(Efter indsendt)
Ved indkøringen i søndag aften den 26. juli da hele horisonten næsten ganske var formørket og regnen endnu gjorde det mere umuligt at kunne se hvor man befandt sig, var det ikke underligt at man var bange. Men da vi troede at have den rene landevej for os og ikke kunne forestille os at der på en vej som den der løber fra Søholm til porten skulle være spærret med tømmer, kørte vi med vilje så temmelig sagte ved siden for at lade de ilende selskaber komme forbi os og hellere udholde nogen regn end at miste arme og ben. Men næppe var vi kommet forbi Søholm og befandt os ved den derværende sø før vi ved en for os lykkelige lynindstråle til vores store forundring så at vi befandt os midt mellem noget tømmer der var lagt der. Dersom ikke denne lynildstråle i det øjeblik havde oplyst stedet, var vi ikke kommet derfra uden ganske at være blevet beskadiget på liv og lemmer, hvad vi nu så temmelig lykkelig slap for når vi fraregner en sønderkørt baksmak, nogle fruentimmer der næsten var halvdøde af skræk og temmelig strabads. Det indstilles behageligst til de ansvarlige om sådanne uordner ikke burde straffes.
(Politivennen. Hefte 14. Nr. 171, 1 August 1801, s. 2726-2727)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar