Lige så sandt som det er at forældres kæreste pligt er at virke for deres børns fysiske, moralske og intellektuelle dannelse, lige så smerteligt må det også være at disse ofte af mangel på formue ser sig tvunget til at sætte grænser for ytringen af den bedste vilje i denne henseende. Enhver rettænkende bør derfor så vidt det står til ham yde sin bistand til at rydde de hindringer bort der middelbart eller umiddelbart lægges i vejen for ungdommens stigen i ånds og legemes uddannelse.
Da nu en stor del af menneskets, især mandkønnets levetid henglider i skolerne, bør der i disse sørges både for legeme og sjæl. Vi kan let overbevises om at dette også er tilfældet i de bedre organiserede stater. Hvad vores kære fædreland angår, så viser skoleanordningerne nok så meget at ungdommens skoleår ikke betragtes med ligegyldighed. I denne henseende kunne da brave forældre være temmelig rolige. I landets gode undervisningsanstalter kan børnene nyde den bedste undervisning. Og en retskaffen fader bruger gerne sin sidste skærv for at hans barn engang med tiden kan blive et for staten nyttigt medlem.
Men foruden skolelønnen skal også det til selve undervisningen fornødne udredes, nemlig bøger osv. Priserne på bøger er som oftest høje og deres anskaffelse bliver derfor en tung byrde for uformuende. Dog, de bliver anskaffet, og nu håber man at have frist et stykke tid. Men uformodet påbydes nye bøger inden barnet flyttes op i en højere klasse og - håbet er forsvundet. På lignende måde gentager omskiftning med bøger i de andre klasser, og - den uformuende fader begynder nu at tvivle på at kunne tilvejebringe det påbudne.
Undertiden udredes udgifterne dog i den fortrøstning at de yngre børn kan benytte de ældres førhen brugte bøger. Men til den tid har man atter anordnet nye bøger og de brugtes salg for spotpris kan ikke andet end forøge misfornøjelsen med idelige og i almindelighed uhensigtsmæssige lyst til forandring. Sker forandringen ikke hyppigt og er den grundet på barnets sande tarv, kan den jo ikke dadles. Men finder den sted efter en enkelts indfald, må den vist nok misbilliges og ønskes indskrænket.
"Hvad de offentlige, især lærde skoler angår, da var det gavnligt i de tilfælde at der blev fastsat en bestemmelse i henseende til de bøger der nødvendigvis skulle bruges i enhver klasse, hvilke udgaver osv. Og når dette engang var anordnet, ville det gavnlige herved vel også snart spores i private skoler og alt gå efter en nogenlunde ufravigelig norm." (Vor Frue Skole på hjørnet af Peter Huitfeldtsstræde og Krystalgade. Nu Restaurant Ankara. Eget foto.)
Hvad de offentlige, især lærde skoler angår, da var det gavnligt i de tilfælde at også i dem sker sådanne forandringer også for at forebygge muligheden heraf, at der blev fastsat en bestemmelse i henseende til de bøger der nødvendigvis skulle bruges i enhver klasse, hvilke udgaver osv. Og når dette engang var anordnet, ville det gavnlige herved vel også snart spores i private skoler og alt gå efter en nogenlunde ufravigelig norm.
Mange unge der er dimitteret fra skolerne vil da kunne overlade en yngre sine afbenyttede bøger imod en moderat erstatning. Køberen vil også finde sig tilfreds med det, og den uformuende far minde føle det trykkende i opfyldelse af den kæreste faderpligt. Man ville da ikke så ofte høre faderen sige: "Beslutter jeg mit barn skal studere, vil mine udgifter blive så store at jeg ikke kan gøre mine andre børn lige skel. Ja, jeg ville endog udsætte mig selv for mangel af livets første fornødenheder". Dersom enhver skolelærer anede at hans luner ofte lokker smertens tårer frem i den ømme, men uformuende fars og mors øjne, når de har valget mellem at standse et kært barn på sin heldige betrådte bane eller også for sig og sine at savne det nødvendigste, da ville han viseligt i denne henseende ikke hylde ordsproget: Varietas delectat, men tværtimod ved forandring stedse se lige så meget på børnenes sande gavn, som forældrenes stilling. Indsenderen af disse linjer vil føle sig glad, om han ved dem kan fremvirke det mål han har tilsigtet.
(Politivennen nr. 321. Løverdagen den 23de Februar 1822, s. 5145-5149).
Da nu en stor del af menneskets, især mandkønnets levetid henglider i skolerne, bør der i disse sørges både for legeme og sjæl. Vi kan let overbevises om at dette også er tilfældet i de bedre organiserede stater. Hvad vores kære fædreland angår, så viser skoleanordningerne nok så meget at ungdommens skoleår ikke betragtes med ligegyldighed. I denne henseende kunne da brave forældre være temmelig rolige. I landets gode undervisningsanstalter kan børnene nyde den bedste undervisning. Og en retskaffen fader bruger gerne sin sidste skærv for at hans barn engang med tiden kan blive et for staten nyttigt medlem.
Men foruden skolelønnen skal også det til selve undervisningen fornødne udredes, nemlig bøger osv. Priserne på bøger er som oftest høje og deres anskaffelse bliver derfor en tung byrde for uformuende. Dog, de bliver anskaffet, og nu håber man at have frist et stykke tid. Men uformodet påbydes nye bøger inden barnet flyttes op i en højere klasse og - håbet er forsvundet. På lignende måde gentager omskiftning med bøger i de andre klasser, og - den uformuende fader begynder nu at tvivle på at kunne tilvejebringe det påbudne.
Undertiden udredes udgifterne dog i den fortrøstning at de yngre børn kan benytte de ældres førhen brugte bøger. Men til den tid har man atter anordnet nye bøger og de brugtes salg for spotpris kan ikke andet end forøge misfornøjelsen med idelige og i almindelighed uhensigtsmæssige lyst til forandring. Sker forandringen ikke hyppigt og er den grundet på barnets sande tarv, kan den jo ikke dadles. Men finder den sted efter en enkelts indfald, må den vist nok misbilliges og ønskes indskrænket.
Hvad de offentlige, især lærde skoler angår, da var det gavnligt i de tilfælde at også i dem sker sådanne forandringer også for at forebygge muligheden heraf, at der blev fastsat en bestemmelse i henseende til de bøger der nødvendigvis skulle bruges i enhver klasse, hvilke udgaver osv. Og når dette engang var anordnet, ville det gavnlige herved vel også snart spores i private skoler og alt gå efter en nogenlunde ufravigelig norm.
Mange unge der er dimitteret fra skolerne vil da kunne overlade en yngre sine afbenyttede bøger imod en moderat erstatning. Køberen vil også finde sig tilfreds med det, og den uformuende far minde føle det trykkende i opfyldelse af den kæreste faderpligt. Man ville da ikke så ofte høre faderen sige: "Beslutter jeg mit barn skal studere, vil mine udgifter blive så store at jeg ikke kan gøre mine andre børn lige skel. Ja, jeg ville endog udsætte mig selv for mangel af livets første fornødenheder". Dersom enhver skolelærer anede at hans luner ofte lokker smertens tårer frem i den ømme, men uformuende fars og mors øjne, når de har valget mellem at standse et kært barn på sin heldige betrådte bane eller også for sig og sine at savne det nødvendigste, da ville han viseligt i denne henseende ikke hylde ordsproget: Varietas delectat, men tværtimod ved forandring stedse se lige så meget på børnenes sande gavn, som forældrenes stilling. Indsenderen af disse linjer vil føle sig glad, om han ved dem kan fremvirke det mål han har tilsigtet.
(Politivennen nr. 321. Løverdagen den 23de Februar 1822, s. 5145-5149).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar