Præst Sørensens Forbud mod Beværternes Fane ved begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

En Danebrogsridder kontra Dannebrogsfanen.

Præst Sørensen ved Garnisons Kirke har gentagne Gange givet Beviser paa snæverhjærtet Optræden overfor Befolkningen.

Han har nu atter i disse Dage udmærket sig paa en uheldig Maade.

Forleden skulde afdøde Restavratør Petersen fra "Fremtiden" paa St. Annæplads begraves. Præsten Sørensen erklærede, at Beværterforeningens Fane ikke maatte vaje ved Begravelsen. Og Resultatet af Præstens meningsløse Forbud blev da, at Beværterkorporationens smukke Fane maatte blive hjemme.

Hr. Sørensen vil erindres fra det Forbud, han for nogle Aar siden udvirkede mod, at der om Søndagen serveredes paa Fortovet udenfor en Kafe, skønt Værten havde erhværvet Ret til saadan Servering. Præsten begrundede der sit Forbud paa, at Kirken laa kort ved Kafeen - et Forhold, der ganske naturligt findes mange andre Steder.

Beværter Fanens Dekoration og Udstyrelse kan paa ingen som helst Maade støde selv en Præsts sarte Finfølelse. Fanen er af blaat Silketøj med Dannebrogsfanen i det ene Hjerne, og i Midten smukt broderede Symboler paa Beværternes Virksomhed, der er nok saa vigtig som Præsternes.

Hr. Sørensen er Ridder af Dannebroge. Alligevel forbyder han en dannebrogsprydet Fane ved en saa højtidsfuld og alvorlig Begivenhed som en Begravelse. "Ridderen", der bærer Kristi Kors som en Dekoration i Knaphullet, fordømmer altsaa Landets officielle Flagmærke, blot forbi dette føres af en næringsdrivende Stand, som han ikke kan lide.

Man maa lade d'Hrr. Præster, at de nægter sig ikke den mindste Lejlighed til at fortrædige Byens Borgere. Ja, Præsterne tager end ikke i Betænkning at saare de sørgende Familier, der ønsker at hædre deres kære Afdøde.

(Social-Demokraten 4. marts 1900. 2. udgave).

Sankt Annæ Plads 22 med den endnu eksisterende Cafe Fremtiden til højre i stueetagen. I 2026 lå Bistro Verde her. Toldbodgade anes til venstre. Foto Erik Nicolaisen Høy (2018). Kbhbilleder.

Cafe Fremtiden, Sankt Annæ Plads 22 i kælderen på hjørnet af Toldbodgade blev etableret ved bygningens opførelse i 1853. I 2026 hed stedet Bistro Verde.

Maler, fotograf Niels Christian Hansen (16.12.1834-25.10.1922) og fotograf Frantz Clemens Stephan Weller (17.5.1838-17.7.1900): Præst Søren Christian Sørensen (8.12.1843-2.11.1916). 1877-1900. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Søren Christian Sørensen blev cand.theol. 1870. Derefter personel kapellan i Romdrup, 1873 præst ved Skt. Hans Hospital, 1875 residerende kapellan i Nyborg, 1879 ved Garnisonskirken i København, 1888 sognepræst ved samme kirke. Fra 1901 var han medlem af bestyrelsen for Indre Mission og fra 1906 formand for Kristeligt Dagblad. Desuden fra 1905 knyttet til Indre Missions Tidende, fra 1915-1916 redaktør.

En Usømmelighed i Kirken. (Efterskrift til Politivennen)

Indsenderen bivaanede i Søndags Gudstjenesten i Garnisonskirken. Under Afsyngelsen af den anden Psalme og under endeel af Prædiken, synes det at være Skik, eller snarere en Uskik, fordi den baade er yderst forstyrrende, ogsaa formeentlig høist anstødelig for ei at sige uanstændig, at Chordrengene gaae omkring fra den ene Stol til ben anden for at indsamle Bidrag til forskjellige velædige Øiemed. Kunde man ikke istedet indføre den samme Skik som bruges i den engelske og skotske Kirke, hvor deslige Gaver indsamles i Vestibulen paa to aabne Bækkener som ere henstillede paa lave smaa Borde eller runde Stole, een paa hver Side af Indgangen til Kitlen, hver altid to af Menighedens Ældste ere tilstede. - Disse deponere de saaledes samlede Penge efterat Gudstjenesten er begyndt (da Kirkens Døre tillukkes) i Kirkens Fond til Fordeling ifølge Administrationens Bestemmelser. Ved Collectioner for bestemte Øiemed er dette tilkjendegivet, ved paa Væggen lige over hvert Bækken ophængte Tavler. - Ved at tale med Flere om denne Sag forstaaer jeg at samtlige Kjøbenhavns Geistlige allerede for Aar og Dag siden ere indgaaede med et Andragende til Vedkommende, om at faae denne Uskik afhjulpet cg det er virkeligen mærkværdigt, at man har viist Sagen saa liden Opmærksomhed, at hiint Andragende et engang har været anseet værdig til et Svar. Det forekommer mig derfor at Menighederne burde tage sig af Sagen og ved aabenbar at lægge den almindelige Misbilligelse for Dagen som virkeligen synes at være tilstede derved virke til en Reform i den antydede Retning.

En i Skotland bosat Dansk.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. oktober 1855. 2. udgave).

Til Garnisons Kirkes Patronat! (Efterskrift til Politivennen)

Til Garnisons Kirkes Patronat! Det er neppe uvitterligt for de Kirkebesøgende af Garnisons Sogn, at der l Garnisonskirken, med Hensyn til Kirkens Betjente, har været en Deel tilbage at ønske. Vi ville ikke omtale det nærværende Øieblik, hvor der i Kirken, under Gudstjenesten, kun er een Kirkebetjent, nemlig Undergraveren, tilstede, da Overgraveren er død, og Klokkeren, formedelst Alderdomssvageligbed, ikke længere kan komme i Kirken; men vi ville udtale det Haab for Fremtiden: at der til Overgraver maatte blive udnævnt en Mand af noget yngre Aldre, og som er i Besiddelse af den Dannelse og den Takt, som hos en Kirkebetjent er saa ønskelig for Menigheden. Vi antage som afgjort, at Embedet vil blive at besætte i Henhold til Anordn, af 20de Marts 1814 § 53; og da der er os bekjendt, at det søges af en Mand, der i 25 Aar har været Skolelærer her i Sognet, til sine forskjellige Foresattes fuldkomne Tilfredshed, en Mand, som en stor Deel af Sognets yngre Medlemmer føle sig, fra deres Skoletid af, bundne til ved Agtelses- og Taknemligheds Baand, hvis hele Personlighed forekommer os i høi Grad passende for det Iedigværende Embede, og som, saavidt vides, fra Sognets Provst og Præster har erholdt de bedste Anbefalinger, og ønskes til deres Medhjælp ved Kirken, tillade vi os offentlig at frembære vort Ønske for det ærede Kirke-Patronat, som bestemmer Valget, og lægge vor bedste Anbefaling for denne Mand, til de mange Andre.

Med Hensyn til Undergraverens hele forhenværende Livsstilling, antage vi, at der ikke kan være Tale om Forurettelse eller Forbigaaelse, hvis den antydede Skolelærer ville blive ham foretrukken, og Undergraveren saaledes ikke kom til at rykke op; denne Sidste har nemlig, som bekjendt, kun circa 11 Aar været i offentlig Function, og det maae vistnok erkjendes for en stor Lykke for ham, at han, i sin Tid, kom i denne Stilling, der giver ham et saa rigeligt Udkomme, ved hvilken Leilighed han, af aldeles private Grunde, blev foretrukken for den Mand, der nu atter concurerer med ham. 

Flere af Garnisons Sogns Beboere og Kirkebesøgende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. marts 1850, 2. udgave).

Kanonade (Efterskrift til Politivennen)

- Ved en militær ligbegængelse, som fandt sted for omtrent fjorten dage siden, blev der på Garnisonspladsen udført en kanonade der fremkaldte et så voldsomt lufttryk, at en mængde ruder sprang i kirken og i flere huse i nabolaget, hvor man ikke havde været så forsigtig at tage vinduerne ud eller åbne dem. Dog denne skade kunne i alt fald guvernøren, som formodentlig mener at den militære ånd ikke kan undvære en sådan manifestation, erstatte, og ruderne er også senere blevet indsat. Men hvad derimod hverken den militære ånd eller de militære autoriteter kan erstatte, er den skade på liv og helbred, som forårsages ved en sådan affære, når den pludselig udbrydende kanontorden, der ryster husene og sprænger vinduer og døre, fremkalder en ikke sjældent dræbende skræk hos syge, sengeliggende personer. Et sådant tilfælde er da også denne gang indtruffet, idet en i nærheden boende ung pige, der længe havde ligget syg af en nervøs feber, men netop i de dage havde overstået krisen og af lægen var erklæret ude af fare, med påbud om streng ro, ved den omhandlede kanonade fik et så voldsomt tilbagefald, at hun uagtet hendes gode naturs modstand, har måttet bukke under og i disse dage er afgået ved døden.

Garnisonskirken. En mængde ruder blev sprængt i forbindelse med kanonaden da en general skulle hædres. Og en ung pige døde senere. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Man måtte nu vist nok ønske at sådanne ulykkestilfælde kunne forhindres, og at en generals død midt i den velsignede fredstid ikke skal behøve at foranledige scener, der ellers kun fremkommer i en med storm erobret by, og som i det højeste glarmestrene kan have nogen virkelig fornøjelse af. Men når man ved med hvilken strenghed man af diverse hensyn for tiden, såvel hos os, som i andre med stående hærvæsen forsynede stater, tror at måtte opretholde alt hvad der kan give den bevæbnede magt udvortes glans og anseelse, så er der ikke megen udsigt til at sådanne kanonader ved indtræffende lejlighed ikke atter skal blive gentaget. 

Imidlertid kunne man dog måske gøre sig håb om, at der ville blive taget så meget hensyn til de levende, at man lod disse exequier udføre på en så lidt skadelig måde som muligt, hvortil heldigvis den nyeste tids videnskabelige opfindelser har frembudt et middel, der fremfor noget kan anbefales, idet man ved dels anvendelse både kan udføre de samme honneurs som nu og dog undgå at ryste husene i deres grundvold og sætte syge menneskers liv på spil. Man behøvede nemlig kun i stedet for krudt at anvende eksploderende skydebomuld, der som bekendt, kun giver et svagt knald og næsten ingen røg. Man tør muligvis antage, at knaldets styrke ikke anses for hovedsagen ved en sådan højtidelighed, og anden indvending tror vi ikke at der kan opstilles imod dette forslag. Vi skal derfor i menneskelighedens navn anbefale det på det bedste til vore høje militær-autoriteters antagelse. De vil derved måske en anden gang kunne erhverve sig lidende menneskers erkendtlighed.

(Kjøbenhavnsposten, den 23. november 1847).

Spørgsmaal.

Er det passende at de kongelige herskabers stole i kirken udfyldes af andres familier når disse får i sinde at overvære en brudevielse etc. i kirken? Indsenderen befandt sig lørdag den 26. i Garnisonskirken for at overvære en brudevielse som fandt sted der. Med et træder nogle damer og en herre ind i den kongelige stol. Alles øjne henvendtes pludselig til dette sted, ligesom fulde af forundring. Og indsenderen - et Adams barn! hvis naturlige øjne så ofte har bedraget ham - tyede straks til kunstens for at opdage hvem der på dette sted benådede brudeparret med deres nærværelse. Men hvor forbavset blev han ikke da han opdagede sognepræstens frøken datter i midten af de andre! 

Man tillader sig derfor at spørge om en sådan indtagelse af de kongelige herskabers pladser ikke let skulle kunne blive et smittende eksempel for "kirkebetjentene" (for ikke at tale om for menigheden i almindelighed) når de ser at deres præst ikke lader håndhæve den ærbødighed som det ydmyge sind tilsiger enhver at udvise, men i en hel forsamlings nærværelse lader sine indlades på et sted hvor de ikke har hjemme. Især da kirken har så mange andre stole at tilbyde? At de vist mere ville have iagttaget det sømmelige ved at vise deres personer i enhver anden stol, derom kan vel næppe være nogen tvivl.

(Politivennen nr. 1170, Løverdagen, den 2den Juni 1838. Side 357-358)

Ønske ved Garnisons Kirke.

Anmelderen var søndag den 23. dennes tillige med sin familie gået i Garnisons Kirke for at høre vor alment yndede professor Brorson hvis udmærkede taler fyldestgørende er det enhver prædiken med rette burde være. Men kun for en del blev hans og fleres forventning opfyldt, da den støj der herskede under gudstjenesten (både under messen som også under prædiken) var så utålelig stor at ikke alene enkelte ord, men endog hele sætninger ganske gik tabt for tilhørerne, selv for dem der sad taleren nærmest. Man vover derfor at henlede vedkommendes opmærksomhed på de der stedfindende uordener med det ønske at der dog måtte gøres noget for at forebygge disse. - Først tillader man sig da at spørge om det ikke kunne pålægges kirkebetjentene at forholde sig rolige under messen? Ved deres bestandige frem- og tilbagegåen i gangene og koret, overdøver de den messendes stemme aldeles, hvortil især en kirkebetjents knirkende støvler i forbindelse med hans affektfulde bevægelser med et nøgleknippe, bidrager sit. - For det andet spørger man om der ikke kunne iagttages en mere passende og til stedets hellighed mere hensigtssvarende stilhed når de mangfoldige tavler ombæres? - Denne ombæren der allerede for lang tid tilbage er omtalt som noget der aldrig burde finde sted under prædiken, bør dog udføres således at den mindst mulige forstyrrelse derved bevirkes. I vore andre kirker hvor lige så mange tavler ombæres, høres langt fra ikke den støj som i Garnisons, for der er det kun en øjeblikkelig forstyrrelse som indtræffer, mens man her besværes ved næsten i et kvarter at høre de herrer kirkebetjentes tunge trin og de tunge trin fra de kordrenge som ledsager dem omkring i gangene og på pulpiturerne, hvorved stundom den bedste del af en prædiken går tabt. - Ligeledes er den lydelige oplukken og islåen af døre for folk der kommer efter at præsten er gået på prædikestolen som også omtalte kirkebetjentes lydelige konversation højst upassende og stødende på et sted hvor en højtidelig stilhed burde være herskende. - Mærkeligt er det imidlertid at dette ikke allerede offentligt er blevet omtalt, da det er et onde der længe har været følt af mange. Når lignende forstyrrelser havde fundet sted i Skuespilhuset, ville det vist ikke have manglet på dadlende bemærkninger om end ikke øjeblikkelig anmodning om ro havde været følgen deraf. Men skulle nu skuespillerne ord fortjene en større og mere udelt opmærksomhed end de ord der tales af en værdig gejstlig? eller er det vigtigere at der hersker stilhed og orden på det sted der er bestemt for fornøjelser end på dette der er helliget og indviet guddommen. Men muligvis ligger også grunden til tavsheden deri at man har undset sig for at påminde vedkommende hvis tidligere forhold i livet samt fortrinligere dannelse berettiger til at antage at de ikke kan være uvidende om hvilken indflydelse det udvortes (det er de udvortes ceremonier)udøver på det sanselige menneske så det ville være unødvendigt at gøre dem opmærksomme på hvad de selv måtte vide: Hvor lidt en sådan forstyrrelse under gudstjenesten kan bringes i harmoni med den andagt der bør besjæle enhver på et så helligt sted. - Anmelderen slutter disse linjer i det håb at de her udpegede mangler og misbrug på bedste måde måtte blive ophævede eller nogenlunde rettet. Da de ved at bestå med rette må betragtes som en styg uorden under den offentlige gudstjeneste.

6-7

(Politivennen nr. 1127, Løverdagen, den 5te August 1837. Side 483-486)

Redacteurens Anmærkning.

Præsten var Christian Frederik Brorson (1768-1847). Han var kapellan, senere sognepræst ved Garnisonskirken fra 1792, og fortsatte over 50 år her. Hans gravsten er indmuret i kirkemuren. Fotoet viser et værk at Edvard Lehmann (1815-1892) med Christian Frederik Brorson fra Det Kgl. Biblioteks billedsamling, fri af ophavsret.

Bøn om mindre Støi ved Tavlernes Ombæring i Garnisonskirken.

Indsenderen der ofte besøger gudstjenesten i Garnisonskirken, kan ikke andet end beklage den støj der forårsages når tavlerne ombæres i kirken, hvilket især var tilfældet til højmesse anden pinsedag, idet kordrengene trampede dygtigt i gulvet med deres velbeslåede skohæle. Foruden det at det altid forårsager uro i kirken når tavlerne ombæres, og derved andagten for øjeblikket tabes, forøges denne uro i en højere grad når de der ombærer tavlerne, ikke går sagte, hvilket sjældent er tilfældet med kordrengene i nævnte kirke. Man beder derfor de ansvarlige så vidt muligt at råde bod på samme, hvilket nok lettest kunne ske derved at kordrengene fik lettere sko på i den tid de ombærer tavlerne (for at de ellers for varigheds skyld må være vel beslåede med jern, indser indsenderen meget godt), eller at de blev befalede at gå så sagte som muligt på deres nu havende sko Da man endog pålandet ser bønderne tage deres træsko af når de går i kirke og derrimod sko eller støvler på for ikke at forårsage for megen støj, så tror man at der især i hovedstadens kirker burde holdes så meget som muligt over at ingen støj forårsages, og da udgifterne til sko for de drenge der ombærer tavlerne, vist ville ubetydelige, og således megen støj afværges, så beder man de ansvarlige at tage dette i nøjere overvejelse.

(Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 388-389) 

Tak til Graveren ved Garnisonskirken.

Mens der så ofte er klaget over uordener på kirkegårdene, er det en fornøjelse at se hvilken flid der anvendes ved Garnisonskirkegården såvel ved gravstedernes som ved gangenes vedligeholdelse og renholdelse, og det så meget mere som det er vanskeligere her end på mange andre kirkegårde at holde fred da nogle af beboere fra Strandstræde og Bredgade har udgang til samme. At hr. graver Thune lader kirkegårdsdørene stå åbne om søn- og helligdage så at enhver efter gudstjenesten kan have adgang til kirkegården for at besøge deres venners eller slægtningens gravsteder, er en foranstaltning hvorfor menigheden er ham tak skyldig. På de fleste andre kirkegårde ser man sjældent dørene åbne uden når der ophænges vasketøj til tørring eller sengeklæder soles.

(Politivennen nr. 804, Løverdagen den 28de Mai 1831, s. 381-382)

Uorden paa Garnisons-Kirkegaard.

Den uskik at tørre vasket tøj på kirkegården som så ofte er dadlet og fundet upassende, går endnu i svang på den herre Zebaots kirkegård.

Men hvad der er endnu værre er at en stor del børn og drenge har valgt kirkegården til deres tumleplads. Under hujen og skrigen hvorved syges ro forstyrres, og folk som har hovedarbejde, hindres i at udføre dette, foretager disse drenge deres lege, under hvilke de farer omkring på kirkegåden og nedtramper gravene, til ærgrelse for de familier som med arbejde og bekostning søger at vedligeholde dem. Ved deres boldspil går mange af de tilstødende ruder i løbet.

"En stor del børn og drenge har valgt kirkegården til deres tumleplads." (Der findes stadig en rest af Garnisons Kirkegård foran kirken. Eget foto, 2015)

Nogle grundejere i Strandstræde og Bredgade har fra deres bagbygninger udgang til kirkegården. Og da dennes døre ud til gaden sædvanligvis er lukket, ligesom de der legende børn og drenge efter deres påklædning at slutte ikke hører til de laveste klasser, så formoder man at det er gennem disse private udgage de slipper ind på kirkegården. Det ville derfor være at ønske at kirkens værger ville pålægge vedkommende at holde disse udgange tillukket, for selv om det er tilladt for disse at have en særegen adgang til kirkegården, så er det dog næppe tilladt at de må bidrage til at den gøres til en boldgade for drenge.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 435-437)

Uordener

Inden for porten til Garnisons Kirke findes en bunke fejeskarn og anden urenlighed der afgiver et væmmeligt syn for det kirkebesøgende publikum og andre der passerer der forbi for på kirkegården at dvæle ved de hedengangnes gravsteder. Man nærer det rimelige ønske at denne urenlighed flyttes hen til et mere passende sted, samt at terrænet omkring kirken for fremtiden bliver befriet for menneskeekskrementer af hvilke der findes et ikke ubetydeligt oplag.

(Politivennen nr. 499. Løverdagen den 23de Juli 1825, s. 9888)

Til høie Vedkommende, angaaende Gudstjenesten i Stokhus-Kirken.

Den tyske gudstjeneste som før skiftevis fandt sted med den danske i 3 af Københavns kirker, er allerede for længe siden blevet afskaffet i Garnisonskirken og Kastelskirken på grund af forandrede tids omstændigheder. Kun eksisterer den endnu i Stokhuskirken. Dette har til følge at de såkaldte tyske slaver som for det meste er udlændinge hvis antal næppe er 40 og som hele tiden aftager, kan overvære gudstjenesten 30 gange om året, mens de indfødte danske hvoraf der gives henved 400, på grund af det til gudstjenesten bestemte indskrænkede lokale kun kan tage del i denne velgerning som er tilstået dem af regeringen, omtrent 4 gange hvert år.

Stokhuskirken er nedrevet sammen med Stokhuset. Kastelskirken eksisterer derimod i bedste velgående med den røde arrestbygning bag. På den fælles væg ses stadig de aflange glughuller hvorigennem slaverne kunne følge gudstjenesten. (Eget foto, 2015).

Når disse altså rimeligvis skal nyde lige skel med deres tyske brødre, må den tyske gudstjeneste i det mindste indskrænkes til 6 gange om året. Men mere passende synes det helt at afskaffe samme, da årsagen hvorfor den i sin tid rimeligvis blev påbudt, nemlig den udenlandske hvervning, nu må anses helt ophævet, og de tyske slaver som endnu er i Københavns fæstning for tiden må desuden antages at have haft lejlighed nok til, enten før deres indsættelse i straffeanstalten eller efter den tid, at gøre sig så meget bekendt med landets sprog at de med nytte og opbyggelse kan overvære en gudstjeneste afholdt i dette sprog.

En sådan indretning med skiftevis gudstjeneste i det danske og tyske sprog finder endelig heller ikke sted i nogen anden straffeanstalt i Danmark, skønt der måtte findes tyske forbrydere i samme. Lige så lidt som der i Rendsborg fæstning nogen sinde så vidt vides holdes dansk gudstjeneste, uagtet der mulig på nuværende tidspunkt findes lige så mange danske slaver samme steds som tyske her i fæstningen.

(Politivennen nr. 443. Løverdagen den 26de Juni 1824, s. 8055-8057)

Stokhuset.Østervold. Det blev nedlagt som fængsel 1. april 1860. (Fra Historiske Meddelelser om København 1936, s. 708)

Veirhanen paa Garnisonskirkespiir.

I lang tid har vejrhanen eller fløjet på dette spir givet en fæl skærende og pibende lyd fra sig der temmelig ligner natuglens skrig. I søvnløse nætter er denne lyd ubehagelig især for syge såvel som for andre i nærheden boende der kunne behøve ro. På grund af det våde vejr vi har haft i lang tid, er tappen hvorom fløjet skal dreje sig, blevet angrebet af rust, og dette forårsager ikke alene omtalte fæle lyd, men også at fløjet ikke rigtig kan vise vindens strøg. En halv eller hel pægel olie, påsmurt tappen, ville afhjælpe fejlen. Og for at man ikke skal tro at arbejdslønnen ville blive for høj, tilbyder en mand sig at besørge det hele for en ubetydelighed. Vedkommende kunne i tilfælde at tilbuddet modtages, erfare mandens navn og bopæl hos udgiveren.

(Politivennen nr. 396. Løverdagen den 2den August 1823, s. 6411-6412).

Bemærkninger i Garnisons Kirke.

Præcis kl. 9 søndag formiddag ringes sammen til denne såvel som til andre kirker. Det må altså formodes at gudstjenesten også efter anordningerne her skal begynde kl. 9 præcis. Men desuagtet må man altid vente, mindst et kvarter før besynderligt nok signal ved at banke gives fra koret at orglet skal begynde med den gudstjeneste hvortil der er sammenringet, og hvorpå menigheden alt for længe har måttet vente. For den del af menigheden der lige såvel anser sangen som præstens foredrag for henhørende til gudstjenesten og derfor kommer til rette tid, er denne formentlig utilladelige venten af mange årsager ikke behagelig. Og når man således er i forventning på det omtalte signal, er det just ikke heller opbyggeligt (som sidste søndag den 20. juli var tilfældet) at se en af kirkekonerne betræde prædikestolen. Muligt at man fejler? Det forekom også mange som om den der spillede orglet den nævnte dag ikke udførte de 2 sidste strofer af salme nr. 375. Forfatteren af disse linjer er af den overbevisning at intet på jorden bør være mere fri at påtale end hvad der passerer i Guds hus, og af den grund vil man muligt få lejlighed til at gøre flere bemærkninger.

(Politivennen nr. 395. Løverdagen den 26te Julii 1823, s. 6400-6401).

"Man må altid vente, mindst et kvarter før besynderligt nok signal ved at banke gives fra koret at orglet skal begynde med den gudstjeneste hvortil der er sammenringet, og hvorpå menigheden alt for længe har måttet vente." (Kirkeuret er kvart over på Garnisonskirken. Eget foto, 2015)

Et Par Ord i Anledning af Anken over Kirkebetjenterne i Garnisons Kirke.

Det er vel sandt at kirkebetjentenes kald ikke kræver nogen særlig uddannelse og øvelsen af deres pligter er ikke forbundet med megen åndskraft, anstrengelse og opofrelse. Dog synes det tillige at man en gang imellem kræver for meget af dem. Hvem vil forsvare den egennyttige som ikke giver bevæge sig uden at få en gave? Den uopmærksomme der ikke agter på og ikke søger sindig og stille at opfylde enhver tilhørers ønske? Den uhøflige som but og myndig afviser en beskeden anmodning? Men man bør dog også have nogen hensyn til alderdom og svaghed der ikke altid straks kan efterkomme enhvers ønske. Erindre den pligt der hviler på kirkebetjente at frede om de bortlejede stole og pladser der ikke tør besættes før lejerne har vist at de ikke selv vil benytte dem. 

Man bør skelne mellem den især ved konfirmationen fremtrængende nysgerrighed, kådhed og letsind der så tit forstyrrer andagten og vanhelliger denne hellige handling, og mellem den fromme følelse der fører forældre og slægtninge nær til deres elskede med stille ønsker og bønner. Og nu kirkebetjentenes foresatte: er de altid ligegyldige fordi de ikke altid bemærker eller har tid til at agte på og læse hver anke? Er de forpligtede til at læse den? Og var det ikke bedre at vedkommende henvendte sig personligt til de foresatte med deres klager og først når de havde erfaret det var forgæves, da nedskriver deres bitre bemærkninger? Derved ville nok udrettes mere til god ordens vedligeholdelse og man ville ledes til at fælde rimeligere domme.

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5824-5825).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen var et svar på en artikel i Politivennen nr. 357. 2. november 1822

Atter lidt om upassende Opførsel af Kirkebetjente.

Der findes visse klasser som mere end andre viser en høj grad af uhøflighed og vrangvilje. Men de som driver det mest vidt og tillige er de mest fortjenstløse personer er uden tvivl nogle kirkebetjente. Ofte nok er der klaget over det, men lige meget nytter det. Måske bryder deres foresatte sig ikke synderligt om at revse dem.

Sidste konfirmationsdag i Garnisonskirken ønskede indsenderen at overvære denne handling. Ikke for at betragte og overbeglo konfirmanderne, men for at opbygges ved professor Brorsons katekisations- og talegaver. En tyk herre af graver var den første jeg anmodede om at få en plads at sidde på, da jeg ikke kan tåle at stå. Og jeg tilføjede at jeg var i slægt med en af konfirmanderne. Men en skingrende latter var hans svar da jeg af fejltagelse nævnte et urigtigt navn. 

"Sidste konfirmationsdag i Garnisonskirken ønskede indsenderen at overvære denne handling. Ikke for at betragte og overbeglo konfirmanderne, men for at opbygges ved professor Brorsons katekisations- og talegaver" (Garnisonskirke. Eget foto, 2015)

Jeg henvendte mig nu til en anden, og havde straks min gave ved hånden, skønt de herrer jo egentlig intet må tage. Men uagtet han modtog gaven, fik jeg ingen plads. I dets sted narrede han mig forgæves fra et sted til et andet, og jeg var til sidst blevet nødt til at gå bort hvis ikke en mig aldeles ubekendt mand havde været så høflig at tilbyde mig plads i sin stol. Jeg håber at vedkommende ikke vil undslippe den irettesættelse de ved en sådan adfærd tilstrækkelig har fortjent.

(Politivennen nr. 357. Løverdagen den 2den November 1822, s. 5793-5794).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 358. 9. november 1822.

Om Betlerie ved Garnisonskirke.

For nogen tid siden førtes begrundet anke i dette blad over den mængde betlere som om søndagen lejrede sig uden for Garnisonskirken på den tid folk forlod gudstjenesten. Det syntes at have virket da man en tid derefter næsten ingen så, i det mindste kun enkelte. Men nu synes denne orden igen at være hævet, da tiggeriet både for- og eftermiddag går fulde sejl, og det af den allerlaveste og uartigste klasse af tiggere, hvoriblandt børn som så vedholdende forfølger enhver. Og den som da ikke er forsynet med småmønt, eller ikke vil give dem noget fordi man ved som oftest hvad nytte den fattige har af sådanne indsamlede penge, den er de grove imod i høj grad. De bryder ud i latter, skælder og ved på mange måder at irritere folk. Man tør håbe at vedkommende vil med iver for god orden søge at hæve dette tiggeri på ivennævnte sted, nemlig fra kirken om af Bredgade og ned til Kongens Nytorv.

(Politivennen nr. 326. Løverdagen den 30te Marts 1822, s. 5233-5234).

Utidig Commando i Garnisons Kirke

Uagtet der i dette såvel som andre blade så ofte har været ytret og fremsat et ønske om ro og orden under gudstjenesten som desværre mangler i de fleste kirker, findes der dog endnu bestandigt mennesker som man næsten skulle tro finder fornøjelse i at forstyrre en hel menigheds andagt og tilsidesætte den behørige orden og ro.

Indsenderen heraf var således til stede søndag den 2. februar i Garnisonskirken hvor forsamlingen var meget talrig for at overhøre professor Brorsons skønne prædiken og bemærkede at adskillige stole endnu var ubesatte da prædiken begyndte kl. 10. Disse blev af kirkens betjente åbnet klokken halv elleve og adskillige af menighedens agtværdige borgere blev indladt i samme. Men midt under prædiken blev menighedens andagt pludselig afbrudt ved en velkendt militær person som i spidsen for nogle damer med stort besvær trængte sig gennem den i gangen forsamlede mængde til en af de midterste stole på gulvet hvori som ovennævnt nogle aldrende personer var lukket ind. Her gav han ordre til at stolen straks skulle rømmes, hvilket ufortøvet måtte adlydes?! Og alle uanset persons anseelse blev jaget ud i gangen.

"Midt under prædiken blev menighedens andagt pludselig afbrudt ved en velkendt militær person trængte sig gennem den i gangen forsamlede mængde til en af de midterste stole på gulvet. Her gav han ordre til at stolen straks skulle rømmes" (Garnisonskirken. Eget foto 2015).

Indsenderen tager sig derfor den frihed at forespørge om ikke de af menigheden som kom i rette tid i kirken, var lige så berettigede til at forblive i stolen som en sådan herre der først kom midt i prædiken. Især da denne stol så vidt anmelderen er bekendt ikke er lejet ud til nogen.

Tillige gentager indsenderen det så ofte ytrede ønske at kirkens døre ved prædikens begyndelse måtte lukkes og først efter at samme er forbi igen bliver åbnet. Og sådanne syvsovere tager til takke med at blive udenfor.

J. Thønnesen.

(Politivennen nr. 321. Løverdagen den 23de Februar 1822, s. 5153-5155).

Redacteurens Anmærkning

Prædikanten var formentlig Christian Frederik Brorson (1768-1847), som var præst ved Garnisonskirken fra 1815, professor 1808. Ifølge Det Store danske var han "vellidt, og hans blomstrende sprog gjorde ham til en yndet prædikant. E. C. Werlauff fortæller om en af hans tilhørere der sagde: "Er ist nicht allein Prediger, sondern gewissermassen auch Acteur." En opbyggelsesbog viser at hans forkyndelse var den gængse rationalismes i retorisk opsætning." 

Bøn om mindre træk i Garnisonskirken.

(Indsendt)

Det var et ønske at der i Garnisonskirken og i særdeleshed i de dage når kommunion er bestemt, at kirken da ikke blev således udluftet med vinduers og lugers åbning som forårsager en ulidelig og vedholdende trækvind. Det var tilfældet den 10. d. m. da derved de gamle og svage personer som kommunierer, ikke alene taber deres helbred ganske, men som endog kan forårsage dem et sygeleje og tilbringe dem kroniske sygdomme der kun ender med døden, eftersom intet er skadeligere for menneskets helbred og sundhed end trækvind, i særdeleshed for de aldrende og svage personer.

(Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4870-4871).

Banker, saa skal der oplades for Eder

Garnisonskirken var som bekendt i mange år både for tyske og danske menigheder. Den havde særskilte præster og som følge deraf medlemmer af alle stænder og borgerklasser, foruden de militære. Efter at kirken for omtrent 2 år siden undergik den forandring at der kun skulle holdes dansk gudstjeneste i den, fulgte deraf at den såkaldte tyske menighed fordelte sig således at nogle fulgte deres præst hr. Görike og gik til Frederikskirke på Christianshavn, andre derimod til Skt. Petri.

Imidlertid gives der mange som endnu gerne besøger dette Guds hus for at høre de værdige danske præster. Men næppe skulle nogen falde på at tro at denne kirkes gravere som i mange år har høstet fordel af de bortflyttede, kunne være så uforskammede at de nu lader aldrende og svage mænd blive stående uden for ledige stole, uden nogensinde at tilbyde dem sæde i samme. End ikke engang dem som de personligt kender meget nøje og i mange år har nydt erkendtlighed af.

"En aldrende mand, blev nødsaget til at forlade den prædiken han så gerne havde hørt, blot fordi han ikke kunne komme til sæde i kirken, og blev med ligegyldighed overset af menighedens tjenere. Det er vel bedre at aldrende og svage mænd besætter pladserne, end at de står ledige og venter på dem der enten kommer for sent eller bliver helt væk fra gudstjenesten" (Nummererede aflåste kirkestole som krævede abonnement. Frelser Kirke. Eget foto).

At dette har været tilfældet kan bevises af mange, og det hændte søndag den 15. i denne måned. Et svagt menneske, en aldrende mand, blev nødsaget til at forlade den prædiken han så gerne havde hørt, blot fordi han ikke kunne komme til sæde i kirken, og blev med ligegyldighed overset af menighedens tjenere, der lod som de ikke kendte ham og lod ham stå.

Foruden denne mands klage er der mange som længe har villet besvære sig over berørte gravere, men som her forener deres ønsker om at de værdige gejstlige, i hvis magt det vel står at skaffe deres tilhørere bekvemmelighed, hvad enten de har abonnement på stole eller ej, og hvad enten de hører til menigheden eller ej, som gejstlig øvrighed ville pålægge menighedens tjenere at åbne stolen for dem, der er til stede 2 til 4 minutter før prædiken begynder, så at i det mindste bekendte, aldrende og svage mænd kan komme til sæde. For det er vel bedre at disse besætter pladserne, end at samme står ledige og venter på dem der enten kommer for sent eller bliver helt væk fra gudstjenesten.

En selvfølge er det at graverne ikke må tillades at trække de aldrende og svage mænd hen og lukke dem ind i stole der ligger i sådanne kroge hvor de hverken kan høre eller se præsten. Det er ligeså ubehageligt som hvis de blev stående og ventede på vedkommendes nåde.

(Politivennen nr. 277. Løverdagen den 21de April 1821, s. 4460-4462).

Redacteurens Anmærkning

En lignende klage findes i Politivennen nr. 720, lørdag den 17. Oktober 1829, s. 683: "Anmodning til Graverne ved Frue Kirke."

Bøn om Befrielse fra altfor paatrængende Tiggerie om Søndagen ved Garnisonskirken.

Hvor glædeligt det end er og altid må være for den der har hjerte og evne til på rette tid og sted at række den virkelig nødlidende en hjælpsom hånd i disse neæsten for enhver trykkende tider, så kedsommeligt og ubehageligt er det dog når man om søndagen går til og fra Garnisonskirken at se sig ligesom belejret af en skre tiggerunger som med den mageløs påtrængenhed udjamrer deres gamle litani: Gud velsigne Dem, gode Herre! Rare frue! En lille skilling! Jeg er så sulten! etc. Mødrene til disse ulykkelige poder posterer sig da gerne så længe jagten går for sig, desværre ofte halvt beskænkede oppe i folks døre og porte i nærheden, for med åbne arme at modtage børnene med fangsten, den man undertiden både klamres og slås om og hvorved husets beboere inkommoderes ikke så lidt. Kun få hovedstæder er i besiddelse af et fattigvæsen som Københavns der gør alt hvad der efter omstændighederne kan gøres for at understøtte den trængende. Ja mange fattige har jo endnu som før deres såkaldte visse steder om lørdagen på hvilke de får almisse til helligdagen, så at man af den årsag med grund turde ønske sig befriede fra idelige overhæng om søndagen ved nævnte kirke.

Ligeledes besætter en mængde tiggere både store og små hver eftermiddag og aften fortovet på Kongens Nytorv fra hjørnet af Østergade til kaffehuset, såvel som trappen der fører op til sidste sted.

(Politivennen nr. 267. Løverdagen den 10de Februarii 1821, s. 4303-4305).