Hans Dragehjelm (1875-1948) - Sandkassens Opfinder. (Efterskrift til Politivennen)

Hans Dragehjelm: Leg - Arbejde - Børnelegepladser

Legen virker ikke blot adspredende, men tillige opdragende paa Barnet! Alle sjælelige Kræfter kommer i Brug, ikke mindst Fantasien. Den er Barnets Ledestjerne i Lege-Landet. De Indtryk, som Barnet faar fra sine Omgivelser, fra Legen og Legetøjet, arbejder det med paa sin Vis. Indtryk knytter sig til Indtryk; Barnet skaber herved sin egen Verden, hvor det føler sig som uindskrænket Hersker, fordi denne Verden er et værk af dets egen Fantasi. Der lægges herigennem den første Grund til den lille Barnepersonligheds Udvikling. Digteren og Folkeopdrageren Jean Pauls Ord lyder lige saa advarende som sundt naar han udbryder: "I Forældre, rør ikke ved Støvet paa Eders Børns Sommerfuglevinger". Med denne Digterens manende Røst i Minde maatte mangen voksen ofte have Grund til at ihukomme sine Misgreb overfor Barnet, naar Barneværelset ved Fødselsdage og Julefester forvandles til en Legetøjsbutik, hvor gode og velmente Gaverne end maatte være. I denne Butik fandt vel mangt et Barn sit Ønske opfyldt, men heller ikke mere. Thi Legetøjet bød det ikke nye Felter for ny Virksomhed, naar det modtages fikst og færdigt. Det blev et Ønskes Opfyldelse uden nogen varig Tilfredsstillelse.

Byd som Modsætning hertil det Legetøj, der hedder Sand! Børn lige fra 2-8 Aars Alderen elsker at rode i Sand, at bygge, grave og forme Figurer. De lader al deres Opfindsomhed raade deres arbejdende Fantasi finder Næring, og deres legemlige Kræfter kommer i Brug. Sand - den største Pædagog, siger et Visdomsord i Folkemunde i Tyskland.

Sandet gaar Børnene øjeblikkelig i Lag med, hvor de finder det - paa Strandbredden eller hos Brolæggeren paa Gaden. Grus, Jord, Bark er lignende Legematerialier, ja, endogsaa Grøftens Mudder-Masse eller Rendestenens Pladder kan friste de virksomme Barnehænder og lægge Barnets frodige Fantasi. Det var ved Rendestenen, Præsten traf Barnet i Færd med at forme sin Figur. Hvad laver du dér, spurgte han Barnet, - en Kirke, var Svaret. - Skal du saa ikke ogsaa have en Præst? . - Nej, jeg har ikke Skidt nok, lød Svaret.

Som det gaar med Barnets Trang til at grave og forme, kort sagt arbejde med sine egne barnlige Formaal for Øje, saaledes gaar det ogsaa med dets Trang til anden Bevægelse, til at kravle og klatre, vippe og gynge. Børn er mange Husværters Skræk, fordi Ejendommens Inventar i Form af Porte, Døre, Laager, Stakit, Skur osv. ikke kan være i Fred for Børnene; under deres  Tumlen og Leg laver de Spektakler med disse Ting, snart hist snart her.

Dybest set er det ganske uretfærdigt at skænde paa Børnene for dette Hærværk. Var der i Husets Nærhed eller, endnu bedre, paa selve Ejendommens Grund, en Legeplads for Børnene er der ingen Tvivl om, at de ogsaa nok lod Ejendommen i Fred.

Leg er lige saa nødvendig for Børn som Mad og Drikke. Leg - navnlig i det fri - er Udløsning af det mægtige Fond af Arbejdsevner og Energi, som ethvert sundt og normalt Barn sidder inde med.

Uden videre at ville lægge Beslag paa denne Arbejdskraft og omsætte den i "fornuftigt" Arbejde, helt og holdent, gaar ikke an. En og anden Skumler kan maaske ikke se rettere, end at det er baade Synd og Skam, at der skal gaa saa megen Energi til Spilde til unyttig Leg. For hans Betragtning vilde maaske det selverhvervede Barn være en ret tiltalende Tanke. Man vil maaske i denne Forbindelse uvilkaarligt tænke paa de moderne amerikanske Børne-FilmsskuespilIere, der siges at lønnes med Beløb langt over Ministergager. Men heldigvis behøver man ikke at gaa til saadanne Betragtninger for at kunne indføje Arbejdet som et naturligt Led i Barnepersonens Tilværelse.

Ret beset er Leg intet mindre end et saa fornuftigt Arbejde og er saare nyttigt. Har den moderne Samfundsbetragtning gjort Arbejdet til Menneskets Adelsmærke "Arbejde adler" lyder jo en vidtforgrenet, landskendt Forenings Samlingsmærke - saa kan Børnenes Leg siges at passe fortrinligt ind i Udviklingen. Intet er Børn kærere end Arbejde og Syssel - paa deres Maade naturligvis. De vil ogsaa gerne kende "Slidet". I et gammelt Ord fandt Menneskets oprindelige Vilkaar sit klassiske Udtryk, naar det hedder: "I dit Ansigts Sved skal du æde sit Brød". Paa tilsvarende Vis har Menneskenes Børn Attraa efter Arbejdets Møje og vil gerne mærke at de bliver sultne, tørstige, varme og trætte deraf.

At den fri Leg virker adspredende og fornyende paa akkurat samme Maade som vel tilrettelagt Arbejde, skyldes Slægtskab mellem begge. Man ranker sig derved. For Barnet ligger udbredt en Verden af Foretagsomhed, af Øvelser og smaa Forsøg. Det er dets Arbejde mark paa samme Maade, som den voksne har sin Forretning eller sit Hverv. Lediggang er i Virkeligheden et Kunstprodukt, avlet under en misforstaaet Indgriben udefra i Opdragelsen.

At lade Barnet regere i sin egen, lille Verden og følge Naturens Love, bliver derfor for den opmærksomme Iagttager den Leveregel, der straks melder sig lige saa selvfølgeligt som naturligt.

Som Emil Aarestrup siger det i sit Digt:

O Børn. I støjende, som gør mig Huset
Med al sin Sneverhed saa bredt og stort!
Hvor ofte har mig eders Leg beruset
og til et Barn igen lyksalig gjort!

Naar var jeg klogere, naar var jeg bedre,
end I med eders fagre Uskykisstand;
og kom jeg videre end mine Fædre
i dette Skyggernes og Tvivlens Land!

Leg eders Legi I kan som jeg behøve
en Tumleplads for eders Luner smaa.
Det samme Børneværk vi alle øve;
vi støje, larme, sukke og forgaa.

Børn skal have et Sted, som er deres eget Rige, hvor ingen Voksen blander sig i hver en Smaating, som de foretager sig, Skolen lægger daglig sit rigelige Beslag paa det opvoksende Barn, saa snart det naar lidt frem i Aarene; Hjemmet kræver maaske ogsaa lidt bundet Arbejde - en lille Broder eller Søster skal passes, der skal løbes Ærinder for Mor - og det er ingenlunde de ringeste Hjem, som saaledes forstaar at lede det halvvoksne Barns Vilje og Evne i Retning af direkte og nyttigt Arbejde.

Men Barnet har sin daglige Ret til at færdes i sit eget Rige, selv om det kun sker for et Par Timer, hvor det kan udfolde sig efter sin Natur og Lyst. Har Barnet Lejlighed til at finde denne Tilfredsstillelse sammen med Kammerater paa en Legeplads med Sandkasse og med gode, solide Legeredskaber, er her en ypperlig, ja den bedste Forskole for Livet.

Thi det Barn, der har Lejlighed til at lege, og som lige fra lille lærer Virksomheden, den frivillige Virksomheds Velsignelse at kende, at føle Arbejdet, det forholdsvis tunge og trælsomme Slid senere i Livet, ikke som en Byrde, men som en Opgave, der ligger for, og som man derfor trøstig giver sig i Lag med som om det hele var en Leg! Et Barn derimod, som lige fra lille kun kender dels Arbejdets Tvang, dels Uvirksomhedens sløvende Indflydelse, vil let engang komme til at tilhøre de kroniske Lediggængeres samfundsødelæggende Hær.

Der er en æggende og stor Sandhed i den amerikanske Legepladsforkæmper Joseph Leos Ord: "Drengen uden Legeplads er Fader til Manden uden Arbejde."

Vort Indenrigsministerium har gennem Cirkulærer søgt at interessere By- og Sognekommunerne for Iværksættelsen af de i Virkeligheden let overkommelig og lidet bekostelige Foranstaltninger, der kræves til Indretning af offentlige Børnelegepladser. Rundt om i Provins som Hovedstad staar der nu en Række Pladser, - disse Barnlighedens Monumenter, der vidner om Børnelegepladsernes Fremtrængen, og flere Pladser vil komme til. I Byplanloven af 18. April 1925 er der udtrykt, at der i Byerne bør søges tilvejebragt Mulighed for Anlæg af hensigtsmæssigt beliggende og velindrettede Børnelegepladser.

Ved Møder i Købstadforeningen og i Organisationen for de bymæssige Landkommuner og i mange tilsvarende Kredse og Organisationer har Børnelegepladserne være til Forhandling. Provinserne har jo Fortrinet m. H. t Arealerne. Her kan Legepladserne gennemføres i Tide og uden særlige Bekostninger, forinden Byerne vokser sig for tætte og store. Skal samfundsmæssig Børneforsorg betyde noget i Børnenes daglige Liv, er Legepladserne en Nødvendighed.

H. Dragehjelm.

(Social-Demokraten, 5. september 1927).

Andre længere artikler om emnet stod i Social-Demokraten for Randers og Omegn, 23. juni 1928, Nationaltidende 6. maj 1930, Demokraten (Århus), 13. juli 1930, Social-Demokraten, 6. juli 1935, 2. udgave og Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing) 11. juli 1935, Nationaltidende, 15. maj 1944. Om andre emner skrev han en artikelserie til Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 20. december 1928, 29. december 1928, 7. januar 1929, 26. februar 1929 om "Østerland".

Legepladsen i Rosenborg Have. Social-Demokraten 22. august 1913. Legepladsen lå i en tidligere frugthave på hjørnet af Sølvgade og Kronprinsessgade. Fotoet er taget få dage efter opstillingen af legeredskaber, balancebræt, vippe osv. Tilsyneladende inspireret af Hans Dragehjelms ideer. 

I anledning af legepladsens 5 års jubilæum udkom nedenstående artikel:

Christianshavn Legeplads

Institutionen fejrer paa Tirsdag sit 5 Aars jubilæum

Paa Tirsdag er der gaaet 5 Aar, siden Christianshavns Legeplads paa Elefantbastionen indviedes.

Initiativet til Legepladsens Oprettelse skyldes Kommunelærer Hans Dragehjelm. Han rejste Sagen i Januar 1908, og et halvt Aar senere var Legepladsen altsaa indrettet. Det gik dog ikke saa let. De fleste stillede sig skeptisk, ikke overfor Ideen, men overfor Muligheden af at kunne realisere den. Christianshavns Vold var i tidligere Tid i høj Grad Sommertilflugtssted for Byens løseste Eksistenser, en Lersø, et Hotel Græsmejer for det christianshavnske Ros. Man spaaede, at hvad der blev rejst i Dag, vilde være revet ned i Morgen.

Hr. Dragehjelm lod sig imidlertid ikke afskrække. Han fik udmærket Støtte hos Politiassistent Hald og afdøde Fru Kaptajn Jürs, de nødvendige Pengemidler tilvejebragtes, Pladsen blev gjort i i Stand med Indhegning, Grusgrav, Vipper og andre Legeredskaber. Og Krigsministeriet gav den fornødne Tilladelse til at disponere over et passende Areal.

Den 15. Juli 1908 blev Legepladsen indviet, og det viste sig hurtigt, at den Ængstelse, man havde næret for Hærværk, var ugrundet. Politiet var parat til at tage Pladsen under sin særlige Beskyttelse, men dets Indgriben har aldrig været nødvendig, alt er gaaet med Fredelighed og i bedste Orden.

Legepladsen er blevet i højeste Grad paaskønnet. Børnene strømmede straks til den og har siden været dens trolige Gæster. En Optælling, der foretoges for et Par Aar siden, gav til Resultat, at Pladsen modtog over 100,000 Børnebesøg pr. Aar.

En Tid bestredes Udgifterne ved private Sammenskud. Siden 18. April 1911 har Foretagendet sorteret under særlig Forening, der har 300 Medlemmer og stadig omfattes med den største Interesse af Christianshavns Borgere.

Ogsaa Legepladsen er en Prioritet i den gamle Vold, som man bør respektere.

Pp.

(Riget. Illustreret Dagblad (København), 13. juli 1913).

Hans Dragehjelm arbejdede på Værneskolen på Maria Kirkeplads på Vesterbro. Herom følgende artikel:

Værneskolen paa Maria Kirkeplads.

Børnene leger ved Sandkassen.

Københavns Kommuneskole er i stadig Udvikling, og af de sidste Forbedringer er utvivlsomt den nye Værneskole paa Maria Kirkeplads en af de bedste. Tidligere var der rundt i byens Skoler Klasser for de svagest begavede Børn, som ikke kunde følge med ved den almindelige Undervisning En Del af disse Klasser er nu samlede i Skolen paa Maria Kirkeplads. Skolen begyndte i April Maaned

En Del af de svagest begavede Børn er det vanskeligt at lade sidde paa Skolebænk i 5 -6 Timer. Derfor lagges der Vægt paa at beskæftige dem i fri Luft, og de laveste Klasser faar Lov til under en Lærers Vejledning at lege, arbejde med Sand o. I , for derigennem at lære at bruge deres Hænder og at forstaa en Besked.

Som et Led i denne Undervisning er der i Gaarden anlagt en Legeplads med en stor Sandkasse. Vort Billede viser en saadan Scene, hvor Børnene af Sandet har dannet et bakket Landskab. Der er dannet en lille Skov af Kviste, og en lille Bræddebro fører over en lille Sø. Børnene spaserer med deres Værktøj over Broen

For Tiden har Skolen ca. 350 Elever.

(Bornholms Social-Demokrat, 6. oktober 1913)

Bygningen bag kirken var opført 1877 for den private Hauchs Latin- og Realskole, grundlagt af Adam Gottlob Øhlenschläger Hauch i 1872. Skolen blev nedlagt i 1890, hvorefter Københavns Kommune overtog bygningen i 1899. Bygningen blev ledig efter at kommunale mellem- og realklasser flyttede til Forchhammersvej. 

Fra 1900 havde Københavns Kommune oprettet værneklasser på skoler. Skolen blev også indrettet til tunghøre skolebørn. I 1916 begyndte 3 klasser svagthørende børn. Den fortsatte på Rysensteensgades Skole. Skolen havde en filial med 200 elever på Fælledvej 12. Børnene kom hovedsagelig fra små, fattige hjem, hvor de trængte til mad som i starten  blev lavet af et nærliggende afholdshjem. Tilsammen havde de to skoler omkring 700 elever. Skolen blev  nedlagt i 1982 og eleverne overført til Engskolen.

Foto af Hans Dragehjelm, Roskilde Avis, 3. juli 1935. Hans Dragehjelm var gift med en kommunelærerinde som omkom ved en ulykke i august 1916, kun 31 år gammel efter et 3 uger langt lidelsesforløb efter at være blevet kørt over at en sporvogn på hjørnet af Jagtvej og Tagensvej. Hendes hånd blev revet af, og benet måtte amputeres.

Foto af Hans Dragehjelm i Social-Demokraten 16. februar 1945 i anledning af hans 70 års fødselsdag.

Hans Chr. Dragehjelm (1875-1948):

”Et frirum for en barndom i leg og læring. Det var ideen bag sandkassen, som kom til Danmark fra Berlin og London for knap 100 år siden. Det var timelærer på Christianshavns Vold, Hans Dragehjelm, der øjnede sandkassens potentiale. I 1907 blev en bunke sand anbragt midt i Rådhushaven i København. Året efter blev den fjernet igen, men på initiativ af Dragehjelm åbnede den første sandkasselegeplads i 1908 på Christianshavns Vold. Fortalere så sandkassen som et civiliseret alternativ til bybørnenes leg i rendesten og grusbunker. Som Hans Dragehjelm skriver i 1913: ”Paa Gaden gror de vilde Skud i Barneverdenen, og her vil alle Dage findes slette Elementer, Børnene bør vogtes imod.” Oprindelig var sandkassen rettet mod skolens elever, men da sandkasserne dukkede op på byens legepladser, blev den et småbørnsrum. Ideen om sandkassen blev båret frem af en nostalgisk drøm om at give et stykke natur tilbage til byens børn. I sandkassen blev bybørnenes leg lagt ind i hygiejniske og pædagogiske rammer. Og de fik særlige sandkassedragter på for ikke at smudse bytøjet til. Sandkassedragten blev senere videreudviklet til nutidens børnetøj: fl yverdragten. I modsætning til datidens dyre legetøj, der mere var til pynt end til brug, kunne børnene boltre sig i sandkassen: ”Her møder Barnet ikke den evindelige Retten paa sig, som er saa almindelig fra de Voksnes side.” Inden Dragehjelms død i 1948 var sandkassen blevet en institution – og så selvfølgelig at Dragehjelms arbejde er gledet over i ubemærkethed. Kilder: Ning de Coninck Smith: ’Legepladser og byudvikling i København 1830-1930’ ”

Sandkassen i Rådhushaven, Riget 29. maj 1913.

Dødsfald

Børnesags-Pionæren og Digteren, fhv. Kommunelærer Hans Dragehjelm

En Idealist og særpræget Personlighed, den gamle Nykøbingenser, fhv. Kommunelærer Hans DragehjeIm, København, er afgaaet ved Døden, 73 Aar gammel. 

Hans Dragehjelm var født paa Møllersvej i Nykøbing, Søn af forlængst afdøde Garver Christensen mange Aar havde han sin Gierning ved Københavns Kommunes Skolevæsen, en Gerning, han gik op i helt og fuldt som den fremragende Pædagog og store Børneven han var.

Man har kaldt Hans Dragehjelm for Sandkassens Opfinder, og der er noget om det. Han har nemlig i en Menneskealder i Skrift, Tale og Gerning arbejdet med Problemet Børnenes Leg. Han slog paa et meget tidligt Tidspunkt til Lyd for Indretning af Legepladser for smaa Københavnerbørn, og han har en meget stor Andel i, at der næppe findes et Anlæg eller en Park i nogen større dansk By, uden at der er tilknyttet en Legeplads 

Dragehjelm skrev i sin Tid en Pjece om "Barnets Arbejde i Sand", og det var denne, der gav Anledning til, at den af alle Børn saa højt elskede Sandkasse blev et uundværligt Led af enhver Legeplads. Dragehjelm arbejdede utrætteligt og uselvisk for denne Sag, foretog talrige Studierejser i Udlandet for at hente nye Ideer og Impulser, og efterhaanden slog Ideen virkelig an herhjemme. Paa hans Initiativ, og med ham som Raadgiver oprettedes i Aarenes Løb talrige offentlige Legepladser for Børn, baade i Hovedstaden og mange andre Steder i Landet. Hans Dragehjelm har skrevet en lang Række pædagogiske Afhandlinger og Vejledninger om sin Kongstanke - ogsaa i udenlandske Tidsskrifter, og for sin Indsats modtog han i sin Tid Ridderkorset.

Men Hans Dragehjelms Forfatterskab indskrænkede sig ikke til pædagogiske Problemer. Han havde sin Debut som Digter i Lolland-Falsters Stifts-Tidende den 9. Maj 1896 med et Digt "Ved Birket Sø", beskedent signeret "En Student". Gennem Aarene har han skrevet mange andre Ting til sit Barndoms Blad, baade Poesi og Prosa.

Et karakteristisk Træk for Dragehjelm var hans store Kærlighed til sin Fødeø. Hver eneste Sommer fandt man ham ved Marielyst, og der gik næppe en Sommer, hvor han ikke gav sin Glæde over Gensynet med Falster Udtryk i smukke Vers.

Hans Dragehjelm efterlader sig Hustru, men ingen Børn.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 9. april 1948).

Det omtalte digt stod ganske rigtigt i Lolland-Falsters Stifts-Tidende:

Ved Birket Sø den 8de Maj 1896.

Sol, o Sol, kast dine Straaler
Ned i gylden Farveglans
Over Birketsøens Vover
Over Søens grønne Krans!

Luft, o Luft, mens skjønt Du blaaner,
Tryk saa Søen til dit Bryst;
Men, o naar, ja naar Du graaner,
Slip dit Tag, forlad dens Kyst!

Fugl, o Fugl, paa dine Vinger
Flyv hen over Søens Spejl,
Ja, mens opad Du Dig svinger,
Styr din Kurs for fulde Sejl!

Sø, o Sø, ved dine Bredder
Yd et Tempel, et Asyl
For Enhver, hvad han end hedder,
Der vil undfly Larm og Hyl!

En Student

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 9. maj 1896).

Kommunelærer, Cand phil Hans Dragehjelm og Frederikke Dragehjelm. Gravsten på Vestre Kirkegårds lapidarium. Stenen blev fundet tilfældigt på Sydhavnstippen og bragt tilbage, dog ikke på det for længst nedlagte gravsted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jens Orten Bøving Petersen (1864-1937). (Efterskrift til Politivennen)

Jens Orten Bøving-Petersen, 24.6.1864-24.4.1937, forfatter. 1890 mag. scient. i zoologi. I Brasilien som bestyrer af den biologiske afdeling af en landbrugsstation (1891-93). Efter hjemkomsten underviste han på forskellige københavnske skoler og tog 1931 sin afsked som lektor ved Skt. Jørgens gymnasium. Hans pædagogiske virksomhed satte sig bl. a. spor i udarbejdelsen af forskellige lærebøger for gymnasiet. Medlem af hovedbestyrelsen for Danmarks naturfredningsforening fra 1921 til sin død.

Værker: 1899-1903 udgav ha Vor Klodes Dyr I-III (sammen med Waldemar Dreyer), A.E. Brehms'Dyrenes Liv I-III i "Frem", 1907 og Universels Undere, 1913-15. Skabelse og Udvikling, 1897, Havets Erobring. 1910, Vor Klodes Saga, 1912, Dybhavsforskning, 1923 og Svundne Fortidsverdener og deres Fabeldyr, 1927. Aaret i Danmark, 1918 og i en del naturhistoriske eventyr i "Børnenes Juleroser".

Foraar og Mennesker

Om vi Mennesker tænker derover, rummer Spiring og Løvspring dybsindig Visdom bag det gryende Foraars glade Smil. Men det gælder, at vi maa have Foraaret i vort Sind. En Samtale med Forfatteren til "Aaret i Danmark", Lektor J. O. Bøving- Petersen.

Videnskabsmanden J. O. Bøving Petersen har stadig staaet i Kamp med Digteren J. O. Bøving-Petersen. Han hører til den Aargang, som kendetegnes af Navne som Johs. Jørgensen, Stuckenberg, Sophus Claussen, men fulgte i Modsætning til disse Videnskaben. Dog ofrede han for nogle Aar siden til sin gamle, aldrig glemte Kærlighed og skrev en Bog "Aaret i Danmark". Videnskabsmanden og Digteren er her gaaet op i en højere Enhed. Bøving-Petersen skildrer her Danmarks Natur i Aarets Maaneder, som Digteren føler den og Videnskabsmanden ser den, og det blev en Bog, om har bragt Glæde og Udbytte til mange.

- Den er mit Hjertebarn, siger Bøving-Petersen, da jeg opsøger ham i hans Studereværelse. Det er i en Fjerdesal paa Gammel Kongevej. Fra sin Plads ved det gamle Skrivechatol har han Udsigt over Tagene - en fredelig Piovinsidyl, og fra Vinduerne kan ses Villahaverne, hvor det spirer i Foraarssolen.

- Er det Foraaret udenom os - i Naturen, De vil have, jeg skal fortælle om, saa maa jeg have Lov at henvise til min Bog, dog helst saaledes, at den tages i smaa Portioner ad Gangen. - Var det Foraaret og Mennesker? Ja ...

Bøving-Petersens Blik glider fra Bogreolerne - det er dem, der præger Værelset - til en stor David-Statue, en Gave fra hans Hustru paa 50 Aars Fødselsdagen, og videre til de mange Stykker italiensk Skulptur, Renæssance-Skulptur, som findes i Stuen.

- De er mig et Surrogat for Troperne. Jeg har været flere Aar i Brasilien, fortsætter saa Bøving-Petersen. Den, der har levet nogle Aar i Troperne, ved maaske bedst, hvad vort nordiske Foraar betyder for Sindet. Man priser - paa Afstand - Tropernes "evige Sommer", og den er vidunderlig. Men alligevel ... er man derude, kommer der en Time, før eller senere, da man sløves og trættes af disse hede, solmættede Dage, der følger hinanden, ens som Perler paa en Snor. I en saadan Stund kan Hjemvé og Mismod pludselig komme overvældende, knugende tungt - indtil man faar det rystet af sig.

Hvor mange Ærgrelser vort hjemlige Klima end bereder os, maa vi alligevel være glade for Aarstidernes Vekslen. Hvilken af dem man saa vil foretrække, bliver den enkeltes Sag. Jeg for min Part vilde nødig undvære nogen, selv om jeg mangen en raakold Blæst- og Regnvejrsdag ønsker mig langt borte - og paa Trods af al Logik, netop ud til den "evige Sommer".

For de fleste af os, hvis vi da ikke er særlig inkarnerede Sne- og Issportsmennesker, vil Foraar og Sommer være de rivaliserende Favoriter. Men hvem af dem. der saa skal gaa af med Sejren - ja, det er det samme ældgamle Spørgsmaal om størst Lykke, som J. P. Jacobsen symboliserede i Dialogen mellem de to Pager: den Gule, som lever i Forventningens lyse Haab, og den Blaa, som har opnaaet Glæden.

