Kærlighedsdrama i Skyttegade. (Efterskrift til Politivennen)

Mord og Selvmord.

Et Skinsygedrama paa Nørrebro.

Ved 3-Tiden i Gaar Eftermiddags er der i Ejendommen Skyttegade 21 udspillet et Skinsygedrama , som har kostet to Menneskeliv. Han var en 21-aarig Arbejdsmand, Victor Nielsen, hun en 31-aarig Kvinde, Philippa Spangenberg, Enke efter en ved Nedstyrtning dræbt Telefonarbejder. Skønt hun var Moder til flere Børn og en halv Snes Aar ældre end han, forelskede han sig dog i hende; hun saa nemlig godt ud og syntes ikke nær saa gammel, som hun var. Hun havde desuden kun et Par af Børnene hos sig. Men tillige var hun en god Del koket, var afvexlende opmuntrende og drillende overfor ham, lod sig vel til sidst kalde hans Kæreste, men vedligeholdt stadig en ældre Inklination og gemte Kærestebrevene herfra paa Brystet; en ældre Halvbroder til Victor Nielsen syntes hun ogsaa samtidig at være "god Ven" med. Dette Forhold blev omsider den unge Arbejdsmand for broget, og saa skete Katastrofen.

En Times Tid senere aflagde vi et Besøg paa Gerningsstedet. Skyttegade hører til den Del af Nørrebro, der i Firserne populært hed "Rharbarberkvarleret", og gaar fra Aaboulevarden til Rantzausgade, tidligere Nordvestvej. Husene er byggede i Kasernestil med en lang Korridor gennem hver Etage og med en Række nummererede Døre til Lejlighederne, alle kun bestaaende af 1 Værelse og et lille Køkken. Berusede Mænd er samlede i Gadedøren og opover Trapperne, alle drøftende "Begivenheden". Fattigdommen har mærket Ejendommen, og Luften paa Trapperne og fra de halvt aabne Døre er ubestridelig slet.

Paa 2. Sal er det, at Katastrofen er sket. Døren staar aaben, og man kommer ind i et lille, fattigt Køkken, med Resterne af Middagsmaden paa et Petroleumsapparat. Bag Køkkenet ligger Lejlighedens eneste Værelse, der beherskes af en gammel, laset Sofa under Vinduet langs Længdevæggen, en fattig Seng uden Lagener. Et Bord og et Par Stole, en Kommode - det er Bohavet.

I dette Værelse boede Victor Nielsen og hans Moder. Og her er Mordet og Selvmordet blevet begaaet. Sengklæderne er endnu gennemtrukne af Blod.

Moderen befinder sig i det lille Køkken sammen med en Nabokone.

Det kan ikke undre, at hun kun med Overvindelse besvarer de til hende rettede Spørgsmaal. og vi gør dem da ogsaa saa faa og sa korte som muligt. Men lidt efter lidt fortæller hun dog selv om Katastrofen og dens Aarsag. Og hun siger bl. a.: Ja, vi boede jo Dør om Dør, hun og vi, det er hendes Dør, De ser, her lige overfor. Hun var jo nok en Del ældre end Victor, men saa yngre ud og var meget smuk, med Haaret redt frem over Ørerne. Først i de sidste 14 Dage tog hun Notits af Victor. Han var min eneste Søn og et godt Menneske, som har delt Modgang med mig. Men han var en Del melankolsk, og han kunde blive syg af Sorg over, at hun vedblev at modtage Breve fra en gammel Kæreste, og naar hun fik dem, kyssede hun dem, selv om han saa paa det, og bagefter puttede hun Brevene ned paa Brystet. Han sagde, hun skulde lade være; men hun morede sig med at drille ham. - Ja. og saa gik det galt.

Den Gang, det skete, var jeg gaaet ud Køkkenet for at lav en Taar Kaffe. De sad sammen inde paa Sengen. Og saa kom det frygtelige.

Nabokonen supplerer det med: "Da jeg hørte Braget, sagde jeg til mig selv: Det er Victor! Det kan ikke være andre. Men Gudskelov, at han selv døde.

"Gik han da med Revolver?"

"Nej, den købte han i Gaar."

- En Betjent kommer ind for at meddele Moderen, at Ligene er komne til Johannesstiftelsen, og at Assistenten er parat til at høre hendes Forklaring, om hun vil ulejlige sig hen paa Fælledvejens Station.

Hun tager sin Hat paa, tager den atter af og staar ubeslutsom. Saa glatter hun Haaret, ser sky ind i Stuen, hvor saa kort i Forvejen det tragiske er sket, og følger omsider med den mere resolute Nabokone.

Tilbage i Lejligheden bliver Victor Nielsens Halvbroder, der boer henne i en anden Gade, men tilbringer en Del af sin Tid heroppe. Han er meget meddelsom. "Victor", siger han, "var et ganske flinkt Menneske, men lidt "blød". Han kunde blive rasende, naar hun holdt en Smule Sjov med mig. Naar jeg kom derop, og hun var til Stede, kunde hun smide sig ned paa Skødet af mig, og det ærgrede ham. Hun talte ogsaa om, at hun vilde have en lille Forretning, og saa skulde hun og jeg flytte sammen".

"De og han var altsaa Rivaler?"

"Naa, ikke helt. Men vi holdt af hende begge to. Og jeg tror nu nok, at hun syntes bedst om mig. Men der var jo også, denne tidligere Kæreste, som skrev til hende; han er Stewart."

"Var De til Stede, da Skuddene faldt?"

"Nej, heldigvis, for ellers var jeg da ogsaa bleven skudt. I Dag var hun nemlig helt tosset. Hun plejede ellers at gaa ud og gøre rent, men i Dag blev hun hjemme; thi hun havde faaet Meddelelse fra Telefonselskabet om, at hun kunde hæve 300 Kr. til at aabne en lille Forretning med; en med Cigarer, og dem vilde hun saa gaa op og hente i Eftermiddag.

Victor var saa kommen hjem til Middag, og vi talte sammen om den Forretning og om, at hun og jeg skulde flytte sammen. Omsider gik jeg min Vej, men Victor vilde ikke gaa igen, men foretrak at blive hjemme. Ja, og saa er det altsaa sket, medens jeg var væk - heldigvis."

Han slutter med at sig: "Gud, hvor hun var nydelig! Hun havde nok ogsaa gaaet paa Line i en Cirkus - det sagde hun da."

- - -

Paa Politistationen tog Assistent Lindbæk Forklaring af Victor Nielsens Moder, der indrømmede, at Sønnen først have skudt Philippa Spangenberg og derefter sig sig.

Sagen vil formentlig dermed være sluttet, og Ligene blive jordede i Stilhed midt i den kommende Uge.

(Dagens Nyheder 13. oktober 1907).

Omtrent 3 år tidligere havde der været dødsfald i familien Spangenberg, hvor Philippa stod som medunderskriver: Dødsannonce fra Nationaltidende 23. august 1904. Christian Frederik Spangenberg blev begravet på Vestre Kirkegård. Et par år senere døde Philippas mand ved en ulykke. De havde da 4 børn.

Det sidste Bloddrama

Kærlighedshistorien i det lille Hjem i Skyttegade.

(Specialkorrespondence til "Aarh. Stiftst.")

København, Søndag.

Ude i Skyttegade har der, som telegrafisk meddelt, i Gaar Eftermiddags fundet et Kærlighedsdrama Sted, som i Uhygge langt overgaar Dramaet forleden i Ordrup. Skuepladsen for den blodige Handling er Nr. 21 i en af disse store Arbejderkaserner, hvor Familierne formelig er stuvede ovenpaa hinanden.

Paa 2den Sal boede en 31aarig Enke, Philippa Spangenberg. Indtil for et Aarstid siden var hun gift med en Telefonarbejder; saa en Dag faldt Manden den ude paa Grundtvigsvej og slog sig ihjel paa Stedet, og Konen maatte gaa fra Hjemmet. Hun lejede et Værelse i den nævnte Ejendom og indrettede sig der med sine fire Børn, to Drenge og to Piger. Drengene blev imidlertid hurtigt anbragt paa et Børnehjem; Pigerne sil hun Lov til at beholde, og senere blev den ene af dem anbragt hos hendes Moder.

Ved Siden af hende boede en Madam Nielsen og dennes to Sønner. Nu er det saaledes i disse Arbejderkaserner, at lige saa megen Spektakel, der kan være Beboerne imellem, lige saa opofrende kan de være, naar det gælder at hjælpe hinanden. Her ligeledes. Til Madam Spangenbergs Værelse hørte ikke Køkken; det havde Madam Nielsen derimod, og saa fik hun Lov at lave sin Mad der.

