Raske Rids fra en rask Rejse. (Efterskrift til Politivennen)

Radiumskrigen i Sandkaas.

Bornholm, August 1924

Ingensinde, siden den nye Tidsregning begyndte, hvilket vil sige: Siden Verdenskrigens Udbrud i 1914, har Bornholm haft en Sæson som i Aar, hvad enten det nu skyldes den Kendsgerning, at det er første Aar i lange Tider, vi har haft noget, der virkelig kunde kaldes Sommer - eller en almindelig Opgang i Folks pekuniære Befindende eller hvad mange Indfødte her er tilbøjelige til at tro, Rygtet om Opdagelsen af de mange Radiumskilder her paa den skønne Klippeø. Samtlige Hotellet og Pensionater langs hele Nord og Østkysten har hvert Pulterkammer optaget, mestendels af Danske heldigvis, men ogsaa af valutastærke Svenskere, der allerede har raseret Øen for Calorier og Knækkebrød, og af Germanere, der sidder rundt i Haverne og skraaler op saa det kan høres langt bort, og køber "Bier" og mere "Bier" for deres Rentemark og Guldmark, der nu ligfrem gaar som rigtige Menneskepenge.

Om Morgenen, naar Solen staar op ovre bag Christiansø, og om Aftenen naar den atter forsvinder bag Hammerens Klippebjærge drikkes der kun Vand paa den ganske ø. Radiumvand. Hver Stad har sin Kilde, hver Landsby sin, ja, paa de Steder, hvor Turisterne særligt holder til, har hvert eneste Hotel, hver eneste Kro sin Kilde.

Paa enkelte Pladser, navnlig inde i Landet, har man ladet Kilderne ligge, som Jorden har født dem, uberørte i al deres naturlige Skønhed, men andre Steder, og da særlig i Østkystens Smaabyer, har smarte Hænder hjulpet paa Naturen med kunstige og praktiske Smaaarrangementer, der letter Turisternes store, godtroende Masser Adgangen til de helsebringende Strømme, ligesom i Lourdes og ved den gamle Helenekilde i Tisvilde.

Forrest i Kampen staar her den gamle, glade Københavner, Restauratør Peter Hintz fra "Vangehuset" ude paa Strandvejen, der ejer Hotel "Sandkaas", vel nok den smukkeste Plet paa hele Bornholm, en gammeldags hyggelig Kro med en lille Skov, en mægtig Have og, flankeret af høje, forrevne Klippepartier en Badestrand, i hvis fine hvide Sand man vilde kunne rode en hel Dag uden at finde en Sten blot af Størrelse som en Ært.

Peter Hintz (1871-) startede 1895 Hotel Scandia i Nyhavn indtil århundredskiftet hvor han overtog Cafe Vangehus. Han drev tillige Hotel Sandkaas 1923-1933. (foto stammer ikke fra artiklen, men fra Roberto Weile: Danske værter (1934) s. 372

Sandkaas startede sin Kilde som en af de først-opdagede paa den Ondskabsfulde Konkurrenter har senere villet vide, at der til Dokumentation af Kildens Kraft, forinden Steins Laboratorium havde haft en Prøve til Undersøgelse blev benyttet en gammel Sukker-Analyse, der noterede 12½ pCt. Sukkerindhold foruden en klækkelig Tilgift af Albumin - en Attest. som var stillet til velvillig Disposition af en kær og godt sukkersyg Ven af Etablissementets Ejer.

Oprindelig stak Sandkaas-Kilde sin Næse op over Jorden et godt Stykke oppe i Skoven bag Hotellet. Men nu har venlige Menneskehænder reguleret dens Løb og Leje saaledes, at den først dukker frem nede midt i Haven, hvor dens Vande er stemmede op bag ved en lille kunstfærdig Stendysse i et Slags lukket Bassin, medens der paa Dyssens Forside, ud mod det helsesøgende Publikum findes anbragt en Messinghane, af dem, vi har i Køkkenvasken hjemme i København, og af hvilken Folk kan tappe sig et Glas eller tre, ligesom det lyster dem, og som deres Gebrækligheder eller deres Tro nu inspirerer dem til.

Kildekonkurrencen blussede ganske voldsomt op, da de første Analyser fra Steins Laboratorium indløb, og det gik op for de brave Bornholmere, der jo ellers kun er vant til at regne med Granitskærver og røgede Sild, at der er noget, der hedder "Mache-Enheder". Hvad Mache-Enheder egentlig er, er der ikke en levende Sjæl paa Bornholm, der ved, undtagen maaske lige Peter Hintz, der har populariseret sin Viden i den klassiske Vending: "Det er det, der gør godt", en Vending, alle Kildeejere nu benytter sig af, saasnart de kan komme afsted med det.

Naturligvis sejrede Sandkaas i Kildekrigen. Mens de andre Hoteller sendte den ene Spand Vand efter den anden ind til Stein, sad Hintz ganske rolig og ventede paa Resultatet ved en kold Sjus oppe i sin Strandpavillon paa Klippetoppen ude i Strandkanten. Og naar han hørte Analysens Resultat, med Antallet af Mache-Enheder fra Nabokilderne, lagde han bare et Par Stykker paa - Hvad Fa'en er det? Har han i Sandvig, Alexandersen, ikke mere end 23 Mache-Enheder i sit Vand? Her paa Sandkaas er der over 25. Med Østenvind og umiddelbart foran Tordenvejr endda helt op til en 29-30 Stykker.

Tilsidst naaede Sandkaas Kilden paa denne Maade gennem Addition og Multiplikation op paa flere Hundrede Mache-Enheder, et Tal, der vist er ukendt baade i Radium- og Miradium-Videnskaben, og som naturligvis efterhaanden hidsede Konkurrenterne op til et ganske fanatisk og ubehersket Raseri, der maatte skaffe sig Luft paa den ene eller den anden Maade.

Udslaget kom i Gaar, umiddelbart efter Frokosttimen paa Sandkaas, da Badegæsterne og Pensionærerne sad og nød Kaffen ude under Havens skyggefulde Træer, medens Værten laa og svulmede i en Høstak paa en af Græsplænerne uden at ane den ringeste Fare.

Da mødte der pludselig en Deputation fra "Foreningen til rationel Udnyttelse af Bornholms Radiumlejer", syv store, stærke Kildeejere, med en lille bitte, gammel, fornem Herre i deres Midte, efter Sigende en højlærd kemisk Professor fra Polyteknisk Læreanstalt inde i København, som man tilfældigt havde fundet paa et Hotel oppe i Allinge, og som man nu havde slæbt med til Sandkaas, for at han skulde underkaste Kilden dér en videnskabelig Prøve og fastslaa, om det virkelig havde sin Rigtighed med de mange Mache-Enheder det meget Sukker og Albuminet, eller om det var Løgn, Praleri og forbandet Digt det Hele.

Deputationen slog Kreds om Stendyssen, hvis Messinghane skinnede, som havde den faaet en Omgang Pudsepomade i Dagens Anledning. Og efter at Peter Hintz med en ganske upaavirket Flegma havde givet sin Tilladelse til Ildprøven, skred Professoren til i handling.

Han bad om et Glas. Og Hintz klappede i Hænderne efter Kellneren, som han har haft med fra Strandvejen i København, og som derfor vistnok kan forudsættes i Begavelse at rage lidt op over Flertallet af Bornholms indfødte Befolkning:

- Hent mig det store Sølvbæger, skreg Hintz, der samtidig hviskede Opvarteren et Par Ord i Oret. Og da Bægeret var hidført, aabnede Professoren med højstegen Haand for Messinghanen, fyldte Pokalen til Randen og drak - først en lille Slurk saa en lidt større og saa ligesom i hidsigt Begær, det hele Bæger ud til Bunden.

- Den er fin, sagde Professoren Det nytter skam ikke at nægte det, mine Herrer, men nu har jeg drukket af samtlige Deres Kilder herfra og til Klemensker, fra Østerlars til Vester Marie, ja helt ned til Aakirkeby inde i Landet, men aldrig i mine Levedage har jeg smagt et saadant Radiumvand. Saa kraftigt, saa pikant, saa hjærte styrkende ... smag selv, mine Herrer, prøv og døm!

Og med disse Ord fyldte han Sølvbægeret paany og rakte det til den nærmeste af Deputationens Medlemmer, der alle stod og saa' ud som smaa Børn hvis Legetøj man har slaaet i Stykker.

Den Ordførende nappede Bægeret. Han er ogsaa Værtshusholder, saa han mente vel, han var Fagmand, hvad det ogsaa viste sig  han var. Thi i samme Nu, han havde sat Bægeret for Munden, stak han det ud, som var det Dagens første Snaps, stønnede et uhyre velment "A hah!" og føjede saa til:

Ja. det tror Fa'en, at det er kraftigt og pikant og hjærtestyrkende med. For der er Fa'en hinte mig Hennesy Cognac i 'æt. Ellers maa I kalde mig Kofoed, lige til jeg dør! Der er Hennesy Cognac i Vandet!

Og der var Hennesy i Radiumen. Tre-stjærnet Hennesy endda fordi Opvarteren i Skyndingen, da han styrtede afsted for at give Kilden et lille Stænk af Tilsætning inden Generalprøven, ikke havde kunnet finde den én-stjærnede.

En Fejltagelse, han fik adskillige Ubehageligheder for af Hintz bagefter!

Svip.

(Aftenbladet (københavn) 4. august 1924).

Allerede i 1891 (gen)opdagede man på Slamrebjerg i Bodilsker kilder med jernholdigt vand. Gamle folk ville vide at det var godt mod skab. Der var to anstalter, en kuranstalt på Slamre og en badeanstalt på Balka. I 1923 berettede aviserne at der var fundet radiumkilder på Bornholm. Man mente dengang at radium var et nyt lægemiddel med store helbredende og styrkende virkninger. 

Hotel Sandkaas (1910-1977) blev hotel i 1910. Den første ejer var Carsten Christian Reinbach. Han solgte i 1923 hotellet, først til et konsortium der samme år solgte det til Peter Hintz. Efter skiftende ejere blev det nedrevet i 1977.

Den medico-pneumatiske Anstalt. (Efterskrift til Politivennen)

Luftbadeanstalten. "Flyveposten" har misforstaaet vor Meddelelse om det Luftbad, som udføres af Mechanicus Eichhoff for Bandagist Rasmussen, saaledes, at det skulde anlægges i Odense, istedetfor at det skal have sin Plads paa Kjøbenhavns Vold. Vi ile med at berigtige denne misforståelse, førend den gaaer over i andre Blade.

(Fyens Stiftstidende 9. april 1864).

Behandling med komprimeret luft var begyndt i Montpellier i Frankig i 1840. Sverige fik en anstalt i 1869. Anstalten blev indrettet i beboelseshuset til Kongens Mølle.

- Den medico-pneumatiske Anstalt, som Hr. Bandagist Rasmussen har ladet anlægge her i Kjøbenhavn, aabnedes i Torsdag til Publikums Afbenyttelse. Den har erholdt en særdeles heldig Beliggenhed i Store Kongens Mølle, lige ud for Vestergade, idet der paa dette Terrain altid vil være tilstrækkelig frist Luft til Raadighed, og Afstanden dertil tog ikke er større, end at de fleste Syge med Lethed ville kunne naae derhen. Paa den syd for Huset liggende Deel af Bastionen er der anlagt en net lille Have, hvorfra der haves en smuk Udsigt ud over Vesterbroes Ravelin, Stadsgraven osv. Selve Anstalten bestaaer af et elegant meubleret Venteværelse med et Fortepiano og en lille Bogsamling til Afbenyttelse; dernæst et Værelse, hvori "Klokken" og "Afkjøleren" ere opstillede. Ved Siden af dette findes Maskinerne. "Klokken", det Rum, hvori Luften sammentrykkes, er en cylindrisk Beholder, sammensal af 1/4 T. tykke Smedejernsplader; Gulvet et forsynet med Huller, hvorigjennem Luften strømmer ind; i Loftet er der anbragt en anden Aabning, hvorigjennem den forbrugte Luft kan finde Udgang; i det Indre er der anbragt et lille Bord, hvorom der er tilstrækkelig Plads til fire Personer. Ved at trykke paa en i Væggen anbragt Plade kan den Syge sætte sig i telegraphisk Forbindelse med Maskinmesteren. "Afkjøleren" er en huul Leercylinder, som til noget over sin halve Høide fyldes med koldt eller varmt Vand efter Omstændighederne; den er forsynet med to Thermometre, som vise Luftens Varmegrad før og efter Gjennemgangen gjennem Afkjølerens Vand. De Sygdomme, hvorimod Badene i fortættet Luft især med Held lade sig anvende, ere: Ørelidelser og Catarrher i Luftvejenes Sliimhinde; saaledes ved Asthma og Forkjølelsessygdomme. Ogsaa i de fleste Tilfælde af Hjertesygdomme og Blegsot har Anvendelsen af Luftbadene viist en særdeles heldbringende Indflydelse. I lægevidenskabelig Henseende har Hr. Reservelæge Storch paataget sig at have Tilsyn med Anstalten. Dampmaskinerne saavelsom Klokken og Pumperne ere forfærdigede i Mekanikus Eichhoffs Værksteder, og efter Sagkyndiges Dom skulle de kunne maale sig med bedste af samme Slags, der ere forfærdigede i Udlandet.

(Dags-Telegraphen (København) 2. september 1864).

Den pneumatiske Anstalt, som for nogen Tid siden blev indrettet paa Volden af Bandagist Rasmussen, bliver meget stærkt benyttet og har ogsaa ført til gode Resultater. Man har saaledes havt Beviser paa, at en Mand, der led saa stærkt af Asthma, at han maatte løftes ind i en Vogn og kjøres op paa Anstalten, har befundet sig saavel efter Luftbadet, at han kunde gaa hjem derfra. Som en Følge af det stærke Besøg har Bandagist Rasmussen anskaffet een Klokke til foruden den, han var begyndt med. Den ene Klokke anvendes nu udelukkende til dem, der skulle have Bad i een Time, og den anden til dem, der skulle have Bad i to Timer.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. november 1864).

Den medicopneumatiske Anstalt, der har bestaaet i noget over et halvt Aar, har i denne Tid, ifølge en fra Anstaltens Læge, Reservelæge ved Kommunehospitalet O. Storch offenliggjort Beretning, været benyttet af henved 150 Personer. Der er næsten udelukkende blevet anvendt Bade paa to Timer; den første halve Time anvendtes til langsomt at lade Trykket stige til den bestemte Høide (som oftest 30 Centimetrer); derefter holdtes det stationairt i een Time, og tilsidst lod man det atter gaae ned med den samme Langsomhed, hvormed man i Begyndelsen havde ladet det tiltage. Der har saagodtsom ikke været iagttaget nogen Ulempe, med Undtagelse af den Fornemmelse af Tryk paa Trommehinden, som føles af Mange i Løbet af den første Time. Den Følelse af Frygt, hvormed undertiden ængstelige Patienter gaae ind i Klokken, taber sig i Reglen snart og viger ofte temmelig hurtig Pladsen for en Fornemmelse af Velvære. En Undtagelse fra denne Regel danner et Tilfælde of nerveus Asthma hos en Patient, hos hvem Opholdet i et snævert Rum pleier at fremkalde Fornemmelse af Kvælning; denne Følelse indfandt sig regelmæssig hver Gang Jernstængerne blev satte for Døren, og den ophørte ikke engang, naar Trykket stod paa det Høieste. Kuren maatte derfor afbrydes efter Brugen af 8 Bade. De Lidelser, der fortrinsviis ere komne under Behandling, have været kronisk Bronchitis, nerveus Asthma, Lungeemfysem og Phthisis. Af de meddeelte Sygehistorier sees det, at Kuren har viist sig meget virksom ved Bronchitis, idet der i det overvejende Antal af Tilfælde er opnaaet Helbredelse eller væsenlig Bedring, selv hvor andre Midler, saaledes Emserdade, ere blevne anvendte uden Resultat. I denne Henseende er navnlig af Interesse en af en Distriktslæge meddeelt Iagttagelse af Kurens Virkning paa ham selv, der led af kronisk Bronchitis, asthmatiske Anfald og Hæmorrhoidaekongestioner. Ogsaa ved asthmatiske Tilfælde og Lungeemfysem haves der meget gunstige Resultater. For Phthisis (Lungetæring) har Kuren viift sig aldeles Virkningsløs, naar Sygdommen var langt fremskreden, medens den i Sygdommens Begyndelsesstadium vil kunne bidrage til at standse eller ialfald retardere Sygdommens Fremskriden. Med Hensyn til organiske Hjertesygdomme, som ogsaa have været behandlede paa Anstalten, synes det tvivlsommere, om gunstige Resultater kunne naaes, men Hr. Storch mener dog efter de indvundne Erfaringer, at Luftbadene ville kunne yde meget væsenlig Hjælp ved Behandlingen af Mitralfeilene, de hyppigste os alle Hjernelidelser.

Den medico-pneumatiske Anstalt er som bekjendt oprettet af Bandagist A. Rasmussen og er beliggende ved St. Kongens Mølle paa Vestervold. Siden sin Oprettelse er den bleven udvidet og er nu forsynet med to Luftklokker.

(Dagbladet (København) 9. juni 1865).

Anstalten og metoden blev beskrevet i Hospitals-Tidende nr. 35 31. august 1864, samt beskrevet af  reservelæge Storch, i Hospitalstidende nr. 18, 3. maj 1865.

O. Storch: Iagttagelser over Virkningen af komprimeret Luft ved Behandlingen af Brystlidelser etc. Kbhvn. 1865. 45 Sider. (Særskilt Aftryk af "Hosp. Tid." VIII Aarg. Nr. 18 og 19.)

Som Læge ved "Rasmussens medico - pneumatiske Anstalt", her i Byen har Forf. af ovennævnte Afhandling i det halve Aar, det nu har fungeret, havt Leilighed til at iagttage den komprimerede Lufts Indvirkning paa endel Syge, og har ønsket at meddele sine første Indtryk deraf. Det har navnlig været i den simple eller komplicerede kroniske Bronchitis, i den nervøse Asthma, i Emphysema pulmonum, i Begyndelsesstadierne af Phthisis pulm., i Laryngitis chronica, og enkelte Tilfælde af simpel Hjertehypertrophi eller Mitralinsufficients med Gene for Lungekredsløbet, ligesom i enkelte Tilfælde af Ørelidelser og Chlorose, at han har seet virkelig Nytte deraf, Noget han anskueliggjør ved at beskrive enkelte Sygdomstilfælde af hver Sygdom og den Indvirkning, Badene have havt paa disses mest besværende Symptomer.

Det er hidtil vistnok kun Empirien der har raadet ved Fastsættelsen af Indikationerne for Anvendelsen af komprimeret Luft, og vi skulle ikke underkjende den Betydning, som en Methode selv ad denne Vei kan erholde; imidlertid kunne vi ei Andet end slutte os til en Bemærkning, der alt er gjort om denne Sag, at det nemlig var ønskeligt, om Methoden kunde erholde et physiologisk Grundlag, om det kunde lykkes at bestemme Luftforholdene i Klokken ei alene med Hensyn til Tæthed men ogsaa til Sammensætning etc., endvidere Luftrykkets physiologiske Indvirkning, ei alene paa Aandedrættets mekaniske og kemiske forhold, men ogsaa paa Legemets øvrige Funktioner, m.m. I denne Retning foreligger der alt af Dr. Vivenot jun. en Række Undersøgelser, som have til Maal at kaste et Lys over adskillige af disse Forhold ("Ueber den Einflusz des verstärkten und verminderten Luftdruckes auf den Mechanismus und Chemismus der Respiration" i Medicinische Jahrbücher. Wien 1865. 3die Hefte. S. 205 og "Ueber die Zunahme der Lungencapacität bei therapeutischer Anwendung der verdichteten Luft". Virchows Archiv 1865. Mai. S. 126).

Dr. V., der experimenterede i 1864 paa Anstalten ved Johannisberg med 3/7 Athmosphærers Forhøielse og resp. Formindskelse, dels paa sig selv og dels paa andre Sunde, har ved en stor Mængde og velledede Forsøg konstateret navnlig som Virkning af fortættet Luft: Lungekapaciteten tiltager betydeligt, hvilket konstant kan paavises ved en lavere Stand af Mellemgulvet, formindsket Omfang af Prækordialmatheden, samt ved Spirometerforsøg, og denne forøgede Kapacitet taber sig ikke ved Tilbagevenden under normalt Lufttryk, men kan endog ved dagligt 2 Timers Ophold i Klokken successive drives til en meget betydelig permanent Høide, der naturligviis lader sig udtrykke i Tal. Følgen heraf er en konstant sjeldnere Respiration, som ogsaa holder sig efter Indvirkningen og bliver det mere og mere efter hvert Bad. Dr. V. t. Ex., der normalt aandede 20 à 16 Gange i Minutet, havde efter 3 Maaneders dagligt Bad kun 4,5 à 4 Aandedrag i Minuttet i fri Luft og 3,4 i Klokken. Paralelt hermed var Indaandingens Dybde, som maaltes ved et. eget Thoracometer, stedse tiltaget, Lungekapaciteten nemlig ei alene tiltaget i vertikal men ogsaa i transversel Retning, medens Udaandingen skete langsommere og besværligere end i fri Luft, navnlig saaledes at der imod dens Slutning ligger en lille Pause inden Indaandingens Begyndelse. Med Hensyn til Aandedrættets kemisme fandt han den udaandede Kulsyre tiltaget med meget betydelige Værdier, hvoraf altsaa lader sig slutte til en formeret iltoptagelse; Trangen til Næring var betydeligt tiltaget, Urinsekretionen forøget, Legemsvægten steg under Brugen af Badene ikke ubetydeligt – Altsammen Antydninger af et livligt forøget Stofskifte, der naturligviis ved siden af Forandringerne i selve Aandedrætsorganernes Virkemaade maa kunne afgive vigtige Momenter til Fastsættelsen af Indikationerne for Methoden.

(Bibliothek for Læger, 1865 side 438-441)

Bandagist Rasmussen producerede i maj 1866 en opfindelse af krigsassessor og gymnastiklærer J. C. Svane et apparat til undervisning i svømning. Han udstillede i Industriudstillingen i Stockholm om sommeren samme år. Han hjembragte fra Paris i 1868 et apparat til belysning af indvendige hulheder, til diagnose af indvendige svulster..

En typisk tekstannonce fra denne periode, her i Dagbladet (København) 8. april 1869.

Annonce i Illustreret Tidende 11. april 1869.

A. Rasmussens medico pneumatiske Anstalt har, ifølge den af Anstaltens lægekyndige Consulent, Prof. A. Brünniche, udgivne Aarsberetning, i 1869 været besøgt af 110 Personer, 72 Mandfolk og 38 Qvinder, i de forskjelligste Aldere; 78 af disse vare fra Kjøbenhavn, 22 fra Provindserne, 5 fra Sverrig, og 5 fra Norge Patientantallet var steget med 22 mod i 1868, og det hele Antal Bade i fortættet Luft med 544. Eieren af Anstalten har i 1869 givet 360 Bade uden Vederlag og 552 for en høist moderat Betaling. De Sygdomme, for hvilke man har søgt Hjælp i den fortættede Luft, vare nærmest Catarrh, Bronchitis, Asthma, Kighoste osv. Den største Deel af de Personer, der have besøgt Anstalten, har, ifølge Beretningen, høstet væsentlig Nytte af Curen. De Kighoste-Patienter, der gjennemførte Curen, bleve heelt eller næsten helbredede i Sygdommens syvende Uge. (Dgt.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. november 1870, 2. udgave).

Den mediko-pneumatiske Anstalts Tilværelse er ifølge Ugeskr. f. Læger for Tiden stærkt truet, idet den Voldbastion, hvorpaa den ligger, skal tages i Brug ved Jordarbejderne paa Fæstningsterrænet i den nærmeste Fremtid, Bygningen skal rimeligvis nedbrydes i det forestaaende Efteraar eller Vinter, og Anstalten har derfor faaet Opsigelse til førstkommende Oktober Flyttedag. En Anmodning, som Ejeren for nogle Maaneder siden rettede til det medicinske Selskab, og hvori han udbad sig Selskabets Anbefaling til at erhverve sig en ny Byggegrund, blev af formelle Grunde ikke tagen til Følge, og senere er det heller ikke ad anden Vej lykkedes ham at faa tilvejebragt nogen Sikkerhed for, at Anstalten kan bestaa. Ugeskr. f. Læger antyder forskjellige Veje, der kunde følges for at bevare Anstalten, der utvivlsomt har gjort endel Gavn, og ved hvis Benyttelse Ejeren, Hr. Bandagist Rasmussen, stedse har viist en meget paa skjønnelsesværdig Liberalitet. Særlig tilraader Ugeskriftet, at det Offentlige (Kommunen eller Staten) skal indrømme Hr. Rasmussen enten et passende Lokale i en offentlig Bygning eller en Byggeplads i en offentlig Have, f. Ex. i Rosenborg Have eller i et af de nye Anlæg ved Bulevarden. Naar først en passende Byggeplads havdes, vilde Midlerne til Opførelsen af en Bygning upaatvivlelig lettere kunne skaffes tilveje, og der vilde derved blive nogenlunde sikker Udsigt til, at Kjøbenhavn fremdeles kunde nyde godt af dette nyttige Lægemiddel.

(Dagbladet (København) 1. september 1873).

Kongens Mølle stod 1874-1899 i Valby hvor den lagde navn til Mølle Alle.

Annonce fra Dags-Telegraphen (København) 15. april 1891.

Anstalten blev 1874 overtaget af Carl Georg Lange (1834-1900). Han havde været uddannet læge siden 1859, bl.a. ved Frederiks Hospital 1866-1867 og Almindelig Hospital. Han redigerede desuden Hospitalstidende. 1874 overtog han sammen med lektor F. V. Rasmussen anstalten. I 1904 tilhørte "Klokken" mekaniker N. C. Nielsen. Den 16. januar 1914 meddeles det at anstalten atter er åbnet efter endt udvidelse. 

Kuranstalten "Klokken" -

Et Jubilæum.

Kuranstalten "Klokken", der behandler Astma, Bronchitis, Emfysem etc., har den 1. September 1914 bestaaet i 50 Aar.

Den aabnedes oppe paa Volden ved Vestre Port i en Udbygning til Kongens Mølle; afdøde Professor Storck blev Kuranstaltens første Læge. To Aar senere afløstes han af Professor Brünniche, som ledede Kuranstalten til 1873, da man maatte flytte paa Grund af Voldens Sløjfning.

I forbedret Skikkelse fortsattes nu Driften under Ledelse af Overlæge Vald. Rasmussen og Professor Carl Lange i Kuranstaltens nuværende Lokaler, Kronprinsessegade 22. Kort Tid efter blev Overlæge Vald. Rasmussen syg og Dr. med. Lehmann, Dekanus i Sundhedskollegiet fortsatte hans Arbejde i de følgende 15 Aar.

Ved hans Død knyttedes Professor Fløystrup til Kuranstalten indtil 1898, da han afløstes af Klokkens nuværende Læge, Hr. Stabslæge H. Arendrup. En Række ansete Navne har saaledes været knyttede til Kuranstaltens Virksomhed.

Behandlingen paa Anstalten falder i 3 Afsnit:

Behandlingen med fortættet Luft foregaar i pneumatiske Kamre, hvoraf der findes 3; de 2 med Plads til hver 7 Patienter, den 3. til 2 Patienter. Kamrene er Jernbeholdere, hvorigennem renset atmosfærisk Luft - 120 Kbm. pr. Minut - stadig pumpes. Her opholder Patienterne sig daglig to Timer en Maaned igennem. Den første halve Time stiger Trykket fil H/t Atmosfæres Tryk, hvorpaa det holder sig 1 Time, og den næste halve Time gaar Trykket langsomt ned igen.

Kamrene eller Klokkerne er forsynede med Ruder, Sikkerhedsventiler, Alarmsignaler, Apparater til Luftens Afkøling eller Opvarmning, og Opholdet er behageligt for Patienterne, der allerede under Kuren føler en betydelig Lettelse.

Behandlingen i fortyndet Luft foregaar gennem Masker, der sættes for Mund og Næse og hvorigennem Luften suges ud (1/4 Atmosfæres Undertryk) og bevirker en forøget Bevægelighed af Aandedrætsorganerne

I de senere Aar er man begyndt med Behandling med Ilt, der synes at have en betydelig oplivende Virkning paa Patienten.

I 1913 er Kuranstalten udvidet med en ny Klokke, der ligesom de første er leveret af Maskinfbr. Eickhoff. Til ubemidlede Patienters frie eller delvis frie Behandling har Staten i en Aarrække ydet og yder fremdeles et aarligt Tilskud. Der behandles ca. 400 Patienter aarligt med ialt ca. 16,000 Bade.

(Nationaltidende 31. august 1914).

C. R. Arendrup havde 17 børn. De tre blev læger. Nedenfor 2 artikler om Herluf Arendrup, på hans 60 års fødselsdag i 1917 og en nekrolog fra 1921. Begge artikler bruger det samme foto, begge nævner han var ansat på "Klokken". Fotoet har jeg erstattet af et foto af Herluf Arendrup (1857-1921) fra Det Kongelige Bibliotek, muligvis beskyttet af ophavsret. Arendrup blev begravet på Garnisons Kirkegård i København. 

Stabslæge Herluf Arendrup.

At den kendte Læge, Stiftsfysikus C. R. Arendrups usædvanlig store Sønneskare blev de fleste dygtige og fremragende Mænd. Hver paa sit Omraade, men det var dog særlig som Officerer og Læger, at flere af dem vandt sig et anerkendt Navn. Blandt Officererne skal nævnes Oberst i den ægyptiske Hær S. A. Arendrup, der i 1875 faldt i Abyssinien, afdøde Ingeniør-General, fhv. Guvernør H. C Arendrup og Generalmajor, Kammerherre Albert Arendrup. Tre Sønner blev Læger, P. E. Arendrup, der døde som Overlæge i Paris 1871, og Wilhelm Arendrup, død i 1882 som Missionslæge i Assam, samt den yngste, Stabslæge Herluf Arendrup, der imorgen fylder 60 Aar.

Han er født i Grenaa hvor faderen da var Distriktslæge, blev Student fra Sorø Akademi og tog i 1883 medicinsk Eksamen. Efter en særdeles alsidig Uddannelse, hvortil senere kom Studierejse til Udlandet, nedsatte han sig i 1888 som praktiserende Læge her i Byen, og derpaa fulgte i Aarenens Løb en anselig Række lægehverv. Saaledes ladede han en Overgang en kirurg sk Afdeling ved Polikliniken, var en Aarrække Læge ved Samfundet for Vanføre og i 4 Aar Reservelæge ved Kommunehospitalets 3die Afdeling. Senere var Herluf Arendrup igennem flere Aar Skolelæge, Læge ved den medikopneumatiske Anstalt og Sekretær ved den permanente Farmakopékommission I 1904 var han med Hjælpeekspeditiotien til de Brandlidte i Aaleeund, og siden 1907 er stabslæge Arendrup Medlem af Centralkomitéen

Sit største Arbejde har Stabslæge Arendrup dog maaske udrettet i sin 28-aarige Gerning indenfor Hæren, fra da han i 1889 udnævntes til Reservelæge, i 1894 blev Korpslæge avancerede 13 Aar senere til Overlæge og i 1913 til Stabslæge, til han nu gør Tjeneste som  Generalkommnandolæge ved 1ste Overgeneralkommando.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 5. marts 1917).

Dødsfald.

Stabslæge H. Arendrup

Efter længere Tids Sygeleje er Stabslæge H. Arendrup igaar afgaaet ved Døden, 64 Aar gammel. For Offentligheden vil Dr. Arendrup væsentlig være bekendt fra den "medico-pneumatiske Anstalt", kaldet "Klokken", hvor han i en længere Aarrække var Læge. Denne Behandling for Astmapatienter optog Dr. Arendrup meget, og han nedlagde her et stort Arbejde.

Stabslæge Arendrup var medicinsk Kandidat fra 1883. Efter almindelig Hospitals - Uddannelse blev han i 1890 Reservelæge ved Kommunehospitalets 3. Afdeling. I 84 blev han Reservelæge i Hæren, avancerede hurtigt til Korpslæge, i 1907 til Overlæge og i 1913 til Stabslæge.

Stabslæge Arendrup var desuden optaget paa andre Omraader, baade som Kommunelæge og som Skolelæge. Han var en flittig og arbejdsom Mand med el stille og noget indesluttet Væsen, men de faa, der kendte ham nærmere, satte stor Pris paa ham. Han efterlader sig en Datter og en Søn, der ligeledes er Læge. En Broder til den Afdøde er Generalmajor Arendrup.

Erik B.

(København 28. september 1921).  

"Klokken" eksisterede stadig i 1957.

Københavns Luftkursted. (Efterskrift til Politivennen)

"Københavns Luftkursted" blev stiftet 10. august 1909 af grosserer Axel Kjeldsen, og "Hjælpekorpset på Kalvebod Bastion" af hans kone, Vilhelmine Kjeldsen. Formålet var at give byens ubemidlede tuberkuløse adgang til liggeskur i god og sund luft, samt fremskaffe den fornødne naturalforplejning til kurgæsterne. Formand for luftkurstedet var professor Israel Rosenthal, for hjælpekorpset Vilhelmine Kjeldsen.  Axel Kjeldsen var administrator for begge afdelinger. Den 7. december 1910 overgik luftkurstedet til hjælpekorpseet, da det ikke længere var i stand til at fortsætte sin virksomhed. Vilhelmine Kjeldsen var formand indtil sin død 30. juni 1912. Hun blev erstattet af C. F. Heise.

Den gamle Vold, der gør Nytte endnu.

(Fra vor Specialkorrespondent).

En lille Sviptur til Københavns Luftkursted.

Og en Idé for andre Byer.

Kbhvn., Mandag.

Det er et Herrens Vejr! En Blanding af Hagl og Sne og Regn er lige pisket ned. Nu farer en isnende Storm gennem Gaderne, og ude over Langebro har den først rigtig travlt. Det er Meningen, at alt det sorte Ælte skal blive til Is inden Aften - og det lykkes ...

Der staar en Stump Vold herude, en svindende Rest af en Idyl fra mine Drengeaar.

Den Gang var den for os Knægte den herligste Tumleplads efter Badeturen ude ved Rvsensteens gamle Bastion. Senere fik Bøllerne Herredømmet derude, og det var ikke spøgefuldt at skulle over Volden efter Skumringstid.

Og nu! Nu er der blevet Idyl igen derude.

Med Kraven om Ørene strider jeg mig derop ad Voldskrænten. En lille, arrig Klokke giver skinger Genlyd, mens jeg staar og venter udenfor del røde Stakit. En nærliggende Kuldamper losser under megen Larm. Saa rutscher en nydelig ung Dame smilende ned ad Skrænten og faar Tag i Laagen :

"Det er de Galoscher! De vil glide i Sneen" , siger hun forpustet.

Og lidt efter staar jeg inde paa det fredlyste Omraade, paa den gamie Vold, som Krigsministeriet har laant ud til "Københavns Luftkursted".

"De ved, at det er Grosserer Axel Kjeldsen der fik Ideen til dette her", forklarer den unge Dame det er Inspektricen, Frk. Bruun Pedersen. "Den 8de August begyndte vi. Hans Hustru har Tuberkulose, saa det var vel derved, han fik Tanken.

Tuberkulosen er jo egentlig desværre en Slags "Sygdom for Velhavere". Naar man har den, maa man ikke arbejde og helst ikke bekymre sig om noget. Og de Stakler, de gaar jo tidt og bliver arbejdsløse i flere Aar. Det er en rigtig trist Sygdom.

Og nu har vi jo ganske vist faaet Sanatorierne. Men selv de kan jo ikke tage dem alle. Og de skal helst have en Efterkur. Den faar de saa her!"

Jeg ser mig om. Jeg er selv dygtig forkølet og fryser godt i min Vinterfrakke. Og lige for mig staar den unge Dame, tilsyneladende uanfægtet af, at den bidende Vind rusker bravt i hendes Krøller. Og saa er hun i Bomuldskjole.

"Er det godt forrTuberkulose, dette her?" spørger jeg med klaprende Tænder.

"En Efterkur om Vinteren er dobbelt saa god som om Sommeren. Det er den rene Luft ..."

Ja, Luft er her ganske vist nok af. Og vi gaar videre.

"Det er Professor Israel Rosenthal, der er vor Overlæge" , forklarer Frøkenen. "Han er Bestyrelsens Formand. Endnu har vi kun Plads til 15 Patienter, men vi skulde jo rigtignok gerne naa til lidt flere.

Nu skal De høre. hvordan Dagen gaar for vore Patienter - det er allesammen Mænd endnu.

De møder om Morgenen Kl. 9. Saa sidder de lidt inde i Vinterteltets Dagligstue og varmer sig, og saa faar de Malt - det skænker Kongens Bryghus. Hvis de vil have Frokost, maa de selv medbringe den, men de kan saamænd ikke spise den. For Kl. 11 faar de Havregrød og en halv Pot Sodmælk. Og Kl. 2 faar de Middagsmad fra "Kvindernes Køkken" - to Retter og en halv Flaske Sundheds Øl. Kl. 5 faar de Kakao med Boller til. Og Kl. 6 forlader de os saa."

Og atter ser jeg mig om: "Hvor er nu Deres Patienter?"

Herhenne ligger de i Hallerne. Godt indpakket, som De ser. Med Varmedunke. Og vi har ogsaa Regnkapper til dem. Yi har allerede et helt Kompleks af Telte heroppe. Der er Toilet og Kontor, to Pavilloner med Liggehaller og saa Vinterteltet med Dagligstuen."

"Og hvem betaler saa alt dette her?" spørger jeg.

"Det gør Folk!" siger Frk. Bruun Pedersen. "Ved Gaver. Kurstedet skaffer Opholdet, og Forplejningen ydes af Hjælpekorpset. Lagde De ikke Mærke til nogle Smaabøsser dernede paa Langebro? Der er ogsaa opstillet den Slags henne paa Knippelsbro. Det er Meningen, at Fok kun skal lægge en Øre i dem. Ved De hvad det er løbet op til? 438 Kr. paa 4 Dage! Er det ikke smukt!"

Før jeg forlader dette Stykke Velgørenhedsarbejde, følger den unge Dame mig ned over Volden ad hvggelige, stille Stier, ned i den gamle "Kirsebærgang" ved Voldgraven. Her er biterlig koldt, men det skal jo være sundt. Endnu kan jeg huske, hvor her var yndigt ved Sommertide for en god Snes Aar siden.

Det idylliske Fæstningsterræn er atter bleven til Fæstning paa sine gamle Dage - en Fæstning mod en af de mest frygtede Sygdomme. Er det ikke en smuk Retrætebestilling for en gammel Vold, der en Gang skærmed Rigets Hovedstad, da Landet var i Vaade?

Og hvor mange Steder rundt om i Landet kunde der ikke med faa Midler laves noget lignende til Støtte for Sanatorierne i deres Kamp mod Tuberkulosen!

- - -

Rystende af Kulde tager jeg Afsked med den unge, frejdige Dame i den tynde, blaa Bomuldskjole. Hun gaar tilbage til sine Patienter.

Jeg tager med Linie 5 - men inde i Vognen!

E. A.

(Fyens Stiftstidende 22. december 1909).

Kalvebods-Bastionens Luftkursted

I Dag for et Aar siden aabnedes Kalvebod-Bastionens Luftkursted paa Grosserer Kjeldsens Initiativ, og med Glæde kan Stifteren og Lederne se tilbage paa det forløbne Aar. Mange Syge og Nedbrudte har her fundet den højst fornødne Pleje og derved vundet nye Kræfter.

Luftkurstedet var fra først af beregnet paa at være en Liggehal, hvor de Syge, der kom fra Sanatorium og endnu maatte have nogen Tids Hvile, eller de, der ikke kunde faa Friplads og ikke havde Raad til at betale det dyre Sanatorieophold - kunde tilbringe Dagen i fuldkommen Ro ude i den friske Luft. Men Nøden var stor, og hvor mange havde Raad til at anskaffe sig den rigelig og nærende Kost, der maatte til. Saa traadte "Hjælpekorpset" til - og medens "Luftkurstedet"s Midler gaar til Anskaffelse af Materiale, søger "Hjælpekorpset" at skaffe Mad og lidt Hjælp ti de mange Syge og Trængende.

Der er saa fredeligt og lunt heroppe paa Volden, hvor Sporvognenes Klemten er det eneste, der bringer Bud fra den larmende By udenom. De Kursøgende ligger, dækkede af Tæpper, paa deres Liggebaarer, nogle sovende, andre læsende. Hist og her er en og anden i Færd med at rive Gruset i Gangene eller pusle lidt om de Hvileende. Lederen, Sygeplejerske Frk. Bruun-Petersen, viser os rundt, stilfærdigt og beskedent fortæller hun, og bag Ordene mærkes en Kvindes velsignede Omhu og Pligtfølelse. Der er de nye Liggetelte - for af Træ har vi jo endnu haft Raad til at have dem - og derhenne ligger det lille Hus, vi begyndte med - der var kun Plads til 12, og nu er vi oppe paa over 30. De kan tro, der er fredeligt og rart heroppe, - derhenne og nede ved Søen har vi en dejlig udsigt. Og Frøkenen fortæller, hvor trangt det har været for saa mange Mennesker, der fra dem er gaaet ud i Livet for at søge Arbejde og har faaeet Nej, fordi de endnu var svagelig og intet havde at staa imod med - - - og videre om Sygeplejersken, der bringer Mad fra Bastionen ud til dem, der har det drøjest - - ellers er det saadan, at den Kursøgende skal have Lægens Attest for at blive optaget, saa kan han komme der om Morgenen ganske tidlig og faa sin Pleje hele Dagen: Først Malt, Kl. 11 Havregrød og en halv Pot sød Mælk, Kl. 2 mad fra Kvindernes Køkken, Kl. 5 Cacao og Boller - - og der skal jo en hel Del dertil - men Publikum har ogsaa hele Tiden vist Tanken den størst mulige sympati, og jævnlig kommer der Bidrag, snart fra Kontorer og snart fra Arbejdspladser.

Endnu har de egentlig ikke manglet, men der er saa mange, der maa gaa forgæves, fordi Midlerne alligevel er begrænsede. Bøsserne til "Bropengene" plejer at give en Del, og nu er det jo Meningen at udstede Legatbreve til Legater paa 200 Kr. Legatstifteren har da Ret til at belægge en Seng, og Legatet faar Stifterens Navn. At være Medlem af Hjælpekorpset koster 22 Kr. om Aaret. Pengene hentes af Inkasso banken.

Oppe paa Voldskrænten staar Dueslaget med Duerne, der snart skal sendes til Provinsen og derfra bringe Bud tilbage om Hjælpen, der kom derudefra, naar den føromtalte Provinsindsamling finder Sted.

Læser, naar Du i disse Dage kommer over Broerne og ser de kendte Bøsser til "Bropengene", husk da paa de Syge, der søger Hvile og Pleje deroppe paa Volden, de, som Samfundet, Du og jeg, alle vi der er raske, har Pligten til at hjælpe. Eller mæld dig ind i Hjælpekorpset, og skulde Du en Dag have en halv Times Tid tilovers, naar din Vej falder forbi, saa gaa derop, der er aabent for alle, der hænger en Bøsse paa et Træ, og det gør altid godt at hjælpe - og en god Tanke fortjener at støttes.

E. B.

(Social-Demokraten 10. august 1910)

De omtalte brevduer var skænket af brevdueforeningen København. 

Fotograf Holger Damgaard (1870-1945). Hjælpekorpset Kalvebod Bastion. Det Kongelige bibliotek. Materialet er fri af ophavsret.

Bastionen blev senere brugt til kulturelle arrangementer: dens indre som scene og voldens top som tilskuerplads. Det gammelt vagthus, der blev brugt til sergentbolig, dannede en fin kulisse. Det første arrangement var med et herrekor på 25 mand under ledelse af komponisten Joseph Hammermüller, organist ved Sankt Ansgar i Bredgade. 

Legatplads for tuberkuløse børn. Illustration fra Social-Demokraten 1. februar 1911.

Store Bededags aften på volden. Barnekoret Snehvide sang for luftkurstedets pensionærer. Tegning fra Riget (København) 3. maj 1912.

Friluftssygehuset paa den grønne Vold.

Hjælpekorpset holder Jubilæum.

Hjælpekorpset - patienter paa Volden med Bastionens Kælebarn: Geden.

Kneb det lidt til at begynde med, saa groede Arbejdet saa meget des bedre efterhaanden som Folk saa, hvad godt, der her blev udrettet. De grønne Volde paa Kristianshavn kom til at staa i Folks Bevidsthed som én folkelig Kur, der bragte Lindring til adskillige og Sundhed til mange. Smaakaarsfolk, hvem Arbejdet bandt til Byen, og som det samtidig var en Livsbetingelse at aande frisk og god Luft, fandt paa Christianshavns Vold det Friluftshjem, der bragte den

Helbredelse, de trængte. Piger og Drenge, hvis Lunger var angrebne af den snigende Tuberkulose, fandt og finder dér en Legeplads, der giver dem nyt Liv, saa de kan vokse op som sunde og livsglade Mennesker, der har en arbejdsrig Fremtid i Vente. Overordentligt Gavn gør denne Vold, Friluftssygehuset midt i Byens Hjerte.

Nu da det kan fejre sit Jubilæum er det derfor ogsaa dobbelt værd at slaa til Lyd for. Det startedes af Grosserer Aksel Kjeldsen og hans Hustru, en sjælden god Kvinde, som ofrede

Tid og Penge paa at gøre Volden til en virkelig Kuranstalt for Byens fattige Tuberkuløse. Utrættelig var hun i sit Arbejde, indtil Døden bortrev hende, og utrættelig arbejder hendes Mand nu videre med det Friluftssygehus, som hun saa opofrende fik sat i Gang. Og som siden er vokset større og større, indtil det nu i Dag er et uundværligt Led i Københavns Kamp mod

Tuberkulosen.

(Aftenbladet 10. august 1916).

Ogsaa et Stykke Vold.

Grosserer Kjeldsen nyder Udsigten.

Det er ikke alene den gamle Vold ovre ved Amagerbro, der er blevet pudset op og gjort til et smukt Anlæg. Ogsaa Hjørnet af Christianshavns Bastion ud mod den nye Langebro er pudset op og gjort helt pynteligt. Man har deroppefra en straalende Udsigt over hele Københavns nye Havn med al dens travle Liv - det er gammelt og nyt, der mødes her i den bedste Harmoni. Vor Fotograf har taget et Billede herfra netop som Grosserer A. Kjeldsen, Lederen af Hjælpekorpset fra Bastionen, de Tuberkuloses Tilflugtssted, sad heroppe og nød Udsigten.

(Aftenbladet (København) 16. august 1916).

Hjælpekorpset jubilerer.

Formiddagsidyl paa Kalvebod Bastion, hvor Børnene leger, og de Voksne spiller Kroket.

Hjælpekorpset paa Kalvebod Bastion har nu bestaaet i 10 Aar og er fra en lille begyndelse vokset op til et Foretagende, der baade hjælper mange og tillige indgyder Respekt for den Utrættelighed, hvormed Stifteren, Grosserer Kjeldsen, stadig har arbejdet for at bringe det frem.

Kommunens Hjælp er skaffet - den er paa 10,000 Kr. om Aaret - og Offentliglieden hjælper ellers meget. De store Mælkespande der staar flere Steder rundt i Byen, bl. a. paa Knippelsbro, indbringer ca. 4000 Kr. og fra Private kommer mange Gaver. Saaledes er der i Anledning uf Jubilæet, der falder paa Søndag den 10., fra to Anonyme skænket 1000 Kr. ialt. medens Pladsarbejderne hos Burmeister & Wain har skænket 182 Kr., som oprindelig var bestemt til Anvendelse paa en Skovtur.

Hovedsagelig benyttes det baade kønt og frit beliggende Sanatorium af to Kategorier af Tuberkuløse: De, der venter paa at komme paa et Hospital, og de, der er udskrevne fra et Sanatorium og nu, ikke fuldt arbejdsdygtige, søger Rekreation for at blive det.

Først og fremmest er det de mindre Bemidlede, Voksne og Børn, der søger til dette vort eneste Luftkursted, som hidtil ikke har nydt nogen som helst Form af Statstilskud. Det burde have faaet det i Aar.

I hvert Fald maa det ikke vente, til de 25 Aar er naaet. 

(Aftenbladet (København) 8. august 1919).

Vinterliv paa Hjælpekorpsets Bastion.

Der kaldes netop i denne Tid fra mange Sider paa Godgørenheden, men paa Grund af denne "Sæson-velgørenhed"  vi mener Ikke noget ondt med Ordet - maa man ikke glemme de Institutioner, der hele Aaret rundt arbejder stille paa deres Maade til Samfundets Gavn.

En saadan Institution er Hjælpekorpset Kalvebod Bastion, der i det nu forløbne Aar har behandlet ialt 208 Personer og i hele sin Levetid ialt 1449 Mænd, Kvinder og Børn. De, der optages paa Bastionen, er dels Patienter, der venter paa at blive indlagt paa Hospital eller Sanatorium, dels Folk, der efter Udskrivelse fra disse to Steder ikke kan klare sig. Ikke mindst paa dette sidste Punkt ligger Hjælpekorpsets store Betydning. Uden Støtte fra dette vilde i mange Tilfælde de Udskrevne være være vendt tilbage til ny Hospitalsbehandling, og den er for Tiden ikke billig for Kommunen.

Den koster nemlig ca. 20 Kr. pr. Sygedag, medens Behandlingen paa Luftkurstedet kun koster en Tiendedel deraf eller ca. 2 Kr. - Administration, Lægehjælp m. m. iberegnet. Her arbejdes nu ogsaa efter Principet: Hjælp til Selvhjælp.

Desværre - naar Aaret nu rinder ud, staar Institutionen med en tom Kasse, men det skulde jo nødig vare mange Dage, før Bunden begynder at blive dækket. Den stigende Vandstand kommer, som i alle de foregaaende Aar, senere.

Et saadant Arbejde i Humanitetens og Samfundets Tjeneste fortjener al Støtte.

(Aftenbladet (København) 14. december 1920).

En del af den integrerede institution Langebro som findes på kurstedets areal. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hjælpekorpsets 13-Aars Fødselsdag.

Den lille Garde løser af.

Ligesom Tivoli har Hjælpekorpset nu ogsaa faaet en Garde, "den lille Garde" kaldet. Børnene, der gaar til Kur paa Kalvebod Bastion, har dannet denne Trop, og i Dag, da Korpset fylder 13 Aar, vil det udstille Vagtposter ved Opgangen til Bastionen og forskellige Steder paa denne, bl. a. ved Redskabshuset med den evigt drejende Mølle.

Kurstedet, for hvilket bl. a. Grosserer Kjeldsen har arbejdet utrætteligt i de forløbne Aar, har i den Tid været besøgt ialt af 1683 Voksne og Børn.

HjæIpekorpset har paa forskellig Maade gjort meget godt for Byens Tuberkulose, hvoraf mange ved dets Hjælp er kommet bedre over den vanskelige Tid efter et Hospitals- eller Sanatorieophold end ellers vilde være Tilfældet.

Dagen i Dag vil blive fejret ved en Festlighed paa Bastionen med Chokolade og Festmiddag, skænket af Kvindernes Køkken. Under Middagen spiller et Orkester, dirigeret af Hr. Siegfred Henriksen, der aldrig har svigtet ved nogen Festlighed i de forløbne Aar.

Kl. 3 sendes der 25 Balloner til Vejrs, og den, der først indbringer en Ballon med paahæftet Seddel, faar af Børnene overrakt et Gevær.

Dette er ligesom Gardens Geværer lavet af Patienterne ved Hjælp af gamle Bræddestumper og Rester af de saakaldte Elektrikerrør.

(Aftenbladet (København) 10. august 1922).

Hjælpekorpset benyttede ganske mange måder at indsamle penge. I 1910 udkom et blåt 10 øres frimærke med Københavns Luftkursted. Kalvebod Bastion. Der blev også lavet fortrykte Postkort. Hjælpekorpsets Luftkursted.

Der var dagsanatorium indtil ca. 1973, og fra ca. 1951 husede bygningerne tillige "Hjælpekorpsets Børnehave". Hjælpekorpsets formål var "ved praktiske og pekuniær henseende overkommelige foranstaltninger at komme byens ubemidlede tuberkuløse effektivt til hjælp".

Foto fra Hjælpekorpsets jubilæum, Kalvebod Bastion. B. T. 9 august 1922.

Enkelte af Hjælpekorpsets liggehaller eksisterer endnu, men benyttes i dag af en børnehave. Voldkronen er utilgængelig for andre end børnehavens tilknyttede. Men her et foto fra bastionens indre, med vagthuset i forgrunden. Langebro ligger bag ved bygningerne, og kan altså ikke ses på dette billede.

Farligt Tandvand. (Efterskrift til Politivennen)

Apotheker Friis i Veile bekjendtgjør Følgende: Her er heri Byen i denne Tid en Hr. Wagner, som skal være megel flink til at fordrive Rotter, Muus etc, samt til at beskjære Ligtorne; derimod giver han sig ogsaa af med hvad han ikke forstaaer, hvad der endog er uberettiget, naar han ikke har Sagkundskab deri, nemlig at efterse Folks Tænder, giøre disse rene, plombere etc., og afgiver han til Patienten et Tandvand, hvormed Tænderne skulle pudses etc. Ved at afgive og anbefale Patienten dette Tandvand, som bestaaer af en staerk mineralsk Syre, som stærkr angriber og afæder Tænderne, røber Hr. W. enten en stor Uvidenhed om de Midler, der kunne bruges dertil, eller ogsaa en Samvittighedsløshed mod de Patienter, som anbetro sig til ham, saa at han kan drages til Ansvar derfor. Min Kollega, Apotheker Lotze i Odense, har analyseret dette Tandvand og offentlig advaret Folk derimod; ifald Hr. W. ikke forud vidste det, saa kunde han deraf erfare, at det var et fordærveligt Middel, han brugte. Jeg troede, at Hr. W., belært deraf, havde komponeret et andet uskadeligt Tandvand; men ved en mig idag tilsendt Flaske, som jeg har analyseret paany, seer jeg til min store Forundring, at det er selvsamme Slags Tandvand, som er saa fordærveligt for Tænderne. Hr. W. lader sig derfor betale ti Mk.; den sande Værdi er høist 8 sk. Samtidig analyserede jeg ogsaa et Badevand, han havde afgivet mod Leverpletter; det bestod blot at lidt almindeligt Salt, opløst i lidt Vand og gjort vellugtende med Eau de Cologne, dette betaltes med 3 Mk.; den sande Værdi til den virkelige forholder sig ligesom ved Tandvandet. Dette Leverbadevand er tilvisse uskyldigt at bruge i Modsætning til Tandvandet, dog er det i ethvert Tilfælde et meget kostbart vellugtende Saltvand.

(Ribe Stifts-Tidende 5. juli 1858)

Sundhedstilstand i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 29de September. Imedens Choleraen ifjor dog synes at have været en saa drøi Advarsel, som nogen, imod Alt. hvad der kan være til Skade for den almene Sundhedstilstand navnlig ved at opfylde Luften og Beboelserne med skadelige Dunster; saa har man dog derefter hengivet sig til en forbausende Ligegyldighed for alle stedlige og naturlige Krav i saa Henseende. Den stinkende Slotsgrav have vi beholdt, som man siger: paa Grund af Ingenieurernes kostbare Overslag over dens Tilkastning, der endog, Gud veed hvordan, skulde kunne medføre en Udgift af 8000 Rdlr., monstro fordi man endnu vil beholde Voldstadsen deromkring og ikke benytte den til at fylde med. Fra Justitsministeriet er heller endnu ikke indløbet Resolution i Anledning af Indstillingen om at fierne Svinerierne og Svinestierne fra Byen og man maa nøies med, hvad iøvrigt kun kan billiges, at Politimesteren provisorisk, i Henhold til hvad der er resolveret for Aarhuus, har forbudt denne Stank her i Byen. Men dette er kun en Deel af de for Sundhedstilstandene skadelige Gjenstande, der forefindes her i Byen, navnlig i forskjellige Luften aldeles inficerende Næringsveie. Saaledes hjælper det lidt, at man fordriver Svinene, naar man tilsteder et stort Svineslagteri, det endog i det af Smaafolk talrigst beboede og Slagteriet tætomgivende Qvarteer. Selve Slagteriet er en smuk Industrie og vi ønske det al mulig Fremgang, men det er i høieste Maade utilbørligt, at et saadant Slagteri tilstedes i Byen, hvor ikke heller noget af de mindre Slagterier nogensinde turde tillades udovet. Alle saadanne og andre Næringsveje, der ved deres Uddunstninger og Uhumskheder maae have en aabenbar skadelig Indflydelse paa Sundhedstilstanden, burde uden alle andre Hensyn stedse kun tillades drevne udenfor Byen. Det er det Offentliges Ret at kræve det og Pligt at udfore det. Den gjældende Lovgivning hjemler dette ogsaa og den offentlige Sundhedstilstand stiller uafviselige Krav, for hvilke de Enkeltes Interesser maae vige.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. september 1854).

Der ser nu ellers ret idyllisk ud på denne gouache af maleren Rasmus Henrik Kruse (1796-1877): Af det gamle Torv i Aalborg (1846). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Miracelmidlet Revalenta Arabica. (Efterskrift til Politivennen)

Den 19. august 1853 havde indenrigsministeriet i Bayern proklameret at Barry du Barrys produkt ikke skulle defineres som et lægemiddel, men som et næringsmiddel. Produktet blev også markedsført i Danmark i meget store annoncer, til tider med illustrationer:

Annonce i Dagbladet (København) 26. august 1853. Se tekst nedenfor.

DU BARRY's

Sundheds- og Kraft-Restaurations-Farina

for Syge af enhver Alder og for svage Børn.

Et behageligt Farina til Frokost og Aftensmad, som er opdaget, plantes og indføres alene af Barry du Barry & Co., 77. Regent Street, London.

Eier af Revalenta-Plantagen og Patent-Maskinen, hvorpaa Revalenta'en alene bearbejdes, saaledes som den skal være for at udvikle sin fulde Lægekraft.

For at sikkre Publikum imod alle skadelige Forfalskninger, der falbydes under ligelydende Navne som Ervalenta, Ravalenta osv., er Navnet Barry du Barry & Co. fuldt og tydeligt stemplet paa enhver Daase, og enhver saadan, paa hvilken dette ikke findes, er altsaa uægte.

HS Majestæts den russiske Kaisers Ukase.

Det russiske General-Consulat, London, 2Decbr. 1847.

Det er af Hs Maj. Kejseren overdragen General-Consulatet at underrette Dhrr Barry du Barry & Co. om, at deres Revalenta arabica med allernaadigst Bevilling er tilstillet det kejserlige Hosmarschalat.

Vidnesbyrd om du Harry's Revalenta arabica.

Du Barry's Revalenta arabica-Meel. Kort og træffende angiver en af de Patienter, der ved dette Næringsstof har faaet sin Sundhed tilbage, med disse Ord dets Virkning: "det bevirker Alt, hvad Medicinen forgæves søger at bevirke." Uden Hjælp af Klysterer eller Piller bevirker det fuldkommen Helbredelse af de mest indgroede Sygdomme, der i en utallig Mangfoldighed og under de mest ondartede Former have deres Sæde i Nerverne, Maven, Leveren eller Nyrerne. Listen over dem, der have gjort sig den Ulejlighed ved deres Vidnesbyrd at anerkjende de Velgjerninger, som ved Brugen af Revalenta arabiea ere blevne dem tildeel, overstiger 50,000 og indeslutter alle Klasser fra Greven indtil Haandværkeren. Den brave Sergeant Neels fra det brittiske Krigsskib "Crocodillen", der erklærer, at Revalenta'en har gjengivet ham Sundhed og Liv, og at han ønsker, at enhver stakkels Syg maa blive bekjendt med dette Lægemiddel, udtaler sin Tak ligesaa udførlig som Grev Stuart de Decies, Generalmajor King, Hans Høiærværdighed Archidiakonus Stuart osv. Hr. J. S. Newton i Plymouth erklærer paa samme Maade: "I 10 Aar har jeg lidt af slet Fordøielse, Hovedpine, nerveuse Smerter, Hypochondri og Søvnløshed og uden Nytte slugt en utrolig Mængde Lægemidler. Det er mig derfor en Glæde at meddele Dem, at deres Revalenta har helbredet mig, og at jeg befinder mig langt bedre nu end i mange tidligere Aar." I alle Tilfælde ere Beretningerne eenslydende - fuldstændig Helbredelse, Sundhed og Tilfredshed efter mange Aars unyttige og kostbare Experimenter med Medicin. Aldrig før har det været Tilfældet i Menneskehedens Historie, at en saadan Masse uimodsigelige Vidnesbyrd have foreligget til Gunst for en af den menneskelige Velfærds høieste Interesser.

(Dagbladet (København) 26. august 1853. Uddrag).

I aviser blev publiceret lignende vidnesbyrd.

Annonce fra Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 22. oktober 1853.

Vi omtalte for nogen Ttd stden et nyt stærkt, udbasunet Lægemiddel, som et engelsk Tidsskift antydede at vare simpel Lindsemel; en Indsender i Fdl. bekræfter denne Formodning: ""Hvad Revalenta arabika" er, siger han, er endnu ikke klart, men det fortiener næppe Tilnavnet "arabica", og jeg tvivler meget om den "Nye Opfindelses" Nyhed. Apotheker Benzon paa Svane-Apotheket her i Staden har tilberedet en Sammensætning, hvis Bestanddele han ikke holder Hemmelig, naturlig Brystmel og Lindsemel med Gummi, der i Smag og Udseende aldeles Iigner "Rev-arab.", især efterat et let Farvestof er tilsat. Naar denne Komposition koges med Vand, Bouillon, Vin osv., er det umuligt at adskille de tvende Praparater fra hinanden, og hvad der er vigtigere, det af Benzon præparerede "Revalenta" synes at have de samme diætistiske Egenskaber. Resultatet af de Forsøg, jeg har havt Leilighed til at iagttage, staar aldeles ikke tilbage for dem med den importerede og udbasunede "Revalenta". Desuden besidder den danske "Revalenta" (dansk vistnok ligesaa berettiget som arabisk) den Egenskab, at den omtrent koster kun Halvdelen af Prisen for den arabiske og sælges i mindre Kvantiteter. Jeg kan derfor anbefale den til en ligesaa almindelig Brug for den fremmede, og henleder Opmærksomheden paa den."

(Ribe Stifts-Tidende 1. november 1853),

- For en 4 a 5 Aar siden var der en Jøde i London ved Navn Meyer Baruch; han havde hændelsesviis hørt omtale et Slags Meel ved Navn Revalenta arabica og forskaffede sig et ikke ubetydeligt Forraad af samme, Gud maa imidlertid vide hvorfra. Han averterede det i alle Aviserne i England, lod Placater opslaae paa Hjørnerne, bemalede Flisestenene i Regent-Street med Universal-Melets Navn, men kaldte det dengang Ervalenta (af Ervum-lens Lindsekorn), og havde i nogen Tid en uhyre Afsætning. Han udgav det for Productet af en vis Palmerod; men da man, ved chemisk at analysere det, fandt, at han havde sat Cayenne-Peber til, hvorved det, som Medicament i mange Sygdomstilfælde, kunde være til megen Skade for de Patienter, der afbenyttede det, fik Sundhedscollegiet i London Manden - der nu, for at være rigtig fiin, kaldte sig Barry du Barry - sat under Tiltale og, saavidt vi vide, idømt en klækkelig Mulct for Udbredelsen af dette skadelige Product . . . Men Fyren var ikke forknyt: han vidste, at Skandinaverne alttd komme bag efter de andre Mationer, og en skjøn Dag sender han en Ladning til vor gode Residentsstad, udbasuner Melets vidunderlige Egenskaber, og kalder det nu, for en Forandrings Skyld, RevaIenta'en, det hjælper jo baade for Snue, slet Humeur, boldne Fingre og Liigtorne, og Meyer Baruch du Barry sad nok saa rolig i London og grinede ganske umaneerligt af os. ... Men ikke nok med det; de danske Læger fandt sig beføiede til at fraraade deres Landsmænd at kjøbe dette dyre Lægemiddel, da de kunde faae det lavet næsten 100 Procent billigere hos Apothekerne i Kjøbenhavn, og dertil vilde dette være et ldetmindst uskadeligt Medicament, hvorimod man, at dømme efter alle Antecedentia, ikke kunde vide, om Baruch's Revalenta var skadeligt; ... dette maatte dog vel aabne Øinene paa os? ... "Nei, Undskyld!" som man saa ofte hører: det skulde man ikke have noget af; det var Brødnid, der talte ud af Lægerne, og det skal være notorisk, at næsten hele Oplaget af du Barry's Revalenta her i Byen var udsolgt, og de mageløseste Cure fortælles at være bevirkede ved Brugen af samme; - flere Invalider, der have mistet Fingre, Arme eller Been, skulle have taget Tilflugten til Revalenta'en, og det skal slet ikke undre os, hvis Meyer-Baruch-du Barry fortæller i sine næste Avertissementer i de engelske, franske og tyske Aviser, at Fingrene, Armene og Benene igjen ere voxede ud på vore danske Invalider ... (Aarh. Av.).

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 12. november 1853).

Revalenta arabica.

Ofte seer man i Aviserne storpralende Anbefalinger for ubekjendte Lægemidler med straalende Etiquetter og glimrende Attester, men Ingen har endnu overgaaet du Barry i hans Anmeldelse af Revalenta arabica, hvilket Middel fortiden synes at betragtes som et Universalum imod alle Sygdomme; det er vistnok derfor ikke utidigt, at oplyse Publicum om Beskaffenheden af dette kostbare Product. For nogle Aar siden anførtes i Materialisternes Priiscouranter fra Hamborg et Meelstof kaldet Ervalenta, formodentlig præpareret af Lindsen (Ervurn lens, L.), med den Bemærkning, at det havde viist god Virkning i forskjellige Bryst- og Mave tilfælde; det blev imidlertid ikke paaagtet og, idetmindste hertillands, ikke videre udbredt og afbenyttet ; nogen Tid efter fremtræder, rimeligviis det samme Stof, under det pompeuse Navn Revalenta arabica, med høittravende Bemærkninger om dets helbredende Egenskaber i næsten alle Sygdomme og til en Priis af over 3 Rbd pr. Pd. Sagkyndige fandt sig naturligviis opfordrede til en nøiagtig Undersøgelse af Productets Bestanddele. Resultatet heraf vil jeg tillade mig at meddele Publiciim. Dr. F. L. Winckler, en bekjendt grundig Chemiker i Tydskland, har anstillet  9 forskjellige analytiske Prøver med Revalenta og Melet af den almindelige hvide Bønne (Viscia faba L.) og i alle Forsøg har begge Meelstofferne viist aldeles eens Phænomener, saa at han kom til en til Vished grændsende Overbeviisning om, at det beromte Revalenta arabica ikke er andet end fint Bønnemeel, som vil kunne haves for 12-16 sk. pr. Pd. Efter en anden Chemiker, Braconnots, Analyse indeholder Bønnemeel en stor Mængde reent Meelstof, foruden Plantestof, meget lidet Sukker og Salt: Melet af Bønnen formener han derfor at være meget nærende, let fordøieligt. og burde som et billigt og kraftigt Næringsmiddel, behørigt tilberedt, vistnok i mange Tilfælde, selv hos Syge, foretrækkes for mange andre Spiser; de samme Egenskaber kan man maaskee tillægge Revalenta, men videre virker det rimeligviis ikke. Couleuren, lyseguul, kan være paasat med Safran. En anden bekjendt Mand af Faget, Professor Runge i Oranienborg, har ladet Følgcnde indrykke i "Berliner Nachrichten":

"Skjøndt det ialmindelighed er en rigtig Læresætning, at den Forstandige tier til Tidens Naragtigheder, saa finder jeg dog at Berlinernes Forstandighed gaaer for vidt, naar de tie til Hr. du Barrys uforskammede og haandgribelige Praleri og Prelleri. Et Meelstof, som efter sagkyndige Englænderes Skjøn bestaaer af Lindse- og Bygmeel, bliver af fremmede Handlende solgt under Navnet Revalenta arabica til en Priis af 20 Sølvgroschen for ½ Pd. og anprises som et Middel, der helbreder alle Sygdomme. Disse Mennester arbeide i et formeligt Raseri for at helbrede de syge Berlinere, og daglig fyldes Aviserne med Lovprisen og Sygehistorier, som langt overgaae hvad hidtil nogen Mirakeldoctor har løiet. Er en slig Fremfærd forenelig med vor Medicinallov? Ingen hemmelige Lægemidler maae sælges, og her skeer det ustraffet offentlig. Retten dømte for kort siden en Kjøbmand i 5 Rbd. Mulet for at have solgt Kamilleblomster for 1 Groschen, en Anden blev endog truet med at miste sin Handelsret fordi han havde solgt Viinsteenssyre og Natron. Du Barry driver derimod med sit Middel en uforstyrret Handel og Lager for en Vareartikel, som ikke koster ham to Groschen pr. det Tyvedobbelte. Vil man endnu vedblive at lade sig saa grovt prelle? Det er muligt; thi Menneskene troe alt for gjerne paa et saadant Undermiddel, som idetniindste lover halv Udødelighed."

Nykjøbing Apothek i Jylland

den 30te October 1853.

R. Begtrup.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. november 1853).

Københavns stadsfysikus forbød annoncerne som bedragerier. Trods lægevidenskabens afvisning af midlets virkninger, fortsatte firmaet sine store annoncer igennem flere årtier.

Ribe Stifts-Tidende 27. juni 1854 omtaler pjecen "Revalenta arabica des du Barry, ein grossartiger Betrug, von Albert Frickberger" som afslører midlet som et bedrag. Det korrrekte navn er Frickhinger. Artiklen mener at revalenta arabica havde udspillet sin rolle, men at markedet var fyldt med andre lignende midler.

Se også "The Natural Regenerator of the Digestive Organs (the stomach, liver, spleen, kidneys, bowells, nerves..." (1855).

Indberetninger fra Physici om de hygiejniske Forhold i Kongeriget Danmark udenfor Hovedstaden. (Efterskrift til Politivennen)

- Sundheds-Collegiet har i Trykken ladet udgive et Uddrag af Indberetninger fra Physici om de hygiejniske Forhold i Kongeriget Danmark udenfor Hovedstaden, hvoraf det tilstrækkeligt fremgaaer, at man i Kjøbstæderne og paa Landet aldeles ikke har noget at forekaste Kjøbenhavnerne i Henseende til:

"Brolægning. - Kloakvæsen - Gadernes Renholdelse.

Overalt i Landets Kjøbstæder lider Brolægningsvæsenet af væsenlige Mangler. I de Byer, igjennem hvilke Hovedpostrouterne gaae, og hvor de dertil hørende Gadestrækninger ere underlagte Ingenieurkorpset, opfyldes i Almindelighed, hvad disse Gader angaaer, alle billige Fordringer; men forresten er alle andre Steder Brolægninger meget slet. Den foretages aldrig efter en fuldstændig anstillet Nivellering eller efter en for hele Byen lagt Plan, hvorved der vilde kunne sørges for et passende Fald for Vandet. Om Storehedinge anføres det saaledes, at det der endog er Tilfældet, at hver Beboer skal sørge for Brolægningen af den udenfor hans Bolig værende Del af Gaden og Fortouget, ikke just samtidigt med Gadens øvrige Beboere, men naar hans Tid og Leilighed tillader ham det, og omtrent hvorledes han vil. I mange, navnlig de mindre, Kjøbstæder mangler aldeles Brolægning i flere Gader og Stræder, som derved til visse Tider af Aaret blive sande Mudderpøle og aldeles ufremkommelige. Følgerne af den slette og uden tilbørlig Nivellering foretagne Brolægning ere, at Rendestene og Afløbskanaler ikke have ordenligt Afløb, og disse Ulemper blive saa meget mere betænkelige, som alskens skadelige og stinkende Substanser fra Fabriker og Uhumskhederne fra betydelige Stalde mange Steder ledes ud i Rendestenene, og saaledes ved at stagnere forpeste Luften i en vid Omkreds. De saakaldte Byrender, der tjene til at optage de samlede Afløb fra flere Gadestrækninger, og ofte gaae i en periferisk Retning om en større eller mindre Del af Byen, medens der paa hele Veien stedse støde flere og flere Vandløb, Staldrender o. s. v. til, ere som oftest meget slet vedligeholdte, danne tilslammede Kanaler og ende sig ikke sjelden uden noget egenligt Udløb i moradsige Huller og Sumpe med forpestende Uddunstninger. Over slige stinkende Kloaker og Grøfter, dels inde i Byerne, dels i disses nærmeste Omkreds, klages næsten allevegne. "Byen Nykjøbing paa Mors" beretter Lind, "der desuden neppe kan ansees for at være nogen sund Beliggenhed imellem fugtige og lavtliggende Enge og Marker paa den ene Side og tildels Strand-Enge med stillestaaende Saltvands-Laguner paa den anden, er langs dens vestlige Side imellem Engene og Byens Haver omgiven af en saadan stagnerende, med Dynd og Mudder opfyldt, bred Grøft eller Grav, der om Sommeren afgiver en pestilentialsk Stank. Da trende smaae Aaer med temmelig stærkt Fald løbe gjennem Byen (den ene, rettere sagt, udenfor imellem Byen og Gaarden Dunholm) ud i Fjorden , vil det vist med noget Arbeide ikke være saa vanskeligt a skaffe hine Grøfter Udløb i disse Aaer". I Aarhuus er der en lille Gade, hvor Vandet ikke har ordenligt Afløb, og hvor der er større Sygelighed end andetsteds. Dette har Jespersen flere Gange paatalt; men de Foranstaltninger, der ere trufne, have ikke været tilstrækkelige. Nu har endelig Kommunalbestyrelsen indvilget at give Penge til en tilstrækkelig Vandafledning. "I Hjørring passerer alt Vandet, som kommer fra de mod Nord beliggende Møllebakker, en Del af Byen og foraarsager navnligen, at et af Fattige beboet Kvarter om Sommeren er en stinkende Kloak paa Grund af den lave sumpede moradsige Beliggenhed og de tæt udenfor Husene opdyngede Meldinger, samt af Mangel paa Brolægning og Rendestene." "Da Vedkommendes Opmærksomhed," skriver Speyer, "er henledt paa dette for Byens Sundhedstilstand farlige Strøg, hvor der oftere hersker Typhus, vil man stræbe efter at fremkalde en Bedring i denne Henseende, for saavidt Terrainforholdene tillade det, navnlig vil Brolægningen fremmes, saasnart det bliver muligt at tilvejebringe det i Hjørring meget dyre Materiale." "Om Fredericia giver Kjær følgende Beretning. "I Fredericia fejes i Reglen aldrig Gaden; i over 20 Aar er ikke en eneste Grøft eller Vandledning renset; Møddinger henligge paa Gaden; Rendestene mangle, og Vandet staaer derfor i store Søler og Bugter; i enkelte Gader var endog Færselen næsten standset, da disse ikke ere brolagte og den megen Regn har gjort dem bundløse; naar dertil kommer, at der for hele Byen og dens indenfor Voldene liggende store Enge og Marker kun er een Udløbsrende mod Havnen, anlagt forrige Aar af Ingeniørkorpset, saa vil man kunne skiønne, hvorledes Byen i de vaade Foraar har seet ud. Som en Følge af den utilgiveligste Mangel paa Renlighed i Gaderne og Tilsyn med nødvendigt Vandløb er hver Eftersommer typhoid Feber stationær i to Sider af Byen, nemlig ved Enderne af Prindsensgade og Kongensgade. For et Par Aar siden var ligeledes typhoid Feber stationær i et tredie Kvarter af Byen og da den ikke ville ophøre, undersøgte Statsfysikus Reumert Lokaliteterne der omkring og fandt da en hæslig stinkende Plads, af hvilken det Offenlige udkjørte over 200 Læs af al Slags Affald, hvorefter Sygdommen ophørte." "I Kolding findes midt i Byen fra Østergade til Vestergade en stinkende Kloak, der kun renses af Regnvand og Tordenskyl, og om Sommeren udbreder en saadan Stank, at de Omboende ikke kunne aabne Vinduer og Døre mod den Side; to smaae ubrolagte Gader kunde næsten ikke passeres, dels fordi de vare aldeles opløste af Vand, dels fordi Beboerne paa Gaden havde henkastet al Slags Uhumskhed, saa at hele Gaden var en Mødding". I Skagen findes der ved en Mængde Huse gravede Kloaker, som træde istedetfor Rendestene. I disse Kloaker løber alt Affaldet fra Kjøkkenerne; i dem nedlægges ogsaa Halm, Tørv osv., som ved at blandes med vegetabilske og dyriske Stoffer gaae i Forraadnelse og forøge Giødningsmassen. Disse Kloaker kunne stundom rumme flere Læs Gødning.

Fra Skjelskør føres Klage over den nye Strandgade, der ligger paa et opfyldt, fra Søen indtaget Terræn og begrændses mod Sydøst af et højt beliggende Vænge, hvis Vand strømmer ned i Bygningernes Gaardspladser, som, da der ikke er sørget for Afløb fra samme, derved for en stor Del ere forvandlede til en fuldkommen Sump, over hvilken der staaer omtrent et Kvarter højt Vand, i hvis Midte desuden findes 6 Svinestier og et Par Brædeskure til Lokumer. - Over tilstoppede Kloaker og Byrender klages paa mange Steder, stinkende, saaledes foruden de allerede nævnte blandt andre ogsaa i Ringsted og Slagelse; paa førstnævnte Sted navnligen over en ubrolagt Grøft, som optager en Mængde Slam, Koskarn og andre Urenligheder, der er aldeles stillestaaende, hvilken Grøft aldrig bliver oprenset.

Selve tiradernes Renligholdelse lader i Almindelighed meget tilbage at ønske. Om det end er en Undtagelse, at denne forsømmes i den Grad, som det f. Eks. er anført om Fredericia, saa foretages Gadefejningen dog sædvanligen kun paa en bestemt Ugedag, uden Hensyn til, at Torvedage og Markedsdage og den paa mange Steder formedelst den store Avlsdrift betydelige Giødningskiørsel give Anledning til megen Urenlighed og gjøre det nødvendigt at foretage Rensningen oftere og paa andre end de engang fastsatte Tider. Endnu værre er det med Rensningen af Kloaker, Stenkister og Grøfter, der, som af ovenstaaende sees, holdes i en uforsvarlig Tilstand og mangle alt Tilsyn. - Paa dette Sted maae endnu anføres de Klager, der ere forebragte angaaende flere andre i nogle Byer værende stillestaaende Vandbeholdninger, der give Anledning til skadelige Uddunstninger. Saaledes trænge Kronborg- Slotsgrave til jævnligen at renses, da Vandet er stillestaaende, bliver grønt om Sommeren og lugter meget muddret. I Frederiksborg har alt Byens Rendestens- og Grøftevand, al fra Byens Garverier, Farverier, Slagterier o. s. v. bortskylende Vædske, Møddinge- og Latrinevand Udløb i Slotsøen, og det ansees for umuligt at tilveiebringe en anden Afledning for Byens Urenligheder. Desuagtet skal Slotssøen kun sjelden være bleven oprenset; den dækkes om Sommeren med et grønt Overtræk og udbreder en besværlig Stank. Imidlertid skal det ifølge Uldalls Meddelelse have været besluttet, at den ifjor skulde udtømmes og renses.

I Sæby er en nylig anlagt Baadehavn i den Grad mislykket, at den nu danner en fuldstændig Mudderpøl, der, snart fugtig, snart tør, udbreder en afskyelig Stank. Speyer anseer det for absolut nødvendigt, at der uopholdeligen træffes Foranstaltninger til en Forandring heri, og denne Sag er derfor ogsaa bleven anbefalet til Kommunalbestyrelsens særdeles Opmærksomhed."

(Kjøbenhavnsposten 17. august 1852).

I. G. Burman Becker (1802-1880): Kirken i Storeheddinge. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Idyllisk ser det ud som i så mange andre billeder fra den tid. Sundheds-Collegiets beretning tegnede imidlertid et helt andet billede af forholdene.

- Af det omtalte Skrift af Sundhedscollegiet skulle vi her endnu fremhæve hvad der anføres om Landdistricterne, om Indretningen af Almuens Bygninger paa Landet :

"Indretningen af Huusvæsenet paa Landet staaer i sanitær Henseende endnu paa et meget lavt Trin. Med saa ubetydelige Undtagelser, mangler Almuen Sands for huslig Orden og Renlighed og en fornuftig paa hygiejniske Principer støttet Levemaade. Det er en Anke, som ikke blot rammer den fattige Del af Befolkningen, men gielder næsten den hele Bondestand; ihvorvel det maa indrømmes, at den stigende Velstand har bidraget noget til en forbedret Tilstand. Sees for det Første hen til Valget af det Sted, hvor Bonden bygger sin Bolig, saa viser sig allerede strax den største Sorgløshed, idet der intet Hensvn tages til Grundene Beskaffenhed, og Bygningen opføres, uden at der paa nogen Maade drages Omsorg for, at tilstedeværende Fugtighed bortledes. Man seer paa sine Steder i de senere Aar hele Mosestrækninger at blive ligesom oversaaede med Huse; om Efteraaret og Foraaret sættes Mosen under Vand, og Husene ligge som spredte Øer i Oversvømmelsen. Bygningerne selv konstrueres paa en meget slet Maade og opføres af slet Materiale. Gulvet i Opholdsværelserne ligger i Niveau med Jordsmonnet udenfor og er i Regelen kun dannet af stampet Leer. Husenes Vægge bestaar sædvanligen af raae Mursten eller endog af Grenflætninger, som ere overklinede med Leer. Vinduerne ere som oftest tilspigrede, uden Hængsler, saa at de ikke kunne oplukkes, og saaledes kan Udluftningen af Stuen paa denne Maade aldrig finde Sted. Hvad der endnu mere bidrage til at forhindre al Luftventilation, er, at her næsten aldrig findes Vindovne, men kun Bilæggerovne i Stuerne. Sengene ere almindeligvis anbragte i Alkover, har desuden ved Gardiner, Forhæng eller Sættestykker af Bræder afspærret, saa at hverken Lys eller Luft kan træge ind i disse mugne, kvalme Aflukker, hvor Luften i høj Grad fordærves ved Uddunstningerne fra Menneskene, fra Sengeklæderne, der næsten aldrig udluftes, og Halmen eller andet Underlag bliver da lagt paa det bare Lergulv. Langs med Ydervæggen finder man i Almindelighed den faakaltte Hønse-, Ande- eller Gaasebænk, hvorpaa Beboerne søge Hvile, og i hvis nedenunder anbragte Aflukker den respektive Yngel udruges. Omkring i Stuen gaae ikke sjelden et Par Faar med deres Lam i den kolde Foraarstid. Til end mere at fordærve Luften i den sædvanligen meget lave og med Mennesker overfyldte Bondestue bidrager dernæst, foruden al den Fugtighed og Urenlighed, som Folkene føre med sig i Klæderne fra deres Arbejde, ogsaa Uddunstningerne af alle Slage Fødevarer, saasom Pølser, tør Fisk o. a. d., som haves i Stuen til Tørring og Opbevaring. Afvaskning af Træværket i Stuerne og Hvidtning af Væggene foretages i Almindelighed kun sjelden. I den af Bygningens Længder indesluttede Gaard samles store Møddinger, fra hvilke Vandet breder sig ud over den største Del af Gaardsrummet, der ikke er forsynet med Afløbsrender, og ofte siver ned i Brønden, da denne ikke sjelden findes i umiddelbar Nærhed af Møddingen. Lokumer høre endnu hos Landalmuen til Sjeldenhederne. Det er endog berettet, at der ved Hellebek med tilliggende Avlsgaarde, befolket af over 900 Mennesker, haves aldeles ingen Latriner for samtlige ved Værfstæderne Arbejdende. - Saaledes findes Forholdene i det store Flertal af Bøndergaardene, navnligen i alle de ældre Gaarde og hos den fattigere Del af Befolkningen, medens der dog hos de mere Velhavende begynder at vise sig Spor til en noget større Omsorg for en i sanitær Henseende fornuftigere Husindretning. Enkelte Egne gives der vel ogsaa, som heri gjøre en glædelig Undtagelse. Saaledes skriver Speyer om Læsø, at Renlighedsforholdene der ere langt bedre, end nogetsteds paa Landet i hans Embedskreds, og at Almuen der i denne Henseende staaer paa et højt Trin, Møddingerne ligge overalt udenfor Gaardene og dækket lagvis med Sandtørv. I Husene træffer man sjelden paa Alkover; men Sengene staae enten frit eller i en Nische. Fruentimmernes Klædedragt er  meget renlig. Paa Brøndene anvendes megen Omhyggelighed; de tre almindeligst stensatte, omgivne af vel vedligeholdt Rækværk og forsynede med Dæksel.

Skadeligt Uddunstninger.

Vendes nu Blikket til Forholdene udenfor selve Vaaningerne eller disses nærmeste Omgivelse, saa findes mange Steder rigelig Anledning til Fordærvelse af Atmosfæren ved allehaande skadelige Uddunstninger. Dette er saaledes navnligen Tilfældet med Fiskerlejerne, hvor det henkastede Affald forpester Luften i stor Udstrækning. Det er ikke almindeligt, at der vises den Omsorg, som Grove beretter om Gudhjem paa Bornholm, hvor alt Affaldet fra Fiskene dagligen bringes i Baade ud paa Søen eller nedgraves et Sted udenfor Byen. Sædvanligen henlægges Affaldet til Forraadning, blandes med Gjødning og Urenlighed fra Dyr og Mennesker og gjemmes saaledes en lang Tid. Skagen fortiener særligen at frembæres formedelst de yderst slette hygiejniske Forhold, hvori Stedet befinder sig, og som have deres Grund i Indvaanernes Haandtering, saavelsom i deres indgroede Sædvaner og store Fattigdom. I deres smaae, som oftest med Mennesker overfyldte Huse, findes et utroligt Svineri og udenfor samme forpestes Luften af de store Dynger af Fiske-Affald, der i halve Aar eller længere henligge til Forraadnelse. Indvoldene og Hovederne af de til Nedsaltning tilberedte Fisk blandes med andet Affald fra Husene og med Staltgjødningen og danne stinkende Møddinger, som findes udenfor hvert Huus. Desuden samles i særskilte bunker Fiskebenene. Rygraden af de Tørre Fisk, som saltes, lægges nemlig ikke paa Møddingen, da den ikke forraadner saa hurtigt, men henkastes det første, det bedste Sted og hobes der ofte i store Dynger, der ikke give en ringere Stank fra sig end Møddingerne, da der altid hænger mere eller mindre Kød ved Benene, efterat disse ere udtagne af Fiskene. Speyer har foranstaltet, at det befales, at Fiskebenene nedgraves, og at, naar Affaldet kommer paa Møddingen, det da ftrax tilkalkes med Fejeskarn, Aske eller Sand, samt at Møddingen, udført paa Marken, uden Ophold nedpløjes. - Specielt henleder Lind ogsaa Opmærksomheden paa Øen Fuur, hvor der for nogle Aar siden grasserede en Typhusepidemi, hvis Langvarighed og Haardnakkenhed henpegede til ugunstigt Lokalforhold. Der trives stærkt Fiskeri paa Øen, Affaldet henkastes mellem Husene og ligger og raadner der, og dette bliver saa meget mere skadeligt, som de tæt sammenbyggede Huses Beliggenhed paa den høje Øes Skraaning mod Sydøst er til Hindring for den fri Ventilation. - Noget lignende gjælder tildels ogsaa om Agger. At det undertiden kun er den hos Almuen saa almindelige Uvidenhed om Alt, hvad der angaaer sanitære Forhold, der er Skyld i mange af disse Fejl, som med en større Oplysning saaledes vel ville blive rettede, fremgaaer af følgende Meddelelse fra Distriktslæge Castberg. "For to Aar siden blev paa Lynæs, da der fangedes en overordentlig Mængde Torsk , hvortil ingen Afsætning fandtes, Torsken lagt i en Bunke for senere i forraadnet Tilstand at kastes i Stranden, da Fiskerne syntes, det var en Skam at kaste den gode Torsk ud. Senere ere de komne til en anden Overbevisning, og det Overflødige kastes nu strax ud i Stranden". - Fra Jægerspris's og Frederiksværks Lægedistrikter beretter Uldall, at de afspækkede Marsviin om Foraaret kastes for Svinene og ofte udbrede en afskyelig Stank. I Odsherred finder det Samme Sted, dog ikke i den Grad, at det ansees for skadeligt. - Paa flere Steder ved den sjællandske Nordkyst er det Skik at opsamle Bundtang (Fucus-Arter) i store Masser og lade det henligge til Forraadning, hvorved erholdes en fortrinlig Gjødning, som imidlertid udbreder en stærk Stank. Nærmest Helsingør, hvor det overholdes, al saadan Tang blot opsamles Efteraar og Vinter, og inden Foraaret bortkjøres i mindre Partier, antages ingen Betænkelighed at være forbunden dermed; men langs Kysten mere imod Nordrest og ligeledes i Odsherred, hvor man lader disse saakaldle "Klyder" henligge Sommeren over i store Dynger, uden at varetage passende Afstand fra beboede Steder, turde denne Omstændighed egne sig for Politiets Omsorg. Det skal være hyppigt, at flere tusinde Læs saadan Tang opsamles paa smaae Kyststrøg, og exempelvis anføres, at en enkelt Mand i Løbet af 9 Aar har gjødet sine kun 20 Tønder Land med ikke mindre end 2000 Læs Tang. Noget Lignende omtales af Grove at finde Sted paa Bornholm.

(Kjøbenhavnsposten 17. august 1852).