Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen)

Søndermarken endnu engang. Havde Hr. Etatsraad B. Rothe ikke oppebiet 3 Opfordringer i dette Blad, førend han fandtes "meget villig" til at oplyse Almenheden om hans Grunde til ikke at anbringe den forlangte Laage paa Søndermarken, vilde dette Anliggendes foreløbige Afslutning allerede have kunnet finde Sted for lang Tid siden; men da jeg i min sidste direkte Opfordring til Etatsraaden lovede ikke at ulejlige ham mere i denne Sag, dersom han kunde anføre blot en eneste antagelig Grund til ikke at gaa ind paa det Forlangte, nødes jeg til atter at trætte Læserne med nogle Linier, da jeg ikke finder nogen af hans Grunde antagelig. Han første Grund er, at Færdslen paa Fasanvejen og Roskilde Landevej er saa ringe, at den godt kan lade sig nøje med den sidstnævnte Vej. Dersom Etatsraaden hermed vil tilkjendegive, at de Gaaende, der have Ærende paa Roskildevejen mellem Slottet og Fasanvejen, ikke bryde sig om en Laage paa Søndermarken, har han Ret, men han kan ikke være uvidende om, at det findes mange Huse Vest for Fasanvejen, og at Frederiksberg Assistenskirkegaard, der nu allerede trænger til Udvidelse, ligger sammesteds. Hvad han ytrer om Fasanvejen, beror ligefrem paa en fejlagtig Slutning, thi Mangelen af den forlangte Laage er netop Grunden til, at Vejen benyttes saa lidt. Har Publikum da Interesse i, at en Del af Færdslen igjennem Frederiksberghave og Søndermarken ledes ind paa denne Vej? Jeg tror en meget betydelig, idet jeg ikke kjender noget andet Middel til at forebygge den paa Helligdagene uhyggelige Sammenpressen af Gaaende og Kommende langs Slottets østlige Fløj, hvor nu den eneste Passage findes mellem de 2 Skove. Jeg tror ikke, at Publikum med stor Taknemlighed vil modtage Etatsraadens Anvisning til at gaa ad den solvarme, støvende Roskildevej, for ad Fasanvejen at undgaa Skærsilden langs Slottet, og at denne Anvisning fuldkomment skulde overbevise det om, at denne Vej er ligesaa behagelig som Søndermarkens kølige Gange. Etatsraadens anden Grund er at den nye Laage vilde forøge Opsynsmandens Ronde, der nu alt er 1 Mil, med 1/4 Mil, hvilket vilde være "inhumant" og nødvendiggjøre forøget Opsyn. Jeg benægter begge Dele, saalænge det ikke betragtes som inhumant, at Postvæsenet af Landpostbuddene forlanger en Gang af 2 Mil, ligesom jeg ogsaa antager, at Kjøbenhavns Postbudde og Politibetjente vilde være særdeles tilfredse med at slippe med 5/4 Mils Gang i Døgnet, og jeg ved mine hyppige Besøg i begge Lystskovene aldrig har bemærket Uordener ved Laagerne, men derimod vel paa de Steder, der ligge fjernede fra dem. Jeg stillede Spørgsmaalet om de tjærede Lægter for at se, om Etatsraaden havde Mod til at vedkjende sig, at Grunden til, at Folk paatage sig den Ulejlighed selv at bane Veje og Udgange, netop beviser Trangen til begge Dele. Der er intet bedre Middel til at forhindre Folk i at krybe over end at lukke op. Etatsraaden har endelig gjort mig den Ære at anstille nogle Gisninger om min ringe Person og ytre nogen Tvivl om min Berettigelse til at tale i Almenhedens Navn. Jeg tror, at jeg i Tilfælde som dette tør antage at have den almindelige Mening paa min Side, saalænge jeg ikke modsiges, og hvad min supponerede private Interesse angaar, har jeg ikke Mere i den Kant af Søndermarken og det tilgrænsende Terræn at gjøre end enhver Anden, der tilfældig kommer derhen, og for at godtgjøre dette og kunne tro paa Etatsraadens Velvillie overfor det promenerende Publikum vil jeg foreslaa ham til Prøve at anbringe en enkelt Laage og holde den aaben paa Søn- og Helligdage og maaske tillige ea anden Dag om Ugen i Sommermaanederne. Dette kan dog ikke antages at overstige Lysthavernes Finanser eller Opsynsmandens Kræfter. Hermed er denne Sag afsluttet fra min Side. N

(Dagbladet (København) 21. juni 1873).