Anmelderen af dette bor i en stueetage hvortil hans dør ikke er låst når han er hjemme. Han har længe tålmodigt fundet sig i en uskik som han nu endelig er blevet træt af. Nogle personager, ikke blot en eller to, men omtrent en halv snes stykker klædt som slagtersvende eller drenge, men dog noget mere smudsige end slagtersvende i almindelighed, løber hele dagen omkring fra hus til hus og vil med magt tvinge folk til at købe deres usle væmmelige varer som de kalder for godt oksekød.
Selv om det så virkelig var godt kød de falbød, ville anmelderen ikke indlade sig i handel med sådanne væmmelige personer, men har mangfoldige gange forsikret hver af disse at han aldeles intet kød køber. Alligevel besøges han næsten daglig af disse drabanter. Efter at de har banket på, åbner de døren og uagtet hans anmodning om at lukke døren samt hans forsikring om at han intet køber, bliver de alligevel til trods stående midt i den åbne dør og omtrent med følgende udtryk søger at ville påtvinge ham kødet: "Kan De ikke sagtens købe mig det lille rare stykke kød af. De skal få det for 9 skilling pundet. I boderne må De jo give 10 skilling, og De får det fa'n ta' mig ingensteds bedre". Når de da endelig efter at have stået et stykke tid og lukket varmen ud af værelset lukker døren, er deres sædvanlige udtryk: "Han har vel ingen penge, den stakkel. "
Da anmelderen aldrig kan formode at disse personager er slagtere, ja endog uden at være jurist tror at sådan omløben er lovstridig, og geråder det respektive slagterlav til vanære, så beder han på egne og medborgeres vegne de ansvarlige hvis pligt det er at hæmme en sådan skammelig uskik, om at blive forskånet for sådan påtrængen og pånøden af sådanne kødvarer, og at måtte forundes fred og ro for sådanne drabanter i sin egen lille stue, og forskånes for deres pøbelagtige grovheder.
(Politivennen nr. 321. Løverdagen den 23de Februar 1822, s. 5151-5153).
Selv om det så virkelig var godt kød de falbød, ville anmelderen ikke indlade sig i handel med sådanne væmmelige personer, men har mangfoldige gange forsikret hver af disse at han aldeles intet kød køber. Alligevel besøges han næsten daglig af disse drabanter. Efter at de har banket på, åbner de døren og uagtet hans anmodning om at lukke døren samt hans forsikring om at han intet køber, bliver de alligevel til trods stående midt i den åbne dør og omtrent med følgende udtryk søger at ville påtvinge ham kødet: "Kan De ikke sagtens købe mig det lille rare stykke kød af. De skal få det for 9 skilling pundet. I boderne må De jo give 10 skilling, og De får det fa'n ta' mig ingensteds bedre". Når de da endelig efter at have stået et stykke tid og lukket varmen ud af værelset lukker døren, er deres sædvanlige udtryk: "Han har vel ingen penge, den stakkel. "
Da anmelderen aldrig kan formode at disse personager er slagtere, ja endog uden at være jurist tror at sådan omløben er lovstridig, og geråder det respektive slagterlav til vanære, så beder han på egne og medborgeres vegne de ansvarlige hvis pligt det er at hæmme en sådan skammelig uskik, om at blive forskånet for sådan påtrængen og pånøden af sådanne kødvarer, og at måtte forundes fred og ro for sådanne drabanter i sin egen lille stue, og forskånes for deres pøbelagtige grovheder.
(Politivennen nr. 321. Løverdagen den 23de Februar 1822, s. 5151-5153).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar