De stakkels Børn. (Efterskrift til Politivennen)

Husbeboerne i en Ejendom i Vingaardsstræde anmeldte i Gaar til Politiet, at der paa en 2. Bagsal henlaa 3 hjælpeløse smaa Børn, hvis Moder har forladt dem efter i lang Tid at have ladet dem ligge for Lud og koldt Vand og i et utroligt Svineri.

Moderen, en 34-aarig Madam P. var i høj Grad forfalden til Drik. Hun var fraskilt sin Mand, med hvem hun havde 6 Børn, der var anbragt rundt om, og i de sidste Par Aar har hun boet i Vingaardsstræde sammen med en 54-aarig Enkemand, der trolig bragte sin Arbejdsfortjeneste hjem Huset. Af dette Samliv var der nu en 2-aarig Pige og to smaa, usle, 7 Uger gamle Tvillinger; desuden var der en 12 Aars Pige af Enkemandens første Ægteskab.

Konen føjtede om paa sin egen Galej, drak sig fuld og naar hun kom hjem opførte hun forfærdelige Scener til stor Forargelse for Husbeboerne, pryglede den 12 Aars Pige, saa hun om Natten forskræmt maatte flygte ud paa Gaden, og arrangerede større Batailler med Enkemanden, saa det skingrede over den lille, smalle Baggaard med de usle, lavloftede Rønner.

Naar Manden gik paa Arbejde om Morgenen, forlod den berusede Moder sine Børn og lod dem hensynsløst ligge uden Mad eller Pleje baade Dag og Nat. Den lille 2 aarige var forholdsvis heldigst stillet, hun kunde kravle ned ad Trapperne og fik lidt Mad hist og her hos de medlidende Husbeboere. Men forfærdeligt var det med de to smaa nyfødte Sjæle. De laa begge i en gammel, forrevet Vugge paa et Leje af Klude og med nogle Laser over sig.

For Resten var de splitternøgne, uden noget som helst Klædningsstykke til at beskytte dem. De laa fra Dag til Dag deres Urenlighed og de smaa, uplejede, skindmagre Legemer var fra Isse til Hæl bedækket med blodige Saar og Skorper. De skreg baade Dag og Nat af Sult og Smerter, og Naboerne gik saa ind for at ssge at stille dem tilfreds og give dem lidt Mælk, som de graadigt slugte. De laa i Reglen og suttede paa en Patteflaske fyldt med Vand!

Det er et Under at Børnene har kunnet udholde et saadant Liv. At de ikke allerede for længe siden er bukket under, er i hvert Fald ikke Moderens Skyld.

Hun tog ikke noget som helst Hensyn til de indignerede Naboers Bebrejdelser over hendes Mishandling af Børnene, eller deres Trusler om, at de vilde anmelde hende for Politiet. "De Unger, det forbandede Skab!" var hendes stadige Hilsen til sine Børn.

For en Uges Tid siden blev det dog efter en større Bataille selv Enkemanden for hedt og han flyttede bort. I Fredags forsvandt ogsaa Konen, og da hun ikke viste sig i flere Dage, fandt Husbeboerne , at nu vilde det være Synd for de uskyldige Børn, om de skulde lide længere. Saa anmeldtes som sagt Sagen for Politiet, der straks indfandt og foranledigede de Smaa indlagt paa St. Johannesstiftelsen.

Konen blev senere funden aldeles overstadig beruset, og er foreløbig indlagt paa Ladegaarden.

(Social-Demokraten 20. juli 1892).

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Vingårdsstræde mellem Asylgade og Holmensgade (senere Bremerholm), set mod vest ca. 1905. Tv. A. Nicolaisens Café og Billard. Den fremspringende bygning midt i billedet er hjørnet af Holmensgade. Længst i baggrunden Admiralgade. 1900-1909. Billedet tørstemplet Johannes Hauerslev, Fælledvej 9. Foto Kbhbilleder. Mariboes Samling. Public Domain.

Uordener.

2) Udenfor huset nr. 142 Vingårdsstræde er nogle af bandurstenene så skævt liggende at de giver anledning til farlige fald og endnu værre vil det blive når frost indtræffer. De er sunket sammen med et stykke af den øvrige brolægning efter at der på stedet tidligt i sommeren gravedes efter vandrender. Det kunne vel anses for rigtigt om man således som det nu ellers sker hvor større strækninger i samme anledning opgraves, og så lod sådanne mindre stykker henstå i nogen tid indtil jordsmonnet havde nået den fornødne fasthed og da først gav de dem den fornødne bro. Derved ville dette i flere henseender fatale om-igen undgås og fald og stød forhindres.

(Politivennen nr. 934, Løverdagen, den 23de November, 1833. Side 793-794)  

Til Dem, som plages af Liigtorne.

Da hr. ligtornelæge Weil i 4½ år for billig betaling har skåret mine ligtorne til min største tilfredshed, så giver jeg mig herved den frihed at bringe denne unge stræbsomme mand i mine medborgeres og medborgerinders erindring, overbevist om at hans bestræbelser sigter til at erhverve sig tillig og yndest.

Dreier

Højesteretsadvokat.

* * *

Da her. Weils duelighed i kunsten at behandle ligtorne og beskadigede negle, såvel som hans nøjagtighed i at besøge sine patienter er mig og flere af mine venner bekendt, kan jeg foranlediget ved ovenstående, i overensstemmelse med sandhed og i håb om at bidrage til at gøre denne stræbsomme unge mand bekendt for dem som trænger til hans hjælp, ikke undlade at anbefale ham forsikret om at enhver vil finde sig fornøjet såvel med hans behandlingsmåde som med den billige pris han sætter på sin tjeneste. Han bor i Vingårdsstræde nr. 143.

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 297. Løverdagen den 8de September 1821, s. 4775-4776).

En slem Skorsteen i Viingaardsstrædet.

Da det uden tvivl er i strid med brandordningen at skorstenene er så lavt opført at de kun når lidt over 1. sals etage af en anden mands hus, så var det ønskeligt at ejeren af huset på hjørnet af Vingårdsstræde og Ulkegade nr. 121 ville tage dette til eftertanke og spare sine naboer og genboer dels for frygt for ildebrand, og dels for den utålelige stenkulsrøg som uafladelig trænger ind i disses beboelseshuse fra den til en grovsmeds brug lejede hytte med en skorsten af ovennævnte beskaffenhed.

(Politivennen nr. 2, Løverdagen den 27 Januari 1816, s. 28)

Uorden

En officer gik i torsdag for otte dage siden den 30. juni om aftenen kl. 7 gennem Vingårdsstræde. Her blev han ud for nr. 133 overhældt med flydende vare. Dette blev udkastet således på en tid da det var højlys dag. Uagtet der aldrig af vinduer må smides noget ud på gaden. Ikke engang om natten. Det udkastedes af det andet tagvindue på bygningen, når man kommer fra torvet af. Man vil håbe at den tjener eller pige som begik denne lumpne handling vil blive således irettesat som tingen fortjener. For den det går ud over er det ikke alene ligeså pengespildende som et tyveri, men tillige meget harmeligere for den nederdrægtige ondskabs skyld, som ligger til grund derfor.

(Politivennen nr. 532, 9. juli 1808, s. 8550-8551)

Historien melder ikke noget om hvad slags flydende vare det var. Men det kunne jo være indholdet af en sådan natpotte som på fotoet. Den stammer fra Politivennens tid. (Eget foto, Nationalmuseet).

Uorden.

1) Det er en meget slem uskik at smeden i Store Kongensgade, i Vingårdsstræde og andre steder beslår heste på eller nær fortovet uden or deres værksted. Sådant er ikke sjældent til hinder for de gående, hvilket må vige af vejen for disse dyr som aldeles ikke burde være der. Ofte er 2 heste ad gangen bundet til muren, af hvilke den ene drejer og vender sig, mens den anden besås. Undertiden står de begge bundet der uden at nogen af smedens folk er hos dem. Når nu nogen med paraply eller andet lignende som forårsager opmærksomhed, går på fortovet, så bliver hestene urolige, og fodgængerne må da undertiden forlade fortovet af frygt for at beskadiges af hestene. Dette er så meget mere ubehageligt år der ligger en vold af sne hvori man må træde for at undgå dem. 

(Politivennen nr. 509, 30. januar 1808, s. 8186-8187)

Anmodning til Brolægnings Commissionen her i Staden.

Da Fortunstræde når samme ved brolægning bliver indrettet til en passende bredde, unægtelig meget vil bidrage til at formindske, den nu gennem Østergade alt for overdrevne kørsel og ofte deraf flydende ophold og uordener, da arbejdsvogne især fra Nyhavn, såvel som andre, sikker heller når turen faldt til denne side af byen, ville vælge at køre denne vej gennem Vingårdsstræde end undertiden at blive opholdt halve timer på den med vogne næsten altid opfyldte Østergade, så ville Brolægningskommissionen vist meget forbinde publikum ved at lade denne lille og ubetydelige gade endnu i denne sommer oplægge og forsyne med fortove på siderne, da fodgængeren nu ligeledes aldeles må sky den vej, såsom det næsten er umuligt at komme til side når man er så uheldig at møde en vogn. Og da det i Fortunstræde stående plankeværk for hr. justitsråd Koefods ny opbyggede gård formodentlig hidtil har været årsag til at det ikke allerede er sket, så da samme nu til dels er nedbrudt, tør man desto vissere håbe kommissionens opmærksomhed, da denne gades trang til brolægning fremfor enhver anden gade som af ny bliver oplagt, vist må være indlysende for alle, og det derhos er et arbejde der i meget kort tid kunne fuldføres og dog for det almindelige medføre stor nytte.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 118. 26 Juli 1800, s 1876-1877)

Om den Misbrug at tørre og fole Klæder på Kirkegården

På alle kirkegårdene her i byen ser man på tørrevejrsdage at vask ophænges og klæder udbredes for at tørres. Dette vover jeg at kalde misbrug som graverne (for under dem er vel nærmest kirkegårdenes opsyn) hverken gratis eller mod betaling burde tillade. Det strider fuldstændig mod den højtidelige sikkerhed, den ubrudte fred, som vores følelser forlanger for elskede og uforglemmelige venners grave. At se børn, letsindige tjenestepiger, daglejere Vingnedtrampe højene eller at tumle sig derimellem i spøgende kådhed, eller at vanhellige stedet med skingrende latter, med skammelig snak, eder o.lign. Sålænge vi skal have kirkegårde inden i byen, så lad os dog i det mindste håndhæve dem i den dem tilkommende fred.

Af alle kirkegårdene er Nikolajs den som mest forarger i den henseende. da man endog næsten på alle tider af dagen, ved at gå gennem gangen fra Lille kongensgade til Vingårdsstræde, ser især på den ene side flokke af børn, som bruger kirkegården til deres boldgade.

(Politivennen 10. maj 1800, Hæfte 9, nr. 107, s. 1701-1702:)