Kalder vi den gule Page Foraaret og den blaa Sommeren, maa jeg for mit Vedkommende foretrække den gule - men jeg vil unægtelig have den blaa med.

Den Fornyelse og Foryngelse i Naturen, som vi nu kan følge - selv om det for de fleste Københavneres Vedkommende til daglig kun bliver i Byens Parket og Villahaver - , virker uvilkaarlig fornyende og opstemmende paa os selv Mangt et vinterknækket Haab retter sig ved at se, hvorledes de nye Livsspirer bryder op gennem den kolde Jord og det visne Løv. Og den, der nøje følger blot en enkelt Busks eller et Træs Knopbrud og ser, hvor viseligt, som man sagde i gamle Dage, Naturen har "indrettet" Løvspringet, han kan, om han tænker derover, vel ogsaa selv tage Lære af et og andet.

Enten vi nu kalder det Naturens Visdom eller moderne Tilpasning, er det lærerigt at se, hvor forsynlig en Moder Naturen er, naar det gælder Fremtidsslægtens Tarv. Tag en Knop. Yderst staar de brune, tørre Korkskel, Vinterens eneste, fattigt klædte, men haardføre blade. Naar Vaaren kommer, og de begynder at strække sig mod Solen, er deres Liv snart til Ende. Indenfor er det lille Skud, der om en Maanedstid vil udfolde sine grønne Silkefaner til Vaarens og Sommerens Pris mens de brune Skel upaaagtet drysser til Jorden - miskendte, skønt det var dem, der vandt Sejren. Endnu hviler trygt de unge Blade paa deres Leje, omhyggeligt sammenfoldede, bøjede og rullede om hinanden og om den spæde Stængelspids, saa praktisk, at de tager mindst Plads og finder bedst Beskyttelse. Ofte er Lejet polstret med bløde lune Haar, der udfylder alle Mellemrum og hjælper til at værne Kælebørnene mod Kulde og Udtørring. Jo, det er let at se, at Moder Natur har gjort sig ganske særlig Flid for at gøre netop deres Indtræden i Livet saa blid og farefri som vel muligt.

Saa megen Filosofi rummer en saftspændt Knop, der, glimrende i Foraarsregnens Draaber, strækker sig ud mod Solen. Den fortæller os ogsaa, at det, der synes nyt, allerede længe har været forberedt i det skjulte. Ogsaa Urternes Spiring og Løvspring rummer dybsindig Visdom bag det gryende Foraarsglade Smil. Se, hvorledes deres ungdommelige Skud, uden at trættes og omsider sejrende, løfter og gennembryder Skovbundens og Parkernes tykke Lag af døde Blade. Er disse grønne Spirer, der bærer de visne Lig paa deres Skuldre og skyder dem til Side, ikke selv det skønneste Symbol paa Livets Sejr over Døden - Fremtidens over Fortiden.

Helge Rode har udtrykt det saa smukt i et Digt:

De slanke Træers smidigt blanke Arme 
er strakt i Haab op mod den fine Sky.
Der gaar en Strøm af Livets Kraft og Varme
fra Rod til Top. En 9trøra af Gro og Gry. 

- - -

Nu presses Knoppen frem, fuldspændt af Saft
-  vor Sommer pakket tæt i bitte Kurve -

Men selv om man ikke filosoferer saa dybt over Foraarsfænomenerne, paavirker de uvilkaarlig Sindet og skaber en vis festlig Følelse, en fornyet "Vilje til Livet", stærkere end paa nogen anden Aarstid. Blot Synet af den første skinnende Følfod paa Grøftekanten eller af Træernes beskedne Rakler fremkalder en Gensynsglæde og en Forventning, der betyder mere for Sindet end de pragtfuldeste eksotiske Drivhusblomster. De første Humlers Brummen, Myggenes Sang over Kærene og de vaagnende Frøers Kvækken - altsammen saa fortrolige Lyde, men dog hvert Aar, takket være Vinterens lange stille Mellemakt, ny og stemningsvækkende hele Livet igennem.

Ja, Stemning er maaske netop det Ord, som bedst karakteriserer Foraarets Indvirkning paa et blot nogenlunde modtageligt Sind. Især naturligvis i de unge Dage, da vi alle er mest umiddelbart følsomme. Hvor mindes jeg endnu Stemningen over Studenteraarenes Foraarsdage - long, long ago - , da jeg sammen med en Ven, ofte Johannes Jørgensen, undertiden med Stuckenberg og Frue i Følge tog ud til Ordrup Mose, som den Gang var en rigtig Mose, til Lyngby, Frederiksdal eller blot til Damhussøen, som laa midt ude i Landet ...

Naar vi forventningsfulde og med alle Sanser opladte travede af Sted med vore Botaniserkasser, Kætsere og Glas og vor beskedne Lommemad og en Krone til en Øl og Kaffe med Wienerbrød - ja, da følte vi os lykkeligere end mangen en, der nu farer forbi det altsammen i en støvende Bil for at dejeunere paa et mondænt Kysthotel og saa køre hjem igen.

Vi havde Foraaret i vort Sind og dermed er vel egentlig alt sagt.

Wolmer

(København 25. april 1924).

Til en elsket Lærer.

Lektor I. O. Bøving-Petersen.

Naar man tænker tilbage paa sin Skoletid, dukker der mange højst ubehagelige Minder frem. Det er ikke alene Minder om besværlige Lektier og Straf og Tvang, det er især Minder om disse Lærere, der tog alting højtideligt, og som det ikke var muligt at presse et menneskeligt Smil ud af. Det var de Pædagoger, som i dybeste Alvor, uden Skygge af Lune, rasede over en glemt Bog eller et glemt Pensum, som foreholdt En det sørgelige i en Blækklat eller en Uopmærksomhed. Det var disse Lærere, som man rødmede for, naar man mødte dem paa Gaden, og om hvem man ikke tænkte sig den Mulighed, at de levede et privat, naturligt Menneskeliv, naar de havde forladt Skolen. Disse Lærere mindes man i sin høje Alder endnu med lidt Skræk i Blodet, og man vil aldrig glemme dem deres Højtidelighed. Ak, de skulde vide, hvor meget mindre Alvor der skal til. for at sætte sig i Respekt hos Børn.

Saa var der en anden Type. Det var den Lærer, som Børnene straks kunde lide. Ikke fordi han var mindre streng eller kun gav gode Karakterer. Men fordi de altid aarvaagne unge Mennesker straks kunde se, at det var en ganske almindelig Mand. som ikke spiste Spanskrør til Middag og drak Blæk til. Selv om han til Tider kunde være urimelig, nervøs og uretfærdig, tilgav maa ham let, thi der lurede et privat Smil i hans Øjne, og de altid kloge, unge Psykologer var ikke længe om at opdage, at han nok kunde skælde ud over Uopmærksomhed og Dovenskab, men han glemte ikke igen, naar han forlod Skolen og sad ikke hjemme og rugede over Hævn og Ondskab. Og man kunde behandle ham som en Kammerat, naar han var i godt Humør.

Jeg tror, at alle de gamle Drenge, som i Skolen har læst med lektor I. O. Bøving-Petersen, endnu elsker den gamle Lærer. Thi Bøving-Petersen var i Sandhed en "elsket Lærer". Ham kunde man lide straks. Der var ingen Vrøvl med ham, og hvis man gjorde sig umulig og blev skældt ud, var man klar over, at det ikke var Læreren, der var umulig, men at man selv var et Fjols, der ødelagde de behagelige Timer i Zoologi og Botanik.

Skønt det er 30 Aar siden, jeg læste med Bøving-Petersen, husker jeg hans Timer med Glæde. Og hvad jeg ved om Dyr og Blomster sætter jeg altid i Forbindelse med dat, jeg lærte i disse Timer. Det spillede vist ikke nogen videre Rolle med Lektierne. Men vi lærte at se paa et Skelet eller en Blomst. Vi lærte at undre os over Biller og Skarnbasser og deres interessante Liv. Vi var Naturhistorikere og Biologer, naar vi drog paa Blomsterjagt i botanisk Have eller ind i Skabene i Skotens naturhistoriske Samling. Timerne var altid nye og altid interessante.

Vi har hørt, at I. O. Bøving-Petersen er en Kunstner i sit Fag, en Artist som naturhistorisk Forlatter. Vi gamle Elever kan bevidne, at han ogsaa var en Kunstner som Lærer. Han forstod at give Dagen Slid Fane og han forstod at faa sine Elever til at elske den Kunst, han udøvede.

Og derfor hylder alle gamle Elever ham paa hans Hædersdag.

En gammel Elev
(fra "Lyceum".)'

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 24. juni 1924).

I midten af 1924 var han på tale som afløser for direktør Dreyer i Zoologisk Have, men alderen talte imod, idet direktører her normalt sad i 15 år, og at Bøving-Petersen på det tidspunkt allerede var 60 år. Han trak sig i forløbet.

I oktober 1924 havde maleren Agnes Slott-Møller drøftet indhugning af et relief i klintevæggen der skråner ud over første afsats foran den gamle kirke i Højerup for biskop Absalon og hans kamp mod venderne. Nærmere bestemt ved Højerup i en gammel kridthal med to sider glat afsavede klintevægge i et gammelt stenskær. Projektet blev dog ikke til noget:

Vi agter at gøre, hvad vi finder rettest.

Storehedinge Borgmester siger et borgerligt Ord angaaende Absalonstatuen.

I Køgebladene skriver Borgmester J. P. Jensen-Stevns fra Storehedinge, at Naturfredningsforeningen samt alle, der opponerer imod, at der bliver indhugget et Relief af Absalons Kamp mod Venderne, er paa helt galt Spor. hvis de tror det vil skæmme Klinten. Billedet skal hugges i et gammelt Stenbrud, der vel vender ud mod Vandet, men som benyttes til Mødeplads, og hvor der i Forvejen findes Mindesmærker over andre berømte Mænd.

Borgmesteren, der særlig gaar haardt frem mod Lektor Bøving-Petersen, der protesterer paa Geologernes Vegne. Naar Lektoren, hedder det bl.a., og hans Geologer har det meste af to Mil Klint at betragte, bør de forsone sig med Tanken om, at andre muligvis disponerer over et Stykke saa stort som en Salsvæg paa den Maade, som passer dem, navnlig i Betragtning af, at den Væg er deres egen. Hr. Bøving-Petersen truer med at ville bringe Loven om Naturfredning til Anvendelse, og det meddeles udtrykkelig, at han er Medlem af Fredningsnævnets Forretningsudvalg. Han burde snarest fjernes derfra, naar han kan indbilde sig, at Loven er anvendelig paa en afsavet Kridtvæg i et gammelt Stenskær. Hr. Bøving-Petersen falder over Fru Slott-Møller, som er frejdig nok til at forsvare sit Forehavende. "Fruen nægter sig ikke noget". Fru Slott-Møller har intet Forehavende, hun er af Bestyrelsen for en privat Forening blevet raadspurgt om, hvorvidt en bestemt Tanke er kunstnerisk og økonomisk gennemførlig, og hun vil foriiaabentlig meddele sit Skøn ganske uanfægtet af Hr. Bøving-Petersens ukaldede Indblanding.

Hovedstadspressens Udtalelser om denne Sag har selvfølgelig vakt en Del Forundring paa Stevns, fordi det hele forekom os saa misforstaaet og overdrevet. Vi tillægger dem ingen som helst Betydning for vort eget Vedkommende, og vi agter ganske uden Hensyn til dem at gøre, som vi tinder rettets i denne lille Sag, som vedrører vor Hjemstavn.

(Roskilde Dagblad 25. oktober 1924)

Kunstakademiets direktør professor Anton Rosen var også imod kunstværket. 

Bøving-Petersens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gabriel Jensen (1861-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Kommunelærer Gabriel Jensen (1861-1924) var ansat ved Skolen på Enghave Plads (Ditlevsens Skole) hvis inspektør Sophus Bagger i 1901 begyndte at arrangere udflugter for Vesterbros arbejderbørn til Søndermarken så de kunne få frisk luft og lære om dyr og planter. Det udviklede sig i 1905 til Vesterbros Friluftsforening med det formål at give "børn og unge mennesker på Vesterbro lejlighed til nyttig og munter beskæftigelse og derved drage dem bort fra gaderne og kælderhalsenes dårlige luft og lys og gadens mange fristelser ud til skolehavegerning, leg og boldspil i fri luft”. Gabriel Jensen blev foreningens formand i 1908. Gabriel Jensen var desuden med i Dansk Cyklist Forbunds første bestyrelse 1906 som næstformand, fra 1910 fungerende formand. 

I 1911 deltog over 1.100 børn, året efter 2.000, i 1916 4.600. Han fortsatte med at arrangere dagsudflugter og andre underholdende aktiviteter for børn, der måtte tilbringe skolernes sommerferie i hovedstaden. Efterhånden omfattede aktiviteterne desuden ugeophold på institutionens egne feriekolonier i Klampenborg, Hundige, Rågeleje og Dragør. 

Fra Vesterbro Friluftsforenings Skovtur.

Fra Skrænten ved Skodsborg.

Vi har modtaget dette Billede fra Vesterbro Friluftsforenings energiske ledende Mand, Kommunelærer Gabriel Jensen.

Og vi imødekommer med Glæde hans Ønske om, at det maa blive bragt videre til RIGET's Læsere, og at der samtidig hos dem maa blive lagt et godt Ord ind for Foreningen og dens Virksomhed.

Foreningens Navn lyder af Sport. I Virkeligheden har den intet som helst med Sporten at skaffe. Det er et rent filantropisk Foretagende, startet for en halv Snes Aar siden af nogle faa Mænd med Interesse for de mange fattige Børn i Vesterbros mange Sidegader. Man lagde Mærke til, at der i Ferietiden altid tumlede en Del Børn rundt i Gaderne. De var dobbelt forknytte, fordi de ikke ligesom deres Kammerater var kommet ud paa Landet, og mange af dem forslog rent ud sagt Tiden med Gavtyvestreger. Saa tænkte man: var det ikke muligt at gøre noget for disse Børn? Og Resultatet blev, at man forsøgte at arrangere smaa Skovture for dem. Hr. Gabriel Jensen og hans udmærkede Hustru, der ogsaa er knyttet til det kommunale Skolevæsen, paatog sig Broderparten af Besværet med at være "Skovforældre" for Børnene. De samlede 40-50 Børn hver Morgen i Ferietiden og gik med dem ud i Omegnens Skove. Hvert Barn havde sin Madpakke med og de, der ingen havde, fik lidt hos Kammeraterne. I de i Skoven vankede der saa en Kop Kaffe og et Stykke Wienerbrød. Det løb ikke op i mange Penge, og Foreningens Medlemmer kunde selv afholde Udgifterne derved. Det hele beholdt derved et ganske privat Præg, og Foreningens Navn kom kun frem for Offentligheden, naar en københavnsk Journalist tilfældig saa Børneoptoget, og tog mod Hr. Gabriel Jensens altid parate Indbydelse til at slaa Følge.

Den Gang kom de smaa Vesterbrofolk ofte i Skoven. De var da endnu ikke saa mange. Men Tiderne er blevet stærkt forværrede ogsaa i den Henseende. Antallet af Børn i de københavnske Kommuneskoler vokser bestandig, og der er snarest Nedgang i Antallet af Børn, der kan faas Ferieophold til ude i Provinsen. Der bliver derfor flere og flere Børn tilbage i København i Ferietiden.

Det har Vesterbro Friluftsforening faaet at føle. Ganske vist har man efterhaanden udstrakt Virksomheden ogsaa til andre københavnske Distrikter med stor Arbejderbefolkning. Men Tilstrømningen er ogsaa taget saadan til. at der f. Eks. i Aar har meldt sig ikke mindre end tre Tusinde Børn, som gierne vil med paa Turene. Dette har atter til Følge, at der nu kun kan skaffes hvert Barn to Udflugts-Dage - og at der trods al Sparsommelighed gaar en hel Del Penge med. Foreningen er derfor tvunget til at henvende sig til Offentligheden om Støtte. Og det er denne Henvendelse, RIGET gærne vil medgive sin bedste Anbefaling.

Virksomheden er smuk, og den er nyttig. Man kunde maa ske mene, at Børnene selv kunde hitte ud af at løbe udenfor Byen til Skov og Strand for at faa frisk Luft. Men ganske bortset fra, at en saadan Invasion af Børn uden Opsigt næppe vilde være til Held for Skovene, er det en Kendsgerning, at der blandt disse fattige Børn er en Mængde, som aldrig kommer udenfor deres Kvarters lumre Gader, undtagen naar Gabriel Jensen fører dem derud. Skovturen er derfor en hel Oplevelse for dem, og de tæller Dagene og Timerne til den Morgen. de skal med. De følger deres Lærer troligt og stilfærdigt, det er ikke en skraalende Bande Gavtyve, der slippes løs. De to Skovtursdage opdrager dem maaske lige saa meget som mange Maaneders Skolegang med tilhørende Lektieterpning.

P.p.

(Riget. Illustreret Dagblad (København) 20. juni 1913).

Billede fra Social-Demokraten 27. juni 1913 af Gabriel Jensen og hans medhjælper med 500 børn foran Københavns Rådhus. I samme avis var der den 3. juli et billede fra en udflugt for 240 drenge til Malmø med dampskibet "Gefion". Dagen efter at 240 piger havde været i Helsingør. Hver sommer bragte aviserne flittigt reportager med fotoer af turene.

Frilufts-Udflugterne.

Kommunelærer Gabriel Jensen.

Kommunelærer Gabriel Jensens Udflugter med de Skolebørn, der ikke kommer paa Landet I Sommerferien, har fra Smaature med ganske faa Børn fra en enkelt Skole udviklet sig til i Aar at omfatte 47 Kommuneskoler med 10,000 Børn indtegnede til Turene.

Enhver kan forstaa Hr. Gabriel Jensens store Arbejde med at organisere disse Ture, hvor der bliver tilsagt indtil 600 Børn til hver Tur. I Aar som i Fjor for første Omgangs Vedkommende med Ture baade Formiddag og Eftermiddag.

Kommunelærer Gabriel Jensen, der Aar efter Aar ofrer sin egen Sommerferie for at glæde de fattige Børn, fortjener den største Tak og Paaskønnelse for sit uegennyttige Arbejde. Takken faar han ved at se de glade Børn, der herved faar lidt Del i Sommerens Sol og den friske Luft, og Paaskønnelse faar han ved, at Arbejderne stadig husker paa ham med Bidrag til et lille Traktement til Børnene. Aar efter Aar er Bidragene strømmet rigeligere ind, men samtidig er Børneantallet ogsaa vokset, og Dyrtiden har bevirket, at Pengene "bliver mindre". Hr. Gabriel Jensens største Sorg vilde være, om han af Mangel paa Penge blev nødt til at afknappe Turene.

I første Omgang kommer Børnene i Zoologisk Have, der, ved Direktør Dreyers Velvilje, beses gratis, og efter en lille Leg j Søndermarken eller Frederiksberg Have ender Turene hos Restavratør G. Petersen, Pileallé 16, der for en moderat Betaling serverer Sodavand, Chokolade og Wienerbrød. Man forstaar, hvad det vil sige at faa 5-600 Børn til Bords paa én Gang, men Hr. Petersen og hans elskværdige Personale forstaar at ordne dette paa en forbavsende hurtig og ekspedit Maade. I Iøbet af et Kvarters Tid har alle Børnene faaet deres Ration, og saa bruges Resten af Tiden - til KL 1 eller 5, eftersom det er Formiddags- eller Eftermiddagshold - med Gyngen, Vippen og Balanceøvelser.

Hr. Gabriel Jensen har en ualmindelig Evne til at styre en saa stor Flok Børn. 500 Skolebørn, især Drenge samlet fra forskellige Skoler, er vanskelige at styre, men Hr. Gabriel Jensens Fløjte er tilstrækkelig til at holde Orden i Flokken, uden at Børnene føler det som en Tvang - alt gaar som en Leg.

Arbejderne bør derfor paa Lønningsdagene erindre at glæde Hr. Gabriel Jensen med et Bidrag. Husk paa, det er Arbejdernes Børn, han ofrer sin Ferie: medens hans Kolleger kan nyde deres velfortjente Sommerferle ved Skov og Strand, udfører Hr. Gabriel Jensen et stort Arbejde i København for at kunne glæde flere Hundrede Børn daglig.

Altsaa: Hver lønningsdag husker en rask Mand paa hvert Værk-steg og Arbejdsplads paa, at Hr. Gabriel Jensen, ligesom Børnenes Kontor, faar sit Bidrag.

Ad. H.

(Social-Demokraten 6. juli 1919).

Billede af Gabriel Jensen i Social-Demokraten 19. juni 1921.

Gabriel Jensens Jordefærd

Øverst: Kisten bæres ud af Kapellet. Nederst: Paa Vej til Graven.

I Gaar Kl. 2 blev alle københavnske Kommuneskolebørns Ven, Gabriel Jensen, begravet fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Gabriel Jensen, Manden med det kærlige Hjærte, fik en Jordefærd, der vidnede smukt om, hvor mange Hjerters Kærlighed han havde formaaet at vinde. I det hundredtallige Følge, der trængtes om hver nok saa lille Plads i Kapellets store Rum, saas en Mængde Arbejdere, Arbejderhustruer og Børn fra Storbyens Sidegader, Børn, som ofte ved Gabriel Jensens Haand var vandret ud i Lyset og Luften, ud til Sol og duftende Blomster.

Der burde have skinnet en Sol over Gabriel Jensens Begravelse; men selv i det graa Regnvejr var foraaret til Stede, Forløberen for den Sommer, hvis Glæder det havde været den afdødes Livsmaal at føre Børnene ud i. Men Blomster var der. Blomsterfloret dækkede Kisten, og en Bølge af smukke Kranse gled gennem Midtergangen. Og Inskriptionerne paa Silkebaandene fortalte en Del om den Dødes Livsværk: "Fra taknemlige Elever i Valby Kommuneskole", "Fra Elever i 7. Klasse A", "En sidste Hilsen fra 5. Klasse B." Fra Børn i Sundbyvester Skole, Haderslevgades Skole, Svanholm Forberedelsesskole, Børnehjemmet, Peter Bangsvej, Børnene i Dyssen, Dansk Frøbelforening, Enghavejens og andre Skoler, Kollegerne paa Enghavevejens Skole, De mandlige Arbejdere paa Carlsberg Aftapningsanstalt, Kvindelige Bryggerarbejdere paa Carlsberg, Københavns Kommunelærerforening osv.

I Følget saas alle den afdøde Kolleger fra Enghavevej Skole med Inspektør Frk. Ulrich i Spidsen, Fmd. for Dansk Frøbelforenings Repræsentantskab, Kabinetssekretær C. P. N. Hansen, Inspektør for Kommunens Fortsættelseskursus A. K. Andersen. Forretningsfører for Kommunelærernes Feriekolonier Kjartan Andersen, Viceskoledirektør Arild Sørensen, fhv. Kriminalretsassessor Rüdinger, Fmd. for Kbhvns. Kommunelærerforening Thorkild Jensen, Forstander Møller Lund, Skoleinspektørerne Skarvig, Lundby, Dr. Bonnichsen, C. A. Jørgensen og fhv. Skoleinspektør Bagger, første Formand for Vesterbros Feriekolonier, Bogholder Vald. Petersen, Faktor Adolf Hansen og mange andre. 

I Kapellet.

Efter Salmen: "Lyksalig, lyksalig - " talte Pastor Just Christensen fra Matthæus-Kirken.

Taleren tog sit Udgangspunkt fra nogle Ord i det ny Testamente: "Den, som giver en af disse smaa et Bæger koldt Vand at drikke, han skal ingenlunde miste sin Løn," og "Uden at I omvender Eder og bIive som Børn, skal l ingenlunde komme ind i Himmerigs Rige." Navnet Gabriel Jensen og Børnene er nøje knyttede til hinanden. Det blev hans Ungdoms Gærning at tage et Arbejde op for Børnene, og han var hele Livet en Opdrager og Vejleder for Børn. Han lod sig dog ikke nøje med sin Livsgærning, men tog et meget mere omfattende Arbejde op. Han ofrede sin Fritid for at føre Lys og Glæde ind i Børnenes Hjærter, og han tog ogsaa Del i den mere officielle Børnesag. Han var en Mand mod et forunderlig kærligt Hjærte overfor Børn, og han havde en sjælden Ævne til at se, hvad der var tilbage af Ly og Godhed i Barnehjærtet. Det var fordi han selv havde saa uendelig meget af Barnesindet i sig. Hans Død var et Tab for det store Samfund, og han vil blive savnet, fordi han havde særlige Ævner til sin Gjerning. Han vil blive savnet baade af sine KoIeger og sine Elever paa Enghavevejens Skole, og han vil først og sidst blive savnet i sit Hjem.

Det dybeste i hans Liv var, at han bevarede Barnesindet. Han lagde ringe Vægt paa ydre Ære og Anseelse; men den Gærning, der gøres med Trofasthed og Kærlighed, bærer sin Løn i sig selv. Hans Navn vil blive bevaret i store Kredse.

Præsten sluttede sin Tale mod en Tak til den afdøde fra alle de Tusind Børn, fra Skolen og fra Hjemmet.

Efter Salmen: "Lær mig, o Skov, at visne glad" sang Operasanger Lindahl et stemningsfuldt Farvel.

Ved Graven.

Derefter blev Kisten af den afdødes Kolleger baaret ud af Kapellet. Ved Graven sang et Drengekor fra Enghavevejens Skole: "Altid frejdig, naar Du gaar", og efter at Forfatteren, Kommunelærer Hans Kurre havde takket paa Familiens Vegne for Deltagelsen, skiltes det store Følge.

Børnene følger Gabriel Jensen.

(Social-Demokraten 25. marts 1924)

Kommunelærer A. Johansen (med den bløde filthat) og Gabriel Jensens hjælper, typograf Gundorph-Sørensen (den anden ældre herre) fortsatte rejserne i 1925, her på et billede fra Aftenbladet 7. juli 1925.

I 1925 besluttedes det at ændre navnet Vesterbros Friluftsforening til Gabriel Jensens Ferieudflugter. Den eksisterer endnu, og ledes af en bestyrelse hvor Københavns Kommune og Københavns Lærerforening skal være repræsenteret. Arbejdet finansieres af tilskud fra Københavns Kommune, legater og fonde.

Gabriel Jensens gravsted på Vestre Kirkegård hører til de nummerede, udvalgte grave. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jacob Ahrend Peters og Skrivemaskinen. (Efterskift til Politivennen)

Jacob Ahrend Peters blev født 18. oktober 1834 i Nieblum på Føhr. Han var først beslagsmed, senere - 1859 - uddannet som lærer på Skaarup seminarium. Han blev herefter kantor på Føhr. I 1864 var han ansat ved kommuneskolen (Monrad og Holsts danske Skole?) i Flensborg. Da østrigerne rykkkede ind i byen, fjernede han det tyske flag som de havde hængt op i kirketårnet. Han blev afsat og blev fotograf. Senere flyttede han til København hvor han bl.a. underviste ved Skolen i Nansensgade, og syge børn på Almindeligt Hospital. 1876-1918 organist ved arbejdsanstalten Sundholm. Indtil 1911 var han desuden kantor eller organist på Ladegårdskirken. Gennem sit liv var han kancelliråd, organiset, kommunelærer, translatør (som 48-årig). Han boede forskellige steder i København: Schacksgade 8 (ca. 1910-1912). Han skal være blevet tunghør på sine ældre dage og boede hos sin datter og svigersøn.

Efter hans død 10. marts 1924 skrev en professor ved polyteknisk Læreanstalt (Harald Immanuel Hannover) en lang artikel i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. marts 1924 hvori han omtalte Peters som opfinder af skrivemaskinen. Anstaltens teknologiske samling havde nemlig af assistent ved dens teknisk kemiske laboratorium, cand. polyt. Ahrend Larsen fået en overdel til en skrivekugle som han erklærede at hans bedstefar havde opfundet før Malling Hansen. Hans redegørelse affødte artikler i næsten samtlige større aviser landet over: 

Skrivemaskinens Opfinder død.

Han fik Intet som helst for sin Opfindelse.

Den næsten 90 aartge Kancelliraad Jacob Ahrend Peters er død. Den gamle Peters, der boede paa Frederiksberg, var oprindelig Lærer og Organist. Herved tjente han sine Penge, men i sin Fritid syslede han med forskellige Opfindelser, og en af disse var - Skrivemaskinen.

Indtil for kort Tid siden var det ukendt for enhver at Peters, en Dansker, havde opfundet Skrivemaskinen, men det er, efter hvad Professor Hannover ved Polyteknisk Læreanstalt har konstateret, alligevel en Kendsgerning.

Peters' System er det hvorover Remington-Maskinen er bygget. Allerede i April 1868 havde Peters sin Maskine færdig, og først senere fik Amerikanerne Patent paa en lignende Maskine, den, der lagde Grunden til Remington-Fabrikernes store Forretning.

Peters selv fik aldrig noget for sin Opfindelse. Han var ikke selv nogen smart Mand, der havde Forstaaelsen af den Betydning Opfindelsen havde, og heller ingen af hans Venner kunde fortælle ham det.

Da Professor Hannover havde konstateret at Jacob Peters Maskine var den første Skrivemaskine i Verden, fik han et Legat til at bevilge Peters, der da levede i Nød, 800 Kr. Det er de eneste Penge Peters har faaet paa den Konto.

Om det er Peters Idé, der er stjaalet og overført til Amerika eller om det er en Opfindelse analog med Peters, der er gjort omtrent samtidig, har man ikke kunnen konstatere.

(Klokken 5 (København) 12. marts 1924).

Lignende artikler med samme indhold blev optrykt i talrige aviser landet over. Hannovers iagttagelser byggede bl.a. på en artikel i Berlingske Tidende fra 1868:

En Skrivemaskine, der er opfunden og construeret af Lærer J. A. Peters i Flensborg, udmærker sig ved en saa sindrig Mechanisme, at den allerede af den Grund fortjener offentlig Omtale, selv om om dei i praktiske Anvendelighed endnu skulde lade Et og Andet tilbage at ønske. Uden at træde Opfinderen for nær troe vi at kunne meddele Følgende om Maskinens Udseende, om den Maade, hvorpaa den benyttes, og de Resultater, som derved opnaaes. Skrivemaskinen har et Omfang som et middelstort rundt Bord og ligner i sin ydre Form de saakaldte taffetformige Pianoforter. Foruden nogle Hiul og Skruer og en Tavle med et Ark Papir sees der kun et i en Halvkreds ordnet Claviatur. Den Skrivende anslaaer Tangenterne: Papiret bevæger sig frem og tilbage. Bogstaver komme frem derpaa og blive til Ord, og den ene Linie følger efter den anden. Skriften er som den, der udgaaer fra Bogtrykkerpressen (de samme Slags Tegn, hvert Bogstav i behørig Afstand fra de andre, ligesaa hvert Ord og hver Linie: store og smaa Bogstaver, afbrudte og dele Linier, mager og fed Skrift, gothisk Skrift og Antigua - Alt efter den Skrivendes Behag). Skrivemaskinen arbeider saa let og rask, at man med liden Øvelse ved dens Hiælp kan skrive ligesaa hurtigt med Bogtryk som en almindelig Skriver med Pen og Blæk, og naar den, der sætter Maskinen i Bevægelse, er fuldstændigt øvet i at behandle den, vil den ile langt forud for Skriveren. Det er iøvrigt hverken mere eller mindre end en heel Omvæltning, der ved dette Instrument bringes ind i Skrivekunsten. Denne har som bekjendt fra Arildstid hvilet paa eet og samme Princip, hvor forskjelligt det Materiale end har været, der til forskjellige Tider blev brugt til dens Udøvelse. Hvad enten man skrev med skarpt Stempel paa Palmeblade, med Rør paa Papyrus, med Stilud paa Voxtavler eller med Gaasefjer paa Pergament, saa har den Flade der modtog Skriften, altid ligget stille, imedens Haanden med Skriveredskabet bevægede sig hen over den. Her er det derimod omvendt: her er det Papiret, som bevæger sig hen under Skriveredskabet, som - det tør vel siges uden Indiscretion - bestaaer af smaa Vægtstænger, paa hvis Ende der er anbragt Typer, som umiddelbart for Brugen sværte sig selv. Ved Skrivemaskinens Benyttelse bliver den venstre Haand liggende paa eet Sted, saa at de fem Fingre hvile paa de med de vigtigste Vocaltegn betegnede Tangenter, medens den høire Haand anslaaer Consonant-Tangenterne, der ere ordnede efter de forskjellige Consonantlyds Natur. - Praktisk Anvendelse vil Skrivemaskinen kunne finde i ethvert Contoir og navnlig paa Telegraphstationer, hvor man ved den vilde kunne meddele Telegrammerne paa Tryk istedetfor haandskrevne med Blyant. Vil man tage lithographisk Overtryk til Hjælp, kan man i Hast mangfoldiggøre det Skrevne, og ved istedetfor Papir at benytte en tyk, blød Masse (papier mache), i hvilken Skriften kommer til at staae fordybet, vil man faae en Matrice til Metatafstøbning som Stereotyp. Paa denne Maade vilde der kunne leveres trykte Sager langt hurtigere end ved Sætterens Arbeide. Lige siden Guttenbergs Dage har Sætteren staaet bøiet over sin Skriftkasse og møisommelig samlet Bogstav for Bogstav. Hvor stor en Færdighed han end besidder, kunne hans Fingre dog ikke snappe hver enkelt Type og stille den i Vinkelhagen, saa hurtigt som hans Øie og Tanke gjerne vilde. Ved Skrivemaskinen gjælder det derimod kun om at trykke paa en Tangent. Ogsaa med Hensyn til Skriften er der opnaaet den største Økonomi; thi medens en Sætter behøver mange Pd. Typer, kræves her kun nogle faa af et mere holdbart Materiale. Aflægning finder ikke Sted, og i det Hele spares her omtrent to Tredjedele af den Tid, der medgaaer til almindeligt Sætterarbeide, og desuden fritages man for forskjellige med dette forbundne Ulemper. - I Forbindelse med Skrivemaskinen har Lærer J. A. Peters opfundet en Hurtigskrivemaskine, som adskiller sig fra den førstnævnte baade med Hensyn til Construction og Anvendelse. En øvet Skriver vil ved den kunne maale sig imod en Stenograph i Hurtighed og tillige producere en for Enhver læselig Skrift, som ikke udkræver nogen Reenskriviiing. Ved denne sidste Maskine trykkes der til hvert Ord med saa mange Fingre, som der er Bogstaver i Ordet. Længere (som oftest fremmede) Ord maae deles i Stavelser, som anslaaes hver for sig: men dette Tidstab indhentes igjen, og det rigeligt, derved, at flere paa hinanden følgende Smaaord kunne tages med eet Greb. Saa meget om disse sindrige Maskiner, hvis væsentligste Overeensstemmelser og Uovereensstemmelser med Sørensens Sættemaskine allerede fremgaaer af det Ovenanførte. Vi ville ikke sige, at Opfindelsen er fuldbaaren; tværtimod klæber der sikkert endnu mange Mangler ved den, men saa Meget er dog allerede her gjennemført og virkeliggjort, at man tør sige, at der ligger en rigtig og praktisk anvendelig Tanke til Grund for Skrivemaskinen. Under alle Omstændigheder er der her givet Beviis paa en Opfindsomhed og et mechanisk Talent, som fortjente at understøttes af de til saadanne Øjemed bestemte Fonds.

H.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. april 1868).

Apparatet var også et par år senere blevet nærmere beskrevet i Illustrierte Zeitung i 1872 med tilhørende illustration:

Polytechnische Mittheilungen.

Der Peters'sche Schnellschreib- und Druckapparat.

In Nr. 1503 der Illustrirten Zeitung und Abbildung einer von Malling Hansen in Kopenhagen erfundenen Schnelldruck- und Schreibmaschine, welche überall das lebhafteste Interesse wachgerufen hat. Eine ähnliche, bereits im Jahr 1868 vom Lehrer J. A. Peters in Flensburg, jetzt in Kopenhagen, erfundene und in Dänemark patentirte Schnellschreib- und Druckmaschine führt unsere heutige Nummer in einer Durchschnittszeichnung vor. Wie die Malling Hansen'sche Maschine, beruht auch ihre Vorgängerin, die Veters'sche, auf dem System der Klaviatur. Durch das Niederdrücken der Tasten, welche die einzelnen Buchstaben vertreten, wird eine innerhalb des Apparats befindliche Papierfläche mittels Typen bedeckt. Wäh rend aber in dem Malling Hansen'schen Apparat die Stempel (Tasten) radien förmig auf einer Halbkugel angebracht sind und in eine schräge Bewegung nach einem gemeinschaftlichen Gentrum gesezt werden, stehen die Tasten des Peters schen Apparats rechtwinkelig auf einer geraden, freis- oder ovalrunden Fläche in einer Anordnung, welche der natürlichen Lage der zehn Finger entspricht.

Die Tasten a) stehen mittels Wagebalken oder starken Schnüren um ihre Rollen b) in Verbindung mit ebenso vielen ungleicharmigen Hebeln d. Diese denke man sich in einem Kreise herumstehend, und zwar so, daß sie, um ihre Achse fich drehend, wechselweise das Centrum c) suchen. In jedem einzelnen Hebel ist oben wie in deine Type oder wie in e eine Scheibe mit mehrern Typen so angebracht, daß legtere, durchs Centrum gehend, abwechselnd das darunterliegende Papier bedrucken können.

(Illustrirte Zeitung: Leipzig, Berlin, Wien, Budapest, New York, Bind 59)

Billede fra Illustrirte Zeitung 12. oktober 1872 af Peters "Schnellschreib- und Druckapparat"

Hannovers artikel blev imødekommet og modbevist af Malling Hansens efterkommere (se fx Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. april 1924). I mellemtiden var Hannovers sensationelle fund blevet internationalt kendt, og flere meldte sig nu på banen med personer der kunne gøre krav på at være skrivemaskinens opfinder. Fejden er beskrevet flere steder på internettet. Det endte med at Hannover i en artikel i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. december 1924 erkendte at han havde taget fejl, og at andre havde opfundet systemet før Peters:

Den første Opfinder af Skrivemaskinen

I Berlingske Morgenavis for den 12te Marts skrev jeg under Overskriften "Skrivemaskinens Opfinder død" en Nekrolog over den lige i en Alder af 89 Aar afdøde Kancelliraad J. A. Peters, Idet jeg godtgjorde, at han havde beskrevet en Maskine af den mest brugelige Konstruktion af Skrivemaskinen, Remington-typen, i Berlingske Tidende for den 18de April 1868, to Maaneder før Amerikanerne Sholes, Soulé og Glidden udtog Patent i Amerika paa den Maskine, hvis Fremstilling med nogle i Mellemtiden gjorte Forbedringer i 1873 blev overtaget af Remingtonfabriken.

Denne Nekrolog, som blev bekendt ikke blot herhjemme, men ogsaa i Udlandet, gav Anledning til, at jeg fra forskellige Sider blev gjort opmærksom paa, at ogsaa andre end Peters havde opfundet nævnte Type før de 3 anførte Amerikanere. Saaledes meddeltes det mig, at der i et Museum i Innsbruck fandtes en af en tyrolsk Snedker Mitterhofer opfunden Maskine, der var nogle Aar ældre, og som var beskrevet i nogle Bøger, f. Eks. i en mig den Gang ubekendt Bog om Skrivemaskinen: Ernst Martin: Die Schreibmaschine 1921-23. I denne Bog fandtes ogsaa nogle andre ældre Maskiner af Remingtontypen omtalt, saaledes navnlig en af en Italiener Ravizza opfunden Maskine, hvorpaa ogsaa Grev Budan i Venedig henledte min Opmærksomhed, idet han sendte mig en af ham skreven italiensk Bog om Skrivemaskinens Historie. Efter denne er Ravizzas første Model allerede anmeldt til Patentering i Italien i 1856 og efterhaanden fremstillet i 17 Modeller, af hvilke den 10de, der blev fremstillet i 1857, endnu skal eksistere. I andre lande er der ogsaa opfundet 3 eller 4 Maskiner af Remingtontypen forud for Peters'.

Da jeg som nævnt havde fundet, at Peters' Opfindelse var bekendtgjort forud for Amerikanernes, faldt det mig ikke ind, at Opfindelsen kunde være gjort endnu tidligere af andre, men jeg skylder nu Sandheden at sige, at Peters altsaa vel har opfundet Remingtontypen forud for dem, hvis Opfindelse udviklede sig til Remingtonmaskinen, saaledes som den slog igennem, men at der altsaa ogsaa er andre, der har gjort dette, og endda forud for ham.

Hver enkelt af disse har sikkert gjort Opfindelsen paa egen Haand, og det samme gælder uden Tvivl Peters, saa at Æren for ham for saa vidt ikke bliver mindre - men han er altsaa ikke den første Opfinder af Remingtontypen. 

Det er imidlertid altid vanskeligt at fastslaa, hvem der er den første med Hensyn til en Opfindelse eller Opdagelse - man ser det f. Eks. nu med Hensyn til Opdagelsen af Amerika, hvor der i denne Tid rokkes ved, at Columbus er Opdageren, saaledes som Milliarder af Mennesker har troet i over 400 Aar.

Og der har i alt Fald været det gode ved min Undersøgelse, dels at Peters, som i 1868 ingen Støtte fandt for sin smukke Opfindelse, ved Hjælp af den fik en lille Oprejsning før sin Død 56 Aar senere, dels at det nu endelig er blevet nærmere oplyst, hvorledes hans Indsats er vedrørende Skrivemaskinens Opfindelse.

H. I. Hannover.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. december 1924).

Dette dementi ses dog ikke omtalt i ret mange artikler. Der er som nævnt divergerende opfattelser af hvem der opfandt den første skrivemaskine. I 1800-tallet arbejdede adskillige på at bygge en funktionel skrivemaskine. I 1864 byggede østrigeren Peter Mitterhofer (1822-) som var forud for sin tid, og flere elementer indgik senere i Sholes-maskine. Rasmus Malling-Hansen patenterede en skrivekugle i 1870. I USA anerkendes Christopher Sholes (1819-1890) som opfinder af den moderne skrivemaskine i 1873. Sholes prøvede at skaffe investorer, men mislykkedes, og solgte i stedet rettighederne til Remington Arms Company som begyndte at fremstille Remington skrivemaskiner. Sholes fortsatte med at forbedre maskinen, og introducerede i 1878 en særlig tast til at skrive med små og store bogstaver. 

På J. A. Peters gravsten på Vestre Kirkegård i København er indgraveret noget der ligner en model af skrivemaskinen. (Se nedenstående foto).

J. A. Peters. Kancelliråd. Gravsten på Vestre Kirkegård. Skrivemaskinen er antydet i tegningen nederst. Foto Erik Nicolaisen Høy.