Urolighederne paa St. Croix.
Vi have nu modtaget saadanne Indberetninger fra vor vestindiske Koloni St. Croix, at man her hjemme kan overse Situationen. Der foreligger Breve til Regeringen fra Guvernøren derude og en Mængde Breve fra Private. Alt, hvad vi høre derfra, fremkommer dog kun fra den ene af Parterne: de Forurettede og dem, der staa paa disses Side. Den anden Part, Negrene, høre vi intet fra. Disse Folk kunne ikke selv gjøre sig gjældende, og Talsmænd have de ikke.
Guvernør Garde indberetter til Regeringen, hvad han selv, Officerer og Soldater have gjort, og Beretningen fremstiller naturligvis alles Adfærd i det bedste Lys. Det er dog utvivlsomt, at der ogsaa kan være noget, som taler for Negrene, noget, som er "formildende Omstændigheder", og dette bør ikke lades upaaagtet.
Hvorledes opstod Tumulten?
I Følge Beretningerne var en Politibetjents brutale Adfærd mod en beruset Neger den første Anledning til Tumulten. Betjenten slog Negeren, saa han maatte bringes paa Hospitalet. Det hed sig blandt Negrene, at han var død, og dette Rygte ophidsede hans Kammerater
Samtidig var der og er der altid Utilfredshed med Arbejdsregulativerne. Hvorfor? Ere disse da uretfærdige? Uden Tvivl, thi de ere lovede ophævede om et Par Aar. De ere uretfærdige, og dog skulle alle disse fattige Arbejdere bøje sig under dette Aag endnu i flere Aar. Er dette ikke en god Grund til at bringe Sindene i Gjæring! Negrene ere ikke frie paa St. Croix, de ere i Sammenligning med Øens hvide Befolkning endnu i Slaveri.
De skulle forblive paa Landet (Landnegrene), de skulle tage fast Arbejde hos Plantageejerne for et Aar ad Gangen, og de skulle nøjes med et bestemt ubetydeligt Vederlag for deres Arbejde. En Gang om Aaret have de Lov til at give sig i Tjeneste hos en anden Herre - det er den saakaldte Skiftedag.
"Det er kun os Sorte, man tvinger og kuer", sige de til hverandre, "paa de engelske Øer er Slaveriet ophævet, men under den danske Regering ere vi endnu i Slaveri" Og deri have de jo Ret *)
Er her da ikke en Grund til Selvtægt? Vilde vel vi Hvide finde os i saadanne Slavelænker? Mange af Negrene forstaa fuldtvel den Uret, man gjør dem, og der hersker en bestandig Gjæring i Sindene, en Gjæring, som er berettiget. Tør man da dømme disse Mennesker strængt, naar den underjordiske Ild af og til bryder frem i Flammer!
Autoriteterne vide meget vel, at disse uretfærdige Love hvert Aar ved Skiftetid, da Negrene igjen for et helt Aar skulle sælge sig til haardt, usselt lønnet Arbejde, afstedkomme Uroligheder. De til Byen sammenstimlende Landarbejdere drikke og larme. Jo mere man til daglig føler sig kuet og lænket, jo mere er man tilbøjelig til at slaa Gjækken los, naar man endelig en Gang føler sig lidt mere fri og er sammen med Lidelsesfæller. Er noget mere naturligt!
Men Autoriteterne kjende jo disse Forhold; burde de da ikke have sørget for paa den nævnte Dag at have en passende Styrke til Stede, enten Politi eller Militær? Lige overfor store Masser af Landnegre havde man kun ialt 7 a 8 Betjente og Soldater, og dette var en Fejl. Man kunde have hast en passende Styrke; thi det viste sig jo senere, at St. Thomas kunde sende 45 Soldater. Muligt, at hele denne Kalamitet kunde været afværget ved nogle saa Soldaters Tilstedeværelse i Frederikssted paa Skiftedagen.
Der er en Mængde Beretninger om Negrenes vilde Væsen under Tumulten. Det er ikke min Hensigt at forsvare Tumulten eller den paafølgende Nedbrænden af Plantager. Der er begaaet Forbrydelser, som bør straffes. Men jeg skriver for at gjøre opmærksom paa, at naar der ses hen til den tilstedeværende Drukkenskab, den berettigede Grund til Misfornøjelse og Manglen paa Politistyrke, ere Negrene maaske mindre brødefulde, end man i Reglen vil gjøre dem til. De ere i Reglen godmodige, noget enfoldige Mennesker. Under Negeropstande andet Steds er man vant til at høre om Massakrer paa de Hvide, paa Kvinder og Børn; men Brandstifterne anmodede i det her foreliggende Tilfælde Beboerne af Husene om at forlade disse, før de stak dem i Brand. Værgeløse Damer og Børn færdedes rundt omkring. Negrene tilføjede dem intet ondt. Tumultuanterne plyndrede, hedder det. Negrenes Øjne var det ingen Forbrydelse at borttage, hvad der ellers vilde brænde. Naturligvis vil jeg ikke forsvare Plyndring, men. som sagt, meget, som plyndredes, vilde ellers være brændt. Tumultuanterne optraadte som Brandstiftere, ikke som Mordbrændere; de vilde ingen indebrænde.
Disse Tusinder af ophidsede, til Dels drukne, uvidende Mennesker tilføjede ikke de Hvide personlig Overlast, hvad der viser, at de ikke ere de onde, vilde Mennesker, man i Reglen vil gjøre dem til. (At de to Soldater dræbtes var ondt, var Drab og bør straffes som saadant, men det skete under de andre Soldaters Fremrykning og udførtes af nogle saa ophidsede Individer. Dette enestaaende Drab kan ikke lægges hele den sorte Befolkning til Last). - De Hvide derimod, vore Landsmænd, have de været lige saa godmodige, have de skaanet Negrenes Liv? Uagtet Tumultuanterne alle Vegne viste sig tilbøjelige til vild Flugt ved de bevæbnede Hvides Nærmelse, skjød man dem ned. Negrene kunde ikke skyde, de havde ikke Geværer - det er let at nedskyde Værgeløse, men der er ingen Bravour deri. Det er et meget kraftigt, men tillige det mest raa Middel til at bringe Orden til Veje.
Men nu, efter at Tumulten er til Ende, efter at Modstanden er brudt og alle Tumultuanterne paa vild Flugt; nu, da man veed, at det er forbi sor den Gang, kan det saa forsvares vedblivende at sorsolge med Geværkugler? De Flygtende kunne jo dog let indfanges; Øen er lille, og bort kunne de ikke komme. De tænke nu kun paa at skjule sig, at flygte; kommer det da an paa, om nogle af dem indfanges et Par Dage før eller senere? Behøves der absolut Geværkugler? Vi ville haabe, at andre Midler ere forsøgte først uden Nytte. Menneskeliv ere dog for kostbare til at prisgives bevæbnede Plantere og Forvaltere, der forfølge, paavirkede af Hævn og Had, og ikke blot som Lovens Haandhævere Det er ikke længere Soldater og Politi mod Urostifterne, men det er "de Hvide mod de Sorte". Dette er ildevarslende for Fremtiden.
Guvernor Garde har dekreteret Belejringstilstand og Standret. Er der da Oprør paa Øen? Vil man Regeringen til Livs? Utvivlsomt ikke! Det er en lokal Tumult, som, da den ikke kvaltes i Fødslen, antog større og fordærvelige Dimensioner, men strax kuedes ved Militærstyrkens Ankomst. Belejringstilstand og Standret ere muligvis dog nødvendige, skjønt Militærets Tilstedekomst hurtig pacificerede Øen; men der opstaar nu det vigtige Spørgsmaal:
Hvem skal være Dommerne i Standretten?
Guvernør Garde udnævnte hertil:
Overdommer Rosenstand, forhv. Politimester, Justitsraad Forsberg og Politimesteren i det Distrikt, hvor Retten holdes.
Forstnævnte er sikkert paa sin Plads. Hr. Forsberg, forhenværende Politimester, er saavidt vides selv Plantageejer, altsaa skadelidt ved Ildspåsættelserne og Part i Sagen. Er hans Valg til Dommer i Standretten da heldigt? Politimesteren i Frederikssted, som fra Tumultens Begyndelse modtog allehaande Meldinger af sine ophidsede Betjente og selv "haardt trænges" af Tumultuanterne, vil næppe kunne betragtes som fuldkommen rolig og uhildet Dommer.
Det ligger nær at fordre, at Standretten, der er den alvorligste og strængeste af alle Retter, der efter faa Øjeblikkes Forhør idømmer Medmennesker Døden, skal være sammensat af Dommere, der selv aldeles staa udenfor Begivenhederne og kunne overse alt med et uhildet Blik.
Kjøbenhavn, den 1ste November 178.
Th. Thorson, afsk. Premierløjtnant, tidligere tjenstgjørende ved de vestindiske Tropper.
Ovenstaaende var, som man ser, skrevet forinden Forhandlingen i Folketinget; denne giver mig imidlertid ingen Anledning til at ændre noget.
13de November 1878. Th.
*) Institutionerne ere saadanne, at Planterne bestemme, hvad der skal være Lov, ikke den danske Regering. Arbejdsgiverne give Love for Arbejdsforholdene; den ene Part har saaledes Haand og Hals over den anden; men er dette da ikke Slaveri? Øernes Guvernører have stadig arbejdet hen til at skaffe friere Forhold for Arbejderne, men Planterne holde i egen Interesse paa det nævnte Slaveri, ligesom de have sig selv at takke for Militærets Reducering.
(Morgenbladet (København) 14. november 1878).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar