanker vil naa den lille, tapre hjærtensgode Kvinde, som skabte hans hyggelige Hjem, som fulgte ham i onde og gode Dage, som pylrede om ham til det sidste og græd sin tungeste Graad ved hans Bryst da Døden tog ham.

Mindeord om Harald Jensen

Vi der færdedes sammen med Harald Jensen, har naturligvis længe følt, at hans Kraft var udtømt, men alligevel kom Budskabet om hans Død som en Overraskelse for mig. Det er ikke 14 Dage siden, at han deltog 1 Festen for Klaus Berntsen, og det er kun 6 Dage siden, at han, under festlige Former, fejrede sin 74 Aars Fødselsdag her inde i Rigsdagen, han var livlig, trods Svagheden og han kæmpede nu som i de sidste Aar, for at følge med i Livets Gang og særlig i det politiske liv, trods den triste Skæbne som Blindheden havde paaført ham. Hans Død kalder nu tusinde Minder from og ganske særlig Minderne om hans rige Indsats I vort Partis Barndoms- og Ungdomstid.

Som stor Dreng hørte jeg allerede om Harald Jensen, der havde gaaet i den samme Kommuneskole som jeg selv. Jeg hørte om hans Virksomhed i Aarhus, hvor han oprettede vort Partis første Provinsblad. Det gjorde et aldrig udslettet Indtryk, da jeg hørte, at han selv skrev, trykte og uddelte dette Blad, og jeg fulgte siden de mange Efterretninger om hans Kæmpearbejde som Redaktør og Agitator derovre i Jylland. Jeg saa ham som ganske ung i 1890 rykke ind i Rigsdagen som Repræsentant for Skjoldelevkredsen, og vi, der var unge, følte hans Valg, som det første Tegn paa Gennembrud udenfor Hovedstaden.

Da jeg nogle Aar senere blev Medlem af Partiets Bestyrelse, kom jeg nærmere ind paa Livet af gamle Harald Jensen, thi allerede den Gang syntes han ældet af Kampen og Slidet, som da laa bag ham. Han var en af de Mænd vi lyttede til, naar han talte i Hovedbestyrelse og paa Kongres, og vi følte ogsaa, at han øvede en væsentlig Indflydelse som Politiker, som den Forhandlingens Mand han var født og opdraget i København som værende i Slægt med Demokratiet store Mænd. Endskønt han var født og opdraget i København, havde han Jydens sindige Karaktertræk, og maaske netop derfor følte ri, at han var af samme Slægt som Bjørnbak, Chr. Berg, Høgsbro og Neergaard, og vi har senere kunnet glæde os over, at han aldrig forlod de Veje han begyndte at vandre, han svigtede aldrig de Idealer, som han i Ungdommen viede sin Overbevisning og sit hele Lav.

Vi husker ham ogsaa fra de Brydninger i det politiske Liv, der fulgte efter Venstres Overtagelse af Regeringen. Vi husker, hvorledes han prøvede og overvejede hvilken Taktik, der nu var bedst tjenlig for vort Parti, og vi husker navnlig den Ungdomsglød, der stadig luede i ham.

Da Krigen i 1914 satte ind og satte vort Parti paa Prøve, var Harald Jensen ikke i Tvivl om sin Plads eller om vort Partis Holdning. I de Brydninger, der var afgørende for vort Parti, var Harald Jensen iblandt den Kreds af Førere, der bidrog til at afværge saadanne Ulykker, som Broderpartier flere Steder kom til at lide under.

Jeg husker ham ogsaa i de bevægede Timer i 1916, da vort Parti stilledes overfor det Krav, at vi skulde udpege en Minister. Han var ikke i Tvivl om, hvad vi burde, og da vi naaede til Personspørgsmaalet, var det mig en Glæde, at han, saavel som en anden af vore ældste Partifæller, uden Vaklen krævede, at Partiets Formand skulde overtage Posten.

Og saa husker jeg hans varme Interesse for det betydningsfulde Samarbejde imellem de nordiske Lande. I mange Aar var han vort Partis Repræsentant i den Bestyrelse, som planlægger Arbejdet med de nordiske Delegeretmøder af Rigsdagsmænd. Hans Navn og hans Gerning lever i Sverige og Norge som herhjemme.

Ja, der var mange andre Minder, der kunde nævnes, alle i vort Parti kan supplere, hvad der nu siges og skrives ved den Jyske Høvdings Bortgang. Med Sorg har vi set, hvor trist Harald Jensens Livsaften formede sig, da Sygdom lukkede for hans Øjnes Kraft, men alligevel er det en dyb Smerte, som nu lejrer sig hos alle os, der elskede vor gamle Ven.

Et Kæmpearbejde er sluttet. Et Liv i Kærlighed til Socialismens Sag og til dansk Arbejderbevægelse er til Ende, men et uudsletteligt Minde om Harald Jensen vil leve.

Th. Stauning.

* *

Skønt jeg var klar over, at det bar mod Afslutningen med min gamle Ven, har hans Død dog gjort et stærkt Indtryk paa mig. I henimod 50 Aar har vi kendt hinanden som Venner og Partifæller, og vi har jo delt ondt og godt, Sejre og Skuffelser med hinanden.

Harald Jensen var en Mand, der alle Dage havde stor Betydning indenfor vore Organisationers Ledelse og man hørte gerne paa ham, thi han var en klog og besindig Mand. Hans største Betydning maa dog søges i Aarhus hvor han i sine unge Dage startede det første socialdemokratiske Blad i Jylland. Harald Jensen maatte den Gang kæmpe med Fattigdom baade i sit Hjem og i Partiet. Vi var omtrent ligesaa fattige her i København, men vi hjalp dog saa godt vi kunde, og efter stor Møje og Besvær rejstes den store, stolte Presse vi nu har i Jylland samtidig med, at Partiet blev mægtigt. Harald Jensen har sin meget stor Del af Æren derfor, og derfor vil hans Navn leve indenfor vort Parti. Harald Jensen var et godt Menneske og en ærlig trofast Kammerat, og Minderne om vort mangeaarige Venskab overvælder mig ganske i denne Stund. Og mine Tanker gaar til hans gamle, gode Hustru, som nu sidder ene og svagelig tilbage.

C. C. Andersen.

* *

Der bliver stille i Skoven, naar en af de gamle Ege falder, og med Harald Jensen er en af Pionererne, en af de store Skikkelser i dansk Arbejderbevægelse og en stor Personlighed i dansk Politik gaaet bort. At skildre hans Liv vil blive Skildringen af det danske Socialdemokratiets Historie og dansk Politik siden 80-ernes første Aar, thi han var en af dem, der skabte den danske Arbejderbevægelse, dens Organisationer og dens Presse, og som var med til at præge vort Lands politiske Udvikling.

Med Smerte saa vi, hvorledes Blindhed i de sidste Aar røvede hans Arbejdskraft, og vi følte, hvor han led derunder, men hans Interesse og hans Pligttroskab var lige levende til det Sidste.

Harald Jensen gik bort midt i det Arbejde, som blev hans Liv, og over det ganske Land vil Arbejderne i Sorg sænke Fanerne ved Efterretningen om hans Død.

Fr. Andersen.

* *

"Demokraten" om Harald Jensen.

Det Blad, Demokraten, i Aarhus, som Harald Jensen i 35 Aar redigerede skriver i sin Nekrolog følgende:

Han var Skaberen af den Socialdemokratiske Presse udenfor København. Han var den første der saa, at Betingelsen for at Socialdemokratiet kunde vinde lndpas udenfor København, var den, at det havde en Presse ud over Landet. Derfor satte han sine egne Spareskillinger ind paa at rejse et Blad og derfor var han interesseret i, at det blev efterfulgt af en Skov af Blade Lande over. For ham var Pressen ikke noget Maal, men et Middel, det sikreste og bedste i Arbejdernes Frigørelseskamp.

Han skaanede aldrig sig selv, men var ogsaa efter at Synet begyndte at svigte ham forrest l Kampen. Han skrev ikke blot Bladet, men han ledede Agitationen og stod i Spidsen for Partibevægelsen i Aarhus. Han var med overalt, hvor der blev virket for Socialdemokratiet. Han planlagde og ledede selv Agitationen forud for Valgene, de politiske og de kommunale, og Arbejdernes store, smukke Forsamlingsbygning er hans Værk.

Han var Aarhus en god Mand baade i de mange Aar han havde Sæde i dens Raad og ved sin Virksomhed inde paa Tinge. Som en af de politiske Livs Forgrundsfigurer hævde hans Ord Vægt i alle Lejre. Man lyttede fordi det at tid var gode og kloge Ord der lød fra hans Laber.

Ved hans Baare siger vi ham en dybtfølt og smertefyldt Tak for hvad han har betydet for os, og for alt det gode, han har udrettet. Han udførte en Livsgerning saa stor og stolt, saa smuk og rig som det kun de færreste beskaaret at udføre.

Noter.

Med en enkelt Afbrydelse sad Harald Jensen i Rigsdagen siden 1890, altsaa 35 Aar. Til Folkethingsmand valgtes han første Gang i Skjoldelevkredsen, og i 1895 erobrede han Aarhus søndre Kreds, som han repræsenterede med stedse stigende Stemmetal, indtil han 1906 traadte ind i Landsthinget. Ved ny Grundlovs ikrafttræden i 1918 blev han thingvalgt, og dette Tillidshverv beklædte han endnu ved sin Død. Han var i Perioden 1921-24 Landsthingets Næstformand og var Medlem af Finansudvalget. Af andre betydende Tillidsposter kan nævnes, at Harald Jensen var Medlem af Rigsretten og Formand for Statens Tilsyn med Himmelbjerggaarden.

*

Til Medlem af Aarhus Byraad valgtes Harald Jensen allerede i 1894, paa en Tid, da Socialdemokratiet kun havde faa kommunale Repræsentanter. Han blev i over en Menneskealder den førende Mand i Aarhus og prægede denne blomstrende Bys stærke Udvikling. Paa de sociale Omraader har han sat i uudslettelige Spor i Alderdomsvæsenet og Skolevæsenet. Hans varme [ord ulæselig] kom ogsaa frem under det langvarige og møjsommellge Arbejde for Aarhus ny Banegaard, og indenfor Partiet rejste han et blivende Monument i den smukke Fo[bogstaver ulæselige]bygning, hvortil han lagde Grundstenen i Amaliegade, Ogsaa Aarhus's skønne Teater var han med til at skabe. Med ham som Fører blev Aarhus "Den røde By", og Socialdemokratiet blev Flertal i Kommunalbestyrelsen, valgte Borgmester og gennemførte de store Reformer, der har gjort Jyllands Hovedstad til det, den er.

*

Harald Jensens særlige Egenskaber. hans taktiske Sans, hans medfødte Evne til at dreje Modstanderne en Knap og gøre det paa en saadan Maade, at han fik Latteren paa sin Side, kom til den mest straalende Udfoldelse ved Valget i Skjoldelevkredsen for 85 Aar siden. Det var en udpræget Landkreds, og endnu havde ingen Socialdemokrat vovet at give sig i Kast med Gaardmænd og Husmænd. Derfor blev Harald Jensens Valg ogsaa en Sejr, der satte svære Dønninger og bragte det første Varsel baade om vor Fremmarch paa Landet og om Modstandernes kommende antisocialistiske Sammenrotning. Venstrebønderne, som den Gang stod Socialdemokratiet nær, blev ængstelige og svigtede Demokratiet - men det har hævnet sig.

*

Ved dette berømmelige Valg for 35 Aar siden havde Venstre opstillet to Kandidater. Saa stærkt var Partiet i Skjoldelev, at det mente at have Raad til denne Flothed, men der var for en Sikkerheds Skyld truffet Aftale om, at den af de to Venstremænd, som vandt mindst Tilslutning blandt Vælgerne, skulde trække sig tilbage paa Valgdagen. Foruden Harald Jensen var ogsaa en Højremand opstillet, altsaa ialt 4 Kandidater. Nu magede Harald Jensen det saaledes, at de socialdemokratiske Vælgere forholdt sig musestille, naar han talte. De var instruerede om at ødsle deres Bifald paa den af Venstremændene, der gjorde mindst Lykke blandt sine egne. Ved selve Kaaringen paa Valgdagen fordeltes de socialdemokratiske Stemmer saaledes, at de to Venstremænd fik omtrent lige mange Stemmer. Harald Jensen fik ikke en eneste. Følgen var, at Ingen af de to Venstrekandidater vilde trække sig tilbage. Der blev begæret skriftlig Afstemning Og nu kunde det nok være, at Socialdemokraterne benyttede deres Stemmeret rigtigt og enigt. Medens Venstre splittede Stemmerne paa to Mand, samlede Harald Jensen sine trofaste under én Hat - og sejrede. Dette Valg er blevet historisk. Vel maatte Harald Jensen i næste Omgang afgive Kredsen, men siden erobredes den tilbage, og nu er Skjoldelevkredsen udpræget socialdemokratisk.

*

Harald Jensens Hustru, der fyldte 75 Aar, er Husmandsdatter Framlev. Hun sidder tilbage med 4 voksne Børn, en gift og en ugift Datter, en Søn, der er Funktionær under Aarhus Kommune, og en anden som er Bogtrykker i København. For dem vil Tabet virke lammende. Endnu i Fredags var Harald Jensen det stærke Træ, under hvis Krone Familjen levede. Ingen troede Døden nær. Selv talte han om sin forestaaende 75 Aars Fødselsdag, som han glædede sig til at fejre i sit kære Aarhus, omgivet af Slægt og Venner fra de Dage, da Socialdemokratiet skabtes. Døden kom hurtig, uventet - men let. Og noget bedre kan ingen ønske Menneske, der er elsket.

*

Harald Jensen var kendt for Evne til at forme vingede Ord. Da de Radikale i 1905 brød ud af Venstrepartiet, og der opstod Diskussion. om hvorvidt Socialdemokratiet skulde træde i politisk Samarbejde med det ny, spirende Parti, hvis Tilværelse jo var truet, formede Harald Jensen sin endelige Tilslutning til Valgsamarbejdet i de klassiske Ord:

- Lad os bygge dem et lille Halvtag!

Fra de Aar huskes ogsaa det kendte Billede af Zahle som Lirekassemand. Harald Jensen ligger opp i sit Vinnever og tllraaber Musikanten:

- Aah,  spil den en Gang til, den lød saa kønt!

*

Fra de senere Aur vil erindre den gemytlige Maade, paa hvilken Harald Jensen dyppede daværende Forsvarsminister Klaus Berntsen. En dødssyg Soldat var blevet slet behandlet ved Garnisonen i Sønderborg, flygtede til København og døde. Affæren vakte stor Bevægelse, og bedre blev jet naturligvis Ikke, da Ministeren udsendte en beroligende Erklæring, som imidlertid viste sig at tage Sigte paa en helt anden Soldat. Det kom til Interpellation i Rigsdagen, og Tilhørerpladserne var overfyldte, da Harald Jensen langsomt rejste sig, pudsede først Brilleglassene, saa sin Næse i det store, ternede Lommetørklæde, for derpaa med et lunt Blik til Klaus Berntsen at sige:

- Jeg takker Forsvarsministeren for hans klare og vægtige Redegørelse. Naar jeg se bort fra de fire Smaating, at Soldaten ikke hed Petersen, men Jørgensen, at han ikke led af Hududslet, men af Blodstyrtning, at han ikke var garnisoneret i København, men i Sønderborg, og at han ikke er udskrevet som rask, men er død og begravet, konstaterer jeg, at Ministerens Redegørelse i alt væsentligt er rigtig.

Saa var Debatten ikke længere.

*

Harald Jensens Lig vil blive bisat paa Søndag i Aarhus, den By han viede sit Livs største Arbejde. Han har i sin sidste Vilje frabedt sig gejstlig Medvirkning ved Bisættelsen. Hans tusinder al Venner forstaar og respekterer dette Ønske. Ægte, som Harald Jensen var til Marv og Ben, ønskede han ingen uægte Ceremoni ved sin Død. Derfor vil kun Partifæller tale ved hans Baare. Men hele Aarhus, uanset Religion, Opdragelse, Stilling, vil samles ved denne Jordefærd, og vil lytte til de jævne Mænd, der taler ved en stor, jævn Mands Kiste.

(Social-Demokraten 20. oktober 1925).

Harald Otto Jensen (1851-1925) var blandt de første i fagforeningsbevægelsen i provinsen. 1876 blev han formand for en århusiansk afdeling af Alm. dansk typografforbund som imidlertid opløstes efter en tabt strejke. 1881 dannedes Jyllands typografiske forening, senere Dansk Typografisk forening hvor han var formand indtil 1883 og 1886–88. 

Han stiftede oktober 1882 sammen med sin kollega typograf Emil Marott diskussionsklubben Demokratisk samfund som april 1883 vedtog at antage socialdemokratiets program og indmelde sig som afdeling under det 1878 i København stiftede Socialdemokratisk forbund, dets første i provinsen. 

Det af Jensen den 19. juni 1883 udkommende Socialdemokratisk Ugeblad blev fra oktober 1883 dagblad under navnet Demokraten. Han fik flere domme på vand og brød for presseforseelser. Omkring 1914 var det Jyllands største dagblad (oplag ca. 12.000).

1888 blev han medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse. Ved folketingsvalget jan. 1890 opstilledes han i Skjoldelevkredsen hvor han blev valgt, men mistede kredsen 1892. I 1895 valgtes i Århus søndre kreds som han repræsenterede i folketinget til 1906, da han i Randers indvalgtes i landstinget som han var medlem af til sin død.

Han var medlem af Århus byråd 1894–1916. Han gik under navne som "Kong Harald" eller "Jyllands ukronede Konge". Han bidrog til at statsbiblioteket, statens avissamling og fødselsstiftelsen blev lagt i Århus.

Henning Jensen 85 Aar (1838-1929). (Efterskrift til Politivennen).

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Henning Jensen.

85 Aar.

I Dag fylder den gamle Redaktør og Skribent, fhv. Præst Henning Jensen 85 Aar. Men det betyder ikke, at han har lagt op, langt fra. Han staar tværtimod midt i Dagens Strid med begge Hænder fulde af Arbejde, for Tiden med at skrive sine Erindringer i "Dagens Nyheder". Og det er fornøjelige Erindringer, for den Mand har virkelig oplevet noget.

Han var Præst (bl. a. i Pedersker), men tog sin Afsked. Han blev Folketingsmand en Tid, var Medarbejder ved "Social-Demokraten" og en Tid vist ogsaa ved Politiken". Og altid stod han midt i Dagens Strid og hedeste Kamptummel. Senere blev han Medredaktør af "København", blev moderat og Forsvarsven og Socialdemokraternes og de radikales voldsomste Angriber, men han vedblev en Aarrække at hævde et ret frisindet kirkeligt Stade, og Kirkepolitik var hans særlige Felt. Men da Witzansky gik fra Bladet "København" blev han snart uenig med Bladets nye Ledelse og efter en Snes Aars Samarbejde skilte han sine Veje fra det Blad og blev 84 Aar gammel ansat som Medarbejder ved "Dagens Nyheder". I religiøs Henseende er han i de senere Aar bleven en Del spiritistisk paavirket, men mener at kunne forene dette med sin Kristendom.

Saadan er denne mærkelige, urolige stridslystne Sjæl, saadan er Henning Jensen. Og saadan er han en særpræget og ejendommelig Personlighed i dansk Kirkeliv, i dansk Politik, i dansk Journalistik, i dansk Aandsliv i det hele. Og trods Aarenes Mangetal har han bevaret en frisk, levende og ungdommelig Stil og Fortælleform, saa hans Erindringer virkelig er fornøjelige at læse.

(Bornholms Avis og Amtstidende 6. december 1923).

Avisen København bragt 1923 en længere erindringsserie af Henning Jensen: "Mellem Bønder og Borgere. Betragtninger og Erindringer fra et langt Liv".

Han blev begravet på Vestre Kirkegård i København). Hans virke som præst, journalist og forfatter gik hurtigt i glemmebogen og satte tilsyneladende ikke de store spor efter hans død.

Henning Jensen og Gertrud Elisabeth Eleonora født Selmer. Vestre Kirkegård, Afdeling M, rk. 12, nr. 33. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Rasmus Peder Jensen (1845-1923) 4/4: Eftermæle og nekrologer (1891-1923). (Efterskrift til Politivennen).

Dette er fjerde og sidste del af en serie om R. P. Jensen som giver et indblik i provisorietiden: Arbejderbevægelsen, pressen, partiet Venstre m. m. Artikelserien kan findes på nedenstående link:

Del 1: Typografernes Forbund (1869-1877).
Del 2: Folketidenden (1877-1887) og Maribo Amts Avis (1890-1891).
Del 3: Publikationen Ringsted Folketidende 1878-1887.
Del 4: Eftermæle og nekrologer (1891-1923).

Efter sin aviskarriere fungerede R. P. Jensen en tid som sekretær i Københavns liberale vælgerforening. Forløberen for Det Radikale Venstre i København, stiftet i slutningen af 1883. Den slog sig i 1892 sammen med Frederiks Liberale Vælgerforening, og ændrede i 1908 navn til Københavns radikale Venstreforening. I 1896 nævnes R. P. Jensen i forbindelse med valget, men siden bemærkes han ikke i aviserne:

Efter Valby-Valget.

Kjøbenhavn, den 2. Februar.

Det er næppe nogen Overdrivere at sige, at den ene Valgsejr i Aftes har vakt lige saa stor Glæde blandt Kjøbenhavns frisindede Befolkning, som alle Erobringerne ved det sidste almindeligt Folkethingsvalg. Stemningen var jo bleven opagiteret til en ualmindelig Højde; Højrebladene hovererede forud og var utrættelige i at haane den "ubetydelige" Oppositionskandidat, der dog viste sig betydelig nok til paa tre Uger at blive en af Hovedstadens populæreste Mænd, til at naa fuldt paa Højde med Herman Bings beundringsværdige Valgagitation og til at berede Højres Bedstemand det ynkeligste Nederlag.

Næst Kandidatens eget solide Arbejde er det de oppositionelle Vælgerforeninger, man kan takke for Resultatet. Navnlig arbejdede den liberale Vælgerforenings Apparat fortræffeligt under Ledelse af den tidligere Redaktør af Ringsted Folketidende, R. P. Jensen. Allerede midt under Valghandlingen kunde han konstatere, at Oppositionen havde dobbelt saa mange Amagere i Behold paa Valgstedet, som der i Fjor stemte paa Bing. "1600 Stemmer skal vi slaa", sagde han, og det slog til. Glimrende var Afstemningen arrangeret med det Formaal at trække Tiden ud til Aften. Listeførerne skældte og mukkede, fordi Folk kun vilde stemme ved et Bord ad Gangen: men Oppositionens Vælgere skældte igen og diskuterede - det hjalp jo altsammen til at hale Tiden ud. Lidt efter Kl 6 kom Arbejderne i Stormmarsch lige fra Værkstedet. Det var paa høje Tid! Scavenius havde Majoritet; men nu kunde Højre ikke skrabe flere Stemmer sammen, og saa svingede Sejren over til Oppositionen.

Ogsaa "Dannebrog" og "København" har arbejdet utrætteligt og loyalt for Oscar Hansen. Medens "København" daglig holdt Arbejderne i Aande ved at gennemgaa Scavenius' grovere Synderegister, tog "Dannebrog" noget finere paa Sagen, og dets politiske Artikler blev hver Dag paa den liberalt Vælgerforenings Foranstaltning destribueret til Valgkredsens Højrevælgere. Man forstaar derfor, at det var ærligt ment, da "det unge Højre" paa sit Møde i "Kongens Klub" i Aftes samlede al sin Harme i et fnysende "Ned med "Dannebrog"! - Og gamle Dannebroge har dog ellers altid været deres eget Symbol!

Højrebladene tager yderst forskelligt paa Nederlaget. Berlingske Tidende er fornuftigst, idet Bladet indskrænker sig til at meddele Valgresultatet uden Kommentar.

Ferslew'erne er dybt nedslaaede. "Efter dette Udfald maa det antages at være slaaet saa temmelig fast, at Højre i Valgkredsen, uanset hvem der optræder som Partiets Kandidat, i det højeste raader over henimod 1600 St.", siger de, og de slutter saaledes: "Hvis de saakaldte "ledende" Mænd i Højre ikke ved Udfaldet af dette Valg faar Øjnene op for, hvorledes vi sidde i det, saa kan Ævret, i alt Fald her i Kjøbenhavn, opgives lige saa godt først som sidst."

"Avisen" er som sædvanlig mest uforknyt. Bladet vil "lægge ud paany" og trøster sig med, at paa Højres Genrejsningsmøde i Aften "vil ingen svigte". I Længden vil Højres opløste Hær dog sikkert føle sig lidet tilfredsstillet ved altid at "sejre" imellem Valgdagene, naar deres Kandidater lige saa sikkert dumper paa selve Valgdagen. Det er vist ogsaa Overdrivelse - med et mildt Udtryk -, naar "Avisen" i Dag paastaar, at paa "det unge Højres" Møde efter Valget "var Stemningen saa ypperlig som næppe nogensinde før" Saa maa den i hvert Fald have været sløj siden.

(Randers Dagblad og Folketidende 27. februar 1896).

Herman Bing er omtalt andetsteds på denne blog. Han nåede ikke at være valgt så længe, da han døde samme år. I Valby Tidende er der et interview med den slagne Højre-kandidat, Scavenius. 

Herefter bliver der stille i aviserne omkring R. P. Jensen. Først da han i 1923 fik et slagtilfælde og blev indlagt på Frederiksberg Hospital eller Rigshospitalet (aviserne angiver forskellige steder) og døde 22. april 1923 blev der igen omtale. R. P. Jensen blev begravet af Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Typografernes gamle Gutenberg-banner og Dansk Typograf-Forbund havde lagt kranse.

R. P. Jensen død.

Atter er en af de gamle Kæmper fra Provisorietiden gaaet bort. En fælles Kending meddeler os i Dag, at gamle R. P. Jensen, forhenværende Redaktør af dette Blad, i Gaar, Søndag, er afgaaet ved Døden paa Frederiksberg Hospital, hvor han for faa Dage siden blev indlagt, ramt af et apoplektisk Tilfælde og lidende af en alvorlig Bronchitis. R. P. Jensen blev 78 Aar gl. Han var født paa Falster, hvor hans Fader var Kroholder ved det daværende Gaabense Færgested.

Han lærte Typografi ved "Stubbekøbing Avis", kom derfra til København, hvor han fik Arbejde ved "Morgenbladet"; mens han stod ved Sætterkassen var han virksom for sit Fags Organisation; Typografforbundet i Danmark betegner ham vistnok som sin Stifter og viste ham derfor megen Hæder, da det for nogle Aar siden fejrede et Jubilæum. Fra Sætteriet gik hans Vej til Redaktionslokalerne, han blev bl. a. "Morgenbladet"s Rigsdagsreferent og kom i et nært personligt Forhold til flere af de Tiders ledende Venstrepolitikere.

Og "Folketidende"s daværende Udgiver. Folketingsmand P. Chr. Zahle, fik ham til Ringsted som Redaktør af Bladet (1878), altsaa i Aar for 45 Aar siden. R. P. Jensen var en paa sin Vis dygtig Redaktør. Ældre Samtidige berømmer ham for hans Evne til at klippe en Nyhedsruhrik sammen. Han skrev ikke meget selv, men han gav frit Løb for andres, ikke altid vel overvejede Udgydelser. Og som den politiske Kamp tilspidsede sig blev "Folketid." i stedse stærkere Grad Organ for Anskuelser, som i Virkeligheden Ikke deltes af den almindelige Venstrebefolkning. Bladet voxede i Udbredelse, dets Indtægter var betydelige. Men havde P. C. Zahle ikke været nogen fremragende Økonom, saa blev Vanskelighederne større under R. P. Jensens Ledelse. Da Bladet samtidig - midt i 80'eme - indvikledes i en Række Processer, der paadrog det Erstatningsbeløb til flere Tusinde Kroner, blev det Alvor med ældre Planer om, at Egnens Befolkning ved et Aktieselskab skulde overtage Bladet. Man paatog sig de deraf følg. Procesudgifter (2000 Kr.), men man var enig om, R. P. Jensen skulde fratræde Redaktionen, hvilket skete Nytår 1888.

R. P. Jensen rettede gennem Organet for sine gamle Modstandere, "Sjællandsposten", et hæftigt Angreb paa de Mænd, der havde sat sig i Spidsen for Reorganisationen af "Folketid." Men han havde Uret, Og Offentligheden var klar over dette. R. P. Jensen kom ikke mere til at virke som Leder i den danske Dagspresse.

Han savnede vistnok noget den aandelige Overlegenhed. Et Forsøg paa at føre et Blad i Maribo igennem mislykkedes. Og hans Vllkaar var derefter vanskelige, baade i den ene og den anden Retning. I en Del Aar varetog han en lille Stilling i Københavns liberale Vælgerforening. Omkring

Hundredaarsskiftet var han en Tid Rigsdagsmedarbejder ved "København", senere var han en Tid knyttet til "Nationaltidende"s økonomiafdeling og varetog andre Smaahverv.

Hans sidste Aar har ikke været gode. Han var af Naturen en stejl Mand, og hans Karakter ændrede sig ikke væsentligt med Aarene. Dog forelaa der Udtryk for hans Taknemlighed, da hans gamle Blad og gamle Kolleger i Fjor viste ham en Opmærksomhed.

Hans journalistiske Livsværk endte som en Tragedie. Deri var han ikke selv uden Skyld. Men han følte sig forurettet. Det gik ligesom i Staa for ham.

Men hist og her i Midtsjælland sidder der endnu Folk, som ved hans Bortgang vil sende ham en venlig Tanke og som i hvert Fald vil mindes ham med Bevidstheden om, at han altid kæmpede for sin Overbevisning.

(Ringsted Folketidende 23. april 1923).

Redaktør R. P. Jensen død.

En i sin Tid i politiske Kredse meget kendt Personlighed, Redakter R. P. Jensen, er i Gaar Morges afgaaet ved Døden paa Frederiksberg Hospital. Den Afdøde blev 78 Aar.

Redaktør R. P. Jensen ramtes for nogle Dage siden af et apoplektisk Tilfælde i den gamle Bræddehytte", hvor han som sædvanlig var gaaet ind for at nyde sin The og passiare med gamle Venner om Dagens Politik, som han levende interesserede sig for, yderst radikal, som han vedblev at være indtil sin Død.

R, P. Jensen var oprindelig Typograf, og med den klare Hjerne og udmærkede Begavelse, han var i Besiddelse af kom han hurtig I Spidsen for Typografernes Organisation, hvor han kaldtes "Præsident".

Efter en tabt Strejke i 1876 forlod R. P. Jensen Typograferne. Han sluttede sig nu til den radikale "Onsdagsforening", hvor alle Datidens Venstre-Rigsdagsmænd og andre radikale Politikere samledes. Folketingsmand K. M. Klausen var i hine Dage Kasserer i Onsdags foreningen".

Ved disse Sammenkomster stiftede R. P. Jensen Bekendtskab med den forlængst afdøde radikale Folketingsmand P. Chr. Zahle, der var Ejer og Udgiver af det nuværende moderate  Venstreblad "Ringsted Folketidende". Bekendtskabet førte til, at R. P. Jensen blev ansat som Redaktør.

Da Zahle af økonomiske Grunde saa sig nødsaget til at modtage et Præsteembede i Sydsjælland, gik "Ringted Folketidende" over til et Aktieselskab med nuværende Landstingsmand Ole Hansen i Spidsen.

Den radikale Politik, som R. P. Jensen førte, passede imidlertid ikke Storbønderne, der blev mere og mere moderate - og saa maatte R. P. Jensen fortrække. Han rejste tilbage til København, men kom ikke mere til at spille nogen politisk Rolle. I lang Tid var han ansat i de Liberales Kontor, men ernærede sig ellers ved lidt Arbejde i forskellige Bladredaktioner. Skønt han til Tider sikkert har lidt en Del under økonomiske Sorger, bevarede han dog til s in Død sit lyse Humør og sit radikale Ungdomssyn paa alle Politiske Sager.

(Social-Demokraten 23. april 1923).

Redaktør R. P. Jensen død

En gammel Pressemand er død. Ganske vist er det et Stykke Tid siden, at fhv. Redaktør R. P. Jensen har været fast knyttet til bladlig Virksomhed, men det var dog dette hans Livskald, der stadig helt og fuldt holdt hans Interesse fangen. Det er jo saadan med Journalistikken, at den, som først er kommet ind den. aldrig igen slipper helt ud deraf. Saadan var det ogsaa gaaet med R. P. Jensen - "Bedstefader" - , som han kaldtes af de yngre Udøvere al Faget, som kendte ham.

R. P. Jensen var udlært som Typograf og stod en Tid i Spidsen for Typografernes Organisation, hvor han var en af Stifterne, og hvor man benævnede ham "Præsidenten". Efter den tabte Strejke 1876 forlod Jensen Typograferne Det var i de Aar, hvor den langvarige, politiske Kamp begyndte at tilspidse sig. R. P. Jensen, der var blevet "Morgenbladet"s Folketingsreferent, sluttede sig til den saakaldte "Onsdagsforening", hvor Datidens Venstre-Ledere samledes. Her stiftede Jensen bekendtskab med den senere afdøde Folketingsmand, Pastor P. Chr. Zahle, der ejede "Ringsted Folketidende, og Zahle gjorde Jensen til Redaktør af dette blad. Da Zahle nogle Aar senere afstod Bladet, brød R. P. Jensen ogsaa op derfra og vendte tilbage til Hovedstaden, hvor han bl.a. en Tid var knyttet til KØBENHAVN.

Han har senere virket ved andre Bladforetagender, baade som Journalist og Korrekturlæser, Livet har sikkert bragt ham en Mængde Skuffelser og Modgang, men sit oprindelige. frejdige Humer bevarede den gamle Bladmand til det sidste. R. P. Jensen blev 78 Aar gammel.

(København 24. april 1923).

Fhv. Red. R. P. Jensen

begravedes Lørdag paa Vestre Kirkegaard. R. P. Jensen havde i mere end 35 Aar været uden nogen Forbindelse med Midtsjælland, men Ringsted Folketidendes nuværende Ledelse havde ønsket at vise ham en sidste Ære og lagde en Krans med signerede Baand paa hans Kiste. Paa denne laa endvidere Kranse fra Journalistforeningen og Typografforbundet, blandt hvis Stiftere R. P. Jensen har været, og hvis Fane ogsaa paraderede ved Kisten. Men ellers blev det i mange Maader en mærkelig Jordefærd. R. P. Jensen havde forlængst fuldstændig brudt med sin Slægt, og Tilnærmelser fra denne Side havde han afvist. Derfor viste det sig, da Præsten forud for Begravelseshøjtideligheden lyste efter tilstedeværende Slægtninge, der kunde være med at bestemme Salmenumrene, at der ingen Slægtninge var. En langt ude beslægtet, kontorchef A. Poulsen i Udenrigsministeriets Pressebureau, tog sig saa af denne formelle Ting. Udgifterne ved Begravelsen var afholdte af Slægten.

Følget var ogsaa faatalligt.

Af kendte Personligheder var mødt Formanden for Rigsdagens Presseloge, Red. Blicher, Formand for Journalistforeningen,

Red. Kr. Dahl, tidligere Næstformand i Typografforbundet, Folketingsmand F. K. Madsen, Skuespiller Peter Nielsen, Dagmarteatret, med Frue og Børn  og enkelte andre. Fra Midtsjælland var der ikke mødt andre end Ringsted Folketidendes Redaktør.

Efter "Tænk naar en Gang" talte Pastor Davidsen, der slet ikke kom ind paa den Afdødes personlige Egenskaber, men holdt en kort religiøs Tale, som han sluttede med Velsignelsen. Derefter afsang man "Lyksalig -", og Kisten blev baaret ud til den nye Del af Vestre Kirkegaard, hvor der er foretaget Rydninger, og hvor den ene nye Grav kupler sig ved Siden af den anden - et Vidnesbyrd om, at Døden arbejder rask. Typografforbundets Fane sænkedes over Graven. Og mens Aprilblæsten stridig og hvas rev i Træerne og viftede med Kransenes Baand, lukkede Graven sig over en stridig og urolig Natur, som ikke fik det ud af Livet, som det en Tid tegnede til.

(Ringsted Folketidende 30. april 1923)

R. P. Jensen endte ifølge aviserne her, i den daværende nye del af Vestre Kirkegård. Hvad der menes med at gravene "kupler sig ved siden af den anden" er uvist. Der tænkes måske på at nye begravelser har jordbunker. I 1923 var kirkegården blevet udvidet med to 1 km. lange terrasser ud mod Sjælør Boulevard. Hans grav er fjernet for længst. I dag ser den nordligste del af den  højest beliggende terrasse således ud. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Oluf H. Jørgensen (del 5): Død og Eftermæle. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v. 
Del 5 Død og Eftermæle. 

Oluf H. Jørgensen.

Ogsaa Redaktører begaar jo en Gang imellem en, skal vi sige Dumhed. Oluf H. Jørgensen skulde have blevet i Skanderborg, hvor han var noget af en Konge. Han ejede den velsignede Evne, at Læserne tog hvert Ord han skrev til sig, ikke ét gik dem over Hovedet. Det er en misundelsesværdig Gave.

Han kæmpede bravt for "Agrar-dagbladet", men i Virkeligheden kunde han ikke føle sig helt hjemme under de vanskelige Forhold. Saa fik han Stillingen som Medredaktør af "København. Og nu døde han, tæt ved de 68.

Oluf H. Jørgensen - vi glemmer ikke H'et - var østjysk Redaktør i den idylliske Tid. Man har godt af at tænke lidt over, hvad der skulde til for at arbejde et Blad op lige midt inde i Kapløbet mellem Aarhus, Horsens og Silkeborg. Men J. var ufortrøden. Det lykkedes ham. Han slog bravt for Skanderborg, den skønne By med den skønne Omegn; han skulde blot have blevet i Reden.

Vi har jo selv faaet vor journalistiske Daab i den omtalte Idyltid. Det var et Bevis paa Redaktørens Popularitet, at man kaldte ham ved Fornavn: Emil i Horsens, Oluf i Skanderborg og Vilhelm i Aarhus. Man morede sig med hinanden og konkurrerede bravt. Ikke helt sjældent skældte man hinanden ud efter Noder. Men næste Dag, højst et Par Dage efter, var man lige gode Venner. Der kunde have staaet slemme Ting i de to Blade, meget slemme, Det hindrede dog aldrig Oluf H. Jørgensen i at rejse til Torskegilde i Horsens og tilbringe en højst gemytlig Aften sammen med Vennerne Emil Bojsen og Arnold Jørgensen.

Ingen kæmpede for Skanderborg som Oluf H. Jørgensen. Vi har en Gang, under en Skærmydsel med "Agrardagbladet's Redaktør, præsenteret ham som "Bymatador i Lommeformat". Vi har forlængst gjort ham en Undskyldning. Thi man kan jo paa een Gang elske Skanderborg og være glødende Agrar.

Det var fremfor alt Oluf Jørgensens friske Humør og en vis, overmaade elskelig Naivitet, der vandt ham Venner. Først og sidst i Virkekredsen. Der sidder endnu en hel Rad af gamle Bønder omkring Skanderborg. om hvem vi trøstig kan sige, at de baade elskede og beundrede deres Redaktør. "Er De Redaktør, sagde afd. Jens Andersen i Illerup til Nedskriveren af disse Linjer; "nej, hjemme i Skanderborg dér har vi en Redaktør

Han begyndte sin Hovedvirksomhed i en Egn, hvor Bjørnbakkere og Grundtvigianere sloges gennem mange Aar. Han fik straks det Indtryk, at "i Kamp forliges de kække bedst." Og en Kampens Mand var han i ikke ringe Grad. Men - bagefter gav han gerne Modstanderen det Haandslag, der siger: Intet Nag. C. S.

(Vejle Amts Folkeblad 22. oktober 1920).

Redaktør Oluf H. Jørgensen død.

Han hørte til de stærke Jyder. Vel var Oluf H. Jørgensen født i Aabenraa - det fortalte han gerne - og i sin tidligste Ungdom opvokset i Ringkøbing; men hans første Manddomsgerning øvedes i Hjertet af det jydske Land blandt Lars Bjørnbaks Bønder. Vennesæl, bred og godlidende med et lunt Blik i de rare Øjne blev den unge Redaktør Jørgensen en politisk Fører for Skanderborgegnen, hvor han som 24-aarig havde stiftet sit eget Blad. Han passede til Biørnbakkerne. Let at tænde i Begejstring, slagfærdig paa en Talerstol og munter i et godt Lag. Og som Bjømbakkerne blev Venstres Kærnetropper, saa gik Oluf Jørgensen begejstret til sin Gerning for det han i Politik troede paa var det rette. I de Tider, sang Drachmann: Giv mig Hundrede jernklædte Mænd! Og Bjørnbakkerne var heller ikke sene til at øve en politisk Daad, naar Lejlighed gaves.

De stærke Jyder mente at det særligt trægt med Venstrebevægelsen paa Lolland-Falster, og som fordum Vikingerne besluttede de at gøre Landgang paa vore sydlige Øer for at faa Folk dernede omvendt til den eneste rette politiske Tro paa Bjerget.

Oluf Jørgensen holdt selv af at fortælle om denne ene blandt utallige muntre Episoder, hans lange politiske Liv var saa rigt paa. Han rystede vel paa Hovedet af Daarskaberne. Men de rare Øjne straalede, naar han fortalte om de stærke Jyders Togt til Sydhavsøerne, hvori deltog alt, hvad der duede af politisk Ungdom i Jylland. Oluf Jørgensen selv, naturligvis, hans gode Venner de to fremragende Bønder, Brødrene Leth Espensen, Viggo Bjørnbak og Emil Bojsen, J C. Christensen og mange flere. - Det var en skrækkelig Tur. Hvor vi dog opførte os uopdragent, kunde Oluf Jørgensen sige helt betænkeligt - og saa le med sin stærke sunde Latter ved Mindet om den herlige Tid.

Nok gik det livligt til, men en Provinsredaktør i de Dage havde begge Hænder fulde. Ikke alene skulde han lave sin Avis, men tillige var en Redaktør den Gang sin Egns Tillidsmand.

Til ham kom naturligvis i særlig Grad Landboerne med Smaat og Stort. Men Oluf Jørgensen blev ogsaa Skanderborg en god Mand. Det gode Forhold mellem l.and og By nøjedes han ikke med at udbringe Bordskaaler for ved Kongens Fødselsdag, han gjorde et virkeligt Arbejde, og som Vidnedsbyrd herom knejser i dag Andelsvineslagteriets Skorsten over Skanderborg By.

Som Bjørnbakkerne havde været blandt Venstres, livligste og bedste, saa var det dog Folk, som nok vilde have noget ud af Tiden. Tale kunde være meget godt, men Gerning var bedre De havde som ingen andre protesteret mod Hr. Estrups Forfatningsbrud ved ivrigt at støtte Venstres Visnepolitik; men da denne mere udartede til en personlig Kamp mellem Førerne, blev Bjørnbaks stærke Jyder de første, som sagde Farvel til Hørup og Berg. Bojsens Forhandlingspolitik fik sit stærkeste Tilhold i Midtjylland. Oluf H. Jørgensen havde en ikke ringe Andel heri. Særlig paa Skanderborgegnen var hans Indflydelse omkring 1890 voksende, og den kommende femaarige Periode blev vist Oluf Jørgensens lykkeligste Arbejdsaar. Da han den 9. April 1895 paa Skanderborg Torv udraabtes til Kredsens Folketingsmand kunde ingen være gladere. Med den Veneration, Oluf Jørgensen betragtede Rigsdagsgerningen gik han ind til denne med de lyseste Forhaabninger. 

Desto større følte han Skuffelsen, da hans Valg vistnok meget uretfærdigt, blev kasseret, og han faldt ved Omvalget nogle Maaneder senere. Mange Aar efter kunde der komme en Bitterhed op i Oluf Jørgensen ved Tanken om den formentlige Uret, han havde lidt, noget som ellers var ham ganske fremmed, og medvirkende var denne store Skuffelse sikkert ogsaa til, at han brød op fra Skanderborg for at blive Redaktør af "Agrardagbladet".

Da dette Blad stiftedes i 1897, havde Agrarbevægelsen allerede udspillet sin politiske Rolle. Det var som om denne Bevægelses Kræfter næsten udtømtes ved Medvirkningen til det storpolitiske Forlig i 1894. Venstrereformpartiet førte under J. C. Christensens Ledelse de følgende Aar Landboernes Sager frem til Løsning, og Agrardagbladets Tilværelse blev underlig rodløs. Bevægelsen, der skulde have givet Bladet Styrke og Fasthed, sygnede hen, og det gjorde Bladet omsider ogsaa, til sidst i 1911 for at overtages af KØBENHAVN, og Oluf Jørgensen knyttedes til os som Medredaktør.

Den hastige Gerning, moderne Journalistik kræver, var ikke Oluf Jørgensens Sag. Han kom til KØBENHAVN som en Mand, der i sin fremrykkede Alder ønskede at beskæftige sig med det Arbejde, hvortil han havde viet sat Liv. Men helt fortrolig med Tonen, det hastige Liv, og det forcerede Arbejde paa et Hovedstadsblads Redaktion blev Oluf Jørgensen aldrig. Og ogsaa hans sidste journalistiske Aar blev ham noget af en Skuffelse.

Vi vil fra disse hans sidste Aar ved KØBENHAVN mindes Oluf H. Jørgensen som en venlig, rettænkende Mand, der bevarede et fortræffeligt godt Humør til det sidste. Hans Virke prægede ikke KØBENHAVN, som dog nød godt af hans store Personalkendskab Landet over, særlig blandt Landbostanden. Hans hyggelige, godmodige og retskafne Personlighed vil her, som overalt hvor Oluf Jørgensen kendtes, blive mindet med Venlighed.

Noter.

Oluf Jørgensen var født 27. November 1882 i Aabenraa som Søn af Overlærer, Redaktør Jørgen Jørgensen, den senere Ejer af Ringkøbing Amts Avls.

*

Den Afdøde overleves af sin Hustru Fru Anna Jørgensen, født Trap med hvem han blev gift 28. Maj 1877. Ægteskabel er barnløst 

*

Oluf Jørgensen havde skrantet meget i de senere Aar, hvad da ogaaa fik ham til at tage sin Afsked fra KØBENHAVN i Fjor. En Blærelidelse stødte for fjorten Dage siden til, og paa Rigshospitalet, hvor han indlagdes, opererede han af Professor Schaldemose. Selve Operationen gik godt, men Redaktør Jørgensen havde ikke Kræfter mere, og i Gaar Formiddags ved 11-Tiden sov han stille hen.

*

Den Afdøde var dekoreret med Ridderkorset og var Ridder af den russiske Stanislauorden.

(København 22. oktober 1920).

Oplysningen om at hans kone Anna Jørgensen var født Trap, stemmer ikke med hvad gravstenen oplyser, se nedenfor.

Redaktør Oluf H. Jørgensen, f. 27. nvbr 1852, d. 21. oktober 1920. Anna Jørgensen, f. Walther, f. 26. juni 1851, d. 1. decbr. 19?? I slutningen af 1920 meddelte flere aviser at der var dannet en komite til indsamling af bidrag til et mindesmærke for ham. Gravstenen ligner imidlertid en almindelig sten, så måske blev indsamlingen ikke til noget. Vestre Kirkegård, Afdeling N, rk. 1, nr. 2. Foto Erik Nicolaisen Høy.

A. E. Hansen (1876-1944). (Efterskrift til Politivennen)

25 Aar som Journalist

Redaktør A. E. Hansen, Nakskov

Chefredaktøren af vort Broderorgan paa Loland-Falster, A. E. Hansen, kan i Dag fejre 26 Aars-Dagen for sin Ansættelse ved den socialdemokratiske Presse. Han knyttedes den 20. Juli 1896 - kun 19 Aar gammel - til vor Redaktion i Brolæggerstræde og ansattes i 1921 som Redaktionssekretær i Nakskov, hvor han efter Bresemanns Valg til Borgmester tog Redaktørstolen i Besiddelse.

A. E. Hansen har været Socialdemokrat fra Barnsben. Hans Fader var Formand for Hustømrernes Fagforening i København og beklædte en Række Tillidshverv. Jubilaren havde saaledes allerede som Dreng hele Bevægelsen paa nærmeste Hold og omfattede den med en Begejstring, der blev frugtbar ved den Kærlighed, han fra første Færd nærede til Journalistens Kald. Hvilken Oplevelse det har været for den unge, glade Gut at være Medarbejder ved vor Presse, faar man et levende Indtryk af, hvis man i en ledig Stund kan faa ham til at fortælle sine Erindringer. Man ser da Redaktionen i Brolæggerstræde lyslevende for sig, selvom man aldrig har sat sint Ben dér, thi Hansen kan huske Personer og Begivenheder i alle Enkeltheder. I hans fængslende Fortoning smelter oplivende Episoder i Dagens Slid, muntre Visestumper fra festlige Lejligheder, Personernes Ejendommeligheder og karakteristiske Udtryk sammen til et Billede, der begejstrer, fordi det fremstilles af en Mand, der selv er begejstret.

Hansens slagfærdige Humør gav ham i Ungdommen Tilnavnet "Flaben" - et Kælenavn, som han aldrig tog ilde op. Og Humøret har ikke forladt ham, skønt "Flaben" forlængst har veget Pladsen for en ansvarsbevidst, stærkt betroet og pligtopfyldende Fører i den lolland-falsterske Partibevægelse. Hansen er stadig blandt de yngste af Sind og er da ogsaa - skønt Jubilar - endnu blandt Partiets unge Kræfter.

Han er en fremragende Journalist. Hans letløbende Pen ligefrem rubber Stoffet fra Haanden, men Resultatet er altid ypperligt, grundt, gedigent Stof, fremstillet i en fængslende Stil, der kan være sarkaststik og let, men ogsaa - naar Emnet kræver det - kan være baaret af fængende Indignation. Det Blad, som Hansen redigerer, er forlængst bleven det mest udbredte i Lolland-Falsters Stift og for det røde Stifts smukke Valgresultater har han sin Hovedpart af Æren. Skønt optaget af meget lokalt Arbejde i Nakskov: Ordføreren i Byraadet i vigtige Sager og Sjælen i Organisationens Arbejde, har han dog Stunder til at følge med i Partibevægelsen over det hele Stift og vaage over, at ingen By og intet Sogn bliver stedmoderligt behandlet. Hans gode Humør og smidige Forhandlingsevne bidrager til at Samarbejdet overalt former sig harmonisk. Og samtidig har ogsaa Bladets Økonomi hans interesse. Han glæder sig over Bladets Fremgang i Abonnenttal, men han er ogsaa lykkelig over, at Forretningsføreren kan aflevere et smukt Regnskab.

A. E. Hansen er som Kollega og som Partifælle et smukt og begejstrende Eksempel paa de Mænd, der Landet over bærer vor Presse frem og baner Vejen for Arbejderklassens Erobring af Magten.

Derfor skal han i Dag have Hyldest og Tak ikke blot fra sine nærmeste Medarbejdere, men fra hele det danske Socialdemokrati.

M. K.

(Social-Demokraten 20.juli 1921).

Carl Emil Hansens redaktør i Nakskov, A.E. Hansen, var også borgmester, og han lå i direkte slagsmål med de konkurrerende aviser.

"Han indlod sig med mellemrum i drabelige fejder med især Venstre-avisen Nakskov Tidende, hvor C.C. Haugner var redaktør. De to havde også været modstandere i byrådssalen, og Haugner havde, uden at skele til kendsgerningerne, gang på gang hængt A. E. Hansen ud for alle de vanskeligheder, Nakskov havde været ude for økonomisk. Når de to havde fejder, lagde de ikke fingre imellem. Halve og hele sider blev fyret af."

Selv da A.E. Hansen grundet sygdom trak sig som borgmester, var hans redaktørvirke på flere måder præget af, at han selv havde været aktiv politiker og stadig ville sørge for, at Nakskov kunne leve op til prædikatet: "Den rødeste by i det rødeste amt."

"Nakskov var vist den by i landet, hvor den politiske journalistik levede længst. Selvfølgelig trættede den læserne, men ingen turde sige noget. Heller ikke på møderne i kontrolkomiteerne eller andre steder. Og den gamle redaktør kunne desværre ikke selv se det," lyder vurderingen fra Carl Emil.

----

Glad blev han derfor, da stillingen som redaktør for hans gamle lærested i Nakskov blev opslået, og han fik den.

"Bladet, partiet og fagbevægelsen stod stærkt i alle kommuner, og det var som om, Bresemanns og A. E. Hansens ånd stadig svævede over vandene," siger han.

(Journalisten.dk Portræt af Carl Emil Hansen)

A. E. Hansens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

A. E. Hansen var borgmester i Nakskov 1929-1935. Han afløste borgmester Sofus Hans Madsen Daugaard Bresemann (1864-1945). Bresemann startede 1901 Lolland-Falsters Social-Demokrat. Han kom i byrådet 1905, 1913 i folketinget, 1914-1928 var han Nakskovs borgmester. Han var medinitiativtager til Nakskov Skibsværft. A. E. Hansen er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Alex Christiansen. (Efterskrift til Politivennen)

Redaktør Alex Christiansens Jordefærd

Onsdag eftermiddag begravedes på Vestre Kirkegård den tidligere Leder af den socialdemokratiske Provinspresses Korrespondancebureau i København, Chefen for Ministeriernes Pressesekretariat, Redaktør Alex Christiansen, der i fredags så pludseligt afgik ved døden kun 44 år gammel.

Et stort og meget repræsentativt følge var mødt frem for at vise Alex Christiansen den sidste ære han fik en jordefærd, ikke mange danske pressemænd får. I følget sås de fire ministre Bording, Kjærbøl, Laur. Hansen og Halfdan Hendriksen og de forhenværende ministre Buhl, H. P. Hansen og Alsing Andersen og en mængde repræsentanter for organisationer og institutioner.

Efter salmen "Lyksalig, lyksalig" talte pastor Oluf Rothe smukt ud fra lignelsen om sæden, der bliver lagt i jorden, og som vokser sit eget underfulde liv, uden at nogen kan forklare hvordan og hvorfor.

Bording om vennen Alex Christiansen.

Derefter talte landbrugsminister Bording bevæget om vennen Alex Christiansen: 

“Det er altid tungt at sige farvel for sidste gang til en god ven, og det er dobbelt tungt at sige farvel til en ven, der går bort i en ung alder. Alex Christiansen døde midt i sit store, fortjenstfulde arbejde, inden han var nået sit livs middagshøjde. Jeg har kendt Alex Christiansen i næsten 20 år, fra den gang han som ung mand kom her til byen, og trods den store forskel i vore forudsætninger blev han hurtigt en af mine allerbedste venner og medarbejdere i den store by. Det blev et venskab og en fortrolighed, der aldrig svækkedes. Arbejdet for den socialdemokratiske politik og arbejdet for at bedre forholdene for de mennesker, der har det dårligst her i livet, var Alex Christiansens livsopgave, og han gik fuldt og helt op i dette arbejde - mere end hans kræfter kunne holde til. Skønt han havde levet hele sit liv i byen, havde han den fulde forståelse af samhørsforholdet mellem land og by, og han var en af de ivrigste penne ved løsningen af landbrugskrisen for 10 år siden, og ganske naturligt blev han leder af samlingsministeriets pressesekretariat. Alex Christiansen ville altid lære, han søgte altid at sætte sig ind i problemerne og i motiverne til menneskenes handlinger. Han var den bedste kammerat og den mest trofaste ven, man kunne ønske sig. Kære Alex, som vi, dine nærmeste, altid kaldte dig, vi siger dig tak for dit store arbejde, dit venlige smil og dit gode hjerte. Du ofrede din arbejdskraft for dit fædreland som en god dansk mand. Vort land har mistet en god Søn. Tungest vil savnet være for din hustru og din ganske unge søn. Gerne ville jeg sige trøstens ord til dem, men næppe nogensinde har mine ord været fattigere som ved denne lejlighed. Men mindet vil kaste sit forsonende skær over sorgen, og vi er mange, der vil holde dit minde i ære i den tid, der følger efter. 

Han havde drengesindet i behold -

Dernæst talte formanden for den socialdemokratiske provinspresses bureau, borgmesteren i Slagelse, redaktør Vilhelm Melgaard, der først mindedes den gang, da Alex Christiansen som purung mand blev hans medarbejder:

“Han kom med sit drengesind i behold, og han mistede det aldrig. Vi lagde mærke til hans rige evner og hans ildhu, og samtidig så vi, med hvilken lethed han gik til arbejdet. Jeg har fulgt ham gennem årene og set hans store, betydningsfulde arbejde i Vestsjælland og ved bureauet i København. Han kunne påtage sig alle de store opgaver, og hver gang løste han opgaven. Han blev sine blade en god tjener og sparede aldrig sig selv. Så snart arbejdet kaldte, tog han intet hensyn til helbredet, men gik op i gerningen. Hans ildhu gjorde, at han var lige så ferm til sit arbejde i den tidlige morgenstund efter en lang nats venten, som han var det i den daglige arbejdstid. Nu er han død i en alt for ung alder. Hans ildhu har utvivlsomt bidraget til at forkorte hans dage. Jeg bringer dig en personlig tak for alle gode minder, og jeg bringer dig vor tak på den socialdemokratiske presses vegne. Din gerning har været overordentlig betydningsfuld, og dit minde vil blive bevaret.

Efter at kgl. operasangerinde Julie Winding havde sunget, bar repræsentanter for de forskellige arbejdsteder, Alex Christiansen har haft, kisten ud, mens tonerne af "Dejlig er jorden" lød. Ved graven bragte manufakturhandler Saro Mogensen, Glamsbjerg på Fyn, der er gift med Alex Christiansens søster, følget familiens tak.

(Fredericia Social-Demokrat, 22. januar 1943)

Alex Christiansen spillede under Stauning en væsentlig rolle i samarbejdspolitikkens udformning. Det fremgår i hvert fald af "Bilag til beretning for Folketinget afgivet af den af tinget under 8. januar 1948 nedsatte kommission i henhold til Grundlovens § 45". Eller med andre ord den omfattende materialesamling som var en del af retsopgøret efter besættelsen. Heri er Alex Christiansen nævnt adskillige gange. 

Bl.a. i afhøringen af Henning Dalsgaard. Sommeren 1940 henvendelse fra Alex Christiansen, statsministeriets pressesekretariat. Her skal han have udtrykt sin private mening om at hvis arbejderbevægelsen viste vilje til samarbejde med tyskerne, ville disse næppe gøre Frits Clausen til statschef. Alex Christiansen skal her have deltaget i sammensætningen af arbejderrejserne til Tyskland. Alex Christiansen fungerede som forbindelsesled til Stauning som bad om at han og Bollerup Madsen kom med som personlige observatører.

Henning Dalsgård er også refereret i et strengt fortroligt referat af et møde 13. oktober 1945 på Vestre Fængsel hvor han sad. Han fortalte at denne på et tidspunkt havde givet ham ret i at det havde været farligt for arbejderbevægelsen at den før 9. april havde ført en så hård anti-nazistisk propaganda. Afhøringerne kom også ind på hvorvidt tyskerne arbejdede for at få Stauning fjernet som statsminister.

I en afhøring af Niels Tornø Lindberg fremgik at Alex Christiansen havde været på rejse i november 1941 sammen med en række repræsentanter fra arbejderbevægelsen. 

Karen Elisabeth Hammerich (1875-1904). (Efterskrift til Politivennen).

Karen Elisabeth Hammerich blev født 21. november 1875, og var datter af praktiserende læge Carl Friederich Theodor August Hammerich (1843-1894) og Emilie Hargens/Havgaard (1846-1928). Søster til Louise Elisabeth Hammerich (f. 1873-), niece til birkedommer Louis Hammerich samt fhv. rektor ved Metropolitanskolen Valdemar Bloch og kusine til skuespiller Bodil Hammerich. 

Fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen (1856-1939): Karen Hammerich. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Hun var en af 7 kvindelige til studentereksamen på Zahles juni 1896, og startede herefter en lægeuddannelse som stud. med. Ligesom sin afdøde far. I april 1900 opstillede hun som kandidat til Medicinsk Forenings bestyrelse. Af foreningens 292 medlemmer var 14 kvinder. De konservative medlemmer af foreningen var rystede over udsigten til en kvinde i bestyrelsen, og hun blev ikke valgt. Hun var for nervøs til at klare eksaminerne. Hun gennemførte aldrig studiet, men hun begyndte at skrive artikler (kulturjournalistik), bl. a.  under navnet "Columbine" i Damernes Blad (1901) og Politiken (1904). Hun blev også korrespondent for Nationaltidende. Dæknavnet brugtes formentlig for at skjule sin journalist-identitet for familien og andre, som stadig troede, at hun læste til læge.

Antageligt omkring århundredskiftet indledte hun en affære med Gustav Esmann (1860-1904). Man antager at kendte de hinanden fra "Bernina" (Vimmelskaftet 47) og andre steder, hvor den radikale ungdom mødtes. Gustav Esmann var en opkommende journalist og forfatter. Han var gift 1890 med Fanny (f. Drewsen, 1868-1943). Parret havde taget en lille dreng i pleje, Finn (eller Find) Esmann, (1895-1978) som var søn af skuespillerinden Anna Larssen og forfatteren Otto Larsen. Edvard Brandes havde en affære med Fanny i 1893, hvad der udløste at Esmann i juni 1894 havde overfaldet Brandes på Helsingør Station med en ridepisk. Esmann skal ved den lejlighed havde sagt "forbandede jødeschmaus". Efter en premiere i 1894 på et af Esmanns teaterstykker, havde Edvard Brandes givet stykket en temmelig ublid medfart i Politiken.

I april 1903 opholdt Esmann og Karen Hammerich sig i London. Under påskud af at ville uddanne sig som sygemassøse - finansieret af en arv fra faderen. I London interviewede og skrev Karen Hammerich reportager og portrætter. Gustav Esmann var der på samme tidspunkt på et digterlegat. Han skrev på barndomserindringer i prosastykket “Grete”. I London havde Esmann givet Karen Hammerich fået den opfattelse, at han var frigjort fra sine ægteskabelige forpligtelser. 

I påsken 1904 tog Esmann og Hammerich til Paris. De gik ture, spiste på restaurant og var i godt humør. Carl Muusmann udtalte senere at Karen Hammerich havde misforstået forholdet til Esmann. Hun troede, at de var på vej mod et ægteskab. Det var en næsten altdominerende ambition for Karen Hammerich der var en af borgerskabets døtre. Dette blev tydeligt da de vendte tilbage til Danmark, hvor hans forhold til Karen Hammerich blev stadig mere belastende. Indtil videre dækkede Karen Hammerich Esmanns såkaldte konferencer ("standup") på forlystelsesstedet “Sommerlyst”. Esmann causerede over aktuelle emner, og havde stor succes som “talende avis”. 

I Danmark genoptog Esmann ikke alene sit forhold til Fanny Esmann, men også til "løse forbindelser" og hvad der ellers hørte til hans levevis. Esmann var betaget af det "sigøjneragtige" - hvad Karen Hammerich ikke levede op til. Det gjorde derimod varietesangerinden Sylvia Bierring som skulle have vakt Karen Hammerichs skinsyge og jalousi. Han var stamgæst i de sangerinderknejper hvor Sylvia Bierring optrådte.

Sommeren 1904 skrev Holger Drachmann et digt til Karen Hammerich:

Alt, hvad der lever -

Ved en Fest i Sommer nedskrev Holger Drachmann nedenstaaende skønne Improvisation til Karen Hammerich. Vi offentliggør den efter Politiken:

Til Karen.

Alt, hvad der lever, maa dø -
hvad der bomstrer gaar i Frø:
De Kys, de Taarer, der væder Puden,
det Navn, som vi skælvende ridser i Ruden -
Alt, hvad der lever maa dø:
saa underlig er der paa Verdens Ø

Og dog vil vi savne og favne,
elske, længes og savne,
gribes af Lykken og gribe mod Lykke -
Altid fornyes det evige Stykke:
Romeo - Julie, Gretchen og Faust:
Kæreste, tvæt dine Hænder,
salv dine Skuldre og lysende Lænder,
salv med dit Hjærteblod Hjærtet, som brænder,
vent din Besøgelses Stund -
læg din Fløjte for Mund:
fyld med dens Kalden den lyttende Lund -
Du ved, at der tidsnok bli'r tavst!

Julinatten 22.-23. 1904
Holger Drachmann.

(Skive Folkeblad 13. september 1904)

Karen Hammerich dækkede for Politiken sommerlivet på Marienlyst i Helsingør:

Avistegning fra København 7. september 1904.

Kronprinsessen af Sachsen paa "Marienlyst".

Vore Læsere vil erindre, at det i Sommer hed sig, at Kronprinsessen af Sachsen, der for nogen Tid siden flygtede fra sin Mand sammen med Sproglæreren Giron, opholdt sig inkognito ved Badestedet "Marienlyst" ved Helsingør.

Meddelelsen blev den Gang dementeret paa det kraftigste, men nu oplyser "Natt.", at Kronprinsessen har været der alligevel.

Bladet skriver :

I Begyndelsen af Sommeren modtog Direktionen for "Hotel Kongen af Danmark" i København en officiel Meddelelse fra en sydtysk Stat, at Komtesse Mansfeld med Følge, nemlig Fyrst Auersperg, Prinsesse Auersperg og Prinsesse Rohan, alle af Østrig, agtede at tage Ophold paa Hotellet for derefter at tilbringe Sommeren paa "Marienlyst".

Komtessen ankom til København, hvor hun opholdt sig det meste af en Uges Tid, besaa - med sit Følge - Seværdighederne, promenerede - stadig med sit Følge - paa Strøget uden at være kendt, og arriverede til den fastsatte Tid til "Marienlyst", hvor den fineste Suite Værelser paa Kurhotellets 1. Sal var reserveret hende, medens Følget boede umiddelbart op til.

Det var Hotellets Betjening paafaldende, hvilken udsøgt Opmærksomhed de prinselige Gæster viste Komtessen; man syntes, det var den omvendte Verden, og man vidste jo da nok, at en Prins og Prinsesse var mere end en Komtesse. Men de, der havde fulgt det ægteskabelige Drama, som for ikke saa lang Tid siden var udspillet ved et sydtysk Hof, og som nøje havde indprentet sig Hovedfigurens interessante Ansigtstræk, var ikke et eneste Øjeblik i Tvivl om, hvem den statelige Dame i Fyrrerne, Komtessen, var.

Man saa hende aldrig alene, men altid fulgt af det prinselige Følge der søgte paa alle mulige Munder at underholde Komtessen og gore hende Livet behageligt. En ældre Fyrste, en do. Prinsesse og en 19-aarig ung Prinsesse, moden Alvor og ung, uskyldig Livsglæde, - kunde Komtessen ønske sig et bedre Selskab. En Udflugt til Omegnens skønne Punkter, hvor hun flittig kunde dyrke sin Ynglingsbeskæftigelse, Amatørfotografering nu og da en Tur til København, i Tivoli, - med Følget naturligvis faa - Besøg af en ung, smuk Mand, der havde en ganske ualmindelig Lighed med en stærkt omtalt Prins, som havde giftet sig med en Varietedame, for heller ikke saa lang Tid siden - i Fremmedbogen indførtes - han som Prins Auersperg, alt bidrog til at forsøde Tilværelsen for Komtessen. Hvert Ønske blev opfyldt, hver en Tjeneste besørget; ikke en Gang et Brev kunde Komtessen ønske afsendt, uden at den galante ældre Ledsager nok skulde lægge det i Postkassen.

Og saaledes hengled Dagene i den yndige Sommer. Det var Fangenskab under streng Bevogtning ved Badestedet Marienlyst.

- - Saa faldt Bomben. Efter nøje Overvejelse var Komtessen rejst til Marienlyst, hvor - i Modsætning til Kontinentets store Badesteder - det maatte tænkes, at hun inkognito kunde være i Fred. Et Par sachsiske Sludrebøtter havde genkendt Komtessen og strax pladret "Opdagelsen" til et københavnsk Blad. Fra Anstalten udsendtes Dementier. Der fandtes kun en Prinsesse der, og det var Prinsesse Rohan; ingen anden saa højtstaaende Dame var anmeldt til Rejsebogen.

Saa mødte Karen Hammerich paa "Marienlyst". Hun opsøgte Direktionen, men fik intet at vide. Hun søgte saa rundt og fandt, hvad hun vilde opspore, paa Kurverandaen. Hun kendte Komtessen straf., og næste Dag stod en Artikel af hende i "Politiken" - fri Fantasi altsammen.

Karen Hammerichs Artikel havde en ubehagelig Følge. Næste Dag stillede den ældre Prins Auersperg paa Hotellets Kontor, beklagede sig over en Artikel, der havde staaet i et dansk Hovedstadsblad, og adviserede et hurtigt Opbrud. Faa Dage efter bestiltes Billetter 1. Klasse direkte til Berlin for Komtesse Mansfeld med Følge.

Og medens et andet Hovedstadsblad interessant og docerende meddelte sine undrende Læsere i en lang Artikel Familjen Rohans Stamtavle, rejste Exkronprinsesse Louise af Sachsen med sin Bevogtning tilbage til det sydlige Tyskland.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 14. september 1904)

Spændingerne mellem Hammerich og Esmann fortsatte: Robert Neiiendam udtalte: “Kort før han blev skudt, saa jeg ham sidde paa “Sommerlyst” med den kultiverede Dame, som dræbte ham, paa den ene Side og det Kvindemenneske, for hvis Skyld han døde, paa den anden. Der var aabenbart Højspænding i Luften, furiøs Dramatik, som morede ham, men kostede hans Liv.” I efteråret 1904 fortalte skuespillerne Albert Schmidt og Margrethe Nyrop at de sammen med Karen Hammerich var taget på Centralhotellet. Hun havde en ridepisk, og overfaldt Esmann med den. Med den forsøgte hun at holde ham op på løftet om ægteskab.  “Ta’ og la’ vær’ med det” skal have været hans eneste kommentar. De forsones tilsyneladende, og måske nyder Esmann endda optrinnet. Esmann var kendt af bl.a. Herman Bang og digteren Karl Larsen som en der lånte og brugte mange penge, og han havde også brugt en anselig del af Karen Hammerichs. 

Artiklen fra Vestsjællands Social-Demokrat blev bragt 10 dage efter at Karen Hammerich havde skudt først Gustav Esmann, senere sig sig på Centralhotellet i København, muligvis i skuffelse og jalousi. Hun skød og dræbte Esmann på hans hotelværelse bagfra mens han tager strømper på, hun gik derefter ind i soveværelset og skød sig selv gennem hovedet. Hjerneskallen bremsede imidlertid kuglen, og først næste morgen 5. september 1904 døde hun. 28 år gammel.

Esmanns Morddrama

Frk Hammerichs Moder, Fru Hammerich, der i en Uges Tid intet havde hørt eller set til sin Datter, søgte hende Søndag Formiddag forgæves først hos Forvalteren Sven Lange i Holte, hvor hun fik at vide, at Frk. Hammerich var taget til Byen, senere paa Dagen i det Pensionat i Nørresøgade, hvor Datteren boede.

I Haab om mulig at træffe hende selv eller hendes Veninde, Skuespillerinden Frk. Margrethe Nyrop, i Dagmarteatrets Restavrant gik Fru Hammerich derhen ved 5½-Tiden i Søndags; netop som tatte Menneskemasser stimlede sammen udenfor det nærliggende "Centralhotel", og med egne Øjne saa hun ifølge Dannebrog Ambulancevognen i flyvende Fart køre den dødelig saarede Frk. Hammerich til Kommunehospitalet.

I dyb Fortvivlelse fulgte Moderen efter, ud paa Hospitalet, hvor hun tilbragte hele Aftenen og Natten ved Datterens Dødsleje.

Den saa haardt ramte Moder, om hvem megen Deltagelse vil samle sig, er selvfølgelig dybt nedbøjet, men syntes dog, da hun i Mandags Formiddag indfandt sig i Datterens Bopæl, med beundringsværdig Fatning og Beherskelse at bære det tunge Slag. Hun, der indtil da intet nærmere havde hørt om det sørgelige Dramas Enkeltheder, blev dog yderligere bestyrtet ved her at blive gjort bekendt med, at der ikke forelaa et dobbelt Selvmord, men at Frk. Hammerich har skudt Esmann ned, for hun tog sig selv af Dage.

Dette - at Gustav Esmann virkelig er faldet for hendes Datters Haand - vægrede den ulykkelige Moder sig ved at tro paa, og hun støttede sit Haab om, at det heller ikke var Tilfældet, paa skaansomme Udtalelser fra Hospitalets Læger, der gik ud paa, at først den legale Obduktion af Livet kunde besvare Spørgsmaalet om, hvorvidt den Mulighed er udelukket, at Esmann kunde have dræbt sig selv. Der er dog, som vore Læsere ved, ikke ringeste Tvivl om, at Esmann er faldet for Frk. Hammerichs Skud.

Om Motivet til Mordet skrives der til Fyns Tidende, at det er ret nærliggende. Gustav Esmann har, hedder det videre, i en længere Aarrække levet i et ret ustadigt Forhold til sin Hustru. Man erindrer sikkert, at han for nogle Aar siden pryglede Dr. Edv. Brandes paa Helsingørs Banegaard i Anledning af en Ægteskabskonflikt. I den seneste Tid, medens han stod i Forhold baade til Frk. Hammerich og til en bekendt Sangerinde, Frk. Sylvia Bjerring, Uskete der imidlertid igen Tilnærmelser mellem Mand og Hustru. For omtrent 14 Dage siden var det Fru Esmanns Fødselsdag, og Esmann aflagde hende da et Besøg og lod til at være overordenlig venskabelig sindet over for hende. Dette havde aabenbart vakt Frøken Hammerichs Skinsyge i den Grad, at hun i Søndags Morges har besluttet at fremtvinge en Afgørelse.

(Ribe Stifts-Tidende 7. september 1904. Uddrag). Artiklen bragte bl.a. også udtalelser af skuespillerinden Margrethe Nyrop, Karen Hammerichs veninde. 

København bragte den 5. september et interview med hotelværten, Poul Møller. Den 6. september 1904 et interview med Karen Hammerichs veninde, Charlotte Wiehe-Berény som udtalte at hun havde advaret Karen Hammerich om forelskelsen, og bl.a. havde afbrudt sin uddannelse. Han brugte hendes penge. En anden veninde, Margrethe Nyrop, fortalte at Esmann pinte hende og at hun led. Hun havde dog tilsyneladende fortalte Margrethe Nyrop at nu havde de brudt med hinanden, at hun blev rolig, og der gik nogle dage, indtil Esmann atter trængte sig på. Hun udtalte tvivl om hvordan Karen Hammerich skulle have haft våbnet selv, og luftede muligheden af en tredje person, eller at det var Esmanns revolver. Deres udtalelser blev imødegået i København 10. september 1904 af Chr. Krum, samt den 11. september 1904 af sognepræst Georg Brahm.

 

Centralhotellet lå på Vesterbrogade ved Rådhuspladsen overfor hvor nu Industriens Hus ligger (kendt fra termometeret og statuerne). Foto Peter Elfelt. Københavns Museum. Public domain.

Ifølge Østsjællands Avis (Køge) 7. september 1904 skulle Esmanns kone, Fanny til en vis grad blev beroliget over at det var Karen Hammerich der havde skudt ham. Esmann boede i en villa i Jægersborg, men da hans arbejde var i København, lejede han sig ofte ind på værelser her. Fanny Esmann var fuldt ud klar over forholdet til Karen Hammerich. Ifølge Roskilde Dagblad 7. september 1904 udtalte Fanny Esmann til Centralhotellets direktør Poul Møller at "Han var min rigtig gode ven. Jeg kan vel ikke sige, at jeg har mistet en Mand; men jeg har mistet min aller bedste Ven!".

Avistegning fra Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis 7. september 1904.

Karen Hammerich blev begravet den 12. september 1904 på Vestre Kirkegård i dybeste hemmelighed:

Moderne Kvinder

Karen Hammerich beundres i Horsens.

Til Karen Hammerichs Kiste var der, fra en Kreds af Damer i Horsens, sendt en Krans, hvorpaa læstes:

"Med Tak og Beundring".

Hvordan mon det staar til med disse Horsens-Damers Moral til daglig Brig? Det forekommer os ikke, at der er synderlig Mening i at takke og beundre et Menneske, der tager Livet af sin Næste og sig selv.

De kunde sikkert have fundet noget smukkere og bedre at beundre.

(Demokraten (Århus) 14. september 1904).

Avistegning fra København 5. september 1904.

Frk. Hammerichs Penge.

Fra en Karen Hammerich nærstaaende Side benegtes det, at Gustav Esmann har ruineret sin Elskerinde. Dette er dog vist at forstaa saaledes, at han ikke har brugt alle hendes Penge. Hun har faktisk selv flere Gange i Hidsighed beklaget sig over, at han havde brugt hendes Penge. Derimod er det ganske med Urette, naar man har beskyldt Esmann for ogsaa at have ruineret Frk. Hammerichs Moder.

Først i Begyndelsen af næste Uge vil Karen Hammerichs Lig blive jordet.

(Roskilde Dagblad 14. september 1904).

Jordfæstelse.

I Gaar Kl. 1 foregik der i Kommunehospitalets Kapel, hvor Karen Hammerichs Lig i otte Dage havde henligget, en ganske kort Højtidelighed. Til Stede var foruden den Afdødes Moder Enkefru Hammerich kun nogle ganske faa Venner og Veninder: Skuespillerinden Frk. Margrethe Nyrop, Forfatteren Sven Lange og Frue, hus hvem Karen Hammerich i den sidste Tid boede, hendes Slægtning Politiassistent Tvermoes, hendes Studiekammerat, Dr. Framsen samt overretssagfører Lachmann.

Skønt Fru Hammerich udtrykkelig havde frabedt sig Tilkendelse af Blomster, var Kisten dog skjult under Kranse af Efteraarets Flora. Veninder i London havde sendt en stor Palmedekokration, og en Kreds af Damer i Horsens havde "med Tak og Beundring" sendt en pragtfuld Krans.

Den unge Pastor Rannow bad en Bøn over Kisten, idet han kun let berørte, at den Afdøde frivilligt havde forladt Livet. Han forrettede derpaa den sædvanemæssige Jordpaakastelse. Et Kvarter over 1 var Højtideligheden endt.

Kl. 3½ blev Karen Hammerichs Lig ledsaget af Moderen og enkelte af de ovennævnte Venner kørt ud til Vestre Kirkegaard, hvor Begravelsen foregik i fuldkommen Stilhed.

(Social-Demokraten 13. september 1904).

Frk. Karen Hammerich er i Gaar bleven begravet. Hendes Lig havde nu henstaaet otte Dage paa Kommunehospitalet, og den yderste Frist var nu naaet. Man havde villet trække det saa længe ud som muligt for at trænge Nysgerrigheden tilbage. Folk troede i Almindelighed ogsaa, at den unge Pige allerede var begravet. Ved halvfiretiden var den nærmeste Slægt samlet omkring Kisten, der førtes til Vestre Kirkegaard. Pastor Rasmussen bad paa Hospitalet en Bøn og forrettede Jordpaakastelsen. Paa Kirkegaarden blev Kisten modtaget af Inspektøren og straks gravet ned. Hvis det bliver bekendt, hvor Karen Hammerich hviler, vil der sikkert blive Valfart til hendes Grav, og længe vil den blive smykket med Blomster, thi der er en voksende Sympati med den unge Pige.

(Østsjællands Avis (Køge) 14. november 1904)

Avisfoto fra Aalborg Amtstidende 6. september 1904.

Karen Hammerichs Begravelse.

Vort Land skriver Tirsdag Morgen : I dybeste Stilhed skulde Karen Hammerich begraves. Familien frabad sig Kranse og Blomster. Saaledes lod den Meddelelse, der faa Dage efter det store Drama udsendtes gennem Bladene.

Der var ogsaa ganske stille ved den aabne Grav paa Vestre Kirkegaard, da Liget i Gaar om Eftermiddagen blev stedet til Hvile efter at have henligget i Kapellet paa Kommunehospitalet fra Mandag til Mandag - den yderste Frist for et Lig, selv om en Obduktion træder imellem Død og Begravelse.

For at aflede Opmærksomheden fra Jordefærden hed det sig nu og da, snart, at Frk. Hammerich var begravet, snart, at Begravelsen vilde finde Sted udenfor Byen. Ingen af Kirkegaardene i Kjøbenhavn og paa Frederiksberg havde modtaget nogen Bestilling paa Grav.

Kl. 3½ i Gaar Eftermiddags samledes et lille Følge i Kommunehospitalets Kapel, hvor Karen Hammerichs Kiste henstod smykket med signerede Kranse fra Familien og ganske faa af de allernærmeste Venner.

Enkefru Hammerich, hvis forgræmmede Ansigt var skjult under et stort Sørgeflor, tog Plads paa en Stol, omgivet af sine Slægtninge. Pastor Rannow foretog derefter Jordpaakastelses-Ceremonien. som han ledsagede af en kort Bøn og Fadervor.

Derefter trykkede han Familien i Haanden - og Kisten blev af Hospitalets Portører baaret ind i Rustvognen, som nu, fulgt af Familien i to Drosker, kørte ud til Vestre Kirkegaard.

Her var om Formiddagen opkastet en Grav, men hvem der skulde hvile i den, vidste Graverkarlene ikke, da der altid skal findes en aaben Reservegrav. Kun Kirkegaardens Inspektør, Kammerraad Bahnson, vidste det. Han modtog det lille Ligtog og anviste Vej.

Kisten blev hurtigt sænket ned, de Tilstedeværende blottede Hovederne, enkelte tilfældige Kirkegaardsbesøgende kom til og undrede sig over, at der ingen Præst var. Saa først kom En og Anden i Tanker om, hvem det var, som blev begravet.

Men da var Graverkarlene allerede i Færd med at kaste Graven til.

Frk. Hammerichs Fader, Lægen, ligger begravet paa en anden Kant af den store, fredelige Kirkegaard. Men der er Plads til to i den Grav, Karen Hammerich blev sænket ned i - i dybeste Stilhed uden mange Blomster over sig.

Det kan dog være, at naar Moderen om nogle Dage kommer ud for at se til sin Datters Hvilested - ad Hovedgangen forbi det store Kapel, ned tilvenstre ad første Sidevej, op tilhøjre ad næste og saa en af de nærmeste friske Grave paa venstre Haand - hun da finder den dækket med Sensommerens prangende Blomster.

(Ribe Stifts-Tidende 14. september 1904).

Generelt var mindeordene over Karen Hammerich præget af medlidenhed, ja, forståelse. Karen Hammerichs skuespillervenner Charlotte Wiehe-Berény og Margrethe Nyrop gav udtryk for en almindelig opfattelse, da de til avisen “København” (6.9.1904) sagde, at man ikke kunne tale om overlagt mord. Den troløse Esmann og hans ’bohemeri’ havde drevet Karen Hammerich til den desperate handling. Hun var lige så meget offer som han.

Om Karen Hammerich blev udgivet skillingsvise af signaturen Glimt: “Tænk, den Skønne hun mødte som Brud/ i den hvide Uskyldigheds Farve,/ gennemborede ham som en Larve/ med Revolverens rammende Skud”.

Teatermuseet har en udførlig tekst om Gustav Esmann hvor også Karen Hammerich bliver nævnt.