Emilie Keller (1852-194?) og Johanne Schouboe (1855-1942). (Efterskrift til Politivennen)

Johanne Schouboe og Emilie Keller blev uddannet som lærerinder 1879. 1880 blev  de ansat på Komtesse Moltkes Pigeskole (Th. Moltkes Borgerskole). Frk. Skouboe var i over 30 år skolens inspektrice, indtil hun ved institutionens stiftelse blev dens bestyrer. Emilie Keller var i en lang årrække forstanderinde, først ved forskolen, senere for eksamensholdene, indtil hun trak sig tilbage (nogle år før 1920)

I 1891 fik Johanne Schouboe 500 kr af kultusministeriets budget som rejsestipendium til en rejse til Tyskland og Schweiz for at gøre sig bekendt med indretningen og ordningen af de større pigeskoler.

Emilie Keller udgav i slutningen af 1800-tallet læsebøger til danskundervisningen for 5. og 6. skoleår, og "Dansk Læsebog (for det 4. Skoleaar)" på Gyldendal.

Komtesse Thusnelda Henriette Maria Moltke (1843–1928) grundlagde i 1870 Th. Moltkes Borgerskole for Pigebørn, der blev til først Østersøgades Gymnasium og siden skiftede navn til Kildegård Gymnasium, nu Kildegård Privatskole og flyttede til Gentofte. I 1913 blev skolerne selvejende institution med Johanne Schouboe som medlem i den første bestyrelse. Hun var datter af generalkrigskommissær, greve Adam Gottlob Moltke (1798-1863) og Rosalie f. Hennings (1801-1885).

40-Aars Jubilæet i Dag.

Komtesse Moltkes Pigeskole.

Det er i Dag 40 Aar, siden Komtesse Th. Moltke begyndte sin Pigeskole for den københavnske Mellemstands Børn.

Hendes beundringsværdige Stræben efter at højne Skoleopdragelsen I Forbindelse med en udholdende Energi og aldrig svigtende Tro paa at kunne gavne Samfundet ved sit uegennyttige Arbejde er af saa stor Betydning, at det sikkert vil være af Interesse for Læserne at faa nogle Oplysninger om Komtesse Moltke.

Komtesse Moltke er født den 21 de Februar 1843 i Itzehoe I Holsten, men flyttede senere til Espe ved Skelskør.

1869 fik hun en udmærket Almuelærerindeexamen hos Frk. Zahle.

Efter at have overvejet, hvor hun bedst kunde virke, begyndte hun den 1ste November 1870 en lille Skole med 10 Elever I Løngangstræde. og hendes første Medarbejder var den ejendommelige, udprægede, geniale Lærerinde, Johanne Schönau, der virkede ved Skolen, indtil Sygdom tvang hende bort; hun døde 1889.

Eleverne kom væsentlig fra Hjem, der nødig sendte deres Børn i Kommuneskolen og ikke kunde bære Skolepengene i de højere Skoler. I Løbet af de allersidste Aar, hvor Kommuneskolens Fremgang har været kendelig, og Skolepengene I de højere Skoler er stegne vældig, kommer Eleverne fra bedre stillede Hjem, end da Skolen paabegyndtes.

bestyrerinde. Fru Bay til Skolen.

1878 flyttede denne til Linnésgade Nr. 10. hvor Frk. Zahle, Komtesse Moltkes trofaste Ven, havde indrettet Lokaler til den stærkt opblomstrende Skole. Men ogsaa her blev Pladsen snart for lille, og Frk. Zahle, der med sædvanlig Forudseenhed havde "tænkt paa dette og havde en Grund parat, paabegyndte nu en særlig Bygning til den store Skole, der allerede den Gang talte over 300 Børn.

Inden denne Bygning kunde blive færdig, oprettedes 1880 en Filial paa Nørregade under Ledelse af to af de endnu ved Skolen værende Lærerinder. Frkn. Johanne Skouboe og Emilie Keller, (begge med Almuelærerindeexamen), hvilke med kærlig Kollegialitet har forstaaet Komtesse Moltke Ideal og nu altsaa i 30 Aar har været hendes trofaste Medhjælpere.

1882 var det nye Hus færdigt, Linnésgade 8, og Skolen levede dér 13 lykkelige Aar.

1894 tvang den nye Seminarielov Frk. Zahle til at inddrage Lokalerne til hendes egen Seminarieskole, hvorfor Komtesse Moltke og Fru Bay maatte se sig om efter en Grund, der kunde rumme saavel den store Pigeskole, der da talte ca. 420 Elever, som den i 1882 paabegyndte Drengelæringskole, der alt var voxet til ca. 300 Elever.

Denne Grund blev fundet i den gamle Voldmesterhave mellem Østersøgade og Farimagsgade, og den 22de Avgust 1895 kunde Skolen flytte ind dér.

Da Komtesse Moltkes Pigeskole nu ikke mere var i umiddelbar Forbindelse med Frk. Zahles Skole, hvor flere af Komtessens Elever havde faaet Undervisning ud over Barneskolen, paabegyndtes en Præliminærafdeling, og det første Hold dimitteredes 1899.

Da Mellemskoleloven kom 1903, omdannedes Skolen i Overensstemmelse med Loven og omfatter nu en Forberedelseskole; Mellemskole og Realklasse.

Elevantallet er ca. 480 fordelt i 19 Klasser. Børnene undervises af 30 Lærerinder og Lærere. En stor Del af disse Lærerinder har I en lang Aarrække arbejdet ved Skolen og taler altid med Glæde om det gode Samarbejde, der existerer mellem Lærerpersonalet og Bestyrelsen.

Der er sikkert mange, baade gamle og unge, der i Dag vil mindes Komtesse Moltke med dyb Taknemmelighed og Hengivenhed. Det er ikke alene gode Kundskaber, hun har formaaet at give sine Elever, men hendes stærke kristelige Personlighed, hendes Ydmyghed i Forbindelse med Vilje til at bruge sine Kræfter i det godes Tjeneste har i Aarenes Løb bibragt Børnene saa mange moralske Værdier, at der vil have Evighedsbetydning for mange.

Den nuværende Forældrekreds ved Skolen har da ogsaa med Glæde sluttet sig sammen om at hædre Komtesse Moltke paa hendes Festdag.

(Dannebrog 1. november 1910).

Komtesse Moltkes Pigeskole.

Komtesse Moltke.

Ved Sortedamssøen, nærmest op imod Østerbro, ligger en stor rød Bygning for Enden af Firkanten med de smaa Byggeforenings-Huse. To Porte fører ind til en fri Plads paa begge Sider, over den ene staar: "Comtesse Moltkes Pigeskole", over den anden "Østersøgades Gymnasium". Gaar man indenfor, læser man paa selve Bygningen: "E. Bay og Th. Moltkes Skoler"; man staar over for et Søskendepar; en Drenge- og en Pigeskole.

"Comtesse Moltkes Pigeskole" er den ældste af de to, og Grundlæggeren selv, Komtesse Moltke, som for fire Aar siden mistede sin Ven og Medbestyrerinde, Fru Elise Bay, der fra 1873 havde været knyttet til hendes Skole, lever endnu. Mangt et Værk stod vel i et halvt og et helt Hundrede Aar, ja mere, men kun den enkelte, kun saare faa, blev en saa lang og velsignelsesrig Arbejdsdag beskaaret som Komtesse Moltke. Fra en ganske lille Begyndelse har dette Skoleværk gennem en sund og harmonisk Udvikling vokset sig større og stærkere Aar for Aar; men altid i det stille, præget som det er af den stille, stærke Personlighed, der har været Sjælen i det hele.

Frk. Zahle har i sin Tid fortalt: "Det blev mig noget af en Oplevelse, da Komtesse Moltke i Oktober 1868 indfandt sig hos mig ved Gl. Strand for at lade sig indtegne som Elev paa "Almuelærerindeholdet". Jeg studsede. "For at tage Eksamen?" spurgte jeg. "Ikke just det maaske," lød Svaret "men for at erhverve ung de Kundskaber og Færdigheder, som Staten forlanger af en Iærererinde for Almuens Børn og unge". Hun var den Gang omkring 26 Aar. Jeg forstod efterhaanden, at hun var træt af det "uvirksomme Liv" i, Hjemmet og i Selskabet, at hun vilde noget, vilde tage noget alvorligt op i Fædrelandets Tjeneste, og at det især var "Højskolelivet", der stod hende for Øje."

Aaret efter indstillede Komtesse Moltke sig til Almuelærerindeeksamen, men det blev ikke inden for Højskolen, hun kom til at øve sit Livsværk; herinde i den store By var det, hun fandt sit Virkefelt.

Der fandtes ikke den Gang nogen Skole, som for en lav Skolebetaling kunde yde den mindre bemidlede Borgerstands Børn en Undervisning, noget lignende den i den højere Pigeskole. Ved at tale med Frk. Zahle om dette, slog den Tanke Rod i Komtesse Moltke, at netop en saadan Skole kunde hun ønske at bygge. Det var denne Tanke, at skaffe Pigebørn fra mindre bemidlede Hjem i København "en fyldig og god Undervisning i kristelig Aand for en saa lav Skolebetaling, at den ikke oversteg disse Hjems Ydeevne", der traadte ud i Livet, da Komtesse Moltke 1. Novbr. 1870 begyndte med 10 Elever i et lejet, meget lille Lokale ved Filosofgangen. Hendes Skole, der kaldtes "Borgerskole for Pigebørn", blev den første og i mange Aar den eneste, der imødekom et Krav, som viste sig at være paatrængende, idet Skolens Elevantal paa 3 Aar steg fra 10 til 200. Allerede efter et Aars Forløb flyttede den til et større Lokale i Løngangsstræde.

Den Strøm af livsfonyende Værdier, der skyllede i ud over den danske Pigeskole, da Frk. Zahle, for at bruge Henriette Skrams Ord, "førte sin pædagogiske Stordaad ud i Livet, den, at skabe en Skole, i hvilken de grundtvigske idéer var de bærende uden al følge af  de Forsyndelser, som andet Steds skæmmede Bevægelsen", den Kraft, der tilførtes den danske Skole, da "Frk. Zahle med fast Haand ledede den grundtvigske Strøm ind i det rette Leje, fremfor at lade sig bortskylle af den", sporedes snart i denne nye Skole, Frk. Zahles Øjesten.

"Jeg og mit Hus vil tjene Herren", skrev Komtesse Moltke foran i sin første Protokol. Det glade, naturlige Samliv mellem Iærerinde og Elev, det "levende Ord" og Sangen var de bærende Kræfter i hendes Skole. Der fortælles om, hvordan Komtesse Moltke somme Tider gik med sin lille Flok op paa Volden og satte sig der for at fortælle for dem. Mon der har været lykkeligere smaa Skolepiger end disse, naar de en varm Sommerdag fulgte deres unge begejstrede Lærerinde, denne rigt udstyrede, ejendommelige Kvinde, op paa Volden for der under de gamle Træer at lytte med store Øjne til "Sagn og Sange og Eventyr"? Mon der har været en gladere Flok end den, der fyldte de smaa Stuer med rungende Sang, saa den vel var ved at sprænge baade Vægge og Loft? Tiest har vel den Sang lydt, som var og endnu den Dag i Dag er Skolens "Opsang": "I alle de Higer og Lande". Og hvilken anden Sang kunde vel ogsaa egne sig bedre til Opsang for en Skole som den, Komtesse Moltke havde undfanget i sin Tanke og ført ud i Livet? "Den syngende Skole" kaldte man den; om Morgenen, naar Morgensangen var forstummet, og Klasserne gik hver til sit, saa lød Sangen: I alle de Riger og Lande. Vi kan tænke os et andet Billede: de lidt ældre Elever eu stille Time lyttende til Komtesse Moltkes Ord, naar hun hjertevarmt og beaandet talte til dem om det højeste og det dybeste, tænke os dem i en saadan Stund følge "gennem Kirkens Sage Frelseren med Liv og Lyst".

I en Aarrække støttedes Komtesse Moltke af den fremragende og udprægede Lærerinde Frk. Joh. Schønau, der efter flere Aars Sygdom og Lidelse døde, men hvis kærlige, opofrende Arbejde endnu mindes med Tak i Skolen, og af de ældste Elever knyttedes altsaa Fru E. Bay til Skolen, snart som Medbestyrerinde; det blev Indledningen til et inderligt Samliv og Samarbejde mellem de to, der kom til at strække sig over 43 Aar. 

E. V. Harboe: Komtesse Moltkes Pigeskole for ugifte døtre. Skolegården er i dag del af Zahles Skole. Foto fra 1860'erne. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

1877 flyttede Skolen ind i en Fløj af Frk. Zahles nye Skolebygning Linnësgade 10, men baade Frk Zahle og Komtesse Moltkes Skoler voksede stadig, og 1880 rykkede den sidste ind i den af Frk Zahle nyopførte Naboejendom, Linnésgade 8, "Vendershus", som den blev kaldt. Her boede den til Leje indtil 1895. Det bedste Indtryk af denne Skole i sin Ungdom faar man gennem Komtesse Moltkes egne Ord: 

Dig har jeg elsket, min gamle, jævne Skole,
Bænkene de haarde og Stuerne de smaa!
Slet ingen Regler, kun Livet til Norm,
Dybde i Indhold og Frihed i Form.

Seminarieloven af 1894 nødvendiggjorde, at Frk Zahle selv maatte tage sin Ejendom i Linnésgade 8 til Brug til en Seminarieskole. Samtidig var Elevantallet i Komtesse Moltkes Skole stedet til henved 500, og den Drengeskole (Latinskole), som Fru Bay og Komtesse Moltke havde begyndt 1881, havde allerede 250 Elever. De to Skoler kunde næppe rummes indenfor Bygningens Mure. Tvungne af Nødvendigheden besluttede de to Bestyrerinder sig da til selv at bygge, og Grunden til en ny Skolebygning fandt de i den gamle Voldmesterhave mellem Farimagsgade og Østersøgade, og her rejste sig snart den Bygning, der nu rummer de to Skoler.

Saa flyttede Skolerne ind. Det var som et Palads at komme ind i, store lyse Lokaler og højt til Loftet. To store Legepladser, frisk Luft og smukke Omgivelser, og oppe fra det flade Tag kunde man hilse over til Frænderne hinsides Sundet. Hvor kunde nogen den Gang tænke sig, at ogsaa her kunde det en Gang komme til at knive med Plads! Nu færdes her daglig over 1000 Elever, alene i Pigeskolen 580.

Den varme og inderlige Kærlighed, hvormed Frk. Zahle havde omfattet denne Skole fra første Begyndelse, fulgte den ogsaa ud til dens nye Bolig; indtil sin Død nærede hun den varmeste Interesse for den, ligesom der mellem hende og Komtesse Moltke bestod et meget nært og stærkt, personligt Venskabsforhold.

En Skole, der staar i halvtreds Aar, særlig i en Tid, hvor Udviklingen er foregaaet med saa rivende Fart, kan naturligvis ikke undgaa i Tidens Løb at skifte Form og delvis Karakter, idet den ikke kan forblive upaavirket af Tidens Krav. 1899 afholdt Skolen første Gang Præliminæreksamen, og ved den nye Skoleordning af 1903 gik den over til at blive en Mellem- og Realskole for Piger.

Men har end de ydre Former forandret sig, og er end Rammerne for Arbejdet blevet anderledes, er Grundpræget og Grundtonen de samme. Komtesse Moltkes Tro paa det "levende Ord"s Magt, paa Sangens Magt, er ikke rokket. Indtil for faa Aar siden tog hun ofte en Række "frie Timer" i en af de større Klasser, hvor hun gennemgik et eller andet Værk af dansk eller fremmed Litteratur; en enkelt Gang indøvede hun noget, som kunde egne sig til at opføres som en lille Skoleforestilling, f. Eks. ved een Lejlighed Schillers "Klokken", for der igennem at understrege, hvor stor udviklende Betydning det har indgaaende at fordybe sig i det enkelte.

I den Kunst at fortælle er Komtesse Moltke den fødte Mester. Jeg ved ikke, hvor hun var størst: Naar hun ved en Skoleafslutning stod overfor de smaa og talte til dem i det Sprog de forstaar: gennem et Eventyr eller en lille Historie, saa de lyttede med store Øjne, glemte hele Højtideligheden og gav sig til at svare hende. Eller naar hun en Aften talte for sin "Ungdomsforening". - Jeg mindes, hun en Gang fortalte Sophie Elkans "Drømmen fra Østerland". At høre hende tale om Kærlighedsforholdet mellem den unge Mand og den unge Kvinde var som tat lytte til de fineste, sarteste Strenge, der dirrede. -

Eller naar Komtesse Moltke en stille Aften sad og fortalte for en lille Kreds af Lærerinder, malende, sjælfuldt og beaandet, saa man glemte sig bort i, hvad hun fortalte, og man forstod, hvilken Magt der ligger i det "levende Ord".

Det er jo den store Personligheds Særkende, at den virker ved, hvad den er, endnu mere end ved, hvad den udfører; den Aand der udgaar fra en stor Personlighed, finder Vej gennem hundrede usynlige Traade og meddeler sig til og gennemsyrer det hele Værk. Hvem der blot har haft en lille Smule med Komtesse Moltke at gøre, ved, at de her stod overfor en saadan Personlighed.

1913 forenedes "Comtesse Moltkes Pigeskole" og "Østersøgades Gymnasium" til en selvejende Institution under Navn af "E. Bay og Th. Moltkes Skoler". Hertil skænkedes de to Stifterinder deres Ejendom i Østersøgade. Deres Ønske og Hensigt med deres store Gave til denne Institution var at sikre Skolernes fremtidige Bestaaen som frie Skoler, at de maatte vedblive at fortsættes som det, de er og blev grundlagt til at være: Frie Skoler paa kristen Grund. Da Fru. Bay og Komtesse Moltke meddelte deres samlede Lærerkreds denne Begivenhed, udtalte Komtesse Moltke bl.a. at mens hun som ung havde skrevet foran i sin første Protokol: "Jeg og mit Hus vil tjene Herren", havde hun og Fru Bay foran i deres "nye Protokol" skrevet: "Under dine Vinger Skygge". Denne Salme var Fru Bays Yndlingssalme, og Institutionen blev stiftet paa hendes Fødselsdag, d. 28. Juni, en Mærkedag i Skolernes Historie, som altid vil blev mindet.

Som arbejdet gennem Aarene havde udviklet sig, var det særlig Drengeskolen, Fru Bay kom til at vie sine rige Evner; her var det væsentligt, at denne ejendommelige Personlighed med det varme Hjerte og den faste Villie tilfulde udfoldede sin mægtige Energi.

Den første Bestyrelse af Institutionen kom til at bestaa af de to Bestyrerinder selv, desuden Frk. Johanne Schouboe, som Pigeskolens Leder, Rektor Conrad Hansen, som Drengeskolens Leder, samt Frk. Josepha Martensen, de to Bestyrerinders intime Ven.

Frk. Joh. Skouboe blev samtidig med Frk. Emilie Keller Lærerinde ved Komtesse Moltkes Pigeskole 1880. Disse to Navne er uløseligt knyttet til denne Skole, som de har omfattet med den allervarmeste Kærlighed og Trofasthed og viet hele deres store Dygtighed og alle deres Evner og Kræfter. Frk. Skouboe har i over tredive Aar været Skolens Inspektrice, indtil hun ved Institutionens Stiftelse blev dens Styrer. Frk. E. Keller var i en lang Aarrække Forstanderinde, først for Forskolen, senere for Eksamensholdene, indtil hun for nogle Aar siden trak sig tilbage.

Lykkelig har Komtesse Moltkes Pigeskole været; ingen stærke Storme er gaaet hen over den, i Fred har den faaet Lov at vokse sin stille Vækst.

For fire Aar siden lukkede Fru Bay sine Øjne; I over 40 aar havde hun og Komtesse Moltke staaet ved hinandens Side, i onde som i gode Dage, i et lykkeligt Hjemliv og et inderligt Samarbejde, Frk. J. Martensen har sat hende et smukt Minde i sin kendte Bog.

Det er gaaet Komtesse Moltke, som det gaar de fleste, der naar op over Støvets Aar; een for een er Vennerne gaaet til "den store hvide Flok". Og naar nu hendes Pigeskole smykket sig til Fest, da vil ogsaa savnet af dem, der gik forud, først og fremmest af Fru Bay, kaste sin Skygge. Men naar Komtesse Moltke ser ud over sin Pigeflok paa hen imod 600 Børn og tænker paa de første 10, og naar om Aftenen, hvis hendes Helbred tillader det, en Skare af tidligere Elever, gamle og unge, flokkes om hende, da vil hun sige: Han har gjort alle Ting vel. 

Gamle Elevers Hjerter vil den Dag banke i Takt med deres, som blev knyttet til Komtesse Moltke paa anden Maade, og alle vil de mødes i dyb Ærbødighed og inderlig Tak for - som nylig en gammel Elev udtalte - "hvad denne [xxxx] stærke Personlighed har betydet for dem".

Gerda Meyer.

(Nationaltidende 30. oktober 1920. 2. udgave).

De to skoler blev slået sammen til én under navnet Østersøgades Gymnasium fra skoleåret 1960/61. Østersøgade 88. Man købte Kildegårdsvej 87 og opførte skolen, som fik navnet ”Kildegård Gymnasium”. Bygningerne i Østersøgade blev solgt, men fungerer stadig som skole, ”Bordings Friskole”. I 2005 blev gymnasieafdelingen lukket. Den tilbageværende skole fik navnet Kildegård Privatskole og fastholdt profilen som en gymnasieforberedende grundskole med elever fra børnehaveklasse til 10. klasse.

Emilie Keller og Johanne Schouboes gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Henrik Bertelsen (1874-1933). (Efterskrift til Politivennen)

Hans Henrik August Bertelsen (1874-1933), lærer ved københavnske latinskoler og ved Statens lærerhøjskole, assistent ved universitetsbiblioteket (1899–1901). I 1903 blev han ansat ved sin gamle skole i Århus, 1905 forflyttet til Metropolitanskolen som adjunkt. I 1902 blev han dr. phil. på en afhandling om Didrik af Berns sagas oprindelse og udsendte 1905–11 en kritisk udgave af denne saga. I øvrigt interesserede han sig for dansk grammatik og dansk retskrivning:

Filosofisk Doktordisputats.

Dr. phil. Henrik Bertelsen.

Lærer ved Metropolitanskolen, cand. mag. H. Bertelsen forsvarede i Gaar sin Afhandling for den filosofiske Doktorgrad om "Didrik af Berns Sagas oprindelige Skikkelse, Omarbejdelse og Haandskrifter. Handlingen varede godt 2½ Time og havde samlet et temmelig stort Avditorium. Dekanen, Prof. Paludan, ledede Disputatsen, der iøvrigt overværedes bl. a. af Professorerne Gertz, Heiberg, Henr. Scharling, Jespersen, Møller, Steenstrup og Fridericia, Doktorerne Siesbye, Olrik og Gudmundsson, Docent Dahlerup samt Professor Hans Olrik.

Om Doktoranden kan vi meddele følgende Personalia. Han blev Student i 1891 fra Aarhus Skole og var da 17 Aar gammel. I 1898 tog han Skoleembedsexamen med Dansk som Hovedfag, Latin og Historie som Bifag. Endvidere har han faaet Universitetets Prismedaille og informerer nu ved kjøbenhavnske Skoler, bl. a. ogsaa ved Metropolitanskolen.

- Den gammeltyske Sagnhelt har lokket mange Videnskabsmænd til Studium, særlig naturligvis tyske, og det var da ogsaa oprindelig om selve Sagnhelten, Doktorandens Studier drejede sig, idet han for 2 Aar siden tænkte paa at besvare Videnskabernes Selskabs Prisopgave, men Mangel paa tilstrækkeligt Otium hindrede ham i at besvare Opgaven indenfor den fastsatte Tidsfrist. Ved at sendre sine Studier med en Doktordisputats for Øje har han kunnet specialisere dem i højere Grad og har nu skrevet saa at sige en Indledning til Didrik af Berns Saga.

Forsvaret faldt overordenlig heldigt ud, ligesom Doktoranden fra begge sine Opponenter, Professorerne Jonssons og Wimmers Side høstede megen Anerkendelse for sit Arbejde. I det følgende skal vi i stor Korthed omtale Oppositionen: om et Æmne som dette er Indvendingerne for største Delen af saa speciel videnskabelig Natur, at de ikke har Interesse for en videre Kreds.

Prof. Finnur Jonson

roste den gode videnskabelige Methode, der laa til Grund for Afhandlingen, der viste et nøje Kendskab til de tyske Kilder, røbede gode sproglige Kundskaber og efter Professorens Anskuelse ikke indeholdt nogen egenlig Fejl, ligesom Citaterne var rigtige. Sagaens Oprindelse mener han al kunne sætte allerede til Slutningen af det 12te Aarhundrede, da tyske Købmænd oversvømmede Norge; Forfatteren er en Islænder. Den danske Folkevise om Didrik af Bern stammer bevislig fra tyske Kilder og ikke fra Sagaen. Prof. Jonsson slutter med at udtale, at Afhandlingen vil faa stor Betydning for fremtidig Forskning. Doktoranden takker Professoren for grundig Vejledning i Islandsk.

Prof. Ludv. Wimmer

fik derefter Ordet som anden officiel Opponent, idet der ikke havde meldt sig nogen Opponent fra Avditoriet. Han roste ligeledes Arbejdet og takkede spøgende Doktoranden, fordi denne "havde givet ham Lejlighed til paa ny at læse den Samling af Røverhistorier, som kaldes Didrik af Berns Saga". Det undrede ham, at Doktoranden havde glemt at omtale P. E. Müllers Afhandling om Sagaen. Dette Arbejde fortjente at nævnes. Prof. Wimmer savnede endvidere en samlet Oversigt over de tidligere Forskeres Undersøgelser og Resultater. Han mente desuden, at der i Bogen var brugt vel ofte "hvis" og "dersom, men sluttede med en varm Anerkendelse af Doktorandens dygtige Arbejde.

Præses takker sluttelig Prof. Wimmer for den klare og overlegne Opposition, han havde ydet. Klarhed og Overlegenhed, udtalte han, er netop 2 Egenskaber, som alle Prof. Wimmers Disciple finder hos deres højt ansete Lærer. Efter Udtalelsen af de sædvanlige Ønsker om en lys Fremtid for dansk Videnskab og Kjøbenhavns Universitet sluttede Handlingen.

(Dannebrog (København) 4. oktober 1902).

1912 blev han rektor for Roskilde katedralskole:

Den nye Rektor.

Rektor Dr. phil. Henrik Bertelsen.

Dette er et Billede af den nye Roskilde Rektor, Dr. phil. Henrik Bertelsen. Han er endnu en forholdsvis ung Mand - man tænker sig jo i Reglen som Rektor noget ærværdigt, helst graaskægget - og skønt han allerede paa mange Omraader har gjort sig bemærket, er han dog ikke i den Forstand en "kendt" Mand, at ikke hans Billede for de fleste vil have Nyhedens Interesse.

Det er en dygtig, kundskabsrig Mand, der til August overtager Styret i den gamle, graa Bygning over for Domkirken. Mens han i 6 Aar studerede Filologi i København, tog han Guldmedaillen som Student. Det er Dansk og særlig da dansk Grammatik, der har Dr. Bertelsens lærde Interesse, og han har skrevet og udgivet forskellige Ting, deriblandt en Pjece om store og smaa Bogstaver, en Ide, i hvis Kamprækker Dr. Bertelsen i det sidste Aars Tid har ladet sig indrullere, hvorfor maaske denne lille Artikel som en fin Kompliment til Rektoren burde have fulgt denne maaske Fremtids-Stavemaade.

Dr. Bertelsen er gift med en Dame fra Philadelfia, en Frk. Yhlen Olsen, Datter af Ingeniør Tinius Olsen, Philadelfia. Hun var taget herover for at studere skandinavisk Sprog, blev forlovet med Dr. Bertelsen, tog Doktorgraden i Engelsk og har været Lærer ved Statens Højskole. Dr. Bertelsens Fader har taget sin Afsted og bor nu i København som Justitsraad.

Rektor Bertelsen er som sagt en dygtig Mand og desuden en elskværdig og behagelig Mand. Han er meget elsket af sine Elever, men samtidig respekteret, for han er en streng Lærer. Han gaar meget op i sine Elevers Liv og deltager i deres Arbejde og deres Glæder - efter den gamle Regel: Arbejdet først, siden Fornøjelserne!

(Roskilde Dagblad 26. april 1912)

1915–29 udarbejdede han for Det danske sprog- og litteraturselskab en 6 binds udgave af danske grammatikere i 16- og 1700-årene. I spørgsmålet om en reform af retskrivningen tog han del bl.a. ved udsendelsen af pjecerne Fællesnavne og Egennavne, 1911 og små og store bogstaver. 

Den nye Undervisningsinspektør.

Et interessant Interview.

Henrik Bertelsen.

Undervisningsministeriet har i Gaar udnævnt Rektor ved Roskilde Katedralskole, Dr. phil. Henrik Bertelsen til Prof. Tuxens Efterfølger som Undervisningsinspektør ved Gymnasieskolerne.

Rektor Bertelsen skal altsaa nu fortsætte sin anerkendt dygtige pædagogiske Virksomhed under andre Forhold og andre Former.

Den nye Undervisningsinspektør, der er en Mand paa kun 44 Aar, blev, som det vil erindres, den 25. April 1912 udnævnt til Rektor ved Roskilde Kathedralskole.

De Forhold, som Rektor B. den Gang gik ind til, var alt andet end lette. Den nye Leder havde Vanskeligheder at overvinde for at Samarbejdets Aand, der paa dette Tidspunkt just ikke var Skolens stærkeste Side, atter kunde dale ned over Kathedralskolens Lærerkorps. Rektor Bertelsen medbragte til denne Opgave fremragende Egenskaber, som i Paranthes bemærket vil -komme hans nye Virksomhed og derved det højere Undervisningsvæsen Landet over til Gode. Ved sin Forhandlingsevne, sin Sans for Betydningen af Arbejdsfrihed og navnlig ved sin Takt lykkedes det hurtigt at faa Arbejdsforholdenes forstyrrede Maskine i Lave. Og paa dette nødvendige Grundlag har Skolen under Rektor B.s Ledelse arbejdet sig frem til stedse stigende Anerkendelse som en Skole, der saavel ved sin Arbejdsindsats som sin Aand indtager en smuk Plads blandt Landets øvrige Skoler.

* * *

Det vakte vistnok nogen Forbavselse, da Rektor Bertelsen ved sidste Byraadsvalg lod sig opstille som Kandidat paa den radikale Liste.

Det er en offentlig Hemmelighed, at Rektor Bertelsens Kandidatopstilling ved den nævnte Lejlighed var Følgen af, at et andet Kandidatur - paa Grund af Gnidninger indenfor det radikale Parti - var bleven trukket tilbage. Vi skal selvfølgelig ikke ved denne Lejlighed fordybe os i dette rent indre Partianliggende, men kun anføre, at de Radikale var godt tjent mod at faa Rektor Bertelsen til Kandidat. Hans ansete Navn har sikkert tilført den radikale Liste adskillige Stemmer, den ellers ikke kunde have gjort Regning paa.

I sin Virksomhed i Byraadet har Rektoren imidlertid ikke ladet sin Behandling af de foreliggende Sager diktere af radikale Synspunkter. Hans synspunkter og Afstemningen har altid været dikterede af saglige Motiver, og han har altid i Sagerne søgt Realiteterne. Rektor Bertelsen har i Byraadet og som Formand for .Skolekommissionen udført et godt og solidt Arbejde - navnlig naturligvis i de Udvalg, i hvilke han har haft Sæde - og han vil derfor sikkert blive savnet af sine Kolleger i Raadet.

* * *

Det blev kun et kort Aaremaal Rektor Bertelsen fik Lejlighed til at virke her i Byen, og de forholdsvis faa Aar kan vel næppe have knyttet Rektoren uløselig fast til Roskilde. Antagelig har han selv ved hans Tiltrædelse af Rektoratet ved Katedralskolen her haft en Følelse af, at denne Virksomhed vilde blive Gennemgangsleddet fil et andet Virkeomraade paa det pædagogiske Felt. Alligevel vil de 6 Aar, han har tilbragt her i Roskilde, sikkert staa for Undervisningsinspektør Bertelsen som en lykkelig Tid. Sikkert vil der blande sig adskillig Vemod i Afskedens Øjeblik, saavel blandt Elever og Forældre, som mellem Skolens Lærerpersonale. Et Lyspunkt vil være, at B.s nye Virksomhed dog bevare ham en vis Forbindelse med sin gamle Skole.

Interview med Undervisningsinspektør Bertelsen.

Uro og Bevægelse kan være Tegn paa Liv; indenfor (Skoleverdenens Mure skulde der herefter skyde en frodig Udvikling frem, i alt Fald mangler det ikke paa Spørgsmaal, som sætter Sindene i den pædagogiske Verden i Bevægelse. For muligt at erfare lidt om. hvorledes den nye Undervisningsinspektør stiller sig til nogle af de betydelige og aktuelle Spørgsmaal, som han i sin kommende Virksomhed faar Indflydelse paa, bankede vi i Dag paa Rektorværelsets Dør.

Samtalen kommer ind paa den nylig vedtagne Lov om de københavnske Skoler, som i sine Konsekvenser vil faa en vidtrækkende Betydning for Skolevæsenet ogsaa udenfor København.

Spørgsmaalet staar bl. a. paa, om der ogsaa ved Statsskolerne udenfor København skal indrømmes vederlagsfri Undervisning for Indtægter under et vist Beløb (for Københavns Vedkommende er den Indtægtsgrænse, der hjemler gratis Undervisning, sat til 4000 Kr.). Og af ikke mindre Interesse er Spørgsmaalet om Statens Stilling til Privatskolerne udenfor København. Vil Staten (og Kommunerne) ogsaa gaa ind paa at bidrage til Privatskolernes Drift mod at faa Tilsyn med Skolernes Ledelse?

Den nye Undervisningsinspektør erklærer paa vor Forespørgsel, at der ikke kan være nogen Tvivl om, hvorledes disse Spørgsmaal maa besvares. "For Statsskolerne udenfor København vil den nye Lov utvivlsomt faa den Konsekvens, at der vil indtræde Lempelser i Betalingen for Undervisningen. Paa Ministeriets Forespørgsel har samtlige Rektorer enstemmig anbefalet, at der indføres saadanne Betalingslempelser. Og sikkert vil Privatskolerne udenfor København komme ind under en lignende Ordning som nu er gennemført for de københavnske Privatskoler, saaledes at Staten giver et vist Tilskud til Driften mod at Skolerne kommer under offentligt Tilsyn. Men selvfølgelig, for Staten bliver det en dyr Historie - en meget dyr Historie."

"Er De personlig stemt for, at der gennemføres en saadan Ordning?"

"Ja - ubetinget. Efter de Erfaringer, jeg i min Virksomhed har gjort ved Privatskolen som ved Statsskolen, maa jeg ubetinget mene, at den offentlige Skole bør danne Grundlag for vort Skolevæsen."

Interviewet kommer derefter ind paa eventuelle Reformer i Skoleloven af 1903.

"Mulig," udtaler Undervisningsinspektøren, "vil der forestaa enkelte Forandringer i Undervisningsplanen for Almenskolen. f. Eks. med Hensyn til Historie og Naturfag. Ligeledes kan der maaske være Tale om at forlænge den treaarige Gymnasieundervisning med et Aar.

Med Hensyn til Studentereksamen kan der være Opfordring til at skærpe Fordringerne til Bedømmelsen. Iøvrigt anser jeg det ikke for nødvendigt at forøge Kravene til selve Undervisningen til Studentereksamen. Den Uddannelse, som medgives Demittenderne, har sikkert ingensinde været bedre."

"Endnu et Spørgsmaal Hvorledes stiller De Dem Spørgsmaalet om Religionsundervisningen?"

"Spørgsmaalet er ikke aktuelt. I I alt Fald vil der næppe foreløbig ske nogen væsentlig Forandring paa dette Punkt. Derimod har der været ført nogen Debat om Undervisningsmetoden. Men heller ikke dette Forhold ligger for Øjeblikket."

(Roskilde Avis 5. juli 1918).

Som undervisningsinspektør var han med til at gennemføre skolelovene af 1918 og 1919 som udvirkede det offentliges overtagelse af en række gymnasieskoler og om de sønderjyske gymnasiers oprettelse. Antallet af statens gymnasieskoler steg fra 13 til 33. Desuden til administrationen af lønningsloven af 1919. Han deltog i den 1919 nedsatte store skolekommissions arbejde. Han trådte tilbage i 1927 af helbredshensyn.

1926 skrev han en bog om grammatikeren og fonetikeren Jens Pedersen Høysgaard. Særlig betydning for skolen havde hans retskrivningsvejledning i Retskrivningsordbogen, udgivet af undervisningsministeriets retskrivningsudvalg som B. var formand for 1920–30. 

Bertelsen'ernes gravsted på Vestre Kirkegård. Henrik blev 20.12.1902 gift med mag. art., senere lærer ved Statens lærerhøjskole og Zahles faglærerinde-kursus Sophia Yhlen Olsen, født 24.10.1876 i Philadelphia, USA. Gravstedet ligger på den særlige Afdeling H i halvcirklen bag Nordre Kapel som blev indrettet som mønsterkirkegård. Bl.a. skulle alle gravsten være fremstillet af Nexø sandsten, de måtte ikke rage op over hækken samt skulle have udsmykning af kunstnere eller arkitekter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hans Dragehjelm (1875-1948) - Sandkassens Opfinder. (Efterskrift til Politivennen)

Hans Dragehjelm: Leg - Arbejde - Børnelegepladser

Legen virker ikke blot adspredende, men tillige opdragende paa Barnet! Alle sjælelige Kræfter kommer i Brug, ikke mindst Fantasien. Den er Barnets Ledestjerne i Lege-Landet. De Indtryk, som Barnet faar fra sine Omgivelser, fra Legen og Legetøjet, arbejder det med paa sin Vis. Indtryk knytter sig til Indtryk; Barnet skaber herved sin egen Verden, hvor det føler sig som uindskrænket Hersker, fordi denne Verden er et værk af dets egen Fantasi. Der lægges herigennem den første Grund til den lille Barnepersonligheds Udvikling. Digteren og Folkeopdrageren Jean Pauls Ord lyder lige saa advarende som sundt naar han udbryder: "I Forældre, rør ikke ved Støvet paa Eders Børns Sommerfuglevinger". Med denne Digterens manende Røst i Minde maatte mangen voksen ofte have Grund til at ihukomme sine Misgreb overfor Barnet, naar Barneværelset ved Fødselsdage og Julefester forvandles til en Legetøjsbutik, hvor gode og velmente Gaverne end maatte være. I denne Butik fandt vel mangt et Barn sit Ønske opfyldt, men heller ikke mere. Thi Legetøjet bød det ikke nye Felter for ny Virksomhed, naar det modtages fikst og færdigt. Det blev et Ønskes Opfyldelse uden nogen varig Tilfredsstillelse.

Byd som Modsætning hertil det Legetøj, der hedder Sand! Børn lige fra 2-8 Aars Alderen elsker at rode i Sand, at bygge, grave og forme Figurer. De lader al deres Opfindsomhed raade deres arbejdende Fantasi finder Næring, og deres legemlige Kræfter kommer i Brug. Sand - den største Pædagog, siger et Visdomsord i Folkemunde i Tyskland.

Sandet gaar Børnene øjeblikkelig i Lag med, hvor de finder det - paa Strandbredden eller hos Brolæggeren paa Gaden. Grus, Jord, Bark er lignende Legematerialier, ja, endogsaa Grøftens Mudder-Masse eller Rendestenens Pladder kan friste de virksomme Barnehænder og lægge Barnets frodige Fantasi. Det var ved Rendestenen, Præsten traf Barnet i Færd med at forme sin Figur. Hvad laver du dér, spurgte han Barnet, - en Kirke, var Svaret. - Skal du saa ikke ogsaa have en Præst? . - Nej, jeg har ikke Skidt nok, lød Svaret.

Som det gaar med Barnets Trang til at grave og forme, kort sagt arbejde med sine egne barnlige Formaal for Øje, saaledes gaar det ogsaa med dets Trang til anden Bevægelse, til at kravle og klatre, vippe og gynge. Børn er mange Husværters Skræk, fordi Ejendommens Inventar i Form af Porte, Døre, Laager, Stakit, Skur osv. ikke kan være i Fred for Børnene; under deres  Tumlen og Leg laver de Spektakler med disse Ting, snart hist snart her.

Dybest set er det ganske uretfærdigt at skænde paa Børnene for dette Hærværk. Var der i Husets Nærhed eller, endnu bedre, paa selve Ejendommens Grund, en Legeplads for Børnene er der ingen Tvivl om, at de ogsaa nok lod Ejendommen i Fred.

Leg er lige saa nødvendig for Børn som Mad og Drikke. Leg - navnlig i det fri - er Udløsning af det mægtige Fond af Arbejdsevner og Energi, som ethvert sundt og normalt Barn sidder inde med.

Uden videre at ville lægge Beslag paa denne Arbejdskraft og omsætte den i "fornuftigt" Arbejde, helt og holdent, gaar ikke an. En og anden Skumler kan maaske ikke se rettere, end at det er baade Synd og Skam, at der skal gaa saa megen Energi til Spilde til unyttig Leg. For hans Betragtning vilde maaske det selverhvervede Barn være en ret tiltalende Tanke. Man vil maaske i denne Forbindelse uvilkaarligt tænke paa de moderne amerikanske Børne-FilmsskuespilIere, der siges at lønnes med Beløb langt over Ministergager. Men heldigvis behøver man ikke at gaa til saadanne Betragtninger for at kunne indføje Arbejdet som et naturligt Led i Barnepersonens Tilværelse.

Ret beset er Leg intet mindre end et saa fornuftigt Arbejde og er saare nyttigt. Har den moderne Samfundsbetragtning gjort Arbejdet til Menneskets Adelsmærke "Arbejde adler" lyder jo en vidtforgrenet, landskendt Forenings Samlingsmærke - saa kan Børnenes Leg siges at passe fortrinligt ind i Udviklingen. Intet er Børn kærere end Arbejde og Syssel - paa deres Maade naturligvis. De vil ogsaa gerne kende "Slidet". I et gammelt Ord fandt Menneskets oprindelige Vilkaar sit klassiske Udtryk, naar det hedder: "I dit Ansigts Sved skal du æde sit Brød". Paa tilsvarende Vis har Menneskenes Børn Attraa efter Arbejdets Møje og vil gerne mærke at de bliver sultne, tørstige, varme og trætte deraf.

At den fri Leg virker adspredende og fornyende paa akkurat samme Maade som vel tilrettelagt Arbejde, skyldes Slægtskab mellem begge. Man ranker sig derved. For Barnet ligger udbredt en Verden af Foretagsomhed, af Øvelser og smaa Forsøg. Det er dets Arbejde mark paa samme Maade, som den voksne har sin Forretning eller sit Hverv. Lediggang er i Virkeligheden et Kunstprodukt, avlet under en misforstaaet Indgriben udefra i Opdragelsen.

At lade Barnet regere i sin egen, lille Verden og følge Naturens Love, bliver derfor for den opmærksomme Iagttager den Leveregel, der straks melder sig lige saa selvfølgeligt som naturligt.

Som Emil Aarestrup siger det i sit Digt:

O Børn. I støjende, som gør mig Huset
Med al sin Sneverhed saa bredt og stort!
Hvor ofte har mig eders Leg beruset
og til et Barn igen lyksalig gjort!

Naar var jeg klogere, naar var jeg bedre,
end I med eders fagre Uskykisstand;
og kom jeg videre end mine Fædre
i dette Skyggernes og Tvivlens Land!

Leg eders Legi I kan som jeg behøve
en Tumleplads for eders Luner smaa.
Det samme Børneværk vi alle øve;
vi støje, larme, sukke og forgaa.

Børn skal have et Sted, som er deres eget Rige, hvor ingen Voksen blander sig i hver en Smaating, som de foretager sig, Skolen lægger daglig sit rigelige Beslag paa det opvoksende Barn, saa snart det naar lidt frem i Aarene; Hjemmet kræver maaske ogsaa lidt bundet Arbejde - en lille Broder eller Søster skal passes, der skal løbes Ærinder for Mor - og det er ingenlunde de ringeste Hjem, som saaledes forstaar at lede det halvvoksne Barns Vilje og Evne i Retning af direkte og nyttigt Arbejde.

Men Barnet har sin daglige Ret til at færdes i sit eget Rige, selv om det kun sker for et Par Timer, hvor det kan udfolde sig efter sin Natur og Lyst. Har Barnet Lejlighed til at finde denne Tilfredsstillelse sammen med Kammerater paa en Legeplads med Sandkasse og med gode, solide Legeredskaber, er her en ypperlig, ja den bedste Forskole for Livet.

Thi det Barn, der har Lejlighed til at lege, og som lige fra lille lærer Virksomheden, den frivillige Virksomheds Velsignelse at kende, at føle Arbejdet, det forholdsvis tunge og trælsomme Slid senere i Livet, ikke som en Byrde, men som en Opgave, der ligger for, og som man derfor trøstig giver sig i Lag med som om det hele var en Leg! Et Barn derimod, som lige fra lille kun kender dels Arbejdets Tvang, dels Uvirksomhedens sløvende Indflydelse, vil let engang komme til at tilhøre de kroniske Lediggængeres samfundsødelæggende Hær.

Der er en æggende og stor Sandhed i den amerikanske Legepladsforkæmper Joseph Leos Ord: "Drengen uden Legeplads er Fader til Manden uden Arbejde."

Vort Indenrigsministerium har gennem Cirkulærer søgt at interessere By- og Sognekommunerne for Iværksættelsen af de i Virkeligheden let overkommelig og lidet bekostelige Foranstaltninger, der kræves til Indretning af offentlige Børnelegepladser. Rundt om i Provins som Hovedstad staar der nu en Række Pladser, - disse Barnlighedens Monumenter, der vidner om Børnelegepladsernes Fremtrængen, og flere Pladser vil komme til. I Byplanloven af 18. April 1925 er der udtrykt, at der i Byerne bør søges tilvejebragt Mulighed for Anlæg af hensigtsmæssigt beliggende og velindrettede Børnelegepladser.

Ved Møder i Købstadforeningen og i Organisationen for de bymæssige Landkommuner og i mange tilsvarende Kredse og Organisationer har Børnelegepladserne være til Forhandling. Provinserne har jo Fortrinet m. H. t Arealerne. Her kan Legepladserne gennemføres i Tide og uden særlige Bekostninger, forinden Byerne vokser sig for tætte og store. Skal samfundsmæssig Børneforsorg betyde noget i Børnenes daglige Liv, er Legepladserne en Nødvendighed.

H. Dragehjelm.

(Social-Demokraten, 5. september 1927).

Andre længere artikler om emnet stod i Social-Demokraten for Randers og Omegn, 23. juni 1928, Nationaltidende 6. maj 1930, Demokraten (Århus), 13. juli 1930, Social-Demokraten, 6. juli 1935, 2. udgave og Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing) 11. juli 1935, Nationaltidende, 15. maj 1944. Om andre emner skrev han en artikelserie til Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 20. december 1928, 29. december 1928, 7. januar 1929, 26. februar 1929 om "Østerland".

Legepladsen i Rosenborg Have. Social-Demokraten 22. august 1913. Legepladsen lå i en tidligere frugthave på hjørnet af Sølvgade og Kronprinsessgade. Fotoet er taget få dage efter opstillingen af legeredskaber, balancebræt, vippe osv. Tilsyneladende inspireret af Hans Dragehjelms ideer. 

I anledning af legepladsens 5 års jubilæum udkom nedenstående artikel:

Christianshavn Legeplads

Institutionen fejrer paa Tirsdag sit 5 Aars jubilæum

Paa Tirsdag er der gaaet 5 Aar, siden Christianshavns Legeplads paa Elefantbastionen indviedes.

Initiativet til Legepladsens Oprettelse skyldes Kommunelærer Hans Dragehjelm. Han rejste Sagen i Januar 1908, og et halvt Aar senere var Legepladsen altsaa indrettet. Det gik dog ikke saa let. De fleste stillede sig skeptisk, ikke overfor Ideen, men overfor Muligheden af at kunne realisere den. Christianshavns Vold var i tidligere Tid i høj Grad Sommertilflugtssted for Byens løseste Eksistenser, en Lersø, et Hotel Græsmejer for det christianshavnske Ros. Man spaaede, at hvad der blev rejst i Dag, vilde være revet ned i Morgen.

Hr. Dragehjelm lod sig imidlertid ikke afskrække. Han fik udmærket Støtte hos Politiassistent Hald og afdøde Fru Kaptajn Jürs, de nødvendige Pengemidler tilvejebragtes, Pladsen blev gjort i i Stand med Indhegning, Grusgrav, Vipper og andre Legeredskaber. Og Krigsministeriet gav den fornødne Tilladelse til at disponere over et passende Areal.

Den 15. Juli 1908 blev Legepladsen indviet, og det viste sig hurtigt, at den Ængstelse, man havde næret for Hærværk, var ugrundet. Politiet var parat til at tage Pladsen under sin særlige Beskyttelse, men dets Indgriben har aldrig været nødvendig, alt er gaaet med Fredelighed og i bedste Orden.

Legepladsen er blevet i højeste Grad paaskønnet. Børnene strømmede straks til den og har siden været dens trolige Gæster. En Optælling, der foretoges for et Par Aar siden, gav til Resultat, at Pladsen modtog over 100,000 Børnebesøg pr. Aar.

En Tid bestredes Udgifterne ved private Sammenskud. Siden 18. April 1911 har Foretagendet sorteret under særlig Forening, der har 300 Medlemmer og stadig omfattes med den største Interesse af Christianshavns Borgere.

Ogsaa Legepladsen er en Prioritet i den gamle Vold, som man bør respektere.

Pp.

(Riget. Illustreret Dagblad (København), 13. juli 1913).

Hans Dragehjelm arbejdede på Værneskolen på Maria Kirkeplads på Vesterbro. Herom følgende artikel:

Værneskolen paa Maria Kirkeplads.

Børnene leger ved Sandkassen.

Københavns Kommuneskole er i stadig Udvikling, og af de sidste Forbedringer er utvivlsomt den nye Værneskole paa Maria Kirkeplads en af de bedste. Tidligere var der rundt i byens Skoler Klasser for de svagest begavede Børn, som ikke kunde følge med ved den almindelige Undervisning En Del af disse Klasser er nu samlede i Skolen paa Maria Kirkeplads. Skolen begyndte i April Maaned

En Del af de svagest begavede Børn er det vanskeligt at lade sidde paa Skolebænk i 5 -6 Timer. Derfor lagges der Vægt paa at beskæftige dem i fri Luft, og de laveste Klasser faar Lov til under en Lærers Vejledning at lege, arbejde med Sand o. I , for derigennem at lære at bruge deres Hænder og at forstaa en Besked.

Som et Led i denne Undervisning er der i Gaarden anlagt en Legeplads med en stor Sandkasse. Vort Billede viser en saadan Scene, hvor Børnene af Sandet har dannet et bakket Landskab. Der er dannet en lille Skov af Kviste, og en lille Bræddebro fører over en lille Sø. Børnene spaserer med deres Værktøj over Broen

For Tiden har Skolen ca. 350 Elever.

(Bornholms Social-Demokrat, 6. oktober 1913)

Bygningen bag kirken var opført 1877 for den private Hauchs Latin- og Realskole, grundlagt af Adam Gottlob Øhlenschläger Hauch i 1872. Skolen blev nedlagt i 1890, hvorefter Københavns Kommune overtog bygningen i 1899. Bygningen blev ledig efter at kommunale mellem- og realklasser flyttede til Forchhammersvej. 

Fra 1900 havde Københavns Kommune oprettet værneklasser på skoler. Skolen blev også indrettet til tunghøre skolebørn. I 1916 begyndte 3 klasser svagthørende børn. Den fortsatte på Rysensteensgades Skole. Skolen havde en filial med 200 elever på Fælledvej 12. Børnene kom hovedsagelig fra små, fattige hjem, hvor de trængte til mad som i starten  blev lavet af et nærliggende afholdshjem. Tilsammen havde de to skoler omkring 700 elever. Skolen blev  nedlagt i 1982 og eleverne overført til Engskolen.

Foto af Hans Dragehjelm, Roskilde Avis, 3. juli 1935. Hans Dragehjelm var gift med en kommunelærerinde som omkom ved en ulykke i august 1916, kun 31 år gammel efter et 3 uger langt lidelsesforløb efter at være blevet kørt over at en sporvogn på hjørnet af Jagtvej og Tagensvej. Hendes hånd blev revet af, og benet måtte amputeres..

Foto af Hans Dragehjelm i Social-Demokraten 16. februar 1945 i anledning af hans 70 års fødselsdag.

Hans Chr. Dragehjelm (1875-1948):

”Et frirum for en barndom i leg og læring. Det var ideen bag sandkassen, som kom til Danmark fra Berlin og London for knap 100 år siden. Det var timelærer på Christianshavns Vold, Hans Dragehjelm, der øjnede sandkassens potentiale. I 1907 blev en bunke sand anbragt midt i Rådhushaven i København. Året efter blev den fjernet igen, men på initiativ af Dragehjelm åbnede den første sandkasselegeplads i 1908 på Christianshavns Vold. Fortalere så sandkassen som et civiliseret alternativ til bybørnenes leg i rendesten og grusbunker. Som Hans Dragehjelm skriver i 1913: ”Paa Gaden gror de vilde Skud i Barneverdenen, og her vil alle Dage findes slette Elementer, Børnene bør vogtes imod.” Oprindelig var sandkassen rettet mod skolens elever, men da sandkasserne dukkede op på byens legepladser, blev den et småbørnsrum. Ideen om sandkassen blev båret frem af en nostalgisk drøm om at give et stykke natur tilbage til byens børn. I sandkassen blev bybørnenes leg lagt ind i hygiejniske og pædagogiske rammer. Og de fik særlige sandkassedragter på for ikke at smudse bytøjet til. Sandkassedragten blev senere videreudviklet til nutidens børnetøj: fl yverdragten. I modsætning til datidens dyre legetøj, der mere var til pynt end til brug, kunne børnene boltre sig i sandkassen: ”Her møder Barnet ikke den evindelige Retten paa sig, som er saa almindelig fra de Voksnes side.” Inden Dragehjelms død i 1948 var sandkassen blevet en institution – og så selvfølgelig at Dragehjelms arbejde er gledet over i ubemærkethed. Kilder: Ning de Coninck Smith: ’Legepladser og byudvikling i København 1830-1930’ ”

Sandkassen i Rådhushaven, Riget 29. maj 1913.

Dødsfald

Børnesags-Pionæren og Digteren, fhv. Kommunelærer Hans Dragehjelm

En Idealist og særpræget Personlighed, den gamle Nykøbingenser, fhv. Kommunelærer Hans DragehjeIm, København, er afgaaet ved Døden, 73 Aar gammel. 

Hans Dragehjelm var født paa Møllersvej i Nykøbing, Søn af forlængst afdøde Garver Christensen mange Aar havde han sin Gierning ved Københavns Kommunes Skolevæsen, en Gerning, han gik op i helt og fuldt som den fremragende Pædagog og store Børneven han var.

Man har kaldt Hans Dragehjelm for Sandkassens Opfinder, og der er noget om det. Han har nemlig i en Menneskealder i Skrift, Tale og Gerning arbejdet med Problemet Børnenes Leg. Han slog paa et meget tidligt Tidspunkt til Lyd for Indretning af Legepladser for smaa Københavnerbørn, og han har en meget stor Andel i, at der næppe findes et Anlæg eller en Park i nogen større dansk By, uden at der er tilknyttet en Legeplads 

Dragehjelm skrev i sin Tid en Pjece om "Barnets Arbejde i Sand", og det var denne, der gav Anledning til, at den af alle Børn saa højt elskede Sandkasse blev et uundværligt Led af enhver Legeplads. Dragehjelm arbejdede utrætteligt og uselvisk for denne Sag, foretog talrige Studierejser i Udlandet for at hente nye Ideer og Impulser, og efterhaanden slog Ideen virkelig an herhjemme. Paa hans Initiativ, og med ham som Raadgiver oprettedes i Aarenes Løb talrige offentlige Legepladser for Børn, baade i Hovedstaden og mange andre Steder i Landet. Hans Dragehjelm har skrevet en lang Række pædagogiske Afhandlinger og Vejledninger om sin Kongstanke - ogsaa i udenlandske Tidsskrifter, og for sin Indsats modtog han i sin Tid Ridderkorset.

Men Hans Dragehjelms Forfatterskab indskrænkede sig ikke til pædagogiske Problemer. Han havde sin Debut som Digter i Lolland-Falsters Stifts-Tidende den 9. Maj 1896 med et Digt "Ved Birket Sø", beskedent signeret "En Student". Gennem Aarene har han skrevet mange andre Ting til sit Barndoms Blad, baade Poesi og Prosa.

Et karakteristisk Træk for Dragehjelm var hans store Kærlighed til sin Fødeø. Hver eneste Sommer fandt man ham ved Marielyst, og der gik næppe en Sommer, hvor han ikke gav sin Glæde over Gensynet med Falster Udtryk i smukke Vers.

Hans Dragehjelm efterlader sig Hustru, men ingen Børn.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 9. april 1948).

Det omtalte digt stod ganske rigtigt i Lolland-Falsters Stifts-Tidende:

Ved Birket Sø den 8de Maj 1896.

Sol, o Sol, kast dine Straaler
Ned i gylden Farveglans
Over Birketsøens Vover
Over Søens grønne Krans!

Luft, o Luft, mens skjønt Du blaaner,
Tryk saa Søen til dit Bryst;
Men, o naar, ja naar Du graaner,
Slip dit Tag, forlad dens Kyst!

Fugl, o Fugl, paa dine Vinger
Flyv hen over Søens Spejl,
Ja, mens opad Du Dig svinger,
Styr din Kurs for fulde Sejl!

Sø, o Sø, ved dine Bredder
Yd et Tempel, et Asyl
For Enhver, hvad han end hedder,
Der vil undfly Larm og Hyl!

En Student

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 9. maj 1896).

Kommunelærer, Cand phil Hans Dragehjelm og Frederikke Dragehjelm. Gravsten på Vestre Kirkegårds lapidarium. Stenen blev fundet tilfældigt på Sydhavnstippen og bragt tilbage, dog ikke på det for længst nedlagte gravsted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jens Orten Bøving Petersen (1864-1937). (Efterskrift til Politivennen)

Jens Orten Bøving-Petersen, 24.6.1864-24.4.1937, forfatter. 1890 mag. scient. i zoologi. I Brasilien som bestyrer af den biologiske afdeling af en landbrugsstation (1891-93). Efter hjemkomsten underviste han på forskellige københavnske skoler og tog 1931 sin afsked som lektor ved Skt. Jørgens gymnasium. Hans pædagogiske virksomhed satte sig bl. a. spor i udarbejdelsen af forskellige lærebøger for gymnasiet. Medlem af hovedbestyrelsen for Danmarks naturfredningsforening fra 1921 til sin død.

Værker: 1899-1903 udgav ha Vor Klodes Dyr I-III (sammen med Waldemar Dreyer), A.E. Brehms'Dyrenes Liv I-III i "Frem", 1907 og Universels Undere, 1913-15. Skabelse og Udvikling, 1897, Havets Erobring. 1910, Vor Klodes Saga, 1912, Dybhavsforskning, 1923 og Svundne Fortidsverdener og deres Fabeldyr, 1927. Aaret i Danmark, 1918 og i en del naturhistoriske eventyr i "Børnenes Juleroser".

Foraar og Mennesker

Om vi Mennesker tænker derover, rummer Spiring og Løvspring dybsindig Visdom bag det gryende Foraars glade Smil. Men det gælder, at vi maa have Foraaret i vort Sind. En Samtale med Forfatteren til "Aaret i Danmark", Lektor J. O. Bøving- Petersen.

Videnskabsmanden J. O. Bøving Petersen har stadig staaet i Kamp med Digteren J. O. Bøving-Petersen. Han hører til den Aargang, som kendetegnes af Navne som Johs. Jørgensen, Stuckenberg, Sophus Claussen, men fulgte i Modsætning til disse Videnskaben. Dog ofrede han for nogle Aar siden til sin gamle, aldrig glemte Kærlighed og skrev en Bog "Aaret i Danmark". Videnskabsmanden og Digteren er her gaaet op i en højere Enhed. Bøving-Petersen skildrer her Danmarks Natur i Aarets Maaneder, som Digteren føler den og Videnskabsmanden ser den, og det blev en Bog, om har bragt Glæde og Udbytte til mange.

- Den er mit Hjertebarn, siger Bøving-Petersen, da jeg opsøger ham i hans Studereværelse. Det er i en Fjerdesal paa Gammel Kongevej. Fra sin Plads ved det gamle Skrivechatol har han Udsigt over Tagene - en fredelig Piovinsidyl, og fra Vinduerne kan ses Villahaverne, hvor det spirer i Foraarssolen.

- Er det Foraaret udenom os - i Naturen, De vil have, jeg skal fortælle om, saa maa jeg have Lov at henvise til min Bog, dog helst saaledes, at den tages i smaa Portioner ad Gangen. - Var det Foraaret og Mennesker? Ja ...

Bøving-Petersens Blik glider fra Bogreolerne - det er dem, der præger Værelset - til en stor David-Statue, en Gave fra hans Hustru paa 50 Aars Fødselsdagen, og videre til de mange Stykker italiensk Skulptur, Renæssance-Skulptur, som findes i Stuen.

- De er mig et Surrogat for Troperne. Jeg har været flere Aar i Brasilien, fortsætter saa Bøving-Petersen. Den, der har levet nogle Aar i Troperne, ved maaske bedst, hvad vort nordiske Foraar betyder for Sindet. Man priser - paa Afstand - Tropernes "evige Sommer", og den er vidunderlig. Men alligevel ... er man derude, kommer der en Time, før eller senere, da man sløves og trættes af disse hede, solmættede Dage, der følger hinanden, ens som Perler paa en Snor. I en saadan Stund kan Hjemvé og Mismod pludselig komme overvældende, knugende tungt - indtil man faar det rystet af sig.

Hvor mange Ærgrelser vort hjemlige Klima end bereder os, maa vi alligevel være glade for Aarstidernes Vekslen. Hvilken af dem man saa vil foretrække, bliver den enkeltes Sag. Jeg for min Part vilde nødig undvære nogen, selv om jeg mangen en raakold Blæst- og Regnvejrsdag ønsker mig langt borte - og paa Trods af al Logik, netop ud til den "evige Sommer".

For de fleste af os, hvis vi da ikke er særlig inkarnerede Sne- og Issportsmennesker, vil Foraar og Sommer være de rivaliserende Favoriter. Men hvem af dem. der saa skal gaa af med Sejren - ja, det er det samme ældgamle Spørgsmaal om størst Lykke, som J. P. Jacobsen symboliserede i Dialogen mellem de to Pager: den Gule, som lever i Forventningens lyse Haab, og den Blaa, som har opnaaet Glæden.

Kalder vi den gule Page Foraaret og den blaa Sommeren, maa jeg for mit Vedkommende foretrække den gule - men jeg vil unægtelig have den blaa med.

Den Fornyelse og Foryngelse i Naturen, som vi nu kan følge - selv om det for de fleste Københavneres Vedkommende til daglig kun bliver i Byens Parket og Villahaver - , virker uvilkaarlig fornyende og opstemmende paa os selv Mangt et vinterknækket Haab retter sig ved at se, hvorledes de nye Livsspirer bryder op gennem den kolde Jord og det visne Løv. Og den, der nøje følger blot en enkelt Busks eller et Træs Knopbrud og ser, hvor viseligt, som man sagde i gamle Dage, Naturen har "indrettet" Løvspringet, han kan, om han tænker derover, vel ogsaa selv tage Lære af et og andet.

Enten vi nu kalder det Naturens Visdom eller moderne Tilpasning, er det lærerigt at se, hvor forsynlig en Moder Naturen er, naar det gælder Fremtidsslægtens Tarv. Tag en Knop. Yderst staar de brune, tørre Korkskel, Vinterens eneste, fattigt klædte, men haardføre blade. Naar Vaaren kommer, og de begynder at strække sig mod Solen, er deres Liv snart til Ende. Indenfor er det lille Skud, der om en Maanedstid vil udfolde sine grønne Silkefaner til Vaarens og Sommerens Pris mens de brune Skel upaaagtet drysser til Jorden - miskendte, skønt det var dem, der vandt Sejren. Endnu hviler trygt de unge Blade paa deres Leje, omhyggeligt sammenfoldede, bøjede og rullede om hinanden og om den spæde Stængelspids, saa praktisk, at de tager mindst Plads og finder bedst Beskyttelse. Ofte er Lejet polstret med bløde lune Haar, der udfylder alle Mellemrum og hjælper til at værne Kælebørnene mod Kulde og Udtørring. Jo, det er let at se, at Moder Natur har gjort sig ganske særlig Flid for at gøre netop deres Indtræden i Livet saa blid og farefri som vel muligt.

Saa megen Filosofi rummer en saftspændt Knop, der, glimrende i Foraarsregnens Draaber, strækker sig ud mod Solen. Den fortæller os ogsaa, at det, der synes nyt, allerede længe har været forberedt i det skjulte. Ogsaa Urternes Spiring og Løvspring rummer dybsindig Visdom bag det gryende Foraarsglade Smil. Se, hvorledes deres ungdommelige Skud, uden at trættes og omsider sejrende, løfter og gennembryder Skovbundens og Parkernes tykke Lag af døde Blade. Er disse grønne Spirer, der bærer de visne Lig paa deres Skuldre og skyder dem til Side, ikke selv det skønneste Symbol paa Livets Sejr over Døden - Fremtidens over Fortiden.

Helge Rode har udtrykt det saa smukt i et Digt:

De slanke Træers smidigt blanke Arme 
er strakt i Haab op mod den fine Sky.
Der gaar en Strøm af Livets Kraft og Varme
fra Rod til Top. En 9trøra af Gro og Gry. 

- - -

Nu presses Knoppen frem, fuldspændt af Saft
-  vor Sommer pakket tæt i bitte Kurve -

Men selv om man ikke filosoferer saa dybt over Foraarsfænomenerne, paavirker de uvilkaarlig Sindet og skaber en vis festlig Følelse, en fornyet "Vilje til Livet", stærkere end paa nogen anden Aarstid. Blot Synet af den første skinnende Følfod paa Grøftekanten eller af Træernes beskedne Rakler fremkalder en Gensynsglæde og en Forventning, der betyder mere for Sindet end de pragtfuldeste eksotiske Drivhusblomster. De første Humlers Brummen, Myggenes Sang over Kærene og de vaagnende Frøers Kvækken - altsammen saa fortrolige Lyde, men dog hvert Aar, takket være Vinterens lange stille Mellemakt, ny og stemningsvækkende hele Livet igennem.

Ja, Stemning er maaske netop det Ord, som bedst karakteriserer Foraarets Indvirkning paa et blot nogenlunde modtageligt Sind. Især naturligvis i de unge Dage, da vi alle er mest umiddelbart følsomme. Hvor mindes jeg endnu Stemningen over Studenteraarenes Foraarsdage - long, long ago - , da jeg sammen med en Ven, ofte Johannes Jørgensen, undertiden med Stuckenberg og Frue i Følge tog ud til Ordrup Mose, som den Gang var en rigtig Mose, til Lyngby, Frederiksdal eller blot til Damhussøen, som laa midt ude i Landet ...

Naar vi forventningsfulde og med alle Sanser opladte travede af Sted med vore Botaniserkasser, Kætsere og Glas og vor beskedne Lommemad og en Krone til en Øl og Kaffe med Wienerbrød - ja, da følte vi os lykkeligere end mangen en, der nu farer forbi det altsammen i en støvende Bil for at dejeunere paa et mondænt Kysthotel og saa køre hjem igen.

Vi havde Foraaret i vort Sind og dermed er vel egentlig alt sagt.

Wolmer

(København 25. april 1924).

Til en elsket Lærer.

Lektor I. O. Bøving-Petersen.

Naar man tænker tilbage paa sin Skoletid, dukker der mange højst ubehagelige Minder frem. Det er ikke alene Minder om besværlige Lektier og Straf og Tvang, det er især Minder om disse Lærere, der tog alting højtideligt, og som det ikke var muligt at presse et menneskeligt Smil ud af. Det var de Pædagoger, som i dybeste Alvor, uden Skygge af Lune, rasede over en glemt Bog eller et glemt Pensum, som foreholdt En det sørgelige i en Blækklat eller en Uopmærksomhed. Det var disse Lærere, som man rødmede for, naar man mødte dem paa Gaden, og om hvem man ikke tænkte sig den Mulighed, at de levede et privat, naturligt Menneskeliv, naar de havde forladt Skolen. Disse Lærere mindes man i sin høje Alder endnu med lidt Skræk i Blodet, og man vil aldrig glemme dem deres Højtidelighed. Ak, de skulde vide, hvor meget mindre Alvor der skal til. for at sætte sig i Respekt hos Børn.

Saa var der en anden Type. Det var den Lærer, som Børnene straks kunde lide. Ikke fordi han var mindre streng eller kun gav gode Karakterer. Men fordi de altid aarvaagne unge Mennesker straks kunde se, at det var en ganske almindelig Mand. som ikke spiste Spanskrør til Middag og drak Blæk til. Selv om han til Tider kunde være urimelig, nervøs og uretfærdig, tilgav maa ham let, thi der lurede et privat Smil i hans Øjne, og de altid kloge, unge Psykologer var ikke længe om at opdage, at han nok kunde skælde ud over Uopmærksomhed og Dovenskab, men han glemte ikke igen, naar han forlod Skolen og sad ikke hjemme og rugede over Hævn og Ondskab. Og man kunde behandle ham som en Kammerat, naar han var i godt Humør.

Jeg tror, at alle de gamle Drenge, som i Skolen har læst med lektor I. O. Bøving-Petersen, endnu elsker den gamle Lærer. Thi Bøving-Petersen var i Sandhed en "elsket Lærer". Ham kunde man lide straks. Der var ingen Vrøvl med ham, og hvis man gjorde sig umulig og blev skældt ud, var man klar over, at det ikke var Læreren, der var umulig, men at man selv var et Fjols, der ødelagde de behagelige Timer i Zoologi og Botanik.

Skønt det er 30 Aar siden, jeg læste med Bøving-Petersen, husker jeg hans Timer med Glæde. Og hvad jeg ved om Dyr og Blomster sætter jeg altid i Forbindelse med dat, jeg lærte i disse Timer. Det spillede vist ikke nogen videre Rolle med Lektierne. Men vi lærte at se paa et Skelet eller en Blomst. Vi lærte at undre os over Biller og Skarnbasser og deres interessante Liv. Vi var Naturhistorikere og Biologer, naar vi drog paa Blomsterjagt i botanisk Have eller ind i Skabene i Skotens naturhistoriske Samling. Timerne var altid nye og altid interessante.

Vi har hørt, at I. O. Bøving-Petersen er en Kunstner i sit Fag, en Artist som naturhistorisk Forlatter. Vi gamle Elever kan bevidne, at han ogsaa var en Kunstner som Lærer. Han forstod at give Dagen Slid Fane og han forstod at faa sine Elever til at elske den Kunst, han udøvede.

Og derfor hylder alle gamle Elever ham paa hans Hædersdag.

En gammel Elev
(fra "Lyceum".)'

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 24. juni 1924).

I midten af 1924 var han på tale som afløser for direktør Dreyer i Zoologisk Have, men alderen talte imod, idet direktører her normalt sad i 15 år, og at Bøving-Petersen på det tidspunkt allerede var 60 år. Han trak sig i forløbet.

I oktober 1924 havde maleren Agnes Slott-Møller drøftet indhugning af et relief i klintevæggen der skråner ud over første afsats foran den gamle kirke i Højerup for biskop Absalon og hans kamp mod venderne. Nærmere bestemt ved Højerup i en gammel kridthal med to sider glat afsavede klintevægge i et gammelt stenskær. Projektet blev dog ikke til noget:

Vi agter at gøre, hvad vi finder rettest.

Storehedinge Borgmester siger et borgerligt Ord angaaende Absalonstatuen.

I Køgebladene skriver Borgmester J. P. Jensen-Stevns fra Storehedinge, at Naturfredningsforeningen samt alle, der opponerer imod, at der bliver indhugget et Relief af Absalons Kamp mod Venderne, er paa helt galt Spor. hvis de tror det vil skæmme Klinten. Billedet skal hugges i et gammelt Stenbrud, der vel vender ud mod Vandet, men som benyttes til Mødeplads, og hvor der i Forvejen findes Mindesmærker over andre berømte Mænd.

Borgmesteren, der særlig gaar haardt frem mod Lektor Bøving-Petersen, der protesterer paa Geologernes Vegne. Naar Lektoren, hedder det bl.a., og hans Geologer har det meste af to Mil Klint at betragte, bør de forsone sig med Tanken om, at andre muligvis disponerer over et Stykke saa stort som en Salsvæg paa den Maade, som passer dem, navnlig i Betragtning af, at den Væg er deres egen. Hr. Bøving-Petersen truer med at ville bringe Loven om Naturfredning til Anvendelse, og det meddeles udtrykkelig, at han er Medlem af Fredningsnævnets Forretningsudvalg. Han burde snarest fjernes derfra, naar han kan indbilde sig, at Loven er anvendelig paa en afsavet Kridtvæg i et gammelt Stenskær. Hr. Bøving-Petersen falder over Fru Slott-Møller, som er frejdig nok til at forsvare sit Forehavende. "Fruen nægter sig ikke noget". Fru Slott-Møller har intet Forehavende, hun er af Bestyrelsen for en privat Forening blevet raadspurgt om, hvorvidt en bestemt Tanke er kunstnerisk og økonomisk gennemførlig, og hun vil foriiaabentlig meddele sit Skøn ganske uanfægtet af Hr. Bøving-Petersens ukaldede Indblanding.

Hovedstadspressens Udtalelser om denne Sag har selvfølgelig vakt en Del Forundring paa Stevns, fordi det hele forekom os saa misforstaaet og overdrevet. Vi tillægger dem ingen som helst Betydning for vort eget Vedkommende, og vi agter ganske uden Hensyn til dem at gøre, som vi tinder rettets i denne lille Sag, som vedrører vor Hjemstavn.

(Roskilde Dagblad 25. oktober 1924)

Kunstakademiets direktør professor Anton Rosen var også imod kunstværket. 

Bøving-Petersens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.