27 maj 2020

Om et formeentligt Overfald. (Efterskrift til Politivennen)

Om et formeentligt Overfald. Med Hensyn til, at der i "Flyveposten" er fortalt om et Overfald, der skal være skeet paa Veien mellem København og Gjentofte, kunne vi fra en paalidelig Kilde meddele, at det Hele reducerer sig til Følgende: En Huusmand ved Navn Hendrik Andersen fra Bagsværd kjørte den 27de f. M. med sin 13aarige Datter, om Eftermiddagen fra København, hvor han havde været inde med et Læs Tørv, og kjørte i Følge med en anden Vogn, hvorpaa der sad 2 af hans Bekjendte fra Frederiksdahl og en Person ved Navn Lars Severin Lagersdorff af Ordrup, hvilken Sidste, der har været straffet 2 Gange for Tyveri og saaledes staaer under Politiets specielle Opsigt, havde faaet Lov til at kjøre med ud ad Veien. Da disse 2 Vogne kom til Gjestgiverstedet "Tre Flasker" imellem Store Vibenshuus og Lundehuset bød den ene Mand fra Frederiksdal Hendrik Andersen og de Andre 2 at gaae ind med i Kroen og drikke en Snaps, hvilket ogsaa skete, hvorpaa samme Mand endvidere tracterede med 2 Boller Punsch. Da de kjørte fra Tre Flasker kom Lars Severin Lagersdorff til at kjøre med Hendrik Andersen, der kjørte bag efter den anden Vogn. Da de vare komne hen ved Lundehuset blæste Hatten af Hovedet paa Lars Severin Lagersdorff, hvorfor Hendrik Andersen gjorde Holdt. Da Førstnævnte havde fundet sin Hat igjen, yttrede han, at han ved at springe af Vognen havde tabt nogle Markstykker, som han havde havt i Haanden, og Hendrik Andersen stod nu ligeledes ned af Vognen for at lede efter disse Penge. Mørket var imidlertid faldet stærkt paa og Lagersdorff bad derfor Hendrik Andersen om at gaae ind i Lundehuus-Kroen og laane en Lygte, men dette vilde Sidstnævnte ikke, og efter noget Mundhuggeri hvorunder Lagersdorff beskyldte Hendrik Andersen for at han vel havde hittet Pengene, kjørte de videre, men, da de havde kjørt et Stykke, greb Lagersdorff, efter Hendrik Andersens og dennes Datters Forklaring, fat i Nakken paa Hendrik Andersen og gav ham et Slag i Næse og Mund, hvorpaa de begge sprang ned af Vognen og brødes, medens Datteren skreg Gevalt. Hendrik Andersen løb derpaa over i en tæt ved liggende Bondegaard, og fortalte at han var bleven overfalden paa Veien af En, der kjørte med ham. Der blev strax ydet ham Assistance, men i det samme kom Lars Severin Lagersdorff gaaende lige forbi Bondegaarden for, som han sagde, at fortsætte sin Vei over Gjentofte til Ordrup. Han blev imidlertid anholdt og afleveret til Politiet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1845, 2. udgave).

Tegner Lund: Store Vibenshus (1837). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

24 maj 2020

Julebazaren. (Efterskrift til Politivennen)

 Indenlandske Efterretninger.

Kjøbenhavn. d. 6te August.

Julebazaren. I den udkomne Qvartalsberetning fra Industriforeningen finder man en meget udførlig Beretning angaaende den af foreningen foranstaltede sidste Julebazar. Vi forbigaae Alt hvad Comiteen angrer med Hensyn til Vanskelighederne af at finde et passende Locale, fordi vi allerede i sin Tid have gjort vore Læsere bekjendte med Forhandlingerne desangaaende.

Bazaren stod aaben i 30 Dage, og i den Tid afhændedes .... 41,688 Billetter,

hvilket Antal overstiger langt det Antal Billetter, der blev solgt ved de foregaaende Bazarer. Følgende Oversigt vil nærmere vise dette.

I Aaret 1841 - solgtes 15,913 Billetter,
     -     1842 -     -        18,059     - 
     -     1843 -     -        33,676     -

Sammenligner man derimod Salget af de udstillede Gjenstande, saa finder man, at trods det større Antal Besøgende i A. 1844, var Afsætningen dog langt ringere end i de foregaaende Aaringer. 

Aaret 1841 var Afsætningen 10,505 Rbd.
   -     1342   -          -             11,406   -
   -     1343   -          -             22,525   -
   -     1844   -          -         kun 9820   -

Det var altsaa det med Udsalget forbundne Lotteri, der har lokket saa mange Besøgende til Bazaren, men ikke Interessen for den indenlandske Industri. De udstillede Gjenstande vare eiheller af den Beskaffenhed og af det Omfang, at Bazaren kunde vente sig mange Kjøbere. Beløbet af Afsætningen i de 30 Dage, Bazaren stod aaben, var altsaa ei mere end 9820 Rbd. (omtrent 300 Rbd. dagligen, incl. Lotteri-Præmier), medens Udgifterne udgjorde 7636 Rbd. og deraf for Gevinster 3400. Vi tillade os at tilføie Comiteens Bemærkninger i Slutningen af dens Beretninger:

"Efter at Julebazarer nu have været afholdte i 4 Aar, og den sidste har givet et i store Henseender mindre tilfredsstillende Resultat, end de foregaaende, maa Comiteen sluttelig udtale nogle Bemærkninger om Bazarsagen i Almindelighed. Den danske Haandværker staaer unegteligt paa et anseeligt Udviklingstrin og gjør aarligt betydeligt Fremskridt; men det, hvorved han i Almindelighed udmærker sig, er ved at gjøre godt og solidt Arbeide til et bestemt nyttigt Øiemeed, medens han i Frembringelser af Smags- og Luxussager uden sikker Brugsbestemmelse med brillant varierende Idre, som kunde være skikkede til alleslags Julepresenter, endnu staaer tilbage for mange udenlandske Producenter; og dog er det netop denne sidste Slags Varer, hvormed en Julebazar skal være forsynet, og det er egenligt kun dem, som Kjøberne søge der, medens et godt Sortiment af solidt, smukt og nyttigt Arbeide af saadan Art, som vore Industrielle ere fuldkomment vel istand til at levere, vil være fuldkomment paa sit rette Sted i en staaende Bazar, som holdes aaben hele Aaret igjennem. Heri troer Comiteen at Hovedaarsagen til, at Salget paa Julebazaren i det sidste Aar har været mindre godt end i de første, og at den i Publicums Øine har tabt sin Betydning som Udsalgssted og mere besøges af andre Grunde end for at kjøbe, fornemmelig er at søge, skjøndt den Omstændighed, at der er aabnet en lignende Bazar paa Børsen, hvilken dog i og for sig synes at være af meget ringe Betydning for den indenlandske Industri, muligt ikke er uden Indflydelse i denne Henseende. Idet Comiteen saaledes troer, at de danske Industriprodukter mere egne sig for en staaende end for en Julebazar, og at det fornemmelig er den første, hvortil den trænger, troer den, efter den Erfaring, som nu er indsamlet, at burde henstille til Repræsentantskabet, om det ikke maatte være hensigtsmæssigt at concentrere Foreningens kræfter paa at bringe en saadan staaende Bazar istand, og derimod, idetmindste foreløbigen, at lade Julebazarsagen hvile, thi den troer, at man, ved at bringe de danske Industriprodukter tilsalg under Forhold, hvorunder de maae fremtræde mindre fordeelagtigt , end de under andre ville gjøre det, let skader dem i Publicums Øine og muligt mere standser end fremmer den almindelige staaende Bazars Oprettelse.

"Skulde Repræsentantskabet ikke gaae ind paa denne Anskuelse, men formene, - at man atter til næste Juul bør søge at oprette en Julebazar, da skulde vi, paa Grund af den Erfaring , som vi have indsamlet, meget anbefale, at Beslutningen herom saa snart som muligt fattedes, og at der da strax udnævntes en Comitee til at forberede Sagen; thi det er at forudsee, at en Saadan vil have store Vanskeligheder at overvinde, for at skaffe et passende Locale, og vil behøve lang Tid, for at ordne det i den Henseende Fornødne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. august 1845, 2. udgave).

Se også denne blogs indslag om de allerførste julebazarer.

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1845. Teksten under billedet lyder: Man tillader sig at henvende det ærede Publicums Opmærksomhed paa, at Børs-Bazaren fra Tirsdagen den 4de November og indtil videre vil blive oplyst fra Kl. 4 til 9 Aften, og at samtlige 40 Udsalgssteder til den Tid ville være forsynede med et smukt og godt Udvalg til billige og bestemte Priser.

Nordborg Liedertafel 13de Juli 1845. (Efterskrift til Politivennen)

Det er meget sjældent at flere parters fremstilling af en bestemt begivenhed findes. Men i tilfældet med Liedertaflens fest i Nordborg er dette tilfældet. Derfor bringes den som et eksempel på hvor forskellige begivenheder blev omtalt, og i hvert fald for den første vedkommende, brugt til ensidighed til fordel for eget synspunkt.

På artiklernes udgivelsestidspunkt havde slesvig-holstenerne oprettet sangkor "Liedertafel" i mange byer. Sangerfesterne tiltrak et stort publikum. Se sangerfesten i Slesvig i juli 1844. Heroverfor åbnede dansksindede i 1844 Rødding folkehøjskole og i juni 1843 stiftedes "Den slesvigske Forening", mens tysksindede juli 1845 stiftede "Den slesvig-holstenske patriotiske Forening". En bred del af befolkningen blev dog ikke inddraget, fx fra de ufrugtbare egne, kådnere, parcellister, inderster og tjenestefolk. Nationalismen var forbeholdt socialgrupper som i fuldt eller moderat omfang var inddraget i samfundets modernisering.

Liedertaflens Fest i Nordborg. Idet vi optage nedenstaaende Beretning efter "Dvk.", ville vi haabe, at nu, da man kjender Kongens udtrykkelige Villie og Forbud mod Ombæren af lovstridige Faner, ville saadanne Optøier som de i Nordborg og andre Steder ikke mere finde Sted. Det er især Embedsmænd , som forestaa den executive Magt, hvem det paaligger at vaage over, at Loven ikke overtrædes; det er Embedsmændene, som maae anvende Alt, hvad der staaer i deres Magt, for at forhindre alle disse lovstridige Optøier, og ved god Conduite afværge de ubehagelige og skadelige Følger, som naturligviis maae opstaa deraf. Men vi tør ogsaa med Grund forvente, at, dersom der skulde vise sig Lunkenhed eller Svaghed eller Tilsidesættelse af Embedspligt til i rette Tid at afværge det Onde, Regjeringen da uden Skaansel og til Exempel for Andre, vil lade saadanne Embedsmænd straffe efter Fortjeneste. Den omtalte Beretning lyder saaledes:

"Nordborg har ikke den Lykke at have nogen "Liedertafel"; man savner et Hoved til at sætte i Spidsen for en saadan Kunstforening. Herværende Hr. Heuermann er den eneste, som er indviet i de tydske Toners Mysterier og har Greb paa Taktstokkens Førelse, men hans mange Agentur-Arbeider (han er f. Ex. Hr. Steffens høire Haand) samt hans udbredte Barbeer-Praxis tillader ham ikke at overtage denne Function. Man skulde alligevel have en "Liederfest", og saa blev den Foranstaltning truffen, at Liedertaflen fra Augustenborg og de af Degnen i Ulkebøl indøvede derværende Bønder skulde komme hertil og udføre Sangen. For at dække Omkostningerne til dette storartede Optrin, især til de Syngendes honnette Beværtning, fik man ved en Deel af Nordborgs Indvaaneres, tildeels trevne Bidrag (1 Rd. Cour. pr. Actie) en Sum sammenskrabt af 30-40 Rd. Ved denne Collect var Dr. Heuermann, ellers en Udlænding, som ved alle slige Lejligheder er især virksom, og hvad var Schleswigholsteinismen i Nordborg uden ham? - Til Festplads bestemtes den nærliggende kgl. Skov, Karholm kaldet, som tildeels ved Bøndernes Understøttelse er indrettet til et offentligt Forlystelsessted. Til den fastsatte Tid indfandt sig de augustenborgske og ulkebøller Sangere, fulgte af Hs. Durchl. Hertugens Sønner og Døttre. En Æreport for de fremmede Liedertafler og de hist og her fra Tagene udstukne "slesvigholsteinske" Faner udgjorde Festens glimrende Gide i selve Byen. Til denne Udsmykning havde især en Farver Lorenzen bidraget, idet han havde udstukket ikke færre end 4 af hine brogede Klude og næsten under Mishandling udstafferet sin lille 4-aarige Søn i en fuldstændig Narredragt og opstillet ham som en politisk Genius udenfor sin Dør. Om Eftermiddagen Kl. 4 (Festtidens Begyndelse) satte man sig i Bevægelse fra Gjæstgiver Ernst Petersens Gaard ud efter Skoven. Vognene vare smykkede med Grønt, Blomster og hine politiske Flag, med Liedertaflens store Standart i Spidsen. Sangerne, omtrent 50, fulgte bagefter tilfods, "froh und "wei". En nysgierrig Menneskemasse sluttede Toget, men blev stoppet ved Indgangen til ovennævnte Lystskov, idet man gav Mængden tilkiende, at Ingen kunde faae Adgang til Festen, uden først at have løst en Entree-Billet til 2 sk. Cour. Da en stor Deel imidlertid heri troede at see nogen Egennytte; ligesom man heller ikke ansaae Nogen berettiget til at spærre et offentligt Forlystelsessted, tilhørende Kongen og tildeels istandsat ved Bøndernes frivillige Arbeide, saa negtede man paa det Bestemteste at efterkomme Opfordringen, og snart var Pluraliteten af samme Mening; et fælleds, heldigt Stormløb mod Herredsfoged Dr. Steffens vagthavende Poster gjorde snart Ende paa den foreskrevne Entre- Orden. De meest Energiske under denne voldsomme Indmarsch vare en Deel unge Mænd, især fra de nærliggende Landsbyer Holm og Meels. Et Par unge Gaardmænd fra sidstnævnte By, som i Herredsfogdens Øine viste meest Frækhed, bleve gjentagne Gange tiltalte i en temmelig haard og bydende Tone, ja endog truede med Arrest, hvis de ikke vilde erlægge den anordnede, men vistnok ulovlige Indgangs-Tribut. Men ogsaa denne forstærkede Opfordring blev besvaret med en bestemt Vægring. Denne skiønne Idee om en betydelig Festindtægt maatte derfor opgives, og efterat en mægtig Række af Sangnummere var foredraget, og en Tale, som endte med et tordnende "Lebehoch" for det kjære Fædreland "Sleswig-Holstein", holdt af Dr. Steffens selv, tog man tilbage til ovennævnte Gjæstgiver Petersens Gaard, hvor der ventede et Festmaaltid. Man kan tænke sig, at Dr. Steffens og Bruner have været ilde i Lune over de forefaldne Optrin; men de giorte Erfaringer om Folkets Sympathi skulde dog udvides endnu mere. Deltagerne i Festmaaltidet havde, for at blive dette, forud tegnet sig paa en i Byen ombaaren Liste, hvortil man dog ikke havde fundet enhver ærlig Borger værdig. Iblandt de Uværdige befandt sig ogsaa en Skræddermester Westphal, en født Meklenborger, men som nu, da han er Borger i en dansk By, føler, at han som saadan er dansk Statsborger og har Opfordring til at elske sit nye Fædreland. Denne Mand indfandt sig tilligemed endeel Andre i Ernst Petersens Gjæstestue ved Siden af den festlige Spisesal. Da man der syntes, at han blev noget høirøstet, kom Dr. Heuermann med Flere til; der opstod et Mundhuggeri, hvori Barberen (Dr. i Heuermann) kaldte Westphal en Prakker, uværdig til at være blandt Schleswig-Holstenere. Dette var Signalet til et varmt Optrin, thi i Stedet for videre Ordvexel tørnede strax en rask Skræddernæve mod Barbeer Heuermanns høitbaarne Næse, og i næste Øieblik tumlede begge Helte langs ad Gulvet, Westphal nedenunder, holdende den blasserede Barbeer i Struben. Nu stimlede man sammen om de forenede To, og Vægteren, Richter, ligeledes en indvandret Fremmede som lever af Veldædighed og forresten spiller en vigtig Mand i Nordborgs Politipersonale, lod i den larmende Hurlumhei sin Embedsstok dandse dygtig paa Barberens Bagdeel, i den Tanke, det var Westphals, medens dennes knyttede Haand hindrede Barberen i enten at mæle eller tale. Snart berøvede man dog Westphal hans levende Skjold; han blev aldeles afvæbnet og som et Slags Trophæ ført til Arresthuset, hvor han sattes ind i Tyvehullet. Under Transporten af den Fangne brugte Dr. Steffens og to frivillige Politibetjente: Kjøbmand Kossow og Kjøbmand Franz Petersen, deres Stokke og Næver saa tappert paa den værgeløse Borger, at de sloge deres Stokke itu, sønderreve Skrædderens Frakke, saa at den hang i Laser og behandlede overhovedet hans Krop meget uskaansomt. ved Rygtet om, at Nogen blev arresteret, stimlede en Mængde Mennesker sammen ved Arresthuset, og endskjøndt man ikke vidste Sagens egentlige Sammenhæng, da Westphal, til Held for hans Excutantere, var bleven indsluttet i største Hast, viste der sig dog tydelig stor Misstemning, især da Bønderne, fra Meels fik Øie paa den meget exalterede Dr. Steffens; thi uforbeholdent besværede de sig for ham over den Maade, hvorpaa de vare blevne behandlede i Lystskoven, og mindede ham om, hvis han ønskede at arrestere dem, saa var den beleilige Tid nu kommen, idet han havde dem saa nær ved Haanden. Herpaa vilde Herredsfogden dog ikke indlade sig, trak sig bort, under Bøndernes og Mængdens Raab, som med svingende Hatte udbragte et levende Hurra for Dannebrogen. Den følgende Dag bleve tre af Bønderne i Meels indstævnede til at møde den 16de for Herredsfogden. Noget før den citerede Tid kom de til Byen og toge ind til benævnte Kjøbmand Kossow, hvor de hos en dansksindet Mand fik hver en dansk Kokarde, og - den stormodige Kjøbmand lod, ventelig af Frygt for at miste sin Søgning, sig endog ydmyge til egenhændig at paahefte dem Kokarderne, vel at mærke ikke paa Hatten, men paa Frakken, - paa den venstre Side af Brystet, for ikke under Forhøret at være berøvede deres kjære Attribut. Saaledes vove nu Bønder paa Als med det nationale Mærke at træde deres Modstandere under Øinene. Hvo skildrer vel Herredsfoged Steffens Forundring, da han seer, at han hverken har Børn eller forbløffede Mennesker for sig, men fuldvoxne Mænd, der ikke lade sig vildlede af kunstige Forhørsspørgsmaal, men paa det Bestemteste erklære, at de ere danske Borgere, idet de eengang have aflagt Troskabseeden under den danske Fane (nemlig som Soldater i den danske Armee), og at de under ingen Omstændigheder, selv under Opoffrelse af Liv og Eiendom, ville svigte den nationale Sag. Vistnok rørt herover, lod Dr. Steffens dem gaae, dog med den Formaning, ikke oftere at tage Deel i lignende Optøier. Medens dette Forhør varede, havde en lille Bondehær forsamlet sig i Nordborg, for at erfare deres Brødres Skjebne, og nu fandt det vistnok sjeldne Optrin Sted, at Dannebrogsfanen blev af en Bonde og med Bedækning af Bønder under gjentagne Hurra-Raab for Danmark ført i Procession gjennem Nordborgs Gader. Da der ingen Fane havde været at erholde tillaans, saa havde Bønderne strax, ved Hjælp af en Skræder i Hæren, ladet en forfærdige paa Stedet, hvortil den bøielige Kjøbmand Kossow maatte levere Tout, naturligviis imod Betaling. Uhindret og ukrænket stod Dannebroge endog plantet udenfor flere ægte Schleswig-Holsteneres Døre, medens dens Værgere indenfor tømte en Skaal paa gamle Danmarks Velgaaende. - Saaledes endte hine festlige Dage, som voldte een interessant Afbrydelse af vort ellers saa stille Ø-Liv. Men vore Herrer i Nordborg ere ikke tilfredse med Udfaldet og ønske, at det Hele var ugjort.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  7. august 1845, 2. udgave).

Den omtalte artikel var fra Dannevirke 2. august 1845.

Udsnit af samtidigt (1851) kort over Als, som viser Nordborg med lystskoven Karholm mod syd. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sangfesten fandt sted den 13. juli med omkring 50 sangere fra Augustenborg og Ulkebøl. Den foregik i den kongelige skov der nylig var lystskov. Der var derfor stridigheder omkring hvorvidt festivalen kunne opkræve entre. Den 16. juli indstævnedes 3 bønder for "påtrængen og hujen på gaden". Men der blev ikke rejst tiltale.


Herr Redacteur!

Den Berlingske Tidende af 7de August indeholder efter "Dannevirkes" Referat en Meddelelse om Sangerfesten i Nordborg , som jeg paa den Augustenborger Sangforenings Vegne finder mig saameget mere opfordret til at berigtige, som hiint Referat synes at have sit Udspring af en ikke meget paalidelig Kilde. Den Berlingske Tidende har hidindtil været et i Hertugdømmerne agtet Blad, og det kan derfor ikke være Medlemmerne af den herværende Sangforening ligegyldigt i et saadant Blad at see en af dem foranstaltet Sangerfest omtalt paa den Maade som dette er skeet i det nævnte Nr. af 7de August. Jeg beder Dem derfor, Hr. Redacteur, at De vil optage det Efterstaaende.

Den Augustenborgske Sangforening har, saalænge den bestaaer, hver Sommer gjort flere Excursioner ud paa Landet, for at synge i en eller anden af de herværende smukke Skove. Saaledes har den i Fjor i Forening med den Sønderborgske Sangforening sunget i den ved Byen Sønderborg beliggende Sønderskov, og ligeledes har den i Fjor sunget i en ved Fynshav beliggende Skov. I Aar besluttede den Augustenborgske i Forening med den Ulkebøller Sangforening at synge i en i Nærheden af Nordborg beliggende Lystskov, dog skete dette uden at man dertil havde modtaget nogen Opfordring eller af nogensomhelst politisk Bevæggrund. Hensigten var kun ved Sangen at more sig og Andre. Da Rygtet herom faa Dage inden den til Sangen fastsatte Dag naaede til Nordborg, bestaltede man der at indrette Alt til en venlig Modtagelse af de fremmede Gjæster, og Sangforeningerne, som i Fælledsskab kjørte til Nordborg, forefandt denne lille Flekkes Huse pyntede med Blomster-Guirlander og Flage. Prindserne og Prindsesserne af Augustenborg fulgte ikke, som Referenten i "Dannevirke" paastaaer, de Angustenborgske og Ulkebøller Sangere, men de vare med deres Følge alt en Tidlang inden Sangernes Ankomst indtrufne paa Slottet i Nordborg, hvor de vare stegne af hos Hr. Steffens Familie, med hvilken de begave dem ud i Skoven til det Sted, hvor Sangen afholdtes og hvorfra de efter at Sangen var endt vendte tilbage til Slottet, og derfra begave dem til Augustenborg. Af al den Uorden, som ifølge "Dannevirkes" Beskrivelse skal have fundet Sted i Skoven, har Sangerne ikke mærket noget, endskjøndt jeg senere vel har hørt at nogle Enkelte skulle have søgt at tilveiebringe Uorden ved at trænge ind over den reiste Barriere. Efter at Sangen var endt, udbragte Hr. Steffens et Længe Leve! for Prindserne og Prindsesserne af Augustenborg, og efter at have takket Sangforeningerne for den Fornøielse, den havde forskaffet Tilhørerne, udbragte han ligeledes et Længe Leve for den Augustenborger og Ulkebøller Sangforening. At Hr. Steffens har udbragt et "Lebehoch" for "Schleswig- Holstein" er en Opfindelse af "Dannevirke". - Fra Skoven begav man sig tilbage til Nordborg, hvor der hos Gjæstgjiver Petersen var foranstaltet et Aftensmaaltid, i hvilket foruden Medlemmerne af Sangforeningerne flere af Nordborgs og Omegnens Beboere deeltoge, ved hvilket der herskede den største Munterhed og Orden og som slet ikke havde nogen politisk Tendents. Efter endt Maaltid, og efter at flere af Selskabet alt vare gaaede bort, opstod der i Gjæsteværelset, hvor flere Personer havde sat sig hen for at drikke, imellem et Medlem af den Augustenborgske Sangforening og den af "Dannevirke" nævnte Skrædder Westphal, der var Selskabet aldeles uvedkommende, en Strid i Anledning af nogle Glas, som, ved at stødes ned af Bordet, vare gaaede itu, hvilken Strid gik over til et Slagsmaal imellem de nævnte To. Flere ilede paa den derved opstaaede Larm til for at skille de to berusede Mennesker fra hinanden, men da det ikke lykkedes at faae den omtalte Westphal til at være rolig eller til at begive sig bort, blev Politiet nødt til at arrestere ham. Det Medlem, som havde deeltaget i Slagsmaalet, blev Dagen deerpaa excluderet af den Augustenborgske Sangforening. Dette er en simpel Relation af det der ved hiin Leilighed er forefaldet, og som har givet "Dannevirke" Anledning til at lave dens ligesaa ondskabsfulde som usandfærdige Artikler, i hvilke den hele Fest bliver skildret som et politisk Optog, og et Slagsmaal imellem to berusede Mennesker bliver forestillet som om dette havde sin Oprindelse i de Stridendes forskjellige politiske Anskuelser. Hvad der ifølge "Dannev.s" Fortælling senere skal være passeret, er jeg, som forlod Nordborg tilligemed den Augustenborgske Sangforening naturligviis uvidende om; imidlertid vil enhver Upartisk af det Forestaaende kunne bedømme, hvor liden Vægt man kan lægge paa "Dannevirkes" hele Fortælling.

Slutteligen bemærker jeg, at den "store Standart", "Dannevirke" taler om, er den Fane, som de durchlauchtige Prindsesser af Augustenborg have havt den Bevaagenhed at forære den Augustenb. Sangforening. Denne Fane er, med Prindsessernes Navnetræk, Farver og Vaaben paa, og har aldeles ingen politisk Betydning. DHrr. Redacteurer af de Blade, som have optaget "Dannev.s" Fortælling om Sangerfesten i Nordborg, bedes ligeledes om at ville optage den forestaaende Berigtigelse.

Et Medlem af den Augustenb. Sangforening.

(Vi optage med saa meget større Fornøielse ovenstaaende Meddelelse, som den aabenbart viiser, at dersom de factiske Omstændigheder virkelig havde været saadanne, som vi efter et andet Blad have refereret, saa vilde dette paa selve Stedet være blevet erkjendt for at være utilbørligt og derfor misbilliget. Red.)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. august 1845, 2. udgave).

18 maj 2020

Hadersleben Liedertafel 22de Juli 1845. (Efterskrift til Politivennen)

Den 22. Juli feirede den Haderslever Liedertafel, begunstiget af det smukkeste Veir en Sangerfest i den frie Natur paa en af de skjønneste Punkter i Nærheden af Haderslev. Festpladsen var smagfuld prydet, og Deeltagerne i Festen fandt sig i høieste Grad tilfredsstillede, saa at den gladeste og muntreste Stemning utvetydig tilkjendegav sig under hele Festen. Høist glædeligt var det, ogsaa iblandt Deeltagerne i Festen at bemærke saa mange Landboere fra en videre og nærmere Omkreds, der ligeledes i høi Grad glædede sig over festens Idee. Deres Nærværelse var desto behageligere og overraskendere, eftersom Festcomiteen aldeles ikke havde foranstaltet nogen offentlig Bekjendtgjørelse angaaende Festen, da denne blot skulle have Præg af en Privatfest for Medlemmerne af den herværende Liedertafel og af Borgerforeningen, hvis Local til enhver Tid med den største Redebonhed stilles til Liedertaflens Raadighed. Og dette Præg havde festen i Sandhed ogsaa. Thi, da fremmede efter Liedertaflens Statuter kunne indføres til enhver Tid, saa var der naturligviis intet i Veien for Indførelsen af landboere. Anslaaer man Antallet paa den inden- og udenfor festpladsens Barriere paa festkobbelen forsamlede Menneskemasse, saa kan man sikker antage, at festen besøgtes af idetmindste 4000 Mennesker, hvoraf over Halvparten befandt sig indenfor Barrieren, vist et overraskende Resultat. At Entreebilletterne til festpladsen under disse Omstændigheder ogsaa snart vare utilstrækkelige, og at der maatte reqvireres nye Billetter, at der i begge Spisetelte maatte træffes Anstalter til langt flere Couverts, at en Deel af Deeltagerne i festen i Mangel paa Plads i Spiseteltene maatte tage deres Aftensmaaltid til sig under aaben Himmel, er let at begribe, festen selv begikkes saaledes:

Henimod Kl. 4 om Eftermiddagen satte sig vor Liedertafel fra Borgerforeningens Local i Bevægelse, idet den med et Musikcorps i Spidsen, og med sit skjønne Banner og sine smukke Stemfaner marscherede i høitidelig Procession til festpladsen. Da Toget var ankommen dertil, blev Banneret tilligemed Stemfanerne under Accompagnement af Musik opstillede paa den af Damehænder med Løvguirlander smuk decorerede Sangertribune, og efterat der havde indfundet sig en stor Mængde Mennesker, der tiltog med hvert Øieblik, holdt Liedertaflen sine foredrag af fortrinlig valgte Sange i 3 Afdelinger. I Mellempauserne udførtes Harmonimusik. Til 3 af Sangene, nemlig: "freiheit, die ich meine", "Osanctissima, o piissima mater" og "Schleswig Holstein meerumschlungen", havde Liedertaflens vakkre Directør, Hr. Nielsen , componeret herlige Accompagnements af Instrumentalmnsik, hvorved navnlig Sangen: "O sanctissima" henrev Tilhørerne og gav dem en Idee om de Toner, der lyde i de katholske Kathedralers Hvælvinger. Sangen "Schleswig Holstein etc.", der dannede Slutningssangen i 1ste Afdeling, efterat Arndts "Was ist des Deutschen Vaterland" var given, vandt et stormende Bifald, der ingen Ende vilde tage, og maatte paa vedholdende da capo-Raab gjentages trende Gange. Ved Enden af 3die Gjentagelse udbragtes et Hoch for det "dyrebare fædreland Slesvig-Holsten", der hilsedes af den tætte Menneskeklynge med stormende og vedvarende Hurra, hvori navnlig ogsaa vore vakkre Landboere istemmede, idet de svang deres Hatte.

Efter Sangen dandsedes paa den skjønne festplads og henimod Kl. 9 om Aftenen begav man sig ind i begge de store Spisetelte, for at indtage et simpelt, men godt beredt Maaltid. Da Mørket indtraadte, oplystes festpladsen af Beegkrandse, Raketter stege i Veiret og Glædesild lyste paa den yndige Landsø, Haderslev Dam kaldet. Det hele havde en fuldkommen sydlandsk Character. Ved Bordet maatte "Schleswig-Holstein meerumschlungen" paa Forlangende atter foredrages, og desuden sang Liedertaflen endnu et par passende Bordsange. De udbragte Skaaler gjaldt det "dyrebare fædreland Slesvig-Holsten", "Liedertaflernes store forbund" og "den forestaaende store Musikfest i Würzburg", som man fra Norden bragte en Jubelhilsen fra Bæltets Kyst. Den livligste Stemning herskede ved Bordet. Henimod Kl. 10 søgte imidlertid nogle pøbelagtige og beskjenkede Mennesker, hiint Udskud af Menneskeheden, med Vold at trænge ind paa Festpladsen. Dette gav da Anledning til Uddelelsen af nogle Puf ved Indgangen af Barrieren, idet de ubudne Gjæster deels af de der opstillede Politibetjente, deels og fornemmelig af nogle kraftige Hænder iblandt Deeltagerne i festen fik Næsen vendt i Veiret, hvorved de i et Øieblik bragtes tilrette. Efter Bordet oplivede Musik og Dands Selskabet endnu til henimod Kl. 12, den til festens Slutning af Comiteen forud bestemte Tid.

Herpaa begave sig de endnu næsten alle forsamlede Deeltagere i Festen, Herrer og Damer, med Liedertaflen i Procession tilbage til Staden under Afsyngning af Sangen "SchleswigHolstein meerumschlungen", og saaledes endte da denne skjønne Fest, der endnu længe vil leve i Deeltagernes Minde.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 26. juli 1845).


De danske aviser citerede flittigt en tendentiøs artikel i Dannevirke som latterliggjorde festen og hyldede de som skabte tumult. Omvendt var Lyna heller ikke bleg for at tale festen på Skamlingsbanken ned.


Haderslev. Vi have flere Gange paaviist Dannevirkes Usle Characterløshed, saa at det f. Ex. den ene Dag kryber i Støvet for Absolutismen, medens det den næste Dag hykler liberale Grundsætninger, dog maa man indrømme det, at det viser consequents i, med den største Frækhed at dynge Usandhed paa Usandhed, hvorom dets Beretning om den Haderslever Liedertafels fest atter giver et slaaende Vidnesbyrd, idet der deri ikke indeholdes et eneste sandt Ord, paa den Grundtone nær, at Dannevirke og dets Partimand staae i inderderligt fostbroderskab med Menneskehedens Udskud, saa længe Slesvig-Holstenerne agte sig selv for høit til at kjøbe dette til, at insultere sine Modstandere, og dertil vil enhver Slesvig-Holstener altid agte sig selv for høit. At imidlertid Pøbelens hele Insultation, der skildres saa forfærdelig i Dannevirke, var høist ubetydelig, at de 8-9 Tumultuanter, der engang søgte at trænge ind i Barrieren, snart bragtes tilrette, at Ingen vovede at mukke, da Toget vendte til Byen, veed Enhver, der bivaanede hele festen. Ligesaa løgnagtig er Antydningen om, at festen skulde have været til om Morgenen, da det allerede var bestemt over 8 Dage iforveien, at festen skulde senest sluttes Kl. 12; ligesaa løgnagtig, at Standartbæreren skal være trukken overende af et Toug; ligesaa løgnagtig, at Standarten imod Reglen strax bragtes ind i Apothekergaden, da dette netop er Regel; ligesaa løgnagtig Opdigtelsen om farvede festblus. I Henseende til at Toget skulde have været udsat for at blive fratagen den bagerste Stemmefane, saa er denne Paastand ypperlig. En Skandinav bad nemlig en agtet Borger og Deeltager i festen om, at hjælpe ham at borttage den. "Ja"- lød Svaret, "tag den kun, jeg skal nok hjælpe Dem" (naturligviis var Meningen, at Slynglen skulde hjælpes til en Rævselse). Imidlertid blev Skandinaven advaret af en herværende Propagandist og smuttede strax bort. Hvad det omtalte "stærke Hyssen" ved Borgerforeningen angaaer, saa hidrørte dette fra en eneste Dreng, bag hvilken Hr. Pet. Chr. Kochs Svigerfader stod og opmunterede til at klemme dygtig paa. Dog vi ville ikke opholde os længere ved dette Product af Usselhed, hvori der, som sagt, ikke er et sandt Ord.

Resultatet af de indledede Undersøgelser i Anledning af de stedfundne Optøier skal senere blive meddeelt.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 30. juli 1845).

Berlingske citerede også Dannevirke, men mente som en af få (den eneste?) dog også at man skulle afvente undersøgelser om hvad det var der var foregået.


Haderslev. - I Anledning af Optøierne ved den nylig stedfundne Liedertafelfest har foruden de allerede Nævnte sluttelig en herværende Maler Breum faaet sin Dom ved Amtshuset, der lyder paa 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 13. august 1845).

Umiddelbart efter denne og andre begivenheder blev det forbudt at anvende den trefarvede fane. Begrundelsen var at de kunne anses som kendetegn for et politisk parti og give anledning til uordner.

Mindre end 4 år efter artiklen blev Haderslev scenen krigsscene i Treårskrigen. Ubekendt: Gadekampen i Haderslev d. 3de April 1849. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det nordiske Studentermøde 1845. Del 8: Die skandinavischen Feste und Bestrebungen. (Efterskrift til Politivennen)

De tyske aviser skrev også om begivenheden, og ud over at referere hvad der var sket, gav de en tysk vinkel på studentermødet. De fleste aviser var enige om at mens de danske deltagere til tider ytrede anti-tyske holdninger, men blev dette imødegået af norske og svenske som tog afstand fra sådanne. Nedenfor en særlig grundig artikel som må stå som eksempel for de øvrige.

Schleswig-Holstein, Anfang Julius. (Beschluss.) Nehmen wir zunächst die Lage der Herzogthümer Deutschland und Skandinavien genenüber, so ist, abgesehen selbst von der Nationalität und dem was sie hervorrufen könnte, der Besitz derselben von Skandinavien aus gegen Deutschland niemals zu vertheidigen. Hat doch Dänemark sich nicht einmal der Herzogthümer allein zu erwehren vermocht! Wenn daher auf irgendeine Weise eine ernstliche Differenz zwischen Skandinavien und Deutschland entstände, so würde es das erste seyn dass Deustchland sich der Herzogthümer bemächtigen müsste.

Dieses Verhältniss zeigt im Grunde schon den Ausweg an den die obige Frage fordert. Der Besitz der Herzogthümer nämlich ist das einzige Mittel der deutschen Seemacht der Ostsee das Gleichgewicht genen die vereinte skandinavische zu geben. Deutschland würde gegen sie nicht übermächtig, ohne sie aber ohnmächtig seyn; Skandinavien bis zur Elbe wäre noch entschiedener der Herr der Ostsee als England es in den Weltmeeren ist. Wir bitten die dänsichen Leser, wenn es ihnen möglich seyn sollte, hierin einmal eine reine Berechnung und keine nationale Frage zu sehen; es handelt sich vorläufig um die letzere nicht, wenn auch vorkommenden falls die deutsche Nationalität ebenso viel Recht zur selbständigen That in Anspruch nehmen sollte, als dis dänische es schon jetzt, ohne That, in ihren thörichten Aufreizungen der Deutschen zu thun angemessen findet. Der Besitz der Herzogthümer oder der Anschluss derselben an Deutschand in irgendeiner Weise würde daher, wie gesagt, Skandinavieen uasser Stand setzen die deutsche Seemacht der Ostsee über die Schultern anzusehen, ohne doch Skandinavien selber gefährlich zu seyn, da noch immer die Ostsee zwischen beiden Reichen läge, und kein civilisirtes Land durch Flotten erobert wird. Wir überlassen süglich die genauere Entwicklung des Einzelnen der besondern Erwägung der einzelnen Verhältnisse. Fasst man diese Punkte nun zusammen, so sheint und der Schluss vollkommen motivirt dass der Fortschritt und im Besondern für die Herzogthümer Schleswig-Holstein von der grössten Bedeutung zu werden verspricht, und dass vorzüglich jeder Schritt den die Einigung der nordischen Reiche vorwärts thut, einer richtigen Politik nach das immer dringendere Bedürfniss für Deutchland wecken muss die Herzogthümer, so weit diess noh nicht geschehen ist, mit allen Banden der Verfassung, des Rechts und der Interessen sich zu verknüpfen. Gäbe es eine deutsche Politik, so müsste diese Politik von jetzt an mehr wie je auf jenen Eckstein seiner künftigen Seemacht ein festes Augenmerk richten. Wir meinen nicht dass dasjenige was für lange Jahre festgestellt werden soll, mit einemmal fertig und entschieden seyn könne; wir wissen aber ebenso wohl dass in der Politik, so gut wie in andern Dingen, die bestimmte und unermüdliche Tendenz, und die klare Beherrschung der Verhältnisse mit vielen kleinen Mitteeln die Wirkung der grossen und die Entsceidung des letzen Augenblicks vorbereiten, und den Sieg gewinnen könne noche ehe der Kampf da ist. Gäbe es daher eine ächt deutsche Politik, so würden wir auch wissen wie diese Politik zu Werke zu gehen hätte. Aber leider gibt es keine solche. Das Einzige was uns bleibt ist dass wir dem deutschen Volk zu treuen Händen und wachsamen Herzen übergeben was wir seinem Staate icht übergeben können. Und gerade darum ist es die heilige Pflicht jedes Einzelnen sich selber, und wär' es auch mit Mühe und ohne Hoffnung der endlichen Verwirklichung, klare und entschiedeene Aufschauungen über so hochwichtige Verhältnisse zu erarbeiten.

Welche Zukunft hat diese skandinavische Bewegung für die drei Reiche? Es ist das keineswegs so leich zu beantworten, wie es viellicht auf den ersten Blick scheinen möchte; denne Skandinavens Verhältniss sind in Beziehung auf solche Eventualitäten besonderer Natur, und weder mit den deutschen noch auch mit den englischen zu vergleichen. Sie wollen daher eine ganz besondere Darstellung und lange Beobachtung dieser Völker  selbst, die bis jetzt zu den weniger bekannten Eurropa's gehören. Wir beginnen mit dem Verhältniss Skandinavien und Deutschland im Allgemeinn und zu Schleswig-Holstein insbesondere. Deutschland liegt den Skandinavien ebenso fern als den Dänen nahe liegt. Man muss überhaupt von vorneherein das eigentlich Dänische von dem skandinavischen Element trennen. Die Dänen fürchten Deutschland, die Skandinavier nicht. Die Dänen stehen, in allem was sie an Wissenschaft und Bildung haben, auf den Schultern der Deutschen; die Skandinavier haben ihre eigne Kunst und vertrauen auf ihren eignen Geist für die Erreichung einer eignen Bildung. Die Skandinavier fühlen sich als Ganzes dem ganzen deutschen Volk gegenüber, und reichen ihm als stammverwandten und geschichtlich vernundenem Brudervolf mit allem Stoltz und aller Treue eines grossen selbstbewussten Volkes die Bruderhand; der Däne ist als solcher ein Theil eines Stammes, der so wenig Deutschland als Schweden gegenüber ein Skandinavier, dem Deutschen gegenüber ein Däne. Wenn der Däne den Muth hätte dem Deutschen gegenüber ein ächter Skandinavier zu seyn, wenn er es über dem Bewusstseyn Theil eines wirklich grossartigen Ganzen zu seyn vor das deutsche Volk hinzutreten, zu würde wahtlich vieles anders, und entschieden das meiste besser sey. Leider vermag er das noch immer nicht. Er glaubt sich berufen in der Weltgeschichte dem deutschen Volk die grössten Schimpfworte ind gesicht zu sagen, und meint Dänemark gross zu machen, wenn er Deutschland neben sich für klein ausgibt; wer kennen das zur Genüge. Wir sind nun entschieden der Ueberzeugung dass dieses Gebahren der Dänen nicht eher ein Ende bekommt, als dis sich der Gedanke in ihnen festsetzt dass ihre Zukunft nicht jenseits der Königsau oder gar der Eider, sondern jenseits des Sundes lliegt. Denne als Glied Skandinaviens gewinnen sie plötzlich Bedeutung; und so wie ihnen das klar wird, werden sie hoffentlich vernünftigern einsichten Raum geben. Deshalb ist die Entwicklung des Skandinavienthums die Grundlage einer immerhin nicht unwichtigen Verständigung zwischen Deutschland und Dänemark; und so unmöglich es im Allgemeinen ist mit einem Dänen über die Verhältnisse Schleswig-Holsteins zu reden, so leicht ist es darüber mit dem Skandinavier ins Klare zu kommen.

Gerade in dieser Beziehung ist das letzte Fest nicht ohne Wichtigkeit gewesen. Bei dem frühern Upsala-Zug der Dänen redeten die letztern och von der Einverleibung Schleswigs als einer skandinavischen Aufgabe. Damals hatten die Schweden noch gar keine Verstellung von dem Verhåaltniss der deutschen Lande zu Dänemark, und quälten sich nicht sehr über ein solches hengeworfenes Wort, sich genaueres Urtheil für genauere Kunde vorbehaltend. Unterdessen sind aber die Sachen in Dänemark beträchtlich geändert, die ganze Frage hat einen im höchsten Grade ernsthaften Charakter angenommen; die Herzogthümer haben ihre entschiedene Meinung ausgesprochen, die öffentliche Meinung Deutschlands hat ihre Stimme erhoben. Das konne nun den Schweden weder verborgen noch ach gleichgültig bleiben. Seit dieser Zeit haben dieselben daher begonnen den Blick nach dem Süden Dänemarks hinzuwenden. Nun ist es freilich natürlich dass die Dänen sich theils persönlich, theils durch ihre Tageslitteratur alle mögliche Mühe geben die Verhältnisse und Rechte er Herzogthümer in ihrem Sinn darzustellen. Allein es konnte doch den Schweden nicht entgehen wie seltsam es ist dasjenige was zwei Ständeversammlungen einstimmig erklären, und was 75 Adressen aus allen Theilen eines Landes von kaum einer Million Einwohner bestätigen, für etwas anderes ausgeben zu wollen als für die wirkliche Stimme des Volkes. Sie sahen daher bald dass die schleswig-holsteinische Frage eine ganz andere Seite habe, und dass die Bestrebungen der Dänen mit den guten Recht der Deutschen in argem widerspuch stehen. Die schweden und Norweger sind daher unparteichlich in dieser Sache geblieben, und die Dänen haben den besten Theil ergriffen - bei dem Feste gar nicht von dem zu reden was sie ausserhalb des Festes Tag für Tag als die Lebensfrage für Dänemark hinstellen. Nun aber frage ich in der That, gibt es einen klareren Beweis von der Unrechtmässigkeit jener dänischen Parteiansprüche als dieses uebergeben einer angeblich für sie ganz nationalen Sache bei einem Fest das ganz für die Nationalität und durch dieselbe herbeigeführt wird? Wäre es - und ich wollte wünschen dass ein dänisches Blatt die Stirn hätte hierauf zu antworten - wäre es zu verantworten und zu begreifen dass bis quf wenige Anspielungen jene Propaganda und ihr Zweck ganz ausser dem Spiel geblieben sind, wenn sie wirklich ein ächt dänisches Glied des skandinavischen Lebens zu vertreten gehabt hätten? Würden die Schweden es verziehen haben wenn es in solchem Fall unterblieben wäre?

Gerade jenes Stillschweigen über Schleswig bei dem skandinavischen Fest zeigt uns deutlich genug von welcher entsheidenden Wichtigkeit derr Skandinavismus für Schleswig-Holstein werden muss. Schleswig als ganzes ist nicht dänisch, Holstein ebensowenig. Die skandinavische Bewegung aber ist eine nationale, und wird daher unabweislich den Kampf der Propaganda von sich stossen. Je mehr Boden jene gewinnt, desto mehr wird man in Dänemark dasjenige in den deutschen Herzogthümern anerkennen müssen worauf das Skandinavienthum selber gebaut ist - das nationale Element. Schweden und Norwegen werden daher mehr für uns thun als all unsere geschichte und all unser gutes Recht, nur - dass wir es nicht vergessen - nicht mehr als wir selber. Kommt wirklich ein nachhaltiges Verhältniss zur Stande zwischen dem Volk der drei Reiche, so werden wir endlich Ruhe gewinnen, und die Elemente allein in uns walten lassen, denen wir gehören. Was aber Schleswig-Holstein für jenes noch kaum gebildete Skandinavien seyn und thun kann, das wollen wir an seinem Ort, wenn es Zeit ist, aussprechen.

Das ist das Verhältniss des Skandinavienthums zu dem deutschen Theil der dänischen Monarchie. Werfen wir jetzt einen Blick auf sein Verhältniss zu den einzelnen nordischen Völkern. Zuerst ist hier nun zu bemerken dass das niedere Volk und die grosse Masse noch allenthalben der Sache selber wesentlich fremd ist. Die Idee des jungen Skandinaviens ist von den Universitäten geboren, und ruht noch hauptsächlich in dem Kreise derer die dem Universitätsleben angehören. Sie ist erzeugt und genährt durch die alte Geschichte und das Vertrauen auf die zukünftige; sie wird vorwärts geschoben durch das eben erwachende Bewusstseyn von einem Verhältniss der skandinavischen Reiche zu der Weltlage im Allgemeinen, und durch das Bedürfniss in ihr eine angemessene Rolle nach Osten und nach Süden zu spielen. Sie wird gehalten durch die Nothwendigkeit dem Leben der Völker eine Einheit zu geben, um nicht in der Vereinzelung gänzlich zu verschwinden. Daher haben nur die Theil daran die entweder noch in den schönen Träumen der Studentenzeit leben, oder hoch genug stehen um die Zukunft in der Vergangenheit vorzubereiten. Dieser Kreis ist ein enger; aber allerdings ist er ein mächtiger. Er steht an der Spitze des Volkslebens, und noch ist das was er denkt und fühlt nicht in das tägliche Leben hinabgestiegen. Aber freilich ist es gewiss dass diess geschehen muss und wird, und mit vollem Recht hat einer der Redner den Gastfreunden zugerufen: "wir sind jung, aber in zwanzig Jahren werden wie de Alten seyn! Wahrt und pflegt darum die Ideen die wir hier säen, denn sie werden unsern Kindern ihre Früchte tragen. Hofft und arbeitet, denn die Zukunft gehöhrt uns!" dazu nun in der That scheinen überall die Universitäten berufen den Herd der neuen Ideen zu bilden, und ihre Wirklichkeit vorzubereiten; und kaum gibt es ein redenderes Beispiel von iher Bedeutung as diese auf ihnen ruhende und nur durch sie siegreiche skandinavische Bewegung. Das haben die jungen Männer, kaum der Hochschule entwachsen, dennoch wohl erkannt; und mehr als ein Hoch ward den Universitäten gebracht und der Hoffnung dass bald die Studirenden, wie in Deutschland, von der einen zur andern wandern möchten, om in der Gemeinsamkeit des Wissens die Gemeinsamkeit der That zu erringen. Möchte sie diese Hoffnung nicht Täuschen! Möchten wir Deutschen ihnen bald - bälder als die kühle Berechnung es glauben will - den Gruss und Glückwunsch der neuen Aera zurufen, den ihringen empfangen können!

Allein die Schwierigkeit der weitern Entwicklung jener Idee kann dennoch nicht verkannt werden. Sie liegt haupsächlich in zwei Punkten, die wir kurz berühren wollen. Zuerst haben die drei Reiche bisher noch keine gemeinsamen Interessen, ja noch kann eine rechte gemeinsame Communication. Die Lage der Länder ist der Art dass sich allerdings mancherlei Anknüpfungspunkte der ruhigen Ueberlegung Platz machen wird. Zuv¨rderst müssten dieselben dahin arbeiten den aussereuropäischen Ländern genenüber als Einheit aufzutreten; denn vereinzelt fehlen ihnen die Mittel und die Macht. Die Grundlage müsste ein skandinavisches Consulatsystem bilden; und schon ward einmal in Beziehung auf China etwas änliches projectirt. Warum hat die Presse nicht die Arbeit übernommen die ihr zukam, dieses Gebiet von hocwichtigen Fragen auszebeuten? Eine gemeinsame Flagge im stillen Ocean wäre werth als das lauteste Studentenfest in Kopenhagen oder Upsala! Die zweite Aufgabe wäre ein systematischer Handelsvertag zwischen Dänemark und den beiden andern Reichen. Es würde keineswegs unmöglich seyn, durch richtige Massregeln den Kornabsatz Dänemarks, für den der Markt in England doch immer bedenklicher wird, wesentlich nach Norwegen und Schweden hinzuleiten, und damit die Grundlage für einen skandinavischen Zollverein zu legen, der am Ende hier so gut wie in Deutschland der Herrschaft Englands würde entgegen treten können. Ein guter Tarif ist in unserer Zeit mächtiger als Odein und Ovar Odd, und eine skandinavische Zollcasse würde mehr Skandinaventhum erzeugen als alle Festreden und eventuellen Begeisterungen. Dafür, scheint es uns, müssten diejenigen wriken die nicht mehr Studenten sind; hier ist ihr Gebiet! Und man muss staunen dass über diesen Grund und Boden aller festen Gemeinsamkeit jene bewegungen hinweggegangen sind, als gäbe es gar kein Recht des materiellen Lebens in unserer Zeit. Das ist der grosse Mangel in jener Idee dass sie, wie das geschiedene junge Deutschland, nur Geist ohne Körper ist; die Morgensonne mag die Nebelbilder vergolden, aber der Tag will ein anderes als das flüchtige Leben dieser leichten gestalten. Wann doch werden die Skandinaven den eisernen Weg des Materielle zu betreten verstehen?

Der zweite und ebenso ernste Punkt ist der grosse Unterschied der Verfassungen. In Schweden gibt es nur Stände der alten Zeit, mit Privilegien und starrem Recht, mit Vorurtheilen und hartnäckiger Langsamkeit des Fortschrittes. Der Adel und die Geistlichkeit herrschen, der Bauer und der Bürger werden beherrscht ohne unfrei zu seyn. Das gibt harte Kämpfe im Junern, und wer eine reform, wie die neuliche, hat zu Grabe tragen sehen, der wird begreifen dass der beste Theil der Kraft dem eigenen Leben zugewandt bleiben muss. In Norwegen dagegen herrscht gerade das Volk. Dieses Volk fürchtet den Adel Schwedens, denne seine Verfassung hat den Adel aus der reihe der dasayenden Dinge ausgestrichen Die Grundlage seines polititschen lebens ist die Freiheit und Glechkeit Aller - wer wird es ihm verdenken dass es jeder innigeren Annäherung mit Schweden misstrauisch entgegentritt, und lieber das treffliche eigene behält, wenn es auch nur im Kleinen gut ist, als sich dem Grossartigen hingibt, von dem es noch nicht weiss was es bringen wird. Daher hat selbst schon für Schweden und Norwegen das Skandinaventhum in dieser Grundverschiedenheit des staatlichen Lebens einen mächtigen Gegner, und die Niederlage der Liberalen auf dem letzen Reichstag in Stockholm ist eine schwere Last für jene idee geworden, die ihre entwicklung in den höhern Ständen noch lange hemmen wird. In Dänemark endlich herrscht weder Volk noch Adel, sondern der König und die Beamten. Das ist ein drittes wesentlich verschiedenes Element in jenem Verfassungskleeblatt, ein Neues für jene beiden, und nicht gerade geeignet von Dänemark aus die neue Zeit und die erscheinung eines neuen Rechts zu hoffen.

Wie nun denkt sich denn der Skandinave sein Skandinavieen? Glaubt er dass man mit einem Luftzug jenen Typus der drei reiche werde wegblasen können? Oder glaubt er dass diese Verschiedenheit dem Volk gegenüber eine geringe und unbedeutende sey, während er doch wissen muss dass die Völker nicht bloss von ihnen beherrscht werden, sondern dass sie in ihrer Individualität zur Nationalität selber gehören? Oder meint er dass man der Zeit überlassen müsse zu vollenden was diese Zeit begonnen hat? Wir wissen es nicht. Nur das scheint uns gewiss dass jene Idee, wie sie noch über dem Volk und seinen materiellen Interessen schwebt, auch noch mit solchen concreten rechtsfragen überhaupt sich nicht beschäftigt hat.

Daher muss man sagen dass für das Skandinaventhum die Schwierigkeiten und Aufgaben noch in der Weise da sind wie der Ernst des lebens für den anwachsenden Knaben. Den grössten Theil kennt er nicht, und was er erfährt, scheint seinem muthigen Blick eine fast zu leichte Aufgabe für das überströmende Bewusstseyn seiner Kraft und seines guten Willens. Wie freundlich ist doch das leben gegen die für die es noch zu sorgen hat, dass sie erwachsen mögen um die Last auf die eigenen Schultern zu nehmen! und doch - wen sollte es nicht freuen ein solches Bild der jugendlichen ersten frischen Liebe zu einem edlen und erhabenen Gedanken!

(Allgemeinen Zeitung No 196, Beilage 15 Julius 1845, s.1562-1564).

De skandinaviske festivaler og forhåbninger.

Slesvig-Holsten, begyndelsen af ​​Juli. (Beslutning.) Hvis vi først tager hertugdømmernes stilling i forhold til Tyskland og Skandinavien, så kan, bortset fra nationalitet og hvad der kunne fremkalde den, Skandinaviens besiddelse af disse overfor Tyskland aldrig forsvares. Har Danmark jo ikke været i stand til at bekæmpe hertugdømmerne alene! Hvis der derfor på nogen måde opstod en alvorlig uoverenstemmelse mellem Skandinavien og Tyskland, ville det være det første være at Tyskland måtte bemægtige sig hertugdømmerne.

Dette forhold viser grundlæggende den vej ud, som det ovenstående spørgsmål kræver. Besiddelsen af ​​hertugdømmerne er det eneste middel for den tyske flådemagt i Østersøen til at skabe ligevægt til det forenede skandinaviske. Tyskland ville ikke være overmagt imod dem, men være magtesløst uden dem; Skandinavien til Elben ville være endnu mere absolut herre over Østersøen, end England er på verdenshavene. Vi beder de danske læsere, hvis det skulle være muligt for dem, at se dette som et rent regnestykke og ikke et nationalt spørgsmål; Foreløbig handler det ikke om det sidste, selv for det tilfælde at den tyske nationalitet skulle påberåbe sig lige så stor ret til at handle selvstændigt, som den danske allerede nu finder det passende, uden gerning, synes passende i deres tåbelige provokationer af tyskerne. Besiddelsen af hertugdømmerne eller tilknytningen af ​​dem til Tyskland på en eller anden måde ville derfor som sagt sætte Skandinavien ude af stand til at kigge den tyske sømagt over skuldrene i Østersøen, uden at være farlig for selve Skandinavien, da Østersøen stadig ville ligger mellem de to riger, og intet civiliseret land ville blive erobret af flåder. Den mere præcise udvikling af den enkelte overlader vi hurtigt til den særlige hensyntagen til de individuelle forhold. Sammenfatter man nu disse punkter, så synes os den konklusion fuldstændigt motiveret at skandinavismens fremskridt, generelt og i særdeleshed for hertugdømmerne Slesvig-Holsten, tegner til at få den største betydning, og at især hvert skridt, som de nordiske tiger tager, er en rigtig Politik for det stadig mere påtrængende behov for Tyskland at vække hertugdømmerne, så vidt dette endnu ikke er sket, med alle bånd af forfatning, lov og interesser. Hvis der var en tysk politik, ville denne politik fra nu af skulle fokusere mere end nogensinde på hjørnestenen i dens fremtidige sømagt. Vi mener ikke, at det, der skal bestemmes i mange år, pludselig kan blive færdigt og besluttet; men lige så godt ved vi ved, at såvel i politik som i andre ting kan den bestemte og utrættelige tendens og den klare beherskelse af forholdene med mange små midler forberede virkningen af ​​det store og det sidste øjebliks beslutning, og vinde sejr før kampen er slut. Hvis der derfor var en ægte tysk politik, ville vi også vide, hvordan denne politik skulle fungere. Men en sådan findes desværre ikke. Det eneste, der er tilbage for os, er, at vi overlader det tyske folk i loyale hænder og årvågne hjerter, hvad vi ikke kan overdrage til deres stat. Og netop derfor er det ethvert individs hellige pligt overfor sig selv, selv om det var med besvær og uden håb om endelig erkendelse, at udarbejde klare og afgørende synspunkter om så yderst vigtige omstændigheder.

Hvilken fremtid har denne skandinaviske bevægelse for de tre riger? Det er på ingen måde så let at svare på, som det kan se ud ved første øjekast; for situationen i Skandinavien i forhold til sådanne eventualiteter er af særlig karakter og kan ikke sammenlignes med hverken den tyske eller den engelske. Man ønsker derfor en ganske særlig præsentation og lang iagttagelse af disse folkeslag selv, som hidtil tilhører de mindre kendte i Europa. Vi begynder med forholdet mellem Skandinavien og Tyskland i almindelighed og Slesvig-Holsten i særdeleshed. Tyskland er lige så langt fra skandinaverne, som det er tæt på danskerne. Man må overhovedet adskille det danske fra det skandinaviske element lige fra starten. Danskerne frygter Tyskland, det gør skandinaverne ikke. Danskerne står i alt hvad de har af videnskab og uddannelse på tyskernes skuldre; Skandinaverne har deres egen kunst og tiltro til deres egen ånd til at opnå deres egen uddannelse. Skandinaverne føler sig som en helhed over for hele det tyske folk og rækker som en beslægtet og historisk veletableret folk deres broderhånd med al stolthed og loyalitet fra et stort, selvsikkert folk; danskeren som sådan er en del af en stamme, som lige lidt erindrer Sverige som Tyskland særlig venligt, endnu mindre i en fasttømret fremtid. Danskeren er overfor svenskeren en skandinav, overfor tyskerne en dansker. Hvis danskeren havde modet til at være en ægte skandinav over for tyskeren, hvis han kunne overvinde sig selv til at opgive sin smålighed, og med bevidstheden om at være en del af et virkligt storartet hele, at træde foran det tyske folk, ville meget være anderledes, og bestemt det meste ville være bedre. Det kan han desværre stadig ikke. Han tror, at han har et kald i verdenshistorien til at sige de største bandeord i ansigtet til det tyske folk, og tror, ​​at han vil gøre Danmark stort, hvis han hævder, at Tyskland er lille ved siden af ​​ham; det ved vi alt for godt. Vi er nu fast overbeviste om, at denne opførsel hos danskerne ikke vil komme til ophør, før den tanke har sat sig i dem, at deres fremtid ikke ligger hinsides Kongeåen eller endda Ejderen, men over Øresund. For som medlem af Skandinavien får de pludselig betydning; og forhåbentlig vil de, efterhånden som de bliver opmærksomme på dette, give plads til mere fornuftige indsigter. Derfor er udviklingen af ​​Skandinavismen grundlaget for en ikke uvæsentlig forståelse mellem Tyskland og Danmark; og lige så umuligt som det generelt er at tale med en dansker om situationen i Slesvig-Holsten, så er det let at komme overens med skandinaverne.

Især i denne henseende var den sidste fest ikke uden betydning. I tilfældet med danskernes tidligere Upsala-tog talte sidstnævnte også om indlemmelsen af ​​Slesvig som en skandinavisk opgave. Dengang havde svenskerne slet ingen forestilling om forholdet mellem de tyske lande og Danmark, og bekymrede sig ikke synderligt over et sådant hensmidt ord, idet man forbeholder sig en mere præcis dom til mere præcise oplysninger. I mellemtiden har det dog ændret sig betydeligt i Danmark, og hele spørgsmålet har antaget en yderst alvorlig karakter; hertugdømmerne har givet udtryk for deres beslutsomme mening, og den tyske offentlige mening har hævet stemmen. Det kunne svenskerne hverken skjule eller forblive ligeglade med. Siden er de derfor begyndt at vende blikket mod det sydlige Danmark. Nu er det naturligvis naturligt, at danskerne, dels personligt, dels gennem deres dagspresse, gør alt for at fremstille hertugdømmernes forhold og rettigheder i deres egen opfattelse. Men det kunne ikke undgå svenskernes opmærksomhed, hvor bemærkelsesværdigt det er, hvad to stænderforsamlinger enstemmigt erklærer, og som 75 adresser fra alle egne af et land med knap en million indbyggere bekræfter, at de vil udgive sig for andet end folkets reelle stemme. De så derfor hurtigt, den slesvig-holstenske spørgsmål har en helt anden side, og at danskernes indsats var i alvorlig modstrid med tyskernes gode rettigheder. Svenskerne og nordmændene har derfor været upartiske i denne sag, og danskerne har taget den bedste del - ved ikke ved festen at tale om, hvad de dag efter dag stiller op som det vitale spørgsmål for Danmark uden for festivalen. Men nu spørger jeg virkelig, om der er et klarere bevis for ulovligheden af ​​de danske partspåstande at disse overgår en sag, der angiveligt er rent national for dem, på en festival, der er skabt helt for og af nationaliteten? Hvis det var - og jeg ville ønske, at en dansk avis havde rygrad nok til at svare på dette - ville det være ansvarlig og forstå, at bortset fra et par hentydninger, ville den propaganda og dens formål være ladt helt ude af spillet, hvis den virkelig var et ægte dansk element af det skandinaviske liv? Ville svenskerne have tilgivet det, hvis det ikke var sket i sådan et tilfælde?

Netop tavsheden om Slesvig på den skandinaviske fest viser os klart nok hvilken betydning skandinavismen må være for Slesvig-Holsten. Slesvig er som helhed ikke dansk, Holsten endnu mindre. Den skandinaviske bevægelse er imidlertid en national, og vil derfor  uundgåeligt afvise propagandakampen. Jo mere terræn den vinder, jo mere vil man i Danmark skulle erkende et samme i de tyske hertugdømmer, som skandinavismen selv er bygget på - det nationale element. Sverige og Norge vil derfor gøre mere for os end hele vores historie og al vor gode ret, kun - at vi ikke glemmer det - ikke mere end vi selv. Hvis der virkelig opstår et varigt forhold mellem folket i de tre riger, vil vi endelig få fred og lade de elementer, som vi tilhører, alene herske i os. Men hvad Slesvig-Holsten kan være og gøre for det knapt dannede Skandinavien, vil vi på sin plads sige, når tiden er inde.

Det er Skandinaviens forhold til den tyske del af det danske monarki. Lad os nu se på hans forhold til de enkelte nordiske folk. Først og fremmest skal det her bemærkes, at det lavere folk og de store masser endnu i det væsentlige er fremmede for selve sagen. Ideen om det unge Skandinavien blev født fra universiteterne og hviler stadig hovedsageligt i kredsen af ​​dem, der tilhører universitetslivet. Den er skabt og næret af gammel historie og tillid til fremtiden; den er skubbet frem af den nyopvågnede bevidsthed om de skandinaviske imperiers forhold til verdenssituationen generelt og af behovet for at spille en passende rolle i den mod øst og syd. Den holdes af nødvendigheden af ​​at give folkenes liv en enhed for ikke at forsvinde helt i isolationen. Derfor er det kun de, der enten stadig lever i studentertidens smukke drømme eller er høje nok til at forberede fremtiden i fortiden. Denne kreds er en smal; men selvfølgelig er den en stærk en. Den er på forkant med folkelivet, og det, han tænker og føler, er endnu ikke faldet ind i hverdagen. Men det er selvfølgelig sikkert, at det skal og vil ske, og en af ​​talerne råbte med rette til gæsterne: "Vi er unge, men om tyve år er vi som de gamle! Behold og dyrk de ideer, vi sår. her, for de vil bære deres frugter for vores børn. Håb og arbejde, for fremtiden er vores!" til dette formål synes universiteterne overalt at være kaldet til at danne arnested for nye ideer og forberede deres virkelighed; og der er næppe et mere veltalende eksempel på deres betydning, da disse beror på denne og kun gennem den sejrrige skandinaviske bevægelse. De unge mænd, der knap var vokset fra universitetet, erkendte dette alligevel; og mere end én skål blev bragt til universiteterne og håbet om, at de studerende snart, som i Tyskland, gerne ville vandre fra den ene til den anden, for at opnå handlingens fællesskab i vidensfællesskabet. Måtte de ikke svigte dette håb! Måttee vi tyskere snart - før end den kolde beregning vil tro - råbe dem den nye æras hilsen og lykønskninger, som I kan modtage!

Alene vanskeligheden ved den videre udvikling af den idé kan endnu ikke misforstås. Det ligger hovedsageligt i to punkter, som vi kort vil berøre. Først og fremmest har de tre riger endnu ikke haft nogen fælles interesser, heller ingen ordentlig fælles kommunikation. Landenes situation er en sådan art, at mange slags berøringspunkter må findes, når den første glød af begejstring  overlader pladsen til mere rolige overvejelser. Først og fremmest må de arbejde for, at for de ikke-europæiske lande fremstår som en enhed; fordi splittet mangler de midlerne og magten. Grundlaget må være et skandinavisk konsulatsystem; og noget lignende var allerede fremskrevet en gang i forhold til Kina. Hvorfor har pressen ikke gjort det arbejde, som tilkom den at udnytte dette område som højt prioriteret spørgsmål? Et fælles flag i det rolige hav ville være det værd end den mest højrøstede studenterfest i København eller Uppsala! Den anden opgave ville være en systematisk handelsaftale mellem Danmark og de to andre imperier. Det vil på ingen måde være umuligt ved korrekte foranstaltninger at omdirigere Danmarks kornsalg, for hvilket markedet i England bliver mere og mere usikkert, i det væsentlige til Norge og Sverige, og dermed lægge grundlaget for en skandinavisk toldunion, som i sidste ende lige så godt som i Tyskland ville være i stand til at modsætte sig styret af England. En god takst i vor tid er stærkere end Odin og Ovar Odd, og et skandinavisk toldkontor ville skabe mere skandinavisme end alle de ceremonielle taler og eventuel entusiasme. Derfor forekommer det os, at de, der ikke er studerende, skulle arbejde; det er deres område! Og man må undre sig over, at bevægelsen er gået over denne grund og jord af fælles grund, som om det materielle liv ikke har nogen rettighed i vor tid. Det er den store mangel ved tanken om, at det ligesom det adskilte unge Tyskland kun er ånd uden krop; morgensolen kan forgylde de tågede billeder, men dagen ønsker at forme et andet liv end dennes lette flygtige liv. Hvornår ved skandinaverne hvordan de skal betræde materialets jernvej?

Det andet og lige så alvorlige punkt er den store forskel mellem forfatningerne. I Sverige er der kun stænder fra gamle dage, med privilegier og stive rettigheder, med fordomme og en stædig langsomhed i fremskridtet. Adelen og gejstligheden regerer, bonden og borgeren styres uden at være ufri. Der er hårde kampe i juni, og den, der har set en reform som den nylige blive begravet, vil forstå, at den bedste del af ens kræfter skal vies til ens eget liv. I Norge derimod hersker folket. Dette folk frygter det svenske aristokrati, fordi dets forfatning har udskrevet aristokratiet af rækken af ​​de ekisterende ting. Grundlaget for deres politiske liv er frihed og lighed for alle - hvem vil bebrejde dem for at være mistænksomme over for enhver tættere tilnærmelse til Sverige, og foretrækker, at bevarer fremragende egne, selv om det kun er godt i de små ting, som overgivelse til det store, som det endnu ikke ved hvad det vil bringe. Derfor har skandinavismen også for Sverige og Norge en mægtig modstander i denne grundlæggende forskel i statslivet, og de liberales nederlag ved den sidste rigsdag i Stockholm er blevet en tung last for de ideer, som i lang tid hindrer deres udvikling i de højere klasser vil. I Danmark er der endelig hverken folket eller adelen, men kongen og embedsmændene. Det er et tredje, væsensforskelligt element i det forfatningsmæssige kløverblad, noget nyt for dem begge, og ikke ligefrem egnet til at håbe på at den nye æra og fremkomsten af ​​en ny lov kommer fra Danmark .

Hvordan tænker skandinaven sit Skandinavien? Tror han, at man kan blæse de tre kongerigers egenart væk som en leg? Eller mener han, at denne forskel i forhold til folket er lille og ubetydelig, mens han dog må vide, at folket ikke kun er styret af dem, men at deres individualitet tilhører nationaliteten selv? Eller mener han, at man skal overlade tiden at fuldføre det, som denne gang er begyndt? Vi ved det ikke. Kun forekommer det os sikkert, at den idé, der stadig svæver over folket og deres materielle interesser, slet ikke har beskæftiget sig med så konkrete juridiske spørgsmål.

Derfor må man sige, at vanskelighederne og opgaverne stadig for Skandinavismen befinder sig på samme sted som livets alvor er det for den voksende dreng. Han kender ikke det meste, og det, han lærer, synes for hans modige blik at være en næsten for let opgave for hans overstrømmende bevidsthed om sin styrke og gode vilje. Livet er så venligt for dem, der stadig skal sørge for, at de vokser op for at tage byrden på deres egne skuldre! Og dog - hvem skulle ikke være tilfreds med et sådant billede af den ungdommelige første friske kærlighed til en ædel og ophøjet tanke!

(Uautoriseret oversættelse af Allgemeinen Zeitung No 196, Beilage 15 Julius 1845, s.1562-1564).

Det nordiske Studentermøde 1845. Del 7. Vurderinger. (Efterskrift til Politivennen).

Det er Dage af en historisk Betydning, som nu ere hengaaede over Danmarks Hovedstad; noget, som sjeldent har kunnet siges, og naar det har været Tilfælde, da har det desværre kun været som lidende, som blødende, at Kjøbenhavn har havt en saadan Betydning. Nu er det derimod Glædens og Jubelens livlige Toner, som have givet vor Stad en historisk Betydning, skjøndt derfor ogsaa af en heel anden Art end den hidtilværende Historie har indbefattet. Det er den nye Tids seiersglade Røst, der lyder fra Norden hen over de lyttende Folkeslag, som ville berette hverandre, hvad det er, der er skeet hos os i disse Dage, og ved at vi høre Gjenlyden af disse Beretninger og hvorledes de opfattes af den forbausede Verden, vil Bevistheden om disse Dages Betydning blive end klarere og meer indlysende selv for Mange iblandt os , som deri kun endnu see en, om ogsaa ualmindelig, Fortsættelse af det Gamle. Det er den nye Tids endnu halvt uforstaaede Velkomsthilsen, der lyder fra vore egne Læber, idet vi føie Ord dertil af en forældet Betydning. De Gladeste iblandt os fatte ikke tilfulde den sande og hele Grund til deres Glæde, og det er ikke dem og ei heller Nogen af Slægten given at omfatte og tolke den fulde Betydning af det bortglidende Nu. Saaledes har det stedse været i de historiske Momenter; ikke de Handlende selv, men de Fjerne og Efterlevende have erkjendt Øieblikkets Storhed, med alle dets over- og underordnede Enkeltheder, eg mange af disse sidste ere ofte blevne ansete for at være de første. Men den nye Historie begynder med, at det er Folkene og ikke Fyrsterne der danne den; at de første ikke længer kunne eller ville være det ubevidste, villieløse Materiale i de sidstes Hænder; at Folkene blive deres eget Formaal; at de saavel i deres Forhold tii hverandre som til sig selv ere sig dette bevidste, saa at i ethvert samfund alle - den Laveste med den Høieste - føle sig som et organisk Hele, hvoraf ikke nogen enkelt Deel kan lide uden at den hele øvrige Organisme lider med. Med den klart overveiede Stræben herefter begynder Selvbevidsthedens Historie for de enkelte Nationer som for Menneskeheden i det Hele. Den tidligere Historie har ingen Betydning imod denne; den var kun Forsynets Ledebaand for den blinde ubevidste Menneskeslægt; den var dens vilde Kamp for at løsrive sig fra den dyriske Trældom, en Kamp mod det Materielle, en Gjæring mellem de mylrende Masser, hvor det ikke kom an paa Individet, om det gik til Grunde eller steg op over Tusinder og nedtrykte dem. - Og endnu hersker denne kamp i Verde; endnu have vi saalidt som noget andet Folk løsrevet os derfra, og naar imorgen vore Gjæstevenner fra de to andre skandinaviske Riger, dem, vi have kaldt vore Brødre, dem, med hvem vi have deelt I vore Goter og hengivet os til for at fremkalde deres Glæde og Tilfredshed, naar de have forladt os, da begynder ogsaa hos os igien hiin gamle Kamp i al sin Gridskhed og Styrke, - og der gives vel endog Mange af de nu mest kjærlige og hengivne Hierter, som finde dette at være i sin Orden; - men de have ikke fattet Betydningen af dette nordiske Vennelag i dets hele Storhed, thi de have ikke engang anet den, og hvor glimrende Billeder de end kunne udmale sig om Følgerne af denne tredobbelte folkelige Sammenkomst, saa er det skjønneste Billede dog gaaet tabt for deres indre Øie, - og med al deres nationale Begejstring tilhøre de dog kun den gamle Tid og ere uberettigede til at kalde sig det unge, det nye Danmarks Repræsentanter. Thi sandelig, den nye Tid vil ikke gaae i den nuværende Politiks Ledebaand; dens Legemes Lemmer ville blive for sunde og stærke til at lade sig indsnøre deraf; den fører med sig Spiren til større og almindeligere Udvikling end den, noget eensidigt politisk System mellem Staterne til hverandre og indbyrdes kan medføre. Og hvorledes skulde et saadant System være dens sande Opgave, da den netop vil føre Menneskeheden ud over Politikens haarde og blodige Trældom ved at knytte Nationerne til hinanden ved alle Venskabs- og Kjærlighetens Baand, saa at de ikke længer skulle staae truende og nidske ligeover for hinanden, ansporede dertil af dem, der vilkaarligen ville lede og beherske dem? Thi det er ikke blot to eller tre beslægtede Nationer, den nye Tid vil forene med hine Baand, for at de kunde modstaae to eller tre andre Nationer, med hvem de nu øieblikkelig kunne have en Strid eller en forskiellig Interesse. Nei, det er dem alle den vil bringe til at bære disse den sande Civilisations skjønneste og hæderligste Baand, for at de, som een Familie, hvis Interesser bør og kunne være eens og parmcnerende, skulle gjort Politiken fra en uværdig demoraliserende Skinsyges Foster og den gjensidige Forurettelses Konst til Læren om en Høiere, hele Menneskedelen omfattende Organisation. Dette er den nye Tids endnu halvtbevidste Idee, dens ophøiede, om ogsaa i sin hele Reenhed uopnaaelige, saa dog tilnærmelsesviis efterstræbelige Ideal, og den første guddommelige Dæmring til at vise dette Ideal i al sin Høihed, er det, der lig de lyse Nætters milde Himmelskjær har hvilet over Danmarks Hovedstad i disse Dage. - Det var ikke Modsætningen af noget Nationalhad, der indgav vore norske og svenske Brødre Venskab og Kjærlighed til os; det var en Pagternes-Fest mellem dem og os, for deres og vor egen Skyld; vi have erkjendt hverandre som Broderfolk, fordi vi stræbe til eet og samme Maal, til Frihedens og den høiere menneskelige Retfærdighed Maal, og hvert det Folk, der som vi med vaagnende Selvbevidstbed kæmper til det samme Maal, hører i Aanden med til denne Pagt. Og hver den, der vil fornegte dette og sige: jeg kjender ikke dette Folk, dets Sprog og Sæder, er en Tjener af den gamle Tid, af den Tid, da Folkene, ubevidste om deres store Fælles-Interesse, lode sig lede til at hade hverandre, istedet for at de kun burde hade dem, der misbruge og opægge dem mod hverandre, og hvor klangfuld hans Stemme end lyder herfor, saa nedværdiger han dermed kun sig selv og den Betydning, som disse Dage kunne have for os og vore Brødre, idet den unge Tid, der vil oprinde til Held for hele den selvbevidste Del af Menneskeheden, lød et Budskab om sit Komme udgaae fra Norden for de andre lyttende Folkeslag.

(Kjøbenhavnsposten 27. juni 1845. Bladet fortsætter med at bringe Orla Lehmanns talee i ridehuset, se afsnittet herom).



Kjøbenhavn, d. 3. Juli. *) Vi have i den foregaaende "store Uge" gjennemlevet uforglemmelig, Dage. Dage der vare rige paa Fornøielser og Glæder, men som ikke vare mindre rige paa inderlig og hellig Alvor, der endnu stærkere og skjønnere end de flygtige Fornøielser, har sat sig store og urokkelige Vidnesbyrd. Dersom en Digter vilde laane mig sin Pen, da vilde jeg gjengive et Billede af dette Triumftog for Nordens Aand, der ikke skulde slle forgaae, indtil alt det er fuldbyrdet som det sorjaltedt. Men naar jeg nu end med matte Farver forsøger at gire en Beskrivelse af det, som jeg ikke blot har seet og hørt, men som jeg med ganske Sjæl og Sind har gjennemlevet, da skeer dette, fordi jeg først og fremmest vil, at de af mine Landsmænd, der ere fatte som Nordens Formum imod Syden, klart skulde see, hvilke store Kræfter de, i deres hellige Strid for Fædreland og Modersmaal, have i Baghaanden. - Løverdagen den 21. Juni rejste tre Medlemmer af den danske Komite, over til Lund for der at modtage de her sig samlende norske og svenske Gjøster paa de danske Stedenters Vegne. - - Det fortjener at omtales, at den unge svenske Digter Talis Qualis (C. Strandberg) ved Festen i Lund udbragte en Skaal for Finland, der blev modtagen med overordenlig stormende Bifald, saa at Gjæsterne endog, da han steg ned af Talerstolen, toge ham og satte ham paa et Bord og bare ham saaledes omkring i Triumf. - Søndagen stred fra Kjøbenhavn stille og rolig forbi. Den var som Havblikket foran den brusende Orkan. Man mærkede vel, at der var noget i Gjære, men en saa voldsom Storm havde Auktoriteterne ikke ventet sig. Deraf kan man forklare sig, at de tabte baade Næse og Mund, da de saae sig midt i Hvirvelen, og de lod, Verden gaae sin egen skjæve Gang. Om Mandagen d. 23. Juni kom der mere Liv i Byen. Jo høiere op paa Dagen, jo større Travlhed blev der overalt paa Gaden. Festligklædte Studenter løbe hid og tid, og hvor to mødtes, der praiede man hinanden for gjensidig at spørge, naar Gjæsterne kom. Endelig erholdt Studenterne fra den velvise Komites Ordre, at mod, ved Toldboden Kl. 4 en galla. Allerede inden den Tid saae man en uhyre Menneskemasse strømme ned gjennem Bredgade og Amaliegade til Toldboden og Langelinie, der ved denne Høitid stod aaben for Alle. Ældre Mand forsikrede, at de aldrig havde seet saadan Mennestemasse paa Benene i Kjøbenhavn, det bedste Beviis for, at det ikke blot var et Studentermøde, men en national Sammenkomst. Inde paa Ny-Toldbod stode Studenterne, og en Deel Damer, til hvem de havde uddeelt Billetter. Det gjorde et mægtigt Indtryk, da man saae de to svenske, det norske og det danske Dampskib (hvilket sidste var seilet ud i Sundet for at hilse paa Gjæsterne) styre ind i Kjøbenhavns Rhed, og da man hørte de mægtige "Hurra", der bølgede sig langs Langelinie til Toldboden og Ny-Toldbod. Et saadant hjerteligt og høirøstet Velkommen har sikkerlig aldrig nogen Gjæst, der før besøgte Kjøbenhavn, kunnet glæde sig ved. - Under Toget gjennem Byen vare selv Tagene paa Husene besatte af Mennesker, og af Vinduer stak smukke Damefigurer frem, der viftede med Lommetørklæder eller lode Blomster nedregne. Paa Kongens Nytorv holdt Vogne og Omnibusser fuldt besatte for oven og inden med Mennesker, medens en umaadelig Menneskemasse bølgede frem paa Torvet. Taget paa Theatret og flere Bygninger var fuldt besat. Da man endelig kom til Universitetet, bleve de Fremmede ledte ind i Solennitetssalen, hvor Værter og Viceværter med megen Møie paa denne indskrænkede Plads opsøgte sine Gjæster, for at føre dem hjem til et Aftensmaaltid, hvorpaa de Fleste vel søgte Hvile, medens dog en Deel allerede samme Aften vare i Tivoli, hvor der i Koncertsalen i denne Anledning blev spillet nogle smukke svenske Melodier, hvilket blev modtoget med Jubel for dog en Gang at bruge et berlingsk Udtryk.
Kjøbenhavn, d. 4. Juli

*) Denne Skrivelse er fra en i Hovedstaden værende Slesviger, der ønsker at give sine hjemmeværende Landsmænd en varm Skildring af Festlighederne i Anledning af det uforglemmelige Studenterbesøg fra Nabolandene. Men da vi af de københavnske Blades
Tilførsler allerede have leveret vidtløftige Beretninger herom, saa indskrænke vi, for ei at trætte Læserne, os til her kun at aftrykke de interessanteste Steder deraf, hvorhos vi ønske, at vor høistærede Korrespondent, hvis Meddelelser altid ere os kjærkomne, vil under den mulige Fortsættelse selv tage Hensyn lil

(Dannevirke 9. juli 1845).

- Igaaraftes afholdt de danske Deltagere i det nordiske Studentermøde en Forsamling, paa hvilken deres Bestyrelse aflagde Regnskab for den Maade, paa hvilken den havde rsgtet sil Hverv, samt meddelte en Udsigt over den økonomiste Stilling. Paa sammes Forslag vedtoges det i de offenlige Blade at indføre følgende Bekjendtgjørelse:

- Undertegnede danske Bestyrelse for det i afvigte Juni Maaned afholdte nordiske Studentermøde i Kjøbenhavn anseer det for sin Pligt, paa egne og vore Committenters Vegne, offenligt al udtale vor taknemlige Erkjendelje af den imødekommende Velvillie, uegennyttige Tjenstagtighed og virksomme Understøttelse, som vi ved den nævnte Leilighed have været saa lykkelige at finde, saavel hos de høikongelige Autoriteter, hvilke vi have maattet ansøge, dels om usædvanlige Begunstigelser, dels om velvillig Bistand, som hos vore øvrige Medborgere af alle Stænder, der enten ved at aabne deres Huse og Familier for vore Gjæster, eller ved efter den høitærede Borgerrepræsentations Indbydelse at understøtte os med Pengebidrag, eller ved at offre deres Talenter og aandelige Kræfter, eller ved uden Vederlag at udføre Arbeide og perlonlig Tjeneste, have bidraget væsenligt til, at vore Gjæster have kunnet medtage til deres Hjem et rent og stort Indtryk af danst Gjæstfrihed og nordisk Brodersind, og have gjort det muligt for os ar udfore del os af vore Kammerater overdragne Hverv paa en langt mere tilfredsstillende Maade, end vi ved egne Kræfter vilde været istand til..

I Bestyrelsen for det nordiske Studentermøde den 14 Juli 1845.

A. F. Krieger. F. Liebman. E. Brix.
H. F. Poulsen. F. Helweg. Chr. Listow.
C. Borgaard. H. Lehmann. F. H. Eibe.
H. Hage. C. Ploug."

Følgende Skrivelse fra Lund oplæstes:

"Danska Bröder!

Egnade åt hvilan, hafva några dagar förstulit, sedan vi gästade hos Eder, våra gamla kära vänner! Dessa dagar hafva återfört oss från det brokiga, hvimlande, brusaude lif, som derinne i "det sköna, glada Köpenhamn" omgaf oss, till våra stilla sysselsättningar i det tysta Lund - dessa dagar hafva helt och hållit varit minnets och saknadens. Vi hafva på dem i tanken sammanlefvat med Eder, frossat med Eder, arm i arm med Eder genomvandrat Edra rika konstsamlingar, svärmat omkring i Eder stads förtjüsande omgifningar, glömt oss qvar i det sagosköna bländande Tivoli - vi hafva ej kunnat slita oss från Eder, vi kunna det ej ännu, och vi vilja det ej. Minutligen gå tankens dufvoposter öfver Sundet och medbringa våra hjertans tack för de oförgätliga stunder, vi tillbragte hos Eder; men äfven med penna och bläck vilja vi tacka Eder, på papperet främlägga ett svagt uttryck af den erkänsla, som hvilar på botten af våra lägande hjertan. Ja, heder och tack vare Eder, icke blott for de stätliga fester, I erbjäden oss, utan ännu mer for vårt varma upptagande i familjernas sköte, for de milda, inderliga fröjder, de beredde oss! Varen öfvertygade, att hägkomsten af dessa aldrig förbleknar hos oss, äfven om enskilta ej blifva i tillfälle att vid fornyade besök återupplifva densamma! - Och nu leften väl!

Å våra Kamraters vägnar.

Gust. Andersson. Gustaf Tauson. E. Holst.
Erik Hjalmar Segersteen. Gust. Ljunggren. S. Lindblad.
I. H. Boström. L. C. A. Holmberg. A. Fr. Lindfors.
Albert Lysander. Joh. Chr. Toll. A. Ahlander.
A. Andersson. J. Johnson. C. G. Ähgren. Carl Schweder.
Esaias Palm. O. P. Engström.

Lund den 3die Juli 1845."

Fra Christiania er imorges modtaget følgende Brev:

"Danske Brødre!

Efterat vi lykkelig ere komne tilbage til vort Hjem, er det os en kjær Pligt, at frembringe for Eder en Taksigelse fra de norske Studenter, som have deltaget i det nordiske Studentermøde i Kjøbenhavn; modtager da, Venner, vor bedste Tak for disse uforglemmelige Dage, som ved Eders og Eders Landsmænds udmærkede Gjæstfrihed og Velvillie ere blevne nogle af de kjæreste i vort Liv, og som ved den Betydning, de fik ved den høitidelige Indvielse af de nordiske Gnglingers Fostbroderskab, skulle staae som stedse levende Vidner for os selv og Andre om den Aand, i hvilken vi Alle have lovet at virke. Det er derfor ikke alene for Eders personlige Venskab og for de nydte selskabelige Glæder, at vi takke Eder, men meget mere for den lovende Erkjendelse af Eders nordiske Sindelag og Eders alvorlige Villie, at fremme Nordens store Sag, som ved dette Samvær dybt har gjennemtrængt os. Fremtiden er alvorsfuld og skjæbnesvanger, lader os da fremdeles holde trofast sammen, og med den Styrke, som Bevidstheden om fælles Bestræbelser for et ædelt Maal og gjensidig Tillid giver, kæmpe for Sandheden, for Nordens Udvikling og Selvstændighed. Vedblive vi stedse, besjælede af den samme varme Tro paa det Norden givne Kald, som nu har gjennemstrømmet os Alle, at arbeide hver i vor Kreds, saa ville vi ogsaa haabe, al vore Bestræbelser engang ville lykkes, og at den Tid skal komme, da alle Nordens Sønner samvirke med Mod, Kraft og Enighed for det Heles Vel. Med dette Haab være I hilsede fra os.

Frembringer ogsaa vor hjertelige Tak til Eders Medborgere og Medborgerinder for de mange kjære Beviser paa Velvillie og Tillid, som de have skænket den norske Ungdom, og som vi altid skulle bevare i taknemmelig Erindring

Det er ogsaa en Trang for os, at bevidne Eder vor Glæde over den Deltagelse, hvormed saavel vore Kammerater, som vore andre Landsmand have fulgt vor Sammenkomst, og erfaret den store Opmærksomhed, som er bleven os til Del, og vi vide, at det vil være dem ligesom os saare kjært, engang at kunne samles med Eder her i vort Norge.

Modtager til Slutning de norske Rejsendes broderlige Hilsener og bedste ønsker for Eders Fødeland og Eders Universitet.

Christiania d. 11te Juli 1845.
Paa de Rejsendes Vegne
Mart. Nissen. Carl Müller."

(Fædrelandet 15. juli 1845).


Corsaren behandlede på sin vis i nr. 250, 27. juni 1845 og 4. juli 1845 besøget.

Et studentermøde afholdtes året efter (1856) i Uppsla, se fx "Minne af studentmötet i Upsala 1856", Stockholm, Östlund & Berlingska, 1856 og og "Det skandinaviska student-tåget 1856", Stockholm. Bonnier, 1856.