Til Dem, som skulde have Tilsyn med Springvandsrenderne udenfor Byen.

Man har nyligt ladet grøften ved Øster Alle som fører til Vibenshus, oprense og opgrave. Hvilket for så vidt må anses for meget prisværdigt. Men mon man her ikke har været alt for nærgående? Springvandsrenderne fra Lundehussøen som ligger langs med grøften, er nemlig på en meget betydelig strækning, skønsmæssig flere hundrede favne, blevet til dels og på sine steder næsten helt blottet for al bedækning. Formentlig må dette have til følge at renderne vil rådne længe før tiden. Men mon ikke også indtræffende frostvejr vil kunne gøre en meget stor skade? På sine steder ser det ud som om renderne endog forneden er berøvet en stor del af det jordlag hvorpå de skal hvile. Skulle dette være tilfældet, da er vist hastig hjælp fornøden hvis ikke renderne af den overliggende jordmasse skal tvinges ud af deres leje og ned i grøften på hvis side de nu hænger. 

"Springvandsrenderne fra Lundehussøen er blevet til dels og på sine steder næsten helt blottet for al bedækning" (Vandrende fra København. De var fremstillet af træ. Nationalmuseet.)

På Jagtvej tæt ved Vibenshus ligger en blottet arm af nævnte render tværs over grøften. Denne er næsten ganske rådnet op og har en så betydelig læk at der i grøften er et net lille springvand. Når de ansvarlige efterser om først omtalte render kan forblive liggende halvt bedækket som de nu forefindes, så er de i nærheden af dette sted og kan da måske ved samme lejlighed tage dette væld i øjesyn. Skulle det beholdes, kan det måske tjene til at frembringe en kunstig eng et eller andet sted i nærheden.

(Politivennen nr. 1128, Løverdagen, den 12te August 1837. Side 497-499)

Farlighed mellem Lundehuset og Vibenshus

Hvor farlig landevejen er for kørende på den ny anlagte vej mellem Lundehuset og Vibenshus, var jeg og andre øjenvidner til i søndags aften den 18. august kl. 9½ slet. En wienervogn, i mørke og uden at kunne se eller kende vejen, ja ved jævn kørsel, væltede ned i den hule vej. En gammel mand, en frugtsommelige kone, hvis ubehagelige følger man endnu lever i uvished om, og en flok små børn, undgik dog ved den højestes bestyrelse et værre onde og kom så vidt uskadt derfra. 

Men for at forebygge flere sådanne indtræffende ubehageligheder, hvorved enkelte personer, om ikke hele familier kunne blive ulykkelige, anmodes den høje vejkommission eller hvem andre der forestår overopsynet dermed, enten ved oplysning af fornødne lygter, eller også ved et foresat rækværk at få samme oplyst og forbedret til sikkerhed for enhver. Undertegnede er overbevist om de ansvarliges snarest gode foranstaltning derfor.

M. Cortzen
Nyhavn nr. 35-37

(Politivennen nr. 383, 24.august 1805, side 6086-6087)

Nørre Fælled 1835. Den har nok ikke set så meget forskellig ud på Politivennens tid. I horisonten kan man over hestene skimte nogle kendetegn fra København: Møllerne på volden, Frelser Kirke på Christianshavn, Rundetårn og yderst til højre Frue Kirke. (Akvarel af H. G. F. Holm. Før og Nu 1919)

Redacteurens Anmærkning

Lundehus og Store Vibenshus

På et kort fra 1744 (Stadsarkivet) kan man se at Lundehus ligger ved Emdrup Søs sydøstlige hjørne. Store Vibenshus syd for ved det der i dag er Vibenshus Rundel. Den omtalte nyanlagte vej må altså svare til hvad der i dag er Lyngbyvejen.

Uorden paa Kongevejen ved Lundehussøen.

(Efter indsendt)

Ved indkøringen i søndag aften den 26. juli da hele horisonten næsten ganske var formørket og regnen endnu gjorde det mere umuligt at kunne se hvor man befandt sig, var det ikke underligt at man var bange. Men da vi troede at have den rene landevej for os og ikke kunne forestille os at der på en vej som den der løber fra Søholm til porten skulle være spærret med tømmer, kørte vi med vilje så temmelig sagte ved siden for at lade de ilende selskaber komme forbi os og hellere udholde nogen regn end at miste arme og ben. Men næppe var vi kommet forbi Søholm og befandt os ved den derværende sø før vi ved en for os lykkelige lynindstråle til vores store forundring så at vi befandt os midt mellem noget tømmer der var lagt der. Dersom ikke denne lynildstråle i det øjeblik havde oplyst stedet, var vi ikke kommet derfra uden ganske at være blevet beskadiget på liv og lemmer, hvad vi nu så temmelig lykkelig slap for når vi fraregner en sønderkørt baksmak, nogle fruentimmer der næsten var halvdøde af skræk og temmelig strabads. Det indstilles behageligst til de ansvarlige om sådanne uordner ikke burde straffes.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 171, 1 August 1801, s. 2726-2727)