Af Borgmester Schjørring i Skjelskør.
En ung Tjenestekarl ved Navn Anders Hansen reiste for nogle Aar siden herfra til Falster for at søge Arbeide. I October 1871 meddeelte man ham paa Begjæring Attest for, at han ikke havde nydt Fattigunderstøttelse her, og det kunde saaledes formodes, at han var ifærd med at gifte sig, skjøndt han kun var 22 Aar gammel, men noget overrasket blev Byraadets Fattigudvalg, da det allerede i Marts 1872 modtog Anmeldelse om, at Fattigvæsenet i Onslev-Eskildstrup Sognecommune havde taget ham med Familie under Forsørgelse for det herværende Fattigvæsens Regning, og at denne Familie bestod af ikke mindre end Kone og 4 Børn. Paa Forespørgsel herfra oplystes det, at "den Pige", med hvem han havde indgaaet Ægteskab, havde 3 uægte Børn i Live, dengang Lysning skete, og at hun inden Vielsen, som fandt Sted den 1ste Decbr., var nedkommen med et fjerde Barn, hvortil A. Hansen var Fader. Ved Ægteskabet var denne talrige Families Forsørgelse lykkelig og vel overført fra Onslev Sogn til Skjelskør Fattigvæsen, og herved var foreløbig Intet at gjøre, skjøndt Sagen saae noget mistænkelig ud. Kort efter kom Konen i Forbedringshuset for Tyveri, og Børnene anbragtes hos Plejeforældre. Manden forblev nogen Tid i Hjemmet, men pludselig forsvandt han, efter først at have solgt Sengklæderne og det andet Bohave, og man har ikke senere hørt noget til ham. Efterat Konen var løsladt af Straffeanstalten, blev hun efter Forlangende herfra hjemsendt hertil for at indlægges paa Fattighuset tilligemed det ene Barn; to Børn forbleve i Pleie paa Falster for en moderat Betaling, og det fjerde, som hun havde med A. Hansen, døde i Vinter inden Hjemsendelsen. Der blev nu efter Fattigudvalgets Begjæring optaget et Forhør over Konen for at faae nogen Oplysning om Sogneraadets Adfærd i denne Sag, og ret mærkelige Ting fremkom, men desværre kunde Forhøret ikke fortsættes paa Falster, da Maribo Amt lod sig nøie med at tilveiebringe nogle Erklæringer fra Sogneraadet og Præsten, men øvrigt "ikke fandt Anledning til at foretage videre i Sagen." Fuldkommen oplyst er Sagen saaledes ikke bleven, men de afgivne Erklæringer, sammenholdte med Forhøret, kaste dog tilstrækkeligt Lys over den for Enhver, der forud har lidt Bekjendtskab til commuuale Finesser, og nogle Meddelelser herom ville sikkert ikke være uden Interesse paa en Tid, da Fattiglovgivningens Revision staaer paa Dagsordenen.
Anders Hansen var i Høsten 1871 flyttet ind til den under Sagen omhandlede "Pige", Ane Margrethe Hansen, og paa Grund af dette forargelige Samliv bleve de efter Anmeldelse fta Sogneraadet indkaldte til Forhør i Nykjøbing. Her afgav A. Hansen den Erklæring, at det var hans Hensigt at ægte Pigen, og fra den Tid af har Sogneraadet trofast hjulpet ham til at overvinde alle Hindringer herfor. Ane Margrethe har i Forhøret herom udtalt sig saaledes:
"Navnlig vare Sogneraadsmedlemmerne Teglbrænderne H. P. og Gaardeier L. P. flere Gange hos Comparentinden for at formaae hende og A. Hansen til at indgaae Ægteskab og gave Løfte om, at A. Hansen skulde faae 15 Rd , naar han vilde ægte Comparentinden, hvorhos de antydede, at Præsten ikke vilde tage Noget for Nielsen... Paa Grund af dette gjentagne Ønske om Penge, som kunde sætte dem istand til at afholde Udgifterne ved et Bryllup, hvortil de ellers ikke vilde have været istand, gik A. Hansen en Løverdag tilligemed 2 Mænd op til Capellan Hofman (Bang) for at bestille Lysning. Capellanen anmodede A. Hansen om at sende en Skudsmaalsbog, der beroede hos Gaardmand A. M., og lovede A. Hansen 3 Mk., naar han vilde bringe Bogen hurtig tilbage. A. Hansen kom imidlertid ikke med Bogen, men senere kom Sogneraadsmedlem H. P. hen til ham og spurgte, hvorfor han ikke havde bragt Bogen op til Præsten, da han dog havde lovet 3 Mk. derfor. De 2 Mænd, der fulgte med A. Hansen, gav Capellanen 8 sk hver for deres Uleilighed. - De to nævnte Sogneraadsmedlemmer kom ofte ind til Comparentinden for at paaskynde Ægteskabet, og en Dag fortalte de, at nu havde de i Sogneraadsmødet endelig bestemt, at der skulde betales hende og hendes tilkommende Mand 10 Rd. forinden Brylluppet, medens de 5 Rd. vilde blive betalte, saasnart Vielsen var fuldbyrdet, men hvis Bryllupet ikke kom istand, vilde de 10 Rd. blive hende fratrukket i de Underholdningspenge, hun fik af Sognet til sine Børn. Efterat der var gaaet 6 Uger fra Lysningen kom Sogneraadsmedlemmerne igjen og opfordrede hende og A. Hansen til uopholdelig at holde Bryllup, hvortil A. Hansen bemærkede, at det jo ikke hastede saa stærkt, da der jo kunde ventes 12 Uger efter Lysningen, men dertil svarede Sogneraadsmedlemmerne, at de jo ligesaa godt kunde holde Bryllup strax, og tilføiede, at Brylluppet jo ikke kostede Noget, da Præsten gjorde det gratis. Comparentinden og A. Hansen besluttede sig da til at holde Bryllup, og Pengene blev dem udbetalte efter Løfte."
Ligeoverfor denne Forklaring har Sogneraadet hævdet, at det kun er af moralske Hensyn, at det har viist en saa mærkelig Activitet for at faae dette Ægteskab istand. "At vi, efter at Anders Hansen havde erklæret for Øvrigheden, at han vilde ægte Ane Margrethe Hansen, søgte at fremskynde Vielsen, for at saaledes deres uordentlige Samliv kunde faae lovligt Stempel, det ansee vi for at være fuldkommen lovligt, idet vi saaledes stillede os paa samme Standpunkt som vor Øvrighed." Historien med de 15 Rd. kan det ikke benægte, men dette var kun en "Extrahjælp", der blev ydet Ane Margrethe Hansen, fordi hun manglede de allernødvendigste Huusgeraadsgjenstande. Vedkommende Præst kan heller ikke nægte, at han ikke alene har aftalt med Kirkesangeren, at de vilde give Afkald paa Offer ved dette Bryllup, men at han endog har været saa genereus at give A. Hansen 3 Mk. for at skaffe sin Skudsmaalsbog tilveie og hver af Forloverne 8 sk for deres Ulejlighed. Altsaa Bryllup gratis og Penge ovenikjøbet! Hans Motiv til denne i Sandhed sjeldne Ædelmodighed har imidlertid ligeledes været det moralske, at han vilde opnaae en Ende paa det forargelige Samliv. Dette maa nu for Præstens Vedkommende staae ved sit Værd, men om det meget moralske Sogneraad vilde have viist samme Iver, selv om der ikke "tillige" havde været den Omstændighed tilstede, at et saadant Ægtestab vilde lette Sognet for en stor Byrde og kaste den over paa en anden Commune, maa jeg meget betvivle. Og derhos fortjener det dog ogsaa at fremhæves, at selv om man gaaer ud fra det anførte Motiv, er det nok meget tvivlsomt, om en saadan Iver for at faae et saadant Ægteskab indgaaet er god og heldig. Jeg skal ikke forsvare nogetsomhelst forargeligt Samliv, og Øvrigheden er i sin lovlige Ret, naar den skrider ind og paabyder dets Ophør eller i modsat Fald anvender Straf - gid kun her alle Samfundsklasser virkelig vare lige for Loven! Men Ingen bør true eller friste eller nyde Folk til i den treenige Guds Navn at indgaae et saadant Ægteskab som det, der her er Tale om, thi det er meget mere "forargeligt" end et Samliv "paa Polsk", om det end, som Sogneraadet saa skjønt udtrykker sig, har lovligt Stempel. Man maa ikke lade sig vildlede af, at A. Hansen i Retten havde erklæret, at det var hans Hensigt at ægte Pigen. Enhver Forhørsdommer veed, at dette er den stadige Undskyldning, som altid anføres, fordi den ligger lige for Haanden; slige Personer ville altid gifte sig, kun er der stadig Noget i Veien med deres "Papirer". Brudgommen var en ung letsindig Karl paa 22 Aar; Bruden var en halv Snees Aar ældre, havde født 4 uægte Børn og var høit frugtsommelig med det 5te. Et Par Maaneder efter var hele Familien under Fattigvæsenet og Konen i Forbedringshuset; derpaa forsvandt Manden efter først at have solgt Sengklæderne. Dette er i Sandhed et saadant Vrængebillede af et Ægteskab, at Enhver, der med Raad og Daad har virket til at faae det istand, synes at maatte føle en levende Fortrydelse derover.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. juni 1873).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar