Det nordiske Studentermøde 1845. Del 7. Vurderinger. (Efterskrift til Politivennen).

Det er Dage af en historisk Betydning, som nu ere hengaaede over Danmarks Hovedstad; noget, som sjeldent har kunnet siges, og naar det har været Tilfælde, da har det desværre kun været som lidende, som blødende, at Kjøbenhavn har havt en saadan Betydning. Nu er det derimod Glædens og Jubelens livlige Toner, som have givet vor Stad en historisk Betydning, skjøndt derfor ogsaa af en heel anden Art end den hidtilværende Historie har indbefattet. Det er den nye Tids seiersglade Røst, der lyder fra Norden hen over de lyttende Folkeslag, som ville berette hverandre, hvad det er, der er skeet hos os i disse Dage, og ved at vi høre Gjenlyden af disse Beretninger og hvorledes de opfattes af den forbausede Verden, vil Bevistheden om disse Dages Betydning blive end klarere og meer indlysende selv for Mange iblandt os , som deri kun endnu see en, om ogsaa ualmindelig, Fortsættelse af det Gamle. Det er den nye Tids endnu halvt uforstaaede Velkomsthilsen, der lyder fra vore egne Læber, idet vi føie Ord dertil af en forældet Betydning. De Gladeste iblandt os fatte ikke tilfulde den sande og hele Grund til deres Glæde, og det er ikke dem og ei heller Nogen af Slægten given at omfatte og tolke den fulde Betydning af det bortglidende Nu. Saaledes har det stedse været i de historiske Momenter; ikke de Handlende selv, men de Fjerne og Efterlevende have erkjendt Øieblikkets Storhed, med alle dets over- og underordnede Enkeltheder, eg mange af disse sidste ere ofte blevne ansete for at være de første. Men den nye Historie begynder med, at det er Folkene og ikke Fyrsterne der danne den; at de første ikke længer kunne eller ville være det ubevidste, villieløse Materiale i de sidstes Hænder; at Folkene blive deres eget Formaal; at de saavel i deres Forhold tii hverandre som til sig selv ere sig dette bevidste, saa at i ethvert samfund alle - den Laveste med den Høieste - føle sig som et organisk Hele, hvoraf ikke nogen enkelt Deel kan lide uden at den hele øvrige Organisme lider med. Med den klart overveiede Stræben herefter begynder Selvbevidsthedens Historie for de enkelte Nationer som for Menneskeheden i det Hele. Den tidligere Historie har ingen Betydning imod denne; den var kun Forsynets Ledebaand for den blinde ubevidste Menneskeslægt; den var dens vilde Kamp for at løsrive sig fra den dyriske Trældom, en Kamp mod det Materielle, en Gjæring mellem de mylrende Masser, hvor det ikke kom an paa Individet, om det gik til Grunde eller steg op over Tusinder og nedtrykte dem. - Og endnu hersker denne kamp i Verde; endnu have vi saalidt som noget andet Folk løsrevet os derfra, og naar imorgen vore Gjæstevenner fra de to andre skandinaviske Riger, dem, vi have kaldt vore Brødre, dem, med hvem vi have deelt I vore Goter og hengivet os til for at fremkalde deres Glæde og Tilfredshed, naar de have forladt os, da begynder ogsaa hos os igien hiin gamle Kamp i al sin Gridskhed og Styrke, - og der gives vel endog Mange af de nu mest kjærlige og hengivne Hierter, som finde dette at være i sin Orden; - men de have ikke fattet Betydningen af dette nordiske Vennelag i dets hele Storhed, thi de have ikke engang anet den, og hvor glimrende Billeder de end kunne udmale sig om Følgerne af denne tredobbelte folkelige Sammenkomst, saa er det skjønneste Billede dog gaaet tabt for deres indre Øie, - og med al deres nationale Begejstring tilhøre de dog kun den gamle Tid og ere uberettigede til at kalde sig det unge, det nye Danmarks Repræsentanter. Thi sandelig, den nye Tid vil ikke gaae i den nuværende Politiks Ledebaand; dens Legemes Lemmer ville blive for sunde og stærke til at lade sig indsnøre deraf; den fører med sig Spiren til større og almindeligere Udvikling end den, noget eensidigt politisk System mellem Staterne til hverandre og indbyrdes kan medføre. Og hvorledes skulde et saadant System være dens sande Opgave, da den netop vil føre Menneskeheden ud over Politikens haarde og blodige Trældom ved at knytte Nationerne til hinanden ved alle Venskabs- og Kjærlighetens Baand, saa at de ikke længer skulle staae truende og nidske ligeover for hinanden, ansporede dertil af dem, der vilkaarligen ville lede og beherske dem? Thi det er ikke blot to eller tre beslægtede Nationer, den nye Tid vil forene med hine Baand, for at de kunde modstaae to eller tre andre Nationer, med hvem de nu øieblikkelig kunne have en Strid eller en forskiellig Interesse. Nei, det er dem alle den vil bringe til at bære disse den sande Civilisations skjønneste og hæderligste Baand, for at de, som een Familie, hvis Interesser bør og kunne være eens og parmcnerende, skulle gjort Politiken fra en uværdig demoraliserende Skinsyges Foster og den gjensidige Forurettelses Konst til Læren om en Høiere, hele Menneskedelen omfattende Organisation. Dette er den nye Tids endnu halvtbevidste Idee, dens ophøiede, om ogsaa i sin hele Reenhed uopnaaelige, saa dog tilnærmelsesviis efterstræbelige Ideal, og den første guddommelige Dæmring til at vise dette Ideal i al sin Høihed, er det, der lig de lyse Nætters milde Himmelskjær har hvilet over Danmarks Hovedstad i disse Dage. - Det var ikke Modsætningen af noget Nationalhad, der indgav vore norske og svenske Brødre Venskab og Kjærlighed til os; det var en Pagternes-Fest mellem dem og os, for deres og vor egen Skyld; vi have erkjendt hverandre som Broderfolk, fordi vi stræbe til eet og samme Maal, til Frihedens og den høiere menneskelige Retfærdighed Maal, og hvert det Folk, der som vi med vaagnende Selvbevidstbed kæmper til det samme Maal, hører i Aanden med til denne Pagt. Og hver den, der vil fornegte dette og sige: jeg kjender ikke dette Folk, dets Sprog og Sæder, er en Tjener af den gamle Tid, af den Tid, da Folkene, ubevidste om deres store Fælles-Interesse, lode sig lede til at hade hverandre, istedet for at de kun burde hade dem, der misbruge og opægge dem mod hverandre, og hvor klangfuld hans Stemme end lyder herfor, saa nedværdiger han dermed kun sig selv og den Betydning, som disse Dage kunne have for os og vore Brødre, idet den unge Tid, der vil oprinde til Held for hele den selvbevidste Del af Menneskeheden, lød et Budskab om sit Komme udgaae fra Norden for de andre lyttende Folkeslag.

(Kjøbenhavnsposten 27. juni 1845. Bladet fortsætter med at bringe Orla Lehmanns talee i ridehuset, se afsnittet herom).

Kjøbenhavn, d. 3. Juli. *) Vi have i den foregaaende "store Uge" gjennemlevet uforglemmelig, Dage. Dage der vare rige paa Fornøielser og Glæder, men som ikke vare mindre rige paa inderlig og hellig Alvor, der endnu stærkere og skjønnere end de flygtige Fornøielser, har sat sig store og urokkelige Vidnesbyrd. Dersom en Digter vilde laane mig sin Pen, da vilde jeg gjengive et Billede af dette Triumftog for Nordens Aand, der ikke skulde slle forgaae, indtil alt det er fuldbyrdet som det sorjaltedt. Men naar jeg nu end med matte Farver forsøger at gire en Beskrivelse af det, som jeg ikke blot har seet og hørt, men som jeg med ganske Sjæl og Sind har gjennemlevet, da skeer dette, fordi jeg først og fremmest vil, at de af mine Landsmænd, der ere fatte som Nordens Formum imod Syden, klart skulde see, hvilke store Kræfter de, i deres hellige Strid for Fædreland og Modersmaal, have i Baghaanden. - Løverdagen den 21. Juni rejste tre Medlemmer af den danske Komite, over til Lund for der at modtage de her sig samlende norske og svenske Gjøster paa de danske Stedenters Vegne. - - Det fortjener at omtales, at den unge svenske Digter Talis Qualis (C. Strandberg) ved Festen i Lund udbragte en Skaal for Finland, der blev modtagen med overordenlig stormende Bifald, saa at Gjæsterne endog, da han steg ned af Talerstolen, toge ham og satte ham paa et Bord og bare ham saaledes omkring i Triumf. - Søndagen stred fra Kjøbenhavn stille og rolig forbi. Den var som Havblikket foran den brusende Orkan. Man mærkede vel, at der var noget i Gjære, men en saa voldsom Storm havde Auktoriteterne ikke ventet sig. Deraf kan man forklare sig, at de tabte baade Næse og Mund, da de saae sig midt i Hvirvelen, og de lod, Verden gaae sin egen skjæve Gang. Om Mandagen d. 23. Juni kom der mere Liv i Byen. Jo høiere op paa Dagen, jo større Travlhed blev der overalt paa Gaden. Festligklædte Studenter løbe hid og tid, og hvor to mødtes, der praiede man hinanden for gjensidig at spørge, naar Gjæsterne kom. Endelig erholdt Studenterne fra den velvise Komites Ordre, at mod, ved Toldboden Kl. 4 en galla. Allerede inden den Tid saae man en uhyre Menneskemasse strømme ned gjennem Bredgade og Amaliegade til Toldboden og Langelinie, der ved denne Høitid stod aaben for Alle. Ældre Mand forsikrede, at de aldrig havde seet saadan Mennestemasse paa Benene i Kjøbenhavn, det bedste Beviis for, at det ikke blot var et Studentermøde, men en national Sammenkomst. Inde paa Ny-Toldbod stode Studenterne, og en Deel Damer, til hvem de havde uddeelt Billetter. Det gjorde et mægtigt Indtryk, da man saae de to svenske, det norske og det danske Dampskib (hvilket sidste var seilet ud i Sundet for at hilse paa Gjæsterne) styre ind i Kjøbenhavns Rhed, og da man hørte de mægtige "Hurra", der bølgede sig langs Langelinie til Toldboden og Ny-Toldbod. Et saadant hjerteligt og høirøstet Velkommen har sikkerlig aldrig nogen Gjæst, der før besøgte Kjøbenhavn, kunnet glæde sig ved. - Under Toget gjennem Byen vare selv Tagene paa Husene besatte af Mennesker, og af Vinduer stak smukke Damefigurer frem, der viftede med Lommetørklæder eller lode Blomster nedregne. Paa Kongens Nytorv holdt Vogne og Omnibusser fuldt besatte for oven og inden med Mennesker, medens en umaadelig Menneskemasse bølgede frem paa Torvet. Taget paa Theatret og flere Bygninger var fuldt besat. Da man endelig kom til Universitetet, bleve de Fremmede ledte ind i Solennitetssalen, hvor Værter og Viceværter med megen Møie paa denne indskrænkede Plads opsøgte sine Gjæster, for at føre dem hjem til et Aftensmaaltid, hvorpaa de Fleste vel søgte Hvile, medens dog en Deel allerede samme Aften vare i Tivoli, hvor der i Koncertsalen i denne Anledning blev spillet nogle smukke svenske Melodier, hvilket blev modtoget med Jubel for dog en Gang at bruge et berlingsk Udtryk.

Kjøbenhavn, d. 4. Juli

*) Denne Skrivelse er fra en i Hovedstaden værende Slesviger, der ønsker at give sine hjemmeværende Landsmænd en varm Skildring af Festlighederne i Anledning af det uforglemmelige Studenterbesøg fra Nabolandene. Men da vi af de københavnske Blades

Tilførsler allerede have leveret vidtløftige Beretninger herom, saa indskrænke vi, for ei at trætte Læserne, os til her kun at aftrykke de interessanteste Steder deraf, hvorhos vi ønske, at vor høistærede Korrespondent, hvis Meddelelser altid ere os kjærkomne, vil under den mulige Fortsættelse selv tage Hensyn lil

(Dannevirke 9. juli 1845).

- Igaaraftes afholdt de danske Deltagere i det nordiske Studentermøde en Forsamling, paa hvilken deres Bestyrelse aflagde Regnskab for den Maade, paa hvilken den havde rsgtet sil Hverv, samt meddelte en Udsigt over den økonomiste Stilling. Paa sammes Forslag vedtoges det i de offenlige Blade at indføre følgende Bekjendtgjørelse:

- Undertegnede danske Bestyrelse for det i afvigte Juni Maaned afholdte nordiske Studentermøde i Kjøbenhavn anseer det for sin Pligt, paa egne og vore Committenters Vegne, offenligt al udtale vor taknemlige Erkjendelje af den imødekommende Velvillie, uegennyttige Tjenstagtighed og virksomme Understøttelse, som vi ved den nævnte Leilighed have været saa lykkelige at finde, saavel hos de høikongelige Autoriteter, hvilke vi have maattet ansøge, dels om usædvanlige Begunstigelser, dels om velvillig Bistand, som hos vore øvrige Medborgere af alle Stænder, der enten ved at aabne deres Huse og Familier for vore Gjæster, eller ved efter den høitærede Borgerrepræsentations Indbydelse at understøtte os med Pengebidrag, eller ved at offre deres Talenter og aandelige Kræfter, eller ved uden Vederlag at udføre Arbeide og perlonlig Tjeneste, have bidraget væsenligt til, at vore Gjæster have kunnet medtage til deres Hjem et rent og stort Indtryk af danst Gjæstfrihed og nordisk Brodersind, og have gjort det muligt for os ar udfore del os af vore Kammerater overdragne Hverv paa en langt mere tilfredsstillende Maade, end vi ved egne Kræfter vilde været istand til..

I Bestyrelsen for det nordiske Studentermøde den 14 Juli 1845.

A. F. Krieger. F. Liebman. E. Brix.

H. F. Poulsen. F. Helweg. Chr. Listow.

C. Borgaard. H. Lehmann. F. H. Eibe.

H. Hage. C. Ploug."

Følgende Skrivelse fra Lund oplæstes:

"Danska Bröder!

Egnade åt hvilan, hafva några dagar förstulit, sedan vi gästade hos Eder, våra gamla kära vänner! Dessa dagar hafva återfört oss från det brokiga, hvimlande, brusaude lif, som derinne i "det sköna, glada Köpenhamn" omgaf oss, till våra stilla sysselsättningar i det tysta Lund - dessa dagar hafva helt och hållit varit minnets och saknadens. Vi hafva på dem i tanken sammanlefvat med Eder, frossat med Eder, arm i arm med Eder genomvandrat Edra rika konstsamlingar, svärmat omkring i Eder stads förtjüsande omgifningar, glömt oss qvar i det sagosköna bländande Tivoli - vi hafva ej kunnat slita oss från Eder, vi kunna det ej ännu, och vi vilja det ej. Minutligen gå tankens dufvoposter öfver Sundet och medbringa våra hjertans tack för de oförgätliga stunder, vi tillbragte hos Eder; men äfven med penna och bläck vilja vi tacka Eder, på papperet främlägga ett svagt uttryck af den erkänsla, som hvilar på botten af våra lägande hjertan. Ja, heder och tack vare Eder, icke blott for de stätliga fester, I erbjäden oss, utan ännu mer for vårt varma upptagande i familjernas sköte, for de milda, inderliga fröjder, de beredde oss! Varen öfvertygade, att hägkomsten af dessa aldrig förbleknar hos oss, äfven om enskilta ej blifva i tillfälle att vid fornyade besök återupplifva densamma! - Och nu leften väl!

Å våra Kamraters vägnar.

Gust. Andersson. Gustaf Tauson. E. Holst.
Erik Hjalmar Segersteen. Gust. Ljunggren. S. Lindblad.
I. H. Boström. L. C. A. Holmberg. A. Fr. Lindfors.
Albert Lysander. Joh. Chr. Toll. A. Ahlander.
A. Andersson. J. Johnson. C. G. Ähgren. Carl Schweder.
Esaias Palm. O. P. Engström.

Lund den 3die Juli 1845."

Fra Christiania er imorges modtaget følgende Brev:

"Danske Brødre!

Efterat vi lykkelig ere komne tilbage til vort Hjem, er det os en kjær Pligt, at frembringe for Eder en Taksigelse fra de norske Studenter, som have deltaget i det nordiske Studentermøde i Kjøbenhavn; modtager da, Venner, vor bedste Tak for disse uforglemmelige Dage, som ved Eders og Eders Landsmænds udmærkede Gjæstfrihed og Velvillie ere blevne nogle af de kjæreste i vort Liv, og som ved den Betydning, de fik ved den høitidelige Indvielse af de nordiske Gnglingers Fostbroderskab, skulle staae som stedse levende Vidner for os selv og Andre om den Aand, i hvilken vi Alle have lovet at virke. Det er derfor ikke alene for Eders personlige Venskab og for de nydte selskabelige Glæder, at vi takke Eder, men meget mere for den lovende Erkjendelse af Eders nordiske Sindelag og Eders alvorlige Villie, at fremme Nordens store Sag, som ved dette Samvær dybt har gjennemtrængt os. Fremtiden er alvorsfuld og skjæbnesvanger, lader os da fremdeles holde trofast sammen, og med den Styrke, som Bevidstheden om fælles Bestræbelser for et ædelt Maal og gjensidig Tillid giver, kæmpe for Sandheden, for Nordens Udvikling og Selvstændighed. Vedblive vi stedse, besjælede af den samme varme Tro paa det Norden givne Kald, som nu har gjennemstrømmet os Alle, at arbeide hver i vor Kreds, saa ville vi ogsaa haabe, al vore Bestræbelser engang ville lykkes, og at den Tid skal komme, da alle Nordens Sønner samvirke med Mod, Kraft og Enighed for det Heles Vel. Med dette Haab være I hilsede fra os.

Frembringer ogsaa vor hjertelige Tak til Eders Medborgere og Medborgerinder for de mange kjære Beviser paa Velvillie og Tillid, som de have skænket den norske Ungdom, og som vi altid skulle bevare i taknemmelig Erindring

Det er ogsaa en Trang for os, at bevidne Eder vor Glæde over den Deltagelse, hvormed saavel vore Kammerater, som vore andre Landsmand have fulgt vor Sammenkomst, og erfaret den store Opmærksomhed, som er bleven os til Del, og vi vide, at det vil være dem ligesom os saare kjært, engang at kunne samles med Eder her i vort Norge.

Modtager til Slutning de norske Rejsendes broderlige Hilsener og bedste ønsker for Eders Fødeland og Eders Universitet.

Christiania d. 11te Juli 1845.
Paa de Rejsendes Vegne
Mart. Nissen. Carl Müller."

(Fædrelandet 15. juli 1845).

Corsaren behandlede på sin vis i nr. 250, 27. juni 1845 og 4. juli 1845 besøget.

Et studentermøde afholdtes året efter (1856) i Uppsla, se fx "Minne af studentmötet i Upsala 1856", Stockholm, Östlund & Berlingska, 1856 og og "Det skandinaviska student-tåget 1856", Stockholm. Bonnier, 1856.