Lolland-Falster. (Efterskrift til Politivennen)

"Vi skulle elske vor Næste, saa at vi ikke alene komme ham til Hjælp i Sygdom og anden Legemsfare, men i det Hele søge at fremme hans Vel til Legem og Sjæl." Saaledes lyder til os Alle et af de store Bud i vor Religionslov, men hvor lidet der bliver agtet derpaa og handlet derefter, derom have vi mange og store Beviser. Vi skulle herved tillade os at fremføre et af de meest gjennemgribende, vi kjende, og som er passeret i den senere Tid.

Hos Gaardeier Hans Christoffersen Myssen i Bruntofte tjente en ung Pige. I Midten af forrige Maaned klagede hun gjentagne Gange over Ildebefindende, især om Natten, navnlig Værk i Siderne og i Ryggen. Natten mellem den 17de og 18de f. M. tog det Onde i den Grad Overhaand, at hun fandt sig nødsaget til at gaae ind i Stuen, hvor Manden og Konen sov, for at spørge, om de ikke vilde lade hente en Doktor, for hun kunde ikke nære sig for Værk og Pine. Hertil svarede Hans Myssen, at det kunde han ikke, for han skulde først til Smeden med Hestene og have dem skjærpede. Pigen maatte gaae med den Besked og tilbringe Natten som hun selv bedst kunde. I Løbet af Natten, Kl. 4, fødte hun et Barn uden nogen Menneskers Hjælp. Derefter gik hun atter ind i Stuen og spurgte, om de da ikke nu vilde hente Jordemoderen, for nu havde hun født et Barn. Denne Gang svarede Konen saaledes: "Saa skal Du bort herfra, og det skal være strax; vi kan ikke have Dig her i denne Tilstand og vil heller ikke." Pigen, der kjendte den faste og bestemte Mening, der laae i Konens Ord, og hørte med hvilket Eftertryk, de bleve udtalte, tænkte ved sig selv: "Vil dog Vorherre hjælpe mig, jeg kan komme herfra!" Manden, paa hvem Konens Ord formodentlig heller ikke saa ganske have været uden Virkning, var staaet op af Sengen og kommet ud og spandt et Par Heste for en Vogn, for i den Mellemtid havde Forholdene forandret sig saaledes, at Hans Myssens Heste nu ikke trængte til at blive skjærpede; nei, det gjaldt kun at komme afsted i en Hast. Vognen var nu forspændt; Pigen svøbte sit Barn ind i et Forklæde og tog det saaledes med sig til Vogns, Alt med egen Hjælp; en Dreng eller Karl kjørte saa Pigen fra Bruntofte til Sognets Fattighuus ved Tingsted, en Vejstrækning af en omtrent 3/4 Miil. Naar man nu husker paa, i hvilken Frost og Kulde og Blæst, uden nogen Indpakning, i den Tilstand, - for en rig Bonde at skille sig paa den Maade af med et fattigt Tjenestetyende, som han og Kone vare godt fornøjede med, hvordan mon de da vilde behandlet den, de mulig vare misfornøjede med! - Dersom Hans Myssens Kone havde, istedetfor at blive inde i sin Stue, taget et gammelt Lagen, en Pude eller et Hestedækken og gaaet dermed ud til Pigen og ladet hende benytte det til lidt Indpakning, saa havde hun dog dermed kommet hende lidt tilhjælp; men derimod paa den Maade, de have handlet, har Hans Myssen og Kone overladt deres Tjenestetyende til sig selv i hjælpelos Tilstand, og derved udsat baade Pigens og Barnets Liv og Lemmer og Helbred for en betydelig Fare.

Det skal bemærkes, at efter Anmodning til Pigen om at forklare sig om Sagen overeensstemmende med Sandheden, har hun afgivet Forklaring, som det her er nedskreven.

Til Advarsel for Andre, navnlig for dem, der ere blottede for Kjendskab til Tyendeloven, skal vi tillade os at meddele Følgende. Tyendeloven af 10de Mai 1854 siger i § 36: "Bliver et Tvende sygt og sengeliggende eller angreben af smitsom Sygdom, maa dets Flytning ikke finde Sted, om end Fardag er kommen, eller Tjenesten paa anden Maade er ophørt, førend i Kjøbstæderne en Læge og paa Landet enten en Læge eller, hvor en saadan ikke er tilkaldt, Sognepræsten, Sognefogden eller en Sogneforstander, erklærer at formene, at Flytningen kan skee uden Fare for Tyendets Helbred eller for Smittes Udbredelse. Hvis Husbonden, overtrædende denne Forskrift, skaffer den Syge ud af Huset, skal han straffes paa samme Maade, som i § 31 et bestemt, og desuden bare alle Omkostninger paa den Syges Pleie og Helbredelse." Slutningen af § 31 siger: "Derhos bør han efter Omstændighederne straffes med Bøder fra 5 til 100 Rdl. eller med simpelt Fængsel i indtil 4 Uger, saafremt han ikke efter andre Lovbestemmelser har forskyldt en større Straf." - Men saa kommer almindelig borgerlig Straffelov af 10de Februar 1866; dens § 107 siger: "Den, som udsætter et spædt Baen eller forlader en under hans Varetægt staaende Person i hjælpeløs Tilstand, straffes med Forbedringshuusarbeide eller under formildende Omstændigheder, navnlig hvis Gjerningen ikke har medført Fare for den Paagjældendes Liv eller Helbred, med Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel. Har Handlingen medført det udsatte Barns eller den forladte Persons Død eller en betydelig Legemsbeskadigelse (§ 204), uden at dette dog har været tilsigtet, kan Straffen stige til Tugthuusarbeide i 12 Aar."

Saasnart som det nu hos Pigen og Barnet kan vides, om de ved den ovenfor skildrede Handling bare faaet nogen Legemebeskadigelse eller ikke, saa ville vi haabe at det ærede Sogneraad, hvem det nærmest tilkommer at tage den Fattige i Forsvar, vil træffe Foranstaltninger til Sagens Paatale, saa Lovens strænge Retfærdighed kan gjøre sig gjældende.

Kraghave og Bruntofte, den 2den Marts 1875.
P. Ladefoged. Ole Andersen.

Bedes godbedsfuldt oplaget i "Stubbekjøbing Avis" og "Loll-Falst. Folketidende",

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 11. marts 1875).

Bruntofte, Tingsted Hans Christoffersen Myssen og Kirsten Christiansdatter

Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes?

I "Lollands-Falsters Stifts-Tidende" for 11te Marts findes indrykket et Inserat, hvori ankes over, at Gaardeier H. C. Myssen i Bruntofte har hjemkjørt en Pige, der var i hans Tjeneste, umiddelbart efter at hun havde født et Barn, og hvori til Slutning findes en Henstilling til Sogneraadet om at indanke Sagen for Retten.

Det er som Formand i dette Sogneraad og paa dettes Vegne, jeg finder mig tvungen til følgende Udtalelse.

Jeg skal forudskikke et Par Bemærkninger.

Først skal jeg aldeles ikke drage de 2 hæderlige Mænds ædle Bevæggrunde, som have underskrevet Inseratet, i Tvivl; og dernæst er det meget langt fra, at jeg eller noget Medlem af Sogneraadet billiger H. Myssens Adfærd, hvilket bestemt blev udtalt i Mødet den 10de ds.

Jeg skal dernæst bemærke, at Inseratet lider af adskillige Unøiagtigheder, sandsynligviis foraarsagede ved Pigens upaalidelige Forklaring. Efter H. Myssens gjentagne Erklæring vidste han intet af, at Pigen havde født Barnet, før hun med dette var sprungen op paa Vognen, og da han saae, hvorledes Sagen stod sig og sagde "I den Stilling kan Du ikke tage bort", erklærede hun: "Jo, det kan jeg godt, og jeg vil hjem nu."

Det var dernæst ikke Pigen formeent at benytte de Sengeklæder, der vare i hendes Kammer, hvilke hun ogsaa tildeels tog i Brug.

Endelig er det meget langt fra, at de vare fornøiede med Pigen, hvortil der nok heller ikke har været Grund.

Det burde dernæst ikke forties, at Pigen paa det meest Haardnakkede og lige til det sidste Øieblik benægtede at være frugtsommelig, hvilket som bekjendt berettiger Husbonden til uden Varsel at jage Tyendet af Tjeneste, men at hun saaledes har bedraget sin Husbonde og holdt ham for Nar, lige til Barnet var født, indeholder vel ingen Retfærdiggørelse, men en stor Undskyldning for Manden. Havde han vidst det, var hun forinden bleven fjernet.

Disse Bemærkninger ere Resultat af flere Samtaler baade med Manden og med Pigen,

Vil man sige, at H. Myssens Handlemaade kun vidner lidt om Hjerte for Tjenestepigen, skal jeg ikke benægte det; men jeg skal henstille, om det sørgelige og bittre Forhold, som desværre paa den senere Tid saa almindeligt har afløst det smukke og hjertelige Forhold mellem Husbonde og Tyende, ikke for en meget væsentlig Deel hidrører fra sidstnævnte.

Jeg skal dernæst henstille, om de, der med saa stor Sikkerhed fordømme Mandens Adfærd, ere ganske sikkre paa ikke under lignende Forhold at begaae en lignende Uret. Man tænke sig Manden uden Forestilling om, hvad der var hændet, netop kommen paa det Rene med, at Pigen skulde føde, med Vognen forspændt for nu at hente Jordemoderen, for det var nok nu Bestemmelsen, seende Pigen springe op paa Vognen med det nyfødte Barn, idet hun erklærer, at nu vil hun hjem - er det utilgiveligt, at han i Øieblikkets Forvirring ikke med sikker Raadsnarhed har formaaet at klare sig Faren og Ansvaret? Saasnart han var kommen til Besindelse, gik han ud for at kalde Vognen tilbage, men forsilde.

Foreløbig skal bemærkes, at Straffelovens § 197 er aldeles uanvendelig paa dette Tilfælde, der efter min Mening aldrig kunde fremkalde høiere Straf end Bøde. 

Disse Bemærkninger maae forudskikkes for Fremstillingen af Sogneraadets Forhold til Sagen.

Saasnart jeg modtog Underretning om Sagen, skrev jeg H. Myssen et meget alvorligt Brev til, hvori jeg vel venskabeligt, men bestemt foreholdt ham hans store Uret og uhyre Ansvar, og opfordrede ham til saa vidt muligt gjøre sin Uret mod Pigen god igjen.

Saavel han som hans Kone have siden været meget urolige og nedslaaede og have paa enhver Maade søgt at gjøre deres Uret mod Pigen, som vel at mærke ingen ulykkelige Følger har havt, god igjen. Han indrømmer uforbeholdent, at han har baaret sig urigtigt ad.

I Sogneraademødet den 10de ds. bragtes Sagen paa Bane af Formanden.

Efter at Alt, hvad der var foretaget i Sagen, var bleven meddeelt, deriblandt ogsaa, at Sagen var bleven fremstilt for Herredsfogden, og at H. Myssen for ham havde afgivet sin Forklaring, og efterat Sagen var udførlig debatteret, besluttede Sogneraadet med 7 Stemmer mod 1, idet een afholdt sig fra at stemme, at medens man maatte udtale sin Misbilligelse med H. Myssens Fremgangsmaade, og i Betragtning af, at Paatale intet kunde gavne Pigen, fandt man ikke Opfordring til at paaanke den omtalte Sag for Retten.

Hermed er Sogneraadets Forhold til nærværende Sag afgjort. Den offentlige Mening maa nu billige eller misbillige denne Afgørelse.

Taaderup, den 12te Marts 1875. Blicher.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 15. marts 1875).

Poul Høy Blicher (1822-1901) var præst på Femø 1860, Thingsted 1872 og Kjettinge (Maribo) 1879. Sammen med Thora Eudoxia Schwarts (1828-1912) havde han  på daværende tidspunkt 11 børn, hvoraf alle var født på Femø. 

En Fattigforsørgelsessag. (Efterskrift til Politivennen)

Af Borgmester Schjørring i Skjelskør.

En ung Tjenestekarl ved Navn Anders Hansen reiste for nogle Aar siden herfra til Falster for at søge Arbeide. I October 1871 meddeelte man ham paa Begjæring Attest for, at han ikke havde nydt Fattigunderstøttelse her, og det kunde saaledes formodes, at han var ifærd med at gifte sig, skjøndt han kun var 22 Aar gammel, men noget overrasket blev Byraadets Fattigudvalg, da det allerede i Marts 1872 modtog Anmeldelse om, at Fattigvæsenet i Onslev-Eskildstrup Sognecommune havde taget ham med Familie under Forsørgelse for det herværende Fattigvæsens Regning, og at denne Familie bestod af ikke mindre end Kone og 4 Børn. Paa Forespørgsel herfra oplystes det, at "den Pige", med hvem han havde indgaaet Ægteskab, havde 3 uægte Børn i Live, dengang Lysning skete, og at hun inden Vielsen, som fandt Sted den 1ste Decbr., var nedkommen med et fjerde Barn, hvortil A. Hansen var Fader. Ved Ægteskabet var denne talrige Families Forsørgelse lykkelig og vel overført fra Onslev Sogn til Skjelskør Fattigvæsen, og herved var foreløbig Intet at gjøre, skjøndt Sagen saae noget mistænkelig ud. Kort efter kom Konen i Forbedringshuset for Tyveri, og Børnene anbragtes hos Plejeforældre. Manden forblev nogen Tid i Hjemmet, men pludselig forsvandt han, efter først at have solgt Sengklæderne og det andet Bohave, og man har ikke senere hørt noget til ham. Efterat Konen var løsladt af Straffeanstalten, blev hun efter Forlangende herfra hjemsendt hertil for at indlægges paa Fattighuset tilligemed det ene Barn; to Børn forbleve i Pleie paa Falster for en moderat Betaling, og det fjerde, som hun havde med A. Hansen, døde i Vinter inden Hjemsendelsen. Der blev nu efter Fattigudvalgets Begjæring optaget et Forhør over Konen for at faae nogen Oplysning om Sogneraadets Adfærd i denne Sag, og ret mærkelige Ting fremkom, men desværre kunde Forhøret ikke fortsættes paa Falster, da Maribo Amt lod sig nøie med at tilveiebringe nogle Erklæringer fra Sogneraadet og Præsten, men øvrigt "ikke fandt Anledning til at foretage videre i Sagen." Fuldkommen oplyst er Sagen saaledes ikke bleven, men de afgivne Erklæringer, sammenholdte med Forhøret, kaste dog tilstrækkeligt Lys over den for Enhver, der forud har lidt Bekjendtskab til commuuale Finesser, og nogle Meddelelser herom ville sikkert ikke være uden Interesse paa en Tid, da Fattiglovgivningens Revision staaer paa Dagsordenen. 

Anders Hansen var i Høsten 1871 flyttet ind til den under Sagen omhandlede "Pige", Ane Margrethe Hansen, og paa Grund af dette forargelige Samliv bleve de efter Anmeldelse fta Sogneraadet indkaldte til Forhør i Nykjøbing. Her afgav A. Hansen den Erklæring, at det var hans Hensigt at ægte Pigen, og fra den Tid af har Sogneraadet trofast hjulpet ham til at overvinde alle Hindringer herfor. Ane Margrethe har i Forhøret herom udtalt sig saaledes:

"Navnlig vare Sogneraadsmedlemmerne Teglbrænderne H. P. og Gaardeier L. P. flere Gange hos Comparentinden for at formaae hende og A. Hansen til at indgaae Ægteskab og gave Løfte om, at A. Hansen skulde faae 15 Rd , naar han vilde ægte Comparentinden, hvorhos de antydede, at Præsten ikke vilde tage Noget for Nielsen... Paa Grund af dette gjentagne Ønske om Penge, som kunde sætte dem istand til at afholde Udgifterne ved et Bryllup, hvortil de ellers ikke vilde have været istand, gik A. Hansen en Løverdag tilligemed 2 Mænd op til Capellan Hofman (Bang) for at bestille Lysning. Capellanen anmodede A. Hansen om at sende en Skudsmaalsbog, der beroede hos Gaardmand A. M., og lovede A. Hansen 3 Mk., naar han vilde bringe Bogen hurtig tilbage. A. Hansen kom imidlertid ikke med Bogen, men senere kom Sogneraadsmedlem H. P. hen til ham og spurgte, hvorfor han ikke havde bragt Bogen op til Præsten, da han dog havde lovet 3 Mk. derfor. De 2 Mænd, der fulgte med A. Hansen, gav Capellanen 8 sk hver for deres Uleilighed. - De to nævnte Sogneraadsmedlemmer kom ofte ind til Comparentinden for at paaskynde Ægteskabet, og en Dag fortalte de, at nu havde de i Sogneraadsmødet endelig bestemt, at der skulde betales hende og hendes tilkommende Mand 10 Rd. forinden Brylluppet, medens de 5 Rd. vilde blive betalte, saasnart Vielsen var fuldbyrdet, men hvis Bryllupet ikke kom istand, vilde de 10 Rd. blive hende fratrukket i de Underholdningspenge, hun fik af Sognet til sine Børn. Efterat der var gaaet 6 Uger fra Lysningen kom Sogneraadsmedlemmerne igjen og opfordrede hende og A. Hansen til uopholdelig at holde Bryllup, hvortil A. Hansen bemærkede, at det jo ikke hastede saa stærkt, da der jo kunde ventes 12 Uger efter Lysningen, men dertil svarede Sogneraadsmedlemmerne, at de jo ligesaa godt kunde holde Bryllup strax, og tilføiede, at Brylluppet jo ikke kostede Noget, da Præsten gjorde det gratis. Comparentinden og A. Hansen besluttede sig da til at holde Bryllup, og Pengene blev dem udbetalte efter Løfte."

Ligeoverfor denne Forklaring har Sogneraadet hævdet, at det kun er af moralske Hensyn, at det har viist en saa mærkelig Activitet for at faae dette Ægteskab istand. "At vi, efter at Anders Hansen havde erklæret for Øvrigheden, at han vilde ægte Ane Margrethe Hansen, søgte at fremskynde Vielsen, for at saaledes deres uordentlige Samliv kunde faae lovligt Stempel, det ansee vi for at være fuldkommen lovligt, idet vi saaledes stillede os paa samme Standpunkt som vor Øvrighed." Historien med de 15 Rd. kan det ikke benægte, men dette var kun en "Extrahjælp", der blev ydet Ane Margrethe Hansen, fordi hun manglede de allernødvendigste Huusgeraadsgjenstande. Vedkommende Præst kan heller ikke nægte, at han ikke alene har aftalt med Kirkesangeren, at de vilde give Afkald paa Offer ved dette Bryllup, men at han endog har været saa genereus at give A. Hansen 3 Mk. for at skaffe sin Skudsmaalsbog tilveie og hver af Forloverne 8 sk for deres Ulejlighed. Altsaa Bryllup gratis og Penge ovenikjøbet! Hans Motiv til denne i Sandhed sjeldne Ædelmodighed har imidlertid ligeledes været det moralske, at han vilde opnaae en Ende paa det forargelige Samliv. Dette maa nu for Præstens Vedkommende staae ved sit Værd, men om det meget moralske Sogneraad vilde have viist samme Iver, selv om der ikke "tillige" havde været den Omstændighed tilstede, at et saadant Ægtestab vilde lette Sognet for en stor Byrde og kaste den over paa en anden Commune, maa jeg meget betvivle. Og derhos fortjener det dog ogsaa at fremhæves, at selv om man gaaer ud fra det anførte Motiv, er det nok meget tvivlsomt, om en saadan Iver for at faae et saadant Ægteskab indgaaet er god og heldig. Jeg skal ikke forsvare nogetsomhelst forargeligt Samliv, og Øvrigheden er i sin lovlige Ret, naar den skrider ind og paabyder dets Ophør eller i modsat Fald anvender Straf - gid kun her alle Samfundsklasser virkelig vare lige for Loven! Men Ingen bør true eller friste eller nyde Folk til i den treenige Guds Navn at indgaae et saadant Ægteskab som det, der her er Tale om, thi det er meget mere "forargeligt" end et Samliv "paa Polsk", om det end, som Sogneraadet saa skjønt udtrykker sig, har lovligt Stempel. Man maa ikke lade sig vildlede af, at A. Hansen i Retten havde erklæret, at det var hans Hensigt at ægte Pigen. Enhver Forhørsdommer veed, at dette er den stadige Undskyldning, som altid anføres, fordi den ligger lige for Haanden; slige Personer ville altid gifte sig, kun er der stadig Noget i Veien med deres "Papirer". Brudgommen var en ung letsindig Karl paa 22 Aar; Bruden var en halv Snees Aar ældre, havde født 4 uægte Børn og var høit frugtsommelig med det 5te. Et Par Maaneder efter var hele Familien under Fattigvæsenet og Konen i Forbedringshuset; derpaa forsvandt Manden efter først at have solgt Sengklæderne. Dette er i Sandhed et saadant Vrængebillede af et Ægteskab, at Enhver, der med Raad og Daad har virket til at faae det istand, synes at maatte føle en levende Fortrydelse derover.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. juni 1873).

Pastor Christian Malta Müller. (Efterskrift til Politivennen).

Sognepræst 1856 (1854?)-1866 for Bjerring og Mammen menigheder i Viborg stift Christian Malta Müller (1818-1896) blev 9. marts 1866 beskikket til sognepræst for Kippinge og Brarup menigheder på Falster (Maribo Amt). 

At de Efterlevende føle sig smerteligt berørte, naar der over en nærbeslægtet Afdød udtales haarde og uretfærdige Domme, vil ikke sætte Nogen besynderligt eller uforstaaeligt; men naar Præsten nægter at holde Ligtale over en almindelig velseet Mand, hvis Karakteer ingensinde er plettet og hvis Levnet i Forhold til Alle, med hvem han kom i Berørelse, har været ustraffeligt, og denne Nægtelse motiveres blot ved, hvad han har hørt af een enkelt Mands løse Snak og skjæve Dom, samt ledsages af en fuldkommen Fordømmelse, et klart Udsagn om, at den Afdøde ikke kunde arve Guds Rige, saaledes som Pastor Müller i Kippinge nylig har gjort med Hensyn til min afdøde Broder, Niels Hansen i Brarup, saa vil Ingen finde det ubilligt, at Familien og jeg seer en dyb Krænkelse i saadan Adfærd at vi ansee Præsten for en haard, ubarmhjærtig Mand, naar han til den nærmeste Familie, midt i Sorgen over at miste Manden, Faderen og Broderen, komme med Ytringer om at ville udtale en saadan Fordømmelse ved Graven, hvis han skal holde Ligtale, og derfor helst ønsker sig fritaget, hvad vi ogsaa besluttede at lade ham være.

Jeg har for mig liggende en Erklæring, saalydende:

"Vi undertegnede Sognebeboere i Brarup og Kippinge Pastorat, der have kjendt nu afdøde Gaardeier Niels Johansen i Brarup, kunne overeensstemmende med Sandheden sige, at han altid har viist sig som en retskaffen og ordholdende Mand , at han var tjenstvillig, godhjertet og godgjørende mod de Fattige, samt at han var en god og brav Familiefader.

Dette fulgte ogsaa naturligt af hans Godmodighed og venlige Karakteer i det Hele" -

forsynet med Underskrift af 94 hæderlige og retsindige, ja jeg tør sige, de mest troværdige Mænd i hele Pastoratet, og overser dette Vidnesbyrd vil den enkelte Mands ubarmhjertige Dom være falden til Jorden, og hans Fordømmelse rammer kun hans eget Hovmod.

At Pastor Müller ved sin Adfærd tillige viser, at han selv ikke er lidenskabsløs, men endog benytter sin Præstevælde til Misbrug, der kan vække Forargelse, vil kunne eftervises i Kirkeritualets 9de Kapitel, hvor det paalægges ham, ikke at melde noget Usømmeligt om den Afdøde, Andre til Forargelse og de Paarørende til Beskjæmmelse, men, hedder det videre, "hvis sandt er og vitterligt i Menigheden, det maae de (Præsterne) med Maade og god Maneer beskedentlig udsige. Andre til Afsky og Advarsel".

Om det nu kan kaldes en beskeden og god Maneer, at anmode mig om at sige til Enken: "at han nok vilde holde Tale, men kun, naar han deri maatte udsige, at Fraadsere og Drankere ikke kunne arve Guds Rige, at den Afdøde var falden fra sin Gud i hans Sygdom, da han talede om Djævelen", vil jeg overlade til Andre end Pastor Müller al bedømme, idet jeg bemærker, at min Broder i sin Sygdom var bleven Forstanden berøvet, om af Drik eller andre Aarsager skal jeg ikke sige, men kun tilføie, at Ingen i Selskab med min afdøde Broder nogensinde er bleven fortrædiget, fordi han havde nydt Spiritus, og at aldrig Nogen for Præsten har ført Klage over, at han spiste eller drak formeget. Held den, der er saa selvretfærdig og reen, at han kan kaste den første Steen!

Men at Præsten ikke er sat til Doms over Menneskene og menneskelige Feil, er dog sikkert nok! thi der er kun een Dommer over os Alle, den Gud, der dømmer i større Langmodighed og Viisdom efter Alles Vilkaar og Leilighed, end det svage Menneske kan see og skjønne.

Gud hjælpe Enhver, der kommer under Pastor Müllers Domfældelse!

Alstrup, den 31te Juli 1869.

Jens Johansen.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 3. august 1869)

Uagtet det i Kirke- og Undervisningsministeriets Skrivelse af 29de Novbr, 1862 hedder, at misstemningen om, hvorvidt den nye Psalmebog bør indføres i en Menighed, saavidt muligt skal omfatte alle Huusfædre eller dem, der i disses Sted forestaae en Huusstand, har dog Pastor Müller i Kippinge ikke ladet os forespørge om vor Mening, ligesom vi have erfaret, at han ved sine udsendte Apostle, der skulde indsamle Underskrifter om Psalmebogens Indførelse, har advaret mod at henvende sig til os, som Modstandere deraf.

Den Maade, Hr. Pastor Müller har valgt, at udsende Bud fra Dør til Dør, hvor det kunde formodes, at han vilde faae et "Ja", men derimod at forbigaae de Mænd, hvor han ventede et "Nei" til den nye Psalmebogs Indførelse, synes temmelig vilkaarlig, og vi protestere mod en Adfærd, der synes at indeholde en Antydning om en Adsplittelse, og er vel skikket til al virke yderligere Adsplittelse i del kirkelige Liv og mellem de enkelte Lemmer af Menigheden.

Vi mene, at Afstemningen bør foregaae i et eller flere i Byerne berammet offentligt Møde, hvor de forskjellige Anskuelser kunne komme til Orde, saa at ikke just "de Døde i Aanden" eller dem, det er en ligegyldig Sag, hvilken af Psalmebøgerne. der indføres, og derfor uden videre Omtanke bifalde Præstens Ønske, skulle være de, ved hvis betydningsløse "Ja" en saadan Foranstaltning gjennemføres.

Vil Præsten ikke omgaaes paa offentlig Viis med sin Tankes Gjennemførelse og inden kort Tids Forløb sammenkalde Menighedens Beboere til et ordentligt Møde i Skolen eller andetsteds, da bede vi det ærede Sogneraad at tage Sagen i sin Haand og foranstalte en Tilkjendegivelse fra Sognebeboerne, hvoraf det syldigen kan sees, hvad Menigheden vil og mener om samme.

Alstrup, den 4de Januar 1871.

Ærbødigst

C. Madsen. H. P. Kappel, Gaardeiere.

Redaktionen af "Stubbekjøbing Avis" bedes at optage dette Inserat.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 5. januar 1871).

Der kan være tale om Indre Missions tillæg til salmebogen - som på linje med mange andre tillæg florerede på det tidspunkt. Termansen havde i 1869 foreslået i Rigsdagen at regeringen skulle give menighederne lov til at benytte selvvalgte tillæg. Stiftsprovst Rothe foreslog heroverfor at Roskilde-konventet skulle udarbejde et udførligt tillæg som kunne overflødiggøre underskoven af små. Efter et års tids betænkning nedsattes et udvalg. Dette fremlagde i 1872 et revideret tillæg som blev stadfæstet af regeringen i 1873.

Debatten om salmebogen fortsatte, se fx Lolland-Falsters Stifts-Tidende 21. januar 1871 og 16. marts 1871. V ed folketællingen i 1880 boede han stadig i Vester Kippinge præstegård. 

Heste og Soldater i Nykjøbing F. (Efterskrift til Politivennen)

Nykjøbing paa Falster, i April 1865. Ved Nytaarstid sendte Krigsministeren en Afdeling Konstabler, 1 Underofficer og 25 Mand, herover for paa Auktionsdage at trække de Foderheste frem, som Regjeringen efterhaanden indkaldte for at lade dem sælge. Man lo ad det Besynderlige i at sende en Afdeling Soldater herover til en slig Gjerning, som for en ringe Betaling kunde udføres af enhver Karl, og man tænkte, at denne Ødslen med Statens Folk og Penge kun var Følgen af et Øiebliks Forvirring, som snart vilde blive kontremanderet. Umidlertid har hin Afdeling Konstabler ligget her hele vinteren og ligger her endnu. De enkelte Auktioner, som med lange Mellemrum ere holdte, have ikke kunnet give Synderligt at bestille for Folkene, og den værste Opgave for dem har det derfor været, hvorledes de skulde faa Ende paa Tiden. Men for Borgerne har det været mindre behageligt, ved Ministerens Luner at være blevne bebyrdede med "en Flok Dagdrivere imod deres Villie", og for Beboerne ikke mindre end for Staten vil det blive en ikke ringe Udgift, som Krigsministerens Experiment har medført. Det lakker vel, som det synes, mod Enden, idet de sidste Foderheste nu ere indkaldte for at skulle sælges, men det er ogsaa paa Tide, thi over den halve Del af den militære Besætning her har allerede taget Ophold paa Byens Sygehus, og den øvrige Del følger formodentlig snart efter. Dersom Ministeren skulde have glemt, at han har en saadan Styrke herovre, underrettes han herved om, at af de 25 Mand ligge de 14 paa Sygehuset som Fnatpatienter, og at de omtrent alle paa en Gang ere fundne kvalificerede dertil. Det vil vel indrømmes af Enhver, at delte kan være særligt i en lille Kjøbstad, hvor mange Smaafamilier have Indkvartering.

(Dags-Telegraphen (København) 21. april 1865).

Maren Pedersdatter - Niels Pedersen. (Efterskrift til Politivennen)

Et til Mandfolk forvandlet Fruentimmer. I disse Dage er der fra Vridsløselille Forbedringshus blevet løsladt en Fange ved Navn Niels Pedersen, som er et uægte Barn, der er født i Onsløv paa Falster den 19de April 1815, og altsaa nu er næsten 49 Aar gammel, og som indtil sit 33ie Aar har ført Fruentimmernavn og overalt er gaaet for et Fruentimmer. Han er, som han udtrykker sig, ikke skabt som andre Mennesker, og dette har givet Anledning til, at hans Moder har ladet ham døbe som Pigebarn med Navnet Maren Pedersdatter. Han gik derefter i Skole, blev konfirmeret og kom strax herpaa ud at tjene, Alt som Pige og under det foran førte Navn. Han tjente flere forskjellige Steder i sin Fødeegn og kom derefter i 1846 til at tjene paa en Gaard paa Falster, hvor han efter et halvt Aars Forløb indlod sig i et Kjærlighedsforhold med en af sine Medtjenerinder, hvilket endelig efter et Aars Forløb bevirkede, at han iførte sig Mandfolkeklæder og tog Tjeneste et andet Sted paa Falster under Navnet Niels Pedersen, idet han havde sat sig i Besiddelse af en Skudsmaalsbog, tilhørende en ældre Broder af ham. som var afgaaet ved Døden. I Aaret 1848 tog han til Lolland, hvor han i Østofte Sogn fik Tjeneste som Karl, ligesom hans Kjæreste ogsaa tog til samme By og fik Tjeneste Nærheden af ham. Nogen Tid efter besluttede de at ægte hinanden, men hans Kjærestes Moder gjorde Indsigelser herimod, hvorfor Sagen maatte indstilles til Ministeriet, der, efterat en Lægeerklæring var indhentet, resolverede, at Ægteskabet maatte fuldbyrdes, og at han maatte beholde det antagne Navn. Parret blev derefter gift og har i sit Ægteskab faaet tre Børn (alle Piger), hvoraf de to leve. Konen er senere død i Forbedringshuset, hvori de begge i 1861 bleve inddømte for Faaretyveri. Niels Pedersen er en temmelig lille, undersætsig Mand med et rundt, fyldigt Ansigt uden Spor af Skæg, og har i det Hele et temmelig kvindagtigt Ydre. Han vil nu efter al Rimelighed vende tilbage til sin Hjemstavn.

(Dags-Telegraphen (København) 27. januar 1865).

Ane Margrethe Hansdatter paa Falster nedkom for en 10 Aar siden med et lille Væsen, som hun lod døbe med Navnet Maren Pedersdatter. Den lille Marens Opvæxt var ikke beregnet ved verdenshistoriske Begivenheder. Maren kom i Skole, blev confirmeret, kom ud at tjene og søgte sin sædvanlige Omgang med qvindeligt Tyende. Men i det 30te Aar foregik der en Forvandling med Maren. Den vingede Gud Amor har sin Gang allevegne, og Maren Pedersdatter undgik ikke den Vanskjæbne at blive dødeligt forelsket i Pigen Vilhelmine Marie Lycke. Fra nu af optræder Maren Petersdatter under Navn af Niels Pedersen, hvilket udføres ved Hjælp af en afdød Broders Skudsmaalsbog samt den qvindelige Rundbuestils Ombytning med den mandlige Spidsbue, Beenklæderne. Uagtet Hr. Niels Pedersen forgjæves følte paa Hagen, om ikke Skjæget dog vilde til at komme frem, vænnede han sig saa godt til sin nye Rolle, at han uagtet nogle Bryllupsfataliteter blev af Præsten forenet med sit Hjertes Halvdeel, og - beretter Historien - Bryllupsdagens Glæde forhøiedes ved, at nævnte Halvdeel holdt deres fælleds Kjærlighedspant, en lille Pige, over Daaben. Efter den Elsktes Død skal Kærlighedsguden ikke have ladet ham i Fred, og at ville ønske Hr. Niels Pedersen alt muligt Held paa hans fremtidige Bane. Men Grunden til, at alle disse delicate Omstændigheder ere komne for en Dag, ligger desværre i, at Hr. Niels Pedersen, født Maren Pedersdatter, foruden sine erotiske Tilbøieligheder tillige har havt den, at skele lidt til Næstens Eiendele, først ved at hæle og siden ved at stjæle dem, hvilket som bekjendt, da Proudhons nye Retslære ikke endnu er indført hos os, paadrager Vedkommende, være sig Mand eller Qvinde, nogle yderst tarvelige og lidet krydrede Maaltider med en Arrestforvarer som Opvarter. Fraregnet disse Omstændigheder maa man føle oprigtig Deeltagelse med Hr. Pedersen, hos hvem det maa være et interessant psychologisk Phænomen at kunne see tilbage paa en deels qvindelig deels mandlig Tilværelse, men som forhaabentlig omsider maa antages at være kommen paa den rette Hylde. (Flvp).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. januar 1865).

Else Jørgensdatter Mortensen. (Efterskrift til Politivennen)

- Else Jørgensdatter Mortensen, en efterlignelsesværdig Bondekone, er fød den 14de Juni 1800 i Egense paa Falster og blev i Forening med flere Sødskende opdragen paa den for Landboerne sædvanlige Maade, det vil sige, hun maatte tidlig tage Del med i alt Arbejde, som ikke oversteg de barnlige Kræfter. Hendes Ungdom udmærkede sig saaledes ikke frem for hendes Jævnlige og da hun ved allerede den 3die Aug. 1817, altsaa i en Alder af 17 Aar, at indtræde i Ægteskab med Gaardmand Hans Mortensen i nævnte By overtog en Husmoders alvorligere Pligter maatte den sandsynlige Følge heraf blive en Virksomhed, der udelukkende var indskrænket til Husets Gjerning. 

Dette blev dog ikke saaledes. Efter at være bleven Enke den 3die Aug. 1857 havde Elise Mortensen Blikket henvendt paa noget mere end Gaardens Drift og sine Børns Opdragelse, og allerede 4 Aar senere (1861) ser man hende deltage i et Arbejde, der paa den Tid var sjeldnere end nu, nemlig ved Inddæmning al indvinde flere hundrede Tønder Land fra Havet, et Arbejde, der, endskiøndt det hidtil ikke har bragt andet end forøgede Pengeopoffrelser for hende, endnu fremmes med usvækket Kraft. 

De saakaldte Bondebevægelser under Christian den 8de bleve heller ikke uden Indflydelse paa den kraftige Gaardmandsenke, og i Kampen for Friheden, der jo væsentlig maatte føres af Mand, var Kvindens Indflydelse dog heller ikke uden Betydning. Frederik den 7des Thronbestigelse og den i Sandhed kongelige Gave Grundloven, der hos mangen Mand fremkalder en hidtil ukjendt Bevidsthed om eget Værd, blev heller ikke uden Indflydelse paa den da kun af sine Nærmeste kjendte og højt agtede Kvinde, og fra nu af se vi hende følge det politiske Livs Udvikling med en Klarhed i Tanken og en Iver, der gjør mangen Mand til Skamme. Ethvert offentligt Møde paa Øen finder i hende en Deltager, og ligesom hun da følger det mundtlige Ord med særdeles megen Interesse, saaledes har det trykte daglig Adgang til hendes Hus. Samtale om vort Fædrelands Stilling og hele Udvikling er for hende en kjær Beskjæftigelse, og det er med sand Fornøjelse, at man hører den 63 aarige Kone paa en jevn Maade i sine Udtalelser at lægge en sjelden politisk Kundskab og Klarhed i Anskuelser for Dagen. 

I sit daglige Liv er hun meget godgjørende, og gjælder det om ved Bidrag at understøtte den arbejdsomme Mand - eller som i 1847 at udsælge Korn til nedsat Pris - da henvender man sig aldrig forgjæves til Else Mortensen i Egense. Valgretten er for hende et saa kostbart Gode, at hun paa hver lovlig Maade bidrager Sit til, at enhver Mand benytter den. Valgretten er saa at sige hendes stadige Valgsprog. Paa hendes 63aarige Fødselsdag den 14de f. M. modtog Else Mortensen af Sognets Beboere en Hædersgave, bestaaende af et smukt Taffeluhr. Gid den hæderlige Kone maa staa som et lysende Exempel for sit Kjøn. (Mrgp.)

(Jyllands-Posten 6. juli 1863. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Hun døde 15. februar 1870. En nekrolog bragte ovenstående artikel med nedenstående tilføjelse:

I sit Ægteskab blev Else Mortensen Moder til 4 Børn, hvoraf to Sønner og een Datter overleve deres brave Moder. Den ene af Sønnerne arver Gaarden efter Moderen. I et Par af hendes sidste Leveaar var Else Mortensen noget sygelig af sig; Alderdommens Skrøbelighed indfandt sig, og Naturen gjorde sin Ret gjældende, da der ikke var Meget tilbage af "Støvets syv Gange ti Aar" for hende. Hun lukkede sine Øjne i Døden sidste 15de Februar og hendes jordiske Levninger stedtes til Hvile paa Baalse Kirkegaard sidste Mandag, ledsagede af et talrigt Ligfølge, der offrede den hedenfarne en Taknemmelighedens Taare. Fred lyse over hendes sidste Hvilested, et kjærligt Minde om den brave Dannekvinde leve længe nært og fjernt!"

(Lolland-Fasters-Tidende 24. februar 1870)

Mishandling paa Falster. (Efterskrift til Politivennen)

Som Bidrag til en Skildring af Retstilstanden paa Falster meddeler "Dbl." en Begivenhed, der har gyldigt Krav paa offentlig Omtale og som det vil være nødvendigt for Justitsministeriet at underkaste en omhyggelig Undersøgelse. En ung ærbar Pige af uformuende Far, ældre fra Skovby paa det nordlige Falster, Bodil Jacobsen, 20 Aar gl., blev midt i Juni Maaned d. A. flere Dage efter hinanden mishandlet af en Mandsperson med Slag af knyttet Næve, og tilsidst tilføiedes der hende saadanne Læsioner i Hovedet, at hun styrtede bevidstløs til Jorden og næsten umiddelbart derefter henfaldt i ustyrligt Vanvid. I omtrent tre Uger henlaa hun under Lægebehandling i et privat Huus; efter et kort lyst Mellemrum af 14 Dage indtraadte ny Sindsforvirring, og det besluttedes at sende hende til Sindssyge-Anstalten ved Vordingborg, hvor hun formodentlig nu befinder sig. Politieøvrigheden fik strax Underretning om den begaaede Forbrydelse, og den Mishandledes Familie fremlagte i Retten en motiveret Lægeattest, som udtalte, at Sindsforvirringen var en Følge af den hende tilføiede Behandling, samt at Pigen rimeligviis ikke i lang Tid vilde forvinde Følgerne af Sygdommen og altid være udsat for Tilbagefald. I et lyst Mellemrum udpegede Pigen med fuld og klar Bevidsthed som Gjerningsmand en Person, der gjentagne Gange og i forskjellige Jurisdiktioner er mulcteret for Brud paa den offentlige Orden, og efter hendes Forklaring stod Motivet til den begaaede Forbrydelse i Forbindelse med et Attentat paa Voldtægt. Uagtet alt dette blev den formodede Gjerningsmand ikke anholdt. Først fire Uger efter at Forbrydelsen var kommen til Politiets Kundskab, underkastede Politimesteren, der ikke skal være nogen skarp Inqvirent, den Paagjældende og nogle Vidner en lempelig Examination, men denne bragte ingen fuldstændig Oplysning; det eneste Vidne, som havde været tilstede under Mishandlingen, havde heller ikke været holdt isoleret fra den formodede Gjerningsmand. Opklarede Forhøret end ikke Sagen, saa indeholdt det dog saa mange Indicier, at der efter Velunderrettedes Formening meget vel herefter kunde have været anlagt Sag, og man antog det for givet, at Stiftamtmanden, til hvem Forhørene indsendtes, vilde beordre Tiltale. Kammerherre, Grev Holsten decreterede imidlertid, at der ingen Grund var til Sags Anlæg, og der er heller ikke skeet noget videre Skridt til Sagens yderligere Oplysning.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 26. august 1861)

I Anledning af "Dbl.'s" Bidrag til Skildring af Retstilstanden paa Falster (meddeelt her i Avisen i Mandags) giver den vedk. Retsbetjent, Byfoged Cancellir. Pontoppidan i Nykjøbing, i Loll.-Falst. Av. følgende Oplysninger: 

1) Den omtalte Pige, hvis Navn er Bodil Kirstine Clausen, og ikke B. Chr. Jacobsen, er ikke, som Referatet giver Anledning til at troe, bleven overfaldet af en Mandsperson, der vilde voldtage hende; men hun har kun sigtet sin Huusbond for at have slaaet hende gjentagne Gange voldsomt med Haanden i Ansigtet eller Hovedet, i Anledning af en Beskyldning for usædelig Efterstræbelse, som hun gjorde mod ham i hans Kones Overværelse. Voldtægt har der ikke været Tale om, 2) Pigen forblev endnu et Par Dage derefter i sin Tjeneste, hvilken hun forlod efter mindelig Overeenskomst, og blev først syg efter derpaa at have en varm Dag foretaget sig en Fodtour paa 6 Mile til sine Forældres Huus og tilbage. Hun havde tidligere varet sindssvag og den Sindssygdom, som hun blev angrebet af en Maanedstid efter at hun var kommet sig af det Vanvid, der skal staae i Forbindelse med Slagene, hidrører, efter Distriktslagens Erklæring, fra en ganske anden Aarsag. 3) Politieøvrigheden modtog ingen Anmeldelse om "den begaaede Forbrydelse", men da jeg af Omtale hørte, at Pigen skulde være bleven afsindig fordi hendes Huusbond havde slaaet hende, erkyndigede jeg mig derom hos den Læge, der havde hende under Behandling, Da han imidlertid ikke fortiden kunde meddele nogen fuldstændig Erklæring om Sygdommen eller dens Forbindelse med Slagene, og Pigen var ude af Stand til at afgive Forklaring, afventede jeg disse Oplysninger, hvorpaa det vilde beroe, om Sagen egnede sig til offentlig Behandling, og begyndte først Forhøret strax efter at jeg havde modlaget Lægeerklæringen, samt faaet talt med Pigen, hvortil jeg havde saa meget større Grund, som jeg fik at vide, at der førtes Underhandlinger om en mindelig Afgjørelse. 4) Pigens Sigtelse mod Huusbonden, og den derpaa støttede Lægeerklæring, vandt ikke Bestyrkelse strax ved det første Forhør, i hvilket navnlig den eneste Person, der opgaves at have været Vidne til Mishandlingen, nemlig den Sigtedes Kone, under Eeds Tilbud bestemt modsagde den, imedens Huusbonden, som derefter blev forhørt, kun indrømmede at have givet hende to Ørefigen et Par Dage før den egentlige Mishandling skulde være udøvet, og den blev heller ikke under de senere Forhør bestyrket, hvorimod Lægens Erklæring om de Spor, Mishandlingen skulde have efterladt, væsentligt kom i Strid med flere Personers Forklaring, der havde seet Pigen kort forinden hun henvendte sig til ham, hvilket skeete samme Dag, hun efter sit Opgivende havde faaet Slagene.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. august 1861).

Den omtalte byfoged og kancelliråd kan være Carl Ludvig Ferdinand Pontoppidan (1815-1877), søn af Erik Peter Pontoppidan og Charlotte Wilhelmine Elisabeth Westergreen. Han var kancelliraad, byfoged, borgmester i Nykøbing Falster, samt borgmester i Ribe.

Skarlagensfeber paa Falster. (Efterskrift til Politivennen)

Skarlagensfeber. (Loll.-Falft. Stiftstid.) Efterat en ondartet Skarlagensfeber i nogen Tid har hersket i Aastrup Sogn her paa Falster og bortrevet et ikke ubetydeligt Antal Børn, har denne Sygdom eller Epidemi nu ogsaa udbredt sig til Horbeløv Sogn, hvor alene een Familie har maattet friste den haarde Skjæbne, i nogle Uger at miste 6 Børn, medens Sygdommen endnu truer det 7de og sidste! Der ligger noget Gru Opvækkende i at see en saadan Børneflok næsten aldeles oprevet i saa kort en Tid; men hvad skal man sige, naar man derhos hører, deels at de døde Børn en Tidlang laa ikke alene i Stue, men endog i Seng sammen med de levende, deels at da Liigsynsmændene toge Syn over de 4 første Børn, der paa eengang laae Liig, forefandt de Huset, uagtet dette eies af en velhavende Parcellist, i en saa forsømt Tilstand af Uorden, Stank og - reent ud sagt - Svineri, at de, da de kort efter opfordredes til at syne de senere ved Døden afgaaede Børn, fandt sig foranledigede til at bede sig fritagne for denne Forretning, som da udførtes af Districtslægen. - Det hedder sig rigtignok, at der er føiet Anstalt til, at de, hvem denne Epidemi træffer, kunne faa Lægehjælp paa det Offentliges Regning; men da Intet derom er bekjendtgjort gjennem Avisen, uden hvilket det aldeles ikke kan komme til almeen Kundskab, saa mangler det ikke faa Dødsfald, foraarsagede ved Mangel paa Lægehælp. Der bliver end ikke sørget for, at Forældre, som have nogle Børn angrebne, holde dem. der endnu ere raske, fra Skolen, eller at de, hvor Dødsfald indtræffe, afholde sig fra at samle Slægt og Venner til Begravelsesgilde i det smittede Huus; der er nemlig Ingen, der troer sig berettiget eller forpligtet til at anordne Sligt. Da Sygdommen nu ogsaa har naaet til Karledy og Kirkeby Sogne, og upaatvivleligt vil gaae videre, tillader man sig herpaa at henvende de høiere Autoriteters Opmærksomhed, hvem det paaligger at sørge for den offentlige Sundhedspleje. 

x

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1858)

- I Anledning af Ovenstaaende læses i samme Blad:

I Anledning af det i Stifts-Tidenden optagne Inserat om Skarlagensfeberen i Aastrup Sogn skal jeg ei undlade at meddele den ærede Indsender, at bemeldte Sygdom ifølge Districtslægens Indberetning af 21de September allerede den paafølgende Dag blev tagen under Behandling for offentlig Regning, samt at raske skolepligtige Børn fra de Gaarde og Huse, i hvilke Sygdommen herskede, skulde afholdes fra Skolerne saalænge denne fandt Sted, at alle Uvedkommende, fornemmelig Børn og yngre Personer, paabødes at afholde sig fra de Steder, i hvilke Sygdommen herskede, og at alle Begravelsesgilder i Henhold til Forordningen af 17de April 1782 aldeles forbødes, hvilket under 29de s. M. fra Stiftamtet communiceredes Birkedommeren til fornøden Efterretning og videre Foranstaltning. Da Districtslægen derefter under 20de October indberettede, at Epidemien havde udbredt sig til Horbeløv Sogn, bemyndigedes han til at tage de af denne Sygdom Angrebne i samtlige Landsogne i Falsters nordre Chirurgicat under Behandling paa offentlig Regning.

Nykjøbing, den 30te November 1858.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1858).

Skarlagensfeber kom som epidemier. Den værste var i 1858 og grasserede især på Sydsjælland og Lolland-Falster.

Nykjøbing Falster Communalbestyrelse. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 15de Juli.

Under hvilken beklagelig Næringstvang og positive Næringshindringer og Forbud Kjøbstæderne, under deres egne Bestyrelsers Tryk og ved Hjælp af Bevillingsuvæsenet, endnu ofte lide, og hvilke komiske patriarchalsk absolutistiske Midler hertil bruges: kan sees af en Offentliggjørelse af Communalbestyrelsesforhandlinger i Nykjøbing paa Falster. Der havde nemlig en Meel-, Gryn- og Mælkehandler Hansen i Kjøbenhavn underdanigst ansøgt om at "vinde Borgerskab" som Restaurateur. Formodentlig for ikke at forøge Restaurateur-Concurrencen for Consumenterne, havde han ikke engang attraaet at forøge Antallet af Restaurateurerne i Nykjøbing; og havde han af den Grund faaet Afslag, kunde det endda have været meget rimeligt. Han havde imidlertid accorderet med en alt privilegeret Restaurateur Møller i Nykjøbing om, at denne skulde nedlægge sin Restaurateurpost naar H. tiltraadte sin, altsaa kun en personlig Bytning af Restaurations-Privilegiet; der var da saaledes ingen Grund til Frygt for, at Byen skulde blive restaureret af Flere, end der alt herpaa havde "vundet" Borgerskab. Det var jo altsaa et yderst conservativt Forlangende. Men desuagtet erklærede Fleertallet af Stiftets Hovedstadsrepræsentanter: ikke at kunne erklære sig for Ansøgningen, da der i Byen "ikke var Mangel" paa Restaurateurer og - da det betvivledes, at det paatænkte Arrangement vilde blive til (den jo vitterlige og myndige Medansøgers) Møllers og hans Families "sande Tarv"! Vel tilføies der, at heller ikke Supplicantens Charakteer og tidligere Vandel var Bestyrelsen bekjendt. Det turde være den eneste Indvending, hvori der ved Spørgsmaalet om en Næringsberettigelse af den Art vilde kunde være sund Fornuft, men man seer, at den kun har dannet et mindre væsentligt Appendix.

Men Restaurations-Spørgsmaalet i Nykjøbing paa Falster bliver endnu kosteligere ved en senere Forhandling, der sætter Krandsen paa den derværende, jo saa politisk "intelligente" Communalbestyrelses Argument-Bygninger. Efter at Grynhandleren fra Kjøbenhavn var bleven "schnöde" afviist, havde nemlig 1 ½ Maaneder derefter en Skræder, og det endog i selve Nykjøbing, den Kjækhed at ansøge om at drive en Restauration. Han havde, ligesom Grynhandleren, jo heller ingen Fordannelse i Restaurationsfaget, og vel endnu mindre, da Gryn samt Meel og Mælk dog ere væsentlige Restaurations-Ingredientser og Naal og Traad derimod slet ingen Traadforbindelse giver med Bespiisning, men endog vel bør holdes det meest mulige borte derfra. Skræderen vilde desuden gjøre et stort Brud paa "Principet" og forøge Restaurateurtallet, da der jo ikke længere kunde være Tale om at udaccordere den stakkels Møller, med hvis "sande Tarv'' velvise Byfoged og Raad havde decreteret det uforeneligt, at han paa egen Haand tog andre Næringsbestemmelser for sig og Familie. Hvad antager man saa, at der nu skeete, af den samme (Kommunalbestyrelse, som har afgivet hin ovenstaaende "Betænkning"? Den vedtager conseqvent og dennegang uden Dissents at erklære: "at Nykjøbing Kjøbstad, hvad Bestyrelsen tidligere har havt Lejlighed til at yttre, ikke føler Trang til flere Restaurateurer, og man derfor ikke heller fandt Anledning til at anbefale Ansøgningen". "Imidlertid" - tillykke har Skræderen et daarligt Helbred og "imidlertid vil Bestyrelsen derfor, navnlig med Hensyn til Supplicantens Helbredstilstand og hans fleeraarige Stilling i Byen som Borger, ikke modsætte sig, at ham meddeles Tilladelse til at vinde Borgerskab som Restaurateur". Først afslaaer man af "Princip" hvad man havde tidligere nægtet en Anden, der begjærede det Mindre, og i samme Moment tilstaaer man, formedelst Helbredet, Skræderen det Mere i den samme, af ham begjærede, Næringsudøvelse!

Samme (Kommunalbestyrelse har alt under 14de April havt en anden svær Nød at knække, og den befinder sig da ogsaa under Tænderne endnu. En Enkemad. Jacobsen har nemlig søgt om, i Forening med hendes Næring som Kagebagerske at maatte forundes Tilladelse til at udskjænke Thee og Caffe for Damer og Beboere af den mere dannede Classe. Da Spørgsmaalet imidlertid selvfølgeligt var saa vigtigt og difficilt at afgjøre, blev det "stillet i Bero til et senere Møde"; og hvor særdeles vanskelig Afgjørelsen falder, vil sees deraf, at uagtet Bestyrelsen har holdt syv senere Møder, var Sagen ved Juni Maaneds Udgang og er rimeligviis til Dato ikke atter foretagen, saa at Enken og "den dannede Classe" i Nykjøbing paa Falster endnu ere spændte paa Afgjørelsen, der dog tør haabes, i Conseqvents med Spørgsmaalet om Skræderens nye Restauration, at ville resultere saaledes: at den dannede Classe i Nykjøbing Kjøbstad ikke føler Trang til mere Thee og Caffe og man derfor ikke kan anbefale nogen yderligere Udskjænkning; men saasom Madamens Hetbred er skrøbeligt og Madamen - det formode vi - har været Madam i mange Aar i Byen, anbefaler man hende gjerne til Bevilling til at skjænke Thee og Caffe til den kagenydende dannede Classe.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. juli 1856).

Farefuld Postfærd. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Nykjøbing paa Falster hedder det under 16. Jan. i Byens Av. Den fra Kjøbenhavn i Løverdags Aftes udgaaede lollandske Pakkepost afgik fra Vordingborg i Søndags Middags Kl. 12 over Masnedø med 4 Reisende og endel Gods og forlod Masnedø omtrent Kl. 1 paa 4 Isbaade, i klart Veier og med vestlig Vind. Da Baadene vare komne en Fjerdingvej ud i Strømmen, blev den ene af dem skaaren istykker af Drivisen, saa den strax fyldtes med Vand og maatte forlades, efterat det med Møie var lykkedes at redde Postgodset i meer eller mindre vaad Tilstand, paa en Komode nær, som tilhørte en af Passagererne. Senere Kl. 4 a 5 reiste sig en stærk Blæst, og Skrueningen af Drivisen tiltog, saaledes at en anden Baad blev læk og trods den flittigste Øsning tilsidst blev saa opfyldt med Vand, at ogsaa den maatte forlades med alt deriværende Postgods, da de to tilbageværende Baade ikke yderligere turde overlæsses; dog blev den først trukken op paa et Isstykke, saa at det dog er muligt, at den kan være dreven iland etsteds med Isen. De to andre Baade vare udsatte for den største Fare i Drivisen, og det saae flere Gange ud til, at Alt skulde gaa tabt; men omsider Kl. 11 om Aftenen, naaede man Falster udfor Havnsø, hvor 4 Vogne strax rekvireredes til Postens Befordring til Gaabense Færgegaard. Færgefolkene fortjene al mulig Roes for den Iver og Udholdenhed, hvormed de, under Dampskibsfører Hansens ledelse, udførte deres Hverv; thi havde ikke disse Mænd arbeidet saa ufortrødent, vilde sandsynligviis hverken Passagererne eller Resten af Postgodset været i Behold.

(Ribe Stifts-Tidende 22. januar 1856).

Den tidligere omtalte Baad med Pakkepostgods, som ved  Overfarten fra Vordigborg til Gaabense nylig maatte forlades, er senere inddreven paa Baagø, hvorfra Godset, ialt 26 Stkr., blev bjerget og nu er ankommet til Nykjøbing. Det Bjergede er dog Alt i mere elller mindre vaad Tilstand og det vil saaledes være et temmelig føleligt Tab for Mange, hvis Hs. Exc. Generalpostdirektøren ikke maatte finde sig foranlediget til at tilstaae vedkommende Eiere Erstatning, hvorom man dog - støttende sig paa dennes bekjendte Liberalitet - nærer Haab. (Loll.-Falst. Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 29. januar 1856).

Mærkelig Criminalsag. (Efterskrift til Politivennen)

Ved den Kongl. Lands Overret samt Hof- og Stadsret blev den 16de dennes paakjendt en dertil appelleret Sag mod Arrestantinden Margrethe Olsdatter af Særløv, der tiltaltes for at have ved Gift ombragt sin Mand Gaardmand Peder Andersen Skou, og mod Arrestanten Ole Hansen af Horbeløv for at have været Medvider i denne Forbrydelse og tilskyndet Arrestantinden til at begaa den. - Arrestantinden var under Sagen overbeviist at have, for at skille sin Mand ved Livet, d. 9de Juni f. A., bibragt ham Rottekrudt i nogle til ham tillavede Pandekager og den paafølgende Morgen bibragt ham samme Gift i en Kop Kaffe. Den 12te Juni paafulgte Mandens Død. Ved den ved Falsters Birks Extraret afsagte Dom blev Arrestantinden dømt til at knibes med gloende Tænger, samt afhugges Haand og Hoved med Øre og disse sættes paa en Stage og Kroppen lægges paa en Steile, og Arrestanten til for Livstid at arbeide i Rasphuset, og ved Overretten blev denne Dom stadfæstet.

(Kiøbenhavnsposten, 22. januar 1830)

Födsel i Dölgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Mariboe, den 26de September. ... i Stubbekjøbing er et Fruentimmer under Tiltale for Barnefødsel i Dølgsmaal. Mærkeligt ere det, at Fruentimmeret sigtes som skyldig i en hemmelig Handling, der foregik paa et offentligt sted midt iblandt en stor Forsamling, nemlig paa Byens Torv, hvor der holdtes Marked, og hun fra Vogn solgte Oste. Hun havde imidlertid ikke alene Contenance og Styrke til at skjule det med hende foregaaede, men forrettede endog Dagen derpaa sit vante Arbeide. Formedelst hendes Corpulences pludselige aftagen opstod der Mistanke mod hende; hun kom i Forhør, og der bekjendte hun. 

(Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende den 15. oktober 1828)

En Spillemands Død. (Efterskrift til Politivennen)

Maribo Avis beretter en Spillemands Død i Lolland paa en samme Blad saa egen Maade, at Beretningen godt kan tiene som en Prøve paa den Lollandske Skrivemaade, og meddeles her, som saadan, i dens hele Udstrækning. "Saxkiøbing, den 14de Januari. Fire tonekunstnere, forhenværende Hoboister, som nu søge Ære, Brød og Brændeviin herpaa Landet, kom med Fuldmagt fra Stadsmusikanten i Nakskov, af hvem de have leiet Musiken her i Egnen, til Saxkiøbing ved Juletider, øvede her Kunsten, og reiste herfra paa Kunstens Vegne videre til Falster. Men paa Tilbagereisen herfra begyndte det at gaae dem ulykkeligt, thi først var den rene Gevinst kun meget ringe, og dernæst blæste Hatten af Hr. Hundt, en af dem, og gik til Søes. I Slud og Regn kom de Tirsdagen den 13de Januari hiem til Saxkiøbing i Qvarteret hos Giæstgiver Hans Frandsen. I Stuen talte de nu Resten af deres Penge, som beløb sig til 2 Rbd. 3 Mk. 8 Sk. og derpaa søgte de at forslaae Grillerne og tørre deres Klæder. Tiden løb hastig i den fortrolige Vennekreds, endelig skildtes de ad og tumlede i deres Senge. Hr. Hundt laae i et Værelse for sig. De tre andre samledes om Morgenen, uden i Selskab med deres Ven, Hr. Hundt. En af dem gaaer til hans Værelse, men foer hastig bleeg og maalløs tilbage, den anden og saa den tredie fulgte efter og - hvilket skræksomt Syn! Der lae deres Ven næsegrus mod Jorden, og havde - knækket sin Hals. Med den ene Haand havde han vildet gribe et Ølglas, der stod uden for Sengen. Hovedet var for tungt, det fik Overvægten, og Ulykken var skeet. - Han efterlader sig Besiddelser i Mariboe og Saxkiøbing, nemlig: der en Violin uden Stoel, og her et Par gamle Buxer og et Par gamle Støvler. Skiorte, Tørklæde og Frakke havde Venskab laant ham, og Hatten var, som ovenmeldt, falden i Vandet. - Fred over hans Grav i det fremmede Land."

Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende. 31. januar 1818.

Om en mulig bedre Skibsfart og Havn til Roeskilde Kjøbstad; tilegnet denne Stads respektive Herrer Kjøbmænd i August 1811. (Efterskrift til Politivennen)

Denne Stad, som ligger ikke ubeleilig til Skibsfart, og kunne blive en Søestad af anden Rang, har i lang Tid ikke eiet flere end 4 smaafartøier paa 2, 3 eller 4 Læsters Drægtighed, og hvoraf ikkun det største med Dæk, foruden nogle faa Fiskerbaade. Aarsagen hertil, angiver man at være den snevre Pas og det grunde Vand, som befindes imellem nogle smaa Øer og Holme i Farvandet; og det er ogsaa sandt, som her kortelig skal oplyses; og hvortil endnu kommer det Sagn, at for 400 Aar siden, disse snevre Indløbsrender, i Dronning Margarethes Tid, skulle være forsænkede med store Træer til hinder for fiendtlig Fart. Sandt! at Historien giver Anledning til denne Mening, men dog staaer der ikkuns: at det var de fleste Havne i Danmark, som vederfores saadant. Det bliver da uvist, om Roeskilde-Fjordens Indløb har været deriblandt; thi det er uvitterligt, at derom nogen Tid er seet Undersøgelse; heller ikke, saavidt mig er bekjendt, har der været Spoer af nogen ved Roeskilde ordentlig indrettet Havn, saasom Levninger af Pæleværk med Jernbolte og Ringe, som ere almindelige Mindesmærker deraf, og hvilket dog ellers paa andre stæder i Provinzerne, indtil vore Tider har været synbar. Saaledes har ved Borre paa Møen, der nu og i lang Tid er og har været en Bondebye, men tilforn skal have havt Kjøbstadsprivilegier, været at see Pæleværk med Bolte og Ringe; og gamle Folk for halvhundrede Aar siden, da jeg tjente ved Møens Amtstue, paavirke endnu (dog ikkun efter Sagn igjennem flere Generazioner) det Stæd, hvor Toldboden havde staaet; ligesom og det da (1760) var meget kjendbar, at Indseilingen hertil fra Østersøen havde været Syd fra. Saaledes ogsaa ved Kjøbstaden Stubbekjøbing i Falster: denne liden Bye, som altid har havt Skibsfart, men i de senere Tider ingen ordentlig Havn uden i aaben Søe nogle nedrammede Pæle til Fartøiernes Fortøining N. O. for Byen, og meget usikker; men vel i den fjernere og høie Alder, en meget sikker Havn inden for det saakaldede Kongsnæs, en halv fjerding Miil op i den nuværende Møllesøe S. O. hen, og som adskilles fra Havet ved en Steendækning, hvor jeg som Dreng i min Fødebye for 60 Aar siden, mange Gange har seet gammelt Pæleværk med Bolte og Ringe, samt endnu Topenden med sin Hommer og Spids af et under Vandet staaende Skib. Paa disse, to nævnte Stæder har altsaa været tydelige Mindesmærker om Havn og gammel Seilads; men ingen Tid er det mig forekommet ved Roeskilde; dog maaske Statsarkivet kunne oplyse noget herom? - har imidlertid Indløbsrenden eller Renderne i Oldtiden været forsænkede, hvilket dog nok ingen Tid er undersøgt, saa skulle det dog vel ikke være umuligt, ved den Kraft, som vort fortræffelige Søe- og Arsenalvæsen indbefatter, at optage disse gamle forstenede Træer; hvilket det noksom har viist, ved at optage Skibe, ladede med Jern og sværeste Vægt paa flere Favne Vand i mere aaben Søe end her i Roeskildefjorden finder Stæd; jeg mener ved de 2de bekjendte Pramme, som har Navn af Rumpeløs. Men antager man, at ingen Forsænkning, ved Undersøgelse herstæds, er at finde; - ikkun at det er naturligt stenet og leret Grund; saa er ingen Betænkning for, at jo opmudring, ene med tilbørlig passende Muddermaskiner og behørig dueligt Mandskab dertil, lader sig gjøre.
Ved i denne Sommer at passere dette Farvand nogle Gange frem og tilbage fra Frederikssund med en Baad, har jeg paa fri Haand for mig selv figureret en Søkortstegning, som til min egen Oplysning viser de forekommende Objecter, der i Hensyn til Løbene, Dybden, Grundene, samt Steen- og Sandbanker, hvis Afsætning paa Kartet jeg har at takke den herværende Lods for, og som er saaledes: Fra Jægerspris Færgeløb, som har 96 Favnes Brede og 7 a 8 Fod daglig Vand, - og i S. t. V. forbi Frederikssund og uden for liggende Kaløe, til Kølhøiene, 5/4 Miil, - 7 a 8 Fod; men disse forbi, saavel paa Øst- som Vestsiden, ikkun 3 a 3½ Fod paa en Længde af 200 Favne og i Brede 80 a 90 med guul Grusgrund. Herfra og op til Edskildsøen 1 Miil, med 7 a 8 Fod Vand, hvor forinden ligger en skjult Steengrund, Kalkgrunden kaldet, Ø, for Løbet.
Derefter paa omtrent 300 Favne med 3 a 3½ Fod Vand og mere end 100 Favne bred, med Grødebund og Sand, forbi Edskildsøe, og det lige over for paa Selsøe-Siden liggende Færgehuus 180 Favne tvers over. Denne Grund forbi, som kaldes Selsøegrunden, er en bred Bugt 7/4 Miil med 10 a 12 Fod Vand tilbegge Sider og i S. V. lige op til Roeskilde; dog er omtrent ½ Miil forinden en liden Græsholm, Elormen kaldet, som paa begge Sider Ø. og V. kan løbes ganske nær.
Det er mig sagt, at for maaske en Snes Aar siden skal det have været i Forslag, at faae de ovenfor ommeldte Grunde fordybede efter et Overslag paa 10.000 Rdlr. for Kongelige Regning imod aarlig Afbetaling i visse Aar; men at de Herrer Handlende havde tilbudet Gjengjendelsen ved forhøiet Told og Lastepenge; og at det siden derefter er blevet uomtalt. Maaske kunne Tænkemaade og Handelsaand i Hensyn til at Søekrigen dog ikke skulle vare evig - men muligt snarlig faae en Ende; nu tilveiebringe et fælleds Ønske for den gamle Absalonske Stad: at en drivtig Skibsfart kunne begyndes at sees i Møde? Jeg tør tro, at det er ufornøden til nærmere overveiende Oplysning, her at fremsætte nogen Forskjelsbalanse mellem at have Skibsfart direkte til og fra denne Stad - imod at føre alt Kjøbmandsgods (tømmerflaader undtagen, som med saa stor Bekostning og megen Trældom maae transportateres fra Frederikssund af) paa Vognaxen fra Hovedstaden, hvor Kjøbet dog er paa anden Haand; foruden at Heste og Vognslid samt Folkeforsinkelse, ikke maae være ringe, og derfor fordyre Udsalgspriserne. En Handelscommittee eller et udvalgt Handelsraad, i selve Staden, ville bedst kunne udsætte dette fra hinanden, og maaske vise, at de Herrer Handlende, saaledes som de nu og i lang Tid har været tilsyne, hverken er mere eller mindre, om jeg tør sige det, end Hovedstads Grosserernes Handelskommissionærer eller noget saadant lignende, der detaillere Fornødenhedsvare til Landboen; Herfra undtagen Kornhandelen i al Ære og Respekt; og hvortil just Skibsfarten er saa nødvendig.
*   *   *
Ved denne Leilighed et Par Ord om Frederikssund; Denne lille Sneglekjøbstad formedelst sin sære Krumhed og de mod N. V. omliggende høie Bakker, har vel en Havn, men aaben og uden Fortøiningspæle, men god Ankerbund; mangler en Skibsbroe, hvor Skibe kunne lægge an, til Læsning og Ladning, som nu maa skee ved Baadførsel til og fra Land, og med Heste og Vogn i Vandet, efterdi neppe en Trebords-Jolle kan anlægge Broen, der ellers er fra Begyndelsen ret net anlagt, og ved Forhøielse og Forlængelse til Dybs, med et større Brohoved til Venderum for Vogne, kunne saaledes blive høist nyttige, da Vedkommendes Heste og Vogne nødvendig maa lide meget, ja endog er farlig for dem ved hiin førsel, saaledes som den nu er. Et Forslag til Forbedring skal, efter Sigende, ogsaa være skeet for nogle Aar siden; men tilsidesat, og nu i Forglemmelse.

J. With,
Kammerraad.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 72
Løverdagen den 7 September 1811
Spalte 1135-1139

Englænderne jager danske skibe. (Efterskrift til Politivennen)

Mariboe d. 23 Maj. I forrige Uge blev en Skipper fra Ærø jaget paa Land af et fiendtligt Skib ved Damestrand. Skipperen med sine Folk maatte forlade baade Skib og Ladning. Fjenden besteg det og satte Ild paa det. - Imidlertid ilede de Militære med Artilleri til, hvorved Skib og Ladning blev reddet fra at falde i Fjendens Kløer. - Skipperen gik da igjen om bord og kom siden lykkelig sejlende med det til Helgenhavn. - Hele Kahytten var afbrændt. - Ved Grønsund, Kjøge, Præstø, Stevns ligge fjendtlige Skibe. - Den 16de dennes have de fjendtlige Krydsere taget 1 Skib ved Stevns og jaget 3 paa Land under Møen. Den 18de tog de 3 Galeaser og 4 Jagter og den 19de 1 Jagt. Fjenden gik sønder paa med dem. Farvandet vrimler af fjendtlige Krydsere. - Den 22de dennes passerede en stor fjendtlig Flaade Nysted. Om Aftenen saaes den imellem Darkegaard og Ringsebølle. Der siges at den bestaaer af en 200 Skibe og af over 6 Linjeskibe, 4 Fregatter og en Mængde Brigger. Hele Dagen hørtes en stærk Skyden, men det var ikke uden Signalskud. I Dag ligger den med Modvind imellem Kramnitze og Movleskov.

Korsøer d. 26. Maj. Til de Linieskibe, som i flere Dage have ligget her i Sprogøbeltet er der imorges endnu kommet 5 Linjeskibe, hvoraf et førende Kontraadmiralsflag, samt en Kutterbriig og en Kutter. Nu ligger her ialt 11 Linieskibe, et bevæbnet Pinkskib, en Kutterbrig og hvoraf norden for Sprogøe 4 Linieskibe og Pinken, de øvrige deels sønden for denne Øe, deels hen under Langeland. Et amerikansk Fregatskib, som kom sønder fra, mødte Eskadren, fortsatte sin Sejlads nordetfer, men har sideen maattet ankre formedelst Stille.

Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 4. juni 1810.

Et Par Ord om Skovballer.

Blandt de råd det Kongelige Sundheds-kollegium i denne sommer har givet for så vidt muligt at svække smittens indvirkning af den frygtelige kolera og afværge sygdom er dette: "at vogte sig for forkølelse, dels ved ikke at udsætte sig for pludselig vekslen af varme og kulde, dels ved en passende klædedragt og især ved at bruge uldne klæder nærmest kroppen, hvorved mild hududdunstning befordres" et af de første og vigtigste. Se dette kollegiums anvisning fra 11. juni 1831!

Indsenderen af disse linjer tillader sig nu at spørge vedkommende over- og underopsynsmænd: Hvorledes stemmer dette råd med de offentlige skovballer om natten som holdes næsten hver anden søndag på Falster og formentlig flere steder i riget?

Jeg tror vist at disse skovballer til enhver tid er højst skadelige såvel for sundheden som for sædeligheden. Og jeg har derfor ofte og i mange år i mit stille sind forundret mig over vore politimyndigheders og offentlige opdrageres ligegyldighed og tavshed i denne henseende.
Mange ynglinge og piger tabte ved disse natlige forlystelser i skovene både sundhed og uskyld. Man siger ikke: "Det står jo enhver fader, moder og foresat frit for at nægte sit barn og undergivne denne fornøjelse." For det er ikke så let en sag som man tror at holde styr på ungdommen. Den offentlige autoritet bør her kraftigt komme den private til hjælp ved ligefrem at forbyde disse skovballer og derved afholde fristelsen.

Men til ingen tid kunne disse natlige forlystelser være eller blive mere ødelæggende end i den nærværende, da luften især om aftenen og natten er fuld af usunde dunster. Jeg er ikke blandt dem der misunder ungdommen sine glæder. Jeg vil kun at disse som alt andet skal holdes inden for de grænser som religion og fornuft foreskriver. Er vinteren ikke lang nok til dans og baller i vores offentlige og private huse, og skal man i denne forlystelsessyge tidsalder absolut danse gennem alle årets dage, nuvel - så ender man dog forlystelsen i skoven med dagen og fortsætter den ved dans i stædernes balhuse! I stæderne kan man dog klæde sig om før man sætter sig på vognen til det ofte langt fra liggende hjem eller overnatte hos venner og bekendte.

Det danske kancelli har for nyligt befalet at de offentlige svømmeøvelser på landet for i sommer skal ophøre "fordi" - som der står - "disse medfører anstrengelse og sved," og at blot badning med forsigtighed må finde sted og mens dette kollegium udsteder sådant bud til sundhedens vedligeholdelse, tillader man trindt om i landet offentlige baller i skovene om natten til sundhedens nedbrydelse"

Hvem som har øre at høre med, han hører

(Politivennen nr. 816, Løverdagen den 20de August 1831, s. 581-584)

H. Schiernings underlige Gravskift

(Indsendt)

Som et nyt bevis på at literatus K. H. Seidelin havde ret da han for en del år siden foreslog indskriftmestrene både i København og i andre danske steder, for derved at at forebygge besynderlige indskrifter, meddeles følgende underlige gravskrift som findes på Nykøbings kirkegård på Falster:

Herunder hviler
forhenværende Skibskapitaine
Henrik Schierning,
fød udi Stege paa Møen,
den 12te marts 1718,
og
som døde, efter Guds Villie, 180...
Han førte et ærbart og stille Levnet for Verden,
var dog den groveste Synder for Gud,
i Synds Erkiendelse og Tilflugt
til Naadestolen ved Jesu Blod
at renses, og ved hans tilegnende
Fortieneste at faa Seier over alle
aandelige Fiender.

Lovet være Gud
og vor Herre Jesu Christi Fader,
at den sildige Arbeider i Viingaarden
faaer, ligesom de Første.
Giv, o Lyssens Fader
at denne min Bekiendelse
Maae tjene Andre til Eftertanke!
Ja, o Gud, giør dog for Christi Blod
Min sidste Afskedstime god!

(Politivennen nr. 28, Løverdagen den 13. juli 1816, s. 425-426)

Redacteurens Anmærkning

Gravskriftet passer på Henrik Gregersen Schierning, født 12. marts 1718, død 26. april 1809 i Nykøbing Falster.

Et Ønske for Øen Falster

(Efter indsendt)

Blandt de mange nødvendige varer som Falster for tiden lider stor mangel på, er også smedekul. Stenkul fås nu ikke mere, og vi bør under nuværende omstændigheder vise at vi kunne undvære dem. Men kul skal smeden have, og på et land hvor brændet vanskeligt kan købes, fås brændekul endnu vanskeligere. Her er stor mangel på smedekul, uagtet landet har skove nok. De største skove ejer hans majestæt kongen og det Classenske Fideicommis. Det var ønskeligt og meget velgørende om det højkongelige rentekammer og direktionen for fideicommisset ville gunstigt betænke Falsters tarv og lade deres skove brænde smedekul til salg, ligesom i Sjælland sker fra de kongelige skove. På afsætningen ville det vist ikke mangle. Også er det rimeligt at den vidtløftige Horreby tørvemose som størstedelen tilhører fideicommisset, ville kunne afgive fortræffelig tørv til smedekul, under kyndige brænderes behandling.

(Politivennen nr. 541, 10. september 1808, s. 8694-8695)

Spanske Tropper - Franske Tropper. Farvelagt tegning med samme motiv som "Spanske og Franske Tropper paa Fyen Aar 1808" af Ørnstrup, Andreas men med anderledes baggrund. Han er derfor muligvis også ophav til dette. Det kongelige Bibliotek.

En Klage over Befordring og Veje i Falster

Imens vores gode og retfærdige regering gennem vise og fortræffelige love fremmer almenvellets tarv og borgersamfundets vel. Imens dette daglig foregår for vore øjne, møder den rejsende en modtagelse på Falster, som i alle henseender fortjener den højere myndigheds opmærksomhed og deltagelse. Således har jeg mødt ubehageligheder ved min ankomst der til landet, som overgik dem jeg gik i møde ved en vandring blandt Karthagos ruiner. En vandmelon og en skål vand overraktes mig af en maurer til vederkvægelse under dette brændende klima. Og jeg glædede mig over at der blandt disse såkaldte barbarer findes mennesker, der både følte og tænkte på medbrødres tilstand og lidelser.

Men læser! Tænk engang. Denne modtagelse møder dig ikke ved din ankomst til Falster. I en af de første dage af august måned kl. 3 om eftermiddagen ankom jeg med familie til Grønsund Færgegård på Møn. Jeg fik efter et kort ophold færgen, hvori vi tilligemed vores rejsevogn indskibede os. Vinden var østlig med laber bramsejls kuling. Ved krydsning og hjælp af mådelige færgekarle, nåede vi endelig færgebroen på Falster efter 4 timers sejlands. Enhver vil let indse, at man efter 4 timers trættende og ubehagelig sejlads på en åben færge med fruentimmer og børn i følge, længes efter både vederkvægelse og husly, og begge dele skulle jeg nu først opsøge. 

Jeg gik straks op til lodshusene til sættefærgemanden Ole Olsen, men ingen var hjemme. Men efter et kort ophold kom konen hjem til huset, som på mit første spørgsmål: Om vi kunne få befordring af forspændsheste til Stubbekøbing, svarede mig: At lodsene ikke var forpligtede til at køre for os, uden efter eget behag, og bønderne i nærmeste by (Næs) heller ikke ville afgive befordring, uden når de så deres fordel derved, da de ikke var underkastet tvang med hensyn til befordringsvæsnet.

Eckersbergs billede fra Københavns Toldbod 1804 viser nogle forskellige båd- og skibstyper fra perioden. (Udsnit. Fra Før og Nu 1916).
 
Denne ubehagelige forfatning, at ikke engang at kunne komme af sted for penge, pressede mig til at begære en ekspres til staden (som ligger en mil derfra). Det var konen straks villig til at lade afgå. Dog sagde hun mig, at der ville gå nogle timer inden befordring kunne komme. Jeg forsøgte nu efter hendes råd at gå til lodsen for at få et tidendebud af sted. Men lodsen var ikke hjemme, og hans kone ville under ingen omstændigheder tillade, at jeg for betaling måtte få en hest hos hende. Nu var der intet andet at gøre end at afsende et gående bud. 

Jeg gik ned til på færgebroen og afhentede min familie, som endnu ikke havde fået husly, og opholdt sig på rejsevognen, da sættefærgemandens kone havde tilladt mig, at de måtte opholde sig i hendes stue. Men derved var endnu kun lidt vundet. For vederkvægelse, som vi høfligt trængte til, var ikke til at få for penge. Og uvisheden om hvad tid vi kunne vente heste fra Stubbekøbing, samt rejsevognen og rejsetøjets usikkerhed på færgebroen, var store ubehageligheder, især det sidste. For at få vognen bragt op i sikkerhed, måtte jeg nu af mangel på hjælp gå ned til vognen og forblive ved samme, indtil kl. 12 midnat, da forspændsheste ankom fra Stubbekøbing.

Enhver som er vant til at rejse ved og kender de besværligheder som rejser medfører. Og vil let kunne indse det ubehagelige og modbydelige ved denne rejse, hvor vi fra kl. 10 om formiddagen til kl. 2 om morgenen gjorde en rejse på 5 mil, og hvor vi på den sidste mil til søs og til lands tilbragte 6 timer. Og det af ingen anden årsag end de eksisterende indretningers dårlige tilstand og utilstrækkelighed til befordringsvæsnets fremme og sikkerhed.

Og endnu ikke nok med dette ophold i Grønsund. Næppe havde vi forladt lodshusene for at køre landevejen til Stubbekøbing, før vi atter måtte udholde at passere den afskyeligste vej man kan forestille sig. For her afvekslede veje med indgrøftning, opkørte hjulspor, agerrender, som endnu ikke var opfyldte, hulvej hvor vi ikke kunne passere med vores brede vogn uden yderste fare for at brække den i stykker. 

Men intet af alt dette kan sammenlignes med et sted på vejen kaldet Rædskred, som ligger på en engbund, og hvor man har en smal 3 til 4 fod dyb hulvej at køre igennem. Og midt i denne smukke hulvej, som altid er fyldt med vand, findes en forulykket stenslæde, som lig Malora-skærene ved Livorno rager op over vandets overflade og truer de rejsende med død og ødelæggelse. For ved nattetid hører der ligeså meget mod som forsigtighed at komme godt igennem. Dersom dette sted ikke umiskendelig viser prøver på ligegyldighed for en bedre indretnings fremme, så er der intet sted i hele Danmark, som på noget tidspunkt kan og bør omtales. Især når man ved, at denne stenslæde har stået der i henved 10 år, uden at man har søgt at forandre dens tilstand.

Her Læser! På dettes sted, steg min uvilje til det højeste! En elsket familie, et kært barn, skulle nu med mig selv overlades til skæbnens gode eller onde lune, og således udsættes for helbreds og lemmers forlis.

Det er at håbe, at når stiftets virksomme amtmand skulle få dette at se, at han da sikkert vil gøre alt sit til at denne landevej bliver sat i god stand, da han har givet så umiskendelige prøver på hvor meget han ønskede vejens istandsættelse i sit stift.

Hvad der kan være årsag til at forordningen af 27. januar 1804 ikke endnu er blevet anvendt i hensyn til befordringsvæsnet fra Grønsund lodshuse er ubegribeligt.

På flere steder i Danmark er anlagt og befalet vognmandslaugs oprettelse, hvor det lokale langt fra ikke er så bekvemt som ved Grønsund. Ved Vindbyholt, Gåbense, Kalvehave og mange flere steder i landet må fragtvogn hentes over en fjerdingvej borte fra stedet. Her derimod (fra lodshusene til bondebyen Næs) er næppe en halv fjerdingvej til nærmeste by. Foruden 2 velhavende bønder findes 5 nedlagte bønder i byen Næs, hvoraf hver nedlægger i det mindste holder 2 og flere heste til avlingsbrug. Disse 7 i tallet burde og kunne jo afgive befordring. For ikke at tale om de 3 til 4 udflyttede bøndergårde fra byen Oure, som ligger ikke mere end en fjerdingvej fra det allerede omtalte sted.

Alt taler for at oprette et vognmandslaugs der på stedet. Intet kan frembringes derimod.

Det ville ikke være vanskeligt at frembringe data som viser nødvendigheden, såvel af et steds anlæggelse til husly for de rejsende, som også indretning til befordring. For 3 år siden passerede jeg i et selskab med 2 bekendte dette sted (lodshusene på Falster). Af mangel på husly og endnu større vanskelighed med at få befordring til Stubbekøbing, blev vi nødt til at gå til staden. Det var en streng vinterdag, og skønt vi brugte megen forsigtighed for at komme over det farlige Rædskred, slap dog en af os ned i isen der, og følgerne af dette vinterbad var sørgelige.

Med hvilken glæde ser jeg det øjeblik i møde, da de høje og mægtige herrer af fideicommis på dette gods, ville anvende hele deres opmærksomhed på at gøre sådanne indretninger, som kan tjene det almene til bedste. Og hvilken rejsende ville ikke yde sin tak til de mænd, som så hans trang og afhjalp den. Dersom det også er bestemt og afgjort, at hverken rejsende eller Falsters beboere kan komme i betragtning ved dette sted og vente at nogen solid indretning sker, så var det at ønske, at man dog ville tillægge Grønsunds lodser jord til dyrkning, og derved forpligte dem til at befordre og modtage de rejsende.

Staal

 (Politivennen nr. 387, 21. september 1805, side 6157-6164) 

Redacteurens Anmærkninger

Falster-Møn-Sjælland

Artiklen omtaler nogle dengang kendte (færge)steder på Falster og Sjælland: Grønsund (det smalleste farvand mellem Falster og Møn). Gåbense (nu Storstrømsbroen) var færgested indtil 1872. Kalvehave på Sjælland (smalleste sted mellem Møn og Sjælland) var færgeby helt til 1942 hvor den blev erstattet af Mønsbroen. Vindbyholt ligger inde i landet ved Orup Bæk. Det var på kroen Grundtvig 5 år senere efter eget udsagn som en anden Paulus kæmpede med djævelen.