Som Følge deraf kom de to i megen Berøring med hinanden, og Madam Spangenberg lærte ogsaa de to Brødre Nielsen at kende. Den ene, Victor, var en ung, køn Fyr paa 21 Aar. Bagerkusk og vel anskrevet hos sin Principal. Hans stille Væsen var en naturlig Følge af Religiøsitet, og gerne sad han hjemme om Aftenen og passiarede med Moderen og Madam Spangenberg.

Broderen, der er Bud, er Krøbling. Indtil for en Maaned siden havde man ikke mærket noget til. at Madam Spangenberg og Victor havde noget med hinanden at gøre, men Madam Spangenberg, der var køn og yppig, havde lidt efter lidt vakt Kærligheden hos Victor, og de begyndte saa smaat at tale om, at de skulde giftes. Madam Spangenberg skulde netop i disse Dage have nogle Hundrede Kroner i Forsikring efter sin Mand, og naar hun fik dem, vilde hun starte en Cigarforretning, og Bryllupet skulde staa.

Ganske vist - Victor syntes ikke at være "ene Hane i Kurven" - Madam Spangenberg korresponderede bl, a. med en Kelner Juhl, som sejler, og omtalte ogsaa til Tider ham som sin Kæreste. Saaledes stod Sagerne, da Madam Nielsen, Victor og Madam Spangenberg i Dag ved 2-Tiden sad inde i Madam Nielsens Lejlighed og spiste til Middag sammen. Passiaren gik nok saa fornøiet.

Efter Middagen satte Madam Spangenberg sig hen paa Sengekanten og begyndte at læse højt af et Brev fra Juhl; en Gang imellem kyssede hun det. Victor sad i en Sofa og saa stiltiende til. Hans Moder syntes, det var Synd for ham, og sagde til Madam Spangenberg :

"De skulde alligevel betænke Dem paa at holde min Søn for Nar, for det er han for god til. Og er De nu ikke ogsaa lidt for venlig overfor hans Broder? Det er Synd!"

Madam Spangenberg lo bare og læste videre.

Imidlertid gik Madam Nielsen ud i Køkkenet for at lave Kaffe - Gudrun, Madam Spangenbergs ældste lille 9aarige Datter - var bleven sendt efter Fløde. Saa saa' den gamle Kone, at Victor pludselig rejste sig og gik hen til Madam Spangenberg og omfavnede hende, som vilde han kysse hende. I samme Nu lod der et Skud og et Skrig, og i næste Nu igen et Skud. Hun ilede til og saa det forfærdelige der var sket - paa Sengen laa Madam Spangenberg, skudt, med Blodet løbende ud fra et Saar i Tindingen, og paa en Stol sad Sønnen, død, ramt i Hjertet.

Hele Huset kom straks i Oprør, og Politi og Ambulance tilkaldtes, men der var intet at udrette - Victor var død, og Madam Spangenberg døde paa Vejen til Hospitalet. Begge Lig blev da bragt til St. Johannes-Stiftelsen.

Paa Forespørgsel har Madam Nielsen udtalt, at hun ikke anede, at hendes Søn havde nogen Revolver. Sandsynligheden taler for, at han er omgaaedes med Mordplanerne i nogen Tid og i det Øjemed har købt Vaabnet.

Opdager.

(Aarhuus Stifts-Tidende 14. oktober 1907)

Et Skinsyge-Drama

En ung Mand skyder sin Kæreste og dræber sig selv.

Endnu inden Ofret for det uhyggelige Morddrama i Ordrup er bleven jordfæstet, har den Smittefare for ubefæstede Sjæle, saadanne Begivenheder desværre ofte synes at bære i sig, hidført et nyt Drama, hvis Gerningsmand dog har valgt at følge sit Offer i Døden.

Ude i Skyttegade Nr. 21 har en ung Mand i Gaar Middags skudt sin Kæreste og derefter sig selv.

Huset, hvori det sørgelige Drama er udspillet, er et af det gamle Rhabarberkvarters ældste - med hver Etage gennemkrydset af Tvær- og Længdegange, med et Mylder af smaa et- og to-Værelsers Lejligheder, alle beboede af Arbejderfamilier.

Paa anden Sal til Gaden boede en 31-aarig Enke, Philippa Spangenberg, - hvis Mand, der var Telefonarbejder, for omtrent et Aars Tid siden styrtede ned fra et Tagstillads og slog sig ihjel paa Stedet, - sammen med sine to Børn og sin Kæreste, en Skibskok ved Navn Niels Juel.

De var flyttede ind i Huset for halvt Aars Tid siden, men da Beboerne havde faaet Nys om, at Parret ikke var gift, og der i den Anledning var forefaldet forskellige Optrin, tog Juel for et Par Maaneder siden Hyre og gik paa Langfart. Og Fru Spangenberg, der skal have været ret smuk, men meget letsindig, knyttede da Venskab med den kun 21-aarige Bagerkusk Victor Madsen, der boede paa den modsatte Side af Gangen sammen med sin et Par Aar ældre Broder og deres gamle Moder.

Og Forholdet til Victor Madsen, der var en sværmerisk og godhjærtet Natur, antog snart saadanne Former at det fuldstændig forvirrede hans Tanker. Han opgav den gode Plads han havde hos Bagermester Berthelsen i Istedgade Nr. 119, og tilbragte al sin Tid hjemme hos Fru Spangenberg, vistnok i Tillid til, at han sammen med hende skulde aabne en Cigarbutik for en Sum Penge, hun angav endnu at have til Gode hos Telefonselskabet af Ulykkeserstatningen for Mandens Død.

Husbeboerne fortæller, at Fru Spangenberg vakte Victor Madsens Skinsyge. I den sidste Uges Tid har der saaledes gentagne Gange været Rivninger mellem de to Kærestefolk, og i Gaar Middags kom saa den Begivenhed, der fik det unge Menneskes Raseri til at koge over og drev ham til at udføre den frygtelige Gerning, til hvilken han efter det oplyste allerede for flere Tage siden maa have truffet sine Forberedelser.

Ved Totiden sad Philippa Spangenberg og Victor Madsen ovre i Moderens Lejlighed. Moderen gik og gjorde rent ude i Køkkenet, men Døren hertil stod aaben, saa hun stadig havde Parret for Øje og kunde høre hvert Ord, de talte.

Der var atter Uenighed mellem de To. Fru Spangenberg havde faaet Brev fra Kokken Niels Juel, og hun spøgte nu med at læse dette Brev højt for Victor. Moderen saa', hvor hvert Ord pinte Sønnen, og hun vovede sig til den Bemærkning, at naar Fru Spangenberg kun vilde drive Løjer med ham, maatte hun hellere sige ham det rent ud og lade ham fare sin Vej, at han ikke skulde gaa ganske til Grunde.

I samme Øjeblik saa' Moderen Victor rejse sig. Han lagde Armen om Halsen paa den unge Kvinde, bøjede hendes Hoved tilbage, som om han vilde kysse hende, men trak saa lynsnart en Revolver op af Lommen, satte hende den for Panden og trykkede af, inden hun endog fik Tid til at dreje Hovedet eller gøre en eneste afværgende Bevægelse.

Skuddet gav Genlyd i hele Huset. Moderen raabte højt om Hjælp, og Naboerne kom ilende til og fyldte Døraabningen ud til Gangen, men før nogen af dem kunde naa frem i Stuen, havde Victor rettet Revolveren mod sit eget Bryst og skudt sig en Kugle gennem Hjærtet.

Han faldt stendød om paa Gulvet.

Fru Spangenberg gav endnu svage Livstegn, da Politi og Ambulance, der straks var allarmeret, kom til, og hun blev forsigtigt baaret ned og kort til Kommunehospitalet.

Paa Vejen herhen udaandede ogsaa hun, og hendes Lig førtes lige fra Hospitalet til St. Johannes Stiftelsen, hvorhen en Times Tid senere Rustvognen ogsaa bragte Victor Madsens Lig.

Det uhyggelige Drama er saaledes spillet til Ende med det samme. Politiet faar intet mere med Sagen at gøre udover at konstatere Motiverne til den unge Mands fortvivlede Gerning.

Han var en trohjærtet ung Knøs, der ikke kunde staa mod den Sorg, det blev ham, da han troede at opdage, at han ikke var elsket mere. Og hun har været let og flygtig, uden naturligvis noget Øjeblik at tænke sig, at hendes Opførsel mod ham kunde drage saa frygtelige Følger efter sig, som nu er slet.

Fru Spangenberg efterlader sig fire smaa Børn i Alderen fra 5-11 Aar. Men antagelig vil disse ikke komme til at lide Nød. De to mindste af dem blev nemlig kort efter hendes Mands Død anbragte ude paa Børnehjemmet i Bjelkes Alle, der har paataget sig deres Forsørgelse for en Sum, som Telefonselskabet i sin Tid betalte. De to ældste vil sandsynligvis blive taget i Huset hos deres Farmoder.

(København 13. oktober 1907)

Et Kærlighedssrama.

Tragedie fra det virkelige Liv.

I Ejendommen Skyttegade Nr. 21, 2. S., i København har der ved 2-Tiden i Lørdags Eftermiddags fundet et Morddrama Sted.

Paa 2. Sal boede en yngre Kone, Enke efter en Telefonarbejder Spangenberg. Hun havde 4 smaa Børn og var forlovet med en Bagerkusk Madsen, som boede i samme Hus. Han var meget jaloux, og i Lørdags Eftermiddags kom de op at skændes angaaende en Sømand, der gjorde Kur til hende. I Hidsighed affyrede Bagerkusken nu et Skud mod hende, traf hende i Hovedet og dræbte derefter sig selv med et Revolverskud. Konen døde paa Vejen til Hospitalet.

- -

Om dette Drama skriver en af vore Københavner-Korrespondenter :

Den Begivenhed, som i Lørdags Eftermiddags har haft en af Nørrebros Arbejderkaserner til Skueplads, rummer alle Momenter til et virkeligt scenisk Drama: den vanvittigt forelskede Drømmer, den smukke Kokette, som morer sig med at lege med Mændenes Hjærter, den uløselige Konflikt, der tilspidses mere og mere henimod Dramaets sidste Akt, og endelig den voldsomme Slutningseffekt, hvor Spændingen udløses.

Philippa Spangenberg var Enke efter en Telefonarbejder, som faldt ned og slog sig ihjæl for et Aars Tid siden. Hun havde fire Børn med ham; to af dem havde et Børnehjem taget sig af, en lille Pige var hos Bedstemoderen, og en var hjemme hos Moderen.

Denne beboede et Værelse i Skyttegade og havde Køkken fælles med Nabokonen, en Enkemadam Nielsen. Denne havde to Sønner: den 25-aarige Gustav Nielsen og den 21-aarige Victor Madsen, der altsaa havde hver sin Fader. Med disse unge Mennesker koketterede den livslystne Philippa Spangenberg stærkt, uagtet hun var forlovet med en Skibskok Juel, med hvem hun efter Mandens Død havde samlevet, indtil Juel paa Grund af Husbeboernes Forargelse tog Hyre for kort Tid siden.

Den smukke Enke hørte til de Kvinder, der ikke kan blive mæt af Mændenes Smiger. Skønt Juel stadig tilskrev hende glødende Kærlighedsbreve, morede det hende dog samtidig at fordreje Hovederne paa de to Halvbrødre, der saaledes paa en Maade blev Rivaler. Det var en hel Sport for hende at hidse deres Kærlighed. I den sidste Tid havde hun lovet Victor at gifte sig med ham, naar hun havde faaet hævet sin Pension hos Telefonselskabet hvilke Penge hun vilde anvende til en lille Cigarforretning. Og bedst som hun foregøglede den forelskede unge Mand disse Billeder, kande hun pludselig i hans Paasyn kaste sig om Halsen paa Halvbroderen eller tage et Brev fra Juel frem, oplæse hans ømme Ord og kysse Brevet.

Victor Madsen var et meget følsomt Gemyt og let modtagelig for alle Paavirkninger. Han havde en Tid tilhørt Frelsens Hær og tog i det hele taget alt med den største Alvor. Den unge Enkes raffinerede Koketteri bragte ham efterhaanden til Fortvivlelse, og lidt efter lidt modnedes den Tanke hos ham, at de maatte dø sammen; han kunde simpelthen ikke leve uden hende. I Fredags købte han en Revolver af temmelig svær Kaliber, og det kom nu kun an paa et Tilfælde, hvornaar den letsindige Kvinde vilde bringe ham til den Tilstand af Ophidselse, da han gjorde Brug af Mordvaabnet.

Dette Tidspunkt indtraf allerede i Lørdags Middags, da hun kom ind i hans Moders Lejlighed og begyndte at tale om Pensionen, som hun skulde have samme Dag; saa kunde Brylluppet snart staa. Men næppe havde hun paany vakt disse Forhaabninger til Live hos det forelskede Menneske, før hun atter begyndte paa sine farlige Experimenter. Hun havde lige faaet Brev fra Juel, sagde hun, og hans Kærlighed var øjensynlig ikke kølnet; det fremgik tydeligt af hans hæftige Forsikringer, som hun læste op, idet hun som sædvanlig kyssede Brevet.

Moderen advarede hende mod at tirre Sønnen og bebrejdede hende hendes skændige Optræden; men det frugtede ikke. Saa gik den gamle et Øjeblik ud i Køkkenet, og hun saa da Victor nærme sig Enken og lægge Armen om hendes Hals, som om han vilde kysse hende. I det samme lød et Skud; han havde trukket Revolveren frem, sat Mundingen mod hendes Tinding og trykket løs. Medens Moderen løb ud paa Trappegangen og raabte om Hjælp, hørte man endnu et Skud, og da Folkene kom ind i Stuen, laa den unge Mand død paa Gulvet; han havde skudt sig gennem Hjærtet. Philippa levede endnu; men hun døde, inden Ambulancevognen havde naaet Kommunehospitalet.

(Horsens Folkeblad 14. oktober 1907).

Som nævnt i artiklen gik mange af gadens børn gik i søndagsskole hos Frelsens Hær i Gartnergade. Ikke fordi man nødvendigvis skulle have indpodet almindelig dannelse. Men her var der hygge og varme. Om søndagen marcherede Frelsens Hær med fuld musik gennem Rantzausgade med alle unger efter.

Skinsygedramaet i Skyttegade.

Ofrene begraves.

Fra del lille Kapel paa Vestre Kirkegaard jordedes Kl. 12 ½ i Middags Enken Philippa Spangenberg. Kisten, der var smykket med Kranse fra venner af den afdøde, var henstillet paa den af et sort Tæppe dækkede Forhøjning, og uden om tog det lille Følge Plads. Efter Salmen: "Aldrig er jeg uden vaade" talte Pastor Rasmussen fra Almindeligt Hospital. Han tog sit Udgangspunkt fra Ordet om de to veje her i Livet, den ene trang, men farende til Frelse, den anden bred, men vejen til Fortabelse. Man var, naar man læste om disse Ugerninger, tilbøjelig til at give Samfundet Skylden og tale om vort Folks Fordærv. Det vilde han ikke. Hvert Menneske havde sit eget Ansvar og maatte svare til det. Han vilde ikke fordømme ham, som havde overskaaret hendes Livstraad; hans Handling dømte ham, og desuden stod han jo nu for Guds Domstol og skulde selv gøre Regnskab. Og vel var hans Gerning grufuld og en stor Synd; men som Mennesker kan vi forstaa, om ikke undskylde ham. Denne Kvinde var hans første Kærlighed, siges der. Han vilde eje hende helt og alene, og dette var naturligt; men hun havde leget med hans Følelser og hans Hjerte. Underligt var det; thi man maatte jo tro, at hun var en alvorlig Kvinde, saa megen Modgang og Sorg, hun havde havt. Det var forholdsvis kort Tid siden, at hun havde mistet sin Mand og var bleven sine Børns Forsørger, og Livskampen var ikke let. Men var hun ogsaa et Menneske, der havde fejlet, skulde det huskes, at hun havde Venner, der holdt af hende. Først og fremmest hendes Moder, overfor hvem hun havde været en god Datter, Og hun havde tillige været en god Moder for sine Børn, Nu havde gode Mennesker taget sig af dem og sart dem fra det Hjem, hvor Minderne om den uhyggelige Skæbne prægede alt. Gid det da maa lykkes disse gode Mennesker at faa det blodige Minde til al blegne; helt kunde det vel ikke forsvinde; og gid hendes Børn maatte forskaanes for at kende dets eftervirkninger.

Med en Bøn og Salmen "Dejlig er Jorden" sluttedes den lille Sørgehøjtid, hvorefter Kisten bares hen til Graven. Her skete Jordpaakastelsen, og Pastor Rasmussen bad et Fadervor.

- - 

Kl 1 ½ jordedes Victor Madsen fra Kapellet paa Bispebjerg Kirkegaard. Trods det daarlige Føre og den lange vej havde der dog indfundet sig halvandet Hundrede Mennesker. Kisten bar signerede Kranse fra Bagermester Berthelsen og dennes Personale i "Istedhus", hvor han havde arbejdet, samt fra Blomsterforretningen sammesteds. Desuden saas en Del Kranse af privat Natur. - Hans Moder og nærmeste Slægt var til Stede.

Efter Salmen "Hvordan takker vi vorherre" talte Pastor Høyrup, der tog sit Udgangspunkt fra Apostlen Jakobs Brev, 1. Kapitel, hvori han advarer mod Hjertets Begær, der føder Synd, og hvori han slutter med de advarende Ord: "Farer ikke vild!"

Men en Bøn sluttede han sin Tale, hvorefter Venner af den afdøde bar Kisten ud.

(Nationaltidende 18. oktober 1907, 2. udgave)

Skyttegadedramaet.

De to Begravelser i Gaar. Præstevaas.

Skyttegade Dramaets to Ofre Enken Philippa Spangenberg og det unge Menneske Victor Madsen, blev altsaa begravede i Gaar Middags, den ene paa Vestre, den anden paa Bispebjerg Kirkegaard

Regnbygen, der faldt paa denne Tid, var utvivlsomt skyld i, at kun et halvt Hundrede Mennesker havde vovet sig ud til Vestre Kirkegaard. Victor Madsens Begravelse paa Bispebjerg Kirkegaard var adskilligt bedre besøgt, - selv om det er langt ude er det dog nærmere det Bykvarter hvor Parret havde Venner og Bekendte boende.

I Følget ved Fru Spangenbergs Begravelse saas blandt andet den Afdødes gamle Moder et af hendes Børn - en lille Pige - hendes Svigermoder Møbelhandler Christiansen fra Laksegade og adskillige Beboere fra skyttegade.

Ved Begravelsen paa Bispebjerg Kirkegaard lagde man særlig Mærke til Victor Madsens Moder der var omgivet af en Del Slægtninge. Til kisten havde den Afdødes Principal, Bagermester Berthelsen i "Istedhus", dennes Personale og Blomsterforretningen samme Sted sendt smukke Kranse.

Selvfølgelig skulde el Par Præster ved denne Lejlighed frem med deres uforgribelige Mening om de to Mennesker, der her stedtes til Hvile,

Over Fru Spangenberg talte Pastor Rasmussen fra Almindeligt Hospital. Han var ikke særlig slem, men det mærkelige var, at han nærmest dadlede den dræbte, Fru Spangenberg, hvis Familie han skulde trøste, og - roste Morderen.

Det er jo sagt til en smule Undskyldning for den forhenværende Frelsersoldat Victor Madsen, at Fru Spangenberg havde leget med hans Hierte og derved ophidset ham. Det er en Omstændighed som er fremhævet, for at man bedre kan forstaa hans grusomme Gerning. Men selvfølgelig kan man ikke gaa hen og myrde et Menneske, fordi dette Menneske driver Iidt Spot med Ens Følelser, og en Præst kan ikke lægge dette til Grund for en Anklage med Morderens Offer.

Men Pastor Rasmussen undskyldte Victor Madsen paa denne Konto. Det var naturligt, sagde han at den unge Mand havde villet eje hende helt men hun havde leget med hans Følelser, -  mærkeligt nok for man skulde tro, at hun var bleven en alvorlig Kvinde efter den Livets Modgang hun havde haft. Altsaa nærmest en Fordømmelse fordi hun ønskede at være Herre over sit eget Legeme.

Han maatte dog indrømme at hun havde været en god Moder for sine Børn, og at hun havde været sin Moder en god Datter.

Men samtidig stod Pastor Højrup ved Morderens Kiste ude paa Bispebjerg Kirkegaard og rasede paa lndremissionsk Vis om Ungdommen, som falder for erotiske Fristelser i Stedet for at søge Frelse hos Jesus. - altsaa en Fordømmelse over Victor Madsen fordi han i det hele taget havde givet sig sin Kærlighed i Vold!

Hvornaar bliver vi dog saa modne, at vi kan undvære præstelige Sandhedsvidner ved vore Begravelser?

(Aftenbladet (København) 19. oktober 1907).

Dramaet i Skyttegade.

Morderen og hans Offer begraves.

I Gaar Middags jordedes fra Kapellet paa Vestre Kirkegaard den myrdede Philippa Spangenberg, en Times Tid for den Mand, der havde dræbt hende, stededes til Hvile ude paa Bispebjerg Kirkegaard.

St. Johannes Stiftelsens Præst, Pastor Rasmussen, holdt Talen over den dræbte Kvinde og gjorde det saa dybtfølt og smukt, at intet Øje forblev tørt hos det lille Hundrede Mennesker, der havde givet Møde af Nysgerrighed, sammen med de faa, der ved Venskabs- eller Slægtskabsbaand var knyttet til den Døde:

Livet har, som vi alle ved, sine to Veje, den ene trang og snæver, førende til den evige Frelse, den anden bred, førende til den evige Fortabelse. Man var sikkert, da man hørte om den grufulde Gerning, der havde kostet de to Mennesker - Kvinden her og ham, der havde dræbt hende og sig selv - Livet, tilbøjelig til at lægge det hele og fulde Ansvar over paa ham. Dette var dog ikke rigtigt. Man skulde huske, at ethvert Menneske havde sit Ansvar. Og man havde ikke Ret til at lægge hele Ansvaret for, hvad der her var sket, over paa Victor Madsen.

Han var ung, et Menneske med stærke Følelser og en Mand, hvis Kærlighed havde krævet alt eller intet. Hun havde leget med hans Hjærte. Der var i denne Henseende saa mange Vidnesbyrd, at det ikke nyttede at nægte det. Og hun skulde derfor heller ikke gaa fri for det Ansvar, der faldt paa hende, ikke mindst fordi de Begivenheder, hendes Mands pludselige Død og andre triste Budskaber, der havde ramt hende ikke saa længe i Forvejen, burde have lært hende, at Livet ikke er nogen Leg, men rummer saa megen bitter Alvor.

Og dog, - var hun et Menneske, der havde gjort Fejl, saa havde det ved hendes bratte og forfærdelige Død vist sig, at hun efterlod sig saa mange Venner. at hun maatte kunne finde Tilgivelse for, hvad hun havde fejlet. De Børn. for hvem hun trods de vanskelige Forhold, under hvilke hun havde haft at opdrage dem, havde været en god Moder, havde jo nu fundet andre Forsørgere. Sad os da bede til Vorherre, at Livet maa lade dem glemme de sørgelige Begivenheder, der kostede deres Moder Livet, og at den Skygge, hendes Død kaster over deres Fremtid, ikke maa række alt for langt."

Saa bad Præsten Fadervor, og Følget sang "Dejlig er Jorden", hvorefter Kisten blev baaret ud til Graven.

Paa Bispebjerg Kirkegaard

fandt, som nævnt, en Timestid senere Bagerkusk Victor Madsens Begravelse Sted. Pastor Høyrup holdt her Talen og undlod ikke stærkt at udtale Fordømmelsen over de Forvildelser, der havde ført den unge Mand til hans fortvivlede Handling.

Et Følge paa et halvt Hundrede Mennesker, blandt hvilke saas mange af den Dødes Arbejdskammerater, havde indfundet sig, og paa Kisten laa Kranse baade fra Kammeraterne og fra hans Mester, Bager Berthelsen i Istedgade.

Kammeraterne bar Kisten til graven, hvor Præsten bad Fadervor.

(København 19, oktober 1907)

Dramaet i Skyttegade.

I Dag begravedes Bagerkusk Madsen og Enkefru Spangenberg. Den førstnævnte paa Bispebjerg Kirkegaard og den sidstnævnte paa Vestre Kirkegaard.

Begge Steder var der mødt et halvt hundrede Mennesker, og Fru Spangenbergs Begravelse var virkelig smuk og stemningsfuld.

Ude paa Bispebjerg Kirkegaard talte den unge Missionspræst, Hr. Højrup, over Verdens Letsindighed og Vellyst.

Tilhørerne var ilde berørt af disse Udtalelser ved den unge Mands Grav. De passede forøvrigt ogsaa darligt, thi Madsen var jo langt borte fra Letsindighed og Vellyst. Tværtimod var han en stille, alvorlig og tungsindig Fyr, der ikke forstod Koketten.

Forøvrigt kom der i Gaar et Brev fra Styrmand Juul til Fru Spangenberg. I Brevet beder den forelskede Styrmand Fru Spangenberg om endelig at ordne alt til Brylluppet, saa det kan holdes, naar han kommer hjem.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 19. oktober 1907).

Dramaet fra Skyttegade.

Philippa Spangenberg og Victor Madsen begraves.

København, Fredag.

I Dag begravedes fra et Kapel paa Vestre Kirkegaard Enken Philippa Spangenberg, den ulykkelige Kvinde, der forleden blev skudt af sin Kæreste, Victor Madsen.

I Følget saas den myrdedes gamle Moder, hendes Svigermoder, en Del andre Slægtninge, flere af Beboerne af Huset i Skyttegade, hvor Dramaet sandt Sted. og et af Philippa Spangenbergs Børn, en lille Pige, der ikke syntes at forstaa, hvad der foregik.

Efter Salmen "Aldrig er jeg uden Vaade", talte Johannesstiftelsens Præst, Pastor R. Rasmussen, der bl. a. udtalte, at han ikke kunde finde, at den myrdede var uden Skyld. Han havde villet eje hende helt. Det var Forklaringen paa Udaaden, hun havde leget med hans Kærlighed, og det var en farlig Sag. Hun var en haardt prøvet Kvinde. Hendes Mands bratte Død var dog en Advarsel fra Vorherre.

Tilslut udtalte Pastoren Haabet om, at det skete ikke maatte lægge sig som en mørknende Skygge over hendes Børns Liv. Og lad os saa bede Gud vise Barmjærtighed mod hendes Sjæl.

Efter at endnu en Salme var sunget, blev Kisten baaret til Graven.

Paa Bispebjerg Kirkegaard jordedes omtrent samtidig den unge Victor Madsen. Der var mødt henved halvhundrede Mennesker, de fleste Venner og paarørende. Blandt Kransene fandtes et Par signerede fra Bagermester Berthelsen, den afdødes Principal o. fl. Pastor Høyrup holdt en kort Tale, i hvilken han advarede Ungdommen mod erotiske Fristelser.

Unio.

(Kallundborg Avis 19. oktober 1907).

En episode fandt sted en månedstid efter i samme ejendom:

Anholdt for Mishandling af sin Kone.

I Skyttegade 21 bor en Arbejdsmand Lundquist. Hans Kone har forstaaet at holde sammen paa Stumperne og med de ringe Midler, der stod til hendes Raadighed, skabt et hyggeligt og net lille Hjem .

Ikke desto opildne har Lundquist, der er en ualmindelig raa og ondsindet Karakter, i længere Tid mishandlet Konen, der er højt frugtsommelig, paa den modbydeligste Maade. Han baade slog og sparkede den ulykkelige Kvinde, saa hendes Skrig lød ud over hele Ejendommen.

Tilsidst blev det dog Husets andre Beboere for broget, og de henvendte sig i en Deputation til Politiassistent Leerbeck paa Fælledvejens Station og klagede over Banditten.

Politiet tog sig straks af Sagen, og i Gaar er Lundquist bleven anholdt. Forhaabentlig er den raa Fyr gjort uskadelig for længere Tid.

(Morgenbladet Adresse-Avisen 16. november 1907).

Hele vejsiden med ulige numre i Skyttegade er nedrevet og erstattet af nyere byggeri i 1980'erne. Et par boligblokke mod Rantzausgade med lige numre er stadig bevaret.

Lille Karens Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

I april 1907 optrådte pastor Sick ved et møde i Fællesorganisationen hvor han kritiserede Socialdemokratiet og dets forhold til kristendommen. Det forhindrede ham imidlertid ikke at bakke op om Peter Sabroe ved en speciel lejlighed.

Husholderske Maren Nielsen hængte den 22. juli 1907 6 børn i alderen 8 år til 14 dage gammel, og begik derefter selvmord. Kun den 9 årige Niels overlevede. I Tvis holdt sognepræst Sick tale ved nogle myrdede børns jordefærd fra Tvis Kirke den 26. juli 1907 og ved morderskens begravelse den 27. juli. 

Demokraten (Århus) havde 21. juli 1957 en længere artikel om Peter Sabroe og mordene i Tvis: "For halvtreds år siden førte Peter Sabroe kampen mod uretten ind i Vestjylland ...". Artiklen omtalte også pastor Sicks bidrag i sagen:

Værgerådet havde et stort ansvar

Naturligvis kom værgerådet med i billedet, og her trådte en personlighed frem, som trods  meningsforskelle vandt sig dyb respekt hos arbejderne, der jo især var dem, som følte forbitrelsen. Det var værgerådets formand, pastor Sick. Han erkendte sit ansvar, men han havde levet i den gode tro, at børnene trods alt havde det godt.

Pastor Sick var kommet til den indremissionske egn nogle år før, da han vendte hjem fra San Francisco. Han havde gjort sig bemærket ved sine dundertaler til missionsfolkene, til hvem han kort efter sin ankomst klart sagde, at deres kristendom skulle kendes på de gode gerninger. Han gav ikke noget for den, der kun viste sig gennem salmesang og bønnemøder. Han opfordredes til at lægge for - og tog et fattigt barn til sig. Men ingen fulgte hans eksempel.

Hvor man ikke kan sige noget godt, skal man tie.

Tre dage efter dramaet blev mordersken stedt til hvile på Tvis kirkegård. Byens befolkning holdt sig borte den dag, ingen kranse eller blomster smykkede den sorte kiste. Den blev kørt på en stiv arbejdsvogn, og efter den fulgte kun Poul Christensen og to mænd (vi må antage, at det har været pressefolk). Ved kirken ventede man en time på præsten, der ved graven holdt følgende tale, der efter referaterne "udmærkede sig ved sin korthed og sit indhold".

- Hvor man ikke kan sige noget godt, må man hellere tie. Hvor Intet forsonende skær er til stede, må man helst undlade at afsige nogen dom. Jeg ser Intet forsonende skær her, men jeg er jo heller Ikke nogen hverken himmelsk eller jordisk dommer. Lad os gribe ned i vor egen barm og se på den usselhed, der findes i menneskehjerter. Her kan vi kun sige: Gud være mig arme synder nådig!

Dagen efter var der anderledes tilstrømning til den lille kirke i Tvis, da seks børn blev jordfæstet. Hele den nære omegns befolkning var mødt op, og fra Holstebro strømmede mange mennesker til. Følget blev anslået til over 800, og ikke engang halvdelen kunne rummes i kirken. Næsten alle havde kranse og blomster med, et vældigt flor dækkede således de fire små kister.

Udenfor hjemmet havde Peter Sabroe holdt sin nævnte tale, og i kirken talte pastor Sick, som man sjældent på den tid hørte en præst. Smukt og rørende indledte han med at tale ud fra ordene "Lad de små børn komme til mig", men midt i sin tale ændrede han sine ord til en tordnende fordømmelse af samfundet, idet han bl. a. angreb den dybt sunkne kirke, Indre missions skinhellighed og tonen på bøndergårdene.

Stikordet til "Hebron-affæren"

Forsamlingen var dybt bevæget, og efter højtideligheden gik Sabroe hen og trykkede præstens hånd, og samtidig opfordrede han ham til at komme til møde i Holstebro aftenen efter.

Under sine besøg i Tvis i disse dage optog det mest Sabroe, hvad man ville gøre ved den 9-årige Niels. Han fik at vide, at man tænkte sig at anbringe ham på en gård i sognet. Overfor sognerådsformanden bemærkede Sabroe, at det sikkert ville være sundest for drengen at

komme - bort fra denne egn.

 

Jo, men hvor skal vi anbringe ham, - spurgte sognerådsformanden.

Vil det mest passende ikke være på et børnehjem, svarede Sabroe.

- Uha, nej, for det ud af manden, det var dog synd, for der bliver han jo bare mishandlet!

Sabroe anede straks en ny affære.

- Hvad mener De med det ?

Sognerådsformanden var ikke glad for at udtale sig.

Man har jo sine bestemte indtryk, var hans typisk jyske bemærkning.

- Måske også fra et bestemt sted? forsøgte Sabroe, og med held.

- Jow. da, det kan a vel nok Indrømme. Det er "Hebron", Jeg tænker på.

Dermed var Sabroe på sporet af den næste store sag, der i løbet af få dage kom til at optage i endnu højere grad end begivenheden i Tvis og i lige så stort omfang som Flakkebjerg-affæren kort forinden. "Hebron" var Handbjerg pigehjem mellem Struer og Skive, og Sabroe førte en månedlang kamp før hjemmets leder, fru Randsholm, blev afskediget. Han foretog dog sine undersøgelser så hurtigt, at han kunne bringe forholdene på tale ved side møder om Tvis-tragedien.

Allerede samme aften, som Sabroe havde overværet begravelsen i Tvis, talte han ved et stærkt besøgt møde i Herning. Aftenen efter fulgte mødet i Holstebro. Der var stuvende fuldt hus i Afholdshotellets sal længe forinden mødet begyndte. I sine optegnelser har Sabroe selv opgjort antallet til over 1000, og referaterne anslår 800, men det var i hvert tilfælde en efter forholdene kæmpestor forsamling.

De seks små barnelig råber til os.

[Her følger et referat af Sabroes tale].

Efter et bragende bifald rejste pastor Sick sig og udtalte under stor opmærksomhed:

Pastor Sick bakker op i Sabroes kamp

- Når man har haft dårlige tanker, bør man komme frem med dem, for at man kan skamme sig, og det må jeg gøre. Jeg tog til dette møde med frygt for, at der skulle komme kludder i denne sag. Nu er jeg glad. Her er ikke talt politik. Det burde heller ikke ske, børnene tilhører os alle, de er det danske folks fremtid. Derfor har jeg lidet at tilføje til Sabroes ord.

Præsten talte som værgerådsformand tragedien og erkendte, at han ikke havde troet, at børnene led nød. Jeg ved ikke, om der har været mænd i Tvis, som vidste det. Har nogen været vidende derom, da har han handlet som en skammelig pjalt ved ikke at sige det til mig. Thi overfor børn kan jeg ikke passe mig selv. De skal have deres ret. Jeg deler ikke Sabroes politik 

men når han har sagt, om vi dog ikke kunne samle os om at slå værn om de hjemløse børn, så er

her min hånd og mit hjerte. Ingen mand eller kvinde med retfærdighed i hjertet kan sige andet end ja.

Varme klapsalver fulgte denne tale, som var en stor støtte til Sabroe. Modstanderbladene havde for resten prøvet at gå imod ham, men folkestemningen tvang dem til at tie i den omgang, Ja,

flere roste endda Sabroe efter mødet i Holstebro.

Derpå blev der hurtigt stille om sagen i Tvis. På egnen og i Holstebro lever tragedien stadig i erindringen hos mange ældre, og i Tvis stationsby værger man om det smukke lille gravsted med den gamle og nu revnede mindesten.

(Demokraten (Århus), 21. juli 1957 - uddrag).

Talerne findes refereret på denne hjemmeside. I sin tale rettede Sick et tordnende angreb mod Indre Mission. Peter Sabroe involverede sig også i sagen som eksempel på manglen på lov om værgemål. Mødet blev afholdt lørdag den 27. juli 1907 i Holstebro arrangeret af Fællesorganisationen,

Sick skrev om det indremissionske børnehjem, bestyret af fru Bransholm: "Jeg vil hellere se mine børn dø end overgivet i fru Bransholms værge". Sagen er pga. Peter Sabroe gået over i historien som "Hebronsagen". En undersøgelseskommission gav rystende afsløringer bl.a. om afstraffelsesmetoderne. Fra lussinger og slag med ris, til indespærring på kammer eller i “mørk arrest”, af og til i dagevis. Fru Bransholms indremissionske pædagogik gik ud på at kombinere disse straffe med kærtegn. Hun tog sin afsked ved udgangen af 1907. Under sagen rejste hun injuriesag mod Sabroe der blev grebet i overdrivelser. Sagen blev aldrig afsluttet med dom. Den betød nedsættelsen af en kommission i 1910 der i 1922 udmøntedes i Værgerådsloven som afløste Børneloven af 1905.

Også efter denne begivenhed fortsatte pastor Sick sit angreb på indremissionske opdragelsesmetoder:

En smuk Højtidelighed.

En stor og Arbejderpartiet værdig Begravelse fik den lille Karen - hvis sørgelige Skæbne tidligere er omtalt - forleden i Holstebro.

En stor Forsamling af Mænd og Kvinder var mødt frem for at deltage i Sørgehøjtideligheden og vise Karens Forældre deres Deltagelse.

Kisten  var henstillet i Arbejdernes Forsamling lokale, der af Fællesorganisationen var smukt Pyntet med Guirlander langs Væggen og rundt om Fagforeningsskjoldene samt sort-røde Sløjfer. Sand, Grønt og Blomster var strøet saavel inden- som udenfor Lokalet. Kisten var dækket af Kranse og Blomster.

I Forsamlingen bemærkedes Pastor Sick, Tvis, i Ornat. Paa Forespørgsel erklærede Pastoren, at han ikke vilde tale, men senere tog han alligevel Ordet.

Salmen "Lær mig, o Skov" blev afsunget, hvorpaa Hr. Redaktor P. Andersen, "Ringkøbing Amts Social-Demokrat", talte:

Naar vi i Dag er stævnet sammen i dette Lokale, saa er Aarsagen ikke den sædvanlige, at drosle Maaden, hvorpaa der kan skaffes mere Lys og Lykke til de mange Hjem, men vi er kommen her for at vise Morten Madsen og Hustru vor Deltagelse i den store Sorg, der har ramt dem. Vi er kommen for at protestere mod den Samfundsordning, der splitter Hjemmene og skiller ad, hvad der naturligt hører sammen. Forældre og Børn. Vi harmes paa dette Samfund og kræver af det en Lov. der beskytter de smaa Børn mod alle de Lidelser, de gaar til, naar de sendes bort fra Hjemmet for at tjene Føden.

Lille Karen har ikke danset paa Roser, hendes Barndomstid har været rig paa Sorger, fattig paa Glæder. Ubemærket var hun i Livet, og Avtoriteterne gav heller ikke synderlig Agt paa hendes Død. Først da hendes Faders Kammerater drog ud i Søndag, lykkedes det at trække lille Karen op af Aaens kolde Vand.

Hun er ikke den første, som er gaaet den Vej, i de sidste 10 Aar har 15 Tjenestebørn paa Landet berøvet sig selv Livet. Disse Barne-Selvmord raaber til Himlen om Beskyttelse for Børnene.

Naar vi om om lidt kommer ud paa Kirkegaarden, vil Kirkens Repræsentant, Præsten, tale. Jeg kunde tænke mig, at han vilde tale om Jesu Ord: "Lader de smaa Børn komme til mig", men endnu, da Kristendommen er 1900 Aar gammel, tager kristne Mennesker saa ondt paa Børn, at de tager Livet af sig. Hvis Danmarks Befolkning virkelig var kristen, hvad den jo ikke er, var en Børnebeskyttelseslov ganske unødvendig, men nu maa vi absolut have en saadan Lov.

Lille Karens Død indeholder en Advarsel til alle Forældre om ikke at sende deres Børn ud at tjene, ser den bitreste Nød tvinger dem dertil.

Som det var Arbejderne, der fandt lille Karen, saaledes er det Arbejderne og deres Hustruer, der følger hende her fra, og Arbejdernes Faner vil vise hende den sidste Ære. naar hun sænkes i i Graven.

Med vort Arbejde i Fremtiden vil vi vise, at lille Karen ikke er død forgæves.

Man sang "altid frejdig", hvorefter Pastor Sick talte:

Jeg har ingen Ret til at tale her, men alligevel vil jeg gærne sige nogle faa Ord, ikke i Modstrid til det udtalte, thi jeg samstemmer fuldstændig med, hvad her er iagt, men hvad en kristen Præst bør sige. Der er i de kristnes Hjærteslag og hos varmhjærtede Mennesker en glødende Harme mod dem, som vil holde Børnene fra Herren. Han vredes, naar Mennesker ikke forstaar Barmhjertighed.

Naar et Ægteskab velsignes med Børn, saa er det sørgeligt, at en saa ussel Ting som Penge skal rive Børnene bort fra Moderen. Jeg ved ikke, hvordan dette Barn er bleven behandlet, jeg havde ikke Ret til at komme i hendes Husbonds Hus, men det er Synd, Sorg og Skam, at Kærligheden er saa ringe, at Børn kommer bort fra Hjemmene. Børnene maa holdes udenfor det haardeste haarde, Kampen for Tilværelsen. Den Mand, der talte før mig, rejste en Anklage mod Samfundet, jeg retter en bitter Anklage mod Kirken og os kristne, at vi ikke højt nok har raabt ind i Menneskehjerterne: Vær gode imod Børnene.

Vor største Pligt mod Barnet er at holde af det; det maa ikke være det afgørende, om Barnet kan arbejde. Har Du et fremmed Barn i dit Hjem, saa er det den største Synd, hvis Du giver det et frossent Hjerte. Hvis dette er et saadant Resultat, da er der saaet en bitter Sæd, som har givet en bitter Høst. Lad Barnet mærke, at I holder af det, tag det med i Hjertet, og ikke blot i Lo og Lade.

Pastor Sick sluttede med en Bøn, hvori han udtalte Ønsket om, at Menneskehjærterne maatte bæve i Skam og gløde i Harme, hver Gang der gøres Børn ondt.

Efter Pastor Sicks Ønske afsang Forsamlingen "Kærlighed fra Gud", hvormed Højtideligheden siuttede. - Mange af de tilstedeværende var dybt grebne.

Ligtoget satte sig derefter i Bevægelse. Foran Ligvognen vajede 9 røde Faner, og Følget var sikkert det største, som endnu er set i Holstebro. Det talte ca. 400 Personer.

Morten Madsen og Hustru har i deres Sorg faaet den Trøst, som kan ligge i en hel Stands Medfølelse og Deltageise.

(Demokraten (Århus), 24. oktober 1907)

Men det blev måske den sidste anledning: I oktober 1907 ansøgte Georg Sick, dengang sognepræst i Nørre Felding, embedet som sognepræst ved Helligkors Kirke i København. Her holdt han tilsyneladende nogle oplæg hvis indhold også rygtedes i hans gamle menighed:

Aabent Brev til

Hr. Pastor Sick, Nr. felding.

Ved Mødet i Socialistklubben i Rømersgade i Kjøbenhavn den 11. September skal De, Hr. Pastor, ifl.  "Social-Demokratens" Referat bl. a. have udtalt : "Taleren skildrede hvorledes en lille Pige var bleven mishandlet i sin Tjeneste, saaledes at hun tilsidst gik hen og druknede sig. Hendes Husbond og Madmoder havde aldrig talt et venligt Ord til hende, og tilsidst kunde hun ikke udholde det længere. Øvrigheden søgte ligegyldig efter Barnet, men fandt det ikke. Først da nogle fattige Daglejere gav sig til at søge efter hende, fandtes Liget, og ved Undersøgelsen fandt man en rød Ring om Barnets Hals, saa det saa ud, som om der var begaaet et Mord".

Jeg beder Dem, Hr. Pastor i den Anledning offentlig at svare paa følgende Spørgsmaal:

1). Vedkender De i Hovedtrækkene dette Referats Rigtighed?

I saa Fald

2). Er det mit og min daværende Husbestyrerindes Forhold til Karen Madsen der druknede i Storaaen i Fjor Efteraar, De her har sigtet til?

Thusholt i Tvis, den 20. Oktober 1908.

Peter Thusholt.

(Lemvig Folkeblad, 22. oktober 1908)

Han blev afskediget ("entlediget") 14. august 1909

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

Da jeg forleden. (Efterskrift til Politivennen)

var til Begravelse i Vestre Kirkegaards store Kapel og kom tidligere end fastsat, studsede jeg noget over et Opslag, der meddelte, at "Tobaksrygning i Kapellet ikke var tilladt". Dette syntes mig saa selvindlysende, at Nødvendigheden af Opslaget forekom mig temmelig problematisk. Jeg fik imidlertid snart se, at den var reel nok; thi ikke alene hændte det, medens jeg stod i Forhallen og saa Folk begive sig ind i de forskellige Afdelinger af Kapellet, hvor Begravelser fandt Sted, at Herrer kom spaserende ind i Forhallen med tændt Cigar i Munden, og at de kun nødigt syntes at følge Opslagets Henstilling til at ofre Cigaren, men der skete saa mange smaa og store Brud paa den Respekt, man skulde tro, de Levende altid havde for Død og Grav, at denne Forbidefilering af "Sørgefølge" syntes mig ret pinlig.

De fleste kom for sent, og førte baade Latter og højrøstet Tale med ind igennem Forhallen, Herrerne syntes meget utilbøjelige til at blotte Hovedet før i allersidste Øjeblik, og det "damelige" Følge gik paa enkelte Undtagelser nær som til en Fest, der senere skulde give dem Samtalestof.

Jeg stod og saa paa det lille uskyldige Opslag om "Tobaksrygning frabedes" og jeg tænkte, at der kunde have været mange, mange flere Opslag, saa mange, at hele Væggen dækkedes, og der var vel alligevel ikke gjort tilstrækkeligt for at værne om den Respekt, man skylder Døden.

Miss M.

(København 12. august 1907).

Hermann Ebert (1855-1936). (Efterskrift til Politivennen)

Kendte Mænd

Herman Ebert.

Den Mand, hvis Billede vi i Dag bringer, er Jyde - og Københavns mange Jyder er utvivlsomt overbevist om, at kun en af deres egne kunde præstere det Arbejde, som Borgerrepræsentant, Grosserer Herman Ebert kan se tilbage paa.

Men trods Jyskheden er Hr. Eberts Navn for bestandig knyttet til Amager. Ikke det gamle Hvidkaalshovede-Amager, men den moderne Storstadsanneks, som han selv har været med til at skabe. Herm. Eberts Historie og Sundbyernes Historie falder sammen.

I 1880, da han var 25 Aar gammel, startede han en Forretning i Sundby, som i 1880 flyttede hen paa Amagerbrogade. Samtidigt med, at han drev sin egen Forretning i Vejret, tog han ivrigt Del i det kommunale Arbejde. Det var paa hans Initiativ, at Taarnby i sin Tid blev udskilt fra Sundby Sogn Det var ham, der tik gennemført Anlæget af Sundby Gas- og Vandværk, og som Formand for Sogneraadet i dettes sidste tre Tilværelsesaar, ledede han Forhandlingerne om Indlemmelsen. Da denne havde fundet Sted, fik han Sæde i Københavns Borgerrepræsentation som særlig Repræsentant for Sundbyerne, og han har siden udført el energisk Arbejde for at skaffe sin gamle Kommune samme Fordele som det indre København.

Mest er Hr. Ebert dog kendt som Bygherre Københavns største. "Eberts Villaby" med de fra Kristian II. s Tid hentede Gadenavne er kendt af alle; derimod er det mindre bekendt, at han ogsaa har opført en, mere borgerlig anlagt, Villaby ved Sundbyøster. Ialt 128 Villaer er der bygget under hans Auspicier, og alle har de været Mønsterboliger. Hans Forbrug af Bygningsmateriale er saa stort, at han har anlagt et eget Savskæreri paa Amager og erhvervet et Teglværk i Nordsjælland.

De mange Villakolonier, som i de senere Aar har rejst sig rundt omkring København, har alle Eberts til Mønster, men ingen har som han forstaaet at give sine Foretagender en flot Start - til Reklame for sin første Villaby anvendte han saaledes 30.000 Kr.

Ikke uden Grund kaldes Ebert "Amagers Konge", og denne uofficielle Titel vil han sikkert beholde, indtil den afløses af en officiel.

(Morgenbladet Adresse-Avisen 24. juli 1907)

Tegning fra København 8. november 1894 i anledning af at Ebert opstillede som kandidat til sognerådet i Sundbyerne. Dengang blev han kaldt "Amagers Konge". 

1880 fik Ebert borgerskab og åbnede en lille købmandsbutik i Nygade, nu Sverrigsgade. Han anlagde et kaffebrænderi, dampsavskæreri (1896), snedkeri, teglværk i Villingebæk ved Gilleje. Formand for Sundbyernes sogneråd 1899. Eberts Villaby, 1894 ff, desuden Villaby ved Øresundsvej. 1901 Bellevue-kvarteret ved Sundby Parkanlæg, hjørnet af Holmbladsgade og Venusvej (nu Polensgade) - 4 etages ejendomme. Eberts vision var villabyggeri. Han var kritisk over for det storstilede spekulationsbyggeri. Ejendommen "Sønderborg" på Amagerbrogade finansierede han også.

Demarkationsservitutten forhindrede alt sammenhængende, højt og grundmuret byggeri fra Christianshavn til Sundbybommen. På hjørnet af Amagerbrogade og Holmbladsgade lå en benmølle og syrefabrik. Indtil 1905 lå "Fredens Mølles Fabriker", i folkemunde kaldet "Benmøllen" på hjørnet af Holmbladsgade og Amagerbrogade. Beboerne klagede over stanken til sognerådet. Men det gjorde ikke noget ved det da det bestod af rige amagerbønder der boede langt væk fra stedet. Først da socialdemokraterne fik flertal i sognerådet, blev "Benmøllen" lukket og fabrikken jævnet med jorden. Ebert købte efterfølgende grunden, samt bebyggelsen på den anden side af gaden af grosserer Holmblad. "Bomhuset" forsvandt ved samme lejlighed, dog ikke bomafgiften. Bommanden flyttede i stedet ind i en af stuelejlighederne i det nye kompleks.

Ebert blev begravet på Sundby Kirkegård, og fik Ebertsgade opkaldt efter sig.

I maj 1921 brændte grosserer Eberts hjørneejendom Holmbladsgade 74 og Ungarnsgade 1, og raserede 25-30 meter af tagetagen. Foto fra Aftenbladet (København) 12. maj 1921.

Møntergade - Gammel Møntkvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

 

Der er nu sat fuld Kraft paa Nedrivningsarbejdet i Møntergade-Gammel Mønt-Kvarteret. Adskillige af de dødsdømte Ejendomme er allerede forsvundne, en Del af de øvrige er delvis demolerede, og Resten følger efter i den nærmeste Tid.

Et Besøg paa de raserede Grunde har stor Interesse. En Mængde Tilskuere samles da ogsaa daglig i de to Gader for at iagttage Arbejdets Fremadskriden; Nedrivningen gaar for sig med prisværdig Hurtighed, og efterhaanden som Facademurene forsvinder, faar Tilskuerne Lejlighed til at kaste et sidste Blik ind i Husene, i de gamle, ejendommelige Beboelsesrum, der i det sidste Hundredaar - ja, for flere Huses Vedkommende i endnu længere Tid - har huset en Mængde Københavnere.

Enkelte Familier har boet her gennem flere Slægtled - mellem disse findes flere bekendte Personer, bl.a. Georg Brandes.

For de fleste af TIlskuerne er Terrænet ret ukendt, og til Orientering skal vi da fremsætte nogle Oplysninger.

Nedbrydningsarbejdet foregår i tre Afdelingen, saaledes at efterhaanden et bestemt Antal af Husene forsvinder.

I første Omgang falder følgende Huse: Gothersgade Nr. 51 og 53, Møntergade Numrene 20-36 inklusive og Gammel Mønt Numrene 16-36 inklusive.

Paa det raserede trekantede Areal tages der straks fat paa Opførelsen af de nye Komplekser, som danner den ene side af Kristian den Niendes Gade.

Størsteparten af de nævnte Huse i Møntergade, bl.a. Povel Fecktels Stiftelse, er nedrevne. Fig. 1 viser hvorledes Pladsen nu ser ud. Det ældgamle Morbærtræ, der ses paa Midten af Billedet, og som var den sidste Rest af et i fordums Tid pragtfuldt Haveparti, har nu maattet falde for Øksen. I baggrunden tilvenstre ses enkelte af Baghusene, som hører til Gothersgade-Ejendommene; I Midtpartiet strækker sig Baghusene fra Store og Lille Regnegade, og længst tilhøjre ses nogle Baghuse i Gammel Mønt.

Tværs over dette Terræn er det, at den projekterede Kristian den Niendes Gade skal anlægges. Gaden skal begynde tilvenstre paa Billedet, udfor Hørups Port, og udmunder i Gammelmønt, netop der, hvor de nedrevne Huse fra Nr. 16 til 22 danner et Gab.

Gaardinteriør fra Gammelmønt.

Fig. 2 viser et Gaard-interiør fra de baghuse paa Gammelmønt, der nu staar for Tur til at falde.

Oktober Flyttedag 1907 fortsættes med nedbrydning af følgende Huse: Gammelmønt 10-14 inklusive; St. Regnegade 1; Lille Regnegade Nr. 11; Gothersgade Nr. 45-47-49.

Fra April Flyttedag 1908 skal følgende Huse nedrives: Store Regnegade Nr. 3-15 inklusive; Lille Regnegade 1-9 inklusive; samt Baghuset til Nr. 43 i Gothersgade.

Og endelig falder ved April flyttedag 1909 den sidste Rest, nemlig Forhuset til Ejendommen Nr. 43 i Gothersgade.

Det raserede Terræn ser nærmest ud, som om det havde været hærget af en vældig Ildebrand; eller maaske er Sammenligningen med den ved et Bombardement forvoldte Ødelæggelse mere betegnende.

Det er netop 100 Aar siden, at Englændernes Bomber, Kongreveraketter og Brandpile regnede ned over København. 

Den Demolering, der nu foregaar i Møntergade, er heldigvis af en mere fredelig og nyttebringende Natur.

Kaster man Blikket ind over Pladsen til de omtalte Baghuse, saa ser man elendige, faldefærdige Rønner, som er klasket op paa bedste Beskub, vinde og skæve, afvekslende Bindingsværkshuse eller Kalkstensmur, opført tilsyneladende ganske uden Plan og uden mindste Hensn til Symmetri eller Skønhedssans. Byen maa være himmelglad over, at disse Rønner forsvinder og giver Plads for lyse og luftige Bygninger.

Georg Brandes' Barndomshjem.

Raadhusforvalteren, Hr. Nyrop-Larsen, har med vanlig Engeri indsamlet en hel Del interessante Sager fra de gamle Huse; Sagerne er dels gaaet til Nationalmusæet, som har ladet optage en Serie fortrinlige Fotografier fra Husene, og en Del af de gamle Ting er indlemmet i Raadhussamlingen.

Af størst Interesse er de opbevarede Sager fra Ejendommen Møntergade 26, der i Aarene 1843-44 opførtes af Grosserer Niels Adler. I dette hus boede bl.a. Grosserer Brandes, Fasder til Brødrene Georg og Edvard Brandes, der har tilbragt deres Barndomsaar her.

Huset var oprindelig villaagtig Sommerbolig med tilhørende Have ud mod Bismergangen. Værelserne var dekoreret med smukt Træskærerarbejde, og paa Væggene saas interessante kolorerede Billeder, malet paa Lærred. Disse Sager, samt en Jærnlaage, der har siddet for et kældervindue i Baggaarden, opbevares i Raadhussamlingen.

Bygherren, Niels Adler hjembragte fra Udlandet Skitserne til Malerierne, og Udførelsen overdroges til Kunstmaler Dahl. Bagved Huset laa i sin Tid de såkladte "Sælgeboliger". Baggaardens Værksteder, fra hvis Støberi er udgaaet den Davisstatue, som staar foran Frue Kirke.

I Huset fødtes Gehejmeraad Johan Gunver Adler, Kabinetssekretær hos Kristian den 8de, Grosserer Niels Adler og Adjunkt, landsthingsmand Peter Adler.

Fra Huset Nr. 28 i Møntergade opbevares i Raadhussamlingen Indskriptionsstenen over Porten, paa hvilken læses: "Poul Fechtels Hospital 1739".

Fra Huset Nr. 16 paa Gl. Mønt opbevares et Brændevinsbrænderskilt af Sandsten, der har været anbragt over Gadedøren, og paa hvilken læses de mystdiske Linier:

"Dig førte Raune Kjød og Brød

Aarlig og Silde til Din Føde.

I. S. S. - K. A. D.

Anno 1730"

Desuden er der paa Stenen anbragt forskellige Brændevinsbrænderiapparater, omgivet af Ravne.

Af de øvrige Sager, der opbevares i Raadhussamlingen, kan anføres følgende:

Gl. Mønt 18: Tag over en Kælderdør fra Forhusets Gaardside; fra Nr. 20: En Gadedør; Nr. 22: et Smedejærnsgelænder; Nr. 24: Et Dørparti; Nr. 30: Vinduesrammer over Gadedøren; Nr. 34; Numerpladen, som har siddet over den saakaldte Bismergang.

Sagerne er til Eftersyn for Raadhusbesøgende.

N. B. 

(Social-Demokraten 19. juni 1907).