Uagtet der i dette såvel som andre blade så ofte har været ytret og fremsat et ønske om ro og orden under gudstjenesten som desværre mangler i de fleste kirker, findes der dog endnu bestandigt mennesker som man næsten skulle tro finder fornøjelse i at forstyrre en hel menigheds andagt og tilsidesætte den behørige orden og ro.
Indsenderen heraf var således til stede søndag den 2. februar i Garnisonskirken hvor forsamlingen var meget talrig for at overhøre professor Brorsons skønne prædiken og bemærkede at adskillige stole endnu var ubesatte da prædiken begyndte kl. 10. Disse blev af kirkens betjente åbnet klokken halv elleve og adskillige af menighedens agtværdige borgere blev indladt i samme. Men midt under prædiken blev menighedens andagt pludselig afbrudt ved en velkendt militær person som i spidsen for nogle damer med stort besvær trængte sig gennem den i gangen forsamlede mængde til en af de midterste stole på gulvet hvori som ovennævnt nogle aldrende personer var lukket ind. Her gav han ordre til at stolen straks skulle rømmes, hvilket ufortøvet måtte adlydes?! Og alle uanset persons anseelse blev jaget ud i gangen.
"Midt under prædiken blev menighedens andagt pludselig afbrudt ved en
velkendt militær person trængte sig gennem den i gangen forsamlede mængde til en af de midterste
stole på gulvet. Her gav han ordre til at stolen straks skulle rømmes" (Garnisonskirken. Eget foto 2015).
Indsenderen tager sig derfor den frihed at forespørge om ikke de af menigheden som kom i rette tid i kirken, var lige så berettigede til at forblive i stolen som en sådan herre der først kom midt i prædiken. Især da denne stol så vidt anmelderen er bekendt ikke er lejet ud til nogen.
Tillige gentager indsenderen det så ofte ytrede ønske at kirkens døre ved prædikens begyndelse måtte lukkes og først efter at samme er forbi igen bliver åbnet. Og sådanne syvsovere tager til takke med at blive udenfor.
J. Thønnesen.
(Politivennen nr. 321. Løverdagen den 23de Februar 1822, s. 5153-5155).
Indsenderen heraf var således til stede søndag den 2. februar i Garnisonskirken hvor forsamlingen var meget talrig for at overhøre professor Brorsons skønne prædiken og bemærkede at adskillige stole endnu var ubesatte da prædiken begyndte kl. 10. Disse blev af kirkens betjente åbnet klokken halv elleve og adskillige af menighedens agtværdige borgere blev indladt i samme. Men midt under prædiken blev menighedens andagt pludselig afbrudt ved en velkendt militær person som i spidsen for nogle damer med stort besvær trængte sig gennem den i gangen forsamlede mængde til en af de midterste stole på gulvet hvori som ovennævnt nogle aldrende personer var lukket ind. Her gav han ordre til at stolen straks skulle rømmes, hvilket ufortøvet måtte adlydes?! Og alle uanset persons anseelse blev jaget ud i gangen.
Indsenderen tager sig derfor den frihed at forespørge om ikke de af menigheden som kom i rette tid i kirken, var lige så berettigede til at forblive i stolen som en sådan herre der først kom midt i prædiken. Især da denne stol så vidt anmelderen er bekendt ikke er lejet ud til nogen.
Tillige gentager indsenderen det så ofte ytrede ønske at kirkens døre ved prædikens begyndelse måtte lukkes og først efter at samme er forbi igen bliver åbnet. Og sådanne syvsovere tager til takke med at blive udenfor.
J. Thønnesen.
(Politivennen nr. 321. Løverdagen den 23de Februar 1822, s. 5153-5155).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar