Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:
Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v.
Del 5 Død og Eftermæle.
Oluf H. Jørgensen.
Ogsaa Redaktører begaar jo en Gang imellem en, skal vi sige Dumhed. Oluf H. Jørgensen skulde have blevet i Skanderborg, hvor han var noget af en Konge. Han ejede den velsignede Evne, at Læserne tog hvert Ord han skrev til sig, ikke ét gik dem over Hovedet. Det er en misundelsesværdig Gave.
Han kæmpede bravt for "Agrar-dagbladet", men i Virkeligheden kunde han ikke føle sig helt hjemme under de vanskelige Forhold. Saa fik han Stillingen som Medredaktør af "København. Og nu døde han, tæt ved de 68.
Oluf H. Jørgensen - vi glemmer ikke H'et - var østjysk Redaktør i den idylliske Tid. Man har godt af at tænke lidt over, hvad der skulde til for at arbejde et Blad op lige midt inde i Kapløbet mellem Aarhus, Horsens og Silkeborg. Men J. var ufortrøden. Det lykkedes ham. Han slog bravt for Skanderborg, den skønne By med den skønne Omegn; han skulde blot have blevet i Reden.
Vi har jo selv faaet vor journalistiske Daab i den omtalte Idyltid. Det var et Bevis paa Redaktørens Popularitet, at man kaldte ham ved Fornavn: Emil i Horsens, Oluf i Skanderborg og Vilhelm i Aarhus. Man morede sig med hinanden og konkurrerede bravt. Ikke helt sjældent skældte man hinanden ud efter Noder. Men næste Dag, højst et Par Dage efter, var man lige gode Venner. Der kunde have staaet slemme Ting i de to Blade, meget slemme, Det hindrede dog aldrig Oluf H. Jørgensen i at rejse til Torskegilde i Horsens og tilbringe en højst gemytlig Aften sammen med Vennerne Emil Bojsen og Arnold Jørgensen.
Ingen kæmpede for Skanderborg som Oluf H. Jørgensen. Vi har en Gang, under en Skærmydsel med "Agrardagbladet's Redaktør, præsenteret ham som "Bymatador i Lommeformat". Vi har forlængst gjort ham en Undskyldning. Thi man kan jo paa een Gang elske Skanderborg og være glødende Agrar.
Det var fremfor alt Oluf Jørgensens friske Humør og en vis, overmaade elskelig Naivitet, der vandt ham Venner. Først og sidst i Virkekredsen. Der sidder endnu en hel Rad af gamle Bønder omkring Skanderborg. om hvem vi trøstig kan sige, at de baade elskede og beundrede deres Redaktør. "Er De Redaktør, sagde afd. Jens Andersen i Illerup til Nedskriveren af disse Linjer; "nej, hjemme i Skanderborg dér har vi en Redaktør
Han begyndte sin Hovedvirksomhed i en Egn, hvor Bjørnbakkere og Grundtvigianere sloges gennem mange Aar. Han fik straks det Indtryk, at "i Kamp forliges de kække bedst." Og en Kampens Mand var han i ikke ringe Grad. Men - bagefter gav han gerne Modstanderen det Haandslag, der siger: Intet Nag. C. S.
(Vejle Amts Folkeblad 22. oktober 1920).
Redaktør Oluf H. Jørgensen død.
Han hørte til de stærke Jyder. Vel var Oluf H. Jørgensen født i Aabenraa - det fortalte han gerne - og i sin tidligste Ungdom opvokset i Ringkøbing; men hans første Manddomsgerning øvedes i Hjertet af det jydske Land blandt Lars Bjørnbaks Bønder. Vennesæl, bred og godlidende med et lunt Blik i de rare Øjne blev den unge Redaktør Jørgensen en politisk Fører for Skanderborgegnen, hvor han som 24-aarig havde stiftet sit eget Blad. Han passede til Biørnbakkerne. Let at tænde i Begejstring, slagfærdig paa en Talerstol og munter i et godt Lag. Og som Bjømbakkerne blev Venstres Kærnetropper, saa gik Oluf Jørgensen begejstret til sin Gerning for det han i Politik troede paa var det rette. I de Tider, sang Drachmann: Giv mig Hundrede jernklædte Mænd! Og Bjørnbakkerne var heller ikke sene til at øve en politisk Daad, naar Lejlighed gaves.
De stærke Jyder mente at det særligt trægt med Venstrebevægelsen paa Lolland-Falster, og som fordum Vikingerne besluttede de at gøre Landgang paa vore sydlige Øer for at faa Folk dernede omvendt til den eneste rette politiske Tro paa Bjerget.
Oluf Jørgensen holdt selv af at fortælle om denne ene blandt utallige muntre Episoder, hans lange politiske Liv var saa rigt paa. Han rystede vel paa Hovedet af Daarskaberne. Men de rare Øjne straalede, naar han fortalte om de stærke Jyders Togt til Sydhavsøerne, hvori deltog alt, hvad der duede af politisk Ungdom i Jylland. Oluf Jørgensen selv, naturligvis, hans gode Venner de to fremragende Bønder, Brødrene Leth Espensen, Viggo Bjørnbak og Emil Bojsen, J C. Christensen og mange flere. - Det var en skrækkelig Tur. Hvor vi dog opførte os uopdragent, kunde Oluf Jørgensen sige helt betænkeligt - og saa le med sin stærke sunde Latter ved Mindet om den herlige Tid.
Nok gik det livligt til, men en Provinsredaktør i de Dage havde begge Hænder fulde. Ikke alene skulde han lave sin Avis, men tillige var en Redaktør den Gang sin Egns Tillidsmand.
Til ham kom naturligvis i særlig Grad Landboerne med Smaat og Stort. Men Oluf Jørgensen blev ogsaa Skanderborg en god Mand. Det gode Forhold mellem l.and og By nøjedes han ikke med at udbringe Bordskaaler for ved Kongens Fødselsdag, han gjorde et virkeligt Arbejde, og som Vidnedsbyrd herom knejser i dag Andelsvineslagteriets Skorsten over Skanderborg By.
Som Bjørnbakkerne havde været blandt Venstres, livligste og bedste, saa var det dog Folk, som nok vilde have noget ud af Tiden. Tale kunde være meget godt, men Gerning var bedre De havde som ingen andre protesteret mod Hr. Estrups Forfatningsbrud ved ivrigt at støtte Venstres Visnepolitik; men da denne mere udartede til en personlig Kamp mellem Førerne, blev Bjørnbaks stærke Jyder de første, som sagde Farvel til Hørup og Berg. Bojsens Forhandlingspolitik fik sit stærkeste Tilhold i Midtjylland. Oluf H. Jørgensen havde en ikke ringe Andel heri. Særlig paa Skanderborgegnen var hans Indflydelse omkring 1890 voksende, og den kommende femaarige Periode blev vist Oluf Jørgensens lykkeligste Arbejdsaar. Da han den 9. April 1895 paa Skanderborg Torv udraabtes til Kredsens Folketingsmand kunde ingen være gladere. Med den Veneration, Oluf Jørgensen betragtede Rigsdagsgerningen gik han ind til denne med de lyseste Forhaabninger.
Desto større følte han Skuffelsen, da hans Valg vistnok meget uretfærdigt, blev kasseret, og han faldt ved Omvalget nogle Maaneder senere. Mange Aar efter kunde der komme en Bitterhed op i Oluf Jørgensen ved Tanken om den formentlige Uret, han havde lidt, noget som ellers var ham ganske fremmed, og medvirkende var denne store Skuffelse sikkert ogsaa til, at han brød op fra Skanderborg for at blive Redaktør af "Agrardagbladet".
Da dette Blad stiftedes i 1897, havde Agrarbevægelsen allerede udspillet sin politiske Rolle. Det var som om denne Bevægelses Kræfter næsten udtømtes ved Medvirkningen til det storpolitiske Forlig i 1894. Venstrereformpartiet førte under J. C. Christensens Ledelse de følgende Aar Landboernes Sager frem til Løsning, og Agrardagbladets Tilværelse blev underlig rodløs. Bevægelsen, der skulde have givet Bladet Styrke og Fasthed, sygnede hen, og det gjorde Bladet omsider ogsaa, til sidst i 1911 for at overtages af KØBENHAVN, og Oluf Jørgensen knyttedes til os som Medredaktør.
Den hastige Gerning, moderne Journalistik kræver, var ikke Oluf Jørgensens Sag. Han kom til KØBENHAVN som en Mand, der i sin fremrykkede Alder ønskede at beskæftige sig med det Arbejde, hvortil han havde viet sat Liv. Men helt fortrolig med Tonen, det hastige Liv, og det forcerede Arbejde paa et Hovedstadsblads Redaktion blev Oluf Jørgensen aldrig. Og ogsaa hans sidste journalistiske Aar blev ham noget af en Skuffelse.
Vi vil fra disse hans sidste Aar ved KØBENHAVN mindes Oluf H. Jørgensen som en venlig, rettænkende Mand, der bevarede et fortræffeligt godt Humør til det sidste. Hans Virke prægede ikke KØBENHAVN, som dog nød godt af hans store Personalkendskab Landet over, særlig blandt Landbostanden. Hans hyggelige, godmodige og retskafne Personlighed vil her, som overalt hvor Oluf Jørgensen kendtes, blive mindet med Venlighed.
Noter.
Oluf Jørgensen var født 27. November 1882 i Aabenraa som Søn af Overlærer, Redaktør Jørgen Jørgensen, den senere Ejer af Ringkøbing Amts Avls.
*
Den Afdøde overleves af sin Hustru Fru Anna Jørgensen, født Trap med hvem han blev gift 28. Maj 1877. Ægteskabel er barnløst
*
Oluf Jørgensen havde skrantet meget i de senere Aar, hvad da ogaaa fik ham til at tage sin Afsked fra KØBENHAVN i Fjor. En Blærelidelse stødte for fjorten Dage siden til, og paa Rigshospitalet, hvor han indlagdes, opererede han af Professor Schaldemose. Selve Operationen gik godt, men Redaktør Jørgensen havde ikke Kræfter mere, og i Gaar Formiddags ved 11-Tiden sov han stille hen.
*
Den Afdøde var dekoreret med Ridderkorset og var Ridder af den russiske Stanislauorden.
(København 22. oktober 1920).
Oplysningen om at hans kone Anna Jørgensen var født Trap, stemmer ikke med hvad gravstenen oplyser, se nedenfor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar