Apotheker Friis i Veile bekjendtgjør Følgende: Her er heri Byen i denne Tid en Hr. Wagner, som skal være megel flink til at fordrive Rotter, Muus etc, samt til at beskjære Ligtorne; derimod giver han sig ogsaa af med hvad han ikke forstaaer, hvad der endog er uberettiget, naar han ikke har Sagkundskab deri, nemlig at efterse Folks Tænder, giøre disse rene, plombere etc., og afgiver han til Patienten et Tandvand, hvormed Tænderne skulle pudses etc. Ved at afgive og anbefale Patienten dette Tandvand, som bestaaer af en staerk mineralsk Syre, som stærkr angriber og afæder Tænderne, røber Hr. W. enten en stor Uvidenhed om de Midler, der kunne bruges dertil, eller ogsaa en Samvittighedsløshed mod de Patienter, som anbetro sig til ham, saa at han kan drages til Ansvar derfor. Min Kollega, Apotheker Lotze i Odense, har analyseret dette Tandvand og offentlig advaret Folk derimod; ifald Hr. W. ikke forud vidste det, saa kunde han deraf erfare, at det var et fordærveligt Middel, han brugte. Jeg troede, at Hr. W., belært deraf, havde komponeret et andet uskadeligt Tandvand; men ved en mig idag tilsendt Flaske, som jeg har analyseret paany, seer jeg til min store Forundring, at det er selvsamme Slags Tandvand, som er saa fordærveligt for Tænderne. Hr. W. lader sig derfor betale ti Mk.; den sande Værdi er høist 8 sk. Samtidig analyserede jeg ogsaa et Badevand, han havde afgivet mod Leverpletter; det bestod blot at lidt almindeligt Salt, opløst i lidt Vand og gjort vellugtende med Eau de Cologne, dette betaltes med 3 Mk.; den sande Værdi til den virkelige forholder sig ligesom ved Tandvandet. Dette Leverbadevand er tilvisse uskyldigt at bruge i Modsætning til Tandvandet, dog er det i ethvert Tilfælde et meget kostbart vellugtende Saltvand.
(Ribe Stifts-Tidende 5. juli 1858)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar